Min læseopsamling i søde juni

Featured image
Featured image

Indlægget her indeholder to anmeldereksemplar fra henholdsvis Politikens Forlag, HarperCollins Nordic og gaveeksemplar fra forlaget Jentas.

We read books to find out who we are. What other people, real or imaginary, do and think and feel… is an essential guide to our understanding of what we ourselves are and may become ― af Ursula K. Le Guin.

Juni måned kom og gik i alt for hurtigt, hvor jeg synes at dagene var alt for korte, og de svandt hurtigere end jeg kunne følge med til. Den skønne varme sommer lokker mig al for tit mod lækre badestrande og åben himmel til kolde drikke og lækre is, da det er svært at sidde inde i det skønne vejr. Måneden har budt på boglige overraskelser med spændende, rørende og skønne læseoplevelser. Isabel blev færdig med at læse Godnathistorier for rebelske piger – 100 fortællinger om exceptionelle kvinder (Good Night Stories for Rebel Girls #1) for mig, som vi begge var meget bidt af at læse. Den næste bog, som hun skulle læse videre for mig i er Da Vinci mysteriet – Fortalt for yngre læsere af Dan Brown, som jeg har modtaget som anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men da romanen er lige svær nok at læse for hende, da der er rigtig mange franske ord og sætninger, som hun gik meget i stå i, så læser jeg nu højt for hende i stedet, og det er så hyggeligt. På trods af at der er svære sproglige vendinger i handlingsplottet, så er hun meget bid af handlingen, og spørg ofte om, vi ikke lige skal tage et ekstra kapitel inden, hun skal sove – og det gør vi så. Vi er allerede godt over de 100 side, og det er ret spændende!

Nu er det vist ved, at være tid til at jeg får skrevet lidt til jer om, hvordan min juni måned så ud på læsefronten, inden at august måned banker på. Min læsning gik ganske fint, og i juni fik jeg læst hele 6 bøger og kommer op på 2.353 sider læste sider, så jeg er fint tilfreds med min læsning for denne måned. Jeg fik læst følgende bøger:

🏖 Between the World and me af Ta-Nehisi Coates fra forlaget Gyldendal på 175 sider.

🏖 Advokaten (Eddie Flynn #1) af af Steve Cavanagh fra forlaget Jentas på 363 sider – gaveeksemplar fra forlaget.

🏖 The Posthumous Papers of the Pickwick Club, Containing a Faithful Record of the Perambulations, Perils, Travels, Adventures and Sporting Transactions of the Corresponding Members af Charles Dickens fra forlaget Penguin på 801 sider.

🏖 I det øjeblik, var jeg din (You Had Me At Hello #1) af Mhairi McFarlane fra forlagt HarperCollins Nordic på 399 sider. – Anmeldereksemplar fra forlaget.

🏖 Godnathistorier for rebelske piger – 100 fortællinger om exceptionelle kvinder (Good Night Stories for Rebel Girls #1) af Elena Favilli og Francesca Cavallo fra forlaget People’s Press på 212 sider.

🏖 Havets børn af Anna Ekberg fra Politikens Forlag på 403 sider. – Gaveekesmplar fra forlaget.

Månedens korteste:
Den korteste bog, som jeg fik læst i juni var helt klart Between the World and me af Ta-Nehisi Coates, som er en lille fin bog på blot på 175 sider. For et par år siden hørte jeg bogen som lydbog til og fra universitet, og jeg blev helt fortryllet af bogens handling. Måden afroamerikanere er blevet og tilsyneladende stadig bliver i Amerika er hårdtslående og voldsom. Jeg blev ved min genlæsning denne gang ikke helt så fanget. Du kan finde mere om bogen i min anmeldelse, som du kommer lige til ved at klikke på titlen i oversigten foroven.

Månedens bedste bog:
Den bedste bog i juni var uden tvivl Havets børn af Anna Ekberg, som ramte mig dybt i mit inderste. Det er en roman, som får mine varmeste anbefalinger, og som jeg synes, at alle bør læse.

Månedens længste bog:
Den længste bog, som jeg læste i juni var The Posthumous Papers of the Pickwick Club, Containing a Faithful Record of the Perambulations, Perils, Travels, Adventures and Sporting Transactions of the Corresponding Members af Charles Dickens på 801 sider, som egentlig var en genlæsning. Det er Dickens første roman, som jeg skulle skrive et længere afsnit og analyse af, så jeg synes, at endnu en læsning ikke ville skade. Det er også en af Dickens romaner, som jeg er ret vild med, da den gode Mr. Pickwick har fået en særlig plads i min litterære bevidsthed, men nu har jeg ikke planer om, at genlæse romanen mere lige foreløbig.

Månedens mindst spændende bog:
Åh altså, jeg havde så store forventninger til I det øjeblik, var jeg din (You Had Me At Hello #1) af Mhairi McFarlane, men jeg blev en smule skuffet. Det er nu en sød roman, og under min læsning havde jeg tit medlidenhed for Rachel, som må gå så gruelig mange ting i gennem på en og samme tid. Jeg blev dog ikke fanget vild meget, men det var en fin læseoplevelse. Den næste roman Findes der en, findes der flere ser jeg nu alligevel meget frem til snart at læse.

Det var så en lille opsamling på min læsning i juni måned. Det var en skøn en af slagsen! Jeg havde helt glemt at finde The Pickwick Papers frem, da jeg tog billeder af bøgerne i går, så den roman må komme med på et billede en anden god gang – altså det må være varmen eller noget …. Her i juli går min læsning stille, men godt. Jeg har flere rigtig gode romaner, som venter, og jeg glæder mig meget til at læse dem! Jeg får også skrevet på specialet, og det er så fedt at være sådan rigtig i gang. Lige om lidt banker august allerede på, og juli måned har indt til videre været super skøn med mange lækre is og skønne badeture ved stranden, som helt sikkert fortsætter ind i august, hvis sommervarmen bliver ved at holde.
Får du læst nogle spændende romaner i sommervarmen? Er der en bog som har gjort særligt indtryk på dig denne sommer?

Featured image
Featured image

Advertisements

Ham (Him and Her #1) af Carey Heywood

Featured image
Featured image

Ham (Him and Her #1) af Carey Heywood på 245 sider fra forlaget Palatium Books og er udgivet i 2017. ⭐️⭐️ – 2,5/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. sproget er amerikansk og org. titel Him (Him and Her #1) og er oversat til dansk af Rie Lund Rosenkilde. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forlaget

Sarah Miller er en travl forretningskvinde, som mildest talt knokler og knokler for, at gemme sig fra verden og ikke mindst fra fortiden. På de første sider i Ham af Carey Heywood prøver Sarah at finde på alle mulige former for overspringshandlinger, da hun bare ikke kan få pakket og gjort klar til hjemrejsen til sin brors bryllup. Hun skal hjem, hvilket egentlig ikke er en så forfærdelig tanke, men det er mere årsagen til, at hun stak af for syv siden. Sarahs sambo og bedste veninde Sawyer får skubbet til hende, og hjælper Sarah med at pakke, så de kan komme ud og spise, og høre lidt musik. Det er, nu det sidste Sarah har lyst til, men det er godt at få tankerne på noget andet end hjemrejsen næste morgen. Sawyer har prøvet og prøver stadig behændigt på, at få Sarah til at date, men det er svært for Sarah, da særligt én fyr har brændt sig fast i hendes hjerte og derefter knust det i titusind stykker. Hun har skjult sig under påskud af, at der er så meget arbejde at gøre i hendes firma, hvor hun sælger pensionsløsninger til firmaer. Da Sarah sætter sig på flyet næste morgen, gruer hun for den uge hun skal være hjemme i Decatur (Atlanta, Georgia), men det går allerede galt inden flyveren når at lette, da han er med flyet – HAM hun har forsøgt at glemme de sidste syv år.

Det er ikke til at komme uden om – Sarah er nødt til at lade Will køre hende hjem. Det hun ikke ved er, at Will er langt mere impliceret i hendes egen familie end hun selv er, og dette kommer som et kæmpe chok for hende. Plottet skifter undervejs, og hvert andet kapitel tager jeg med Sarah tilbage ad memory lane, hvor jeg læser med om hendes venskab, forelskelse og begyndende forhold til Will, som bræt stoppes og Sarah rejser derefter langt væk for at bo hos sin onkel. I nutidshandlingen er det eneste Sarah ved er, at der kun kommer en single mere i hele bryllupsselskab, men hun har ikke kunne få ud af sin bror, hvem det er. Det viser sig at være Will, som oven i købet også er brorens forlover! Sarah har allermest lyst til at rejse hjem til sig selv igen, og begrave sig i arbejde, men det kan hun hellere ikke nænne over for sin storebrors kommende kone, som viser sig at være noget af det sødeste. Hvad Sarah ikke ved er, at de alle har en plan om, at hun skal tale med Will inden, at de syv dage er omme, og hun skal hjem igen.

Jeg kan mærke, at han følger efter mig. Jeg prøver bevidst at ignorere ham og taler med Brian i stedet. Brian tøver et øjeblik, og jeg overvejer kort, hvis side han er på.

Ham af Carey Heywood er den første bog i trilogien Him and Her, hvor jeg her i førte bog får historien om alt det Sarah har gennemgået og lidt i de syv år, som er gået siden, hun har måtte forlade sin hjemby med et hjerte, som er knus i tusind stykker. I den anden roman får man historien fortalt fra Wills side, og den sidste bog Dem, handler det om livet efter deres genforening. Ham er skrevet i et meget let læseligt sprog uden de store poetiske vendinger eller spændende sætninger. I romanens handling følger jeg gennem første persons narrativ Sarah i fortiden og nutiden, hvor jeg er læser med i hendes tanker og følelser. Strukturelt er romanen inddelt i 27 kapitler, hvor jeg på skift følger Sarah i nutiden, og fortiden fra da hun mødte Will, til at hun rejser bort. Som hele hænger romanen imponerende fint sammen, hvor fortiden og nutiden smelter sammen på fin en måde i romanens slutning, hvor intet er glemt eller udeladt. Jeg blev dog ikke på noget tidspunkt fanget af historien, da der var en del gentagelser og for mange vendinger, som blev brugt igen og igen i Sarahs indre monologer og søde sukken over Will, der blev en kende for meget.

Heywoods første roman er sød og let, men også rigtig hurtig læst. Karaktererne er fint beskrevet, men dog lidt for sukkersøde. Sarah er blandt ind i et trekantsdrama om Will med pige Jessica, som er noget af en slange. Jessica er en stor del af grunden til, at Sarah flygtede fra byen i al hast, men der er også andre hemmeligheder, som ligger skjult i mørke skygger. Wills mor er nemlig ikke særlig begejstret for Sarah, da hun ikke er fin nok, og det får Sarah så sandelig at mærke, og det sætter sig i hendes sjæl i årene efter, som en altædende lille snog, der presser hende på præstation i skolen og videre ind i arbejdslivet, hvor hun er noget af en arbejdsnarkoman. En af de karakterer, som jeg synes bedst om under min læsning var den rebelske og farverige Sawyer, som også har en spændende fortid, som man desværre ikke hører, så meget om i denne første roman, men det håber jeg kommer i den sidste bog. Som genremæssigt vil jeg karakterisere Ham, som en sød og romantisk ungdomsroman uden den vilde erotik i plottet, hvilket er rigtig fint, men handlingen om at miste den første kærlighed bliver desværre en smule for meget kliché-agtig for mig.

Det sidste han havde sagt til mig dagen før var: “Lille skat, det virker, som om der er et regnskab, I to skal gøre op. Vil du tage dig af det denne gang, eller stikker du af igen?”

Det er nu lidt hyggeligt at læse om sød og teenageragtig romantik her i sommervarmen, og jeg blev så glad og varm inden i, da det hele går op i på de sidste sider i Ham. Heywood har sat to spændende karakterer sammen i slutningen af bogen, og det er jeg meget på at læse mere om, da det godt kunne ende intet frygteligt rod. Den næste roman i trilogien er, som nævnt, Hun hvor man nu får historien fra Wills side. Situationen har slet ikke været så let for Will, som Sarah tror, og han er langt mere ramt, og måske at det er derfor, at han efter syv år er mere sammen med hendes familie end hun selv er. Jeg har ikke før læst nogle bøger, hvor historien fortælles fra en anden synsvinkel, så det ser jeg nu frem til at prøve snart i den næste Heywood bog, hvor jeg skal lære mere om Will, Sarah og ikke mindst Wills mor.

Featured image
Featured image

The Girl Who Drank the Moon af Kelly Barnhill

Featured image
Featured image

The Girl Who Drank the Moon af Kelly Barnhill fra forlaget Piccadilly Press udgivet 2017 og er på 386 sider. Org. sproget er amerikansk, og er org. udgivet i 2016. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Once upon a time, something terrifying lived in the woods. Or perhaps the woods were terrifying. Or perhaps the whole world is poisoned with wickedness and lies, and it’s best to learn that now.

Der ligger store, mørke skyer og truer over den lille by Protectorate – byen kaldes også The City of Sorrows. Antain er næsten tretten år og i lære som ældste medlem af byrådet. Der er særligt en tradition, som Antain hader mere end noget andet, hvor hele byen en gang om året rammes af stor sorg. Dagen frygter alle, men ingen taler om det, og ingen stiller spørgsmål eller gør oprør, da det er helt uhørt. De ældste henter hvert år, det førstefødte barn på året, da barnet skal ofres til heksen i skoven, så byen overlever endnu et år uden at heksen kommer jævner byen med jorden. Jeg følger skrækslagen med Antain, som skal med på sin første tur ind i et hjem for at hente et lille barn, og han er lige ved at gå til. Moren skriger og skriger, og gør alt for at beskytte sit barn fra de kræfter, som vil stjæle hendes lille nye liv. Søstrene i tårnet tilkaldes, da moren er blevet sindssyg, og hun føres væk og ind i det store høje og mørke tårn. Nu går processen med barnet ud i skoven et godt stykke udenfor byen til en lille lysning, hvor den ældste i byrådet lægger barnet på en træstub.

Den gamle heks Xan er allerede på stedet, men hun har forvandlet sig til et træ, hvor hun får sig en lille lur, da hun dette år er tidligt på den. Hun henter, hvert år et barn i skoven, men hun ved ikke, hvorfor at folkene i byen giver et af sine børn væk på denne dag. Xan tager børnene med til byerne på den anden side af skoven, hvor familier gladeligt tager imod de efterladte børn. Da Xan ikke kan have alt for meget mad med til de små under rejsen, fanger hun stjernestøv med fingrene på nattehimlen, og giver børnene det at spise. Dette stjernestøv giver børnene lykke med på vejen og rigdom i livet. Men noget er anderledes dette år, da hun føler et særligt bånd til det lille barn med det sorte krøllede hår og det lille halvmåneformede modermærke i panden. Under rejsen er den lille pige mere sulten, og Xan kommer ubemærket til, at give hende månestøv frem for stjernestøv. Det er ikke godt, da månestøv har særlige magiske egenskaber, så nu er Xan nødt til at tage barnet med sig hjem, og hun giver hende navnet Luna.

Den lille Luna er en skøn pige med masser af krudt i. Årene går hvor hun lever et stille og godt liv med sin bedstemor heksen Xan, den lille drage Fyrian og sump monsteret, som er lige så gammel som verden. Efterhånden som Luna vokser spreder hendes magi sig mere og mere. Til sidst er det så slemt, at Xan er nødt til at binde Lunas magi indtil, at hun bliver seksten år, så Xan kan lære Luna, alt det hun skal kunne med respekt for magien, men noget går helt galt. I The Kingdom of Sorrows forsøger Antain endnu engang at snige sig fra at deltage i hentningen og ofringen af endnu et barn, da han ikke kan. Antain har stadig mareridt over den gale kvinde, så han beslutter sig for, at besøge hende. Da Antain bliver lukket ind i cellen øverst i tårnet sker noget magisk, men forfærdeligt, da han overfaldes af en masse papirs fugle som strømmer til. Han er nu arret for livet, og dropper helt at arbejde for rådet. Han har planer om, at stoppe den onde heks, og drager ud i skoven. Her møder han de mærkeligste væsner, den pige som han engang var med til at ofre, og han finder ud af, at byen er bygget på en løgn, da den onde heks egentlig er i byens midte, hvor Sorg Æderen truer med at ødelægge alt.

How many feelings can one heart hold? She looked at her grandmother. At her mother. At the man protecting his family. Infinite, Luna thought. The way the universe is infinite. It is light and dark and endless motion; it is space and time, and space within space, and time within time. And she knew: there is no limit to what the heart can carry.

The Girl Who Drank the Moon af Kelly Barnhill er et episk og magisk eventyr, som jeg læste under Dewey’s 24 Hour Readathon i efteråret. Fra første side i romanen var jeg fanget af handlingen, og jeg har siden efteråret læst romanen hele to gange til godnatlæsning, da jeg bare elsker historien om Luna, heksen Xan, den unge mand Antain og den uhyggelige Sorg Æder. Handlingen er mørk og gotisk, men også magisk og fortryllende med mange lag i plottet, som alle er dybe og kan perspektiveres ud i vores egen verden. Skoven i The Girl Who Drank the Moon er labyrintisk med mange veje og skjulte stier, der fører til en ældgammel by i ruiner og gemte magiske sko, som ikke må findes af hvem som helst. Engang var den ødelagte by hjemsted for nogle af de mægtigste troldmænd, men de blev snydt af Sorg Æderen og forsvandt fra verden. Romanen er delt i 48 spændende kapitler, der alle har en lille overskrift, som giver et hint om, hvad der kommer til at ske i det kommende kapitel. Barnhills roman kan læses fra mellemtrinnet (fra 4 klasse) på engelsk, men da bogen (endnu) ikke er oversat til dansk, så vil jeg anbefale at fra ca 14 år – selvfølgelig afhængig af, hvor god man er til at læse engelsk. Sproget i romanen er let og smukt med mange poetiske sætninger, som gør at handlingen fremhæves på særlige steder, og tryllebandt mig under min læsning.

Der er mange finurlige, men også uhyggelige karakterer i The Girl Who Drank the Moon, men særligt er Luna og den lille drage Fyrian er jeg ellevild med. Fyrian drømmer uhyggelige drømme, hvor alting er blevet meget småt, og han selv kæmpe stor, men det kan den lille drage slet ikke finde ud af. Åh, han er så skøn. Alle karaktererne er godt beskrevet med mange detaljer, og det er stederne lige så, så handlingen bliver levende og jeg forsvandt ind i bogens sider, hvor jeg var med på eventyr. Tematikkerne i eventyret er kærlighed, tab, venskab, familie og sorg, som alle er med til at skabe et klart budskab og en god morale på de sidste sider i bogen. Særligt den uhyggelig Sorg Æder og hendes historie ramte mig, da jeg under min første læsning ikke lagde synderligt meget vægt på heksen Xans modstand af at være ked af det eller sørge over gamle venskaber. Tematikkerne kærlighed og sorg kan være to altopslugende størrelser hver for sig, og de forenes i Barnhills roman på fineste vis, hvor jeg næsten får helt ondt af Sorg Æderen på trods af alle hendes onde gerninger. Moralen i The Girl Who Drank the Moon er at dog er sorgen til alle tider stor og alt opslugende, men at kærligheden er en endnu større kraft, og at alt kan overvindes med kærlighed og venskab.

Just because you don’t see something doesn’t mean it isn’t there. Some of the most wonderful things in the world are invisible. Trusting in invisible things makes them more powerful and wondrous.

The Girl Who Drank the Moon er et fantastisk og magisk eventyr! Jeg er blevet stor fan, og måske at Barnhill bliver en af mine nye favorit forfattere. Romanen har også vundet flere litterære priser som eksempelvis Publisher’s Weekly Best Book i 2016, School Library Journal Best i 2016 og Newbery Medal i 2017. Barnhill har skrevet flere noveller og andre romaner, og i øjeblikket skriver hun på tre romaer, så jeg følger spændt med. Hvis du vil vide mere om bøgerne eller mere om forfatterskabet, kan du kan læse mere om det på Kelly Barnhills forfatterside lige her. Jeg skal helt sikkert læse de andre eventyr og magiske romaner af Barnhill, som jeg regner med at bestille hjem inden længe, da jeg er spændt på at læse om, de er lige så gode, men venter lige og ser om Saxo kører rabat på engelske bøger senere på måneden – det kunne jo være. Jeg kan også varmt anbefale at lytte til The Girl Who Drank the Moon, da oplæseren er virkelig god og gør handlingen meget spændende og levende. Det ville være fantastisk, hvis der var et forlagt, som udgav The Girl Who Drank the Moon på dansk, da Barnhills roman virkelig er læseværdig for alle som elsker mørke eventyr, hekse, draget, magi og en vigtig morale.

Featured image

I det øjeblik, var jeg din af Mhairi McFarlane

Featured image
Featured imageI det øjeblik, var jeg din af Mhairi McFarlane fra forlaget HarperCollins Nordic på 399 sider fra 2017. Bogen er læst på dansk, org. sprog er engelsk med titlen You Had Me at Hallo, org. udgivelsesår 2012. ⭐️⭐️⭐️ -3/5 stjerner. Oversætter Kamilla Pontoppidan Haderup. Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget

En regnvåd og kold fredag aften kommer Rachel hjem efter en lang dag i retten, hvor hun arbejder som journalist for den lokale avis i Manchester. Rachels forlovede Rhys er ved at lave et skønt aftenmåltid, da hun kommer hjem, men er slet ikke i godt humør. Rachel når knap at tage sit våde overtøj af inden, at et skænderi har sat sin start. De har været sammen i tretten år, og er nu ved at planlægge bryllup, men det er ikke let at blive enig om selv de mindste ting. Det hele eksploderer, og Rachel ytrer uden egentlig at have tænkt ret meget over det, at hun slet ikke vil giftes alligevel. Rhys stormer ud ad døren, og lader Rachel alene tilbage i huset. Rachel har rigtig gode venner fra universitetet, som hjælper hende med mange praktiske ting. Det er veninden Mindy, som skaffer Rachel ind i en super smart og top moderne lejlighed, som hun kan leje det næste halve års tid, mens ejeren er ude og rejse. Huslejen bliver til vennepris, og så flyttet Rachel for alvor. Mange af møblerne fra huset kan hun ikke have med, og det ønsker hun egentlig heller ikke. Rachel er nu 31 og single, og det er ikke let, når man nu pludselig er helt alene. En aften hvor Rachel er sammen med sine fire venner, falder snakken tilbage på universitetstiden, da Caroline har set Ben på biblioteket. Jeg bliver indviet i Rachels første møde den unge fyr Ben, som bliver hendes bedste ven i de tre år på universitetet, men som slutter trist af, til bachelor ballet, hvor alle bånd brydes.

Rachel kan nu slet ikke lade være med, at opsøge biblioteket med den lille nødløgn, at hun skal til at lære italiensk i håb om, at hun helt “tilfældigt” vil støde ind i Ben. Jeg følger spændt med i Rachels plan, da den første fyr, hun tror er Ben, slet ikke er det, og hun mister helt modet allerede her. Jeg syntes, dog at Rachel opgiver lidt for hurtigt, da hun herefter allerede styrter lidt mod udgangen af biblioteket. MEN her rammer hun uopmærksomt ind i en mand, som jo så er Ben. De står kejtet og snakker lidt, hvorefter at de går på den nærmeste cafe og får en kop kaffe. Da Ben fortæller om, at han er gift rammes Rachel i hjertet af en sten, men han vil gerne optage deres gamle venskab, og han har muligvis et job til hende. Bens advokatven Simon skal nemlig bruge en journalist til, at dække et personligt interview med Natalie Shale, da hendes mand er offer for justitsmord og de håber på, at det kan skabe lidt godt PR i sagen. Ben aftaler at ringe tilbage med yderligere informationer. Mødet bliver sat op, og Rachel tager Mindy med som backup. Rachel er ramt af dybe følelser, og det hele ramler sammen for hende, da hun fortæller en kollega, at hun aflurede en sms på Natalies telefon under interviewet, og hvad der stod i sms’en. Rachels verden styrter meget hurtigt i grus på alle planer, da den betroede kollega slet ikke var så loyal, som hun troede, men ikke nok med det, så har hun nu også fået Bens kone på nakken. 

Jeg snapper efter vejret. Jeg ser mig selv i spejlet. Uinteressant. Et par blodskudte øjne i et uinteressant ansigt. Jeg tænker: Du har selv bedt om det. Du opsøgte det, du tiggede om det, du vidste, hvad der ville ske, nu er du her og gæt hvad? Du hader det. Jeg begynder uden at tænke over det at vaske hænder for anden gang.

I det øjeblik, var jeg din af Mhairi McFarlane er den første roman i række af fire chick lit bøger i bedste britiske skrivestil. Romanen er nærværende, relevant og sjov på en hjertevarm og rummelig måde. Handlingen følger en kronologisk orden fra Rachel bryder sin mangeårige forlovelse med Rhys, men ind i mellem kapitlerne bringes jeg gennem flashbacks tilbage til første gang, hvor Rachel møder Ben på den første dag på universitet. Rachel er lige blevet kærester med Rhys, da hun starter på bacheloruddannelsen i engelsk, som er samme uddannelse som Ben også er startet på. De udvikler et stærkt venskab, men en hemmelig forelskelse sniger sig ind. Det er hyggeligt, at følge de to på universitetet, men ind i mellem er det også lidt træls, at handlingen brydes af de mange flashbacks. Romanen er strukturelt delt i 69 kapitler, som er korte og lige tilpas, hvor sproget flyder og er levende. Jeg elskede under min læsning de mange komiske og ironiske replikker fra Rachel, som gør romanen godt og opløfter hele bogen. Jeg følger nysgerrigt med i Rachels hemmelige forelskelse i Ben, som tilsyneladende er lykkelig gift, men ind i mellem bedrager det ydre mere end man tror. Under min læsning får jeg ofte ondt af Rachel i alle de mentale og psykiske tæsk hun får af verden omkring hende. Heldigvis skal hun ikke stå det alene i gennem, da hun har to fantastiske veninder og en god kammerat fra unitiden, som er gode støtter, men pludselig er der oprør i den lille vennegruppe, og dette må Rachel også lige arbejde på, så alle kan blive gode venner igen. Så man må sige, at Rachel har hænderne fulde.

McFarlanes roman er alvorlig, skøn og til tider tragisk komisk med alle de situationer, Rachel pludselig havner i. Under min læsning var jeg det meste af tiden godt underholdt, men ind i mellem blev handlingen lidt for lang. Gennem romanens sider følger jeg Rachels mange indre monologer og refleksioner, som giver mig et godt indblik i Rachels karakter, men også hendes drømme om fremtiden, da hun ikke ønsker at forblive retsreporter for en lille avis resten af sine dage. Karaktererne i McFarlanes roman er levende og afspejler alle livets facetter,når man er en kvinde i 30’erne. Eksempelvis er Mindy altid på jagt i de rige og tjekkede miljøer efter unge kærester og vilde byture. Veninden Caroline er godt gift med lækkert hus og det hele, men ægteskabet er ikke altid lykken og store problemer kommer snigende, som Caroline slet ikke havde set komme. Den lille gruppe på de fire venner er så skøn både, når de samles alle sammen, men også, når Rachel er sammen med dem hver for sig. Det er så skønt, at følge med i den lille gruppes små hemmeligheder og hverdagsliv. Tematikkerne i I det øjeblik, var jeg din er relevante og hverdagsagtige, hvor jeg kan med lethed kan relatere mig til Rachels mange indre og ydre kampe. Tematikkerne er kærlighed, venskab, familie, og tab, som alle spiller fint sammen og danner rammen om romanens handling.

Ben kigger sig til venstre og til højre, som om vi står midt i en narkohandel, og til min store overraskelse giver han mig et stort knus. Det kommer ligeså velkomment som uventet, og det får alle de nysgerrigt kiggende mennesker på St. Ann’s Sauare til at holde op med at stirre på mig.

I det øjeblik, var jeg din er en hyggelig og sød sommerroman til at læse ved stranden, på solstolen ved poolen eller i haven. McFarlanes roman er let og hyggelig at læse, men romanen rammer ikke noget i mig eller giver mig noget dybere, men det er også rart at læse noget ind i mellem, som man ikke skal tænke så meget til. Sådan en roman er I det øjeblik, var jeg din, men for mig er det også bare en roman, som er hurtig læst, og desværre også hurtigt glemt. Denne roman er McFarlanes første roman, og på trods af, at romanen ikke efterlod de dybere spor i mit indre, så jeg glæder mig nu alligevel meget til snart at læse den næste roman, som er Findes der en, findes der flere. McFarlanes fire romaner er selvstændige historier med forskellige karakterer fra forskellige steder i England og med forskellige problematikker, som jeg ser frem til, at læse med om og igen komme ind i McFarlanes lækre chick lit skrivestil. Alle fire bøger matcher i coverets udtryk, og er så smukke og fine med de flotteste farver, som passer så fint sammen på reolen!

Featured image
Featured image

Nye bøger på reolen (Nye bøger april og maj 2018 #3)

Featured image
Featured image
Featured image

One benefit of Summer was that each day we had more light to read by ― By Jeannette Walls.

Den skønne og dejlige sommer er over os igen, og jeg nyder solen i haven med gode bøger og kolde drikke. Det er bare så hyggeligt. Nu er det igen blevet tid til et lille skriveri om mine nyindkøbte bogskatte. Jeg har ikke fået købt helt så mange, som jeg gjorde i februar og marts, men det var også en ordentlig bunke lækre bøger, som jeg fik købt hjem i de to måneder. Jeg har prøvet op til flere gange at begrænse mine bogkøb – jeg er bare ikke helt så god til det, så jeg har besluttet at lade være med at prøve – måske at det så kommer helt af sig selv, hvis jeg ikke har så meget fokus på det. I april og maj måned har jeg fået otte skønne bøger ind ad døren, og jeg glæder mig til at læse hver og en, så snart at jeg kommer til dem. Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse og flere bøger, jeg gerne vil genlæse. Jeg vil i de kommende måneder forsøge at genlæse nogle af de bøger, som bliver ved med at spøge i mit hoved, som eksempelvis Det syvende barn af Erik Valeur, Søvnen og døden af A.J. Kazinski, The Color Purple af Alice Walker og Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee.

Der er faktisk kun én bog bland de otte bøger, som jeg allerede har læst og anmeldt, og det er Mellem verden og mig, som var en god genlæsning. Du kan læse min anmeldelse lige her. De bøge som jeg fik købt i april og maj kommer her:

🌞 The Magic Mistifts af Neil Patrick Harris fra forlaget Egmont.
🌞 The Gloaming af Kirsty Logan fra forlaget Harvill Secker.
🌞 The Boy with the Cuckoo-Clock Heart af Mathias Malzieu fra forlaget Chatto & Windus.
🌞 A Thousand Nights af E.K. Johnston fra forlaget Hyperion
🌞 Mellem verden og mig af Ta-Nehisi Coates fra forlaget Gyldendal.
🌞 Øjesten af Jakob Melander fra forlaget People’s Press.
🌞 Ligblomsten af Anne Mette Hancock fra forlaget Lindhardt og Ringhof
🌞 Persepolis – Min iranske barndom af Marjane Satrapi fra forlaget Cobolt.

Der er et par af mine nyindkøbte bøger, som jeg ser særligt frem til at læse nemlig The Boy with the Cuckoo-Clock Heart, som jeg så i starten af året sammen med min datter, og da jeg så så, at tegnefilmen var lavet ud fra bogen, skyndte jeg at bestille den, da filmen ramte mig lige i hjertet. Sidste år læste jeg med på nogle af bøgerne i den feministiske Goodreads gruppe Our Shared Shelf, som er startet af Emma Watson, hvor to af bøgerne var de grafiske romaner Persepolis – Min iranske barndom og Persepolis. Teheran tur-retur, som jeg dengang lånte på biblioteket. Siden da har jeg bare så gerne ville eje Marjane Satrapis første og anden bog om hendes barndom i Iran og flugt til Tyskland. Jeg ville bare så gerne have begge bøger i hardback udgaven, men dem kan man ikke længere købe – æv! Så jeg har købt den første bog i hæfte, og bestiller også snart efterfølgeren Persepolis. Teheran tur-retur hjem, så jeg kan få læst begge bøger igen. Jeg ser også meget frem til at læse The Gloaming, som har lagt siden april og ventet på at blive læst.

I mit forrige indlæg om nye bøger skrev jeg, at jeg ville læse to bøger – nemlig Takt og tone af Emma Gad, som jeg er i gang med at læse nu, og En anden kvinde af Suzanne Rindell, som jeg forsætter med, lige så snart jeg er færdig med Gad. Herefter satser jeg på at læse flere af mine nye bøger. Lige nu kæmper jeg virkelig hårdt for at læse en speciale roman færdig, og for at få læst den færdig, så har jeg lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke må læse andet, men puuuuuu det holder hårdt, da det bestemt ikke er nogen page-turner. Nu er der under 100 sider to go, så der er håb forude, men sikke mange overspringshandlinger, man egentlig kan finde på, når det skal være. Eksempelvis har jeg fået en helt skinnende ren ovn og et funklende rent køleskab, og så er jeg ved at lægge et 1000 brikkers puslespil. Jeg satser meget på, at få taget mig sammen og læst bogen færdig i dag, så jeg kan komme i gang med mine andre skønne bøger, som ligger og venter, da denne nu har taget alt for lang tid. Herhjemme er der så stille disse dage, da jeg har sendt min datter på rollespilslejr, som jeg tror er en oplevelse for livet! Jeg afleverede hende i mandags, og jeg henter nok en meget træt trold hjem i morgen eftermiddag. Åh, jeg er ikke så god til, at hun er så længe væk, da det er første gang at det er så mange dage, så jeg er sådan lidt restløs. Jeg vil gerne en hel masse, men jeg vil allerhelst være hjemme og hygge – og snart få læst nogle gode bøger.

Har du fået købt og læst nogle spændende bøger? Har du fået købt nogle spændende bøger til læsning i din sommerferie?

Featured image
Featured image
Featured image

Havets børn af Anna Ekberg

Featured image
Featured image

Havets børn af Anna Ekberg fra Politikens Forlag udgivet i 2018, og er på 403 sider. ⭐⭐⭐⭐⭐ – 5/5 stjerner. Roman er et gaveeksemplar fra forlaget.

I det dybeste og farligste mørke i Afrikas jungle sætter handlingen sin start i romanen Havets børn af Anna Ekberg. Her følger jeg Angle og Desmond på deres flugt fra de andre børnesoldater i Oberstens lejr, som nu er på jagt efter dem. Angle har levet som børnesoldater i fire år – de fire længste år i hendes liv. Hun har ét eneste ønske i hele verden, og det er, at møde sin mor, som hun aldrig har set, da hun blev bortadopteret lige efter, at hun kom til verden. Angles liv har været en lang og uretfærdig rejse fra kloster til forskellige plejefamilier indtil den dag, hun blev kidnappet af rebellerne og Obersten. Desmond er Angles bedste ven i lejren, og hun har lokket ham med til at stikke af, men de skal passe på for, hvis de fanger dem mister de livet under frygtelig totur. De når lige over den store flod, og en af junglens farligste slanger bider Angle i foden. De må holde en lang pause, da Angle bliver meget syg af biddet, men de er stadig så tæt på lejren, at de skal passe meget på, at de ikke bliver opdaget. Et sted i junglen tæt på styrter en NATO helikopter – skudt ned af børnesoldaterne. Desmond ser, hvor helikopteren lander og begiver sig straks afsted for at finde medicin og mad, som kan hjælpe dem på deres flugt. Sporet skifter til Danmark, hvor jeg introduceres til Rebekka, der arbejdet som jurist og hjælper med at sælger landejendomme i Jylland. Hun kæmper hver dag for at opretholde livet og ikke leve i fortiden for sytten år siden i Afrika, men det er næsten umuligt, da arrene i ansigtet og på kroppen er evige påmindelser om den tragisk ulykke, hvor hun mistede sin mor og sit ufødte børn, men også sig selv. Rebekka har ikke kunne slippe fortiden med Domenic, som er hendes store kærlighed og far til sit døde barn, men hun prøver. Under en date på en cafe besvimer hun af frygteligste mavesmerter, og hun køres på hospitalet.

Rebekka vågner op på sygehuset, og får den frygteligste besked. Hun har leukæmi, og for at overleve skal hun finde en rygmarvsdoner. Hun er ikke på god talefod med sin far, men kontakter alligevel farens hustru Yvette, og de kommer så hurtigt, de kan. Da faren er ikke et donor match kommer en frygtelig hemmelighed frem. Rebekkas barn døde slet ikke i ulykken, men blev bortadopteret. Rebekka rejser nu med et eneste livshåb til Afrika, da hun skal og må finde sin lille pige – ikke fordi hun skal være doner, men for at lukke det store sorte tomrum og savn i Rebekkas hjerte. I København møder jeg nu kriminalbetjenten Kim og hans chef Karen, som er ude for at opklare et mord af en ung afrikansk kvinde, der er blevet fundet myrdet i sit hjem. Der er noget mystisk ved mordet, da morderen har taget noget af den afdøde med sig. Den myrdede kvinde, Emanuelle, ringede hjem til Afrika kort før sin død, men før Kim kan finde ud af mere, må Karen finde en tolk. Hun finder hurtigt en afrikansk mand, som hjælper Kim med at oversætte samtalen med offerets tante, men tolken viser sig at være et farligt bekendtskab. Tilbage i Afrika vågner Angle uden Desmond. Hun går afsted for at finde helikopteren, hvor hun får fat i medicin og mad, og fortsætter så til byen Juba i Sydsudan. Her møder hun en tidligere børnesoldat og finder ud af, at Obersten er flygtet til Europa. Nu følger jeg Angle på en hård og frygtsom rejse mod Europa. Obersten er ikke alene verdens farligste, men også den mest eftersøgte mand i verden, men det kan ikke stoppe Angle – hadet driver hende frem. Hun rejser over tørre sletter og dybe have, da hun nu kun har et mål i verden – at få hævn for alle de frygtelige ting, som Obersten har gjort mod hende og de andre børn. Sammen danner de tre plotspor en grusom fortælling om Afrikas elendighed, børnesoldater, mord, savn og kærlighed i en roman om al verdens uretfærdighed.

Næste hæfte, Randy, Michelle, James, listen er endeløs, Rebekka får en vandvittig følelse af at sidde med hele koncentratet af det spildte Østafrika, de liv som kunne være blevet til noget, men som ingen tog sig af. Nogen burde udgive samtlige skolejournaler, indføre det som tvangslæsning i Europa. Her er de! De millioner af liv der ikke fik et liv, det er nogens skyld…

Havets børn er den tredje spændingsroman fra Anna Ekbergs hånd, og denne tredje roman rammer så dybt, at jeg næsten ikke kan få luft. At læse om alt det, Angle har været igennem fra sin fødsel til plejefamilier og som børnesoldat er næsten mere end mit hjerte kan bære, og det mest skræmmende er, at hun jo blot er en ud ad uendelig mange små børn, som enten dør eller mishandles, så meget at livet bliver uudholdeligt. Handlingen i Havets børn er medrivende, rå og ubarmhjertig på alle planer lige fra Angles mange tab og hårde rejse mod Europa, til Rebekkas tragiske ulykke og sygdom til mordet på Emanuelle. Strukturen i romanen er delt i tre overordnede dele, hver med en overskrift, der kort beskriver handlingen i de kommende kapitler. Alle kapitlerne i romanen er korte og letlæselige, men hver sætning og hver linje er skrevet så rammende præcis, at hvert ord ramme rent og intet er overflødigt. I Havets børn blev jeg under min læsning endvidere indfanget af et sansemættende sprog, som gjorde at jeg næsten selv var med helt inde i junglen og kunne dufte den tunge afrikanske tropeluft i en blanding af slum og dekadence og med Angle på båden under flugten, så skrækken vibrerede helt ind mine fingrespidser, der løb som en brand videre ind i min krop og mit sind. Jeg fandt de korte kapitler særligt kærkommen i denne Ekberg roman, da mit hjerte ellers ikke ville kunne klare at læse om alle de mange elendigheder og uretfærdigheder i Afrika, som fortællingen byder på. Bogen er ikke bibliografisk nonfiktion, men fiktiv – dog tror jeg alligevel på, at alle elementerne i og om Afrika er realistiske også om tingenes tilstand i landet, set ud fra forfatternes omfattende research, der beskrives på de indledende sider i bogen på en så emotionel måde, at jeg allerede inden handlingens begyndelse sad med tårerne helt oppe i øjnene på vej til at løbe over.

Handlingstempoet i romanen er højt, hvor jeg i den første del af bogen skiftevis følger Angle og Rebekka i to plotspor. I andel del bliver mordret opdaget af Kim og Karen, og herefter skifter handlingen mellem de tre i forskellige plotspor, som alle kædes så spændende sammen i et større hele på de sidste sider i roman. De tre primære karakterer, Angle, Rebekka og Kim, i Havets børn er udformet så realistiske alle med en psykologisk dybde og et refleksionsniveau, som var de personer, vi kunne møde på gaden. Der er mange karakterer i spil, som har små biroller i romanen både i Afrika og Danmark, men det gør ikke det mindste, da de alle har en vigtig funktion i handlingsplottet, som gør handlingen mere levende. Tematikkerne i Ekbergs roman er afsavn, elendighed, død, krig, eskapisme og ikke mindst kærlighed. Det er Rebekkas kærlighed og afsavn til sit ukendte barn, som får hende til, at rejse tilbage til Afrika og gennemgå farlige situationer for at få bare det mindste spor. Jeg føler med Rebekka gennem hele bogen, og jeg kan knap forestille mig, hvor ondt det gør, at høre om alt det hendes datter har været igennem i sit korte liv, men også hvor smertefulde konsekvenserne må være i resten af livet. Eskapisme som tematik er dog den vigtigste, da Ekberg sætter flere konnotationer af eskapismen i spil på kryds og tværs, der forbinder fortiden med nutiden i romanens handling, men som også kommer til udtryk i en særlig interaktion mellem roman og læser. Rebekkas virkelighedsflugt består i drømme om fortiden lige før ulykken, hvor hun mistede alt, men med sygdommen indhentes hun af fortiden med et håb for den nært stående fremtid. Eskapismen vinder ind, der hvor verdens elendighed og uretfærdighed bliver for meget til, at vi kan overskue den. Virkelighedsflugten rammer et ømt punkt i at vesten har fået en særlig tendens til eskapisme fra de faktiske tilstande i Afrika, og som Ekberg skriver i bogens indledende sider “… det er så svært at rumme, så svært at vi lukker vores øjne og vores grænser, vi kan næsten ikke gøre andet”, men det gør Ekberg! At skrive en roman, som Havets børn rækker langt uden for Danmark, og er en verdensroman, som ikke kun er ren underholdning, men rent faktisk har så mange vigtige ting på hjerte.

Dominic står stille, ser på det skrøbelige underlag, lyden af noget der knækker, ikke bare isen, men alt i ham, fortiden der flækker sammen med fremtiden, havet der åbner sig, tager imod dem med sit mørke.

Forfatterne bag synonymet Anna Ekberg er Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, men de er også kendt under synonymet A.J. Kazinski, der stå bag romanerne om kriminalbetjenten Niels Bentzon. I 2016 var forfatterne på researchrejse i Afrika, hvor de mødte tidligere børnesoldater, blev vist gennem bushen og vandrede gennem Afrikas værste slumkvarterer. Det kan så tydeligt mærkes i romanens skrevne sider, at de har været på rejse i grænselandet mellem Uganda, Congo og Sydsudan med de mange sansemættende beskrivelser af begivenheder, steder og mennesker de har mødt på deres vej. Men også det realistiske aspekt i, at forfatterne har skrevet om de grumme og forfærdelige forhold som børn i Afrika lider under, og de mange kidnapninger af børn, som er planlagt af Obersten. Bag karakteren har Ekberg lagt personskildringen ud fra detaljer om guerillalederen Josep Kony, der stadig hærger store områder i Afrika, som forfatterne fortæller om i artiklen Storsælgende forfattere skriver krimi om Afrika: Alt det lort, vi har lavet andre steder i verden, lander hos os selv. Forfatterne har også været og fortælle om bogen i DR’s aftenshow, som du kan se lige her. Havets børn er hård, grusom og rammende, så hvis du skal læse én roman denne sommer, så lad det være denne, da forfatterne med Havets børn har skabt et realistisk og tankevækkende mesterværk, der gennem eskapismens tematik rammer læseren, som en mavepuster på det mest følsomme punkt. Jeg er fan og romanen får mine varmeste anbefalinger med på vejen. Læs de første kapitler af Havets børn lige her.
Featured image
Featured image

Mellem verden og mig af Ta – Nehisi Coates

Featured image
Featured image

Mellem verden og mig af Ta – Nehisi Coates på 175 sider fra forlaget Gyldendal. Bogen er oversat fra amerikansk til dansk af Jakob Levinsen og udgivet i 2016. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. titel The World and Me og udgivet i 2015.

Mellem verden og mig er en hård bog, hvor forfatteren tager mig gennem mangfoldige eksempler på, hvordan afroamerikanerne er blevet og bliver behandlet på baggrund af fortidens slavehandel. Det Ta – Nehisi Coates skriver om i denne bog er ikke for sarte sjæle, og han lægger ikke det mindste skjul på sandheden og ambivalensen mellem den sorte og hvide verden set i hans optik. I bogen Mellem verden og mig skriver han til sin søn, som lige er fyldt 15 år, hvor han indvier ham i den sorte races mange kampe og ulighedsbehandling i alle samfundsmæssige situationer. Jeg kommer ind i bogens første sider, hvor Coates er med i et tv-interview om, det han har skrevet om den sorte krop, og hvordan den sorte krop er blevet brugt på skrækkelige måder gennem historien. Som forfatteren forklarer tv-journalisten det, så er den sorte krop altid blevet til en brugsting, og derved nærmest begrebsliggjort frem for, at den sorte krop er lige så meget menneskelig og højtstat, som den hvide krop. Men det går op for Coates, at journalisten ikke rigtig har forstået ret meget af det, som han skrevet eller sagt under indslaget. Coates stiller store spørgsmål, som han forsøger, at finde svarene på, men mange af spørgsmålene står ubesvaret hen. I Coates’ søgen efter svar drager, jeg med ham tilbage til barndommen, hvor det første, jeg som læser får printet ind er, at sorte børn bliver hårdt oprdaget med, at de skal være dobbelt så gode i alle henseender på livets vej, da sorte børn ikke har samme levevilkår som hvide børn.

Det er med sin afroamerikanske stemme, at jeg bliver oplyst og skræmt af, hvordan den afroamerikanerne behandles af og i et samfund, hvor alle burde have lige rettigheder. Det er bare ikke tilfældet. De afro-amerikanske forældre er hele tiden bange for at miste deres børn til enten banderne, kriminaliteten, stofferne eller systemet på grund af politivold. Det er virkelig grove og dybt forfærdelige eksempler Coates fremhæver, men jeg kan under min læsning ikke lade være med, at tænke på at fortællerstemmen er lige pessimistisk nok, hvor jeg påvirkes med negative vibes, som ikke gør noget godt for min helhedsoplevelse af bogen. Coates tager med i en tidslomme med tilbage i tiden for at undersøge slavens historie, og herfra udvides til efterkommere fra kolonitiden i forskellen mellem den frigjorte slave til afroamerikanere nu. Coates siger eksempelvis, at Amerika er bygget på sorte kroppe, da al Amerikas rigdom kommer fra sukkermarker, kaffeplantager osv. Slavetiden var forfærdelig – ingen tvivl herom, men Coates lægger lidt for tung vægt på sine ord, som rammer men er ikke helt så objektive i forhold til Amerikas historie, særligt da Coates fremhæver, at alle sorte og i sær hans søn altid skal huske på, at landet er bygget på sorte døde kroppe.

Men racebegrebet er barn af racismen, ikke far til den. Og processen med at navngive “folket” har aldrig været et spørgsmål om herkomst og udseende nær så meget som om hierarki. Forskelle i lød og hår har der altid fandtes. Men troen på at hud og hår skal have forrang, forestillingen om at disse faktorer er en korrekt måde at organisere et samfund på, og at de signalerer dybereliggende og uudslettelige egenskaber – det er den nye tanke inderst inde hos disse nye mennesker som på håbløs, tragisk og bedragerisk vis er blevet opdraget til at tro de er hvide.

Da Coates’ korte essayistiske bog udkom i 2015, skabte den en voldsom debat om, de sortes forhold ikke kun i Amerika, men verden over. Coates bruger da også dikotomierne sort/hvid i bred og stor udstrækning gennem hele bogen, hvor hans meninger og refleksioner ikke er til at tage fejl af. Mellem verden og mig er skrevet som et brev, hvor Coates skriver til sin søn for, at indvie ham i hans forskning og advare ham om farerne i det hvide samfund, som truer alle steder og mindsker changsen for overlevelse. Bogen er strukturelt delt i tre dele, hvor Coates starter stille med at indkredse emnet om race, som er racisme. Ydermere starter de tre dele i Mellem verden og mig med et uddrag fra post-koloniale forfattere, og sikke rammende citater, Coates har udvalgt! De går lige i mit hjerte, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor uretfærdig denne verden er bare fordi, at man har en anden hudfarve, øjne og kultur. Da jeg på universitetet havde faget post-kolonial litteratur læste vi teoretiske tekster og romaner skrevet af post-kolonisterne selv, hvor de med deres egen stemme beskriver det, de har været igennem. Jeg har altid interesseret mig for slaveriets historie, men også særligt at læse romaner ud fra slavernes og afro-entniske historier. Formålet med faget var også at se bag om, den hvide kultur som stormagt og det hvide verdensbillede i eksempelvis Dusklands af J.M. Coetzee og Things Fall Apart af Chinua Achebe. Så når Coates tager mig med i sin forskning om, hvem han er, og hvor han kommer fra følger jeg spændt med i hans søgen efter svaret om den amerikanske drøm.

Den Amerikanske drøm er drømmen om, at alle borgerer og emigranter uanset socialklasse og tilhørelsesforhold gennem hårdt arbejde og vilje kan forbedre deres levevilkår og opnå det, de drømmer om, men sådan er det så slet ikke i følge Coates, da de sorte racer bliver udelukket af selv samme system og love, som ligeledes modarbejder den sorte kultur. Coates mener, at den amerikanske drøm kun er en hvid drøm, som de sorte ikke passer ind i. De fine og ens rækkehuse med børn som spiller bold i have er en utopisk og uopnåelig drøm for sorte uanset race, da den amerikanske drøm er uopnåelig for alle der ikke er hvide, da den amerikanske samfundsstruktur og systemet gør det umuligt, så længe at racismen raser selv på magtens tinde, hvor politidrab af sorte unge mænd ikke straffes, men retfærdiggøres eller undskyldes, som var det en ligegyldighed. Dette gør ondt langt ind i min sjæl, da alle har ret til at forsøge på, at opnå deres drømme uanset ophav, hudfarve eller kultur. Coates kommer også ind på litteratur i sin livslange søgning af hans ophav. Hvis Lev Tolstoj er den hvide kulturs litterære overhoved, hvem er det så i den afro-etniske kultur? Spørgsmålet svarer han dog ikke helt præcis på, da han kommer med flere eksempler på afro-etniske forfattere, som alle har skrevet god og relevant litteratur. Coates fik prisen National Book Award for Nonfiction i 2015 og var en af slutfinalisterne i den litterære pris Pulitzer Prize for General Nonfiction i 2016, og hans bog har virkelig meget på sinde! Den vestlige kultur er indlejret i sproget, og såvel som det er for kvinder i den feministiske kreds at finde eget stå sted og skrive sig ind i litteraturen heteronormativ verden, så er det ligeledes sådan for andre racer af menneskeligheden i den ikke-vestlige (hvide) verden. Jeg har skrevet et temaindlæg om afro-etnisk litteratur, som jeg kalder “Den lydløse stemme”, som kan findes lige Her.

Du bliver nødt til at slutte fred med kaos, men du kan ikke tillade dig at lyve. Du kan ikke tillade dig at glemme hvor meget de har taget fra os og hvordan de omsatte vores kroppe i sukker, tobak, bomuld og guld.

I Mellem verden og mig skriver Coates om, hvordan mange sorte mænd er blevet dræbt af politiet. Han bruger særligt sagen om Prince Carmen Jones Jr, som blev jagtet og skudt af politiet. En tragisk sag, som ikke ender med retfærdighed til familien. I slutningen af bogen opsøger Coates moren Marvel Jones, hvor jeg som læser hører om hendes forsøg på, at undgå at miste Prince siden, st han blev født, men alligevel fik de ram på ham. Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg følte dybt med Mrs. Jones under min læsning. Jeg hørte bogen som lydbog på dansk på vej til universitetets for et par år siden, og jeg her blev virkelig ramt. Ved min genlæsning nu blev jeg knap så ramt, da pessimismen i Coates’ bog flyder fra siderne, og det bliver for meget. Om end så har bogen en vigtig agenda, og er meget vigtig set i forhold til, hvor den sorte og hvide kultur og verden støder sammen ikke kun i en historisk diskurs, men også den tilsyneladende vedblivende racisme, som ikke kun er i Amerika, men mange steder i særligt den vestlige kultur. Det, der er anderledes er ikke nødvendigvis farligt, men kan have lige så mange spændende og fantastiske elementer indlejret i deres kultur, og måske at vesten rent faktisk kunne lære noget. Coates er en mester til, at bruge sprogets poetiske former, og netop derfor ramte hans ord dobbelt så hård i mit sind og Mellem verden og mig bor nu i og er en del af mig.

Featured image
Featured image