The Snow Bear af Holly Webb

Featured image
Featured image The Snow Bear af Holly Webb med illustrationer af Artful Doodlers fra Forlaget Stripes på 159 sider – udgivelses år 2012. Bogen er læst på originalsproget – engelsk.

The Snow Bear er en lille fin og magisk julefortælling, hvor jeg drages mod drømmenes og fantasiens verden, da den lille Sara vågner og pludselig befinder sig på nordpolen. Jeg elskede at følge med i hendes eventyr, hvor hun hjælper den lille isbjørn med at finde hjem til sin mor. Men ikke alt er lige sjovt og lykkeligt for Sara er strandet ved sin farfar, og når måske ikke hjem til juleaften, da sneen har lagt en tung dyne på de i forvejen frostglitreende veje.

Sara og hendes forældre er hvert år ved juletid og besøge farfar et par dage, så passer det med at han kan tage med dem hjem, hvor de holder en rigtig hyggelig familiejul. Men dette år er alt ikke som det plejer at være, da hendes mor er gravid og ikke ønsker at kører den lange vej op til farfar. Sara tager det hele med sit modige lille hjerte, og nyder alligevel tiden sammen med farfar. Han er så god til at fortælle historier om dengang han var barn, hvor han besøgte de magiske og mystiske folkefærd på Nordpolen og på Grøndland. Engang fandt han og hans bedste ven endda en lille isbjørn, som de måtte tage sig af og de kaldte ham Peter, men desværre kunne de ikke beholde ham, da den lille nuttede isbjørn hurtig blev stor. Han var ikke kun svær at finde de store mængder føde til, men han blev jo også farligere med de lange klør og de stærke kræfter. Så han måtte desværre ud i den frie og vilde natur igen – ud til de andre isbjørne, hvor han kunne skabe sin egen familie.

The wind had dropped, and the air was very still. It made walking out into the garden seem dreamlike, it was so quiet. The snow had hushed everything.

Sara savner sin far og mor, men hun prøver alligevel på at få det bedste frem, og da sneen i nattens løb har fortryllet landskabet til et eventyrligt og uberørt rige kan Sara ikke længere vente med at betræde den hvide glitterende sne. Hun elsker isbjørnen Peter fra farfars historie, og siden hun hørte den som gangske lille har, så har hun været helt opslugt, og ejer en stor samling bamse-isbjørne og har læst mange bøger om dens eksistens. Så da hun strømmer ud i sneen er hun ikke i tvivl om, at hun vil bygge en isbjørn, der sidder på numsen med forpoterne løftet fra jorden. Hun går starks i gang, og hun opsluges i arbejdet og glemmer tiden. Da isbjørneprojektet er ved at være til ende kommer farfar ud, og hun får lov til at låne nogle af de fineste grønne og blå sten til isbjørnens øjnene. Efter en hurtig morgenmad går de to i gang med endnu et byggeprojekt. De skal bygge en iglo, som passer så fint ved siden af den lille isbjørn. De får startet og er godt på vej med byggeriet lige indtil, at farfar fortæller at det nok ikke bliver muligt at kører hjem næste morgen, hvor det også er julemorgen. Sara kan nu ikke lade være med at bryde sammen, og skynder sig op på sit værelse.

Sara sover det meste af dagen væk, og da hun vågner er det helt mørkt. Hun går ud på trappen og gennem det lille vindue ser hun at farfar har lavet resten af igloen – den er så fin og smuk, der sammen med isbjørnen i det hvide frostglitterende landskab. Sara lokker farfar til at smører madder som de kan tage med ud i igloen. Hun vil så gerne hører istorien om Peter igen. Så med soveposer, madder og en lille lampe sætter de sig i den lille iglo. Det vare dog ikke længe før Sara endnu engang falder i søvn, men da hun vågner er hun ikke længere i farfas have, og da hun kravler ud af den lille iglo ser hun at isbjørnen ikke længere kun er af sne. Hun ved godt at det kun er noget hun drømmer, men sikke dog en dejlig drøm. Hun beslutter at opkalde den lille isbjørn efter farfars, så han skal hedde Peter. De to tage ud for at lede efter dens mor, da han sikkert er blevet væk. De kommer ud på farlige og vilde eventyr, hvor Sara også ser et billede af hendes farfar som dreng.

Sara fell asleep too, eventualy – the flickering fall of the snowflakes was hard to watch without her eyelids starting to close. When she woke up, it had stopped snowing, and the landscape stretched out into whiteness in front of her.

The Snow Bear er en lille fin og sød børnefortælling med de fineste illustrationer, hvor jeg trylles ind i en magisk og fantastisk verden. Sproget er flydende og let i små kapitler, hvor jeg nyder de fine skildringer af landskabet, og jeg følger fornøjeligt med i Saras eventyr med hendes egen lille Isbjørn. Strukturen i det lille eventyr er nem at følge uden for mange afveje, der gør det nemmere at nå ind til Sara og hendes søde drømme om isbjørne. Jeg, som læser, hører kun brudstykker af farfars fortælling om hans isbjørn Peter, men parallellerne mellem de to eventyr i eventyret er så fine.

Karaktererne i The Snow Bear er fine og overfladiske, som mindre børn kan rumme dem, men dog alligevel med en lidt dybere struktur, som kan perspektivers til receptionens hverdagsliv. Tematikkerne i eventyret er hverdagsagtige, og som alle børn, men også voksne kender til. Sara skal snart være storesøster og påtager sig rollen som den store pige, der ikke stiller spørgsmål og vil ikke være for krævende. Hun forstår godt, at mor ikke ønsker at kører den lange vej op til farfar, da hun er meget træt, og lige om lidt kommer lillebror jo også. Sara forsøger meget på ikke at lade sig mærke af, at hun savner far og mor for det er jo synd for farfar, men da savnet i hendes lille verden bliver for meget og den uudholdelig tanke om ikke at komme hjem til jul, da lempes hun blidt ind på fantasiens fortryllende veje. Skellet mellem fantasi og den fiktive reelle verden udviskes, så måske var Saras eget lille eventyr med den lille isbjørneunge ikke blot en drøm ?

Sara reached down and picked up the two pieces of green sea glass that had been her little bear´s eyes. They glowed gently, with the soft green of the Norhern Lights. She turned them over in her hand, her eyes widening. They’d changed. The green glow wasn’t just the moonlight on the glass. It was inside, she was sure.

Jeg elskede denne lille søde julefortælling af Holly Webb, som fik mig til at glemme de andre mange tekster og bøger, som jeg læser i øjeblikket i forbindelsen med mine eksamensopgaver, samt i forberedelse til en mundtlig eksamen i slutningen af januar. Jeg holder meget af Webbs måde at tage hånd om sin læser og bringe dem trygt ind i nye verdener. The Snow Bear vil jeg genreklassificere som hørende under den fantastiske litteratur, da Saras rejse til Nordpolen begynder med en drøm, men mere da hun vågner næste morgen, hvor isbjørnen er væk. Dog ligger stenøjnene tilbage, men nu med en anden farve end dem hun lånte af farfar. At stenene har ændret farve skaber en forbindelse mellem den reelle fiktive verden og den fantastiske fortælling, da der opstår en tøven, hvor det ikke er muligt at bestemme om læseren befinder sig i det magiske eller overnaturlige, da referencerne til den reelle fiktive verden stadig vejre tungest, men læseren befinder sig i denne tilstand af tøven jf litteraturteoretikeren Tzvetan Todorov. Webb er en mester til at skabe eventyrlige og magiske fortællinger, og The Snow Bear er ingen undtagelsen. Jeg holder nu alligevel mest af de fine og (u)hyggelige eventyr med Rose, som jeg håber på at læse de sidste to bind i serien i det nye år.

Featured image
Featured image

The House of the Seven Gables af Nathaniel Hawthorne

Featured image >The House of the Seven Gables af Nathaniel Hawthorne fra forlaget Oxford World Classics 2009, original udgivelses år 1851 på engelsk.

Denne klassiker af Nathaniel Hawthorne er fyldt med elementer og uhygge, der kendetegner den gotiske litteratur, men romanen har også mange punkter, der forbindes med den fantastiske genre og disse dele, af det gotiske og fantastiske, skaber en særlig stemning af uhygge og forundring i gennem hele romanen, der fastholder mig i læsningen, men hvor jeg desværre til tider tabes i de mange detaljerede beskrivelser, som standser plottets handling og desværre også min nysgerrighed.

Romanen ligger meget spændende ud, hvor jeg indvies i en mundtlig beretning om, hvordan grunden med et lille og sparsomt hus falder i hænderne på Colonel Pyncheon, der ønsker grunden til at bygge sit familie domæne. Det lille sparsomme og fattige hus ejes af Matthew Maule, der bliver dømt for brugen af troldoms kunstner med døden til følge på skafottet. Maules sidste ord til Colonel Pyncheon, om at Gud vil give ham blod til at drikke, sætter en skræk i livet på indbyggerne i den lille by i New England, hvor den puritanske religiøsitet har en mægtig styrke, men samtidig indsluses overtroen på, at noget frygteligt og grusomt gemmer sig bag Maules forbandende ord. Maule begraves på grunden, og Pyncheon starter på byggeriet af det mægtige gotiske hus, men han når dog ikke at nyde huset længe, da han den første dag i det færdige hus, findes død i sin stol af uforklarlige årsager, men et vigtigt dokument er ligeledes forsvundet på mystisk vis.

Of their legal tenure, there could be no question; but old Matthew Maule, it is to be feared, trode downward from his own age to a far later one, planting a heavy footstep, all the way, on the conscience of a Pyncheon.

Slægten Pyncheon lever i huset med de syv gavle i over to århundrede, hvor der ikke syntes at være nogen form for mystik eller særlige anmærkninger, men ca. 70 år inden selve handlingen af romanen sætter ind begås der et mord i familien, hvor en ung mand bliver dømt for mordret på sin onkel. Der er flere familiemedlemmer, der flytter ind og ud af huset bl.a. en skomager, som åbner en butik i den ene gavl af huset. Romanens narrativ forsætter ved dennes død og butikkens lukning, hvor jeg efterfølgende møder den ældre Miss Hepzibah Pyncheon, der funderer over, hvorledes hun finder overlevelse i hverdagen for, at holde sulten for døren. Det er også her jeg møder den mystiske og spændene karakter kunstneren Holgrave, den uhyggelige Dommer Pyncheon og den smukke Phoebe Pyncheon.

Den ældre Hepzibah kan ikke se andre udveje end, at gøre et forsøg med at åbne den gamle butik for at holde sulten for døren, hvor hun sælger ting til 10 cent, som eksempelvis bagværk, sukker, tobak, mel og mange andre ting. Hun får dog ikke den bedste start, og alting ser sort ud, da hun ikke er vellidt blandt den lille bys indbygger på grund af hendes slægtsnavn. De ønsker ikke, at støtte hende eller hendes butik. Men lyset vender en smule, da en ukendt kusine Phoebe uventet står på dørtærsklen, og ønsker at bosætte og hjælpe til, hvor hun kan. Først er Miss Hepzibah meget skeptisk ikke alene pga. at hun ikke kan tilbyde hende løn og underhold, men jeg fornemmer at hun ikke ønsker at binde sig til nogen på nogen måde, og at hun har svært ved at slippe sin ensomhed. Phoebe får dog vendt hendes mening, men også tingene i huset og butikken vender hun til den lyse side, og alting begynder at glimte og lysne på den fineste måde.

Little Phoebe was one of those persons who possess, as their exclusive patrimony, the gift of practical arrangement. It is a kind of natural magic, that enables these favored ones to bring out the hidden capabilities of things around them; and particularly to give a look of comfort and habitableness to any place which, for however brief a period, may happen to be their home.

Phoebe får også et godt forhold til den unge kunstner, som fortæller om familiens gamle sagn heriblandt historien om Alice, der bliver forhekset af en skovhugger af Maules slægt, hvor han kan styre hendes mindste bevægelser præcis når han ønsker det, for at ødelægge familiens ry, men ligeledes de unge mænds syn på Alice, som smuk og vidunderlig. Alice og hendes far må leve med disse mystiske og uforklarlige udfald i Alices optræden især til offentlige begivenheder, som eksempelvis beskrives der, at hun lige pludselig begynder, at danse en glædesdans til en begravelse, hvilket indbyggerne finder usmagelig og hensynsløst. Kunstneren fortæller også sagnet om husets brønd, der efter sigende skulle indeholde Maules blod, og alle som drikker fra denne brønd dør eller blomsterne visner, hvis de får vand herfra. Hepzibahs bror Clifford ankommer til huset med de syv gavle lige efter løsladelsen fra fængslet, som en gammel og udtæret mand, der syntes ikke kun at være gammel og svagelig, men ligeledes træt af livet, der har budt på mange hårde år i det kolde fængsel.

Det lykkedes Phoebe, at nå ind til Clifford og formilde hans sind, og den dunkle sfæren i huset letter, men da Phoebe er nød til at rejse hjem for at få orden på nogle praktiske ting bliver Clifford syg, og må være sengeliggende. Dommer Pyncheon insisterer på at få adgang til den syge, men da Hepzibah nægter ham adgang til huset, og sætter ham til at vente i en stol til hun kommer tilbage. I den korte tid hun væk sker en forbrydelse, og da hun kommer tilbage finder hun ham død under mystiske omstændigheder.

They were flaunting in rich beauty and full bloom, to-day, and seemed, as it were, a mystic expression that something within the house was consummated.

The House of the Seven Gables er en klassiker, hvor karaktererne fremstår i en virkelighedstro gengivelse efter samtidsnormerne, hvor den puritanske levevis tydeligt fremskrives under min læsning af romanen. For mig fremstår karaktererne ikke levende, spændende eller maleriske på nogen måde, og den eneste karakter, der vækker min nysgerrighed er den unge kunstner, som også har et bindeled til familien Pyncheons slægtshistorie. Tematikkerne er mystiske, hvor den gotiske uhygge sniger sig ind med elementer af den fantastiske litteratur, der på en spændende måde beretter om genfærd, den sorte jord og mystiske dødsfald.

Historien om huset med de syv gavle fangede mig, og jeg elskede de mystiske og magiske elementer med de uhyggelige hændelser på trods af, de til tider mange, tunge og endeløse detaljer, som faldt tungt i min læsning af romanen. Der er dog et kapitel, hvis funktion og handling stadig ligger som et ekko i mig, og som jeg ikke helt kan slippe. Det er kapitlet ”Governor Pyncheon”, hvor den narrative fortæller beretter om alle de begivenheder og fester Dommer Pyncheon skulle have været en del af denne dag, og de hædrer han skulle have modtaget, men da han jo er død, kommer han aldrig til at opleve dette. Kapitlet har en klang af mobning, latterliggørelse og en underliggende medlidenhed for dommerens karakter, som jeg finder ambivalent på de 16 lange sider kapitlet rækker over, hvor jeg finder meningen uforstålig for romanens narrativ. I introduktionen bliver jeg oplyst om, at denne roman bestemt ikke skal læses som en kærligheds roman, men nærmere som en uhyggelig og fantastisk fortælling, som straks vækker min interesse, men igen de tunge beskrivelser tynger, hvor koncentrationen til sidst glipper. Jeg er glad for også, at have læst denne roman af Nathaniel Hawthorne, men den kan på ingen måde overstiger The Scarlet Lette, som er en af mine ynglings klassiker.

Featured image

“Grimus” af Salman Rushdie

Featured imageGrimus af Salman Rushdie, fra forlaget Vintage i 1996, 253 sider (original udgivelsesår 1975)

Grimus er Salman Rushides debut roman, der viste sine eventyrlige sider og magiske dimensioner i 1975, hvor jeg som læser ikke kun bliver taget med på Flapping Eagles maritime rejser ud i den store verden, men også med til magiske verdner og uddødlige mennesker.

Romanens første kapitel beskriver, hvordan Flapping Eagle på dramatiskvis ankommer til den mystiske Ø, Calf Island, hvor han møder Virgil Jones, som bliver hans vejleder på hans lange dimensionsrige rejse til byen K og op til bjergets top, Calf Mountain, som der fortælles om i slutningen af romanen. I det efterfølgende kapitel tages læseren med tilbage til historiens begyndelse, hvor Flapping Eagles oprindelige navn er ”Born-From-Dead”, men bliver kaldt Joe-Sue af beboerne i den stamme i Axona, hvor han og søsteren Bird-Dog er opvokset og bosat. Her er de ikke ligefrem er vellidte, da de blandt andet er forældreløse, da moren dør få minutter efter at Flapping Eagle er kom til verden, og hvor faren ligeledes dør kort efter. De to søskende prøver på bedstevis at overleve i stammen, men dette er ikke let, da stammen ser dem som udstødte og kæder deres skæbne sammen med gamle myter og overtro.

To be a hermaphrodite among the Axona is to be very bad medicine. A monster. To mutate from that state into a ´normal´ male is akin to black magic. They didn’t like that. To be what I was, born from dead, was a dire omen; if I could bring death at the moment of my birth, it would sit upon my shoulder like a vulture wherever I went.

Alle oddsene er imod Flapping Eagle lige fra den første solbeskinnede dag, hvor han kommer til verden, og på trods af hans gode hensigter og velvillighed til, at undgå sin forudbestemte skæbne hænger der en sort sky over ham igennem romanen, som kan bryde ud, hvornår det skal være, i bulder og brag på den ellers skyfrie himmel. Bird-Dog møder Grimus i form af karakteren Sispy, der forærer hende og Flapping Eagle to magiske flasker med eliksir, hvor den ene er gul og indeholder kilden til et evigt liv, og den anden blå og frembringer døden.

Da Bird-Dog forlader stammen og sin bror for at tage med den mystiske Mr. Sispy til det udødeliges land, da drikker Flapping Eagle den gule eliksir, og drager ud på eventyrlige maritime rejser, hvor han efter nogle ensomme århundredes tid beslutter sig for, at lede efter sin søster og genoptage det fortabte bånd. I sin søgen møder han for anden gang i sit lange liv karakteren Nicholas Deggle, som med skumle hensigter om endnu engang, at prøve på at tilintetgøre stenrosen. Han viser ham den skjulte vej til det magiske og demensionsrige Calf Island, der er beboet med individer, som er ligesom ham selv – uddødlige – hvor han endelig kan slå sig ned og føle sig hjemme, men da det går allerbedst kommer døden meget uventet på besøg, og der skabes oprør i byen. Flapping Eagle er endnu engang udstødt og på flugt, og nu også med et ønske om at ødelægge den kostbare stenrose og Grimus.

So suppose there were, say, merely four potential pasts and futures for the Mediterranean Sea. In one of them, there never was nor will be an island such as this. In another the island existed but no longer dose. In a third the island does not exist but will at some time in the future. And in the fourth…

De mange dimensioner og de labyrintiske gange, hvor romanen udspiller sig byder ind med et højt handlingstempro, som ses ved de mange, men korte kapitler, hvor kompleksiteten stiger ved opbygningen af de mange parallelle universer, og ligeledes på de mange former for plotmuligheder Rushdie byder ind med i sin roman, der som en stormvind kaster mig videre til nye handlingmuligheder, og hvor det til tider kan være svært at holde næbbet oppe og ikke forsvinde ned i bølgerne i de mange farverige og yderst levende karakter, som spænder over en bred spektre fra skumle og mægtige værtshustyper til filosofiske tænkere til pigerne, der arbejder og bor på bordellet ”The Rising Son”. Romanens narrative fortællerkonstruktion er kompleks, hvor der både indtræder en 1. person og 3. persons narrative fortæller, som er med til at skildre begivenheder og karakterer fra flere optiske verdenshjørne med hurtige skift.

Grimus er med sine mangfoldige tematikker værd at nærstuderer, da de vigtige eksistentielle budskaber ligger skjult på den frodige og vildtvoksende Ø blandt de små, og hemmelige skovstier helt oppe ved den klare bjergtop. Flapping Ealges rodløshed og ønsket om at høre hjemme et sted i verden er et af de temaer, der er let af få øje på, men der er også de dybdegående som liv – død, religion, samt evnen og muligheden for, at skabe sit eget univers og bestemme livets gang, og styre hvornår man ønsker, at lukke døden ind på det mest tilrettelagte og perfekte øjeblik, hvor historiens ellers uønskede handlinger og afmagten over ikke selv at kunne bestemme eller undgå frygtlige og ubærlige hændelser for det menneskelige sind.

His hands released Virgil who staggered back a step, drawing lungsful of air into himself. Flapping Eagle saw the bright hand clench and begin to travel. He found he was rooted to the spot. In slow-motion he saw the first glide through the air towards the gasping Virgil; and the noise of impact seemed less than it should have been. Virgil folded from the knees, wordlessly, and fell to the floor.

Rushdie tager mig med på vandring gennem en junglen af spændende genrer lige fra science fiktion, magisk realisme, eventyr, myter, fantastisk litteratur og til – måske – hans egen form for Utopia, der perspektiver til Gulivers Travles af Jonathan Swift fra 1726 og til Tomas Mores Utopia fra 1556, hvor de alle er Øer der ikke eksistere i den dødlige og skyggefulde menneskelige verden.

Grimus som roman er ud fra mit læsende synspunkt en roman med mange puslespilsbrikker af forskellige puslespil, dertil sidst bliver samlet, men som desværre mindsker ind og forsvinder i den molekylære – og ionfyldte atmosfæriske luft. Romanen er forholdsvis let og spændende at læse, men kan være svær at følge med i de mange eventyrer og dimensioner, som Flapping Eagle fører læseren igennem.