Livet, du efterlod af Lotte Elmann Wegner

Livet du efterlod af Lotte Elmann Wegner fra forlaget Montagne på 280 sider fra 2019. Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forfatteren.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 Stjerner.

Hun havde forventet af livet, at det ville være altopslugende. At alle brikker ville finde hinanden, samles til et hele, lægge sig for hendes fødder som et blomsterflor af oplevelser, hun kunne plukke alt godt fra resten af livet. En enkelt tidsel ville følge med, det vidste hun, men at det skulle være så mange. Negativt måske. Nu er der kun stilhed på en helt anden måde, end hun havde ønsket for sig selv. Stilhed som i tomhed.

I en lille landsby på Sjælland ligger et nedlagt gartneri, hvor dekadencen og goldheden ikke kun strækker sig langt ud over de mørke marker, men helt ind i menneskerne, som bor i den lille by. I et af de nedlagte drivhuse bor Albert, der er blevet en ældre ensom mand. Stuehuset er fyldt med så mange minder, at han ikke kan rumme eller holde ud at træde ind over dørtærsklen ved hoveddøren, så derfor bor han i drivhuset og lever et meget simpelt liv, hvor hans vigtigste opgave er at vande de mere end tusindvis af georginer, som har en helt særlig betydning. Ni år tidligere var gartneriet fyldt med liv og hårdtarbejdende mennesker. Stuehuset var omgivet af lyde og lugte fra samværet af en lille familie med Albert, konen Nelly og tvillingerne Adam og Suleima. Gartneriet kørte rigtig godt med nogle ansatte, og de mange leverandører, som kom hyppigt, og pludselig blev Nelly syg, men Albert ville ikke se det i øjne – heller ikke, da det var for sent. Nelly dør kort tid efter og tvillingerne, der er som Yin og Yang, bliver der holdt nøje opsyn med af deres lærere Christine. Men det går ikke, og tvillingerne bliver fjernet fra hjemmet og hermed kastebolde i kampen om plads fra institution til institution resten af deres barndom. Det er hårdt at miste ens mor, men da Albert ikke kan komme ud af sorgskallen, mister de også ham. Under min læsning af familiens tragiske situation rammer det mig, som en mavepuster, da sproget samtidig går lige i hjertekuglen og får mine tårer til at trille ned ad mine kinder uden ophør. Kun én gang mødes tvillingerne på en institution, men Adam afviser Sulima, og det rammer hende i hjertet som de skarpeste pilespidse. Da de fylder 18 år er det, for Adam det år, hvor han fravælger livet.

Man siger, at sammenholdet i små landsbyer er stærkest, at alle snakker sammen og har særlige bånd, men dette er mere en fordom end som virkeligheden er. I den lille landsby i Livet, du efterlod kender beboerne rigtig nok hinanden, men alle er ramt af tragedien med Nellys død og tvillingerne. Landsbyboerne forbindes med kolde lænker mod hinanden, som modpoler, der alligevel ikke kan være uden hinanden i et dikotomisk-forbundet forhold. Christine måtte opgive sit job som lærere, da hun ikke kunne eksistere efter at Suleima og Adam var blevet fjernet, men alligevel gjorde hun det bedste, hun kunne. I stedet arbejder hun i byens bagerforretning, men håber og drømmer om et andet liv væk fra landsbyen og sin mand Gert. Åsa, er blevet en kvinde i sin bedste alder, men hun har ikke fået familie eller børn. Hun lever et ensomt liv, men med et særligt afsavn af Nelly, der var den eneste i landsbyen, som bemærkede hende og så noget godt i hende. Åsas vrede har svært ved at komme ud, selv efter 9 år. MEN SÅ sker der noget… En lille familie flytter fra storbyen til landsbyen i håbet om at kunne genfinde livet og ikke mindst kærligheden. Familien består af Cecily og Martin, samt deres datter Anemone. Det lykkelige landliv holder desværre ikke ved, og i starten af bogen indvies jeg som læser i Cecilys og Martins lykkelige skilsmisse med den ca. niårige Anemone som puslespilsbrik. Anemone har en særlige rolle i bogen, da den lille pige får rusket op i byens stille eksistenser – heri særligt Albert, som stille rejser sig fra sorgen og mørkets stillerum, men en dag får byens Campingpladsen en ny gæst. Suleima er tilbage for at finde svar på spørgsmål fra fortiden, men kan hun bære på flere mørke og tunge hemmeligheder, som kommer frem fra skyggernes mørke og ud i det lyse solskin?

Der er år af sit liv, Albert ikke kan huske. De år føles som en uendelig række af dage, der aldrig ændrede og derfor satte sig fast i hans erindring. Dage med det samme mørke. Dage med den samme tomhed. De samme rutiner. Stilhed midt i larmen, som kom indefra.

Livet, du efterlod er anden bog af Lotte Elmann Wegner, og den svære “toer”, som man siger, er aldeles vellykket! Wegners debutroman er Er her nogen?, og står stadig lysende klar i min erindring, og som jeg altid vil bære med mig. Du kan finde min anmeldelse af romanen her. Her i Livet, du efterlod er strukturen fin, let og overskuelig med en prolog, hvor læseren indvies i Alberts sorte kvaler, men også forandringer i en nær fremtid, som lurer lige rundt om hjørnet. Efter prologen går handlingen 7 uger tilbage i tiden, hvor romanens handling starter i mange små kapitler, som er angivet med karakterernes navne, så jeg under min læsning let kunne følge med i, hvilken karakter jeg læste om gennem romanens meget fængende og hjerteskærende handling. Da historien har rørt noget i mig synes jeg, at romanens længde på 280 sider var alt for kort. Jeg ville så gerne læse mere om Cecily, Anemone, Christine, Albert og de andre karakterer i Wegners fine romanunivers. Wegner kan noget helt særligt med sproget, som kom så tydeligt frem i hendes første roman, og her i Livet, du efterlod blev jeg blæst helt bagover. Gennem sproget fremskriver Wegner nemlig alle sine karakterer gennem de menneskelige sanser, følelser og refleksioner på en æstetisk og poetisk måde med sætninger, som er små, korte og klare, men samtidig er så fulde af betydning og mæthed at ordenes enkelte sammensætning rammer så klart og hårdt. Jeg har valgt at bringe tre forholdsvis lange citater fra bogen her i anmeldelsen for at vise, hvor klart og rammende Wegners sproglige kunnen er i Livet, du efterlod. Jeg er stor fan af Wegners måde at skrive på, da det er sjældent, at jeg støder på så fint og indholdsrigt et sprog.

Karaktererne i Wegners roman er på én og samme tid så fine og skrøbelig følsomme at mit hjerte er ved at briste over gang på gang, men karaktererne er også hårde og isende, som om at de er omgivet af en rund mur af sorg og sorte skygger fra fortidens glemsel, der omgiver den lille landsby med knusende styrke lige indt til, Anemone flytter til byen. Wegner kan noget helt særligt i sin måde at fremskrive sine karakterers personlighed på, hvor jeg stille lærer dem alle at kende gennem tanker, sanser og ikke mindst følelser. Det er nemlig i høj grad også læserens følelser, som rammes af empati og medfølelse ikke kun over Alberts situation, men også Christines, som er så hård ved sig selv ved en nagende samvittighed over at måske have gjort det forkerte. Også Åsa er kompleks, da hun er ensom og altid har følt sig forkert, og så er der ikke mindst Cecily, som kommer i krise, da hendes mand har fundet en anden, og hele hendes liv splittes til atomer, hvor hun for alt i verden ønsker en “lykkelig” skilsmisse, men der skal sluges en hel del kameler i kampens hede. I Wegners roman er der flere tematikker på spil, men særligt sorgen sættes i kontrast og modspil til lykken, og kampen for at bryde fri og komme videre i livet uden at hænge for meget fast i fortiden. En anden vigtig tematik er kærligheden mellem forældre og børn, og mellem mand og kvinde. Hvorfor går et ægteskab i stykker, og hvorfor er løsningen på ægteskabelige problemer ofte at købe en hund, få et barn mere, købe et hus, tage ud på store realiseringsprojekter eller…? Som genre hører Livet, du efterlod under socialrealismen, da Wegners skildringer er så rammende realistiske, men også har sociale forhold, når samfundet svigter familier, der rammes og knuses af sorg og hjemløshed.

Til sidst spurgte Suleima ikke mere. Albert forstod jo godt, hvor svært det var. Men han havde ikke noget valg. Han åbnede øjnene og så ind i et mørke. Lukkede dem og blev blændet af sin sorg. Der var ikke noget midt i mellem. Lidt efter kom Christine. Livet har druknet dig, sagde hun til ham. Hun sagde så meget, og det meste hørte han ikke. Men de fire ord satte dig fast i hans bevidsthed. Det var ham. Han eksisterede ikke. Var druknet. Ude af stand til at være noget for nogen. Det var ikke hans skyld. Han tænkte på ordene, de gange han var indlagt. Højt arbejdspres, stress måske. Depression, sorg og skyldfølelse, tilføjede de. Det var ikke nogen god kombination. Jeg er druknet, sagde han, og de nikkede, som de forstod.
Det gjorde de ikke.

Jeg har længe ventet på, at Wegner skulle udkomme med sin anden roman d. 26 april i år, og det har bestemt været hele ventetiden værd! Livet, du efterlod er nemlig alt, hvad jeg håbede på og meget mere til, da Wegner, som nævnt et par gange nu, kan noget ganske særlig i sin måde at få sine historier frem og ind i læseren på. Min postulering af Wegners kærlighed og sorg-tematikker i romanen er at lysne op for den manglende kommunikation mellem ægtefæller, men også til naboerne, veninderne og børnene. Kommunikation og dét rent faktisk at kunne tale sammen er særlig vigtig i en tid, hvor alting går så forvirrende og fortumlende hurtig. Husk dine nærmeste – uden dem ville livet være tomt, kedeligt og uden indhold. Jeg har nu læst Livet, du efterlod hele to gange og lige pt. er jeg ved at lytte romanen på Bookmate under mine skønne gåture med hunden. Ved hver læsning får jeg noget nyt med mig, og måske at Livet, du efterlod bliver én af de romaner, som jeg vil genlæse hvert år, og bogen vil følge mig for altid gemt i mit hjerte – meget tyder på det! Det har taget mig ganske lang tid at skrive denne anmeldelse, da romanen er så god og har så meget på hjerte, at jeg er bange for ikke at få alt det med, som jeg synes er SÅ relevant, og jo netop er det, som jeg gerne vil dele dig. Så min anmeldelser er, jeg ved det godt…, lige lang nok, men begrænsningens kunst er svær. Livet, du efterlod får mine allervarmeste anbefalinger med på vejen, så hvis du skal læse bare én bog mere dette år, så lad det være denne, og jeg kan næsten love dig, at du bliver ramt på følelserne, empatien og refleksioner over livet, når du indvies i den stille eksistens i den lille landsby og dens få, men særlige beboer.

Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress af Charles Dickens

Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress af Charles Dickens. Udgivet af Oxford University Press på 480 sider fra 2008. Romanen er læst på engelsk, og org. udgivet i månedlige installationer i magasinet “Bentley’s Miscellany” fra 1837-39.

En mørk aften falder en ung ugift og gravid kvinde om på gaden i en ukendt engelsk by, og bliver bragt til det nærmeste arbejdshus. Her føder hun en lille dreng inden, hun med et tungt hjerte dør. Den lille dreng får navnet Oliver Twist, og bringes til et hjem for forældreløse børn. Her er han til, at han flyder ni år, hvorefter han bliver hentet tilbage til arbejdshuset, da han nu skal arbejde sammen med de mange andre forældreløse børn fra byen. Den lokale magistrat i landdistriktet beslutter, at indføre mindre kost til børnene og billigere mad bestående i vælling og brød. Da alle børnene efter kort tid er så sultne, laver de en lodtrækning om, hvem der skal stille det forbudte spørgsmål. Det bliver således den lille Oliver, som taber og det er her, at den berømte og ikoniske scene kommer frem med Oliver, som spørg efter mere mad. Dette bliver enden for ham i arbejdshuset, og han kastes i karantæne, hvor i han al uvidenhed, om hans videre skæbne, skal vente på at nogen vil tage ham i lærer. Der går ikke længe før, at kistemageren Mr. Sowerberry dukker op, og antager Oliver. Det er dog lidt af en sørgelig beskæftigelse, men Oliver prøver på bedste vis, at finde sig til rette i sin nye verden, som består af begravelser, mørke og kister. Der opstår dog hurtigt ballade, hvor Oliver får en ordentlig omgang klø af sin nye mester, og han beslutter sig for at stikke af, og begiver sig alene på de mørke landeveje for at finde lykken i det store London.

Da Oliver kommer til London, er han uheldig og havner i en drengebande, der er styret af den skumle og djævelske jødiske mafiaboss Mr. Fagin. Han forsøger, at oplærer Oliver til gadetyverier, men da han skal stå sin prøve på gaden, kan han ikke, og flygter væk fra de andre drenge, som dog giver ham skylden for tyveriet. Snart har Oliver politiet og en masse af mennesker efter sig. Oliver bliver anholdt, men løslades hurtigt, da den gode Mr. Brownlow opgiver anklagerne, og tager Oliver med hjem. Oliver opholder sig her, og har nogle af de lykkeligste dage i sit liv, men lykken varer dog kun kort, da han kort efter bliver kidnappet. Oliver gemmer nemlig på en ukendt hemmelighed om sin oprindelse, der helt tilfældigt opdages af Mr. Brownlow. Men den rige og dominerende mand Mr. Monks ønsker ikke, at hemmeligheden om Olivers familieforhold skal se dagens lys. Han ser kun og arbejder frem mod, at Oliver hurtigt blev dømt til døden ved hængning for tyveri.

The boy was lying, fast asleep, on a rude bed upon the floor; so pale with anxiety, and sadness, and the closeness of his prison, that he looked like death; not death as it shews in shroud and coffin, but in the guise it wears when life has just departed; when a young and gentle spirit has, but an instant, fled to Heaven: and the gross air of the world has not had time to breathe upon the changing dust it hallowed.

Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress er Dickens’ anden roman, som han blev hyret til, at skrive efter sine berømte artikelserier Sketches by “Boz,” Illustrative of Every-day Life and Every-day People fra 1833-36, som blev bragt i forskellige magasiner. Dickens’ første roman var The Pickwick Papers som fik mange læser, og blev meget populær. Som en labyrint indeholder mange gange og hemmelige veje, så indeholder Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress en mangfoldighed af genreformer, som ikke kun er med til at give en nutidslæser en god fortælling, men beriger også sin læser inden for socialrealisme, historie, socialmobilitet, politiske forhold og samfundsstrukturen i starten af den victorianske epoke. Af genreformer i dette klassiske narrativ kan eksempelvis nævnes den melodramatiske, den tragiskkomiske, den sensationelle, den detektionelle og den socialrealistiske genreform. Til sammen giver de en bred viden, men løfter også spændingen i plottet, der til tider kan blive lidt tung på karakterrækken. Strukturelt er romanen delt op i 53 kapitler med fireogtyve illustrationer af George Cruikshank. I konteksten havde illustrationer generelt en meget betydningsfuld rolle, som også gjorde sit til, at sælge magasinerne, hvor illustrationerne underbyggede handlingen, som et særligt bindeled mellem tekst og læser.

Dickens’ mange karakterer i romanen er så rigt beskrevet, og ingen er uden betydning, da de alle kan forbindes til detektionen af Oliver Twists oprindelse, hvis man som læser er opmærksom på, at følge detektionen mellem mennesker, og ikke så meget mellem alle sporene og mordet på Nancy. På trods af de mange karakterer og lange beskrivelser, så elskede jeg den helt særlige måde, som Dickens’ formåede at fremskrive sine karakterer på, men også steder og begivenheder, hvor små og betydningsløse, som de end måtte syntes at være. Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress fik i konteksten næsten mærket som Newgate roman, og som stadig hænger ved i dag. Dette område ligger inden for mit specialeemne i forhold til kriminalitet, detektion og social mobilitet. Newgate romanernes tematikker er landesejsrøvere, den fattige underklasse, forbrydelser, mord, vold, tyveri og ikke mindst hængninger af forbrydere. Her blev de berømte kriminelle portrætteret på en særlig melodramatisk og sensationalistisk måde, hvorpå læserne fik en mørk romantisk empati og forestilling om, hvordan forbrydernes verden antog sig. I Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress er, der flere elementer, som kan kædes sammen med Newgate litteraturens strømninger, men jeg postulerer at disse elementer kan anskues i en anden sammenhæng. Nemlig den læsende befolknings ønske og higen efter spænding, mord og forløsning. Som krimigenren i dag er populær, som aldrig før, og er en af de mest læste genre, således var det også på Dickens tid. Det at læse, om det forbudte, det som var anderledes, det frygtlige, det onde og ikke mindst den umoralske levevis, som Londons underverden levede, var for overklassen lige så spændende og populært, som krimier er for den almene læser i dag.

The girl’s life had been squandered in the streets, and among the most noisome of the stews and dens of London, but there was something of the woman’s original nature left in her still; and when she heard a light step approaching the door opposite to that by which she had entered, and thought of the wide contrast which the small room would in another moment contain, she felt burdened with the sense of her own deep shame: and shrunk as though she could scarcely bear the presence of her with whom she had sought this interview.

Det kan til tider være lidt af en udfordring, at læse Dickens’ tunge romaner, og denne følelse sad jeg, da også med ind i mellem under læsningen af Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress på trods af, at denne kun er halvt så lang, som mange af hans andre romaner. Jeg er en stor fan af Dickens’ romaner, og jeg er godt i gang med at læse mig gemmen hans forfatterskab. I denne klassiske roman blev jeg bragt med ind i en historisk og socialrealistisk tidslomme, hvor alle mine følelser vækkes med både stor empati og kærlighed for den forældreløse Oliver, men også med spænding, myrekryb og forfærdelse ved mordet på den retfærdighedssøgende Nancy. Jeg kan meget varmt anbefale jer, at læse denne anden roman af Dickens, da værket har så meget på hjerte. Dickens var en mester til, at give sine læser en viden om den sociale bevidsthed og sociale kontrol i det nittende århundrede på en spændene og fængende måde.

Damen i den Grønne dragt af Anja Duna

Damen i den grønne dragt af Anja Duna fra Forlaget Skrivetid på 196 sider – udgivelses år 2015. Anmeldereksemplar fra forfatteren

Stamgæsterne på den Gule Café er gået sammen i et komplot ikke kun for at redde cafeen, men også for at redde det liv som de har kært. Cafeen er kørt økonomisk i sænk, og ejeren har ikke andre muligheder end at gå med på stamgæsternes plan. Damen i den grønne dragt bor på den anden side af vejen, og er ligeledes en af stamgæsterne, men på sin egen stille læsende måde. Hun kommer alle dage på cafeen, hvor hun læser hele dagen, og når hun går hjem, læser hun indtil, at hun går i seng. Damen i den grønne dragt lever af sin afdøde fars store formue, så hun behøver ikke at arbejde for at tjene penge. Hun bruger alle sine vågne timer i litteraturens mangfoldige verdener, og kender ikke meget til virkligheden uden for bøgerne. Stamgæsternes plan med at snyde Damen i den grønne dragt til at skrive under på skødet af cafeen lykkedes, og en helt ny verden åbnes for dem alle.

Damen i den grønne dragt opdager snart komplottet, og hun beslutter sig for at gå all in i forsøget på at redde Den Gule Café, men det var bestemt ikke det stamgæsterne havde i tankerne. Da Damen i den grønne dragt aldrig rigtigt har taget del i den virkelige verden, så bruger hun det, som hun har lært af de mange bøger, som hun har læst. Som læser følger jeg interessant med i, hvordan denne omvendte og kvindlige Don Quixote gebærder sig blandt stamgæsterne, hvor kommunikationen mellem dem ofte mislykkedes eller misforståes. Hun lader ikke bare det hele stå til, men tager på mange forskellige kursuser i madlavning, dekorering og kommunikation, men uanset hvor hårdt hun prøver, er de tidligere stamgæster og nu medarbejdere ikke lette at stille tilfredse. Omvendningerne i deres hverdage er mange og store, og de lulles stille ud af den trygge hule, som skæve eksistenser.

At stamgæsterne var overrumplede, havde damen så evigt ret i. Men aldrig havde hun gættet, hvilken gru deres stivbede ansigter udtrykte. heldigvis gik damen tideligt og lod for første gang andre lukke biksen. Så de kunne alle blive hængende og fordøje de barske nyheder over fadøl og jordmoderkaffe.

Damen i den Grønne dragt er en fin lille roman, men med et meget vigtigt budskab. Det har taget mig lang tid finde de helt rigtige ord til, at beskrive romanen, da bogen indeholder mange vigtige elementer af den menneskelige tilværelse hos de skæve og svage eksistenser, der kan relateres til vores samtid. Romanens korte kapitler leder mig hurtigt gennem handlingen, hvor jeg ofte blev opslugt og havde svært ved at slippe bogen igen, da jeg ivrigt fulgte stamgæsternes forvandling. Sproget er let og flydende uden mange omsvøb eller poetiske vendinger. Denne form for sproglig ligefremhed skærper fokus mod romanens meget realistiske samfundsforhold, og sætter karakterernes udvikling i centrum. Man kan syntes, at det liv som stamgæsterne lever, i starten af romanen, er sørgeligt og trist, men det er intet mindre det liv, som de elsker og ikke kunne tænke sig anderledes, før at de kan se deres egne forandringer i slutningen af bogen.

Karaktererne i Damen i den Grønne dragt har en psykologsik dybde, der er helt gennemført, og jeg undres ofte, under læsningen, hvor meget det lykkes Duna at få beskrevet i linjerne på romanens få sider. Karakterernes navne, som Hansi-på-hovedet, Petter den Heldige og Klare Karla, passer helt unikt til deres personlighedstræk og position i romanens samfund. Ind i mellem bliver handlingen desværre for langtrukken og tung, og jeg tabes lidt i svinget. Særligt er det, når Damen i den grønne dragt forsvinder sporløst, da hun ikke kan se sit nederlag med Cafeen i øjnene. Som genre hører Damen i den Grønne dragt til i socialrealismen under subgenreformen kollektivroman. Grunden til, at jeg placerer roman under den kollektive subgenreform er, at centrum for romanens handling er stamgæsterne, som en gruppe af individer, der er under en dannelsesrejse. Dog er det unikke ved Dunas roman, at det ikke kun er én enkelt eller få, men alle karakterer, der hver især kommer ud på deres egen individuelle rejse.

Damen blev på sin bænk godt gemt under dynen. Hun lod, som om hun ikke var en del af verden, og verden ikke var en del af hende.

Damen i den Grønne dragt er en realistisk og samfundsrelevant, men også humoristisk roman, hvor jeg nysgerrigt følger karakterernes udvikling fra at være skæve og svage eksistenser til almene samfundsborger med et nyt liv, som de til sidst kommer til at holde meget af. Denne roman er den første inden for genren, der i den grad har fanget mig. Jeg er normalt ikke meget for at læse dannelsesromaner som fx Lykke Per, da jeg ofte finder dem kedelige og langtrukne, men jeg blev meget overrasket under og efter endt læsningen af Damen i den Grønne dragt. Romanen har til dels en åben slutning, og jeg håber at der på et tidspunkt kommer en fortsættelse, da jeg er meget interesseret og fascineret af Dunas skrivemåde og karakterer, som fx Damen i den grønne dragt, men også af det nye projekt, som romanen afsluttes med de første spæde stik til.