Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (Illustreret 2) af J. K. Rowling

Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (Illustreret 2) af J. K. Rowling fra forlaget Gyldendal på 260 sider. Romanen er oprindeligt udgivet i 1998 med titlen Harry Potter and the Chamber of Secrets.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Sommeren er ved at være ovre, og et nyt skoleår for Harry, Ron og Hermione starter, men der lurer farer bag murene på det gamle slot. Nogen har vækket et gammelt uhyre til live på slottet, og alle eleverne er i fare, men hvilket uhyre gemmer sig dybt i kælderen på det gamle slot? Husalfen Dobby vil redde Harry Potter fra onde troldmænd, og han tager drastiske tiltag i brug, da Harry nægter at forlade skolen. Hemmelighedernes Kammer er blevet åbnet igen, men kan endnu et mord forhindres?

Det er nu sommerferie, og alle eleverne på Hogwarts er sendt hjem. Næsten alle børn og unge elsker ferier, hvor de kan være sammen med familien og hygge med vennerne derhjemme, men ikke Harry, da han frygter de lange og kedelige timer og dage sammen med familien Dursley. Han ser dog alligevel frem til ikke at blive jagtet og straffet for de mindste ting, da familien nu er lidt bange for ham, og hvad han kan finde på af magiske påfund. Harry undrer sig dog over, hverken Ron eller Hermione har sendt breve til ham i løbet af sommeren, selvom de havde lovet det. Her i anden roman Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer møder jeg Harry på dagen, hvor alt går galt, og hvor hans lille frihed bliver taget fra ham. Det lille sjove væsen husalfen Dobby har nemlig sat sig for, at forhindre at Harry kommer tilbage på Hogwarts dette skoleår, og han dukker op den værst tænkelige aften, hvor familien får fint middagsbesøg af en af onkel Vernons meget store kunder. Harry har fået besked på at blive på sit værelse uden larm og støj – denne del er svær at overholde, da Dobby hele tiden straffer sig selv ved blandt andet at slå sit hovedet ned i et bord fordi, han taler over sig. Harry nægter overfor Dobby at love, han ikke tager tilbage på skolen, da Hogwarts er hans rigtige hjem. Det værst tænkelige, som kan ske sker, da Dobby tryller Petunias fine kage til at smaske ned over en af gæsterne. Efter endnu et par uger i sit fangenskab vågner Harry op en nat til en meget larmende lyd, der kommer tættere og tættere på. Det er Ron og hans to tvillingebrødre Fred og George, der er kommer for at redde Harry i familiens flyvende bil, da de ikke har hørt fra ham hele sommeren.

Harry træder for første gang ind i familien Weasleys hjem, Vindelhuset, træt og udsultet. Det kan godt være, familien ikke er rige på penge, men de er så absolut rige på kærlighed og sammenhold. Jeg ville elske, at være en del af så skøn en familie, og det varmer helt ind i mit hjerte, at de tager Harry til sig. Samme morgen som Harry ankommer til Vindelhuset modtager alle børnene besked med pensumliste og skolestart. Så afsted det går til Diagonalstræde – den skønne magiske by, hvor man kan købe de mest fantastiske ting. I boghandlen møder de deres nye lærer i faget Forsvar mod mørke kræfter den berømte Gliterik Smørhår – og sikke en karakter han er. De møder dog også den ubehagelige Malfoy og hans far Lucius Malfoy. Mit i forvirringen får Lucius med lumsk snilde puttet en særlig ond bog i Ginny Weasleys bogstak. Harry er lykkelig, da han og Ron ankommer til slottet med et helt andet transportmiddel end toget, men det varer ikke længe før, at de mørke kræfter rører på sig. Harry kan høre en uhyggelig hvisken inde fra muren, men hvilket uhyrer gemmer sig derinde? En aften, hvor Harry, Ron og Hermione er på vej tilbage til Gryffindors opholdstue finder de Madam Norris forstenet og blodige bogstaver på væggen. Hemmelighedernes Kammer er blevet åbnet, men hvilke hemmeligheder gemmer det ukendte dyb på? Da alle omkring Harry og Ron rammes af mærkelige omstændigheder, er de alene. Hagrid sendes til Akzaban, Dumbledore tvinges til at forlade skolen, og Hermione bliver ramt af uhyret, men hun har gemt en ledetråd, og nu skal de regne ud, hvad uhyret er og bekæmpe det.

De gik lidt nærmere. Harry var lige ved at glide; Ron og Hermione greb ham i sidste øjeblik, og så kantede de sig hent hen til væggen med blikket rettet mod den mørke, ubevægelige skygge under de høje, truende bogstaver. De opdagede samtidigt, hvad det var, og sprang chokerede tilbage. Madam Norris, pedellens kat, hang i halen fra en af fakkelholderene. Hun var stiv som et bræt, og hendes øjne var vidt åbne og ubevægelige.

Mørk magi, farlige væsner og en troldmand, der har opbygget sin berømmelse på snyderi og løgne, er bare en lille del af alt det, man som læser møder i Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer. Det var med en særlig følelse af glæde og spænding, jeg startede på min genlæsning af anden bog i Harry Potter-serien i den smukt illustreret udgave af Jim Kay. Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer var lige så fængende og spændende, som jeg huskede. Sproget i YA-romanen er let, flydende og inddragende, hvor bogens 18 mellemlange kapitler på de 260 sider føltes som hurtigt læst selv i den store og tykke udgave. Læsevenligheden er i top med de mange smukke og mørke illustrationer, der gør læsningen mere inddragende. De illustreret udgaver er store og tunge, hvor siderne er opdelt i to spalter fremfor en normal bogside, og det gør, det visuelt er nemmere og lettere at læse. Der er også mange sider, hvor linjerne er inddelt i sjove formationer som eksempelvis i snoede, firkantede eller ovale linjer, idet de er tilpasset illustrationerne, og det giver et flot og fint udtryk. De magiske væsner er mange i Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer . Kæmpe slanger, gigantiske edderkopper og edderkopper generelt i mangfoldige størrelser er nogle af de mest uhyggelige væsner. Her går jeg sammen med Ron i foreningen “Vi kan ikke lide edderkopper”, for puuh de er altså ikke særlig hyggelige. I den illustrerede udgave er der så fin en kæmpe illustration, og jeg får koldsved på panden bare ved, at kigge på den – jeg fik dælme hurtigt få læst den side. Magiske væsner af de søde af slagen er helt klart husalfen Dobby og Fønix fuglen Fawkes. Dobby er bare SÅ sød med sine kæmpe store øjne, og de får mig til at føle den største sympati, da dem han tjener er uoverordenlige onde mod ham. Jeg er så fortryllet af fabeldyret Fønix fuglen Fawkes, da Fønix fuglen besidder mange magiske evner eksempelvis magiske tårer, at den brænder op og bliver genskabt af sin egen aske og så er Fønix fuglen det smukkeste væsen. Jeg er faktisk så vild med Fønix fuglen, at den er tatoveret på min arm som afslutningen på et citat.

Venskabet mellem Harry, Hermione og Ron knytter endnu stærkere bånd, og man kan som læser også mærke at ungdommen stille sniger sig ind. Der er mange skønne, farlige og komplekse karakterer at tage fat på i denne bog, hvor Rowling stille udvider det, der bliver til et fantastisk, magisk og komplekst karaktergalleri. Her i Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer møder jeg første gang husalfen Dobby, som tjener den onde familie Malfoy. Dobby er et sødt magisk væsen, der med sine store runde øjne kalder på sympati og varme følelser. Men man skal ikke tage fejl, han er en kraftfuld magisk skabning. Dobby ved fra familiehemmeligheder, at de vil dræbe Harry, og at de har uhyggelige planer i vente, der også kan skade mange andre elever på skolen – særligt dem, der komme fra mudderblods familier (ikke magiske familier). Som karaktervæsen kalder Dobby på mere end sympati og følelser, da hans tiltro til sig selv er så lav, men også det at han hver dag udsættes for vold og mange dødstrusler – mit hjerte græder med ham, men det er godt, at jeg ved, at han sættes fri til allersidst. En anden karakter, som er underholdene er Glitterik Smørhår, der higer efter berømmelse koste, hvad det vil. Han ser måske nok overfladisk og hul ud, men som man ikke skal dømme en bog på dens omslag, gælder det i dette tilfælde også her. Han er beregnelig og egoistisk, hvor hans narcissisme ikke vier tilbage fra noget. Rowling udvikler i årene efter Harry Potter bøgerne et metafiktivt univers med eksempelvis eventyrene, der er samlet i Barden Beedles eventyr og bogen Fantastiske skabninger, og hvor de findes. Eventyrene og fortællingerne om de fantastiske væsner henter Rowling ud fra Harry Potter bøgerne, og de er med til at holde interessen og ikke mindst romanerne i live, hvor de forsat har betydning for mange børn og unge læsere i dag.

Harry snublede. Han faldt hårdt ned på gulvet og kunne smage blod i munden. Slangen var nu kun ganske få meter fra ham; og han kunne høre den kom nærmere. En øredøvende, spyttende hvæsen lød et sted direkte over ham, og så fik han et slag så hårdt at han blev slynget mod væggen.

I over 20 år har Rowlings magiske verden beriget millioner af læsere, og hun har skabt et unikt univers, der tager sin læser med væk fra den normale og kedelige hverdag! Den første Harry Potter blev udgivet for 25 år siden, og prøv engang at tænke på, hvor meget glæde, tryllerier, fælleskabsfølelse bøgerne har formået at bringe ud til sine mange læsere verden over. Det er i tematikkerne og karaktererne, vi finder de bindende elementer, som danner bogens indre struktur. I Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer er det tematikker som venskab, kærlighed, ondskab og anderledeshed, der gør, jeg som læser finder en indgang og en genkendelighed mellem to verdener – den fiktive og den faktiske. Som i min anmeldelse af den første YA-roman Harry Potter og De Vises Sten (illustrerer 1) analyserede jeg tematikken anderledeshed, og det vil jeg bringe videre her, som lovet.

Tematikken anderledeshed finder jeg i karakteren Hagrid. Både i bogen og i filmen spiller Hagrids tid som elev på skolen en stor rolle og betydning. Man læser med i et tilbageblik, hvordan han mister sin tryllestav og rettigheden til at udøve magi. Han bliver snydt af selveste Lord Voldemort, der ligeledes var elev på skolen. Hagrid er dermed anderledes i forhold til skolens andre voksne. Jeg læser også med om, Hagrids store kærlighed til sjældne, farlige og magiske dyr er noget, han altid har haft en stor passion for. Hagrid er ikke kun anderledes i ovenfornævnte, men ligeledes i sit ophav, da han er langt større og stærkere end alle andre på Hogwarts, som gør at alting omkring ham er småt, og at det kan føles forkert. Jeg er vild med Hagrids karakter, og mit hjerte skriger af medlidenhed og sympati, men heldigvis finder han trøst i sine omend uhyggelige og til tider ulækre kæledyr som fx. den gigantiske edderkop Aragog eller hunden med de tre hoveder, som er med i den første roman. De mange illustrationer i disse fine udgaver gør om muligt læsningen endnu mere magisk, og du kan stadig finde mere om bøgerne, og hvordan det går med Jim Kays illustrationer til Harry Potter Og Fønixordenen på https://creepyscrawlers.com. Jeg har læst Harry Potter og fangen fra Azkaban (Illustreret 3), og jeg glæder mig til, at dele mine refleksioner og input med dig.

Ingeborgs fortælling (Asgårds døtre #1) af Sidsel Katrine Slej

Ingeborgs fortælling (Asgårds døtre #1) af Sidsel Katrine Slej fra forlaget Tellerup på 330 sider og er udgivet i 2020. Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

En forræder er i blandt Asgårds største slægter. Han står bag flere store ildebrande, og han nyder at se sine forbrydelser brænde op indt til intet er tilbage. Han kommer igennem runehegnet hos Alfred, men han lister sig som en tyv gemt i natten ind i familiens hus, hvor han finder frem til et særligt rum, der gemmer på en helt speciel runesten – en sten, som kan bryde igennem hos alle og blokere alle runer. Bagefter antænder han hele huset, men familien slipper desværre med nød og næppe ud. MEN, hvad er hans næste træk?

Store og blodige slag bliver kæmpet på sletter og på høje fjelde indtil sidste mand er udslettet. Over de drabelige kampe flyver de smukke valkyrier bag himlens skyer og holder nøje vagt med, hvordan kampene udvikler sig. Det er kun de bedste krigere, som får en særlig mulighed for kåring til Valhalla, som Odins krigere. Denne dag er det dog kun valkyrien Ingeborg, som kun lader sig friste af de allerbedste krigere til Odins haller. Hun flyver rundt på sin smukke hest, da hendes såkaldte veninder Ida og Astrid, som tit og ofte først dukker op hen ad eftermiddagen, da de åbenbart har vigtigere ting at diskutere. Ingeborg har sine bange anelser om, hvad det er denne gang. Dagen forinden var Jarlen af Isfjorden Asbjørn Gúdmundsson til middag hjemme hos dem. Han er en af de fornemme forretningsforbindelser, som hendes far havde inviteret til middag med det formål, at han skulle fatte interesse for Ingeborg. MEN middagen gik som Ingeborg frygtede, og hun talte igen over sig. Ingeborg hører slet ikke til blandt de allersmukkeste og ophøjede valkyrier, da hun har anderledes øjne, hår og står ved sine meningers mod, hvad der er stik modsat af, det man skal og forventer sig af en kone. Det skrammer mændene væk, og Ingeborg ærgrer sig dybt. Astrid fortæller henrykt om sin nye forlovelse med lige præcis Jarlen af Isfjorden, som har fundet sted samme formiddag. Astrid og Ida er ekstrem ubehagelige overfor Ingeborg, hvor jeg selv nærmest hopper op ad stolen af hidsighed og er klar til kamp på Ingeborgs vegne. Heldigvis er Ingeborg klogere end jeg, og hun ridder hjem – dog med en stor klump i maven.

Ingeborg får slet ikke tid til at slikke sine sår ret meget, da der er noget i gære. Da hun træder ind i på grunden, kan hun mærke det, og kort efter bliver hun indviet i, at en ny mand er kommet for at gøre forretninger med faren. Det er den flotte Jarl af Nordland Máni Reiðarsson, der stammer fra en af Asgårds fineste kongeslægter, som er kommet for at købe korn af dem, men faren Agnarr vil kun sælge til en meget fordelagtig pris for Máni, hvis han vil gifte sig med Ingeborg. Middagen ender i et kaos, hvor Máni uforskammet forlader selskabet. Mit hjerte græder med Ingeborg, og særligt næste dag, da hun endnu engang møder de to hyæner Ida og Astrid. De er tilsyneladende allerede godt informeret om middagen hjemme ved Ingebord. Rygterne er grimme, men vigtigst af alt, så blandes den højeste familie Vølsungeslægten ind i hele affæren. Argnarr holder møde med Vølsungeslægten, og de forlanger, at Agnarr sælger korn til Máni, men han nægter. En slægtsfejde er under opsejling særligt, da Máni spæder til med mange løgne. Da det står sortes til, får Ingeborgs familie besøg Auðun Asmundssøn fra Østfold – ven af familien. De har dog ikke set noget til ham i mange år. Ingeborgs forældre havde et tæt bånd til hans forældre før de vandrede til dødsriget Helheim. Der opstår magi mellem de to og en sød forelskelse begynder at blomstre. Men Vølsungeslægtens overhoved ønsker sin smukke søster, den mest ophøjet valkyrie i hele Asgård, Njála gift med Auðun. En stor slægtsfejde truer endnu engang Ingeborgs familie, hvis ikke Auðun giver efter, men det kan han ikke, da han er storforelsket i Ingeborg. Så inden længe er Ingeborgs hjem omringet af gamle venner, som nu er fjender. Den usle Máni gør også sit til at spæde til den voldsomme konflikt med nye løgne, da han er ude efter Ingeborg.

Bag sig kunne Ingeborg høre lyden af tunge knasende skridt der hele tiden nærmede sig. Det var vist lykkedes af få samtlige vølsunger ved runehegnet til at jage hende. Men det var til gengæld et spørgsmål om meget kort tid før hun blev fanget. Ingeborg tvang sig selv endnu mere op i fart. For hun var der snart. Dér hvor hun kunne ryste dem af.

Ingeborgs fortælling af Sidsel Katrine Slej er den første roman i trilogien Asgårds døtre, der bringer sin læser ind i et spændende mytologisk univers. Slejs verden er spækket med fart og faretruende begivenheder, og der lurer fjender omkring et hvert hjørne. Jeg læste bogen i en readalong med to andre skønne bogbloggere, hvor vi læste to kapitler om dagen, og det var virkelig hyggeligt, men det var også lidt svært ikke bare at læse videre indimellem. Spændingen stiger nemlig i narrativet til store højder, og den en ene store fejde og fare afløser meget hurtigt den anden, så mine øjne næsten ikke kunne følge med. Slej bygger sin romanverden op med udgangspunkt i den nordiske mytologi herunder særligt om valkyrier og einherjer, og bogen indledes med en, jeg siger jer, mega spændende prolog, hvor det er umuligt at stoppe med læsningen. Romanens strukturelle opbygning virker visuelt fjerlet og fin, da længden mellem de 19 kapitlerne på de 330 sider varierer så fint, og bogstaverne er store med masser af mellemrum mellem linjerne. Til forskel fra de romanklassikere med meget små bogstaver og minimal linjeafstand jeg også elsker at læser ind i mellem, så var det en fryd for øjet at skifte over til Ingeborgs fortælling. Det sproglige plan i romanen er lige til og let, hvor Slej på så fin en måde får de svære runebetydninger og magiske urter til at falde så fint ind i plottet ved at forklare og bruge dem, så man får det hele med. På romanens første side er der også inddraget en liste over runerne med navn, men også deres funktion, så hvis man som læser bliver i tvivl, kan man altid lige slå op og se tegnene igen.

Slej skriver sig med Ingeborgs fortælling ind i fantasygenren, da worldbuldingen i romanen er mytisk, magisk og magtfuld. Jeg synes, at den første roman i trilogien sagtens kan læses af unge og hører derfor ind unger YA kategorien, der er dog enkelte elementer, som måske lige er på grænsen, men ikke noget vildt. Jeg vil dermed ikke som sådan sige, at Ingeborgs fortælling kun kan læses af voksne, da der i Sejs karakterverden er masser af stærke unge valkyrier, hvor hver især er unikke med deres egen gave. Ingeborg er eksempelvis en af de bedste krigere, og den meget unge Ìssól er en af de bedste urtemagerske i Asgård. De mange seje og stærke valkyrier er alle powerwomen, og beskrives som gudeskønne, hvor den ene er smukkere end den anden – på nær Ingeborg, der jo skiller sig ud. Som karakter kan Ingeborg lægge sig op ad sin læser og hele følelsen af det, at være anderledes end alle andre, som nok er en følelse vi alle kender til. De mange hårde slag, som Ingeborg modtager på kontoen af at være anderledes sætter sig også som en ensomhedsfølelse. Det rammer mit hjerte dybt for, der er meget hun må høre for fra forfejlede bejlere og såkaldte veninder. Ingeborgs mor er helt fantastisk og giver hende gode råd og vejledning, men følelsen af anderledshed er slet ikke så let at slippe for Ingeborg. Noget af det, som jeg blev meget træt af under min læsning, var de mange gentagelser af, hvor særligt smukke de andre Valkyrier er, da det bliver nævnt mange gange. En af de ting, som jeg så til gengæld rigtig gerne ville høre meget mere om er runemagikeren Groa, som jeg håber på kommer mere med i de to andre romaner i trilogien.

Ud af øjenkrogen bemærkede hun at alle vinduer var blevet tilskoddede. Det havde de ikke været under festen. Gården var altså ikke det eneste de havde tænkt sig at brænde af. Ingeborg var ikke et sekund i tvivl om at det var vølsungerne hensigt at udslette både Hrafningeslægten og Svafnerslægten.

Det er ved at være lang tid siden, jeg har læst romaner, som tager udgangspunkt i den nordiske mytologi, og Ingeborgs fortælling var et spændnede gensyn med universet. Jeg er vild med mytologiske verdener særligt, når narrativ og karakter hænger sammen, og det gør de her i den første roman i Asgårds døtre. Man kan ikke sige, at det er svært at gætte, hvem der er skurken, og hvem der hjælper ham med at udfører langt de fleste forbrydelser. Det gættede jeg ret hurtigt, men for mig gjorde det ikke den store forskel, da andre mystiske hændelser og voldsomme begivenheder hele tiden overtog, og mine hænder vendte ivrigt side efter side. De mange stærke kvinder, der sviger sværdet på krigsmarkerne er ret fedt, og Ingeborg beskrives som en meget stærk ung valkyrie, dog falder hele powerwoman-elementet lidt fra hinanden for mig, da Ingeborg i krisesituationer vælger at være passiv frem for kamplysten. Men med det i mente, så har jeg brugt en del tid på at reflektere over om, det er for at passe på sin familie og ikke udsætte dem for større fare end nødvendigt er. Da et lille fejltrin let kan koster livet i slægtsfejderne. Hmmm, måske… Her til aften glæder jeg mig i hvert fald til endnu et gensyn med Slejs univers i den næste roman Ìssóls fortælling, som jeg læser over de næste de næste ti dage. Jeg er ret spændt på at se om, skurken Máni skaber flere problemer for Ingeborg, men også om vi hører mere til de to strigler Astrid og Ida, som jo virkelig kan få mig op ad stolen.

Harry Potter og De Vises Sten (Illustreret 1) af J. K. Rowling

Harry Potter og De Vises Sten (Illustreret 1) af J. K. Rowling fra forlaget Gyldendal på 247 sider. Romanen er oprindeligt udgivet i 1997 med titlen Harry Potter and the Philosopher’s Stone. ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Harry træder ind i en magisk verden, som han ikke kendte til før sin 11 års fødselsdag. På denne særlige dag møder han kæmpen Hagrid, der introducerer ham for hekse, troldmænd og en helt lille by med magiske butikker. Harry starter på sin nye skole, og må sande at han er en berømthed, men hvordan skal det mon gå ham i en verden han slet ikke kender til, og hvor en mørk troldmand ønsker at slå ham ihjel?

Datoen d. 31. juli er en ganske særlig dag for en lille og spinkel dreng Harry Potter. Det er ikke en dag, der endnu i hans 10. år er blevet fejret med stor glæde eller mange gaver, men dagen for hans 11-årige fødselsdag er nu kommet, og det skal blive den bedste dag i hans liv, da hele verden forandres. Netop denne nat ligger Harry på et hårdt gulv med et tyndslidt tæppe over sig i et koldt, skummelt og faldefærdigt hus ude på en lille ø. Hans onkel Vernon, er blevet lettere sindsforvirret i sit forsøg på, at forhindre Harry i at få et helt særligt brev. Klokken når da også kun lige at slå 00.00, og Harry når at ønske sig selv stille tillykke, da døren til huset bliver sparket ind af en stor kæmpe med et vildt voksende hår med en dyb stemme, der kalder på Harry. Onkel Vernon, tanke Petunia og deres forkælede søn Dudley vågner alle op med et sæt. Kæmpen præsenterer sig venligt og storsmilende for Harry, der nu endelig får lov til at læse sit brev. Det er et optagelsesbrev til verdens bedste Hekse og Troldmandsskole i verden. Da Harry noget mundlam fortæller Hagrid, at han intet kender til troldmænd, hekse eller magi ryger Hagrid op med et fornyet radier i mod Dursley-familien. Harrys forældre døde slet ikke i en bilulykke, som Harry ellers har fået fortalt af dem, men de døde i kampen mod den ondeste og mørkeste troldmand. Hagrid skal hjælpe Harry med at blive klar til opstart på sin nye skole, og om morgen bliver starten på en helt ny, magisk og forunderlig verden, som åbner sig for Harry.

På sommerferiens sidste dag kører familien Dursley Harry til banegården. Onkel Vernon har et stort skadefro smil på læben, da han ønsker Harry alt helt og lykke med at finde perron 9¾. Harry indser, at den ikke findes. Altså lige ind til, han møder den skønne rødhåret familie Weasley. De præsenterer sig for hinanden, og hjælper Harry med at finde vejen gennem betonmuren. Harry ser straks det store flotte tog og travlheden omkring det. Han finder en plads i togets sidste togkupé, hvor den yngste Weasley søn, Ron, kort efter gør ham selskab. Han er nemlig også førsteårselev, men er født ind i en troldmandsslægt. Undervejs på rejsen mod skolen Hogwarts løber rygtet hurtigt om, at den berømte Harry Potter er med toget. Den unge Hermione kommer og hilser på Ron og Harry. Hun er meget ambitiøs og har allerede inden semesterstart læst alle sine skolebøger. Malfoy, som Harry møder da han skal have syet og målt sin kappe i Diagonalstræde, kommer hovent til, og belærer Harry om, at det er vigtigt at vælge “de rigtige venner”. Jeg smiler stort og klapper i mine små hænder, da Harry giver Malfoy igen ved at sige, at det skal han nok selv vælge. Hermione kommer forbi togkupéen endnu engang, og her begynder starten på et ubrydeligt og evigt venskab.

Da de kommer til skolen samles hele skolen i storsalen, hvor alle førsteårseleverne skal fordels på de fire kollegier Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og Slytherin. Den magiske fordelingshat bestemmer, hvor eleverne skal placeres, og det er med nød og næppe at Harry bliver placeret på Gryffindor, hvor også Ron og Hermione får en plads. Næste morgen starter et spændende og lærerigt skole år ikke mindst for Harry. Ved deres første flyvetime viser Harry sig som en retfærdig ven, da han hjælper sin klassekammerat Neville og må bryde Madam Hoochs regler og flyver efter Malfoy, som har taget en helt særlig magisk kugle fra Neville. Harry opgaver, at han er god til at styre kosten og flyve, og derved redder han med nød og næppe kuglen. Men i samme øjeblik han lander, kommer Professor McGonagall, der er kollegiets lærer, og hiver af med ham. Harry venter på, han skal smides ud allerede før, det hele rigtig er startet, men han forbløffes, da han i stedet får tilbudt en helt afgørende rolle på Gryffindors Quidditch hold. Her begynder en helt fantastisk rejse for Harry, og jeg bliver taget med ind i de mørkeste hemmeligheder og farefulde missioner på Hogwarts. Ron, Hermione og Harry må stå sammen og løse en særlig svær gåde, som skal rede den magiske verden fra endnu engang at styres af mørke kræfter.

Harry tænkte i sit stille sind, at dette besøg hos Hagrid havde givet ham mere at tænke på end alle dagens skoletimer tilsammen. Og vidste Hagrid mon noget om Snape, som han ikke turde fortælle Harry?

Harry Potter og De Vises Sten af J. K. Rowling er den første bog i en serie på 7 bøger om Harry Potter, som først introduceres til den magiske verden på sin 11 års fødselsdag på trods af, at han har været en berømthed overalt i den magiske verden siden sin fødsel. Jeg har læst serien flere gange, og nu synes jeg, det er på tide, jeg langt om længe også får bøgerne anmeldt efterhånden, som jeg genlæser alle 7 romaner. Historien om den lille og spinkle dreng, der ikke bliver behandlet særlig godt ved sin onkel og tante er super spændende, og ved hver læsning strømmer glæden igennem mig i det øjeblik Harry ankommer til Hogwarts. Historiens handling er kronologisk og forløber over et skoleår, hvor Harry kommer ud for mange farlige og spændende oplevelser. Rowling skriver fantastisk, og romanens 348 sider forsvinder meget hurtigt, da det ene kapitel lidt for hurtigt tager det næste, og så er de 17 kapitler, bogen er inddelt i hurtig læst. Den narrative stemme i Harry Potter og De Vises Sten er tredje person autoritativ, hvor jeg træder helt ind i Harrys indre og mærker hans glæde, men bestemt også en gemt og meget stor sorg over tabet af sine forældre. Heldigvis kan billeder i Rowlings fantastiske univers noget særligt, og virker langt mere levende end det vi forstår ved billeder i vores ikke-magiske verden. Harry kan således få et lille unikt indblik i sine forældres liv og få en smule kendskab til deres liv og virke.

Den magiske, eventyrlige og mystiske verden, som Rowling sammenfletter på fineste vis med den verden og hverdag, vi alle kender med skole, venner og lektier. Genremæssigt er Harry Potter bøgerne YA romaner, men hele serien kan bestemt også læses af voksne. Jeg var da forlængst trådt ind i de voksnes rækker, da jeg læste Harry Potter bøgerne første gang, og jeg blev opslugt og fanget af Rowlings skrivemåde og hele den verden, hun har bygget op i bøgerne, og jeg er langt fra den eneste. Hele serien om Harry Potter – Drengen, der ikke kunne slås ihjel – bygger på den klassiske grundtematik om det gode mod det onde. Det gode i verden er truet mod den mørkeste af alle troldmænd nemlig Lord Voldemort, som går under navnet Du-Ved-Hvem eller Ham-Som-Ikke-Må-Benævnes. På trods af Lord Voldemorts forsvinden 11 år tidligere eksisterer, der stadig mange af hans tilhængere, og de har ikke opgivet deres Herre og håbet om hans tilbagevenden, så mørket lurer og truer forude i en ikke alt for fjern fremtid. En anden tematik er venskab og sammenhold, som Harry for første gang oplever på Hogwarts sammen med Ron og Hermione, og deres venskab og sammenhold er noget af det bedste ved historien. Den sidste tematik, som jeg mener er vigtig og fremhæve er tematikken anderledeshed, som gennemstrømmer hele grundplottet og er i alle romanerne forbundet med Rowlings spændende karakterpalet.

Der er så mange spændende karakterer i Harry Potter og De Vises Sten, som jeg ville elske at splitte ad i en analyse, men her hvor der ikke er megen plads, vil jeg, som skrevet i ovenstående, have fokus på en karakter, som udfolder tematikken anderledshed. Karakteren er Fru Dursley som sammen med sin mand afskyer lige præcis alt det, som er anderledes – om det er magisk eller hverdagsagtig er uden betydning. Fru Dursleys søster Lily, Harrys mor, blev en stolthed for familien, da hun kom på Hogwarts, og hun fik altid megen opmærksomhed. Dette fylder kun ganske kort i romanen, men der er mange undertoner, som implicit kan henvises tilbage hertil. Det peger nemlig på, at Fru Dursley med al sandsynlighed er blevet ladt lidt i stikken på kærlighedsvejen af sine forældre, og at hun nærer en dyb og smertelig misundelse på søsteren – som har fået hende til at føle sig forkert og anderledes. Netop herfor ligger det så dybt gemt i karakteren, at hun sammen med sin mand Vernon for alt i verden må forsøge at undertrykke og “udrydde” alt det magiske, og det der er anderledes i Harry. Og netop derfor behandler de Harry, som de gør. En anden karakter, som jeg meget kort også lige vil nævne er Hermione. Hun er så fantastisk. Hun er en kæmper, fighter og så er hun en sand ven, når livet er på spil. Jeg glæder mig til at læse hele serien, og hvordan venskabet mellem Hermione, Harry og Ron udvikler sig og danner en ring af sand fortrolighed og kærlighed.

De marcherede af sted over skolens mørke jorder. Nelville kunne ikke holde op med at snøfte. Harry havde ingen anelse om, hvad detaljerne i straffen egentlig bestod i. Det måtte virkelig være noget rædselsfuldt. Ellers ville Filch ikke være så skadefro. Månen skinnede klart, men de forrevne skyer, der piskede over himlen, blev ved med at overskygge dens stråler. Forude kunne Harry se de oplyste vinduer i Hagrids hus. Så hørtes et fjernt råb.

Der er bare nogle bøger, man aldrig slipper og universer, man aldrig glemmer eller bliver for gammel til. Sådan er Rowlings bøger med Harry og den magiske verden hun har skabt for mig. Samtidig med min læsning af bøgerne vil jeg ved denne genlæsning også se filmene efter endt læsning af hver bog. Det gør bare, det hele endnu mere hyggelig. Min læsning af Harry Potter og De Vises Sten har denne gang været i den meget smukke og levende illustreret udgave af Jim Kay. Illustrationerne bragte i den grad hele romanens handling nyt liv for mig, og var med til at hive mig endnu mere med i handlingen. Det bedste af det hele er, at der i den store bog er så mange små, store og kæmpe store illustrationer med de smukkeste farver og sammensætninger – Jeg er vild med de bøger! Jeg glæder mig vildt meget til at eje hele samlingen, som indt til nu består af de fire første romaner. Kay er nemlig i øjeblikket ved at planlægge, tegne og farvelægge den femte bog i serien Harry Potter og Fønixordenen, og du kan smugkigge lidt med i, hvordan det går lige her. Jeg har nu læst de to første romaner, og starter på Harry Potter og fangen fra Azkaban i aften, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Så om ikke så længe kommer min anmeldelse også op af Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer, som jeg glæder mig til at dele med jer.

Forårets gåder – Wallflowers #4 af Lisa Kleypas

Forårets gåder – Wallflowers #4 af Lisa Kleypasforlaget Pretty Ink på 301 sider og udgivet d. 24. april 2015. Org. sproget er amerikansk med titlen Scandal in Spring og er udgivet juli 2006.
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Daisy Bowman er inkarneret romantiker og elsker at læse saftige kærlighedsromaner, men man finder sig ikke en mand ved at læse bøger. Hendes far vil have hende gift nu og vil ikke vente mere, så han har lavet sine egne planer, men er Daisy enig i hans valg af ægtemand?

I Forårets gåder, der er den anden sidste roman i serien om de fire piger, er det nu kun Daisy, der er den sidste af pigerne i bænkevarmer-klubben, som nu mangler at finde sig en ægtemand. I sidste roman Vinterens løfter var det den generte Eve, der faldt for den charmerende Don Juan Lord st. Vincent. Bowmann-søstrenes far har ikke meget tiltro til, at Daisy kan finde sig en ægtemand på egen hånd, og nu har han fået nok af at vente. Daisy elsker, ligesom jeg, at forsvinde indimellem siderne i en god romantisk roman, og det gør hun i så stor udstrækning, at hendes far nu selv har bestemt sig for en ægtemand til hende nemlig den unge og ambitiøse Matthew. Daisy er fortvivlet, da han har valgt en af firmaets bedste og dygtigste unge mænd, men som Daisy foragter og hader mere end nogen anden. Hun opsøger sin søster Lillian, der i anden bog i serien Efterårets luner, falder for og giftet sig med Lord Marcus Westcliff, som nu er højgravid og ikke til at lege med. Lillian får hendes mand til at snakke med faren, da Lillian ikke vil miste sin søster, der absolut må flytte til Amerika og skabe sig et hjem der med Matthew, hvis ikke Daisy finder en anden ægtemand inden tiden er gået. Faren er nærmest urokkelig, men går dog til sidst med til at give Daisy selskabssæsonen ud, og hvis hun ikke til den tid har formået at finde sig en passende mand, ja så skal hun gifte sig med Matthew. Daisy bliver ude af sig selv, da hun opdager, at hendes far er gået videre med sine ægteskabsplaner og har inviteret Matthew med til bukkejagt og ballet på Stony Cross Manor, og at han ankommer netop samme dag.

Det er lang tid siden, Daisy har set noget til Matthew sidst, og hun har svært ved at kende ham. Tiden har været god mod ham, som man siger, da han har udviklet sig til en flot, stærk og charmerende ung mand, men Daisy erfarer, at han stadig er lige stå stædig som hun selv. Matthew har altid gjort, hvad han kunne for at undgå Daisy og kommet med sarkastiske bemærkninger, da han er nød til at passe på sit hjerte. Han er nemlig dybt forelsket i Daisy og har altid været det. Da hans chef og Daisys far Mr. Bowmann indvier Matthew i sine planer om at videreføre firmaet til ham som en slags medgift, hvis han gifter sig med Daisy, stivner han. Matthew er ikke begejstret for planerne, og han går kun med til at tænke over forslaget – han gemmer nemlig på en meget dyster hemmelighed, som for alt i verden ikke må komme frem i lyset. Han er nemlig slet ikke den, han giver sig ud for at være. Det går op for Daisy, at hun på trods af sine mange modvillige handlinger kommer meget tættere på Matthew og pludselig, har han fundet nøglen til hendes hjerte. De oplever forelskede dage sammen i skjul for alles blikke, men lykken varer ikke evigt. Fortiden er ikke til at skjule, men intet øjeblik synes at være det rigtige til, at han kan fortælle Daisy sandheden, og pludselig er det for sent. Fortiden har indhentet ham og er klar til at sende ham i døden.

Snart nåede hun målet for sin udflugt: den dybe, naturlige brønd, hun og hendes søster og veninder havde besøgt et par gange før. Ønskebrønden. Ifølge folkesagnet husede den en ånd, der opfyldte ens ønske, hvis man kastede en nål i den. Man skulle bare passe på ikke at stå for tæt på, for ånden kunne finde på at trække en ned i vandet, så man måtte leve der til evig tid som hans gemalinde.

Med Forårets gåder har Lisa Kleypas skrevet endnu en sød historisk kærligheds- og erotisk roman, som er hurtig læst, men også meget hurtigt glemt. Det sproglige plan, er som i de andre romaner, lige til og uden de svære vendinger, så det er ganske fint. Handlingen her i denne fjerde roman i serien starter ikke længe efter afslutningen på Vinterens løfter, og det er så fint, da det er med til at give et mere kronologisk billede af det store handlingsforløb, da Forårets gåder jo er den sidste egentligt roman, hvor de fire bænkevarmere nu alle har fundet sig en mand. Strukturelt er romanen inddelt i 39 kapitler, som jo kan synes som mange kapitler på blot 301 sider, men jeg synes, kapitlerne ofte føltes meget lange, da handlingen bliver en smule kedelig måske fordi, der er meget lidt humor, som Bowmann-søstrene ellers har været så eminent til i de første bøger. Den humoristiske del glimre dog desværre også mere og mere her i den sidste bog i Wallflower-serien, og det er både synd og skam, da det humoristiske lag er med til at løfte både stemningen hos læseren og dermed også min læsningen, og jeg elskede de sarkastiske bemærkninger og den ligefremme måde, som Bowmann-søstrene ka levere. Kleypas skriver jo genremæssigt historiske og erotiske kærlighedsromaner, og det erotiske plan er egentlig et område, jeg ikke har skrevet så meget om ved anmeldelserne af de andre romaner, da jeg har forsøgt at læse bøgerne i deres egentlige historiske kontekst. Her i Forårets gåder er det så bare næsten helt umuligt, da der er så meget sex og ubehersket flirt, at det ikke er til at komme uden om. Jeg tror nu næppe, at det erotiske og seksuelle forhold mellem mand og kone var så pikant i 1800 tallet, som det beskrives i romanen, da der jo i kvindernes historie indgår end del hysteri pga. undertrykkelse af det seksuelle behov, som Freud har skrevet lange teoretiske og metodiske undersøgelser om. For mig blev det i hvert fald alt for meget!

Det glimtende og storagtede aristokratiske selskab, der omgiver de fire unge kvinder, er steget betragteligt her i Forårets gåder, også i beskrivelserne af baller, jagtselskaber og sammenkomster særligt efter, Lillian er blev gift med Lord Westcliff i anden bog og Evie med Lord St. Vincent i den tredje roman Vinterens løfter. Netop derfor er det lidt tankevækkende, at Daisy forelsker sig noget ufrivilligt i den unge Matthew, som jo arbejder i familiefirmaet, da de så er det eneste par ud af de fire, som er uden den store formue eller aristokratiske titel. Annabelle og Mr. Hunt, der finder sammen i den første roman Sommernattens hemmeligheder, har jo adelstitlen ved Annabelle slægt, og Mr. Hunt får den hermed, men Mr. Hunt er en meget velhavende mand inden ægteskabet. Titler er slægt betinget, og kun noget man kan gifte sig til. Med det i mente, så ligger den historiske kontekst her netop stor vægt på at arbejderklassen, så som eksportforretninger, købmænd, tøjforhandlere mm, stormer frem og på sin vis er en stor trussel mod den aristokratiske overklasse. Magtforholdet kommer her i Forårets gåder frem ved Lord Westcliff, som forhandler og beskytter Matthew imod, den fine mand, som kommer for at føre ham hjem, så han kan blive straffet med døden til følge for sine forbrydelser. Af de fire piger i bænkevarmer-klubben, så er Daisys karakter nok den af pigerne i klubben, som jeg mest kan identificere mig selv med, da hun er en læsehest, men ikke kun det – hun er en drømmer. Det er skønt at drømme, og indimellem ville det være lykken, hvis drømme kunne blive til virkelighed. Hun drømmer om den store berusende kærlighed, hun læser om, men hun bliver nu alligevel ret hurtig overrasket over, at det ikke er alt, som står i de saftige romancer, hun læser.

Daisy fumlede med låsen til håndjernene. Det stak i hjertet på Matthew, da han opdagede, at hun sad og lirkede med en hårnål. Bowman-søstrene var berømte og berygtede for at dirke låse op, et talent, de havde forfinet over årene på grund af deres forældres forsøg på at opdrage dem ved hjælp af stuearrest. Men Daisys hænder rystede for voldsomt til, at hun kunne få has på låsen – og det kunne helt tydeligt alligevel ikke betale sig at befri ham. Åh Gud, hvis han dog bare kunne trylle hende bort fra al denne hæslighed, fra hans fortids morads… fra ham selv.

Når det gælder, så står de to Bowmann-søstre sammen om stålsat at beskytte dem, de elsker og holder af. Der er i romanen mange kurrer på søsterbåndet mellem de to, og det gør nærmest ondt på mig at læse om Daisys kvaler, men heldigvis er blod, særligt her i 1800 tallet, langt tykkere end vand. Det er intet mindre end magisk at kunne forsvinde ind i en anden tid, i et andet land og en anden verden, og det er den største magi i verden, bøger giver til sine læser. En af de genre jeg jo elsker allermest er historisk fiktion, og spædet med lidt kærlighed, intriger og mystik, så er det helt perfekt. Jeg er dog ved at være en smule træt at Wallflower-univeret, men det har så også taget mig noget lang tid at læse romanerne. Der er nu kun Jul på Stony Cross Manor tilbage, og det var da også meningen, at jeg ville have læst romanen inden jul, men dertil nåede jeg desværre ikke. Så selvom julen er overstået, så kan det ikke skade med lidt mere jul. Serien indgår også i de planlagte serier, jeg har planer om at læse. Du kan læse mere under fanen bogserier i menuen. Så med Jul på Stony Cross Manor på listen, har jeg færdiggjort én af serierne lige om lidt, og det er jo godt begyndt. Jeg er spændt på at se om Jul på Stony Cross Manor samler de fire romaner eller om, jeg kastes ud i endnu flere intriger og kærlighedsballader. Man kan godt læse de fire romaner som enkeltstående bøger, men det anbefaler jeg ikke, da der er rigtig mange tråde og handlingsspor, som læseren ikke har en chance for at vide noget om.

Familien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel

Familien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel fra forlaget Hr. Ferdinand på 352 sider og udgivet d. 14. januar 2021. Org. sproget er norsk med titlen Familien Winther og er udgivet juli 2018.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Intriger, familiestridigheder og store følelser er i spil i denne skønne historiske roman om Familien Winther i 1800 tallets Norge. Cecilia Winther går ind for de ældgamle aristokratiske og usagte leveregler, men hendes nylige svigerdatter Ellinor er fra en helt anden samfundsklasse, som arbejder imod alt, hvad Cecilia står for. Sammenstød mellem de to er uundgåelig, og Cecilia får ikke megen støtte af sin mand Karl, der er lige så betaget af Ellinor, som alle andre. Cecilias verden truer med at bryde sammen, da også forholdet mellem Karl og husets ældste søn Christian er på gyngende grund. Mon Cecilia og Ellinor finder hinanden eller bliver grøften gravet endnu dybere og endda så dyb at hele familien splittes?

Familien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel er den første roman ud af seks bind på dansk (på norsk er der udkommet otte) indtil nu, hvor jeg under min læsning kommer med helt ind i den aristokratiske families inderste kerne. Familien Winther er en af de rigeste, fineste og højtansete familier i Trondhjem, og det har helt klart en masse fordele, men med disse fordele følger også en masse forpligtigelser og knap så attraktive regler med. Cecilia og Karl Winther holder snart sølvbryllup, og alt skal være perfekt lige ned til den mindste detalje. De venter mange gæster til deres store fest, og det bedste er, at deres ældste søn og svigerdatter kommer hjem fra hovedstaden, og de har endda en særlig gæst med. Cecilia er dog ikke helt så vild med svigerdatteren Ellinor, da hun er en meget bramfri ung kvinde, som går ind for det nyeste i opråb for kvidekamp og kvinders selvstændighed, og tilsyneladende lader sig styre af sine følelser helt åbenlyst til alles skue. Den yngste bror Frederik er også hjemme. Han tager dog ikke tilbage til sine studier i London igen efter festen, da hans hjerte er ramt af Amors pil, som desværre viser sin ulykke, da hende hans lyse øjne har kastet sig på er lovet væk til anden side. Datteren Rose på 16 år har lige debuteret i selskabslivet og er meget optaget de unge herrer, og der er allerede en lille sladder i omløb, men som Cecilia har fået dysset ned. Rose er meget begejstret for svigerinden, og særligt de mange nye idéer hun kommer med, og måske de endda kan blive veninder.

Sølvbryllupsfesten bliver dog ikke nær helt så perfekt, som Cecilia håbede på. Ellinor mænger sig, griner med sin perfekte, men meget høje perlelatter, og snakker især med en masse betydningsfulde mænd, hvor hun bringer en lille nyhed frem, som Cecilia tilfældigt overhører. Ellinor og Christian flytter hjem til Trondhjem, og de skal bo hjemme ved Cecilia og Karl indt til, de har fundet en perfekt lejlighed. Karl er med i samtalen, og lover endda at han skal finde den fineste og dyreste lejlighed i hele Trondhjem til dem. Cecilia er rystet, og må se om hun kan få opløst mængden, men i det samme bliver selskabet heldigvis kaldt sammen for se en lille sød og sjov parodi i form af et lystspil, der er lavet af alle deres tre børn, Ellinor og den uanmeldte gæst operasangeren Henning Høirup. Denne sanger synger noget så vidunderligt, og alles blikke er rette mod ham. Cecilia kan se, at især Rose er helt betaget, men så er det godt, at Cecilia har sørget for, at Rose og Høirup kommer til at sidde så langt væk fra hinanden som muligt – eller det troede hun i det mindste. De næste dage efter festen bliver forholdet mellem Cecilia og Rose anstrengt, og Ellinor hjælper bestemt ikke Cecilia med at få Rose på rette tanker i forhold til Høirup – tvært imod opildner hun Rose til det modsatte, og det gør Cecilia rasende. Forholdet mellem Karl og Christian er yderst skrøbeligt, da Karl ikke kan støtte Christians store planer for fremtiden. Som handlingen skrider frem sker frygtindgydende sammenstød, der kaster vilde gnister i familien, så Cecilia gør det mest utænkelige og utilgivelige, da hun går bag om ryggen på sin mand for at hjælpe Christian.

Hun kunne knap nok tro det. Lod de virkelig som ingenting? Det gjorde det meget nemmere for hende at sige det, hun havde på hjerte. At give dem en lektie, de sent ville glemme. Hun rette sig op og mødte datterens blik.

Katrine Wessel bringer mig i sin romanen Familien Winther ind i en velkendt tidsepoke i det nittende århundrede, som jeg har læst utallige bøger om, men til et ukendt Land nemlig Norge. Nu er det ikke sådan, at jeg ikke kender Norge, for det gør jeg, da jeg flere gange har været på ferie der, men ikke samfundsstrukturerne og landskabet i det nittende århundrede. Wessel er ikke kun super fantastisk til at skrive, så sproget flyder, så siderne vender sig af sig selv, men hun skildrer også landskabet og byen Trondhjem så fint, at jeg føler, at jeg næsten følger med på gaderne og er med til sølvbryllupsfest i den store flotte balsal i familien Winthers hjem. På den første side i Familien Winther har Wessel valgt at starte med et helt specielt citat af en af mine yndlingsforfattere nemlig Honoré de Balzac. Det smukke citat lyder “En mors hjerte er en dyb afgrund, på hvis bund du altid kan finde tilgivelse”, og danner på fineste vis hele rammen om romanens handling. Wessel bringer mig på en let og ubesværet rejse ind i særligt Cecilias Stream of Consciousness, hvor hun må kæmpe med sig selv og indgroede leveregler for ikke at vise for mange følelser over for nogen end ikke sin egen familie. Bogen er inddelt i 39 kapitler på de 352 sider, hvor nogle af kapitlerne kan godt virke lidt lange særligt, hvis man læser lige inden sengetid, men jeg blev alligevel ret hurtigt revet med af handlingen og det lette sprog, så det blev hurtigt til et ekstra kapitel eller nærmere tre. Familien Winther er en roman, hvor man kan slå hovedet fra og blot lade sig rive stille med af handlingen, og så er bogen slut før du næsten er startet – eller sådan følelses det i hvert fald for mig.

Wessels beskrivelser af byen og landet sammensat med interessante karakterer gør, at jeg forsvinder ind mellem siderne i Familien Winther og bare ønsker at læse mere. Der er nemlig flere karakterer, som jeg har meget lyst til at komme dybere ind på, men for at det ikke skal blive alt for lang en anmeldelse, har jeg udvalgt to nemlig romanens hovedperson Cecilia og Tilda. Da Cecilia kom til Trondhjem, som ganske ung fra England, fandt hun trøst og venskab i den allerede dengang ældre enkefrue Tilda, som introducerede hende i de vigtigste kredse. Tilda er en stålfast dame, der har sine meningers mod og lader sig ikke rokke for nogen eller noget. Hun har et stort ønske om at åbne en pigeskole for unge kvinder fra arbejderklassen, og her i romanen kæmper hun mod Karl om at købe den grund, skolen skal bygges på, men hun giver sig slet ikke og grundprisen stiger i takt med buddene fra de to. Under min læsning fik jeg flere gange et smil om læben over hendes taktfaste, men stadig kærlige og ærlige personskildring.For Cecilia er indgroet takt og tone, samt uskrevne regler for dannelse så vigtig, og med Ellinor som svigerdatter får hun kamp til stregen. Hun er villig til at gå langt for sine børn, og det kræver, at hun sluger en hel del fra Ellinors side, men hun står fast på sit i forhold til datteren Rose. Ellinor får da også Rose med ud på oprør, som truer Roses rygte og dermed fremtid. Dette leder mig over til romanens mange tematikker, hvoraf kontrasten og kampen mellem de gamle og de nye kvinderoller og kampe har en særlig plads til forhold til feminismens udvikling for alle kvinder rig som fattig i samfundets klasseskel. Andre tematikker som er ordinære er familie og kærlighed, men der er også et andet vigtigt emne, jeg vil gå nærmere ind i på et senere tidspunkt nemlig følelsen af anderledshed, som sønnen Frederik kæmper meget med.

Christian vidste, at han var nødt til at løbe gennem et lille flammehav, før han kunne klatre ned igen, men han tog mod til sig og løb så hurtigt, han kunne. Han nærmest gled ned ad trappen og mærkede det bruse i kroppen. Han havde klaret det! Halvt i panik, halvt i eufori slog han hænderne mod buksebenene, der hvor gnistrene havde brændt huller i stoffet. I det samme lød der et voldsomt brag. Christian så op. En ildkugle kom lige mod ham.

Familien Winther – Familien Winther #1 er en af de sødeste og hyggeligste historiske kærlighedsromaner, jeg længe har læst. Tak for det Wessel! Det var lige, hvad jeg trængte til her i den kolde og grå januar måned. Jeg er jo vild med historiske romaner, og de historiske kærlighedsromaner, kan nu noget helt specielt. Wessels Familien Winther er hyggelig, interessant og hurtig læst. Min læsning gik bare derud af, hvor jeg stille vendte den ene side efter den anden i et roligt tempo ind til, at jeg vendte romanens sidste sider. Afslutningen på den første bog om Winther-dynastiet slutter på en perpleks måde, da det hele er en meget ulykkelig situation, men samtidig bindes der nye bånd og venskaber, der skaber en forenelig lykke og binder fjender sammen til venner. Romanen afsluttes med en lille epilog som cliffhanger til sidst, og kan jeg nu ikke vente med at komme i gang med den næste roman her i aften, som endda har den fængende titel Hvis du vil have mig. Det er også helt klart slutningen af Familien Winther, der både er spændende og mystisk, som gør at min rating af bogen kommer op på de fem stjerner i stedet for fire. Nu er jeg så spændt på om Hvis du vil have mig er lige så intriger fyldt, sød, mystisk og spændende som denne første bog i serien. Jeg elsker at dykke dybere ned i serier, da det giver en helt særlig læselykke, og jeg glæder mig meget til at lære mere om den historiske kontekst i Norge og læse om, hvordan det går familien Winther i de næste romaner.

Mørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 af Louise Penny

Mørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 af Louise Penny fra forlaget Hr. Ferdinand – Politikens forlag – på 328 sider og udgivet d. 26. marts 2020. Org. sproget er canadisk engelsk med titlen Still Life og er udkommer første gang 2005. Gaveeksemplar fra forlaget
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Jane afleverer for første gang til alles store overraskelse et af sine kunstværker til det årlige bedømmelsesudvalg. Udvalget bestemmer om værket fortjener en plads på den kommende kunstudstilling i byen, men kort efter findes Jane død i skoven. Kan der være en forbindelse mellem kunstværkets betydning og Janes mystiske død?

I den lille hyggelige by Three Pines er sammenholdet venskabeligt og kærligt. Three Pines er så lille et sted, at der endnu ikke findes noget kort, hvor byen er indtegnet på. Louise Penny skriver så fint og levende om byen, at jeg ville elske at besøge skoven og det lille Bed and Breakfast med det skønne værtspar. Det er nemlig en lille hemmelig by, som man kun finder nærmest tilfældigt ved at vandre eller køre igennem – lidt som den lille magiske by Storybrooke i tv-serien Once Upon a Time, der er gemt for næsten alle tæt ved en lille skov. Der findes desværre ikke megen magi i Three Pines, og da den søde og kærlige ældre dame Jane findes død af et pileskudt i skoven kommer byen på den anden ende. Politiet fra Montréal med kriminalkommissær Armand Gamache i spidsen indtager byen, og med sig har de den unge kvinde Nichol, der er på sin første efterforskning, og hun lader sig ikke kue heller ikke af den store og berygtede Armand Gamache. Men er Janes død en jagtulykke, eller er det et mord? Armand Gamache er analytisk, hurtig og går ind for vidensdeling med sit hold af efterforskere, og sammen kommer de ret hurtig frem til, at Janes død slet ikke var helt så tilfældig, men hvem i den lille by er så morderen, når alle nu virker til at være gode venner og nære bekendte?

Parret Peter og Clara er begge kunstnere og var meget tætte med Jane. Clara bliver helt ude af sig selv, da hun finder ud at, at Jane er død, men midt i sorgen opdager hun hemmelige spor og fortolket brikkerne i jagten på morderen. Samtidig må hun også tage kampen op mod Janes niece, der er en giftig slange. Clara må træde ind i en konfrontation med niecen, selvom hun ved, at hun vil blive såret og gjort til spot, men Clara vil gøre alt for at finde den skyldige i mordet. Kriminalkommissær Armand Gamache finder ud af, at den ældre kvinde Mrs. Timmer kort forinden også er afgået ved døden. To ældre kvinderes død indenfor meget kort tid kan da ikke være en tilfældighed, men Mrs. Timmer var meget syg, så det udelukkes hurtig, at det er en seriemorder, som er på togt. Men Armand Gamache tager nu alligevel ikke helt fejl, da ondskaben i byen lurer lige rundt om hjørnet – meget tæt på ikke at blive opdaget. Ondskaben lurer lige der, hvor vi mindst venter det – i mennesker som vi ellers kender så godt, men kender vi i virkeligheden vores nærmeste venner så godt, som vi tror? Det er et af de store spørgsmål i romanen, der sammen med andre svære problematikker trækkes frem i lystet ved Armand Gamache ankomst, og alt er langt fra pænt under overfladen.

Det skete alt for ofte. Normalt kommer døden om natten, den tager folk, mens de sover, stopper deres hjerter eller kilder dem vågne og ud på badeværelset med en dundrende hovedpine, hvor den kaster sig over dem og fylder deres hjerner med blod. Den venter i gyder og på metrostationer. Plejepersonale i hvidt tøj hiver stikket ud, efter at solen er gået ned og inviterer døden ind i et sterilt rum. Men på landet kommer døden midt om dagen uden indbydelse.

Mørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 er en hyggelig og hurtig læst krimi, som du kan slappe af til uden at skulle tænke for meget, og det er ind i mellem lige, hvad man trænger til. Siderne bladrede jeg stille igennem, hvor handlingen forløber kronologisk lige før Janes død og til opklaringen af mordet. I opklaringen og afhøringen af vidner bringes jeg med tilbage i tiden til Janes ungdom i den lille landsby, og det er med til at give romanen lidt mere dybde. Mørkt motiv er inddelt i 14 noget lange kapitler på de 328 sider, men da sideopsætningen og skrifttypen i bogen er let og lækker, letter det noget af kapitlernes tyngde. Det at bruge ordene let og hyggelig om en krimi, kan lyde lidt mærkværdig, da genren slet ikke ligger op til noget som helst hyggeligt med mord, andre forbrydelser og detektion. Så det jeg mener her er, at mordet på Jane er ikke udpenslet, der er ikke meget andet vold og blod, og man følger Armand Gamache og hans team i efterforskningen på en stille og fin måde. Bogen rummer meget humor, varme og en smule ironi. Noget af det, som så til gengæld bliver fremhævet ved nedtoningen af forbrydelsen er menneskers inderste hjertelige anliggender, og morderens sande jeg, som for første gang kommer frem i lyset.

De mest fremtrædende tematikker i Mørkt motiv er venskab, kærlighed, kunst og had, hvor hadet og bitterheden skinner så tydeligt igennem morderens sande jeg, som jeg gennem bogens sider indvies i sammen med de nærmeste venner. Kunsten og særlig malerkunsten har en central rolle i handlingen, og det kun en tilfældighed, at Clara opdager et lille spor, som leder hende og Armand Gamache til morderen. Kriminalbetjent Nichol er nok den mest interessante karakter, da hun gennem hele romanen er anderledes end alle de andre, stikker ud og føler sig meget udsat og misforstået. Om hun gennemgår en egentlig forandring i sit møde med Armand Gamache er jeg meget i tvivl om, da hun overhovedet ikke ser indad. Armand Gamache er chefen, og er en munter en af slagsen med et varmt hjerte. Han er belæst og kender til megen litteratur, som kommer til udtryk i mange intertekstuelle referencer, som eksempelvis Oscar Wilde gennem plottet. Jeg er vild med Pennys måde, at indbringe små bidder fra andre værker, da hun gør det så fint og let, som ofte er i forbindelse med en humoristisk pointe. En anden karakter, der er værd at få med er morderen, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre navnet på. Morderen skjuler et dybt dysfunktionelt forhold til sin mor, hvor han altid er blevet undertryk og misforstået. Der var bare ingen, som vidste hvor slemt det i virkeligheden forholdte sig – selv ikke de nærmeste barndomsvenner. De sidste sider i romanen vendte jeg meget hurtigt, da der virkelig sættes gang i tingene. Det går meget hurtigt, og man skal virkelig holde sig vågen for ikke at miste noget. Alle trådene samles og Armand Gamache og hans Team drager hjem igen med endnu en opklaret mordsag.

Trapperne var kollapset, men der stod en stige i nærheden, som hun kunne have brugt til at komme ud. Men det gjorde hun ikke. Clara havde aldrig været så bange. Og så vred. Ikke på Ben, endnu, men på de tre idioter, der skulle redde hende. Og nu var det i stedet hende, der måtte beskytte dem.

Penny skriver også om dybe emner her i sin første roman i Three Pines-serien. Det tog mig lidt tid at finde frem til dem, da historien på overfladen er så let, fin og lige til, men ved nærmere granskning og refleksion er tematikken om, at føle sig anderledes og forkert i egen krop i verden særligt tilstede her i Mørkt motiv. De fleste af de krimier, jeg læser har et højt tempo med meget mere blod, vold og mord i sig, så det var lidt kedeligt at læse Mørkt motiv i starten lige ind til, jeg selv satte tempoet ned, og så nød jeg at læse med om, hvordan Armand Gamache og holdet opklarede mordet. Så er coveret på romanen også helt igennem lækker med smukke farver, som øjnene hele tiden drager mod og næsten ikke er til at slippe på natbordet. Penny har med sin første bog skabt en helt ny krimiserie, hvor der ind til nu er hele 8 romaner, så hvis du er til krimier og elsker lange serier, hvor bøgerne allerede er udkommet, så er Pennys Three Pines-serie helt klart noget for dig. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse mere om byen, dens beboer og alle hemmelighederne i andet bind Nådestødet.

Julelæsning i 2020

Our hearts grow tender with childhood memories and love of kindred, and we are better throughout the year for having, in spirit, become a child again at Christmastime – By Laura Ingalls Wilder.

Nu er det meget snart jul, og vi går snart nogle hyggelige omend noget anderledes helligdage i møde, og det bliver skønt igen at hygge med venner og familie sammen og på skærmene. Jeg har haft et par dejlige dage på arbejde her i weekenden, og det er bare så skønt at møde glade børn og voksne i denne juletid. I år har jeg udvalgt en lille samling af bøger, som jeg vil læse her i de sidste dage i juledagene – så julehyggen kan komme helt i top. Min datter og jeg læser altid hvert år Et juleeventyr af Charles Dickens og Grantræet af H. C. Andersen, og det skal vi selvfølgelig også i år. Vi starter på og bliver færdige med at læse Grantræet i aften, og jeg glæder mig til at genlæse eventyret. Hvis du ikke kender Grantræet, så kan jeg varmt anbefale dette lille kunsteventyr, som på sin vis er lidt trist, men stadig varm og som giver refleksion til store og små. Af de bøger jeg selv vil læse i år er der et par genlæsninger, som At se lyset af Jay Asher – der er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag-, og Et juleeventyr, som begge er bøger jeg genlæser hvert år op til jul. Det er, tredje år jeg skal læse At se lyset, og jeg glæder mig til at begynde på bogen i aften, når jeg er færdig med One Fifth Avenue af Candace Bushnell. De bøger jeg har anmeldt, har jeg linket til, så du kan kigge forbi og læse med om, hvad jeg synes om bogen. Min lille julelæseliste kommer her:

🎄 Et juleeventyr af Charles Dickens Anmeldelse lige her – Et juleeventyr

🎄 Grantræet af H. C. Andersen. Vi læser bogen på Bookmate.

🎄 At se lyset af Jay Asher – anmeldereksemplar Politikens Forlag. Anmeldelsen kan du læse lige her – At se lyset

🎄 Jul på Stony Cross Manor – Wallflower #5 af Lisa Kleypas

🎄 Fire noveller om kærlighed fra forlaget Novellix. Anmeldereksemplar fra forlaget Novellix

🎄 A Merry Christmas and Other Christmas Stories af Louisa May Alcott fra Christmas Penguin Classics

🎄 The Life and Adventures of Santa Claus af L. Frank Baum fra Christmas Penguin Classics

🎄 The Night Before Christmas af Nikolai Gogol fra Christmas Penguin Classics. Anmeldelsen kan du læse lige her – The Night Before Christmas

Jeg elsker de stille morgener med rimfrost på vinduerne og stilheden, hvor jeg lister rundt for ikke at vække min datter og dyrene i mit lille hjem. Det er nogle af de mest magiske timer på døgnet, og min foretrukne læsetimer. Så i morgen vil jeg stå op kl 6, og nye stilheden, bladenes stille puslen udenfor vinduet og stearinlysenes stille blussen, mens jeg begiver min ind i bøgernes magiske univers, inden verden vågner. Jeg skal også ud i morgen formiddag og ordne de sidste ting til juleaften, da jeg mangler at købe de to sidste julegaver. Ellers står dagens gøremål mest på rengøring, og så selvfølgelig hygge, læsning og spil. Jeg glæder mig selvsagt til at læse alle bøgerne på min liste, men særligt ser jeg frem til at læse Fire noveller om kærlighed fra forlaget Novellix og Jul på Stony Cross Manor – Wallflower #5 af Lisa Kleypas, hvor sidstnævnte er den sidste roman i Wallflower-serien. Har du en bog, du skal slappe af med i juledagene? Jeg ønsker dig og dine kære en skøn og magisk juleaften. Jeg holder ikke helt juleferie, og jeg vender snart tilbage med en ny anmeldelse- måske allerede i morgen, hvis alt går som planlagt – så kig med. De bedste julehilsner fra mig til jer alle sammen.

And it was always said of him, that he knew how to keep Christmas well, if any man alive possessed the knowledge. May that be truly said of us, and all of us! And so, as Tiny Tim observed, God bless Us, Every One! – By Charles Dickens, A Christmas Carol.

Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Santoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen fra Politikens Forlag på 272 sider og udgivet d. 22. september 2020. Bogen er et gaveeksemplar fra forlaget. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Toget kører mod en lille stationsby i Sønderjylland, hvor en selvmordsepidemi har fået et skræmmende tag på nervesanatoriet Sølund. Året er 1928 og i toget sidder Hannah Neumann denne skønne sommer dag på vej til en ny begyndelse og et nyt liv hjemme i Danmark. Hannah skiller sig ud i mængden af unge kvinder med sin anderledes tøjstil, frisure og væremåde, og nu håber hun på, at hun gennem de nyeste metoder kan hjælpe med at stoppe selvmordene, men i høj grad også at hun er den, der finder ud af baggrunden for selvmordene gennem de nye psykoanalytiske metoder. Hannah går straks i gang med arbejder dagen efter sin ankomst. Hun beder oversygeplejersken Utsen om, at få sygeplejersken Dagmar som fast hjælper under konsultationerne med patienterne. De to bliver et umage par i kampen mod tiden, selvmordsepidemien og ikke mindst alle rygterne. Patienten Duelund også kaldet Hesten er en af de patienter, som nok aldrig kommer til at leve et liv uden for Sjølund. Hun taler ikke til nogen, men det er godt, at hun har kludedukken Lillefar, ellers ville hun aldrig overleve de smertefulde stemmer, der kommer gennem murene og nede fra kælderens dyb. Hesten er kæmpe stor, men et meget mildt væsen – altså det meste af tiden. Hesten er diagnosticeret med konisk syfilis, men Hannah mener, at der gemmer sig en helt anden årsag til Hestens psykiske problemer.

Hannah oplever meget hurtigt, at også her på Sølund skiller hun sig ud. Der er ikke megen kollegialt samvær, hverken med bestyreren overlæge Berg, Dr. Holm eller de mange kandidater, som er ved at uddanne sig til psykiatere. På Sølund arbejder alle læger efter gamle metoder – på nær Hannah. Hun opdager en sammenhæng mellem de tre selvmord – nemlig, at patienterne forsvinder på nætter med fuldmåne. Derfor forlanger Hannah, at der kommer ekstra nattevagt på kvindefløjens tredjeklasse, der er beboet af unge kvinder fra samfundets laveste klasse. Sladderen går hurtigt også på Sølund både blandt patienterne og personalet. Hannah arbejder efter Freuds psykoanalyse, hvor hun også forsøget med hypnose for at komme tættere på kvinderne og hjælpe dem med meget fastgroede følelser af skyld og skam. Månesygen, som både patienter og personale nu hvisker om, er mystiske kræfter i månen, der tiltrækker kvinderne til søen, hvor de drukner sig selv. Men månesygen er noget vrøvl – noget andet og langt mere farligt ligger bag. Hannah finder trøst og støtte i Dagmar, der finder en helt ny side af sig selv sammen med Hannah. Og først nu er hun ved at lære sig selv at kende. Hannah og Dagmar starter et hemmeligt forhold, hvor de kun kan ses om natten, så de ikke bliver opdaget. Hannah føler, at hun mister fokus, og da endnu en kvindelig patient fra tredje forplejningskasse forsvinder, vælter hun. Hun stopper op, kigger på alle sporene endnu engang, og hun ved, at hun har overset noget meget vigtigt! Forholdet til Dagmar må stoppe, da Hannah ikke kan tåle at miste fokus endnu engang, og hun får endda hjælp fra en helt ny og uventet kant. Kan de nye kræfter sammen stoppe en morder, som er på spil?

Væggene græder om natten nu. Men ingen andre hører det. Hesten kan ikke sove for al den smerte, der står tung og blåsort og vibrerer i Sølunds mure, selvom sommernatten udenfor er mild og lun, og det lufter fra de åbne vinduer, hvor gardinerne blafrer let. Det skrækkelige, skrækkelige sker igen, det sker igen, det kommer snart, det kommer snigende, ingen kan stoppe det, hvis bare hun kunne stoppe det. Hvis væggene ville tie, hvis sorgen kunne høre op.

Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen er en rammende mørk roman om frigørelse, skam, magtmisbrug og ikke mindst forbudt kærlighed. Lunding-Sørensen tager sin læser med ind et skræmmende univers, i en svunden tid og et hengemt sted, hvor forbrydelser lidt for let bortforklares og glemmes. I sin genremæssige opbygning og sammensætning er hovedgenreformen i Sanatoriet en historisk roman med væsentlige træk i subgenreformen psykologisk thriller. Romanens handling forløber kronologisk fra den skønne sommerdag i 1928, hvor Hannah er tilbage i Danmark med fokus på en ny begyndelse, men der er flere henvisninger til gamle Hannahs liv i Wien, som hun er flygtet fra. Handlingsplottet er fortalt over en periode på ca. et halvt år fra sommeren 1928 til januar 1929, og der sker mange grufulde ting lige under Hannahs næse, som hun først indser, da det er for sent. Det var med spænding og hjertet oppe i halsen, at jeg vendte siderne og læste om Hannahs store arbejde med at finde sig til rette som kvindelig psykiater og ansat på Sølund. Det var nemlig endnu ikke blevet almindeligt i Danmark, at kvinder kunne indtage så lærde og ledende stillinger, og derfor kan Lunding-Sørensens roman noget særligt i et feministisk perspektiv. Romanen fortæller om en kvindes kamp for at blive set og hørt fagligt – ikke kun som kvinde, og samtidig skildrer romanens handling, hvor langt kvinder er kommer i verden, men også hvor langt der endnu er at gå. Det sproglige plan i Sanatoriet er interessant og henholder sig til romanens historiske kontekst blandt andet med ord som forplejningsklasser, men også med dobbeltbogstaver og ældre udtryk i brevkorrespondancen mellem Hannah og Anna Frank, datter af Sigmund Freud. Romanen er inddelt i små korte afsnit, der skifter mellem de tre hovedkarakterer Hannah, Hesten og Dagmar, hvor forholdene er præget af det spændende, dynamiske og psykologiske spil mellem dem.

Der er meget mørke på nervesanatoriet Sølund, og Hannah må erfare, at det er svært som udefrakommende at skabe tillid mellem hende og patienterne. Da et nyt formodet selvmord på skrækkelig vis finder sted selv med en ekstra nattevagt på gangen, bliver Hannah ude af sig selv. Hun har mistet fokus i sit hemmelige kærlighedsforhold til Dagmar, men nu må hun rette op, og finde det som ingen andre ser. Som karakter er Hannah præget af en viljestyrke, der ikke vil lade sig bøje. Hun er vant til at være den underlige, den mærkelige og den som ingen andre forstår i det almindelige heteronormative samfund, men i selvom man er vant til noget, så gør det, det slet ikke lettere at finde det rette sted at være i verden. En af de mest interessante karakter i romanen er patienten Hesten, der vandre stum rundt med sin kludedukke Lillefar. Hendes baggrundshistorie er grum, og det er smerteligt at læse, hvad hun har måtte gennemgå op til indlæggelsen og endnu mere efter. Lillefar er den, som gør at hun ikke helt falder sammen mentalt. Lillefar er nemlig ikke bare en kludedukke – han er hendes eneste ven. Dialogerne mellem de to er finurlige, sjove og kærlige, på trods af at Lillefar har en lidt skarp tunge, og jeg følte en lettelse ved, at hun, dog på trods af at han er en kludedukke, har ham. Hesten hører stemmer i sanatoriets vægge, der stammer helt fra den dybe undergrund – stemmerne er smertefulde, grædende og skræmmende. I begyndelsen af min læsning troede jeg, det var en del af hendes psykiske diagnose, men som handlingen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at stemmerne ikke kun er i Hestens hoved, men i den grad er virkelige – skræmmende ikke?!

Åh, nej, åh nej. Forrest går manden med de traurige øjne, det er Ingrid, han bærer på. Hun ligger livløst i hans arme med de blege lemmer daskende ved hvert skridt, hovedet gemt ved hans hals. Håret, som er mørkt af væde, drypper på jorden. Sjap, sjap. Hans mørkeblå uniform er gennemblødt, han ser igennem dem, mens han bare fortsætter ligeud.

Lunding-Sørensen trækker i Sanatoriet flere store og tankevækkende tematikker frem herunder eksempelvis magt, venskab og forbudt kærlighed. Magtstrukturerne på Sølund er på overfladen meget lige til med Dr. Berg i spidsen, men den magtkamp som nogle af de fattigste kvinder får at mærke er langt værre og hårdere end noget andet, og endda udført af en ellers velanset læge, som de burde kunne stole på. Men manipulation har mange forvrængede ansigtsmasker, og det er først til allersidst at masken krakelerer. Kærlighedsforholdet mellem Hannah og Dagmar fylder en del i bogen, men særligt Dagmars erkendelse af at vide, hvem hun i virkeligheden er, og det at hun for første gang endelig føle sig hel og lykkelig. Det er interessant at følge hendes udvikling, og også når hun bevæger sig ud på dybt vand, hvor det hele truer med at gå til grunde. Handlingen kan godt ind i mellem være lidt tung og lang, men det hænger sammen med romanens mørke og thrillermæssige komponenter, men jeg er så til gengæld ret vild med Lunding-Sørensens skrivemåde, hvor hun formår at beskrive vigtige og dog tunge emner så præcist. Jeg vendte spændt og koncentreret de sidste sider i Sanatoriet, som dog ikke helt slutter, som jeg ønskede det. Jeg ville ellers SÅ gerne se den skyldige mand straffet, plaget og hængt for sine skrækkelige og manipulerende forbrydelser, men altså han fik en anden straf, som man godt kan sige, på et andet og et højere plan. Hvis du ikke ved, hvad du skal læse i juleferien, så kan jeg anbefale Sanatoriet, hvis du er til spænding, gru og en større retfærdighed.

Vinterens løfter (Wallflowers #3) af Lise Klaypas.

Vinterens løfter (Wallflowers 3#) af Lise Klaypas fra forlaget Pretty Ink på 315 og udgivet på dansk i 2016. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er Amerikansk med org.titel The Devil in Winter og er udgivet i 2006. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

En mørk og kold aften stikker Evie af fra sin rædsomme onkel og tante, som hun er vokset op hos, efter sin mors alt for tidlige død i barselsengen. Hun kan ikke længere tåle de ubehagelige ydmygelser og det hårde pres, som familien ligger på hende. Nu vil de nemlig tvinge hende til at indgå et giftemål med hendes fætter Eustace, der er lige så tyk og doven som en bjørn. Evie tager et drastisk valg, da hun er fast besluttet på ikke at fejle sin mission, og hun træder da ind i Lord St. Vincents palæ. Hun ved godt, at hun måske vil miste sine tre bedste veninder, Lillian, Daisy og Anabelle, for bestandigt ved at opsøge den berømte libertiner Lord St. Vincent, men hun er nødt til at redde sig selv. Bænkevarmerklubben, der består af de fire piger, har ellers betydet alt for Evie, og nu Anabelle og Lillian allerede blevet lykkelige gift, siden de blev enige om, at hjælpe hinanden med at finde de helt rigtige ægtemænd i forrige sommer. Det hun ønsker allermest er at kunne tilbringe de sidste dage med sin far spilleklubejer Ivo Jenner, som ligger på det sidste af sit sygeleje, og hun vil gøre alt i verden få at nå ham i tide. Andet bind Efterårets luner (Wallflowers 2#) afslutter på spændende vis med, at Lillian Bowman bliver reddet af en arrig og forelsket Lord Westcliff fra klørene af Sebastian St. Vicent, som har bortført hende og vil tvinge hende til giftemål i den skoteske by Gretna Green. Han er hårdt presset økonomisk, men samtidig ofrer han ligeledes venskabet til den ven han har kærest af alle – nemlig Lord Westcliff ved denne overilede bortførsel af en uvillig Lillian.

Her begynder den tredje bog Vinterens løfter (Wallflowers 3#) med at Eve, blot et par dage efter bortførelsen af Lillian, træder ind hos Lord St. Vincent, og sammen indgår de en aftale om et fornuftsægteskab, der gavner begge parter. Men, der er ikke meget tid at spilde, da Evies familie allerede er på jagt efter hende. Sammen tager Evie og Sebastian ud på et hårdt og farefuldt ridt mod den skotske by Gretna Green. Små gløder tændes mellem dem, men Evie nægter at give sig hen til Sebastian mere en blot den ene gang, som gør ægteskabet lovligt. Sebastians rygte er langt fra det, en tro og hengiven ung pige kan ønske sig, og Evie vil ikke lade sig knuse under Sebastians uhæmmede træng til kvinder. Evie når lige tilbage til London og kan være hos sin far i tide. Han ejer den berømte spilleklub, der om ganske få dage går i arv til hende. Sebastian starter, efter en kort rundvisning, med at foretage store ændringer i klubben med mange fyringer. Han vil undersøge klubbens økonomi og nuværende forhold, som dog lader sig meget tilbage at ønske. Han kaster sig over arbejdet med klubben, da han forsøger at holde sine tanker og føleler travlt beskæftiget, så han undergår, at føle noget han aldrig ellers har følt. Det går dog ikke helt efter planen. Evie er i fare for at blive slået ihjel af en af klubbens tidligere ansatte, og Sebastian sætter alle kræfter og resurser ind på at finde ham, men det driver Sebastian til vandvid – en form for vandvid han slet ikke forstår dybden af. Når han at rede Evie fra hendes truende og viljestærke familie, og fange den farlige trussel som render rundt lige i hælene på Evie?

Hun fornemmede, hvordan livet lige så stille forlod ham, og så mærkede hun Cams stærke støttende hånd på sine skuldre. Der var smerteligt stille i værelset, men Evies ører var fyldt af hendes eget hjertes hamren. Hun havde aldrig stået ansigt til ansigt med døden før, og tanken om nu at måtte gøre det og samtidig den eneste person i verden, der nogensinde havde elsket hende, fyldte hende med en knugende angst.

Det var så hyggeligt igen at vende tilbage til Wallflower-universet, hvor jeg her i Vinterens løfter (Wallflowers 3#) er kommet tæt på den meget menneskesky og generte Evie, der bor sammen med sin onde og rædsomme familie. I denne tredje roman i pentalogien får du som læser ikke kun en 1800 tals kærlighedshistorie, men også et lille krimiplot, der er lige ved at tage livet af Lord St. Vincent, og det stopper ikke her, da romanen har flere små krimitwist undervejs i bogens 315 sider. Selve Evies og Lord St. Vincents flugt er både spændende og nervepirrende, da de for alt i verden skal nå frem til Skotland inden Evies familie, når at stoppe dem. Det, at unge forelskede eller andre par på anden vis, ønskede giftemål tog rejsen helt til det skotske Gretna Green er historisk korrekt, og en lille smule romantisk, synes jeg. Her i Vinterens løfter (Wallflowers 3#) kommer jeg med den tredje persons autoritative narrative stemme med helt ind i den nervøse Evies indre monologer og refleksioner, hvor jeg bliver indviet i alle de frygtlige ting og den dårlige behandling, hun har været udsat for gennem det meste af hendes unge liv i det, hun har måtte kalde sit hjem. Romanen er let, hurtig og hyggelig at læse, og det var så fint igen at læse om, de fire piger i bænkevarmer-klubben. De tre andre piger i klubben er også med i romanen, omend det desværre er meget lidt. Sproget er let, og romanens sider er ikke præget af svære og gamle ord, så læsningen går så fin og let, hvor den ene side bliver til mange, og at et kapitel let fører til det næste inden sengetid. Genren i Walflower-serien er som nævnt en historisk kærlighedsroman med et krimitwist, men det er også en feelgood-roman, der jo altid ender godt til sidst, hvor jeg sad tilbage med en varm og glad følelse, da jeg vendte romanens sidste side. Det er så rart, at læse noget indimellem, som er fra en anden historisk tid, fyld med lyserød kærlighed og alt ender godt.

I Vinterens løfter (Wallflowers 3#) er handlingsmønsteret helt anderledes end i de to første romaner og langt mere alvorlig og ligefrem. Der er langt mere krimitwist end kærlighed, men også flere intriger bare internt mellem Evie og Lord St. Vincent, der har svært ved at finde hinanden i deres kontraktægteskab. Der er også flere nye karakterer med her i den tredje roman, og de fleste af dem har også en afgørende plotfunktion. Den unge Miss Daisy Bowman oplever da også et romantisk møde i et hemmeligt rum i Evies fars spilleklub, som er en hel romantisk romanromance værdig – måske der kommer mere om dette mysttiske møde i den næste bog? Som karakter er Evie langt mere stille, genert og alvorlig end sine bænkevarmere-veninder, og det smitter en smule af på min læsning, da stemningen her i Vinterens løfter (Wallflowers 3#) er mere dyster og mørk. Evie er selvfølgelig også vokset op i en ond familie, der kun har ville hende det dårligt, og deres jagt efter hende er grum. De andre tre piger i flokken er noget mere privilegeret og har familier, som elsker og holder af dem. Stemningsskiftet havde jeg dog ikke helt se komme, og jeg manglede en lille smule munterhed ind i mellem. Den omsværmende Lord St. Vincent har et stort ry og rygte som Don Juan, og det har han ikke tænk sig at lave om på nogensinde, da han er meget stolt af sit ry, meeen det er kun lige ind til at Evie nægter ham adgang til sengen. De indgår en aftale, og Lord St. Vincent synes, kun at den er alt for urimelig. Han prøver på, at få Evie installeret på sit palæ og ikke i spilleklubben, som han nu har overtaget styringen af, men Evie er dog ikke så let at slippe af med, og hun giver sig ikke. Alt bliver vendt på hovedet for Lord St. Vincent, men er det kun en fase, og får han lokket Evie til at vige fra deres fælles aftale? Der er her i Vinterens løfter (Wallflowers 3#) de samme tematikker, som i de to første romaner, så eksempelvis kærlighed, veninder, arbejderklassen i 1800 tallet og giftemål mellem den rige del af arbejderklassen og aristokratiet, men også tematikker som ondskab og familie spiller en stor rolle.

Selv ikke det værste uhyre fra mareridtenes verden kunne måle sig med den grusomme deformerede skikkelse, hun nu stod ansigt til ansigt med. Evie rykkede sig tomme for tomme over imod badekarret i et forsøg på at bringe det imellem sig selv og galningen. Hans tøj hang i laser, og han var underlig skæv i den ene side, som var han en marionetdukke med uorden i snorene. Overalt på hans hud – på hænderne, halsen og ansigtet – var der åbne, væskende sår, som om hans kød var ved at rådne bort fra knoglerne, mens han stadig var live.

Jeg er ret vild med Lisa Kleypas’ historiske kærlighedshistorier, der bringer mig tilbage til en forlænges svunden tid med baller, teselskaber og de bedste intriger. Til forskel fra de to første romaner i serien, så er Vinterens løfter (Wallflowers 3#) langt mere hård, ligefrem og det gør desværre at handlingen ind i mellem bliver en lille smule kedelig. Seriens første roman Sommernattens hemmeligheder (wallflower 1#) havde både det virkelig sjove og det meget alvorlige i sig. Eksempelvis grinede jeg og kunne næsten ikke holde trådene tilbage af grin, under min læsning, da jeg eksempelvis læste om, at pigerne spillede mamelukrundbold og endda blev opdaget midt i spillet. Her i romanen manglede jeg meget det lidt sjove og komiske, som de mange ironiske og sarkastiske bemærkninger de to søstre fra Daisy og Lillian. Det håber jeg kommer tilbage i den næste og anden sidste roman Forårets gåder (Wallflower 4#), hvor det er den sjove og dramatiske Daisy, som nu skal på jagt, som den sidste efter en ægtemand. Jeg glæder mig til at starte på bogen lige om lidt, og som jeg primært vil læse i om aften inden sengetid. Denne serie er også en del af min serielæsning, hvor jeg har planlagt at læse den sidste roman i Wallflower universet Jul på Stony Cross Manor i slut november – start december, da man jo kan ane en lille smule jul i titlen, og det passer så fint ind i min julelæsning.

Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde af Jessica Fellowes

Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde af Jessica Fellowes fra Politikens Forlag på 350 sider fra 13 august 2019. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Mitford Murders. Bright Young Dead, udgivet 2018. Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget forlaget. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde af Jessica Fellowes er andet selvstændige roman om de mystiske, brogede og glamourøse Mitdord-søstre. Tiden er nu rykket ca. fem år frem fra den første roman Mysteriet på Asthall Manor sluttede til nu i 1925, hvor den næstældste søster i Mitford-flokken snart træder ind i de voksnes rækker. Nancy og Pamela tilbringer nu en del tid i det hippe London. Louisa Cannon, der er husets yngste barnepige og nu anstandsdame, er med Nancy og Pamela i London, hvor hun er anstandsdame, men dog mest for Pamela. Under et besøg i et af de store huse i London møder Louisa den ung tjenestepige Dulcie Long, der som hende selv er ansat til at kigge efter husets store og små børn. De to tjenestepiger ligner hinanden på så mange måder, men der er noget helt specielt, der alligevel adskiller dem fra hinanden. Den ældste søster Nancy planlægger den helt perfekte 18-års fødselsdagsfest for sin lillesøster, og festen skal være noget ganske særligt. Men, som vi kender Nancy fra den første roman, så er det aldrig kedeligt, når hun har sine fingre med i spillet. Nancy vil have Pamela med ind i et helt bestemt luksuriøs klasseslæng med de smukke, unge, rige og berømte. Nancy planlægger en natlig skattejagt for at lokke de helt rigtige gæster med, og hele selskabet er meget spændt på, hvordan aften og særligt natten kommer til at forløbe. Festaften starter ud på bedste manér, men alt går dog langt fra som planlagt, da noget går fatalt galt, og en af de mest populære unge mænd i slænget bliver myrdet under den natlige skattejagt.

Det lokale landpoliti bliver tilkaldt, og de får lidt for hurtigt fundet den skyldige, da tjenestepigen Dulcie, der finder den afdøde Adrian Curtis ved foden af kirketårnet, har stjålne smykker på sig. Dulcie bliver straks ført i håndjern og væk, imens Louisa prøver på ikke at skylde skylden på sig selv, og hendes medvirken i det hemmelige møde mellem Dulcie og Adrian Curtis. Louisa kan ikke forene sig med, at Dulcie er morderen, så hun begynder at undersøge sagen. Uden Mitford-familiens viden opsøger hun Dulcie i fængslet i London, men det får hun ikke meget ud af udover en adresse på Chalottes Curtis syerske, som hun har lovet at give videre. Louisa inddrager, også her i bogen, Guy Sullivan en smule i sagen, men han er selv meget optaget af at fremme sin karriere i Scotland Yard. Han finder en kløgtig, men udsædvanlig makker i politibetjenten Mary Moon. Sammen bliver de med nød og næppe inddraget i sagen med Alice Diamond, der er leder af en stor gruppe med kvindelige tyve med tilnavnet “De Fyrretyve Røvere”. Alice Diamond er snu og har endnu kunne undslippe lovens stærke arm, men Mr. Sullivan er på sagen. Nancy, Pamela og Louisa tager til London på familiebesøg, men i virkeligheden skal de på Club 43 sammen med slænget i “De Smukke Unge”. Louisa giver beskeden fra syersken via Pamela til Charlotte, der bliver meget oprørt over sedlen. De efterfølgende dage opsøger Pamela og Louisa i stedet selv syersken. Her opdager Louisa Dulcies store hemmelighed. Dulice er så bange for, at “De Fyrretyve Røvere” skal opdage hendes dybeste hemmelighed, og derfor er hun mere end villig til gå i døden for at beskytte sin familie og blive dømt for et mord, som hun ikke har begået. De to sager hænger sammen, men formår Louisa at holde sin rolle skjult for Mitford-familien i hendes søgen efter at finde den rigtige morder?

Louisa og Mary var fanget. Pubbens tunge døre var lukkede og åbnede indad. Bertha stod over for dem, og hendes brede skikkelse så endnu bredere ud, som hun stod der og skrævede med sine skinkelignende lår. De to kvinder stod klinet op ad hende, fulde af forventning ved udsigten til et godt slagsmål. Louisa kunne høre, at der var blevet stille i pubben. Folk havde hørt deres samtale. Og det var ikke engang det værste.

Der er en helt særlig historisk stemning i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde, hvor Jessica Fellowes endnu engang formår at danse så fint mellem de vigtige kulturelle, klassemæssige og samfundsstrukturelle tendenser i tiden i 1920’erne. Tidens tand former de to ældste Mitford-søstres og Louisas ungdom særligt under deres besøg i SoHo, der er den vestlige del af London (The West End). Fellowes referer til “De Smukke Unge”, hvor hun her generelt mener ungdommens frigørelse fra faste familiemønstre, krav og regler. De unge bohemer nyder i tiden at danse sig fri til jazzmusikkens rytmiske toner, drikke alkohol efter forbuddet er ophørt kl 22 og indtage stoffer sammen med den nye stormende arbejderklasse af både mænd og kvinder. Romanen er en historisk krimi, da mordet på Adrian Curtis er med til at skabe spænding og lyst til videre læsning. Jeg var dog mere betaget af romanens historiske kontekst og de dybe klassemæssige- og kulturelleskel end selve krimiplottet med mordet. Romanens narrative stil er skrevet med en tredjepersons autoritativ stemme, hvor jeg følger Louisas indre kvaler, og Mr. Sullivans store ønske om at vise sine fantastiske opklaringsevner i løsningen på alverdens forbrydelser. Jeg slugte den første bog i serien, Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor, med stor spænding under hele min læsning, og afslutningen havde jeg slet ikke set komme. Jeg fandt dog ikke helt den samme spænding her i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde, men den solide bog på 350 sider virkede ikke helt så lang endda, da der er mange fine skift mellem kapitler og karakterer i bogen, som også var med til at opretholde min læselyst og spændingen i løsningen af mordgåden.

Det var en stor fornøjelse at vende tilbage til Mitford-familien og nye spændende mysterier. Her i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde er det Pamela Mitford, som er omdrejningspunktet for romanens handling. Som karakter er Pamela en helt andet end sin søster Nancy. Der hvor Nancy er sjov, oprørsk og ude på ballade, er Pamela langt mere alvorlig og voksen, og mere til det landlige liv så som at gå på jagt, ride og deltage i selskaber på store gårde og godser. Der er ikke meget, som Fellowes ikke får med i sine karakterskildringer. Fellowes er som forfatter enestående til at beskrive Louisas inderste refleksioner og følelser – særligt i hendes indre konflikt i mellem hendes rolle som barnepige i Mitfordfamilien og lysten til at forme eget liv ved at arbejde på et kontor eller på en af de mange fabrikkerne, og derved skabe sit helt eget hjem og vennekreds. Hun bliver beruset af storbyens lokkende Jazzklub og unge mennesker som hende selv, og det er først, da hun forstår omfanget af Dulcies alvorlige situation, at hun vågner brat op. Det kunne jo have været Louisa selv, der sad i samme situation og med en hemmelighed, der for alt i verden ikke må blive opdaget af Alice Diamond og “De Fyrretyve Røvere”. Mr. Sullivan kommer igen Louisa til hjælp, da hun er allermest i vanskeligheder, men han skal passe på ikke at blande sig alt for meget, da politiefterforskningen af mordet på Adrian på Asta Hall falder uden for hans juridistriktion – han skulle jo nødig miste sit arbejde som betjent, nu når han endelig er kommet ind ved Scotland Yard. Tematikkerne i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde er klasseskel mellem de rige og arbejderklassen, kærlighed og venskaber. Motivet for mordet er godt skjult i jalousiens lænker, hvor Fellowes inddrager flere forbrydelser i samme plotspor, og der er flere interessante spor og krogede veje at følge.

Der lød endnu et skrig, denne gang mere af smerte end af frygt, fra den anden side af kirkemuren. De løb alle sammen gennem porten, og Louisa hørte i samme øjeblik Charlotte komme ud af huset og med skinger stemme spørge, hvad der foregik. Nancy var lige i hælene på hende.

Er du vild med bøger, som bringer sine læsere med på nærmest umulige og uløselige mordgåder, som krimier af Agatha Christie, Francis Scott Fitzgerald og Julian Fellowes? Så er Mysteriet på Asthall Manor og Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde helt klart noget for dig. Romanerne tager dig med ud på spændende og frygtindgydende mysterier i hårde miljøer. Du kommer ikke alene med på en detektions rejse, men du bliver også taget med tilbage i en historisk tidslomme og lærer om jazzmusikkens fremvoksende popularitet og kvindernes frigørelsesproces, der her i 1920’erne er godt på vej. Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde er i forhold til sin forgænger en lille smule mere tung i plottet, men nu var jeg også vildt begejstret for Mysteriet på Asthall Manor, og jeg kunne næsten ikke få armene ned over slutningen. Her i Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde er det ikke helt den samme læseoplevelse, men til gengæld er Fellowes historiske kontekst mere i centrum. Det var ret spændende at blive taget med ind i den samfundsmæssige betydning af tyvegruppen “De Fyrretyve Røveres” virke, og ind i tjenestepigen Dulcies hjem, familie og fremtid. Det er ikke kun tidens kontekst Fellowes inddrager på spændende vis. Hun inddrager ligeledes faktiske personer som eksempelvis Alice Diamond, der blev dømt for sine forbrydelser som dronning over “De Fyrretyve Røveres” i 1926, der herefter førte til kvindebandens fald. Hvis du ikke har læst seriens førte roman endnu, så kan du hoppe ind og læse min anmeldelse af Mysteriet på Asthall Manor ved at klikke lige her. Jeg håber, at den tredje bog snart udkommer ved forlaget, da jeg glæder mig til at læse mere om Mitfordfamilien og det søde spirende forhold mellem Louisa og Mr. Sullivan.