Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg

Featured image
Featured image

Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg udgivet af Forlaget Arabesk på 360 sider udgivet i 2017. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner. Anmeldereksemplaret er modtaget fra forlaget

Stormene buldrer-
Vinteren fører sin Krig-
Havet vandre
langs Kysterne-
Himlen følger det
højt over Landet-
Smaa Huse trykker sig
i Angst mod Jorden –
Maanens Øje af Is
stirre gennem Nattens Mur
paa Mænd, der henter Kul-.

– Digtet Vinter af Gustaf Munch-Petersen

Poesi kan være noget af det smukkeste, fineste og mest magiske, som kan sættes sammen med ord, men det kan også være meget mystisk, dunkelt, skræmmende og mest rammende på den hårde måde. Som det er i digtsamlingen Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte, så har digterne meget på hjerte – dog mest skræmmende og rammende digte, hvor digtene stammer fra hele verden, men også fra hengemte tider, hvor jeg tages med til det ældgamle stammer og helt op til i dag med digte af Yahya Hassan og Boberg selv. Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte består af 242 nøje udvalgte digte, hvor flere af digtene er oversat til og udgivet på dansk for første gang. Digtene er ikke sammensat ud fra tematikker, køn, årstider eller følelser, men er sat sammen helt tilfældigt og på kryds og tværs uden noget form for mening, da Ib Michael og Boberg mener, at digtene taler for sig selv sammen og hver for sig. Jeg har her i anmeldelsen udvalgt tre af de digte, som talte mest til mig, men på forskellige måder, og som jeg i det nederste vil skrive kort om.

I Digtet Vinter af Gustaf Munch-Petersen bliver jeg kastet med stormene mod mørket og kulden, og beskriver for mig mænd, der arbejder i minerne, og henter kul op i den sorteste nat. Munch-Petersen skrev surrealistiske prosadigte med fokus på facisme og skarp kritik af kapitalismen. Det grumme og ækle arbejde i kulminerne, hvor menneskekroppe og sind ødelægges for at tjene penge til en kapitalistisk ejer, som alene havde økonomisk gevinst for øje modsættes naturens smukke, men dog mægtigste kræfter, som vinterstormene og havets oprør mod det hårde og ødelæggende arbejde. En af mine absolutte yndlings digtere både inden for poesi og fiktion er metafiktionens mester Jorge Luis Borges. Nedenstående digt Grænser er dog langt fra et af de bedste af Borges digte, jeg har læst, men i dag hvor grænser i ordets bredeste forstand er både transcendente og konnotative er betydningen og meningen her i digtsamlingen aldeles relevant, men særligt med tankerne rettet mod egne grænser, og hvor disse grænser går. I digtet er døden nærværende og altafgørende for tid – klokkens slag og tiden, som går. Med tiden lukkes og umuliggøres ønsker og lyst, så både tiden og døden sætter grænserne for vores formåen.

Der er en linie af Verlaine
jeg aldrig mere kommer i tanke om.
Der er en gade i nærheden,
der nu er lukket for mine skridt.
Der er et spejl,
der har set mig for sidste gang.
Der er en dør,
jeg har lukket til verdens ende.
Blandt bøgerne i mit bibliotek
(jeg har dem foran mig),
er der een jeg aldrig skal åbne igen.
Her i sommer fylder jeg halvtreds år.
Døden fortærer mig uden ophør.

– Digtet Grænser af Jorge Luis Borges.

Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg er, som forfatterne selv bemærker i bogens forord valgt og sat sammen helt tilfældigt, og digtsamlingen er, da også noget af en meget blandet samling. Digtsamlingen indledes af de smukkeste indledninger, hvor jeg fra bogens første sider næsten var inde i en helt særlig stemning. Digtsamlingen indeholder foruden prolog, de 242 digte også et efterord om læsning af digtene, hvor Ib Michael kort analysere nogle af digtene, og sidst men ikke mindst indeholder bogen også noget af mailkorrespondancen mellem Thomas Boberg og Ib Michael, der er fra udvælgelsen og indsamlingen til det, som er blevet til Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte. Alt sammen meget interessant læsning, også set i forhold til udvælgelsen og oversættelse af nogle af digtene. Ud af de 242 digte kender jeg flere af digterne, som jeg læste på både bacheloren og kandidaten, men dog kendte jeg kun meget få af de digte, som er med i samlingen. Det var rigtig fint, at jeg nu også har læst disse digte med.

Jeg syntes dog, at digtsamlingen emmer langt mere af det mørke end det lyse, hvis man kan kalde det sådan. På trods af at både Ib Michael og Thomas Boberg begge udtrykker, i deres forord, forskelligheden af og at der ingen sammenhæng er mellem digtenes tematikker, udsagn eller andre elementer, så havde jeg under læsningen den helt klare opfattelse af, at langt de fleste digte i Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte indeholdte død, vanvid, galskab, mørke, skygger og ennui, som alt sammen fik mig til at føle mig tynget og tung i krop og sind. Måske, at det er, de digte som for redaktørerne har ramt eftertænksomheden eller dybden af noget, ved jeg ikke. Det er muligt, men for mine sarte øjne ramte digtenes betydning for hårdt, hvor sprogligheden i flere af de udvalgte digte gik noget over mine grænser. Jeg har aldrig været ret god til lyrik, og når jeg læser lyrik, så er jeg mest til de digte, som varme og spreder glæde, kærlighed, mystik og eftertænksomhed på den knap så rammende måde.

I buskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi

af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskenes grene.

Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad,
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne kys meditere.
– Digtet Faunens Hoved af Arthur Rimbaud.

Et af mine favorit digte i samlingen er Faunens hoved, der både er mystisk og smuk. Faunen er en antik og mytologisk karakter, og emmer af farlige og gode eventyr. Jeg kan ikke sætte en præcis finger på, hvad det helt nøjagtigt var, som indfangede mig under læsningen, men måske det at jeg blev bragt med ind i en tids- og eventyrlomme med den sjove og fulde faun. Det der gør denne digtsamling speciel er, at der er medtaget og oversat digte fra små verdenskroge, som andre endnu ikke kar kunne læse på dansk, og det var det, der tiltrak mig som læser. Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg er en fin digtsamling, som taget sine læsere med ud på mange rejser, tilbage i tiden og ind i mange verdener, så hvis du er til den lidt mørkere lyrik og eftertænksomhed, så kan jeg varm anbefale denne digtsamlingen, da læseren sættes overfor mange lidt skræmmende tematikker og problematikker, men som vi næsten alle kan relatere til.

Featured image
Featured image

Advertisements

Eskapisme af Esben Weile Kjær

Featured image
Featured imageEskapisme af Esben Weile Kjær fra Forlaget I DO ART Books på 60 sider – udgivelses år 2014.

Denne lille bog er en samling af små fortællinger på lyrisk form. Sproget er som sådan ikke særlig smukt eller poetisk, men fremstiller en kynisk realisme fra én verden, hvor fremmedgørelsen vinder mere og mere ind. Under læsning af denne korte lyriske fortælling blev jeg ikke lige frem munter stemt, men jeg kan nikke genkende til de mange tematikker. Kjær formår at indkredse hverdagslivets grusomheder, som de fleste af os nok kender til i hver sin form med de konstant stigende krav til at vælge den rigtige uddannelse og levevej, men også personlige valg – helts før vi går ud af 7. klasse. Jeg blev blæst bagover af de mange iagttagelser og urbane tematikker som Kjær formår, at skildre på de få linjer og korte sider.

De små lommefortællinger i Eskapisme hænger på sin vis sammen, da de skildre en ung kvinde, der søger efter sin egen identitet i Københavns undergrund ude blandt mennesker. Jeg følger med i hendes turer på værtshus og rundt i byens mørke gader, men også i at hun én fredag aften sidder hjemme, hvor den romantiske tanke med filmhygge på sofaen alligevel ikke var helt så romantisk, som hun forventede, da hun sidder alene. Hun lover sig selv ikke at gå på de sociale medier for at kigge på vennerne, der er til fest og i byen, men hun formår ikke at holde løftet. Efter en screening af de sociale medier føler hun sig nu endnu mere alene og flygter i tankerne videre. Den lille poesibogs titel Eskapisme indrammer bogen med parallelle linjer gennem fjorten små kapitler, som alle formår at indfange menneskets ønske og behov for flygtigheden fra de polerede overflader.

I mine teenageår brugte jeg alt for meget tid på at føle, at jeg var født i det forkerte årti, og jeg har fundet ud af, at det tætteste, jeg kommer på at leve i nuet, er ved at eje fremtiden i min æstetiske og kulturelle bevidsthed.

Det at flygte ud af eget liv, konstant at være på vej nye steder hen og ikke stoppe op for at mærke sig selv, er noget rigtig mange gør, da det er bedre ikke at mærke. Men er det nu også det? At mærke livet, at mærke glæden og lykken, og hvis disse ikke indfinder sig burde man så ikke finde andre veje til den menneskelige lykke? De sociale mediers konstante summen, der hele tiden popper op med nye fremstillinger af det ”skønne” og ”gode” liv – den ekstra polerede overflade giver et forfalsket billede af virkelighed. Jeg er ikke helt så sikker på, at lykken virkelig har indfundet sig i det perfekte liv i fremvisningen af overpulerede flader.

Den unge kvinde søger hele tiden de sociale medier i en søgen på fællesskabet, men opnår den modsatte effekt end hun ønsker, og fremmer i stedet virkelighedsflugten og fremmedgørelsen, hvor det reelle fællesskab sløres og udviskes. Hun søger ud blandt mennesker, men lander i et hårdt miljø, som ikke er det klogeste valg, men dog er de virkelige mennesker. Friheden og ærligheden er ikke altid komfortabel, men bare at den er, det er nok for dem, som søger og mangler fællesskabet.

Min mor hjælper mig ikke med at miste fokus her tværtimod siger hun, at hun kan mærke, at jeg bliver i dårligt humør og usikker, hver gang jeg har været sammen med de her mennesker. Det kan jeg også godt mærke. Jeg bliver et dårligt menneske af at være her, men det er nok det, jeg godt kan lide. Igennem hele mit liv er min personlighed blevet kvalt af etik, moral og høflighed. Her er vi sociale på en mere umiddelbare måde, som er kold, ja, men i det mindste ærlig. Det er en frihed, og frihed er ikke nødvendigvis komfortabelt.

Den unge kvinde gør oprør mod sin mor ved, at hun befinder sig i et miljø med konstante fester, stoffer og nye mennesker selvom hun godt ved, at det ikke er godt for hende. Hun føler sig kvalt af den evige og konstante overfladiske ærlighed i medieverden, hvor friheden til at bare være mellem mennesker går tabt. Sociale relationer i medieverden kan være hyggelige, og man er sikker på altid at kunne finde kontakt med andre, men glemmes de sociologiske interaktioner mellem mennesker mistes én del af det at være menneske med tanker, følelser og kropsvarme. Virkelighedens mennesker, og ikke de personer bag skærmene, mister det unikke ved individualitet, og man glemmer hinanden – at de andre bag skærmene også er ”rigtige mennesker” af kød og blod, da nærmest alt foregår bag disse skærme.

Eskapisme af Kjær er rammende og beskrivende. Denne lille virkelighedsåbner sætter tankerne i gang om vi ikke burde komme hinanden mere ved på den gode måde, og uden for de sociale medier og mærke det unikke ved individualiteten. Ærligheden, moralen og etikken udvikles gennem sociologiske interaktioner, når vi er sammen som mennesker, hvor vi kan se, mærker, og sanse hinandens følelser og kognitive tilstande i virkeligheden – det som gør os menneskelige. Som pattedyr er mennesket et socialt væsen og taber vi det sociale, så tabes det unikke ved mennesket. Kjærs budskab er sigende, hvor vi skal lade være med at stille konstante krav til os selv, og lade være med at stille stigende krav til andre, men også sætte de sociale medier på pause. Verden bliver mere og mere fremmedegjort – selv dem, der er os nærmest, og hvis vi ikke passer på bliver vi nations nye eskapister uden fast ståsted og uden menneskets unikke egenskaber og evne til at føle, tænke og mærke livet.

Featured image