Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Udgivet af forlaget Politikens Forlag på 299 sider i 2017 (org. titel The Underground Railroad, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Slaveriet har udviklet sig til en mægtig hvid imperialistisk maskine, da jeg møder Cora som er slave på Randalls bomuldsplantage i denne roman Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Denne historiske roman beretter om tre generationer af kvinder, som er opvokset som slaver. Cora er født ind i slaverites skærende og ødelæggende jernlænker ligesom sin mor Marbel. Mormoren Ajarry blev som lille pige kidnappet af slavehandlere sammen med sin familie og resten af landsbyen. Familien blev dog hurtigt splittet, og Ajarry blev solgt flere gange end det kan tælles på en hvid mands hånd. Hun endte til sidst på familien Randalls mægtige jorder i Georgia, som også var der, hvor hun tog sit sidste åndedrag midt i den hvideste bomuldshøst. Marbel og Cora lever herefter deres liv med at arbejde hårdt i markerne og plejer deres lille frugtbare jordlod, som de har arvet af mormor Ajarry. Men da Cora ikke er mere end 10 år flygter Marbel fra plantagens pinsler. Hun er nu blevet en legende, da ingen slavefange har haft heldet med at indfange hende. Cora er alene i verden, og et par år efter Marbels forsvinden tvinges hun til, at flytte ned i hytten Hobb, der er for de udstøde, sære og syge kvinder. Slavelandsbyens ældste mand Jockey holder sin fødselsdag to gange om året, hvor hele landsbyen fester, afholder konkurrencer og danser til afrikanske rytmer, hvor de slår sig fri fra slaveriets lænker for en kort stund. For Cora ender denne aften frygteligt, da hun vil beskytte den lille dreng for en ordentlig omgang prygl, kaster hun sig over drengen, og bruger sin krop som skjold.

Da Cora hører Caesar spørge, om hun vil være med til at flygte, tror hun, at han er ude på at snyde hende. Hun er jo en af de udstødte kvinder, som ingen normal og anstændig mand i landsbyen ville opsøge. Efter episoden med de mange prygl giver hun sig, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. I mellemtiden er en anden slave flygtet, men der går ikke længe inden, at han bliver indfanget af den grove og ondskabsfulde slavefanger Mr. Ridgeway. Det er med en hård klump i maven og med tårer ned af kinderne, at jeg læser om slavens umenneskelige og unødvendige straf. Straffen er indbegrebet af Terraences Randells ondskab, som rækker langt dybere end at være et statueringseksempel for andre slaver, så de ikke får samme ide med at flygte. Caesar har forbindelser til den jordiske jernbane, som hjælper bortløbende slaver ud i friheden, og de flygter en sen aften. De fortsætter til den hvide mand Mr. Fleitchers hus, hvor han skal hjælpe dem videre på deres flugt, så de kan nå til den underjordiske jernbane, hvor en af stationerne ligger hemmeligt under Sams hus. De skal nu med et tog væk fra Georgia til South Carolina, hvor de får nye navne, og bliver en del af stiftelse for farvede. Caesar og Cora beslutter sig for at blive i denne skønne by, men Cora opdager, at slavefangeren er grueligt på at opspore dem. Nu er hun igen på en vild flugt til den underjordiske jernbane, men nu igen helt alene i verden. Slavefangeren er særlig ivrig efter at fange Cora, da han ikke lykkedes med at indfange hendes mor. Det bliver en besættelse for ham, og han gør alt for at opsporer hende alle steder til alle tider.

De mødtes ved bomulden, da der var faldet ro over landsbyen. Caesar løftede spørgende det ene bryn ved synet af den bugnende sæk med yamsrødder, men sagde ikke noget. De gik ind mellem de høje planter, så knugede af situationen, at de glemte at løbe, før de var kommet halvvejs igennem. De blev svimle af farten.

Whitehead bringer mig ikke bare ind i endnu en fortælling om slaveriet i kolonierne, men han tager mig med på en hårrejsende og følelsesmæssige flugt med den underjordiske jernbane idet, at frygten puster og ånder Cora og Caesar i nakken fireogtyvetimer i døgnet, og hvor selv den mindste fejl eller afsløring kan medføre at slavefangeren Mr. Ridgeway lykkedes i sin besættelse af, at bringe Cora hjem til plantagen igen. I Den underjordiske jernbane fører whitehead med sikker mål og præcision den historiske og fiktive genre i et sammenvævet spind mellem fiktion og virkelighed sammen på fineste vis. Den Underjordiske Jernbane bestod af et hemmeligt netværk, som hjalp de mange slaver på flugt til at lykkedes med at komme ud i friheden uden for plantagerne. Gruppen bag Den Underjordiske Jernbane arbejdede sammen med abolitionisterne for at forbyde og stoppe slaveriet i kolonierne og i USA gennem et større netværk. Her i Den underjordiske jernbane forbinder Whitehead Den underjordiske jernbane sammen med en fiktiv eufemisme om, at netværkets virkelighed bestod af hemmelige jernbanetunneler. Netværkets hemmelige flugtveje foregik dog ikke under jorden, men gennem hemmelige flugtruter i tætte skove og sumpe. Romanens sproglige ligefremhed og nøgterne beskrivelser af de mange ting, som Cora skal igennem for at nå vejen til friheden over eget liv, rammer mig på en helt uventet måde, og med et bringes jeg tilbage til kolonitiden og romanen Uncle Tom’s Cabin af Harriet Beecher Stowe, der er en af de få romaner, som står mit hjerte så nært.

Gennem Coras flugt fra plantagen og Mr. Ridgeway, møder hun i hver by og landsdel en ny dimension af Amerika med forskellige tilgange til slaveriet og slaverne på flugt. I South Carolina er byens indbyggere hjælpende, og giver de flygtende negere nye håb, men i North Caroline “eksisterede negeren ikke, bortset fra for enden af et reb”. Whitehead er en fuldendt mester til, at beskrive forskellen mellem de to landsdele, men også til at beskrive synsvinklerne i dikotomien mellem den hvide mand, og den sorte neger på en sådan måde at realismens hårde facts rammer mig. Hver af dem får deres egen stemme, hvor intet forties, og den ellers lydløse stemme i litteraturen får en ny stemme i en heteronormativ og kapitalistisk verden.

I Den underjordiske jernbane giver Whitehead slaverne en vigtig stemme, hvor jeg får lov til at komme helt ind bag ved og følger med i Coras emotionelle og refleksive verden i plantagen og på hendes flugt ud i verden. Jeg mærker Coras frygt, som var det mig egen, for at blive bragt tilbage til den ondskabsfulde plantage ejer Mr. Randells, og jeg er med hele vejen i hendes kampe og håb for en fremtid, som et individ og ikke som en vare, der kan købes og sælges efter profit. Strukturelt er romanen delt op i kapitler med overskrifter, der henviser til de forskellige landsdele, som Cora passere på sine flugtveje og kapitler om enkelte personer. Kapitlerne med de enkelte karakterers historier forstyrrede desværre bogens struktur og min læsning, da disse mest er i slutningen af romanen, og virker lidt som unødvendige brud i Coras fortælling. Under slaveriet blev negerne ikke set som et helt menneske med tanker og følelser, men som en vare og et nummer i rækken, der skulle yngles for at få mere produktion og dermed mere profit. Whiteheads beskriver i Den underjordiske jernbane slavernes produktionelle funktion og betydning i den hvide mands verden under slaveriet med en realisme og styrke, der næsten slår mig omkuld og jeg væmmes over den hvide “civiliserede” verden.

De nye racelove forbød farvede mænd og kvinder at sætte foden på North Carolinas jord. Frimænd og -kvinder, der nægtede at forlade deres jord, blev jaget væk eller slagtet.

Den underjordiske jernbane er Whiteheads sjette roman, og denne har taget det meste af verden med storm. Romanen har været indstillet til flere priser, og i 2016 vandt bogen the National Book Award, og her i år 2017 har roman ligeledes vundet den flotte pris Pulitzer Prize for Fiction. Endvidere er Den underjordiske jernbane også blevet lovprist af Oprah Winfrey, som har læst romanen i sin berømte bogklub, hvor alle verden over kan læse med i romanerne og deltage i forskellige diskussioner rund på de sociale medier. Winfrey har interviewet Whitehead, og du kan se lidt af det her på Oprah.com. Den underjordiske jernbane rørte noget i mig, som jeg har svært ved, at beskrive med de helt rigtige ord. Som da jeg læste Uncle Tom’s Cabin, blev jeg også i Whiteheads roman ramt på det emotionelle plan af den hårde og umenneskelige måde, som slaverne blev behandlet på i det nittende århundrede, så der voksede en stor klub i min mave og tunge sten tyngede mit hjerte under læsning. Whitehead skriver med en stemme, der stadig er vigtigt, og hvis budskab giver lyd og stemme til slaverne, men som også viser en lille bid af det helvede og de pinsler, som slaverne måtte lide under for at tilpasse sig den hvide mands verden og krav. Under min læsningen af Den underjordiske jernbane blev jeg holdt fast med en gru og med et lille spirende håb for, at Coras og Caesars flugt ville lykkedes til, jeg vendte bogens sidste sider.

Featured image
Featured image

Advertisements

Fantastic Beast and where to find them – The Original Screenplay af J. K. Rowling

Featured image
Featured image

Fantastic Beast and where to find them – The Original Screenplay af J.K.Rowling. Udgivet af forlaget Little, Brown på 293 sider, udgivet d18-11-2016. Læst på originalsproget, der er engelsk.

En mørk og lunefuld nat i 1926 bryder de mørke kræfter løs, der endnu engang er sat i værk af den onde troldmand Grindelwald, som hærger og ødelægger alt på sin vej op gennem Europa. Næste morgen ankomme et passagerskib til New York, hvor den unge Newt Scamander venter på at komme igennem tolden med en noget spændende kuffert. Det at færdes i en verden, hvor ikke-magikerer ikke må vide, at troldmænd og hekse eksisterer er ikke altid let, og Newt kommer da også hurtigt ind i en situation, hvor han må ty til sine magiske egenskaber. Den lille frække muldvarp er sluppet ud af kufferten, og Newt får øje på den på vej ind i banken. Denne lille muldvarp er ret vild med alt, hvad der skinner, og kan ikke holde sine små poter væk. Inden længe har muldvarpen kravlet fra taske til taske, og fra lomme til lomme ved bankens kunder. Alt i mens prøver Newt ihærdigt på, at indfange den følger jeg muldvarpens flugt med maven fuld af skinnende objekter. Det lykkedes dog til sidst Newt at fange den lille frække muldvarp. Ude foran banken står en hel gruppe af mennesker og hører på en heftig demonstration mod hekse af Mary Lou, der fremstår som en der bekymre sig om forældreløse børn. I filmmanuskriptet følger jeg parallelt plottet med Newt også Mary Lou og de adopterede børnene Modesty, Credence og Chastity. Mary Lou er i virkeligheden ikke nogen særlig sød plejemor, men er både skræmmende og voldelig i sine forsøg på at uddrive eller fremtivinge magiske reflekser hos børnene. Midt i tumulten støder Newt sammen med en anden ung mand, Jacob, og de får i sammenstødet byttet kufferter. Newt opdager fejlen, men bliver hurtigt tilbageholdt og anholdt af Tina, som arbejder for en politiafdeling for magiker, og hun tager ham med ind på afdelingen.

Alt i mens kommer en nedslået Jacob hjem til sin lille lejlighed. Han kunne ikke få lov til, at låne pengene i banken til, at åbne det bageri, han så gerne ville starte. Kufferten begynder nu at bevæge sig, og Jacob åbner den forsigtig med undring og bange anelser. Der opstår en eksplosion, og han kastes tilbage. Da Newt endelig får forklaret Tina at hans kuffert med magiske skabninger er blevet forbyttet tager de straks afsted, og ankommer ret hurtigt til det sted, hvor Jacob bor. De får ham ud af lejligheden, da bygningen nu vrimler med politi, brandvæsen og beboere. Mørket truer over byen, og det er ikke Newts magiske skabninger, men en andens slags ondskab, som bevæger sig frygteløst gennem gader og stræder, og slår ned i en anerkendt magisk forsamling og myrder Senator Shaw på scenen, hvorefter at den mørke hvirvlemasse forsvinder, som den var kommet. Tina tager sine nye venner med hjem til hende og sin søster, Queenie, hvor de kan få et par timers hvile inden, at de igen skal på jagt efter Newts magiske væsner. Newt inviterer Jacob en tur med ned i Kufferten, der er en portal til en helt anden verden. Her møder Jacob alle de fantastiske og magiske væsner, som Newt har reddet på sin vej. Hans mål er nemlig, at skrive en bog, der kan få troldmænd til, at forstå disse smukke skabninger frem for at slå dem ihjel fordi, at de er bange for det, som er anderledes end de kender til. Det er denne bog, som figurerer i Harry potter serien, og er en af de vigtige skolebøger, som også er at finde på Hogwarts spændende bibliotek.

“I trusted you. I thought you were my friend. That you were different”. “You can control it, Credence”. “But I don’t think I want to, Mr Graves”.

I Fantastic Beast and where to find them – The Original Screenplay af J.K.Rowling følger jeg magizoologisten Newt Scamander, der er på en hemmelig og personlig mission, da han skal bringe et af sine fantastiske væsner hjem, men noget går helt galt og det ender med, at flere af væsnerne i kufferten slipper løs. Bogen er ikke en roman, men et filmmanuskript, hvor der også er beskrevet steder, kameravinkler og replikker sideløbende med plottets handlingsforløb. Først troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville fange plottets handling mellem alle filmoplysningerne, men ret hurtigt fandt jeg nu alligevel den røde tråd, og kunne ikke længere lægge bogen fra mig før, at den sidste side var vendt. Jeg er nok i virkeligheden mere en læser af plottet, som Peter Brooks har udtalt i bogen Reading for the plot, end jeg næsten har lyst til at indrømme. Alle oplysningerne om vinkler, lys og settings beskrivelser var fint at have med, men også nogen gange lidt træls, når oplysningerne afbrød en spændende begivenhed. Filmmanuskriptets strukturelle opbygningen er let at følge, hvor der heller ikke står så meget på siderne, som også gør at bogen virker let og hurtigt læst på trods af bogens 293 sider.

Filmmanuskriptets hovedperson er Magizoologisten Newt Scamander, der kæmper for at finde de magiske væsner, som er undsluppet kufferten, og finde frem til den ondskab, som truer New York og resten af verden. Karaktererne i filmmanuskriptet møder jeg gennem deres handlinger og udvikling, hvilket også gør at jeg også kommer en smule ind bag ved karakterernes ydrer form, og derigennem lære karaktererne bedre at kende. Forskellen mellem manuskript og roman er, at i romanen får læseren også karakterernes indre tanker at vide, og derigennem muligheden for at aflæse sansninger og stemningsindtryk, hvor der i et filmmanuskript udelukkende er karakterernes replikker, som læseren får med. Persongalleriet i Fantastic Beast and where to find them – The Original Screenplay er lille og fint, og der er ikke for mange karakterer med, som kun spiller en lille rolle, hvilket gør manuskriptet en del lettere at læse. Som jeg ser det, så er manuskriptets og handlingens hovedtema anderledsheden. Newt ønsker, at berige den magiske verden med smukke og særlige skabninger, som godt nok er anderledes end det, som magikerne kender til, men anderledsheden gør jo ikke, at nogen eller noget er ondt, farligt eller frygteligt. Dermed ligger der en lige parallel, som vi kan trække ud til vores prosaiske hverdag. Er alt det, som er anderledes farligt eller frygteligt? Det tror jeg næppe, men at det er uvidenheden om det, som er andreledes, der gør os bange og uforstående overfor andetheden. Andreledsheden skriver teoretikeren Edward Said om i bogen Orientalism fra 1978. I bogen skriver Said om Vestens stereotype forståelse af den islamiske verden – altså om det, der er anderledes end vi kender, hvor han definerer begrebet “Otherness”. Alle kulturer har helt særlige traditioner og historiske rødder, som måske for andre kulturer virker uforståelige, men er det så ikke netop her, at vi skal finde interessen fremfor, at rykke længere væk?

Frank continues to soar through the streets of New York, churning up more and more rain as he goes, his feathers shimmering a brilliant gold. Finally he glides into the breaking New York dawn, a magnificent sight.

Fantastic Beast and where to find them – The Original Screenplay er et spin off fra Harry Potter universet, men er i sig selv en enkeltstående bog, der som sådan ikke inddrager Potter og de andre karakterer fra det elskede Potterunivers. Bogens plot foregår ca 70 år før handlingen i den første Harry Potter bog Harry potter and the Philosopher’s Stone. Da jeg hørte om endnu en boglig lancering og film var mine tanker om Harry Potter universets vedblivende genkomst meget ambivalente, da universet stadig i dag trækker og hiver mig ind i en fantastisk urban fantasy portal (åh, jeg elsker den serie), men på den anden side, så er det vel ikke muligt, at blive ved med at malke koen/penge på det samme univers – altså med andre ord – skal vi ikke snart videre eller kan Rowling ikke bare skrive en ny fantasy serie….. MEN altså sagen er jo den, at jeg elskede at læse Fantastic Beast and where to find them – The Original Screenplay og gjorde min kritik til skamme. Nu glæder jeg mig enormt til, at jeg skal se filmen, som jeg netop har købt, og kan endnu engang nye det fantastiske univers, som Rowling har skabt.

Featured image
Featured image

Forfatterarrangement med Julie Kagawa

Featured image
Featured image
Featured image

I forbindelse med Julie Kagawas anden bog, Oprørerne, udkom i Danmark i mandags, drog jeg tirsdag aften mod Odense Centralbibliotek, hvor jeg var inviteret til et arrangement med Kagawa af Forlaget HarperCollins Nordic. Det var en skøn aften, hvor jeg sammen med en lille håndfuld bogbloggere og andre tilhører hørte Kagawa fortælle en masse spændende ting om sig selv og livet som forfatter. Arrangementet forløb som et interview, hvor også tilhørerende fik lov til, at stille en masse spørgsmål.

Julie Kagawa er en sød og lattermild amerikansk bestsellerforfatter, som har skrevet The Iron Fey Series, The Iron Fey: Call of the Forgotten Trilogy, Blood of Eden og er nu ved at lægge sidste hånd på Talon series, der bliver en serie på fem bøger. Vejen som bestsellerforfatter er ikke helt så enkelt, og er noget svære i staterne, hvor man som forfatter ansætter en agent, der har kontakter ved forlagene. Kagawa fortalte, at den første bog hun skrev ikke blev optaget af noget forlag, og at de brugte et helt år på, at promovere bogen til forlagene. Da Kagawa gav sit andet forsøg på, at få sin anden bog udgivet tog det dog kun en uge før, at denne bog blev optaget af forlaget HarperCollins – dette er The Iron King, som er første bog i The Iron Fey serien på i alt otte bøger, der i øvrigt udkommer i Danmark til næste år – uhh, det glæder jeg mig meget til!

Kagawa fortalte også, at hun henter sin inspiration til sine bøger fra computerspil og animations film, hvilket var meget fascinerende at høre om. Hun blev også spurgt, om hun kunne tænke sig at skrive samtidslitteratur til voksne uden overnaturlige elementer, og da svarede hun med et lille smil, at det havde hun prøvet, men at der altid var en tendens til at feer og andre eventyrlige væsner sneg sig ind i plottet, så det har hun nu helt droppet tanken om. Kagawa elsker at læse og har læst mange bøger, men hun har dog ikke helt så meget tid til det længere, da hun jo har travlt med at skrive sine bøger. Nogle af hendes yndlings forfatter er fantasy forfatterne Terry Brooks og Terry Pratchett, som også har skrevet magiske bøger, der står på min efterhånden lange TBR-liste.

Interview delen tog ca. en times tid, og efterfølgende fik bogbloggerne en goodiebag med den nye fine male bog Fantastiske skabninger, og hvor de findes, en flot notesbog og andre lækkerier med hjem. Herefter fik alle muligheden for, at få signeret de bøger man havde med. Jeg sidder nu med to magiske og spændende bøger og en flot goodiebag, der gemmer på erindringen om en dejlig og hyggelig aften i selskab med skønne bogelskende mennesker. Anmeldelserne af Dragerne og Oprørerene kommer på bloggen om ikke så længe, hvor jeg ser frem til, at dele min læseindtryk med jer. Forfatterarrangementet med Julie Kagawa blev arrangeret af HarperCollins Nordic, Bog&Ide i Odense og Odense Hovedbibliotek – Tak for en skøn aften!

Featured image
Featured image

Fifty Shades – I mørket af E.L. James #2

Featured image
Featured imageFifty Shades – I mørket af E.L. James fra Forlaget Pretty Ink på 542 sider – udgivelses år 2012. Oversat fra original sproget engelsk til dansk af Lars Bøgeholt Pedersen .

Fifty Shades – I mørket er anden bog i den erotiske trilogi, hvor jeg fortsat følger den 21 årige litteraturstuderende Anastasia Steele i sin udvikling på flere forskellige planer. Den første bog afslutter med at Ana indser, at fremtiden med Christian vil være umulig, da hun ikke kan leve op til hans høje og dominante krav. Således starter bind 2, hvor Ana føler sig alene i verden, da veninden Kate stadig er ude at rejse med kæresten Eliot, der er Christians bror. Ana vandre gennem sin nye verden, i den nye lejlighed og med det nye arbejde, i Seattle som en søvngænger. Men denne tilstand varer ikke længe, da hun ikke kan modstå savnet efter Christian. De to finder sammen igen, men med nye muligheder, da Christian er opsat på forandring, da han heller ikke kan undvære Ana. Kort efter at de igen har fundet sammen starter det helt store eventyr med store baller, masser af spændingselementer og nye trusler. Romanen indeholder endnu mere sex end den første bog, om end jeg ikke troede at det var muligt, og så mange forskellige handlingselementer, at jeg finder bogen meget urealistisk og alt for overvældende i handlingsplottet. Dette gør desværre at plottet og fortællingen falder fra hinanden.

Romanens start er en kort prolog, hvor jeg, som læser, får et indblik i spøgelser fra Christians fortid. Han hjemsøges af erindringer og mareridt fra hans barndom, hvor han boede sammen med sin mor, der var narkoprostitueret og ikke ænsede sin omverden. Men da Christian møder Ana er det som om, at han ikke konstant hjemsøges af disse grusomme erindringer og han mærker, at de har et særligt bånd. Ana er startet godt op på sit nye job på forlaget SIP, men må dog slås med chefen Jacks tilnærmelser. Christians dominante side kan ikke stå i mod og køber Forlaget SIP, da han således hele tiden kan sikre sig, at Ana er godt. Da Ana regner hans stunt ud går det ikke stille med dørene, men da han lover at lade hende passe sit arbejde uden hans indblanding, så lader hun det ligge. Ana fortryller sig ind i sin nye verden sammen med Christian, men det varer ikke længe før at idyllen trues ikke kun af Jacks evige tilnærmelser, men også af én af Christians ex-submassive, Lila, som opsøger Ana.

Dørene lukker, og jeg sniger mig til at kigge igen. Han kigger ned på mig, og den er der i luften imellem os, elektriciteten. Man kan mærke den. Jeg kan næsten smage den, mærke den dunke mellem os, trækker os mod hinanden.

Ana nævner ikke sit pludselige møde med Laila for Christian, da hun er mere optaget af at holde den evige opsøgende Mrs. Robinson væk, da hun ikke har noget at tale med den forfærdelige kvinde om. Mrs. Robinson er den noget ældre kvinde, som førte Christian ind i BDSM verdenen, og Ana afskyer hende mere end noget andet for, at have ødelagt Christian. Mrs. Robinson giver dog ikke så let op og det hele ender tragisk i et sammenstød mellem Ana, Christian og hans mor Grace, der smider Mrs. Robinson ud til Christians fødselsdag i slutningen af romanen. Christian er opsat på at forandre sig, og det er da også i store dele af romanen en helt anden mand, som titter ud bage de halvtreds grå skygger. Han er mere ung, glad og kærlig end Ana havde kunne turde håbe på. Ind i mellem overskygger fortiden dog for meget især, da Ana fortæller ham om mødet med Laila. Hun er ikke kun en tom trussel, da Ana’s bil bliver overhældt med hvid maling og dækkende sprættet op. Christian tager alle forholdsregler for at beskytte Ana, men er et nok?

Ana må indse, at Christian har ret med hensyn til Jack. Han prøver at overfalde hende i kontorets køkken, men Ana redder sig takket være det selvforsvar, som hun har lært af sin stedfar Ray. Kort efter at Ana stormer ud af ejendommen løber Christian og Mr. Taylor ind i ejendommen. Christian fyrer på stedet Jack, og han må tage alle sine ejendele med sig, da han bliver smidt ud af bygningen. Jack giver dog ikke så let op, og han kommer igen på banen på romanens allersidste side. Alle farer er ikke drevet over eller sluttet endnu, da Christian forsvinder i sit fly. Hele hans familie, Ana, Kate og Ethan er samlet i Christians hjem, hvor de venter på at hører nyt. Beskrivelserne af Ana, der sidder som en sten og stier ind i pejsen og de andres stille puslen varer en evighed, og under læsningen bliver jeg lidt træt af, at høre om de samme gentagelser med Ana, som bange sidder og beer til, at Christian er okay. Efter havd, der føles som en evighed, træder Christian uskadt ind af døren. Efter at han får beroliget familien kan han endelig være sammen med sin Ana. Christian har friet til Ana, og han venter stadig på sit svar. Da Ana og Christian er alene får han sin første fødselsdagsgave, da klokken er over midnat. Er det mon den perfekte gave? Christian kan ikke vente til at dele sine nyheder med familien til sammenkomster om aften.

“Nej… Jeg ville bare se dig”. Hendes stemme er uhyggeligt blød. Lige som mig har hun mørkt hår, der står i skarp kontrast til hendes fine hud. Hendes øjne er brune, som whisky, men mere matte. Der er overhovedet ikke noget liv i dem. Hendes smukke ansigt er blegt og præget af sorg. (s.58)

Fifty Shades – I mørket er en lang roman på 542 sider, men de mange begivenheder i handlingsplottet får romanen til at virke om end endnu længere end den faktisk er. Romanens struktur er tildels kronologis i sin fortælle temporalitet, men meget fragtmentarisk og tildels usammenhængende ved de mange begivenheder, hvor jeg kastes frem og tilbage mellem fortiden og den fortællende nutid. Under læsningen bliver jeg ør i hovedet af de mange begivenheder, og har til tider svært ved at fastholde de mange karakterer, som ofte kun fremtræder i korte perioder. Romanen er letlæselig med det lette sprog og korte kapitler, men jeg irreterres ofte over de mange korrekturfejl, der figurerer for ofte. Jeg har desværre heller ikke mange positive ord om denne anden bog, da Ana’s indre skønhedsgudinde og underbevidste-jeg meget ofte lader sine forskellige sider komme frem. De fleste karakterer i romanen finder jeg overfladiske, men Christian har selvsagt en psykologisk dybde, der både skræmmer og tiltrækker mine læsende øjnene. Jack er endnu en karakter, som gemmer på en dybde og som jeg ønsker at læse videre om i den næste og sidste roman i trilogien. Dog virker Jacks indtræden i romanens sidste sider lidt uheldigt og plat.

James indrager i denne anden bog flere litterære virkemidler, som har til formål at øge spændingen og fastholde læseren, hvilket de da også tildels gør. Episoden med Laila, Christians forsvinden med helikopteren Charlie Tango, konflikterne med Mrs. Robinson og Jacks genindtrædelse skaber skam spænding, men på en eller anden måde virker afslutningen på dramerne temmelig fladt og skuffende. Det er især Jacks pludselige indtræden på romanens sidste side, der nok har det formål at få læseren til straks at gå i gang med den sidste bog, men på mig virker indfaldet plat og som en halvhjertet afslutning på romanen i et desperat forsøg på, at fastholde læseren. Jeg tænker dog ikke at det er de haltende spændingsmomenter, som tiltrækker læsererne, men mere tankerne om den nye og eksotiske Christian. Tematikkerne i Fifty Shades – I mørket kredser om Christians grusomme barndom og hans både indre og ydre kamp for at leve i et normalt forhold med Ana, men fortiden følger med i spøgelsesform. Jeg, som læser, får et dybere indblik i Christians helvede og i måder han har forsøgt, at finde sin plads i verden, der jo ændres radikalt, da han møder Ana.

Og ja, der er den, den lille snert af skuffelse. Min indre gudinde tramper og laver trutmund, hendes arme er korslagte som hos et mopset barn.

Jeg har været meget længe om at læse Fifty Shades – I mørket, og tænker at jeg ikke følte mig så fanget og havde svært ved at koncentere mig om bogens indhold. Jeg har også læst denne sammen med den søde Michala, der var hurtigere og mere målrettet end jeg, og hun læste bogen færdig længe før jeg var kommet halvvejs – sorry Michala, men der var jo så mange andre ting, som jeg også ville nå at læse. Mit samlede læseindtryk af bogen er ikke just positivt, men dog er det en forbedring i forhold til det første bind. Spændingselementerne vækker læselysten i mig på trods af, at de ikke virker helt efter hensigten. Sex og erotiske scener er godt med måde, men jeg syntes at det fylder alt for meget i bind 2. Det er så hyppigt, at det virker fuldkommen urealistisk og useriøst! Du kan finde min anmeldelse af trilogiens første bog Fifty Shades – Fanget her, hvor jeg har skrevet lidt om den erotiske genre, og om hvordan James startede på trilogien. Jeg har planer om at læse den sidste bog, men ved ikke lige, hvornår det bliver. Lige for en stund har jeg fået nok, men læst bliver den sikkert, da jeg er nødt til at læse serien færdig, og så må jeg se, om jeg kan få overtalt Michala til at læse med igen, når tiden er inde.

Featured image