Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin

Featured image
Featured imageAlting begynder med efterår af Marianne Kaurin fra forlaget Turbine på 231 sider – udgivelsesår 2016. Originalsproget er norsk med titlen Nærmere høst fra 2012, og er oversat til dansk af Thomas Takla Helsted. Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Efterårsbladene er så småt begyndt at blive orange inden, at de bliver brune og visner. Det er i efteråret 1942 under anden verdenskrig, hvor jeg introduceres til familierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka i Norge. I romanen følger jeg primært tre familier fra boligkomplekset, hvor familien Stern indtager størstedelen af romanens sider. Her møder jeg den rebelske og livlige Ilse, der er mellemste søster i familien Stern. Som mange andre led familien under de konstante tyske indskæringer og overtagelse. Familien er nogle af de få jøder i opgangen, men faderen nægter at lade resten af familien kende til de barske realiteter med den konstante hærværk på forretningen. Før krigen havde de en stor systue med mange ansatte, men her i 1942 har de måtte skære den betalende arbejdskræft væk, og nu styres butikken udelukkende af faren Isak, storsøster Sonja og Ilse. Sonja arbejder ofte til langt ud på aften, men det er ikke kun i forretningsøjemed, da hun har sine egne hemmelige drømme om et liv uden for butikken og familien. Ilse er forelsket i den unge Herman Rød fra lejligheden på første sal, som forgiver at være, noget han ikke her. Han arbejder nemlig underdække i en hemmelig organisation, der består af hemmelige netværk og labyrintiske flugtveje.

En meget tidlig morgen ankommer det norske politi til familien Stern, og tager Isak med uden at forklare, hvor han skal hen. Under læsningen får jeg også et kort indblik i Isaks forfærdelige dage i interneringslejren i Berg. Imens prøver Sonja, at holde sammen på familien og forretningen, men det er ikke let, da moren er forsvundet ind i sig selv, og sover det meste af dagen. Ilse er ikke mere medgørlig, og det ender i en konflikt, hvor moren smider Ilse ud af hjemmet. Ilse får på sin flugt endelig mulighed for at snakke med Herman, og de tager afsted for at nyde en dag sammen. Odd Rustad bor også i opgangen, og han arbejder som taxachauffør. Han parerer ordrer, og bestemmer ikke selv. En morgen er han i bogstaveligste forstand tvunget til at køre mor, Sonja og lille søster Miriam til den visse død. Om eftermiddagen 26. november 1942 gik de ombord på skib DS Donau, hvis destination var Polen. Om bord var 532 norske jøder, hvis liv endte tragisk i gaskamrene i Auschwitz kun få dage efter deres ankomst. Da Ilse vender hjem til lejligheden er resten af hendes famile forsvundet, og hjemmet rodet, og hun er nødt til at flygte ud af landet.

De står og stirrer på hinanden. Rummet dirrer. Ordene, de har sat sig fast i væggene, de ligger på plankegulvet, under stolene, i lyset fra vinduet, de er sagt, de ligger der.

Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin er en historisk ungdomsroman, der strukturelt er del i to dele. I første del af bogen følger jeg Ilses stormende forelskelse i Herman, hvor jeg falder for hendes naive og rebelske, men beslutsomme karakter. Den anden del af romanen handler mere om, hvordan familien prøver at overleve farens anholdelse til, at mor, Sonja og Miriam selv bliver hentet. Herefter følger jeg Ilses flugt til Sverige. Kaurin er en mester til, at beskrive meget med få ord, og mange af de frygtlige begivenheder, som fandt sted under anden verdenskrig, bliver udtrykt nøgternt og illustrativt. Hvad den enkelte læser således får ud af romanens hovedemne, jødernes tragiske skæbne i Norge under anden verdenskrig, afhænger lige så meget af den enkeltes viden om anden verdenskrig, og de frygtelige forhold, som jøderne måtte lide under. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, hvor sproget åbner en temporal tidslomme til en anden tid i et andet land.

Ordene i romanen er valgt med omhu, og sætningerne er korte og præcise. Plottet i denne historiske ungdomsroman er kronologisk, og handlingen er tempofyldt, hvor jeg hele tiden skal forholde mig til de mange karakterer, som der skiftes mellem. Underlæsningen blev jeg lidt rundforvirret i starten, men jeg kom dog hurtigt ind i karakterernes navne og funktioner. Jeg kom særligt helt ind under huden på Ilse, men den karakter, som jeg også kom helt ind under huden på var Odd Rustad. Mange af de ting, han må gennemgå i romanen er umenneskelige og for de fleste af os utænkelige. I flere passager blev jeg virkelig berørt, hvor tårerne sad på spring og truede med at trille ned af mine kinder. Den videre læsning var næsten ubærlig, og det var kun håbet om Ilses og Hermans overlevelse, som løsnede en smule op i mit bryst.

Så sker der noget. Flere rører på sig, rejser sig op, ser mod indhegningen. Det er, som om alle holder vejret, som om alle lyde forstummer. De kommer i flok, en stor masse, som vælter ind på kajområdet, en strøm af skikkelser.

Alting begynder med efterår er en rigtig fin ungdomsroman, men jeg syntes dog at Ilses forelskelse og rebelske oprør fylder en smule for meget. Som skrevet i ovenstående afsnit var jeg ikke videre begejstret for de mange viewpoints og karakterskift, der var en smule forvirrende på romanens korte sider. I det, at det er en ungdomsroman, og primært henvender sig til målgruppen, så er mange karakterer og skift nok ikke det bedste, da det gør det svært at fastholde læsningen og spændingspunkt. Dog er Alting begynder med efterår en vigtig historisk ungdomsroman, der giver unge muligheden for at læse om og et indblik i, hvordan anden verdenskrig udspillede sig i Norge. Kaurins ungdomsroman siger så meget uden egentligt at gå i dybe petitesser og udskejelser i beskrivelser af de frygtlige kår under anden verdenskrig. Jeg elskede romanen for dens implicitte sproglige underforståethed, hvor forståelse og viden om jødernes forhold under krigen lægges over på læserens egen viden.

Featured image
Featured image

Den inderste fare af Birgithe Kosović

Featured image
Featured image

Den inderste fare af Birgithe Kosović. Udgivet af Politikens Forlag september 2016 på 389 sider. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Den inderste fare er den første bog ud af to romaner om den foragtede og forhadte statsmand Erik Scavenius. Det er både en stærk personlig og politisk beretning, som byder på så meget mere end blot historisk og politisk fakticitet. Jeg følger Scavenius fra hans tidlige interesse for politik, hvor han er det nyeste skud og kommende stormand i udengigsministeriet. Ved et politisk sommermøde på Egholm i august i 1905 kommer han for at høre troldmanden Dr. Munch, men samtidig holder han skarpt øje med den noget ældre og anderledes Emma Eliza Benzon, som han nærer varme følelser for. Fru Bentzon er en bemærkelsesværdig kvinde, da hun er meget politisk engageret, og kæmper for kvinders rettigheder og retten til mere egenbestemmelse. Forholdet mellem de to udvikler sig i takt med, at Scavenius’ politiske karrierer positiv udvikler sig, hvor han indtager posten som udenrigsminister allerede i 1909-1910. Anden gang han bliver bedt om, at indtage ministerposten er under første verdenskrig i 1913, hvor han fører de afgørende forhandlinger med Tyskland. Han er en af de storemænd, der er med til at føre Danmark næsten helt ud af krigen ved, at få de krigsførende til at accepterer Danmarks neutralitetspolitik. Dette medførte dog flere ubehagelige scener, da han blev set på med ilde nationale øjne, og han blev beskyldt for at favorisere Tyskland frem for Danmark.

Scavenius takker flere gange nej til at indtage udenrigsministerposten endnu engang ved begyndelsen af anden verdenskrig, men da han ikke ville kunne leve med, at se Danmark blive overtaget af tyske styrker, siger han omsider ja til posten efter megen overtalelse. Det er både personlige og politiske begivenheder i årene fra 1940-1942, som fylder størstedelen af romanens 389 sider. Scavenius kæmper med at få den danske regering til, at gå en smule på kompromis med de tyske forslag, men alle er i mod ham, og han kæmper for at bevare de danske jøders frihed. Trusler og ubehagelige tilråb er her i krigsårene hverdags hændelser, der skræmmer ham og Emma. Mange nationale ildsjæle føler sig forrådt, da de ikke kan eller vil forstå det mål, som Scavenius prøver at nå – nemlig at Danmark kommer nogenlunde helt ud af krigen. Der er desværre ikke megen hjælp at hente fra kollegaerne, da de alle er i mod ham, men alligevel tager han nogle stratetiske beslutninger under mødet med Hitler og det tyske styrer i 1942, som han må forsvarer, da han kommer tilbage til Danmark. Forholdet til Emma skranter, og han har flere affærer med unge kvinder, men da han møder den unge syriske Alice, som også kaldes Ninon, opstår endnu sødere musik og svimlende følelser i Scavenius. Det eneste han ønsker er et liv med Ninon, og han prøver flere gange at lade sig skille fra Emma, men da hun får konstateret en livstruende sygdom, nænner han ikke at forlade hende. Forholdet mellem Danmark og Tyskland skrænter, den danske regering er ved at kollapse og Scavenius’ personlige liv er et kaos. Jeg bliver taget med ud på kanten af vulkanen, hvor katastrofen truer og alle tordner mod Scavenius fra alle verdenshjørner. Romanens sidste sider varsler nye krigsvilkår for Danmark, hvor Scavenius prøver at beholde lidt af Danmarks neutralitets politik gennem forhandlinger med den tidligere politichef i Gestapo, men der er ikke meget håb i sigte.

Snefnuggene var store og lodne. De steg frem i gadelygternes skær under den mørknende himmel og sænkede sig ned overalt som et ulmende tæppe. Med sneen klæbende til hat og frakke og sko stod han på trappen til palæviallen på hjørnet af Østerbrogade og Kristianiagade og krammede pakken ind til sig, mens han kæmpede for ikke at hakke tænder.

I Den inderste fare bringer Kosović mig ikke kun midt ind i de politiske beslutningsprocesser under krigen, men også helt tæt på Scavenius, og de mange ensomme kampe, han måtte kæmpe. Romanen er ikke kun en biografiskroman, men også et meget realistisk og tankevækkende romanportræt, der også skildrer mange historiske begivenheder og store personligheder. Jeg kommer helt tæt på Scavenius, og dette giver en forståelse og et helt særligt, men også meget overraskende indblik i hans bevidsthed og de mange kvaler og problemer, som han må forsøge at løse på egen hånd, da han ikke kan snakke med nogen om riget sikkerhed. Romanens sproglige form er let og forståelig, men dog alligevel ret kompleks på det følelsesmæssige plan. Jeg bringes ind mit i det politiske kaos, men også ind i det kaos som Scavenius føler og mærker i sit indre, hvor der sker en adskillelse mellem krop og bevidsthed, når problemerne tordner i mod ham, og verden syntes uudholdelig. I den første del af romanen er der en del temporale spring, som forstyrre læsetempoet lidt, men samtidig giver et helt indblik på den tidligere udenrigs- og statsminister Scavenius’ liv fra ungdom til alderdom. Plottets tidsmæssige kronologi strækker sig fra årene 1898, hvor han som ung møder Emma første gang til 1942, hvor han som udenrigsminister kæmper for Danmarks frihed.

Kosović skildrer Scavenius, som et helt menneske af kød og blod med masser af varme og tvivl, og ikke kun som den kolde og hårde statsmand, der syntes at være urokkelig og stålfast i sin karakter. Den inderste fare har høstet en hel del kritik i forskellige aviser pga. romanens erotiske elementer og sproglige finurligheder, men jeg mener at det er nogle af de elementer, som giver romanen liv, sjæl og giver et indblik i manden bag maskernes kolde og hårde ydre. Hvis de erotiske scener og private indblik ikke var en del af romanen ville bogen bare være endnu en af de mange faktiske bøger om den tidligere statsmand. Men Den inderste fare er et romanportræt, der giver et realistisk bud på, hvordan Scavenius kæmpede med og mod et indre og ydre kaos. Det som Kosović viser med de erotiske scener er, hvordan sindet søger ro og eskapisme på en og samme tid. Det er i de sværeste og hårdeste perioder i Scavenius’ liv, at Kosović bruger sine særlige evner til at beskrive, hvordan krop og bevidsthed adskilles, når den ydre verdens hårde facts bliver for meget. Denne adskillelse af krop og sind viser en kropsløshed, hvor Scavenius kun falder helt til ro sammen med Ninon, der giver ham et pusterum fra truslerne og den politiske arena.

Tavshed. Ansigterne hang med en blanding af forsagthed og lede, der næsten fik ham til at smile for sig selv; de så ud, som om det var selveste Føreren, der sad foran dem. Skulle man have medlidenhed med dem, sådan en flok fuldvoksne mænd og politiske ledere, der led af komplet begrebsforvirring?

Jeg er egentlig ikke meget for biografier eller biografiske romanportrætter, men da jeg for et par år siden stiftede bekendtskab med Kosovićs prisvindende roman Det dobbelte land, tog jeg chancen med Den inderste fare, der var meget mere end jeg forventede eller håbede på. Jeg har læst mange forskellige fiktions- og non-fiktions værker om anden verdenskrig, men Den inderste fare gav mig et nyt indblik i, hvordan verden måtte have set ud fra en ledende statsmands blik. Jeg venter spændt og ser meget frem til, at læse den sidste bog om Erik Scavenius! Lige nu afholder jeg en fødselsdags giveaway på bloggen, hvor du kan vinde et eksemplar af denne fængende og velskrevede bog, som venligst er sponsoreret af Politikens Forlag. Du kan finde indlægget her.
Featured image

Den lydløse stemme – Tema 2#

Featured image
Featured image

These people yapped loudly of race, of race consciousness, of race pride, and yet suppressed its most delightful manifestations, love of color, joy of rhythmic motion, naive, spontaneous laughter. Harmony, radiance, and simplicity, all the essentials of spiritual beauty in the race they had marked for destructions – by Nella Larsen.

I forbindelse med én opgave på studiet undersøgte jeg afrikanske amerikanske kvinders rolle i litteraturen fra antislave romanen og op til den postkoloniale roman, som jeg her har valgt at kalde “Den lydløse stemme”. Afrikanske amerikanske kvinders stemme har en meget vigtig rolle i den tidlige postkoloniale litteratur, men bestemt også i dag, da denne litteratur er vigtig, og har så meget på hjerte. Farverne og racialiseringens symbolske konnotationer i romaner, noveller og essays skrevet af sorte frigivne kvindelige slaver og immigranter i den præ- og koloniale fortid trækker spor op gennem århundrede, som når op til i dag i den postkoloniale litteratur. De sorte skribenters stemme har haft og har stadig forskellige måder, at blive opfatte på, særligt i tvivlen mellem fiktion og virkelighed. Det er først omkring slaveriets ophør, at disse kvindelige skribenter får deres egen prøvende stemme inden for litteraturen. De første antislave-romaner, som beskriver slavernes forhold på en meget nøgternt måde, er skrevet af hvide kvinder.

Den første roman, der handler om slaveriet er Aphra Behns Oroonoko: or The Royal Slave, der blev udgivet i 1688, hvor læseren følger den sorte, smukke og royale slave Oroonoko, der forgæves forsøger at komme fri af slaveriets kvælende lænker. Da hans kone bliver gravid ønsker ingen af dem, at deres barn skal vokse op i slaveriets helvede. De forenes i beslutningen om at følges ad i døden, så Oroonoko dræber hende, hvor han efterfølgende forsøger at begår selvmord. Dette lykkedes ham desværre ikke at gennemføre, da slaveejeren finder ham inden og får lægen til at lappe ham sammen. Han lider efterfølgende en grusom død, men med en særlig stolthed og mytologisk form står han rank og tavs til han endelig får fred for sine plageånder. Efterfølgende bruges stumperne af Oroonokos stolte legeme, som statueringseksempel til andre plantageslaver, så de ved, hvad der sker, hvis de stikker af. Oroonoko: or The Royal Slave kan til dels genredefineres som en antislave-roman, da værket tydeligt viser slavernes kummerlige vilkår, og hvor hårdt de sorte slaver straffes. Behn sætter, som én af de første hvide forfatterinder, ord på slaveriets negative og hårde facetter. Værket er kun til dels en antislave-roman, da beskrivelserne af de sorte slaver er karakteriseret ud for europæiske terme og mytologiske former, men også det at romanen er skrevet med én hvid kvindes stemme, hvor slavernes sorte stemmer ikke blev hørt eller gav efterklang.

En anden berømt klassiker skrevet af Harriet Beecher Stowes er Uncle Tom’s Cabin, der blev udgivet i 1852. Læseren følger Uncle Tom gennem en slaves mareridt. Romanen er en sentimentalt beretning om, hvorledes sorte mennesker sælges som ting og behandles værre end dyr. Det er dog ikke kun de grumme og onde menneskesælgere og plantageejer, som Stowe giver plads til i sin roman, men det er her hovedvægten lægges og tynger læserens hjerte. Stowe var abolitionist og kæmpede for slavernes frihed. Hun gav de sorte slavers stemme plads i romanen i kampen for deres frihed, men desværre er deres stemmer kun et svagt ekko på trods af Stowes anstrengelser for, at få deres stemme igennem romanens overflade på en realistisk måde. Værket er skrevet som en øjenvidende beretning, men det fjerner ikke den kendsgerning at romanen er skrevet af en hvid kvinde, der lægger stemme til de sorte slavers hårde levevilkår i en patriarkalsk sproglig form. Den hvide kulturs øjne på sorte individer gør sig gældende for begge ovennævnte romaner også i deres sproglige form til trods for, at der næsten er to hunderede år mellem dem.

Det er først i slutningen af 1859, hvor John Brown, der stod som hovedforkæmper for abolitionisterne mod apologisterne, måtte lide døden ved henrettelse for kampen mod slaveriets ophør, at de sorte kvindelige forfattere prøvende lagde egen stemme til beretninger om livet ikke kun som frigivne slaver, men som sorte kvinder i den hvide mands verden. De mange tematikker og problematikker i sorte kvindes litteratur syntes at lede efter den rette stemme for at blive hørt, men som også kæmper mod kritiske læsere, der slår tvivl om deres sande identiet og ophav. Elaine Showalter fremhæver, i essayet ”The Development of Black Women’s Fiction: From Slavery to the Harlem Renaissance”, at det er tvivlen og kritiske tendenser i den sorte kvindelige litteratur, som løfter højere end værkernes udsagn og betydning i den ”hvide” europæiske kultur. Sorte forfatterinder har siden slutningen af det nittende århundrede kæmpet for, at få den rette plads i litteraturens ellers mangfoldige verdener, hvor racialisering og farvernes symbolik fremkommer i og mellem linjerne, og har en langt dybere betydning i farvepalettens mangfoldige nuancer end den synlige dikotomi hvid/sort.

Frances Watkings Haper (1825-1911), Harriet Ann Jacobs (1813-1887) og Harriet E. Wilson (1825-1900) er bare nogle af de afrikanske amerikanske forfatterinder, der gjorde deres indtog på scenen i denne periode. Fælles for de afrikanske amerikanske kvinders værker var desværre, at de ikke blev publiceret, men ignoreret i deres kontekst jf. Showalter. De værker som blev publiceret blev udgivet under synonymer, der kunne antages som litteratur skrevet af hvide kvinder. Sorte kvinders stemme kunne endnu ikke få en plads i den hvide kultur. Dette skildres eksempelvis ved den autobiografiske roman Incidents in the Life of a Slave Girl, der blev udgivet i som serielle fortællinger i en avis og først udgivet som bog i 1861, skrevet af Harriet Ann Jacobs under synonymet Linda Brent. Det er først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at disse afrikanske amerikanske værker begynder at dukker op i litteraturen for alvor og interessen vækkes for deres oprindelige indhold. I den kvindelige præ- og postkoloniale litteratur er værkernes plotmæssige perspektiv og hovedfunktion at beskrive de afrikanske amerikanske slavers levevilkår, og videre funktioner i samfundets ved sociologiske interaktioner fra egne vinkler med egne stemme, og ikke gennem et hvidt patriarkalsk sprog eller syn på verdensformen.

Disse værker kredser på den ene eller anden måde alle om tematikker som race, hudfarve og hierarki i dikotomien mellem den sorte og hvide verden. Den postkoloniale litteratur har så meget på hjerte, og med mange vigtige tematikker, der rykker både læserens indre og ydre grænser. Tematikkerne trækker rødderne op i den postkoloniale litteratur ved eksempelvis forfattere som Tananarive Du, Nnedi Okorafo eller Alice Walker. Herindunder kommer Nella Larsen, ligeså som postkolonial forfatter, der trækker på sine dybe genetiske og racemæssige rødder fra den prækoloniale fortid, hvor hendes karakterer både i Quicksand og Passing fanges i et grænseland mellem to kulturer. Dette grænseland er af transnational karakter med hybridiltet og racialisering som centrum, hvor det at finde den rette metode for, at kunne fungere og navigere i begge kulturer, og hele tiden være bevidst om skiftene i tilpasningsprocessen skaber en indre utilpashed og bliver fremmedgørelsens fjende.

Featured image

Nye bøger i August

Featured image
Featured image

Books loved anyone who opened them, they gave you secruity and friendship and didn’t ask for anything in return; they never went away, never, not even when you treated them badly – by Cornelia Funke.

August måned er forlængst passeret, og nu er skønne september allerede godt igang. Dagene går så hurtigt, og jeg nyder hver og én, som er godt besat med skønne aktiviteter. I starten af september startede jeg i kandidatpraktik, som underviser på hf, og gymnastikken er også ved at starte stille op igen efter en lidt for lang sommerferie. August måned har også budt på en del skønne bogkøb, men jeg har været noget uheldig med næsten alle mine bestillinger, da der kun var to ud af syv bøger, som kom frem til min postkasse uden skrammer eller mærker. Selvfølgelig kan det ske, at der indimellem kommer en bog eller to, der har haft en hård rejse med posten, men fem bøger fra tre forskellige steder syntes jeg er lige i overkanten. Alle tre steder har været meget søde, og har sendt mig nogle nye bøger, men gav mig også lov til, at beholde eller give de andre væk til søde venner. Tak til de tre for god kundeservice! Som jeg skrev i forrige indlæg med nye bøger, så har jeg taget et par andre bøger med her, som stammer fra den lange periode, hvor jeg ikke fik skrevet om nye bøger.

For lidt tid siden læste jeg The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald, der måske ikke gav så stor indtryk på mig, som jeg ville ønske, men jeg har nu ikke opgivet, at læse flere af hans bøger. Jeg faldt over de syv smukke udgaver fra Penguin Books med flotte guld, sølv og sorte cover på Saxo, og besluttede mig for, at det var bøger som jeg var nødt til at have i min boglige skatkiste, og jeg glæder mig til at forsvinde ind i Fitzgeralds forfatterskab. Jeg har fået købt tre af bøgerne, hvor This Side of Paradise er Fitzgeralds første roman, hvis handling foregår før og under første verdenskrig. Jeg følger den flotte unge Amory, der rejser verden rundt sammen med sin mor indtil han er gammel nok til, at blive optaget på førskolen St. Regis i New England, hvor han senere kommer ind på Princeton. Læseren følger den unge og charmerende Amory gennem ungdommen og forelskelser i den farlige krigstid. The Beautiful and Damned er Fitzgeralds anden roman, der sætter sin begyndelse lige før første verdenskrig bryder ud, og strækker sig ind i den amerikanske Jazztid. Jeg følger det smukke og fortryllende par Anthony og Gloria, men krigen bringer svære tider med sig, hvor økonomien og det frie liv mindskes, og sætter parret på en hård ægteskabsprøve – mon ægteskabet overlever krigen, den store depression og økonomiske prøvelser? Den sidste af Fitzgeralds bøger, som jeg har købt i denne omgang, er Flappers and Philosophers: The Collected Short Stories of F. Scott Fitzgerald , der er en samling af noveller og eventyr, som Fitzgerald har udgivet gennem sit forfatterskab, og glæder mig til at fordybe mig i dem alle sammen.

En af de historiske perioder, som jeg er mest fascineret af er den russiske historie, som har mange store og betydningsfulde forfatter bag sig, som fx. Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij med Crime and Punishment og The Brothers Karamazov, Leo Tolstoy med romanerne Anna Karenina og War and Peace, og forfatteren Boris Pasternak, der skrev romanen Doctor Zhivago. Jeg er også meget fascineret af den sidste russiske tsarfamilie, så da jeg tilfældigt stødte på The Last Days of the Romanovs: Tragedy at Ekaterinburg af Helen Rappaport, klikkede jeg den hurtigt hjem. Rappaport har skrevet flere biografiske bøger om den russiske familie, som jeg bestemt skal kigge nærmere på. Hun fortæller levende og interessant om Romanov-søstrene, og de sidste dage i tsarfamiliens liv under første verdenskrig. Da jeg så den nye fine og smukke udgave af Alice i eventyrland & Gennem spejlet fra forlaget Lindhardt og Ringhof måtte jeg bestille den hjem til min samling. Den er så fin, skrøbelig og smuk med sin mørkelilla og gyldne farver med de originale illustrationer af John Tenniels.

Jeg har en lille ide om, at jeg godt kunne tænke mig, at læse bøgerne på Goodreads liste med The Banned books, hvor både Alice i eventyrland og Gone With the Wind af Margaret Munnerlyn Mitchell, figurerer på. Jeg har aldrig læst den episke fortælling om den unge og forkælede Scarlett O’Hara, men jeg set filmen, der kørte over tvskærmene for år tilbage. Romanen skildre slaveriet på mange planer, og livet i sydlige plantager under den Amerikanske borgerkrig i årene 1861-1865. Der er flere bøger på the banned book lists, som jeg allerede har læst, men der er også mange tilbage, som jeg endnu ikke har læst, hvor det også kunne være interessant at gå ind i, hvorfor de er blevet forbudte. Neil Gaiman er en fantastisk forfatter, og jeg har læst flere af hans fantastiske eventyr. Jeg bestilte bogen American Gods hjem, da jeg skulle bruge et citat fra bogen i en eksamensopgave, men jeg fik desværre romanen hjem i en pocket udgaven, der er noget mindre end de andre udgaver jeg har. Nu overvejer jeg at købe den rigtig udgave, da det irriterer mit øje, at de ikke passer sammen i størrelsen på min bogreol.American Gods er en mytologisk og magisk fortælling om overnaturlige væsner, der kun lever fordi, at nogen tror på dem. Nye Guder opstår, og det giver et sammenstød med de gamle Guder, hvor ex-fangen Shadow pludselig befinder sig midt i de hæsblæsende begivenheder.

De sidste tre bøger som jeg kort vil komme ind på er nogle af de bøger, som jeg har bestil i løbet af foråret, men ikke har vist frem på bloggen. Mit store fascinationsfelt er historiske romaner, og historiske perioder, og derfor har jeg også tilføjet bogen Henry VIII – Reformer and Tyrant af Derek Wilson. Henry VIII var en af de mest magtfulde og stolte regenter i renæssancen i Europa. Han troede på reformationen, og for at gennemføre sine planer fremstod han som en hård og tyrannisk hersker, men var det hele blot illusorisk? Historikeren Wilson undersøger realismen bag Henry VIII, og jeg ser meget frem til at læse bogen. The Postcard af Leah Fleming er endnu en historisk roman, der handler om en frygtelige familie hemmelighed, som Melissas far fortæller hende om på sit dødsleje i år 2002. Læseren rejser sammen med Melissa ind i en historisk tidslomme tilbage til 1930’ernes London, hvor Caroline lever et priviligeret liv sammen med sin tante Phoebe. Caroline føder en søn, som hun pludselig må overlade til tanten for, at begive sig ud på farefulde rejser under krigen, da hun skal udfylde en forudbestemt rolle. Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas er den sidste bog i dette skribleri. Bogen er den første roman i Wallflowers-serien, der handler om passion og kærlighed i 1800 tallets London. Jeg glæder mig til at læse om Annabelle Peytons kampe mod fattigdommen og magtfulde beundrer. Men formår hun, at holde familien fra at havne på fattiggården? Jeg glæder mig til, at forsvinde ind i 1800 tallets London, hvor jeg allerede nu fornemmer små penselstrøg fra Austens forfatterskabsånd. Som sædvanligvis blev det, der skulle have et lille kort indlæg til et noget længere et af slagsen, men jeg håber nu alligevel på at I har læst med, og at I måske finder mulig inspiration til kommende læsninger.

Har I købt nogle nye bøger fornylig? Kan I anbefale russiske romaner eller biografisk litteratur om den russiske tsarfamilie?

Featured image

Belgravia af Julian Fellowes #6-11

Featured image
Featured image

Belgravia af Julian Fellowes – del seks til elve. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog, der er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Originaltitel: Belgravia af Julian Fellowes – Udgivelsesår 2016. Videoen er lånt fra Forlaget Politikens Youtube kanal.

I den sidste del af Belgravia strammes nettet og intrigerne vokser i takt med, at jeg vender siderne i den historiske romanen. Anne og James Trenchard går, som mus i en fælde, og venter på dommen skal falde over familien, der kan sende dem ud af deres position i samfundet, som James har arbejdet så hårdt for at opnå. Lady Brockenhurst har da heller ikke i sinde, at lade hemmeligheden om den unge ambitiøse Charles Pope være skjult alt for længe, og hun gør sit til, at hemmeligheden afsløres dog uden at bryde sit ord til Mrs. Trenchard. De to kvinder har et ambivalent forhold til hinanden, men der går ikke længe før de er allieret i planer, der både omfatter Charles og den unge Maria Gray. I den sjette del af Belgravia er den beregnende John Bellasis godt i gang med at infiltrere familien Trenchards tjenestestab. Han er på jagt efter oplysninger, der kan hjælpe ham til, at finde frem til forbindelsen mellem de to familier og den unge Charles. John har store planer om at afdække sandheden, så han kan afpresse Lady Brokenhurst, men mon han lykkedes med sine planer? John er da ikke den eneste, som undre sig over den store interesse for Charles, og James søn, Oliver, har svært ved at takle sin fars store og passionerede interesse for den unge mand. Oliver har aldrig kunne leve op til sin fars store forventninger, og han føler sig tilsidesat. Han rejser til Manchester for at besøge Charles bomuldsfabrik og samle snuskede oplysninger i håb om, at han kan få, sin far til at skifte mening om Charles. Han tager ikke hjem tomhændet, men er det nu nok til, at få hans far til at skifte mening om Charles, der måske slet ikke er så ren og hæderlig, som først antaget.

Olivers kone er i bogstaveligste forstand havnet i fjendens seng. Hun fornøjer sig med Mr. Bellasis, men det er et spørgsmål om tid før det ender galt. Susan er slet ikke så dum, som hun giver sig ud for at være, og hun stjæler vigtige papirer fra John, da det nu gælder om at redde eget skin i ægteskabet med Oliver. Deres ægteskab har været goldt, men hvordan forklarer hun nu, at hun pludselig er blevet gravid? Hun lægger en snedig plan, og jeg forbløffes under læsningen over hendes snilde. John har betalt sig til afskrifter af henglemte breve fra den afdøde Sofia, der giver ham de manglende oplysninger om forbindelsen mellem de to familier, hvor han også finder den falske ægteskabsaftale mellem den afdøde Lord Bellasis og Sofia. Han undersøger sagen gennem militære forbindelser, og pludselig ser fremtiden slet ikke så lys og lovende ud, som han ellers altid havde regnet med. Han lægger skumle planer for at sikre sin egen fremtid, da han intet ønske har om at havne i glemsel i udkanten af det aristokratiske samfundshieraki. Mens de andre er optaget af den unge Mr. Pope, er han selv, uvidende om hans oprindelige eksistens, meget optaget af sin forelskelse i Maria. Kærlighedsforbindelsen mellem dem kan på ingen måde realiseres, da han er langt under hendes værdighed i det samfundsmæssige klasseskel, men han kan ikke afstå sig for, at drømme om det umulige. Maria er dog ikke i tvivl om, hvem hun ønsker sig som sin kommende ægtemand, og hun går i åben krig med sin mor. Grevinden har dog ikke i sinde, at lade datteren afbryde forlovelsen med John, da hun ikke vil miste sit otium med et trygt og økonomisk sikkerhedsnet, så hun rykker kampklar på de næste brikker i annonceringen af Maria og Johns forlovelse.

Hun lukkede døren bag sig med et lettelsens suk. Hun havde klaret frisag. Men ordvekslingen rejste flere spørgsmål, end den besvarede. Hun havde kun nævnt Pope i forbifarten i sit brev til Jane, og dog havde hendes veninde følt sig kaldet til at skrive til sin arbejdsgiver fra for et kvart århundrede siden ved den blotte nævnelse af hans navn. Hvorfor? Og hvorfor var hendes frue blevet hvidglødende af raseri, når der ikke stod noget i hendes brev, der var værd at hæfte sig ved? Hér var noget at fortælle mr. Bellasis. Det måtte være mindst en sovereign værd , så sandt hendes navn var Mary Ellis.

Belgravia er en spændende og intrigerfyldt historisk roman med mange subplots, som øger spændingen i opklaringen på, hvordan det skal gå den unge Mr. Pope og familien Trenchard, når hemmeligheden slipper ud i offentligheden. Den victorianske historiske periode, som Fellowes åbner for mit læsende blik, beskrives levende og nutidigt, hvor jeg tages med til fortidens fine teselskaber og i fornemme herreklubber. Romanen har ikke kun øje for de fine og fornemme, men giver et meget realistisk indblik i tjenestestabens funktioner og personlige forhold. Klasseforskellene mellem aristokratiet, den øvre arbejdsklasse og tjenestestaben skaber en realisme i romanens handling ved de mange intriger, der indrager alle samfundslag på kryds og tværs af sociale skel. Romanens skrivestile er flydende, men med ord og henvisninger til den victorianske epoke, der gør at romanen fremstår både lærerig og realistisk i handlingsplottet. Føljetonens mangfoldige historiske materiale, der er en inkorporerede del bagerst i alle elve dele af føljetonen, er spændende læsning, som bringer mig ind i en historisk tidslomme og tilbage til 1800 tallet på en helt ny måde med mange spændende detaljer lige fra beskrivelser af bogens karakterer, kvindernes påklædning, vigtige historiske personer og bygninger, den victorianske tjenestestab til den sociale mobilitet og meget mere. Romanen er krydret med spænding, læring og kærlighed, der forenes på fineste måde i denne nye måde, at udgive føjletonromaner i det enertyvende århundrede.

Jeg drager også med Fellowes’ karakter rundt i mørke gader, på skumle værtshuse og rundt i den fattige kringlede del af London. Jeg har en forkærlighed for og fascination af 1800 tallets England, hvor mange store forfatter gennem tiden har sat sit unikke præg på perioden. I midten af 1800 tallet var London en by i kraftig vækst, som steg i takt med industrialisering, videnskabernes komme og jernbanens vækst, der skabte mere handel og flere indbyggere i Londons snoede gader. Om sommeren søgte de finerer borgere ud på landet, da byen fyldtes med stinkende affald, som fyldte rendestenene, der løb direkte ned i og forgiftede floden Themsen. Floden blev en kilde til sygdom og død, da vandet i Themsen var forbudet til byens vandpumper, der var forbundet til byens huse – så døden kom med vandet. I Fellowes romanen er karaktererne levende beskrevet, hvor de alle har en rolle og er en del af romanens handling. Romanen er et puslespil fyldt med mystik, historie og kærlighed, som forenes og samles på den fineste måde. Jeg har løbende anmeldt føljetonen, som findes under anmeldelser under Julian Fellowes. Planen var, at jeg ville anmelde føljetonens dele, når de nye afsnit udkom hver torsdag, men jeg blev dog hurtig klar over, at ikke var den rigtige måde, da jeg så ville afslører hele handlingen, hvilket jo ikke er meningen. Derfor er romanføljetonens sidste del nu samlet i denne sidste anmeldelse.

Hvis det ikke lykkedes ham at dræbe Charles, ville han alligevel blive hængt for mordforsøg, så han havde intet at miste ved at fuldføre det, han havde sat sig for. Med en sidste kraftanstrengelse snoede han foden omkring Charles’ ankel, pressede benet mod hans lår og skubbede af al magt til hans brystkasse og slap så. Charles mærkede, hvordan han faldt bagover. Ud over muren og ned, ned, indtil han ramte det iskolde vand. Han var ved at blive kvalt i det mudrede vand og blev trukket ned af sin tykke frakke, der allerede var gennemblødt og tung som bly. Han forsøgte uden held at sparke skoene af og gribe ud efter noget, hvad som helst, at holde fast i, noget, der kunne holde ham oven vande.

Belgravia af Julian Fellowes er en unik historisk roman, ikke kun i romanens handling, men også forlagets udgivelsesmetode, der rækker tilbage til måden den europæiske romanans opkomst begynde på – nemlig som føljeton, der udkom i aviserne uge efter uge. Jeg ville dog nok have nydt, at læse bogen som fysisk bog, da jeg jo ikke er helt så fantastisk til, det der med at læse e-bøger. Min eneste kritik af romanen som føljeton er, at linkene til det historiske ekstramateriale ikke altid virkede, og som ind i mellem blev lidt af et irritationsmoment, da jeg jo hurtigt gerne ville tilbage og læse videre i romanens handling, men endte med at bladre rundt i bogen for, at finde frem til, hvor det nu var jeg var kommet til. Men, når det så er sagt, så nød jeg virkelig meget at læse om alle de historiske ting, men ogå Kate Williams fantastiske videoer, der kom samtidig med nye afsnit af føljetonen. Jeg har her nedenunder linket til at klip, hvor hun fortæller om Napoleon og om hans mange sejre og nederlag. Jeg skal bestemt snart læse romanen igen, og det glæder jeg meget til, da jeg efter endt læsning ønske at bogens univers ikke sluttede, idet at jeg slet slet ikke var færdige med, at læse om det historiske univers og de mange spændende karakterer i Julian Fellowes’ historiske Belgravia

The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald (2016 Classics Challenge #1)

Featured image
Featured imageThe Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald fra forlaget Wordsworth Classics på 122 sider – udgivelsesår 2001.Læst på originalsproget engelsk. (Orginailt udgivet i 1925)

Nick Carraway er på vej ud i verden for at skabe sig en ny tilværelse efter afslutningen på første verdenskrig. Han er bogens implicitte forfatter, og jeg følger starten på hans nye liv. Han standser i New York for at leje et lille hus i området East Egg, der er en del af Long Island. Han er heldig at finde denne lille perle af et hus, der dog ikke hører til de rige og berømtes huse, som er placeret på den anden side af vejen, og har navnet West Egg. Da han er faldet på plads, invitereres han til middag hos sin kusine Daisy og hendes mand Tom. Ved dette selskab møder han den unge og smukke Jordan, som han stille oparbejder et romantisk forhold til. Under den sidste del af selskabet nævner Daisy én herre ved navn Mr. Gatsby, som hun interesseret spørger ind til, om han kender. Det gør Nick ikke endnu, men han hører en hel del om Mr. Gatsby som menneske, der er egenskendt for sine store, elegante og berygtede selskaber. Mr. Gatsby er en ung, flot og charmerende ungkarl, der lever et liv i fuld nydelse, men er han nu så lykkelig?

Nick bor overfor Mr. Gatsbys storslåede palæ, og inden længe inviteres han til et af Mr. Gatsbys selskaber. Der går mange uhyggelige rygter om den storslåede Mr. Gatsby, og Nick kan ikke hitte rede i om de er sande eller falske, men beslutter sig for, at lade tvivlen komme ham til gode. Det varer heller ikke længe før at Nick og Mr. Gatsby opbygger et stille venskab, og Nick indvies i Mr. Gatsbys hjertekvaler. Efter krigen levede Mr. Gatsby en fattig tilværelse, men lykken tilsmilede ham, og på sin vej mødte han særlige mennesker, der hjalp ham på vej til at tjene sine mange penge. I Mr. Gatsbys fattigeste dage, lige efter krigen, mødte han den smukkeste pige, der stjal hans hjerte, men da han ikke havde noget af værdi, at tilbyde hende, giftede hun sig til anden side. Denne kvinde er Nicks kusine Daisy. Nick ønsker at hjælpe Mr. Gatsby til et møde med Daisy, og han inviterer hende til en kop te. Daisy og Mr.Gatsby genoptager deres forliste forelskelse, men hvad med Tom? Som romans korte side skrider frem finder jeg hurtigt ud af, at Tom bestemt ikke er nogen engel. Han har selv en affærer med den noget forsømte kvinde Myrtle. Deres forhold er meget åbenlyst, og Daisy har da også regnet det hele ud. Snart indvies jeg i hede kærlighedserklæringer, intriger, uheld og mord, hvor illusioner og hjerter brister.

If that was true he must have felt that he had lost the old warm world, paid a high price for living too long with a single dream. He must have looked up at an unfamiliar sky through frightening leaves and shivered as he found what a grotesque thing a rose is and how raw the sunlight was upon the scarcely created grass. A new world, material without being real, where poor ghosts, breathing dreams like air, drifted fortuitously about…like that ashen, fantastic figure gliding toward him through the amorphous trees.

The Great Gatsby er én af de største klassisker i det tyvende århundrede, der med sin lille lette og kompakte form har så meget mere på hjerte end blot en tragisk fortælling. Romanens handling sætter sin begyndelse i 1922 i den fiktive by på Long Island med temporale spring til Mr. Gatsbys ungdom. Sproget i romanen er ligefremt og nøgternt, som gemmer på mange illusoriske mellemlag, der stille splittes i tusind stykker som fortællingen vinder frem. Bogens få sider er delt op i fjorten kapitler, der kan syntes som mange på få sider, men jeg fandt opdelingen rigtig fin, da siderne ind imellem forekom mig lidt lange. Fortællingens plot strækker sig over tre små måneder, der føltes alt for kort til bogens mange begivenheder. På trods af sin lette og korte form er The Great Gatsby Fitzgeralds største mesterværk.

Det, der er romanens omdrejningspunkt, som også bogens titel antyder, er karakteren Mr. Gatsby, og Nicks forsøg på at detekterer de mange skjulte spor, der gemmer på den sande historie om Jay Gatsby. Nick forsøger at finde vejen gennem de forgrende gange af grønne røgslør, som gemmer på en dekanance og et overflade liv, der syntes nok så flot og fint, men er mere dekadent, illusorisk og ensomt, hvor illusionen om det perfekte og rige liv brister. Gennem de sidste mange århundreder har et utal af mennesker ihærdigt søgt og arbejdet hårdt for at opnå den Amerikanske Drøm, men hvad gør et overflåd af penge, storslåede selskaber og mange bekendte, hvor sande venner forsvinder som dug for solen, når livet tager drastiske vendninger? Dette spørgsmål syntes, at stå alene tilbage på romanens sidste sider, og være en hårdtslående morale til bogens læser.

There must have been moments even that afternoon when Daisy tumbled short of his dreams — not through her own fault, but because of the colossal vitality of his illusion. It had gone beyond her, beyond everything. He had thrown himself into it with a creative passion, adding to it all the time, decking it out with every bright feather that drifted his way. No amount of fire or freshness can challenge what a man will store up in his ghostly heart.

The Great Gatsby er en tragisk beretning om en ung mand, der opnår den Amerikanske Drøm, men mister livet i jagten på den sande kærlighed. Fitzgeralds mesterværk har stået alt for længe på min læseliste på Goodreads, men nu har jeg omsider fået roman læst. I slutningen af december skrev jeg om mine boglige udfordringer for 2016, og tanken var at jeg skulle læse en selvvalgt klassikere i måneden. Jeg faldt over bloggen Pretty Books, der gennem året kører en åben Classics reading challenge. Projektet passede så fint til min læserudfordring. Men indtil nu har jeg så kun fået læst The Great Gatsby. Det er ikke fordi, at jeg ikke har læst klassikere de sidste mange måneder, for jeg har læst en hel del på studiet, men der har ikke været så meget tid eller plads til de klassikere, som jeg selv har et ønske om at få læst. Så på trods af, at jeg er en del bagud på klassikerelisten, vil jeg stadig forsøge, at få læst flere klassikere inden året rinder ud, og min læseliste er da også næsten flere kilometer lang. Jeg er glad for, at jeg omsider har fået læst The Great Gatsby, men det er ikke en klassiker, som jeg har et ønske om at læse mere end blot denne ene gang. Jeg ville ønske, at jeg bedre kunne lide Fitzgeralds storslåede og bedste fortælling, men bogen fandt aldrig rigtig vejen til mit hjerte.
Featured image

Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafón (The Cemetery of Forgotten Books #1)

Featured image
Featured imageVindens skygge af Carlos Ruiz Zafón fra Forlaget Lindhardt og Ringhof på 452 sider – udgivelses år 2016. Læst på dansk – Originalsproget er spansk med titlen La sombra del viento. (Orginailt udgivet i 2001)

Jeg fortalte hende, at jeg ikke før dette øjeblik havde forstået, at det var en historie om ensomme mennesker, om fravær og tab, og at jeg af den grund var flygtet ind i den, indtil jeg havde forvekslet den med mit eget liv, ganske som når man flygter gennem siderne i en roman, fordi de mennesker, man har brug for at elske, kun er skygger, der lever i en fremmedes sind.

Den unge Daniel vokser op alene med sin far i efterdønningerne af den spanske borgerkrig. Sammen har de en antikvarboghandel, og hverdagen går sin stille gang. Daniel savner sin afdøde mor meget, og efter en åben og ærlig samtale mellem far og søn tager faren sin tiårige dreng med til et særligt sted, der rummer mange forunderlige verdener, men som desværre er blevet glemt med tiden. Det er en tidlig morgen, at de to drager afsted mod det hemmelige sted, som meget få kender til. Daniel instrueres af sin far om, at han ikke må fortælle deres hemmelighed eller dets beliggenhed til nogen i hele verden. De skal besøge De Glemte Bøgers Kirkegård, der rummer alle de bøger, som er blevet glemt og forladt gennem mange hunderede år. Daniel får lov at vælge én bog, som han må tage med sig hjem. Denne bog skal han til gengæld passe på og vogte som et af sine kæreste ejendele gennem livet. Han går længe mellem de forgrenede og labyrintiske gange for at finde sin specielle bog, som han til sidst finder i en af de mange reoler med hengemte og glemte bøger. For Daniel føltes valget helt naturligt, som om han på en finurlig måde føler sig beslægtet med romanen hedder, der hedder “Vindens skygge” af en forfatter ved navn Julián Carax. Han sætter sig straks med bogen, da han kommer hjem, og forsvinder ind i en anden verden, der først afløses af den reelle verden ved, at den sidste side i bogen vendes.

Daniel er meget optaget af sit særlige fund. Han er meget betaget af forfatteren, og ønsker at læse alle hans bøger. Der er bare det, at den bog han har fundet er helt speciel, da der ikke findes flere bøger tilbage af forfatteren. Årene går og mens Daniel vokser op, glemmer han ikke på noget tidspunkt bogen, men da han bliver stormende forelsket i den noget ældre og blinde Clara giver han bogen til hende, som gave. Èn mørk nat opsøges han af en mærkelig og vansiret mand, som han genkeder som én af karakterende fra bogen “Vindens skygge”, men hvordan er dette muligt? Den uhyggelige mand optræder meget skræmmende, og ønsker at købe Daniels eksemplar. Men da Daniel ikke har nogen intentioner om, at skille sig af med romanen trues han på uhyggelig vis af den fremmede. Daniel bliver så skræmt, men mere fordi, at bogen befinder sig hos Clara. Han løber hen for at hente bogen, men på vejen ud af huset bryder hans ungdomsforelskelse sammen og verden styrter i grus i hans unge sind. Såret og med mange skræmmer forlader han huset, men møder en venlig ensom sjæl, der bor på gaden, som giver ham et lille hvil og en lille sjat vin. Et par år senere vender Daniel tilbage for at finde denne mand, da han ønsker at give ham en chance for at vende tilbage til livet væk fra de øde og skumle gader. Sammen forvikles de ind i et farligt eventyr, der flere gange er ved, at tage livet af dem begge. Det er en fortælling om brændte bøger, og om én mand, som lever i skyggen af de bøger han engang skrev, da skæbnen ledte ham på afveje. Men det er også en fortælling om korruption, mord, intriger, hemmelige venskaber og om to ulykkelige skæbner, der aldrig fik hinanden. Planer forgrenes mellem fortid og nutid, hvor Daniels skæbne på finurlig vis sammenkædes med den mystiske forfatter, som nogen prøver at udslette de sidste spor efter – men hvem ?.

De Glemte Bøgers Kirkegård lugtede mere end nogensinde af død mand. Jeg havde glemt, at dørhammeren forestillede et djævleansigt. Jeg greb det i hornene og bankede tre gange på døren.

Vindens skygge er en roman fyldt med spænding og mystik, hvor sproget flyder let og smukt med mange poetiske vendinger undervejs. Jeg måtte flere gange under læsningen stoppe op for at læse linjer, sætninger og nogen gange hele afsnit igen, da skildringerne beskrives på smukkeste og poetiske vis. Den narrative stemme i romanen er fortalt i tilbageblik, hvor læseren følger Daniels historie, som brydes af brevfragmenter og andre karakters stemmer i beretninger om Julián Carax. Temporaliteten skifter hyppigt mellem fortid og nutid, som for mig virkede forvirende til at starte med, men da jeg blev fanget og opslugt i romanens handling, bemærkede jeg ikke længere skiftene så tydeligt. Jeg ønskede blot hele tiden at vende tilbage til den fortid, som Daniel så ihærdigt søger svar på gennem romanen. Romanens handling er delt i fire dele, som strækker sig over årene fra 1945-1956, hvor Zafón viser mig et klart og tydeligt Barcelona med byens mange små mystiske gader og spændende historie. Jeg bringes ind i smukke huse, hører om smukke bøger og spændende eventyr, og jeg slugte det meste af romanen, der dog var lidt langtrukken og tung med de mange forklaringer og afhøringer undervejs.

Zafrón kan fortælle særlige historier om bøger med et historisk blik, der næsten tager pusten fra mig. Som siderne vendes og plottet udspiller sig bliver denne historiske romans karakterer mere og mere levende i mit læsende sind. I Zafóns mangfoldige persongalleri er alle karaktererne beskrevet med en psykologisk dybde, der får en særlig effekt af de mange beretninger, forklaringer og breve. Romanens historiske epoke er den spandske borgerkrig, som Zafón beskriver på mesterlig vis med de mange henvisninger til historiske personer og forholdene under krigen. Som historisk roman har Vindens skygge flere elementer af genreformer som krimi, thriller og kærlighedsroman med et twist fra den mørke gotiske genreform. Zafóns værk har mange intertekstuelle referencer, og mange labyrintiske, snoede og forgrene gange, som jeg stille indvies i under jagten efter den sande historie. Læseren indføres i et metafiktivt univers, hvor titlen på romanen spiller en afgørrende rolle, der i bogens sidste sider bindes sammen på smukkeste vis. Alle puslespillets brikker lægges og omlægges mange gange under læsningen, men tilsidst fremstår et billede, som jeg ikke havde set komme.

Gradvis forgrenede historien sig i et væld af historier, som om fortællingen var gået ind i en spejlsal og opsplittedes i et utal af forskellige spejlbilleder, som dog samtidig var et og samme.

Vindens skygge er den første bog i trilogien The Cemetery of Forgotten Books, og jeg bestiller snart den næste bog hjem i serien, så jeg kan høre mere om, hvordan det kommer til at gå Daniel og om hvilke nye mysterier, som han sætter sig for at opklarer. Under læsningen af Vindens skygge bragte Zafón mig ind i en historisk tidslomme, der opslugte og overraskede mig på så mange måder. Den første roman jeg læste af Zafón var Marina, som dog blev lidt for creepy og mørk. Jeg har nu ikke fortrudt, at jeg har læst romanen, da jeg under læsningen af Vindens skygge flere gange stødte på små beskrivelser af huse eller steder, som også figurerer i Marina. Det var en lidt sjov, men også pudsig oplevelse at genkende beskrivelser af huse og steder, der var så levende beskrevet i Marina. I Vindens skygge kan De Glemte Bøgers Kirkegård, med sine mørke og lange gange, perspektiveres til de mange forgrenede, mystiske og farlige gange, som Daniel og hans hjælpere må gå, men romanen har også smukke og livslange venskaber, en varme og kærlighed, der varmer mit hjerte. Vindens skygge er en bog om bøger, forfatter og læsere, men også en fortælling om de mange forunderlige rejser, verdener og universer, som litteraturen åbner for på så mange mangfoldige og unikke måder.

Featured image
Featured image