Mellem verden og mig af Ta – Nehisi Coates

Mellem verden og mig af Ta – Nehisi Coates på 175 sider fra forlaget Gyldendal. Bogen er oversat fra amerikansk til dansk af Jakob Levinsen og udgivet i 2016. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. titel The World and Me og udgivet i 2015.

Mellem verden og mig er en hård bog, hvor forfatteren tager mig gennem mangfoldige eksempler på, hvordan afroamerikanerne er blevet og bliver behandlet på baggrund af fortidens slavehandel. Det Ta – Nehisi Coates skriver om i denne bog er ikke for sarte sjæle, og han lægger ikke det mindste skjul på sandheden og ambivalensen mellem den sorte og hvide verden set i hans optik. I bogen Mellem verden og mig skriver han til sin søn, som lige er fyldt 15 år, hvor han indvier ham i den sorte races mange kampe og ulighedsbehandling i alle samfundsmæssige situationer. Jeg kommer ind i bogens første sider, hvor Coates er med i et tv-interview om, det han har skrevet om den sorte krop, og hvordan den sorte krop er blevet brugt på skrækkelige måder gennem historien. Som forfatteren forklarer tv-journalisten det, så er den sorte krop altid blevet til en brugsting, og derved nærmest begrebsliggjort frem for, at den sorte krop er lige så meget menneskelig og højtstat, som den hvide krop. Men det går op for Coates, at journalisten ikke rigtig har forstået ret meget af det, som han skrevet eller sagt under indslaget. Coates stiller store spørgsmål, som han forsøger, at finde svarene på, men mange af spørgsmålene står ubesvaret hen. I Coates’ søgen efter svar drager, jeg med ham tilbage til barndommen, hvor det første, jeg som læser får printet ind er, at sorte børn bliver hårdt oprdaget med, at de skal være dobbelt så gode i alle henseender på livets vej, da sorte børn ikke har samme levevilkår som hvide børn.

Det er med sin afroamerikanske stemme, at jeg bliver oplyst og skræmt af, hvordan den afroamerikanerne behandles af og i et samfund, hvor alle burde have lige rettigheder. Det er bare ikke tilfældet. De afro-amerikanske forældre er hele tiden bange for at miste deres børn til enten banderne, kriminaliteten, stofferne eller systemet på grund af politivold. Det er virkelig grove og dybt forfærdelige eksempler Coates fremhæver, men jeg kan under min læsning ikke lade være med, at tænke på at fortællerstemmen er lige pessimistisk nok, hvor jeg påvirkes med negative vibes, som ikke gør noget godt for min helhedsoplevelse af bogen. Coates tager med i en tidslomme med tilbage i tiden for at undersøge slavens historie, og herfra udvides til efterkommere fra kolonitiden i forskellen mellem den frigjorte slave til afroamerikanere nu. Coates siger eksempelvis, at Amerika er bygget på sorte kroppe, da al Amerikas rigdom kommer fra sukkermarker, kaffeplantager osv. Slavetiden var forfærdelig – ingen tvivl herom, men Coates lægger lidt for tung vægt på sine ord, som rammer men er ikke helt så objektive i forhold til Amerikas historie, særligt da Coates fremhæver, at alle sorte og i sær hans søn altid skal huske på, at landet er bygget på sorte døde kroppe.

Men racebegrebet er barn af racismen, ikke far til den. Og processen med at navngive “folket” har aldrig været et spørgsmål om herkomst og udseende nær så meget som om hierarki. Forskelle i lød og hår har der altid fandtes. Men troen på at hud og hår skal have forrang, forestillingen om at disse faktorer er en korrekt måde at organisere et samfund på, og at de signalerer dybereliggende og uudslettelige egenskaber – det er den nye tanke inderst inde hos disse nye mennesker som på håbløs, tragisk og bedragerisk vis er blevet opdraget til at tro de er hvide.

Da Coates’ korte essayistiske bog udkom i 2015, skabte den en voldsom debat om, de sortes forhold ikke kun i Amerika, men verden over. Coates bruger da også dikotomierne sort/hvid i bred og stor udstrækning gennem hele bogen, hvor hans meninger og refleksioner ikke er til at tage fejl af. Mellem verden og mig er skrevet som et brev, hvor Coates skriver til sin søn for, at indvie ham i hans forskning og advare ham om farerne i det hvide samfund, som truer alle steder og mindsker changsen for overlevelse. Bogen er strukturelt delt i tre dele, hvor Coates starter stille med at indkredse emnet om race, som er racisme. Ydermere starter de tre dele i Mellem verden og mig med et uddrag fra post-koloniale forfattere, og sikke rammende citater, Coates har udvalgt! De går lige i mit hjerte, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor uretfærdig denne verden er bare fordi, at man har en anden hudfarve, øjne og kultur. Da jeg på universitetet havde faget post-kolonial litteratur læste vi teoretiske tekster og romaner skrevet af post-kolonisterne selv, hvor de med deres egen stemme beskriver det, de har været igennem. Jeg har altid interesseret mig for slaveriets historie, men også særligt at læse romaner ud fra slavernes og afro-entniske historier. Formålet med faget var også at se bag om, den hvide kultur som stormagt og det hvide verdensbillede i eksempelvis Dusklands af J.M. Coetzee og Things Fall Apart af Chinua Achebe. Så når Coates tager mig med i sin forskning om, hvem han er, og hvor han kommer fra følger jeg spændt med i hans søgen efter svaret om den amerikanske drøm.

Den Amerikanske drøm er drømmen om, at alle borgerer og emigranter uanset socialklasse og tilhørelsesforhold gennem hårdt arbejde og vilje kan forbedre deres levevilkår og opnå det, de drømmer om, men sådan er det så slet ikke i følge Coates, da de sorte racer bliver udelukket af selv samme system og love, som ligeledes modarbejder den sorte kultur. Coates mener, at den amerikanske drøm kun er en hvid drøm, som de sorte ikke passer ind i. De fine og ens rækkehuse med børn som spiller bold i have er en utopisk og uopnåelig drøm for sorte uanset race, da den amerikanske drøm er uopnåelig for alle der ikke er hvide, da den amerikanske samfundsstruktur og systemet gør det umuligt, så længe at racismen raser selv på magtens tinde, hvor politidrab af sorte unge mænd ikke straffes, men retfærdiggøres eller undskyldes, som var det en ligegyldighed. Dette gør ondt langt ind i min sjæl, da alle har ret til at forsøge på, at opnå deres drømme uanset ophav, hudfarve eller kultur. Coates kommer også ind på litteratur i sin livslange søgning af hans ophav. Hvis Lev Tolstoj er den hvide kulturs litterære overhoved, hvem er det så i den afro-etniske kultur? Spørgsmålet svarer han dog ikke helt præcis på, da han kommer med flere eksempler på afro-etniske forfattere, som alle har skrevet god og relevant litteratur. Coates fik prisen National Book Award for Nonfiction i 2015 og var en af slutfinalisterne i den litterære pris Pulitzer Prize for General Nonfiction i 2016, og hans bog har virkelig meget på sinde! Den vestlige kultur er indlejret i sproget, og såvel som det er for kvinder i den feministiske kreds at finde eget stå sted og skrive sig ind i litteraturen heteronormativ verden, så er det ligeledes sådan for andre racer af menneskeligheden i den ikke-vestlige (hvide) verden. Jeg har skrevet et temaindlæg om afro-etnisk litteratur, som jeg kalder “Den lydløse stemme”, som kan findes lige Her.

Du bliver nødt til at slutte fred med kaos, men du kan ikke tillade dig at lyve. Du kan ikke tillade dig at glemme hvor meget de har taget fra os og hvordan de omsatte vores kroppe i sukker, tobak, bomuld og guld.

I Mellem verden og mig skriver Coates om, hvordan mange sorte mænd er blevet dræbt af politiet. Han bruger særligt sagen om Prince Carmen Jones Jr, som blev jagtet og skudt af politiet. En tragisk sag, som ikke ender med retfærdighed til familien. I slutningen af bogen opsøger Coates moren Marvel Jones, hvor jeg som læser hører om hendes forsøg på, at undgå at miste Prince siden, st han blev født, men alligevel fik de ram på ham. Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg følte dybt med Mrs. Jones under min læsning. Jeg hørte bogen som lydbog på dansk på vej til universitetets for et par år siden, og jeg her blev virkelig ramt. Ved min genlæsning nu blev jeg knap så ramt, da pessimismen i Coates’ bog flyder fra siderne, og det bliver for meget. Om end så har bogen en vigtig agenda, og er meget vigtig set i forhold til, hvor den sorte og hvide kultur og verden støder sammen ikke kun i en historisk diskurs, men også den tilsyneladende vedblivende racisme, som ikke kun er i Amerika, men mange steder i særligt den vestlige kultur. Det, der er anderledes er ikke nødvendigvis farligt, men kan have lige så mange spændende og fantastiske elementer indlejret i deres kultur, og måske at vesten rent faktisk kunne lære noget. Coates er en mester til, at bruge sprogets poetiske former, og netop derfor ramte hans ord dobbelt så hård i mit sind og Mellem verden og mig bor nu i og er en del af mig.

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Udgivet af forlaget Politikens Forlag på 299 sider i 2017 (org. titel The Underground Railroad, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Slaveriet har udviklet sig til en mægtig hvid imperialistisk maskine, da jeg møder Cora som er slave på Randalls bomuldsplantage i denne roman Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Denne historiske roman beretter om tre generationer af kvinder, som er opvokset som slaver. Cora er født ind i slaverites skærende og ødelæggende jernlænker ligesom sin mor Marbel. Mormoren Ajarry blev som lille pige kidnappet af slavehandlere sammen med sin familie og resten af landsbyen. Familien blev dog hurtigt splittet, og Ajarry blev solgt flere gange end det kan tælles på en hvid mands hånd. Hun endte til sidst på familien Randalls mægtige jorder i Georgia, som også var der, hvor hun tog sit sidste åndedrag midt i den hvideste bomuldshøst. Marbel og Cora lever herefter deres liv med at arbejde hårdt i markerne og plejer deres lille frugtbare jordlod, som de har arvet af mormor Ajarry. Men da Cora ikke er mere end 10 år flygter Marbel fra plantagens pinsler. Hun er nu blevet en legende, da ingen slavefange har haft heldet med at indfange hende. Cora er alene i verden, og et par år efter Marbels forsvinden tvinges hun til, at flytte ned i hytten Hobb, der er for de udstøde, sære og syge kvinder. Slavelandsbyens ældste mand Jockey holder sin fødselsdag to gange om året, hvor hele landsbyen fester, afholder konkurrencer og danser til afrikanske rytmer, hvor de slår sig fri fra slaveriets lænker for en kort stund. For Cora ender denne aften frygteligt, da hun vil beskytte den lille dreng for en ordentlig omgang prygl, kaster hun sig over drengen, og bruger sin krop som skjold.

Da Cora hører Caesar spørge, om hun vil være med til at flygte, tror hun, at han er ude på at snyde hende. Hun er jo en af de udstødte kvinder, som ingen normal og anstændig mand i landsbyen ville opsøge. Efter episoden med de mange prygl giver hun sig, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. I mellemtiden er en anden slave flygtet, men der går ikke længe inden, at han bliver indfanget af den grove og ondskabsfulde slavefanger Mr. Ridgeway. Det er med en hård klump i maven og med tårer ned af kinderne, at jeg læser om slavens umenneskelige og unødvendige straf. Straffen er indbegrebet af Terraences Randells ondskab, som rækker langt dybere end at være et statueringseksempel for andre slaver, så de ikke får samme ide med at flygte. Caesar har forbindelser til den jordiske jernbane, som hjælper bortløbende slaver ud i friheden, og de flygter en sen aften. De fortsætter til den hvide mand Mr. Fleitchers hus, hvor han skal hjælpe dem videre på deres flugt, så de kan nå til den underjordiske jernbane, hvor en af stationerne ligger hemmeligt under Sams hus. De skal nu med et tog væk fra Georgia til South Carolina, hvor de får nye navne, og bliver en del af stiftelse for farvede. Caesar og Cora beslutter sig for at blive i denne skønne by, men Cora opdager, at slavefangeren er grueligt på at opspore dem. Nu er hun igen på en vild flugt til den underjordiske jernbane, men nu igen helt alene i verden. Slavefangeren er særlig ivrig efter at fange Cora, da han ikke lykkedes med at indfange hendes mor. Det bliver en besættelse for ham, og han gør alt for at opsporer hende alle steder til alle tider.

De mødtes ved bomulden, da der var faldet ro over landsbyen. Caesar løftede spørgende det ene bryn ved synet af den bugnende sæk med yamsrødder, men sagde ikke noget. De gik ind mellem de høje planter, så knugede af situationen, at de glemte at løbe, før de var kommet halvvejs igennem. De blev svimle af farten.

Whitehead bringer mig ikke bare ind i endnu en fortælling om slaveriet i kolonierne, men han tager mig med på en hårrejsende og følelsesmæssige flugt med den underjordiske jernbane idet, at frygten puster og ånder Cora og Caesar i nakken fireogtyvetimer i døgnet, og hvor selv den mindste fejl eller afsløring kan medføre at slavefangeren Mr. Ridgeway lykkedes i sin besættelse af, at bringe Cora hjem til plantagen igen. I Den underjordiske jernbane fører whitehead med sikker mål og præcision den historiske og fiktive genre i et sammenvævet spind mellem fiktion og virkelighed sammen på fineste vis. Den Underjordiske Jernbane bestod af et hemmeligt netværk, som hjalp de mange slaver på flugt til at lykkedes med at komme ud i friheden uden for plantagerne. Gruppen bag Den Underjordiske Jernbane arbejdede sammen med abolitionisterne for at forbyde og stoppe slaveriet i kolonierne og i USA gennem et større netværk. Her i Den underjordiske jernbane forbinder Whitehead Den underjordiske jernbane sammen med en fiktiv eufemisme om, at netværkets virkelighed bestod af hemmelige jernbanetunneler. Netværkets hemmelige flugtveje foregik dog ikke under jorden, men gennem hemmelige flugtruter i tætte skove og sumpe. Romanens sproglige ligefremhed og nøgterne beskrivelser af de mange ting, som Cora skal igennem for at nå vejen til friheden over eget liv, rammer mig på en helt uventet måde, og med et bringes jeg tilbage til kolonitiden og romanen Uncle Tom’s Cabin af Harriet Beecher Stowe, der er en af de få romaner, som står mit hjerte så nært.

Gennem Coras flugt fra plantagen og Mr. Ridgeway, møder hun i hver by og landsdel en ny dimension af Amerika med forskellige tilgange til slaveriet og slaverne på flugt. I South Carolina er byens indbyggere hjælpende, og giver de flygtende negere nye håb, men i North Caroline “eksisterede negeren ikke, bortset fra for enden af et reb”. Whitehead er en fuldendt mester til, at beskrive forskellen mellem de to landsdele, men også til at beskrive synsvinklerne i dikotomien mellem den hvide mand, og den sorte neger på en sådan måde at realismens hårde facts rammer mig. Hver af dem får deres egen stemme, hvor intet forties, og den ellers lydløse stemme i litteraturen får en ny stemme i en heteronormativ og kapitalistisk verden.

I Den underjordiske jernbane giver Whitehead slaverne en vigtig stemme, hvor jeg får lov til at komme helt ind bag ved og følger med i Coras emotionelle og refleksive verden i plantagen og på hendes flugt ud i verden. Jeg mærker Coras frygt, som var det mig egen, for at blive bragt tilbage til den ondskabsfulde plantage ejer Mr. Randells, og jeg er med hele vejen i hendes kampe og håb for en fremtid, som et individ og ikke som en vare, der kan købes og sælges efter profit. Strukturelt er romanen delt op i kapitler med overskrifter, der henviser til de forskellige landsdele, som Cora passere på sine flugtveje og kapitler om enkelte personer. Kapitlerne med de enkelte karakterers historier forstyrrede desværre bogens struktur og min læsning, da disse mest er i slutningen af romanen, og virker lidt som unødvendige brud i Coras fortælling. Under slaveriet blev negerne ikke set som et helt menneske med tanker og følelser, men som en vare og et nummer i rækken, der skulle yngles for at få mere produktion og dermed mere profit. Whiteheads beskriver i Den underjordiske jernbane slavernes produktionelle funktion og betydning i den hvide mands verden under slaveriet med en realisme og styrke, der næsten slår mig omkuld og jeg væmmes over den hvide “civiliserede” verden.

De nye racelove forbød farvede mænd og kvinder at sætte foden på North Carolinas jord. Frimænd og -kvinder, der nægtede at forlade deres jord, blev jaget væk eller slagtet.

Den underjordiske jernbane er Whiteheads sjette roman, og denne har taget det meste af verden med storm. Romanen har været indstillet til flere priser, og i 2016 vandt bogen the National Book Award, og her i år 2017 har roman ligeledes vundet den flotte pris Pulitzer Prize for Fiction. Endvidere er Den underjordiske jernbane også blevet lovprist af Oprah Winfrey, som har læst romanen i sin berømte bogklub, hvor alle verden over kan læse med i romanerne og deltage i forskellige diskussioner rund på de sociale medier. Winfrey har interviewet Whitehead, og du kan se lidt af det her på Oprah.com. Den underjordiske jernbane rørte noget i mig, som jeg har svært ved, at beskrive med de helt rigtige ord. Som da jeg læste Uncle Tom’s Cabin, blev jeg også i Whiteheads roman ramt på det emotionelle plan af den hårde og umenneskelige måde, som slaverne blev behandlet på i det nittende århundrede, så der voksede en stor klump i min mave og tunge sten tyngede mit hjerte under læsning. Whitehead skriver med en stemme, der stadig er vigtig, og hvis budskab giver lyd og stemme til slaverne, men som også viser en lille bid af det helvede og de pinsler, som slaverne måtte lide under for at tilpasse sig den hvide mands verden og krav. Under min læsningen af Den underjordiske jernbane blev jeg holdt fast med en gru og med et lille spirende håb for, at Coras og Caesars flugt ville lykkedes til, jeg vendte bogens sidste sider.