Ingeborgs fortælling (Asgårds døtre #1) af Sidsel Katrine Slej fra forlaget Tellerup på 330 sider og er udgivet i 2020. Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.
En forræder er i blandt Asgårds største slægter. Han står bag flere store ildebrande, og han nyder at se sine forbrydelser brænde op indt til intet er tilbage. Han kommer igennem runehegnet hos Alfred, men han lister sig som en tyv gemt i natten ind i familiens hus, hvor han finder frem til et særligt rum, der gemmer på en helt speciel runesten – en sten, som kan bryde igennem hos alle og blokere alle runer. Bagefter antænder han hele huset, men familien slipper desværre med nød og næppe ud. MEN, hvad er hans næste træk?
Store og blodige slag bliver kæmpet på sletter og på høje fjelde indtil sidste mand er udslettet. Over de drabelige kampe flyver de smukke valkyrier bag himlens skyer og holder nøje vagt med, hvordan kampene udvikler sig. Det er kun de bedste krigere, som får en særlig mulighed for kåring til Valhalla, som Odins krigere. Denne dag er det dog kun valkyrien Ingeborg, som kun lader sig friste af de allerbedste krigere til Odins haller. Hun flyver rundt på sin smukke hest, da hendes såkaldte veninder Ida og Astrid, som tit og ofte først dukker op hen ad eftermiddagen, da de åbenbart har vigtigere ting at diskutere. Ingeborg har sine bange anelser om, hvad det er denne gang. Dagen forinden var Jarlen af Isfjorden Asbjørn Gúdmundsson til middag hjemme hos dem. Han er en af de fornemme forretningsforbindelser, som hendes far havde inviteret til middag med det formål, at han skulle fatte interesse for Ingeborg. MEN middagen gik som Ingeborg frygtede, og hun talte igen over sig. Ingeborg hører slet ikke til blandt de allersmukkeste og ophøjede valkyrier, da hun har anderledes øjne, hår og står ved sine meningers mod, hvad der er stik modsat af, det man skal og forventer sig af en kone. Det skrammer mændene væk, og Ingeborg ærgrer sig dybt. Astrid fortæller henrykt om sin nye forlovelse med lige præcis Jarlen af Isfjorden, som har fundet sted samme formiddag. Astrid og Ida er ekstrem ubehagelige overfor Ingeborg, hvor jeg selv nærmest hopper op ad stolen af hidsighed og er klar til kamp på Ingeborgs vegne. Heldigvis er Ingeborg klogere end jeg, og hun ridder hjem – dog med en stor klump i maven.
Ingeborg får slet ikke tid til at slikke sine sår ret meget, da der er noget i gære. Da hun træder ind i på grunden, kan hun mærke det, og kort efter bliver hun indviet i, at en ny mand er kommet for at gøre forretninger med faren. Det er den flotte Jarl af Nordland Máni Reiðarsson, der stammer fra en af Asgårds fineste kongeslægter, som er kommet for at købe korn af dem, men faren Agnarr vil kun sælge til en meget fordelagtig pris for Máni, hvis han vil gifte sig med Ingeborg. Middagen ender i et kaos, hvor Máni uforskammet forlader selskabet. Mit hjerte græder med Ingeborg, og særligt næste dag, da hun endnu engang møder de to hyæner Ida og Astrid. De er tilsyneladende allerede godt informeret om middagen hjemme ved Ingebord. Rygterne er grimme, men vigtigst af alt, så blandes den højeste familie Vølsungeslægten ind i hele affæren. Argnarr holder møde med Vølsungeslægten, og de forlanger, at Agnarr sælger korn til Máni, men han nægter. En slægtsfejde er under opsejling særligt, da Máni spæder til med mange løgne. Da det står sortes til, får Ingeborgs familie besøg Auðun Asmundssøn fra Østfold – ven af familien. De har dog ikke set noget til ham i mange år. Ingeborgs forældre havde et tæt bånd til hans forældre før de vandrede til dødsriget Helheim. Der opstår magi mellem de to og en sød forelskelse begynder at blomstre. Men Vølsungeslægtens overhoved ønsker sin smukke søster, den mest ophøjet valkyrie i hele Asgård, Njála gift med Auðun. En stor slægtsfejde truer endnu engang Ingeborgs familie, hvis ikke Auðun giver efter, men det kan han ikke, da han er storforelsket i Ingeborg. Så inden længe er Ingeborgs hjem omringet af gamle venner, som nu er fjender. Den usle Máni gør også sit til at spæde til den voldsomme konflikt med nye løgne, da han er ude efter Ingeborg.
Bag sig kunne Ingeborg høre lyden af tunge knasende skridt der hele tiden nærmede sig. Det var vist lykkedes af få samtlige vølsunger ved runehegnet til at jage hende. Men det var til gengæld et spørgsmål om meget kort tid før hun blev fanget. Ingeborg tvang sig selv endnu mere op i fart. For hun var der snart. Dér hvor hun kunne ryste dem af.
Ingeborgs fortælling af Sidsel Katrine Slej er den første roman i trilogien Asgårds døtre, der bringer sin læser ind i et spændende mytologisk univers. Slejs verden er spækket med fart og faretruende begivenheder, og der lurer fjender omkring et hvert hjørne. Jeg læste bogen i en readalong med to andre skønne bogbloggere, hvor vi læste to kapitler om dagen, og det var virkelig hyggeligt, men det var også lidt svært ikke bare at læse videre indimellem. Spændingen stiger nemlig i narrativet til store højder, og den en ene store fejde og fare afløser meget hurtigt den anden, så mine øjne næsten ikke kunne følge med. Slej bygger sin romanverden op med udgangspunkt i den nordiske mytologi herunder særligt om valkyrier og einherjer, og bogen indledes med en, jeg siger jer, mega spændende prolog, hvor det er umuligt at stoppe med læsningen. Romanens strukturelle opbygning virker visuelt fjerlet og fin, da længden mellem de 19 kapitlerne på de 330 sider varierer så fint, og bogstaverne er store med masser af mellemrum mellem linjerne. Til forskel fra de romanklassikere med meget små bogstaver og minimal linjeafstand jeg også elsker at læser ind i mellem, så var det en fryd for øjet at skifte over til Ingeborgs fortælling. Det sproglige plan i romanen er lige til og let, hvor Slej på så fin en måde får de svære runebetydninger og magiske urter til at falde så fint ind i plottet ved at forklare og bruge dem, så man får det hele med. På romanens første side er der også inddraget en liste over runerne med navn, men også deres funktion, så hvis man som læser bliver i tvivl, kan man altid lige slå op og se tegnene igen.
Slej skriver sig med Ingeborgs fortælling ind i fantasygenren, da worldbuldingen i romanen er mytisk, magisk og magtfuld. Jeg synes, at den første roman i trilogien sagtens kan læses af unge og hører derfor ind unger YA kategorien, der er dog enkelte elementer, som måske lige er på grænsen, men ikke noget vildt. Jeg vil dermed ikke som sådan sige, at Ingeborgs fortælling kun kan læses af voksne, da der i Sejs karakterverden er masser af stærke unge valkyrier, hvor hver især er unikke med deres egen gave. Ingeborg er eksempelvis en af de bedste krigere, og den meget unge Ìssól er en af de bedste urtemagerske i Asgård. De mange seje og stærke valkyrier er alle powerwomen, og beskrives som gudeskønne, hvor den ene er smukkere end den anden – på nær Ingeborg, der jo skiller sig ud. Som karakter kan Ingeborg lægge sig op ad sin læser og hele følelsen af det, at være anderledes end alle andre, som nok er en følelse vi alle kender til. De mange hårde slag, som Ingeborg modtager på kontoen af at være anderledes sætter sig også som en ensomhedsfølelse. Det rammer mit hjerte dybt for, der er meget hun må høre for fra forfejlede bejlere og såkaldte veninder. Ingeborgs mor er helt fantastisk og giver hende gode råd og vejledning, men følelsen af anderledshed er slet ikke så let at slippe for Ingeborg. Noget af det, som jeg blev meget træt af under min læsning, var de mange gentagelser af, hvor særligt smukke de andre Valkyrier er, da det bliver nævnt mange gange. En af de ting, som jeg så til gengæld rigtig gerne ville høre meget mere om er runemagikeren Groa, som jeg håber på kommer mere med i de to andre romaner i trilogien.
Ud af øjenkrogen bemærkede hun at alle vinduer var blevet tilskoddede. Det havde de ikke været under festen. Gården var altså ikke det eneste de havde tænkt sig at brænde af. Ingeborg var ikke et sekund i tvivl om at det var vølsungerne hensigt at udslette både Hrafningeslægten og Svafnerslægten.
Det er ved at være lang tid siden, jeg har læst romaner, som tager udgangspunkt i den nordiske mytologi, og Ingeborgs fortælling var et spændnede gensyn med universet. Jeg er vild med mytologiske verdener særligt, når narrativ og karakter hænger sammen, og det gør de her i den første roman i Asgårds døtre. Man kan ikke sige, at det er svært at gætte, hvem der er skurken, og hvem der hjælper ham med at udfører langt de fleste forbrydelser. Det gættede jeg ret hurtigt, men for mig gjorde det ikke den store forskel, da andre mystiske hændelser og voldsomme begivenheder hele tiden overtog, og mine hænder vendte ivrigt side efter side. De mange stærke kvinder, der sviger sværdet på krigsmarkerne er ret fedt, og Ingeborg beskrives som en meget stærk ung valkyrie, dog falder hele powerwoman-elementet lidt fra hinanden for mig, da Ingeborg i krisesituationer vælger at være passiv frem for kamplysten. Men med det i mente, så har jeg brugt en del tid på at reflektere over om, det er for at passe på sin familie og ikke udsætte dem for større fare end nødvendigt er. Da et lille fejltrin let kan koster livet i slægtsfejderne. Hmmm, måske… Her til aften glæder jeg mig i hvert fald til endnu et gensyn med Slejs univers i den næste roman Ìssóls fortælling, som jeg læser over de næste de næste ti dage. Jeg er ret spændt på at se om, skurken Máni skaber flere problemer for Ingeborg, men også om vi hører mere til de to strigler Astrid og Ida, som jo virkelig kan få mig op ad stolen.
