Ham (Him and Her #1) af Carey Heywood

Featured image
Featured image

Ham (Him and Her #1) af Carey Heywood på 245 sider fra forlaget Palatium Books og er udgivet i 2017. ⭐️⭐️ – 2,5/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. sproget er amerikansk og org. titel Him (Him and Her #1) og er oversat til dansk af Rie Lund Rosenkilde. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forlaget

Sarah Miller er en travl forretningskvinde, som mildest talt knokler og knokler for, at gemme sig fra verden og ikke mindst fra fortiden. På de første sider i Ham af Carey Heywood prøver Sarah at finde på alle mulige former for overspringshandlinger, da hun bare ikke kan få pakket og gjort klar til hjemrejsen til sin brors bryllup. Hun skal hjem, hvilket egentlig ikke er en så forfærdelig tanke, men det er mere årsagen til, at hun stak af for syv siden. Sarahs sambo og bedste veninde Sawyer får skubbet til hende, og hjælper Sarah med at pakke, så de kan komme ud og spise, og høre lidt musik. Det er, nu det sidste Sarah har lyst til, men det er godt at få tankerne på noget andet end hjemrejsen næste morgen. Sawyer har prøvet og prøver stadig behændigt på, at få Sarah til at date, men det er svært for Sarah, da særligt én fyr har brændt sig fast i hendes hjerte og derefter knust det i titusind stykker. Hun har skjult sig under påskud af, at der er så meget arbejde at gøre i hendes firma, hvor hun sælger pensionsløsninger til firmaer. Da Sarah sætter sig på flyet næste morgen, gruer hun for den uge hun skal være hjemme i Decatur (Atlanta, Georgia), men det går allerede galt inden flyveren når at lette, da han er med flyet – HAM hun har forsøgt at glemme de sidste syv år.

Det er ikke til at komme uden om – Sarah er nødt til at lade Will køre hende hjem. Det hun ikke ved er, at Will er langt mere impliceret i hendes egen familie end hun selv er, og dette kommer som et kæmpe chok for hende. Plottet skifter undervejs, og hvert andet kapitel tager jeg med Sarah tilbage ad memory lane, hvor jeg læser med om hendes venskab, forelskelse og begyndende forhold til Will, som bræt stoppes og Sarah rejser derefter langt væk for at bo hos sin onkel. I nutidshandlingen er det eneste Sarah ved er, at der kun kommer en single mere i hele bryllupsselskab, men hun har ikke kunne få ud af sin bror, hvem det er. Det viser sig at være Will, som oven i købet også er brorens forlover! Sarah har allermest lyst til at rejse hjem til sig selv igen, og begrave sig i arbejde, men det kan hun hellere ikke nænne over for sin storebrors kommende kone, som viser sig at være noget af det sødeste. Hvad Sarah ikke ved er, at de alle har en plan om, at hun skal tale med Will inden, at de syv dage er omme, og hun skal hjem igen.

Jeg kan mærke, at han følger efter mig. Jeg prøver bevidst at ignorere ham og taler med Brian i stedet. Brian tøver et øjeblik, og jeg overvejer kort, hvis side han er på.

Ham af Carey Heywood er den første bog i trilogien Him and Her, hvor jeg her i førte bog får historien om alt det Sarah har gennemgået og lidt i de syv år, som er gået siden, hun har måtte forlade sin hjemby med et hjerte, som er knus i tusind stykker. I den anden roman får man historien fortalt fra Wills side, og den sidste bog Dem, handler det om livet efter deres genforening. Ham er skrevet i et meget let læseligt sprog uden de store poetiske vendinger eller spændende sætninger. I romanens handling følger jeg gennem første persons narrativ Sarah i fortiden og nutiden, hvor jeg er læser med i hendes tanker og følelser. Strukturelt er romanen inddelt i 27 kapitler, hvor jeg på skift følger Sarah i nutiden, og fortiden fra da hun mødte Will, til at hun rejser bort. Som hele hænger romanen imponerende fint sammen, hvor fortiden og nutiden smelter sammen på fin en måde i romanens slutning, hvor intet er glemt eller udeladt. Jeg blev dog ikke på noget tidspunkt fanget af historien, da der var en del gentagelser og for mange vendinger, som blev brugt igen og igen i Sarahs indre monologer og søde sukken over Will, der blev en kende for meget.

Heywoods første roman er sød og let, men også rigtig hurtig læst. Karaktererne er fint beskrevet, men dog lidt for sukkersøde. Sarah er blandt ind i et trekantsdrama om Will med pige Jessica, som er noget af en slange. Jessica er en stor del af grunden til, at Sarah flygtede fra byen i al hast, men der er også andre hemmeligheder, som ligger skjult i mørke skygger. Wills mor er nemlig ikke særlig begejstret for Sarah, da hun ikke er fin nok, og det får Sarah så sandelig at mærke, og det sætter sig i hendes sjæl i årene efter, som en altædende lille snog, der presser hende på præstation i skolen og videre ind i arbejdslivet, hvor hun er noget af en arbejdsnarkoman. En af de karakterer, som jeg synes bedst om under min læsning var den rebelske og farverige Sawyer, som også har en spændende fortid, som man desværre ikke hører, så meget om i denne første roman, men det håber jeg kommer i den sidste bog. Som genremæssigt vil jeg karakterisere Ham, som en sød og romantisk ungdomsroman uden den vilde erotik i plottet, hvilket er rigtig fint, men handlingen om at miste den første kærlighed bliver desværre en smule for meget kliché-agtig for mig.

Det sidste han havde sagt til mig dagen før var: “Lille skat, det virker, som om der er et regnskab, I to skal gøre op. Vil du tage dig af det denne gang, eller stikker du af igen?”

Det er nu lidt hyggeligt at læse om sød og teenageragtig romantik her i sommervarmen, og jeg blev så glad og varm inden i, da det hele går op i på de sidste sider i Ham. Heywood har sat to spændende karakterer sammen i slutningen af bogen, og det er jeg meget på at læse mere om, da det godt kunne ende intet frygteligt rod. Den næste roman i trilogien er, som nævnt, Hun hvor man nu får historien fra Wills side. Situationen har slet ikke været så let for Will, som Sarah tror, og han er langt mere ramt, og måske at det er derfor, at han efter syv år er mere sammen med hendes familie end hun selv er. Jeg har ikke før læst nogle bøger, hvor historien fortælles fra en anden synsvinkel, så det ser jeg nu frem til at prøve snart i den næste Heywood bog, hvor jeg skal lære mere om Will, Sarah og ikke mindst Wills mor.

Featured image
Featured image

Advertisements

At se lyset af Jay Asher

Featured image
Featured image

At se lyset af Jay Asher er udgivet af Politikens Forlag i 2017, og er på 279 sider. ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner. Romanens org. sprog er engelsk, org. titel er What light og org. udgivelses år er 2007. Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplaret er venligst modtaget af Forlaget.

Dagen før thanksgiving d. 21 november læser jeg med, når Sierra tager en rørende og sød afsked med sine to allerbedste veninder Rachel og Elisabeth, da Sierra og hendes familie den næste dag rejser fra deres hjem i Oregon mod en lille by i Californien, hvor de i gennem to genetrationer har solgt juletræer til indbyggerne i byerne omkring. Sierras familie har en enorm juletræsplantage, hvor de hele året går og passer de smukkeste juletræer, som i starten af november fragtes den lange vej fra Oregon til Californien af Onkel Bruces helikopter. Sierra har levet sådan næsten hele sit liv, men det er alligevel ikke let, at tage væk fra veninderne særligt i juletiden. Hun har dog også fået sig en bedste veninde, Heather, som hun glæder sig meget til at se i Californien. Denne december bliver dog meget anderledes en alle de andre år, da Sierra har fået opsnappet bidder af en samtale mellem hendes forældre, hvori hun overhører, at dette nok bliver den sidste december, hvor familien sælger juletræer i Californien, da juletræssalget ikke længere er så stort og giver underskud. I resten af november og næsten hele december bor familien i en lille campingvogn på pladsen med juletræer, og de også har et lille cirkustelt, hvor de sælger træerne og mange andre juleting. Hele stemningen på pladsen emmer af jul, familie og gode timer, og jeg kan slet ikke lade være med, at komme i julestemning under læsningen – særligt når Sierra laver sin specielle peppermintmocha med julestok, som jeg siden da har lavet en hel del gange, og det smager fantastisk.

Da Sierra endelig møder Heather til thanksgiving-familiemiddagen, som de altid holder sammen, drager de to piger ud i mørket op på de små bakke-bjergskråninger, hvor Sierra planter et lille grantræ, da der så er lidt af hende tilbage, når de rejser hjem til Oregon d. 25 december. Dette træ er det sjette og måske sidste træ, som Sierra planter ved siden af de fem andre grantræer, som har vokset sig store og flotte. Heather har særlige planer denne december, da hun gerne vil have Sierra med på en dobbeltdate sammen med hende og hendes kæreste, da han er så kedelig. Men Sierra er ikke særlig begejstret for Heathers entusiastiske idéer, da hun jo ikke skal være i Californien ret længe, men som måske også bliver den sidste december, og langdistanceforhold holder så sjældent. MEN så møder hun den lækreste fyr, Caleb, der har det sødeste smilehul. Da Sierra fortæller Heather om mødet med Caleb, er hun ikke på nogen måde begejstret, da der går så mange frygtelige rygter om ham i den lille by. Han skulle have stukket sin lillesøster ned med en kniv, men er det kun rygter eller er det sandt? Familien er gået i opløsning siden, og lille søsteren nu bor ved faren. Sierra lader ham tvivlen komme til gode, og hun prøver at trænge igennem en jernmur af den smerte, som omgiver Caleb på trods af de mange indvendinger fra både Heather, Rachel og Elisabeth. Måske er alle rygterne ikke helt usande, men tabet og de evige konsekvenser, som aldrig syntes at stoppe, tynger Caleb selv og efter flere år, så mærker han endnu, de hårde vilkår fra alle i byen, som syntes at have en mening om ham og hvordan han er, men det fair?

Han spænder kæben, og jeg kan se, at han har grædt over det adskillige gange. Jeg tænker over det, han har fortalt mig. Hvor svært det må have været for hans mor, for hans søster – og for ham. Jeg ved, det burde skræmme mig, men det gør det af en eller anden grund ikke, for jeg tror ikke, han har villet såre nogen.

At se lyset er Jay Ashers tredje roman, hvor hans første roman er Døde piger lyver ikke (Thirteen Reasons Why), udkom i 2007, og er siden blevet en bestsellerroman i 2017, som i den grad er blevet hypet særligt, da forfatteren solgte rettighederne til at omdanne romanen til en tv-serie, som vises på Netflix i øjeblikket. Der er mange grunde til, at jeg ikke har tænkt mig, at se eller læse Døde piger lyver ikke, og en af dem er, at jeg ikke mener, at unge mennesker behøver, at begå selvmord for at fremkomme med vigtige tematikker i litteraturen. Jeg ved, at serien er enormt populær, og det er fint, men det bliver bogen og ej serien ikke hos mig. Jeg er derimod virkelig glad for, at jeg fik læst At se lyset, da denne roman kan noget helt særligt både ved juletid, men roman kan bestemt også læses på alle andre tidspunkter i løbet af året. Ashers skrivestil er så fin og følsom uden, at det bliver for meget, og rammer mig flere gange lige i hjertet. Hele balancen mellem Sierras to verdener, som ligger langt fra hinanden, men er skildret så fint med savn og glæde i hver del. Den strukturelle opdeling i At se lyset er i 24 forholdsvis korte kapitler, hvor den sproglige stil er letlæselig, sjov, og ungdommelig, men også med et alvorligt twist, når handlingen drejes til de hårde tematikker, som At se lyset også byder på. Eksempelvis Calebs fortid med de ulykkelige minder om, da hans forældre blev skilt, og hvor han tilsidst fik nok af sin lillesøsters evige hysterianfald og strenge beskyldninger om, at det altsammen var hans skyld.

Karaktererne i Ashers roman er så fint beskrevet, hvor Sierra er romanens primære karakter. Hun har en psykologisk dybde og eftertænksomhed, der gør at jeg under læsningen kan leve mig ind i hendes verden på en magisk måde. Hvor ville jeg gerne bare én dag sælge juletræer sammen med hende og hygge sammen med familierne, som køber de fineste juletræer. Calebs karakter rammer mig derimod dybere end som så, og han gemmer på så mange gode ting, der dog alligevel mindsker godhedens betydningen i forhold til hans fortid. Han bruger alle sine drikkepenge, som han får på arbejdet, til at købe juletræer til dem, som ikke selv har råd til et. Mit hjerte varmes ved den glæde, han bringer og muliggøre for de børn, og jeg kan efter endt læsning ikke lade være med, at tænke over, hvis alle havde lidt mindre travlt med, hvad naboen foretager sig, og i stedet ville kigge ind ad, så ville verden blive en lille smule lettere og ikke mindst rare at være i – altså sådan generelt for, det er jo en tematik, som i høj grad er virkelig i vores prosaiske hverdag. Romanens genre er young adult med en sammenblanding af ungdomsromance og socialrealisme. Man kan lidt nøgternt skære kærlighedsdramaet i romanen ned til den samme gamle historie, der er med i stort set næsten alle YA romaner, og det er om to drenge, der kæmper for samme pige, men i At se lyset har det ene ben i trekanten nærmest ikke nogen funktion, og netop derfor flyttes vægten af vigtigheden i det amputerede kærlighedsdrama til Calebs fortid, der truer med at stoppe muligheden for kærlighed endnu før, at det er en mulighed mellem Sierra og Caleb.

Jeg tænker på Heathers advarsel, på, at Rachel og Elisabeth gloede fuldstændigt vantro på mig, da jeg fortalte det. Alle reagerer så hurtigt. Alle havde de en mening om det, selvom ingen havde hørt det fra Caleb.

Romanens titel At se lyset har flere symbolske konnotative betydninger, som at se lyset i lykken her og nu – denne måske sidste december, hvor Sierra er i Californien, men også det, at se lyset i at hjælpe andre i nød, og at se et lys i sær, når fortidens dunkle skygge overlister og truer med at lukke små huller af lykke og håb for kærligheden. Under læsningen af At se lyset var jeg godt underholdt, og jeg nød at læse om sne, jul og kærlighed, som fremkaldte en lille magisk julestemning i mit hjerte. Der er dog en lille bitte ting ved romanen, og det er at plottet ind i mellem kunne blive lige langtrukken nok i handlingstempoet, men det er ikke noget i sammenligning med, hvor vigtig en tematik, som jeg syntes at bogen gemmer på. Ikke mindst det, at tilgive ved juletid, og at det netop er julen, som er kærlighedens, hjerternes og familiens fest selv i de hårdeste tider. Julen kan både være skræmmende og magisk, men jeg tror på, at juleånden gemmer på noget ganske særligt, og selv om at ånden og juleglæden har været ret langt væk fra mig i år, så syntes jeg at genfinde lidt af min tabte juleglæde under min læsning af At se lyset, og det var virkelig tiltrængt. Jeg kan varmt anbefale Ashers roman til både unge og gamle, da vigtigheden af at tænke på og gøre noget for andre mennesker er fantastisk, men også det, at man ikke bør udtale sig om andre med mindre, at man kender sagernes rette sammenhæng, som klart er romanens moralske budskab.

Featured image
Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas (Wallflowers #1)

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas. Udgivet af forlaget Pretty ink på 351 sider i 2015 (org. titel Secrets of a Summer Night, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2004). Bogen er læst på dansk.

Annabelle Peyton lever et møjsommeligt og sparsomt liv sammen med sin mor Philippa og lille bror Jeremy i London. På trods af at de er af adelig afstamning, er livet ikke en dans på roser. Efter farens død er formuen hurtigt blevet langt mindre, og de må vende en hver ører for at fastholde facaden ud ad til, men også for at Jeremy kan blive på kostskolen, og gøre sine studier færdig. Annabelle og hendes mor sælger alt, hvad de kan undvære og bytter diamanter og ædelstenene ud med glas, for at opretholde facaden til omverden. Annabelle er i den giftefærdige alder, men det er ikke let at få en adelsmand på krogen, når Phillippa ikke kan tilbyde en medgift ved et giftemål. Sidst på selskabssæsonen i Londons store adelige kredse i 1834 er Annabelle desperat, og ønsker mere end noget andet at kunne stille sin familie den sikkerhed, som et giftemål ville kunne medføre, men det er hendes sidste chance for at deltage i selskabssæsonen. Dog er det desværre kun den irriterende og skrubløse Mr. Hunt, som gør frække forsøg på, at få æren af en lille dans. Mr. Hunt er slagterens søn, men han har arbejdet sig op til, at være en meget velhavende mand i en meget ung alder. Han har få, og gode bekendte i adelen, men dette er ikke nok. De adelige ungmøer kigger langt uden ham, særligt Annabelle, da han ikke er fra den adelige klasse og værst af alt er, hans manglende etikette og opførsel blandt dannede mennesker. Til et af sæsonens sidste selskaber i London bringes jeg af Kleypas’ ind på den noget triste række af bænkevarmere, der sidder misfornøjet, og kigger på de dansende par med et misundelsesværdigt, men ømt blik mod dansegulvet.

Annabelle er efterhåndeden blevet en af de faste bænkevarmere sammen med de amerikanske søstre Lillian og Daisy, og den unge Evie. Pigerne har ikke før givet hinanden mange blikke, da de altid har været i konkurrence om, hvem der kunne tiltrække de magtfulde og rige mænd. Men denne aften sker der noget magisk, og et trofast bånd bindes mellem de fire unge kvinder. De laver en pagt om, at hjælpe hinanden til at få en mand på krogen i ægteskabets lænker, hvor den første er Annabelle, da hun er den ældste. Det sidste selskab denne sæson afholdes i landlige omgivelser af Lord Westckiff på hans store Gods i Hampshire, og Annabelle får igennem sine nye veninder en invitation. Dette er Annabelles allersidste sidste chance i bogstavelig forstand, da hun også trænges op i en krog af den noget uhumske Mr. Hodgeham, som hendes mor har været nødsaget til, at tage med ind i soveværelset for, at holde regningerne på afstand. Annabelle hader at se hendes mor lide, og nu hvor Mr. Hodgeham har kastet sine gamle og ulækre øjne på hende, har hun mange problemer at tage sig af for, at komme ud med anstændigheden i behold. Den unge Mr. Hunt er også med til selskabet, og da han og Lord Westckiff finder de fire piger midt i en gang mameluk-rundbold på en afsides eng, opstår der røde kinder og lange blikke, da det ikke er anstændigt sådan at rende rundt uden tøj på! Handlingen er således sat i skub, hvor jeg følger Annabelle i bestræbelserne på også at holde den insisterende Mr. Hunt på afstand, men det er svært, da ukendte og anderledes følelserne huserer i hendes krop.

Hvis hun ikke havde været så bekymret, ville Annabelle have leet af deres ansigter, der alle tre måbede. Men i stedet for at bryde ud i jomfruelig forargelse eller diskret give sig til at snakke om noget andet stillede Lillian det sidste spørgsmål, Annabelle ville have forventet. “Har han ret?”

I Sommernattens hemmeligheder af Kleypas drager jeg med Annabelle ud i jagten på, at finde en adelig ægtemand, men fremtidsudsigterne er dyste. Romanen er den første bog i en tetralogi med det noget flotte og interessante navn Wallflowers, men navnet er dog ikke helt så smigrende en betegnelse, som ved første antagelse. Ordet betyder nemlig bænkevarmere, og er det som de fire piger, Annabelle, Lillian, Daisy og Evie, må siges at være ved alle selskaberne, hvor de ikke formår, at fanger mændenes interessante blikke på grund af ikke-adelige aner eller økonomiske mangler. Romanens genre er en blanding mellem det historiske og erotiske, men som i langt det meste af romanen er holdt i den sobre tone, som hørte til i det nittende århundrede. Under læsningen sad jeg ofte med et lille smil på læben over Kleypas’ fantastiske evne til, at frembringe den historiske kontekst korrekthed ved eksempelvis en mands syn og berøring af en kvindeankel i, hvor uanstændigt bare dette var. I Sommernattens hemmeligheder er sproget let, flydende og lige til, hvor jeg ikke skulle tænke de store tanker, men bare kunne slappe af og læse om Annabelles mange og hårde kampe.

Romancen og den historiske kontekst har længe lokket og draget mine øjne mod Sommernattens hemmeligheder på min bogreol. Det var dog ikke før under læsningen, at jeg opdagede romanens erotiske elementer, så jeg blev da en anelse overrasket, men de erotiske scener er så fine og igen holder tand i den historiske kontekst, at det virker rigtig godt i romanens plot, men noget overrasket blev jeg da. Karaktererne har ikke den store dybde, og indimellem virker det en smule for overfladisk og unødvendig i flere inddragelser som eksempelvis af de mange omsværmer, som den unge og generte Lord Kendall belemres med. Først kom jeg rigtig godt i gang med læsningen af Sommernattens hemmeligheder, hvor der i romanens plot hyppigt skete små ting, som fastholdte mig i læsningen, men efter de første hundrede sider sænkede tempoet sig, og handlingen trak lige lovligt langt ud, og blev en smule kedelig. Dette ændrede sig dog igen på romanens sidste hundrede sider, hvor handlingstempoet sted betragteligt med både mordforsøg og en kæmpe eksplosion. Så da romanen sluttede var jeg egentlig lige lidt træt af det, da jeg ville have mere og ikke ønske at romanen skulle slutte, men jeg må jo tålmodigt vente med at læse videre til, jeg får fingre i Efterårets luner, som er den anden bog i serien.

Det ville være skrækkeligt, hvis nogen så hende i denne tilstand. Annabelle bad til, at stemmerne tilhørte et par tjenestefolk, lænede sig op mod væggen og ventede uden at røre sig. Et par vildfarne lokker klæbede til hendes fugtige pande og kinder.

Kleypas’ evne til på troværdig vis, at frembringe to modstridende sociale klassers tanker om, og sociologiske interaktioner med hinanden viser dikotomien i deres fælles problemstillinger i samfundsopbygningen i starten af det nittende århundrede tog pusten fra mig. Annabelles adelige aner gør, at hun har krav og ret til, at gifte sig længere ind i den engelske adel, men ikke kan da hun ingen penge har. Den mægtige forretningsmand Simon Hunt har ved snilde og dygtighed fået arbejdet sig ind i den adelige klasse, men dette giver ikke lov til, at han gifter sig med en adelig pige eller bliver anerkendt i de finere kredse. Der var flere ting i Sommernattens hemmeligheder, som jeg ikke helt kunne forene mig med, men i det store hele er det en fin historisk og erotisk roman med et strejf af humor. Der var flere gange under læsning, at jeg grinede af de amerikanske søstres humoristiske og lige til bemærkninger, og hele idéen med mameluk-rundbold var en finurlig, sjov og befriende tilføjelse. Jeg skal helt sikkert læse de sidste tre bøger i Kleypas tetralogi, og jeg håber på at få læst de fleste af bøgerne hen over sommeren, da jeg har på fornemmelsen, at de bliver et friskt og humoristisk pust under min speciale skrivning. Lisa Kleypas har udgivet flere historiske og erotiske serier på dansk ved forlaget Pretty ink, som er et imprint under forlaget Rosinante & co. Som det eksempelvis vises på nederste billede, så er bogen Forfør mig ved solopgang, den anden bog i tetralogien Hathaway, som jeg nok måske også lige skal kigge nærmere på, når jeg er færdig med at læse bøgerne i Wallflowers serien.
Featured image
Featured image

Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafón (The Cemetery of Forgotten Books #1)

Featured image
Featured imageVindens skygge af Carlos Ruiz Zafón fra Forlaget Lindhardt og Ringhof på 452 sider – udgivelses år 2016. Læst på dansk – Originalsproget er spansk med titlen La sombra del viento. (Orginailt udgivet i 2001)

Jeg fortalte hende, at jeg ikke før dette øjeblik havde forstået, at det var en historie om ensomme mennesker, om fravær og tab, og at jeg af den grund var flygtet ind i den, indtil jeg havde forvekslet den med mit eget liv, ganske som når man flygter gennem siderne i en roman, fordi de mennesker, man har brug for at elske, kun er skygger, der lever i en fremmedes sind.

Den unge Daniel vokser op alene med sin far i efterdønningerne af den spanske borgerkrig. Sammen har de en antikvarboghandel, og hverdagen går sin stille gang. Daniel savner sin afdøde mor meget, og efter en åben og ærlig samtale mellem far og søn tager faren sin tiårige dreng med til et særligt sted, der rummer mange forunderlige verdener, men som desværre er blevet glemt med tiden. Det er en tidlig morgen, at de to drager afsted mod det hemmelige sted, som meget få kender til. Daniel instrueres af sin far om, at han ikke må fortælle deres hemmelighed eller dets beliggenhed til nogen i hele verden. De skal besøge De Glemte Bøgers Kirkegård, der rummer alle de bøger, som er blevet glemt og forladt gennem mange hunderede år. Daniel får lov at vælge én bog, som han må tage med sig hjem. Denne bog skal han til gengæld passe på og vogte som et af sine kæreste ejendele gennem livet. Han går længe mellem de forgrenede og labyrintiske gange for at finde sin specielle bog, som han til sidst finder i en af de mange reoler med hengemte og glemte bøger. For Daniel føltes valget helt naturligt, som om han på en finurlig måde føler sig beslægtet med romanen hedder, der hedder “Vindens skygge” af en forfatter ved navn Julián Carax. Han sætter sig straks med bogen, da han kommer hjem, og forsvinder ind i en anden verden, der først afløses af den reelle verden ved, at den sidste side i bogen vendes.

Daniel er meget optaget af sit særlige fund. Han er meget betaget af forfatteren, og ønsker at læse alle hans bøger. Der er bare det, at den bog han har fundet er helt speciel, da der ikke findes flere bøger tilbage af forfatteren. Årene går og mens Daniel vokser op, glemmer han ikke på noget tidspunkt bogen, men da han bliver stormende forelsket i den noget ældre og blinde Clara giver han bogen til hende, som gave. Èn mørk nat opsøges han af en mærkelig og vansiret mand, som han genkeder som én af karakterende fra bogen “Vindens skygge”, men hvordan er dette muligt? Den uhyggelige mand optræder meget skræmmende, og ønsker at købe Daniels eksemplar. Men da Daniel ikke har nogen intentioner om, at skille sig af med romanen trues han på uhyggelig vis af den fremmede. Daniel bliver så skræmt, men mere fordi, at bogen befinder sig hos Clara. Han løber hen for at hente bogen, men på vejen ud af huset bryder hans ungdomsforelskelse sammen og verden styrter i grus i hans unge sind. Såret og med mange skræmmer forlader han huset, men møder en venlig ensom sjæl, der bor på gaden, som giver ham et lille hvil og en lille sjat vin. Et par år senere vender Daniel tilbage for at finde denne mand, da han ønsker at give ham en chance for at vende tilbage til livet væk fra de øde og skumle gader. Sammen forvikles de ind i et farligt eventyr, der flere gange er ved, at tage livet af dem begge. Det er en fortælling om brændte bøger, og om én mand, som lever i skyggen af de bøger han engang skrev, da skæbnen ledte ham på afveje. Men det er også en fortælling om korruption, mord, intriger, hemmelige venskaber og om to ulykkelige skæbner, der aldrig fik hinanden. Planer forgrenes mellem fortid og nutid, hvor Daniels skæbne på finurlig vis sammenkædes med den mystiske forfatter, som nogen prøver at udslette de sidste spor efter – men hvem ?.

De Glemte Bøgers Kirkegård lugtede mere end nogensinde af død mand. Jeg havde glemt, at dørhammeren forestillede et djævleansigt. Jeg greb det i hornene og bankede tre gange på døren.

Vindens skygge er en roman fyldt med spænding og mystik, hvor sproget flyder let og smukt med mange poetiske vendinger undervejs. Jeg måtte flere gange under læsningen stoppe op for at læse linjer, sætninger og nogen gange hele afsnit igen, da skildringerne beskrives på smukkeste og poetiske vis. Den narrative stemme i romanen er fortalt i tilbageblik, hvor læseren følger Daniels historie, som brydes af brevfragmenter og andre karakters stemmer i beretninger om Julián Carax. Temporaliteten skifter hyppigt mellem fortid og nutid, som for mig virkede forvirende til at starte med, men da jeg blev fanget og opslugt i romanens handling, bemærkede jeg ikke længere skiftene så tydeligt. Jeg ønskede blot hele tiden at vende tilbage til den fortid, som Daniel så ihærdigt søger svar på gennem romanen. Romanens handling er delt i fire dele, som strækker sig over årene fra 1945-1956, hvor Zafón viser mig et klart og tydeligt Barcelona med byens mange små mystiske gader og spændende historie. Jeg bringes ind i smukke huse, hører om smukke bøger og spændende eventyr, og jeg slugte det meste af romanen, der dog var lidt langtrukken og tung med de mange forklaringer og afhøringer undervejs.

Zafrón kan fortælle særlige historier om bøger med et historisk blik, der næsten tager pusten fra mig. Som siderne vendes og plottet udspiller sig bliver denne historiske romans karakterer mere og mere levende i mit læsende sind. I Zafóns mangfoldige persongalleri er alle karaktererne beskrevet med en psykologisk dybde, der får en særlig effekt af de mange beretninger, forklaringer og breve. Romanens historiske epoke er den spandske borgerkrig, som Zafón beskriver på mesterlig vis med de mange henvisninger til historiske personer og forholdene under krigen. Som historisk roman har Vindens skygge flere elementer af genreformer som krimi, thriller og kærlighedsroman med et twist fra den mørke gotiske genreform. Zafóns værk har mange intertekstuelle referencer, og mange labyrintiske, snoede og forgrene gange, som jeg stille indvies i under jagten efter den sande historie. Læseren indføres i et metafiktivt univers, hvor titlen på romanen spiller en afgørrende rolle, der i bogens sidste sider bindes sammen på smukkeste vis. Alle puslespillets brikker lægges og omlægges mange gange under læsningen, men tilsidst fremstår et billede, som jeg ikke havde set komme.

Gradvis forgrenede historien sig i et væld af historier, som om fortællingen var gået ind i en spejlsal og opsplittedes i et utal af forskellige spejlbilleder, som dog samtidig var et og samme.

Vindens skygge er den første bog i trilogien The Cemetery of Forgotten Books, og jeg bestiller snart den næste bog hjem i serien, så jeg kan høre mere om, hvordan det kommer til at gå Daniel og om hvilke nye mysterier, som han sætter sig for at opklarer. Under læsningen af Vindens skygge bragte Zafón mig ind i en historisk tidslomme, der opslugte og overraskede mig på så mange måder. Den første roman jeg læste af Zafón var Marina, som dog blev lidt for creepy og mørk. Jeg har nu ikke fortrudt, at jeg har læst romanen, da jeg under læsningen af Vindens skygge flere gange stødte på små beskrivelser af huse eller steder, som også figurerer i Marina. Det var en lidt sjov, men også pudsig oplevelse at genkende beskrivelser af huse og steder, der var så levende beskrevet i Marina. I Vindens skygge kan De Glemte Bøgers Kirkegård, med sine mørke og lange gange, perspektiveres til de mange forgrenede, mystiske og farlige gange, som Daniel og hans hjælpere må gå, men romanen har også smukke og livslange venskaber, en varme og kærlighed, der varmer mit hjerte. Vindens skygge er en bog om bøger, forfatter og læsere, men også en fortælling om de mange forunderlige rejser, verdener og universer, som litteraturen åbner for på så mange mangfoldige og unikke måder.

Featured image
Featured image

Belgravia – Familiebånd af Julian Fellowes #3

Featured image
Featured imageBelgravia – Familiebånd af Julian Fellowes – del tre. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog, der er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Originaltitel: Julian Fellowes’ Belgravia – Family Ties. Udgivelsesår 2016. Billedet nederst i indlægget er venligst lånt af forlaget.

Så blev det torsdag og dermed dagen for det næste og tredje afsnit af Belgravia, som denne uge hedder “Familiebånd”. Kapitlet starter der, hvor vi sluttede i sidste uge, hvor Mrs. Trenchard opsøger Grevinde Brockenhurst for at dele den dybe hemmelighed med hende, men hun må med rystende ben forlade stedet. Jeg har ventet spændt på at høre, hvad der nu sker mellem de to damer. I ugens afsnit følger jeg Grevinde Brockenhursts indre refleksioner om mødet med Mrs. Trenchard, hvor hun ikke kan slippe en lille spirende glæde og lettelse over, den helt uventede nyhed om, at hun har et barnebarn. Lady Brockenhurst er en kvinde med få ord, men resolut og hurtig i sine handlinger, men hvordan får hun mere viden om sit ukendte barnebarn uden at bryde sit æresord? Og bør hun indvie sin mand i dette anliggende allerede nu?

Grevinden må dog udsætte samtalen med sin mand, da familien får besøg af de fremtidige og eneste arvinger, Grevens bror Stephen Bellasis, konen Grace og sønnen John Bellasis. Det er med ironi og sarkastiske toner at jeg følger den tyngende familiesamtale. Lord Brockenhurst er ikke synderlig begejstret for sin kommende arvinger og deres konstante krav om penge, og han ville hellere være deres selskab foruden. Familiebåndet mellem dem tynges ydereligere af Lord Brockenhursts dybe sorg som Stephen og Grace ofte groft indsniger i samtalernes undertoner mens de højlydt deler egne glæder ved den kommende familieforøgelse.

Caroline vidste udmærket, at hun ikke var elsket, og det var hendes mand heller ikke. De nød en vis respekt, men ikke mere. De lokale beboere fandt dem kolde og ufølsomme, hårde og strenge; men de havde frembragt dette vidunder. Det var sådan, hun tænkte på Edmund: et vidunder, et barn, som var elsket af alle, der kendte ham. Det var i det mindste sådan, han var kommet til at fremstå for hende i løbet af de lange tomme og ensomme år, indtil hun – set i nostalgiens gyldenbløde stråleglans – endte med at mene, at hun af alle mennesker havde frembragt den perfekte søn.

Anne er overvældet efter mødet med Grevinden, og hun må rystet gå i seng, da hun kommer hjem. James undre sig, og finder et påskud i bunken af breve til at gå op for at snakke med sin kone. De er blevet inviteret til et blomster og have arrangementet i Kew. Anne har fundet en indre ro ved at studere blomster efter Sophias død, og hun nyder at deltage i sådanne arrangementer i de store haver. James har andre ting at bekymre sig om end Annes nedtrykthed, da han har et forestående møde med William Cubitt i Athenaeum-klubben. Han lovede, i afsnit, sønnen Oliver at forsøge at få ham ind i det forestående byggeri på Isle of Dogs, men han er noget beklemt ved situationen om, at skulle bede samarbejdspartneren om en tjeneste. James er meget betaget af herreklubber, og ønsker sig brændende at blive accepteret som medlem, da et medlemskab i en af de højtstående klubber giver særlige privilegier, men også det at blive betragtet som gentleman.

Anne er kommet sig efter sammenstødet med Lady Brockenhurst, og det er med stor interesse at hun deltager i blomsterarrangementet. Under en samtale med Joseph Paxton, der er meget kendt i havekredsen, ankommer Hertugen af Devonshire med en, for Anne uventet, ledsager. Anne slåes endnu engang ud af kurs, da hertugens ledsager er selveste Lady Brockenhurst. Mellem de to damer opstår der på et øjeblik en intens spænding, hvor Lady Brockenhurst offenligt kræver oplysninger om barnebarnet Charles Pope. Der er dog ingen af de to herre, som kender til navnet, men Paxton udviser en særlig interesse for damernes samtale, da han opsnapper den spændte stemning mellem damerne. Lady Brockenhurst finder hurtigt ud af, hvor Charles nu befinder sig, og arrangere et møde med ham under påskud af, at hun vil investere i hans bomuldsfabrik. Den unge Charles lighed med hendes afdøde søn, slår hende ud, og inden hun forlader mødet, har hun inviteret ham til hendes forestående torsdags selskab. Lady Brockenhurst kan ikke dy sig, og hun sender ligeledes en invitation til Mrs. Trenchard.

Hun sad over for sit barnebarn og lyttede anspændt. Han betragtede en eller anden ukendt sognepræst som sin far – han skulle bare vide, hvem hans rigtige far var! Hun længtes efter at spørge ham om alt muligt, blot for at høre hans stemme, men hvad var der at sige? Det var, som om hun var bange for, at hun, hvis hun afsluttede dette møde, ville vågne op i morgen og opdage, at han, Charles Pope, ikke længere eksisterede, og at det alt sammen kun havde været en drøm.

I ugens afsnit af Belgravia er der mange informationer om den historiske periode, og jeg nyder at læse om de pragtfulde bygninger og smukke haver bag i e-bogen. Jeg havde desværre haft lidt problemer med at få hentet “Familiebånd” ned, men heldigvis lykkedes det til sidst. Så i går aftes lavede jeg en lille hule i sofaen med en god kop kaffe og et lille bitte stykke chokolade, og begav mig ind i romanens fantastiske univers, der desværre sluttede alt for hurtigt. I “Familiebånd” kommer jeg tætter på den kolde og grå Lady Brockenhurst, men er hun nu så hård og følelseskold som hendes ydre fremtoning forekommer? Jeg venter spændt på at kunne få lov til at læse det fjerde afsnit, som udkommer på torsdag.
Featured image

Belgravia – Uventet møde af Julian Fellowes #2

Featured image
Featured imageBelgravia – Uventet møde af Julian Fellowes – del to. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog, der er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Originaltitel: Julian Fellowes’ Belgravia – A Chance Encounter. Udgivelsesår 2016. Billedet nederst i indlægget er venligst lånt af forlaget.

Krigen ved Waterloo bryder ud, hvor officerer og andre embedsmænd forlader ballet i det første kapitel af Belgravia. Den unge Sophia er dybt forelsket i den unge Lord Bellasis, men der går kun kort tid før den unge Sophia må høre de tyngende og grufulde nyheder om, at han er faldet i krigen. I tiden op til ballet og ved dets afslutning gemmer på en hemmelighed. Det er denne hemmelighed som læseren indvies i, i denne anden del, “Uventet møde”. Temporaliteten fremrykkes i plottet med seksogtyve år og jeg, som læser, følger Sophias mor, Anne, til et af de finere og vigtige teselskaber, der afholdes af lady Tavistock. Familien Trenchard er rykket længere op ad den sociale rangstige siden krigen. Mr. Trenchard beskæftiger sig ikke længere med handel af fødevarer til de højtstående i samfundet, da han fandt faget en smule kedeligt i efterkrigsårende. Han indvies i et byggeprojekt, der hurtigt udvikles til bygningen af mondæne ejendomme og overdådige paladser.

Navnet hang i luften mellem dem som en spøgelsesdaggert i et eventyr. Man ville aldrig kunne sige om lady Brockenhurst, at hun tabte fatningen, eftersom det næppe ville ske før hendes sidste åndedrag, men hun var ikke helt forberedt på at høre hans navn udtalt af denne kvinde, som hun kendte så godt fra sine fantasier, men overhovedet ikke i virkeligheden.

Ved teselskabet falder Anne i samtale med to, en som hun endnu ikke har mødt og en gammel bekendt, som hun sidst så ved ballet i 1815. Med et rives Anne tilbage i tid og sted til den dag, hvor hun mistede sin datter knap et år efter krigen. Anne føler sig lidt krænket ved samtalen med Enkehertuginden af Richmonds søster og lidt efter Grevinden af Brockenhurst. De to søstre har gjort sig mange tanker om familien Trenchard og ikke mindst om den smukke skønhed Sophia. Grevinden er elegant og stolt på en hård og kynisk måde. Hun lader sig ikke slå ud, og bærer evig rundt på den tunge sorg over sin afdøde søn. Lord Bellasis var ene barn, og dermed slutter arvingerækken med ham, hvilket er en af Grevindens mest tyngende tanker. Anne bærer over med Grevingen og følger hende i sorgen, så måske er der et lille håb om gensidig respekt?

Hjemme til middagen ved familien Trenchard samme aften møder jeg sønnen Oliver og hans kone Susan. De er begge meget forventningsfulde og forkælet, og de sætter barriererne højt i kravet på luksus. Anne og James bærer på en hemmelighed, og måske er det på tide at sandheden kommer frem i lyset efter seksogtyve år. Temporaliteten springer endnu engang tilbage til 1815, og jeg indvies i Sophias kvaler. Det var ikke alene sorgen over krigens udbrud, at Sophia blev ude af sig selv, den aften ved ballet. Hun så den officer, som havde spillet en rolle i et spil udført Lord Bellasis, så han kunne forfører hende. Indtil dette foruroligende syn var hun fast overbevist om, at hun hemmeligt, havde giftet sig med prinsen fra sine drømme – den unge Lord Bellasis. Men da han dør under krigen står hun alene tilbage med et falsk ægteskab, hvor hun føler sig brugt og naiv. Det uheldige i situationen er, at Sophia venter sig og dermed risikerer at trække, ikke kun sig selv, men også sin familie gennem sølet til byens lumske gader. Anne er en beslutsom og resolut kvinde, der hurtigt udtænker en plan. Alt gøres klar til at Sophia og Anne kan forlade byen, og rejse til et sted, hvor ingen kender dem. Sophia dør uventet i barselsengen, og hendes raske og sunde dreng bortadopteres efter planen.

Med et svip er jeg igen tilbage i 1841, og Anne gruer over om hun bør afslører hemmeligheden af medlidenhed til Grevinden. Mr. Trenchard forbyder hende at afsløre hemmeligheden, da han ikke vil smudse datterens ry til, men ej heller miste sin høje position i samfundet, som han har arbejdet så hårdt for. Graviditet uden for ægteskab var særdeles uhørt i konteksten, og hele familier blev udeladt fra det gode selskab med foragtende miner. Sophias dreng er, i 1841, en voksen mand på ca. femogtyve år, og Mr. og Mrs. Trenchard er ikke helt uvidende om, hvorledes det er gået ham, da de stille har fulgt med på sidelinjen gennem breve, som er blevet sendt til dem, fra adoptivfaren Pope. Anne tager alligevel sagen i egen hånd, da hun ikke længere kan udholde at bære på den tunge hemmelighed alene. Hun skriver til Grevinden om et møde, hvor de kan være alene. Dette er Grevinden meget villig til, da hun håber på at få genoplivet gode minder om sin afdøde søn. Grevinden rystes over de uventede nyheder, men får hurtigt styr på sit kolde og hårde jeg.

Hun foldede papiret, forseglede det med en segloblat, skrev addressen på og gik selv ud for at give det til buddet. det ville have taget hendes tjenestepige ti minutter at aflevere det, men Anne var ikke vild med at få sine ærinder diskuteret nede i folkestuen. Hun behøvede ikke at vente længe. Den følgende morgen var der en besked på morgenbakken, som Ellis bragte hende. Hun tog den.

Belgravia – Uventet møde bringer mig ind i en historisk tidslomme, hvor jeg glemmer tid og sted. Jeg sidder næsten med til bord ved teselskabet og føler at jeg rejser med Anne tilbage i tiden, hvor hun mindes sin sidste tid med sin elskede datter. Det er endnu for tidligt at karakteriserer karaktererne som sådan, men jeg er dog allerede fanget, fascineret og forundret af dybden i Annes karakter. Hun er meget refleksiv og utrolig bevidst om sin position i det samfundsmæssige hieraki, men også hvad der er passende for familiens anseelse, hvor Mr. Trenchard er mere jovial og knap så streng i forhold til begrænsningen af høje bestræbelser og det luksuriøse liv. Det eneste minus jeg har at sætte på romanen indtil nu ligger på det sproglige plan, der er præget af mange indskudte sætninger, som desværre mere forstyrrende end gavnlige og en del korrektur fejl, men jeg håber at det bliver bedre som romanens historie folder sig ud.

Den historiske roman er min yndlings genre, og jeg elsker at forsvinde ind mellem linjerne og ind i den historisk tidslomme, som Fellowes stille åbner for mine ivrige øjne. Jeg venter, om endnu mere spændt, på den tredje del af føjletonen, og jeg har svært ved at vente til næste afsnit udkommer på torsdag, da jeg er spændt på at høre mere om, hvad der sker efter Annes møde med Grevinde Brockenhurst. I den stille ventetid kan jeg udforske det mangfoldige ekstramateriale, som følger med bag i e-bogen, der udvides for hvert kapitel, hvor jeg kan læse om karaktererne og historiske informationer.

Hvis du endnu ikke har læst den første del af føljetonromanen kan du på linket læse den nu – Belgravia – Fra balsal til slagmark. God læselyst!
Featured image

Belgravia – Fra balsal til slagmark af Julian Fellowes #1

Featured image
Featured imageBelgravia – Fra balsal til slagmark af Julian Fellowes. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog. Originaltitel: Julian Fellowes’ Belgravia – Dancing into Battle. Udgivelsesår 2016.

Belgravia er en ny føljetonroman skrevet af, den kendte forfatter bag tv-serien Downton Abbey, Julian Fellowes. Det første afsnit, i den serielle roman, er “Fra balsal til slagmark”, hvor jeg, som læser, indvies i intriger, hemmeligheder, blomstrende kærlighed, og ikke mindst bliver jeg klogere på det frygtindgydende slag ved Waterloo. Romanen sætter sin historiske begyndelse i Bruxelles ved et forrygende bal, med de smukkeste kjoler og strålende krystallysekroner, d. 15. juni 1815, hvor aristokratierne og højtstående officerer var indbudt af Hertuginden af Richmonds den aften, hvor krigen ved Waterloo udbrød.

Romanens fiktionelle handling starter med at indvige mig i karaktererne Sophia Trenchard og tjenestepigen, Jane Croft, som er på vej mod Sophias far, James Trenchard, med den højt ønskelige invitation til hertugindens bal. Det lykkedes Sophia at skaffe dem adgang til ballet gennem Lord Bellasis, da han er nevø af hertuginden, men han gør det ikke blot af venlighed, for han øjner også chancen for at være sammen Sophia. Hendes mor, Anne, er dog ikke så begejstret, hverken for ballet eller den unge og flotte Lord Bellasis, da hun mener, at han ikke vil noget seriøst med hendes datter. Således følger jeg spændt deres forberedelser til det store flotte bal, der i London ikke ville have været en mulighed, da familien Trenchard ikke er så højt stillet i det samfundsmæssige hieraki.

FORTIDEN ER, SOM MAN SÅ ofte har fortalt os, et fremmede land, hvor tingene foregår på en anden måde. Det er muligvis sandt. Ja, der er tydeligvis sandt, hvad angår moral og sædvane, kvinders rolle, adelens styre og en million andre elementer i vores dagligdag. Men der er også ligheder. Ærgerrighed, misundelse, vrede, grådighed, venlighed, uselviskhed og først og fremmest kærlighed har altid været lige så magtfulde drivkræfter, som de er i dag. Dette er historien om to mennesker, som levede for to hundrede år siden, og dog minder deres begær, deres vrede og de lidenskaber, der raser i deres hjerter, kun alt for meget om de dramaer, der udspiller sig i dag på vores egen måde…

Hertuginden ønsker at holde liv i sine sociale relationer på trods af at krigens advarselende toner kommer tættere og tættere på. Hun gør sig nu alligevel visse betænkninger om det forstående bal, men hun kommer frem til, at de ikke bør lade sig skræmme af franskmændene. Dørklokkerne kimer og gæsterne begynder nu at komme. Under middagen ankommer en soldat fra marken med en meddelse til Prins af Orange. Prinsen lader sig ikke hylle ud af den, og fremstår rolig og elegant. Da den samme soldat endnu engang kommer med en ny meddelse brydes den rolige overflade. Hertug Richmond og Prinsen af Orange forlader middagsselskabet for at diskutere brevets indhold, men inden de forlader lokalet henvender de sig til Mr. Trenchard, der stolt følger med.

Snart opbrydes middagsselskabet, da officerene skal drager mod Waterloo, som muligvis bliver deres sidste bestemmelsested. Koner og døtre er i sorg og fortvivlet over den alt for hurtige afsked med den sitrende frygte for at miste, som lurer under overfladen. Anne tænker, på den frygtlige og ubærlige sandhed om, at det måske er sidste gang mange af dem ses i live. De sanselige følelser og oprøret over afskeden med mændene når ud til mig mellem de tætskrevne linjer, og jeg føler med kvinderne og børnene. Sophias forelskelse i Lord Bellasis rammer hende hårde end ventet, og hun bliver en skygge af sig selv. De tilbageblevne venter på nyt fra fronten, hvor de første nyheder er meget nedslående med meddelse om dem, som de har mistet.

Jeg har glædet mig meget til at læse den første del af Belgravia, der ikke kun har vakt min interesse, som historisk roman. Jeg har dette semester faget The Victorian Serial Novel, hvor vi har læst Vanity Fair af William Makepeace Thackeray, og vi læser i øjeblikket Bleak house af Charles Dickens, der begge blev udgivet som episodiske romaner i aviserne i det nittende århundrede. Jeg blev betaget af hele projektet med Belgravia, da romanen er delt op i elve dele, der udkommer de næste ni torsdage, da det er interesant i forhold til faget. Men også selve følelsen af at jeg ikke kan læse videre, men pænt må vente til den næste episode udkommer. Lige nu er jeg heldig for det er allerede muligt at hente andel del som e-bog, og jeg ser ofte med funklende og spændte øjne på Saxos hjemmeside, men har en aftale med mig selv om, at jeg først må købe anden del af romanen på lørdag. Nederst i indlægget har jeg lagt en lille video ind, hvor Julian Fellowes fortæller om romanen og lidt om samfundets øverste hieraki i London i attenhundredetallet.

Læser I også med spændt med i Belgravia? I så fald, hvad syntes I så om “Fra balsal til slagmark”? Er I lige så spændte, som jeg, på hvad der sker i anden del?