Drømme, der stille indfries

Featured image

Dreams do come true, if only we wish hard enough. You can have anything in life if you will sacrifice everything else for it ― By J.M. Barrie, Peter Pan.

Det er endnu ikke et halvt år siden, at jeg skrev mit nytårsindlæg her på bloggen, så det er endnu lidt for tidligt at lave en opsummering, men nu sker der noget stort. En af mine største drømme for 2020 var at finde et skønt hus gerne lidt ude på landet, og det har jeg så arbejdet en del på. For en måneds tid siden var jeg tæt SÅ på at leje et lille hus, men det gik i vasken pga. af lidt for meget, efter min mening, diskrimination fra udlejers side, der gik på, at jeg jo er enlig forsørger, men heldigvis er der ikke noget, som er skidt for ingen ting, da jeg nu endelig har fundet et andet hus, der er endnu mere perfekt både i forhold til størrelse, have og transportmuligheder. Huset ligger lidt uden for Fredericia med skoven og stranden som tætte naboer. Jeg er sikker på, at min hund kommer til at elske haven, når vi flytter ud fra by-lejligheden lige om lidt. Det er egentligt lidt sjovt at tænke på, at jeg i det meste af mit unge og voksne liv har boet i centrum af Fredericia, da jeg så længe, jeg kan huske tilbage altid har drømt om at bo på landet. Mit sind og min krop slapper bare af på en helt anden måde, når jeg er uden for byens trummerum, larm og mange mennesker hele tiden. Bare jeg ser marker, køer og åbne lysninger, så er min krop og mit hoved en stor lykke. Grunden til at flytningen fra by til land først kommer nu er nok, at det mest har været meget praktisk, jeg er blevet i byen pga. arbejde og min datters skole, men efter 13,5 år i samme lejlighed, er det skønt, at der endelig sker noget nyt og et nyt eventyr venter os.

Den næste måneds tid skal gå med at pakke og købe lidt nye ting til huset og haven. En af de allervigtigste ting, som jeg skal have købt flere af er selvfølgelig bogreoler, og nu hvor vi får meget mere plads, så bliver der også et rum til et fint lille bibliotek til mig – Jubiiii, jeg klapper allerede i mine små tygge fingre. Åh, og så jeg elsker også allerede den have! Jeg har nu også lovet at passe den, ind til vi flytter ind i midten af sjette måned, og det er så skønt bare at køre ud i den skønne og varme sommerluft og nyde den skønne have og de brægende dådyr og køer. Ikke langt fra huset ligger der nemlig en stor dådyrgård/farm – jeg ved ikke lige, hvad sådan et foretagende hedder, men søde og skønne er de små dådyr og bambier i hvert fald, og jeg ser allerede nu frem til løbeturene forbi indhegningerne. I løbet af sommeren kommer der også en masse frugter og bær, da haven er en fin oase af frugttræer og bærbuske – Sikke så sund jeg ender med at blive. Min datter glæder sig allermest til at få en have, som hun kan springe rundt og lave øvelser i med diverse gymnastikredskaber. Træning er jo altid sundt og særligt i den friske luft. Efter sommerferien starter hun også i udskolingen, som også betyder en helt ny start, hvor hun med springgymnastik, som er hendes helt store passion er blevet optaget som idrætstalent i Fredericia Kommune.

Here is the world of imagination, hopes, and dreams. In this timeless land of enchantment, the age of chivalry, magic and make-believe are reborn – and fairy tales come true. Fantasyland is dedicated to the young-in-heart, to those who that when you wish upon a star, your dreams come true ― By Walt Disney.

Med sommeren 2020 kommer der til at ske en masse nye ting på flere fronter, og allerede nu er jeg godt på vej med at få indfriet alle mine drømme og ønsker for 2020. Vi glæder os meget til at gå dem alle i møde med et nyt hjem, en ny skolestart og forhåbentlig snart et arbejde til mig. Jeg søger forsat arbejde sammen med de nu 50.0000 andre ledige. Jeg har gennem hele mit ledighedsforløb søgt både inden- og udenfor mit akademiske felt. Jeg har stadig nogle få vagter i Bog & Idé i Fredericia, hvor jeg elsker at være. Det er så hyggeligt, og alle kunderne er bare så søde. Det er godt at komme lidt ud ind i mellem, og sig endelig til, hvis du eller nogen du kender står og mangler en som mig – jeg er frisk på det meste og klar til nye skønne udfordringer. Det sidste stykke tid har jeg ikke fået læst eller anmeldt ret meget pga. op og nedture i forbindelse med hus-ikkehus og så et endnu bedre hus, men det kommer nu igen, da lysten, roen og overskuddet er kommet meget mere igen. Man bliver nu også lidt doven af ikke at lave noget, og jeg har også kunne mærke (og se) på krop og sind, at alle mine gymnastikhold stoppede med krisens indtog i Danmark. Forhåbentlig beslutter regeringen MEGET snart at genåbne forenings Danmark, så vi kan komme ud til alle især børnene og i gang igen. Du kan også følge med i mit nye bogligeventyr på Instagram, hvor jeg løbende vil ligger op i story – du kan finde mig lige her: https://www.instagram.com/crossingjourneys/. Jeg håber, at du nyder den søde sommerluft, der især nu er begyndt at komme. Rigtig god pinse.

Featured image
Featured image

The Woman in White af Wilkie Collins

Featured image
Featured imageThe Woman in White af Wilkie Collins fra forlaget Penguin English Library på 720 sider fra 2012. Romanen er læst på engelsk, og org. udgivet i månedlige installationer i Charles Dickens’ magasin All the Year Round. fra 26 November 1859 – 25 August 1860.
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

En kvinde klædt i hvidt er stukket af fra den psykiatriske afdeling, hvor hun i de sidste mange år har været indespærret af en magtfuld mand, da hun kender til hans dybeste hemmelighed, som for alt i verden ikke må slippe ud. Under sin flugt får hun hjælp af den unge Mr. Walter Hartright, da han hjælper hende ind i en hestevogn, og de kører afsted sammen. Han stiger af og lader kvinden drage mod sit bestemmelsessted, men han kan ikke få lokket ud af hende, hvor hun skal hen. Kvinden er så rystet og en smule hysterisk over sin flugt, at hun har meget svært ved at tale. Mr. Hartright ankommer lidt for sent til sin aftale på Limmeridge House i Cumberland, hvor han skal til møde om et arbejde som kunstlærere for den unge smukke Laura Farlie, men heldigvis får han stillingen alligevel. Det kommer meget bag på Mr. Hartright, at den unge Miss Fairlie ligner så meget den unge kvinde i hvidt, der var ude på sit livs flugt. Dagene går og Mr. Hartright, Miss Laura og hendes ældre halvsøster og livsven Marian Halcombe finder hurtigt ind i en stille rytme i det smukke landskab, der omgiver Limmeridge House, men en dag, hvor de er ude at gå ved familiens gravpladser, støder de pludselig ind i kvinden i hvidt og en kvinde, som hun har med sig.

Der spirer en sød forelskelse mellem Mr. Hartright og Miss Fairlie, men forelskelsen er til ingen nytte, da Miss Fairlie er forlovet til anden side til den ubehagelige Sir Percival Glyde. Et fornuftsægteskab, der blev indgået på Miss Fairlies fars dødsleje flere år tidligere. Efter mange hjerteskærende og bedende bønner fra Miss Fairlie, nægter Sir Percival Glyde stadig at annullere forlovelsen og det kommende bryllup, da ægteskabet for ham kun er et fornuftsægteskab, hvor det økonomiske har meget stor betydning. Der kommer et uventet personligt brev med et bud, der på det alvorligste fraråder Miss Fairlie at indgå ægteskabet, da Sir Percival Glyde gemmer på frygtelige hemmeligheder. Den handlefaste Marian Halcombe begynder straks af finde ud af, hvem brevet er fra og Mr. Hartright fortæller om sit møde med kvinden i hvidt og den forunderlig lighed til Miss Fairlie. Miss Halcombe kommer hurtigt frem til, at den ukendte kvinde i hvidt må være Anne Catherick, som de ikke har set siden barndommen, hvor Anne gik i skole med de to søstre. Sir Percival Glyde leder meget i ihærdigt efter Anne for at få spærret hende inde igen, men nu er trioen med Mr. Hartright, Miss Halcombe og Miss Fairlie også på jagt. Eftersøgningen og jagten ender ud i en snedig mordgåde og identitets forbyttelse. Hele forbrydelsen er så gennemtænkt, men har kun et lille svagt led, som kun kan findes af en mand, hvis retfærdighed og liv afhænger af den ægte kærlighed for at redde og skåne hans allerkæreste.

Where is the woman who has ever really torn from her heart the image that has been once fixed in it by a true love? Books tell us that such unearthly creatures have existed – but what does our own experiences say in answer to books?

Spændingsromaner og krimier, som vi kender dem i dag, var i starten af 1800 tallet slet ikke kommet frem endnu. Man siger i snævre litterære kredse, at Charles Dickens er kriminalromanens fader, hvilket jeg erklære mig fuldt enig i, da han med Oliver Twist tydeligt viste ikke kun mord og detektiv-detektioner, men han viste i særlig grad også, hvordan samfundets fattigste klasse levede med alt, hvad der medførte. Wilkie Collins så op til Dickens måde at skrive på, som mange andre forfattere i England og verden over som eksempelvis H.C. Andersen. The Woman in White er Collins femte roman, og bliver bredt anset som at være en af de første spændingsromaner inden for genren ‘Sensation Novel’. Betegnelsen her, kan som så meget andet på engelsk, ikke blot hurtigt oversættes, da genrebegrebet ‘The sensation Novel’ gemmer på mange delelementer, som jeg nu forklare kort. Genrebegrebets kendetegn er også som en roman med hemmeligheder, hvor realisme kombineres med kærlighed sammen med melodrama og Newgate romaner med mord, hængninger og helte. Altså en romangenre med mange spændende sammensætninger og sammenkædninger af flere forskellige genredele. I The Woman in White er genrebetegnelsen sat sammen med realisme, kærlighed og særligt gotiske træk, som leder vejen med mysterierne om den mystiske Kvinde i Hvidt, og det som følger med hendes flugt og den hemmelighed, hun gemmer på.

The Woman in White er først udgivet som en seriel victoriansk roman fra 1859 til 1850 med fine illustrationer, der var ekstremt populære i sin tid, men som moderne og samlet roman er bogen strukturelt inddelt i rigtig mange små dele, som også angiver at det fortællende narrativ skifter til en anden af romanens karakterer. I The Woman in White fortælles historien nemlig af forskellige jeg-fortællere, som er et fortællende virkemiddel, men som også samtidig gør at handlingen kan virke noget langtrukken. Romanen er forholdsvis letlæselig på engelsk, da de forskellige karakterers personkarakteristik fremkommer ved udtalemåder og personificering af bestemte taleudtryk, der gør karaktererne mere menneskelige og plottet mere spændende. Karaktererne er fremskrevet med en følsomhed, som gør læsningen interessant og lidt lettere. En af de karakter jeg synes bedst om at følge gennem romanen var Mr. Hartright, som er både hensynsfuld og kløgtig til at træffe de rette beslutninger i læsningen af romanens store hemmeligheder. Det var også meget hyggeligt at følge den søde Miss Halcombe gennem hendes fremstilling af hændelserne. Hun er også den karakter, jeg synes bedst om, i de andre fortællers beskrivelser af hendes væsen og hele handlemåde. Romanens handling er sat i konteksten i det victorianske England, hvor Collins så fint har indlejret tidens regler for menneskers sociale interaktioner og god etikette. Ligesom genreformen er komplekst er såvel også The Woman in White, hvor særligt opklaringen af hemmeligheder og dødsulykker i et næsten evigt komplot synes aldrig at få en ende med flere tilstødende historier og personer, er i romanens slutning næsten bundet fuldendt sammen med kun få løse ender.

I say what other people only think, and when all the rest of the world is in a conspiracy to accept the mask for the true face, mine is the rash hand that tears off the plump pasteboard, and shows the bare bones beneath.

Det har længe været et af mine store ønsker at læse The Woman in White, men også andre af Collins romaner, dog skulle det tage mig meget meget lang tid, hvor jeg også flere gange startede forfra på bogen, men til sidst kom jeg gennem. Det er ikke fordi, at bogen er kedelig som sådan, men der er så mange tråde og rigtig mange stemmer, der tilsammen danner hele det fortællende plot, så det kræver en del koncentration og nedskrivninger for at huske alle brikkerne i et stort hele. Koncentration og tid er en vigtig ting, som jeg under min læsning ikke kunne finde før den sidste gang, jeg startede på bogen, men så gik læsningen også derudaf. Der findes næsten ikke noget bedre end at læse en bog færdig, som man har kæmpet lidt med – det at opgive et bogprojekt er ikke lige mig, da stædigheden altid vinder til sidst. Der går alt for lang tid mellem, at jeg får læst klassikere, siden jeg stoppede på universitet – det må jeg se at få lavet lidt om på, da det i høj grad er de bøger, jeg finder glæde og nysgerrighed i, men som jeg også elsker at forsvinde ind i. Jeg har også planer om at læse flere andre af Collins værker heriblandt The Dead Secret og The Moonstone, som begge står og venter på at blive læst i bogreolen, men jeg ved ikke helt hvornår. Jeg håber dog på at kunne få læst en af bøgerne i løbet af i år.

Featured image

Jens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann

Featured image
Featured imageJens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann fra forlaget Kahrius på 143 sider fra 2019. Bogen er et anmeldereksemplar fra Simon Hamann
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Jens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann er en selvstændig bog med et lille udvalg af Baggesens lyrik med tilhørende noteapparat, der letter læsning for den nutidige læser. I et fint i formativt forord til bogen skriver Hamann selv, at han har udvalget et bedret udsnit fra Baggesnes lyriske forfatterskab som eksempelvis længselsfulde og humoristiske rimbreve, præromantiske digte og gendigtede folkeviser. Dette har han bevist udvalgt for at forsøge at vække størst mulig interesse for Baggesens forfatterskab som sådan, men også at bogen kan dække flere mulige undervisningsforløb i gymnasieskolen. Det første digt i samlingen er “Til Bogen” fra digtsamlingen Ungdomsarbeider fra 1791 og er et af dem, jeg holder allermest af i samlingen, da Baggesen her i dette lille fine poetiske digt fortæller sine intentioner for, hvordan en bog bør og skal fremstå for sin læser og ikke mindst verden. I digtet ligger Baggesen også vægt på den sproglige struktur imellem det sjove og det alvorlige i en bog på en fin og let måde. I fædrelandssangen “Til mit Fædreland” fra 1796 skriver Baggesen på smukkeste vis om Danmark. Her i det lyriske digt træder Baggesens præromantiske træk frem i beskrivelserne af himmel og jord i Danmark, men også i særlig grad fornemmes det smukke, det skønne og hjemmelige. I Baggesens digtning er der som sådan flere præromantiske træk, men nye digtere som Adam Oehlenschläger kommer frem med en ny og mere romantisk digtning i begyndelsen af 1800 tallet.

Baggesen flyttede flere gange mellem Danmark og Tyskland af forskellige årsager. Der opstod en litterær fejde mellem Baggesen og Oehlenschläger, som tog hårdt på Baggesen og hans digtervirke i Danmark.
Oehlenschläger var den nyeste og ombejlede digter, som Hamann også skriver om i sit forord til bog. Baggesen prøver at tilnærme sig Oehlenschläger med rimbrevet “Noureddin til Aladdin” i 1806, men det får Baggesen intet ud af. Rimbrevet er en gendigtning af det mellemøstlige folkeeventyr Aladdin og den vidunderlige lampe, som i øvrigt stammer fra 1001 Nats eventyr, hvor folkeeventyret ofte indgår i samlingen fra 1700 tallet. Her i Baggesens digtning til Oehlenschläger antager Baggesen selv rollen som den onde Troldmand Noureddin, og Oehlenschläger den heroiske Aladdin. Gendigtningen af folkeeventyret er en smuk hyldest til Oehlenschläger, der hylder hans geni og stigende popularitet, men Oehlenschläger trækker de unge med sig og afviser den gamle digtergade. Heri opstår Baggesenfejden, som 7 år senere knækker Baggesen, og derfor forlader han i 1820 Danmark for sidste gang. Disse litterære fejder var slet ikke ualmindeligt i 1700 og 1800 tallet, og fejderne blev til offentlig skue, da svar og modsvar forfatterne imellem blev utrykt i aviser og pamfletter i den offentlige presse. Baggesen skrev ligeledes flere digte til og om kvinder, hvori han i 5 år besang den ti årige ældre og gifte kvinde Magdalene Pram, som han i sin digtning opkaldt efter måneguden Seline.

Fra: Til Bogen:
Taal alt – det er den største Dyd herneden!
Vær stolt af Ondes Had og Narres Spot!
Vær munter! men for alting vær beskeden!
Det klæder alle unge Bøger got.

Jens Baggesen – digte i udvalg er en fin ny udgivelse af udvalgt lyrik af Baggesen. I forordet gør Hamann bogens sigte og ærende klart, da bogen ikke blot er udgivet uden mange tanker bag i forhold til praktisk brug. Hamann vil gøre sit til, Baggesens lyriske forfatterskab ikke forsvinder i glemslen, og gøre Baggesens lyrik lettere tilgængelig for nutidens unge, hvor bogen særligt kan bruges til unge på de gymnasiale uddannelser. Strukturen i Jens Baggesen – digte i udvalg er fordelt på 143 korte sider, og er ifølge Hamann en “stilmæssig tillempet rød tråd”, som jeg dog ikke helt selv kan finde i bogen, men jeg er heller ikke den rette til, at kunne udtale mig, da det lyriske felt aldrig, eller i hvert fald ikke endnu, helt har vist sig for mig som noget ekstra ordinært, som eksempelvis de gamle episke romaner af Henry Fielding, Samuel Richardson og Charles Dickens, som jeg har en stor forkærlighed for. Jeg synes mere, at jeg kan se en tidsmæssig udvælgelse, hvor de lyriske stykker fremhæver de refleksioner og følelser, som Baggesen har haft gennem vigtige perioder i sit liv. Som i eksempelvis ”Overalt den Elskede – Til Seline” fra 1801 til-synger Baggesen den smukke og skønne Magdalene, hvis ynder og væsen han ikke kan glemme. Det er med poetiske og sjælelige følelser i sætninger som “Dit Smil fortryller mig i Lunas stille, Uskyldighvide, høitidsfulde Glans;”, at Baggesen drømmer om sin ungdomskærlighed, som blot og desværre forblev en sjælelig drøm.

Baggesen var for sin tid forholdsvis letlæselig i forhold til andre digtere, men for nutidens læsere i dag meget svær at forstå. Hamanns udvælgelse i Baggesens store forfatterskab, har han endvidere også lagt vægt på, at de enkelte lyriske digte, rimbreve mm kan indgå i forskellige litteraturhistoriske emner i gymnasieskolen. Sproget i denne lille lyriske samling er holdt i original stil, som Baggesen selv har skrevet dem i. Bog har er rigtigt fint noteapparat, som både er kort og fint informerende, der ikke trækker i langdrag og kommer med unyttige oplysninger. Noget af det, som jeg fandt allermest spændende er selve fejden mellem Baggesen og Oehlenschläger, som jeg på et tidspunkt vil finde ud af mere om. Under mit speciale var en af mine problemstillinger stridighederne i Newgate-fejden mellem Charles Dickens og William Makepeace Thackeray, der senere blev til en Newgate diskurs, som omhandlede særligt Dickens´, men også generelt overklassens forfatteres, inddragelse af kriminalitet, klasse og magt i deres romaner. Det er yderst spændende at undersøge i gamle aviser og magasiner. Jens Baggesen – digte i udvalg er en fin bog, der vil kunne hjælpe mange læsere. Om bogen lokker unge til, tror jeg ikke, men det må tiden vise, dog er jeg helt sikker på, at mange unge på ungdomsuddannelserne vil kunne få stor nytte af Jens Baggesen – digte i udvalg i undervisningssammenhæng i deres forståelse af, hvad Baggesens digtning fortæller om og betydningen af denne i eftertiden.


Fra: “Rejsen til Korsør”
Jeg slutter her. Thi nu er al Forandring
Af Tonen, jeg engang er kommen i,
Umulig. Skriv mig snart! Det er mit sidste,
Mit Hiertes sidste Suk! O! hvis De vidste,
Hvor nær jeg er mit gamle Mulerie! – – –
Snart er og Glæden her forbi, forbi, forbi.

Featured image

Takt og tone – Hvordan vi omgås af Emma Gad

Featured image
Featured imageTakt og tone – Hvordan vi omgås af Emma Gad fra forlaget Gyldendal på 332 sider fra 2018. Bogen er org. udgivet i 1918.
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Emma Gads håndbog til livets takt og tone i, hvordan vi omgås hinanden er en litterære klassikere, som aldrig går helt af mode. Det er lidt hyggeligt og sjovt at læse om gamle skikke, retningslinjer og gode råd til opførelse fra en forsvunden tid. Håndbogen begynder meget praktisk med “Livets højtider”, hvor Emma Gad tager sin læser med ind i alt lige fra forlovelse, bryllup, barnedåb konfirmation, sølvbryllup mm. Gad kommer med gode råd til, hvordan man skal forholde sig og agere før, under og efter højtiderne. Der er også her helt særlige regler for at gøre det rigtige, så man ikke bliver udstød af det gode selskab eller bliver set ilde på. De danske skikke i forbindelse med livets højtider i Danmark skiller sig i virkeligheden ikke meget ud fra de særlige etiketter i England i 1800 og 1900 tallet, hvor mange af de usagte “regler” for god takt og tone var altafgørende for, hvordan og hvilken betydning man havde i samfundshierarkiet. Eksempelvis beskriver Gad om, hvordan og hvem man skal sende invitationer ud til, hvem man sender gaver til og ikke mindst, hvordan man opfører sig ved bordet. Et af de afsnit jeg synes allerbedst om i den lidt store og tunge håndbog er det ottende afsnit “Livet uden for hjemmet”, hvor Gad går i dybden med gode råd inden for alt lige fra telefonering til brevskrivning og til restauranthøflighed og høflighed, når man møder nogen på gaden.

I det sjette afsnit “Omgangstone og samtale” skriver Gad et par indledende ord til afsnittet om, hvordan man bør være og opføre sig i almindelighed. Hun skriver blandt andet, “…høflighed er så noget nær det stærkeste våben, man kan have i hænde. Jo mere uhøflighed man møder hos en modpart, jo stærkere står man, når man selv er fuldt ud høflig”(Gad2018,133). Gad har jo i særdeleshed ret her, da dette stadig gælder. I dag kan man også sige som Clement Kjersgaard i programmet Debatten på DR2, “Jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du snakke med dem”. Efter det indledende ord følger herefter hele 18 sider fordelt under to underoverskrifter “Omgangstone” og “Samtale” med en lang række underpunkter. I “Omgangstone” giver Gad en masse gode råd om, hvordan man forholder sig til eksempelvis kedsomhed, smågæld og bøger, hvor hun ikke ligger skjul på sine egne meninger her – så fin nostalgi. Under emnet “Samtale” er det råd til blandt andet “Utidig spørgen” og “Utidig hvisken”. Selvsagt så må man jo ingen af delene, da det ikke er god tone, men hvis nu man nu alligevel ikke kan nære sig med at spørge en gæst om noget, så husker Gad os på, “At have en skælm bag øret og en lun udtryksmåde er derfor noget af det bedste, man kan få i vuggegave af en venlig fe…”(Gad2018,143). Det sidste afsnit som jeg gerne vil fremhæve her er det syvende afsnit “Sommerliv”, der emmer af hyggelige og skønne stunder af sommer på landet med familie og slægtninge. Her kommer Gad med et godt og hjertekært råd om, at man bør invitere enlige slægtninge, som kusine eller tante, da der intet så trist er at sidde helt alene i storbyens varmende trængsel i en lille lejlighed. En meget hyggelig og sød tanke – synes du ikke?

Evnen og lysten til brevskrivning er omtrent gået tabt i vore dage, undtagen hvor det gælder et forelsket par, der må sende et brev en time efter, at man skilles. Hvem skriver ellers lange breve? Tiden er blevet så forjaget, at de fleste nøjes med et telegram eller et postkort, som ganske vist kan bringe en venlig hilsen, men intet derud over.

Takt og tone – Hvordan vi omgås er strukturelt bygget op i 10 fine afsnit, som fører læseren igennem alle livets væsentlige begivenheder med de fineste illustrationer og en smuk lilla farve. Så hvis man kom i tvivl om og søgte råd om en begivenhed, så kunne man altid finde svaret her i Gads informative håndbog. Jeg er ret vild med selve designet af bogen og hele det grafiske udtryk i håndbogen. Håndbogens indre strukturelle opbygning er prydet med fine gamle forsider fra Gads tid, som er med til at modvirke tungheden af en håndbog. De smukke gamle forsider er fra ‘Hjemmet’ og ‘Familie-Jounal’, og de er bare så fine, og jeg lod mig helt fortrylle af tidens tak og tone inde i billedeillustrationerne. I bogen er der også fine reklamesider fra eksempelvis sæbe fra LUX, cykeldæk fra Codan, Hector – sælger af fodtøj, og mange andre fine og farverige reklameannoncer. Sproget i Takt og tone – Hvordan vi omgås er holdt i den oprindelige gammeldags tone, som gør at hele værket emmer af nostalgi og levn fra en fjern fortid. Der er mange ord, som en nutidig læser aldrig har læst som eksempelvis “skælm bag øret”, og dette synes jeg gør læsningen sjov, spændende og interessant. Jeg elsker at nørde med ord, talemåder og deres betydning dog mest på engelsk, men det var ret fint her i bogen også. Gads tone er informativ, ligefrem og der er absolut intet, man kan tage fejl om, da Gad ikke ligefrem ligger skjul på sine egne holdninger og meninger i sager undervejs, hvor en mening eller stillingstagen er påkrævet. Det er jo en håndbog, og det gør jo bogen er tung og lang at komme igennem i sig selv. Jeg er slet ikke helt så god til håndbøger og opslagsbøger, da de bare er kedelige, men her løfter alle bogens mange fine detaljer en hel del.

I 2018 var det helt præcist 100 år siden, at Gad udgav Takt og tone – Hvordan vi omgås, og det skulle fejres med denne nye smukt illustreret genudgivelse. Håndbog eller ej, så synes jeg altid, at det er ret interessant at læse om, hvordan det var engang. Det er netop derfor, at jeg elsker at læse historiske romaner eller klassikere, da de bare kan noget helt særligt. Takt og tone – Hvordan vi omgås var en af de bøger på min meget lange liste på universitet, som jeg aldrig nåede at læse, men det er en af de værker, som jeg mener, at man bare skal og må læse, da det i høj grad for mig handler om kulturarv, og det har jeg så nu langt om længe fået gjort. Et kryds på listen. Gad er hård i sin kritik af sit eget værk, men intet mindre er det ret pudsigt at læse, at hun selv har gjort sig nogle tanker omkring, hvilken betydning og eftermæle hendes bog ville få i fremtiden. I et forord til håndbogen skriver hun, “Et er sikkert. Den læser, som vil fornøje sig mest over disse forskrifter, er den, der om et par hundrede år finder denne bog på en støvet hylde i biblioteket. Han vil med fryd kaste sig over den og studere alle disse skikke, der vil forekomme ham lige så snurrige som de, der til vor moro beherskede menneskene i længst tilbagelagte århundreder”. Selvom jeg selv har købt bogen, så havde jeg den lidt samme fornemmelse, som den læser, hun beskriver i citater, da jeg begyndte min læsning, men ja, igen håndbøger er ikke rigtig mig, så det har taget sin tid for mig at komme igennem værket, og det var en lidt fornøjelig læsning særligt med de smukke illustrationer.

Køb helst de bøger, de har lyst til at læse. Ikke alene gavner De dermed litteraturen, men de får også bøgerne kær og skaber Dem derved venner, som ikke skuffer.

Featured image
Featured image

Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich

Featured image
Featured image Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich fra Politikens Forlag på 375 sider fra 19. Marts 2020. Anmeldereksemplar fra forlaget forlaget
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich er en tragisk, medrivende og fuldstændig fantastisk roman, der er fortalt på en sandfærdig og realistisk måde, der rammer lige ind i hjertet. Jacob Weinreich tager i sin roman udgangspunkt i forskellige menneskeskæbner, som alle spillede en vigtig og altafgørende rolle i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. I Pigen fra Den Franske Skole følger læseren forskellige hovedpersoner, som er forbundet sammen i handlingen, der til slut leder til bombningen af Den Franske Skole (Institut Jeanne d’Arc). I et lille forspil til handlingen introduceres jeg for lille Malene på 6 år, der er en af pigerne, som går på Den Franske Skole. Hun bliver holdt udenfor af sine klassekammerater, og de driller hende med øgenavnet “Alene-Malene. Hun stikker af og under sin flugt væk fra de dumme piger, støder hun ind i den søde Nonne Søster Benedikte. Malenes far er et aktivt medlem i Den Danske Modstandsbevægelse, der arbejder for at ødelægge så meget for tyskerne, som de overhovedet kan. Få måneder før handlingen sætter sin begyndelse har modstandsgruppen, med hjælp fra England, bombet Gestapos hovedkontor i Århus, og nu arbejder modstandsbevægelsen med blandt andet Mogens og hans ven Harald i spidsen for at få samlet de rette informationer sammen om Shellhuset til englænderne, så de kan udføre samme mission i København. Harald er en af de modstandsfolk, der kæmper mod tyskerne med krop og hjerte. Hans tvillingebror Laurits blev skudt af tyskerne under slaget i Sønderjylland, så Harald kæmper for Laurits og for et frit Danmark.

Harald får kontakt med Asta, der arbejder sammen med Mogens kone Lise, da han har brug for hjælp til at aflytte en meget vigtig telefonforbindelse. Efter noget betænkningstid og en frygtsom oplevelse vælger Asta at hjælpe Harald selvom, hun ved, at det er farligt. Snart er hun på vej til et hotel på Falster. Tyskerne og de dansker, der bakker op om tyskerne, har fået et tip om at noget skal ske på hotellet, men Asta er snedig og får med stor held undsneget sig opmærksomhed under sit arbejde. I romanen følger et sideplotspor, hvor jeg under min læsning følger én af de bedste engelske piloter Edward i Air Force One. Jeg flyver med på farefulde og frygtsomme bombetogter i flere lande under Tysk belejring. Under et af angrebene mister Edward sin bedste ven Carter af syne i et andet fly. Mange tror, da Carter ikke vender tilbage endnu, at han er død. Edward begynder at miste troen på, at det hele nytter, at verden igen bliver et bedre sted, så han vil ikke flyve flere missioner. Den Danske Modstandsbevægelse er under hård belastning, da hele 26 af gruppens medlemmer er blevet fanget, tortureret, pint og nogle er blevet slået ihjel af tyskerne, vælger Air Force One at komme dem til hjælp. Men, det er en yderst farlig mission – den mest farlige, så det er kun den allerbedste pilot, der skal lede togtet. Edward udvælger de bedste mænd til at være med den tidlige morgen, de sætter sig op i de små bombefly mod Shellhuset, men noget er anderledes inde i Edward – noget uopretteligt er gået i stykker i troen på en fri verden.

Hvorfor kan hun ikke forstå det? At det jo netop handler om Laurits. Om alt det frygtlige, der hændte Haralds tvillingebror. Morens svar på sønnens død var tavshed. Harald kunne dårligt huske, at hun har sagt mere end en eller to sammenhængende sætninger, siden Laurits døde. Det er, som om tyskerne ikke blot slog hendes ene søn ihjel den frygtelige morgen i Sønderjylland, de flåede også stemmebåndet ud af halsen på hende, gjorde hende stum, et umælende dyr, et støvet, ligegyldigt møbel i stuen. Her kan hun så stå med al sin smerte, al sin tavshed og vente på, at hun visnede.

Weinreich spiller med åbne og helt konkrete kort i et forfatterforord til sin læser, hvor han gør opmærksom på, at romanen er et fiktivt værk, men som tager udgangspunkt i historisk fakticitet, og at han har sat forskellige personer sammen i sine romankarakterer for at danne en hel og bred ramme i et tempofyldt plot. Pigen fra Den Franske Skole er en af de bedste historiske romaner, jeg har læst om Anden Verdenskrig – og jeg har læst mange gennem tiden endda. Det er romanen netop, fordi Weinreich formår at skabe et flydende rum, som forbinder karakter, tid, sted og handling i et fint flow uden for mange eller for få oplysninger om eksempelvis flyvningerne over Danmark eller den frygtelige tortur i tysk fangenskab. Romanen er strukturelt inddelt i tre dele, som Weinreich leder mig som læser gennem på troværdig vis i beretningen om sine romankarakterers betydningsfulde ageren før, under og lige efter krigen. Helt særligt er også måden Weinreich formår at sammensætte og bruge sproget på, da han gennem synæstetiske virkemidler får læseren bragt helt tæt på og ind i karaktererne, ja helt ind i handlingen. Af de synæstetiske virkemidler bruger Weinreich særligt tre sanser – høresansen, lugtesansen og synssansen, hvilket er med til at teksten får et poetisk udtryk, som gjorde at jeg forsvandt helt ind i en historisk tidslomme, som var jeg med i handlingen. Jeg var med på Edwards skulder, da han sad i sit lille fly og kastede bomber udover Danmark – da han fik et glimt af en lille pige med fletninger, og jeg kryber sammen med Søster Benedikte i bomberuinerne efter fejlbombningen af Den Franske Skole og leder efter de små piger og drenge, mens vandet stiger, gnisterne flyver, børnene drukner og murene endnu braser sammen.

Pigen fra Den Franske Skole fortæller en stærk historie, der minder mig om de mange stærke og modige mennesker, som stod sammen om at hjælpe med at befri Danmark. Som jeg ser det, så er der flere primære og vigtige hovedpersoner i romanen, som alle spiller en helt central rolle. Mogens og Harald på missioner for Den Danske Modstandsbevægelse, Astas vigtige aflytning, lille Malene, der er en af pigerne på Den Franske Skole og ikke mindst Søster Benedikte. Alle er de fremskrevet som mennesker – hele mennesker, som var de taget ud af virkeligheden med venner, familie og livet i almindelighed, men med helt særlige skæbner, der er skildret så præcis i sin tid. Harald er modig og stålfast på at kæmpe i krigen for Danmarks skyld, men han har også sine helt egne emotionelle grunde. Mogens er familiefar med fast arbejde, men også han kæmper. Den karakter, der rammer mig allermest er Søster Benedikte, der kæmper til sidste bevidste sekund for at redde så mange piger ud af ruinerne, som hun kan, men også alle hendes refleksioner over fortid, nutid og fremtid i om, hun kan genfinde troen på Gud. Det kronologiske narrativ forløber i en temporalitet fra januar 1945 til 21. maj 1945, men med et efterspil, der fint afslutter romanen og jeg sad tilbage med en følelse af, at fremtiden var lysnet efter krigen på trods af de mange unødvendige døde, og at en ny tid var på vej. Pigen fra Den Franske Skole er en historisk roman, der ikke kun fortæller om krig, tortur og tab, men Weinreich formår i særdeleshed at ramme alle krigens medspiller, modspiller og ikke mindst de mange ofre, som krigen kostede.

– Slip mig, råbet Gustav, mens endnu et skud lyder. De kæmper om pistolen, er halvt nede at ligge på trappen, Harald kan høre sirener udenfor, han kan høre en, der skriger i det fjerne, han kan høre Laurits, der trygler ham om at tage hjem, hjem til mor, han kan høre mors gråd til Laurits’ begravelse, han kan høre præstens ord og det fine, hvide grus, der knaser under fødderne, da kisten bæres ud, han kan høre lyden af knitrende tyske maskingevær, han kan høre lyden af Laurits, der falder, af Danmark, der falder, af knasen mellem tænderne, da Vagns store næver rammer hans ansigt, han kan høre lyden af skud fra Ryvangen, da hans venner bliver henrettet, han kan se den tyske peloton, der sænker geværerne, mens en ny fange bliver ført ud til pælen, bundet som en hund.

Sprogets særlige sammensætning sammen med den rette portion spænding for at læse mere i skiftet mellem karaktererne i handlingen gjorde, at jeg under min læsning af Pigen fra Den Franske Skole mistede fornemmelsen af tid og sted, så timerne tikkede afsted alt for hurtigt og rummet blev et med romanens handling. Siderne vendte nærmest sig selv, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, og en sen nat faldt jeg i søvn med bogen i hovedet. Den hårde tortur og fængslingen af mennesker i frygtlige lejre er med, og det er altid hård læsning, men heldigvis fylder det ikke så meget, at det er altopslugende for romanens handling og overskygger vigtigheden af Den Danske Modstandsbevægelses betydning for krigen og dens afslutning. På trods af romanens hårde faktiske fortælling om den tragiske skæbne om de mange døde børn og voksne under bombningen af Den Franske Skole, så forekom bogens 375 sider alt for kort. Jeg ville have elsket at forsætte min læsning meget mere om, hvad der siden skete med Den Franske Skole, “Alene-Malene”, Harald og særligt Søster Benedikte. Pigen fra Den Franske Skole er en særlig roman om Danmark og Den Danske Modstandsbevægelse! Romanen får mine varmeste anbefalinger med på vejen for at fortælle nogle af de faktiske og vigtige historier, der gemmer sig bag romanens karakterer, men også for den sproglige rammende effekt og poetiske virkning.

Featured image
Featured image

Efterårets luner (Wallflowers 2#) af Lisa Kleypas

Featured image
Featured imageEfterårets luner – Wallflowers 2# af Lisa Kleypas fra forlaget Pretty Ink på 352 sider fra 2014. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er Amerikansk med org.titel It happened one autumn.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Efterårets luner (Wallflowers 2#) er den anden skønne bog i serien om fire meget forskellige unge piger, der til sidst bliver træt af at være bænkevarmer til selskabssæsonen mange baller og slår sig sammen i en hemmelig pagt om, at de skal hjælpe hinanden med at finde deres kommende ægtemænd. Deres pagtnavn er bænkevarmerne, som har det flatterende navn Wallflowers på engelsk. I den første roman Sommernattens hemmeligheder er det den ældste af de fire piger, Annabelle, der til sidst bliver gift, men ikke med den, som de først havde tiltænkt sig. Heri anden roman Efterårets luner er det Lillian, den ældste af de amerikanske Bowmann-søstrene, som skal på ægtemandsjagt. Efter en kort introduktion til Bowmann-familien starter plottet allerede med, at familien Bowmann ankommer til nogle skønne ugers ophold, inden selskabssæsonnen går i gang, på det smukke og enorme herresæde Stony Croos Manor, som er ejet af den alvorlige og meget bestemte Lord Marcus Westcliff. Det er Westcliff søster, der har lovet at være værtinde for arrangementet og har bestemt gæsterne, men der er særligt én familie, han bestemt ikke er begejstret for, og det er Bowmann familiens kommen, da han har det meget svært med Lillian. Kort efter deres ankomst bliver de to søstre bliver låst inde af deres mor, så de kan sove en lille lur inden middagen om aften, meen det lader de to søstre sig ikke standse af, og de er begge mestrer til at lirke låse op med hårnåle. Denne færdighed skal da også frelse Lillian for en tragisk skæbne i romanens slutning.

Den yngste søster Daisy har lovet Annabelle at smide noget i ønskebrønden for en af de to andre piger, og søstrene begiver sig nu afsted ud på Westcliff jorde for at finde brønden, og på tilbage vejen havner de midt i et rundboldspil, hvor Westcliff pludselig dukker op og ender med at give Lillian en særlig undervisning i at ramme bolden helt rigtigt. Amorinerne flyver i luften og på en og samme tid med kærlighedens sitren og hidsige kommentarer, der fylder luften omkring Lillian og Westcliff. Lillian vinder i en intern og intim duel mod Westcliff, og han lover at snakke med sin mor Grevinden af Westcliff-slægten om, hun vil være mentor for Lillian og Daisy, da de har hårdt brug for hjælp og netværk, hvis de skal finde sig ægtemænd i den kommende selskabssæson. Grevinden kan ikke fordrage amerikanere, særligt fordi hendes ældste datter har giftet sig med en amerikansk mand, og de samme har den yngste datter. Mødet mellem pigerne og grevinden er komisk, og jeg er vild med Lillians rebelske ydre og hidsige temperament, og hun lader sig ikke så slet skræmme – heller ikke af Grevinden. Den fornuftige, rolige og alvorlige Westcliff indser lidt sent, men stadig i tide, at han er bundløs forelsket i Lillian. Da han finder hende noget beruset, efter hun har drukket en hal flaske pæresnaps, kan han ikke længere styre og tøjle sine følelser mere. Han indvier sin mor og søster i sine fremtidige planer med Lillian, men Grevinden kan ikke acceptere sin søns valg af hustru. Grevinden er en farlig kvinde, der vil gå langt for at få sin vilje, så Westcliff ikke kan gifte sig med Lillian. Og en tidlig morgen er Lillian pist væk og ikke til at finde.

Med et triumferende smil vendte hun hesten og mødte de andre rytteres forbløffende blikke. Alle undrede sig tydeligvis over, hvad der havde fået hende til at tage det pludselige spring. Pludselig hørte hun lyden af tordnende hove og så et glimt af mørkebrunt ud af øjenkrogen. Forskrækket vendte hun sig, men før hun kunne nå at protestere eller forsvare sig, blev hun i bogstaveligste forstand trukket af sadlen og smidt hen over en smerteligt hård overflade.

Efterårets luner er en skøn og hurtig læst roman. Denne bogseries genre hører til feelgood-romanerne med et twist af erotik og spænding. Som den første roman i serien, så holder Kleypas sig fint til tidens ånd i 1800 tallet særligt med de store selskaber, smukke kjoler, jagten på at finde en fremtræden ægtemand og ikke mindst til den særlige engelske etikette, som de to Bowman-søstre har sat sig for at lære mere om. De to amerikanske piger har dog svært ved at se meningen og formålet med langt de fleste etiketter. Sproget flyder, og handlingen fungere ret godt, men indimellem bliver det lige søgt nok med de mange små plotforviklinger og intriger blandt de fire piger. Efterårets luner starter med en prolog, hvor søstrene er i en parfumebutik, og Lillian får én ganske særlig duft med sig hjem. Èn duft, som har en helt speciel virkning på mænd, nemlig én duft, der er et afrodisiakum, som skal vise sig at være yderst effektiv på Westcliff. Lillian igangsætter et eksperiment, hvor alle pigerne skal have parfumen på. Det er en lidt sjov ide, men parfumen virker kun for nogle af dem. Efter epilogen fylder romanens handling femogtyve kapitler, der godt kan virke lidt lange ind i mellem, og bogen ender med en epilog, der fint binder hele romanens handling og karakterer sammen, hvor de fire piger mødes og snakker om den kommende selskabssæson.

Det jeg synes allermest om her i anden bog er Lillians kække og oprørske jeg. Hun finder sig bestemt ikke noget, og hun finder på så mange søde, underlige og sjove ting, men vigtigst af det hele, så handler hun, når det gælder. Under min læsning grinede jeg flere gange højt af de to søstres sjove og oprørske idéer og planer. Det er sjældent, at jeg smiler og griner af karakters påfund og ironiske vendinger, men både Daisy og Lillian er sådanne karakterer. De begge er to stærke unge kvinder, der holder hårdt på sit og aldrig giver op. De elsker begge konkurrencer og siger sjældent nej tak til en selskabsleg. Westcliff er inkarneret ungkarl, og han har igennem hele sit liv gjort sit ypperste for at agere og opføre sig inden for alle forskrifter, og som det forventes af en jarl med lange slægtsled. Da Lillian først får brudt gennem hans hårde kerne, og hører om hans hårde barndom, er det en helt anden mand, som hun må redefinere sine meninger om. Annabelle, som er hovedkarakter i den første, er også med her i anden bog, og jeg som læser, hører om, hvordan hendes og Mr. Hunts ægteskab er og fortsat forløber. Kærligheden mellem Annabelle og Mr. Hunt er ved mange af de andre gæster næsten for sjældent til at være sandt, og de optager sig megen opmærksomhed i selskabet på Stony Croos Manor. Man skal huske på, at forelskelse i 1800 var en sjældenhed, da det mere var fornuftsægteskaber, der blev indgået.

Lillian mærkede, hvordan hun blev rystet frem og tilbage i en vedvarende, irriterende rytme. Langsomt gik det op for hende, at hun måtte befinde sig i en vogn eller karet, der jog skrumplende og gyngende af sted i høj fart.

Kleypas skaber med Efterårets luner en lige så god roman, som den første bog i serien, men denne bog er alligevel bare lidt bedre, og får derfor fire stjerner, som er en stjerne mere end den første roman. Måske, at det er Lillians oprørske ydre, der gør hele forskellen, og så lige det, at spændingskurven vender i slutningen af romanen, hvor en uventet forbrydelse begynder. Det erotiske element er dog lige i overkanten til mit sarte jeg, da jeg tænker, at det bryder ret meget med de seksuelle udskejelser i 1800 tallet, men jeg kan af gode runde ikke vide det, da jeg jo ikke har levet i tiden eller læst teoretiske tekster om emnet. På de allersidste sider indleder Kleypas en spændende teaser, hvor Evie, der er den yngste og mest generte pige i flokken, opsøger Lillians kidnapper, den berømte Don Juan Lord St. Vincent – og så slutter romanen. Så kan man jo næsten ikke lade være med at begynde på den tredje bog i serien. Jeg har bestilt roman på arbejdet og tror også, at den er kommet, så jeg må snart ned forbi butikken og hente den. Wallflower serien er en del af min bogserieliste med serie, jeg gerne vil læse og/eller læse færdige. I marts måned har jeg planlagt, at læse De smukke unge døde, der er anden bog i serien Mitfordmordene, som jeg venter på skal komme med Post Nord fra Politikens Forlag, men måske også, at posten lider lidt under krisen, så det kan være, at jeg vælger en anden i her for marts måned, og i stedet læser De smukke unge døde i april.

Featured image
Featured image

Sandheden om Harry Quebert-sagen (Marcus Goldman #1) af Joël Dicker

Featured image
Featured image Sandheden om Harry Quebert-sagen – (Marcus Goldman #1) af Joël Dicker fra forlaget Rosinante på 704 sider fra 2016. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er fransk med org.titel La Vérité sur l’Affaire Harry Quebert udgivet 19. September 2012.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

En ung pige på 15 år forsvinder sporløst efter tumult og forfølgelse af en ukendt gerningsmand i den store skov ved Side Lake Creek i Maine 1975. Under sin flugt søger den unge pige Nola Kellegren ly for sin forfølger hos den ældre Mrs. Cooper, der bor alene i udkanten af skoven, men da politiet kommer, efter Mrs. Coopers opkald, er hun blevet skudt og Nola forsvundet. På et motel ikke langt derfra sidder den 34-årige forfatter Harry Quebert og venter forgæves på Nola, så de sammen kan rejse væk. Da Harry fortumlet tager tilbage til byen dagen efter, til det lejede hus Goose Cove er hele byen i opstandelse pga. drabet på Mrs. Cooper og Nolas forsvinden. Romanens handling springer 33 år frem i tiden, hvor læseren møder den unge og lovende forfatter Marcus Goldmann, som nu er Harrys tidligere studerende. Marcus skal snart levere et helt nyt manus på en bog, men har fået forfattersyge, som blokerer for skriveriet, og han har ikke skrevet en eneste side. Harry lever et stille og ensomt liv som Collage professor og bestsellerforfatter af den verdensberømte bog Ondskabens oprindelse efter Nolas forsvinden. Da Marcus slet ikke kan finde indtil kreativiteten, opsøger han sin læremester, der straks tilbyder ham husly og hjælp. Under sit ophold på Goose Cove finder Marcus en lille træ æske med gamle billeder, små sedler og artikler om den 15-årige forsvundne Nola, men inden han når at tænke mere over sagen, dukker Harry op og bliver meget oprevet. Kort efter forlader Marcus, Harry og Goose Cove, og går sin undergang i møde og tænker ikke mere på Kellegansagen før to måneder efter, da Harry meget oprørt og fortvivlet ringer til ham efter, han er blevet anholdt af politiet, som har fundet den 15-årige piges skellet i hans have.

Marcus skynder sig straks tilbage til Goose Cove for at finde måder at hjælpe Harry på. Hans egne dystre tanker om den bog, han egentlig burde skriver er nu helt ligegyldige, da han vil gøre alt for at hjælpe sin læremester, mentor og eneste ven. Marcus bliver mødt af Harrys advokat, Benjamin Roth, ved nedkørslen til Goose Cove, der er spækket med journalister og fotografer, men Roth har et lille trick i ærmet, da huset ikke er blevet forseglet af politiet, så Marcus godt kan bo i huset. Herefter er Marcus alene, og han begynder straks eftersøgningen af den lille hemmelige træ æske, men æsken er ingen steder at finde. Marcus begynder nu sin egen efterforskning, hvor han får adskillelige sammenstød med den afroamerikanske efterforskningsbetjent Perry Gahalowood, men de er nu et umage par, og jeg var under min læsning ret godt underholdt af de små stridigheder mellem de to. Mens Marcus´ efterforskning skrider frem, bliver hans forlag mere og mere utålmodig, og de vil ikke tøve et øjeblik med at fratage ham alt. Marcus´ agent får den storslående ide, at Marcus i stedet skal skrive en roman om Harrys sag. Først er Marcus slet ikke til at hugge og stikke i, hvad angår en roman om Harry, men han kommer på bedre tanker og opsætter selv sine kriterier for kontrakten. Da Marcus så sender de første skrevne sider afsted, har han gravet dybt i Nolas og Harrys fortid og fået mange frygtlige og skræmmende oplysninger i den lille by, som alle er med i de noter, han får sendt afsted. Rygter går om, at Nola ofte besøgte den rige og noget ældre Elijah Stern, der er byens velynder og økonomiske forbundsfælle, som oven i købet ejede en sort Monte Carlo, der blev efterlyst i forbindelse med Nolas forsvinden. Men, hvorfor er Mr. Stern så ikke mistænkt nu? Forlaget kommer ud for en meget “uheldig” situation, da Marcus´ skrevne sider bliver lækket til pressen. Nu er alle efter ham i byen, og han bliver truet af en anonym person, som brænder huset ned. Marcus ser sig selv som slået og beslutter at opgive det hele, men så kommer en uventet støtte fra Perry Gahalowood, som overtaler ham til at forsætte eftersøgningen sammen med ham.

Jeg parkerede foran huset, og da jeg steg ud af bilen, fik eg straks øje på det lille stykke papir der var sat i klemme i hoveddøren – endnu et brev. Og nu var tonen skærpet.
Sidste advarsel, Goldman.

Efterøgningen på Nola og hendes drabsmænd er kringlet og mystisk, og jeg havde langt fra gættet, hvem der egentlig stod bag det hele. Harrys store hemmelighed kom helt bag på mig, og her giver titlen på hans roman Ondskabens oprindelse en helt by betydning. Dagen efter, jeg havde vendt den sidste magiske papirside, havde jeg de største bookhangovers, da jeg ikke kunne forene mig med tanken om ikke at vide, hvad der så nu skulle ske med flere af karaktererne i romanen. Sandheden om Harry Quebert-sagen er et værk i sit eget værk, og sikke et mesterligt værk det er! Den kronologiske handling er nemlig fortalt og skrevet samtidig med at det hele sker i 2008, og som det bliver skrevet, hvilket gør at man som læser oplever at være med i efterforskningen. Fra teaterscenen er denne fortællermetode også kendt som begrebet Mise En Abîme defineret af André Gide (udledt af fransk – sat i afgrunden), og som betyder at en historie udspilles i en historie – et spejl i spejlet, og dette peger på sig selv som et værk med mange dimensioner, hvor bestemte elementer synes aldrig at føre til enden. Her i bogen er det kunsten at finde Nola og Mrs. Coopers morder, hvor mange uskyldige bliver mistænkt, beskyldt og anholdt for mordene, som eksempelvis Harry. Sproget i romanen er let og fængende, og siderne vender næsten helt sig selv, selvom bogen både er stor og tung. Noget af det, jeg er ellevild med i romanen er den strukturelle opbygning, der bare får det hele til at spille sammen på en særlig ekstravagant måde. Bogen er nemlig opdelt i tre dele, “Forfattersygen”, “Forfatterkuren” og “Forfatternes Paradis”, hvor kapitlerne tæller ned fra 31, som bogen starter ud med. Dette kan godt virke lidt mærkeligt, men kapitlerne afspejler de 31 regler og faser, som en forfatter må igennem for at skrive en bestseller. Som mentor tager Harry, Marcus med på en guidede rejse, så han ved bogens slutning har været igennem en forfatterrejse, men også særligt en dannelsesrejse.

Joël Dicker er en mesterlig fortæller, og da bogen udkom på dansk i 2016, blev romanen i den grad hypet. Jeg er ikke god til at læse romaner, som er hypet for meget, da min begejstring desværre daler en del over alt for mange rosende anmeldelser. Så i stedet ventede jeg, til jeg var klar. Kender du det? Nu her efter at jeg har læst romanen to gange, og set tv-serien optil flere gange, ærger jeg mig over, at jeg ikke læste bogen, da den udkom, da jeg synes virkelig godt om fortællerstilen og alle hemmelighederne i mordgåden. På det karaktermæssige plan er min yndlingskarakter helt klart den stærke kvinde Jenny, som kæmper i sine unge dage for den kærlighed, hun aldrig fik heller ikke over 30 år senere, da Nolas skelet bliver fundet. Nu kæmper hun for at redde stumperne af sit liv, og står sammen og vil beskytte den mand hun med tiden har lært at elske. Marcus er den unge og overdrevne forfattertype med fest, farver og massere af kvinder lige indtil, at forlaget ånder ham i nakken og forlanger snart at se noget skriftligt arbejde. Læseren kommer med helt tilbage i tiden, hvor Marcus møder Harry, og læser med om de særlige vigtige områder, hvor Harry er med til at forvandle Marcus fra kjuon til mand – fra en ung mand med drømme, der tager den hurtige vej og snyder gerne til en mand med faste principper og meninger. Som karakter er Harry interessant og spændende med mange hemmeligheder fra fortiden, som er tær forbundet med hans bestseller bog Ondskabens oprindelse. Harry er en spændende karakter, der gemmer på mange hemmeligheder, som han her i historien 33 år senere lever i skyggen af. Tematikkerne er hemmeligheder, kærlighed og venskab, som alle er forbundet i et. Man siger, at de bedste venskaber består, men om venskabet mellem Harry og Marcus stadig kan bevares må tiden vise til næste bog, da romanen her slutter med en åben slutning i forhold til venskabstematikken.

– Du skal værdsætte kærligheden, Marcus. Gør den til din største erobring, dit eneste mål. Efter menneskene kommer der andre mennesker. Efter bøgerne kommer der andre bøger. Efter pengene kommer der andre penge. Men efter kærligheden, Marcus, efter kærligheden kommer der kun salte tårer.

Sandheden om Harry Quebert-sagen (Marcus Goldman #1) er en spændende, medrivende og rørende bog, og grunden til at handlingen som sådan fangede mig er nok mest Dickers valg af skrive måde og kapitelopbygning. Den eneste lidt negative side jeg har er, at opklaringen trækker langt ud – måske lige lidt for langt, men til gengæld så havde jeg aldrig gættet forbryderne af mig selv. Romanen er også blevet lavet til tv-miniserie i 10 afsnit vist første gang på CMORE. Miniserien kan det hele, og får alt i selve handlingen med – det er virkelig godt lavet og tilmed nogle meget dygtige skuespiller. Der er dog nogle få ret fatale forskelle og i mine øjne fejl mellem romanen og handlingsplottet i tv-miniserien. Den mest gennemskuelige fejl er nok at Mrs. Cooper bliver skudt lige i hjertet og ikke i panden, som det på drabeligste vis fremkommer i tv-serien. Skudhullet er dog kun nævnt tre gange i romanens mægtige plot, på s. 115, 392 og 423, men jeg synes nu alligevel, at det er en ret vigtig detalje, som burde have været lige i øjet, da et skud i hjertet leder til mange flere mulige veje at følge opklaringsarbejdet. En anden meget vigtig fejl, og nok den som ærgrer mig mest er, at Marcus’ roommate på universitet er udskiftet til en diametral modsætning. I romanen er det nemlig den tynde og alvorlige afroamerikanske Jared, og ikke en tynd hvid splejset ung mand, som det er i miniserien, der lægger krop til Markus´ boksehandsker i boksesalen. I romankarakteren Jared er der indlagt mange intertekstuelle referencer om den afroamerikanske historie, også selv om at Jared som sådan ikke fylder flere sider i roman. På side 87 beretter Marcus om tiden i 1998, da han flytter ind på Burrows University og møder Jared. Denne vigtige reference til fortiden og menneskers historie tabes, og det er synd og skam. Det er jo ikke fordi, at Jared som karakter er super vigtig eller om skudhullet i Mrs. Cooper er placeret helt 100 procent korrekt og har en overvældende betydning for selve opklaringen og historien, men det virker bare noget fladt, at disse elementer er blevet modificeret, da det ikke giver meget mening ikke at følge romanen. Har du læst romanen og set miniserien? Jeg kan varmt anbefale begge dele, og så måske at du opdager forskelle, som jeg ikke har opdaget.

Featured image

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes

Featured image
Featured imageMitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes fra Politikens Forlag på 397 sider fra 2018. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Mitford Murders og org. udgivet i 14 september 2017. Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er første bog i en historisk krimiserie på seks bøger, der er baseret på en historisk periode om de skandaløse og glamuriøse Mitford søstre. Her i første roman starter handlingen på den mest hårrejsende måde, da den ældre og erfarne krigssygeplejeske Florence Nightingale Shore bliver dræbt i den sidste togkupe på vej til Hastings. På samme tog er også Louisa Cannon tvunget med af sin onkel Stephan, der har skumle planer i sit puslespil af bedrag, så hun kan gå i byttehandel for en nat med en mand, som afbetaling for hans gæld. Louisa har heldet med sig og stikker af ved at hoppe ud af toget inden Hastings. Det er slet ikke helt ufarligt, men alt er bedre end det, hendes onkel vil tvinge hende til. I faldet slår hun sig og kan ikke selv komme op ad skinnerne, så jernbanepolitiets betjene Guy Sullivan og Harry Conlon må hjælpe hende op og tilkalde sygeplejersken, men hun slap fra sin onkel i hvert fald for nu. Betjentene skal hurtigt videre, da en død kvinde er fundet i en af de bagerste togvogne i toget på vej til Hasting. Louisa skal nu bare nå den jobsamtale som barnestuepige for Mitford familiens store børneflok og med en lille ny på vej i familien bliver der rigeligt at se til. Stillingen kan forandre hele hendes liv, hvor hun ikke kun slipper for sin ubehagelige onkel, men også det hårde arbejde som vaskekone, som hun indt til videre har hjulpet sin mor med. Igennem storm, rusk og lidt hjælp fra den unge betjent Guy Sullivan, ankommer hun til det store hus Asthall Manor på landet. Men hun ankommer først hen ad aften flere timer efter den aftalte tid og bliver lidt for hurtig afvist af husholdersken. Heldigvis kommer Nancy, der er den ældste af Mitford søstrene, ned i køkkenet, og ser Louisa lige inden, hun er ude af døren igen på vej mod en usikker og frygtsom fremtid.

Louisa bliver heldigvis antaget som familiens barnepige, og hun læres hurtigt op af familiens gamle og kærlige barneplejeske Nanny Blor. Louisa falder hurtigt til i familien, og hun nyder trygheden i et stille liv. Hun dannet et godt næsten veninde-agtig forhold til Nancy, som ikke kun elsker at skræmme sine mindre søskende med uhyggelige historier, men så er hun enestående til at skrive mysterier og gendigte historier. Nancy læser om mordet på krigssygeplejersken Florence Nightingale Shore i avisen, og Nanny Blor genkender straks sin søsters gamle veninde og bliver helt oprørsk og dårlig ved tanken. Med endnu en lille ny på vej til verden inden for kort tid, tager Nanny Blor og Louisa alle Mitford børnene med til London for at besøge Nanny Blors søster Rosa, som er ejer af den hyggeligste og lækreste café. Snart er Nancy klar på efterforskningen, og det kommer der også en masse godt ud af. Louisa og den unge Betjent Sullivan holder ved deres bekendtskab, og når nødens stund indtræder står de sammen og hjælper hinanden i opklaringen på det uopklarede mord. Mr. Sullivan drømmer om mere i livet og blive en rigtig betjent, og han går til sagen med en iver, der kommer til at koste ham sit arbejde, men heldigvis giver han ikke op, og sammen med Louisa og Nancy kommer de ud på farefulde mysterie i en mordgåde, der er SÅ forbløffende, at jeg slet ikke kunne lægge bogen fra mig. Mordgåden rækker nemlig langt ind i komplicerede forhold, som smelter sammen på fantastisk og forunderlig vis i romanens sidste sider.

Stephen havde vredet Louisas arm om på ryggen i hyrevognen og holdt fast om hendes håndled, men havde dog løsnet grebet en smule. Hun overvejede at springe ud af vognen, da den satte farten ned ved et kryds, men turde ikke tumle ud i gadens mylder…

Historiske romaner kan noget ganske særligt, og er den genre jeg elsker allermest, da jeg bliver bragt tilbage til en svunden tid, som med sin anderledshed kan noget helt specielt. Når jeg læser, så læser jeg altid med et kritisk blik, og det gælder også i denne genre. Mysteriet på Asthall Manor – Mitfordmordene #1) tog mig dog alligevel med storm og med sin forunderlige, kringlede og spændende slutning. Der er flere forskellige historiske komponenter i Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor, da Mitford-søstrene i den grad er faktiske karakterer og tiden i 1920’erne, men også mordet på veteransygeplejersken Florence Nightingale Shore. Forbindelsen mellem søstrene og mordet er dog fiktiv, som Jessica Fellowes beretter om i en slutnote. Hele mordplottet er ligeledes fiktivt, men det gør slet ikke spor, da hele bogen emmer af mystik og spænding, der i den grad er realistisk i sin historiske kontekst. Fascinationen af 1920’erne er ikke ukendt for forfatteren, da hun er i familie med den berømte Julian Fellowes, der er forfatteren bag den verdensberømte tv-sere Downton Abbey og romanen Belgravia.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er en letlæselig og læseværdig roman, der fik mig til at grue af spænding i jagten på at finde morderen på Florence Nightingale Shore og samtidig blive varm i hjertet med et smil på læben i den skrøbelige ny-funden interesse mellem Louisa og den ambitiøse jernbanebetjent Guy. Romanen indledes af det lille fint citat på fransk “Je est un autre” af Arthur Rimbaud, der på snedigste vis rummer hele hemmeligheden og komplottet i og bag morderen. “Je est un autre” betyder lidt lempeligt oversat – Jeg er en anden – og henviser til dobbeltheden i mennesket, men også det at være en anden og begive sig ud for at være en anden end sig selv. For at finde ud af mere om, hvordan citatet på kløgtigste vis er infiltreret i roman, må du selv læse bogen, idet at jeg ikke vil afsløre for meget, da det måske vil ødelægge din læsning og slutning på bogen, og det ville være en skam. Romanen indledes af en kort epilog, hvor læseren kort får lov at følge Florence Nightingale Shore lige inden, hun bliver myrdet. Herefter forsætter en spændende indledning med Louisas karakter. Romanens struktur er inddelt i 79 meget korte kapitler af max et par sider fordelt på romanens 397 sider, der sammen med den spændende handling gjorde, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig, da jeg kom rigtig i gang med at læse bogen. Så selv om Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor kan virke lidt overvældende og lang i cover og udseende, så er den det slet ikke, når læsningen først er begyndt.

Her i den første bog i serien følger læseren Nancy, der er den ældste søster i Mitford flokken. Nancy er fremstillet så fint og skrøbeligt, der ligge så fint til hendes faktiske karakter, som med sit forfattervirke og træng til at fortælle historier er beskrevet realistisk, og det er meget spændende at læse om. Jeg har været inde og læse en del artikler om familien og særligt Nancy, der igennem sin levetid var ret produktiv litterært set og forfattet flere romaner, noveller og artikler. Hvis du vil læse mere om Nancy Mitford og familien kan du læse mere på siden Nancy Mitford og i artiklen “Why the Enduring Fascination with the Mitford Sisters Won’t Die”. Fellowes´ brug af Nancy som karakter i denne første bog er spændende og interessant, men jeg anser hende dog ikke som en dissideret hovedperson, da hun er mere i baggrunden og hjælper til at mysteriet løses. De to karakterer, som jeg synes indtager rollerne som hovedkarakterer er Louisa og Guy, som begge er dybe og realistisk fremstillet, der begge kæmper en kamp mod samfundets bund og familiens nedsættende tanker og opførsel. Louisa er en bestemt ung pige med en vis portion ligefremhed og trang til ironiske bemærkninger, og jeg fik under min læsning ofte et smil på læben. Mitford familiens barnepige Nanny Blor er ligeledes en faktisk person, og er i bogen fremstillet som fast og bestem, men i særdeleshed med en stor hjertevarm kærlighed for alle børnene inklusiv Louisa, da hun først kommer inden for familiens mure.

Gay var dybt fascineret. Han havde deltaget i to-tre ligsyn, når folk var sprunget ud foran et tog, men han havde aldrig før været med til en mordundersøgelse. Og det var heller ikke et hvilket som helst mord. Det var en ren sensation: en kvinde i et tog, og man havde hverken fundet våben eller anholdt mistænkte.

I romanen lusker Nancy og Louisa sig afsted til et bal for veteransoldater, hvor mange af dem har fået synlige sår og skader på kroppen, men især også usynlige sår på sjælen. Noget af det, som jeg synes særlig godt om i romanen er, at bogen hylder og omfavner de soldater, der efter første verdenskrig skal tilbage til hverdagen og livet med nye udfordringer. Denne roman har mange lag og fortæller på historisk vis ikke kun om familien Mitford, men også om samfundets strukturer og kampe i 1920’erne. Hvis du mangler at starte på en ny serie, så kan jeg varmt anbefale, at du begynder på at læse denne første roman Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at læse mere om Nancy, Louisa, Guy og de andre Mitford søstre i den næste roman Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde.
Featured image

Featured image

Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain Inspired by A. A. Milne

Featured image
Featured imageWinnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain Inspired by A. A. Milne. Illustrated by E.H.Shepard. Udgivet i 2016 af Forlaget Egmont. Bogen er læst på engelsk.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 Stjerner.

Have a Friendly Day: When you’ve been walking in the wind for miles, and you suddenly go into somebody’s house, and he says, ‘Hallo, Pooh, you’re just in time forva little smackerel of something,’ and you are, then it’s what I call a Friendly Day.

Denne skønne lille bitte bog Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain er til alle os, der elsker den sødeste plysbjørn. Winnie the Pooh – også Peter Plys på dansk, har været med mig siden, jeg var ganske lille, og jeg elsker ham og alle hans søde venner stadig i dag – man bliver vel aldrig for gammel til eventyr og gode fortællinger. Denne fine og flotte bog er et lille fint gensyn med Plys-universet, hvor mange af hans sødeste og klogeste citater fra nogle af de fantastiske historier er specielt udvalgt fra. For mig gav gensynet mig en sød og hyggelig glæde ved, at komme et lille hurtig smut tilbage til Hundredemeterskoven og al den barnlige glæde, som følger med under læsningen. Selv her efter endt læsning kan jeg slet ikke lade være med at smile et lille smil, hver gang jeg ser bogen, som lige nu ligger på mit køkkenbord og venter på at komme ind på plads i bogreolen.

A Matter of Taste: The wrong sort of bees would make the wrong sort of honey.

Det er jo selvfølgelig helt klart, at de forkerte bier giver honningen den helt forkerte smag – eller nærmere dårlige bier giver dårlig honning, som det står i citatet oven for. Dette lille citat kan jo overføres til mange ting og er synonym med mange situationer i vores liv. Eksempelvis så kan vi sige, at det forkerte regnestykke giver forkerte tal, den forkerte beslutning giver forkerte handlinger eller den dårlige beslutning giver et dårligt udkom – ja og mange flere. De mange små citater kan bruges som en lille fin samling af gode råd fra en sød plysset bjørn og alle hans venner. Da jeg så Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain, kunne jeg slet ikke lade være med at straks bestille den hjem. Bogen tilhører en lille serie med alle de bedste citatuddrag, og de andre små bøger skal jeg helt sikkert også have købt hjem til samlingen. Særligt er jeg ret vild med bogen Winnie-the-Pooh: Love From Pooh, som kommer på min ønskeliste til min fødselsdag – jeg har jo lovet mig selv ikke at købe flere bøger lige foreløbig, og indt til nu går det meget godt på trods af diverse bogudsalg mange steder.

Self Appreciation: ‘What sort of stories does he like?’ ‘About himself. Bacause he’s thar sort of Bear.’ – The Bedst Bear in all the World.

Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain strækker sig ud over små 64 søde sider med det fineste illustrationer af den skønne plyssede bjørn og hans venner. Jeg er selv ret vild med æseldyret, da han altid er så trist på den søde måde, men desværre var han ikke rigtig sådan at finde i bogen. Hvert citat begynder med en lille overskrift, så læseren kan se den overordnede mening også i konteksten til historierne, hvilket er rigtig fint. Citaterne står ikke i alfabetisk rækkefølge eller er kategoriseret på anden vis, men det gør bestemt ingen ting. De søde visdomsord vil jeg tage med mig, og jeg kommer sikkert også til at læse bogen flere gange, da denne lille bitte bog bare skaber så meget glæde i min krop og mit sind. For et par år siden købte jeg den smukke samling af alle fortællingerne med Peter Plus fra Folio Society, som jeg får helt vildt lyst til at kaste mig over, men det må lige vente lidt, da der er så mange bøger, som jeg også gerne vil læse lige nu, men så er det dejligt, at jeg kan finde Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain frem og læse de søde citater engang i mellem.

Always Ask: Being a Faithful Knight might mean you just go on being faithful without being told things.

Featured image

Featured image

Mordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl

Featured image
Featured imageMordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl fra Politikkens Forlag på 416 sider fra 2019. Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 Stjerner.

En sen og mørk aften forlader Hans Christian Andersen sky og hemmelighedsfuld et lille snusket bordel. Han kommer ikke på bordellet i samme ærende som de andre kunder, da han har en anden kunstnerisk lyst at stille. Det er ikke første gang, at han besøger Anna på bordellet, da han endnu ikke har fuldendt sit papirklip, han udformer på smukkeste vis med papir og saks. Lige på denne aften lurer en morder om hjørnet, og hun får sneget sig uset indtil Anna, da Hans Christian er gået. Lidt længere henne ad gangen venter Molly på deres fælles værelse sammen med Annas lille datter Lille Marie. De to søstres drøm er, at tjene nok penge til, at de kan købe en kro i Hendriksholm efter en særlig aftale med ejeren, og drømmen er inden for snarlig rækkevidde, som betyder så meget, så Lille Marie kan få en ordentlig barndom og ikke i et skøgehus. Da Anna ikke kommer som planlagt, går Molly hen på værelset, men Anna er ingen steder at finde. Molly bliver ude af sig selv af bekymring, da Anne aldrig kunne finde på at gå uden at sige det. Mens Lille Marie sover trygt, skynder Molly sig ud lige foran for at se efter Anna, men uden held. Inden hun igen går op på deres værelset tilLille Marie, går hun forbi bagindgangen og ser at døren står åben. Noget er helt galt, og en knugende fornemmelse breder sig i hendes bryst. Næste morgen er der et frygteligt oprør ved Københavns kanal – en kvinde er ved at blive trukket op af vandet viklet ind i fiskenet. Molly råber chokeret, da hun straks genkender sin søster. Hun får øje på Hans Christian, som er blevet hentet af politiet under et foredrag, og begynder at råbe og skrige, at han er morderen. Politiet er hurtige, og får ham straks kørt væk til stationen dømt for mord med straffen med døden til følge hængende over hovedet.

Hans Christian bruger sin, om end meget lille, indflydelse ved familien Collin til at lave en aftale med en noget skeptisk politimester, hvorefter han bliver løsladt med særlige regler for, at han ikke må gå uden for byens murer. Hans Christian får 3 dage til at prøve at bevise sin uskyld ellers er det slut. I desperation opsøger han Molly, da hun er den eneste, som kan hjælpe ham. Molly er først slet ikke interesseret i at hjælpe ham, hun tror er sin søsters mordet, men som tiden går opstår der et særligt bånd mellem Hans Christian, Molly og den søde Lille Marie. En skør natmand er dømt for mord på en vægter og skal henrettes. Den gale natmand sang det værste vrøvlevers, som Hans Christian hørte et utal af gange, mens han selv sad i fængslet, og det er vrøvleversene, som han på en indviklet måde får til at give mening. Det er nemlig ikke kun Anna, der er blevet myrdet og natmanden straffes med døden for en forbrydelse, som han ikke har begået, og måske det også bliver Hans Christians skæbne. Sammen drager Anna og Hans Christian ud på en farefyldt opklaringsrejse mellem de fattigste i samfundet til de højeste kredse i borgerskabet for at finde Annas rigtige morder, så retfærdigheden kan ske sin fyldest og frikende Hans Christian. Det er slet ikke nogen let opgave, som skøge og fattig digter, da morderen er så kløgtig og hele tiden er skridt foran.

Anna, skamferet, hendes barm skåret af, som man parterer en kylling. Han tænker på den ondsindede gerning: at bytte om på to kvinders mest kvindelige attributter. Hvordan får man den slags ideer? Og med hvilket formål? Det er rent og skært vanvid.

Mordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl er en super spændende krimi med et historisk afsæt ved at bruge den store og berømte forfatter Hans Christian Andersen, men også i hele den historiske kontekst i beskrivelserne af Københavns bymiljø og det klasseopdelte samfund. I romanen er det sproglige plan på både nudansk, men også med enkelte gamle ord, hvilket er med til at give romanens handling en historisk følelse. Bogens strukturelle plan er delt i tre dele, der angiver dato og årstal for det kommende afsnit, og hver del er ligeledes inddelt i lidt lange kapitler, så det er nemt at finde rundt i romanen i forhold til plottets kronologiske fremgang. Der sker ret meget på de små tre dage Hans Christian får til at opklare det mord, som han er anklaget for. Politimesteren er ret godt tilfreds med sin anholdelse af Hans Christian, så han har egentlig en mistænkt og overfor borgmesteren og befolkningen set udefra, har han styr på det – også selv om, det måske ikke er den rigtige morder, han har anholdt. Men, så bliver endnu en kvinde fundet med de samme snitsår og anderledshed på kroppen. Er det Hans Christian, som er blevet yderligere sindssyg eller er det en anden morder, der lurer derude med en helt bestemt agenda? I Mordet på en havfrue sker der hele tiden nye ting, og læseren keder sig bestem ikke, mens forfatterene trygt fører deres læsere gennem det indre københavnske slum til byens højeste adel.

A.J. Kazinski og Thomas Rydahl har i romanen valgt samme plotmetode i at opbygge plottet med flere fortælleres synsvinkler i et trejdepersons narrativ, og hvor læseren også følger forbryderen, som i Kazinskis serie med kriminalbetjent og gidselforhandler Niels Bentzon. Selv havde jeg glædet mig rigtig meget til en ny og anderledes tilgang i plotmetoden. Denne metode virker super fint i Bentzon-serien – det er slet ikke det, men her i bogen bliver det lidt af en flad fornemmelse, da der ikke er helt den samme mystik omkring morderen – Men deres valg af plotmetode giver dog virkelig god mening i bogens sidste del, hvor alle personer og plotspor samles i et billede. Måden Kazinski og Rydahl bruger den verdensberømte forfatter Hans Christian Andersen, som personlig karakter på er så fin, og de har gjort sig stor umage med at sætte sig ind i hans personlighed og taget med, hvilke svagheder han i sandhed kæmpede med. Dog blev måden Hans Christian kæmpede med sin sindssyge og tvangstanker på beskrevet og gentaget lige lovligt meget gennem hele romanen. Karaktererne Molly og Lille Marie er beskrevet med livagtighed, der passede ind i det nittende århundrede. Jeg kunne sagtens have læst meget mere om de to, og deres liv efter at være sluppet levende igennem de mange livsfarlige situationer. Morderen Madam Krieger har en psykologisk dybde, og læseren kommer med helt ind i hendes refleksioner og følelser, der på en og samme tid er både skræmmende og interessant. Kazinski og Rydahl har ligeledes inddraget dikotomien, og den evige kamp mellem videnskaben og religionen med en oplysende tilgang, som er i højeste gear i 1830’ern, hvor hemmelige forelæsninger i lægevidenskaben afholdes i de inderste kredse, og som Madam Krieger er en flittig tilhører til. Hende vender jeg tilbage til lidt senere. Som genre hører Mordet på en havfrue under krimigenren historisk spændingsroman, da Kazinski og Rygdahl opsætter et mordmysteriet, hvor Hans Christian sammen med Molly tager på en vild opklaringsrejse.

Der er retfærdighed i verden. Der er orden i kaos. Der er stærke kræfter, der hele tiden bringer livet i overensstemmelse med det store mønster. Det ved hun, det er Schneiders doktrin. Og Johanne kommer til at betale for sin arrogance. Hun kommer til at lade Madam Krieger få alt det, der tilhører hende. På romanens dragende cover er skrevet “Bag hvert et eventyr lurer et mareridt’, som så fint indrammer hele romanens fortælling og udtryk.

Under mit studie på et af de mange spændende fag på Litteraturvidenskab på SDU lærte jeg, at alle bøger er skrevet ind i sin egen tid. Det vil sige, at en historisk roman skrevet i eksempelvis 1990, der har et historisk afsæt i 1830, altid vil have små spor med sig fra egen tid i 1990, da forfatterne stort set ikke kan udelukke det under skriverierne. Nogle forfattere er sig ubevidste om inddragelsen, hvor andre forfattere, som Kazinski og Rydahl, eksempelvis viser her i Mordet på en havfrue, arbejder bevidst med den kontekstuelle temporalitet særligt i karakteren Madam Krieger. I romanen er det særligt kønsdebatten, som danner grundlaget og hele baggrunden for morderens forbrydelser. Ikke alene kønsdebatten, men også anderledesheden og det at være en anden end sig selv fylder store dele af romanen. Kønsdebatten og det at være en anden end sig selv blev under min læsning lidt for meget, og jeg var slet ikke med på romanens slutning. Selvfølgelig var der i 1800-1900 tallet homoseksualitet og følelsen af ikke at høre til i egen krop, som også Jessie Burton tager fat på i sin roman Dukkemageren, men forskellen mellem Burton og Kazinski og Rydahl er, at romanernes kønstematikker er mile vidt forskellige fra hindanden, da Burton holder sig i sin historiske kontekst, hvor Kazinski og Rydahl drager den historiske temporalitet ind i nutidens kontekst. Slutning skuffede mig mest, og gør hele forskellen i at jeg har givet romanen 4 flotte ⭐️ stjerner og ikke 5. Forfatterne har fordybet sig i den historiske kontekst, og bruger tiden aktivt i plottet, og det var jeg ret vild med særligt i beskrivelserne af miljøet i Ulkegade, klasseskellet mellem arbejderklassen og adlen og det flotte kort, som indrammer bogens første sider, men særligt også ideén og modet til at bruge en så berømt forfatter, som hovedperson i deres roman.

Featured image
Featured image
Featured image