The Snow Bear af Holly Webb

Featured image
Featured image The Snow Bear af Holly Webb med illustrationer af Artful Doodlers fra Forlaget Stripes på 159 sider – udgivelses år 2012. Bogen er læst på originalsproget – engelsk.

The Snow Bear er en lille fin og magisk julefortælling, hvor jeg drages mod drømmenes og fantasiens verden, da den lille Sara vågner og pludselig befinder sig på nordpolen. Jeg elskede at følge med i hendes eventyr, hvor hun hjælper den lille isbjørn med at finde hjem til sin mor. Men ikke alt er lige sjovt og lykkeligt for Sara er strandet ved sin farfar, og når måske ikke hjem til juleaften, da sneen har lagt en tung dyne på de i forvejen frostglitreende veje.

Sara og hendes forældre er hvert år ved juletid og besøge farfar et par dage, så passer det med at han kan tage med dem hjem, hvor de holder en rigtig hyggelig familiejul. Men dette år er alt ikke som det plejer at være, da hendes mor er gravid og ikke ønsker at kører den lange vej op til farfar. Sara tager det hele med sit modige lille hjerte, og nyder alligevel tiden sammen med farfar. Han er så god til at fortælle historier om dengang han var barn, hvor han besøgte de magiske og mystiske folkefærd på Nordpolen og på Grøndland. Engang fandt han og hans bedste ven endda en lille isbjørn, som de måtte tage sig af og de kaldte ham Peter, men desværre kunne de ikke beholde ham, da den lille nuttede isbjørn hurtig blev stor. Han var ikke kun svær at finde de store mængder føde til, men han blev jo også farligere med de lange klør og de stærke kræfter. Så han måtte desværre ud i den frie og vilde natur igen – ud til de andre isbjørne, hvor han kunne skabe sin egen familie.

The wind had dropped, and the air was very still. It made walking out into the garden seem dreamlike, it was so quiet. The snow had hushed everything. Paulo Coelho

Sara savner sin far og mor, men hun prøver alligevel på at få det bedste frem, og da sneen i nattens løb har fortryllet landskabet til et eventyrligt og uberørt rige kan Sara ikke længere vente med at betræde den hvide glitterende sne. Hun elsker isbjørnen Peter fra farfars historie, og siden hun hørte den som gangske lille har, så har hun været helt opslugt, og ejer en stor samling bamse-isbjørne og har læst mange bøger om dens eksistens. Så da hun strømmer ud i sneen er hun ikke i tvivl om, at hun vil bygge en isbjørn, der sidder på numsen med forpoterne løftet fra jorden. Hun går starks i gang, og hun opsluges i arbejdet og glemmer tiden. Da isbjørneprojektet er ved at være til ende kommer farfar ud, og hun får lov til at låne nogle af de fineste grønne og blå sten til isbjørnens øjnene. Efter en hurtig morgenmad går de to i gang med endnu et byggeprojekt. De skal bygge en iglo, som passer så fint ved siden af den lille isbjørn. De får startet og er godt på vej med byggeriet lige indtil, at farfar fortæller at det nok ikke bliver muligt at kører hjem næste morgen, hvor det også er julemorgen. Sara kan nu ikke lade være med at bryde sammen, og skynder sig op på sit værelse.

Sara sover det meste af dagen væk, og da hun vågner er det helt mørkt. Hun går ud på trappen og gennem det lille vindue ser hun at farfar har lavet resten af igloen – den er så fin og smuk, der sammen med isbjørnen i det hvide frostglitterende landskab. Sara lokker farfar til at smører madder som de kan tage med ud i igloen. Hun vil så gerne hører istorien om Peter igen. Så med soveposer, madder og en lille lampe sætter de sig i den lille iglo. Det vare dog ikke længe før Sara endnu engang falder i søvn, men da hun vågner er hun ikke længere i farfas have, og da hun kravler ud af den lille iglo ser hun at isbjørnen ikke længere kun er af sne. Hun ved godt at det kun er noget hun drømmer, men sikke dog en dejlig drøm. Hun beslutter at opkalde den lille isbjørn efter farfars, så han skal hedde Peter. De to tage ud for at lede efter dens mor, da han sikkert er blevet væk. De kommer ud på farlige og vilde eventyr, hvor Sara også ser et billede af hendes farfar som dreng.

Sara fell asleep too, eventualy – the flickering fall of the snowflakes was hard to watch without her eyelids starting to close. When she woke up, it had stopped snowing, and the landscape stretched out into whiteness in front of her.

The Snow Bear er en lille fin og sød børnefortælling med de fineste illustrationer, hvor jeg trylles ind i en magisk og fantastisk verden. Sproget er flydende og let i små kapitler, hvor jeg nyder de fine skildringer af landskabet, og jeg følger fornøjeligt med i Saras eventyr med hendes egen lille Isbjørn. Strukturen i det lille eventyr er nem at følge uden for mange afveje, der gør det nemmere at nå ind til Sara og hendes søde drømme om isbjørne. Jeg, som læser, hører kun brudstykker af farfars fortælling om hans isbjørn Peter, men parallellerne mellem de to eventyr i eventyret er så fine.

Karaktererne i The Snow Bear er fine og overfladiske, som mindre børn kan rumme dem, men dog alligevel med en lidt dybere struktur, som kan perspektivers til receptionens hverdagsliv. Tematikkerne i eventyret er hverdagsagtige, og som alle børn, men også voksne kender til. Sara skal snart være storesøster og påtager sig rollen som den store pige, der ikke stiller spørgsmål og vil ikke være for krævende. Hun forstår godt, at mor ikke ønsker at kører den lange vej op til farfar, da hun er meget træt, og lige om lidt kommer lillebror jo også. Sara forsøger meget på ikke at lade sig mærke af, at hun savner far og mor for det er jo synd for farfar, men da savnet i hendes lille verden bliver for meget og den uudholdelig tanke om ikke at komme hjem til jul, da lempes hun blidt ind på fantasiens fortryllende veje. Skellet mellem fantasi og den fiktive reelle verden udviskes, så måske var Saras eget lille eventyr med den lille isbjørneunge ikke blot en drøm ?

Sara reached down and picked up the two pieces of green sea glass that had been her little bear´s eyes. They glowed gently, with the soft green of the Norhern Lights. She turned them over in her hand, her eyes widening. They’d changed. The green glow wasn’t just the moonlight on the glass. It was inside, she was sure.

Jeg elskede denne lille søde julefortælling af Holly Webb, som fik mig til at glemme de andre mange tekster og bøger, som jeg læser i øjeblikket i forbindelsen med mine eksamensopgaver, samt i forberedelse til en mundtlig eksamen i slutningen af januar. Jeg holder meget af Webbs måde at tage hånd om sin læser og bringe dem trygt ind i nye verdener. The Snow Bear vil jeg genreklassificere som hørende under den fantastiske litteratur, da Saras rejse til Nordpolen begynder med en drøm, men mere da hun vågner næste morgen, hvor isbjørnen er væk. Dog ligger stenøjnene tilbage, men nu med en anden farve end dem hun lånte af farfar. At stenene har ændret farve skaber en forbindelse mellem den reelle fiktive verden og den fantastiske fortælling, da der opstår en tøven, hvor det ikke er muligt at bestemme om læseren befinder sig i det magiske eller overnaturlige, da referencerne til den reelle fiktive verden stadig vejre tungest, men læseren befinder sig i denne tilstand af tøven jf litteraturteoretikeren Tzvetan Todorov. Webb er en mester til at skabe eventyrlige og magiske fortællinger, og The Snow Bear er ingen undtagelsen. Jeg holder nu alligevel mest af de fine og (u)hyggelige eventyr med Rose, som jeg håber på at læse de sidste to bind i serien i det nye år.

Featured image
Featured image

Advertisements

Four Tales af Philip Pullman

Featured image
Featured image Four Tales af Philip Pullman med illustrationer af Peter Bailey fra Forlaget Doubleday 2010 på 631 sider – original udgivelses år 2004. Bogen er læst på originalsproget (engelsk).

Four Tales er en fantastisk og fortryllende eventyrsamling, der har taget mig med til de skønneste eventyrlige steder. Jeg drog eksempelvis med fyrværkerimesterens datter, da hun stak af fra sin far for, at blive en rigtig fyrværkerimester. Jeg tog også med drengen der engang var en rotte, da han vandrede ud på nye eventyr, hvor han fandt sin plads i en kærlig familie. Disse to eventyr læste jeg under Dewey’s Readathon i oktober, og jeg nød at begive mig ind i de magiske universer, og slappe af under de fine fortællinger. Mine første læserindtryk kan læses her. Der gik lidt tid inden jeg igen fik tiden til, at læse og fordybe mig i Pullmans magiske verdener, men da jeg fandt roen blev jeg holdt fast i spændingen af et gotisk og lidt uhyggeligt eventyr, men som selvfølgelig endte lykkeligt. I eventyret med fugleskræmslet og drengen Jack vandrede jeg på de støvede landeveje, hvor de snød soldaterne, kæmpede i krigen og vandt over den skrækkelige familie Buffaloni.

“The Firework-Maker’s Daughter” er et lille fint eventyr, som jeg ikke kan sætte i relation eller linjer til andre eventyr jeg har læst, og derfor forbliver eventyret unikt for mig. Fyrværkerimesterens datter Lila lever alene med sin far, som er en god læremester, men hun har usædvanlige evner og megen kløgt. Det hun ønsker sig allermest i verden er, at bestå den sidste prøve for at blive en rigtig fyrværkerimester, men det er en farlig rejse, så hendes far nægter at fortælle hende om denne, da det kun er mænd, som kan bestå de prøven. Lila lader sig ikke stoppe af dette, så hun får vennen Chulak, der passer den hvide magiske elefant, til at snyde informationerne ud hendes far. Lila stikker af og må rejse alene gennem den store mørke jungle og hen ad støvede stier hentil de store bjerge. Hun har dog ikke fået alle vigtige detaljer gennem Chulak, da hun skal have tre gaver med til guden Razvani eller det hellige vand, som skal beskytte hende, så hun ikke forsvinder i de magiske flammer, som hun skal gennem for at opnå det vigtige bevis, og endelig kan kalde sig fyrværkerimester. Heldigvis bliver hun reddet af sin far, Chulak og den magiske hvide elefant, men eventyrlighederne stopper ikke her, da de tre bliver anklaget og sat i fængsel for at have stjålet den hvide elefant, som tilhører kongen. De skal vinde en særlig konkurrence for at blive frie, og dette skønne eventyr ender i et magisk fyrværkeri af farver.

By this time, Lila had come to the end of the jungle. Climbing all the time, she moved on and on, as the trees thinned out and the path became a mere track and theb vanished altogether. Alle the jungle sounds, the clicking and buzzing of the insects, the cries of the birds and monkeys, the drip of water off the leaves, the croaking of the little fogs, were behind her now.

I eventyret “I was a Rat! or The Scarlet Slippers” finder et kærligt ældre ægtepar en ensom og nøgen dreng udenfor deres dør, og da de ikke selv har kunne få børn tager de drengen i deres varetægt. De forhører myndighederne om han er stukket af og prøver på at opsporer, hvor han kommer fra, men det er umuligt at finde nogle oplysninger. Drengen fortæller selv, at han blev født som rotte og pludselig blev til en dreng, men denne historie er der ingen, som finder sandsynlig. Sideløbende fortælles der i landet om en meget smuk prinsesse, som ingen ved noget om, men at prinsen ønsker at gøre hende til sin prinsesse. Drengen, der engang var en rotte, har svært ved at finde den rigtige vej, og lader sig rive med på eventyr af ikke helt så søde og betænksomme mennesker. Han bliver fanget, og skal optræde som en rotte i bur foran en masse tilskuere, hvor han befries af en drengebande. Sammen med dem skal han hjælpe til under indbrud, og allerede ved det første går det galt, og de andre drenge fanges af politiet. Drengen fortvivles og søger mod kloarkerne, hvor han kommer fra. Han fanges endnu engang, og bliver genstand for en masse medicinske undersøgelser og fagpersoner forsøger at gøre ham til det monster han ikke er. Men hans rotte søster – prinsessen tager med ægteparret for at besøge ham i buret. Prinsessen redder sin bror og de ængstelige ægtepar, som ønsker ham som deres søn. Dette eventyr har flere perraleller til Askepot og Snebarnet af Eowyn Ivey, der skaber en særlig fortryllende stemning i eventyret.

Det tredje eventyr i Pullmans samling er “Clockwork or All Wound Up”, der på en finurlig og særlig måde bruger metafiktion til at indfange mig som læser i et gotisk eventyr, der på samme tid skræmmer og forundre mig. I en lille tysk by samles de lokale på en lille kro, der udstråler varme og hygge, hvor byens folk søger læ mod storm og sne. Men der er en særlig andledningen til sammenkomsten, da forfatteren Fritz skal fortælle en af sine fantastiske og uhyggelige fortællinger. Samtidig sidder den unge lærling Karl og gruer over morgendagens komme. Han skal bestå sin svendeprøve i form af en magisk figur, der skal sættes ind i byens store klokketårn, hvor alle urmagere i generation har lavet et særligt stykke urværk. Men Karl har slet ikke været så flittig. Folkene i kroen samles om forfatteren Fritz, der starter sin fortælling om prins Otto og prinsesse Mariposa, der i flere år forsøgte at få børn. Da det endelig lykkedes går noget galt, og prinsen skynder sig ud med drengen for at finde hjælp. Han finder Dr. Kalmenius, som er en magisk urmager, der erstatter den lille drengs hjerte med et mekanisk klokkeværk. Den lykkelige og lille kongefamilie lever dejligt sammen, men da den lille prins Florian fylder 5 år begynder han stille at ruste og hans stemme bliver mekanisk. Prins Otto skynder sig på ny ud på rejsen mod minerne i Schatzberg til Dr. Kalmenius, men rejsen er forgæves, da kun et bankende hjerte kan redde Florian. Prins Otto hører igen ikke de sidste ord, og fanger ikke den dybere mening i Dr. Kalmenius budskab. Forfatteren Fritz holder en pause i fortællingen, da en ny tilhører kommer ind i den lille kro. Fritz bliver stum og stille, da den ny-ankommende ligner hans egen karakter Dr. Kalmenius – og har endda samme navn. Alle tilhørende forsvinder forskrækket fra kroen på nær den tavse Karl. Doktoren tilbyder Karl den mekaniske figur under tæppet på hans slæde. Den er så smuk og finurlig, men dog så farlig og kan dræbe. Det er her at den eventyrlige fiktion smelter sammen på et metafiktivt niveau, da Fritzes fortælling smelter sammen i eventyret på en så fin og magisk måde. Da den sidste side var vendt var jeg forundret og en smule vemodig, da eventyret nok ender lykkeligt, men greb mig dog alligevel med en tristhed om hjertet.

She had lost her heart to the prince, and kept it too, which was how he came to be turned from clockwork into boy.

Det sidste og længste eventyr i bogen er “The Scarecrow and His Servant”, der handler om at bonden Mr. Pandolfo beslutter at tiden nu er til at bygge et fugleskræmsel, men der går ikke længe før at det bliver stjålet. Fugleskræmslet kommer herved videre til en ny ejer, men bliver igen stjålet og således sker dette et par gange, så fugleskræmslet kommer langt væk hjemme fra. Men pludselig en dag bliver det levende, og den fattige dreng Jack antager rollen som tjener og hjælper fugleskræmslet på sin vej. De snyder soldater, ødelægger et skuespil, kæmper mod de andre soldater i krigen og ender på en lille ø. Her finder de en kæmpe skat og holder møde med fugle-rådet. Fuglene hjælper de to strandende tilbage på fastlandet, hvor de nu får travlet med at nå tilbage til fugleskræmslets hjemegn, da den grumme familie Buffaloni forgifter vandet, og flere møller og fabrikker har været nød til at lukke ned. Familien Buffaloni ønsker at overtage den nu afdøde Mr. Pandolfos store ejendom, og hvis der ikke er nogen retmæssig ejer falder ejendommen i deres hænder. Men fugleskræmslet gemmer på en hemmelighed, og får hjælp af både mennesker og talende fugle til at vinde over familie Buffaloni. Dette eventyr er det længste i samlingen, og jeg havde desværre lidt svært ved at holde koncentrationen gennem min læsning.

Four Tales er en skattekiste af de fineste eventyr, og det er længe siden jeg har læst så mange lige efter hinanden. Jeg elsker Pullmans magiske og eventyrlige fortællinger, og denne udgave er illustreret med de sødeste tegninger, der er med til at gøre eventyrene mere levende. Jeg nød, at fordybe mig i Pullmans univers, som han åbner med en særlig form for glæde og eventyrlyst, og jeg drager villigt med ud på de magiske og mystiske rejser. Denne fine samling er det første jeg har læst af Pullman, og det bliver bestemt ikke det sidste. Pullman har også skrevet trilogien, hvor Det gyldne kompas er første bog, og jeg glæder mig til at læse hele trilogien, som jeg har hørt så mange gode ting og tanker om. Jeg har også været lidt på forkant og allerede købt trilogien, så den står klar på hylden og venter.

Jack helped the Scarecrow put on the red coat and the white trousers, and the shiny black boots, and two white belts that went over his shoulders and crossed on his chest, and another belt to hold his trousers up just in case. The poor Scarecrow was transigured with joy.

Featured image

“Grimus” af Salman Rushdie

Featured imageGrimus af Salman Rushdie, fra forlaget Vintage i 1996, 253 sider (original udgivelsesår 1975)

Grimus er Salman Rushides debut roman, der viste sine eventyrlige sider og magiske dimensioner i 1975, hvor jeg som læser ikke kun bliver taget med på Flapping Eagles maritime rejser ud i den store verden, men også med til magiske verdner og uddødlige mennesker.

Romanens første kapitel beskriver, hvordan Flapping Eagle på dramatiskvis ankommer til den mystiske Ø, Calf Island, hvor han møder Virgil Jones, som bliver hans vejleder på hans lange dimensionsrige rejse til byen K og op til bjergets top, Calf Mountain, som der fortælles om i slutningen af romanen. I det efterfølgende kapitel tages læseren med tilbage til historiens begyndelse, hvor Flapping Eagles oprindelige navn er ”Born-From-Dead”, men bliver kaldt Joe-Sue af beboerne i den stamme i Axona, hvor han og søsteren Bird-Dog er opvokset og bosat. Her er de ikke ligefrem er vellidte, da de blandt andet er forældreløse, da moren dør få minutter efter at Flapping Eagle er kom til verden, og hvor faren ligeledes dør kort efter. De to søskende prøver på bedstevis at overleve i stammen, men dette er ikke let, da stammen ser dem som udstødte og kæder deres skæbne sammen med gamle myter og overtro.

To be a hermaphrodite among the Axona is to be very bad medicine. A monster. To mutate from that state into a ´normal´ male is akin to black magic. They didn’t like that. To be what I was, born from dead, was a dire omen; if I could bring death at the moment of my birth, it would sit upon my shoulder like a vulture wherever I went.

Alle oddsene er imod Flapping Eagle lige fra den første solbeskinnede dag, hvor han kommer til verden, og på trods af hans gode hensigter og velvillighed til, at undgå sin forudbestemte skæbne hænger der en sort sky over ham igennem romanen, som kan bryde ud, hvornår det skal være, i bulder og brag på den ellers skyfrie himmel. Bird-Dog møder Grimus i form af karakteren Sispy, der forærer hende og Flapping Eagle to magiske flasker med eliksir, hvor den ene er gul og indeholder kilden til et evigt liv, og den anden blå og frembringer døden.

Da Bird-Dog forlader stammen og sin bror for at tage med den mystiske Mr. Sispy til det udødeliges land, da drikker Flapping Eagle den gule eliksir, og drager ud på eventyrlige maritime rejser, hvor han efter nogle ensomme århundredes tid beslutter sig for, at lede efter sin søster og genoptage det fortabte bånd. I sin søgen møder han for anden gang i sit lange liv karakteren Nicholas Deggle, som med skumle hensigter om endnu engang, at prøve på at tilintetgøre stenrosen. Han viser ham den skjulte vej til det magiske og demensionsrige Calf Island, der er beboet med individer, som er ligesom ham selv – uddødlige – hvor han endelig kan slå sig ned og føle sig hjemme, men da det går allerbedst kommer døden meget uventet på besøg, og der skabes oprør i byen. Flapping Eagle er endnu engang udstødt og på flugt, og nu også med et ønske om at ødelægge den kostbare stenrose og Grimus.

So suppose there were, say, merely four potential pasts and futures for the Mediterranean Sea. In one of them, there never was nor will be an island such as this. In another the island existed but no longer dose. In a third the island does not exist but will at some time in the future. And in the fourth…

De mange dimensioner og de labyrintiske gange, hvor romanen udspiller sig byder ind med et højt handlingstempro, som ses ved de mange, men korte kapitler, hvor kompleksiteten stiger ved opbygningen af de mange parallelle universer, og ligeledes på de mange former for plotmuligheder Rushdie byder ind med i sin roman, der som en stormvind kaster mig videre til nye handlingmuligheder, og hvor det til tider kan være svært at holde næbbet oppe og ikke forsvinde ned i bølgerne i de mange farverige og yderst levende karakter, som spænder over en bred spektre fra skumle og mægtige værtshustyper til filosofiske tænkere til pigerne, der arbejder og bor på bordellet ”The Rising Son”. Romanens narrative fortællerkonstruktion er kompleks, hvor der både indtræder en 1. person og 3. persons narrative fortæller, som er med til at skildre begivenheder og karakterer fra flere optiske verdenshjørne med hurtige skift.

Grimus er med sine mangfoldige tematikker værd at nærstuderer, da de vigtige eksistentielle budskaber ligger skjult på den frodige og vildtvoksende Ø blandt de små, og hemmelige skovstier helt oppe ved den klare bjergtop. Flapping Ealges rodløshed og ønsket om at høre hjemme et sted i verden er et af de temaer, der er let af få øje på, men der er også de dybdegående som liv – død, religion, samt evnen og muligheden for, at skabe sit eget univers og bestemme livets gang, og styre hvornår man ønsker, at lukke døden ind på det mest tilrettelagte og perfekte øjeblik, hvor historiens ellers uønskede handlinger og afmagten over ikke selv at kunne bestemme eller undgå frygtlige og ubærlige hændelser for det menneskelige sind.

His hands released Virgil who staggered back a step, drawing lungsful of air into himself. Flapping Eagle saw the bright hand clench and begin to travel. He found he was rooted to the spot. In slow-motion he saw the first glide through the air towards the gasping Virgil; and the noise of impact seemed less than it should have been. Virgil folded from the knees, wordlessly, and fell to the floor.

Rushdie tager mig med på vandring gennem en junglen af spændende genrer lige fra science fiktion, magisk realisme, eventyr, myter, fantastisk litteratur og til – måske – hans egen form for Utopia, der perspektiver til Gulivers Travles af Jonathan Swift fra 1726 og til Tomas Mores Utopia fra 1556, hvor de alle er Øer der ikke eksistere i den dødlige og skyggefulde menneskelige verden.

Grimus som roman er ud fra mit læsende synspunkt en roman med mange puslespilsbrikker af forskellige puslespil, dertil sidst bliver samlet, men som desværre mindsker ind og forsvinder i den molekylære – og ionfyldte atmosfæriske luft. Romanen er forholdsvis let og spændende at læse, men kan være svær at følge med i de mange eventyrer og dimensioner, som Flapping Eagle fører læseren igennem.