Familien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel


Featured imageFamilien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel fra forlaget Hr. Ferdinand på 352 sider og udgivet d. 14. januar 2021. Org. sproget er norsk med titlen Familien Winther og er udgivet juli 2018.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Intriger, familiestridigheder og store følelser er i spil i denne skønne historiske roman om Familien Winther i 1800 tallets Norge. Cecilia Winther går ind for de ældgamle aristokratiske og usagte leveregler, men hendes nylige svigerdatter Ellinor er fra en helt anden samfundsklasse, som arbejder imod alt, hvad Cecilia står for. Sammenstød mellem de to er uundgåelig, og Cecilia får ikke megen støtte af sin mand Karl, der er lige så betaget af Ellinor, som alle andre. Cecilias verden truer med at bryde sammen, da også forholdet mellem Karl og husets ældste søn Christian er på gyngende grund. Mon Cecilia og Ellinor finder hinanden eller bliver grøften gravet endnu dybere og endda så dyb at hele familien splittes?

Familien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel er den første roman ud af seks bind på dansk (på norsk er der udkommet otte) indtil nu, hvor jeg under min læsning kommer med helt ind i den aristokratiske families inderste kerne. Familien Winther er en af de rigeste, fineste og højtansete familier i Trondhjem, og det har helt klart en masse fordele, men med disse fordele følger også en masse forpligtigelser og knap så attraktive regler med. Cecilia og Karl Winther holder snart sølvbryllup, og alt skal være perfekt lige ned til den mindste detalje. De venter mange gæster til deres store fest, og det bedste er, at deres ældste søn og svigerdatter kommer hjem fra hovedstaden, og de har endda en særlig gæst med. Cecilia er dog ikke helt så vild med svigerdatteren Ellinor, da hun er en meget bramfri ung kvinde, som går ind for det nyeste i opråb for kvidekamp og kvinders selvstændighed, og tilsyneladende lader sig styre af sine følelser helt åbenlyst til alles skue. Den yngste bror Frederik er også hjemme. Han tager dog ikke tilbage til sine studier i London igen efter festen, da hans hjerte er ramt af Amors pil, som desværre viser sin ulykke, da hende hans lyse øjne har kastet sig på er lovet væk til anden side. Datteren Rose på 16 år har lige debuteret i selskabslivet er meget optaget de unge herrer, og der er allerede en lille sladder i omløb, men som Cecilia har fået dysset ned. Rose er meget begejstret for svigerinden, og særligt de mange nye idéer hun kommer med, og måske de endda kan blive veninder.

Sølvbryllupsfesten bliver dog ikke nær helt så perfekt, som Cecilia håbede på. Ellinor mænger sig, griner med sin perfekte, men meget høje perlelatter, og snakker især med en masse betydningsfulde mænd, hvor hun bringer en lille nyhed frem, som Cecilia tilfældigt overhører. Ellinor og Christian flytter hjem til Trondhjem, og de skal bo hjemme ved Cecilia og Karl indt til, de har fundet en perfekt lejlighed. Karl er med i samtalen, og lover endda at han skal finde den fineste og dyreste lejlighed i hele Trondhjem til dem. Cecilia er rystet, og må se om hun kan få opløst mængden, men i det samme bliver selskabet heldigvis kaldt sammen for se en lille sød og sjov parodi i form af et lystspil, der er lavet af alle deres tre børn, Ellinor og den uanmeldte gæst operasangeren Henning Høirup. Denne sanger synger noget så vidunderligt, og alles blikke er rette mod ham. Cecilia kan se, at især Rose er helt betaget, men så er det godt, at Cecilia har sørget for, at Rose og Høirup kommer til at sidde så langt væk fra hinanden som muligt – eller det troede hun i det mindste. De næste dage efter festen bliver forholdet mellem Cecilia og Rose anstrengt, og Ellinor hjælper bestemt ikke Cecilia med at få Rose på rette tanker i forhold til Høirup – tvært imod opildner hun Rose til det modsatte, og det gør Cecilia rasende. Forholdet mellem Karl og Christian er yderst skrøbeligt, da Karl ikke kan støtte Christians store planer for fremtiden. Som handlingen skrider frem sker frygtindgydende sammenstød, der kaster vilde gnister i familien, så Cecilia gør det mest utænkelige og utilgivelige, da hun går bag om ryggen på sin mand for at hjælpe Christian.

Hun kunne knap nok tro det. Lod de virkelig som ingenting? Det gjorde det meget nemmere for hende at sige det, hun havde på hjerte. At give dem en lektie, de sent ville glemme. Hun rette sig op og mødte datterens blik.

Katrine Wessel bringer mig i sin romanen Familien Winther ind i en velkendt tidsepoke i det nittende århundrede, som jeg har læst utallige bøger om, men til et ukendt Land nemlig Norge. Nu er det ikke sådan, at jeg ikke kender Norge, for det gør jeg, da jeg flere gange har været på ferie der, men ikke samfundsstrukturerne og landskabet i det nittende århundrede. Wessel er ikke kun super fantastisk til at skrive, så sproget flyder, så siderne vender sig af sig selv, men hun skildrer også landskabet og byen Trondhjem så fint, at jeg føler, at jeg næsten følger med på gaderne og er med til sølvbryllupsfest i den store flotte balsal i familien Winthers hjem. På den første side i Familien Winther har Wessel valgt at starte med et helt specielt citat af en af mine yndlingsforfattere nemlig Honoré de Balzac. Det smukke citat lyder “En mors hjerte er en dyb afgrund, på hvis bund du altid kan finde tilgivelse”, og danner på fineste vis hele rammen om romanens handling. Wessel bringer mig på en let og ubesværet rejse ind i særligt Cecilias Stream of Consciousness, hvor hun må kæmpe med sig selv og indgroede leveregler for ikke at vise for mange følelser over for nogen end ikke sin egen familie. Bogen er inddelt i 39 kapitler på de 352 sider, hvor nogle af kapitlerne kan godt virke lidt lange særligt, hvis man læser lige inden sengetid, men jeg blev alligevel ret hurtigt revet med af handlingen og det lette sprog, så det blev hurtigt til et ekstra kapitel eller nærmere tre. Familien Winther er en roman, hvor man kan slå hovedet fra og blot lade sig rive stille med af handlingen, og så er bogen slut før du næsten er startet – eller sådan følelses det i hvert fald for mig.

Wessels beskrivelser af byen og landet sammensat med interessante karakterer gør, at jeg forsvinder ind mellem siderne i Familien Winther og bare ønsker at læse mere. Der er nemlig flere karakterer, som jeg har meget lyst til at komme dybere ind på, men for at det ikke skal blive alt for lang en anmeldelse, har jeg udvalgt to nemlig romanens hovedperson Cecilia og Tilda. Da Cecilia kom til Trondhjem, som ganske ung fra England, fandt hun trøst og venskab i den allerede dengang ældre enkefrue Tilda, som introducerede hende i de vigtigste kredse. Tilda er en stålfast dame, der har sine meningers mod og lader sig ikke rokke for nogen eller noget. Hun har et stort ønske om at åbne en pigeskole for unge kvinder fra arbejderklassen, og her i romanen kæmper hun mod Karl om at købe den grund, skolen skal bygges på, men hun giver sig slet ikke og grundprisen stiger i takt med buddene fra de to. Under min læsning fik jeg flere gange et smil om læben over hendes taktfaste, men stadig kærlige og ærlige personskildring.For Cecilia er indgroet takt og tone, samt uskrevne regler for dannelse så vigtig, og med Ellinor som svigerdatter får hun kamp til stregen. Hun er villig til at gå langt for sine børn, og det kræver, at hun sluger en hel del fra Ellinors side, men hun står fast på sit i forhold til datteren Rose. Ellinor får da også Rose med ud på oprør, som truer Roses rygte og dermed fremtid. Dette leder mig over til romanens mange tematikker, hvoraf kontrasten og kampen mellem de gamle og de nye kvinderoller og kampe har en særlig plads til forhold til feminismens udvikling for alle kvinder rig som fattig i samfundets klasseskel. Andre tematikker som er ordinære er familie og kærlighed, men der er også et andet vigtigt emne, jeg vil gå nærmere ind i på et senere tidspunkt nemlig følelsen af anderledshed, som sønnen Frederik kæmper meget med.

Christian vidste, at han var nødt til at løbe gennem et lille flammehav, før han kunne klatre ned igen, men han tog mod til sig og løb så hurtigt, han kunne. Han nærmest gled ned ad trappen og mærkede det bruse i kroppen. Han havde klaret det! Halvt i panik, halvt i eufori slog han hænderne mod buksebenene, der hvor gnistrene havde brændt huller i stoffet. I det samme lød der et voldsomt brag. Christian så op. En ildkugle kom lige mod ham.

Familien Winther – Familien Winther #1 er en af de sødeste og hyggeligste historiske kærlighedsromaner, jeg længe har læst. Tak for det Wessel! Det var lige, hvad jeg trængte til her i den kolde og grå januar måned. Jeg er jo vild med historiske romaner, og de historiske kærlighedsromaner, kan nu noget helt specielt. Wessels Familien Winther er hyggelig, interessant og hurtig læst. Min læsning gik bare derud af, hvor jeg stille vendte den ene side efter den anden i et roligt tempo ind til, at jeg vendte romanens sidste sider. Afslutningen på den første bog om Winther-dynastiet slutter på en perpleks måde, da det hele er en meget ulykkelig situation, men samtidig bindes der nye bånd og venskaber, der skaber en forenelig lykke og binder fjender sammen til venner. Romanen afsluttes med en lille epilog som cliffhanger til sidst, og kan jeg nu ikke vente med at komme i gang med den næste roman her i aften, som endda har den fængende titel Hvis du vil have mig. Det er også helt klart slutningen af Familien Winther, der både er spændende og mystisk, som gør at min rating af bogen kommer op på de fem stjerner i stedet for fire. Nu er jeg så spændt på om Hvis du vil have mig er lige så intriger fyldt, sød, mystisk og spændende som denne første bog i serien. Jeg elsker at dykke dybere ned i serier, da det giver en helt særlig læselykke, og jeg glæder mig meget til at lære mere om den historiske kontekst i Norge og læse om, hvordan det går familien Winther i de næste romaner.

Featured image
Featured image

Mørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 af Louise Penny

Featured image
Featured imageMørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 af Louise Penny fra forlaget Hr. Ferdinand – Politikens forlag – på 328 sider og udgivet d. 26. marts 2020. Org. sproget er canadisk engelsk med titlen Still Life og er udkommer første gang 2005. Gaveeksemplar fra forlaget
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Jane afleverer for første gang til alles store overraskelse et af sine kunstværker til det årlige bedømmelsesudvalg. Udvalget bestemmer om værket fortjener en plads på den kommende kunstudstilling i byen, men kort efter findes Jane død i skoven. Kan der være en forbindelse mellem kunstværkets betydning og Janes mystiske død?

I den lille hyggelige by Three Pines er sammenholdet venskabeligt og kærligt. Three Pines er så lille et sted, at der endnu ikke findes noget kort, hvor byen er indtegnet på. Louise Penny skriver så fint og levende om byen, at jeg ville elske at besøge skoven og det lille Bed and Breakfast med det skønne værtspar. Det er nemlig en lille hemmelig by, som man kun finder nærmest tilfældigt ved at vandre eller køre igennem – lidt som den lille magiske by Storybrooke i tv-serien Once Upon a Time, der er gemt for næsten alle tæt ved en lille skov. Der findes desværre ikke megen magi i Three Pines, og da den søde og kærlige ældre dame Jane findes død af et pileskudt i skoven kommer byen på den anden ende. Politiet fra Montréal med kriminalkommissær Armand Gamache i spidsen indtager byen, og med sig har de den unge kvinde Nichol, der er på sin første efterforskning, og hun lader sig ikke kue heller ikke af den store og berygtede Armand Gamache. Men er Janes død en jagtulykke, eller er det et mord? Armand Gamache er analytisk, hurtig og går ind for vidensdeling med sit hold af efterforskere, og sammen kommer de ret hurtig frem til, at Janes død slet ikke var helt så tilfældig, men hvem i den lille by er så morderen, når alle nu virker til at være gode venner og nære bekendte?

Parret Peter og Clara er begge kunstnere og var meget tætte med Jane. Clara bliver helt ude af sig selv, da hun finder ud at, at Jane er død, men midt i sorgen opdager hun hemmelige spor og fortolket brikkerne i jagten på morderen. Samtidig må hun også tage kampen op mod Janes niece, der er en giftig slange. Clara må træde ind i en konfrontation med niecen, selvom hun ved, at hun vil blive såret og gjort til spot, men Clara vil gøre alt for at finde den skyldige i mordet. Kriminalkommissær Armand Gamache finder ud af, at den ældre kvinde Mrs. Timmer kort forinden også er afgået ved døden. To ældre kvinderes død indenfor meget kort tid kan da ikke være en tilfældighed, men Mrs. Timmer var meget syg, så det udelukkes hurtig, at det er en seriemorder, som er på togt. Men Armand Gamache tager nu alligevel ikke helt fejl, da ondskaben i byen lurer lige rundt om hjørnet – meget tæt på ikke at blive opdaget. Ondskaben lurer lige der, hvor vi mindst venter det – i mennesker som vi ellers kender så godt, men kender vi i virkeligheden vores nærmeste venner så godt, som vi tror? Det er et af de store spørgsmål i romanen, der sammen med andre svære problematikker trækkes frem i lystet ved Armand Gamache ankomst, og alt er langt fra pænt under overfladen.

Det skete alt for ofte. Normalt kommer døden om natten, den tager folk, mens de sover, stopper deres hjerter eller kilder dem vågne og ud på badeværelset med en dundrende hovedpine, hvor den kaster sig over dem og fylder deres hjerner med blod. Den venter i gyder og på metrostationer. Plejepersonale i hvidt tøj hiver stikket ud, efter at solen er gået ned og inviterer døden ind i et sterilt rum. Men på landet kommer døden midt om dagen uden indbydelse.

Mørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 er en hyggelig og hurtig læst krimi, som du kan slappe af til uden at skulle tænke for meget, og det er ind i mellem lige, hvad man trænger til. Siderne bladrede jeg stille igennem, hvor handlingen forløber kronologisk lige før Janes død og til opklaringen af mordet. I opklaringen og afhøringen af vidner bringes jeg med tilbage i tiden til Janes ungdom i den lille landsby, og det er med til at give romanen lidt mere dybde. Mørkt motiv er inddelt i 14 noget lange kapitler på de 328 sider, men da sideopsætningen og skrifttypen i bogen er let og lækker, letter det noget af kapitlernes tyngde. Det at bruge ordene let og hyggelig om en krimi, kan lyde lidt mærkværdig, da genren slet ikke ligger op til noget som helst hyggeligt med mord, andre forbrydelser og detektion. Så det jeg mener her er, at mordet på Jane er ikke udpenslet, der er ikke meget andet vold og blod, og man følger Armand Gamache og hans team i efterforskningen på en stille og fin måde. Bogen rummer meget humor, varme og en smule ironi. Noget af det, som så til gengæld bliver fremhævet ved nedtoningen af forbrydelsen er menneskers inderste hjertelige anliggender, og morderens sande jeg, som for første gang kommer frem i lyset.

De mest fremtrædende tematikker i Mørkt motiv er venskab, kærlighed, kunst og had, hvor hadet og bitterheden skinner så tydeligt igennem morderens sande jeg, som jeg gennem bogens sider indvies i sammen med de nærmeste venner. Kunsten og særlig malerkunsten har en central rolle i handlingen, og det kun en tilfældighed, at Clara opdager et lille spor, som leder hende og Armand Gamache til morderen. Kriminalbetjent Nichol er nok den mest interessante karakter, da hun gennem hele romanen er anderledes end alle de andre, stikker ud og føler sig meget udsat og misforstået. Om hun gennemgår en egentlig forandring i sit møde med Armand Gamache er jeg meget i tvivl om, da hun overhovedet ikke ser indad. Armand Gamache er chefen, og er en munter en af slagsen med et varmt hjerte. Han er belæst og kender til megen litteratur, som kommer til udtryk i mange intertekstuelle referencer, som eksempelvis Oscar Wilde gennem plottet. Jeg er vild med Pennys måde, at indbringe små bidder fra andre værker, da hun gør det så fint og let, som ofte er i forbindelse med en humoristisk pointe. En anden karakter, der er værd at få med er morderen, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre navnet på. Morderen skjuler et dybt dysfunktionelt forhold til sin mor, hvor han altid er blevet undertryk og misforstået. Der var bare ingen, som vidste hvor slemt det i virkeligheden forholdte sig – selv ikke de nærmeste barndomsvenner. De sidste sider i romanen vendte jeg meget hurtigt, da der virkelig sættes gang i tingene. Det går meget hurtigt, og man skal virkelig holde sig vågen for ikke at miste noget. Alle trådene samles og Armand Gamache og hans Team drager hjem igen med endnu en opklaret mordsag.

Trapperne var kollapset, men der stod en stige i nærheden, som hun kunne have brugt til at komme ud. Men det gjorde hun ikke. Clara havde aldrig været så bange. Og så vred. Ikke på Ben, endnu, men på de tre idioter, der skulle redde hende. Og nu var det i stedet hende, der måtte beskytte dem.

Penny skriver også om dybe emner her i sin første roman i Three Pines-serien. Det tog mig lidt tid at finde frem til dem, da historien på overfladen er så let, fin og lige til, men ved nærmere granskning og refleksion er tematikken om, at føle sig anderledes og forkert i egen krop i verden særligt tilstede her i Mørkt motiv. De fleste af de krimier, jeg læser har et højt tempo med meget mere blod, vold og mord i sig, så det var lidt kedeligt at læse Mørkt motiv i starten lige ind til, jeg selv satte tempoet ned, og så nød jeg at læse med om, hvordan Armand Gamache og holdet opklarede mordet. Så er coveret på romanen også helt igennem lækker med smukke farver, som øjnene hele tiden drager mod og næsten ikke er til at slippe på natbordet. Penny har med sin første bog skabt en helt ny krimiserie, hvor der ind til nu er hele 8 romaner, så hvis du er til krimier og elsker lange serier, hvor bøgerne allerede er udkommet, så er Pennys Three Pines-serie helt klart noget for dig. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse mere om byen, dens beboer og alle hemmelighederne i andet bind Nådestødet.

Featured image
Featured image

Julelæsning i 2020

Featured image

Featured image

Our hearts grow tender with childhood memories and love of kindred, and we are better throughout the year for having, in spirit, become a child again at Christmastime – By Laura Ingalls Wilder.

Nu er det meget snart jul, og vi går snart nogle hyggelige omend noget anderledes helligdage i møde, og det bliver skønt igen at hygge med venner og familie sammen og på skærmene. Jeg har haft et par dejlige dage på arbejde her i weekenden, og det er bare så skønt at møde glade børn og voksne i denne juletid. I år har jeg udvalgt en lille samling af bøger, som jeg vil læse her i de sidste dage i juledagene – så julehyggen kan komme helt i top. Min datter og jeg læser altid hvert år Et juleeventyr af Charles Dickens og Grantræet af H. C. Andersen, og det skal vi selvfølgelig også i år. Vi starter på og bliver færdige med at læse Grantræet i aften, og jeg glæder mig til at genlæse eventyret. Hvis du ikke kender Grantræet, så kan jeg varmt anbefale dette lille kunsteventyr, som på sin vis er lidt trist, men stadig varm og som giver refleksion til store og små. Af de bøger jeg selv vil læse i år er der et par genlæsninger, som At se lyset af Jay Asher – der er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag-, og Et juleeventyr, som begge er bøger jeg genlæser hvert år op til jul. Det er, tredje år jeg skal læse At se lyset, og jeg glæder mig til at begynde på bogen i aften, når jeg er færdig med One Fifth Avenue af Candace Bushnell. De bøger jeg har anmeldt, har jeg linket til, så du kan kigge forbi og læse med om, hvad jeg synes om bogen. Min lille julelæseliste kommer her:

🎄 Et juleeventyr af Charles Dickens Anmeldelse lige her – Et juleeventyr

🎄 Grantræet af H. C. Andersen. Vi læser bogen på Bookmate.

🎄 At se lyset af Jay Asher – anmeldereksemplar Politikens Forlag. Anmeldelsen kan du læse lige her – At se lyset

🎄 Jul på Stony Cross Manor – Wallflower #5 af Lisa Kleypas

🎄 Fire noveller om kærlighed fra forlaget Novellix. Anmeldereksemplar fra forlaget Novellix

🎄 A Merry Christmas and Other Christmas Stories af Louisa May Alcott fra Christmas Penguin Classics

🎄 The Life and Adventures of Santa Claus af L. Frank Baum fra Christmas Penguin Classics

🎄 The Night Before Christmas af Nikolai Gogol fra Christmas Penguin Classics. Anmeldelsen kan du læse lige her – The Night Before Christmas

Jeg elsker de stille morgener med rimfrost på vinduerne og stilheden, hvor jeg lister rundt for ikke at vække min datter og dyrene i mit lille hjem. Det er nogle af de mest magiske timer på døgnet, og min foretrukne læsetimer. Så i morgen vil jeg stå op kl 6, og nye stilheden, bladenes stille puslen udenfor vinduet og stearinlysenes stille blussen, mens jeg begiver min ind i bøgernes magiske univers, inden verden vågner. Jeg skal også ud i morgen formiddag og ordne de sidste ting til juleaften, da jeg mangler at købe de to sidste julegaver. Ellers står dagens gøremål mest på rengøring, og så selvfølgelig hygge, læsning og spil. Jeg glæder mig selvsagt til at læse alle bøgerne på min liste, men særligt ser jeg frem til at læse Fire noveller om kærlighed fra forlaget Novellix og Jul på Stony Cross Manor – Wallflower #5 af Lisa Kleypas, hvor sidstnævnte er den sidste roman i Wallflower-serien. Har du en bog, du skal slappe af med i juledagene? Jeg ønsker dig og dine kære en skøn og magisk juleaften. Jeg holder ikke helt juleferie, og jeg vender snart tilbage med en ny anmeldelse- måske allerede i morgen, hvis alt går som planlagt – så kig med. De bedste julehilsner fra mig til jer alle sammen.

And it was always said of him, that he knew how to keep Christmas well, if any man alive possessed the knowledge. May that be truly said of us, and all of us! And so, as Tiny Tim observed, God bless Us, Every One! – By Charles Dickens, A Christmas Carol.

Featured image

Featured image

Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Featured image

Featured imageSantoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen fra Politikens Forlag på 272 sider og udgivet d. 22. september 2020. Bogen er et gaveeksemplar fra forlaget. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Toget kører mod en lille stationsby i Sønderjylland, hvor en selvmordsepidemi har fået et skræmmende tag på nervesanatoriet Sølund. Året er 1928 og i toget sidder Hannah Neumann denne skønne sommer dag på vej til en ny begyndelse og et nyt liv hjemme i Danmark. Hannah skiller sig ud i mængden af unge kvinder med sin anderledes tøjstil, frisure og væremåde, og nu håber hun på, at hun gennem de nyeste metoder kan hjælpe med at stoppe selvmordene, men i høj grad også at hun er den, der finder ud af baggrunden for selvmordene gennem de nye psykoanalytiske metoder. Hannah går straks i gang med arbejder dagen efter sin ankomst. Hun beder oversygeplejersken Utsen om, at få sygeplejersken Dagmar som fast hjælper under konsultationerne med patienterne. De to bliver et umage par i kampen mod tiden, selvmordsepidemien og ikke mindst alle rygterne. Patienten Duelund også kaldet Hesten er en af de patienter, som nok aldrig kommer til at leve et liv uden for Sjølund. Hun taler ikke til nogen, men det er godt, at hun har kludedukken Lillefar, ellers ville hun aldrig overleve de smertefulde stemmer, der kommer gennem murene og nede fra kælderens dyb. Hesten er kæmpe stor, men et meget mildt væsen – altså det meste af tiden. Hesten er diagnosticeret med konisk syfilis, men Hannah mener, at der gemmer sig en helt anden årsag til Hestens psykiske problemer.

Hannah oplever meget hurtigt, at også her på Sølund skiller hun sig ud. Der er ikke megen kollegialt samvær, hverken med bestyreren overlæge Berg, Dr. Holm eller de mange kandidater, som er ved at uddanne sig til psykiatere. På Sølund arbejder alle læger efter gamle metoder – på nær Hannah. Hun opdager en sammenhæng mellem de tre selvmord – nemlig, at patienterne forsvinder på nætter med fuldmåne. Derfor forlanger Hannah, at der kommer ekstra nattevagt på kvindefløjens tredjeklasse, der er beboet af unge kvinder fra samfundets laveste klasse. Sladderen går hurtigt også på Sølund både blandt patienterne og personalet. Hannah arbejder efter Freuds psykoanalyse, hvor hun også forsøget med hypnose for at komme tættere på kvinderne og hjælpe dem med meget fastgroede følelser af skyld og skam. Månesygen, som både patienter og personale nu hvisker om, er mystiske kræfter i månen, der tiltrækker kvinderne til søen, hvor de drukner sig selv. Men månesygen er noget vrøvl – noget andet og langt mere farligt ligger bag. Hannah finder trøst og støtte i Dagmar, der finder en helt ny side af sig selv sammen med Hannah. Og først nu er hun ved at lære sig selv at kende. Hannah og Dagmar starter et hemmeligt forhold, hvor de kun kan ses om natten, så de ikke bliver opdaget. Hannah føler, at hun mister fokus, og da endnu en kvindelig patient fra tredje forplejningskasse forsvinder, vælter hun. Hun stopper op, kigger på alle sporene endnu engang, og hun ved, at hun har overset noget meget vigtigt! Forholdet til Dagmar må stoppe, da Hannah ikke kan tåle at miste fokus endnu engang, og hun får endda hjælp fra en helt ny og uventet kant. Kan de nye kræfter sammen stoppe en morder, som er på spil?

Væggene græder om natten nu. Men ingen andre hører det. Hesten kan ikke sove for al den smerte, der står tung og blåsort og vibrerer i Sølunds mure, selvom sommernatten udenfor er mild og lun, og det lufter fra de åbne vinduer, hvor gardinerne blafrer let. Det skrækkelige, skrækkelige sker igen, det sker igen, det kommer snart, det kommer snigende, ingen kan stoppe det, hvis bare hun kunne stoppe det. Hvis væggene ville tie, hvis sorgen kunne høre op.

Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen er en rammende mørk roman om frigørelse, skam, magtmisbrug og ikke mindst forbudt kærlighed. Lunding-Sørensen tager sin læser med ind et skræmmende univers, i en svunden tid og et hengemt sted, hvor forbrydelser lidt for let bortforklares og glemmes. I sin genremæssige opbygning og sammensætning er hovedgenreformen i Sanatoriet en historisk roman med væsentlige træk i subgenreformen psykologisk thriller. Romanens handling forløber kronologisk fra den skønne sommerdag i 1928, hvor Hannah er tilbage i Danmark med fokus på en ny begyndelse, men der er flere henvisninger til gamle Hannahs liv i Wien, som hun er flygtet fra. Handlingsplottet er fortalt over en periode på ca. et halvt år fra sommeren 1928 til januar 1929, og der sker mange grufulde ting lige under Hannahs næse, som hun først indser, da det er for sent. Det var med spænding og hjertet oppe i halsen, at jeg vendte siderne og læste om Hannahs store arbejde med at finde sig til rette som kvindelig psykiater og ansat på Sølund. Det var nemlig endnu ikke blevet almindeligt i Danmark, at kvinder kunne indtage så lærde og ledende stillinger, og derfor kan Lunding-Sørensens roman noget særligt i et feministisk perspektiv. Romanen fortæller om en kvindes kamp for at blive set og hørt fagligt – ikke kun som kvinde, og samtidig skildrer romanens handling, hvor langt kvinder er kommer i verden, men også hvor langt der endnu er at gå. Det sproglige plan i Sanatoriet er interessant og henholder sig til romanens historiske kontekst blandt andet med ord som forplejningsklasser, men også med dobbeltbogstaver og ældre udtryk i brevkorrespondancen mellem Hannah og Anna Frank, datter af Sigmund Freud. Romanen er inddelt i små korte afsnit, der skifter mellem de tre hovedkarakterer Hannah, Hesten og Dagmar, hvor forholdene er præget af det spændende, dynamiske og psykologiske spil mellem dem.

Der er meget mørke på nervesanatoriet Sølund, og Hannah må erfare, at det er svært som udefrakommende at skabe tillid mellem hende og patienterne. Da et nyt formodet selvmord på skrækkelig vis finder sted selv med en ekstra nattevagt på gangen, bliver Hannah ude af sig selv. Hun har mistet fokus i sit hemmelige kærlighedsforhold til Dagmar, men nu må hun rette op, og finde det som ingen andre ser. Som karakter er Hannah præget af en viljestyrke, der ikke vil lade sig bøje. Hun er vant til at være den underlige, den mærkelige og den som ingen andre forstår i det almindelige heteronormative samfund, men i selvom man er vant til noget, så gør det, det slet ikke lettere at finde det rette sted at være i verden. En af de mest interessante karakter i romanen er patienten Hesten, der vandre stum rundt med sin kludedukke Lillefar. Hendes baggrundshistorie er grum, og det er smerteligt at læse, hvad hun har måtte gennemgå op til indlæggelsen og endnu mere efter. Lillefar er den, som gør at hun ikke helt falder sammen mentalt. Lillefar er nemlig ikke bare en kludedukke – han er hendes eneste ven. Dialogerne mellem de to er finurlige, sjove og kærlige, på trods af at Lillefar har en lidt skarp tunge, og jeg følte en lettelse ved, at hun, dog på trods af at han er en kludedukke, har ham. Hesten hører stemmer i sanatoriets vægge, der stammer helt fra den dybe undergrund – stemmerne er smertefulde, grædende og skræmmende. I begyndelsen af min læsning troede jeg, det var en del af hendes psykiske diagnose, men som handlingen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at stemmerne ikke kun er i Hestens hoved, men i den grad er virkelige – skræmmende ikke?!

Åh, nej, åh nej. Forrest går manden med de traurige øjne, det er Ingrid, han bærer på. Hun ligger livløst i hans arme med de blege lemmer daskende ved hvert skridt, hovedet gemt ved hans hals. Håret, som er mørkt af væde, drypper på jorden. Sjap, sjap. Hans mørkeblå uniform er gennemblødt, han ser igennem dem, mens han bare fortsætter ligeud.

Lunding-Sørensen trækker i Sanatoriet flere store og tankevækkende tematikker frem herunder eksempelvis magt, venskab og forbudt kærlighed. Magtstrukturerne på Sølund er på overfladen meget lige til med Dr. Berg i spidsen, men den magtkamp som nogle af de fattigste kvinder får at mærke er langt værre og hårdere end noget andet, og endda udført af en ellers velanset læge, som de burde kunne stole på. Men manipulation har mange forvrængede ansigtsmasker, og det er først til allersidst at masken krakelerer. Kærlighedsforholdet mellem Hannah og Dagmar fylder en del i bogen, men særligt Dagmars erkendelse af at vide, hvem hun i virkeligheden er, og det at hun for første gang endelig føle sig hel og lykkelig. Det er interessant at følge hendes udvikling, og også når hun bevæger sig ud på dybt vand, hvor det hele truer med at gå til grunde. Handlingen kan godt ind i mellem være lidt tung og lang, men det hænger sammen med romanens mørke og thrillermæssige komponenter, men jeg er så til gengæld ret vild med Lunding-Sørensens skrivemåde, hvor hun formår at beskrive vigtige og dog tunge emner så præcist. Jeg vendte spændt og koncentreret de sidste sider i Sanatoriet, som dog ikke helt slutter, som jeg ønskede det. Jeg ville ellers SÅ gerne se den skyldige mand straffet, plaget og hængt for sine skrækkelige og manipulerende forbrydelser, men altså han fik en anden straf, som man godt kan sige, på et andet og et højere plan. Hvis du ikke ved, hvad du skal læse i juleferien, så kan jeg anbefale Sanatoriet, hvis du er til spænding, gru og en større retfærdighed.

Featured image

Featured image

Vinterens løfter (Wallflowers #3) af Lise Klaypas.

Featured image

Featured imageVinterens løfter (Wallflowers 3#) af Lise Klaypas fra forlaget Pretty Ink på 315 og udgivet på dansk i 2016. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er Amerikansk med org.titel The Devil in Winter og er udgivet i 2006. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

En mørk og kold aften stikker Evie af fra sin rædsomme onkel og tante, som hun er vokset op hos, efter sin mors alt for tidlige død i barselsengen. Hun kan ikke længere tåle de ubehagelige ydmygelser og det hårde pres, som familien ligger på hende. Nu vil de nemlig tvinge hende til at indgå et giftemål med hendes fætter Eustace, der er lige så tyk og doven som en bjørn. Evie tager et drastisk valg, da hun er fast besluttet på ikke at fejle sin mission, og hun træder da ind i Lord St. Vincents palæ. Hun ved godt, at hun måske vil miste sine tre bedste veninder, Lillian, Daisy og Anabelle, for bestandigt ved at opsøge den berømte libertiner Lord St. Vincent, men hun er nødt til at redde sig selv. Bænkevarmerklubben, der består af de fire piger, har ellers betydet alt for Evie, og nu Anabelle og Lillian allerede blevet lykkelige gift, siden de blev enige om, at hjælpe hinanden med at finde de helt rigtige ægtemænd i forrige sommer. Det hun ønsker allermest er at kunne tilbringe de sidste dage med sin far spilleklubejer Ivo Jenner, som ligger på det sidste af sit sygeleje, og hun vil gøre alt i verden få at nå ham i tide. Andet bind Efterårets luner (Wallflowers 2#) afslutter på spændende vis med, at Lillian Bowman bliver reddet af en arrig og forelsket Lord Westcliff fra klørene af Sebastian St. Vicent, som har bortført hende og vil tvinge hende til giftemål i den skoteske by Gretna Green. Han er hårdt presset økonomisk, men samtidig ofrer han ligeledes venskabet til den ven han har kærest af alle – nemlig Lord Westcliff ved denne overilede bortførsel af en uvillig Lillian.

Her begynder den tredje bog Vinterens løfter (Wallflowers 3#) med at Eve, blot et par dage efter bortførelsen af Lillian, træder ind hos Lord St. Vincent, og sammen indgår de en aftale om et fornuftsægteskab, der gavner begge parter. Men, der er ikke meget tid at spilde, da Evies familie allerede er på jagt efter hende. Sammen tager Evie og Sebastian ud på et hårdt og farefuldt ridt mod den skotske by Gretna Green. Små gløder tændes mellem dem, men Evie nægter at give sig hen til Sebastian mere en blot den ene gang, som gør ægteskabet lovligt. Sebastians rygte er langt fra det, en tro og hengiven ung pige kan ønske sig, og Evie vil ikke lade sig knuse under Sebastians uhæmmede træng til kvinder. Evie når lige tilbage til London og kan være hos sin far i tide. Han ejer den berømte spilleklub, der om ganske få dage går i arv til hende. Sebastian starter, efter en kort rundvisning, med at foretage store ændringer i klubben med mange fyringer. Han vil undersøge klubbens økonomi og nuværende forhold, som dog lader sig meget tilbage at ønske. Han kaster sig over arbejdet med klubben, da han forsøger at holde sine tanker og føleler travlt beskæftiget, så han undergår, at føle noget han aldrig ellers har følt. Det går dog ikke helt efter planen. Evie er i fare for at blive slået ihjel af en af klubbens tidligere ansatte, og Sebastian sætter alle kræfter og resurser ind på at finde ham, men det driver Sebastian til vandvid – en form for vandvid han slet ikke forstår dybden af. Når han at rede Evie fra hendes truende og viljestærke familie, og fange den farlige trussel som render rundt lige i hælene på Evie?

Hun fornemmede, hvordan livet lige så stille forlod ham, og så mærkede hun Cams stærke støttende hånd på sine skuldre. Der var smerteligt stille i værelset, men Evies ører var fyldt af hendes eget hjertes hamren. Hun havde aldrig stået ansigt til ansigt med døden før, og tanken om nu at måtte gøre det og samtidig den eneste person i verden, der nogensinde havde elsket hende, fyldte hende med en knugende angst.

Det var så hyggeligt igen at vende tilbage til Wallflower-universet, hvor jeg her i Vinterens løfter (Wallflowers 3#) er kommet tæt på den meget menneskesky og generte Evie, der bor sammen med sin onde og rædsomme familie. I denne tredje roman i pentalogien får du som læser ikke kun en 1800 tals kærlighedshistorie, men også et lille krimiplot, der er lige ved at tage livet af Lord St. Vincent, og det stopper ikke her, da romanen har flere små krimitwist undervejs i bogens 315 sider. Selve Evies og Lord St. Vincents flugt er både spændende og nervepirrende, da de for alt i verden skal nå frem til Skotland inden Evies familie, når at stoppe dem. Det, at unge forelskede eller andre par på anden vis, ønskede giftemål tog rejsen helt til det skotske Gretna Green er historisk korrekt, og en lille smule romantisk, synes jeg. Her i Vinterens løfter (Wallflowers 3#) kommer jeg med den tredje persons autoritative narrative stemme med helt ind i den nervøse Evies indre monologer og refleksioner, hvor jeg bliver indviet i alle de frygtlige ting og den dårlige behandling, hun har været udsat for gennem det meste af hendes unge liv i det, hun har måtte kalde sit hjem. Romanen er let, hurtig og hyggelig at læse, og det var så fint igen at læse om, de fire piger i bænkevarmer-klubben. De tre andre piger i klubben er også med i romanen, omend det desværre er meget lidt. Sproget er let, og romanens sider er ikke præget af svære og gamle ord, så læsningen går så fin og let, hvor den ene side bliver til mange, og at et kapitel let fører til det næste inden sengetid. Genren i Walflower-serien er som nævnt en historisk kærlighedsroman med et krimitwist, men det er også en feelgood-roman, der jo altid ender godt til sidst, hvor jeg sad tilbage med en varm og glad følelse, da jeg vendte romanens sidste side. Det er så rart, at læse noget indimellem, som er fra en anden historisk tid, fyld med lyserød kærlighed og alt ender godt.

I Vinterens løfter (Wallflowers 3#) er handlingsmønsteret helt anderledes end i de to første romaner og langt mere alvorlig og ligefrem. Der er langt mere krimitwist end kærlighed, men også flere intriger bare internt mellem Evie og Lord St. Vincent, der har svært ved at finde hinanden i deres kontraktægteskab. Der er også flere nye karakterer med her i den tredje roman, og de fleste af dem har også en afgørende plotfunktion. Den unge Miss Daisy Bowman oplever da også et romantisk møde i et hemmeligt rum i Evies fars spilleklub, som er en hel romantisk romanromance værdig – måske der kommer mere om dette mysttiske møde i den næste bog? Som karakter er Evie langt mere stille, genert og alvorlig end sine bænkevarmere-veninder, og det smitter en smule af på min læsning, da stemningen her i Vinterens løfter (Wallflowers 3#) er mere dyster og mørk. Evie er selvfølgelig også vokset op i en ond familie, der kun har ville hende det dårligt, og deres jagt efter hende er grum. De andre tre piger i flokken er noget mere privilegeret og har familier, som elsker og holder af dem. Stemningsskiftet havde jeg dog ikke helt se komme, og jeg manglede en lille smule munterhed ind i mellem. Den omsværmende Lord St. Vincent har et stort ry og rygte som Don Juan, og det har han ikke tænk sig at lave om på nogensinde, da han er meget stolt af sit ry, meeen det er kun lige ind til at Evie nægter ham adgang til sengen. De indgår en aftale, og Lord St. Vincent synes, kun at den er alt for urimelig. Han prøver på, at få Evie installeret på sit palæ og ikke i spilleklubben, som han nu har overtaget styringen af, men Evie er dog ikke så let at slippe af med, og hun giver sig ikke. Alt bliver vendt på hovedet for Lord St. Vincent, men er det kun en fase, og får han lokket Evie til at vige fra deres fælles aftale? Der er her i Vinterens løfter (Wallflowers 3#) de samme tematikker, som i de to første romaner, så eksempelvis kærlighed, veninder, arbejderklassen i 1800 tallet og giftemål mellem den rige del af arbejderklassen og aristokratiet, men også tematikker som ondskab og familie spiller en stor rolle.

Selv ikke det værste uhyre fra mareridtenes verden kunne måle sig med den grusomme deformerede skikkelse, hun nu stod ansigt til ansigt med. Evie rykkede sig tomme for tomme over imod badekarret i et forsøg på at bringe det imellem sig selv og galningen. Hans tøj hang i laser, og han var underlig skæv i den ene side, som var han en marionetdukke med uorden i snorene. Overalt på hans hud – på hænderne, halsen og ansigtet – var der åbne, væskende sår, som om hans kød var ved at rådne bort fra knoglerne, mens han stadig var live.

Jeg er ret vild med Lisa Kleypas’ historiske kærlighedshistorier, der bringer mig tilbage til en forlænges svunden tid med baller, teselskaber og de bedste intriger. Til forskel fra de to første romaner i serien, så er Vinterens løfter (Wallflowers 3#) langt mere hård, ligefrem og det gør desværre at handlingen ind i mellem bliver en lille smule kedelig. Seriens første roman Sommernattens hemmeligheder (wallflower 1#) havde både det virkelig sjove og det meget alvorlige i sig. Eksempelvis grinede jeg og kunne næsten ikke holde trådene tilbage af grin, under min læsning, da jeg eksempelvis læste om, at pigerne spillede mamelukrundbold og endda blev opdaget midt i spillet. Her i romanen manglede jeg meget det lidt sjove og komiske, som de mange ironiske og sarkastiske bemærkninger de to søstre fra Daisy og Lillian. Det håber jeg kommer tilbage i den næste og anden sidste roman Forårets gåder (Wallflower 4#), hvor det er den sjove og dramatiske Daisy, som nu skal på jagt, som den sidste efter en ægtemand. Jeg glæder mig til at starte på bogen lige om lidt, og som jeg primært vil læse i om aften inden sengetid. Denne serie er også en del af min serielæsning, hvor jeg har planlagt at læse den sidste roman i Wallflower universet Jul på Stony Cross Manor i slut november – start december, da man jo kan ane en lille smule jul i titlen, og det passer så fint ind i min julelæsning.

Featured image

Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde af Jessica Fellowes

Featured image

Featured imageMitfordmordene 2 – De smukke unge døde af Jessica Fellowes fra Politikens Forlag på 350 sider fra 13 august 2019. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Mitford Murders. Bright Young Dead, udgivet 2018. Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget forlaget. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde af Jessica Fellowes er andet selvstændige roman om de mystiske, brogede og glamourøse Mitdord-søstre. Tiden er nu rykket ca. fem år frem fra den første roman Mysteriet på Asthall Manor sluttede til nu i 1925, hvor den næstældste søster i Mitford-flokken snart træder ind i de voksnes rækker. Nancy og Pamela tilbringer nu en del tid i det hippe London. Louisa Cannon, der er husets yngste barnepige og nu anstandsdame, er med Nancy og Pamela i London, hvor hun er anstandsdame, men dog mest for Pamela. Under et besøg i et af de store huse i London møder Louisa den ung tjenestepige Dulcie Long, der som hende selv er ansat til at kigge efter husets store og små børn. De to tjenestepiger ligner hinanden på så mange måder, men der er noget helt specielt, der alligevel adskiller dem fra hinanden. Den ældste søster Nancy planlægger den helt perfekte 18-års fødselsdagsfest for sin lillesøster, og festen skal være noget ganske særligt. Men, som vi kender Nancy fra den første roman, så er det aldrig kedeligt, når hun har sine fingre med i spillet. Nancy vil have Pamela med ind i et helt bestemt luksuriøs klasseslæng med de smukke, unge, rige og berømte. Nancy planlægger en natlig skattejagt for at lokke de helt rigtige gæster med, og hele selskabet er meget spændt på, hvordan aften og særligt natten kommer til at forløbe. Festaften starter ud på bedste manér, men alt går dog langt fra som planlagt, da noget går fatalt galt, og en af de mest populære unge mænd i slænget bliver myrdet under den natlige skattejagt.

Det lokale landpoliti bliver tilkaldt, og de får lidt for hurtigt fundet den skyldige, da tjenestepigen Dulcie, der finder den afdøde Adrian Curtis ved foden af kirketårnet, har stjålne smykker på sig. Dulcie bliver straks ført i håndjern og væk, imens Louisa prøver på ikke at skylde skylden på sig selv, og hendes medvirken i det hemmelige møde mellem Dulcie og Adrian Curtis. Louisa kan ikke forene sig med, at Dulcie er morderen, så hun begynder at undersøge sagen. Uden Mitford-familiens viden opsøger hun Dulcie i fængslet i London, men det får hun ikke meget ud af udover en adresse på Chalottes Curtis syerske, som hun har lovet at give videre. Louisa inddrager, også her i bogen, Guy Sullivan en smule i sagen, men han er selv meget optaget af at fremme sin karriere i Scotland Yard. Han finder en kløgtig, men udsædvanlig makker i politibetjenten Mary Moon. Sammen bliver de med nød og næppe inddraget i sagen med Alice Diamond, der er leder af en stor gruppe med kvindelige tyve med tilnavnet “De Fyrretyve Røvere”. Alice Diamond er snu og har endnu kunne undslippe lovens stærke arm, men Mr. Sullivan er på sagen. Nancy, Pamela og Louisa tager til London på familiebesøg, men i virkeligheden skal de på Club 43 sammen med slænget i “De Smukke Unge”. Louisa giver beskeden fra syersken via Pamela til Charlotte, der bliver meget oprørt over sedlen. De efterfølgende dage opsøger Pamela og Louisa i stedet selv syersken. Her opdager Louisa Dulcies store hemmelighed. Dulice er så bange for, at “De Fyrretyve Røvere” skal opdage hendes dybeste hemmelighed, og derfor er hun mere end villig til gå i døden for at beskytte sin familie og blive dømt for et mord, som hun ikke har begået. De to sager hænger sammen, men formår Louisa at holde sin rolle skjult for Mitford-familien i hendes søgen efter at finde den rigtige morder?

Louisa og Mary var fanget. Pubbens tunge døre var lukkede og åbnede indad. Bertha stod over for dem, og hendes brede skikkelse så endnu bredere ud, som hun stod der og skrævede med sine skinkelignende lår. De to kvinder stod klinet op ad hende, fulde af forventning ved udsigten til et godt slagsmål. Louisa kunne høre, at der var blevet stille i pubben. Folk havde hørt deres samtale. Og det var ikke engang det værste.

Der er en helt særlig historisk stemning i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde, hvor Jessica Fellowes endnu engang formår at danse så fint mellem de vigtige kulturelle, klassemæssige og samfundsstrukturelle tendenser i tiden i 1920’erne. Tidens tand former de to ældste Mitford-søstres og Louisas ungdom særligt under deres besøg i SoHo, der er den vestlige del af London (The West End). Fellowes referer til “De Smukke Unge”, hvor hun her generelt mener ungdommens frigørelse fra faste familiemønstre, krav og regler. De unge bohemer nyder i tiden at danse sig fri til jazzmusikkens rytmiske toner, drikke alkohol efter forbuddet er ophørt kl 22 og indtage stoffer sammen med den nye stormende arbejderklasse af både mænd og kvinder. Romanen er en historisk krimi, da mordet på Adrian Curtis er med til at skabe spænding og lyst til videre læsning. Jeg var dog mere betaget af romanens historiske kontekst og de dybe klassemæssige- og kulturelleskel end selve krimiplottet med mordet. Romanens narrative stil er skrevet med en tredjepersons autoritativ stemme, hvor jeg følger Louisas indre kvaler, og Mr. Sullivans store ønske om at vise sine fantastiske opklaringsevner i løsningen på alverdens forbrydelser. Jeg slugte den første bog i serien, Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor, med stor spænding under hele min læsning, og afslutningen havde jeg slet ikke set komme. Jeg fandt dog ikke helt den samme spænding her i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde, men den solide bog på 350 sider virkede ikke helt så lang endda, da der er mange fine skift mellem kapitler og karakterer i bogen, som også var med til at opretholde min læselyst og spændingen i løsningen af mordgåden.

Det var en stor fornøjelse at vende tilbage til Mitford-familien og nye spændende mysterier. Her i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde er det Pamela Mitford, som er omdrejningspunktet for romanens handling. Som karakter er Pamela en helt andet end sin søster Nancy. Der hvor Nancy er sjov, oprørsk og ude på ballade, er Pamela langt mere alvorlig og voksen, og mere til det landlige liv så som at gå på jagt, ride og deltage i selskaber på store gårde og godser. Der er ikke meget, som Fellowes ikke får med i sine karakterskildringer. Fellowes er som forfatter enestående til at beskrive Louisas inderste refleksioner og følelser – særligt i hendes indre konflikt i mellem hendes rolle som barnepige i Mitfordfamilien og lysten til at forme eget liv ved at arbejde på et kontor eller på en af de mange fabrikkerne, og derved skabe sit helt eget hjem og vennekreds. Hun bliver beruset af storbyens lokkende Jazzklub og unge mennesker som hende selv, og det er først, da hun forstår omfanget af Dulcies alvorlige situation, at hun vågner brat op. Det kunne jo have været Louisa selv, der sad i samme situation og med en hemmelighed, der for alt i verden ikke må blive opdaget af Alice Diamond og “De Fyrretyve Røvere”. Mr. Sullivan kommer igen Louisa til hjælp, da hun er allermest i vanskeligheder, men han skal passe på ikke at blande sig alt for meget, da politiefterforskningen af mordet på Adrian på Asta Hall falder uden for hans juridistriktion – han skulle jo nødig miste sit arbejde som betjent, nu når han endelig er kommet ind ved Scotland Yard. Tematikkerne i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde er klasseskel mellem de rige og arbejderklassen, kærlighed og venskaber. Motivet for mordet er godt skjult i jalousiens lænker, hvor Fellowes inddrager flere forbrydelser i samme plotspor, og der er flere interessante spor og krogede veje at følge.

Der lød endnu et skrig, denne gang mere af smerte end af frygt, fra den anden side af kirkemuren. De løb alle sammen gennem porten, og Louisa hørte i samme øjeblik Charlotte komme ud af huset og med skinger stemme spørge, hvad der foregik. Nancy var lige i hælene på hende.

Er du vild med bøger, som bringer sine læsere med på nærmest umulige og uløselige mordgåder, som krimier af Agatha Christie, Francis Scott Fitzgerald og Julian Fellowes? Så er Mysteriet på Asthall Manor og Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde helt klart noget for dig. Romanerne tager dig med ud på spændende og frygtindgydende mysterier i hårde miljøer. Du kommer ikke alene med på en detektions rejse, men du bliver også taget med tilbage i en historisk tidslomme og lærer om jazzmusikkens fremvoksende popularitet og kvindernes frigørelsesproces, der her i 1920’erne er godt på vej. Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde er i forhold til sin forgænger en lille smule mere tung i plottet, men nu var jeg også vildt begejstret for Mysteriet på Asthall Manor, og jeg kunne næsten ikke få armene ned over slutningen. Her i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde er det ikke helt den samme læseoplevelse, men til gengæld er Fellowes historiske kontekst mere i centrum. Det var ret spændende at blive taget med ind i den samfundsmæssige betydning af tyvegruppen “De Fyrretyve Røveres” virke, og ind i tjenestepigen Dulcies hjem, familie og fremtid. Det er ikke kun tidens kontekst Fellowes inddrager på spændende vis. Hun inddrager ligeledes faktiske personer som eksempelvis Alice Diamond, der blev dømt for sine forbrydelser som dronning over “De Fyrretyve Røveres” i 1926, der herefter førte til kvindebandens fald. Hvis du ikke har læst seriens førte roman endnu, så kan du hoppe ind og læse min anmeldelse af Mysteriet på Asthall Manor ved at klikke lige her. Jeg håber, at den tredje bog snart udkommer ved forlaget, da jeg glæder mig til at læse mere om Mitfordfamilien og det søde spirende forhold mellem Louisa og Mr. Sullivan.

Featured image

Featured image

Drømme, der stille indfries

Featured image

Dreams do come true, if only we wish hard enough. You can have anything in life if you will sacrifice everything else for it ― By J.M. Barrie, Peter Pan.

Det er endnu ikke et halvt år siden, at jeg skrev mit nytårsindlæg her på bloggen, så det er endnu lidt for tidligt at lave en opsummering, men nu sker der noget stort. En af mine største drømme for 2020 var at finde et skønt hus gerne lidt ude på landet, og det har jeg så arbejdet en del på. For en måneds tid siden var jeg tæt SÅ på at leje et lille hus, men det gik i vasken pga. af lidt for meget, efter min mening, diskrimination fra udlejers side, der gik på, at jeg jo er enlig forsørger, men heldigvis er der ikke noget, som er skidt for ingen ting, da jeg nu endelig har fundet et andet hus, der er endnu mere perfekt både i forhold til størrelse, have og transportmuligheder. Huset ligger lidt uden for Fredericia med skoven og stranden som tætte naboer. Jeg er sikker på, at min hund kommer til at elske haven, når vi flytter ud fra by-lejligheden lige om lidt. Det er egentligt lidt sjovt at tænke på, at jeg i det meste af mit unge og voksne liv har boet i centrum af Fredericia, da jeg så længe, jeg kan huske tilbage altid har drømt om at bo på landet. Mit sind og min krop slapper bare af på en helt anden måde, når jeg er uden for byens trummerum, larm og mange mennesker hele tiden. Bare jeg ser marker, køer og åbne lysninger, så er min krop og mit hoved en stor lykke. Grunden til at flytningen fra by til land først kommer nu er nok, at det mest har været meget praktisk, jeg er blevet i byen pga. arbejde og min datters skole, men efter 13,5 år i samme lejlighed, er det skønt, at der endelig sker noget nyt og et nyt eventyr venter os.

Den næste måneds tid skal gå med at pakke og købe lidt nye ting til huset og haven. En af de allervigtigste ting, som jeg skal have købt flere af er selvfølgelig bogreoler, og nu hvor vi får meget mere plads, så bliver der også et rum til et fint lille bibliotek til mig – Jubiiii, jeg klapper allerede i mine små tygge fingre. Åh, og så jeg elsker også allerede den have! Jeg har nu også lovet at passe den, ind til vi flytter ind i midten af sjette måned, og det er så skønt bare at køre ud i den skønne og varme sommerluft og nyde den skønne have og de brægende dådyr og køer. Ikke langt fra huset ligger der nemlig en stor dådyrgård/farm – jeg ved ikke lige, hvad sådan et foretagende hedder, men søde og skønne er de små dådyr og bambier i hvert fald, og jeg ser allerede nu frem til løbeturene forbi indhegningerne. I løbet af sommeren kommer der også en masse frugter og bær, da haven er en fin oase af frugttræer og bærbuske – Sikke så sund jeg ender med at blive. Min datter glæder sig allermest til at få en have, som hun kan springe rundt og lave øvelser i med diverse gymnastikredskaber. Træning er jo altid sundt og særligt i den friske luft. Efter sommerferien starter hun også i udskolingen, som også betyder en helt ny start, hvor hun med springgymnastik, som er hendes helt store passion er blevet optaget som idrætstalent i Fredericia Kommune.

Here is the world of imagination, hopes, and dreams. In this timeless land of enchantment, the age of chivalry, magic and make-believe are reborn – and fairy tales come true. Fantasyland is dedicated to the young-in-heart, to those who that when you wish upon a star, your dreams come true ― By Walt Disney.

Med sommeren 2020 kommer der til at ske en masse nye ting på flere fronter, og allerede nu er jeg godt på vej med at få indfriet alle mine drømme og ønsker for 2020. Vi glæder os meget til at gå dem alle i møde med et nyt hjem, en ny skolestart og forhåbentlig snart et arbejde til mig. Jeg søger forsat arbejde sammen med de nu 50.0000 andre ledige. Jeg har gennem hele mit ledighedsforløb søgt både inden- og udenfor mit akademiske felt. Jeg har stadig nogle få vagter i Bog & Idé i Fredericia, hvor jeg elsker at være. Det er så hyggeligt, og alle kunderne er bare så søde. Det er godt at komme lidt ud ind i mellem, og sig endelig til, hvis du eller nogen du kender står og mangler en som mig – jeg er frisk på det meste og klar til nye skønne udfordringer. Det sidste stykke tid har jeg ikke fået læst eller anmeldt ret meget pga. op og nedture i forbindelse med hus-ikkehus og så et endnu bedre hus, men det kommer nu igen, da lysten, roen og overskuddet er kommet meget mere igen. Man bliver nu også lidt doven af ikke at lave noget, og jeg har også kunne mærke (og se) på krop og sind, at alle mine gymnastikhold stoppede med krisens indtog i Danmark. Forhåbentlig beslutter regeringen MEGET snart at genåbne forenings Danmark, så vi kan komme ud til alle især børnene og i gang igen. Du kan også følge med i mit nye bogligeventyr på Instagram, hvor jeg løbende vil ligger op i story – du kan finde mig lige her: https://www.instagram.com/crossingjourneys/. Jeg håber, at du nyder den søde sommerluft, der især nu er begyndt at komme. Rigtig god pinse.

Featured image
Featured image

The Woman in White af Wilkie Collins

Featured image
Featured imageThe Woman in White af Wilkie Collins fra forlaget Penguin English Library på 720 sider fra 2012. Romanen er læst på engelsk, og org. udgivet i månedlige installationer i Charles Dickens’ magasin All the Year Round. fra 26 November 1859 – 25 August 1860.
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

En kvinde klædt i hvidt er stukket af fra den psykiatriske afdeling, hvor hun i de sidste mange år har været indespærret af en magtfuld mand, da hun kender til hans dybeste hemmelighed, som for alt i verden ikke må slippe ud. Under sin flugt får hun hjælp af den unge Mr. Walter Hartright, da han hjælper hende ind i en hestevogn, og de kører afsted sammen. Han stiger af og lader kvinden drage mod sit bestemmelsessted, men han kan ikke få lokket ud af hende, hvor hun skal hen. Kvinden er så rystet og en smule hysterisk over sin flugt, at hun har meget svært ved at tale. Mr. Hartright ankommer lidt for sent til sin aftale på Limmeridge House i Cumberland, hvor han skal til møde om et arbejde som kunstlærere for den unge smukke Laura Farlie, men heldigvis får han stillingen alligevel. Det kommer meget bag på Mr. Hartright, at den unge Miss Fairlie ligner så meget den unge kvinde i hvidt, der var ude på sit livs flugt. Dagene går og Mr. Hartright, Miss Laura og hendes ældre halvsøster og livsven Marian Halcombe finder hurtigt ind i en stille rytme i det smukke landskab, der omgiver Limmeridge House, men en dag, hvor de er ude at gå ved familiens gravpladser, støder de pludselig ind i kvinden i hvidt og en kvinde, som hun har med sig.

Der spirer en sød forelskelse mellem Mr. Hartright og Miss Fairlie, men forelskelsen er til ingen nytte, da Miss Fairlie er forlovet til anden side til den ubehagelige Sir Percival Glyde. Et fornuftsægteskab, der blev indgået på Miss Fairlies fars dødsleje flere år tidligere. Efter mange hjerteskærende og bedende bønner fra Miss Fairlie, nægter Sir Percival Glyde stadig at annullere forlovelsen og det kommende bryllup, da ægteskabet for ham kun er et fornuftsægteskab, hvor det økonomiske har meget stor betydning. Der kommer et uventet personligt brev med et bud, der på det alvorligste fraråder Miss Fairlie at indgå ægteskabet, da Sir Percival Glyde gemmer på frygtelige hemmeligheder. Den handlefaste Marian Halcombe begynder straks af finde ud af, hvem brevet er fra og Mr. Hartright fortæller om sit møde med kvinden i hvidt og den forunderlig lighed til Miss Fairlie. Miss Halcombe kommer hurtigt frem til, at den ukendte kvinde i hvidt må være Anne Catherick, som de ikke har set siden barndommen, hvor Anne gik i skole med de to søstre. Sir Percival Glyde leder meget i ihærdigt efter Anne for at få spærret hende inde igen, men nu er trioen med Mr. Hartright, Miss Halcombe og Miss Fairlie også på jagt. Eftersøgningen og jagten ender ud i en snedig mordgåde og identitets forbyttelse. Hele forbrydelsen er så gennemtænkt, men har kun et lille svagt led, som kun kan findes af en mand, hvis retfærdighed og liv afhænger af den ægte kærlighed for at redde og skåne hans allerkæreste.

Where is the woman who has ever really torn from her heart the image that has been once fixed in it by a true love? Books tell us that such unearthly creatures have existed – but what does our own experiences say in answer to books?

Spændingsromaner og krimier, som vi kender dem i dag, var i starten af 1800 tallet slet ikke kommet frem endnu. Man siger i snævre litterære kredse, at Charles Dickens er kriminalromanens fader, hvilket jeg erklære mig fuldt enig i, da han med Oliver Twist tydeligt viste ikke kun mord og detektiv-detektioner, men han viste i særlig grad også, hvordan samfundets fattigste klasse levede med alt, hvad der medførte. Wilkie Collins så op til Dickens måde at skrive på, som mange andre forfattere i England og verden over som eksempelvis H.C. Andersen. The Woman in White er Collins femte roman, og bliver bredt anset som at være en af de første spændingsromaner inden for genren ‘Sensation Novel’. Betegnelsen her, kan som så meget andet på engelsk, ikke blot hurtigt oversættes, da genrebegrebet ‘The sensation Novel’ gemmer på mange delelementer, som jeg nu forklare kort. Genrebegrebets kendetegn er også som en roman med hemmeligheder, hvor realisme kombineres med kærlighed sammen med melodrama og Newgate romaner med mord, hængninger og helte. Altså en romangenre med mange spændende sammensætninger og sammenkædninger af flere forskellige genredele. I The Woman in White er genrebetegnelsen sat sammen med realisme, kærlighed og særligt gotiske træk, som leder vejen med mysterierne om den mystiske Kvinde i Hvidt, og det som følger med hendes flugt og den hemmelighed, hun gemmer på.

The Woman in White er først udgivet som en seriel victoriansk roman fra 1859 til 1850 med fine illustrationer, der var ekstremt populære i sin tid, men som moderne og samlet roman er bogen strukturelt inddelt i rigtig mange små dele, som også angiver at det fortællende narrativ skifter til en anden af romanens karakterer. I The Woman in White fortælles historien nemlig af forskellige jeg-fortællere, som er et fortællende virkemiddel, men som også samtidig gør at handlingen kan virke noget langtrukken. Romanen er forholdsvis letlæselig på engelsk, da de forskellige karakterers personkarakteristik fremkommer ved udtalemåder og personificering af bestemte taleudtryk, der gør karaktererne mere menneskelige og plottet mere spændende. Karaktererne er fremskrevet med en følsomhed, som gør læsningen interessant og lidt lettere. En af de karakter jeg synes bedst om at følge gennem romanen var Mr. Hartright, som er både hensynsfuld og kløgtig til at træffe de rette beslutninger i læsningen af romanens store hemmeligheder. Det var også meget hyggeligt at følge den søde Miss Halcombe gennem hendes fremstilling af hændelserne. Hun er også den karakter, jeg synes bedst om, i de andre fortællers beskrivelser af hendes væsen og hele handlemåde. Romanens handling er sat i konteksten i det victorianske England, hvor Collins så fint har indlejret tidens regler for menneskers sociale interaktioner og god etikette. Ligesom genreformen er komplekst er såvel også The Woman in White, hvor særligt opklaringen af hemmeligheder og dødsulykker i et næsten evigt komplot synes aldrig at få en ende med flere tilstødende historier og personer, er i romanens slutning næsten bundet fuldendt sammen med kun få løse ender.

I say what other people only think, and when all the rest of the world is in a conspiracy to accept the mask for the true face, mine is the rash hand that tears off the plump pasteboard, and shows the bare bones beneath.

Det har længe været et af mine store ønsker at læse The Woman in White, men også andre af Collins romaner, dog skulle det tage mig meget meget lang tid, hvor jeg også flere gange startede forfra på bogen, men til sidst kom jeg gennem. Det er ikke fordi, at bogen er kedelig som sådan, men der er så mange tråde og rigtig mange stemmer, der tilsammen danner hele det fortællende plot, så det kræver en del koncentration og nedskrivninger for at huske alle brikkerne i et stort hele. Koncentration og tid er en vigtig ting, som jeg under min læsning ikke kunne finde før den sidste gang, jeg startede på bogen, men så gik læsningen også derudaf. Der findes næsten ikke noget bedre end at læse en bog færdig, som man har kæmpet lidt med – det at opgive et bogprojekt er ikke lige mig, da stædigheden altid vinder til sidst. Der går alt for lang tid mellem, at jeg får læst klassikere, siden jeg stoppede på universitet – det må jeg se at få lavet lidt om på, da det i høj grad er de bøger, jeg finder glæde og nysgerrighed i, men som jeg også elsker at forsvinde ind i. Jeg har også planer om at læse flere andre af Collins værker heriblandt The Dead Secret og The Moonstone, som begge står og venter på at blive læst i bogreolen, men jeg ved ikke helt hvornår. Jeg håber dog på at kunne få læst en af bøgerne i løbet af i år.

Featured image

Jens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann

Featured image
Featured imageJens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann fra forlaget Kahrius på 143 sider fra 2019. Bogen er et anmeldereksemplar fra Simon Hamann
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Jens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann er en selvstændig bog med et lille udvalg af Baggesens lyrik med tilhørende noteapparat, der letter læsning for den nutidige læser. I et fint i formativt forord til bogen skriver Hamann selv, at han har udvalget et bedret udsnit fra Baggesnes lyriske forfatterskab som eksempelvis længselsfulde og humoristiske rimbreve, præromantiske digte og gendigtede folkeviser. Dette har han bevist udvalgt for at forsøge at vække størst mulig interesse for Baggesens forfatterskab som sådan, men også at bogen kan dække flere mulige undervisningsforløb i gymnasieskolen. Det første digt i samlingen er “Til Bogen” fra digtsamlingen Ungdomsarbeider fra 1791 og er et af dem, jeg holder allermest af i samlingen, da Baggesen her i dette lille fine poetiske digt fortæller sine intentioner for, hvordan en bog bør og skal fremstå for sin læser og ikke mindst verden. I digtet ligger Baggesen også vægt på den sproglige struktur imellem det sjove og det alvorlige i en bog på en fin og let måde. I fædrelandssangen “Til mit Fædreland” fra 1796 skriver Baggesen på smukkeste vis om Danmark. Her i det lyriske digt træder Baggesens præromantiske træk frem i beskrivelserne af himmel og jord i Danmark, men også i særlig grad fornemmes det smukke, det skønne og hjemmelige. I Baggesens digtning er der som sådan flere præromantiske træk, men nye digtere som Adam Oehlenschläger kommer frem med en ny og mere romantisk digtning i begyndelsen af 1800 tallet.

Baggesen flyttede flere gange mellem Danmark og Tyskland af forskellige årsager. Der opstod en litterær fejde mellem Baggesen og Oehlenschläger, som tog hårdt på Baggesen og hans digtervirke i Danmark.
Oehlenschläger var den nyeste og ombejlede digter, som Hamann også skriver om i sit forord til bog. Baggesen prøver at tilnærme sig Oehlenschläger med rimbrevet “Noureddin til Aladdin” i 1806, men det får Baggesen intet ud af. Rimbrevet er en gendigtning af det mellemøstlige folkeeventyr Aladdin og den vidunderlige lampe, som i øvrigt stammer fra 1001 Nats eventyr, hvor folkeeventyret ofte indgår i samlingen fra 1700 tallet. Her i Baggesens digtning til Oehlenschläger antager Baggesen selv rollen som den onde Troldmand Noureddin, og Oehlenschläger den heroiske Aladdin. Gendigtningen af folkeeventyret er en smuk hyldest til Oehlenschläger, der hylder hans geni og stigende popularitet, men Oehlenschläger trækker de unge med sig og afviser den gamle digtergade. Heri opstår Baggesenfejden, som 7 år senere knækker Baggesen, og derfor forlader han i 1820 Danmark for sidste gang. Disse litterære fejder var slet ikke ualmindeligt i 1700 og 1800 tallet, og fejderne blev til offentlig skue, da svar og modsvar forfatterne imellem blev utrykt i aviser og pamfletter i den offentlige presse. Baggesen skrev ligeledes flere digte til og om kvinder, hvori han i 5 år besang den ti årige ældre og gifte kvinde Magdalene Pram, som han i sin digtning opkaldt efter måneguden Seline.

Fra: Til Bogen:
Taal alt – det er den største Dyd herneden!
Vær stolt af Ondes Had og Narres Spot!
Vær munter! men for alting vær beskeden!
Det klæder alle unge Bøger got.

Jens Baggesen – digte i udvalg er en fin ny udgivelse af udvalgt lyrik af Baggesen. I forordet gør Hamann bogens sigte og ærende klart, da bogen ikke blot er udgivet uden mange tanker bag i forhold til praktisk brug. Hamann vil gøre sit til, Baggesens lyriske forfatterskab ikke forsvinder i glemslen, og gøre Baggesens lyrik lettere tilgængelig for nutidens unge, hvor bogen særligt kan bruges til unge på de gymnasiale uddannelser. Strukturen i Jens Baggesen – digte i udvalg er fordelt på 143 korte sider, og er ifølge Hamann en “stilmæssig tillempet rød tråd”, som jeg dog ikke helt selv kan finde i bogen, men jeg er heller ikke den rette til, at kunne udtale mig, da det lyriske felt aldrig, eller i hvert fald ikke endnu, helt har vist sig for mig som noget ekstra ordinært, som eksempelvis de gamle episke romaner af Henry Fielding, Samuel Richardson og Charles Dickens, som jeg har en stor forkærlighed for. Jeg synes mere, at jeg kan se en tidsmæssig udvælgelse, hvor de lyriske stykker fremhæver de refleksioner og følelser, som Baggesen har haft gennem vigtige perioder i sit liv. Som i eksempelvis ”Overalt den Elskede – Til Seline” fra 1801 til-synger Baggesen den smukke og skønne Magdalene, hvis ynder og væsen han ikke kan glemme. Det er med poetiske og sjælelige følelser i sætninger som “Dit Smil fortryller mig i Lunas stille, Uskyldighvide, høitidsfulde Glans;”, at Baggesen drømmer om sin ungdomskærlighed, som blot og desværre forblev en sjælelig drøm.

Baggesen var for sin tid forholdsvis letlæselig i forhold til andre digtere, men for nutidens læsere i dag meget svær at forstå. Hamanns udvælgelse i Baggesens store forfatterskab, har han endvidere også lagt vægt på, at de enkelte lyriske digte, rimbreve mm kan indgå i forskellige litteraturhistoriske emner i gymnasieskolen. Sproget i denne lille lyriske samling er holdt i original stil, som Baggesen selv har skrevet dem i. Bog har er rigtigt fint noteapparat, som både er kort og fint informerende, der ikke trækker i langdrag og kommer med unyttige oplysninger. Noget af det, som jeg fandt allermest spændende er selve fejden mellem Baggesen og Oehlenschläger, som jeg på et tidspunkt vil finde ud af mere om. Under mit speciale var en af mine problemstillinger stridighederne i Newgate-fejden mellem Charles Dickens og William Makepeace Thackeray, der senere blev til en Newgate diskurs, som omhandlede særligt Dickens´, men også generelt overklassens forfatteres, inddragelse af kriminalitet, klasse og magt i deres romaner. Det er yderst spændende at undersøge i gamle aviser og magasiner. Jens Baggesen – digte i udvalg er en fin bog, der vil kunne hjælpe mange læsere. Om bogen lokker unge til, tror jeg ikke, men det må tiden vise, dog er jeg helt sikker på, at mange unge på ungdomsuddannelserne vil kunne få stor nytte af Jens Baggesen – digte i udvalg i undervisningssammenhæng i deres forståelse af, hvad Baggesens digtning fortæller om og betydningen af denne i eftertiden.


Fra: “Rejsen til Korsør”
Jeg slutter her. Thi nu er al Forandring
Af Tonen, jeg engang er kommen i,
Umulig. Skriv mig snart! Det er mit sidste,
Mit Hiertes sidste Suk! O! hvis De vidste,
Hvor nær jeg er mit gamle Mulerie! – – –
Snart er og Glæden her forbi, forbi, forbi.

Featured image

Takt og tone – Hvordan vi omgås af Emma Gad

Featured image
Featured imageTakt og tone – Hvordan vi omgås af Emma Gad fra forlaget Gyldendal på 332 sider fra 2018. Bogen er org. udgivet i 1918.
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Emma Gads håndbog til livets takt og tone i, hvordan vi omgås hinanden er en litterære klassikere, som aldrig går helt af mode. Det er lidt hyggeligt og sjovt at læse om gamle skikke, retningslinjer og gode råd til opførelse fra en forsvunden tid. Håndbogen begynder meget praktisk med “Livets højtider”, hvor Emma Gad tager sin læser med ind i alt lige fra forlovelse, bryllup, barnedåb konfirmation, sølvbryllup mm. Gad kommer med gode råd til, hvordan man skal forholde sig og agere før, under og efter højtiderne. Der er også her helt særlige regler for at gøre det rigtige, så man ikke bliver udstød af det gode selskab eller bliver set ilde på. De danske skikke i forbindelse med livets højtider i Danmark skiller sig i virkeligheden ikke meget ud fra de særlige etiketter i England i 1800 og 1900 tallet, hvor mange af de usagte “regler” for god takt og tone var altafgørende for, hvordan og hvilken betydning man havde i samfundshierarkiet. Eksempelvis beskriver Gad om, hvordan og hvem man skal sende invitationer ud til, hvem man sender gaver til og ikke mindst, hvordan man opfører sig ved bordet. Et af de afsnit jeg synes allerbedst om i den lidt store og tunge håndbog er det ottende afsnit “Livet uden for hjemmet”, hvor Gad går i dybden med gode råd inden for alt lige fra telefonering til brevskrivning og til restauranthøflighed og høflighed, når man møder nogen på gaden.

I det sjette afsnit “Omgangstone og samtale” skriver Gad et par indledende ord til afsnittet om, hvordan man bør være og opføre sig i almindelighed. Hun skriver blandt andet, “…høflighed er så noget nær det stærkeste våben, man kan have i hænde. Jo mere uhøflighed man møder hos en modpart, jo stærkere står man, når man selv er fuldt ud høflig”(Gad2018,133). Gad har jo i særdeleshed ret her, da dette stadig gælder. I dag kan man også sige som Clement Kjersgaard i programmet Debatten på DR2, “Jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du snakke med dem”. Efter det indledende ord følger herefter hele 18 sider fordelt under to underoverskrifter “Omgangstone” og “Samtale” med en lang række underpunkter. I “Omgangstone” giver Gad en masse gode råd om, hvordan man forholder sig til eksempelvis kedsomhed, smågæld og bøger, hvor hun ikke ligger skjul på sine egne meninger her – så fin nostalgi. Under emnet “Samtale” er det råd til blandt andet “Utidig spørgen” og “Utidig hvisken”. Selvsagt så må man jo ingen af delene, da det ikke er god tone, men hvis nu man nu alligevel ikke kan nære sig med at spørge en gæst om noget, så husker Gad os på, “At have en skælm bag øret og en lun udtryksmåde er derfor noget af det bedste, man kan få i vuggegave af en venlig fe…”(Gad2018,143). Det sidste afsnit som jeg gerne vil fremhæve her er det syvende afsnit “Sommerliv”, der emmer af hyggelige og skønne stunder af sommer på landet med familie og slægtninge. Her kommer Gad med et godt og hjertekært råd om, at man bør invitere enlige slægtninge, som kusine eller tante, da der intet så trist er at sidde helt alene i storbyens varmende trængsel i en lille lejlighed. En meget hyggelig og sød tanke – synes du ikke?

Evnen og lysten til brevskrivning er omtrent gået tabt i vore dage, undtagen hvor det gælder et forelsket par, der må sende et brev en time efter, at man skilles. Hvem skriver ellers lange breve? Tiden er blevet så forjaget, at de fleste nøjes med et telegram eller et postkort, som ganske vist kan bringe en venlig hilsen, men intet derud over.

Takt og tone – Hvordan vi omgås er strukturelt bygget op i 10 fine afsnit, som fører læseren igennem alle livets væsentlige begivenheder med de fineste illustrationer og en smuk lilla farve. Så hvis man kom i tvivl om og søgte råd om en begivenhed, så kunne man altid finde svaret her i Gads informative håndbog. Jeg er ret vild med selve designet af bogen og hele det grafiske udtryk i håndbogen. Håndbogens indre strukturelle opbygning er prydet med fine gamle forsider fra Gads tid, som er med til at modvirke tungheden af en håndbog. De smukke gamle forsider er fra ‘Hjemmet’ og ‘Familie-Jounal’, og de er bare så fine, og jeg lod mig helt fortrylle af tidens tak og tone inde i billedeillustrationerne. I bogen er der også fine reklamesider fra eksempelvis sæbe fra LUX, cykeldæk fra Codan, Hector – sælger af fodtøj, og mange andre fine og farverige reklameannoncer. Sproget i Takt og tone – Hvordan vi omgås er holdt i den oprindelige gammeldags tone, som gør at hele værket emmer af nostalgi og levn fra en fjern fortid. Der er mange ord, som en nutidig læser aldrig har læst som eksempelvis “skælm bag øret”, og dette synes jeg gør læsningen sjov, spændende og interessant. Jeg elsker at nørde med ord, talemåder og deres betydning dog mest på engelsk, men det var ret fint her i bogen også. Gads tone er informativ, ligefrem og der er absolut intet, man kan tage fejl om, da Gad ikke ligefrem ligger skjul på sine egne holdninger og meninger i sager undervejs, hvor en mening eller stillingstagen er påkrævet. Det er jo en håndbog, og det gør jo bogen er tung og lang at komme igennem i sig selv. Jeg er slet ikke helt så god til håndbøger og opslagsbøger, da de bare er kedelige, men her løfter alle bogens mange fine detaljer en hel del.

I 2018 var det helt præcist 100 år siden, at Gad udgav Takt og tone – Hvordan vi omgås, og det skulle fejres med denne nye smukt illustreret genudgivelse. Håndbog eller ej, så synes jeg altid, at det er ret interessant at læse om, hvordan det var engang. Det er netop derfor, at jeg elsker at læse historiske romaner eller klassikere, da de bare kan noget helt særligt. Takt og tone – Hvordan vi omgås var en af de bøger på min meget lange liste på universitet, som jeg aldrig nåede at læse, men det er en af de værker, som jeg mener, at man bare skal og må læse, da det i høj grad for mig handler om kulturarv, og det har jeg så nu langt om længe fået gjort. Et kryds på listen. Gad er hård i sin kritik af sit eget værk, men intet mindre er det ret pudsigt at læse, at hun selv har gjort sig nogle tanker omkring, hvilken betydning og eftermæle hendes bog ville få i fremtiden. I et forord til håndbogen skriver hun, “Et er sikkert. Den læser, som vil fornøje sig mest over disse forskrifter, er den, der om et par hundrede år finder denne bog på en støvet hylde i biblioteket. Han vil med fryd kaste sig over den og studere alle disse skikke, der vil forekomme ham lige så snurrige som de, der til vor moro beherskede menneskene i længst tilbagelagte århundreder”. Selvom jeg selv har købt bogen, så havde jeg den lidt samme fornemmelse, som den læser, hun beskriver i citater, da jeg begyndte min læsning, men ja, igen håndbøger er ikke rigtig mig, så det har taget sin tid for mig at komme igennem værket, og det var en lidt fornøjelig læsning særligt med de smukke illustrationer.

Køb helst de bøger, de har lyst til at læse. Ikke alene gavner De dermed litteraturen, men de får også bøgerne kær og skaber Dem derved venner, som ikke skuffer.

Featured image
Featured image