Den sidste gode mand – (Bentzon #1) af A.J. Kazinski

Featured image
Featured image

Den sidste gode mand – (Bentzon #1) af A.J. Kazinski på 492 sider og er udgivet af Politikens Forlag i 2012 . ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Romanen er læst/lyttet.

Niels Bentzon bliver kaldt ud for at hjælpe med, at passivisere en mand, der er ved at begå selvmord efter, at han har forsøgt at tage sin familie med i døden. Niels Bentzon arbejder som gidselforhandler ved Københavns politi, men forholdet til mange af hans kollegaer er ikke for godt, og jeg føler med Niels, da han skal forsvare sig mod kollegaernes mistillid. Niels bliver kaldt ind på chefens kontor, hvor han får en lille opgave, som bare er et rutinetjek. Der er indløbet en eftersøgning om flere mord fra Interpol, men som også har noget at gøre med nogle gode mænd. Niels skal nu bruge dagen på, at tjekke op på, dem som er mest gode, og give dem en advarsel om, at de skal holde øjnene åbne. Dagen efter skal Niels egentlig på ferie i Sydafrika, hvor han skal ned og besøge sin kone, som arbejder der, men der er bare det problem, at Niels ikke kan flyve, kører eller sejle ud over landets grænser uden, at blive så dårlig på trods af at flere hjælpemidler er afprøvet. Hans kone har opsat et ultimatum, og hvis han ikke kommer denne gang, så er det ikke sikker, at hun kan vente mere på ham. Niels forsøger alt, hvad han kan, men hele hans krop er i oprør. Han tager i stedet på arbejde igen og forsætter på sagen med, at finde de gode mænd inden, at de bliver myrdet.

Niels møder astrofysikeren Hannah Lund, da han under din undersøgelse skal tale med hendes ex-mand, men han er rejst til udlandet med en ny kæreste. Niels mærker et særligt bånd til Hannah, og han inddrager hende i sagen, da han har brug for hendes hjælp til at forstå, hvad hans kontakt politimanden Thommaso Di Barbara i Venedig vil. Pludselig er Bentzon inddraget i en større sag, som kun meget få myndighedspersoner kan begribe omfanget af. Bentzon, Hannah og Thommaso arbejder sammen for, at opklare mystikken omkring mordene. De arbejder mod tiden om at finde frem til de sidste to ofre i myten om 36 gode mænd, som Gud har sat på jorden for, at opveje det onde og det gode i følge den jødiske religion, samtidig med at forhindrer teorister og oprører i deres fortagende, da København i disse dage er centrum for klimatopmødet, hvor mange landes overhoveder er tilstede. Ressourcerne er derfor små ved Københavns politi, når det kommer til udsendingen gennem Interpol med denne uhåndgribelige og mystiske sag, så Niels og Hannah får kun hjælp fra politiets computerteknikker Casper, men når de det i tide?

Niels var i besværligt humør. Måske skyldes det stedet. De uopklarede mord. Niels hadede nok uretfærdighed mere end han elskede retfærdighed. En uopklaret forbrydelse – mord, voldtægt, overfald – kunne holde ham søvnløs. Fortørnelse og vrede: det var uretfærdighedens energi der drev ham frem. Men når han oplevede forbryderen blive dømt, når han stod foran domhuset og så ham blive kørt væk, blev han ofte ramt af en uforklarlig følelse af tomhed.

Den sidste gode mand af A.J. Kazinski er den førte roman ud af fem med gidselforhandleren Niels Bentzon, som hovedkarakter. Jeg bliver lige fra romanens start bragt ind i bogens grundplot med myten om de 36 gode mænd, hvor jeg læser med om, hvordan munken Ling lider en smertefuld død – dog uden at en gerningsmand er indblandet. Herefter rejser jeg med til Venedig, hvor politimanden Thommaso følger sagen med munken og hans mystiske død. Thommaso har selv kørt og indsamlet en masse informationer omkring lignende sager, men ingen af hans overordnede har ville lytte til ham, og derfor kører han sagen i hemmelighed. Han udsender via interpol sagen til Københavns politi, og sagen lander således på Niels’ bor. Som læser kommer, man med vidt rund om i verden, men det er let for læseren, at følge med da romanen på det strukturelle plan er opdelt i tre dele, som indeholder kapitler med overskrifter om steder og tider. Hver af de tre dele tager afsæt i bibelske referencer og forbinder derved romanens plot, om den jødiske myte med de 36 gode mænd, på et større plan. Jeg faldt under min læsning og lytningen let ind i Den sidste gode mand, da sproget er nøgternt og lige til, som sammen er med til at lette læsevenligheden, og netop derfor blev de mange steder, tider og personer ikke så forvirrende, men spændende at følge. Kazinskis første roman har mange underliggende plotstrenge, som er viklet ind under Niels’ eftersøgning af de gode mænd, men de er også med til, at gøre romanens handling spændende og særlig interessant, da Niels og Hannah kommer møder flere hemmeligheder og mørke skygger på deres vej gennem detektionen mod de 36 gode mænd.

Det er ikke kun mord, kriminalitet og opklaringer, som danner rammen her i Kazinskis første roman, da bogen har en underliggende psykologisk dybde, som skildrer både samfundsproblematikler og menneskelige skæbner, men bogen siger også noget om tiden, som roman er skrevet ind i. Både Hannah og Niels er, som bogens primære karakterer, beskrevet så fint. De har begge skygger at slås med, og det er ikke let. Niels’ ægteskab er ved, at kuldsejle, da afstanden mellem ham og hans kone er al for lang til, at kunne vare ved særligt, når han er ude af stand til at rejse, men det er imidlertid ikke det eneste han slås med. Hans chef og kollegaer har mistillid til ham, og tvivler på at han kan udføre sit arbejde på fornuftigvis, så han har rigeligt at kæmpe med. Hannahs situation rammer mig i hjertet, og jeg føler dybt med hende i hendes evige kamp for at være i verden, men også i at finde fred i fortiden. I Den sidste gode mand er tematikkerne mange som eksempelvis religion, tab, sorg, kærlighed, medmenneskelighed og retfærdighed. Alle tematikkerne er på fineste vis forbundet sammen med myten om de 36 gode mænd, hvor jeg under min læsning af romanen også rejser med til Venedig og Afrika. Jeg syntes, Kazinski har skrevet en gangske god roman, som jo også og heldigvis for det, er den første ud af fem bøger i en serie med Bentzon i hovedrollen.

Sneen knirkede under skoene på Niels da han småløb hen over parkeringspladsen. Han kunne ikke høre Hannah, men han vidste hun var der.

Da jeg for ikke så længe siden har læst og anmeldt den sidste Bentzon-roman Miraklernes nat, så tænkte jeg, at jeg også skulle anmelde de resterende Bentzon-krimier, men det kræver et par genlæsninger, hvilket jo ikke gør noget, når romanerne næsten læser sig selv. Da jeg læste Den sidste gode mand, første gang anmeldte jeg roman på Goodreads på engelsk, og anmeldelsen kan læses lige her. Der var dog en gangske lille ting, som irriterede mig under min genlæsning, og det var at romanens slutning var lidt langtrukken, da slutningen yderligere blev forbundet med forskning af nærdødsoplevelser, som også meget kort sætter romanens begyndelse, men som jeg egentlig ikke kan se eller udregne forbindelsen til i forhold til romanens ellers stramme plotspor. Om ikke så længe går jeg i gang med, at genlæse/lytte den anden bog i serien, som er Søvnen og døden, hvor jeg ser frem til endnu engang at læse mere om Niels og det spirende forhold til Hannah Lund.

Featured image
Featured image

Advertisements

I bjørnens klør af Peter Mogensen

Featured image
Featured imageI bjørnens klør af Peter Mogensen på 426 sider fra forlaget Turbine fra 25 april 2018. ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner. Anmeldereksemplar venligst modtaget af forlaget

Under min læsning af I bjørnens klør af Peter Mogensen blev jeg fanget og nærmest spændt fast til bogens plot af bare spænding i at følge det psykologiske spind og de voldsomme scener, der udspiller sig gennem hele romanens handling. I bogens prolog følger jeg jægersoldaten Henrik Foss på en farlig mission i Bosnien. Efter at han tror, han har elimineret målet, og hans gruppe sikkert kan tage tilbage til basen, rammes han af en kugle, der med et ændrer hans liv på alle måder. Handlingen rykkes herefter en seksten år frem i tiden, hvor jeg endnu engang møder Henrik Foss – denne gang som anden højtstående partimedlem i Venstre, hvor han står til at blive den næste udenrigsminister, hvis de vinder ved det næste valg, hvilket meget tyder på, at de gør. Henrik opsøges af BT journalisten Carstensen, som vil fritte Henrik for oplysninger fra den hellige midte, men Henrik er ikke så nem at få oplysninger ud af. Presset øges på regeringen og folketinget, da de inden længe skal proklamere, om de er for eller imod Tjetjeniens selvstændighed og frigørelse fra Rusland. Venstres formand Marie og Henrik er ikke i tvivl – de vil støtte statsmisteren og den ledende regering i beslutningen om, at gå ind for tjetjenernes frihed. En dag modtager Henrik et usb-stik med en yderst ubehagelig film, hvor en mand langsomt og pinefuldt bliver holdt fanget og frarøvet to af sine fingre med en meget sløv brødkniv. I kuverten ligger, der også noget andet, som gør filmen endnu mere virkelig og uhyggelig. Henrik kontakter hans bedste embedsmand, Bjarne, som straks går i gang med at briefe PET. Henrik er rystet efter den ubehagelige video, og hvor kommer den fra? Er det Rusland, og de korrupte veje i dette land, som har sendt nogen efter ham eller handler det om noget helt andet?

Henrik lader sig ikke sådan slå ud eller true, men da han et par dage efter denne ubehagelige hændelse bliver ringet op af hans eks-kone, der grædende skælder ham ud, da ukendte mænd har haft hentet hans søn fra skole. De ukendte og farlige mænd har ikke gjort drengen noget fysisk, men han har overværet noget meget frygteligt og kvalmende. Henriks forhold til sin ældste dreng er ikke for godt, da drengen efter skilsmissen ikke har villet have noget med ham at gøre, men der var kommet en lille åbning, da hans søn havde spurgt, om han måtte komme ind på Christiansborg og kigge i forbindelse med en opgave til skolen. Henrik holder fast i et lille håb om, at han og sønnen kan skabe et forhold til hinanden, men håbet mindskes og forsvinder mere og mere i takt, at Henriks familie jagtes. PET, Marie og Statsmisteren Oliver Kruuse er i tæt og intern dialog omkring forholdsreglerne og planen om, at passe på Henriks familie. Det ender i en katastrofe, da Henriks børn og eks-kone bliver kidnappet, mens de er under beskyttelse af PET. Statsministeren er i dialog med Det Hvide Hus, som først ikke har tænkt sig, at hjælpe Danmark mod Rusland. Det er nemlig hemmelige spioner, som må have en vigtig forbindelse til Ruslands præsident Sorokin, og så lang tid, at der ikke er en klar forbindelse mellem truslerne mod en dansk folkevalgt politiker, så er der ikke meget, de kan eller vil gøre. Henrik og hans familie er ikke de eneste, som er i farer, og Henrik får på et hængende hår reddet den unge nyuddannede PHD-studerende Serina, der i sin afhandling kommer så tæt på sandheden om Rusland. Henrik og Serina bekæmper og flygter fra de russiske lejesoldater, samtidig med at de gør alt, hvad de kan for at finde frem til Henriks familie, men når de det i tide?

Til sidst stoppede han op og krummede sig sammen for at få vejret, mens hans bryst bankede ud og ind af anstrengelse. Med ryggen op ad dækket på en parkeret Passat satte han sig endelig ned og græd dæmpet.

Inde i kredsen på Christiansborg er det ikke kun den alvorlige sag, med Henrik Foss’ familie, der optager statsministeren og Marie, men også de evige psykologiske kampe de har, som politiske modstandere. Det, at træffe den helt rigtige beslutning i en så svær situation, hvor menneskeliv står på spil, men også at tænke på udfaldet, hvis alting ikke går godt. I bjørnens klør er der udarbejdet en så fin kant og balance mellem det psykologiske spind og krimi scenerne, at jeg som læser forsvinder ind mellem linjerne og har svært ved, at slippe bogen. Det psykologiske spil i at være politiker og kendt, men samtidig også det, at have et privatliv uden for pressens og borgernes synsvide er beskrevet så realistisk, at jeg nærmest får gåsehud. For det at være politiker eller kendt, sådan generelt er ikke så ønskværdig, når man hele tiden skal vende og dreje alle de ting, man gør helt ned i mindste detalje. Mogensens roman er både fiktion og fakta blandet sammen i et spændende plot, som afspejler kampen mellem små og store lande på en så tankevækkende og realistisk måde – for det at være et lille land, er svært når de store lande bokser. Bogens sproglige struktur er holdt i et læsevenligt plan, hvor bogens strukturelt er opdelt i en prolog, 59 korte kapitler og to efterskrifter, der afslutter romanen med en åben slutning. Kapitelinddelingen og sproget i, I bjørnenes klør er så god, at jeg under min læsning hele tiden tænkte – jeg nupper lige et lille kapitel mere inden sengetid, hvor et kapitel hurtigt blev til 12 og klokken blev mange. Som genre er Mogensens bog en spændingsroman, der er spundet sammen på den fineste måde i et psykologisk og politisk spind med mange tråde, som snor sig og rækker langt ud i verden.

I, I bjørnens klør tages jeg med ind i en ikke nærmere bestemt fremtid i Danmark, som ikke virker helt så meget frem i fremtiden alligevel, da politiske diskussioner om Rusland, der inden for de sidste par år har været et topemne inden for dansk og verdenspolitik. Det er ret afskrækkende, at tænke ud i verden og se, hvad magt kan føre til i bestemmelsen over andre lande og dets indbyggere. Mogensen bringer, mig som læser, helt ind i magtens midte, hvor jeg indvies i karakterernes inderste tanker i mange refleksioner lige fra almindelige dagligdags ting til store politiske diskussioner til frygtens lænker over, at ens dybeste hemmeligheder skal komme frem og ud i offentligheden. Karaktererne i, I bjørnens klør er et samsurium af fantasi sammensat med nutidige danske politikere og statsledere. Eksempelvis har den russiske statsleder Sorokin i romanen store karaktertræk med Putin og Venstres formand Marie har sammentræk med Helle Thorning-Smidt, men jeg syntes også, jeg kan se lidt af Mette Frederiksen og andre i Maries karakterrolle. Der optræder ligeledes faktiske karakterer i Mogensens roman, men disse karakterer har små biroller og ingen primærfunktioner i selve handlingen. Det er, noget af det, som er så fantastisk ved litteraturen – at man som forfatter eller at man bare syntes , det er sjov at skrive, så kan man lege med det fiktive sammensat med det faktiske i et frit rum – og det er lige netop det, som fiktion kan, men som egentlig også er at finde i stort set næsten alle romaner mere eller mindre uanset om det er krimi, spænding, eventyr eller fantasy.

”Og at miste magten er det højeste beløb, en politiker kan betale, når vi ser bort fra den sindssyge situation, vi befinder os i lige nu. Jeg siger ikke, at Thorning-Schmidt gjorde det rigtige, jeg siger blot, at nogle gange er det rigtigt at kæmpe for det man tror på, selv om man af den grund må se et nederlaget i øjnene”.

Det er meget længe siden, at jeg har læst en roman, hvor jeg har glemte tid og sted, som jeg gjorde under læsningen af I bjørnenes. Krimiscenerne var noget voldsomme og yderst afskrækkende. Jeg blev ikke helt så fanget af de uhyggelige scener, men af at jeg blev indsluset i det politiske psykologiske spil og detektionen af udspillet af de politiske beslutninger, som tages i forbindelse med Henriks familie efter kidnapningen, men også det politiske spil i beslutningsprocessen i PET, der er underlagt et stort politisk pres. Alt styres fra magtens tinde af de førende politiske partier, og her tror jeg også, at Mogensen viser verden som den rent faktisk er. Peter Mogensen er kendt som embedsmand for Poul Nyrup Rasmussen, kommentator på politiske programmer som eksempelvis Mogensen og Kristiansen, og Tirsdagsanalysen og fra Kraka. Jeg vil ikke gå mere ind i Mogensens personlige virke her ud over lige, at fortælle den lille oplysning om, at Nordisk Film har købt rettigheden til hans bogen. Uhh, det bliver spændene! Da jeg havde fornøjelsen af at møde Mogensen til Blogger-brunch på forlaget, laver jeg snart et lille skriv om denne hyggelige formiddag, hvor I kan læse med om, hvilke planer Mogensen har som forfatter ud i fremtiden.

Featured image

Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg

Featured image
Featured image

Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg udgivet i 2016 af Politikens Forlag, og er på 400 sider. Romanen er læst/lyttet. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg sætter sin begyndelse en stille morgen på Christians Ø, hvor Louise langsomt vågner i lejligheden over hendes Cafe og nyder, at hun endelig har en tiltrængt fridag. Solen strømmer ind ad vinduerne og hun nyder et kort øjeblik sit liv på øen sammen med Joachim. Han er for længst stået op og skriver på en ny bog. Da Louise kommer ned i på Cafeen er en af hendes ansatte ikke mødt op, og hendes fridag er røget i vasken, men put for hun elsker, at være i Cafeen og høre summen af de mange gæster, som er på øen her i sommermåneder. Pludselig begynder en mand hektisk, at banke på døren og vil ind. Han råber op om, at hun er en, der hedder Helene, men han må forveksle hende med en anden. Snart sidder Louise i en politibil på vej til Rønde, da hun minder meget om den magtfulde og rige kvinde Helene Söderberg, som er forsvundet på mystisk vis. Godt nok kan Louise ikke huske meget om sin fortid, men da hun vågnede på sygehuset på øen for tre år siden, viste de identitetspapir, som hun havde på sig, at hun var Louise Andersen. Louise skal tage med til politiet i København, der er ingen vej uden om. Men hvis hun er denne Helene, hvem er så Louise?

Den nye Helene prøver af alle kræfter, at finde sig til rette i sit nye-gamle liv med børnene og Edmund, mens hun bladrer i endeløse familiealbums og genkomst i firmaet, da en vigtig aftale om overtagelse af endnu et rederi nu kan falde på plads, men der er noget som ikke stemmer. Helene følger de de få gamle spor fra dagene optil hendes forsvinden, og det hele bliver mere og mere mørkt. Der er noget, som ikke stemmer, og det leder Helene til tiden under anden verdenskrig og lig i mosen, hvis der overhovedet er noget om det – eller er det bare Helene, som er forvirret og træt, så syner melder sig i håbet om at huske? Sideløbne i plottet følger jeg Joachim, hvis eneste chance for muligvis, at få sin Helene tilbage er at finde frem til den forsvundne Louise, men det er svært, da hans eneste spor er en gammel ølbrik og en taske med en bund der er rustent. Bag på den gamle står et telefonnummer – nummeret leder ham til Holger, der har en butik, som sælger gammelt fotoudstyr. Joachim opsøger Holger på hans hjemadresse, og spørg efter en Miss Daisy, men Holger føler sig truet og vil bringe ham hen til Miss Daisy. Det hele ender ud i, at Joachim får ordenligt omgang tæsk, men han fortsætter, da han vil finde den forsvundne Louise. Pludselig er Joachim spundet ind i et særligt hårdt miljø, hvor kvinder bliver mishandlet og sælger sig selv for en masse penge, men mister han alt håb eller finder han den forsvundne Louise? I Den hemmelige kvinde tager de to plotspor vilde drejninger, og jeg blev under min læsning tabt flere gange mellem de man skift, men begge plotspor bliver bundet sammen, og skaber en fin og spændende afslutning.

Han vågner til smerte. Men smerten er blevet hans ven, han kan ikke længere forestille sig et liv uden. Dog kunne han godt tænke sig at genvinde synet. Joachim forsøger at komme op. Hvor længe siden er det? En time? En dag? Et år? Han havde ligget i bilen og tænkt at de nok ville slå ham ihjel.

Den hemmelige kvinde er ikke blot en kærlighedskrimi, men leger også med temporale grænser på tværs af fortid, nutid og fremtid i det, at et mord tilbage fra anden verdenskrig bliver opdaget og opklaret, men som ligeledes sammenkædes med en ny ukendt forbrydelse, som er begået for at opnå hævn på værste vis. En af karaktererne har levet et helt liv med et eneste formål i livet, og det er at få hævn og den plads i et mastodont firma, som hun og hendes familie fortjener. Romanen er let læselig med korte kapitler, der var med til, at jeg lige nuppede et ekstra kapitel ind i mellem. Plottet starter i et spor på Christians Ø, hvor Louise og forfatteren Joachim lever et hyggeligt og lykkeligt liv, men fra da Edmund springer ind ad døren, og insisterer på, at hun er den forsvundne Helene, smuldrer det hele og plottet deles i to fra da karaktererne ankommer til politiet på Rønne. Plotsporene skifter i hver af de 67 kapitler, hvor jeg skiftevis følger Louise – den nye Helen og Joachim i jagten på, at finde frem hver deres sandhed og opklaringer af flere mord. Jeg har flere gange forsøgt, at læse Den hemmelige kvinde, hvor jeg er startet forfra og forfra, men de mange spor blev for meget til, at jeg sådan rigtig blev fanget fra romanens først kapitler, og jeg blev tabt. Da jeg har haft lidt problemer med koncentrationen, sådan generelt, valgte jeg at forsøge, at lytte bogen og det virkede meget bedre ellers var jeg måske bare mere stædig. Normalt lytter jeg nemlig ikke lydbøger, så det er en helt ny ting for mig, da jeg før har følt, at meget af handlingen går tabt, da jeg glemmer at høre efter og kommer til at tænke på hundrede af andre ting, men hvis jeg lytter og læser med på samme tid, så går det meget bedre – særligt samtidig med at jeg hækler lidt. Dog er det lidt ærgerligt, at det lyder i lydbogen som om, at lydbogslæseren ret ofte forkorter ordene, så skræmmer bliver til kræmmer eller Helene bliver til Elene.

Ekbergs første roman har mange spændende digressioner i plottet, som leder videre til forbrydelser, hvor motiverne kom helt bag på mig. Joachim infiltrerer eksempelvis i kunstmiljøet i Kulturdanmark, hvor alle de dygtigste kunstnere og professionelle inden for feltet befinder sig i håb om, at han kan komme nærmere en bestemt rød farve og en helt særlig kunstner, og udfaldet får en særlig uhyggelig udgang. Karakteren i Den hemmelige kvinde er beskrevet så realistisk, hvor jeg som læser kan følge med i alt. Særligt er jeg imponeret af den nye Helene, da alle tvivlspørgsmål, længsler og forvirringen over ikke at kunne huske er beskrevet på fineste vis, og jeg opsluges og følger spændt med i Helenes udvikling og opklaring af, hvem hun kan stole på. Edmund, som den loyale og kærlige ægtemand er ligeledes godt beskrevet omhandler handlen og ageren, men jeg var under læsningen ikke i tvivl om, at han havde noget farligt og lummert over sig. Jeg blev dog meget overrasket over, hvad det var med ham, og hvordan han passede ind i et større plotsammenhæng, som har mange spor og forgreninger. Der var bare desværre ikke nogle af karaktererne, som ramte mig sådan særligt, som i Kærlighed for voksne. Som genre er Den hemmelige kvinde en kærlighedskrimi med et twist af domestic noir, der er en subgenre inden for den psykologiske thriller. Det psykologiske element i romanen er Helenes hukommelsestab og Edmunds mange forsøg på, at skjule fortiden koste hvad det vil. Helene må ikke opdager en grum familiehemmelighed, og det er vigtigt, at alting kan blive ved det normale, men det er svære end som så, da Helene ikke vil lade fortiden hvile. Hun tror nemlig ikke helt på, at det lykkelige familieliv nu også er så lykkeligt og rosenrødt, som Edmund vil have Helene til at tro. Tematikkerne i Ekbergs roman er kærlighed, konspirationsteorier og familiehemmeligheder, men også hvordan fortiden indhenter nutiden. Her i Ekbergs første roman er der fart over feltet med mange spændende sidelementer og grumme nicher, hvor læseren bestemt ikke keder sig. Romanens afslutning – særligt af hvad der var skete med den forsvundne Louise var for mig lige i overkanten og ret surrealistisk, men dog en anderledes slutning end noget andet end, jeg før har oplevet og falder udenfor min forestillingsevne.

Derude blev William skudt og smidt i vandet. Og Aksel stod på bredden og så det ske. Han bestilte det. Helene kan pludselig ikke få luft, hiver efter vejret som om hun selv er blevet smidt ned i dødisen. Rummet sejler, og da døren i det samme bliver sparket ind, og politifolkene stormer imod hende, ser hun dem som igennem en uigennemtrængelig dis.

Den hemmelige kvinde er den første roman af Anna Ekberg, der er et forfatter pseudonym for Jacob Weinreich og Anders Rønnown Klarlund. Forfatterne har også skrevet de fem bøger i serien om kriminalbetjente Bentzon, som er virkelig spændende læsning. Ekbergs anden roman Kærlighed for voksne er en nervepirrende kærlighedsroman, som fik mig til at sidde helt ude på stole kanten og jeg vendte siderne i spænding – du kan læse min anmeldelse af romanen her. Nu har jeg jo læst romanerne lidt i omvendt rækkefølge, men det gør ikke spor, da handlingerne i de to kærlighedskrimier ikke har samme karakterer eller plotmønstre. Jeg blev ikke helt så grebet af Den hemmelige kvinde, og syntes at de mange skift mellem Helene og Joachim blev en anelse forvirrende, men hvis funktion er at udstrække spændingen, hvor læseren ikke alene får én, men to opklaringer i slutningen af romanen, hvor løsningerne på alle spor strækker sig langt tilbage i tiden. Det gør desværre at romanen for mig virkede rigtig lang med mange spor, som skulle følges og derved forsvandt pageturner-effekten. Desværre levede Den hemmelige kvinde ikke helt op til mine forventninger – særligt ikke efter læsningen af Kærlighed for voksne, men sidste nævnte var nu også en super spændende kærlighedskrimi, som gik lige i mit hjerte og stjal min nattesøvn. Ekberg arbejder på at skrive en ny roman, som hedder Det skjulte barn, og skulle gerne udkomme i juni måned. Jeg har kun kunne finde et sted, hvor handlingen er beskrevet, og hold da nu op, hvor jeg glæder mig til at læse den tredje bog af Ekberg. Nu kan det ikke blive sommer hurtigt nok!

Featured image

Opsamling på søde og hyggelige december!

Featured image
Featured image

Indlægget her indeholder to anmeldereksemplar fra henholdsvis Politikens Forlag og Forlaget Arabesk

Sneen falder stille uden for mine vinduer, mens jeg sidder under varme dyner og skriver om mine oplevelser og læste bøger fra december måned, og om lidt skal jeg have skrevet videre på mit speciale. Det er så hyggeligt, at sidde og kigge ud på det mange smukke snefnug, der hvirvler rundt forbi mine vinduer! Det bringer mig næsten tilbage til julestemningen og chokoladespisningen fra december. Min december måned var fyldt med hygge og lækkert samvær med skønne mennesker. Jeg fik styr på alle kalendergaver og julegaver i sådan nogenlunde god tid, så jeg var heldigvis ikke så julestresset. Tæt på, hvor vi bor ligger der en skøjtebane, som vi også fik besøgt en hel del gange, og vi gik skønne ture på Fredericia vold, så lidt frisk luft blev det da også til. Vi afholdte julebingo i min datters klasse, var med til juletræsfest i gymnastikforeningen og storhyggede med sprøde småkager til hyggelige julefilm. Jeg fik da også spiste uanede mængder af slik og chokolade – fordi, at jeg slet ikke kunne lade være. Det er vel kun jul en gang om året – ik…

I skønne december fik jeg læst seks bøger, som var to bøger mere end i november, så det er rigtig fint. Jeg fik ikke læst, så mange bøger af dem på min julelæseliste, men jeg fortsætter med de resterende bøger her i det nye år. I december fik jeg læst følgende bøger:

❄️Charles Dickens and the Street Children of London af Andrea Warren

❄️Den rullende kanon af Ib Michael og Thomas Boberg (anmeldereksemplar)

❄️At se lyset af Jay Asher (anmeldereksemplar)

❄️Et juleeventyr af Charles Dickens

❄️ David Copperfield af Charles Dickens

❄️The Reindeer Girl af Holly Webb

Månedens korteste:
Jeg fik igen i år læst Et juleeventyr af Charles Dickens, som kun er på små 144 sider. I år læste jeg juleeventyret højt for min datter, og det fik vi mange gode snakke ud af. Et juleeventyr er en ret vigtig bog, hvor gavmildhed og juleglæde selvfølgelig sættes øverst, men bestemt også det at tænke på andre end sig selv på alle tider af året er vigtig. Jeg nød genlæsningen og min datter syntes, at det var så hyggeligt. Hun kender dog godt til selve handlingen for, der er lavet utallige genfortolkninger af Dickens roman både i de mange tv-serier, som hun følger med i, men også de utallige filmversioner, som eksempelvis “Barbie i et juleeventyr”. Så jeg er sikker på, at mange børn og unge kender til selve handlingen og moralen i Dickens eventyr, men jeg er ikke helt så sikker på, at de rent faktisk kender til hele eventyret eller hvem, der er den oprindelige forfatter til de uendelige mange tilpassede versioner. Anmeldelsen kommer op på bloggen her en af de nærmeste dage.

Månedens bedste bog:
Den bedste bog, som jeg læste i december måned var At se lyset, som er en fin og sød roman, der har et særligt vigtigt budskab i ikke at dømme en bog på dens omslag, som man siger. Her mener jeg selvfølgelig, at man ikke bør dømme andre, når man ikke kender deres sande historier, da det kan ødelægge mere end godt er. Det var dog særligt Sierra måde, at leve og tilpasse sig i to lande på og hele kontrasten der i mellem, som jeg var særligt fascineret af. Du kan læse min anmeldelser af Jay Ashers roman her.

Månedens længste bog:
I december fik jeg læst endnu en Dickens roman, som jeg langt om længe fik taget mig sammen til, at få læst færdig – nemlig David Copperfield af Charles Dickens, som er på 768 sider. Da jeg jo startede på bogen i september, var handlingen noget langt væk, og jeg måtte derfor starte forfra på romanen for at få det hele med. Og sikke en fantastisk roman! Hvor er jeg dog glad for, at jeg fik den læst! David Copperfield er en semibiografisk roman om Dickens’ liv, hvor mange elementer fra Dickens egne oplevelser og kampe med verden indgår. Eksempelvis oplevelserne og de mange frygtindgydende indtryk, som Dickens fik på sværtefabrikken er også det, som den unge David må gennemgå efter, at han mister sin mor og sendes ud for at tjene til føden selv af den frygtelige Mr. Murdstone . Dacid Ciooerfield er en murstensroman med mange beskrivelser af steder, personer og tragiske oplevelser, som ind i mellem kan virke noget overvældende og langtrukne, men en fantastisk roman er det! Jeg regner med, at jeg får skrevet en anmeldelse af bogen inden længe, så I kan læse med om mine oplevelser under læsningen.

Månedens mindst spændende bog:
I denne kategori har jeg valgt Charles Dickens and the Street Children of London af Andrea Warren. Ikke fordi, at det er en dårlig non-fiktion bog om Charles Dickens og gadebørn i London på Dickens tid. Tvært i mod tyede alt på, at det var en meget informativ og gennemarbejdet bog, som havde mange gode aspekter med, men i slutningen af bogen laver Warren et twist og får vendt gadebørnstematikken fra 1800 tallets vilkår for de fattige gadebørn i London til i dag, hvor mange børn sulter rundt i verden. Hun henviser endda til steder, hvor man kan donner penge til fattige børn. Hele teorien om, at støtte fattige og særligt børn er som sådan en fin og nobel tanke, men at sætte det sammen med gadebørn på Dickens tid er helt ude af kontekst! Der er så mange elementer der spiller ind her, som eksempelvis samfundsstruktur, lande, kulturer, udviklingstadtier histore mm, så jeg syntes, at det var helt malplaceret og rigtigt ærgerligt at afrunde en ellers så fin informativ bog med et propaganda fremstød. Jeg blev i hvert fald noget aflang i ansigtet efter end læsning – desværre.

Min december læsning bød på mange fine historier og lyriske indtryk, som var med til at gøre min december endnu hyggeligere! Jeg kom op på 1.910 læste sider, og det er jeg jo ganske tilfreds med. Jeg fik også min anmelderpolitik og stjerneangivelser op på bloggen, så nu er det endelig på plads. Jeg kunne dog ikke helt få det, som jeg gerne ville, men tænker at det er ganske fint for nu. Kolde januar er snart slut og februar banker hastigt på med alle de skønne oplevelser, som jeg er sikker på venter om det næste hjørne. Jeg håber, at I alle havde en god og magisk december! Fik du læst nogle gode bøger i december?

Featured image

Miraklernes nat (Bentzon #5) af A. J. Kazinski

Featured image
Featured image

Miraklernes nat (Bentzon #5) af A. J. Kazinski er udgivet af Politikens Forlag i 2017, og er på 379 sider. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Anmeldereksemplaret er venligst modtaget, som gave af Forlaget

Miraklernes nat af A. J. Kazinski er en spændende og gådefuld krimi med mysterier og mord, der på en og samme tid er grænseoverskridende og alligevel ikke så langt fra vores virkelighed, at krimiplottet virker umuligt. Denne femte roman med Bentzon i hovedrollen er den sidste i serien og sikke en afslutning! I Miraklernes nat er Bentzon knuget og fanget i en hård virkelighed, da hans kone, Hannah, er terminal kræftpatient, og ikke har længe igen. Snart vil Bentzon være alenefar til to små børn i én verden, som er slået itu. Hannah er rejst til Israel i sine sidste dage for, at finde et mirakel, som kan helbrede de konstante kræftceller, der bliver ved med at formerer sig overalt i hendes krop – hellere det end at ligge på et hospice, så vil Hannah hellere prøve at finde en form for religiøs tro. Bentzon har egentlig lovet Hannah at skifte til en anden og mere rolig stillig ved politiet end gidselforhandler, men pludselig er han inddraget i opklaringen på et makabert mord, der er noget helt usædvanligt, da den afdøde Jakob ikke kun er blevet myrdet, men også korsfæstet og tortureret inden døden, som Jesus på korset.

Hannahs mor har lovet, at hjælpe med børnene i det næste stykke tid, men Bentzon kan ikke blive hjemme, da han bliver tiltrukket af mystiske tråde til den myrdede Jakob, men han kan bare ikke sætte en finger på, hvad det er. Bentzons detektion af måder at bygge transportable kors på leder ham til en gammel gård, hvor én eftersigende noget brogede gruppen holdte til engang. Her finder han ud af, at husets gamle gulvbrædder ligger under jorden i køkkenhaven. Snart får Bentzon sat et større netværk i gang, så de gamle gulvbrædder kan blive rengjorte og lagt, som det må have været i huset. I mellemtiden er morderen på spil igen, hvor jeg følger hans indre monologer og tanker om hans mål, hvor fanatismen tages ud i for mig ukendte og afskrækkende højder. Morderen forstyrres flere gange i sine mange ritualer inden mordet, og denne gang, når han ikke at få korset med sig. Gulvbrædderne er et vildt og utvivlsomt spor, men er dem, der i sidste ende leder videre til en sammenkobling i plottet mellem opklaringen af mordet på Jakob og nu Ulrik, samt Hannahs hjælp i det gamle Jerusalem. Bentzon skal dog passe på, da morderen har et særligt bånd til ham, og ikke har i sinde at lade ham slippe, men hvorfor?

Niels nikkede, trådte ind i rummet. Tog imod pisken, den fastspændte stakkel klynkede af smerte. Hun lagde en hånd på Niels’ arm, det føltes forkert. Det andet par smuttede fordi Niels, de var på vej ud. Lyset fra exitskiltet ramte manden et kort øjeblik, helt slank, de dybe mærker på ryggen. Og dér. Håndfladerne som Rosenberg havde fortalt om. Ar.

Spændingsniveauet tager nye højder i Miraklernes nat, hvor jeg under læsningen ofte sad på kanten af stolen i spænding, og glemte tid og sted. Da jeg kun har læst og anmeldt de to første Bentzon-krimier på Goodreads, så er der nogle mellemled, som jeg ikke havde med inden, at jeg begyndte at læse Miraklernes nat, men det havde ikke den helt store betydning for bogens handling og udvikling, så jeg kunne sagtens følge med. Jeg bringes i romanen ind Bentzons sorg, og hans fortrængning af virkeligheden for en stund, da han ind i mellem opsluges af efterforskningen og forsøger at finde morderen inden, han slår til igen. Bentzon har travlt, men heldigvis får han den sidste hjælp af Hannah, der er i det gamle Jerusalem, og følger Jesus lidelsesvej, Via Dolorosa, der er de tretten stationer, som Jesus gik med korset. Krimiromanen er ikke alene spændende, men i særdeleshed også fængende, samtidsrelevant og interessant på flere punkter. Eksempelvis i sammenkædningen mellem religion og videnskab, der gennem tiden alle dage har været modstridende dikotomier, forbindes med fine tråde og Kazinski giver et spændende bud på, hvordan at videnskaben kan bevise mirakler – eller mangel på samme.

Kazinski tager sine læsere med på en rejse gennem bogen, der rækker dybt og mit hjerte rammes af Hannahs jernvilje og Bentzons sorg, men jeg forskrækkes også af religionens betydning og fanatismens lænker i mennesket som sådan. Karaktererne i Miraklernes nat har en overvældende psykologisk dybde, der bringer mig helt tæt på den virkelighed de agerer i. Jeg ser, hører, føler og græder med Hannah og Bentzon, der på parallelle planer kæmper samme kamp, som ikke kan vindes, men opklaringen går op, og heldigvis giver det Bentzon-serien en lykkelig og åben slutning på trods af de ulykkelige vilkår. Tematikkerne i Miraklernes nat er, som nævnt tidligere, mange og samtidsrelevante, som eksempelvis kultur, religion, videnskab, kærlighed, politik, tab, og sorg, der alle fortæller noget om verden, men særligt om velfærd i et politisk Danmark. Romanens sproglige plan er højt, men stadig læsevenlig, da bogens 379 sider strukturelt er delt i tre dele, som ligeledes perspektiveres til Jesus lidelsesvej, nemlig del 1. Korsfæstelsen, del 2. Døden og del 3. Genopstandelsen, der på fineste vis forbindes i og med Bentzon i romanens afslutning.

At det her var hans hjem, han havde intet andet hjem. Ikke uden Hannah. Hvad skulle de gøre, ham og børnene? Dorthe ville nok blive boende et stykke tid, det havde hun sagt.

Miraklernes nat er en så gennemført krimi på alle planer, at jeg nærmest bliver både overvældet og forundret, da jeg under min læsning og efterfølgende analyse af romanen hele tiden fandt flere og flere elementer og tematikker i handlingen, der er sat så fint sammen i et større hele, at det samlede billede passer perfekt, når den sidste brik er lagt. Der er dog én lille ting ved romanen, der irriterer mig usædvanlig meget, og det er kommateringen. Kazinski benytter nutidskomma, hvor jeg er skolet i grammatisk komma, så det forstyrrede i den grad min læsning, og det var en lille smule udmattende selv at sætte kommaerne, som jeg så gjorde gennem hele romanen. Det virker nok en smule fjollet, men jeg kunne under min læsning slet ikke abstrahere fra, i min verden, alle de manglende kommaer, som jo ellers er helt korrekt ved brugen af nutidskommaer. Da jeg kun har læst tre ud af de fem Bentzon-krimier, skal jeg helt klart også have læst de sidste to bøger på et tidspunkt, da jeg jo nu slet ikke kan lade være. Afslutningen på Bentzon-serien er dog ikke afslutningen på samarbejdet mellem Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der står bag forfatterpseudonymet A.J.Kazinski, da de har nye og spændende planer, som jeg ser meget frem til at læse mere om i det nye år.

Featured image

Vinderen af bogen Fanden på væggen af Palle Schmidt er…

Featured image
Featured image

Tiden går hurtigere end jeg vil vide af, og der har været noget stille på bloggen de sidste fjorten dage. Jeg er startet på min læseferier, hvor jeg har tre opgaver af 15 sider, som skal skrives og afleveres næsten lige efter hinanden og som afslutning på sjette måned har jeg en mundtlig eksamen, der også afslutter mit andet semester på kandidaten ved Litteraturvidenskab. Men nu er det blevet søndagen, hvor jeg har trukket vinderen af konkurrencen af Palle Schmidts nordic noir thriller Fanden på væggen. Jeg havde alle gode intentioner om, at jeg ville have læst og anmeldt bogen inden denne søndag, men tiden er som sagt kommet bag på mig, da pensum og undervisningen kom to uger ind i min læseferier.

Først vil jeg lige sige tak til jer, som deltog i konkurrencen. Hvor er det dejligt, at I ville være med. Der er dog ingen af jer, som har skrevet jeres emails i kommentarfeltet, men jeg har nu alligevel fundet en vinder af bogen. Hvis jeg ikke kan komme i kontakt med vinderen, så må du lige sende mig en mail. Vinderen af konkurrencen er Mathilde Riberholdt Jensen. Stort tillykke til dig! Håber at du nyder bogen og holder af en god krimi. Det jeg selv har læst er meget fængende, og det er mere af tvang end af lyst at jeg har måtte lægge den til side i mens eksaminerne står på.

Det er altid dejligt at høre, hvad andre læser og om jeres ynglings bøger. Så også et tak for at dele jeres yndlings krimier med mig, og hvad I læser lige nu. Jeg holder meget af at finde nye eller glemte bogtitler, og man kan jo aldrig læse eller få for mange bøger – vel? Det er nu ved at være længe siden at jeg har læst en god krimi, og jeg finder en ventende glæde i, at jeg kan vende tilbage og fortsætte læsningen af Schmidts bog Fanden på væggen, hvis ikke under eksaminerne så i hvert fald, når den sidste side er skrevet og den mundtlige er overstået.

Jeg ønsker Mathilde og alle jer andre læsere end dejlig skøn søndag aften, og håber at I alle har fået lidt af solen at se i dag! Håber at I får læst nogle gode bøger.

Featured image
Featured image

Konkurrencetid – Giveaway #3

Featured image

Det er blevet tid til en lille konkurrence på bloggen, og jeg har været så heldig at få et ekstra eksemplar af denne hårrejsende og spændende nordic noir thriller ved forfatteren. Det er nemlig blevet den 15. maj – dagen hvor Fanden på væggen af Palle Schmidt udkommer. Det er en thriller, som jeg har set frem til at læse, og jeg er da også allerede godt i gang med romanen, som er noget svære at slippe end jeg troede. Fanden på væggen er den første voksenthriller fra Schmidts hånd, men flere af jer kender sikkert forfatteren fra de grafiske romaner Blodets konkubine, Stiletto og ungdomsromanerne En del af mig og I et andet liv. Hvis du tidligere har læst noget fra Schmidts hånd eller trænger til at læse en spændende thriller, så er denne konkurrence noget for dig!

Fanden på væggen indledes med et citat af Joseph Conrad, der om handler menneskets ondskab og det det onde som sådan. Jeg er kun godt 100 sider inde i romanen, og jeg kan allerede mærke nu, at citatet passer så godt og hænger sammen med romanen som et hele. Mennesket som kan udføre ondskabens handlinger uden nogen hjælp for overnaturlige eller mytiske skygger. Jeg kan indtil nu varmt anbefale Schmidts roman på trods af at jeg endnu ikke er halvvejs med bogen.

Frank så sig om i den lille etværelses, et lortehul af dimensioner. Han ønskede at være alle andre steder end her. Han ville ønske, han ikke var kommet for at se til Tonny. Han ville ønske, han ikke havde en samvittighed.

For at deltage i konkurrencen skal du blot svare på, hvad romanens mandlige hovedperson hedder. Jeg vil også meget gerne høre om lige netop din ynglings krimi eller hvad du ellers læser lige nu. Konkurrencen løber 14 dage frem, og jeg trækker en vinder søndag d. 29 maj. Husk at skrive svaret og din mail adresse i kommentaren, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Hvis du er nysgerrig på, hvad Fanden på væggen handler om, så kan du får en lille forsmag på romanen nedenunder, hvor du kan se en uhyggelig trailer om krimien. Tak til forfatteren for eksemplaret, og god Pinse til alle læsere.

Featured image
Featured image