Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens

Featured image
Featured image

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens fra forlaget Oxford World’s Classics udgivet i 2008 på 702 sider. Romanen er oprindelig udgivet første gang som ugentlig installationer fra 1840–1841 i Dickens avis Master Humphrey’s Clock. Illustrationerne i romanen er illustreret af George Cattermole og Hablot Knight Browne.
⭐️⭐️ – 2/5 stjerner.

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty sætter sin begyndelse på en mørk, Stormfuld og dyster marts dag i 1775 på det gamle motel The Malepole i Chigwell, som er ejet af den gamle kroejer Mr. Vallet. Her sidder han sammen med to ældre mænd ved pejsen og varmer sig i det regnfulde og kolde vejr, som raser udenfor. En fremmed søger ly på motellet, og lidt efter kommer byens låsesmed Mr. Gabriel Vardens, som slår sig ned om varmen sammen med de andre. Da de snakker om vejret udbryder gamle Mr. Vallet pludselig, at det er en ganske bestemt og gruelig dag, da der lige præcis på denne dag for 23 år siden blev begået to frygtelige mord ved det store gods The Warren, som ligger kort afstand fra deres opholdssted. Mr. Vallet beretter, at morderen endnu ikke er fundet, og at det nu kun er den ældre mand Mr Geoffrey Haredale og hans niece Emma, som er tilbage i det store hus. Selskabet bryder op, og den ukendte mand drager videre. Senere på denne regnfulde og kolde nat bliver den unge gentleman Mr. Edward Chesters overfaldet, og heldigvis fundet af låsesmeden Mr. Vardens og unge Barnaby. De får ham bragt i ly i Barnabys hjem, hvor Barnabys mor passer den syge, og de får tilkaldt en læge. Edwards Chesters er hårdt såret efter overfladet. Han kan dog ikke fortælle, hvem der havde overfaldt ham, og han kan kun huske en lille smule fra overfaldet, men Barnaby så den fremmede, da han stak af. Barnaby er ikke en almindelig ung mand, da han er evnesvag og kan ikke rigtig klare sig selv, men på trods af Barnabys svage sind, så har han mange gode sider og et hjerte af guld.

Den unge Mr. Edward er dybt forelsket i Miss Emma Haredale, men det ser ikke godt i for det forelskede par, da Mr. Edwards far og Miss Emmas onkel er værste fjender ikke kun i den religiøse kamp mellem katolikker og protestanter, men også på grund af hændelser langt tilbage i fortiden. Mr. Vallets søn Joe holdes under strenge lænker af sin far, som styrer alt i hans gøren og laden. Da Joe ikke længere kan forene sig med farens bestemmelser stikker han af hjemmefra og drager ud med hæren. Inden han tager afsted i nattens mørke, lægger han er kort visit forbi låsesmeden smukke datter, som han giver sit hjerte til. Miss Varden er slet ikke så nem, at slå en snor om, og vil ikke vise sine følelser for Joe, så han drager mod krigsmarkerne uden håb for kærligheden. I Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er der mage plotspor og jeg drukner lidt i spor at følge, da Barnaby og hans mor trues af en fremmede og skummel mand. Til sidst er de nød til at flygte fra hus og hjem, og drager et sted hen, hvor ingen kan finde dem. De tjener til penge til overlevelse ved, at lade Barnabys ravn lave sjove tricks og synge sange. Barnaby og hans mor får dog ikke fred, og drager igen mod London for at forsvinde i mængden, hvor Barnaby let bliver narret til, at deltage i katolikernes kamp af gamle bekendte.

“Call him!” echoed Barnaby, sitting upright upon the floor, and staring vacantly at Gabriel, as he thrust his hair back from his face. “But who can make him come! He calls me, and makes me go where he will. He goes on before, and I follow. He’s the master, and I’m the man. Is that the truth, Grip?” The raven gave a short, comfortable, confidential kind of croak; — a most expressive croak, which seemed to say, “You needn’t let these fellows into our secrets. We understand each other. It’s all right.” “I make him come!” cried Barnaby, pointing to the bird. “Him, who never goes to sleep, or so much as winks!—Why, any time of night, you may see his eyes in my dark room, shining like two sparks. And every night, and all night too, he’s broad awake, talking to himself, thinking what he shall do to-morrow, where we shall go, and what he shall steal, and hide, and bury. I make him come! Ha, ha, ha!” .

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er Dickens femte roman, men skulle have været hans første roman. Det er derimod Dickens første historiske roman, og han formår, da også at formidle de grusomme og frygtelige sammenstød mellem protestanterne og katolikkerne på en aldeles realistisk og tankevækkende måde, men det føltes som en enorm en langtrukken affære. Romanens begyndelse er god med mordmysterierne og det dunkle, men også med gotiske og mystiske elementer. Året for Dickens roman er, som nævnt, 1775 hvor Londan var i oprør på grund af oprøret Gordon Riots, som er Dickens historiske udgangspunkt. The Gordon Riots var ledet af Lord George Gordons og hans tilhængere for en genindsættelse af en katolsk kongemagt.De voldsomme protestkampe, mordmysteriet og de unge pars kærlighed sættes sammen i et sammensat plot, der dog har mange huller. Hvis man læser en af de udgaver med alle de flotte illustrationer, så vil man som læser bemærke, at Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er sat op på en helt anden måde en Dickens tidligere, men også senere romaner. Denne nye opsætning af mindre illustrationer sammen med tekst skulle passe ind i et nyt serielt forsøg på, at gøre romaen mere tiltrækkende og læseværdig – det havde dog ikke den store virkning. Da de store salgstal glimrede i deres fravær, da denne af Dickens første historiske roman i samtiden var og stadig i dag, er den roman som har solgt mindst. På Dickens tid var det meget få oplag, som blev solgt af Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, hvor imod hans andre romaner solgte enormt stort. Jeg havde også meget svært ved, at komme igennem de mange sider, som ikke alene føltes lange, men også ret forvirrende med mange plotspor og karakterer at følge.

Karakteren Barnaby er ikke en helt almindelig ung mand, men jeg syntes, at han er en fantastisk – dog aparte karakter også set i forhold til romanens samtid. Som I nok kan se på mine udvalgte citater fra bogen, så var jeg under læsningen helt vild med den sorte ravn. Sammenspillet mellem Barnaby og ravnen er så fin, hvor ravnen er den kloge og vise, og Barnaby er den uvidende og dumme. I alle Dickens’ romaner er karaktererne mange, men som alle forenes i romanens slutning. Således er det også her iBarnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, dog med en hel del flere karakterroller. Under oprøret ved Newgate, og i de mange gader blandes karaktererne sammen på kryds og tværs, og det er til tider lidt svært at følge med, hvem som hører til protestanterne eller katolikkerne, og det kan virke noget forvirrende, men Dickens får nu alligevel bragt enderne sammen i et fint spil, der afslutter romanens mange sider. Dickens skrev denne roman i tiden efter store samfundsændringer med en nye straffelov, som blev indført i 1838, og i diskussionerne om Newgate romanerne, som var en stor offentlig diskurs, hvor kultureliten frygtede et nyt oprør på linje med The Gordion Riots i 1780’erne, hvilket også kom, og som senere er blevet kendt af kritikerer som The Bloody Code.

“Halloa, halloa, halloa! What’s the matter here! Keep up your spirits. Never say die. Bow wow wow. I’m a devil, I’m a devil, I’m a devil. Hurrah!”.

Denne Dickens roman tog mig lang tid, at komme igennem, men læst blev romanen, og det føles ret godt efter endt læsning også, at have Barnaby og den historiske samtid med. Det er dog ikke en roman, som jeg påtænker at genlæse, men måske en dag kan det ske, at jeg vender tilbage for at udforske den historiske kontekst lidt mere. De to kærlighedshistorier og mordmysterierne forenes i romanens slutning på en lidt underlig måde, men de forenes da. Mordmysterierne er det, som fangede mine øjne i romanens begyndelse, og det var primært det, som holdte min læsning kørende og – ja, så ravnen og Barnaby, som til allersidst kun lige slipper med livet i behold. I 1830’erne prøver forfatterne for overklassen, at finde ind til rammerne for den historiske roman, som Sir Walter Scott formede den. Det lykkedes dog ikke for nogen, at ramme Scotts skrivemetode, hvor historiske fakta, kærlighedshistorier og realisme har en helt særlig betydning, og resultatet af forfatternes forsøg ramte, da hellere aldrig læserne i samtiden, hvilket også er tilfældet med Dickens. Han prøvede, og fandt heldigvis frem til, at dette ikke skulle være hans vej som forfatter – og heldigvis for det. Lige nu gen- lytte-læser jeg The Pickwick Papers, som er Dickens første roman. Her nyder jeg, at læse om den ældre Mr. Pickwick, der oplever mange spændende ting på sine rejser, men han kommer desværre også ud for mange uheldige episoder i et forsøg på at stoppe en svindler, som bliver ved med at tage den gode mand ved næsen.

Featured image

Advertisements

Et juleeventyr af Charles Dickens

Featured image
Featured image

Et juleeventyr af Charles Dickens fra forlaget Rosinante på 141 sider trygt i 2017. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk. Romanen er første gang udgivet i London som special udgave af Champan & Hall i 1843.

I den klassiske julefortælling Et juleeventyr af Charles Dickens møder jeg den grumme, gamle og nærige Ebenezer Scrooge, der er børsmægler i Londons travle og mørke gader. Her sidder han sammen med sin fattige og forfrosne skriver Bob Cratchit, som arbejder ved den kolde kamin og med et lille lys på borderet, som han prøver at holde varmen ved. To mænd kommer ind i Scrooges forretning, da de er ved at indsamle velgørenhedspenge til, at give de fattigste en lidt glædeligere jul, men det er ikke hos Scrooge, at de finder megen hjælp og må forlade butikken tomhændet. Selv, da skriveren vil møde lidt senere første juledag kommenterer Scrooge på dette, og vil trække ham i løn eller så skal han arbejde det mere for at indhente det forsømte. Scrooges nevø kommer ind indprentningen for at ønske ham en glædelig jul og inviterer ham til julemiddag, og her får jeg helt ondt i mit hjerte over Scrooges grove kommentar herpå. For ham er julen alene Humbug – og han er af den oprindelige mening, at julen kun er til for at lokke penge ud af hårdtarbejdende mennesker.

Snart kommer Scrooges dog på andre tanker, da han får et meget mystisk besøg af sin afdøde kompagnon Marley, der viser sig for ham som genfærd natten før julemorgen. Marley forsøger, at få Scrooge til at indse, den måde han lever på er forkert, at kun tjener til et ulykkeligt efterliv, hvis han ikke ændre kurs. Dette lykkedes dog ikke for Marley, og hans sidste mulighed for at redde Scrooge for den samme skæbne og smerte han selv må gennemgå, sender Marley ham tre ånder, som skal overbevise Scrooge om, at sadle om på livets vej. Ved det første besøg tager jeg med Scrooges på skræmmende rejser tilbage i tiden med fortidens juleånd, hvor han ufrivilligt besøger seks situationer fra sin barndom, ungdom og i sit tidlige voksenstadie. Her ser han en lille skræmt dreng, som må blive alene tilbage på drengeskolen, da han ikke kan komme med hjem til jul, men jeg læser også med, da han er færdig på skolen og får lov til at komme hjem. Scrooge får plads i en marskandiser forretning, hvor de holder de hyggeligste juleballer med skøn julestemning, glæde og grin. Da Scrooge endelig ligger i sin seng igen, har han ikke meget lyst til, at tage med nutidens juleånd, da denne kommer, men han begiver sig alligevel af sted. Sammen med nutidens juleånd får han et indblik i, hvordan hans verden ser ud omkring ham. De besøger endda familien Cratchit, hvor lille Tim er meget syg. Den lille familie er SÅ overstrømmende taknemlig for det overdådige måltid, som de skal spise denne juleaften, men maden er da langt fra særlig overdådig. Ved de besøg, Scrooge er med på sammen med nutidens juleånd, er det som skræmmer ham mest situationen med lille Tim, men også den måde, at han høre de forskellige mennesker udtale sig om ham på, og hvordan de ser på ham som menneske. Da fremtidens ånd kommer for at hente ham, har Scrooge allerede undergået en forvandling, men det sidste slag er, da han sammen med fremtidens juleånd ser lille Tims og sin egen gravsten. Da Scrooge vågner næste morgen er det heldigvis stadig juledag, hvor han kan nå at råde bod på sine fejltagelser, og man kan sandt sige, at Scrooge er en forvandlet mand!

Marleys ansigt. Det lå ikke i dyb skygge som de andre ting i gården, men havde et dystert skær omring sig, som en fordærvet hummer i en mørk kælder. Det var ikke vredt eller truende, men så på Scrooge som Marley plejede at se på ham: Med spøgelsesagtige briller skubbet op i den spøgelsesagtige pande.

Et juleevetyr er en af Dickens mest solgte romaner i samtiden, men er det også i dag. Det er en af de få af Dickens romaner, som særligt de danske forlag, men også engelske forlag bliver ved at genudgive med få års mellemrum både til børn og voksne. Jeg har læst Et juleeventyr flere gange, men denne læsning var lidt speciel og særlig hyggelig, da jeg læste fortællingen op for min datter, og det var bare en noget så hyggelig og en lækker måde at afslutte en travl dag på. Dickens har skrevet tre andre julefortællinger, der var dog ingen af dem, som nåede op på højde med den store reception af Et Juleeventyr. Sproget i udgaven, som vi læste, fra forlaget Rosinante var desværre ikke oversat til nydansk på trods af at bogen er genoptrykt i 2017. Der var en del svære ord, som besværliggjorde læsning en smule, da jeg måtte oversætte undervejs i læsningen, men det fungerede ganske fint, og min datter fulgte mere med i handlingen end jeg havde kunne håbe på. Denne udgave er en meget lille sød bog, og kapitlerne var korte, så bogen var hurtigt læst på trods af det gamle danske sprog.

Karaktererne i Dickens julefortælling er så rammende og godt beskrevet, at der ikke overlades det mindste til læserens fantasi, hverken i forhold til, hvordan de levende eller døde ser ud og opfører sig, og ej heller i forhold til Scoorges nærighed, der rammende hård og afspejles tydeligt i hans ydre. Han er iskold, hård og utilnærmelig. Han tror, at alle er ude på at stjæle fra ham, og han giver ikke det mindste fra sig. Scrooges egen levemåde er ej heller overdådig eller fråsende – tvært i mod, så sparer han alle steder, hvor han kan. Da Scrooge drager med nutiden og fremtidens juleånd med til familien Cratchit, blev jeg under læsning mismodig og mit hjerte blødte for den lille familie, som har det meget hårdt økonomisk, men trods det, er det lille hjem altid fyldt med kærlighed og glæde. Tematikkerne i dette lille fine juleeventyr er kærlighed, omsorg, gavmildhed og juleglæden, som kan projekteres over til hverdagsglæde, som man deler med andre gennem gavmildhed, venlighed og smil. Et juleeventyr har en ret rammende moral, som lyder at det aldrig er for sent, at begynde at hjælpe og holde af andre. Dickens skrev denne roman i håbet om at booste sin karrierer, og bogen udkom i en helt særlig juleudgave. Et juleeventyr blev da også hurtigt en bestsellerroman i tiden, men Dickens tjente ikke nær så meget på bogen, som han havde håbet, da han måtte bekæmpe de mange piratkopier, som lyn hurtigt indfandt sig på markedet. Copyright lovgivningen var endnu ikke en realitet i 1843, og alt fra de populære forfattere blev kopieret i store mængder og solgt til uhyrer lave priser. Copyright var noget af det Dickens kæmpede allermest for at få indført, men det blev en lang og sej kamp, som han desværre tabte. Copyright Act blev kom først til i 1891.

Jeg vil ære julen i mit hjerte og prøve at holde den hellig hele året. Jeg vil leve i fortiden, nutiden og fremtiden. Alle tre ånder skal leve i mig. Jeg vil ikke lukke mit hjerte for det, de har lært mig.

Jeg tror på at alle børn, unge og voksne kender til Et juleeventyr på den ene eller anden måde. Der er lavet så mange forskellige variationer fra bog til film og fra bog til tv-serier. Min datter kendte også på forhånd selve handlingen og plotstrukturen i overordnede træk fra forskellige tegnefilm og tv-serier, men vi blev begge meget forbløffet over, hvor meget at historien kan laves om og afkortet i de forskellige tv-versioner uden, at moralen går tabt. Så jeg tror på, at næsten alle kender til Et juleeventyr, men at forfatteren bag ofte forsvinder – desværre. Jeg brugte en del tid på, at overbevise min datter om, at forfatteren bag er Dickens, og gav mange eksempler på forskellige film/tv-versioner inden, at hun godtog mine ord. Egentlig en lidt sjov diskussion, men dog meget vigtig i mine øjne. Et juleeventyr bærer på en vigtig moral, som ikke må glemmes og derfor jeg har da også planer om, at genlæse eventyret fremadrettet op til jul, og så håber jeg selvfølgelig på, at min datter vil læse med.

Featured image

The Lie Tree: Illustrated Edition af Frances Hardinge

Featured image
Featured image

The Lie Tree af Frances Hardinge. Udgivet af forlaget Pan MacMillan på 496 sider i 2016 (org. udgivet i 2015). Romanen er læst på engelsk, og er illustret af Chris Riddell.

Faith flytter med sin familie meget pludselig til den lille Ø Vale på Englands vestkyst under mystiske omstændigheder. Her skal hendes far, pastor Erasmus, under påskud være en ekspert ved en arkæologisk udgravning på øen indtil, at tingene er faldet en smule til ro i London. Der er noget som ikke helt stemmer, og Faith forøger at snuse sig frem til den rigtige årsag til den pludselig flytning, men det er ikke helt let af være fjorten år i det victorianske England, hvor Faith befinder sig i den flydende overgang mellem pige og kvinde. I 1800 tallet havde kvinderne ikke noget at skulle have sagt – særligt på vidensområder – det var mændenes domæne. En mørk nat hjælper hun sin far med at skjule et mystisk og mørkt træ i en af grotterne ved havets kant, men da han herefter tager afsted igen uden hende, og hun får bange anelser. Næste dag findes han død, men hvad er der sket? Faiths mor Myrtle bruge en smule kvindelig overtalelse hos den lokale læge for, at få sin mands pludselige død til at bliver anerkendt som et ulykkeligt fald, men det ligner mistænkeligt et selvmord. Det er også grunden til, at øens beboere modsætter sig, at begravelsen kan finde sted på øens kirkegård. Men noget er helt helt forkert, og Faith sætter sig for at finde frem til sandheden, da hun ikke tror på, at hendes far ville begår selvmord.

Faith gennemgår sin fars mange optegnelser, og falder her over meget mystiske optegnelser om det træ, som hun var med til at skjule i stengrotten. Træet skulle efter signe leve på dens oppassers løgne. Det er gennem disse løgne, at nogle særlige lemon-agtige frugter vokser på træet, der giver den som spiser frugten en særlig indsigt og hemmeligheder, som kan være med til, at styre en helt nation. Det er i hvert fald det, som hendes fars papir og optegnelser beretter viser. Faith er sikker på, at hendes far er blevet myrdet på grund af træet, som nogle andre også er efter. Hun holder kortene tæt ind til kroppen, da der alligevel ikke er nogle som tro hende, idet at hun jo meget snart er kvinde. Træet er af en særlig art, som der ikke er lavet videnskabelige undersøgelser på, og Faiths chokeres over, at hendes fars måde at få fat i træet på ikke er helt så hæderlig, som han har nedskrevet i sine papir. Faiths verden vendes på hovedet, hvor hun ikke alene skal kæmpe en kønskamp, men også en kamp for livet og overlevelse. Faith er ikke kun oppe mod en stor mand, men et helt komplot af mænd, hvor Faith lidt for sent opdager, at det er en kvinde, der sidder bag, og hiver i trådende. Et uventet, men særligt venskab opstår mellem hende og en ung dreng på øen, og han hjælper hende med en plan, som måske kan finde frem til hendes fars morder.

“This is a battlefield, Faith! Women find themselves on battlefields, just as men do. We are given no weapons, and cannot be seen to fight. But fight we must, or perish.”

The Lie Tree er en mørk og gotisk Young Adult roman, som sætter sin begyndelse i in medias res i 1860’ernes England. Jeg drages mod de mange ukendte faktorer, løse ender og mord i romanen, hvor det gotiske og mørke vækker spænding og nysgerrighed. Frances Hardinges bog vandt Costa Children’s Book Award 2015, der er en af de største litterære priser, som gives til forfattere, der er bosat i England, og hylder engelske og irlandske forfattere. The Lie Tree er den første YA roman, som vinder prisen siden Philip Pullman vandt prisen i 2001. Det er helt sikker også en YA, der har meget på hjerte, men som også har megen historisk samfundsrelevans i måden kvinden og kvindens rolle blev anset i det 1900 århundrede, hvilket jeg fandt ret spændende og troværdigt. Jeg har dog haft mange kvaler med, at komme igennem bogens mange sider på trods af at jeg også investerede i den illustrerede udgave, som Chris Riddell har illustreret. Sprogligt er romanen let læst med mange korte kapitler, som øger læsevenligheden og med mange mange smukke, grove og mørke illustrationer.

Jeg følger Faiths refleksioner og videre handling gennem romanen i opklaringen af mordet på hendes far, men jeg kan ikke helt forsvinde ind i bogens univers og temporale tidslomme, og jeg havde svært ved at fastholde min læsning gennem hele bogen. Handlingen er desværre for langtrukken med for mange degressioner og små ubetydelige antagelser, som jeg blev frustreret over. Karaktererne i The Lie Tree lever så fint op til 1800 tallets kønskampe, hvor Faith er en bestemt, men også en meget intelligent pige, som tør at tage chancer, der ligger langt uden for samfundsnormen i romanens historiske kontekst, men det vigtigste er, at hun tør at følger sine drømme på trods af at hun ved, at det bliver en kamp. Men hun vil hellere kæmpe end at leve i skyggen af en mand. Der er mange karakterer i romanens plot, dog er de fleste desværre alt for overfladiske og lidt kedelige. De mange karakterer har den funktion, at de leder læserens mistanke væk og forvirrer i opklaringen på mordet, men igen det virker meget langtrukken, hvor min interesse og spænding for bogens videre handling tabes. Jeg fortrylles dog af de mange smukke og gotiske illustrationer i denne special edition, som er illustreret af Chris Riddell. Han er en af mine absolutte yndlings illustratorer, og det at kigge på hans mange fine illustrationer gør min læsning af The Lie Tree mere levende. Hans illustrationer gør hele læsningen værd! Han har også illustreret flere af Neil Gaimans bøger, som jeg alle elsker.

Lies like knives, lies like poultices. The tiger’s stripe, the fawn’s dusky dapple. And everywhere, everywhere, the lie that people told themselves. Dreams like cut flowers, with no nourishing root. Will-o’-the-wisp lights to make them feel less alone in the dark. Hollow resolutions and empty excuses.

Min læsning af The Lie Tree har foregået over lang tid – måske også alltt for lang tid, men jeg ville gøre bogen færdig. Det er jeg bestemt også lykkelig for nu efter endt læsning, da en bog uanset om den er fantastik god, middel eller dårlig for det meste altid gemmer på noget som er værd at tage med videre. Det jeg tager med videre fra min læsning af The Lie Tree er Hardinges troværdige måde at videreformidle den historiske konteksts samfundsopbygning i forholdet mellem mænd og kvinder. Men også i generelle sociologiske interaktioner mellem by og landsby i forhold til, hvor svært det kan være at komme til et nyt sted, og falde til i de nye omgivelser, som er romanens parallelle link til vores verden i dag. Jeg påtænker ikke at læse flere bøger af Hardinge lige i øjeblikket, men måske en dag kaster jeg mig igen over en af hendes bøger – særligt hvis de er illustreret af Chris Riddell.

Featured image
Featured image