Den forbudte læsning – Newgate romanernes storhed og fald!

For første gang frigiver jeg en lille mikrodel af mit speciale Kriminalitet, Klasse og Social Mobilitet i et udvalg af Charles Dickens romaner, som jeg har omskrevet til artikelen “Den forbudte læsning – Newgate romanernes storhed og fald! Vil du vide mere om, hvornår, hvorfor og hvordan indbrud, vold og mord startede i den romanform, vi kender i dag i et litteraturhistorisk og litteratursociologisk perspektiv så læs med. Newgate romanernes hurtige popularitet, men lige så hurtige og hårde fald er mit hovedfokus her med kriminalitet i centrum. Rigtig god læselyst!

Interessen for at læse romaner eller se teaterstykker, der havde kriminalitet som tematik havde en stor interesse i alle sociale lag særligt i slutningen af 1820’erne. Alle kendte til de kriminelle forbrydere lige fra underklassen til overklassen fra The Newgate Calendar, smædesange, digte eller gennem forskellige teaterstykker. De var alle en fast indlejret del i den engelske kultur på tværs af klasserne. Kriminaliteten fik ligeledes gennem årene, fra slut 1820’erne, en fast og blivende plads i nyhedsaviserne, som kun voksede gennem årene (Hollingsworth 29). Det er først fra 1830, at de kriminelle helte, som eksempelvis Jack Sheppard, Tom Jones, Dick Turpin og Tom King, fik en storslået og helt fantastisk genkomst. Her blev de over hundredårige gamle biografiske heltenarrativer genfortalt i episk plots med dunkle, mystiske, kriminelle og gotiske twists (Hollingsworth 33-34). Romanerne blev populære, og de blev kopiret så hurtigt, at forfatterne knap havde fået udgivet deres værker, til billige udgaver og teaterstykker for alle klasselag (James 45-70).

I romanernes genkomst blev receptionen i temporale spring bragt tilbage i tiden til landevejsrøver og mordere, men også til processerne ved Newgate hængningerne, som endnu havde en stor plads i det engelske samfund. De legendariske kriminelle fanger indtog i 1830’erne en heltestatus. Man så tilbage på fangerne med et romantisk syn på en svunden tid, hvor ”Certain murders and Jonathan Wild, who was both criminal and informer, were remembered as infamous; the highway robber, on the other hand, belonged to the elite of the profession and seemed a little like Robin Hood…”(Hollingsworth 6). De kriminelle indtog denne helte status, hvor læserne også til dels fik en romantisk forestilling om livet som landevejsrøver. Set i perspektivet af den store opmærksomhed, romanerne fik i konteksten, var der kun tale om ganske få romaner. I dag kan man se, at der blandt teoretikere og akademikere, som eksempelvis Hollingsworth og Gary Kelly, er en bred uenighed om, hvilke romaner, som hører ind under Newgate romanerne, men også forskellen mellem Newgate romaner og Newgate litteratur.

Hollingsworth bringer i sit teoretiske værk alle romaner i spil fra 1830-1847. Han fremhæver selv den mindste form for kriminalitet og forbindelse til Newgate-fængslet som synonym for alle fængsler. Selv Thackerays Vanity Fair argumenterer han for er en Newgate roman, da der både er kriminalitet, mord og fængsler i spil i handlingen (Hollingsworth 15, 212-15), men denne af Thackerays romaner falder dog ikke ind i samtidsdebatten, da Thackeray med Vanity Fair skrev sig ind under ”Silver-fork” og ”The Sensation” genren. Romanen handler mere om skikke, overklassens stand og moralske etik i ”The Fashionable Society”, end om underklassekarakterer eller kendte kriminelle forbrydere fra det attende århundrede. Karakteristikkerne for Newgate romanerne er løs og ikke klart defineret, hvilket da også er svært at gøre konkret. Newgate-debatterne figurerede primært i samtidspressen, hvor ikke alt er gemt fra dengang, men debatten kan også spores i introduktionen i genudgivelser til de romaner, som indgik i diskursen.

Kelly har defineret en retning, hvor han skelner mellem Newgate fiktion og Newgate romaner i sit flotte og gennemarbejdede teoretiske fembindsværk Newgate Narratives. Han har også, som jeg, haft digitale hjælpemidler til rådighed i sin research, hvilket Hollingsworth ikke havde. Dog er grænserne i Kellys værker en smule slørede i definitionen mellem Newgate-fiktion og roman. Der er også mange romaner i spil, hvis alle romaner med kriminalitet og fængsler tages med. Hvis alle romaner, der har den mindste benævnelse af kriminelle handlinger, kriminelle karakterer eller fængsel med, så kan alle romaner medtages i kategoriseringen fra den moderne romans opkomst i starten af det attende århundrede, som eksempelvis Joseph Andrews, Tom Jones og Jonathan Wild af Henry Fielding og Pamela og Clarissa af Samuel Richardson. Men da disse romaner er skrevet i deres samtid i midten af det attende århundrede, hvor flere af forbryderne slet ikke var blevet kriminelle, så giver det ikke mening, at medbringe disse romaner i betragtningen til at kunne have haft en funktion i eller under Newgate-diskursen, men også set i forhold til, hvordan kriminaliteten og dens funktion fremstod kontra romanerne i 1830’erne. Da grænserne er slørede i kategoriseringen af karakteristika for hvilke romaner, som hører indunder Newgate romanerne og hvilke romaner, der ikke gør, har jeg afgrænset mit feltet til blot syv romaner, som kan siges at dække under betegnelsen Newgate roman.

The highwayman Dick Turpin, som er hovedpersonen i William Harrison Ainsworth’s Rookwood – A Romance fra 1834. Romanen er baseret på Dick Turpins liv som landevejsrøver.

I min afgrænsning af Newgate romanerne er fokus rettet mod, hvordan kriminalitet, underklasse karakter og samtidstematikker er skildret, men også hvordan de er blev modtaget i og efter deres udgivelser, da Newgate-skolen, som nævnt er en samtidsterm. Hollingsworth (14) og Kelly (lxxiii) sætter lighedstegn mellem Newgate genre og Newgate roman. Jeg mener, at brugen af kriminalitet og underklasse er et led i den moderne romanforms udvikling, og jeg anser derfor ikke Newgate romanerne for at være bestandig nok til, at kunne betragtes som en genre som sådan. Mere viser kriminaliteten i samfundets indtog ud i litteraturstrømninger, som var og stadig er i en konstant udvikling. I min kategorisering følger, at det blot er de syv romaner, som er Newgate romaner, og alt andet litteratur betegnes som Newgate litteratur, idet at Newgate fælgslet, og som synonym (Kelly xi), kan have en tematisk betydning for romanernes handling, men ikke er betinget af et primært fokus på kriminalitet og underklasse karakterer.

Romanerne Richmond, or Scenes in the Life of a Bow Street Officer (1827) og History of George Godfrey (1828) af Thomas Gaspey, samt novellen “The Iron Shroud” (1830) af William Mudford er tidlige Newgate romaner. Forfatterne skrev mindre beskrivelser af karakterer fra underklassen og kriminalitet ind i litteraturen. Disse forfattere ønskede at kunne skrive med samme succes som Sir Walter Scott, og mange forsøgte at fremskrive samme realisme i deres værker i måden, hvor ”The fashionable novelists reflected the glitter, but now and then included a glimpse of the underworld which the sporting fringe of the upper classes did not mind mixing with” (Hollingsworth 62). Disse glimt var dog minimale, og derfor havde disse to narrativer en meget lille funktion i Newgate-debatten. De satte dog gang i ny udvikling af underklassekarakterer og kriminalitet i litteraturen. Derfor er mit fokus rettet fra Paul Clifford (1830), som jeg endvidere anser som en tærskelroman, til Newgate romanerne, da Bulwers roman er mere romantisk end realistisk i handlingens kriminelle plot og romantiske slutning. I Paul Clifford tog Bulwer direkte henvisninger fra de kriminelle legendariske helte, ved at sætte handlingens start til begyndelsen af det attende århundrede med en fiktiv kriminel karakter. Romanens handling er centraliseret om hovedkarakteren Paul Clifford, hvis liv tog en kriminel drejning, idet han blev landevejsrøver efter, at han blev fængslet for en forbrydelse, han ikke havde begået (Bulwer 339).

Det er først med romanen Eugene Aram (1832), at Bulwer blev antastet, som en umoralsk og uetisk forfatter i det offentlige presserum. Han skrev om den biografiske morder Eugene Aram taget direkte ud fra The Newgate Calendar, og tilsatte de faktiske detaljer i beskrivelser i et episk plot, men dog stadig med et mislykket forsøg på en romantisk helt. Den anden forfatter, som drages ind i Newgate-debatten er William Harrison Ainsworth, der med sine to romaner Rookwood – A Romance (1834) og Jack Sheppard (1839) definitivt sætter gang i en omstridt debat blandt overklassens kulturelite. Ainsworths skrev i sine romaner om flere af de legendariske helte, men også om hård kriminalitet, mystik og det gotiske mørke. Ainsworths romaner var bestsellere i deres samtid og i årene efter, som også siger noget om, hvad offentligheden interesserede sig for og gerne ville læse (Hollingsworth 98). Forfatterne skulle dog ikke få lov til at fortsætte deres skriverrier, og det var særligt Jack Sheppard, som skulle sætte en stopper for Newgate romanernes storhed i det frie presserum.

I mellem Ainsworths to romaner udkom Charles Dickens med sin anden føljetonroman Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress, som løb fra 1838 til 1839. Da jeg ikke anser Oliver Twist som Newgate roman, så udelukkes romanen her. En anden roman, der blev skrevet som en satire og bloddryppende ironisk skildring af de biografiske kriminelle, var William Makepeace Thackerays anden roman Catherine – A Story skrevet under synonymet Ikey Solomons. Udgivet som føljeton i Fraser’s Magazine fra 1839 til 1840. Fortællingens hovedperson, Catherine, havde Thackeray hentet direkte fra The Newgate Calendar, da hun efter mordkomplottet på sin mand blev brændt levende på bålet, da kvælningen var mislykkedes (Hollingsworth 153). Thackerays satiriske værk skulle anses for, at være en direkte og hård kritik af Bulwer, Dickens og Ainsworth (Hollingsworth 149). Tilmed også som et forsøg på at stoppe denne umoralske og uetiske litteratur, da “…Newgate Calendar crimes […] were absolute drugs on the literay market” (Hollingsworth 149). I Catherine – A Story krydrede Thackeray plottet med kriminalitet og mord, så blodet næsten flød ud ad siderne i overdrevne mål. Thackerays roman udkom før Oliver Twist var færdig, og skulle have været et eksemplarisk eksempel på, at sådan en form for litteratur var ikke alene umoralsk og uetisk at skrive, men bestemt også at læse. Det er scener som disse,

Ascend to the altar, ye innocent lambs, and prepare for the final act: lo! the knife is sharpened, and the sacrificer ready! Stretch your throats, sweet ones — for the public is thirsty, and must have blood!” (Thackeray 367)
“[…]There are various conjectures relating to the deceased; but there being nothing certain, we omit them. The head was much hacked and mangled in the cutting off.” (Catherine 391)

hvor ironien og satiren flyder og ikke er til at skjule. Thackerays literære virkemiddel i romanen var foruden ironi og satire en stor mængde overdrivelse. Overdrivelsen nyttede dog ikke det mindste. Catherine – A Story blev antastet som en Newgate roman i sin samtid, da romanens popularitet sagde meget om, hvad og hvilken litteratur reception interesserede sig for på trods af Thackerays hensigter med af skræmme læserne væk fra denne form for litteratur (Hollingsworth 161,164). Thackerays føljetonroman udkom sideløbende med Oliver Twist og Jack Sheppard, der blev udgivet i Bentley’s Miscellany. Newgate romanerne var ikke kun episke narrativer med biografiske og historiske baggrunde, da der i romanerne var indlejret tematikker og elementer, som afspejlede samfundsproblematikker og samfundsforhold. Det er således baggrunden for Newgate romanerne som en kulturel og historisk samtidskonstruktion.

Året 1830 var ikke kun betydningsfuld i udviklingen i brugen af kriminalitet og underklassekarakterer i litteraturstrømningerne, da årtiet også satte starten for store forandringer på det politiske og samfundsmæssige plan i lovforslaget ”Peel’s Acts”. Hensigten med ”Peel’s Acts” havde blandt andet til formål, at kæmpe for en forsimpling af straffeloven i kategoriseringen af forbrydelser og fjernelse af dødstraf på en række områder. Sir Robert Peel genoptog forslaget fra 1821, hvor han begærede dødstraffen fjernet fra bedrageri, som fra 1821-1830 var eksplosivt stigende, men heller ikke denne gang fik han gennemført lovforslaget. I ”Peel’s Acts” var grundholdningen, at dødstraffen ikke længere var det rette instrument som afstraffelsesmetode for at bryde loven (Hollingsworth 24). Det var kritikken af straffeloven, som Bulwer inddrog som en central del i sin femte roman Paul Clifford, da han var modstander af dødstraf, og mente at den engelske lovgivning trængte til en omfattende reformering med begyndelse i det forældede straffesystem (Hollingsworth 65). Grunden til at Bulwers romanhelt, Clifford, ender som landsforvist kriminel i Australien er et uretfærdigt straffesystem. Dommeren ser igennem uskyld og følger magtforbindelsen i interaktionen til anklageren. Det var dog først i november 1830, der skete noget, da Lord Grey dannede et nyt parti under ”The Whig Party”, der var store fortalere for en omfattende reformering af lovgivningen. Lord Grey grundlage ”The Reform Act 1832”, der allerede samme år fjernede dødsstraffen fra blandt andet bedrageri og tyveri af kvæg og heste (Hollingsworth 25). Der kom løbende ændringer i straffeloven op til 1837, hvor der på kun tre år blev fjernet dødstraf fra enogtyve forbrydelser (Hollingsworth 26).

I reformeringerne og lovændringerne i perionde 1830-1840 er det året 1834, som har en litterær betydning, da året bragte store ændringer i form af fjernelsen af dødstraf for landsforviste fanger, og de kunne nu vende hjem til England fra Australien. De landsforviste kriminelle fik en plads i flere romaner af eksempelvis Bulwer, Dickens og Thackeray, hvor landsforviste kriminelle karakterer blev inddraget med og uden dødstraf for at vende hjem (Hollingsworth 25). Men også reformen i ”The Poor Law Amendment Act 1834” blev inddraget i litteraturen, i eksempelvis Dickens’ roman Oliver Twist, som kritisk skildrer et fattiglovssystem uden blik for mennesket i centrum, hvor samtidens læsere fik et realistisk indblik i, hvordan forældreløse børn blev behandlet på eksempelvis et drengehjem. Foruden de to ovennævnte eksempler, så var forbrydelse og straf to faste dele i Newgate romanerne, hvor underklassens slum og uhyggeligheder blev stillet til frit skue.

Overklassens bekymringer og kritik af Newgate romanerne fra Paul Clifford til Jack Sheppard var moralske og etiske anliggender. Overklassen mente, at under- og middelklassen ikke kunne tåle at læse om kriminalitet, vold og mord, da de ikke kunne skelne mellem fiktion og virkelighed. Langt de fleste i under- og middelklassen var analfabeter og kunne ikke læse, men dette ændrede sig i takt med lovreformeringerne, hvor søndagsskolen eksempelvis blev indført, som Louis James skriver om i Fiction for the Working Man (2-4). I søndagsskolen kunne børn fra under- og middelklassen komme og lære at læse og skrive, men dog stadig med udgangspunkt i litteratur, der var bestemt af overklassen, og omhandlede moral og etik for god opførsel, som Charles Dickens skrev om i sin roman Great Expectations, hvor Pip går i søndagsskole. Det er også i takt med lovreformeringerne, at der med trykkerindustriens udvikling opstod en ny læserkultur i under- og middelklassen, men de måtte kun læse fiktion. Små lokale underklasse biblioteker begyndte at skyde op alle steder som eksempelvis i kirker og kapeller, men også på fabrikker, hvor magasiner og kopierede romaner kunne lånes for et lille beløb. Middelklassen kunne låne trebindsværker og penny magasiner for blot halvanden Guinea om året (James 5).

Jack Sheppard under et af sine mange og vellykkede flugtforsøg, men han blev altid fanget igen.

På romaner og nyhedsaviser var papirskatten høj, og ”The Stamp Act” var kulturelitens måde, at undgå nyheder og politiske dokumenter i at komme ud til under- og middelklassen, da overklassens i gennem økonomisk magt således kunne kontrollere og have en mening om, hvad under- og middelklassen kunne tilgå af informationer. Dette var baggrunden for ”The Stamp Act” blev ændret i 1831 med ”Tax of Knowledge”, som et nyt slogan, og papirskatten blev sat op til fire pence for alle aviser, som omskrev nyheder til fiktion. Trykkerkunsten var i en rivende udvikling, men også papiret kunne nu fås i forskellige kvaliteter, så prisen på papir blev billigere, og nye magasiner og periodeske aviser begyndte at skyde ud i under- og middelklassemiljøet (James 12-13). Ændringerne i ”The Stamp Act” var således overklassens nye virkemiddel til endnu en ny magtstyring i form af, hvad under- og middelklassen kunne tåle og ikke tåle at læse.

Under- og middelklassen havde ikke råd til, at købe hverken romaner eller føljetonromaner. Bare én føljeton kostede næsten det samme som en arbejders ugeløn, og valget var ikke svært, da det stod mellem mad eller læsestof. Men på grund af papirets pris- og kvalitetsfald og udviklingen af trykmaskinen opstod en ny form for populærlitteratur i plagering af de dyre romaner og føljetoner i en masselitteratur med et dårligt sprog og misforståede karakterer. Dickens’ The Pickwick Papers led under plagieringen mere end andre roman i sin tid, da udgivelsen fra den femtende føljetonplagering solgte mere end fyrretusind kopier i ugen (James 47). Plagerigeringen af romanerne Paul Clifford, Rookwood – A romance og Jack Sheppard blev ligeledes trykket og udgivet i masseform (James 154-59), som kultureliten så på med bange anelser. Med ovenstående in mente, vendes blikket tilbage til Newgate romanerne i deres storhed og fald.

I takt med Newgate romanernes store popularitet og store diskussionsfelt, som kun steg fra Bulwers trebindsværk i 1830 til føljetonromanerne, men som forsvandt helt fra 1840 i kulturelitens litteraturlæsning, da Newgate-diskussionerne kulminerede efter, at Lord William Russell blev fundet myrdet i sit hjem d. 5. Maj 1840. Kort efter mordet blev Lord Russells tjener François Benjamin Courvoisier anholdt for mordet på sin herre. Courvoisiers anholdelse skabte oprør i hele overklassen, da Courvoisier i flere tilståelser skulle have udtalt, at han fik ideen til mordet efter, at have læst Ainsworths roman Jack Sheppard (Hollingsworth 145-48). Courvoisier blev dømt for mordet efter tre dages retsag, og hængt kun to måneder efter d. 6 juli 1840 med over 30.000 tusinde som tilskuere. Courvoisier-sagen var enorm omfattende og bredt diskuteret i den offentlige presse, da overklassen med Courvoisier-sagen fik bekræftet deres værste frygt i, at under- og middelklassen ikke kunne skelne mellem fiktion og virkelighed, da de blev inspireret til at begå kriminalitet fremfor at finde det uhyggeligt og umoralsk, som kun burde hørte til i fiktionen.

Kultureliten stemplede romaner som umoralske og uetiske, hvis handlingen tog udgangspunkt i de autentiske Newgate-narrativer i det attende århundrede, men også hvis handlingen generelt lade op til en upassende sympati for kriminelle karakterer (Hollingsworth 15). Jack Sheppard satte dermed en stopper for flere udgivelser, som genoptog gamle narrativer fra eksempelvis The Newgate Calendar, i hvert fald i overklassens læserkultur. Forfatterene blev stillet en form for ultimatum – skriv ikke litteratur, som opildner underklassen til kriminalitet eller oprør, da konsekvensen i så fald ville blive en fuldstændig ekskludering fra det gode selvskab og berømmelsen som måtte følge med. Forfatternes valg om, at skrive litteratur til under- eller overklassen kan ikke alene bedømmes ud fra, hvad forfatterne helst ville, men ses i sammenhæng med, hvad forfatterne havde råd til, da lønnen som forfatter ikke var ret stor, som Claire Tomalin eksempelvis kommer ind på flere steder i Charles Dickens – A life (fx150). I tolkningen bag kulturelitens ”upassende sympati for kriminelle karakterer” er der blandt nyere teoretiker mange former for, og bud på hvordan denne form for ”upassende sympati” bør tolkes. Da overklassen med Courvoisier-sagen frygtede massens oprør og ondskab i en form af ”Moral Panic”, som er en plausibel grund til en stempling af Newgate romanerne som umoralsk og uetisk litteratrur. Men for at det skal give mening, at snakke om ”upassende sympati”, vil jeg afgrænse feltet for i et forsøg på, at nå frem til en mulig begrundelse for, hvad overklassen mente med ”upassende sympati”.

The apportioning of blame is redistributed; in punishment-as-spectacle a confused horror spread from the scaffold; it enveloped both executioner and condemned; and although it was always ready to invent the shame inflicted on the victim into pity or glory, it often turned the legal violence of the executioner in to shame. (Foucault 9)

I citatet fra Discipline and Punish – The Birth of Prison uddyber Foucault at en frygt og grusomhed spredte sig fra skafottet, hvor forbryderens skam over forbrydelsen blev projekteret til bødlens skam over at slå at skulle straffe og dræbe et andet menneske. Det væsentlige i citatet er, at forbryderens skam bliver overført til en sympati for eller heltegørelse af offeret, den kriminelle, af de mange tusinder af tilskuer, som var med til processerne ved udførelsen af dødstraffe fra begyndelsen og til slutningen af det attende århundrede. Jf. Foucault, så er det ikke kun dødstraffen, som skaber sympatien eller heltegørelsen, men også tuturen, som lå forud for dødstraffen (Foucault 49, 609. Den ”upassende form for sympati”, som overklassen i 1840 ikke ønskede en genkomst af, kan føres tilbage til en sympati og heltegørelse af kriminelle i tiden for hængningerne af eksempelvis Jack Sheppard, Dick Turpin og Tom King. De alle var repræsenteret som karakterer i Newgate romanerne, hvis handling endda er baseret på deres liv. Brugen af kriminalitet og underklassekarakterer stoppede dog ikke på trods af overklassens forbud, men skabte i stede en modreaktion i starten af 1840’erne.

De autentiske karakterer fra Newgate romanerne fik i stedet en vigtig plads i bladene ”The Penny Bloods”, der var for under- og middelklasse læsere. Dog var disse i en mere voldelig og uhyggelig form, hvor der ikke blev sparet på brugen af gotiske, voldsomme og blodige scener, som eksempelvis i The Mysteries of London af George William MacArthur Reynolds. Her satte masselitteraturen for alvor ind i udgivelserne af titler, som Life of Jack Sheppard the Housebreaker og Black Bess; or, The Knight of the Road. Hvis forfatterne ville læses af overklassen måtte nye metoder tages i brug, som Dickens’ gjorde fra Oliver Twist, der kun lige med nød og næppe gik fri af Newgate stemplet. Grundet en stor kritik i presserummet ændrede Dickens, da også kurs i måden at skrive om forbrydelser og mord på i sine efterfølgende romaner, men kriminaliteten er der – bare på en mere implicit måde. Således døde Newgate-genren nærmest før, den sådan rigtig kom ind i det litterære felt, men kriminaliteten som strøminger i litteraturens veje fandt nye veje at flyde med strømmen i det litterære kredsløb. Hvis du har lyst til at fordybe dig i Newgate romanerne, perioden eller det samfundskritiske, så kan du finde mere og se mine primære kilder herunder, og hvis du har spørgsmål eller andet, så er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig. Billederne, der er brugt her er uden copyright og brugt på lovlig vis.

Foucault, Michel. Disciplin and Punishment – The Birth of Prison. 1975. Oversat af Alan Sheridan. Penguin Books, 1991.
Hollingsworth, Keith. The Newgate Novel 1830-1847 – Bulwer, Ainsworth, Dickens & Thackeray. Wayne State University Press 1963.
Kelly, Gary. Newgate Narratives I, Newgate Narratives: General Introduction and Newgate Documents, 1724-1856, Edit by Gary Kelly. 2008. Routledge 2017.
Louis, James: Fiction for the Working Man – a Study of the Literature Produced for the Working Classes in Early Victorian Urban England 1830-1850. Oxford, Oxford U.P., 1963.
Pykett, Lyn. ”The Newgate novel and sensation fiction 1830-1868”, The Cambridge Companion to Victorian Literature. 2001. Cambridge University Press, pp. 211-230, 2012.

The Royal Rabbits of London (#1) af Santa Montefiore og Simon Sebag Montefiore

The Royal Rabbits of London (#1) af Santa Montefiore og Simon Sebag Montefiore fra forlaget Simon and Schuster UK Ltd A CBS Company på 178 sider og udgivet i 2016. Bogen er illustreret af Kate Hindley.
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Den lille søde og skrøbelige kanin Shylo Tawny-Tail kommer ud for farefulde oplevelser og vilde eventyr, da han pludselig må forlade sit trygge hjem i Northamptonshire for at rejse til London for at finde og advare et ældgammelt broderskab, som måske ikke findes mere. Dronningen er i fare for at blive udstillet på den værst tænkelige måde i pressen, men har lille Shylo mod og styrke nok til at fuldføre sin mission?

På landet i Northamptonshire har en lille kanin landsby til huse, hvor den lille, svage og skrøbeligt kanin Shylo Tawny-Tail hører til sammen med sin mor og mange søskende. Han bliver tit drillet af sine søskende, da han ikke er stærk og stor, som de andre, men han er langt mere modig end de tror. Han besøger ofte den gamle, frygtede og udstødte kanin Horatio for at høre historier om det gamle storhedsrige, som England engang var – også for kaniner. Mit hjerte rammes af, at Horatio ingen har omkring sig af familie og venner, der besøger ham, men så er det godt, at Shylo ofte kommer uanmeldt forbi – selv om Horatio er en meget frygtet kanin. Shylo må slet ikke bevæge sig så langt væk hjemmefra, ikke i nærheden af menneskegården og slet ikke besøge Horatio, men han er alt for optaget og nysgerrig efter, at høre de bedste historier, så han kan slet ikke lade være. En formiddag, hvor Shylo er løbet ud i skoven efter endnu et sammenstød med sine søskende. Han vil besøge Horatio for at høre flere fantastiske historier om De royale Kaniner, der passede på de kongelige for mange år siden under styret af Dronning Victoria. På vejen støder han ind i sin ældste bro, men skænderiet stopper brat, da Shylo hører mystiske indtrængere i skoven.

Det er en kanins værste fjende, der forstyrre skovens stille ro – nemlig rotter! De er frygtelige væsner og kan ødelægge og dræbe en helt kaninby. Shylo og broren skilles for at gemme sig, så de ikke bliver opdaget. Rotterne kommer nærmere Shylos gemmested, og her hører han om deres meget luskede plan, der går ud på at ødelægge menneskedronningens gode rygte og troværdighed. Shylo er meget forsigtig og sikre sig, at rotterne er helt væk før, han skynder sig at søge ly på gården hos den frygtede, men dog hans ven Horatio. Da Shylo stormer ind hos Horatio bliver den gamle kanin helt vågen og hører forskrækket om rotternes lyskede plan. Horatio fortæller Shylo alt om Kaninerne af det runde bord, og at de stadig eksister og ofre alt for at beskytte dronningen. Han fortæller Shylo en hemmelig vej til London, og han sender den ensomme, nervøse og lille kanin ud på den lange og farlige vej til London, så han kan nå at advare De Royale Kaniner inden rotterne, når at sætte deres plan i værk. Mest af alt er han meget usikker på, at De Royale Kaniner overhovedet eksisterer eller om det er Horatio, som er blevet skør og fanget ind i en historisk tidslomme. Shylo kommer ud på sit livs udviklings og opdagelsesrejse, og han har ikke været mere bange i hele sit liv. Mon han overhovedet kan finde De Royale Kaniner, og kan de så nå, at stoppe de fæle rotter i tide?

And so it was that the runt of the litter, the weakest and most feeble of all the rabbits in the Warren, the butt of his siblings’ jokes and mocking laughter, shone his torch into the dark tunnel and made his way slowly into the unknown.

The Royal Rabbits of London (#1) er en så fin og sød historie med masser af spænding og mysterier, hvor den søde kanin Shylo er med hele vejen. Genremæssigt er det en børnebog med flere referencer til andre spændende fortællinger fyldt med masser af eventyr om eksempelvis kongehuset og fortællingerne om Ridderen Sir Lancelot. Strukturen i denne flotte engelske børnebog er inddelt i korte kapitlet på bogens 178 sider, hvor det sproglige plan flyder så fint. Det er en utrolig smuk og er kvalitetsmæssig virkelig lækker bog med tykke sider med fin og varieret skrifttyper og skrifttykkelser ved fremhævninger de helt rigtige steder med god afstand mellem linjerne. En af grundene til at jeg faldt for bogen og ikke kunne lade være med at købe den var det virkelige flotte dustcover med blå og guld, men coveret under også så fin med en lille guld kanin. En anden grund var selvfølgelig historiens sammenhæng med Shylo og Kaninerne af det runde bord – ja, og så var jeg solgt, da jeg er fanget af det keltiske sagn om Kong Arthur og Ridderne af det runde bord. The Royal Rabbits of London (#1) er ikke kun en børnebog om at rejse ud i verden og bekæmpe vilde og farlige rotter, der er ude på at skade den royale familie, men også om at turde stå ved sig selv og vigtigst om en svær ydre og indre rejse. Montefiore er fantastiske til at bringe historien frem, og gøre Shylo til den helt han er med venner, der hjælper hinanden.

Shylo er lille, tynd og er nervøs af natur, som bestemt er blevet ledt på vej af sine mange søskendes onde mobning og holden uden for, da han er den sidste og mindste i flokken. Da Horatio sender lille Shylo afsted mod London, ved han godt, at det er en kæmpe chance, men han tror på, at Shylo kan klare rejsen og at finde De Royale Kaniner, som hører til under Buckingham Palace. De udfordringer han møder under sin rejse er med til at give ham mere selvtillid og lidt mere tro på sig selv, men det er først, da det virkelig gælder, og han må hjælpe De Royale Kaniner med deres mission om at redde dronningen, at han træder ud af sin skal og bliver en ny udgave af sig selv. Jeg drager med Shylo under paladset gennem fine kaninstuer, flotte kaninværelser og hemmelige gange. Monifiore er fantastisk til at skabe den helt rigtige stemningen af hemmelighedsfulde samtaler og farefulde eventyr. Temaerne i The Royal Rabbits of London (#1) er mange, og flere af tematikkerne har meget på hjerte. Eksempelvis det at være anderledes idet, han er lille og ensom, og ikke må være en del af det fælleskab hans søskendes har, og være den som altid bliver mobbet og udskilt. Der er også den vigtige tematik om venskab. Shylo skaber et særligt bånd med Horatio, da han er den eneste Shylo har, men også det at Horatio kan se igennem, Shylos usikkerhed og ved han kan klare den vigtige opgave om at nå frem til De Royale Kaniner inden rotterne.

This was the moment the Marshal of the Thumpers was meant to rescue Shylo and he was nowhere to be seen. Where was he? Then it came in a flash of clarity, like a bolt between the eyes: Zeno had betrayed him.

Noget jeg er særlig vild med i bøger er kort og illustrationer. Her i The Royal Rabbits of London (#1) er der mange utrolig flotte sort/hvide illustrationer af Kate Hindley, som er med til at understrege handlingen på en så fin måde. På mange af siderne er der også søde sorte kaninpoter, der leder videre til næste side. Jeg var vild med at læse denne fine og spændende historie med Shylo og Kaninerne af det runde bord, hvor det meste af handlingen er selve kampen mod rotterne. Jeg manglede dog en lidt mere lige fordeling mellem begivenhederne, da både Shylos rejse til London og er opklaringen af Horatios forbindelse til De Royale Kaniner fylder meget lidt, og det er super ærgerligt. Jeg synes, desværre det får den vigtige kamp mod rotterne til at virke unødig langtrukken og tider en smule kedelig, da det føles som om, at historien aldrig ender. Horatio har en særlig funktion i bogen, og jeg ville så gerne have læst meget mere om ham, og om hvorfor han lever udstødt og alene, da han har en stor betydning for Shylos udvikling. The Royal Rabbits of London (#1) er den første bog ud af fire om Kaninerne af det runde bord, og jeg glæder mig til at tage med Shylo og De Royale kaniner ud på videre eventyr i den næste bog Escape from the Palace, som ligger og venter på at blive læst. Jeg ser frem til og håber på at læse mere om Horatios forbindelse til Kaninerne af det runde bord, og hvorfor han sidder alene ude på landet.

Drabscheferne – Fra drab til dom af Kurt Kragh og Ove Dahl

Drabscheferne – Fra drab til dom af Kurt Kragh og Ove Dahl i samarbejde med Stine Bolther fra Politikens Forlag. Bogen er på 264 sider og er udgivet d. 11. oktober 2022. Tak for anmeldereksemplaret til forlaget
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Når et menneske findes død af unaturlige årsager et sted i Danmark sættes et maskineri i gang for at opklare om, der er begået en forbrydelse og i forsøget på at fange den skyldige, i det fleste drabssager, så denne kan blive dømt og retfærdighedens hyldest kan komme til rette. Men hvordan hænger det hele egentlig sammen? Hvad er forskellen på nær- og fjerndrab, hvad er blodstænksanalyse, hvilket år kom DNA-analyse til Danmark, og hvilke typer af fængselsstraf er der? Er du vild med True Crime, så kan du læse meget mere om bogen herunder.

I Drabscheferne – Fra drab til dom af Kurt Kragh og Ove Dahl bliver jeg grundigt guidet gennem hele opklaringsfasen med begrebsforklaringer, der tager afsæt i gamle som nye sager, der er sket rundt i Danmark, og til den skyldige næsten altid findes og sættes for en dommer i x antal år. I prologen er der lagt vægt på, at navne i drabssagerne er anonymiseret, og det virker rigtigt fint netop fordi begreber og arbejdsmetoder sættes ind i praktik og forklaringer – dog er det ikke svært, at gætte navnene i nogle af drabssagerne, hvis man følger med i medierne, som eksempelvis, hvem manden bag Amagermanden og Ubådssagen er. I en kronologisk og til dels dybtgående handlingsrækkefølge uddyber Kragh og Dahl næsten alt, hvad der sker fra, hvilke typer af drab til anmeldelsen af drabet, og til bogens sidste kapitel “Ansvar”. Jeg vil starte med bogens andet kapitel om “Gerningsstedet”, hvor Kragh og Dahl blandt andet kommer ind på underkapitlet “Identifikation og afspærring”, at der i de to første timer, hvor politi, kriminalteknikere, retsmediciner og pressen tilkaldes, sættes ind med “De uopsættelige efterforskningsskridt”. Først identificeres liget via legitimation, og hvis det ikke er tilstede, så via fingeraftryk eller tandsætsanalyse. Dernæst afhøres vidner og der laves en “offerprofil” for at klarlægge offerets sidste timer – ligesom vi læser i de gode krimiromaner og ser i de bedste krimiserier i fjernsynet. Her tager bogen udgangspunkt i et makabert mord på en lille pige i Barløse, hvor Rejseholdet også var på sagen. Jeg kommer ikke nærmere ind på drabssagen her, da det gør ondt helt ind i mit hjerte, men henviser senere til mordet i Barløse, hvor gerningsmanden heldigvis blev fanget og dømt til forvaring. I det næste underkapitlet “Sikring af spor”, går opklaringsprocessen til sikring af det ydre og indre gerningssted, så findestedet forbliver så urørt som muligt for at sikre spor fra en eller flere mulige gerningsmænd. Kragh og Dahl kommer her ind på, at et gerningssted er helligt, som de kommer ind på mange gange i løbet af bogen.

I kapitlet “Liget” er det sidste underkapitlet “Spor af dna” super interessant, da Kragh fortæller om, den første danske drabssag, hvor dna-spor spillede en vigtig rolle i 1988. Det var i sagen fra Lille Skensved, hvor en 64-årig kvinde blev voldtaget og kvalt. DNA-spor blev sikret, men det var først nogle år senere, at retsgenetikere lykkedes med at lave en DNA-profil. Kragh fortsætter med forklare, at det var i DNA-teknologiens tidelige fase, og det lykkedes desværre ikke politiets anklager, at få gerningsmanden dømt i drabssagen, så sagen er desværre stadig uopklaret. Der er mange spændende kapitler i Drabscheferne – Fra drab til dom, men et af dem, som har fanget mig mest er “Efterforskning”, hvor et af underkapitlerne er “Politihunde”. Her kommer Dahl og Kragh ind på politihundenes opgaver, og det er helt utrolig, hvad hunde kan trænes til. I underkapitlet fortæller Kragh om, at hundene kan uddannes til at søge på er bestemt område, som eksempelvis narko-, bombe-, nedgravnings- og lighunde. I sagen fra Benløse var det en nedgravningshund, der fandt findestedet, og det også var en politihund, der fandt kondomet efter en 17-årig pige var blevet voldtaget. Det blev et meget vigtigt bevis, der var med til at fange Amagermanden. Der står meget mere om politihundene, men nu vil jeg smutte videre til underkapitlet “Fantomtegning” også i kapitlet “Efterforskning”. Fantomtegningerne kan være et vigtigt værktøj til at få sat ansigt på gerningsmanden, hvor offeret og vidner indkaldes til et møde med en tegner, der så tegner efter deres instrukser. Det sker også at politiet sender tegningen ud i medierne med et håb om, at nogen kan genkende gerningsmanden. Kragh kommer ind på sagen med den unge gravide kvinde, der blev stukket ned i Elverparken i Herlev i 2016, hvor jeg har hørt, de journalister Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen også har taget sagen op i bl.a. en podcast, og at de netop har fået lavet en fantomtegning af gerningsmanden, og det interessante er så om, politiet ønsker at bruge tegningen i den videre efterforskning på en eller anden måde.

Det sidst kapitel, jeg vil tage op her i er kapitlet “Gerningsmanden” med underkapitlerne “Drab og psykisk sygdom” og “Psykopati”. Der er mange, som har det rigtig svært i dag, men når dem, som vi burde hjælpe i psykiatrien ikke får den hjælp, som de skal have, og at det så ender grueligt galt er ganske forfærdeligt. I underkapitlet “Drab og psykisk sygdom” tager Dahl den frygtelige sag op fra Field´s fra i sommers. Men også en sag fra 2006, hvor en yngre mand stikker en 48-årig englænder 102 gange i København fordi, stemmerne i hans hoved beordret ham til at dræbe. Han blev dømt til en behandlingsdom på ubestemt tid, og så må vi håbe, han får den rigtige hjælp også den dag han kommer ud, så han ikke begår ny kriminalitet. I underkapitlet “Psykopati”, slår Kragh fast, at psykopati ikke er en psykisk sygdom. De psykopater, som er involveret i kriminalitet, er ikke kun impulsstyret, men også uden et moralsk kompas. Psykopaterne er ligeglade med samfundsnormer, samvittighedsløse, kan ikke tage ansvar for egene handlinger og bruger andre til at tilfredsstille egne behov. Her nævner Kragh sagen med Amagermanden der, mens han sad varetægtsfængslet, sendte små afklippede fingre dutter fra en plastikhandske fyldt med sæd til sin søn, da han ville have ham til at placere sæden rundt omkring i Danmark for at bevise, at der findes andre som ham med samme dna-profil. Det er jo helt utænkeligt, at man kan tænke sådan – og det kan jeg ikke, og det vil jeg i princippet ikke engang forsøge at forstå.

Kurt:…På et tidspunkt sagde hun, at gerningsmanden havde lugtet af røg og møg, altså beskidt. Lugtesansen er tæt knyttet til følelser og erindring, og vi kunne tydeligt se, at hun under rekonstruktionen levede sig langt ind i den skræmmende situation. Når man således får et vidne, en gerningsmand eller en forurettet til at genopleve hændelsen, er det et godt signal, at de begynder at tale i nutid, og ofte kommer der nye informationer frem.

Det er en oplysende bog med mange facetter, og de to erfarne drabschefer tager sin læser med helt ind bag ved i en verden fuld af masser af uhyggelige drabssager, hvor den menneskelige ondskab syntes helt uforståelig og grufuld. Den første bog som Kragh og Dahl har udgivet sammen er Drabscheferne – De største sager fra 2018, hvor de nu følger op med denne bog Drabscheferne – Fra drab til dom. Det er en nonfiktion bog i den populære subgenre True Crime, hvor de også tager nogle af de mange spørgsmål op, de har fået stillet af læserne og publikummer gennem tiden. Der er rigtig mange interessante emner i bogen, og jeg har blot en meget lille brøkdel med her i de ovenstående afsnit, for at give bare et lille indblik i, de mange interessante elementer Kragh og Dahl kommer ind på i processerne fra drab til dom. Den strukturelle opbygning af Drabscheferne – Fra drab til dom er inddelt i ti kapitler på bogens 264 sider, og den er ret hurtig læst. Jeg synes mange nonfiktive bøger hurtigt kan blive meget begrebstunge og kedelige, men måden Kragh og Dahl inddrager drabssager og egen viden på gør, at bogen er god, interessant og spændende, imens siderne og timerne flyver afsted. Kragh og Dahl bruge, som nævnt, mange drabssager i løbet af bogen, men mange af dem bliver gentaget flere gange, og det er rigtig fint. En af sagerne er æresdrabet på den unge kvinde på Slagelse Slagelse banegårdspladsen i 2005, hvor hendes storebror likviderede hende og forsøgte ligeledes at likvidere hendes nye mand på farens ordre for at redde familiens ære, da hun imod farens ønske giftede sig med en ung mand udenfor deres kultur. Der er ligeledes sagen fra 1994, hvor en ung kvinde blev dræbt af en af sine kunder. Manden, deres fælles barn på syv måneder og den unge kvinde var taget fra deres hjem i Sverige til København, så hun kunne tjene penge ved prostitution, da de manglede penge til forsat leje af deres bil. Det var planen, at det denne gang skulle være den allersidste gang, da de ville rejse og starte et nyt liv i udlandet – men i stedet endte det med en tragisk skæbne.

Det sproglige plan flyder så fint i Drabscheferne – Fra drab til dom uden mærkelige stop eller andet i dialogerne mellem de to tidligere drabschefer, og det er som om, at jeg får lov til at sidde med ved bordet. Indimellem går diskussionerne i gang om tilgange og arbejdsmetoder i de forskellige drabssager, og det er netop noget af det bedste ved bogen, idet at bogen får en større vidde og omfavner det menneskelige aspekt, da vi alle er forskellige i refleksioner, interaktioner og handlemåder. Nogle af de begreber, Kragh og Dahl inddrager, er med til at forstå eller komme bagom den skyldige, som eksempelvis i kapitlet “Gerningsmanden”, hvor underkapitlet “Signatur”, men også begrebet “signatur” adskiller sig fra gerningsmandens “Modus Operandi”. De ligger meget vægt på, at de to begreber ikke kan sammenlines, da de er to uforenelige størrelser. “Modus Operandi” er de handlinger gerningsmanden udfører for at kunne gennemføre sine handlinger, men kan være forskellig fra forbrydelse til forbrydelse, som eksempelvis sted, ofre, våben mm, men der kan være nogle handlinger, som går igen, og det er netop det, der er gerningsmandens “signatur”. Begrebet “signatur” er jf. Kragh og Dahl gerningsmandens personlige underskrift, og er helt unik og nogle gange helt ubevidste handlinger, som bliver en del af gerningsmandens modus. Gerningsmandens “signatur” kan således være talemåder under forbrydelsen eller en bestemt voldshandling, der går igen i en række serieforbrydelser. Afsnittet om ‘De syv drabsmotiver’, er super interessant. For at komme nærmere en drabsmand skal motivet til drabet undersøges hele vejen rundt om, de tilgængelige oplysninger om mordmetode og offeret. For at komme nærmere ind på, hvem morderen er gennemgås motiverne Jalousi, Profit, Hævn, Udstødelse, Fanatisme, Begær og Magt eller spænding. Hvert drabsmotiv gennemgås i bogen med en kort beskrivelse. Hvis et drabsmotiv ikke kan dækkes ind under de syv drabsmotiver, så er der meget store chancer for, at gerningensmanden er psykisk syg Jf. Kragh og Dahl. I afklaringen af drabsmotivet analysere efterforskerne sig frem til mulige gerningsmænd ved at kigge på, hvordan mordet er begået og finde mulige årsager og årsagssammenhæng.

Ove:… En politimand kan gå hjemmefra klokken otte om morgenen og kysse sin kone og børn farvel. I løbet af dagen kommer han så i en situation, hvor han må skyde og dræbe. Når han kommer hjem til konen om aften, må han meddele hende, at han har dræbt en person under udførelse af sin tjeneste og er blevet suspenderet. Derefter går der som nævnt ofte næsten et år, inden sagen kommer for retten.

Drabscheferne – Fra drab til dom en god grundguide og et fint opslagsværk, hvis du er interesseret i at vide mere om, hvad der sker i processen fra drab til at finde gerningsmanden og evt. det der leder til dommen. De to erfarne herre kommer vidt, men meget grundigt omkring hvert kapitel og underkapitel, og det er super spændende. En af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved bogen, er at både Kragh og Dahl også formår at løfte blikket fra eget felt, og kommer med kritik af systemet som eksempelvis nedlægningen platformen ViCLAS, der ikke kom rigtig op at køre inden, systemet blev lukket ned igen. I stedet for et system som ViCLAS der kan sammenligne og sammenholde oplysninger fra forbrydelser på en platform, så skal politiet i stedet sammenligne og sammenholde oplysninger om forbrydelser på tværs af Danmark ved at krydstjekke og undersøge flere forskellige platforme. Det ville være meget nemmere med et sted, og sikke mange mandskabstimer, man ligeledes ville spare og kunne bruges på andre sager. Kragh og Dahl kommer også ind på den lange ventetid det tager at få efterforsket, når politiet skyder. De nævner i bogen at vente tiden er ca. et år, men der er flere eksempler på fra artikler, podcast og bøger, at det tager meget meget længere tid – i tilfælde op til flere år fra hændelse til afsluttende dom. Det er mennesker, der gør deres arbejde, og passer på os og Danmark. Selvfølgelig skal sagerne undersøges ordentligt, men lige frem at op til flere år – det burde kunne gøres mere effektivt og hurtigere. Underkapitlet om politihundene var jeg vild med. Det er uroligt alt det, de kan trænes til at kunne. De er super dygtige! Jeg har en stor hvid isbjørnebamse på 35 kg, der lider lidt for meget af selektiv hørelse, men han er nu så skøn alligevel. Hvis du er på jagt efter mere grundlæggende viden om hele processen fra drab til dom eller mere specifikt om DNA, gerningsstedsundersøgelse eller drabsmotiver, så kan jeg varmt anbefale Drabscheferne – Fra drab til dom, da emnerne behandles grundigt med gode, men dog uhyggelige True Crime sager

Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (Illustreret 2) af J. K. Rowling

Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (Illustreret 2) af J. K. Rowling fra forlaget Gyldendal på 260 sider. Romanen er oprindeligt udgivet i 1998 med titlen Harry Potter and the Chamber of Secrets.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Sommeren er ved at være ovre, og et nyt skoleår for Harry, Ron og Hermione starter, men der lurer farer bag murene på det gamle slot. Nogen har vækket et gammelt uhyre til live på slottet, og alle eleverne er i fare, men hvilket uhyre gemmer sig dybt i kælderen på det gamle slot? Husalfen Dobby vil redde Harry Potter fra onde troldmænd, og han tager drastiske tiltag i brug, da Harry nægter at forlade skolen. Hemmelighedernes Kammer er blevet åbnet igen, men kan endnu et mord forhindres?

Det er nu sommerferie, og alle eleverne på Hogwarts er sendt hjem. Næsten alle børn og unge elsker ferier, hvor de kan være sammen med familien og hygge med vennerne derhjemme, men ikke Harry, da han frygter de lange og kedelige timer og dage sammen med familien Dursley. Han ser dog alligevel frem til ikke at blive jagtet og straffet for de mindste ting, da familien nu er lidt bange for ham, og hvad han kan finde på af magiske påfund. Harry undrer sig dog over, hverken Ron eller Hermione har sendt breve til ham i løbet af sommeren, selvom de havde lovet det. Her i anden roman Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer møder jeg Harry på dagen, hvor alt går galt, og hvor hans lille frihed bliver taget fra ham. Det lille sjove væsen husalfen Dobby har nemlig sat sig for, at forhindre at Harry kommer tilbage på Hogwarts dette skoleår, og han dukker op den værst tænkelige aften, hvor familien får fint middagsbesøg af en af onkel Vernons meget store kunder. Harry har fået besked på at blive på sit værelse uden larm og støj – denne del er svær at overholde, da Dobby hele tiden straffer sig selv ved blandt andet at slå sit hovedet ned i et bord fordi, han taler over sig. Harry nægter overfor Dobby at love, han ikke tager tilbage på skolen, da Hogwarts er hans rigtige hjem. Det værst tænkelige, som kan ske sker, da Dobby tryller Petunias fine kage til at smaske ned over en af gæsterne. Efter endnu et par uger i sit fangenskab vågner Harry op en nat til en meget larmende lyd, der kommer tættere og tættere på. Det er Ron og hans to tvillingebrødre Fred og George, der er kommer for at redde Harry i familiens flyvende bil, da de ikke har hørt fra ham hele sommeren.

Harry træder for første gang ind i familien Weasleys hjem, Vindelhuset, træt og udsultet. Det kan godt være, familien ikke er rige på penge, men de er så absolut rige på kærlighed og sammenhold. Jeg ville elske, at være en del af så skøn en familie, og det varmer helt ind i mit hjerte, at de tager Harry til sig. Samme morgen som Harry ankommer til Vindelhuset modtager alle børnene besked med pensumliste og skolestart. Så afsted det går til Diagonalstræde – den skønne magiske by, hvor man kan købe de mest fantastiske ting. I boghandlen møder de deres nye lærer i faget Forsvar mod mørke kræfter den berømte Gliterik Smørhår – og sikke en karakter han er. De møder dog også den ubehagelige Malfoy og hans far Lucius Malfoy. Mit i forvirringen får Lucius med lumsk snilde puttet en særlig ond bog i Ginny Weasleys bogstak. Harry er lykkelig, da han og Ron ankommer til slottet med et helt andet transportmiddel end toget, men det varer ikke længe før, at de mørke kræfter rører på sig. Harry kan høre en uhyggelig hvisken inde fra muren, men hvilket uhyrer gemmer sig derinde? En aften, hvor Harry, Ron og Hermione er på vej tilbage til Gryffindors opholdstue finder de Madam Norris forstenet og blodige bogstaver på væggen. Hemmelighedernes Kammer er blevet åbnet, men hvilke hemmeligheder gemmer det ukendte dyb på? Da alle omkring Harry og Ron rammes af mærkelige omstændigheder, er de alene. Hagrid sendes til Akzaban, Dumbledore tvinges til at forlade skolen, og Hermione bliver ramt af uhyret, men hun har gemt en ledetråd, og nu skal de regne ud, hvad uhyret er og bekæmpe det.

De gik lidt nærmere. Harry var lige ved at glide; Ron og Hermione greb ham i sidste øjeblik, og så kantede de sig hent hen til væggen med blikket rettet mod den mørke, ubevægelige skygge under de høje, truende bogstaver. De opdagede samtidigt, hvad det var, og sprang chokerede tilbage. Madam Norris, pedellens kat, hang i halen fra en af fakkelholderene. Hun var stiv som et bræt, og hendes øjne var vidt åbne og ubevægelige.

Mørk magi, farlige væsner og en troldmand, der har opbygget sin berømmelse på snyderi og løgne, er bare en lille del af alt det, man som læser møder i Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer. Det var med en særlig følelse af glæde og spænding, jeg startede på min genlæsning af anden bog i Harry Potter-serien i den smukt illustreret udgave af Jim Kay. Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer var lige så fængende og spændende, som jeg huskede. Sproget i YA-romanen er let, flydende og inddragende, hvor bogens 18 mellemlange kapitler på de 260 sider føltes som hurtigt læst selv i den store og tykke udgave. Læsevenligheden er i top med de mange smukke og mørke illustrationer, der gør læsningen mere inddragende. De illustreret udgaver er store og tunge, hvor siderne er opdelt i to spalter fremfor en normal bogside, og det gør, det visuelt er nemmere og lettere at læse. Der er også mange sider, hvor linjerne er inddelt i sjove formationer som eksempelvis i snoede, firkantede eller ovale linjer, idet de er tilpasset illustrationerne, og det giver et flot og fint udtryk. De magiske væsner er mange i Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer . Kæmpe slanger, gigantiske edderkopper og edderkopper generelt i mangfoldige størrelser er nogle af de mest uhyggelige væsner. Her går jeg sammen med Ron i foreningen “Vi kan ikke lide edderkopper”, for puuh de er altså ikke særlig hyggelige. I den illustrerede udgave er der så fin en kæmpe illustration, og jeg får koldsved på panden bare ved, at kigge på den – jeg fik dælme hurtigt få læst den side. Magiske væsner af de søde af slagen er helt klart husalfen Dobby og Fønix fuglen Fawkes. Dobby er bare SÅ sød med sine kæmpe store øjne, og de får mig til at føle den største sympati, da dem han tjener er uoverordenlige onde mod ham. Jeg er så fortryllet af fabeldyret Fønix fuglen Fawkes, da Fønix fuglen besidder mange magiske evner eksempelvis magiske tårer, at den brænder op og bliver genskabt af sin egen aske og så er Fønix fuglen det smukkeste væsen. Jeg er faktisk så vild med Fønix fuglen, at den er tatoveret på min arm som afslutningen på et citat.

Venskabet mellem Harry, Hermione og Ron knytter endnu stærkere bånd, og man kan som læser også mærke at ungdommen stille sniger sig ind. Der er mange skønne, farlige og komplekse karakterer at tage fat på i denne bog, hvor Rowling stille udvider det, der bliver til et fantastisk, magisk og komplekst karaktergalleri. Her i Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer møder jeg første gang husalfen Dobby, som tjener den onde familie Malfoy. Dobby er et sødt magisk væsen, der med sine store runde øjne kalder på sympati og varme følelser. Men man skal ikke tage fejl, han er en kraftfuld magisk skabning. Dobby ved fra familiehemmeligheder, at de vil dræbe Harry, og at de har uhyggelige planer i vente, der også kan skade mange andre elever på skolen – særligt dem, der komme fra mudderblods familier (ikke magiske familier). Som karaktervæsen kalder Dobby på mere end sympati og følelser, da hans tiltro til sig selv er så lav, men også det at han hver dag udsættes for vold og mange dødstrusler – mit hjerte græder med ham, men det er godt, at jeg ved, at han sættes fri til allersidst. En anden karakter, som er underholdene er Glitterik Smørhår, der higer efter berømmelse koste, hvad det vil. Han ser måske nok overfladisk og hul ud, men som man ikke skal dømme en bog på dens omslag, gælder det i dette tilfælde også her. Han er beregnelig og egoistisk, hvor hans narcissisme ikke vier tilbage fra noget. Rowling udvikler i årene efter Harry Potter bøgerne et metafiktivt univers med eksempelvis eventyrene, der er samlet i Barden Beedles eventyr og bogen Fantastiske skabninger, og hvor de findes. Eventyrene og fortællingerne om de fantastiske væsner henter Rowling ud fra Harry Potter bøgerne, og de er med til at holde interessen og ikke mindst romanerne i live, hvor de forsat har betydning for mange børn og unge læsere i dag.

Harry snublede. Han faldt hårdt ned på gulvet og kunne smage blod i munden. Slangen var nu kun ganske få meter fra ham; og han kunne høre den kom nærmere. En øredøvende, spyttende hvæsen lød et sted direkte over ham, og så fik han et slag så hårdt at han blev slynget mod væggen.

I over 20 år har Rowlings magiske verden beriget millioner af læsere, og hun har skabt et unikt univers, der tager sin læser med væk fra den normale og kedelige hverdag! Den første Harry Potter blev udgivet for 25 år siden, og prøv engang at tænke på, hvor meget glæde, tryllerier, fælleskabsfølelse bøgerne har formået at bringe ud til sine mange læsere verden over. Det er i tematikkerne og karaktererne, vi finder de bindende elementer, som danner bogens indre struktur. I Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer er det tematikker som venskab, kærlighed, ondskab og anderledeshed, der gør, jeg som læser finder en indgang og en genkendelighed mellem to verdener – den fiktive og den faktiske. Som i min anmeldelse af den første YA-roman Harry Potter og De Vises Sten (illustrerer 1) analyserede jeg tematikken anderledeshed, og det vil jeg bringe videre her, som lovet.

Tematikken anderledeshed finder jeg i karakteren Hagrid. Både i bogen og i filmen spiller Hagrids tid som elev på skolen en stor rolle og betydning. Man læser med i et tilbageblik, hvordan han mister sin tryllestav og rettigheden til at udøve magi. Han bliver snydt af selveste Lord Voldemort, der ligeledes var elev på skolen. Hagrid er dermed anderledes i forhold til skolens andre voksne. Jeg læser også med om, Hagrids store kærlighed til sjældne, farlige og magiske dyr er noget, han altid har haft en stor passion for. Hagrid er ikke kun anderledes i ovenfornævnte, men ligeledes i sit ophav, da han er langt større og stærkere end alle andre på Hogwarts, som gør at alting omkring ham er småt, og at det kan føles forkert. Jeg er vild med Hagrids karakter, og mit hjerte skriger af medlidenhed og sympati, men heldigvis finder han trøst i sine omend uhyggelige og til tider ulækre kæledyr som fx. den gigantiske edderkop Aragog eller hunden med de tre hoveder, som er med i den første roman. De mange illustrationer i disse fine udgaver gør om muligt læsningen endnu mere magisk, og du kan stadig finde mere om bøgerne, og hvordan det går med Jim Kays illustrationer til Harry Potter Og Fønixordenen på https://creepyscrawlers.com. Jeg har læst Harry Potter og fangen fra Azkaban (Illustreret 3), og jeg glæder mig til, at dele mine refleksioner og input med dig.

Ingeborgs fortælling (Asgårds døtre #1) af Sidsel Katrine Slej

Ingeborgs fortælling (Asgårds døtre #1) af Sidsel Katrine Slej fra forlaget Tellerup på 330 sider og er udgivet i 2020. Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

En forræder er i blandt Asgårds største slægter. Han står bag flere store ildebrande, og han nyder at se sine forbrydelser brænde op indt til intet er tilbage. Han kommer igennem runehegnet hos Alfred, men han lister sig som en tyv gemt i natten ind i familiens hus, hvor han finder frem til et særligt rum, der gemmer på en helt speciel runesten – en sten, som kan bryde igennem hos alle og blokere alle runer. Bagefter antænder han hele huset, men familien slipper desværre med nød og næppe ud. MEN, hvad er hans næste træk?

Store og blodige slag bliver kæmpet på sletter og på høje fjelde indtil sidste mand er udslettet. Over de drabelige kampe flyver de smukke valkyrier bag himlens skyer og holder nøje vagt med, hvordan kampene udvikler sig. Det er kun de bedste krigere, som får en særlig mulighed for kåring til Valhalla, som Odins krigere. Denne dag er det dog kun valkyrien Ingeborg, som kun lader sig friste af de allerbedste krigere til Odins haller. Hun flyver rundt på sin smukke hest, da hendes såkaldte veninder Ida og Astrid, som tit og ofte først dukker op hen ad eftermiddagen, da de åbenbart har vigtigere ting at diskutere. Ingeborg har sine bange anelser om, hvad det er denne gang. Dagen forinden var Jarlen af Isfjorden Asbjørn Gúdmundsson til middag hjemme hos dem. Han er en af de fornemme forretningsforbindelser, som hendes far havde inviteret til middag med det formål, at han skulle fatte interesse for Ingeborg. MEN middagen gik som Ingeborg frygtede, og hun talte igen over sig. Ingeborg hører slet ikke til blandt de allersmukkeste og ophøjede valkyrier, da hun har anderledes øjne, hår og står ved sine meningers mod, hvad der er stik modsat af, det man skal og forventer sig af en kone. Det skrammer mændene væk, og Ingeborg ærgrer sig dybt. Astrid fortæller henrykt om sin nye forlovelse med lige præcis Jarlen af Isfjorden, som har fundet sted samme formiddag. Astrid og Ida er ekstrem ubehagelige overfor Ingeborg, hvor jeg selv nærmest hopper op ad stolen af hidsighed og er klar til kamp på Ingeborgs vegne. Heldigvis er Ingeborg klogere end jeg, og hun ridder hjem – dog med en stor klump i maven.

Ingeborg får slet ikke tid til at slikke sine sår ret meget, da der er noget i gære. Da hun træder ind i på grunden, kan hun mærke det, og kort efter bliver hun indviet i, at en ny mand er kommet for at gøre forretninger med faren. Det er den flotte Jarl af Nordland Máni Reiðarsson, der stammer fra en af Asgårds fineste kongeslægter, som er kommet for at købe korn af dem, men faren Agnarr vil kun sælge til en meget fordelagtig pris for Máni, hvis han vil gifte sig med Ingeborg. Middagen ender i et kaos, hvor Máni uforskammet forlader selskabet. Mit hjerte græder med Ingeborg, og særligt næste dag, da hun endnu engang møder de to hyæner Ida og Astrid. De er tilsyneladende allerede godt informeret om middagen hjemme ved Ingebord. Rygterne er grimme, men vigtigst af alt, så blandes den højeste familie Vølsungeslægten ind i hele affæren. Argnarr holder møde med Vølsungeslægten, og de forlanger, at Agnarr sælger korn til Máni, men han nægter. En slægtsfejde er under opsejling særligt, da Máni spæder til med mange løgne. Da det står sortes til, får Ingeborgs familie besøg Auðun Asmundssøn fra Østfold – ven af familien. De har dog ikke set noget til ham i mange år. Ingeborgs forældre havde et tæt bånd til hans forældre før de vandrede til dødsriget Helheim. Der opstår magi mellem de to og en sød forelskelse begynder at blomstre. Men Vølsungeslægtens overhoved ønsker sin smukke søster, den mest ophøjet valkyrie i hele Asgård, Njála gift med Auðun. En stor slægtsfejde truer endnu engang Ingeborgs familie, hvis ikke Auðun giver efter, men det kan han ikke, da han er storforelsket i Ingeborg. Så inden længe er Ingeborgs hjem omringet af gamle venner, som nu er fjender. Den usle Máni gør også sit til at spæde til den voldsomme konflikt med nye løgne, da han er ude efter Ingeborg.

Bag sig kunne Ingeborg høre lyden af tunge knasende skridt der hele tiden nærmede sig. Det var vist lykkedes af få samtlige vølsunger ved runehegnet til at jage hende. Men det var til gengæld et spørgsmål om meget kort tid før hun blev fanget. Ingeborg tvang sig selv endnu mere op i fart. For hun var der snart. Dér hvor hun kunne ryste dem af.

Ingeborgs fortælling af Sidsel Katrine Slej er den første roman i trilogien Asgårds døtre, der bringer sin læser ind i et spændende mytologisk univers. Slejs verden er spækket med fart og faretruende begivenheder, og der lurer fjender omkring et hvert hjørne. Jeg læste bogen i en readalong med to andre skønne bogbloggere, hvor vi læste to kapitler om dagen, og det var virkelig hyggeligt, men det var også lidt svært ikke bare at læse videre indimellem. Spændingen stiger nemlig i narrativet til store højder, og den en ene store fejde og fare afløser meget hurtigt den anden, så mine øjne næsten ikke kunne følge med. Slej bygger sin romanverden op med udgangspunkt i den nordiske mytologi herunder særligt om valkyrier og einherjer, og bogen indledes med en, jeg siger jer, mega spændende prolog, hvor det er umuligt at stoppe med læsningen. Romanens strukturelle opbygning virker visuelt fjerlet og fin, da længden mellem de 19 kapitlerne på de 330 sider varierer så fint, og bogstaverne er store med masser af mellemrum mellem linjerne. Til forskel fra de romanklassikere med meget små bogstaver og minimal linjeafstand jeg også elsker at læser ind i mellem, så var det en fryd for øjet at skifte over til Ingeborgs fortælling. Det sproglige plan i romanen er lige til og let, hvor Slej på så fin en måde får de svære runebetydninger og magiske urter til at falde så fint ind i plottet ved at forklare og bruge dem, så man får det hele med. På romanens første side er der også inddraget en liste over runerne med navn, men også deres funktion, så hvis man som læser bliver i tvivl, kan man altid lige slå op og se tegnene igen.

Slej skriver sig med Ingeborgs fortælling ind i fantasygenren, da worldbuldingen i romanen er mytisk, magisk og magtfuld. Jeg synes, at den første roman i trilogien sagtens kan læses af unge og hører derfor ind unger YA kategorien, der er dog enkelte elementer, som måske lige er på grænsen, men ikke noget vildt. Jeg vil dermed ikke som sådan sige, at Ingeborgs fortælling kun kan læses af voksne, da der i Sejs karakterverden er masser af stærke unge valkyrier, hvor hver især er unikke med deres egen gave. Ingeborg er eksempelvis en af de bedste krigere, og den meget unge Ìssól er en af de bedste urtemagerske i Asgård. De mange seje og stærke valkyrier er alle powerwomen, og beskrives som gudeskønne, hvor den ene er smukkere end den anden – på nær Ingeborg, der jo skiller sig ud. Som karakter kan Ingeborg lægge sig op ad sin læser og hele følelsen af det, at være anderledes end alle andre, som nok er en følelse vi alle kender til. De mange hårde slag, som Ingeborg modtager på kontoen af at være anderledes sætter sig også som en ensomhedsfølelse. Det rammer mit hjerte dybt for, der er meget hun må høre for fra forfejlede bejlere og såkaldte veninder. Ingeborgs mor er helt fantastisk og giver hende gode råd og vejledning, men følelsen af anderledshed er slet ikke så let at slippe for Ingeborg. Noget af det, som jeg blev meget træt af under min læsning, var de mange gentagelser af, hvor særligt smukke de andre Valkyrier er, da det bliver nævnt mange gange. En af de ting, som jeg så til gengæld rigtig gerne ville høre meget mere om er runemagikeren Groa, som jeg håber på kommer mere med i de to andre romaner i trilogien.

Ud af øjenkrogen bemærkede hun at alle vinduer var blevet tilskoddede. Det havde de ikke været under festen. Gården var altså ikke det eneste de havde tænkt sig at brænde af. Ingeborg var ikke et sekund i tvivl om at det var vølsungerne hensigt at udslette både Hrafningeslægten og Svafnerslægten.

Det er ved at være lang tid siden, jeg har læst romaner, som tager udgangspunkt i den nordiske mytologi, og Ingeborgs fortælling var et spændnede gensyn med universet. Jeg er vild med mytologiske verdener særligt, når narrativ og karakter hænger sammen, og det gør de her i den første roman i Asgårds døtre. Man kan ikke sige, at det er svært at gætte, hvem der er skurken, og hvem der hjælper ham med at udfører langt de fleste forbrydelser. Det gættede jeg ret hurtigt, men for mig gjorde det ikke den store forskel, da andre mystiske hændelser og voldsomme begivenheder hele tiden overtog, og mine hænder vendte ivrigt side efter side. De mange stærke kvinder, der sviger sværdet på krigsmarkerne er ret fedt, og Ingeborg beskrives som en meget stærk ung valkyrie, dog falder hele powerwoman-elementet lidt fra hinanden for mig, da Ingeborg i krisesituationer vælger at være passiv frem for kamplysten. Men med det i mente, så har jeg brugt en del tid på at reflektere over om, det er for at passe på sin familie og ikke udsætte dem for større fare end nødvendigt er. Da et lille fejltrin let kan koster livet i slægtsfejderne. Hmmm, måske… Her til aften glæder jeg mig i hvert fald til endnu et gensyn med Slejs univers i den næste roman Ìssóls fortælling, som jeg læser over de næste de næste ti dage. Jeg er ret spændt på at se om, skurken Máni skaber flere problemer for Ingeborg, men også om vi hører mere til de to strigler Astrid og Ida, som jo virkelig kan få mig op ad stolen.

Harry Potter og De Vises Sten (Illustreret 1) af J. K. Rowling

Harry Potter og De Vises Sten (Illustreret 1) af J. K. Rowling fra forlaget Gyldendal på 247 sider. Romanen er oprindeligt udgivet i 1997 med titlen Harry Potter and the Philosopher’s Stone. ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Harry træder ind i en magisk verden, som han ikke kendte til før sin 11 års fødselsdag. På denne særlige dag møder han kæmpen Hagrid, der introducerer ham for hekse, troldmænd og en helt lille by med magiske butikker. Harry starter på sin nye skole, og må sande at han er en berømthed, men hvordan skal det mon gå ham i en verden han slet ikke kender til, og hvor en mørk troldmand ønsker at slå ham ihjel?

Datoen d. 31. juli er en ganske særlig dag for en lille og spinkel dreng Harry Potter. Det er ikke en dag, der endnu i hans 10. år er blevet fejret med stor glæde eller mange gaver, men dagen for hans 11-årige fødselsdag er nu kommet, og det skal blive den bedste dag i hans liv, da hele verden forandres. Netop denne nat ligger Harry på et hårdt gulv med et tyndslidt tæppe over sig i et koldt, skummelt og faldefærdigt hus ude på en lille ø. Hans onkel Vernon, er blevet lettere sindsforvirret i sit forsøg på, at forhindre Harry i at få et helt særligt brev. Klokken når da også kun lige at slå 00.00, og Harry når at ønske sig selv stille tillykke, da døren til huset bliver sparket ind af en stor kæmpe med et vildt voksende hår med en dyb stemme, der kalder på Harry. Onkel Vernon, tanke Petunia og deres forkælede søn Dudley vågner alle op med et sæt. Kæmpen præsenterer sig venligt og storsmilende for Harry, der nu endelig får lov til at læse sit brev. Det er et optagelsesbrev til verdens bedste Hekse og Troldmandsskole i verden. Da Harry noget mundlam fortæller Hagrid, at han intet kender til troldmænd, hekse eller magi ryger Hagrid op med et fornyet radier i mod Dursley-familien. Harrys forældre døde slet ikke i en bilulykke, som Harry ellers har fået fortalt af dem, men de døde i kampen mod den ondeste og mørkeste troldmand. Hagrid skal hjælpe Harry med at blive klar til opstart på sin nye skole, og om morgen bliver starten på en helt ny, magisk og forunderlig verden, som åbner sig for Harry.

På sommerferiens sidste dag kører familien Dursley Harry til banegården. Onkel Vernon har et stort skadefro smil på læben, da han ønsker Harry alt helt og lykke med at finde perron 9¾. Harry indser, at den ikke findes. Altså lige ind til, han møder den skønne rødhåret familie Weasley. De præsenterer sig for hinanden, og hjælper Harry med at finde vejen gennem betonmuren. Harry ser straks det store flotte tog og travlheden omkring det. Han finder en plads i togets sidste togkupé, hvor den yngste Weasley søn, Ron, kort efter gør ham selskab. Han er nemlig også førsteårselev, men er født ind i en troldmandsslægt. Undervejs på rejsen mod skolen Hogwarts løber rygtet hurtigt om, at den berømte Harry Potter er med toget. Den unge Hermione kommer og hilser på Ron og Harry. Hun er meget ambitiøs og har allerede inden semesterstart læst alle sine skolebøger. Malfoy, som Harry møder da han skal have syet og målt sin kappe i Diagonalstræde, kommer hovent til, og belærer Harry om, at det er vigtigt at vælge “de rigtige venner”. Jeg smiler stort og klapper i mine små hænder, da Harry giver Malfoy igen ved at sige, at det skal han nok selv vælge. Hermione kommer forbi togkupéen endnu engang, og her begynder starten på et ubrydeligt og evigt venskab.

Da de kommer til skolen samles hele skolen i storsalen, hvor alle førsteårseleverne skal fordels på de fire kollegier Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og Slytherin. Den magiske fordelingshat bestemmer, hvor eleverne skal placeres, og det er med nød og næppe at Harry bliver placeret på Gryffindor, hvor også Ron og Hermione får en plads. Næste morgen starter et spændende og lærerigt skole år ikke mindst for Harry. Ved deres første flyvetime viser Harry sig som en retfærdig ven, da han hjælper sin klassekammerat Neville og må bryde Madam Hoochs regler og flyver efter Malfoy, som har taget en helt særlig magisk kugle fra Neville. Harry opgaver, at han er god til at styre kosten og flyve, og derved redder han med nød og næppe kuglen. Men i samme øjeblik han lander, kommer Professor McGonagall, der er kollegiets lærer, og hiver af med ham. Harry venter på, han skal smides ud allerede før, det hele rigtig er startet, men han forbløffes, da han i stedet får tilbudt en helt afgørende rolle på Gryffindors Quidditch hold. Her begynder en helt fantastisk rejse for Harry, og jeg bliver taget med ind i de mørkeste hemmeligheder og farefulde missioner på Hogwarts. Ron, Hermione og Harry må stå sammen og løse en særlig svær gåde, som skal rede den magiske verden fra endnu engang at styres af mørke kræfter.

Harry tænkte i sit stille sind, at dette besøg hos Hagrid havde givet ham mere at tænke på end alle dagens skoletimer tilsammen. Og vidste Hagrid mon noget om Snape, som han ikke turde fortælle Harry?

Harry Potter og De Vises Sten af J. K. Rowling er den første bog i en serie på 7 bøger om Harry Potter, som først introduceres til den magiske verden på sin 11 års fødselsdag på trods af, at han har været en berømthed overalt i den magiske verden siden sin fødsel. Jeg har læst serien flere gange, og nu synes jeg, det er på tide, jeg langt om længe også får bøgerne anmeldt efterhånden, som jeg genlæser alle 7 romaner. Historien om den lille og spinkle dreng, der ikke bliver behandlet særlig godt ved sin onkel og tante er super spændende, og ved hver læsning strømmer glæden igennem mig i det øjeblik Harry ankommer til Hogwarts. Historiens handling er kronologisk og forløber over et skoleår, hvor Harry kommer ud for mange farlige og spændende oplevelser. Rowling skriver fantastisk, og romanens 348 sider forsvinder meget hurtigt, da det ene kapitel lidt for hurtigt tager det næste, og så er de 17 kapitler, bogen er inddelt i hurtig læst. Den narrative stemme i Harry Potter og De Vises Sten er tredje person autoritativ, hvor jeg træder helt ind i Harrys indre og mærker hans glæde, men bestemt også en gemt og meget stor sorg over tabet af sine forældre. Heldigvis kan billeder i Rowlings fantastiske univers noget særligt, og virker langt mere levende end det vi forstår ved billeder i vores ikke-magiske verden. Harry kan således få et lille unikt indblik i sine forældres liv og få en smule kendskab til deres liv og virke.

Den magiske, eventyrlige og mystiske verden, som Rowling sammenfletter på fineste vis med den verden og hverdag, vi alle kender med skole, venner og lektier. Genremæssigt er Harry Potter bøgerne YA romaner, men hele serien kan bestemt også læses af voksne. Jeg var da forlængst trådt ind i de voksnes rækker, da jeg læste Harry Potter bøgerne første gang, og jeg blev opslugt og fanget af Rowlings skrivemåde og hele den verden, hun har bygget op i bøgerne, og jeg er langt fra den eneste. Hele serien om Harry Potter – Drengen, der ikke kunne slås ihjel – bygger på den klassiske grundtematik om det gode mod det onde. Det gode i verden er truet mod den mørkeste af alle troldmænd nemlig Lord Voldemort, som går under navnet Du-Ved-Hvem eller Ham-Som-Ikke-Må-Benævnes. På trods af Lord Voldemorts forsvinden 11 år tidligere eksisterer, der stadig mange af hans tilhængere, og de har ikke opgivet deres Herre og håbet om hans tilbagevenden, så mørket lurer og truer forude i en ikke alt for fjern fremtid. En anden tematik er venskab og sammenhold, som Harry for første gang oplever på Hogwarts sammen med Ron og Hermione, og deres venskab og sammenhold er noget af det bedste ved historien. Den sidste tematik, som jeg mener er vigtig og fremhæve er tematikken anderledeshed, som gennemstrømmer hele grundplottet og er i alle romanerne forbundet med Rowlings spændende karakterpalet.

Der er så mange spændende karakterer i Harry Potter og De Vises Sten, som jeg ville elske at splitte ad i en analyse, men her hvor der ikke er megen plads, vil jeg, som skrevet i ovenstående, have fokus på en karakter, som udfolder tematikken anderledshed. Karakteren er Fru Dursley som sammen med sin mand afskyer lige præcis alt det, som er anderledes – om det er magisk eller hverdagsagtig er uden betydning. Fru Dursleys søster Lily, Harrys mor, blev en stolthed for familien, da hun kom på Hogwarts, og hun fik altid megen opmærksomhed. Dette fylder kun ganske kort i romanen, men der er mange undertoner, som implicit kan henvises tilbage hertil. Det peger nemlig på, at Fru Dursley med al sandsynlighed er blevet ladt lidt i stikken på kærlighedsvejen af sine forældre, og at hun nærer en dyb og smertelig misundelse på søsteren – som har fået hende til at føle sig forkert og anderledes. Netop herfor ligger det så dybt gemt i karakteren, at hun sammen med sin mand Vernon for alt i verden må forsøge at undertrykke og “udrydde” alt det magiske, og det der er anderledes i Harry. Og netop derfor behandler de Harry, som de gør. En anden karakter, som jeg meget kort også lige vil nævne er Hermione. Hun er så fantastisk. Hun er en kæmper, fighter og så er hun en sand ven, når livet er på spil. Jeg glæder mig til at læse hele serien, og hvordan venskabet mellem Hermione, Harry og Ron udvikler sig og danner en ring af sand fortrolighed og kærlighed.

De marcherede af sted over skolens mørke jorder. Nelville kunne ikke holde op med at snøfte. Harry havde ingen anelse om, hvad detaljerne i straffen egentlig bestod i. Det måtte virkelig være noget rædselsfuldt. Ellers ville Filch ikke være så skadefro. Månen skinnede klart, men de forrevne skyer, der piskede over himlen, blev ved med at overskygge dens stråler. Forude kunne Harry se de oplyste vinduer i Hagrids hus. Så hørtes et fjernt råb.

Der er bare nogle bøger, man aldrig slipper og universer, man aldrig glemmer eller bliver for gammel til. Sådan er Rowlings bøger med Harry og den magiske verden hun har skabt for mig. Samtidig med min læsning af bøgerne vil jeg ved denne genlæsning også se filmene efter endt læsning af hver bog. Det gør bare, det hele endnu mere hyggelig. Min læsning af Harry Potter og De Vises Sten har denne gang været i den meget smukke og levende illustreret udgave af Jim Kay. Illustrationerne bragte i den grad hele romanens handling nyt liv for mig, og var med til at hive mig endnu mere med i handlingen. Det bedste af det hele er, at der i den store bog er så mange små, store og kæmpe store illustrationer med de smukkeste farver og sammensætninger – Jeg er vild med de bøger! Jeg glæder mig vildt meget til at eje hele samlingen, som indt til nu består af de fire første romaner. Kay er nemlig i øjeblikket ved at planlægge, tegne og farvelægge den femte bog i serien Harry Potter og Fønixordenen, og du kan smugkigge lidt med i, hvordan det går lige her. Jeg har nu læst de to første romaner, og starter på Harry Potter og fangen fra Azkaban i aften, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Så om ikke så længe kommer min anmeldelse også op af Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer, som jeg glæder mig til at dele med jer.

Forårets gåder – Wallflowers #4 af Lisa Kleypas

Forårets gåder – Wallflowers #4 af Lisa Kleypasforlaget Pretty Ink på 301 sider og udgivet d. 24. april 2015. Org. sproget er amerikansk med titlen Scandal in Spring og er udgivet juli 2006.
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Daisy Bowman er inkarneret romantiker og elsker at læse saftige kærlighedsromaner, men man finder sig ikke en mand ved at læse bøger. Hendes far vil have hende gift nu og vil ikke vente mere, så han har lavet sine egne planer, men er Daisy enig i hans valg af ægtemand?

I Forårets gåder, der er den anden sidste roman i serien om de fire piger, er det nu kun Daisy, der er den sidste af pigerne i bænkevarmer-klubben, som nu mangler at finde sig en ægtemand. I sidste roman Vinterens løfter var det den generte Eve, der faldt for den charmerende Don Juan Lord st. Vincent. Bowmann-søstrenes far har ikke meget tiltro til, at Daisy kan finde sig en ægtemand på egen hånd, og nu har han fået nok af at vente. Daisy elsker, ligesom jeg, at forsvinde indimellem siderne i en god romantisk roman, og det gør hun i så stor udstrækning, at hendes far nu selv har bestemt sig for en ægtemand til hende nemlig den unge og ambitiøse Matthew. Daisy er fortvivlet, da han har valgt en af firmaets bedste og dygtigste unge mænd, men som Daisy foragter og hader mere end nogen anden. Hun opsøger sin søster Lillian, der i anden bog i serien Efterårets luner, falder for og giftet sig med Lord Marcus Westcliff, som nu er højgravid og ikke til at lege med. Lillian får hendes mand til at snakke med faren, da Lillian ikke vil miste sin søster, der absolut må flytte til Amerika og skabe sig et hjem der med Matthew, hvis ikke Daisy finder en anden ægtemand inden tiden er gået. Faren er nærmest urokkelig, men går dog til sidst med til at give Daisy selskabssæsonen ud, og hvis hun ikke til den tid har formået at finde sig en passende mand, ja så skal hun gifte sig med Matthew. Daisy bliver ude af sig selv, da hun opdager, at hendes far er gået videre med sine ægteskabsplaner og har inviteret Matthew med til bukkejagt og ballet på Stony Cross Manor, og at han ankommer netop samme dag.

Det er lang tid siden, Daisy har set noget til Matthew sidst, og hun har svært ved at kende ham. Tiden har været god mod ham, som man siger, da han har udviklet sig til en flot, stærk og charmerende ung mand, men Daisy erfarer, at han stadig er lige stå stædig som hun selv. Matthew har altid gjort, hvad han kunne for at undgå Daisy og kommet med sarkastiske bemærkninger, da han er nød til at passe på sit hjerte. Han er nemlig dybt forelsket i Daisy og har altid været det. Da hans chef og Daisys far Mr. Bowmann indvier Matthew i sine planer om at videreføre firmaet til ham som en slags medgift, hvis han gifter sig med Daisy, stivner han. Matthew er ikke begejstret for planerne, og han går kun med til at tænke over forslaget – han gemmer nemlig på en meget dyster hemmelighed, som for alt i verden ikke må komme frem i lyset. Han er nemlig slet ikke den, han giver sig ud for at være. Det går op for Daisy, at hun på trods af sine mange modvillige handlinger kommer meget tættere på Matthew og pludselig, har han fundet nøglen til hendes hjerte. De oplever forelskede dage sammen i skjul for alles blikke, men lykken varer ikke evigt. Fortiden er ikke til at skjule, men intet øjeblik synes at være det rigtige til, at han kan fortælle Daisy sandheden, og pludselig er det for sent. Fortiden har indhentet ham og er klar til at sende ham i døden.

Snart nåede hun målet for sin udflugt: den dybe, naturlige brønd, hun og hendes søster og veninder havde besøgt et par gange før. Ønskebrønden. Ifølge folkesagnet husede den en ånd, der opfyldte ens ønske, hvis man kastede en nål i den. Man skulle bare passe på ikke at stå for tæt på, for ånden kunne finde på at trække en ned i vandet, så man måtte leve der til evig tid som hans gemalinde.

Med Forårets gåder har Lisa Kleypas skrevet endnu en sød historisk kærligheds- og erotisk roman, som er hurtig læst, men også meget hurtigt glemt. Det sproglige plan, er som i de andre romaner, lige til og uden de svære vendinger, så det er ganske fint. Handlingen her i denne fjerde roman i serien starter ikke længe efter afslutningen på Vinterens løfter, og det er så fint, da det er med til at give et mere kronologisk billede af det store handlingsforløb, da Forårets gåder jo er den sidste egentligt roman, hvor de fire bænkevarmere nu alle har fundet sig en mand. Strukturelt er romanen inddelt i 39 kapitler, som jo kan synes som mange kapitler på blot 301 sider, men jeg synes, kapitlerne ofte føltes meget lange, da handlingen bliver en smule kedelig måske fordi, der er meget lidt humor, som Bowmann-søstrene ellers har været så eminent til i de første bøger. Den humoristiske del glimre dog desværre også mere og mere her i den sidste bog i Wallflower-serien, og det er både synd og skam, da det humoristiske lag er med til at løfte både stemningen hos læseren og dermed også min læsningen, og jeg elskede de sarkastiske bemærkninger og den ligefremme måde, som Bowmann-søstrene ka levere. Kleypas skriver jo genremæssigt historiske og erotiske kærlighedsromaner, og det erotiske plan er egentlig et område, jeg ikke har skrevet så meget om ved anmeldelserne af de andre romaner, da jeg har forsøgt at læse bøgerne i deres egentlige historiske kontekst. Her i Forårets gåder er det så bare næsten helt umuligt, da der er så meget sex og ubehersket flirt, at det ikke er til at komme uden om. Jeg tror nu næppe, at det erotiske og seksuelle forhold mellem mand og kone var så pikant i 1800 tallet, som det beskrives i romanen, da der jo i kvindernes historie indgår end del hysteri pga. undertrykkelse af det seksuelle behov, som Freud har skrevet lange teoretiske og metodiske undersøgelser om. For mig blev det i hvert fald alt for meget!

Det glimtende og storagtede aristokratiske selskab, der omgiver de fire unge kvinder, er steget betragteligt her i Forårets gåder, også i beskrivelserne af baller, jagtselskaber og sammenkomster særligt efter, Lillian er blev gift med Lord Westcliff i anden bog og Evie med Lord St. Vincent i den tredje roman Vinterens løfter. Netop derfor er det lidt tankevækkende, at Daisy forelsker sig noget ufrivilligt i den unge Matthew, som jo arbejder i familiefirmaet, da de så er det eneste par ud af de fire, som er uden den store formue eller aristokratiske titel. Annabelle og Mr. Hunt, der finder sammen i den første roman Sommernattens hemmeligheder, har jo adelstitlen ved Annabelle slægt, og Mr. Hunt får den hermed, men Mr. Hunt er en meget velhavende mand inden ægteskabet. Titler er slægt betinget, og kun noget man kan gifte sig til. Med det i mente, så ligger den historiske kontekst her netop stor vægt på at arbejderklassen, så som eksportforretninger, købmænd, tøjforhandlere mm, stormer frem og på sin vis er en stor trussel mod den aristokratiske overklasse. Magtforholdet kommer her i Forårets gåder frem ved Lord Westcliff, som forhandler og beskytter Matthew imod, den fine mand, som kommer for at føre ham hjem, så han kan blive straffet med døden til følge for sine forbrydelser. Af de fire piger i bænkevarmer-klubben, så er Daisys karakter nok den af pigerne i klubben, som jeg mest kan identificere mig selv med, da hun er en læsehest, men ikke kun det – hun er en drømmer. Det er skønt at drømme, og indimellem ville det være lykken, hvis drømme kunne blive til virkelighed. Hun drømmer om den store berusende kærlighed, hun læser om, men hun bliver nu alligevel ret hurtig overrasket over, at det ikke er alt, som står i de saftige romancer, hun læser.

Daisy fumlede med låsen til håndjernene. Det stak i hjertet på Matthew, da han opdagede, at hun sad og lirkede med en hårnål. Bowman-søstrene var berømte og berygtede for at dirke låse op, et talent, de havde forfinet over årene på grund af deres forældres forsøg på at opdrage dem ved hjælp af stuearrest. Men Daisys hænder rystede for voldsomt til, at hun kunne få has på låsen – og det kunne helt tydeligt alligevel ikke betale sig at befri ham. Åh Gud, hvis han dog bare kunne trylle hende bort fra al denne hæslighed, fra hans fortids morads… fra ham selv.

Når det gælder, så står de to Bowmann-søstre sammen om stålsat at beskytte dem, de elsker og holder af. Der er i romanen mange kurrer på søsterbåndet mellem de to, og det gør nærmest ondt på mig at læse om Daisys kvaler, men heldigvis er blod, særligt her i 1800 tallet, langt tykkere end vand. Det er intet mindre end magisk at kunne forsvinde ind i en anden tid, i et andet land og en anden verden, og det er den største magi i verden, bøger giver til sine læser. En af de genre jeg jo elsker allermest er historisk fiktion, og spædet med lidt kærlighed, intriger og mystik, så er det helt perfekt. Jeg er dog ved at være en smule træt at Wallflower-univeret, men det har så også taget mig noget lang tid at læse romanerne. Der er nu kun Jul på Stony Cross Manor tilbage, og det var da også meningen, at jeg ville have læst romanen inden jul, men dertil nåede jeg desværre ikke. Så selvom julen er overstået, så kan det ikke skade med lidt mere jul. Serien indgår også i de planlagte serier, jeg har planer om at læse. Du kan læse mere under fanen bogserier i menuen. Så med Jul på Stony Cross Manor på listen, har jeg færdiggjort én af serierne lige om lidt, og det er jo godt begyndt. Jeg er spændt på at se om Jul på Stony Cross Manor samler de fire romaner eller om, jeg kastes ud i endnu flere intriger og kærlighedsballader. Man kan godt læse de fire romaner som enkeltstående bøger, men det anbefaler jeg ikke, da der er rigtig mange tråde og handlingsspor, som læseren ikke har en chance for at vide noget om.

Familien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel

Familien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel fra forlaget Hr. Ferdinand på 352 sider og udgivet d. 14. januar 2021. Org. sproget er norsk med titlen Familien Winther og er udgivet juli 2018. Gaveeksemplar fra forlaget
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Intriger, familiestridigheder og store følelser er i spil i denne skønne historiske roman om Familien Winther i 1800 tallets Norge. Cecilia Winther går ind for de ældgamle aristokratiske og usagte leveregler, men hendes nylige svigerdatter Ellinor er fra en helt anden samfundsklasse, som arbejder imod alt, hvad Cecilia står for. Sammenstød mellem de to er uundgåelig, og Cecilia får ikke megen støtte af sin mand Karl, der er lige så betaget af Ellinor, som alle andre. Cecilias verden truer med at bryde sammen, da også forholdet mellem Karl og husets ældste søn Christian er på gyngende grund. Mon Cecilia og Ellinor finder hinanden eller bliver grøften gravet endnu dybere og endda så dyb at hele familien splittes?

Familien Winther – Familien Winther #1 af Katrine Wessel er den første roman ud af seks bind på dansk (på norsk er der udkommet otte) indtil nu, hvor jeg under min læsning kommer med helt ind i den aristokratiske families inderste kerne. Familien Winther er en af de rigeste, fineste og højtansete familier i Trondhjem, og det har helt klart en masse fordele, men med disse fordele følger også en masse forpligtigelser og knap så attraktive regler med. Cecilia og Karl Winther holder snart sølvbryllup, og alt skal være perfekt lige ned til den mindste detalje. De venter mange gæster til deres store fest, og det bedste er, at deres ældste søn og svigerdatter kommer hjem fra hovedstaden, og de har endda en særlig gæst med. Cecilia er dog ikke helt så vild med svigerdatteren Ellinor, da hun er en meget bramfri ung kvinde, som går ind for det nyeste i opråb for kvidekamp og kvinders selvstændighed, og tilsyneladende lader sig styre af sine følelser helt åbenlyst til alles skue. Den yngste bror Frederik er også hjemme. Han tager dog ikke tilbage til sine studier i London igen efter festen, da hans hjerte er ramt af Amors pil, som desværre viser sin ulykke, da hende hans lyse øjne har kastet sig på er lovet væk til anden side. Datteren Rose på 16 år har lige debuteret i selskabslivet og er meget optaget de unge herrer, og der er allerede en lille sladder i omløb, men som Cecilia har fået dysset ned. Rose er meget begejstret for svigerinden, og særligt de mange nye idéer hun kommer med, og måske de endda kan blive veninder.

Sølvbryllupsfesten bliver dog ikke nær helt så perfekt, som Cecilia håbede på. Ellinor mænger sig, griner med sin perfekte, men meget høje perlelatter, og snakker især med en masse betydningsfulde mænd, hvor hun bringer en lille nyhed frem, som Cecilia tilfældigt overhører. Ellinor og Christian flytter hjem til Trondhjem, og de skal bo hjemme ved Cecilia og Karl indt til, de har fundet en perfekt lejlighed. Karl er med i samtalen, og lover endda at han skal finde den fineste og dyreste lejlighed i hele Trondhjem til dem. Cecilia er rystet, og må se om hun kan få opløst mængden, men i det samme bliver selskabet heldigvis kaldt sammen for se en lille sød og sjov parodi i form af et lystspil, der er lavet af alle deres tre børn, Ellinor og den uanmeldte gæst operasangeren Henning Høirup. Denne sanger synger noget så vidunderligt, og alles blikke er rette mod ham. Cecilia kan se, at især Rose er helt betaget, men så er det godt, at Cecilia har sørget for, at Rose og Høirup kommer til at sidde så langt væk fra hinanden som muligt – eller det troede hun i det mindste. De næste dage efter festen bliver forholdet mellem Cecilia og Rose anstrengt, og Ellinor hjælper bestemt ikke Cecilia med at få Rose på rette tanker i forhold til Høirup – tvært imod opildner hun Rose til det modsatte, og det gør Cecilia rasende. Forholdet mellem Karl og Christian er yderst skrøbeligt, da Karl ikke kan støtte Christians store planer for fremtiden. Som handlingen skrider frem sker frygtindgydende sammenstød, der kaster vilde gnister i familien, så Cecilia gør det mest utænkelige og utilgivelige, da hun går bag om ryggen på sin mand for at hjælpe Christian.

Hun kunne knap nok tro det. Lod de virkelig som ingenting? Det gjorde det meget nemmere for hende at sige det, hun havde på hjerte. At give dem en lektie, de sent ville glemme. Hun rette sig op og mødte datterens blik.

Katrine Wessel bringer mig i sin romanen Familien Winther ind i en velkendt tidsepoke i det nittende århundrede, som jeg har læst utallige bøger om, men til et ukendt Land nemlig Norge. Nu er det ikke sådan, at jeg ikke kender Norge, for det gør jeg, da jeg flere gange har været på ferie der, men ikke samfundsstrukturerne og landskabet i det nittende århundrede. Wessel er ikke kun super fantastisk til at skrive, så sproget flyder, så siderne vender sig af sig selv, men hun skildrer også landskabet og byen Trondhjem så fint, at jeg føler, at jeg næsten følger med på gaderne og er med til sølvbryllupsfest i den store flotte balsal i familien Winthers hjem. På den første side i Familien Winther har Wessel valgt at starte med et helt specielt citat af en af mine yndlingsforfattere nemlig Honoré de Balzac. Det smukke citat lyder “En mors hjerte er en dyb afgrund, på hvis bund du altid kan finde tilgivelse”, og danner på fineste vis hele rammen om romanens handling. Wessel bringer mig på en let og ubesværet rejse ind i særligt Cecilias Stream of Consciousness, hvor hun må kæmpe med sig selv og indgroede leveregler for ikke at vise for mange følelser over for nogen end ikke sin egen familie. Bogen er inddelt i 39 kapitler på de 352 sider, hvor nogle af kapitlerne kan godt virke lidt lange særligt, hvis man læser lige inden sengetid, men jeg blev alligevel ret hurtigt revet med af handlingen og det lette sprog, så det blev hurtigt til et ekstra kapitel eller nærmere tre. Familien Winther er en roman, hvor man kan slå hovedet fra og blot lade sig rive stille med af handlingen, og så er bogen slut før du næsten er startet – eller sådan følelses det i hvert fald for mig.

Wessels beskrivelser af byen og landet sammensat med interessante karakterer gør, at jeg forsvinder ind mellem siderne i Familien Winther og bare ønsker at læse mere. Der er nemlig flere karakterer, som jeg har meget lyst til at komme dybere ind på, men for at det ikke skal blive alt for lang en anmeldelse, har jeg udvalgt to nemlig romanens hovedperson Cecilia og Tilda. Da Cecilia kom til Trondhjem, som ganske ung fra England, fandt hun trøst og venskab i den allerede dengang ældre enkefrue Tilda, som introducerede hende i de vigtigste kredse. Tilda er en stålfast dame, der har sine meningers mod og lader sig ikke rokke for nogen eller noget. Hun har et stort ønske om at åbne en pigeskole for unge kvinder fra arbejderklassen, og her i romanen kæmper hun mod Karl om at købe den grund, skolen skal bygges på, men hun giver sig slet ikke og grundprisen stiger i takt med buddene fra de to. Under min læsning fik jeg flere gange et smil om læben over hendes taktfaste, men stadig kærlige og ærlige personskildring.For Cecilia er indgroet takt og tone, samt uskrevne regler for dannelse så vigtig, og med Ellinor som svigerdatter får hun kamp til stregen. Hun er villig til at gå langt for sine børn, og det kræver, at hun sluger en hel del fra Ellinors side, men hun står fast på sit i forhold til datteren Rose. Ellinor får da også Rose med ud på oprør, som truer Roses rygte og dermed fremtid. Dette leder mig over til romanens mange tematikker, hvoraf kontrasten og kampen mellem de gamle og de nye kvinderoller og kampe har en særlig plads til forhold til feminismens udvikling for alle kvinder rig som fattig i samfundets klasseskel. Andre tematikker som er ordinære er familie og kærlighed, men der er også et andet vigtigt emne, jeg vil gå nærmere ind i på et senere tidspunkt nemlig følelsen af anderledshed, som sønnen Frederik kæmper meget med.

Christian vidste, at han var nødt til at løbe gennem et lille flammehav, før han kunne klatre ned igen, men han tog mod til sig og løb så hurtigt, han kunne. Han nærmest gled ned ad trappen og mærkede det bruse i kroppen. Han havde klaret det! Halvt i panik, halvt i eufori slog han hænderne mod buksebenene, der hvor gnistrene havde brændt huller i stoffet. I det samme lød der et voldsomt brag. Christian så op. En ildkugle kom lige mod ham.

Familien Winther – Familien Winther #1 er en af de sødeste og hyggeligste historiske kærlighedsromaner, jeg længe har læst. Tak for det Wessel! Det var lige, hvad jeg trængte til her i den kolde og grå januar måned. Jeg er jo vild med historiske romaner, og de historiske kærlighedsromaner, kan nu noget helt specielt. Wessels Familien Winther er hyggelig, interessant og hurtig læst. Min læsning gik bare derud af, hvor jeg stille vendte den ene side efter den anden i et roligt tempo ind til, at jeg vendte romanens sidste sider. Afslutningen på den første bog om Winther-dynastiet slutter på en perpleks måde, da det hele er en meget ulykkelig situation, men samtidig bindes der nye bånd og venskaber, der skaber en forenelig lykke og binder fjender sammen til venner. Romanen afsluttes med en lille epilog som cliffhanger til sidst, og kan jeg nu ikke vente med at komme i gang med den næste roman her i aften, som endda har den fængende titel Hvis du vil have mig. Det er også helt klart slutningen af Familien Winther, der både er spændende og mystisk, som gør at min rating af bogen kommer op på de fem stjerner i stedet for fire. Nu er jeg så spændt på om Hvis du vil have mig er lige så intriger fyldt, sød, mystisk og spændende som denne første bog i serien. Jeg elsker at dykke dybere ned i serier, da det giver en helt særlig læselykke, og jeg glæder mig meget til at lære mere om den historiske kontekst i Norge og læse om, hvordan det går familien Winther i de næste romaner.

Mørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 af Louise Penny

Mørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 af Louise Penny fra forlaget Hr. Ferdinand – Politikens forlag – på 328 sider og udgivet d. 26. marts 2020. Org. sproget er canadisk engelsk med titlen Still Life og er udkommer første gang 2005. Gaveeksemplar fra forlaget
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Jane afleverer for første gang til alles store overraskelse et af sine kunstværker til det årlige bedømmelsesudvalg. Udvalget bestemmer om værket fortjener en plads på den kommende kunstudstilling i byen, men kort efter findes Jane død i skoven. Kan der være en forbindelse mellem kunstværkets betydning og Janes mystiske død?

I den lille hyggelige by Three Pines er sammenholdet venskabeligt og kærligt. Three Pines er så lille et sted, at der endnu ikke findes noget kort, hvor byen er indtegnet på. Louise Penny skriver så fint og levende om byen, at jeg ville elske at besøge skoven og det lille Bed and Breakfast med det skønne værtspar. Det er nemlig en lille hemmelig by, som man kun finder nærmest tilfældigt ved at vandre eller køre igennem – lidt som den lille magiske by Storybrooke i tv-serien Once Upon a Time, der er gemt for næsten alle tæt ved en lille skov. Der findes desværre ikke megen magi i Three Pines, og da den søde og kærlige ældre dame Jane findes død af et pileskudt i skoven kommer byen på den anden ende. Politiet fra Montréal med kriminalkommissær Armand Gamache i spidsen indtager byen, og med sig har de den unge kvinde Nichol, der er på sin første efterforskning, og hun lader sig ikke kue heller ikke af den store og berygtede Armand Gamache. Men er Janes død en jagtulykke, eller er det et mord? Armand Gamache er analytisk, hurtig og går ind for vidensdeling med sit hold af efterforskere, og sammen kommer de ret hurtig frem til, at Janes død slet ikke var helt så tilfældig, men hvem i den lille by er så morderen, når alle nu virker til at være gode venner og nære bekendte?

Parret Peter og Clara er begge kunstnere og var meget tætte med Jane. Clara bliver helt ude af sig selv, da hun finder ud at, at Jane er død, men midt i sorgen opdager hun hemmelige spor og fortolket brikkerne i jagten på morderen. Samtidig må hun også tage kampen op mod Janes niece, der er en giftig slange. Clara må træde ind i en konfrontation med niecen, selvom hun ved, at hun vil blive såret og gjort til spot, men Clara vil gøre alt for at finde den skyldige i mordet. Kriminalkommissær Armand Gamache finder ud af, at den ældre kvinde Mrs. Timmer kort forinden også er afgået ved døden. To ældre kvinderes død indenfor meget kort tid kan da ikke være en tilfældighed, men Mrs. Timmer var meget syg, så det udelukkes hurtig, at det er en seriemorder, som er på togt. Men Armand Gamache tager nu alligevel ikke helt fejl, da ondskaben i byen lurer lige rundt om hjørnet – meget tæt på ikke at blive opdaget. Ondskaben lurer lige der, hvor vi mindst venter det – i mennesker som vi ellers kender så godt, men kender vi i virkeligheden vores nærmeste venner så godt, som vi tror? Det er et af de store spørgsmål i romanen, der sammen med andre svære problematikker trækkes frem i lystet ved Armand Gamache ankomst, og alt er langt fra pænt under overfladen.

Det skete alt for ofte. Normalt kommer døden om natten, den tager folk, mens de sover, stopper deres hjerter eller kilder dem vågne og ud på badeværelset med en dundrende hovedpine, hvor den kaster sig over dem og fylder deres hjerner med blod. Den venter i gyder og på metrostationer. Plejepersonale i hvidt tøj hiver stikket ud, efter at solen er gået ned og inviterer døden ind i et sterilt rum. Men på landet kommer døden midt om dagen uden indbydelse.

Mørkt motiv – et Three Pines-mysterium #1 er en hyggelig og hurtig læst krimi, som du kan slappe af til uden at skulle tænke for meget, og det er ind i mellem lige, hvad man trænger til. Siderne bladrede jeg stille igennem, hvor handlingen forløber kronologisk lige før Janes død og til opklaringen af mordet. I opklaringen og afhøringen af vidner bringes jeg med tilbage i tiden til Janes ungdom i den lille landsby, og det er med til at give romanen lidt mere dybde. Mørkt motiv er inddelt i 14 noget lange kapitler på de 328 sider, men da sideopsætningen og skrifttypen i bogen er let og lækker, letter det noget af kapitlernes tyngde. Det at bruge ordene let og hyggelig om en krimi, kan lyde lidt mærkværdig, da genren slet ikke ligger op til noget som helst hyggeligt med mord, andre forbrydelser og detektion. Så det jeg mener her er, at mordet på Jane er ikke udpenslet, der er ikke meget andet vold og blod, og man følger Armand Gamache og hans team i efterforskningen på en stille og fin måde. Bogen rummer meget humor, varme og en smule ironi. Noget af det, som så til gengæld bliver fremhævet ved nedtoningen af forbrydelsen er menneskers inderste hjertelige anliggender, og morderens sande jeg, som for første gang kommer frem i lyset.

De mest fremtrædende tematikker i Mørkt motiv er venskab, kærlighed, kunst og had, hvor hadet og bitterheden skinner så tydeligt igennem morderens sande jeg, som jeg gennem bogens sider indvies i sammen med de nærmeste venner. Kunsten og særlig malerkunsten har en central rolle i handlingen, og det kun en tilfældighed, at Clara opdager et lille spor, som leder hende og Armand Gamache til morderen. Kriminalbetjent Nichol er nok den mest interessante karakter, da hun gennem hele romanen er anderledes end alle de andre, stikker ud og føler sig meget udsat og misforstået. Om hun gennemgår en egentlig forandring i sit møde med Armand Gamache er jeg meget i tvivl om, da hun overhovedet ikke ser indad. Armand Gamache er chefen, og er en munter en af slagsen med et varmt hjerte. Han er belæst og kender til megen litteratur, som kommer til udtryk i mange intertekstuelle referencer, som eksempelvis Oscar Wilde gennem plottet. Jeg er vild med Pennys måde, at indbringe små bidder fra andre værker, da hun gør det så fint og let, som ofte er i forbindelse med en humoristisk pointe. En anden karakter, der er værd at få med er morderen, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre navnet på. Morderen skjuler et dybt dysfunktionelt forhold til sin mor, hvor han altid er blevet undertryk og misforstået. Der var bare ingen, som vidste hvor slemt det i virkeligheden forholdte sig – selv ikke de nærmeste barndomsvenner. De sidste sider i romanen vendte jeg meget hurtigt, da der virkelig sættes gang i tingene. Det går meget hurtigt, og man skal virkelig holde sig vågen for ikke at miste noget. Alle trådene samles og Armand Gamache og hans Team drager hjem igen med endnu en opklaret mordsag.

Trapperne var kollapset, men der stod en stige i nærheden, som hun kunne have brugt til at komme ud. Men det gjorde hun ikke. Clara havde aldrig været så bange. Og så vred. Ikke på Ben, endnu, men på de tre idioter, der skulle redde hende. Og nu var det i stedet hende, der måtte beskytte dem.

Penny skriver også om dybe emner her i sin første roman i Three Pines-serien. Det tog mig lidt tid at finde frem til dem, da historien på overfladen er så let, fin og lige til, men ved nærmere granskning og refleksion er tematikken om, at føle sig anderledes og forkert i egen krop i verden særligt tilstede her i Mørkt motiv. De fleste af de krimier, jeg læser har et højt tempo med meget mere blod, vold og mord i sig, så det var lidt kedeligt at læse Mørkt motiv i starten lige ind til, jeg selv satte tempoet ned, og så nød jeg at læse med om, hvordan Armand Gamache og holdet opklarede mordet. Så er coveret på romanen også helt igennem lækker med smukke farver, som øjnene hele tiden drager mod og næsten ikke er til at slippe på natbordet. Penny har med sin første bog skabt en helt ny krimiserie, hvor der ind til nu er hele 8 romaner, så hvis du er til krimier og elsker lange serier, hvor bøgerne allerede er udkommet, så er Pennys Three Pines-serie helt klart noget for dig. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse mere om byen, dens beboer og alle hemmelighederne i andet bind Nådestødet.

Julelæsning i 2020

Our hearts grow tender with childhood memories and love of kindred, and we are better throughout the year for having, in spirit, become a child again at Christmastime – By Laura Ingalls Wilder.

Nu er det meget snart jul, og vi går snart nogle hyggelige omend noget anderledes helligdage i møde, og det bliver skønt igen at hygge med venner og familie sammen og på skærmene. Jeg har haft et par dejlige dage på arbejde her i weekenden, og det er bare så skønt at møde glade børn og voksne i denne juletid. I år har jeg udvalgt en lille samling af bøger, som jeg vil læse her i de sidste dage i juledagene – så julehyggen kan komme helt i top. Min datter og jeg læser altid hvert år Et juleeventyr af Charles Dickens og Grantræet af H. C. Andersen, og det skal vi selvfølgelig også i år. Vi starter på og bliver færdige med at læse Grantræet i aften, og jeg glæder mig til at genlæse eventyret. Hvis du ikke kender Grantræet, så kan jeg varmt anbefale dette lille kunsteventyr, som på sin vis er lidt trist, men stadig varm og som giver refleksion til store og små. Af de bøger jeg selv vil læse i år er der et par genlæsninger, som At se lyset af Jay Asher – der er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag-, og Et juleeventyr, som begge er bøger jeg genlæser hvert år op til jul. Det er, tredje år jeg skal læse At se lyset, og jeg glæder mig til at begynde på bogen i aften, når jeg er færdig med One Fifth Avenue af Candace Bushnell. De bøger jeg har anmeldt, har jeg linket til, så du kan kigge forbi og læse med om, hvad jeg synes om bogen. Min lille julelæseliste kommer her:

🎄 Et juleeventyr af Charles Dickens Anmeldelse lige her – Et juleeventyr

🎄 Grantræet af H. C. Andersen. Vi læser bogen på Bookmate.

🎄 At se lyset af Jay Asher – anmeldereksemplar Politikens Forlag. Anmeldelsen kan du læse lige her – At se lyset

🎄 Jul på Stony Cross Manor – Wallflower #5 af Lisa Kleypas

🎄 Fire noveller om kærlighed fra forlaget Novellix. Anmeldereksemplar fra forlaget Novellix

🎄 A Merry Christmas and Other Christmas Stories af Louisa May Alcott fra Christmas Penguin Classics

🎄 The Life and Adventures of Santa Claus af L. Frank Baum fra Christmas Penguin Classics

🎄 The Night Before Christmas af Nikolai Gogol fra Christmas Penguin Classics. Anmeldelsen kan du læse lige her – The Night Before Christmas

Jeg elsker de stille morgener med rimfrost på vinduerne og stilheden, hvor jeg lister rundt for ikke at vække min datter og dyrene i mit lille hjem. Det er nogle af de mest magiske timer på døgnet, og min foretrukne læsetimer. Så i morgen vil jeg stå op kl 6, og nye stilheden, bladenes stille puslen udenfor vinduet og stearinlysenes stille blussen, mens jeg begiver min ind i bøgernes magiske univers, inden verden vågner. Jeg skal også ud i morgen formiddag og ordne de sidste ting til juleaften, da jeg mangler at købe de to sidste julegaver. Ellers står dagens gøremål mest på rengøring, og så selvfølgelig hygge, læsning og spil. Jeg glæder mig selvsagt til at læse alle bøgerne på min liste, men særligt ser jeg frem til at læse Fire noveller om kærlighed fra forlaget Novellix og Jul på Stony Cross Manor – Wallflower #5 af Lisa Kleypas, hvor sidstnævnte er den sidste roman i Wallflower-serien. Har du en bog, du skal slappe af med i juledagene? Jeg ønsker dig og dine kære en skøn og magisk juleaften. Jeg holder ikke helt juleferie, og jeg vender snart tilbage med en ny anmeldelse- måske allerede i morgen, hvis alt går som planlagt – så kig med. De bedste julehilsner fra mig til jer alle sammen.

And it was always said of him, that he knew how to keep Christmas well, if any man alive possessed the knowledge. May that be truly said of us, and all of us! And so, as Tiny Tim observed, God bless Us, Every One! – By Charles Dickens, A Christmas Carol.