The Boy with the Cuckoo-Clock Heart af Mathias Malzieu

Featured image
Featured imageThe Boy with the Cuckoo-Clock Heart af Mathias Malzieu fra forlaget Chatto & Windus på 168 sider fra 2009. Bogen er oversat fra fransk til engelsk af Sarah Ardizzone. Org. titel La Mécanique du Coeur og udgivet i 2007.
⭐️⭐️ – 2/5 Stjerner.

Firstly: don’t touch the hands of your cuckoo-clock heart. Secondly: master your anger. Thirdly: never, ever fall in love. For if you do, the hour hand will poke through your skin, your bones will shatter, and your heart will break ones more.

The Boy with the Cuckoo-Clock Heart er en lille gotisk og mørk eventyrfortælling om en dreng kaldet Little Jack, der kommer til verden på den allerkoldeste dag ikke kun i den lille mørke victorianske by Edinburgh, men den koldeste dag i verden d. 16. april i året 1874. Fra før han kommer til verden hører læseren hans stemme inde fra sin mors mave. Her beretter han som foster om, hvordan hans mor må kæmpe sig op ad den enorme høje og isglatte bakke for at nå op til Dr. Madeleines hus. Dr. Madeleine er en udskældt skikkelse i byen, og har mange navne som jordemor, læge, den gale kone og heks, da hun tager sig af alle dem, der har brug for hjælp, men som ikke har råd til at opsøge læger. Hun hjælper prostituerede og efterladte kvinder, der enten er for unge eller for utroværdige til at føde andre steder. Nogle af de mennesker hun ligeledes hjælper er dem, som ikke har råd til lægehjælp, får sig da også en særlig hjælp, som eksempelvis den gamle politibetjent, der får en ny rygsøjle i form af en xylofon, som desværre har den ulempe at rustne på regnvejrs- og frostdage. Da lille Jack kommer til verden er hans hjerte frossen, så frosset til at hans hjerte er ved at give op. Dr. Madeleine er fiks på ideer, og redder lille Jack ved at skifte hans hjerte ud med et smukt et kukur, men hans mor ønsker ikke af ham, og kort efter fødslen forsvinder hun ud blandt de kolde snefnug, som daler ned i en rasende storm.

Lille Jack bliver boende ved Dr. Madeleine, mens han venter på, at der kommer en familie, som ønsker at adoptere ham, men hver gang er det en af de andre børn, som bliver valgt på grund af hans underlige hjertelyd. På Jacks 10 års fødselsdag sker der noget magisk. Han får lov til at tage med til byen for første gang. Her møder han den smukkeste og lidt særegne pige Miss Acacia, og et magisk rum opstår. Da han kommer hjem kan hans kukur-hjerte næsten ikke holde til kærligheden. Gennem hele sin barndom har han fået prædikener om, at han aldrig må forelske sig, men han kan slet ikke lade være med at forelske sig i Miss Acacia. Han overtaler to søstre, der kommer i hjemmet, til at hjælpe sig med at overtale Dr. Madeleine til at starte i den almindelige skole. På sin første dag er han meget spændt, men den lille Miss Acacia er rejst langt væk. I stedet bliver han mødt af drengen Joe, der er klassens og skolens leder i flokken. Lille Jack får en hård behandling og hans kukur, men også hjerte, er lige ved at bryde sammen efter sammenstødet med Joe. I flere år tyranniseres lille Jack af Joe, men til sidst får Jack nok og giver igen. Det skulle han aldrig have gjort, da han får politiet på nakken og må flygte fra sit hjem. Jack er dog ikke helt så ked af det, da han så kan tage afsted for at finde sit livs kærlighed, men mange mørke og farefulde skygger truer og gammelt fjendskab skal gøres op.

Love is dangerous for your tiny heart…. Just a few hours ago, I thought my heart was a ship ready to cut through an ocean of disapproval. I knew it wasn’t the sturdiest heart in the world, but I believed in the strength of my own enthusiasm.

The Boy with the Cuckoo-Clock Heart af Mathias Malzieu er en fin og smuk lille bog, som mange måske kender som den gotiske tegnefilm Drengen med det tikkende hjerte. Jeg så filmen for et par år siden sammen med min datter, og jeg blev meget glad, da jeg opdagede, at tegnefilmen var baseret på bogen, som jeg straks gik på jagt efter, men her efter endt læsning har min skuffelse svært ved at lægge sig. Bogens struktur er delt i 14 til tider lidt lange kapitler efterfulgt af en epilog. Bogen er lille og fin og på kun 167 sider, men en bog med korte sider kan føles som den længste bog i verden. The Boy with the Cuckoo-Clock Heart er endnu ikke oversat til dansk, og jeg tvivler på, at den bliver det på et senere tidspunkt, da bogen ikke har fået lige så gode anmeldelser som filmen. Der er også pillet en del ved handlingen i fremstilling fra bog til film, og det gav mig lidt en flad fornemmelse efter endt læsning. Sproget i denne gotiske fortælling passer fint med tidens kontekst i 1800 tallet med ord, der er stemningsmættede og emmer af det mørke, det gotiske og eventyrlige. I den lille roman er landskabet mørkt og koldt og levevilkårene ligeså. Huse, skoler og byen som helhed er beskrevet som gotiske, mægtige, på den uhyggelige måde og mørke, der under min læsning satte sig i mig, og måske gjorde det til, at det skulle tage mig så mange måneder at læse denne lille bog. Det smukkeste ved romanen er bogens dustcover, der er fra animationsfilmen. Det er jeg så til gengæld også ret vil med.

En af de få ting, som jeg fandt spændende er måden Malzieu har opbygget sine karakterer på, hvor de alle sammen er omgivet af mørke, spænding og med en dybde, hvor meget ligger bag deres sociologiske interaktioner. Romanens hovedperson er jo lille Jack, der fra sin fødsel er født med svære levevilkår. Hans kukur-hjerte reder hans liv, men kommer ligeledes med Dr. Madelines hjælp, til at overskygge hans liv med en evig trussel om, at livet kan ende, når som helst og særligt, hvis han finder og giver efter for kærligheden. Hans kukur-hjerte og truslen om døden gemmer på langt mere og trækker dybe spor til Dr. Madeline. Hun er i særdeleshed en særpræget, særlig og spændende karakter, som i tidligere i sit liv, har oplevet det at miste og blive såret af kærligheden. Som handlingen skrider frem og flere lag i plottet afdækkes kommer det nemlig frem, at Jacks kukur-hjerte ikke har en helt så afgørende betydning, men at der ligger så meget gemt i Dr. Madelines opdragelse og forskånelse fra en hård og nådesløs verden. På trods af en beskyttende favn og distinktioner, så kan verden dog ikke skjules, men må opleves med sejre og nederlag, hvilket lille Jack i sandhed får at føle og mærke på krop og sjæl. Det altafgørende tema i romanen er kærligheden med alt, hvad der følger med. Glæde, vrede, varme og sorg. Et andet tema er familie og ikke kun i biologisk forstand. Man vælger ikke selv sit familiære ophav, men man bestemmer i høj grad selv, hvem og hvilke personer/venner, man selv anser som familie. Dette kommer især til udtryk ved, at Jack ikke har nogen forbindelse til sin biologiske mor, og at Dr. Madeline, søstrene og den tidligere betjent får en familiær og hjertelig betydning for Jack før, under og efter sin mørke og eventyrlige rejse.

I’m startng to manipulate the truth again. But I’m enjoying nibbling the crumbs of the presence from the safety of my new identity, and the thought of ending all this makes my stomach lurch. This game has been going on for more than two months and Joe doesn’t seem to have noticed anything.

Min læsning af The Boy with the Cuckoo-Clock Heart har varet alt for længe, og jeg har måtte starte forfra på bogen flere gange på grund af, at jeg ikke helt kunne huske handlingen. Dette gør jo sit til at én læsning kan forekomme i det, som synes uendeligt, men heldigvis blev jeg færdig med lidt stædighed. Jeg læser nemlig altid bøger færdige også selv om, at jeg ikke bryder mig specielt om en bog. Det giver en så skøn følelse, når den sidste side er vendt og kampen med siderne vundet. Der er dog ganske få bøger, som jeg ikke har kunne komme igennem, men det kan kun tælles på én hånd. Det, som fik mig til at læse romanen i sin tid, glimerede desværre i sit fravær her i bogen. Der er også store forskelle i plottet mellem bog og film, men også det at flere afgørende karakterer slet ikke er nævnt i animations tegnefilmen. Til forskel fra bogen, er animations tegnefilmen meget fin. Filmens slutning ender næsten på samme måde som bogen, hvor døden skildres på en smuk og kærlig måde, men udtrykket forsvinder desværre i romanen. I komparativ til slutningen i The Boy with the Cuckoo-Clock Heart kan vi kigge på H. C. Andersens fortælling Den lille pige med svovlstikkerne, hvor døden vises på samme smukke måde, og giver læseren en følelse af at på trods af dødens sørgelige afslutning, så venter der kærlighed og familie på den anden side, når vi skal videre herfra. Jeg har det helt fint med, at ikke alle eventyr eller romaner ender lykkeligt, selvom at det klart er hyggeligst at læse om, da realiteten og virkeligheden også har en særlig plads i litteraturen, da vores liv heller ikke altid er en dans på lyserøde rosenskyer – og heldigvis for det, da vi så ikke ville vide, hvornår vi er glade og lykkelige på samme måde.

Featured image

The Lie Tree: Illustrated Edition af Frances Hardinge

Featured image
Featured image

The Lie Tree af Frances Hardinge. Udgivet af forlaget Pan MacMillan på 496 sider i 2016 (org. udgivet i 2015). Romanen er læst på engelsk, og er illustret af Chris Riddell.

Faith flytter med sin familie meget pludselig til den lille Ø Vale på Englands vestkyst under mystiske omstændigheder. Her skal hendes far, pastor Erasmus, under påskud være en ekspert ved en arkæologisk udgravning på øen indtil, at tingene er faldet en smule til ro i London. Der er noget som ikke helt stemmer, og Faith forøger at snuse sig frem til den rigtige årsag til den pludselig flytning, men det er ikke helt let af være fjorten år i det victorianske England, hvor Faith befinder sig i den flydende overgang mellem pige og kvinde. I 1800 tallet havde kvinderne ikke noget at skulle have sagt – særligt på vidensområder – det var mændenes domæne. En mørk nat hjælper hun sin far med at skjule et mystisk og mørkt træ i en af grotterne ved havets kant, men da han herefter tager afsted igen uden hende, og hun får bange anelser. Næste dag findes han død, men hvad er der sket? Faiths mor Myrtle bruge en smule kvindelig overtalelse hos den lokale læge for, at få sin mands pludselige død til at bliver anerkendt som et ulykkeligt fald, men det ligner mistænkeligt et selvmord. Det er også grunden til, at øens beboere modsætter sig, at begravelsen kan finde sted på øens kirkegård. Men noget er helt helt forkert, og Faith sætter sig for at finde frem til sandheden, da hun ikke tror på, at hendes far ville begår selvmord.

Faith gennemgår sin fars mange optegnelser, og falder her over meget mystiske optegnelser om det træ, som hun var med til at skjule i stengrotten. Træet skulle efter signe leve på dens oppassers løgne. Det er gennem disse løgne, at nogle særlige lemon-agtige frugter vokser på træet, der giver den som spiser frugten en særlig indsigt og hemmeligheder, som kan være med til, at styre en helt nation. Det er i hvert fald det, som hendes fars papir og optegnelser beretter viser. Faith er sikker på, at hendes far er blevet myrdet på grund af træet, som nogle andre også er efter. Hun holder kortene tæt ind til kroppen, da der alligevel ikke er nogle som tro hende, idet at hun jo meget snart er kvinde. Træet er af en særlig art, som der ikke er lavet videnskabelige undersøgelser på, og Faiths chokeres over, at hendes fars måde at få fat i træet på ikke er helt så hæderlig, som han har nedskrevet i sine papir. Faiths verden vendes på hovedet, hvor hun ikke alene skal kæmpe en kønskamp, men også en kamp for livet og overlevelse. Faith er ikke kun oppe mod en stor mand, men et helt komplot af mænd, hvor Faith lidt for sent opdager, at det er en kvinde, der sidder bag, og hiver i trådende. Et uventet, men særligt venskab opstår mellem hende og en ung dreng på øen, og han hjælper hende med en plan, som måske kan finde frem til hendes fars morder.

“This is a battlefield, Faith! Women find themselves on battlefields, just as men do. We are given no weapons, and cannot be seen to fight. But fight we must, or perish.”

The Lie Tree er en mørk og gotisk Young Adult roman, som sætter sin begyndelse i in medias res i 1860’ernes England. Jeg drages mod de mange ukendte faktorer, løse ender og mord i romanen, hvor det gotiske og mørke vækker spænding og nysgerrighed. Frances Hardinges bog vandt Costa Children’s Book Award 2015, der er en af de største litterære priser, som gives til forfattere, der er bosat i England, og hylder engelske og irlandske forfattere. The Lie Tree er den første YA roman, som vinder prisen siden Philip Pullman vandt prisen i 2001. Det er helt sikker også en YA, der har meget på hjerte, men som også har megen historisk samfundsrelevans i måden kvinden og kvindens rolle blev anset i det 1900 århundrede, hvilket jeg fandt ret spændende og troværdigt. Jeg har dog haft mange kvaler med, at komme igennem bogens mange sider på trods af at jeg også investerede i den illustrerede udgave, som Chris Riddell har illustreret. Sprogligt er romanen let læst med mange korte kapitler, som øger læsevenligheden og med mange mange smukke, grove og mørke illustrationer.

Jeg følger Faiths refleksioner og videre handling gennem romanen i opklaringen af mordet på hendes far, men jeg kan ikke helt forsvinde ind i bogens univers og temporale tidslomme, og jeg havde svært ved at fastholde min læsning gennem hele bogen. Handlingen er desværre for langtrukken med for mange degressioner og små ubetydelige antagelser, som jeg blev frustreret over. Karaktererne i The Lie Tree lever så fint op til 1800 tallets kønskampe, hvor Faith er en bestemt, men også en meget intelligent pige, som tør at tage chancer, der ligger langt uden for samfundsnormen i romanens historiske kontekst, men det vigtigste er, at hun tør at følger sine drømme på trods af at hun ved, at det bliver en kamp. Men hun vil hellere kæmpe end at leve i skyggen af en mand. Der er mange karakterer i romanens plot, dog er de fleste desværre alt for overfladiske og lidt kedelige. De mange karakterer har den funktion, at de leder læserens mistanke væk og forvirrer i opklaringen på mordet, men igen det virker meget langtrukken, hvor min interesse og spænding for bogens videre handling tabes. Jeg fortrylles dog af de mange smukke og gotiske illustrationer i denne special edition, som er illustreret af Chris Riddell. Han er en af mine absolutte yndlings illustratorer, og det at kigge på hans mange fine illustrationer gør min læsning af The Lie Tree mere levende. Hans illustrationer gør hele læsningen værd! Han har også illustreret flere af Neil Gaimans bøger, som jeg alle elsker.

Lies like knives, lies like poultices. The tiger’s stripe, the fawn’s dusky dapple. And everywhere, everywhere, the lie that people told themselves. Dreams like cut flowers, with no nourishing root. Will-o’-the-wisp lights to make them feel less alone in the dark. Hollow resolutions and empty excuses.

Min læsning af The Lie Tree har foregået over lang tid – måske også alltt for lang tid, men jeg ville gøre bogen færdig. Det er jeg bestemt også lykkelig for nu efter endt læsning, da en bog uanset om den er fantastik god, middel eller dårlig for det meste altid gemmer på noget som er værd at tage med videre. Det jeg tager med videre fra min læsning af The Lie Tree er Hardinges troværdige måde at videreformidle den historiske konteksts samfundsopbygning i forholdet mellem mænd og kvinder. Men også i generelle sociologiske interaktioner mellem by og landsby i forhold til, hvor svært det kan være at komme til et nyt sted, og falde til i de nye omgivelser, som er romanens parallelle link til vores verden i dag. Jeg påtænker ikke at læse flere bøger af Hardinge lige i øjeblikket, men måske en dag kaster jeg mig igen over en af hendes bøger – særligt hvis de er illustreret af Chris Riddell.

Featured image
Featured image

The House of the Seven Gables af Nathaniel Hawthorne

Featured image >The House of the Seven Gables af Nathaniel Hawthorne fra forlaget Oxford World Classics 2009, original udgivelses år 1851 på engelsk.

Denne klassiker af Nathaniel Hawthorne er fyldt med elementer og uhygge, der kendetegner den gotiske litteratur, men romanen har også mange punkter, der forbindes med den fantastiske genre og disse dele, af det gotiske og fantastiske, skaber en særlig stemning af uhygge og forundring i gennem hele romanen, der fastholder mig i læsningen, men hvor jeg desværre til tider tabes i de mange detaljerede beskrivelser, som standser plottets handling og desværre også min nysgerrighed.

Romanen ligger meget spændende ud, hvor jeg indvies i en mundtlig beretning om, hvordan grunden med et lille og sparsomt hus falder i hænderne på Colonel Pyncheon, der ønsker grunden til at bygge sit familie domæne. Det lille sparsomme og fattige hus ejes af Matthew Maule, der bliver dømt for brugen af troldoms kunstner med døden til følge på skafottet. Maules sidste ord til Colonel Pyncheon, om at Gud vil give ham blod til at drikke, sætter en skræk i livet på indbyggerne i den lille by i New England, hvor den puritanske religiøsitet har en mægtig styrke, men samtidig indsluses overtroen på, at noget frygteligt og grusomt gemmer sig bag Maules forbandende ord. Maule begraves på grunden, og Pyncheon starter på byggeriet af det mægtige gotiske hus, men han når dog ikke at nyde huset længe, da han den første dag i det færdige hus, findes død i sin stol af uforklarlige årsager, men et vigtigt dokument er ligeledes forsvundet på mystisk vis.

Of their legal tenure, there could be no question; but old Matthew Maule, it is to be feared, trode downward from his own age to a far later one, planting a heavy footstep, all the way, on the conscience of a Pyncheon.

Slægten Pyncheon lever i huset med de syv gavle i over to århundrede, hvor der ikke syntes at være nogen form for mystik eller særlige anmærkninger, men ca. 70 år inden selve handlingen af romanen sætter ind begås der et mord i familien, hvor en ung mand bliver dømt for mordret på sin onkel. Der er flere familiemedlemmer, der flytter ind og ud af huset bl.a. en skomager, som åbner en butik i den ene gavl af huset. Romanens narrativ forsætter ved dennes død og butikkens lukning, hvor jeg efterfølgende møder den ældre Miss Hepzibah Pyncheon, der funderer over, hvorledes hun finder overlevelse i hverdagen for, at holde sulten for døren. Det er også her jeg møder den mystiske og spændene karakter kunstneren Holgrave, den uhyggelige Dommer Pyncheon og den smukke Phoebe Pyncheon.

Den ældre Hepzibah kan ikke se andre udveje end, at gøre et forsøg med at åbne den gamle butik for at holde sulten for døren, hvor hun sælger ting til 10 cent, som eksempelvis bagværk, sukker, tobak, mel og mange andre ting. Hun får dog ikke den bedste start, og alting ser sort ud, da hun ikke er vellidt blandt den lille bys indbygger på grund af hendes slægtsnavn. De ønsker ikke, at støtte hende eller hendes butik. Men lyset vender en smule, da en ukendt kusine Phoebe uventet står på dørtærsklen, og ønsker at bosætte og hjælpe til, hvor hun kan. Først er Miss Hepzibah meget skeptisk ikke alene pga. at hun ikke kan tilbyde hende løn og underhold, men jeg fornemmer at hun ikke ønsker at binde sig til nogen på nogen måde, og at hun har svært ved at slippe sin ensomhed. Phoebe får dog vendt hendes mening, men også tingene i huset og butikken vender hun til den lyse side, og alting begynder at glimte og lysne på den fineste måde.

Little Phoebe was one of those persons who possess, as their exclusive patrimony, the gift of practical arrangement. It is a kind of natural magic, that enables these favored ones to bring out the hidden capabilities of things around them; and particularly to give a look of comfort and habitableness to any place which, for however brief a period, may happen to be their home.

Phoebe får også et godt forhold til den unge kunstner, som fortæller om familiens gamle sagn heriblandt historien om Alice, der bliver forhekset af en skovhugger af Maules slægt, hvor han kan styre hendes mindste bevægelser præcis når han ønsker det, for at ødelægge familiens ry, men ligeledes de unge mænds syn på Alice, som smuk og vidunderlig. Alice og hendes far må leve med disse mystiske og uforklarlige udfald i Alices optræden især til offentlige begivenheder, som eksempelvis beskrives der, at hun lige pludselig begynder, at danse en glædesdans til en begravelse, hvilket indbyggerne finder usmagelig og hensynsløst. Kunstneren fortæller også sagnet om husets brønd, der efter sigende skulle indeholde Maules blod, og alle som drikker fra denne brønd dør eller blomsterne visner, hvis de får vand herfra. Hepzibahs bror Clifford ankommer til huset med de syv gavle lige efter løsladelsen fra fængslet, som en gammel og udtæret mand, der syntes ikke kun at være gammel og svagelig, men ligeledes træt af livet, der har budt på mange hårde år i det kolde fængsel.

Det lykkedes Phoebe, at nå ind til Clifford og formilde hans sind, og den dunkle sfæren i huset letter, men da Phoebe er nød til at rejse hjem for at få orden på nogle praktiske ting bliver Clifford syg, og må være sengeliggende. Dommer Pyncheon insisterer på at få adgang til den syge, men da Hepzibah nægter ham adgang til huset, og sætter ham til at vente i en stol til hun kommer tilbage. I den korte tid hun væk sker en forbrydelse, og da hun kommer tilbage finder hun ham død under mystiske omstændigheder.

They were flaunting in rich beauty and full bloom, to-day, and seemed, as it were, a mystic expression that something within the house was consummated.

The House of the Seven Gables er en klassiker, hvor karaktererne fremstår i en virkelighedstro gengivelse efter samtidsnormerne, hvor den puritanske levevis tydeligt fremskrives under min læsning af romanen. For mig fremstår karaktererne ikke levende, spændende eller maleriske på nogen måde, og den eneste karakter, der vækker min nysgerrighed er den unge kunstner, som også har et bindeled til familien Pyncheons slægtshistorie. Tematikkerne er mystiske, hvor den gotiske uhygge sniger sig ind med elementer af den fantastiske litteratur, der på en spændende måde beretter om genfærd, den sorte jord og mystiske dødsfald.

Historien om huset med de syv gavle fangede mig, og jeg elskede de mystiske og magiske elementer med de uhyggelige hændelser på trods af, de til tider mange, tunge og endeløse detaljer, som faldt tungt i min læsning af romanen. Der er dog et kapitel, hvis funktion og handling stadig ligger som et ekko i mig, og som jeg ikke helt kan slippe. Det er kapitlet ”Governor Pyncheon”, hvor den narrative fortæller beretter om alle de begivenheder og fester Dommer Pyncheon skulle have været en del af denne dag, og de hædrer han skulle have modtaget, men da han jo er død, kommer han aldrig til at opleve dette. Kapitlet har en klang af mobning, latterliggørelse og en underliggende medlidenhed for dommerens karakter, som jeg finder ambivalent på de 16 lange sider kapitlet rækker over, hvor jeg finder meningen uforstålig for romanens narrativ. I introduktionen bliver jeg oplyst om, at denne roman bestemt ikke skal læses som en kærligheds roman, men nærmere som en uhyggelig og fantastisk fortælling, som straks vækker min interesse, men igen de tunge beskrivelser tynger, hvor koncentrationen til sidst glipper. Jeg er glad for også, at have læst denne roman af Nathaniel Hawthorne, men den kan på ingen måde overstiger The Scarlet Lette, som er en af mine ynglings klassiker.

Featured image