Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich

Featured image
Featured image Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich fra Politikens Forlag på 375 sider fra 19. Marts 2020. Anmeldereksemplar fra forlaget forlaget
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich er en tragisk, medrivende og fuldstændig fantastisk roman, der er fortalt på en sandfærdig og realistisk måde, der rammer lige ind i hjertet. Jacob Weinreich tager i sin roman udgangspunkt i forskellige menneskeskæbner, som alle spillede en vigtig og altafgørende rolle i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. I Pigen fra Den Franske Skole følger læseren forskellige hovedpersoner, som er forbundet sammen i handlingen, der til slut leder til bombningen af Den Franske Skole (Institut Jeanne d’Arc). I et lille forspil til handlingen introduceres jeg for lille Malene på 6 år, der er en af pigerne, som går på Den Franske Skole. Hun bliver holdt udenfor af sine klassekammerater, og de driller hende med øgenavnet “Alene-Malene. Hun stikker af og under sin flugt væk fra de dumme piger, støder hun ind i den søde Nonne Søster Benedikte. Malenes far er et aktivt medlem i Den Danske Modstandsbevægelse, der arbejder for at ødelægge så meget for tyskerne, som de overhovedet kan. Få måneder før handlingen sætter sin begyndelse har modstandsgruppen, med hjælp fra England, bombet Gestapos hovedkontor i Århus, og nu arbejder modstandsbevægelsen med blandt andet Mogens og hans ven Harald i spidsen for at få samlet de rette informationer sammen om Shellhuset til englænderne, så de kan udføre samme mission i København. Harald er en af de modstandsfolk, der kæmper mod tyskerne med krop og hjerte. Hans tvillingebror Laurits blev skudt af tyskerne under slaget i Sønderjylland, så Harald kæmper for Laurits og for et frit Danmark.

Harald får kontakt med Asta, der arbejder sammen med Mogens kone Lise, da han har brug for hjælp til at aflytte en meget vigtig telefonforbindelse. Efter noget betænkningstid og en frygtsom oplevelse vælger Asta at hjælpe Harald selvom, hun ved, at det er farligt. Snart er hun på vej til et hotel på Falster. Tyskerne og de dansker, der bakker op om tyskerne, har fået et tip om at noget skal ske på hotellet, men Asta er snedig og får med stor held undsneget sig opmærksomhed under sit arbejde. I romanen følger et sideplotspor, hvor jeg under min læsning følger én af de bedste engelske piloter Edward i Air Force One. Jeg flyver med på farefulde og frygtsomme bombetogter i flere lande under Tysk belejring. Under et af angrebene mister Edward sin bedste ven Carter af syne i et andet fly. Mange tror, da Carter ikke vender tilbage endnu, at han er død. Edward begynder at miste troen på, at det hele nytter, at verden igen bliver et bedre sted, så han vil ikke flyve flere missioner. Den Danske Modstandsbevægelse er under hård belastning, da hele 26 af gruppens medlemmer er blevet fanget, tortureret, pint og nogle er blevet slået ihjel af tyskerne, vælger Air Force One at komme dem til hjælp. Men, det er en yderst farlig mission – den mest farlige, så det er kun den allerbedste pilot, der skal lede togtet. Edward udvælger de bedste mænd til at være med den tidlige morgen, de sætter sig op i de små bombefly mod Shellhuset, men noget er anderledes inde i Edward – noget uopretteligt er gået i stykker i troen på en fri verden.

Hvorfor kan hun ikke forstå det? At det jo netop handler om Laurits. Om alt det frygtlige, der hændte Haralds tvillingebror. Morens svar på sønnens død var tavshed. Harald kunne dårligt huske, at hun har sagt mere end en eller to sammenhængende sætninger, siden Laurits døde. Det er, som om tyskerne ikke blot slog hendes ene søn ihjel den frygtelige morgen i Sønderjylland, de flåede også stemmebåndet ud af halsen på hende, gjorde hende stum, et umælende dyr, et støvet, ligegyldigt møbel i stuen. Her kan hun så stå med al sin smerte, al sin tavshed og vente på, at hun visnede.

Weinreich spiller med åbne og helt konkrete kort i et forfatterforord til sin læser, hvor han gør opmærksom på, at romanen er et fiktivt værk, men som tager udgangspunkt i historisk fakticitet, og at han har sat forskellige personer sammen i sine romankarakterer for at danne en hel og bred ramme i et tempofyldt plot. Pigen fra Den Franske Skole er en af de bedste historiske romaner, jeg har læst om Anden Verdenskrig – og jeg har læst mange gennem tiden endda. Det er romanen netop, fordi Weinreich formår at skabe et flydende rum, som forbinder karakter, tid, sted og handling i et fint flow uden for mange eller for få oplysninger om eksempelvis flyvningerne over Danmark eller den frygtelige tortur i tysk fangenskab. Romanen er strukturelt inddelt i tre dele, som Weinreich leder mig som læser gennem på troværdig vis i beretningen om sine romankarakterers betydningsfulde ageren før, under og lige efter krigen. Helt særligt er også måden Weinreich formår at sammensætte og bruge sproget på, da han gennem synæstetiske virkemidler får læseren bragt helt tæt på og ind i karaktererne, ja helt ind i handlingen. Af de synæstetiske virkemidler bruger Weinreich særligt tre sanser – høresansen, lugtesansen og synssansen, hvilket er med til at teksten får et poetisk udtryk, som gjorde at jeg forsvandt helt ind i en historisk tidslomme, som var jeg med i handlingen. Jeg var med på Edwards skulder, da han sad i sit lille fly og kastede bomber udover Danmark – da han fik et glimt af en lille pige med fletninger, og jeg kryber sammen med Søster Benedikte i bomberuinerne efter fejlbombningen af Den Franske Skole og leder efter de små piger og drenge, mens vandet stiger, gnisterne flyver, børnene drukner og murene endnu braser sammen.

Pigen fra Den Franske Skole fortæller en stærk historie, der minder mig om de mange stærke og modige mennesker, som stod sammen om at hjælpe med at befri Danmark. Som jeg ser det, så er der flere primære og vigtige hovedpersoner i romanen, som alle spiller en helt central rolle. Mogens og Harald på missioner for Den Danske Modstandsbevægelse, Astas vigtige aflytning, lille Malene, der er en af pigerne på Den Franske Skole og ikke mindst Søster Benedikte. Alle er de fremskrevet som mennesker – hele mennesker, som var de taget ud af virkeligheden med venner, familie og livet i almindelighed, men med helt særlige skæbner, der er skildret så præcis i sin tid. Harald er modig og stålfast på at kæmpe i krigen for Danmarks skyld, men han har også sine helt egne emotionelle grunde. Mogens er familiefar med fast arbejde, men også han kæmper. Den karakter, der rammer mig allermest er Søster Benedikte, der kæmper til sidste bevidste sekund for at redde så mange piger ud af ruinerne, som hun kan, men også alle hendes refleksioner over fortid, nutid og fremtid i om, hun kan genfinde troen på Gud. Det kronologiske narrativ forløber i en temporalitet fra januar 1945 til 21. maj 1945, men med et efterspil, der fint afslutter romanen og jeg sad tilbage med en følelse af, at fremtiden var lysnet efter krigen på trods af de mange unødvendige døde, og at en ny tid var på vej. Pigen fra Den Franske Skole er en historisk roman, der ikke kun fortæller om krig, tortur og tab, men Weinreich formår i særdeleshed at ramme alle krigens medspiller, modspiller og ikke mindst de mange ofre, som krigen kostede.

– Slip mig, råbet Gustav, mens endnu et skud lyder. De kæmper om pistolen, er halvt nede at ligge på trappen, Harald kan høre sirener udenfor, han kan høre en, der skriger i det fjerne, han kan høre Laurits, der trygler ham om at tage hjem, hjem til mor, han kan høre mors gråd til Laurits’ begravelse, han kan høre præstens ord og det fine, hvide grus, der knaser under fødderne, da kisten bæres ud, han kan høre lyden af knitrende tyske maskingevær, han kan høre lyden af Laurits, der falder, af Danmark, der falder, af knasen mellem tænderne, da Vagns store næver rammer hans ansigt, han kan høre lyden af skud fra Ryvangen, da hans venner bliver henrettet, han kan se den tyske peloton, der sænker geværerne, mens en ny fange bliver ført ud til pælen, bundet som en hund.

Sprogets særlige sammensætning sammen med den rette portion spænding for at læse mere i skiftet mellem karaktererne i handlingen gjorde, at jeg under min læsning af Pigen fra Den Franske Skole mistede fornemmelsen af tid og sted, så timerne tikkede afsted alt for hurtigt og rummet blev et med romanens handling. Siderne vendte nærmest sig selv, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, og en sen nat faldt jeg i søvn med bogen i hovedet. Den hårde tortur og fængslingen af mennesker i frygtlige lejre er med, og det er altid hård læsning, men heldigvis fylder det ikke så meget, at det er altopslugende for romanens handling og overskygger vigtigheden af Den Danske Modstandsbevægelses betydning for krigen og dens afslutning. På trods af romanens hårde faktiske fortælling om den tragiske skæbne om de mange døde børn og voksne under bombningen af Den Franske Skole, så forekom bogens 375 sider alt for kort. Jeg ville have elsket at forsætte min læsning meget mere om, hvad der siden skete med Den Franske Skole, “Alene-Malene”, Harald og særligt Søster Benedikte. Pigen fra Den Franske Skole er en særlig roman om Danmark og Den Danske Modstandsbevægelse! Romanen får mine varmeste anbefalinger med på vejen for at fortælle nogle af de faktiske og vigtige historier, der gemmer sig bag romanens karakterer, men også for den sproglige rammende effekt og poetiske virkning.

Featured image
Featured image

Efterårets luner (Wallflowers 2#) af Lisa Kleypas

Featured image
Featured imageEfterårets luner – Wallflowers 2# af Lisa Kleypas fra forlaget Pretty Ink på 352 sider fra 2014. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er Amerikansk med org.titel It happened one autumn.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Efterårets luner (Wallflowers 2#) er den anden skønne bog i serien om fire meget forskellige unge piger, der til sidst bliver træt af at være bænkevarmer til selskabssæsonen mange baller og slår sig sammen i en hemmelig pagt om, at de skal hjælpe hinanden med at finde deres kommende ægtemænd. Deres pagtnavn er bænkevarmerne, som har det flatterende navn Wallflowers på engelsk. I den første roman Sommernattens hemmeligheder er det den ældste af de fire piger, Annabelle, der til sidst bliver gift, men ikke med den, som de først havde tiltænkt sig. Heri anden roman Efterårets luner er det Lillian, den ældste af de amerikanske Bowmann-søstrene, som skal på ægtemandsjagt. Efter en kort introduktion til Bowmann-familien starter plottet allerede med, at familien Bowmann ankommer til nogle skønne ugers ophold, inden selskabssæsonnen går i gang, på det smukke og enorme herresæde Stony Croos Manor, som er ejet af den alvorlige og meget bestemte Lord Marcus Westcliff. Det er Westcliff søster, der har lovet at være værtinde for arrangementet og har bestemt gæsterne, men der er særligt én familie, han bestemt ikke er begejstret for, og det er Bowmann familiens kommen, da han har det meget svært med Lillian. Kort efter deres ankomst bliver de to søstre bliver låst inde af deres mor, så de kan sove en lille lur inden middagen om aften, meen det lader de to søstre sig ikke standse af, og de er begge mestrer til at lirke låse op med hårnåle. Denne færdighed skal da også frelse Lillian for en tragisk skæbne i romanens slutning.

Den yngste søster Daisy har lovet Annabelle at smide noget i ønskebrønden for en af de to andre piger, og søstrene begiver sig nu afsted ud på Westcliff jorde for at finde brønden, og på tilbage vejen havner de midt i et rundboldspil, hvor Westcliff pludselig dukker op og ender med at give Lillian en særlig undervisning i at ramme bolden helt rigtigt. Amorinerne flyver i luften og på en og samme tid med kærlighedens sitren og hidsige kommentarer, der fylder luften omkring Lillian og Westcliff. Lillian vinder i en intern og intim duel mod Westcliff, og han lover at snakke med sin mor Grevinden af Westcliff-slægten om, hun vil være mentor for Lillian og Daisy, da de har hårdt brug for hjælp og netværk, hvis de skal finde sig ægtemænd i den kommende selskabssæson. Grevinden kan ikke fordrage amerikanere, særligt fordi hendes ældste datter har giftet sig med en amerikansk mand, og de samme har den yngste datter. Mødet mellem pigerne og grevinden er komisk, og jeg er vild med Lillians rebelske ydre og hidsige temperament, og hun lader sig ikke så slet skræmme – heller ikke af Grevinden. Den fornuftige, rolige og alvorlige Westcliff indser lidt sent, men stadig i tide, at han er bundløs forelsket i Lillian. Da han finder hende noget beruset, efter hun har drukket en hal flaske pæresnaps, kan han ikke længere styre og tøjle sine følelser mere. Han indvier sin mor og søster i sine fremtidige planer med Lillian, men Grevinden kan ikke acceptere sin søns valg af hustru. Grevinden er en farlig kvinde, der vil gå langt for at få sin vilje, så Westcliff ikke kan gifte sig med Lillian. Og en tidlig morgen er Lillian pist væk og ikke til at finde.

Med et triumferende smil vendte hun hesten og mødte de andre rytteres forbløffende blikke. Alle undrede sig tydeligvis over, hvad der havde fået hende til at tage det pludselige spring. Pludselig hørte hun lyden af tordnende hove og så et glimt af mørkebrunt ud af øjenkrogen. Forskrækket vendte hun sig, men før hun kunne nå at protestere eller forsvare sig, blev hun i bogstaveligste forstand trukket af sadlen og smidt hen over en smerteligt hård overflade.

Efterårets luner er en skøn og hurtig læst roman. Denne bogseries genre hører til feelgood-romanerne med et twist af erotik og spænding. Som den første roman i serien, så holder Kleypas sig fint til tidens ånd i 1800 tallet særligt med de store selskaber, smukke kjoler, jagten på at finde en fremtræden ægtemand og ikke mindst til den særlige engelske etikette, som de to Bowman-søstre har sat sig for at lære mere om. De to amerikanske piger har dog svært ved at se meningen og formålet med langt de fleste etiketter. Sproget flyder, og handlingen fungere ret godt, men indimellem bliver det lige søgt nok med de mange små plotforviklinger og intriger blandt de fire piger. Efterårets luner starter med en prolog, hvor søstrene er i en parfumebutik, og Lillian får én ganske særlig duft med sig hjem. Èn duft, som har en helt speciel virkning på mænd, nemlig én duft, der er et afrodisiakum, som skal vise sig at være yderst effektiv på Westcliff. Lillian igangsætter et eksperiment, hvor alle pigerne skal have parfumen på. Det er en lidt sjov ide, men parfumen virker kun for nogle af dem. Efter epilogen fylder romanens handling femogtyve kapitler, der godt kan virke lidt lange ind i mellem, og bogen ender med en epilog, der fint binder hele romanens handling og karakterer sammen, hvor de fire piger mødes og snakker om den kommende selskabssæson.

Det jeg synes allermest om her i anden bog er Lillians kække og oprørske jeg. Hun finder sig bestemt ikke noget, og hun finder på så mange søde, underlige og sjove ting, men vigtigst af det hele, så handler hun, når det gælder. Under min læsning grinede jeg flere gange højt af de to søstres sjove og oprørske idéer og planer. Det er sjældent, at jeg smiler og griner af karakters påfund og ironiske vendinger, men både Daisy og Lillian er sådanne karakterer. De begge er to stærke unge kvinder, der holder hårdt på sit og aldrig giver op. De elsker begge konkurrencer og siger sjældent nej tak til en selskabsleg. Westcliff er inkarneret ungkarl, og han har igennem hele sit liv gjort sit ypperste for at agere og opføre sig inden for alle forskrifter, og som det forventes af en jarl med lange slægtsled. Da Lillian først får brudt gennem hans hårde kerne, og hører om hans hårde barndom, er det en helt anden mand, som hun må redefinere sine meninger om. Annabelle, som er hovedkarakter i den første, er også med her i anden bog, og jeg som læser, hører om, hvordan hendes og Mr. Hunts ægteskab er og fortsat forløber. Kærligheden mellem Annabelle og Mr. Hunt er ved mange af de andre gæster næsten for sjældent til at være sandt, og de optager sig megen opmærksomhed i selskabet på Stony Croos Manor. Man skal huske på, at forelskelse i 1800 var en sjældenhed, da det mere var fornuftsægteskaber, der blev indgået.

Lillian mærkede, hvordan hun blev rystet frem og tilbage i en vedvarende, irriterende rytme. Langsomt gik det op for hende, at hun måtte befinde sig i en vogn eller karet, der jog skrumplende og gyngende af sted i høj fart.

Kleypas skaber med Efterårets luner en lige så god roman, som den første bog i serien, men denne bog er alligevel bare lidt bedre, og får derfor fire stjerner, som er en stjerne mere end den første roman. Måske, at det er Lillians oprørske ydre, der gør hele forskellen, og så lige det, at spændingskurven vender i slutningen af romanen, hvor en uventet forbrydelse begynder. Det erotiske element er dog lige i overkanten til mit sarte jeg, da jeg tænker, at det bryder ret meget med de seksuelle udskejelser i 1800 tallet, men jeg kan af gode runde ikke vide det, da jeg jo ikke har levet i tiden eller læst teoretiske tekster om emnet. På de allersidste sider indleder Kleypas en spændende teaser, hvor Evie, der er den yngste og mest generte pige i flokken, opsøger Lillians kidnapper, den berømte Don Juan Lord St. Vincent – og så slutter romanen. Så kan man jo næsten ikke lade være med at begynde på den tredje bog i serien. Jeg har bestilt roman på arbejdet og tror også, at den er kommet, så jeg må snart ned forbi butikken og hente den. Wallflower serien er en del af min bogserieliste med serie, jeg gerne vil læse og/eller læse færdige. I marts måned har jeg planlagt, at læse De smukke unge døde, der er anden bog i serien Mitfordmordene, som jeg venter på skal komme med Post Nord fra Politikens Forlag, men måske også, at posten lider lidt under krisen, så det kan være, at jeg vælger en anden i her for marts måned, og i stedet læser De smukke unge døde i april.

Featured image
Featured image

Sandheden om Harry Quebert-sagen (Marcus Goldman #1) af Joël Dicker

Featured image
Featured image Sandheden om Harry Quebert-sagen – (Marcus Goldman #1) af Joël Dicker fra forlaget Rosinante på 704 sider fra 2016. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er fransk med org.titel La Vérité sur l’Affaire Harry Quebert udgivet 19. September 2012.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

En ung pige på 15 år forsvinder sporløst efter tumult og forfølgelse af en ukendt gerningsmand i den store skov ved Side Lake Creek i Maine 1975. Under sin flugt søger den unge pige Nola Kellegren ly for sin forfølger hos den ældre Mrs. Cooper, der bor alene i udkanten af skoven, men da politiet kommer, efter Mrs. Coopers opkald, er hun blevet skudt og Nola forsvundet. På et motel ikke langt derfra sidder den 34-årige forfatter Harry Quebert og venter forgæves på Nola, så de sammen kan rejse væk. Da Harry fortumlet tager tilbage til byen dagen efter, til det lejede hus Goose Cove er hele byen i opstandelse pga. drabet på Mrs. Cooper og Nolas forsvinden. Romanens handling springer 33 år frem i tiden, hvor læseren møder den unge og lovende forfatter Marcus Goldmann, som nu er Harrys tidligere studerende. Marcus skal snart levere et helt nyt manus på en bog, men har fået forfattersyge, som blokerer for skriveriet, og han har ikke skrevet en eneste side. Harry lever et stille og ensomt liv som Collage professor og bestsellerforfatter af den verdensberømte bog Ondskabens oprindelse efter Nolas forsvinden. Da Marcus slet ikke kan finde indtil kreativiteten, opsøger han sin læremester, der straks tilbyder ham husly og hjælp. Under sit ophold på Goose Cove finder Marcus en lille træ æske med gamle billeder, små sedler og artikler om den 15-årige forsvundne Nola, men inden han når at tænke mere over sagen, dukker Harry op og bliver meget oprevet. Kort efter forlader Marcus, Harry og Goose Cove, og går sin undergang i møde og tænker ikke mere på Kellegansagen før to måneder efter, da Harry meget oprørt og fortvivlet ringer til ham efter, han er blevet anholdt af politiet, som har fundet den 15-årige piges skellet i hans have.

Marcus skynder sig straks tilbage til Goose Cove for at finde måder at hjælpe Harry på. Hans egne dystre tanker om den bog, han egentlig burde skriver er nu helt ligegyldige, da han vil gøre alt for at hjælpe sin læremester, mentor og eneste ven. Marcus bliver mødt af Harrys advokat, Benjamin Roth, ved nedkørslen til Goose Cove, der er spækket med journalister og fotografer, men Roth har et lille trick i ærmet, da huset ikke er blevet forseglet af politiet, så Marcus godt kan bo i huset. Herefter er Marcus alene, og han begynder straks eftersøgningen af den lille hemmelige træ æske, men æsken er ingen steder at finde. Marcus begynder nu sin egen efterforskning, hvor han får adskillelige sammenstød med den afroamerikanske efterforskningsbetjent Perry Gahalowood, men de er nu et umage par, og jeg var under min læsning ret godt underholdt af de små stridigheder mellem de to. Mens Marcus´ efterforskning skrider frem, bliver hans forlag mere og mere utålmodig, og de vil ikke tøve et øjeblik med at fratage ham alt. Marcus´ agent får den storslående ide, at Marcus i stedet skal skrive en roman om Harrys sag. Først er Marcus slet ikke til at hugge og stikke i, hvad angår en roman om Harry, men han kommer på bedre tanker og opsætter selv sine kriterier for kontrakten. Da Marcus så sender de første skrevne sider afsted, har han gravet dybt i Nolas og Harrys fortid og fået mange frygtlige og skræmmende oplysninger i den lille by, som alle er med i de noter, han får sendt afsted. Rygter går om, at Nola ofte besøgte den rige og noget ældre Elijah Stern, der er byens velynder og økonomiske forbundsfælle, som oven i købet ejede en sort Monte Carlo, der blev efterlyst i forbindelse med Nolas forsvinden. Men, hvorfor er Mr. Stern så ikke mistænkt nu? Forlaget kommer ud for en meget “uheldig” situation, da Marcus´ skrevne sider bliver lækket til pressen. Nu er alle efter ham i byen, og han bliver truet af en anonym person, som brænder huset ned. Marcus ser sig selv som slået og beslutter at opgive det hele, men så kommer en uventet støtte fra Perry Gahalowood, som overtaler ham til at forsætte eftersøgningen sammen med ham.

Jeg parkerede foran huset, og da jeg steg ud af bilen, fik eg straks øje på det lille stykke papir der var sat i klemme i hoveddøren – endnu et brev. Og nu var tonen skærpet.
Sidste advarsel, Goldman.

Efterøgningen på Nola og hendes drabsmænd er kringlet og mystisk, og jeg havde langt fra gættet, hvem der egentlig stod bag det hele. Harrys store hemmelighed kom helt bag på mig, og her giver titlen på hans roman Ondskabens oprindelse en helt by betydning. Dagen efter, jeg havde vendt den sidste magiske papirside, havde jeg de største bookhangovers, da jeg ikke kunne forene mig med tanken om ikke at vide, hvad der så nu skulle ske med flere af karaktererne i romanen. Sandheden om Harry Quebert-sagen er et værk i sit eget værk, og sikke et mesterligt værk det er! Den kronologiske handling er nemlig fortalt og skrevet samtidig med at det hele sker i 2008, og som det bliver skrevet, hvilket gør at man som læser oplever at være med i efterforskningen. Fra teaterscenen er denne fortællermetode også kendt som begrebet Mise En Abîme defineret af André Gide (udledt af fransk – sat i afgrunden), og som betyder at en historie udspilles i en historie – et spejl i spejlet, og dette peger på sig selv som et værk med mange dimensioner, hvor bestemte elementer synes aldrig at føre til enden. Her i bogen er det kunsten at finde Nola og Mrs. Coopers morder, hvor mange uskyldige bliver mistænkt, beskyldt og anholdt for mordene, som eksempelvis Harry. Sproget i romanen er let og fængende, og siderne vender næsten helt sig selv, selvom bogen både er stor og tung. Noget af det, jeg er ellevild med i romanen er den strukturelle opbygning, der bare får det hele til at spille sammen på en særlig ekstravagant måde. Bogen er nemlig opdelt i tre dele, “Forfattersygen”, “Forfatterkuren” og “Forfatternes Paradis”, hvor kapitlerne tæller ned fra 31, som bogen starter ud med. Dette kan godt virke lidt mærkeligt, men kapitlerne afspejler de 31 regler og faser, som en forfatter må igennem for at skrive en bestseller. Som mentor tager Harry, Marcus med på en guidede rejse, så han ved bogens slutning har været igennem en forfatterrejse, men også særligt en dannelsesrejse.

Joël Dicker er en mesterlig fortæller, og da bogen udkom på dansk i 2016, blev romanen i den grad hypet. Jeg er ikke god til at læse romaner, som er hypet for meget, da min begejstring desværre daler en del over alt for mange rosende anmeldelser. Så i stedet ventede jeg, til jeg var klar. Kender du det? Nu her efter at jeg har læst romanen to gange, og set tv-serien optil flere gange, ærger jeg mig over, at jeg ikke læste bogen, da den udkom, da jeg synes virkelig godt om fortællerstilen og alle hemmelighederne i mordgåden. På det karaktermæssige plan er min yndlingskarakter helt klart den stærke kvinde Jenny, som kæmper i sine unge dage for den kærlighed, hun aldrig fik heller ikke over 30 år senere, da Nolas skelet bliver fundet. Nu kæmper hun for at redde stumperne af sit liv, og står sammen og vil beskytte den mand hun med tiden har lært at elske. Marcus er den unge og overdrevne forfattertype med fest, farver og massere af kvinder lige indtil, at forlaget ånder ham i nakken og forlanger snart at se noget skriftligt arbejde. Læseren kommer med helt tilbage i tiden, hvor Marcus møder Harry, og læser med om de særlige vigtige områder, hvor Harry er med til at forvandle Marcus fra kjuon til mand – fra en ung mand med drømme, der tager den hurtige vej og snyder gerne til en mand med faste principper og meninger. Som karakter er Harry interessant og spændende med mange hemmeligheder fra fortiden, som er tær forbundet med hans bestseller bog Ondskabens oprindelse. Harry er en spændende karakter, der gemmer på mange hemmeligheder, som han her i historien 33 år senere lever i skyggen af. Tematikkerne er hemmeligheder, kærlighed og venskab, som alle er forbundet i et. Man siger, at de bedste venskaber består, men om venskabet mellem Harry og Marcus stadig kan bevares må tiden vise til næste bog, da romanen her slutter med en åben slutning i forhold til venskabstematikken.

– Du skal værdsætte kærligheden, Marcus. Gør den til din største erobring, dit eneste mål. Efter menneskene kommer der andre mennesker. Efter bøgerne kommer der andre bøger. Efter pengene kommer der andre penge. Men efter kærligheden, Marcus, efter kærligheden kommer der kun salte tårer.

Sandheden om Harry Quebert-sagen (Marcus Goldman #1) er en spændende, medrivende og rørende bog, og grunden til at handlingen som sådan fangede mig er nok mest Dickers valg af skrive måde og kapitelopbygning. Den eneste lidt negative side jeg har er, at opklaringen trækker langt ud – måske lige lidt for langt, men til gengæld så havde jeg aldrig gættet forbryderne af mig selv. Romanen er også blevet lavet til tv-miniserie i 10 afsnit vist første gang på CMORE. Miniserien kan det hele, og får alt i selve handlingen med – det er virkelig godt lavet og tilmed nogle meget dygtige skuespiller. Der er dog nogle få ret fatale forskelle og i mine øjne fejl mellem romanen og handlingsplottet i tv-miniserien. Den mest gennemskuelige fejl er nok at Mrs. Cooper bliver skudt lige i hjertet og ikke i panden, som det på drabeligste vis fremkommer i tv-serien. Skudhullet er dog kun nævnt tre gange i romanens mægtige plot, på s. 115, 392 og 423, men jeg synes nu alligevel, at det er en ret vigtig detalje, som burde have været lige i øjet, da et skud i hjertet leder til mange flere mulige veje at følge opklaringsarbejdet. En anden meget vigtig fejl, og nok den som ærgrer mig mest er, at Marcus’ roommate på universitet er udskiftet til en diametral modsætning. I romanen er det nemlig den tynde og alvorlige afroamerikanske Jared, og ikke en tynd hvid splejset ung mand, som det er i miniserien, der lægger krop til Markus´ boksehandsker i boksesalen. I romankarakteren Jared er der indlagt mange intertekstuelle referencer om den afroamerikanske historie, også selv om at Jared som sådan ikke fylder flere sider i roman. På side 87 beretter Marcus om tiden i 1998, da han flytter ind på Burrows University og møder Jared. Denne vigtige reference til fortiden og menneskers historie tabes, og det er synd og skam. Det er jo ikke fordi, at Jared som karakter er super vigtig eller om skudhullet i Mrs. Cooper er placeret helt 100 procent korrekt og har en overvældende betydning for selve opklaringen og historien, men det virker bare noget fladt, at disse elementer er blevet modificeret, da det ikke giver meget mening ikke at følge romanen. Har du læst romanen og set miniserien? Jeg kan varmt anbefale begge dele, og så måske at du opdager forskelle, som jeg ikke har opdaget.

Featured image

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes

Featured image
Featured imageMitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes fra Politikens Forlag på 397 sider fra 2018. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Mitford Murders og org. udgivet i 14 september 2017. Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er første bog i en historisk krimiserie på seks bøger, der er baseret på en historisk periode om de skandaløse og glamuriøse Mitford søstre. Her i første roman starter handlingen på den mest hårrejsende måde, da den ældre og erfarne krigssygeplejeske Florence Nightingale Shore bliver dræbt i den sidste togkupe på vej til Hastings. På samme tog er også Louisa Cannon tvunget med af sin onkel Stephan, der har skumle planer i sit puslespil af bedrag, så hun kan gå i byttehandel for en nat med en mand, som afbetaling for hans gæld. Louisa har heldet med sig og stikker af ved at hoppe ud af toget inden Hastings. Det er slet ikke helt ufarligt, men alt er bedre end det, hendes onkel vil tvinge hende til. I faldet slår hun sig og kan ikke selv komme op ad skinnerne, så jernbanepolitiets betjene Guy Sullivan og Harry Conlon må hjælpe hende op og tilkalde sygeplejersken, men hun slap fra sin onkel i hvert fald for nu. Betjentene skal hurtigt videre, da en død kvinde er fundet i en af de bagerste togvogne i toget på vej til Hasting. Louisa skal nu bare nå den jobsamtale som barnestuepige for Mitford familiens store børneflok og med en lille ny på vej i familien bliver der rigeligt at se til. Stillingen kan forandre hele hendes liv, hvor hun ikke kun slipper for sin ubehagelige onkel, men også det hårde arbejde som vaskekone, som hun indt til videre har hjulpet sin mor med. Igennem storm, rusk og lidt hjælp fra den unge betjent Guy Sullivan, ankommer hun til det store hus Asthall Manor på landet. Men hun ankommer først hen ad aften flere timer efter den aftalte tid og bliver lidt for hurtig afvist af husholdersken. Heldigvis kommer Nancy, der er den ældste af Mitford søstrene, ned i køkkenet, og ser Louisa lige inden, hun er ude af døren igen på vej mod en usikker og frygtsom fremtid.

Louisa bliver heldigvis antaget som familiens barnepige, og hun læres hurtigt op af familiens gamle og kærlige barneplejeske Nanny Blor. Louisa falder hurtigt til i familien, og hun nyder trygheden i et stille liv. Hun dannet et godt næsten veninde-agtig forhold til Nancy, som ikke kun elsker at skræmme sine mindre søskende med uhyggelige historier, men så er hun enestående til at skrive mysterier og gendigte historier. Nancy læser om mordet på krigssygeplejersken Florence Nightingale Shore i avisen, og Nanny Blor genkender straks sin søsters gamle veninde og bliver helt oprørsk og dårlig ved tanken. Med endnu en lille ny på vej til verden inden for kort tid, tager Nanny Blor og Louisa alle Mitford børnene med til London for at besøge Nanny Blors søster Rosa, som er ejer af den hyggeligste og lækreste café. Snart er Nancy klar på efterforskningen, og det kommer der også en masse godt ud af. Louisa og den unge Betjent Sullivan holder ved deres bekendtskab, og når nødens stund indtræder står de sammen og hjælper hinanden i opklaringen på det uopklarede mord. Mr. Sullivan drømmer om mere i livet og blive en rigtig betjent, og han går til sagen med en iver, der kommer til at koste ham sit arbejde, men heldigvis giver han ikke op, og sammen med Louisa og Nancy kommer de ud på farefulde mysterie i en mordgåde, der er SÅ forbløffende, at jeg slet ikke kunne lægge bogen fra mig. Mordgåden rækker nemlig langt ind i komplicerede forhold, som smelter sammen på fantastisk og forunderlig vis i romanens sidste sider.

Stephen havde vredet Louisas arm om på ryggen i hyrevognen og holdt fast om hendes håndled, men havde dog løsnet grebet en smule. Hun overvejede at springe ud af vognen, da den satte farten ned ved et kryds, men turde ikke tumle ud i gadens mylder…

Historiske romaner kan noget ganske særligt, og er den genre jeg elsker allermest, da jeg bliver bragt tilbage til en svunden tid, som med sin anderledshed kan noget helt specielt. Når jeg læser, så læser jeg altid med et kritisk blik, og det gælder også i denne genre. Mysteriet på Asthall Manor – Mitfordmordene #1) tog mig dog alligevel med storm og med sin forunderlige, kringlede og spændende slutning. Der er flere forskellige historiske komponenter i Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor, da Mitford-søstrene i den grad er faktiske karakterer og tiden i 1920’erne, men også mordet på veteransygeplejersken Florence Nightingale Shore. Forbindelsen mellem søstrene og mordet er dog fiktiv, som Jessica Fellowes beretter om i en slutnote. Hele mordplottet er ligeledes fiktivt, men det gør slet ikke spor, da hele bogen emmer af mystik og spænding, der i den grad er realistisk i sin historiske kontekst. Fascinationen af 1920’erne er ikke ukendt for forfatteren, da hun er i familie med den berømte Julian Fellowes, der er forfatteren bag den verdensberømte tv-sere Downton Abbey og romanen Belgravia.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er en letlæselig og læseværdig roman, der fik mig til at grue af spænding i jagten på at finde morderen på Florence Nightingale Shore og samtidig blive varm i hjertet med et smil på læben i den skrøbelige ny-funden interesse mellem Louisa og den ambitiøse jernbanebetjent Guy. Romanen indledes af det lille fint citat på fransk “Je est un autre” af Arthur Rimbaud, der på snedigste vis rummer hele hemmeligheden og komplottet i og bag morderen. “Je est un autre” betyder lidt lempeligt oversat – Jeg er en anden – og henviser til dobbeltheden i mennesket, men også det at være en anden og begive sig ud for at være en anden end sig selv. For at finde ud af mere om, hvordan citatet på kløgtigste vis er infiltreret i roman, må du selv læse bogen, idet at jeg ikke vil afsløre for meget, da det måske vil ødelægge din læsning og slutning på bogen, og det ville være en skam. Romanen indledes af en kort epilog, hvor læseren kort får lov at følge Florence Nightingale Shore lige inden, hun bliver myrdet. Herefter forsætter en spændende indledning med Louisas karakter. Romanens struktur er inddelt i 79 meget korte kapitler af max et par sider fordelt på romanens 397 sider, der sammen med den spændende handling gjorde, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig, da jeg kom rigtig i gang med at læse bogen. Så selv om Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor kan virke lidt overvældende og lang i cover og udseende, så er den det slet ikke, når læsningen først er begyndt.

Her i den første bog i serien følger læseren Nancy, der er den ældste søster i Mitford flokken. Nancy er fremstillet så fint og skrøbeligt, der ligge så fint til hendes faktiske karakter, som med sit forfattervirke og træng til at fortælle historier er beskrevet realistisk, og det er meget spændende at læse om. Jeg har været inde og læse en del artikler om familien og særligt Nancy, der igennem sin levetid var ret produktiv litterært set og forfattet flere romaner, noveller og artikler. Hvis du vil læse mere om Nancy Mitford og familien kan du læse mere på siden Nancy Mitford og i artiklen “Why the Enduring Fascination with the Mitford Sisters Won’t Die”. Fellowes´ brug af Nancy som karakter i denne første bog er spændende og interessant, men jeg anser hende dog ikke som en dissideret hovedperson, da hun er mere i baggrunden og hjælper til at mysteriet løses. De to karakterer, som jeg synes indtager rollerne som hovedkarakterer er Louisa og Guy, som begge er dybe og realistisk fremstillet, der begge kæmper en kamp mod samfundets bund og familiens nedsættende tanker og opførsel. Louisa er en bestemt ung pige med en vis portion ligefremhed og trang til ironiske bemærkninger, og jeg fik under min læsning ofte et smil på læben. Mitford familiens barnepige Nanny Blor er ligeledes en faktisk person, og er i bogen fremstillet som fast og bestem, men i særdeleshed med en stor hjertevarm kærlighed for alle børnene inklusiv Louisa, da hun først kommer inden for familiens mure.

Gay var dybt fascineret. Han havde deltaget i to-tre ligsyn, når folk var sprunget ud foran et tog, men han havde aldrig før været med til en mordundersøgelse. Og det var heller ikke et hvilket som helst mord. Det var en ren sensation: en kvinde i et tog, og man havde hverken fundet våben eller anholdt mistænkte.

I romanen lusker Nancy og Louisa sig afsted til et bal for veteransoldater, hvor mange af dem har fået synlige sår og skader på kroppen, men især også usynlige sår på sjælen. Noget af det, som jeg synes særlig godt om i romanen er, at bogen hylder og omfavner de soldater, der efter første verdenskrig skal tilbage til hverdagen og livet med nye udfordringer. Denne roman har mange lag og fortæller på historisk vis ikke kun om familien Mitford, men også om samfundets strukturer og kampe i 1920’erne. Hvis du mangler at starte på en ny serie, så kan jeg varmt anbefale, at du begynder på at læse denne første roman Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at læse mere om Nancy, Louisa, Guy og de andre Mitford søstre i den næste roman Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde.
Featured image

Featured image

Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain Inspired by A. A. Milne

Featured image
Featured imageWinnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain Inspired by A. A. Milne. Illustrated by E.H.Shepard. Udgivet i 2016 af Forlaget Egmont. Bogen er læst på engelsk.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 Stjerner.

Have a Friendly Day: When you’ve been walking in the wind for miles, and you suddenly go into somebody’s house, and he says, ‘Hallo, Pooh, you’re just in time forva little smackerel of something,’ and you are, then it’s what I call a Friendly Day.

Denne skønne lille bitte bog Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain er til alle os, der elsker den sødeste plysbjørn. Winnie the Pooh – også Peter Plys på dansk, har været med mig siden, jeg var ganske lille, og jeg elsker ham og alle hans søde venner stadig i dag – man bliver vel aldrig for gammel til eventyr og gode fortællinger. Denne fine og flotte bog er et lille fint gensyn med Plys-universet, hvor mange af hans sødeste og klogeste citater fra nogle af de fantastiske historier er specielt udvalgt fra. For mig gav gensynet mig en sød og hyggelig glæde ved, at komme et lille hurtig smut tilbage til Hundredemeterskoven og al den barnlige glæde, som følger med under læsningen. Selv her efter endt læsning kan jeg slet ikke lade være med at smile et lille smil, hver gang jeg ser bogen, som lige nu ligger på mit køkkenbord og venter på at komme ind på plads i bogreolen.

A Matter of Taste: The wrong sort of bees would make the wrong sort of honey.

Det er jo selvfølgelig helt klart, at de forkerte bier giver honningen den helt forkerte smag – eller nærmere dårlige bier giver dårlig honning, som det står i citatet oven for. Dette lille citat kan jo overføres til mange ting og er synonym med mange situationer i vores liv. Eksempelvis så kan vi sige, at det forkerte regnestykke giver forkerte tal, den forkerte beslutning giver forkerte handlinger eller den dårlige beslutning giver et dårligt udkom – ja og mange flere. De mange små citater kan bruges som en lille fin samling af gode råd fra en sød plysset bjørn og alle hans venner. Da jeg så Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain, kunne jeg slet ikke lade være med at straks bestille den hjem. Bogen tilhører en lille serie med alle de bedste citatuddrag, og de andre små bøger skal jeg helt sikkert også have købt hjem til samlingen. Særligt er jeg ret vild med bogen Winnie-the-Pooh: Love From Pooh, som kommer på min ønskeliste til min fødselsdag – jeg har jo lovet mig selv ikke at købe flere bøger lige foreløbig, og indt til nu går det meget godt på trods af diverse bogudsalg mange steder.

Self Appreciation: ‘What sort of stories does he like?’ ‘About himself. Bacause he’s thar sort of Bear.’ – The Bedst Bear in all the World.

Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain strækker sig ud over små 64 søde sider med det fineste illustrationer af den skønne plyssede bjørn og hans venner. Jeg er selv ret vild med æseldyret, da han altid er så trist på den søde måde, men desværre var han ikke rigtig sådan at finde i bogen. Hvert citat begynder med en lille overskrift, så læseren kan se den overordnede mening også i konteksten til historierne, hvilket er rigtig fint. Citaterne står ikke i alfabetisk rækkefølge eller er kategoriseret på anden vis, men det gør bestemt ingen ting. De søde visdomsord vil jeg tage med mig, og jeg kommer sikkert også til at læse bogen flere gange, da denne lille bitte bog bare skaber så meget glæde i min krop og mit sind. For et par år siden købte jeg den smukke samling af alle fortællingerne med Peter Plus fra Folio Society, som jeg får helt vildt lyst til at kaste mig over, men det må lige vente lidt, da der er så mange bøger, som jeg også gerne vil læse lige nu, men så er det dejligt, at jeg kan finde Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain frem og læse de søde citater engang i mellem.

Always Ask: Being a Faithful Knight might mean you just go on being faithful without being told things.

Featured image

Featured image

Vintersøstre af Sarah Morgan

Featured image
Featured imageVintersøstre af Sarah Morgan fra forlaget HarperCollins Nordic på 383 sider fra 2019. Bogen er oversat fra engelsk til dansk af Julie Scheving. Org. titel The Christmas Sisters og udgivet i 2018.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 Stjerner.

Suzanne og Stewart bor i det skotske højland omgivet af den smukkeste natur med store tindrende bjergtinder, skove og små søer. Jeg bliver i romanens begyndelse indviet i Suzannes mange planer for at arrangere den perfekte jul for sine tre døtre, som alle sammen vender hjem på juleferie. Den mellemste datter Beth kommer hjem alene længe før planlagt, da alt ikke helt er som, det skal være i sin egen lille familie. Hendes yngre søster Posy må afbryde sit ellers hyggelige besøg af den lækre mand, der har lejet sig ind i huset de næste par måneder for at få ro til at skrive sin roman, men det er nu ikke det eneste, han er ude på. Posy er hurtig fremme ved lufthavnen, og hun ser straks, at Beth slet ikke er sig selv. Hun er nemlig kommet uden sin mand Jason og deres to skønne piger Melly på 7 år og Ruby på 4 år. Posy ser med det samme, at Beth er helt anderledes, men også at hun ser ud til at være så fuld, at hun har svært ved at holde balancen. De to søstre tager hen på byens hyggelige café Glensay Inn, der ejes af deres adoptivmor Suzanne. Byen emmer af julehygge, sammenhold, hvor alle kender alle, og glæde. Noget som Beth har savnet allermest. Posy har travlt med at få hældt en masse kaffe i Beth, så hun kan blive forholdsvis ædru nok til at tale med, inden de tager hjem til Suzanne og Stewart.

Suzanne bliver smittet med en slem influenza og må holde sengen. Det har hun bare slet ikke tid til, da hun skal forberede den perfekte jul, særligt da den ældste datter Hannah kommer hjem til jul i år. Stewart og Posy er sød til at hjælpe med den uendelige lange liste af ting, som skal gøres, men da den ældste datter Hannah også pludselig melder sin ankomst meget tidligere end planlagt kommer listen bagerst i køen. Hannah er den kløgtige og perfekte søster, som har styr på alt. Hun er arbejdsnarkoman og har ekstra svært ved at se fortiden i øjnene. Hun yder en daglig kamp for altid at yde sit bedste og hele tiden. Hun er streng og hård ved sig selv, da hun kæmper med fortidens spøgelser om at føle sig god nok. Hun er bange for at åbne sig og har aldrig haft et rigtigt forhold til nogen mand før – altså det var før, hun mødte Adam. Han får sider frem i hende, hun end ikke vidste eksisterede, men hun ved ikke om, hun tør åbne sig helt for Adam og dele en vigtig hemmelighed. De tre søstre er nu samlet under samme tag, og alle forsøger at undgå konflikter og særligt, at tale om den tragiske ulykke, der skete for 25 år siden, men det er slet ikke så let. Der bliver nemlig rippet ekstra op i det følsomme sår, da Luke ikke er den, han giver sig ud for at være. Det, som ingen vil tale om er altid svært at få bragt frem i lyset, og familien er nu truet og kan så let bryde sammen, så kan familien stå sammen og tåle at blive bragt 25 år tilbage i tiden og se gamle spøgelser i øjnene?

Det vendte sig i Hannah. Det var også et vanskeligt tidspunkt på året for hende. I horisonten så hun de snedækkede bjerge, og et kort øjeblik fortrød hun, at hun havde forladt Manhattan. Hun kunne være kommet på en eller anden undskyldning og være blevet i sin lejlighed. Hun havde ikke behøvet at udsætte sig selv for det her. Bjergene gjorde hende opmærksom på sine fejl og sårbarheder. Som barn havde hun spekuleret over, hvad der var galt med hende, siden hun ikke delte sine forældres lidenskab for at klatre. Hvad det end var, hun manglede, havde det udelukket hende fra det, der bandt alle de mennesker, hun elskede, sammen.

Vintersøstre af Sarah Morgan er en sød roman, som handler om familie, sorg og kærlighed, men også det vigtige i, at stå sammen i svære situationer. Da jeg lige skulle snuse rundt blandt de skønne bøger på en fridag i Bog & Ide, faldt jeg over det smukke og vinter-hyggelige cover blandt de mange bøger på hylderne. Jeg glemte helt at læse bagsideteksten, før jeg købte bogen, men heldigvis levede romaen op til mine forventninger i en både medrivende handling og et spændende drama. Romanens strukturelle opbygning er fordelt på 29 kapitler på 383 fine sider, hvor hvert kapitel er angivet med navn på om, det er Suzanne, Hannah, Beth eller Posy man følger. Romanens narrativ er skrevet i tredjeperson autoritativ, så jeg under min læsning fik lov til at komme med helt ind bag ved i karakterernes refleksioner, følelser og udfaldet i handlinger. Sprogligt er romanen skrevet i et fint og let sprog, og kapitlerne fløj hurtigt afsted. Flere gange kunne jeg slet ikke lægge bogen fra mig, da der opstod små plottwist, som alle blev løst på fineste vis hen ad vejen. Morgan har ikke blot skrevet en almindelig juleroman med romantik i brede strømme, men en skøn roman med et særligt fokus på familiesammenhold og søsterkærlighed! Hvis den engelske titel oversættes sådan helt korrekt, så skulle den danske titel have været Julesøstre, men her har forlaget gjort det helt rigtige i at bruge Vintersøstre i stedet. Romanen indeholder nemlig så meget mere end blot jul og at skabe julestemning for læseren.

Caféen Glensay Inn, som er ejet og drevet af Suzanne, er byens samlings- og tilholdssted, hvor der altid summer af glæde og hjemlig-hyggestemning. Efter den tragiske ulykke, hvor hun var den eneste overlevende, startede hun og Stewart et helt nyt liv med er ansvar for tre sorgfulde piger. Suzanne satte alt ind for at gøre alt så godt for pigerne. Som karakter er Suzanne en fantastisk person, der først og fremmest er der for andre og har selv i sine ældre år en intens selvbebrejdelse over det, som skete dengang. De tre søstre er vidt forskellige, og kæmper hver i sær med dæmoner fra fortidens skygger. Den af søstrene som jeg identificerede mig mest med var nok Posy, som ikke kun er den yngste søster, men også den, der er livlig og glad, men hun er også den søster, der er blevet hjemme tæt på sine adoptivforældre. Der er dog også flere træk ved den ældste søster Hannah, som jeg med lethed kan spejle mig selv i. Morgan har gjort et fin stykke arbejde i sin roman, hvor både Suzanne og søstrene, hver får deres egen stemme uden, at det på nogen måde er forvirrende – tvært imod er det med til at løfte handlingen med masser af drama og intriger. Vintersøstre er som genre ikke kun en kærlighedsroman, men særligt også en familieroman om at stå sammen, når fortiden truer med at ødelægge fremtiden. De tematikker, som gennemstrømmer romanen fra start til slut er familie, sorg, sammenhold og kærlighed, som alle er fint bundet sammen på romanens sidste sider.

Beth så ud i luften. Hvis man kommer noget til, så heler man igen. Hendes søster tog det så afslappet. Modsat Hannah og Beth tilbragte hun ikke livet med at forsøge at undgå at blive såret.

Vintersøstre var en af de romaner, som jeg havde udvalgt til min julelæsning i 2019, og den var helt perfekt. I romanen er der nemlig ikke for meget eller for lidt julestemning. Den tragiske ulykke i fortiden danner plottes handling, og de tre søstres voksenliv er gået i vidt forskellige retninger, men som alligevel finder sammen i et fornyet søstersammenhold, når det bliver svært, og danner sammen en beskyttende mur omkring det, de elsker og holder af. Sorg over at miste kan få lov til at forme os som mennesker på det bevidste plan, men særligt på det ubevidste plan, hvor reaktioner, der skal virke beskyttende, overfor os og dem vi elsker, får en negativ og sørgelig effekt af at være overbeskyttende eller ligefrem kvælende. Morgan formår så fint at jonglere mellem det svære og det skønne i livet, og hun får romanens handling og tråde forenet på fineste vis i romanens slutning. Efter jeg læste bogens sidste side ville jeg ønske, at romanen var meget længere. Jeg synes nemlig slet ikke, at jeg er færdig med at læse om McBride-familien, og jeg vil så gerne læse mere om den nye rejse, som de tre søstre nu skal ud på med hver deres eventyr i vente, men der kommer nok ikke en efterfølgere, så jeg skal lige komme mig en smule inden, jeg starter med en ny bog.

Featured image
Featured image

2019 der gik og nye drømme for 2020!

Featured image
Featured image


“So may the New Year be a happy one to you, happy to many more whose happiness depends on you!” ― By Charles Dickens

Kalenderbladet er vendt endnu engang og et helt nyt år har lagt sine ubeskrevne dage ud. Denne gang starter vi ikke blot et nyt år, men også et nyt årti. Jeg har mange drømme og håb for fremtiden for dette år og for det næste årti. 2019 var et på mange måder dejligt år, men også et hårdt år. Noget af det, som jeg har kæmpet allermest med er min manglende læselyst, men også det at skrive. Hver gang jeg har forsøgt mig med at skrive jobansøgninger, anmeldelser, blogindlæg om nye bøger – ja næsten alt, så har og er det, som om at mit hoved går helt i sort. Det er lige som om, at efter min specialeskrivning, at jeg så ikke kan sætte ord sammen mere. Det er sikkert noget pjat og noget, som jeg bare skal igennem, så jeg kæmper. Min manglende læselyst satte sit tydelige og trælse ansigt på ved årets læseudfordring på Goodreads. Jeg havde håbet på at nå 100 bøger, men kom kun op på små 22 bøger, som sneg sig op på 5.251 sider. Det er, det mindste antal bøger og sider, jeg nogensinde har læst, og det skal jeg gøre bedre her i det nye år! Det gode ved det hele er dog, at jeg særligt i december kom rigtig godt i gang med min læsning, og læste flere bøger end jeg gjorde det første halve år af 2019. SÅ fra i år tager jeg fat! Jeg skal have læst en masse anmeldereksemplarer og anmeldt dem, men jeg skal også have læst mange af mine ulæste bøger og serier, som jeg til gengæld har været rigtig god til at købe i 2019.

Goodreads Reading Challenges er en virkelig fin måde at holde styr på sin læsning. Jeg har igen sat min udfordring på 100 læste bøger,og så starter jeg året ud med fortsat at læse, de bøger som jeg allerede er i gang med. Mange af de 9 bøger har jeg kun lige læst de første sider i, inden jeg af en mærkelig grund er sprunget videre til en anden, så det har intet at gøre med, at bøgerne er dårlige eller kedelige. Inden denne uge er omme skal jeg have læst The Woman in White af Wilkie Collins og Mitford mordene – Mysteriet på Asthall Manor af Jessia Fellowes (anmeldereksemplar Politikens Forlag) færdige. Jeg vil også lave et nyt tiltag, som er at jeg vil læse og holde styr på de bogserier, som jeg er i gang med, og som jeg gerne vil have læst færdige, men jeg vil også tilføje bogserier, som jeg længe gerne har ville læse. Til at starte med har jeg udvalgt 10 bogserier, og jeg må først påbegynde en ny serie, når jeg har afsluttet én, så mit nye projekt ikke løber helt løbsk for mig og udelukkes før end, det er begyndt. Indtil videre har jeg udvalgt følgende:

⭐️ Mette Sejrbo
⭐️ Lucinda Riley: De syv søstre
⭐️ A. J. Kazinski: Bentzon-serien
⭐️ Lisa Kleypas: Wallflower-serien og Ravenel-serien
⭐️ Jessia Fellowes: Mitfordmordene
⭐️ Terry Pratchett: Discworld-serien
⭐️ Tove Jansson: Mumi-bøgerne
⭐️ E.L. James: Fifthy Shades-serien
⭐️ L.M. Montgomery: Anne fra Grønnebakken-serien
⭐️ Carlos Ruiz Zafón: De glemte bøgers kirkegård.

Listen kommer snart til at lægge under menupunktet, hvor du kan finde bøgerne under forfatter og titler i kronologisk rækkefølge. De bøger i serier, som jeg allerede har læst og anmeldt, kan du nemt finde og læse mere om ved at trykke på titlen (som er blå), så bliver du straks videresendt til anmeldelsen. Jeg vil bestræbe mig på at læse mindst én bog fra en af serierne i måneden og gerne mere. For at holde mig til planen med at læse de bøger, som jeg allerede er i gang med, så er min første bog i projektet Mitford mordene #1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessia Fellowes, der er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Jeg er spændt på mit nye projekt, og jeg vil om ca et halvt års tid kigge på listen igen og se, hvor langt jeg er kommet. I år satser jeg også på at få læst langt flere bøger på min Rory Gilmore Reading Challenge, som har stået alt for stille i 2019. Da jeg slet ikke er nået til vejs ende med at vise mine mange nye bøger, så vil der også komme en del flere fremvisninger, og jeg glæder mig til at vise og fortælle om dem alle sammen.

Her i 2020 bliver mit læseår og året, hvor alting bare kører på bedste vis. Jeg håber, at jeg omsider får mit drømmejob, får købt mit drømmehus og alle de andre lækre ting, som må ske i det næste års tid. Ja, man har jo lov at håbe og drømme en smule ellers bliver, hverdagen alt for kedelig. Lige om lidt fylder min skønne datter hele 13 år – puuu, som tiden går altså. Og hvis du sku spørge, ja så er jeg stadig 20 år af udsende og sind – ik da. Jeg er jo bestemt ikke blevet ældre…. eller noget. Lige pt. har jeg ikke ret mange vagter i Bog & Ide, så jeg vil fordybe mig i at få skrevet en masse ansøgninger, så jeg kommer et skridt nærmere mine håb og drømme for 2020. Ja, også skal jeg selvfølgelig læse, skrive anmeldelser og andre hyggelige til her på bloggen. Tak fordi at du læser med. Må dit 2020 blive magisk og helt fantastisk!
Vi ses snart!

Featured image
Featured image