Er her nogen? af Lotte Elmann Wegner

Featured image
Featured image

Er her nogen? af Lotte Elmann Wegner på 276 sider og er udgivet i 2018 af Turbine Forlaget. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forlaget

I Er her nogen? af Lotte Elmann Wegner møder jeg den unge kvinde Vibe Engberg, som lever et stille liv med sin kæreste. Hun arbejder i Engberg Antik, som er hendes mors butik. Vibe elsker sit liv i den lille butik, som er fyldt med alverdens skattekister og de nye fund, som ind i mellem kommer ind. Kort inde i bogen, kommer en mystisk mand ind i butikken. Manden møder hun igen, da hun og kæresten er på vej hjem efter dagens arbejde. Hun opdager, at han kigger på hende, og der opstår et mærkeligt og skyggefulde spændingsfeltet i et par korte sekunder i mellem dem. Pludselig bliver hendes stedfar syg og falder om, og han bliver indlagt på hospitalet. Jeg følger Vibe med ned ad memory lane, og her kommer den tungeste sorg frem, som et barn kan bære på. Hun havde et stærkt og kærligt forhold til sin far, men en dag kommer han aldrig mere hjem. Den lille Vibe sidder på den store sten uden foran indkørslen og venter og venter i mange formiddage og eftermiddage på, at han endelig skal komme hjem igen, men farens hjemkomst glimrer i sit fravær. Under min læsning af Vibes mange følelser og svigt fik jeg en stor klump i maven, og jeg kunne næsen ikke trække vejret, da faren kort efter erstattes med en ny mand, hvis veje i livet slet ikke bliver, som han ville have det.

En dag står den mystiske mand, Andreas, i butikken igen, og som et trylleslag er Vibe fanget. Kort efter flytter hun ind i hans perfekte hjem, som næsten er taget ud fra et Bo Bedre blad, hvor alle flader skinner og alt står på den samme plads. For Vibe er Andreas alt det, hun drømmer om og meget mere, men lige så stille forandrer Andreas sig fra at være den kærlige og omsorgsfulde kæreste til, at være en dominerende, evig kritisk og besættende, men det bliver meget værre. I takt med at Vibe og Andreas’ forhold udvikler sig bliver jeg mere og mere berørt, men også bange på Vibes vegne. Frygten, angsten og skrækken for Vibes egen nedsættende selvkritik og hendes forsøg på, at forsvinde eller som minimum gå i et med tingene rammer er beskrevet så levende og realistisk, at det rammer mit indre hårdt, så jeg næsten ikke kan trække vejret. Samtidig med, at Vibe skal udholde forholdet til Andreas er, der nogen som sender hende avisartikler om en forsvunden pige. En dag flygter Vibe og tager på krisecenter, hvor hun møder Linda og datteren. Sammen udvikler de et tæt bånd med en gensidighed over deres situationer, der er lydløs. Ingen af dem kan få lov til, at blive på krisecenteret ret længe og de har næsten ikke noget valg, og de ved begge, at de må tage hjem igen. Da Vibe kommer hjem igen er forelskelsen på sit højdepunkt, og alting er så lyst og dejligt, men varer det ved? Vibe får en dag mulighed for, at kigge hvad der gemmer sig i den aflåste kælder, men forstår hun, at sætte de mange spor og sagsmapper sammen i en større helhed?

Vi er holdt op med at forsvare, hvorfor vi lever et liv, vi ikke har lyst til. Når man ikke selv forstår det, kan man ikke forklare det for andre. Frygten for det definitive har vi begge, men heller ikke det kan gøres begribeligt. Så Linda og jeg deler oplevelser, følelser, frygt. Det skal man ikke undervurdere. Jo flere man er om at dele en byrde, desto lettere bliver den. Selvom der er grænser for, hvor let det føles, når man står helt alene midt i angsten.

Er her nogen? er Wegners debutroman, men det er ikke til at mærker. Ordene flyder og jeg følger med i Vibes udvikling fra at være en helt almindelig og stille pige, til nærmest kun at være et spejlbillede og en tom skal af sig selv, da frygtens lænker er altopslugende. Bogens handling starter op med et hjerteskærende anonymt brev fra 1995. Herefter skifter temporaliteten til 2014 i første del af bogen, hvor jeg indvies i Vibes stille og almindelige liv med kæresten og arbejdet i morens butik. Herefter følger bogens strukturelle opbygning således i to dele mere, så handlingens kronologiske form løber fra 2014-2016. Kapitlerne i romanen er korte, men rammende præcise uden de store sproglige afvigelser eller sidehistorier, der gør at fokuset holdes på den alvorlige situation, som Vibe er havnet og fanget i. I de hårdeste scener, hvor Vibe virkelig er ramt synes sproget at tage en lille poetisk drejning, som på en eller anden måde formår at ramme dybere i mit indre både under, men også efter min læsning af romanen. I Er her nogen? er fortællerstemmen Vibes, og jeg bringes helt ind i Vibes tanker, følelser og indre monologer. Vibe er heldig, da hun får hjælp af en hemmelig organisation for voldsramte kvinder, men det sætter voldsomme ar på sjælen med de voldsomme ting, som hun er blevet budt af Andreas.

Wegners roman er så meget mere end blot en bog en ung kvinde, som forsvinder. Bogen var noget helt andet end det, jeg forventede ud fra bagsiden af bogen, og jeg blev noget overrasket – denne bog fortæller så meget på sine få sider. Karaktererne er få, og jeg følger kun Vibe og ikke nogle andre, i sin kamp for overlevelse. Hvad og hvem er den perfekte mand egentlig, og hvad stiller man op, når det hele går så skævt, og man pludselig er fanget i en kamp for overlevelse? Dette belyser Wegner i mange facetter i et dominerende og voldeligt forhold, så en klam hånd lægger sig over mit indre. Vibe møder Linda og Phine, og mellem dem opstår en særlig forståelse og et bånd, der ikke kræver ord og forklaringer, men hvor de bare kan være uden, at nogen kigger på dem med dømmende øjne eller med et blik fyldt af medlidenhed. Jeg får helt ondt i mit hjerte af Phines og Lindas liv, og senere i romanen kan jeg næsten ikke holde mine tårer tilbage, men heldigvis er der hjælp på vej til de to, og jeg ånder lette op. En anden uventet karakter træder ind i Vibes liv, når hun har allermest brug for støtte og hjælp, men fortidens svigt er store, og det er svært for Vibe, at lukke op efter så mange år, hvor han virkelig har været savnet. Tematikkerne i Wegners roman er svigt, kærlighed, voldsramte kvinder og venskab, som sammen danner et skræmmende virkelighedsbillede af Vibes situation. Genremæssigt er Er her nogen? en psykologisk thriller, men jeg vil også mene, at romanen hører under den realistiske genre, da Wegners bog siger så meget om, muligheder for hjælp for voldsramte kvinder i dag – eller nærmere manglen på samme, men hun kommer ligeledes meget ind på svigt, hvor mange tanker og følelser er i spil.

Forsøg ikke at fylde noget, gør dig ikke bemærket. Fald i ét med tapetet, bevægelser og ord kan misfortolkes, vær stille. Bedst af alt: Forsøg ikke at være.

Wegner formår, at få romanens handling til at fremstår så skarpt på en skræmmende og realistisk måde, at jeg under min læsning følte, at det var taget lige ud fra virkeligheden. Er her nogen? har ramt mig dybere end jeg først havde troet, og derfor har det taget mig lidt tid, at skrive anmeldelsen, da jeg haft svært ved, at sætte helt præcise ord på hvorfor, at jeg er blevet ramt. Wegners roman fortæller ikke kun om en pige, som er forsvundet, men fortæller i højgrad om, hvordan det er at leve som fange i et forhold, hvor det for mange er umuligt, at slippe fri med tryghed og nogen gange med livet i behold. Men bogen fortæller også noget om, hvordan vores samfund svigter ved ikke, at hjælpe dem, som har brug for det. For hvor går man hen, hvis der ikke er noget hjælpe at hente? Så er man overladt til sig selv, som man er fange i et fængsel i skovens dybe mørke, hvor selv lysninger er svære at finde. Romanen afsluttes med en åben slutning, men jeg syntes, at Vibe er hurtigt videre i sit nye liv, hvilket virker en smule ambivalent sat i forhold til alt det, hun har været igennem. Bogens slutning finder jeg ligeledes en smule for hurtig afsluttet sat i kontrast med bogens ellers lange beskrivelser, og Vibes mange indre og lange monologer. Men måske er Vibes historie ikke helt slut endnu, og der kommer en to’er. Det håber jeg, da det kunne være rigtig spændende, at følge Vibes videre liv med hendes nye virke, men det må tiden jo vise.

Featured image

Advertisements

Blev det DIG, som vandt?!

Featured image
Featured image

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø. Udgivet af Politikens Forlag 2017 på 215 sider. Romanen er sponsoreret af Politikens Forlag

Hold da op, hvor går denne skønne sommertid dog alt for hurtigt! Nu er det jo allerede fjorten dage siden, at jeg startede sommer giveawayen på bloggen, så det er blevet tid til, at finde den heldige vinder af romanen Sommergræs, vinterorm af Mette Sø. Først vil jeg gerne sige tusind tak til alle jer læsere, som har deltaget i min sommer giveaway – det bliver bare SÅ meget sjovere, når I er med. Jeg har også fået endnu et par likes på bloggens Facebookside, hvilket er super skønt – tak for det. Det har været en fornøjelse og spændende, at læse om hvilke bøger I læser lige nu, og hvilke bøger, som I planlægger at læse i løbet af jeres sommerferie, og tusind tak for jeres søde kommentarer! Jeg har også en hel stak eller faktisk hele tre stakke med bøger, som jeg rigtig gerne ville læse i løbet af sommeren, men jeg prøver at lade være med, at læse for meget andet ud over specialeorienteret bøger – selv om det til tider er rigtig svært at lade være….

Som mange af jer har gættet helt rigtigt, så er svaret på spørgsmålet om, hvad hovedpersonen hedder i romanen Sommergræs, vinterorm af Mette Sø – Svaret er nemlig Billi Kruse. Det er en af de romaner, som har rørt mig allermest og gjort det største indtryk på mig af de bøger, som jeg har læst i år. Jeg har denne gang fået lidt hjælp til, at finde en vinder på hjemmesiden Find en vinder, og siden trak et tal, som blev nummer 18. Så den heldige vinder af Sommergræs, vinterorm af Mette Sø er…… Charlotte – Stort tillykke med bogen til. Jeg sender fluks en mail afsted til dig.

Igen en stor tak til alle jer, som har deltaget i min lille sommer giveaway her på bloggen! Men hold gerne øje med siden her, på Facebook og Instagram – for det varer ikke så længe før, at der kommer endnu en giveaway. Jeg håber, at I alle får læst en masse god litteratur her hen over sommeren, og at I får den skønneste og dejligste sommer! Tak til Politikens Forlag, som har sponsoreret bogen.

Featured image
Featured image

Så er det blevet tid til en sommer giveaway….. (Giveaway #6)

Featured image
Featured image

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø. Udgivet af Politikens Forlag 2017 på 215 sider. Romanen sponsoreret af Politikens Forlag

Sommeren er over os på trods af, at det gode vejr halter en smule. Jeg ønsker mig til flere solskinsdage end alt det regn, men det kommer forhåbentlig snart, så vi alle kan komme til stranden og slappe af med skønne og spændende bøger. Nu, da det er sommer, så er det blevet tid til en lille sommer giveaway på bloggen, og denne gang kan du vinde én af de bedste romaner, som jeg har læst i år – nemlig Sommergræs, vinterorm af Mette Sø.

Da jeg læste Sommergræs, vinterorm var jeg solgt og blæst om kuld! Så det er en roman, som jeg varmt anbefaler. Jeg har anmeldt bogen, og du kan læse mere om romanen Her. Det eneste du skal gøre for at være med i konkurrencen om at vinde bogen er at svare på, hvad hovedpersonen hedder i Sommergræs, vinterorm? Skriv svaret i en kommentar, og husk at skriv din mailadresse, så jeg kontakte dig, hvis du vinder bogen. Det kunne være fedt, hvis du også lige ville smutte forbi bloggens Facebook side og give et like, men dette er ikke et krav for at deltage i konkurrencen. Ellers vil jeg også gerne høre om, hvilke bøger du planlægger at læse her i sommerferien?

Jeg trækker den heldige vinder lørdag d. 22-7-2017 og giver herefter vinderen besked. Her til sidst ønsker jeg alle jer skønne læsere en fantastisk sommer, og håber at I får nogle skønne sommeroplevelser! Tusind tak til Politikens Forlag, der har sponsoreret bogen.

Featured image

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

Featured image
Featured image

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø. Udgivet af Politikens Forlag 2017 på 215 sider. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Når en militærenhed bliver ramt af en vejsidebombe, samler man menneskestykkerne sammen, alt på størrelse med en femkrone skal med hjem. Det bliver Mys opgave at sende stumperne af mig hjem, og når de har brændt mig, ligger kun mine tænder tilbage i asken. Plus Lossen Basses kindtand og Rensdyret Basses små kalvetænder. Jeg er det sidste menneske i verden. Et skridt frem mod lossen. Den bliver stående. Jeg tager et skridt til. Lossen Basse vender om og lunter længere ind i skoven. Halen ser halv ud, og spidsen er sort.

Billi Kruse har på en og samme tid mistet alle netværk og mennesker, som har haft stor betydning i Billis liv. Jeg møder Billi midt i kaos kort efter, han har mistet sin far, hans kæreste er flyttet, og han har mistet sit arbejde på kuvertfabrikken, da hans bedste ven og chef, Mark, valgte at sælge fabrikken til tyskerne uden, at informere ham om det. Billi føler sig holdt udenfor, og han kan slet ikke se Marks eller kærestens grunde til deres valg. Hvor går man hen, når hele verden styrter i grus, og alle mennesker er væk – og kan det overhovedet siges, at man har det dårligt selv, når man har mistet alt, når man lever i det priviligerede vesten? Billi vælger, at opsøge papiret for at se, hvordan det står til med papiret og kuverten ude i verden nu, hvor digitaliseringen strømmer ind, og overtager papirets plads, men Billi har også lovet sin far noget, som han er fast besluttet på at overholde. På Billis lange rejse bringes jeg gennem synæstetiske oplevelser tilbage til Billis barndom, ungdom og til tiden lige op til bruddet med kæresten og farens død.

Billi rejser til Finland, hvor efter et nærtgående møde med en lygtepæl, møder kvinden My, som af medmenneskelighed tager Billi med sig hjem. Hun tager også Bille med til et lille hus i Helsinki for at se papirmøllen og aftaler, hvornår han kan kan komme forbi fabrikken i Lohja. Billis følelser sidder uden på tøjet, da han her gennem sanserne bringes tilbage til lukningen af Karlsens Kuvertfabrik. Her bringes jeg ind gennem synssansen til Billis arbejde og ansvar på fabrikken, og blå stik flammer skyder op af hans indre, da direktøren Pasi begynder at snakke om fireholdsskift, hvor medarbejderne arbejder mindre timer, som øger produktionen betragteligt på fabrikken i Lohja. Billi forlader mødet i raseri, og beslutter sig for at rejse videre. Den næste destination er Grækenland, hvor jeg drager med Billi ud på kulturelle oplevelser på museer, ser på mennesker, ser på marmorets mange anvendelsesmuligheder i statuetteformer, og kuvertfabrikken her. Herefter rejser jeg med til Rumænien, hvor Billi opsøger sin fars veninde, Petro, for at fortælle hende den triste besked om farens død. Det er med hendes hjælp, at Billi langt om længe også får besøgt kuvertfabrikken her også, hvor en af Karlsens maskiner står. På Billis rejse i Rumænien bringes jeg også ind i en historisk tidslomme, hvor jeg lærer om diktatoren Nicolae Ceausescu og hans kones tragiske skæbner. Efter at Billi har opfyldt sin fars sidste ønske, og har besøgt kuverten og papiret ude i verden, er Billi nu fri til, at skabe sig et nyt liv, men fortiden vil altid være en del af fremtiden, og er en del af den vi er.

Alt, hvad jeg elskede, er væk. Jeg er gået op i limnin­gen, alt indholdet i kuverten er faldet ud. Og der er intet, jeg kan gøre ved det. Jeg kan ikke genåbne et erhverv, jeg kan ikke genoplive en død, jeg kan ikke genforelske et menneske. Hver morgen vågner jeg og tænker, at i dag bliver bedre, men i dag er et trafikuheld. Igen. Jeg har in­gen reference eller erfaringsgrundlag for at kunne hånd­tere denne situation. Men jeg bliver ved med at tænke, at jeg ikke er det første menneske, der står i mine sko, og siger til mig selv, at jeg skal tage mig sammen, at jeg er ikke noget særligt. Og jeg vil gerne vide, hvordan andre mennesker er kommet videre.

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø er en fantastisk, gennemtænkt og velformulerede roman, der har rørt noget i mit indre. Gennem synæstetiske beskrivelser lærer jeg Billi at kende, og jeg kommer helt ind i hans indre, hvor jeg kan genkende mange tanker og følelser, som jeg tror, at mange af os selv føler og mærker gennem livet, men bare ikke deler med nogen. Strukturelt er romanen delt op i tre dele med titler, hvor første del handler om Billis liv efter, at han har mistet alt, og rejser til Finland. Del to handler om Billis mange fantastiske oplevelser i Grækenland, og tredje og sidste del handler om rejsen i Rumænien. Sprogligt er romanen letlæselig, men hvor ord, sætninger og linjer ofte er så rammende og emotionelle, at de trækker dybe spor og linjer til mit indre. Jeg forsvinder gennem synæstesien ind og ud af temporale tidslommer, hvor jeg ofte drager med Billi tilbage til barndommen, hvor han levede alene med sin far. Hunden Basse, katten Basse, rensdyret Basse og lossen Basse er alle en del af Billi, og når han befinder i en faresituation, eller hvor følelserne bliver for svære at tackle, bruger han de forskellige Basse-former til at håndtere smerten eller angsten.

Hvordan kan man være en væren i verden, hvis hele verden er styrtet i grus? Og hvordan får man skabt en ny verden, hvor man kan se sig selv være en væren, og kan man overhovedet være en væren i en verden uden at tage fortiden med sig? Dette er et af de største temaer i denne tankevækkende roman, hvor eftertænksomheden sætter ind i forhold til identitet, kultur og familie. Som i À la recherche du temps perdu (Remembrance of Things Past) af Marcel Proust bringes fortælleren tilbage til fortiden gennem smagssansen, da han spiser den berømte madeleinekagen, og således som ved Proust bringes jeg også under læsningen af Sommergræs, vinterorm ind i Billis kaosfyldte verden, hvor også her alle sanserne bringes i spil og trækker dybe spor til fortiden og den tidlige nutid. Det er gennem Billis verden, at jeg mærker, føler, lugter og høre om andre landes kulturer og historie. Søs roman er af genren realisme med et tempofyldt plot, hvor jeg under læsningen ivrigt vendte siderne for, at opleve nye verdener og nye kulturer. Romanens slutning er på en og samme tid finurlig, symbolsk og overført fra papir til virkelighed, og jeg måtte læse de sidste sider et par gange inden, at budskabet endeligt gik op for mig. En rørende og fantastisk roman med en åben slutning.

Der er mange verdener i verden, der er forsvun­det, lige meget hvor gode tider det var. Nogle har noget, nogle andre vil have, og på et tidspunkt er de stærke eller mange nok til at tage det. Eller de gode tider sover i timen og opdager ikke, at virkeligheden er blevet digitaliseret og globaliseret og fundamentalt forandret. Alle de verdener, jeg har levet i, er allerede væk, og i hver af de verdener var jeg et andet menneske. Jeg er stadig mig, men jeg er ikke længere det menneske, jeg var i går. Jeg ved noget andet og mere nu.

I Sommergræs, vinterorm skaber Sø et rum og en tid til eftertænksomhed i jagten på, at følge Billi, og hans rejser i detektion af papiret og kuvertens tilstand ude i verden, men også i jagten på hans videre vej frem i livet. Dette rum trækker også mange spor ind i vores virkelighed, som er fortravlet og forhastet med mange gøremål og planer. Hele spørgsmålet om hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvordan vi kommer videre i svære situationer, er der ikke megen tid til, men det er omend vigtige temaer, som gælder for os alle gennem alle tider. Den genskabende bevidsthed sætter ind, hvor jeg som læser, gennem romanens få sider, tæt følger Billis psykologiske og kulturelle dannelse på vej mod at skabe en ny identitet. Med Sommergræs, vinterorm har Sø ramt noget inden i mig, som jeg har svært ved at beskrive, men jeg ved, at roman altid vil være en del af mig, og at bogen vil følge mig gennem livet de næste mange år!

Featured image
Featured image

Et smugkig i bogreolen #1

Featured image

Litteraturen som sådan er for mig noget helt fantastisk, hvor jeg kan lade mig forsvinde ind i andre verdener, vandre i dybe skove, bekæmpe frygtindgydende drager på store græsbeklædte bjergskråninger, svømme ind i Poseidons rige, informeres om historiske perioder i spændende kontekster og ikke mindst forholde mig til tider drømmende, men altid kritisk til de verdener, samfund og rejser jeg drager ud på i den litterære verden. Jeg elsker bøger, og det at kunne begive mig frit rundt i fiktive verdener, hvor jeg forsvinde ind i linjerne mellem de mange bogstaver på de skrevne sider, giver et pusterum fra hverdaggens mange gøremål. Jeg vil i dette første indlæg om mine bogreoler give et lille smugkig i den ene af mine bogreoler i stuen, hvor de bøger har hjemme, som jeg holder allermest af, som jeg glæder mig til at læse eller genlæse.

Featured image

På den øverste hylde har jeg Tusind og én nats Eventyr fra forlaget Vandkunsten, som jeg købte da jeg blev fortryllet af de 6 stor og tunge, men meget smukke bind, der er fyldt med myter og fantastiske eventyr. Jeg holder meget af Salman Rushdies værker, og han har tit eller nærmest altid litterære intertekstualiteter herfra i sine mange værker, og herigennem skabte en lille spirrende nysgerrighed for disse mange eventyr. Jeg har også Somnambulist og Elijah’s Mermaid af Essie Fox, som jeg glæder mig til at kunne fordybe mig i. De sidste to jeg gerne vil nævne fra denne hylde er One Hundred names af Cecelia Ahern, der også har skrevet P.s. I Love You og Prisoners in the Palace af Michaela MacColl, som jeg har hørt og læst meget godt om, men endnu ikke selv læst.

På den anden hylde har jeg nogle af de teoretiske bøger, som jeg har købt og bruger i forbindelse med mit studie på litteraturvidenskab. Disse bøger bruger jeg gerne i forbindelse med opgaveskrivning eller som forberedelse til mundlig eksamen, hvis der er teorier, tematikker, former eller perioder jeg ønsker at komme ind på eller bare ønsker at vide mere om. Hvis der er nogle af dem I finder interessant, og ønsker at vide mere om, så må I endelig sige til.

Featured image

På den næste hylder har jeg de smukke og fortryllende udgaver fra Barnes and Noble stående, som jeg stille udvider, hvor jeg til tider tager chancen og bestiller hjem fra USA, da der desværre er nogle udgaver, som ikke er muligt at købe i Europa. Jeg har også Jane Austens og Edgar Allan Poes samlede værker fra forlaget Race Point, der er mindst lige så smukke som Bares and Nobles udgaverne, men intet mindre er de alle perler i min samling af bogskatte. Neil Gaimans bøger har jeg også samlet her på denne hylde, hvor han også deler pladsen med E.T.A Hoffmanns fortællinger i to bind, som jeg fik i julegave, men som jeg endnu ikke har haft tiden til at fortrylle mig ind i.

Her på denne hylden har jeg lidt forskellige bøger stående, hvor dem der fylder mest i billedet er Kenn Folletts historiske romaner, men Sherlock Holmes er også her at finde i de første fire bind i ny dansk oversættelse sammen med Helle Rydings fantasy trilogi Morganas Kilder og Serpina, der er den første bog i trilogien Klintespind. De sidste bøger på hylden er forskellige bøger om Tempelridderne og denne historiske periode med korstagene, og om ordnens videre overlevelse i form af hemmelige selskaber, som jeg er meget fascineret af.

Featured image

Kenn Follett hylden kommer lige med på billedet igen, da den sammen med de to sidste hylder er noget blandet i forhold til genre, forfattere mm. Jeg vil dog gerne fremhæve Det Syvende Barn af Erik Valeur, der nok er en af de romaner, der stadig giver genlyd i mit indre, og som jeg bestemt vil genlæse i dette år. Bogen er kryptisk med mange personer, at holde sammen på, men intet mindre er der flere mystiske elementer, som jeg gerne vil kigge nærmer på i en genlæsning på trods af bogens mange sider, og med en tyngde jeg stadig husker som lammene. Jeg vil også gerne fremhæve A.J. Kazinski, som skriver spændende og samtidsrelevante krimier, hvor jeg lader mig rive med i “Reading for the Plot” i Peter Brooks termer. På den sidste hylde, der er på billedet har jeg samlet bøgerne af Dan Brown. Jeg elsker næsten alle hans bøger, der alle har historisk fakta på forskellige niveauer, der tager afsæt i vores urbane verden. Jeg må dog indrømme at hans seneste bog Inferno ikke gjorde det store indtryk, som hans andre bøger. Måske lidt hårdt sagt fandt jeg til tider dels bogen en smule kedelig, og en smule rodet, men på trods af dette meget samtidsrelevant med tematikken omkring virus, og hvorledes virusepidemier muligvis kan opstå rundt i verden. Den allersidste hylde i reolen har jeg valgt ikke at tage med på dette billede, da der på denne hylde ligger bøger fra forlaget Historie, og bogen Blekingegadebanden.

Så har vi været igennem den ene reol i min stue, og dette er enden for kigget i reolen for denne gang, men vil i næste uge være klar med del 2, hvor jeg vil vise lidt flere af mine bøgerne frem i den næste reol. Hvis nogle af bøgerne vækker interesse, så sig endelig til.

Har I bøger, som stadig giver genlyd i tankerne, og i så fald hvilke? Eller bøger, som bare ikke levede op til forventningerne?

Featured image