Dukkemageren af Jessie Burton

Featured image
Featured image

Dukkemgeren af Jessie Burton fra Forlaget Hr. Ferdinand på 380 sider udgivet 2016. Romanen er oversat fra engelsk til dansk af Alis Friis Caspersen. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Romanen er læst/lyttet på dansk, og org. titel The Miniaturist udgivet i 2014.

Den rige og højtstående købmand Johannes Brandt leder efter en helt bestemt og særlig kone. Han har aldrig drømt om et ægteskab med mange børn og det lykkelige familieliv. Det er egentlig hans ugifte søster Marin, der skubber ham ud i at skulle gifte sig, så deres familiehemmeligheder ikke bliver afsløret og kommer ud til borgerskabet. Johannes Brandt vælger den meget unge, men kønne Petronella, kaldet Nella, fra den lille landsby Assendelfts. Petronella ankommer til sit nye hjem i Amsterdam, og er meget spændt på, at skulle forenes med sin mand på en hjemmelig og kærlig måde. Det er dog helt andre vilkår, hun møder, da hun træder ind i huset. Marin styrer ikke kun huset, men også Johannes regnskab med hård hånd. Hun er kold og hård som is, så jeg næsten fryser fast unde læsningen. Petronella får hurtigt andet at tænke på, da hun ser Otto. Han er købt som slave, men lever et rigt og godt liv i den lille familie. Petronella har aldrig set en mand med så mørk hud og fine krøller. I 1687 er slaver fra Syd Afrika endnu ukendt i Holland, men også i resten af verden. Langt de fleste kendte til slaver i forbindelse med sukker- og kaffeplantager, men det var dog endnu ret ukendt, at slaverne blev fragtet over det store hav. At Johannes har Otto med sig hjem og uddanner ham giver familien en særlig status, men også et hårdt eftermæle for Otto. Hvad han ikke skal tåle at høre på og gøres flere gange til spot på de groveste måder, så det gør så ondt langt ind i mit hjerte.

Som en forsonings- og bryllupsgave får hun det smukkeste dukkehus, der er en kopi af hendes nye hjem. Hun kan nu bruge tiden og indrette dukkehuset, som hun vil. Hun skal finde en dukkemager i bogen Smits liste, så hun har noget at tage sig til. Nedslået over et mislykket forsøg på, at forføre sin mand tumler Nella ind i sin egen verden og finder én eneste dukkemager på listen. Hun bestiller en lille lut, et stykke marcipan og et trolovelsesbæger, hvor sidstnævnte er en lille trøst. I pakken fra dukkemageren er der mere end hun bestilte, og Nella føler sig ramt. Nella takker dukkemageren og afbryder alt videre samarbejde med hende. Det usædvanlige er også, at dukkemageren er en kvinde – dette var helt uhørligt i slut 1600 tallet, og helt uacceptabelt, at hun overhovedet er kommet på Smits liste. Dukkemageren vedbliver dog, at sende pakker til Nella, som på mystisk vis indeholder koder af mystisk art og dukkerne syntes at leve sit eget liv, som så på magisk og tragisk vis lever deres. En ung mand, som er en bekendt til Johannes, fra England føler sig dårlig behandlet. Han møder op i huset, hvor Johannes er ude at rejse, og for at understrege sine hævnrige hensigter gør han noget, som rammer Johannes i hjertes dybder og sorgen ruller ind over ham, da han finder ud af, hvad der er sket. Burtons roman er dyster og mørk, og under læsningen var jeg meget fanget af, Nellas utrolige måde at håndtere sit nye liv på, særligt da hun ved et uheld opdager Johannes dybeste hemmelighed, som snart styrer familien mod en afgrund af tilintetgørelse.

Marin kommer til syne i døren, ligbleg i ansigtet. Da hun tøver på tærsklen, rejser Nella sig op og lader sjalet falde til gulvet for blotte de blå mærker. Marin stivner og stirrer på parakitten, der nu sidder på fodenden af sengen. Hun har en bog knuget ind mod brystet, og hun strammer sine slanke fingre omkring den.

Dukkemageren er Burtons debutroman og sikke en af slagsen! Romanens handling er mørk, mystisk og nærværende på alle måder, og jeg havde svært ved, at stoppe min læsning, hver gang jeg gik åbnet bogen. Den historiske temporalitet i Dukkemageren er sat til 1686 i Amsterdam, hvor Nella banker på døren til sit nye hjem og varer i ca. fire måneder til i 1687. Romanen er ikke en bibliografi af den oprindelige Petronella Brandt, men Burton skrev med udgangspunkt i hendes dukkehus, som står udstillet på nationalmuseum Rijksmuseum i Holland. Fra dukkehusets beboede indre skaber hun et fiktivt liv for Nella, som må alle umulige prøvelser igennem, hvor jeg ofte under min læsning tænkte på, hvordan den kun atten årige unge Nella kunne blive i familien Brandts hus. Sproget i romaner er til tider nøgternt og koldt, men også særlig smukt, hvor jeg næsten blev glemt i synæstetiske sansers vold. Ud fra beskrivelserne af eksempelvis Marins værelse kunne jeg næsten lugte og smage mange af de sydafrikanske krydderier, som værelset emmede. Sprogets smukke og poetiske form greb mig særligt og ramte mit indre med så stor kræft i beskrivelserne af Nellas indre monologer, bekymringer og sorg, at jeg med skælvende fingere vendte siderne med forsigtighed. I Dukkemageren er strukturen delt i fem dele, som alle er angivet med dato og et bibelsk citat. Hver del indeholder kapitler med overskrifter, som angiver essensen af handlingen. Kapitlerne er forholdsvis korte, som sammen med de fem opdelinger er med til at lette handlingens lidt tunge, dystre og mørke, men spændende digressioner og plotmønstre.

Burtons roman er en hård og lidt uhyggelig roman, men mystisk set i forhold til den kvindelige dukkemager, som besidder synske kræfter og kan se ud i fortiden. De små gaver hun sender passer så fint ind i Nellas dukkehus, men syntes også at vise Nella, hvad fremtiden vil bringe eller er det en heks, som har sat en forbandelse på Nellas nye familie..? Dukkemageren hører som genre til i kategorien historisk roman, men roman er også en familietragedie, da hele familiens liv bliver vendt oppefra og ned. Romanen skildrer hårdt og nøgternt den religiøsitet, som alle levede efter -særligt de højtstående købmænd og den rige overklasse, hvor man ikke måtte stikke ud. Romanens fem dele indledes alle af bibelske citater, som er med til at understrege vigtigheden af religionens rolle i samfundet. Johannes Brandt begår en af de værste kriminelle handlinger, og det skal dog også koste ham dyrt. Karaktererne er fremskrevet så realistiske og refleksive, at jeg flere gange under læsningen blev ramt. Nella er romanens primære hovedkarakter, men også Marin og Otto får en del plads. Tematikkerne i Burtons roman kampen mellem religion og menneskets lyst, som sådan og om familie, kærlighed og det tabte. Derudover er dukkehuset, som centralt element i romanen med til, at skabe spænding og mystik, men en forløsning på, hvad der sker med dukkemageren og hendes magiske skikkelse mangler en smule, og jeg savnede at få et lidt større indblik her, men det er på den anden side en del af romanens meget åbne slutning.

Nella følger efter fangevogteren gennem den første underjordiske passage under Stadhuis-fængslet og ned langs siden af bygningen. Hun kan høre de indespærredes hæse host og klageråb. Stedet er større, end hun havde troet. Det er, som om det uforklarligt udvider sig, mens hun går gennem det, og hun mister fornemmelsen for proportioner. Celle efter celle, mur efter mur, det er svært for hunde at rumme.

I familien Brandts hus emmer det af dunkelhed og skjulte hemmeligheder, som spreder sig ud gennem plottet og helt ind i mit indre, hvor jeg sådan håber på, at Nella får det hun drømmer så meget om, og at Johannes slipper med livet i behold, men på trods af dunkelheden er der et lille lys og et lille mirakel på bogens sidste sider, som giver en smule lykke og måske en lys fremtid. Burton tog mig med storm, men på trods af romanens fængslende handling kunne jeg under min læsning ikke lade være med, at blive en smule tynget af romanens dystre toner. Jeg har det en smule ambivalent med det dystre og mørke i Burtons roman, da det både til dels lammede mig, men også hold mig spændt og fast for at læse mere. Dukkemageren udkom på engelsk i 2014, og på dansk i 2016. Siden har roman vundet flere priser, og ikke nok med det, så blev filmrettighederne til bogen opkøbt af BBC One, der lavede en miniserie. Serien udkom i 2017, og blev set af over fire millioner af mennesker. Jeg har ikke selv set miniserien, men det vil jeg rigtig gerne på et tidspunkt. D. 31. maj udkommer Burton med endnu en roman med titlen Min Muse, som jeg helt sikkert skal læse. Romanen udkommer også ved Forlaget Hr. Ferdinand, som også er forlaget bag Dukkemageren. I denne bog møder vi den unge kvinde Odelle Bastien, som har skjulte talenter inden for kunstens verden, som stille åbnes for hende selv, men også for læseren. Et mystisk maleri dukker op, og hele Odelles verden vendes på hovedet. Uhh, det lyder spændende – skal du læse Min Muse?

Featured image
Featured image

Advertisements

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Udgivet af forlaget Politikens Forlag på 299 sider i 2017 (org. titel The Underground Railroad, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Slaveriet har udviklet sig til en mægtig hvid imperialistisk maskine, da jeg møder Cora som er slave på Randalls bomuldsplantage i denne roman Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Denne historiske roman beretter om tre generationer af kvinder, som er opvokset som slaver. Cora er født ind i slaverites skærende og ødelæggende jernlænker ligesom sin mor Marbel. Mormoren Ajarry blev som lille pige kidnappet af slavehandlere sammen med sin familie og resten af landsbyen. Familien blev dog hurtigt splittet, og Ajarry blev solgt flere gange end det kan tælles på en hvid mands hånd. Hun endte til sidst på familien Randalls mægtige jorder i Georgia, som også var der, hvor hun tog sit sidste åndedrag midt i den hvideste bomuldshøst. Marbel og Cora lever herefter deres liv med at arbejde hårdt i markerne og plejer deres lille frugtbare jordlod, som de har arvet af mormor Ajarry. Men da Cora ikke er mere end 10 år flygter Marbel fra plantagens pinsler. Hun er nu blevet en legende, da ingen slavefange har haft heldet med at indfange hende. Cora er alene i verden, og et par år efter Marbels forsvinden tvinges hun til, at flytte ned i hytten Hobb, der er for de udstøde, sære og syge kvinder. Slavelandsbyens ældste mand Jockey holder sin fødselsdag to gange om året, hvor hele landsbyen fester, afholder konkurrencer og danser til afrikanske rytmer, hvor de slår sig fri fra slaveriets lænker for en kort stund. For Cora ender denne aften frygteligt, da hun vil beskytte den lille dreng for en ordentlig omgang prygl, kaster hun sig over drengen, og bruger sin krop som skjold.

Da Cora hører Caesar spørge, om hun vil være med til at flygte, tror hun, at han er ude på at snyde hende. Hun er jo en af de udstødte kvinder, som ingen normal og anstændig mand i landsbyen ville opsøge. Efter episoden med de mange prygl giver hun sig, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. I mellemtiden er en anden slave flygtet, men der går ikke længe inden, at han bliver indfanget af den grove og ondskabsfulde slavefanger Mr. Ridgeway. Det er med en hård klump i maven og med tårer ned af kinderne, at jeg læser om slavens umenneskelige og unødvendige straf. Straffen er indbegrebet af Terraences Randells ondskab, som rækker langt dybere end at være et statueringseksempel for andre slaver, så de ikke får samme ide med at flygte. Caesar har forbindelser til den jordiske jernbane, som hjælper bortløbende slaver ud i friheden, og de flygter en sen aften. De fortsætter til den hvide mand Mr. Fleitchers hus, hvor han skal hjælpe dem videre på deres flugt, så de kan nå til den underjordiske jernbane, hvor en af stationerne ligger hemmeligt under Sams hus. De skal nu med et tog væk fra Georgia til South Carolina, hvor de får nye navne, og bliver en del af stiftelse for farvede. Caesar og Cora beslutter sig for at blive i denne skønne by, men Cora opdager, at slavefangeren er grueligt på at opspore dem. Nu er hun igen på en vild flugt til den underjordiske jernbane, men nu igen helt alene i verden. Slavefangeren er særlig ivrig efter at fange Cora, da han ikke lykkedes med at indfange hendes mor. Det bliver en besættelse for ham, og han gør alt for at opsporer hende alle steder til alle tider.

De mødtes ved bomulden, da der var faldet ro over landsbyen. Caesar løftede spørgende det ene bryn ved synet af den bugnende sæk med yamsrødder, men sagde ikke noget. De gik ind mellem de høje planter, så knugede af situationen, at de glemte at løbe, før de var kommet halvvejs igennem. De blev svimle af farten.

Whitehead bringer mig ikke bare ind i endnu en fortælling om slaveriet i kolonierne, men han tager mig med på en hårrejsende og følelsesmæssige flugt med den underjordiske jernbane idet, at frygten puster og ånder Cora og Caesar i nakken fireogtyvetimer i døgnet, og hvor selv den mindste fejl eller afsløring kan medføre at slavefangeren Mr. Ridgeway lykkedes i sin besættelse af, at bringe Cora hjem til plantagen igen. I Den underjordiske jernbane fører whitehead med sikker mål og præcision den historiske og fiktive genre i et sammenvævet spind mellem fiktion og virkelighed sammen på fineste vis. Den Underjordiske Jernbane bestod af et hemmeligt netværk, som hjalp de mange slaver på flugt til at lykkedes med at komme ud i friheden uden for plantagerne. Gruppen bag Den Underjordiske Jernbane arbejdede sammen med abolitionisterne for at forbyde og stoppe slaveriet i kolonierne og i USA gennem et større netværk. Her i Den underjordiske jernbane forbinder Whitehead Den underjordiske jernbane sammen med en fiktiv eufemisme om, at netværkets virkelighed bestod af hemmelige jernbanetunneler. Netværkets hemmelige flugtveje foregik dog ikke under jorden, men gennem hemmelige flugtruter i tætte skove og sumpe. Romanens sproglige ligefremhed og nøgterne beskrivelser af de mange ting, som Cora skal igennem for at nå vejen til friheden over eget liv, rammer mig på en helt uventet måde, og med et bringes jeg tilbage til kolonitiden og romanen Uncle Tom’s Cabin af Harriet Beecher Stowe, der er en af de få romaner, som står mit hjerte så nært.

Gennem Coras flugt fra plantagen og Mr. Ridgeway, møder hun i hver by og landsdel en ny dimension af Amerika med forskellige tilgange til slaveriet og slaverne på flugt. I South Carolina er byens indbyggere hjælpende, og giver de flygtende negere nye håb, men i North Caroline “eksisterede negeren ikke, bortset fra for enden af et reb”. Whitehead er en fuldendt mester til, at beskrive forskellen mellem de to landsdele, men også til at beskrive synsvinklerne i dikotomien mellem den hvide mand, og den sorte neger på en sådan måde at realismens hårde facts rammer mig. Hver af dem får deres egen stemme, hvor intet forties, og den ellers lydløse stemme i litteraturen får en ny stemme i en heteronormativ og kapitalistisk verden.

I Den underjordiske jernbane giver Whitehead slaverne en vigtig stemme, hvor jeg får lov til at komme helt ind bag ved og følger med i Coras emotionelle og refleksive verden i plantagen og på hendes flugt ud i verden. Jeg mærker Coras frygt, som var det mig egen, for at blive bragt tilbage til den ondskabsfulde plantage ejer Mr. Randells, og jeg er med hele vejen i hendes kampe og håb for en fremtid, som et individ og ikke som en vare, der kan købes og sælges efter profit. Strukturelt er romanen delt op i kapitler med overskrifter, der henviser til de forskellige landsdele, som Cora passere på sine flugtveje og kapitler om enkelte personer. Kapitlerne med de enkelte karakterers historier forstyrrede desværre bogens struktur og min læsning, da disse mest er i slutningen af romanen, og virker lidt som unødvendige brud i Coras fortælling. Under slaveriet blev negerne ikke set som et helt menneske med tanker og følelser, men som en vare og et nummer i rækken, der skulle yngles for at få mere produktion og dermed mere profit. Whiteheads beskriver i Den underjordiske jernbane slavernes produktionelle funktion og betydning i den hvide mands verden under slaveriet med en realisme og styrke, der næsten slår mig omkuld og jeg væmmes over den hvide “civiliserede” verden.

De nye racelove forbød farvede mænd og kvinder at sætte foden på North Carolinas jord. Frimænd og -kvinder, der nægtede at forlade deres jord, blev jaget væk eller slagtet.

Den underjordiske jernbane er Whiteheads sjette roman, og denne har taget det meste af verden med storm. Romanen har været indstillet til flere priser, og i 2016 vandt bogen the National Book Award, og her i år 2017 har roman ligeledes vundet den flotte pris Pulitzer Prize for Fiction. Endvidere er Den underjordiske jernbane også blevet lovprist af Oprah Winfrey, som har læst romanen i sin berømte bogklub, hvor alle verden over kan læse med i romanerne og deltage i forskellige diskussioner rund på de sociale medier. Winfrey har interviewet Whitehead, og du kan se lidt af det her på Oprah.com. Den underjordiske jernbane rørte noget i mig, som jeg har svært ved, at beskrive med de helt rigtige ord. Som da jeg læste Uncle Tom’s Cabin, blev jeg også i Whiteheads roman ramt på det emotionelle plan af den hårde og umenneskelige måde, som slaverne blev behandlet på i det nittende århundrede, så der voksede en stor klub i min mave og tunge sten tyngede mit hjerte under læsning. Whitehead skriver med en stemme, der stadig er vigtigt, og hvis budskab giver lyd og stemme til slaverne, men som også viser en lille bid af det helvede og de pinsler, som slaverne måtte lide under for at tilpasse sig den hvide mands verden og krav. Under min læsningen af Den underjordiske jernbane blev jeg holdt fast med en gru og med et lille spirende håb for, at Coras og Caesars flugt ville lykkedes til, jeg vendte bogens sidste sider.

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas (Wallflowers #1)

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas. Udgivet af forlaget Pretty ink på 351 sider i 2015 (org. titel Secrets of a Summer Night, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2004). Bogen er læst på dansk.

Annabelle Peyton lever et møjsommeligt og sparsomt liv sammen med sin mor Philippa og lille bror Jeremy i London. På trods af at de er af adelig afstamning, er livet ikke en dans på roser. Efter farens død er formuen hurtigt blevet langt mindre, og de må vende en hver ører for at fastholde facaden ud ad til, men også for at Jeremy kan blive på kostskolen, og gøre sine studier færdig. Annabelle og hendes mor sælger alt, hvad de kan undvære og bytter diamanter og ædelstenene ud med glas, for at opretholde facaden til omverden. Annabelle er i den giftefærdige alder, men det er ikke let at få en adelsmand på krogen, når Phillippa ikke kan tilbyde en medgift ved et giftemål. Sidst på selskabssæsonen i Londons store adelige kredse i 1834 er Annabelle desperat, og ønsker mere end noget andet at kunne stille sin familie den sikkerhed, som et giftemål ville kunne medføre, men det er hendes sidste chance for at deltage i selskabssæsonen. Dog er det desværre kun den irriterende og skrubløse Mr. Hunt, som gør frække forsøg på, at få æren af en lille dans. Mr. Hunt er slagterens søn, men han har arbejdet sig op til, at være en meget velhavende mand i en meget ung alder. Han har få, og gode bekendte i adelen, men dette er ikke nok. De adelige ungmøer kigger langt uden ham, særligt Annabelle, da han ikke er fra den adelige klasse og værst af alt er, hans manglende etikette og opførsel blandt dannede mennesker. Til et af sæsonens sidste selskaber i London bringes jeg af Kleypas’ ind på den noget triste række af bænkevarmere, der sidder misfornøjet, og kigger på de dansende par med et misundelsesværdigt, men ømt blik mod dansegulvet.

Annabelle er efterhåndeden blevet en af de faste bænkevarmere sammen med de amerikanske søstre Lillian og Daisy, og den unge Evie. Pigerne har ikke før givet hinanden mange blikke, da de altid har været i konkurrence om, hvem der kunne tiltrække de magtfulde og rige mænd. Men denne aften sker der noget magisk, og et trofast bånd bindes mellem de fire unge kvinder. De laver en pagt om, at hjælpe hinanden til at få en mand på krogen i ægteskabets lænker, hvor den første er Annabelle, da hun er den ældste. Det sidste selskab denne sæson afholdes i landlige omgivelser af Lord Westckiff på hans store Gods i Hampshire, og Annabelle får igennem sine nye veninder en invitation. Dette er Annabelles allersidste sidste chance i bogstavelig forstand, da hun også trænges op i en krog af den noget uhumske Mr. Hodgeham, som hendes mor har været nødsaget til, at tage med ind i soveværelset for, at holde regningerne på afstand. Annabelle hader at se hendes mor lide, og nu hvor Mr. Hodgeham har kastet sine gamle og ulækre øjne på hende, har hun mange problemer at tage sig af for, at komme ud med anstændigheden i behold. Den unge Mr. Hunt er også med til selskabet, og da han og Lord Westckiff finder de fire piger midt i en gang mameluk-rundbold på en afsides eng, opstår der røde kinder og lange blikke, da det ikke er anstændigt sådan at rende rundt uden tøj på! Handlingen er således sat i skub, hvor jeg følger Annabelle i bestræbelserne på også at holde den insisterende Mr. Hunt på afstand, men det er svært, da ukendte og anderledes følelserne huserer i hendes krop.

Hvis hun ikke havde været så bekymret, ville Annabelle have leet af deres ansigter, der alle tre måbede. Men i stedet for at bryde ud i jomfruelig forargelse eller diskret give sig til at snakke om noget andet stillede Lillian det sidste spørgsmål, Annabelle ville have forventet. “Har han ret?”

I Sommernattens hemmeligheder af Kleypas drager jeg med Annabelle ud i jagten på, at finde en adelig ægtemand, men fremtidsudsigterne er dyste. Romanen er den første bog i en tetralogi med det noget flotte og interessante navn Wallflowers, men navnet er dog ikke helt så smigrende en betegnelse, som ved første antagelse. Ordet betyder nemlig bænkevarmere, og er det som de fire piger, Annabelle, Lillian, Daisy og Evie, må siges at være ved alle selskaberne, hvor de ikke formår, at fanger mændenes interessante blikke på grund af ikke-adelige aner eller økonomiske mangler. Romanens genre er en blanding mellem det historiske og erotiske, men som i langt det meste af romanen er holdt i den sobre tone, som hørte til i det nittende århundrede. Under læsningen sad jeg ofte med et lille smil på læben over Kleypas’ fantastiske evne til, at frembringe den historiske kontekst korrekthed ved eksempelvis en mands syn og berøring af en kvindeankel i, hvor uanstændigt bare dette var. I Sommernattens hemmeligheder er sproget let, flydende og lige til, hvor jeg ikke skulle tænke de store tanker, men bare kunne slappe af og læse om Annabelles mange og hårde kampe.

Romancen og den historiske kontekst har længe lokket og draget mine øjne mod Sommernattens hemmeligheder på min bogreol. Det var dog ikke før under læsningen, at jeg opdagede romanens erotiske elementer, så jeg blev da en anelse overrasket, men de erotiske scener er så fine og igen holder tand i den historiske kontekst, at det virker rigtig godt i romanens plot, men noget overrasket blev jeg da. Karaktererne har ikke den store dybde, og indimellem virker det en smule for overfladisk og unødvendig i flere inddragelser som eksempelvis af de mange omsværmer, som den unge og generte Lord Kendall belemres med. Først kom jeg rigtig godt i gang med læsningen af Sommernattens hemmeligheder, hvor der i romanens plot hyppigt skete små ting, som fastholdte mig i læsningen, men efter de første hundrede sider sænkede tempoet sig, og handlingen trak lige lovligt langt ud, og blev en smule kedelig. Dette ændrede sig dog igen på romanens sidste hundrede sider, hvor handlingstempoet sted betragteligt med både mordforsøg og en kæmpe eksplosion. Så da romanen sluttede var jeg egentlig lige lidt træt af det, da jeg ville have mere og ikke ønske at romanen skulle slutte, men jeg må jo tålmodigt vente med at læse videre til, jeg får fingre i Efterårets luner, som er den anden bog i serien.

Det ville være skrækkeligt, hvis nogen så hende i denne tilstand. Annabelle bad til, at stemmerne tilhørte et par tjenestefolk, lænede sig op mod væggen og ventede uden at røre sig. Et par vildfarne lokker klæbede til hendes fugtige pande og kinder.

Kleypas’ evne til på troværdig vis, at frembringe to modstridende sociale klassers tanker om, og sociologiske interaktioner med hinanden viser dikotomien i deres fælles problemstillinger i samfundsopbygningen i starten af det nittende århundrede tog pusten fra mig. Annabelles adelige aner gør, at hun har krav og ret til, at gifte sig længere ind i den engelske adel, men ikke kan da hun ingen penge har. Den mægtige forretningsmand Simon Hunt har ved snilde og dygtighed fået arbejdet sig ind i den adelige klasse, men dette giver ikke lov til, at han gifter sig med en adelig pige eller bliver anerkendt i de finere kredse. Der var flere ting i Sommernattens hemmeligheder, som jeg ikke helt kunne forene mig med, men i det store hele er det en fin historisk og erotisk roman med et strejf af humor. Der var flere gange under læsning, at jeg grinede af de amerikanske søstres humoristiske og lige til bemærkninger, og hele idéen med mameluk-rundbold var en finurlig, sjov og befriende tilføjelse. Jeg skal helt sikkert læse de sidste tre bøger i Kleypas tetralogi, og jeg håber på at få læst de fleste af bøgerne hen over sommeren, da jeg har på fornemmelsen, at de bliver et friskt og humoristisk pust under min speciale skrivning. Lisa Kleypas har udgivet flere historiske og erotiske serier på dansk ved forlaget Pretty ink, som er et imprint under forlaget Rosinante & co. Som det eksempelvis vises på nederste billede, så er bogen Forfør mig ved solopgang, den anden bog i tetralogien Hathaway, som jeg nok måske også lige skal kigge nærmere på, når jeg er færdig med at læse bøgerne i Wallflowers serien.
Featured image
Featured image

Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin

Featured image
Featured imageAlting begynder med efterår af Marianne Kaurin fra forlaget Turbine på 231 sider – udgivelsesår 2016. Originalsproget er norsk med titlen Nærmere høst fra 2012, og er oversat til dansk af Thomas Takla Helsted. Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Efterårsbladene er så småt begyndt at blive orange inden, at de bliver brune og visner. Det er i efteråret 1942 under anden verdenskrig, hvor jeg introduceres til familierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka i Norge. I romanen følger jeg primært tre familier fra boligkomplekset, hvor familien Stern indtager størstedelen af romanens sider. Her møder jeg den rebelske og livlige Ilse, der er mellemste søster i familien Stern. Som mange andre led familien under de konstante tyske indskæringer og overtagelse. Familien er nogle af de få jøder i opgangen, men faderen nægter at lade resten af familien kende til de barske realiteter med den konstante hærværk på forretningen. Før krigen havde de en stor systue med mange ansatte, men her i 1942 har de måtte skære den betalende arbejdskræft væk, og nu styres butikken udelukkende af faren Isak, storsøster Sonja og Ilse. Sonja arbejder ofte til langt ud på aften, men det er ikke kun i forretningsøjemed, da hun har sine egne hemmelige drømme om et liv uden for butikken og familien. Ilse er forelsket i den unge Herman Rød fra lejligheden på første sal, som forgiver at være, noget han ikke her. Han arbejder nemlig underdække i en hemmelig organisation, der består af hemmelige netværk og labyrintiske flugtveje.

En meget tidlig morgen ankommer det norske politi til familien Stern, og tager Isak med uden at forklare, hvor han skal hen. Under læsningen får jeg også et kort indblik i Isaks forfærdelige dage i interneringslejren i Berg. Imens prøver Sonja, at holde sammen på familien og forretningen, men det er ikke let, da moren er forsvundet ind i sig selv, og sover det meste af dagen. Ilse er ikke mere medgørlig, og det ender i en konflikt, hvor moren smider Ilse ud af hjemmet. Ilse får på sin flugt endelig mulighed for at snakke med Herman, og de tager afsted for at nyde en dag sammen. Odd Rustad bor også i opgangen, og han arbejder som taxachauffør. Han parerer ordrer, og bestemmer ikke selv. En morgen er han i bogstaveligste forstand tvunget til at køre mor, Sonja og lille søster Miriam til den visse død. Om eftermiddagen 26. november 1942 gik de ombord på skib DS Donau, hvis destination var Polen. Om bord var 532 norske jøder, hvis liv endte tragisk i gaskamrene i Auschwitz kun få dage efter deres ankomst. Da Ilse vender hjem til lejligheden er resten af hendes famile forsvundet, og hjemmet rodet, og hun er nødt til at flygte ud af landet.

De står og stirrer på hinanden. Rummet dirrer. Ordene, de har sat sig fast i væggene, de ligger på plankegulvet, under stolene, i lyset fra vinduet, de er sagt, de ligger der.

Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin er en historisk ungdomsroman, der strukturelt er del i to dele. I første del af bogen følger jeg Ilses stormende forelskelse i Herman, hvor jeg falder for hendes naive og rebelske, men beslutsomme karakter. Den anden del af romanen handler mere om, hvordan familien prøver at overleve farens anholdelse til, at mor, Sonja og Miriam selv bliver hentet. Herefter følger jeg Ilses flugt til Sverige. Kaurin er en mester til, at beskrive meget med få ord, og mange af de frygtlige begivenheder, som fandt sted under anden verdenskrig, bliver udtrykt nøgternt og illustrativt. Hvad den enkelte læser således får ud af romanens hovedemne, jødernes tragiske skæbne i Norge under anden verdenskrig, afhænger lige så meget af den enkeltes viden om anden verdenskrig, og de frygtelige forhold, som jøderne måtte lide under. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, hvor sproget åbner en temporal tidslomme til en anden tid i et andet land.

Ordene i romanen er valgt med omhu, og sætningerne er korte og præcise. Plottet i denne historiske ungdomsroman er kronologisk, og handlingen er tempofyldt, hvor jeg hele tiden skal forholde mig til de mange karakterer, som der skiftes mellem. Underlæsningen blev jeg lidt rundforvirret i starten, men jeg kom dog hurtigt ind i karakterernes navne og funktioner. Jeg kom særligt helt ind under huden på Ilse, men den karakter, som jeg også kom helt ind under huden på var Odd Rustad. Mange af de ting, han må gennemgå i romanen er umenneskelige og for de fleste af os utænkelige. I flere passager blev jeg virkelig berørt, hvor tårerne sad på spring og truede med at trille ned af mine kinder. Den videre læsning var næsten ubærlig, og det var kun håbet om Ilses og Hermans overlevelse, som løsnede en smule op i mit bryst.

Så sker der noget. Flere rører på sig, rejser sig op, ser mod indhegningen. Det er, som om alle holder vejret, som om alle lyde forstummer. De kommer i flok, en stor masse, som vælter ind på kajområdet, en strøm af skikkelser.

Alting begynder med efterår er en rigtig fin ungdomsroman, men jeg syntes dog at Ilses forelskelse og rebelske oprør fylder en smule for meget. Som skrevet i ovenstående afsnit var jeg ikke videre begejstret for de mange viewpoints og karakterskift, der var en smule forvirrende på romanens korte sider. I det, at det er en ungdomsroman, og primært henvender sig til målgruppen, så er mange karakterer og skift nok ikke det bedste, da det gør det svært at fastholde læsningen og spændingspunkt. Dog er Alting begynder med efterår en vigtig historisk ungdomsroman, der giver unge muligheden for at læse om og et indblik i, hvordan anden verdenskrig udspillede sig i Norge. Kaurins ungdomsroman siger så meget uden egentligt at gå i dybe petitesser og udskejelser i beskrivelser af de frygtlige kår under anden verdenskrig. Jeg elskede romanen for dens implicitte sproglige underforståethed, hvor forståelse og viden om jødernes forhold under krigen lægges over på læserens egen viden.

Featured image
Featured image

Vinderne er…… (Giveaway #4)

Featured image
Featured image
Featured image

Så er tiden blevet til, at få fundet en vinder af giveawayen fra bloggens fødselsdag. Jeg siger tusind tusind tak til alle jer, som har deltaget! Det har været hyggeligt og interessant at læse om, alle de bøger I skal læse her i juleferien, som jo begynder lige om lidt. Og tusind tak for alle de søde kommentar I har skrevet. Jeg skal have læst en eller to af Dickens romaner og andre essays om Dickens, men jeg har også et par andre bøger, som jeg planlægger at læse i juleferien. Det kommer der et lille indlæg om i løbet af ugen.

I konkurrencen havde I muligheden for at vinde en af de to bøger Den inderste fare af Birgithe Kosović og The Prince and the Pauper af Mark Twain, der begge er to helt fantastiske bøger på, hver sin egen måde. For at gøre selve lodtrækningen lidt hyggelig har jeg fundet mine terninger frem, og skrevet en liste med deltagerne, hvorefter jeg lod terningerne rulle…..

Så vinderne af giveawayen er….. Malene Erika Eltved Kristensen, der har vundet The Prince and the Pauper. Stort tillykke – jeg sender dig straks en mail. Vinderen af Den inderste fare er Suzanne Møller Christiansen – stort tillykke til dig også, og jeg sender også straks en mail til dig. Igen mange tak for de mange, som har deltaget. Jeg ønsker jer alle den dejligste jul med masser af lækker mad, familiehygge og fine gaver.

Featured image
Featured image

Den inderste fare af Birgithe Kosović

Featured image
Featured image

Den inderste fare af Birgithe Kosović. Udgivet af Politikens Forlag september 2016 på 389 sider. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Den inderste fare er den første bog ud af to romaner om den foragtede og forhadte statsmand Erik Scavenius. Det er både en stærk personlig og politisk beretning, som byder på så meget mere end blot historisk og politisk fakticitet. Jeg følger Scavenius fra hans tidlige interesse for politik, hvor han er det nyeste skud og kommende stormand i udengigsministeriet. Ved et politisk sommermøde på Egholm i august i 1905 kommer han for at høre troldmanden Dr. Munch, men samtidig holder han skarpt øje med den noget ældre og anderledes Emma Eliza Benzon, som han nærer varme følelser for. Fru Bentzon er en bemærkelsesværdig kvinde, da hun er meget politisk engageret, og kæmper for kvinders rettigheder og retten til mere egenbestemmelse. Forholdet mellem de to udvikler sig i takt med, at Scavenius’ politiske karrierer positiv udvikler sig, hvor han indtager posten som udenrigsminister allerede i 1909-1910. Anden gang han bliver bedt om, at indtage ministerposten er under første verdenskrig i 1913, hvor han fører de afgørende forhandlinger med Tyskland. Han er en af de storemænd, der er med til at føre Danmark næsten helt ud af krigen ved, at få de krigsførende til at accepterer Danmarks neutralitetspolitik. Dette medførte dog flere ubehagelige scener, da han blev set på med ilde nationale øjne, og han blev beskyldt for at favorisere Tyskland frem for Danmark.

Scavenius takker flere gange nej til at indtage udenrigsministerposten endnu engang ved begyndelsen af anden verdenskrig, men da han ikke ville kunne leve med, at se Danmark blive overtaget af tyske styrker, siger han omsider ja til posten efter megen overtalelse. Det er både personlige og politiske begivenheder i årene fra 1940-1942, som fylder størstedelen af romanens 389 sider. Scavenius kæmper med at få den danske regering til, at gå en smule på kompromis med de tyske forslag, men alle er i mod ham, og han kæmper for at bevare de danske jøders frihed. Trusler og ubehagelige tilråb er her i krigsårene hverdags hændelser, der skræmmer ham og Emma. Mange nationale ildsjæle føler sig forrådt, da de ikke kan eller vil forstå det mål, som Scavenius prøver at nå – nemlig at Danmark kommer nogenlunde helt ud af krigen. Der er desværre ikke megen hjælp at hente fra kollegaerne, da de alle er i mod ham, men alligevel tager han nogle stratetiske beslutninger under mødet med Hitler og det tyske styrer i 1942, som han må forsvarer, da han kommer tilbage til Danmark. Forholdet til Emma skranter, og han har flere affærer med unge kvinder, men da han møder den unge syriske Alice, som også kaldes Ninon, opstår endnu sødere musik og svimlende følelser i Scavenius. Det eneste han ønsker er et liv med Ninon, og han prøver flere gange at lade sig skille fra Emma, men da hun får konstateret en livstruende sygdom, nænner han ikke at forlade hende. Forholdet mellem Danmark og Tyskland skrænter, den danske regering er ved at kollapse og Scavenius’ personlige liv er et kaos. Jeg bliver taget med ud på kanten af vulkanen, hvor katastrofen truer og alle tordner mod Scavenius fra alle verdenshjørner. Romanens sidste sider varsler nye krigsvilkår for Danmark, hvor Scavenius prøver at beholde lidt af Danmarks neutralitets politik gennem forhandlinger med den tidligere politichef i Gestapo, men der er ikke meget håb i sigte.

Snefnuggene var store og lodne. De steg frem i gadelygternes skær under den mørknende himmel og sænkede sig ned overalt som et ulmende tæppe. Med sneen klæbende til hat og frakke og sko stod han på trappen til palæviallen på hjørnet af Østerbrogade og Kristianiagade og krammede pakken ind til sig, mens han kæmpede for ikke at hakke tænder.

I Den inderste fare bringer Kosović mig ikke kun midt ind i de politiske beslutningsprocesser under krigen, men også helt tæt på Scavenius, og de mange ensomme kampe, han måtte kæmpe. Romanen er ikke kun en biografiskroman, men også et meget realistisk og tankevækkende romanportræt, der også skildrer mange historiske begivenheder og store personligheder. Jeg kommer helt tæt på Scavenius, og dette giver en forståelse og et helt særligt, men også meget overraskende indblik i hans bevidsthed og de mange kvaler og problemer, som han må forsøge at løse på egen hånd, da han ikke kan snakke med nogen om riget sikkerhed. Romanens sproglige form er let og forståelig, men dog alligevel ret kompleks på det følelsesmæssige plan. Jeg bringes ind mit i det politiske kaos, men også ind i det kaos som Scavenius føler og mærker i sit indre, hvor der sker en adskillelse mellem krop og bevidsthed, når problemerne tordner i mod ham, og verden syntes uudholdelig. I den første del af romanen er der en del temporale spring, som forstyrre læsetempoet lidt, men samtidig giver et helt indblik på den tidligere udenrigs- og statsminister Scavenius’ liv fra ungdom til alderdom. Plottets tidsmæssige kronologi strækker sig fra årene 1898, hvor han som ung møder Emma første gang til 1942, hvor han som udenrigsminister kæmper for Danmarks frihed.

Kosović skildrer Scavenius, som et helt menneske af kød og blod med masser af varme og tvivl, og ikke kun som den kolde og hårde statsmand, der syntes at være urokkelig og stålfast i sin karakter. Den inderste fare har høstet en hel del kritik i forskellige aviser pga. romanens erotiske elementer og sproglige finurligheder, men jeg mener at det er nogle af de elementer, som giver romanen liv, sjæl og giver et indblik i manden bag maskernes kolde og hårde ydre. Hvis de erotiske scener og private indblik ikke var en del af romanen ville bogen bare være endnu en af de mange faktiske bøger om den tidligere statsmand. Men Den inderste fare er et romanportræt, der giver et realistisk bud på, hvordan Scavenius kæmpede med og mod et indre og ydre kaos. Det som Kosović viser med de erotiske scener er, hvordan sindet søger ro og eskapisme på en og samme tid. Det er i de sværeste og hårdeste perioder i Scavenius’ liv, at Kosović bruger sine særlige evner til at beskrive, hvordan krop og bevidsthed adskilles, når den ydre verdens hårde facts bliver for meget. Denne adskillelse af krop og sind viser en kropsløshed, hvor Scavenius kun falder helt til ro sammen med Ninon, der giver ham et pusterum fra truslerne og den politiske arena.

Tavshed. Ansigterne hang med en blanding af forsagthed og lede, der næsten fik ham til at smile for sig selv; de så ud, som om det var selveste Føreren, der sad foran dem. Skulle man have medlidenhed med dem, sådan en flok fuldvoksne mænd og politiske ledere, der led af komplet begrebsforvirring?

Jeg er egentlig ikke meget for biografier eller biografiske romanportrætter, men da jeg for et par år siden stiftede bekendtskab med Kosovićs prisvindende roman Det dobbelte land, tog jeg chancen med Den inderste fare, der var meget mere end jeg forventede eller håbede på. Jeg har læst mange forskellige fiktions- og non-fiktions værker om anden verdenskrig, men Den inderste fare gav mig et nyt indblik i, hvordan verden måtte have set ud fra en ledende statsmands blik. Jeg venter spændt og ser meget frem til, at læse den sidste bog om Erik Scavenius! Lige nu afholder jeg en fødselsdags giveaway på bloggen, hvor du kan vinde et eksemplar af denne fængende og velskrevede bog, som venligst er sponsoreret af Politikens Forlag. Du kan finde indlægget her.
Featured image

Den lydløse stemme – Tema 2#

Featured image
Featured image

These people yapped loudly of race, of race consciousness, of race pride, and yet suppressed its most delightful manifestations, love of color, joy of rhythmic motion, naive, spontaneous laughter. Harmony, radiance, and simplicity, all the essentials of spiritual beauty in the race they had marked for destructions – by Nella Larsen.

I forbindelse med én opgave på studiet undersøgte jeg afrikanske amerikanske kvinders rolle i litteraturen fra antislave romanen og op til den postkoloniale roman, som jeg her har valgt at kalde “Den lydløse stemme”. Afrikanske amerikanske kvinders stemme har en meget vigtig rolle i den tidlige postkoloniale litteratur, men bestemt også i dag, da denne litteratur er vigtig, og har så meget på hjerte. Farverne og racialiseringens symbolske konnotationer i romaner, noveller og essays skrevet af sorte frigivne kvindelige slaver og immigranter i den præ- og koloniale fortid trækker spor op gennem århundrede, som når op til i dag i den postkoloniale litteratur. De sorte skribenters stemme har haft og har stadig forskellige måder, at blive opfatte på, særligt i tvivlen mellem fiktion og virkelighed. Det er først omkring slaveriets ophør, at disse kvindelige skribenter får deres egen prøvende stemme inden for litteraturen. De første antislave-romaner, som beskriver slavernes forhold på en meget nøgternt måde, er skrevet af hvide kvinder.

Den første roman, der handler om slaveriet er Aphra Behns Oroonoko: or The Royal Slave, der blev udgivet i 1688, hvor læseren følger den sorte, smukke og royale slave Oroonoko, der forgæves forsøger at komme fri af slaveriets kvælende lænker. Da hans kone bliver gravid ønsker ingen af dem, at deres barn skal vokse op i slaveriets helvede. De forenes i beslutningen om at følges ad i døden, så Oroonoko dræber hende, hvor han efterfølgende forsøger at begår selvmord. Dette lykkedes ham desværre ikke at gennemføre, da slaveejeren finder ham inden og får lægen til at lappe ham sammen. Han lider efterfølgende en grusom død, men med en særlig stolthed og mytologisk form står han rank og tavs til han endelig får fred for sine plageånder. Efterfølgende bruges stumperne af Oroonokos stolte legeme, som statueringseksempel til andre plantageslaver, så de ved, hvad der sker, hvis de stikker af. Oroonoko: or The Royal Slave kan til dels genredefineres som en antislave-roman, da værket tydeligt viser slavernes kummerlige vilkår, og hvor hårdt de sorte slaver straffes. Behn sætter, som én af de første hvide forfatterinder, ord på slaveriets negative og hårde facetter. Værket er kun til dels en antislave-roman, da beskrivelserne af de sorte slaver er karakteriseret ud for europæiske terme og mytologiske former, men også det at romanen er skrevet med én hvid kvindes stemme, hvor slavernes sorte stemmer ikke blev hørt eller gav efterklang.

En anden berømt klassiker skrevet af Harriet Beecher Stowes er Uncle Tom’s Cabin, der blev udgivet i 1852. Læseren følger Uncle Tom gennem en slaves mareridt. Romanen er en sentimentalt beretning om, hvorledes sorte mennesker sælges som ting og behandles værre end dyr. Det er dog ikke kun de grumme og onde menneskesælgere og plantageejer, som Stowe giver plads til i sin roman, men det er her hovedvægten lægges og tynger læserens hjerte. Stowe var abolitionist og kæmpede for slavernes frihed. Hun gav de sorte slavers stemme plads i romanen i kampen for deres frihed, men desværre er deres stemmer kun et svagt ekko på trods af Stowes anstrengelser for, at få deres stemme igennem romanens overflade på en realistisk måde. Værket er skrevet som en øjenvidende beretning, men det fjerner ikke den kendsgerning at romanen er skrevet af en hvid kvinde, der lægger stemme til de sorte slavers hårde levevilkår i en patriarkalsk sproglig form. Den hvide kulturs øjne på sorte individer gør sig gældende for begge ovennævnte romaner også i deres sproglige form til trods for, at der næsten er to hunderede år mellem dem.

Det er først i slutningen af 1859, hvor John Brown, der stod som hovedforkæmper for abolitionisterne mod apologisterne, måtte lide døden ved henrettelse for kampen mod slaveriets ophør, at de sorte kvindelige forfattere prøvende lagde egen stemme til beretninger om livet ikke kun som frigivne slaver, men som sorte kvinder i den hvide mands verden. De mange tematikker og problematikker i sorte kvindes litteratur syntes at lede efter den rette stemme for at blive hørt, men som også kæmper mod kritiske læsere, der slår tvivl om deres sande identiet og ophav. Elaine Showalter fremhæver, i essayet ”The Development of Black Women’s Fiction: From Slavery to the Harlem Renaissance”, at det er tvivlen og kritiske tendenser i den sorte kvindelige litteratur, som løfter højere end værkernes udsagn og betydning i den ”hvide” europæiske kultur. Sorte forfatterinder har siden slutningen af det nittende århundrede kæmpet for, at få den rette plads i litteraturens ellers mangfoldige verdener, hvor racialisering og farvernes symbolik fremkommer i og mellem linjerne, og har en langt dybere betydning i farvepalettens mangfoldige nuancer end den synlige dikotomi hvid/sort.

Frances Watkings Haper (1825-1911), Harriet Ann Jacobs (1813-1887) og Harriet E. Wilson (1825-1900) er bare nogle af de afrikanske amerikanske forfatterinder, der gjorde deres indtog på scenen i denne periode. Fælles for de afrikanske amerikanske kvinders værker var desværre, at de ikke blev publiceret, men ignoreret i deres kontekst jf. Showalter. De værker som blev publiceret blev udgivet under synonymer, der kunne antages som litteratur skrevet af hvide kvinder. Sorte kvinders stemme kunne endnu ikke få en plads i den hvide kultur. Dette skildres eksempelvis ved den autobiografiske roman Incidents in the Life of a Slave Girl, der blev udgivet i som serielle fortællinger i en avis og først udgivet som bog i 1861, skrevet af Harriet Ann Jacobs under synonymet Linda Brent. Det er først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at disse afrikanske amerikanske værker begynder at dukker op i litteraturen for alvor og interessen vækkes for deres oprindelige indhold. I den kvindelige præ- og postkoloniale litteratur er værkernes plotmæssige perspektiv og hovedfunktion at beskrive de afrikanske amerikanske slavers levevilkår, og videre funktioner i samfundets ved sociologiske interaktioner fra egne vinkler med egne stemme, og ikke gennem et hvidt patriarkalsk sprog eller syn på verdensformen.

Disse værker kredser på den ene eller anden måde alle om tematikker som race, hudfarve og hierarki i dikotomien mellem den sorte og hvide verden. Den postkoloniale litteratur har så meget på hjerte, og med mange vigtige tematikker, der rykker både læserens indre og ydre grænser. Tematikkerne trækker rødderne op i den postkoloniale litteratur ved eksempelvis forfattere som Tananarive Du, Nnedi Okorafo eller Alice Walker. Herindunder kommer Nella Larsen, ligeså som postkolonial forfatter, der trækker på sine dybe genetiske og racemæssige rødder fra den prækoloniale fortid, hvor hendes karakterer både i Quicksand og Passing fanges i et grænseland mellem to kulturer. Dette grænseland er af transnational karakter med hybridiltet og racialisering som centrum, hvor det at finde den rette metode for, at kunne fungere og navigere i begge kulturer, og hele tiden være bevidst om skiftene i tilpasningsprocessen skaber en indre utilpashed og bliver fremmedgørelsens fjende.

Featured image