Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas (Wallflowers #1)

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas. Udgivet af forlaget Pretty ink på 351 sider i 2015 (org. titel Secrets of a Summer Night, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2004). Bogen er læst på dansk.

Annabelle Peyton lever et møjsommeligt og sparsomt liv sammen med sin mor Philippa og lille bror Jeremy i London. På trods af at de er af adelig afstamning, er livet ikke en dans på roser. Efter farens død er formuen hurtigt blevet langt mindre, og de må vende en hver ører for at fastholde facaden ud ad til, men også for at Jeremy kan blive på kostskolen, og gøre sine studier færdig. Annabelle og hendes mor sælger alt, hvad de kan undvære og bytter diamanter og ædelstenene ud med glas, for at opretholde facaden til omverden. Annabelle er i den giftefærdige alder, men det er ikke let at få en adelsmand på krogen, når Phillippa ikke kan tilbyde en medgift ved et giftemål. Sidst på selskabssæsonen i Londons store adelige kredse i 1834 er Annabelle desperat, og ønsker mere end noget andet at kunne stille sin familie den sikkerhed, som et giftemål ville kunne medføre, men det er hendes sidste chance for at deltage i selskabssæsonen. Dog er det desværre kun den irriterende og skrubløse Mr. Hunt, som gør frække forsøg på, at få æren af en lille dans. Mr. Hunt er slagterens søn, men han har arbejdet sig op til, at være en meget velhavende mand i en meget ung alder. Han har få, og gode bekendte i adelen, men dette er ikke nok. De adelige ungmøer kigger langt uden ham, særligt Annabelle, da han ikke er fra den adelige klasse og værst af alt er, hans manglende etikette og opførsel blandt dannede mennesker. Til et af sæsonens sidste selskaber i London bringes jeg af Kleypas’ ind på den noget triste række af bænkevarmere, der sidder misfornøjet, og kigger på de dansende par med et misundelsesværdigt, men ømt blik mod dansegulvet.

Annabelle er efterhåndeden blevet en af de faste bænkevarmere sammen med de amerikanske søstre Lillian og Daisy, og den unge Evie. Pigerne har ikke før givet hinanden mange blikke, da de altid har været i konkurrence om, hvem der kunne tiltrække de magtfulde og rige mænd. Men denne aften sker der noget magisk, og et trofast bånd bindes mellem de fire unge kvinder. De laver en pagt om, at hjælpe hinanden til at få en mand på krogen i ægteskabets lænker, hvor den første er Annabelle, da hun er den ældste. Det sidste selskab denne sæson afholdes i landlige omgivelser af Lord Westckiff på hans store Gods i Hampshire, og Annabelle får igennem sine nye veninder en invitation. Dette er Annabelles allersidste sidste chance i bogstavelig forstand, da hun også trænges op i en krog af den noget uhumske Mr. Hodgeham, som hendes mor har været nødsaget til, at tage med ind i soveværelset for, at holde regningerne på afstand. Annabelle hader at se hendes mor lide, og nu hvor Mr. Hodgeham har kastet sine gamle og ulækre øjne på hende, har hun mange problemer at tage sig af for, at komme ud med anstændigheden i behold. Den unge Mr. Hunt er også med til selskabet, og da han og Lord Westckiff finder de fire piger midt i en gang mameluk-rundbold på en afsides eng, opstår der røde kinder og lange blikke, da det ikke er anstændigt sådan at rende rundt uden tøj på! Handlingen er således sat i skub, hvor jeg følger Annabelle i bestræbelserne på også at holde den insisterende Mr. Hunt på afstand, men det er svært, da ukendte og anderledes følelserne huserer i hendes krop.

Hvis hun ikke havde været så bekymret, ville Annabelle have leet af deres ansigter, der alle tre måbede. Men i stedet for at bryde ud i jomfruelig forargelse eller diskret give sig til at snakke om noget andet stillede Lillian det sidste spørgsmål, Annabelle ville have forventet. “Har han ret?”

I Sommernattens hemmeligheder af Kleypas drager jeg med Annabelle ud i jagten på, at finde en adelig ægtemand, men fremtidsudsigterne er dyste. Romanen er den første bog i en tetralogi med det noget flotte og interessante navn Wallflowers, men navnet er dog ikke helt så smigrende en betegnelse, som ved første antagelse. Ordet betyder nemlig bænkevarmere, og er det som de fire piger, Annabelle, Lillian, Daisy og Evie, må siges at være ved alle selskaberne, hvor de ikke formår, at fanger mændenes interessante blikke på grund af ikke-adelige aner eller økonomiske mangler. Romanens genre er en blanding mellem det historiske og erotiske, men som i langt det meste af romanen er holdt i den sobre tone, som hørte til i det nittende århundrede. Under læsningen sad jeg ofte med et lille smil på læben over Kleypas’ fantastiske evne til, at frembringe den historiske kontekst korrekthed ved eksempelvis en mands syn og berøring af en kvindeankel i, hvor uanstændigt bare dette var. I Sommernattens hemmeligheder er sproget let, flydende og lige til, hvor jeg ikke skulle tænke de store tanker, men bare kunne slappe af og læse om Annabelles mange og hårde kampe.

Romancen og den historiske kontekst har længe lokket og draget mine øjne mod Sommernattens hemmeligheder på min bogreol. Det var dog ikke før under læsningen, at jeg opdagede romanens erotiske elementer, så jeg blev da en anelse overrasket, men de erotiske scener er så fine og igen holder tand i den historiske kontekst, at det virker rigtig godt i romanens plot, men noget overrasket blev jeg da. Karaktererne har ikke den store dybde, og indimellem virker det en smule for overfladisk og unødvendig i flere inddragelser som eksempelvis af de mange omsværmer, som den unge og generte Lord Kendall belemres med. Først kom jeg rigtig godt i gang med læsningen af Sommernattens hemmeligheder, hvor der i romanens plot hyppigt skete små ting, som fastholdte mig i læsningen, men efter de første hundrede sider sænkede tempoet sig, og handlingen trak lige lovligt langt ud, og blev en smule kedelig. Dette ændrede sig dog igen på romanens sidste hundrede sider, hvor handlingstempoet sted betragteligt med både mordforsøg og en kæmpe eksplosion. Så da romanen sluttede var jeg egentlig lige lidt træt af det, da jeg ville have mere og ikke ønske at romanen skulle slutte, men jeg må jo tålmodigt vente med at læse videre til, jeg får fingre i Efterårets luner, som er den anden bog i serien.

Det ville være skrækkeligt, hvis nogen så hende i denne tilstand. Annabelle bad til, at stemmerne tilhørte et par tjenestefolk, lænede sig op mod væggen og ventede uden at røre sig. Et par vildfarne lokker klæbede til hendes fugtige pande og kinder.

Kleypas’ evne til på troværdig vis, at frembringe to modstridende sociale klassers tanker om, og sociologiske interaktioner med hinanden viser dikotomien i deres fælles problemstillinger i samfundsopbygningen i starten af det nittende århundrede tog pusten fra mig. Annabelles adelige aner gør, at hun har krav og ret til, at gifte sig længere ind i den engelske adel, men ikke kan da hun ingen penge har. Den mægtige forretningsmand Simon Hunt har ved snilde og dygtighed fået arbejdet sig ind i den adelige klasse, men dette giver ikke lov til, at han gifter sig med en adelig pige eller bliver anerkendt i de finere kredse. Der var flere ting i Sommernattens hemmeligheder, som jeg ikke helt kunne forene mig med, men i det store hele er det en fin historisk og erotisk roman med et strejf af humor. Der var flere gange under læsning, at jeg grinede af de amerikanske søstres humoristiske og lige til bemærkninger, og hele idéen med mameluk-rundbold var en finurlig, sjov og befriende tilføjelse. Jeg skal helt sikkert læse de sidste tre bøger i Kleypas tetralogi, og jeg håber på at få læst de fleste af bøgerne hen over sommeren, da jeg har på fornemmelsen, at de bliver et friskt og humoristisk pust under min speciale skrivning. Lisa Kleypas har udgivet flere historiske og erotiske serier på dansk ved forlaget Pretty ink, som er et imprint under forlaget Rosinante & co. Som det eksempelvis vises på nederste billede, så er bogen Forfør mig ved solopgang, den anden bog i tetralogien Hathaway, som jeg nok måske også lige skal kigge nærmere på, når jeg er færdig med at læse bøgerne i Wallflowers serien.
Featured image
Featured image

Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafón (The Cemetery of Forgotten Books #1)

Featured image
Featured imageVindens skygge af Carlos Ruiz Zafón fra Forlaget Lindhardt og Ringhof på 452 sider – udgivelses år 2016. Læst på dansk – Originalsproget er spansk med titlen La sombra del viento. (Orginailt udgivet i 2001)

Jeg fortalte hende, at jeg ikke før dette øjeblik havde forstået, at det var en historie om ensomme mennesker, om fravær og tab, og at jeg af den grund var flygtet ind i den, indtil jeg havde forvekslet den med mit eget liv, ganske som når man flygter gennem siderne i en roman, fordi de mennesker, man har brug for at elske, kun er skygger, der lever i en fremmedes sind.

Den unge Daniel vokser op alene med sin far i efterdønningerne af den spanske borgerkrig. Sammen har de en antikvarboghandel, og hverdagen går sin stille gang. Daniel savner sin afdøde mor meget, og efter en åben og ærlig samtale mellem far og søn tager faren sin tiårige dreng med til et særligt sted, der rummer mange forunderlige verdener, men som desværre er blevet glemt med tiden. Det er en tidlig morgen, at de to drager afsted mod det hemmelige sted, som meget få kender til. Daniel instrueres af sin far om, at han ikke må fortælle deres hemmelighed eller dets beliggenhed til nogen i hele verden. De skal besøge De Glemte Bøgers Kirkegård, der rummer alle de bøger, som er blevet glemt og forladt gennem mange hunderede år. Daniel får lov at vælge én bog, som han må tage med sig hjem. Denne bog skal han til gengæld passe på og vogte som et af sine kæreste ejendele gennem livet. Han går længe mellem de forgrenede og labyrintiske gange for at finde sin specielle bog, som han til sidst finder i en af de mange reoler med hengemte og glemte bøger. For Daniel føltes valget helt naturligt, som om han på en finurlig måde føler sig beslægtet med romanen hedder, der hedder “Vindens skygge” af en forfatter ved navn Julián Carax. Han sætter sig straks med bogen, da han kommer hjem, og forsvinder ind i en anden verden, der først afløses af den reelle verden ved, at den sidste side i bogen vendes.

Daniel er meget optaget af sit særlige fund. Han er meget betaget af forfatteren, og ønsker at læse alle hans bøger. Der er bare det, at den bog han har fundet er helt speciel, da der ikke findes flere bøger tilbage af forfatteren. Årene går og mens Daniel vokser op, glemmer han ikke på noget tidspunkt bogen, men da han bliver stormende forelsket i den noget ældre og blinde Clara giver han bogen til hende, som gave. Èn mørk nat opsøges han af en mærkelig og vansiret mand, som han genkeder som én af karakterende fra bogen “Vindens skygge”, men hvordan er dette muligt? Den uhyggelige mand optræder meget skræmmende, og ønsker at købe Daniels eksemplar. Men da Daniel ikke har nogen intentioner om, at skille sig af med romanen trues han på uhyggelig vis af den fremmede. Daniel bliver så skræmt, men mere fordi, at bogen befinder sig hos Clara. Han løber hen for at hente bogen, men på vejen ud af huset bryder hans ungdomsforelskelse sammen og verden styrter i grus i hans unge sind. Såret og med mange skræmmer forlader han huset, men møder en venlig ensom sjæl, der bor på gaden, som giver ham et lille hvil og en lille sjat vin. Et par år senere vender Daniel tilbage for at finde denne mand, da han ønsker at give ham en chance for at vende tilbage til livet væk fra de øde og skumle gader. Sammen forvikles de ind i et farligt eventyr, der flere gange er ved, at tage livet af dem begge. Det er en fortælling om brændte bøger, og om én mand, som lever i skyggen af de bøger han engang skrev, da skæbnen ledte ham på afveje. Men det er også en fortælling om korruption, mord, intriger, hemmelige venskaber og om to ulykkelige skæbner, der aldrig fik hinanden. Planer forgrenes mellem fortid og nutid, hvor Daniels skæbne på finurlig vis sammenkædes med den mystiske forfatter, som nogen prøver at udslette de sidste spor efter – men hvem ?.

De Glemte Bøgers Kirkegård lugtede mere end nogensinde af død mand. Jeg havde glemt, at dørhammeren forestillede et djævleansigt. Jeg greb det i hornene og bankede tre gange på døren.

Vindens skygge er en roman fyldt med spænding og mystik, hvor sproget flyder let og smukt med mange poetiske vendinger undervejs. Jeg måtte flere gange under læsningen stoppe op for at læse linjer, sætninger og nogen gange hele afsnit igen, da skildringerne beskrives på smukkeste og poetiske vis. Den narrative stemme i romanen er fortalt i tilbageblik, hvor læseren følger Daniels historie, som brydes af brevfragmenter og andre karakters stemmer i beretninger om Julián Carax. Temporaliteten skifter hyppigt mellem fortid og nutid, som for mig virkede forvirende til at starte med, men da jeg blev fanget og opslugt i romanens handling, bemærkede jeg ikke længere skiftene så tydeligt. Jeg ønskede blot hele tiden at vende tilbage til den fortid, som Daniel så ihærdigt søger svar på gennem romanen. Romanens handling er delt i fire dele, som strækker sig over årene fra 1945-1956, hvor Zafón viser mig et klart og tydeligt Barcelona med byens mange små mystiske gader og spændende historie. Jeg bringes ind i smukke huse, hører om smukke bøger og spændende eventyr, og jeg slugte det meste af romanen, der dog var lidt langtrukken og tung med de mange forklaringer og afhøringer undervejs.

Zafrón kan fortælle særlige historier om bøger med et historisk blik, der næsten tager pusten fra mig. Som siderne vendes og plottet udspiller sig bliver denne historiske romans karakterer mere og mere levende i mit læsende sind. I Zafóns mangfoldige persongalleri er alle karaktererne beskrevet med en psykologisk dybde, der får en særlig effekt af de mange beretninger, forklaringer og breve. Romanens historiske epoke er den spandske borgerkrig, som Zafón beskriver på mesterlig vis med de mange henvisninger til historiske personer og forholdene under krigen. Som historisk roman har Vindens skygge flere elementer af genreformer som krimi, thriller og kærlighedsroman med et twist fra den mørke gotiske genreform. Zafóns værk har mange intertekstuelle referencer, og mange labyrintiske, snoede og forgrene gange, som jeg stille indvies i under jagten efter den sande historie. Læseren indføres i et metafiktivt univers, hvor titlen på romanen spiller en afgørrende rolle, der i bogens sidste sider bindes sammen på smukkeste vis. Alle puslespillets brikker lægges og omlægges mange gange under læsningen, men tilsidst fremstår et billede, som jeg ikke havde set komme.

Gradvis forgrenede historien sig i et væld af historier, som om fortællingen var gået ind i en spejlsal og opsplittedes i et utal af forskellige spejlbilleder, som dog samtidig var et og samme.

Vindens skygge er den første bog i trilogien The Cemetery of Forgotten Books, og jeg bestiller snart den næste bog hjem i serien, så jeg kan høre mere om, hvordan det kommer til at gå Daniel og om hvilke nye mysterier, som han sætter sig for at opklarer. Under læsningen af Vindens skygge bragte Zafón mig ind i en historisk tidslomme, der opslugte og overraskede mig på så mange måder. Den første roman jeg læste af Zafón var Marina, som dog blev lidt for creepy og mørk. Jeg har nu ikke fortrudt, at jeg har læst romanen, da jeg under læsningen af Vindens skygge flere gange stødte på små beskrivelser af huse eller steder, som også figurerer i Marina. Det var en lidt sjov, men også pudsig oplevelse at genkende beskrivelser af huse og steder, der var så levende beskrevet i Marina. I Vindens skygge kan De Glemte Bøgers Kirkegård, med sine mørke og lange gange, perspektiveres til de mange forgrenede, mystiske og farlige gange, som Daniel og hans hjælpere må gå, men romanen har også smukke og livslange venskaber, en varme og kærlighed, der varmer mit hjerte. Vindens skygge er en bog om bøger, forfatter og læsere, men også en fortælling om de mange forunderlige rejser, verdener og universer, som litteraturen åbner for på så mange mangfoldige og unikke måder.

Featured image
Featured image

Belgravia – Familiebånd af Julian Fellowes #3

Featured image
Featured imageBelgravia – Familiebånd af Julian Fellowes – del tre. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog, der er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Originaltitel: Julian Fellowes’ Belgravia – Family Ties. Udgivelsesår 2016. Billedet nederst i indlægget er venligst lånt af forlaget.

Så blev det torsdag og dermed dagen for det næste og tredje afsnit af Belgravia, som denne uge hedder “Familiebånd”. Kapitlet starter der, hvor vi sluttede i sidste uge, hvor Mrs. Trenchard opsøger Grevinde Brockenhurst for at dele den dybe hemmelighed med hende, men hun må med rystende ben forlade stedet. Jeg har ventet spændt på at høre, hvad der nu sker mellem de to damer. I ugens afsnit følger jeg Grevinde Brockenhursts indre refleksioner om mødet med Mrs. Trenchard, hvor hun ikke kan slippe en lille spirende glæde og lettelse over, den helt uventede nyhed om, at hun har et barnebarn. Lady Brockenhurst er en kvinde med få ord, men resolut og hurtig i sine handlinger, men hvordan får hun mere viden om sit ukendte barnebarn uden at bryde sit æresord? Og bør hun indvie sin mand i dette anliggende allerede nu?

Grevinden må dog udsætte samtalen med sin mand, da familien får besøg af de fremtidige og eneste arvinger, Grevens bror Stephen Bellasis, konen Grace og sønnen John Bellasis. Det er med ironi og sarkastiske toner at jeg følger den tyngende familiesamtale. Lord Brockenhurst er ikke synderlig begejstret for sin kommende arvinger og deres konstante krav om penge, og han ville hellere være deres selskab foruden. Familiebåndet mellem dem tynges ydereligere af Lord Brockenhursts dybe sorg som Stephen og Grace ofte groft indsniger i samtalernes undertoner mens de højlydt deler egne glæder ved den kommende familieforøgelse.

Caroline vidste udmærket, at hun ikke var elsket, og det var hendes mand heller ikke. De nød en vis respekt, men ikke mere. De lokale beboere fandt dem kolde og ufølsomme, hårde og strenge; men de havde frembragt dette vidunder. Det var sådan, hun tænkte på Edmund: et vidunder, et barn, som var elsket af alle, der kendte ham. Det var i det mindste sådan, han var kommet til at fremstå for hende i løbet af de lange tomme og ensomme år, indtil hun – set i nostalgiens gyldenbløde stråleglans – endte med at mene, at hun af alle mennesker havde frembragt den perfekte søn.

Anne er overvældet efter mødet med Grevinden, og hun må rystet gå i seng, da hun kommer hjem. James undre sig, og finder et påskud i bunken af breve til at gå op for at snakke med sin kone. De er blevet inviteret til et blomster og have arrangementet i Kew. Anne har fundet en indre ro ved at studere blomster efter Sophias død, og hun nyder at deltage i sådanne arrangementer i de store haver. James har andre ting at bekymre sig om end Annes nedtrykthed, da han har et forestående møde med William Cubitt i Athenaeum-klubben. Han lovede, i afsnit, sønnen Oliver at forsøge at få ham ind i det forestående byggeri på Isle of Dogs, men han er noget beklemt ved situationen om, at skulle bede samarbejdspartneren om en tjeneste. James er meget betaget af herreklubber, og ønsker sig brændende at blive accepteret som medlem, da et medlemskab i en af de højtstående klubber giver særlige privilegier, men også det at blive betragtet som gentleman.

Anne er kommet sig efter sammenstødet med Lady Brockenhurst, og det er med stor interesse at hun deltager i blomsterarrangementet. Under en samtale med Joseph Paxton, der er meget kendt i havekredsen, ankommer Hertugen af Devonshire med en, for Anne uventet, ledsager. Anne slåes endnu engang ud af kurs, da hertugens ledsager er selveste Lady Brockenhurst. Mellem de to damer opstår der på et øjeblik en intens spænding, hvor Lady Brockenhurst offenligt kræver oplysninger om barnebarnet Charles Pope. Der er dog ingen af de to herre, som kender til navnet, men Paxton udviser en særlig interesse for damernes samtale, da han opsnapper den spændte stemning mellem damerne. Lady Brockenhurst finder hurtigt ud af, hvor Charles nu befinder sig, og arrangere et møde med ham under påskud af, at hun vil investere i hans bomuldsfabrik. Den unge Charles lighed med hendes afdøde søn, slår hende ud, og inden hun forlader mødet, har hun inviteret ham til hendes forestående torsdags selskab. Lady Brockenhurst kan ikke dy sig, og hun sender ligeledes en invitation til Mrs. Trenchard.

Hun sad over for sit barnebarn og lyttede anspændt. Han betragtede en eller anden ukendt sognepræst som sin far – han skulle bare vide, hvem hans rigtige far var! Hun længtes efter at spørge ham om alt muligt, blot for at høre hans stemme, men hvad var der at sige? Det var, som om hun var bange for, at hun, hvis hun afsluttede dette møde, ville vågne op i morgen og opdage, at han, Charles Pope, ikke længere eksisterede, og at det alt sammen kun havde været en drøm.

I ugens afsnit af Belgravia er der mange informationer om den historiske periode, og jeg nyder at læse om de pragtfulde bygninger og smukke haver bag i e-bogen. Jeg havde desværre haft lidt problemer med at få hentet “Familiebånd” ned, men heldigvis lykkedes det til sidst. Så i går aftes lavede jeg en lille hule i sofaen med en god kop kaffe og et lille bitte stykke chokolade, og begav mig ind i romanens fantastiske univers, der desværre sluttede alt for hurtigt. I “Familiebånd” kommer jeg tætter på den kolde og grå Lady Brockenhurst, men er hun nu så hård og følelseskold som hendes ydre fremtoning forekommer? Jeg venter spændt på at kunne få lov til at læse det fjerde afsnit, som udkommer på torsdag.
Featured image

Belgravia – Uventet møde af Julian Fellowes #2

Featured image
Featured imageBelgravia – Uventet møde af Julian Fellowes – del to. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog, der er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Originaltitel: Julian Fellowes’ Belgravia – A Chance Encounter. Udgivelsesår 2016. Billedet nederst i indlægget er venligst lånt af forlaget.

Krigen ved Waterloo bryder ud, hvor officerer og andre embedsmænd forlader ballet i det første kapitel af Belgravia. Den unge Sophia er dybt forelsket i den unge Lord Bellasis, men der går kun kort tid før den unge Sophia må høre de tyngende og grufulde nyheder om, at han er faldet i krigen. I tiden op til ballet og ved dets afslutning gemmer på en hemmelighed. Det er denne hemmelighed som læseren indvies i, i denne anden del, “Uventet møde”. Temporaliteten fremrykkes i plottet med seksogtyve år og jeg, som læser, følger Sophias mor, Anne, til et af de finere og vigtige teselskaber, der afholdes af lady Tavistock. Familien Trenchard er rykket længere op ad den sociale rangstige siden krigen. Mr. Trenchard beskæftiger sig ikke længere med handel af fødevarer til de højtstående i samfundet, da han fandt faget en smule kedeligt i efterkrigsårende. Han indvies i et byggeprojekt, der hurtigt udvikles til bygningen af mondæne ejendomme og overdådige paladser.

Navnet hang i luften mellem dem som en spøgelsesdaggert i et eventyr. Man ville aldrig kunne sige om lady Brockenhurst, at hun tabte fatningen, eftersom det næppe ville ske før hendes sidste åndedrag, men hun var ikke helt forberedt på at høre hans navn udtalt af denne kvinde, som hun kendte så godt fra sine fantasier, men overhovedet ikke i virkeligheden.

Ved teselskabet falder Anne i samtale med to, en som hun endnu ikke har mødt og en gammel bekendt, som hun sidst så ved ballet i 1815. Med et rives Anne tilbage i tid og sted til den dag, hvor hun mistede sin datter knap et år efter krigen. Anne føler sig lidt krænket ved samtalen med Enkehertuginden af Richmonds søster og lidt efter Grevinden af Brockenhurst. De to søstre har gjort sig mange tanker om familien Trenchard og ikke mindst om den smukke skønhed Sophia. Grevinden er elegant og stolt på en hård og kynisk måde. Hun lader sig ikke slå ud, og bærer evig rundt på den tunge sorg over sin afdøde søn. Lord Bellasis var ene barn, og dermed slutter arvingerækken med ham, hvilket er en af Grevindens mest tyngende tanker. Anne bærer over med Grevingen og følger hende i sorgen, så måske er der et lille håb om gensidig respekt?

Hjemme til middagen ved familien Trenchard samme aften møder jeg sønnen Oliver og hans kone Susan. De er begge meget forventningsfulde og forkælet, og de sætter barriererne højt i kravet på luksus. Anne og James bærer på en hemmelighed, og måske er det på tide at sandheden kommer frem i lyset efter seksogtyve år. Temporaliteten springer endnu engang tilbage til 1815, og jeg indvies i Sophias kvaler. Det var ikke alene sorgen over krigens udbrud, at Sophia blev ude af sig selv, den aften ved ballet. Hun så den officer, som havde spillet en rolle i et spil udført Lord Bellasis, så han kunne forfører hende. Indtil dette foruroligende syn var hun fast overbevist om, at hun hemmeligt, havde giftet sig med prinsen fra sine drømme – den unge Lord Bellasis. Men da han dør under krigen står hun alene tilbage med et falsk ægteskab, hvor hun føler sig brugt og naiv. Det uheldige i situationen er, at Sophia venter sig og dermed risikerer at trække, ikke kun sig selv, men også sin familie gennem sølet til byens lumske gader. Anne er en beslutsom og resolut kvinde, der hurtigt udtænker en plan. Alt gøres klar til at Sophia og Anne kan forlade byen, og rejse til et sted, hvor ingen kender dem. Sophia dør uventet i barselsengen, og hendes raske og sunde dreng bortadopteres efter planen.

Med et svip er jeg igen tilbage i 1841, og Anne gruer over om hun bør afslører hemmeligheden af medlidenhed til Grevinden. Mr. Trenchard forbyder hende at afsløre hemmeligheden, da han ikke vil smudse datterens ry til, men ej heller miste sin høje position i samfundet, som han har arbejdet så hårdt for. Graviditet uden for ægteskab var særdeles uhørt i konteksten, og hele familier blev udeladt fra det gode selskab med foragtende miner. Sophias dreng er, i 1841, en voksen mand på ca. femogtyve år, og Mr. og Mrs. Trenchard er ikke helt uvidende om, hvorledes det er gået ham, da de stille har fulgt med på sidelinjen gennem breve, som er blevet sendt til dem, fra adoptivfaren Pope. Anne tager alligevel sagen i egen hånd, da hun ikke længere kan udholde at bære på den tunge hemmelighed alene. Hun skriver til Grevinden om et møde, hvor de kan være alene. Dette er Grevinden meget villig til, da hun håber på at få genoplivet gode minder om sin afdøde søn. Grevinden rystes over de uventede nyheder, men får hurtigt styr på sit kolde og hårde jeg.

Hun foldede papiret, forseglede det med en segloblat, skrev addressen på og gik selv ud for at give det til buddet. det ville have taget hendes tjenestepige ti minutter at aflevere det, men Anne var ikke vild med at få sine ærinder diskuteret nede i folkestuen. Hun behøvede ikke at vente længe. Den følgende morgen var der en besked på morgenbakken, som Ellis bragte hende. Hun tog den.

Belgravia – Uventet møde bringer mig ind i en historisk tidslomme, hvor jeg glemmer tid og sted. Jeg sidder næsten med til bord ved teselskabet og føler at jeg rejser med Anne tilbage i tiden, hvor hun mindes sin sidste tid med sin elskede datter. Det er endnu for tidligt at karakteriserer karaktererne som sådan, men jeg er dog allerede fanget, fascineret og forundret af dybden i Annes karakter. Hun er meget refleksiv og utrolig bevidst om sin position i det samfundsmæssige hieraki, men også hvad der er passende for familiens anseelse, hvor Mr. Trenchard er mere jovial og knap så streng i forhold til begrænsningen af høje bestræbelser og det luksuriøse liv. Det eneste minus jeg har at sætte på romanen indtil nu ligger på det sproglige plan, der er præget af mange indskudte sætninger, som desværre mere forstyrrende end gavnlige og en del korrektur fejl, men jeg håber at det bliver bedre som romanens historie folder sig ud.

Den historiske roman er min yndlings genre, og jeg elsker at forsvinde ind mellem linjerne og ind i den historisk tidslomme, som Fellowes stille åbner for mine ivrige øjne. Jeg venter, om endnu mere spændt, på den tredje del af føjletonen, og jeg har svært ved at vente til næste afsnit udkommer på torsdag, da jeg er spændt på at høre mere om, hvad der sker efter Annes møde med Grevinde Brockenhurst. I den stille ventetid kan jeg udforske det mangfoldige ekstramateriale, som følger med bag i e-bogen, der udvides for hvert kapitel, hvor jeg kan læse om karaktererne og historiske informationer.

Hvis du endnu ikke har læst den første del af føljetonromanen kan du på linket læse den nu – Belgravia – Fra balsal til slagmark. God læselyst!
Featured image

Belgravia – Fra balsal til slagmark af Julian Fellowes #1

Featured image
Featured imageBelgravia – Fra balsal til slagmark af Julian Fellowes. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog. Originaltitel: Julian Fellowes’ Belgravia – Dancing into Battle. Udgivelsesår 2016.

Belgravia er en ny føljetonroman skrevet af, den kendte forfatter bag tv-serien Downton Abbey, Julian Fellowes. Det første afsnit, i den serielle roman, er “Fra balsal til slagmark”, hvor jeg, som læser, indvies i intriger, hemmeligheder, blomstrende kærlighed, og ikke mindst bliver jeg klogere på det frygtindgydende slag ved Waterloo. Romanen sætter sin historiske begyndelse i Bruxelles ved et forrygende bal, med de smukkeste kjoler og strålende krystallysekroner, d. 15. juni 1815, hvor aristokratierne og højtstående officerer var indbudt af Hertuginden af Richmonds den aften, hvor krigen ved Waterloo udbrød.

Romanens fiktionelle handling starter med at indvige mig i karaktererne Sophia Trenchard og tjenestepigen, Jane Croft, som er på vej mod Sophias far, James Trenchard, med den højt ønskelige invitation til hertugindens bal. Det lykkedes Sophia at skaffe dem adgang til ballet gennem Lord Bellasis, da han er nevø af hertuginden, men han gør det ikke blot af venlighed, for han øjner også chancen for at være sammen Sophia. Hendes mor, Anne, er dog ikke så begejstret, hverken for ballet eller den unge og flotte Lord Bellasis, da hun mener, at han ikke vil noget seriøst med hendes datter. Således følger jeg spændt deres forberedelser til det store flotte bal, der i London ikke ville have været en mulighed, da familien Trenchard ikke er så højt stillet i det samfundsmæssige hieraki.

FORTIDEN ER, SOM MAN SÅ ofte har fortalt os, et fremmede land, hvor tingene foregår på en anden måde. Det er muligvis sandt. Ja, der er tydeligvis sandt, hvad angår moral og sædvane, kvinders rolle, adelens styre og en million andre elementer i vores dagligdag. Men der er også ligheder. Ærgerrighed, misundelse, vrede, grådighed, venlighed, uselviskhed og først og fremmest kærlighed har altid været lige så magtfulde drivkræfter, som de er i dag. Dette er historien om to mennesker, som levede for to hundrede år siden, og dog minder deres begær, deres vrede og de lidenskaber, der raser i deres hjerter, kun alt for meget om de dramaer, der udspiller sig i dag på vores egen måde…

Hertuginden ønsker at holde liv i sine sociale relationer på trods af at krigens advarselende toner kommer tættere og tættere på. Hun gør sig nu alligevel visse betænkninger om det forstående bal, men hun kommer frem til, at de ikke bør lade sig skræmme af franskmændene. Dørklokkerne kimer og gæsterne begynder nu at komme. Under middagen ankommer en soldat fra marken med en meddelse til Prins af Orange. Prinsen lader sig ikke hylle ud af den, og fremstår rolig og elegant. Da den samme soldat endnu engang kommer med en ny meddelse brydes den rolige overflade. Hertug Richmond og Prinsen af Orange forlader middagsselskabet for at diskutere brevets indhold, men inden de forlader lokalet henvender de sig til Mr. Trenchard, der stolt følger med.

Snart opbrydes middagsselskabet, da officerene skal drager mod Waterloo, som muligvis bliver deres sidste bestemmelsested. Koner og døtre er i sorg og fortvivlet over den alt for hurtige afsked med den sitrende frygte for at miste, som lurer under overfladen. Anne tænker, på den frygtlige og ubærlige sandhed om, at det måske er sidste gang mange af dem ses i live. De sanselige følelser og oprøret over afskeden med mændene når ud til mig mellem de tætskrevne linjer, og jeg føler med kvinderne og børnene. Sophias forelskelse i Lord Bellasis rammer hende hårde end ventet, og hun bliver en skygge af sig selv. De tilbageblevne venter på nyt fra fronten, hvor de første nyheder er meget nedslående med meddelse om dem, som de har mistet.

Jeg har glædet mig meget til at læse den første del af Belgravia, der ikke kun har vakt min interesse, som historisk roman. Jeg har dette semester faget The Victorian Serial Novel, hvor vi har læst Vanity Fair af William Makepeace Thackeray, og vi læser i øjeblikket Bleak house af Charles Dickens, der begge blev udgivet som episodiske romaner i aviserne i det nittende århundrede. Jeg blev betaget af hele projektet med Belgravia, da romanen er delt op i elve dele, der udkommer de næste ni torsdage, da det er interesant i forhold til faget. Men også selve følelsen af at jeg ikke kan læse videre, men pænt må vente til den næste episode udkommer. Lige nu er jeg heldig for det er allerede muligt at hente andel del som e-bog, og jeg ser ofte med funklende og spændte øjne på Saxos hjemmeside, men har en aftale med mig selv om, at jeg først må købe anden del af romanen på lørdag. Nederst i indlægget har jeg lagt en lille video ind, hvor Julian Fellowes fortæller om romanen og lidt om samfundets øverste hieraki i London i attenhundredetallet.

Læser I også med spændt med i Belgravia? I så fald, hvad syntes I så om “Fra balsal til slagmark”? Er I lige så spændte, som jeg, på hvad der sker i anden del?

Et smugkig i bogreolen #1

Featured image

Litteraturen som sådan er for mig noget helt fantastisk, hvor jeg kan lade mig forsvinde ind i andre verdener, vandre i dybe skove, bekæmpe frygtindgydende drager på store græsbeklædte bjergskråninger, svømme ind i Poseidons rige, informeres om historiske perioder i spændende kontekster og ikke mindst forholde mig til tider drømmende, men altid kritisk til de verdener, samfund og rejser jeg drager ud på i den litterære verden. Jeg elsker bøger, og det at kunne begive mig frit rundt i fiktive verdener, hvor jeg forsvinde ind i linjerne mellem de mange bogstaver på de skrevne sider, giver et pusterum fra hverdaggens mange gøremål. Jeg vil i dette første indlæg om mine bogreoler give et lille smugkig i den ene af mine bogreoler i stuen, hvor de bøger har hjemme, som jeg holder allermest af, som jeg glæder mig til at læse eller genlæse.

Featured image

På den øverste hylde har jeg Tusind og én nats Eventyr fra forlaget Vandkunsten, som jeg købte da jeg blev fortryllet af de 6 stor og tunge, men meget smukke bind, der er fyldt med myter og fantastiske eventyr. Jeg holder meget af Salman Rushdies værker, og han har tit eller nærmest altid litterære intertekstualiteter herfra i sine mange værker, og herigennem skabte en lille spirrende nysgerrighed for disse mange eventyr. Jeg har også Somnambulist og Elijah’s Mermaid af Essie Fox, som jeg glæder mig til at kunne fordybe mig i. De sidste to jeg gerne vil nævne fra denne hylde er One Hundred names af Cecelia Ahern, der også har skrevet P.s. I Love You og Prisoners in the Palace af Michaela MacColl, som jeg har hørt og læst meget godt om, men endnu ikke selv læst.

På den anden hylde har jeg nogle af de teoretiske bøger, som jeg har købt og bruger i forbindelse med mit studie på litteraturvidenskab. Disse bøger bruger jeg gerne i forbindelse med opgaveskrivning eller som forberedelse til mundlig eksamen, hvis der er teorier, tematikker, former eller perioder jeg ønsker at komme ind på eller bare ønsker at vide mere om. Hvis der er nogle af dem I finder interessant, og ønsker at vide mere om, så må I endelig sige til.

Featured image

På den næste hylder har jeg de smukke og fortryllende udgaver fra Barnes and Noble stående, som jeg stille udvider, hvor jeg til tider tager chancen og bestiller hjem fra USA, da der desværre er nogle udgaver, som ikke er muligt at købe i Europa. Jeg har også Jane Austens og Edgar Allan Poes samlede værker fra forlaget Race Point, der er mindst lige så smukke som Bares and Nobles udgaverne, men intet mindre er de alle perler i min samling af bogskatte. Neil Gaimans bøger har jeg også samlet her på denne hylde, hvor han også deler pladsen med E.T.A Hoffmanns fortællinger i to bind, som jeg fik i julegave, men som jeg endnu ikke har haft tiden til at fortrylle mig ind i.

Her på denne hylden har jeg lidt forskellige bøger stående, hvor dem der fylder mest i billedet er Kenn Folletts historiske romaner, men Sherlock Holmes er også her at finde i de første fire bind i ny dansk oversættelse sammen med Helle Rydings fantasy trilogi Morganas Kilder og Serpina, der er den første bog i trilogien Klintespind. De sidste bøger på hylden er forskellige bøger om Tempelridderne og denne historiske periode med korstagene, og om ordnens videre overlevelse i form af hemmelige selskaber, som jeg er meget fascineret af.

Featured image

Kenn Follett hylden kommer lige med på billedet igen, da den sammen med de to sidste hylder er noget blandet i forhold til genre, forfattere mm. Jeg vil dog gerne fremhæve Det Syvende Barn af Erik Valeur, der nok er en af de romaner, der stadig giver genlyd i mit indre, og som jeg bestemt vil genlæse i dette år. Bogen er kryptisk med mange personer, at holde sammen på, men intet mindre er der flere mystiske elementer, som jeg gerne vil kigge nærmer på i en genlæsning på trods af bogens mange sider, og med en tyngde jeg stadig husker som lammene. Jeg vil også gerne fremhæve A.J. Kazinski, som skriver spændende og samtidsrelevante krimier, hvor jeg lader mig rive med i “Reading for the Plot” i Peter Brooks termer. På den sidste hylde, der er på billedet har jeg samlet bøgerne af Dan Brown. Jeg elsker næsten alle hans bøger, der alle har historisk fakta på forskellige niveauer, der tager afsæt i vores urbane verden. Jeg må dog indrømme at hans seneste bog Inferno ikke gjorde det store indtryk, som hans andre bøger. Måske lidt hårdt sagt fandt jeg til tider dels bogen en smule kedelig, og en smule rodet, men på trods af dette meget samtidsrelevant med tematikken omkring virus, og hvorledes virusepidemier muligvis kan opstå rundt i verden. Den allersidste hylde i reolen har jeg valgt ikke at tage med på dette billede, da der på denne hylde ligger bøger fra forlaget Historie, og bogen Blekingegadebanden.

Så har vi været igennem den ene reol i min stue, og dette er enden for kigget i reolen for denne gang, men vil i næste uge være klar med del 2, hvor jeg vil vise lidt flere af mine bøgerne frem i den næste reol. Hvis nogle af bøgerne vækker interesse, så sig endelig til.

Har I bøger, som stadig giver genlyd i tankerne, og i så fald hvilke? Eller bøger, som bare ikke levede op til forventningerne?

Featured image