Bøger til et døgn fyldt med læselykke – Dewey’s 24 Hour Readathon (#7)

Featured image
Featured image

“Stories are important”, the monster said. “They can be more important than anything. If they carry the truth.” — By Patrick Ness

Så er det endelig igen tid til det halvårlige Dewey´s 24 Hour Readathon på lørdag kl 14. Det er et læsedøgn, som jeg altid glæder mig vildt meget til. Det, at dedikere et døgn fyldt med spændende bøger og skønt samvær er bare det bedste i verden, men det at vide, at mange tusindvis af mennesker læser på en og samme tid verden over er bare noget ganske særligt og magisk! Det, at kunne kigge forbi andre læsere og titte med i, hvad de læser og hygger er bare så hyggeligt og fantastisk, men også de hyggelige snakke og beskeder, som føres under læsedøgnet rundt på de sociale medier er så hyggeligt. Det kan dog godt være, at min læsning starter lidt senere end kl 14.00 på lørdag, da jeg lørdag morgen drager mod Aarhus til blogger-brunch ved Forlaget Turbine med forfatter Peter Mogensen i anledningen af, at hans nye bog I bjørnens klør udkom i går. Jeg tænker, at jeg begynder læsningen, når vi lige er kommet ind ad døren og har fået gjort det hele klar til hygge.

Det er syvende gang, at jeg deltager i Dewey’s 24 Hour Readathon, og det er femte gang, hvor jeg læser sammen med min søde datter. Hun elsker nemlig, at læse og hygge sammen, og ydermere så gir vi den gas på den usunde bange. Ikke fordi, at vi er specielt sunde til hverdag – tvært i mod, men vi er dog alligevel lidt mere usunde, når vi er med i Dewey’s 24 Hour Readathon, og sådan skal det også være. Jeg har lovet, at forsøge at bage scones – meeennn nu må vi se om, jeg overhovedet kan finde ud af det. Isabel har nøje udvalgt sin læsebunke, og der kun en bog, som går igen fra sidst, og det er Isadora Moon går til ballet, da hun er helt vild med Muncasters bøger. Jeg har da også været ude at købe et par bøger, som hun så gerne ville læse på lørdag, men det er ikke sikkert, at hun når dem alle. Isabel er lige startet med, at læse Skammerens datter, så det kan godt været, at hun vil læse den færdig på lørdag inden, at hun går i gang med de andre. Isabels læsebunke er:

🧚‍♀️ Hundemand – Snorløs af Dav Pilkey fra forlagt Carlsen.

🧚‍♀️ Isadora Moon går til ballet af Harriet Muncaster fra forlagt Carlsen.

🧚‍♀️ Isadora Moon på camping af Harriet Muncaster fra forlaget Carlsen.

🧚‍♀️ Krystalskibet af Benni Bødker fra forlaget Alvilda.

I alt 617 sider.

Jeg syntes, altid at det er ret svært, at udvælge bøger, da jeg allerhelst ville kunne læse tyve bøger, hvilket jo er helt utopisk. Den eneste bog, som jeg har været helt sikker på, at jeg vil læse er Peter Pan, og efter megen bytteri og rundt, så tror jeg nok, at min læse bunke bliver som nedenstående:

🦋 Peter Pan af J.M. Barrie fra forlaget Harper Designs.

🦋 Paul Clifford af Edward Bulwer-Lytton fra Penguin Books.

🦋 On Murder Considered as One of the Fine Arts af Thomas De Quincey fra Penguins Little Black Classics.

🦋 I det øjeblik var jeg din af Mhairi McFarlane. Anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic.

I alt 1.299 sider.

Denne gang har jeg prøvet, at begrænse min bunke til blot fire bøger, hvoraf de to af dem er specialeorienteret, og det ville være skønt, hvis jeg fik dem læst, hvilket jeg satser meget på. Den ene er Paul Clifford, der er en roman fra 1830, og er den roman, som først bliver mærket med Newgate mærkat, så jeg ser frem til, at læse bogen selv, og danne mine egene refleksioner af handlingen, da jeg har læst uendelige mange analyser af romanen. Jeg har endnu ikke bestemt rækkefølgen, og det gør jeg nok også først, når vi går i gang med læsningen. Jeg glæder mig, så meget til dette læsemaraton, da Isabel og jeg, også skal spille hyggelige spil, spise en masse hyggelige ting, tage fjollebilleder, og mon ikke også at det bliver til en lille håndstands konkurrence eller to – bare for sjov. I løbet af de fireogtyve timer på lørdag opdaterer jeg løbende om, hvorledes vores læsedøgn forløber, rundt på de sociale medier og her på bloggen selvfølgelig. Du kan følge med i vores læsning her på bloggen, på bloggens facebookside, på Twitter, hvor jeg løbende skriver om små sjove påfund og søde citater, på Instagram, hvor jeg deler øjebliksbilleder under læsningen og på Goodreads, hvor jeg giver bøgerne stjerner og måske skriver en smule. Jeg glæder mig virkelig meget til på lørdag til, at forsvinde ind i litteratures mange verdener og tidshorisonter.

Skal du læse med på lørdag? Har du fundets din læsestak? Hvis du gerne vil være med, og endnu ikke har fået dig tilmeldt, så kan du gøre det lige her. Vi læses ved!

Featured image

Advertisements

Dukkemageren af Jessie Burton

Featured image
Featured image

Dukkemgeren af Jessie Burton fra Forlaget Hr. Ferdinand på 380 sider udgivet 2016. Romanen er oversat fra engelsk til dansk af Alis Friis Caspersen. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Romanen er læst/lyttet på dansk, og org. titel The Miniaturist udgivet i 2014.

Den rige og højtstående købmand Johannes Brandt leder efter en helt bestemt og særlig kone. Han har aldrig drømt om et ægteskab med mange børn og det lykkelige familieliv. Det er egentlig hans ugifte søster Marin, der skubber ham ud i at skulle gifte sig, så deres familiehemmeligheder ikke bliver afsløret og kommer ud til borgerskabet. Johannes Brandt vælger den meget unge, men kønne Petronella, kaldet Nella, fra den lille landsby Assendelfts. Petronella ankommer til sit nye hjem i Amsterdam, og er meget spændt på, at skulle forenes med sin mand på en hjemmelig og kærlig måde. Det er dog helt andre vilkår, hun møder, da hun træder ind i huset. Marin styrer ikke kun huset, men også Johannes regnskab med hård hånd. Hun er kold og hård som is, så jeg næsten fryser fast unde læsningen. Petronella får hurtigt andet at tænke på, da hun ser Otto. Han er købt som slave, men lever et rigt og godt liv i den lille familie. Petronella har aldrig set en mand med så mørk hud og fine krøller. I 1687 er slaver fra Syd Afrika endnu ukendt i Holland, men også i resten af verden. Langt de fleste kendte til slaver i forbindelse med sukker- og kaffeplantager, men det var dog endnu ret ukendt, at slaverne blev fragtet over det store hav. At Johannes har Otto med sig hjem og uddanner ham giver familien en særlig status, men også et hårdt eftermæle for Otto. Hvad han ikke skal tåle at høre på og gøres flere gange til spot på de groveste måder, så det gør så ondt langt ind i mit hjerte.

Som en forsonings- og bryllupsgave får hun det smukkeste dukkehus, der er en kopi af hendes nye hjem. Hun kan nu bruge tiden og indrette dukkehuset, som hun vil. Hun skal finde en dukkemager i bogen Smits liste, så hun har noget at tage sig til. Nedslået over et mislykket forsøg på, at forføre sin mand tumler Nella ind i sin egen verden og finder én eneste dukkemager på listen. Hun bestiller en lille lut, et stykke marcipan og et trolovelsesbæger, hvor sidstnævnte er en lille trøst. I pakken fra dukkemageren er der mere end hun bestilte, og Nella føler sig ramt. Nella takker dukkemageren og afbryder alt videre samarbejde med hende. Det usædvanlige er også, at dukkemageren er en kvinde – dette var helt uhørligt i slut 1600 tallet, og helt uacceptabelt, at hun overhovedet er kommet på Smits liste. Dukkemageren vedbliver dog, at sende pakker til Nella, som på mystisk vis indeholder koder af mystisk art og dukkerne syntes at leve sit eget liv, som så på magisk og tragisk vis lever deres. En ung mand, som er en bekendt til Johannes, fra England føler sig dårlig behandlet. Han møder op i huset, hvor Johannes er ude at rejse, og for at understrege sine hævnrige hensigter gør han noget, som rammer Johannes i hjertes dybder og sorgen ruller ind over ham, da han finder ud af, hvad der er sket. Burtons roman er dyster og mørk, og under læsningen var jeg meget fanget af, Nellas utrolige måde at håndtere sit nye liv på, særligt da hun ved et uheld opdager Johannes dybeste hemmelighed, som snart styrer familien mod en afgrund af tilintetgørelse.

Marin kommer til syne i døren, ligbleg i ansigtet. Da hun tøver på tærsklen, rejser Nella sig op og lader sjalet falde til gulvet for blotte de blå mærker. Marin stivner og stirrer på parakitten, der nu sidder på fodenden af sengen. Hun har en bog knuget ind mod brystet, og hun strammer sine slanke fingre omkring den.

Dukkemageren er Burtons debutroman og sikke en af slagsen! Romanens handling er mørk, mystisk og nærværende på alle måder, og jeg havde svært ved, at stoppe min læsning, hver gang jeg gik åbnet bogen. Den historiske temporalitet i Dukkemageren er sat til 1686 i Amsterdam, hvor Nella banker på døren til sit nye hjem og varer i ca. fire måneder til i 1687. Romanen er ikke en bibliografi af den oprindelige Petronella Brandt, men Burton skrev med udgangspunkt i hendes dukkehus, som står udstillet på nationalmuseum Rijksmuseum i Holland. Fra dukkehusets beboede indre skaber hun et fiktivt liv for Nella, som må alle umulige prøvelser igennem, hvor jeg ofte under min læsning tænkte på, hvordan den kun atten årige unge Nella kunne blive i familien Brandts hus. Sproget i romaner er til tider nøgternt og koldt, men også særlig smukt, hvor jeg næsten blev glemt i synæstetiske sansers vold. Ud fra beskrivelserne af eksempelvis Marins værelse kunne jeg næsten lugte og smage mange af de sydafrikanske krydderier, som værelset emmede. Sprogets smukke og poetiske form greb mig særligt og ramte mit indre med så stor kræft i beskrivelserne af Nellas indre monologer, bekymringer og sorg, at jeg med skælvende fingere vendte siderne med forsigtighed. I Dukkemageren er strukturen delt i fem dele, som alle er angivet med dato og et bibelsk citat. Hver del indeholder kapitler med overskrifter, som angiver essensen af handlingen. Kapitlerne er forholdsvis korte, som sammen med de fem opdelinger er med til at lette handlingens lidt tunge, dystre og mørke, men spændende digressioner og plotmønstre.

Burtons roman er en hård og lidt uhyggelig roman, men mystisk set i forhold til den kvindelige dukkemager, som besidder synske kræfter og kan se ud i fortiden. De små gaver hun sender passer så fint ind i Nellas dukkehus, men syntes også at vise Nella, hvad fremtiden vil bringe eller er det en heks, som har sat en forbandelse på Nellas nye familie..? Dukkemageren hører som genre til i kategorien historisk roman, men roman er også en familietragedie, da hele familiens liv bliver vendt oppefra og ned. Romanen skildrer hårdt og nøgternt den religiøsitet, som alle levede efter -særligt de højtstående købmænd og den rige overklasse, hvor man ikke måtte stikke ud. Romanens fem dele indledes alle af bibelske citater, som er med til at understrege vigtigheden af religionens rolle i samfundet. Johannes Brandt begår en af de værste kriminelle handlinger, og det skal dog også koste ham dyrt. Karaktererne er fremskrevet så realistiske og refleksive, at jeg flere gange under læsningen blev ramt. Nella er romanens primære hovedkarakter, men også Marin og Otto får en del plads. Tematikkerne i Burtons roman kampen mellem religion og menneskets lyst, som sådan og om familie, kærlighed og det tabte. Derudover er dukkehuset, som centralt element i romanen med til, at skabe spænding og mystik, men en forløsning på, hvad der sker med dukkemageren og hendes magiske skikkelse mangler en smule, og jeg savnede at få et lidt større indblik her, men det er på den anden side en del af romanens meget åbne slutning.

Nella følger efter fangevogteren gennem den første underjordiske passage under Stadhuis-fængslet og ned langs siden af bygningen. Hun kan høre de indespærredes hæse host og klageråb. Stedet er større, end hun havde troet. Det er, som om det uforklarligt udvider sig, mens hun går gennem det, og hun mister fornemmelsen for proportioner. Celle efter celle, mur efter mur, det er svært for hunde at rumme.

I familien Brandts hus emmer det af dunkelhed og skjulte hemmeligheder, som spreder sig ud gennem plottet og helt ind i mit indre, hvor jeg sådan håber på, at Nella får det hun drømmer så meget om, og at Johannes slipper med livet i behold, men på trods af dunkelheden er der et lille lys og et lille mirakel på bogens sidste sider, som giver en smule lykke og måske en lys fremtid. Burton tog mig med storm, men på trods af romanens fængslende handling kunne jeg under min læsning ikke lade være med, at blive en smule tynget af romanens dystre toner. Jeg har det en smule ambivalent med det dystre og mørke i Burtons roman, da det både til dels lammede mig, men også hold mig spændt og fast for at læse mere. Dukkemageren udkom på engelsk i 2014, og på dansk i 2016. Siden har roman vundet flere priser, og ikke nok med det, så blev filmrettighederne til bogen opkøbt af BBC One, der lavede en miniserie. Serien udkom i 2017, og blev set af over fire millioner af mennesker. Jeg har ikke selv set miniserien, men det vil jeg rigtig gerne på et tidspunkt. D. 31. maj udkommer Burton med endnu en roman med titlen Min Muse, som jeg helt sikkert skal læse. Romanen udkommer også ved Forlaget Hr. Ferdinand, som også er forlaget bag Dukkemageren. I denne bog møder vi den unge kvinde Odelle Bastien, som har skjulte talenter inden for kunstens verden, som stille åbnes for hende selv, men også for læseren. Et mystisk maleri dukker op, og hele Odelles verden vendes på hovedet. Uhh, det lyder spændende – skal du læse Min Muse?

Featured image
Featured image

Krystalskibet af Benni Bødker

Featured image
Featured image

Krystalskibet af Benni Bødker, der er illustreret af Rasmus Bregnhøi fra forlaget Alvilda på 165 sider fra 2017. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

I Krystalskibet af Benni Bødker følger jeg spændt Kajsa på det største indbrud, som hun nogensinde har lavet. Kajsa er nemlig ikke kun en klatretyv, men også en af de bedste i den oversvømmende by London. Hun er blevet bestilt til, at lave et indbrud i tårnet, hvor hun skal stjæle seks betydningsfulde og helt særlige krystaller, som ligger i en smukt udsmykket æske, men det er ingen let opgave, da hun skal stjæle æsken en aften, hvor der er kostumebal i tårnet. Hele området er spækket med vagter og særlige gæster, så det at planlægge og udføre kuppet uden, at blive fanget kræver særligt snilde – og det besidder Kajsa. Hun får dog en smule hjælp fra drengen Isak, men han er langt fra begejstret for opgaven, da manden som har hyret dem er den største mafiaboss og skurk i hele London. Kajsa får fat i den specielle æske, og når lige med nød og næppe fra tårnet uden, at blive fanget. Kajsa bor sammen med sin bedste ven Isak i en gammel og faldefærdig ubåd, hvor Isak styrer og holder maskinerne. Ubåden er ikke kun deres hjem, men også en måde at overleve på i en by, hvor vandet har oversvømmet selv store bygninger. Til forskel for mange tusindvis af børn, bor de to sikkert. I den sunkne by bor mange børn uden anden familie, og de overlever alene ved at hente ting op fra dybet og ved at være snedige, og snyde alle de mennesker, som de kan.

Kajsa afleverer kassen med de ualmindelige og smukke krystaller til forbryderbossen Maximilian Sandokan, og da han åbner den, foretrækkes hans ansigt i vrede – for to af krystallerne mangler. Nu beordrer han Kajsa til at finde de to manglende krystaller, og det er med livet som indsats, da ingen kommer godt fra en ubrudt aftale med Mr. Sandokan. Isak vil hellere stikke af, men ubåden skrænter mere og mere, og de er nødt til, at skaffe penge til en ny motor ellers ender de med at ubåden synker, og så har de ikke længere noget sted at kalde hjem. Jeg drager med Kajsa og Isak mod det mest håbløse og ramte sted i hele byen. Her lever børn og voksne i værste slum, hvor en helt særlig gruppe børn hører til – nemlig Vandrotterne. Kajsa kender flere af børnene, som overlever ved at bjerge ting op fra Londons oversvømmede dyb, og jeg får den dybeste medlidenhed med disse børn. Det er kun de rige, som stadig har et hjem på bakkerne, hvor resten af byen er oversvømmet og i en frygtelig tilstand. Kajsa opdager, at der er noget galt, og pludselig er hun indblandet i et større komplot, og alting er svære end hun troede, det kunne blive. For at finde ud af mere om, hvad Mr. Sandokan skal bruge krystallerne til, og hvorfor at de er så betydningsfulde, bryder hun ind i Mr.Sandokans store fæstning. Det ender med, at hun kun med nød og næppe slipper derfra efter at have overværet en af Mr.Sandokans grusomme handlinger. Mr. Sandokan har store og skumle planer, og vil gøre alt for at gennemføre sine dem, og så spørgsmålet bare om Isak og Kajsa overhovedet kan slippe levende fra missionen uanset, hvad de gør….

Kvinden smilede tilfreds, da Kajsa rakte pakken med de gamle papirer op mod hende. Det var det eneste, Kajsa nogen sinde så af sin klients ansigt. Kutten skjulte det meste, men i dette korte sekund fik Kajsa et glimt af en smilende mund med spidse læber. Mere så hun ikke, men det var nok til, at Kajsa aldrig ville glemme synet.

Krystalskibet er en spændende og eventyrlig fortælling til lands, vands og i luften, hvor jeg fra første side spændt fulgte med Kajsa og Isak på mystiske og farefulde missioner. Romanens handling er sat i et dystopisk og mørkt London, hvor alt er oversvømmet og farerne lurer om alle hjørner. De fattige kæmper en hård kamp for overlevelse, ikke kun set i forhold til at mætte maver, men også mod den stigende vandmasse, som stiger og stiger, og ikke kan stoppes. Det er kun de rige, som bor på bakkerne, der kan vide sig sikre – i hvert fald lige nu, da Mr. Sandokan har skumle planer, som kan gøre ham til den mægtigste mand i byen. Bødkers roman er let fortalt i et levende og spændende sprog, hvor jeg blev draget mod Londons dybder, og de mange hemmeligheder, som det gemmer på bunden af byen. Strukturelt er roman på 165 sider fordelt på 40 kapitler, og bogen er rigt illustreret af med grove, men så flotte illustrationer, der er tegnet af illustrator Rasmus Bregnhøi. Illustrationerne passer så perfekt til bogens handling, at jeg under læsningen følte, at jeg forsvandt ind i det farefulde London. Illustrationernes grove, men flotte og smukke linjer skaber en særlig ramme i og om romanen i måden, London fremstår på i en dystopisk fremtid, der virker meget levende og vedkommende.

Bødkers karakterer er levende og sprudlende lige fra den oprørske Kajsa til den mere stille Isak. Begge karakterer indeholder også en psykologisk dybde, som sætter mine tanker i gang om, det at være på vagt altid over for farer, som lurer over alt. Jeg ville elske, at drage afsted på de vildeste eventyr sammen med de to i undervandsbåden. Ved oversvømmelsen mistede mange familier deres hjem og blev splittet, heraf kommer de mange hjemløse børn, som er noget mere udspekuleret end man kan tænke sig. Mafiabossen Mr. Sandokan er en uhyggelig og skræmmende karakter, som ikke står tilbage for noget for at opnå sine mål. Han styrer Londons underverden med hård hånd, og mange har mistet livet i samarbejde med ham. Mr. Sandokans plan og mål med krystallerne er på en og samme tid fortryllende, magisk og lidt af en magtdemonstration, og jeg blev under læsning særligt grebet af hans drømme og ideer på trods, af hans skumle planer og krigeriske karakter. Krystalskibet er som genre en dystopisk børne- og ungdomsroman med masser af mysterier og spænding. Aldersgruppen for at læse Bødkers roman vil jeg anbefale fra 11-15 år, da der optræder nogle lidt uhyggelige scener i romanens handling. Tematikkerne i Bødkers bog er venskab, sammenhold og håb for fremtiden i en dyster og mørk tid, hvor en lykkelig fremtid har sorte udsigter, men alt kan ske, når venskab og sammenhold sejrer.

Kajsa skyndte sig af sted. Hun kunne se, at den lille pige var ved at gå i panik. Hun klamrede sig til skorstenen, selv om der kun var et par meter til næste tag. Det kunne sagtens lade sig gøre, hvis man tog tilløb og sprang. Men ikke hvis man var lille og bange for at falde i vandet. Drengen rakte ud efter hende, men han kunne ikke nå.

Krystalskibet er ikke kun et eventyr, men også et mysterie og en opklaring. Romanen er fyldt med Isaks fantastiske opfindelser, som er med til at redde Kajsa mere end en gang for ikke at blive fanget af Mr. Sandokan, og hun slipper også væk fra politiet på en flyvende knallert. Der sker meget i romanen, og ind i mellem var handlingen dog en lille smule for langtrukken, og plottet blev lidt tungt. Bødkers bog indeholder et stort plot med flere mulige spor at følge i opklaringen med krystallerne, som er stykket sammen på fineste vis, hvor uhyggelige hændelser sker, men samtidig forsøgt holdt i et net af spænding, som for det meste lykkedes fint. Bogens cover er så fin og smuk i sin tyrkiske farve med guldryg. På coverets forside er der en flot og grov illustration af Kajsa, som flyver over det oversvømmet London på en af Isaks spændende opfindelser. Bødkers evne og fantasi til at skabe tid, sted og rum i en kendt verden med globale forhold som oversvømmelse, er på en og samme tid dyster og magisk, men også super spændende. Jeg kan varmt anbefale Krystalskibet til alle børn og unge, som elsker eventyr og mystik i et anderledes univers. Min datter skal helt sikkert læse Bødkers roman, som jeg uden tvivl er sikker på, at hun vil komme til at elske.

Featured image
Featured image

Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg

Featured image
Featured image

Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg udgivet i 2016 af Politikens Forlag, og er på 400 sider. Romanen er læst/lyttet. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg sætter sin begyndelse en stille morgen på Christians Ø, hvor Louise langsomt vågner i lejligheden over hendes Cafe og nyder, at hun endelig har en tiltrængt fridag. Solen strømmer ind ad vinduerne og hun nyder et kort øjeblik sit liv på øen sammen med Joachim. Han er for længst stået op og skriver på en ny bog. Da Louise kommer ned i på Cafeen er en af hendes ansatte ikke mødt op, og hendes fridag er røget i vasken, men put for hun elsker, at være i Cafeen og høre summen af de mange gæster, som er på øen her i sommermåneder. Pludselig begynder en mand hektisk, at banke på døren og vil ind. Han råber op om, at hun er en, der hedder Helene, men han må forveksle hende med en anden. Snart sidder Louise i en politibil på vej til Rønde, da hun minder meget om den magtfulde og rige kvinde Helene Söderberg, som er forsvundet på mystisk vis. Godt nok kan Louise ikke huske meget om sin fortid, men da hun vågnede på sygehuset på øen for tre år siden, viste de identitetspapir, som hun havde på sig, at hun var Louise Andersen. Louise skal tage med til politiet i København, der er ingen vej uden om. Men hvis hun er denne Helene, hvem er så Louise?

Den nye Helene prøver af alle kræfter, at finde sig til rette i sit nye-gamle liv med børnene og Edmund, mens hun bladrer i endeløse familiealbums og genkomst i firmaet, da en vigtig aftale om overtagelse af endnu et rederi nu kan falde på plads, men der er noget som ikke stemmer. Helene følger de de få gamle spor fra dagene optil hendes forsvinden, og det hele bliver mere og mere mørkt. Der er noget, som ikke stemmer, og det leder Helene til tiden under anden verdenskrig og lig i mosen, hvis der overhovedet er noget om det – eller er det bare Helene, som er forvirret og træt, så syner melder sig i håbet om at huske? Sideløbne i plottet følger jeg Joachim, hvis eneste chance for muligvis, at få sin Helene tilbage er at finde frem til den forsvundne Louise, men det er svært, da hans eneste spor er en gammel ølbrik og en taske med en bund der er rustent. Bag på den gamle står et telefonnummer – nummeret leder ham til Holger, der har en butik, som sælger gammelt fotoudstyr. Joachim opsøger Holger på hans hjemadresse, og spørg efter en Miss Daisy, men Holger føler sig truet og vil bringe ham hen til Miss Daisy. Det hele ender ud i, at Joachim får ordenligt omgang tæsk, men han fortsætter, da han vil finde den forsvundne Louise. Pludselig er Joachim spundet ind i et særligt hårdt miljø, hvor kvinder bliver mishandlet og sælger sig selv for en masse penge, men mister han alt håb eller finder han den forsvundne Louise? I Den hemmelige kvinde tager de to plotspor vilde drejninger, og jeg blev under min læsning tabt flere gange mellem de man skift, men begge plotspor bliver bundet sammen, og skaber en fin og spændende afslutning.

Han vågner til smerte. Men smerten er blevet hans ven, han kan ikke længere forestille sig et liv uden. Dog kunne han godt tænke sig at genvinde synet. Joachim forsøger at komme op. Hvor længe siden er det? En time? En dag? Et år? Han havde ligget i bilen og tænkt at de nok ville slå ham ihjel.

Den hemmelige kvinde er ikke blot en kærlighedskrimi, men leger også med temporale grænser på tværs af fortid, nutid og fremtid i det, at et mord tilbage fra anden verdenskrig bliver opdaget og opklaret, men som ligeledes sammenkædes med en ny ukendt forbrydelse, som er begået for at opnå hævn på værste vis. En af karaktererne har levet et helt liv med et eneste formål i livet, og det er at få hævn og den plads i et mastodont firma, som hun og hendes familie fortjener. Romanen er let læselig med korte kapitler, der var med til, at jeg lige nuppede et ekstra kapitel ind i mellem. Plottet starter i et spor på Christians Ø, hvor Louise og forfatteren Joachim lever et hyggeligt og lykkeligt liv, men fra da Edmund springer ind ad døren, og insisterer på, at hun er den forsvundne Helene, smuldrer det hele og plottet deles i to fra da karaktererne ankommer til politiet på Rønne. Plotsporene skifter i hver af de 67 kapitler, hvor jeg skiftevis følger Louise – den nye Helen og Joachim i jagten på, at finde frem hver deres sandhed og opklaringer af flere mord. Jeg har flere gange forsøgt, at læse Den hemmelige kvinde, hvor jeg er startet forfra og forfra, men de mange spor blev for meget til, at jeg sådan rigtig blev fanget fra romanens først kapitler, og jeg blev tabt. Da jeg har haft lidt problemer med koncentrationen, sådan generelt, valgte jeg at forsøge, at lytte bogen og det virkede meget bedre ellers var jeg måske bare mere stædig. Normalt lytter jeg nemlig ikke lydbøger, så det er en helt ny ting for mig, da jeg før har følt, at meget af handlingen går tabt, da jeg glemmer at høre efter og kommer til at tænke på hundrede af andre ting, men hvis jeg lytter og læser med på samme tid, så går det meget bedre – særligt samtidig med at jeg hækler lidt. Dog er det lidt ærgerligt, at det lyder i lydbogen som om, at lydbogslæseren ret ofte forkorter ordene, så skræmmer bliver til kræmmer eller Helene bliver til Elene.

Ekbergs første roman har mange spændende digressioner i plottet, som leder videre til forbrydelser, hvor motiverne kom helt bag på mig. Joachim infiltrerer eksempelvis i kunstmiljøet i Kulturdanmark, hvor alle de dygtigste kunstnere og professionelle inden for feltet befinder sig i håb om, at han kan komme nærmere en bestemt rød farve og en helt særlig kunstner, og udfaldet får en særlig uhyggelig udgang. Karakteren i Den hemmelige kvinde er beskrevet så realistisk, hvor jeg som læser kan følge med i alt. Særligt er jeg imponeret af den nye Helene, da alle tvivlspørgsmål, længsler og forvirringen over ikke at kunne huske er beskrevet på fineste vis, og jeg opsluges og følger spændt med i Helenes udvikling og opklaring af, hvem hun kan stole på. Edmund, som den loyale og kærlige ægtemand er ligeledes godt beskrevet omhandler handlen og ageren, men jeg var under læsningen ikke i tvivl om, at han havde noget farligt og lummert over sig. Jeg blev dog meget overrasket over, hvad det var med ham, og hvordan han passede ind i et større plotsammenhæng, som har mange spor og forgreninger. Der var bare desværre ikke nogle af karaktererne, som ramte mig sådan særligt, som i Kærlighed for voksne. Som genre er Den hemmelige kvinde en kærlighedskrimi med et twist af domestic noir, der er en subgenre inden for den psykologiske thriller. Det psykologiske element i romanen er Helenes hukommelsestab og Edmunds mange forsøg på, at skjule fortiden koste hvad det vil. Helene må ikke opdager en grum familiehemmelighed, og det er vigtigt, at alting kan blive ved det normale, men det er svære end som så, da Helene ikke vil lade fortiden hvile. Hun tror nemlig ikke helt på, at det lykkelige familieliv nu også er så lykkeligt og rosenrødt, som Edmund vil have Helene til at tro. Tematikkerne i Ekbergs roman er kærlighed, konspirationsteorier og familiehemmeligheder, men også hvordan fortiden indhenter nutiden. Her i Ekbergs første roman er der fart over feltet med mange spændende sidelementer og grumme nicher, hvor læseren bestemt ikke keder sig. Romanens afslutning – særligt af hvad der var skete med den forsvundne Louise var for mig lige i overkanten og ret surrealistisk, men dog en anderledes slutning end noget andet end, jeg før har oplevet og falder udenfor min forestillingsevne.

Derude blev William skudt og smidt i vandet. Og Aksel stod på bredden og så det ske. Han bestilte det. Helene kan pludselig ikke få luft, hiver efter vejret som om hun selv er blevet smidt ned i dødisen. Rummet sejler, og da døren i det samme bliver sparket ind, og politifolkene stormer imod hende, ser hun dem som igennem en uigennemtrængelig dis.

Den hemmelige kvinde er den første roman af Anna Ekberg, der er et forfatter pseudonym for Jacob Weinreich og Anders Rønnown Klarlund. Forfatterne har også skrevet de fem bøger i serien om kriminalbetjente Bentzon, som er virkelig spændende læsning. Ekbergs anden roman Kærlighed for voksne er en nervepirrende kærlighedsroman, som fik mig til at sidde helt ude på stole kanten og jeg vendte siderne i spænding – du kan læse min anmeldelse af romanen her. Nu har jeg jo læst romanerne lidt i omvendt rækkefølge, men det gør ikke spor, da handlingerne i de to kærlighedskrimier ikke har samme karakterer eller plotmønstre. Jeg blev ikke helt så grebet af Den hemmelige kvinde, og syntes at de mange skift mellem Helene og Joachim blev en anelse forvirrende, men hvis funktion er at udstrække spændingen, hvor læseren ikke alene får én, men to opklaringer i slutningen af romanen, hvor løsningerne på alle spor strækker sig langt tilbage i tiden. Det gør desværre at romanen for mig virkede rigtig lang med mange spor, som skulle følges og derved forsvandt pageturner-effekten. Desværre levede Den hemmelige kvinde ikke helt op til mine forventninger – særligt ikke efter læsningen af Kærlighed for voksne, men sidste nævnte var nu også en super spændende kærlighedskrimi, som gik lige i mit hjerte og stjal min nattesøvn. Ekberg arbejder på at skrive en ny roman, som hedder Det skjulte barn, og skulle gerne udkomme i juni måned. Jeg har kun kunne finde et sted, hvor handlingen er beskrevet, og hold da nu op, hvor jeg glæder mig til at læse den tredje bog af Ekberg. Nu kan det ikke blive sommer hurtigt nok!

Featured image

Great Expectations af Charles Dickens

Featured image
Featured image

Great Expectations af Charles Dickens fra Wordsworth Classics 2007, og er på 423 sider. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Romanen er læst og lyttet på engelsk, org. udgivet i 19 månedlige installationer i All the Year Round fra 1. December 1860 til 23. marts 1861. I oktober 1861 udkom romanens første volume ud af tre fra Champan & Hall.

Phillip Pirrip bliver forældreløs som spædbarn, og han opfostres af sin søster og hendes mand smeden Joe Gargery. Frem for at kalde ham for Phillip får han kælenavnet Pip, der følger ham gennem hele livet. Romanens begyndelse sætter sin start i 1812, hvor er Pip 7 år, og besøger sine forældres og søskendes gravsted på den lille kirkegård i byen Kent juleaftens dag. Her overrumples han af en kriminel fange på flugt. Fangen er grum, uhyggelig og skrækindjagende, og han truer lille Pip til, at hente mad, drikke og en fil til ham. Pip tør ikke andet end at adlyde den skræmmende fange, og han kommer med tingene til fangen den efterfølgende morgen. Pip lider efterfølgende af enorm frygt for, at blive opdaget af sin søster, og da hun er lige ved, at opdage at noget er helt galt redes Pip på målstregen dørklokken. Det er ordensmagten, som er på jagt efter to fangere, som er flygtet under transport. Joe laver fangens ødelagte lænker og mændene inklusiv Pip hjælper efterfølgende soldaterne med, at finde fangerne som de finder i et voldsomt slagsmål. Soldaterne får styr på fangerne, men Pip er mærket med en skræk. Herefter går livet tilbage til en stille dagligdag, hvor søsteren sørger for huset, Joe passer smeden og Pip passer skolen og bruger tid sammen med Joe i værkstedet. Da Pip er ca. 10 år, bliver han kaldt op til Satis House, af den excentriske og underlige Miss Havisham.

I det store hus er tiden, som ved et trylleslag standset, hvor dekadence og fortidens skygger ligger på lur rundt i alle hjørner. Dickens måde at beskrive det store og uhyggelige hus bringer mig med ind i en tidslomme, hvor alt håb for fortid, nutid og fremtid er glemt og fortabt. Pip er blevet kaldt til huset for at underholde Miss Havishams smukke og fortryllende adoptivdatter Miss Estella. I mødet med den unge Estella bliver Pip stormende forelsket, men her får han også på den mest ufølsomme måde af vide, at han bare er en almindelig dreng med almindelige sko og arbejdshænder. Estellas ufølsomme optræden overfor Pip varer ved i måneder, da Miss Havisham nyder Pips selskab og mener at det er godt for Estella med lidt selskabelighed i det store mørklagte hus. Da Pip en dag ankommer til Satis House opdager, han en rødhåret dreng, som han ikke tidligere har set på ejendommen. Den rødhåret dreng hedder Herbert og øver sig i hærdigt på, at blive en gentleman gennem et hæderligt slagsmål, som det hører sig til for overklassen. Pip vinder kampen, og får lov til at kysse Estella på kinden. Miss Havisham ønsker, at tage Pip i lærer, og der er ikke noget, som Pip hellere vil i hele verden, da han er så uendelig træt og skamfuld over blot, at være almindelig. Joe er dog ikke villig til, at opgive Pip til Miss Havisham, og Pip kan således ikke længere komme fast i huset. Besøgende i Satis House stopper dog ikke helt, da Pip med sjældne mellemrum inviteres op for, at gå en tur med Miss Havisham i den store have. Mit hjerte græder med Pip i hans mange selvbebrejdelser over familiens tilhørelsesforhold i de sociale klasser og hans egen erkendelse af hvem han er. Det skræmmende er, at hans skamfuldhed over, hvem han er og kommer fra ikke er noget, som han selv har indflydelse over, men at nå højere op ad rangstigen i de pre-victorianske samfundsklasser er en drøm, som sjældent eller nærmere aldrig blev til virkelighed for underklassen.

Der går nu endnu et par år, hvor jeg som læser hurtigt indføres i det stille liv, som Pip nu lever sammen med sin lille familie, hvor han også begynder i før-lærer hos Joe i smedjen. Pip kan gennem årene ikke glemme Miss Estella og arbejder meget ihærdigt på, at udbrede sin viden, så han kan adskille sig en smule fra hans sociale klasse, men det er meget usandsynligt, at der overhovedet kommer noget ud af det. Da Pip så er omkring de 22 år, sker noget uventet. Han bliver opsøgt af Mr. Jaggers, som er advokat for en hemmelig person, der udnævner sig til Pips formynder, og giver ham mulighed for at blive den gentleman, som han drømmer om. Pip takker storhjertet til tilbuddet, og forbereddelserne til hans uddannelse og dannelse begynder således. Pip har store forventninger til sig selv og forventer således også store forventninger af livet og fremtiden. Han får strenge ordre på ikke, at spørge indtil, hvem hans forsørger er. På Mr. Jaggers kontor møder Pip mange klasselag og bliver, forskrækket over de mange afstøbninger af uhyggelige hoveder, som hænger rundt om på væggene i kontoret. Det blive ikke bedre af, at han får af vide, at det er berømte forbrydere, som er blevet hængt i Newgate for deres forbrydelser. Pip bliver vist hen til sit nye hjem, hvor han endnu engang møder den rødhåret Herbert, der med tiden bliver hans mest betroede ven, og som hjælper ham gennem de mange forhindringer og rædsler på Pips nye rejse.

Pip nyder sit nye liv, og indføres på hæderlig vis i overklassens mange glæder, men intet varer evigt, og Pip havner ofte i gæld, der overstiger hans indkomst fra formynderen. Pip bliver kaldt hjem til Kent, da hans søster er blevet overfaldet i hjemmet af, hvad der syntes, at være en fange på flugt. Efter overfaldet bliver hun aldrig til det menneske, som hun engang var, da hun er meget syg og svagelig. Pips tidligere skolelærer, Miss Bessy, flytter ind for, at tage sig af søsteren og de andre gøremål i huset. Miss Havisham sender pludselig bud efter Pip i London, og han drager med store forventninger om, at se den smukke Estella igen mod Satis House. Estella er nu blevet en ung smuk kvinde, og Pip lover at tage i mod hende under hendes rejse til London. Miss Estella forlover sig efter kort tid, hvilket er et stort slag for Pip – særligt, da hendes udkårede er en mand af værste karakter. Men som Estella gennem årene har prøvet på, at lære Pip, så har hun et hjerte af is. Da Pip har stor tro til, at det er Miss Havisham, som er hans formynder prøver han på, at afdække Miss Havishams fulde historie, men han samler løbende brudstykker sammen, der senere får stor betydnings for både ham og Estella. Det viser sig nemlig, at Miss Havisham ikke er hans formynder, men en helt anden, og at Estellas biologiske mor stadig lever med en frygtelig fortid. Efter min læsning af Great Expectations er jeg forbløffet over, hvor stor en del af romanen, der handler om kriminalitet og detektion mellem de sociale klasser, og hvordan Dickens formår, at forbinde det samlede plot sammen på fineste og forbløffende vis.

All other swindlers upon earth are nothing to the self-swindlers, and with such pretences did I cheat myself. Surely a curious thing. That I should innocently take a bad half-crown of somebody else’s manufacture, is reasonable enough; but that I should knowingly reckon the spurious coin of my own make, as good money!

Great Expectations er Dickens trettende roman, hvoraf dette er hans anden roman, som er skrevet i et første autoritativ narrativ. Den første roman, som Dickens udforsker førstepersons narrativ i er David Copperfield fra 1849. Plotfortællingen i Great Expectations er skrevet i flashback, men med dobbelt stemme, så læseren ligeledes følger Pips udvikling og forventninger til livet i en nutidsform. Denne brug af narrative former bringer læseren tættere på protagonisten Pip, hvor man som læser kan læse med i og om, samt indleve sig i Pips tanker, følelser og hvad han sanser gennem årene, hvilket alt sammen giver en helt ny oplevelse og måde, at være læser på i det nittende århundrede. Denne måde, at skrive litteratur på var nemlig ikke ofte set, og gjorde ligeledes meget til romanens berømmelse i konteksten. Klassikerens sider og beskrivelser kan være lange og lidt for beskrivende, men det er også det, som gjorde og gør Dickens romaner helt unikke, da de lange beskrivelser af tid, steder og karakterer alt sammen har en stor betydning i romanernes narrativ set som helhed. Som genre hører Great Expectations under den melodramatiske dannelsesroman (Bildunsroman), da jeg som læser, føler Pips udvikling fra, at være en lille dreng til en voksen mand i romanens slutning. Særlig vigtig i selve dannelsesroman er Pips udvikling fra at kunne blive en semi-fattig smed i underklassen til at være en gentleman uden strenge og med penge på lommen til, at leve et fyrsteligt liv i forhold til den klasse, han er vokset op i. Den temporale begyndelse i Great Expectations er sat til 1812 og varer frem til ca. 1830, hvor Pips liv gennemleves i kronologisk form, hvor jeg som læser på spændende vis indføres i samfundsnormer, klassekampe og mange kriminelle elementer.

Karaktererne i Great Expectations er, som i alle Dickens mesterlige romaner, beskrevet ned til mindste detalje. Det, at læse så detaljerede beskrivelser kan for nogen syntes uendelig langt og kedeligt, men for mig er de lange beskrivelser med til, at gøre karaktererne endnu mere levende og gør handlingen mere virkelig. Eksempelvis i romanens begyndelse, hvor Pip første gang møder fangen på flugt, sparer Dickens heller ikke på detaljerne af fangens grumme udseende eller måden han spiser på, som mere beskriver et stort vildt dyr frem for et menneske. Min yndlings karakter er den karismatiske Joe, som altid har hjertet på rette sted, og vil gøre alt for at hjælpe Pip uanset, hvad han roder sig ud i. Beskrivelserne af Estella får da også meget plads gennem romanen, hvor hun nærmest opløftes til en guddommelig status i marmor – smuk, kold og med et frosent hjerte, som ikke kan føle noget. Her inddrager Dickens på smukkeste vis intertekstuelle referencer til Snedronningen af H. C. Andersen, som blev udgivet for første gang i 1846. Da H. C. Andersen, jf. Dickens bibliograf John Forester, var for at besøge Dickens kan det således ikke udelukkes, at Andersen har fortalt om sine mange eventyr herunder Snedronningen til Dickens under sit ophold. Temaerne i Great Expectations har alle et omdrejningspunkt, og det er den iboende morale i mennesket set i forhold til familie, kærlighed og sammenhold, som er langt vigtigere end at være rig og komme op i den fine overklasse. Jeg har læst romanen ud fra et polemisk syn på, hvilken betydning kriminalitet og klasse havde i det nittende århundrede, da det er her mit interesseområde er, men også fordi, at jeg mener, at kriminalitet og klasse har en større betydning i Dickens forfatterskab en som sådan.

I denne trettende roman har kriminaliteten en større rolle gennem hele plottet, da Great Expectations er gennemstrømmet med kriminalitet lige fra romanens begyndelse, hvor fangerne er på flugt, de kriminelle, som sidder fængslet i Newgate, overfaldet på søsteren, kampen mellem to kvinder, hvor en lille pige er ved at miste livet til slutningen, hvor Pip er villig til, at gøre alt for den mand, som har ændret hans liv. Jeg blev under min læsning meget forbløffet over, hvor stor en betydning kriminelle ellementer har, som kædes sammen med Pip, der kan siges at være detektiven, som opklarer alle ledetråde og spor i ellers tabte og hemmelige forbindelser. Når jeg snakker om detektion, så er det ikke i en moderne opfattelse, som i politimæssig forstand eller den måde, man som læser i dag læser krimier på. Detektionen på Dickens tid skal ses i et helt andet lys, da politiet, som vi kender det i dag, endnu ikke var opfundet. Det, som man kan sige var det daværende politi, var The Bow Street Runners, der blev etableret af den klassiske forfatter Henry Fielding, som også var magister, dommer og borgmester i London i det attende århundrede. The Bow Street Runners var en organisation, der mest var til for overklassen og opklarede forbrydelser for dem, der kunne betale. Politiet, som vi kender det i dag opstod først ved oprettelsen af Metropolitan Police i 1829, hvor The Bow Street Runners ophørte i 1837 og overgik helt til politistyrken i 1839, hvor ændringer blev indført i en ny lovgivning. Der gik herefter en lang årrække inden, at politiet og detektionen som sådan af forbrydelser får en plads i litteraturen. Det er faktisk først i romanerne med Sherlock Holmes i hovedrollen, at opklaring af forbrydelser og mord kan siges, at have fundet sin retmæssige plads i litteraturhistorien. Så når, jeg snakket om detektion i Dickens romaner, er det en anden form for detektion – nemlig detektion efter spor, som har en helt anden mening og betydning end opklaringen af mord eller andre forbrydelser. I Great Expectations bruger Pip de to metodiske tilgange til detektion – induktion og deduktion. Induktionen er, hvor Pip antager, at det er Miss Havisham, som er hans formynder – for hvem skulle det ellers være? Heri udelukker han alle andre personer, og han bliver forfærdet over at opdage sin formynders oprindelige identitet. Den deduktive metode bruger Pip i sporjagten og ved at samle alle brikkerne i opklaringen på, hvem fangen er, og hvilken tilknytning han har til Estella og Miss Havishams hele historie. I Pips detektion samles alle ender i et kæmpe plot, som bliver samlet på fineste vis, hvor alt går op i en højere enhed.

All this time I had never been able to consider my own situation, nor could
I do so yet. I had not the power to attend to it. I was greatly dejected and distressed, but in an incoherent wholesale sort of way. As to forming any plan for the future, I could as soon have formed an elephant. When I opened the shutters and looked out at the wet wild morning, all of a leaden hue; when I walked from room to room; when I sat down again shivering, before the fire, waiting for my laundress to appear; I thought how miserable I was, but hardly knew why, or how long I had been so, or on what day of the week I made the reflection, or even who I was that made it.

Dickens var en mester til at fremskrive livet, som det var i alle klasser. Han gav og giver stadig i dag den moderne læser en social bevidsthed om samfundets mange revner og realistiske beskrivelser af underverden i Londons uhyggeligste og grummeste gader i det nittende århundrede, men han var også yderst bevidst om klasseskel og klassekampe, som jeg syntes særligt kommer til udtryk her i Great Expectations. Jeg blev under min lytning/læsning fanget af de mange beskrivelser, hændelser og referencer til Newgate fængslet, som eksempelvis de mange hoved buster taget af kriminelle fanger kort efter deres henrettelse, som hænger på advokat Mr. Jaggers kontor og de mange gange, som advokaten prøver på, at vaske hænder. Som om han prøver på, at vaske grumheden og råddenskaben af sig efter, at have snakket med de fattige og kriminelle, som ønsker hans hjælp. Pip besøger også Newgate fængslet, der beskrives som noget af det mest forfærdelige. Han kan mærke det helt ned i sit bryst, hvor han næsten ikke kan slippe af med råddenskab og grumhed, som syntes at hænge ved ham og emmer ud af ham. Efter endt læsning er jeg blev stor fan af Great Expectations, som også har en lidt anderledes slutning end mange af Dickens andre romaner. Great Expectations ender nemlig ikke helt som en lyserød Disneyfilm, hvor helten ikke alene overlever, men også kommer helt til tops i det klasseinddelte engelske hierarki, men ender på en noget mere realistisk måde, hvor Pip og Estella efter mange år og omstændigheder finder sammen og lever et stille middelklasse liv. Jeg er nu i gang med de første sider i Dickens roman Barnaby Rudge, som virker yderst lovende med et gammelt mord, som ikke er opklaret – som jeg spændt følger med i.

Featured image

Nye bøger på reolen (Nye bøger december og januar 2018 #1)

Featured image
Featured image
Featured image

I love the way that each book — any book — is its own journey. You open it, and off you go… ― By Sharon Creech.

Bøger, bøger og bøger – de er bare det bedste jeg ved! Også selv om jeg har et utal af ulæste bøger i mine bogreoler, så kan jeg bare ikke lade være med at købe nye og stille udvide min evigt voksende samling. Da jeg skrev om mine boglige julegaver, lovede jeg et indlæg om mine købte bøger i december og januar. Tiden indhentede mig desværre, og jeg nåede det ikke, men nu kommer det, så i stedet for. Jeg fik købt atten bøger, hvor de syv første bøger på listen er købt i januar. Da jeg i november, igen, faldt i serie fælden, så måtte jeg i december fortsætte mine indkøb af de resterende bøger særligt de sidste fire bøger i serien The Time Quinte af Madeleine L’engle. Jeg fik også købt den anden bog i serien Det gyldne kompas af Philip Pullman. Nu mangler jeg så bare, at få indkøbt den tredje og sidste bog. Det er måske lidt noget pjat, at jeg køber bøgerne i serien His Dark Materials på dansk, da jeg allerede har dem på engelsk i særudgaven fra Folio Society, men set på den lyse side, så laver jeg ikke pletter i dem med mine chokolade fingre og andet, samt at min datter også snart kan læse bøgerne i den fine danske udgave.

Pi’s af Yann Martel har jeg længe ville læse, da jeg har læst mange gode og spændende anmeldelser af bogen, så da romanen kom på tilbud på Plusbog, skyndte jeg mig at klikke romanen hjem. Endvidere er Martels bog også på min Rory Gilmore læseudfordring, så det passer så fint. Der er kun kommet en læst bog på læselisten, så jeg håber og drømmer om, at jeg i år kommer til at læse mange flere af bøgerne på listen. Den sidste bog, som jeg købte i december var Letters from Father Christmas af J. R. R. Tolkien, som desværre kom sent hen i december, som desværre kom for sent hen i december til, at jeg kunne nå læse bogen. Det er ellers en af Tolkiens bøger, som jeg længe har slukket efter, at forsvinde ind i, men det må så blive til december i år i stedet. Mine indkøbte bøger har jeg samlet på nedenstående liste, hvor de sidste elve bøger er købt i januar:

🍀 Skyggernes kniv (Det gyldne kompas 2) af Philip Pullman fra forlaget Gyldendal.
🍀 Pi’s Liv af Yann Martel fra forlaget People’s Press.
🍀 A Wind in The Door (The Time Quinte 2) af Madeleine L’engle fra forlaget Square Fish.
🍀 A Swiftly Tilting Planet (The Time Quinte 3) af Madeleine L’engle fra forlaget Square Fish.
🍀 Many Waters (The Time Quinte 4) af Madeleine L’engle fra forlaget Square Fish.
🍀 An Acceptable Time (The Time Quinte 5) af Madeleine L’engle fra forlaget Square Fish.
🍀 Letters from Father Christmas af J. R. R. Tolkien fra forlaget Harper Collins.
🍀 Dronningen af Tearling af Erika Johansen fra forlaget People’s Press.
🍀 Shadow and Bone (Trilogy Box) af Leigh Bardugo fra forlaget Square Fish.
🍀 Amerikamske Guder af Neil Gaiman fra forlaget People’s Press.
🍀 Kvinden i hvidt af Wilkie Collins fra forlaget Tiderne Skifter.
🍀 Dubliners af James Joyce fra forlaget Wordsworth Classics.
🍀The Portrait of a Lady af Henry James fra forlaget Wordsworth Classics.
🍀 The Turn of the Screw & Thw Aspern Papers af Henry James fra forlaget Wordsworth Classics.
🍀 The Years & Between the Acts af Virginia Woolf fra forlaget Wordsworth Classics.
🍀 Mary Barton af Elizabeth Gaskell fra forlaget Wordsworth Classics.

I januar startede bogudsalget, og i selvom, at jeg havde lovet mig selv ikke at gå shop-amok – ja, så kunne jeg ikke helt holde det alligevel… Hovsa altså… Da den første roman jeg købte var Dronningen af Tearling af Erika Johansen i Tearling-trilogien, som var på tilbud på Plusbog.dk, så den kom med det samme i kurven, da den første bog lyder så lovende og spændende, hvor prinsesse Kelsea skal kæmpe for at overtage sin retmæssige plads på tronen som dronning over landet, men heldigvis har hun magiske evner, der hjælper hende på den farlige ved mod, det som hun er skæbnebestemt til. Da Saxo også havde en masse gode rabatter, ja så kunne jeg ikke lade være med, at bestille The Shadow and Bone boks-trilogien. Sammen med boksen følger et af de smukkeste landkort over Grishaverse med, så man kan kigge og drømme sig ind i fantasyriget. Allerede der er jeg super fan – det er bare så fint! Jeg har læst og hørt så mange gode ting om Leigh Bardugos bøger, at jeg har svært ved at vente med, at begynde læsningen allerede nu, men der er lige en del andre bøger, som kommer først i TBR-listen.

I slutningen af januar startede bogudsalget i Bog & Ide, så skulle jeg jo også lige et hurtigt smut ned og kigge. Jeg havde dog særligt udset mig to bøger nemlig Amerikamske Guder af Neil Gaiman og Kvinden i hvidt af Wiki Collins. Jeg har begge bøger på engelsk, men jeg valgte at købe dem på dansk, da teksten er meget lille i pocket udgaven, som jeg uheldigvis købte for et par år tilbage, og så er det lidt lettere med de danske udgaver, hvor bogstaverne er så dejligt store. Da bøgerne i Wordsworth Classics serien udgår i den sorte farve skyndte jeg mig også, at udvide min samling i serien med fem bøger, som du kan se på listen. De nye udgaver fra Wordsworth Classics bliver vist grønne og noget dyrer end de hidtil har været. Det er ikke så meget prisen for mig, da bøgerne er enormt billige i forvejen, men mere det at de skifter cover-farve og udsende. De fleste af mine bøger står nemlig samlet under forlag, da jeg er lidt tosset og har flere af de samme bøger fra forskellige forlag som eksempelvis i serien Det gyldne kompas. Det blev så til atten indkøbte bøger på to måneder – måske lidt i overkanten, men pyt. Nu skal jeg så bare snart have købt noget mere bogplads, meeennn der er ikke plads til flere bogreoler, så jeg kan snart ikke komme uden om, at flytte lidt rundt, så der kan komme en reol eller tre mere ind, da jeg nok aldrig kommer til, at stoppe med at købe nye bøger.

Har du fået købt nogle spændende bøger for nylig? Og hvad læser du i øjeblikket?

Featured image
Featured image
Featured image

Forfatter vs. anmelder – Når forfatteren går langt over stregen! (Tema #4)

Featured image

I det skrevne har jeg med fuld overlæg, ikke angivet de to forfatteres bøger, da jeg ikke på nogen måde ønsker, at fremme salget eller formidlingen af deres bøger, da deres opførsel grænser til det væmmelige og er i mine øjne helt uacceptabel.

I disse dage ser og læser man en særlig sørgelig tendens, hvor to forfattere syntes, at det er helt fint at svine anmelderne til på det personlige plan fordi, at anmelderne har givet deres bøger kritik med på vejen. Jeg bliver både led og ked af, at forfatterne er så ringe til at tackle den kritik, de får med på vejen, da kritik og “trælse” anmeldelser ikke kun udelukker læsere, men bestemt også tiltrækker læsere, men når forfatternes tilbagesvar på kritikken går efter, at ramme anmelderen personligt er det gået for vidt. Hvor går grænsen egentlig her? Det, der får mig op af stolen er, at grænsen mellem hvad der er acceptabel og uacceptabel opførelse ud fra disse to forfatteres side er udvisket, og de syntes at kunne gøre lige, hvad de lyster i deres “Starstuck” tilstand af egen rus af lykke over, hvad de har bedrevet. MEN, der er faktisk en grænse for, hvad man som forfatter kan tillade sig, at ytre om andre mennesker på det personlige plan bare fordi, at man ikke udelukkende får femstjernet anmeldelser! At en dårlig anmeldelse er træls – ja vist er den det, men frem for at ramme anmelderen personligt, så tag i stedet udgangspunkt i den kritik, som anmelderen har givet bogen – det andet er simpelthen for lavt!

I mandags kunne man i Berlinske læse artiklen Åbent brev til forfatter og selvanmelder Morten Sabroe: »Skønheden og udyret« har altid været en god historie, hvor også anmelderen svarer tilbage på Morten Sabroes personlige kritik efter, at have delt hendes Instagram billede på hans Facebookside. Budskabet fra Morten Sabroes side er helt klokke klar med delingen af billedet – at man ikke både kan være køn og litterært begavet på én og samme tid – men kan man nu ikke det? Fremfor, at tage udgangspunkt i det anmelderen har skrevet, så valgte Morten Sabroe den personlige og nedladende tilgang på anmelderens kritik. Forfatterne bør selvfølgelig forholde sig til både anmelderen og anmeldelsen, men på det konstruktiv plan uden, at tilsmudse anmelderen personligt – men ja, som overskriften så fint påpeger, så har “Skønheden og udyret (har) altid været en god historie”.

Sent i går aftes kom en anden forfatter på krigsstien, som langt overgik den kære Morten Sabroe. Det er forfatteren Jeanett Veronica Hindberg, der har modtaget en kritisk anmeldelse af Jeanette, der har bloggen Jea’s Blanke Tanker. Dette skulle anmelderen så sandeligt få at føle på det groveste, da forfatteren valgte at livestreame fra sin facebookside, hvor hun på det groveste kalder anmelderen for de grimmeste øgenavne, så som “Hjernedøde ko”, “kælling”, “fuckfjæs” og “usmagelig”, samt mange andre grimme grimme gloser – og så på under 7 minutter. Jeg er rystet! Dette på baggrund af, at anmelderen valgte at tagge, den såkaldte stakkels, forfatter i sit opslag, hvilket hun jo egentlig skal, da hun efter aftale med forfatteren, fik et eksemplar af hendes nyeste bog tilsendt. Jeanette kunne have udeladt at tagge forfatteren og i stedet bruge hashtag, men det er også en smagssag i forhold til, hvordan man bruger tag, hvad man gør, når man deler anmeldelser. MEN altså, så kommer anmeldereksemplaret vel fra forfatteren og ikke som en gave fra forlaget. Jf, den nyeste markedsføringslovgivning, som der er skrevet så meget om af andre bloggere, så er det faktisk en del af loven, at oplyse forbrugerne, hvor den sponsorerede vare kommer fra.

For at forfatterens grimme og barnlige stunt ikke skulle være nok, så fortsatte og fortsætter hjerteveninder, venner og familiemedlemmer af forfatteren med, at svine bloggeren til på det grimmeste på bloggerens Facebookside. Dette er så uacceptabelt, at jeg ikke kunne holde mig ude af debatten både under forfatterens video og på Jeanettes blog. Forfatterens hjælpere kommer med intet nyt under debatten, men fortsætter alle uden undtagelse i samme dur. Forfatteren valgte efterfølgende at slette videoen, men er i dag kommet med, hvad hun nok selv kalder, en forklaring på sin grimme opførsel – MEN hun fortsætter ligesom i samme spor – så intet nyt der. Jeanette har skrevet en saglig anmeldelse og skrevet om SIN læsning af romanen, som du kan finde på Jeanettes’s facebookside: her. Det er, det man gør som litteraturanmelder – skriver ærlige anmeldelser, også selv om, at man følger en forfatter eller godt kan lide forfatterens tidligere bøger.

Mit ønske med dette indlæg er at skabe en debat om, det er okay, at gå til personlig angreb på den groveste og mest nedladende måde på en anmelder på baggrund af en kritisk anmeldelse? Vil forfatterne så heller ikke tagges, når der er rosende ord og gode anmeldelser? Lige så vel, at en anmelder ikke bør inddrage forfatterens personlige liv i sine anmeldelser med mindre, at emnet er en del af bogen. Jeg tager afstand fra forfatter Jeanett Veronica Hindberg for sin personlige og nedladende måde, at takle Jeanettes anmeldelse på! Jeg vil i fremtiden aldrig promovere eller omtale forfatterens bøger, og jeg håber så sandelig ikke, at nogen overhovedet har lyst til, at læse eller anmelde hendes bøger fremadrettet, når man får en sådan medfart med på vejen. Lad mig høre, hvad tænker I?

Featured image