Nye bøger købt mellem marts og juni (Nye bøger 2017 #3)

Featured image
Featured image

Reading was my escape and my comfort, my consolation, my stimulant of choice: reading for the pure pleasure of it, for the beautiful stillness that surrounds you when you hear an author’s words reverberating in your head ― af Paul Auster.

Nu er sommerferien over os, og lige om lidt går alle skolerne på en lang og dejlig sommerferie. I dag er det noget overskyet her i Jylland, men mon ikke at solen snart titter frem igen, så der bliver mange skønne og varme stranddage, samt dage til forskellige udflugter. Det håber jeg, da vi holder ferie hjemme i år. Jeg er blevet forsinket med mit speciale, så jeg har fået dispensation til en ny afleveringsfrist i oktober. Jeg er så småt ved at komme op på hesten igen, som man siger, og er stille gået i gang. Så min sommer kommer for det meste til, at stå i specialets tegn, hvor jeg skriver om kriminalitet, klasse og social mobilitet i et udvalg af Charles Diskens romaner, hvilket er et virkeligt spændende emne, men mere om det en anden gang. Jeg har jo fået købt en lille smule bøger her hen over de sidste par måneder, som jeg gerne vil vise frem og fortælle lidt om.

En af de ældste bøger, som jeg ikke har fået vist endnu er Harry Potter og det forbandede barn fra forlaget Gyldendal. Da Bogen udkom købte jeg den mega billigt i Føtex, og det var faktisk lidt af et held, at jeg kom forbi en lille fremstillet hylde midt i butikken. Jeg har dog ikke læst bogen endnu, men det kommer jeg sikkert til her i sommerferien, hvor andet læsningen end Dickens ikke må taget for meget tid ej heller være for tungt. Så jeg tænker, at Harry Potter og det forbandede barn lige passer ind i denne kategori. Bogen er opbygget, som et teatermanus, hvor læseren endnu engang bliver genforenet med Potter-universet. Her nitten år senere er Harry en meget travl embedsmand i Ministeriet for Magi, og er blevet gift med Ginny, som han har fået tre børn med. Der opstår uro i den magiske verden, hvor mørke skygger trænger sig på, og Harry og hans søn bliver indviklet i nye mysterier. Det var også lidt af et tilfælde, at jeg fandt Ronja røverdatter fra forlaget Gyldendal og Mio min Mio af Astrid Lindgren fra forlaget Branner og Koech. Jeg er altid på udkig efter Astrid Lindgrens bøger, og disse købte jeg brugt, men man kan næsten ikke se, at de er blevet læst. Jeg elsker Lindgrens børneeventyr, som indeholder så meget, som voksne kunne lære meget af, hvis de genlæsning hendes eventyr. Jeg blev i hvert fald fanget og ramt, da jeg læste og anmeldte Brødrene Løvehjerte sidste år. Nu står de så fint på mine bogreoler, og venter på at jeg får dem læst.

Ind i mellem holder Plusbog udsalg, og det er ikke altid, at jeg kan holde mig i skindet. Så da jeg så Kærlighed – Udvalgte citater af Paulo Coelho fra forlaget Bazar i den smukke gave udgave meget billigt, blev den straks klikket hjem til de andre på reolen. Bogen indeholder små historier og citater om forskellige former for kærlighed. Så fin en bog, som jeg ser frem til, at læse en dag, når der er ro til fordybelse. Det er også ret ofte, at jeg lige smutter forbi Book Depository, og i april fandt jeg A Monster Calls af Patrick Ness fra forlaget Walker Books, som jeg heller ikke kunne lade være med, at bestille hjem, da jeg har hørt så meget godt om Patrick Ness og bogen, der jo også for nylig er blevet filmatiseret. A Monster Calls er en mørk fantasy, der handler om den 13-årige Connor, hvis mor er meget syg. Drengen har været plaget af frygtelige mareridt siden morens sygdomsforløb startede, så da et monster en nat pludselig dukker op udenfor hans vindue er han ikke bange. Monsteret fortæller ham tre historier, og Conner skal til gengæld fortælle sin egen historie. Denne fantasyroman har vagt stor begejstring verden over, og jeg glæder mig til at læse bogen. The Invisible Library af Genevieve Cogman fra forlaget Pan Macmillan bestilte jeg også hjem fra Book Depository, og bogen er det første bind i en trilogi med samme navn. Jeg kender ikke så meget til serien eller forfatteren, men hele tanken om et usynligt bibliotek er virkelig fortryllende. Jeg har også forkælet mig selv lidt ved at udvide min lille samling fra Puffin med The Secret Garden af Frances Hodgson Burnett. Jeg har aldrig læst eventyret The Secret Garden, men jeg ser frem til, at følge den lille 10-årige Mary Lennox, der pludselig er blevet alene i verden, da hun mister begge sine forældre og skal videre til en anden familie, hvor hun kan være.

…she made her home in between the pages of books ― Maggie Stiefvater.

Jeg har også købt den lille og eventyrlige Royal Rabbits of London af Santa Montefiore og Simon Sebag Montefiore fra forlaget Simon & Schuster. Eventyret er så fint illustreret, og jeg glæder mig til, at læse denne lille fine bog om Shylo, der er den mindste og svageste lille kanin i flokken. MEN han kan meget mere end han tror, og pludselig er han viklet i et spind, hvor han er nødt til, at redde dronningen for den grumme bande af “ratzis”. Da jeg så de nye fortryllende udgaver af Anne of the Green Gables af L.M. Montgomery og The Wind in the Willows af Kennetg Grahame fra forlaget Puffin Classics blev jeg bare nødt til at bestille dem hjem. De er SÅ smukke, og jeg glæder mig usigeligt til, at bestille de tre andre bøger i serien hjem! Det klassiske eventyr Anne of the Green Gables handler om den forældreløse pige Anne, som ved et tilfælde kommer i pleje på gården ved det gamle søskendepar Marilla og Matthew Cuthbert. De havde egentlig ønsket en dreng, som kunne tage fat på gården, men i stedet fik de den 11-årige Anne. Hun får dog lov til at blive på gården, hvor hun gør sit bedste for at hjælpe til og passe ind. Den sidste bog i denne omgang er The Wind in the Willows, som kender vi vist alle mere eller mindre. Jeg ser frem til, at blive genforenet med Hr.Tudse, Hr.Grevling, Hr. Muldvarp og Hr. Rotte i dette klassiske børneeventyr!

Det var de bøger, som jeg havde at vise frem i dag, men jeg vender snart tilbage med en lille fremvisning mere. Min sommer står i læsningens og skrivningens tegn, men jeg kan jo nok ikke helt lade være med at læse lidt andre bøger alligevel, og det kan jo ske, at jeg måske også kommer til at købe en enkelt bog eller to hjem. I august er jeg også en del af en lille gruppe, der afholder fælleslæsning af David Copperfield af Charles Dickens. Det passer jo så perfekt ind i mit speciale, og det er altid så super hyggeligt, at læse sammen med andre, da man får så meget mere ud af læsningen, og så er det jo hyggeligt. Er der andre, som har lyst til at læse med så skriv en lille besked til mig, så du kan komme med i gruppen på Facebook eller du kan også poste under hashtagget #copperfieldiaugust, hvis du ønsker at være med i sommerlæsningen.

Har I fået købt bøger hjem til sommerlæsningen? I så fald hvilke? Jeg vil hertil sidst ønske alle jer skønne læsere den dejligste sommer!


Featured image
Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Udgivet af forlaget Politikens Forlag på 299 sider i 2017 (org. titel The Underground Railroad, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Slaveriet har udviklet sig til en mægtig hvid imperialistisk maskine, da jeg møder Cora som er slave på Randalls bomuldsplantage i denne roman Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Denne historiske roman beretter om tre generationer af kvinder, som er opvokset som slaver. Cora er født ind i slaverites skærende og ødelæggende jernlænker ligesom sin mor Marbel. Mormoren Ajarry blev som lille pige kidnappet af slavehandlere sammen med sin familie og resten af landsbyen. Familien blev dog hurtigt splittet, og Ajarry blev solgt flere gange end det kan tælles på en hvid mands hånd. Hun endte til sidst på familien Randalls mægtige jorder i Georgia, som også var der, hvor hun tog sit sidste åndedrag midt i den hvideste bomuldshøst. Marbel og Cora lever herefter deres liv med at arbejde hårdt i markerne og plejer deres lille frugtbare jordlod, som de har arvet af mormor Ajarry. Men da Cora ikke er mere end 10 år flygter Marbel fra plantagens pinsler. Hun er nu blevet en legende, da ingen slavefange har haft heldet med at indfange hende. Cora er alene i verden, og et par år efter Marbels forsvinden tvinges hun til, at flytte ned i hytten Hobb, der er for de udstøde, sære og syge kvinder. Slavelandsbyens ældste mand Jockey holder sin fødselsdag to gange om året, hvor hele landsbyen fester, afholder konkurrencer og danser til afrikanske rytmer, hvor de slår sig fri fra slaveriets lænker for en kort stund. For Cora ender denne aften frygteligt, da hun vil beskytte den lille dreng for en ordentlig omgang prygl, kaster hun sig over drengen, og bruger sin krop som skjold.

Da Cora hører Caesar spørge, om hun vil være med til at flygte, tror hun, at han er ude på at snyde hende. Hun er jo en af de udstødte kvinder, som ingen normal og anstændig mand i landsbyen ville opsøge. Efter episoden med de mange prygl giver hun sig, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. I mellemtiden er en anden slave flygtet, men der går ikke længe inden, at han bliver indfanget af den grove og ondskabsfulde slavefanger Mr. Ridgeway. Det er med en hård klump i maven og med tårer ned af kinderne, at jeg læser om slavens umenneskelige og unødvendige straf. Straffen er indbegrebet af Terraences Randells ondskab, som rækker langt dybere end at være et statueringseksempel for andre slaver, så de ikke får samme ide med at flygte. Caesar har forbindelser til den jordiske jernbane, som hjælper bortløbende slaver ud i friheden, og de flygter en sen aften. De fortsætter til den hvide mand Mr. Fleitchers hus, hvor han skal hjælpe dem videre på deres flugt, så de kan nå til den underjordiske jernbane, hvor en af stationerne ligger hemmeligt under Sams hus. De skal nu med et tog væk fra Georgia til South Carolina, hvor de får nye navne, og bliver en del af stiftelse for farvede. Caesar og Cora beslutter sig for at blive i denne skønne by, men Cora opdager, at slavefangeren er grueligt på at opspore dem. Nu er hun igen på en vild flugt til den underjordiske jernbane, men nu igen helt alene i verden. Slavefangeren er særlig ivrig efter at fange Cora, da han ikke lykkedes med at indfange hendes mor. Det bliver en besættelse for ham, og han gør alt for at opsporer hende alle steder til alle tider.

De mødtes ved bomulden, da der var faldet ro over landsbyen. Caesar løftede spørgende det ene bryn ved synet af den bugnende sæk med yamsrødder, men sagde ikke noget. De gik ind mellem de høje planter, så knugede af situationen, at de glemte at løbe, før de var kommet halvvejs igennem. De blev svimle af farten.

Whitehead bringer mig ikke bare ind i endnu en fortælling om slaveriet i kolonierne, men han tager mig med på en hårrejsende og følelsesmæssige flugt med den underjordiske jernbane idet, at frygten puster og ånder Cora og Caesar i nakken fireogtyvetimer i døgnet, og hvor selv den mindste fejl eller afsløring kan medføre at slavefangeren Mr. Ridgeway lykkedes i sin besættelse af, at bringe Cora hjem til plantagen igen. I Den underjordiske jernbane fører whitehead med sikker mål og præcision den historiske og fiktive genre i et sammenvævet spind mellem fiktion og virkelighed sammen på fineste vis. Den Underjordiske Jernbane bestod af et hemmeligt netværk, som hjalp de mange slaver på flugt til at lykkedes med at komme ud i friheden uden for plantagerne. Gruppen bag Den Underjordiske Jernbane arbejdede sammen med abolitionisterne for at forbyde og stoppe slaveriet i kolonierne og i USA gennem et større netværk. Her i Den underjordiske jernbane forbinder Whitehead Den underjordiske jernbane sammen med en fiktiv eufemisme om, at netværkets virkelighed bestod af hemmelige jernbanetunneler. Netværkets hemmelige flugtveje foregik dog ikke under jorden, men gennem hemmelige flugtruter i tætte skove og sumpe. Romanens sproglige ligefremhed og nøgterne beskrivelser af de mange ting, som Cora skal igennem for at nå vejen til friheden over eget liv, rammer mig på en helt uventet måde, og med et bringes jeg tilbage til kolonitiden og romanen Uncle Tom’s Cabin af Harriet Beecher Stowe, der er en af de få romaner, som står mit hjerte så nært.

Gennem Coras flugt fra plantagen og Mr. Ridgeway, møder hun i hver by og landsdel en ny dimension af Amerika med forskellige tilgange til slaveriet og slaverne på flugt. I South Carolina er byens indbyggere hjælpende, og giver de flygtende negere nye håb, men i North Caroline “eksisterede negeren ikke, bortset fra for enden af et reb”. Whitehead er en fuldendt mester til, at beskrive forskellen mellem de to landsdele, men også til at beskrive synsvinklerne i dikotomien mellem den hvide mand, og den sorte neger på en sådan måde at realismens hårde facts rammer mig. Hver af dem får deres egen stemme, hvor intet forties, og den ellers lydløse stemme i litteraturen får en ny stemme i en heteronormativ og kapitalistisk verden.

I Den underjordiske jernbane giver Whitehead slaverne en vigtig stemme, hvor jeg får lov til at komme helt ind bag ved og følger med i Coras emotionelle og refleksive verden i plantagen og på hendes flugt ud i verden. Jeg mærker Coras frygt, som var det mig egen, for at blive bragt tilbage til den ondskabsfulde plantage ejer Mr. Randells, og jeg er med hele vejen i hendes kampe og håb for en fremtid, som et individ og ikke som en vare, der kan købes og sælges efter profit. Strukturelt er romanen delt op i kapitler med overskrifter, der henviser til de forskellige landsdele, som Cora passere på sine flugtveje og kapitler om enkelte personer. Kapitlerne med de enkelte karakterers historier forstyrrede desværre bogens struktur og min læsning, da disse mest er i slutningen af romanen, og virker lidt som unødvendige brud i Coras fortælling. Under slaveriet blev negerne ikke set som et helt menneske med tanker og følelser, men som en vare og et nummer i rækken, der skulle yngles for at få mere produktion og dermed mere profit. Whiteheads beskriver i Den underjordiske jernbane slavernes produktionelle funktion og betydning i den hvide mands verden under slaveriet med en realisme og styrke, der næsten slår mig omkuld og jeg væmmes over den hvide “civiliserede” verden.

De nye racelove forbød farvede mænd og kvinder at sætte foden på North Carolinas jord. Frimænd og -kvinder, der nægtede at forlade deres jord, blev jaget væk eller slagtet.

Den underjordiske jernbane er Whiteheads sjette roman, og denne har taget det meste af verden med storm. Romanen har været indstillet til flere priser, og i 2016 vandt bogen the National Book Award, og her i år 2017 har roman ligeledes vundet den flotte pris Pulitzer Prize for Fiction. Endvidere er Den underjordiske jernbane også blevet lovprist af Oprah Winfrey, som har læst romanen i sin berømte bogklub, hvor alle verden over kan læse med i romanerne og deltage i forskellige diskussioner rund på de sociale medier. Winfrey har interviewet Whitehead, og du kan se lidt af det her på Oprah.com. Den underjordiske jernbane rørte noget i mig, som jeg har svært ved, at beskrive med de helt rigtige ord. Som da jeg læste Uncle Tom’s Cabin, blev jeg også i Whiteheads roman ramt på det emotionelle plan af den hårde og umenneskelige måde, som slaverne blev behandlet på i det nittende århundrede, så der voksede en stor klub i min mave og tunge sten tyngede mit hjerte under læsning. Whitehead skriver med en stemme, der stadig er vigtigt, og hvis budskab giver lyd og stemme til slaverne, men som også viser en lille bid af det helvede og de pinsler, som slaverne måtte lide under for at tilpasse sig den hvide mands verden og krav. Under min læsningen af Den underjordiske jernbane blev jeg holdt fast med en gru og med et lille spirende håb for, at Coras og Caesars flugt ville lykkedes til, jeg vendte bogens sidste sider.

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas (Wallflowers #1)

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas. Udgivet af forlaget Pretty ink på 351 sider i 2015 (org. titel Secrets of a Summer Night, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2004). Bogen er læst på dansk.

Annabelle Peyton lever et møjsommeligt og sparsomt liv sammen med sin mor Philippa og lille bror Jeremy i London. På trods af at de er af adelig afstamning, er livet ikke en dans på roser. Efter farens død er formuen hurtigt blevet langt mindre, og de må vende en hver ører for at fastholde facaden ud ad til, men også for at Jeremy kan blive på kostskolen, og gøre sine studier færdig. Annabelle og hendes mor sælger alt, hvad de kan undvære og bytter diamanter og ædelstenene ud med glas, for at opretholde facaden til omverden. Annabelle er i den giftefærdige alder, men det er ikke let at få en adelsmand på krogen, når Phillippa ikke kan tilbyde en medgift ved et giftemål. Sidst på selskabssæsonen i Londons store adelige kredse i 1834 er Annabelle desperat, og ønsker mere end noget andet at kunne stille sin familie den sikkerhed, som et giftemål ville kunne medføre, men det er hendes sidste chance for at deltage i selskabssæsonen. Dog er det desværre kun den irriterende og skrubløse Mr. Hunt, som gør frække forsøg på, at få æren af en lille dans. Mr. Hunt er slagterens søn, men han har arbejdet sig op til, at være en meget velhavende mand i en meget ung alder. Han har få, og gode bekendte i adelen, men dette er ikke nok. De adelige ungmøer kigger langt uden ham, særligt Annabelle, da han ikke er fra den adelige klasse og værst af alt er, hans manglende etikette og opførsel blandt dannede mennesker. Til et af sæsonens sidste selskaber i London bringes jeg af Kleypas’ ind på den noget triste række af bænkevarmere, der sidder misfornøjet, og kigger på de dansende par med et misundelsesværdigt, men ømt blik mod dansegulvet.

Annabelle er efterhåndeden blevet en af de faste bænkevarmere sammen med de amerikanske søstre Lillian og Daisy, og den unge Evie. Pigerne har ikke før givet hinanden mange blikke, da de altid har været i konkurrence om, hvem der kunne tiltrække de magtfulde og rige mænd. Men denne aften sker der noget magisk, og et trofast bånd bindes mellem de fire unge kvinder. De laver en pagt om, at hjælpe hinanden til at få en mand på krogen i ægteskabets lænker, hvor den første er Annabelle, da hun er den ældste. Det sidste selskab denne sæson afholdes i landlige omgivelser af Lord Westckiff på hans store Gods i Hampshire, og Annabelle får igennem sine nye veninder en invitation. Dette er Annabelles allersidste sidste chance i bogstavelig forstand, da hun også trænges op i en krog af den noget uhumske Mr. Hodgeham, som hendes mor har været nødsaget til, at tage med ind i soveværelset for, at holde regningerne på afstand. Annabelle hader at se hendes mor lide, og nu hvor Mr. Hodgeham har kastet sine gamle og ulækre øjne på hende, har hun mange problemer at tage sig af for, at komme ud med anstændigheden i behold. Den unge Mr. Hunt er også med til selskabet, og da han og Lord Westckiff finder de fire piger midt i en gang mameluk-rundbold på en afsides eng, opstår der røde kinder og lange blikke, da det ikke er anstændigt sådan at rende rundt uden tøj på! Handlingen er således sat i skub, hvor jeg følger Annabelle i bestræbelserne på også at holde den insisterende Mr. Hunt på afstand, men det er svært, da ukendte og anderledes følelserne huserer i hendes krop.

Hvis hun ikke havde været så bekymret, ville Annabelle have leet af deres ansigter, der alle tre måbede. Men i stedet for at bryde ud i jomfruelig forargelse eller diskret give sig til at snakke om noget andet stillede Lillian det sidste spørgsmål, Annabelle ville have forventet. “Har han ret?”

I Sommernattens hemmeligheder af Kleypas drager jeg med Annabelle ud i jagten på, at finde en adelig ægtemand, men fremtidsudsigterne er dyste. Romanen er den første bog i en tetralogi med det noget flotte og interessante navn Wallflowers, men navnet er dog ikke helt så smigrende en betegnelse, som ved første antagelse. Ordet betyder nemlig bænkevarmere, og er det som de fire piger, Annabelle, Lillian, Daisy og Evie, må siges at være ved alle selskaberne, hvor de ikke formår, at fanger mændenes interessante blikke på grund af ikke-adelige aner eller økonomiske mangler. Romanens genre er en blanding mellem det historiske og erotiske, men som i langt det meste af romanen er holdt i den sobre tone, som hørte til i det nittende århundrede. Under læsningen sad jeg ofte med et lille smil på læben over Kleypas’ fantastiske evne til, at frembringe den historiske kontekst korrekthed ved eksempelvis en mands syn og berøring af en kvindeankel i, hvor uanstændigt bare dette var. I Sommernattens hemmeligheder er sproget let, flydende og lige til, hvor jeg ikke skulle tænke de store tanker, men bare kunne slappe af og læse om Annabelles mange og hårde kampe.

Romancen og den historiske kontekst har længe lokket og draget mine øjne mod Sommernattens hemmeligheder på min bogreol. Det var dog ikke før under læsningen, at jeg opdagede romanens erotiske elementer, så jeg blev da en anelse overrasket, men de erotiske scener er så fine og igen holder tand i den historiske kontekst, at det virker rigtig godt i romanens plot, men noget overrasket blev jeg da. Karaktererne har ikke den store dybde, og indimellem virker det en smule for overfladisk og unødvendig i flere inddragelser som eksempelvis af de mange omsværmer, som den unge og generte Lord Kendall belemres med. Først kom jeg rigtig godt i gang med læsningen af Sommernattens hemmeligheder, hvor der i romanens plot hyppigt skete små ting, som fastholdte mig i læsningen, men efter de første hundrede sider sænkede tempoet sig, og handlingen trak lige lovligt langt ud, og blev en smule kedelig. Dette ændrede sig dog igen på romanens sidste hundrede sider, hvor handlingstempoet sted betragteligt med både mordforsøg og en kæmpe eksplosion. Så da romanen sluttede var jeg egentlig lige lidt træt af det, da jeg ville have mere og ikke ønske at romanen skulle slutte, men jeg må jo tålmodigt vente med at læse videre til, jeg får fingre i Efterårets luner, som er den anden bog i serien.

Det ville være skrækkeligt, hvis nogen så hende i denne tilstand. Annabelle bad til, at stemmerne tilhørte et par tjenestefolk, lænede sig op mod væggen og ventede uden at røre sig. Et par vildfarne lokker klæbede til hendes fugtige pande og kinder.

Kleypas’ evne til på troværdig vis, at frembringe to modstridende sociale klassers tanker om, og sociologiske interaktioner med hinanden viser dikotomien i deres fælles problemstillinger i samfundsopbygningen i starten af det nittende århundrede tog pusten fra mig. Annabelles adelige aner gør, at hun har krav og ret til, at gifte sig længere ind i den engelske adel, men ikke kan da hun ingen penge har. Den mægtige forretningsmand Simon Hunt har ved snilde og dygtighed fået arbejdet sig ind i den adelige klasse, men dette giver ikke lov til, at han gifter sig med en adelig pige eller bliver anerkendt i de finere kredse. Der var flere ting i Sommernattens hemmeligheder, som jeg ikke helt kunne forene mig med, men i det store hele er det en fin historisk og erotisk roman med et strejf af humor. Der var flere gange under læsning, at jeg grinede af de amerikanske søstres humoristiske og lige til bemærkninger, og hele idéen med mameluk-rundbold var en finurlig, sjov og befriende tilføjelse. Jeg skal helt sikkert læse de sidste tre bøger i Kleypas tetralogi, og jeg håber på at få læst de fleste af bøgerne hen over sommeren, da jeg har på fornemmelsen, at de bliver et friskt og humoristisk pust under min speciale skrivning. Lisa Kleypas har udgivet flere historiske og erotiske serier på dansk ved forlaget Pretty ink, som er et imprint under forlaget Rosinante & co. Som det eksempelvis vises på nederste billede, så er bogen Forfør mig ved solopgang, den anden bog i tetralogien Hathaway, som jeg nok måske også lige skal kigge nærmere på, når jeg er færdig med at læse bøgerne i Wallflowers serien.
Featured image
Featured image

En kuffert fuld af skabninger: Udforsk filmmagien bag Fantastiske skabninger og hvor de findes af Mark Salisbury

Featured image
Featured image
Featured image

En kuffert fuld af skabninger: Udforsk filmmagien bag Fantastiske skabninger og hvor de findes af Mark Salisbury. Udgivet af forlaget HarperCollins Nordic på 160 sider i 2016 (org. titel The Case of Beasts: Explore the Film Wizardry of Fantastic Beasts and Where to Find Them, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Kuffertbogen er læst på dansk. Designet af Mina Lima. Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Det er med denne fantasifulde og finurlige kuffertbog, at det at gå på opdagelse i selv de mindste detaljer i filmmanuskriptet og i arbejdet med filmen Fantastic Beast and where to find them bliver en helt ekstraordinær, anderledes og skøn oplevelse. Jeg blev i læsningen grebet af bogen allerede fra første side, hvor jeg var fanget og fastholdt til sent ud på natten af bogens mange finurlige og magiske ting, samt design. Det var en magisk oplevelse at læse om, hvor meget arbejde og særlig interesse, det kræver at lave en film som denne. Eksempelvis blev jeg bragt bag om filmen, og kunne læse om beslutningerne i skabelsen af settet, som blev hele 243 meter langt. Da det ikke var muligt at filme mange af scenerne on-locations i New York, blev det besluttet af hovedmændene bag filmen, instruktør David Yates, David Heyman og Steve Kloves, at de selv ville skabe universet. Det tog 16 uger at bygge de kæmpemæssige scener og derefter 20 uger at filme optagelserne, som først herefter skulle under en kærlig hånd med, at få skabt de magiske features og særlige visuelle effekter.

Jeg læste også bag om filmens karakterer, hvor bl.a. Eddie Redmayne, som spiller Newt Scamander, fortæller om hvordan det er at spille med i en af J.K. Rowlings’ fantasy verdener, når man som ham, er vokset op med det magiske Harry Potter-univers. Han læste og hørte bøgerne som barn igen og igen i mange år, så det at han blev udvalgt til, at spille hovedrollen var noget helt og ganske særligt for ham. Castingen på rollen, som den mindste af Mary Lou Barebones børn, Modesty, var sat op som en konkurrence, og her blev det den 11-årige Faith Wood-Blagrove, som var den heldige vinder. Hende og en venind gik sammen til audition, og hun blev sendt videre til anden runde og derefter udvalgt til rollen på grund af hendes særlige amerikanske accent og særlige indlevelse. Under læsningen blev jeg også bragt helt tæt på kostumedesignen Colleen Atwood, som skabte alle de tidstypiske kostumer og karakterenes udseende med et særligt eksotisk særpræg. Atwoods måde at udforske 1930’ernes USA og særlige præg fra andre lande smelter sammen i hendes mange designs, så tøjet får en særlig tilknytning til de enkelte karakters roller og visuelle historie.

Ligesom med Hogwarts, var Craig fast besluttet på at forankre MACUSA så meget som muligt i virkeligheden. “I begge film ser alt ved første øjekast ægte ud. Hogwarts er et forunderligt slot, men det har troværdighed. Du tror på at stedet virkelig findes. Så voksede magien ud af det. Det samme er sandt for Fantastiske skabninger.”

Det at der er blevet lavet en bog som En kuffert fuld af skabninger: Udforsk filmmagien bag Fantastiske skabninger og hvor de findes er så fedt, da det giver læseren en helt særlig og ekstraordinær oplevelse, især når man ser filmen endnu engang, hvor de mange små genstande bliver meget mere visuelle og får en helt speciel kant af baggrundsbetydning. Lederne af teamet i rekvisitafdelingen, Miraphora Mina og Eduardo Lima, har haft en kæmpe opgave med at designe bygninger, skilte, labels, bøger, møbler og meget mere. Det som jeg syntes var det bedste, at læse om i denne smukt designet kuffertbog var, hvordan de fantastiske skabninger blev til filmvirkelighed, og om Newt Scamanders hus i kufferteren, der afspejler hans mange rejser og hele hans personlighed, men også hans helt særlige kærlighed til de mange truede dyrearter, som han har reddet på sin vej. Bogen er inddelt i otte kapitler, hvor intet er udeladt og min indlevelsesevne i oplysningerne bag om filmen blev vagt på en helt særlig måde med de mange sansemæssige og visuelle effekter, som hører med til bogen. Blandt de mange sjove og finurlige detaljer ved bogen kan eksempelvis nævnes flere store kort, der kan tages ud af deres lommer og foldes ud, en tryllestavstilladelse, store efterlysningsplakater, en folder fra New Salem Philanthropic Society, og mange smukke billeder og illustrationer.

Designet af En kuffert fuld af skabninger: Udforsk filmmagien bag Fantastiske skabninger og hvor de findes skrevet af Mark Salisbury er meget smuk og enorm visuelt. Forordet i bogen er skrevet af Eddie Redmayne, hvor han kort beskriver sine oplevelser og indtryk om at være med til at skabe et helt nyt fantasyunivers, der hænger sammen med Harry Potter-universet. Efter forordet er der givet et kort resumé af Fantastic Beast and where to find them – The Original Screenplay, så læseren lige kan få opsummeret handlingen, hvis vi nu skulle have glemt den. Bare det at røre ved og åbne kuffertbogen før læsningen giver en helt særlig æstetik følelse, som vækkede alle mine sanser allerede ind, at jeg var kommet i gang med læsningen. Kuffertbogen er letlæselig og så fin, men der var desværre nogle ting, som forstyrrede min læsning gennem bogen. Det var, at der desværre flere steder er fejlkonstruktioner i sætningerne og manglende kommatering, hvor sætningsbetydningen går tabt i oversættelsesprocessen fra engelsk til dansk. Det er virkelig ærgerligt, da alt andet ved kuffertbogen er så fint, magisk og helt fantastisk!

Tordenfulgen er basret på indiansk mytologi og på de første ideer om Okamyen. Den er hvid, med mange, glitrende vinger, gyldne øjne og næb. (…) “Han har den enestående evne at han kan fornemme fare. Og hans humør påvirker vejret, så hvis han er bange eller ophidset så øsregner det.”

Som anmeldelsen nok bærer præg af, så er jeg overvældet af og solgt over bogens mange features og popop-ting, som gjorde min indlevelse i filmen, og gav en dybere forståelse af historien til noget helt særligt. Det er svært at vise alle bogens magiske elementer, men jeg har forsøgt at tage en masse billeder, og jeg håber at disse er med til, at give et lille indblik i, hvad denne magiske bog En kuffert fuld af skabninger: Udforsk filmmagien bag Fantastiske skabninger og hvor de findes indeholder af magiske dimensioner. Kuffertbogen kan helt klart anbefales til alle som elsker Harry Potter-universet, men også til alle jer, som er interesseret i instrueringen af film og de mange elementer bag. Jeg vil helt sikkert komme tilbage til denne smukke kuffertbog flere gange, og drage ind gennem en magisk portal til Newt Scamander, Tina, de fantastiske skabninger og de smukke kort.

Featured image
Featured image
Featured image

Skyggernes dronning af C. J. Redwine (Ravenspire #1)

Featured image
Featured image

Skyggernes dronning af C. J. Redwine. Udgivet af forlaget Turbine på 361 sider i 2016 (org. titel The Shadow Queen, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er en gave fra forlaget, som jeg har fået til Bogbloggertræf 2016. Bogen er læst på dansk.

Kongeriget Ravenspire var engang for ikke så mange år tilbage et frodigt og lykkeligt rige, men nu hersker onde kræfter, og dekadence og råddenskaben flyder under jorden gennem et spindelvæv af ondskab. Landets onde dronning Irina leder landet med hård hånd, og sender ondskaben ud i landet for at holde på sin magt, og er utrættelige i sin søgen efter to forsvundne kongebørn. Irina har snart kørt riget helt ud til ødelæggelse og destruktion, hvor muggen og råddenskaben sulter befolkningen. Den unge Lorelai og hendes bror Leo lever et liv i skjul, hvor de konstant er på flugt for den onde dronningens mange spioner. De lever fra by til by, hvor træning er en del af det daglige hårde arbejde. Men Lorelai er ikke en helt almindelig pige – hun er nemlig den forsvundne kronprinsesse, og jo mere hun ser befolkningen lide, ønsker hun, at sætte en stopper for sin onde tante og stedmor. Kampene er mange, farlige og grusomme, og jeg vendte ivrigt siderne for at finde ud af Lorelais planer for at redde sit rige.

I nabolandet Eldr hersker, der også krig og fortvivlelse, da kæmpe trolde nedkæmper og invaderer flere og flere af landets byer. Kongen og den ældste søn bliver dræbt under krigen af trolde med magiske evner. Eldrierne er halvt mennesker og halvt drager, men de besidder ingen magiske evner, og kan derfor ikke vinde kampen mod troldene. Nu er der kun den unge, stride og rastløse prins Kol tilbage til, at regere landet. Han opsøger fortvivlet dronning Irina, der er den eneste, som kan frelse hans rige med magi til at nedkæmpe troldene. Han indgår en pagt med Irina, at hvis han skaffer hende Lorelai, så redder hun hans rige. Som forsegling på pagten skal han bære en torne halskæde, der også skulle hjælpe ham mod Lorelais magiske evner. Men det hele er ikke så let og lige til, da prins Kol hurtigt mærker særlige følelser Lorelai. Det halsbånd som egentlig skulle beskytte ham sender i stedet sort magi ind i hans krop og forgifter hans sind. Hans dragehjerte higer efter Lorelais blod, mens hans menneskehjerte mærke dybe følelser. Jeg drog afsted med Lorelai gennem farefulde kampe og frygtelige hændelser, hvor jeg under læsningen blev så opslugt af romanens videre handling i kampen mod den sorte ondskab og Irina, at jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig før sidste side var vendt.

I drømmen åbnede Irina slet ikke munden. Udtalte ikke den besværgelse, der rev grantræet op med rode og fik det til at vælte ned over Tatiyanas sorte karet. Men selvom Irinas sind nægtede at rekonstruere hendes søsters død i drømme, kunne hun ikke undslippe sandheden.

Skyggernes dronning er en fantastisk nyfortolkning af Brødrene Grimms eventyr Snehvide. C. J. Redwine har skabt en handlingsfyldt mørk YA fantasy fortælling, hvor alle de eventyrlige virkemidler fra Brødrene Grimms velkendte eventyr mikses sammen i en spændende blanding af magi, drager og kærlighed i et eventyrligt handlingsplot. Under læsningen blev jeg flere gange forbløffet over Redwines mesterlige evne til, at bruge de velkendte eventyrlige virkemidler fra Snehvide på en fortryllende og opfindsom måde, som eksempelvis det røde æble, spejlet og de mange intertekstuelle referencer, som fører tilbage til eventyret. Bogens er strukturelt delt i 40 kapitler, hvor narrativet er fortalt i tredje person, og Redwine skifter så fint mellem Lorelais, Irinas og Kols viewpoints, der er med til at gøre min læsning mere intens i ønsket om, at vide mere om de enkelte karakterer. Romanens sprog er let og flydende med korte kapitler, og efter endt læsning sad jeg med en følelse af, at bogen sluttede alt alt for hurtigt.

Som i mange andre fantasy bøger er temaet også her i Skyggernes dronning kampen mellem det gode og det onde, samt den lykkelige kærlighed, der vinder til sidst. Men til forskel fra en del af de andre fantasy bøger, som jeg har læst, så klarer Redwine sig gennem uden brug af for mange klichéer og kedelige langtrukne scener. Jeg blev grebet af Redwines magiske måde, at bruge magien og de mange magiske kræfter på en måde, som jeg endnu ikke før er stød på, og derfor blev jeg nok ekstra fanget i det eventyrlige spind og den magiske verden, som Redwine åbnede for mit læsende blik. Karaktererne er dog overfladiske og lige til, hvor der ikke er mange dybe refleksioner, men dette gør ikke det store her i Skyggernes dronning, da universet er spændende og underholdende, og fordrer ikke til højtidelige eller refleksive paralleller til vores verden. Jeg elsker ellers fantasy, som har meget på hjerte, dybde og relevans, og sjældent er jeg faldet så pladask for en nyfortolkning af et eventyr, der forvandles til en fantasy fortælling, som ikke har så meget andet på hjerte end spænding og underholdning, som jeg gjorde under læsningen af Skyggernes dronning.

Hun fokuserede på den plan, der brændte som ild i hende. Jeg kom for at ødelægge broen. Hun kan ikke standse mig. Hun nåede op på toppen af skråningen og styrtede hen imod broen, mens alle otte statuer fra sydsiden kastede sig mod hende med hævede våben og næver. Hendes opmærksomhed blev skærpet, hun reagerede instinktiv, sådan som hun havde lært.

Det er ved at være et par måneder siden, at jeg læste Skyggernes dronning, men det er en bog, som tit spøger i mine tanker, da det er sjældent, at jeg oplever at siderne nærmest vender sig selv så let i en bog! Skyggernes dronning er den første bog i serien Ravenspire, som indtil nu er planlagt i fire bind. Den næste bog i serien udkommer lige om lidt nemlig d. 19-6, og er en nyfortolkning af endnu et af Brødrene Grimms eventyr. Redwine har i 2. bind kastet sig over en nyfortolkning af eventyret Rumleskaft, der har fået titlen Ønskemageren. Jeg glæder mig helt vildt til at læse Ønskemageren, og jeg kan næsten ikke vente til, at bogen udkommer. Tiden må gerne gå en lille smule hurtigere – tak.

Featured image
Featured image

The Last days of the Romanovs: Tragedy at Ekaterinburg af Helen Rappaport

Featured image
Featured image

The Last days of the Romanovs: Tragedy at Ekaterinburg af Helen Rappaport. Udgivet af St. Martin’s Griffin på 254 sider i 2010 (org. udgivet i 2008).

I 1917 under den sidste tid af Nicholas Alexandrovich Romanov II styrer var de politiske delegationer og befolkningen i oprør i efterdønningerne af første verdenskrig. Den russiske revolution satte ind i sin første fase, og her under februar revolutionen blev Zar Nicholas Alexandrovich Romanov II tvunget til abdikation, og afgive kejser-dynastiet, som familien ellers havde styret i over 300 år. I 1917 blev hele familien sat i husarrast først i Alexandra paladset i St. Petersborg, og senere i Tobolsk i det vestelige Sibirien. Husarrasten varede 13 lange måneder inden, at familiens videre skæbne blev besluttet af politiske ledere. Den 29 april 1918 blev Zarfamilien frataget alle privilegier, og sat ombord på et ekstraordinært og overvåget tog, som ikke alene førte familien til et fangenskab under meget trange kår, men også kort efter til familiens tragiske og umenneskelige udryddelse i Ekaterinburg. I The Last days of the Romanovs: Tragedy at Ekaterinburg bringer Helen Rappaport mig helt tæt på de mange politiske reaktioner og historiske materialer omkring de mange forsøg på at redde zarfamilien fra et faldet rige.

Efter første verdenskrig skulle verden igen finde faste politiske alliancer og samarbejdspartnere, men Rusland var havnet i et politisk kaos, hvor forskellige partier kæmpede om magten og ønskede Zarfamiliens dynasti skulle ophører for evig tid heri blandt var bolsjevikkerne ledet af Vladimir Uljanov – også mere kendt under navnet Lenin. De mange politiske forsøg på, at redde familien var dog svære at få ført ud i realiteten, da Lenin og Tjekaen havde fundet et af de mest afskærmede områder, at holde familien fanget. Rappaport beskriver ud fra historiske kilder, at Zarfamiliens ukendte skæbne bragte familien mere sammen i et religiøst sammenhold, og hvor håbet om at blive reddet, så familien kunne leve resten af deres dage i eksil, levede indtil de sidste minutter af deres liv. Den 17. juli 1918 blev familien ført ned i kælderen under Ipatiev-huset i Ekaterinburg under påskud af, at de skulle flyttes til et andet hus, da oprørene var tæt på, men natten blev skæbnesvaner, og det russiske dynasti ophørte. Lenin og bolsjevikkerne ikke kunne tillade, at familien blev reddet. Lenin holdte zar Nicholas II levende så længe som muligt, da han kunne udnytte fangenskabet til sin politiske styrke.

Even in the elegant and uncontroversial way in which they posed together in publicity photographs, their identity as a group rather than individuals was reinforced once their brother was born an became the centre of attention.

The Last days of the Romanovs: Tragedy at Ekaterinburg er Helen Rappaports syntese og formidling af Romanovfamiliens sidste 14 dage, men samtidig kommer hun også meget ind på forskellige politiske strategier og eftertidens mange ubesvarede spørgsmål om familiens skæbne, som afrundes med nyere efterforskningsmæssige genopdagelser af den tragiske nat i 1918. Strukturelt er bogen inddelt i 16 kapitler, som i store linjer beretter om de sidste 14 dage i familiens liv, og de to efterfølgende dag, hvor bolsjevikkerne havde store problemer med at få begravet familien og tjenestefolk inden, at de blev opdaget af fjenden, som hastigt nærmede sig. Kapitlerne er inddelt efter dato og med en overskrift, men i hvert kapitel bryder Rappaport dog temporaliteten, hvor hun ustruktureret springer mellem mange temporaliteter. Eksempelvis fremhæver hun zaren, zarinaens og deres børns barndom, hvordan befolkningen anså Zarfamilien, politiske strategier, viden om Lenins rolle og om nogle af familiens bødler, hvorefter at hun igen springer tilbage til den temporale nutid for datoen i kapitlet. Jeg finder denne tilgang ulogisk, og underlæsningen blev jeg ofte vældig irriteret over de mange temporale skrift, men på den anden side blev jeg optaget af at læse om Zarfamiliens liv før revolutionen, men også om Zarfamiliens tilknytning til resten af verden.

Zarfamiliens tilknytning til andre konge- og adelige familier var dog meget begrænset, da zarinaen Alexandra Feodorovna havde en dårlig indvirkning på situationen, men også på det russiske folk jf Rappaport. Dette skriver Rappaport en hel del om i sin bog, da dette også kan ligge til grunde for den manglende redningsaktion fra verden uden for det russiske styre. Under læsningen af bogen havde jeg til tider meget svært ved at holde fokus, da rigtig meget af bogen handler om forskellige konspirationsteorier, halvplanlagte og mislykkede redningsforsøg, og om familiens fangevogtere, samt deres videre skæbne. Det som jeg havde glædet mig allermest til, at læse om glimerede desværre i dets meget lille fremkomst – Nemlig de fire Romanov søstres liv, som kun er meget kort beskrevet på ganske få sider, og der står desværre også kun meget lidt om Rasputin og hans rolle i Zarfamiliens fald.

For 40 minutes he stood listening hard at the door, his nerves jangling, trying to catch the family’s reaction as they readied themselves.

Jeg har nærmest altid været fascineret af den russiske zarfamilies tragiske skæbne, og her i de seneste år har jeg fundet en særlig magi i russiske eventyr, men også en glæde ved at læse litteratur af russiske forfattere. Jeg købte The Last days of the Romanovs: Tragedy at Ekaterinburg i ønsket om at lærer mere om den russiske historie, og om hvad der egentlig skete med zarfamilien, og den efterfølgende efterforskning, men dette fylder desværre meget lidt i bogen. Rappaport har forsket i den russiske historie i flere år, og er ganske dygtig på sit felt, og hun har også udgivet flere bøger, som jeg vil prøve at låne hjem, da jeg håber på at nogle af hendes andre bøger, kan give mig den viden jeg søger, men som jeg desværre ikke fandt i denne bog – ellers må jeg prøve andre teoretiske kilder.

Featured image

The Lie Tree: Illustrated Edition af Frances Hardinge

Featured image
Featured image

The Lie Tree af Frances Hardinge. Udgivet af forlaget Pan MacMillan på 496 sider i 2016 (org. udgivet i 2015). Romanen er læst på engelsk, og er illustret af Chris Riddell.

Faith flytter med sin familie meget pludselig til den lille Ø Vale på Englands vestkyst under mystiske omstændigheder. Her skal hendes far, pastor Erasmus, under påskud være en ekspert ved en arkæologisk udgravning på øen indtil, at tingene er faldet en smule til ro i London. Der er noget som ikke helt stemmer, og Faith forøger at snuse sig frem til den rigtige årsag til den pludselig flytning, men det er ikke helt let af være fjorten år i det victorianske England, hvor Faith befinder sig i den flydende overgang mellem pige og kvinde. I 1800 tallet havde kvinderne ikke noget at skulle have sagt – særligt på vidensområder – det var mændenes domæne. En mørk nat hjælper hun sin far med at skjule et mystisk og mørkt træ i en af grotterne ved havets kant, men da han herefter tager afsted igen uden hende, og hun får bange anelser. Næste dag findes han død, men hvad er der sket? Faiths mor Myrtle bruge en smule kvindelig overtalelse hos den lokale læge for, at få sin mands pludselige død til at bliver anerkendt som et ulykkeligt fald, men det ligner mistænkeligt et selvmord. Det er også grunden til, at øens beboere modsætter sig, at begravelsen kan finde sted på øens kirkegård. Men noget er helt helt forkert, og Faith sætter sig for at finde frem til sandheden, da hun ikke tror på, at hendes far ville begår selvmord.

Faith gennemgår sin fars mange optegnelser, og falder her over meget mystiske optegnelser om det træ, som hun var med til at skjule i stengrotten. Træet skulle efter signe leve på dens oppassers løgne. Det er gennem disse løgne, at nogle særlige lemon-agtige frugter vokser på træet, der giver den som spiser frugten en særlig indsigt og hemmeligheder, som kan være med til, at styre en helt nation. Det er i hvert fald det, som hendes fars papir og optegnelser beretter viser. Faith er sikker på, at hendes far er blevet myrdet på grund af træet, som nogle andre også er efter. Hun holder kortene tæt ind til kroppen, da der alligevel ikke er nogle som tro hende, idet at hun jo meget snart er kvinde. Træet er af en særlig art, som der ikke er lavet videnskabelige undersøgelser på, og Faiths chokeres over, at hendes fars måde at få fat i træet på ikke er helt så hæderlig, som han har nedskrevet i sine papir. Faiths verden vendes på hovedet, hvor hun ikke alene skal kæmpe en kønskamp, men også en kamp for livet og overlevelse. Faith er ikke kun oppe mod en stor mand, men et helt komplot af mænd, hvor Faith lidt for sent opdager, at det er en kvinde, der sidder bag, og hiver i trådende. Et uventet, men særligt venskab opstår mellem hende og en ung dreng på øen, og han hjælper hende med en plan, som måske kan finde frem til hendes fars morder.

“This is a battlefield, Faith! Women find themselves on battlefields, just as men do. We are given no weapons, and cannot be seen to fight. But fight we must, or perish.”

The Lie Tree er en mørk og gotisk Young Adult roman, som sætter sin begyndelse i in medias res i 1860’ernes England. Jeg drages mod de mange ukendte faktorer, løse ender og mord i romanen, hvor det gotiske og mørke vækker spænding og nysgerrighed. Frances Hardinges bog vandt Costa Children’s Book Award 2015, der er en af de største litterære priser, som gives til forfattere, der er bosat i England, og hylder engelske og irlandske forfattere. The Lie Tree er den første YA roman, som vinder prisen siden Philip Pullman vandt prisen i 2001. Det er helt sikker også en YA, der har meget på hjerte, men som også har megen historisk samfundsrelevans i måden kvinden og kvindens rolle blev anset i det 1900 århundrede, hvilket jeg fandt ret spændende og troværdigt. Jeg har dog haft mange kvaler med, at komme igennem bogens mange sider på trods af at jeg også investerede i den illustrerede udgave, som Chris Riddell har illustreret. Sprogligt er romanen let læst med mange korte kapitler, som øger læsevenligheden og med mange mange smukke, grove og mørke illustrationer.

Jeg følger Faiths refleksioner og videre handling gennem romanen i opklaringen af mordet på hendes far, men jeg kan ikke helt forsvinde ind i bogens univers og temporale tidslomme, og jeg havde svært ved at fastholde min læsning gennem hele bogen. Handlingen er desværre for langtrukken med for mange degressioner og små ubetydelige antagelser, som jeg blev frustreret over. Karaktererne i The Lie Tree lever så fint op til 1800 tallets kønskampe, hvor Faith er en bestemt, men også en meget intelligent pige, som tør at tage chancer, der ligger langt uden for samfundsnormen i romanens historiske kontekst, men det vigtigste er, at hun tør at følger sine drømme på trods af at hun ved, at det bliver en kamp. Men hun vil hellere kæmpe end at leve i skyggen af en mand. Der er mange karakterer i romanens plot, dog er de fleste desværre alt for overfladiske og lidt kedelige. De mange karakterer har den funktion, at de leder læserens mistanke væk og forvirrer i opklaringen på mordet, men igen det virker meget langtrukken, hvor min interesse og spænding for bogens videre handling tabes. Jeg fortrylles dog af de mange smukke og gotiske illustrationer i denne special edition, som er illustreret af Chris Riddell. Han er en af mine absolutte yndlings illustratorer, og det at kigge på hans mange fine illustrationer gør min læsning af The Lie Tree mere levende. Hans illustrationer gør hele læsningen værd! Han har også illustreret flere af Neil Gaimans bøger, som jeg alle elsker.

Lies like knives, lies like poultices. The tiger’s stripe, the fawn’s dusky dapple. And everywhere, everywhere, the lie that people told themselves. Dreams like cut flowers, with no nourishing root. Will-o’-the-wisp lights to make them feel less alone in the dark. Hollow resolutions and empty excuses.

Min læsning af The Lie Tree har foregået over lang tid – måske også alltt for lang tid, men jeg ville gøre bogen færdig. Det er jeg bestemt også lykkelig for nu efter endt læsning, da en bog uanset om den er fantastik god, middel eller dårlig for det meste altid gemmer på noget som er værd at tage med videre. Det jeg tager med videre fra min læsning af The Lie Tree er Hardinges troværdige måde at videreformidle den historiske konteksts samfundsopbygning i forholdet mellem mænd og kvinder. Men også i generelle sociologiske interaktioner mellem by og landsby i forhold til, hvor svært det kan være at komme til et nyt sted, og falde til i de nye omgivelser, som er romanens parallelle link til vores verden i dag. Jeg påtænker ikke at læse flere bøger af Hardinge lige i øjeblikket, men måske en dag kaster jeg mig igen over en af hendes bøger – særligt hvis de er illustreret af Chris Riddell.

Featured image
Featured image