The House of the Seven Gables af Nathaniel Hawthorne

>The House of the Seven Gables af Nathaniel Hawthorne fra forlaget Oxford World Classics 2009, original udgivelses år 1851 på engelsk.

Denne klassiker af Nathaniel Hawthorne er fyldt med elementer og uhygge, der kendetegner den gotiske litteratur, men romanen har også mange punkter, der forbindes med den fantastiske genre og disse dele, af det gotiske og fantastiske, skaber en særlig stemning af uhygge og forundring i gennem hele romanen, der fastholder mig i læsningen, men hvor jeg desværre til tider tabes i de mange detaljerede beskrivelser, som standser plottets handling og desværre også min nysgerrighed.

Romanen ligger meget spændende ud, hvor jeg indvies i en mundtlig beretning om, hvordan grunden med et lille og sparsomt hus falder i hænderne på Colonel Pyncheon, der ønsker grunden til at bygge sit familie domæne. Det lille sparsomme og fattige hus ejes af Matthew Maule, der bliver dømt for brugen af troldoms kunstner med døden til følge på skafottet. Maules sidste ord til Colonel Pyncheon, om at Gud vil give ham blod til at drikke, sætter en skræk i livet på indbyggerne i den lille by i New England, hvor den puritanske religiøsitet har en mægtig styrke, men samtidig indsluses overtroen på, at noget frygteligt og grusomt gemmer sig bag Maules forbandende ord. Maule begraves på grunden, og Pyncheon starter på byggeriet af det mægtige gotiske hus, men han når dog ikke at nyde huset længe, da han den første dag i det færdige hus, findes død i sin stol af uforklarlige årsager, men et vigtigt dokument er ligeledes forsvundet på mystisk vis.

Of their legal tenure, there could be no question; but old Matthew Maule, it is to be feared, trode downward from his own age to a far later one, planting a heavy footstep, all the way, on the conscience of a Pyncheon.

Slægten Pyncheon lever i huset med de syv gavle i over to århundrede, hvor der ikke syntes at være nogen form for mystik eller særlige anmærkninger, men ca. 70 år inden selve handlingen af romanen sætter ind begås der et mord i familien, hvor en ung mand bliver dømt for mordret på sin onkel. Der er flere familiemedlemmer, der flytter ind og ud af huset bl.a. en skomager, som åbner en butik i den ene gavl af huset. Romanens narrativ forsætter ved dennes død og butikkens lukning, hvor jeg efterfølgende møder den ældre Miss Hepzibah Pyncheon, der funderer over, hvorledes hun finder overlevelse i hverdagen for, at holde sulten for døren. Det er også her jeg møder den mystiske og spændene karakter kunstneren Holgrave, den uhyggelige Dommer Pyncheon og den smukke Phoebe Pyncheon.

Den ældre Hepzibah kan ikke se andre udveje end, at gøre et forsøg med at åbne den gamle butik for at holde sulten for døren, hvor hun sælger ting til 10 cent, som eksempelvis bagværk, sukker, tobak, mel og mange andre ting. Hun får dog ikke den bedste start, og alting ser sort ud, da hun ikke er vellidt blandt den lille bys indbygger på grund af hendes slægtsnavn. De ønsker ikke, at støtte hende eller hendes butik. Men lyset vender en smule, da en ukendt kusine Phoebe uventet står på dørtærsklen, og ønsker at bosætte og hjælpe til, hvor hun kan. Først er Miss Hepzibah meget skeptisk ikke alene pga. at hun ikke kan tilbyde hende løn og underhold, men jeg fornemmer at hun ikke ønsker at binde sig til nogen på nogen måde, og at hun har svært ved at slippe sin ensomhed. Phoebe får dog vendt hendes mening, men også tingene i huset og butikken vender hun til den lyse side, og alting begynder at glimte og lysne på den fineste måde.

Little Phoebe was one of those persons who possess, as their exclusive patrimony, the gift of practical arrangement. It is a kind of natural magic, that enables these favored ones to bring out the hidden capabilities of things around them; and particularly to give a look of comfort and habitableness to any place which, for however brief a period, may happen to be their home.

Phoebe får også et godt forhold til den unge kunstner, som fortæller om familiens gamle sagn heriblandt historien om Alice, der bliver forhekset af en skovhugger af Maules slægt, hvor han kan styre hendes mindste bevægelser præcis når han ønsker det, for at ødelægge familiens ry, men ligeledes de unge mænds syn på Alice, som smuk og vidunderlig. Alice og hendes far må leve med disse mystiske og uforklarlige udfald i Alices optræden især til offentlige begivenheder, som eksempelvis beskrives der, at hun lige pludselig begynder, at danse en glædesdans til en begravelse, hvilket indbyggerne finder usmagelig og hensynsløst. Kunstneren fortæller også sagnet om husets brønd, der efter sigende skulle indeholde Maules blod, og alle som drikker fra denne brønd dør eller blomsterne visner, hvis de får vand herfra. Hepzibahs bror Clifford ankommer til huset med de syv gavle lige efter løsladelsen fra fængslet, som en gammel og udtæret mand, der syntes ikke kun at være gammel og svagelig, men ligeledes træt af livet, der har budt på mange hårde år i det kolde fængsel.

Det lykkedes Phoebe, at nå ind til Clifford og formilde hans sind, og den dunkle sfæren i huset letter, men da Phoebe er nød til at rejse hjem for at få orden på nogle praktiske ting bliver Clifford syg, og må være sengeliggende. Dommer Pyncheon insisterer på at få adgang til den syge, men da Hepzibah nægter ham adgang til huset, og sætter ham til at vente i en stol til hun kommer tilbage. I den korte tid hun væk sker en forbrydelse, og da hun kommer tilbage finder hun ham død under mystiske omstændigheder.

They were flaunting in rich beauty and full bloom, to-day, and seemed, as it were, a mystic expression that something within the house was consummated.

The House of the Seven Gables er en klassiker, hvor karaktererne fremstår i en virkelighedstro gengivelse efter samtidsnormerne, hvor den puritanske levevis tydeligt fremskrives under min læsning af romanen. For mig fremstår karaktererne ikke levende, spændende eller maleriske på nogen måde, og den eneste karakter, der vækker min nysgerrighed er den unge kunstner, som også har et bindeled til familien Pyncheons slægtshistorie. Tematikkerne er mystiske, hvor den gotiske uhygge sniger sig ind med elementer af den fantastiske litteratur, der på en spændende måde beretter om genfærd, den sorte jord og mystiske dødsfald.

Historien om huset med de syv gavle fangede mig, og jeg elskede de mystiske og magiske elementer med de uhyggelige hændelser på trods af, de til tider mange, tunge og endeløse detaljer, som faldt tungt i min læsning af romanen. Der er dog et kapitel, hvis funktion og handling stadig ligger som et ekko i mig, og som jeg ikke helt kan slippe. Det er kapitlet ”Governor Pyncheon”, hvor den narrative fortæller beretter om alle de begivenheder og fester Dommer Pyncheon skulle have været en del af denne dag, og de hædrer han skulle have modtaget, men da han jo er død, kommer han aldrig til at opleve dette. Kapitlet har en klang af mobning, latterliggørelse og en underliggende medlidenhed for dommerens karakter, som jeg finder ambivalent på de 16 lange sider kapitlet rækker over, hvor jeg finder meningen uforstålig for romanens narrativ. I introduktionen bliver jeg oplyst om, at denne roman bestemt ikke skal læses som en kærligheds roman, men nærmere som en uhyggelig og fantastisk fortælling, som straks vækker min interesse, men igen de tunge beskrivelser tynger, hvor koncentrationen til sidst glipper. Jeg er glad for også, at have læst denne roman af Nathaniel Hawthorne, men den kan på ingen måde overstiger The Scarlet Lette, som er en af mine ynglings klassiker.