Efterårets luner (Wallflowers 2#) af Lisa Kleypas

Featured image
Featured imageEfterårets luner – Wallflowers 2# af Lisa Kleypas fra forlaget Pretty Ink på 352 sider fra 2014. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er Amerikansk med org.titel It happened one autumn.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Efterårets luner (Wallflowers 2#) er den anden skønne bog i serien om fire meget forskellige unge piger, der til sidst bliver træt af at være bænkevarmer til selskabssæsonen mange baller og slår sig sammen i en hemmelig pagt om, at de skal hjælpe hinanden med at finde deres kommende ægtemænd. Deres pagtnavn er bænkevarmerne, som har det flatterende navn Wallflowers på engelsk. I den første roman Sommernattens hemmeligheder er det den ældste af de fire piger, Annabelle, der til sidst bliver gift, men ikke med den, som de først havde tiltænkt sig. Heri anden roman Efterårets luner er det Lillian, den ældste af de amerikanske Bowmann-søstrene, som skal på ægtemandsjagt. Efter en kort introduktion til Bowmann-familien starter plottet allerede med, at familien Bowmann ankommer til nogle skønne ugers ophold, inden selskabssæsonnen går i gang, på det smukke og enorme herresæde Stony Croos Manor, som er ejet af den alvorlige og meget bestemte Lord Marcus Westcliff. Det er Westcliff søster, der har lovet at være værtinde for arrangementet og har bestemt gæsterne, men der er særligt én familie, han bestemt ikke er begejstret for, og det er Bowmann familiens kommen, da han har det meget svært med Lillian. Kort efter deres ankomst bliver de to søstre bliver låst inde af deres mor, så de kan sove en lille lur inden middagen om aften, meen det lader de to søstre sig ikke standse af, og de er begge mestrer til at lirke låse op med hårnåle. Denne færdighed skal da også frelse Lillian for en tragisk skæbne i romanens slutning.

Den yngste søster Daisy har lovet Annabelle at smide noget i ønskebrønden for en af de to andre piger, og søstrene begiver sig nu afsted ud på Westcliff jorde for at finde brønden, og på tilbage vejen havner de midt i et rundboldspil, hvor Westcliff pludselig dukker op og ender med at give Lillian en særlig undervisning i at ramme bolden helt rigtigt. Amorinerne flyver i luften og på en og samme tid med kærlighedens sitren og hidsige kommentarer, der fylder luften omkring Lillian og Westcliff. Lillian vinder i en intern og intim duel mod Westcliff, og han lover at snakke med sin mor Grevinden af Westcliff-slægten om, hun vil være mentor for Lillian og Daisy, da de har hårdt brug for hjælp og netværk, hvis de skal finde sig ægtemænd i den kommende selskabssæson. Grevinden kan ikke fordrage amerikanere, særligt fordi hendes ældste datter har giftet sig med en amerikansk mand, og de samme har den yngste datter. Mødet mellem pigerne og grevinden er komisk, og jeg er vild med Lillians rebelske ydre og hidsige temperament, og hun lader sig ikke så slet skræmme – heller ikke af Grevinden. Den fornuftige, rolige og alvorlige Westcliff indser lidt sent, men stadig i tide, at han er bundløs forelsket i Lillian. Da han finder hende noget beruset, efter hun har drukket en hal flaske pæresnaps, kan han ikke længere styre og tøjle sine følelser mere. Han indvier sin mor og søster i sine fremtidige planer med Lillian, men Grevinden kan ikke acceptere sin søns valg af hustru. Grevinden er en farlig kvinde, der vil gå langt for at få sin vilje, så Westcliff ikke kan gifte sig med Lillian. Og en tidlig morgen er Lillian pist væk og ikke til at finde.

Med et triumferende smil vendte hun hesten og mødte de andre rytteres forbløffende blikke. Alle undrede sig tydeligvis over, hvad der havde fået hende til at tage det pludselige spring. Pludselig hørte hun lyden af tordnende hove og så et glimt af mørkebrunt ud af øjenkrogen. Forskrækket vendte hun sig, men før hun kunne nå at protestere eller forsvare sig, blev hun i bogstaveligste forstand trukket af sadlen og smidt hen over en smerteligt hård overflade.

Efterårets luner er en skøn og hurtig læst roman. Denne bogseries genre hører til feelgood-romanerne med et twist af erotik og spænding. Som den første roman i serien, så holder Kleypas sig fint til tidens ånd i 1800 tallet særligt med de store selskaber, smukke kjoler, jagten på at finde en fremtræden ægtemand og ikke mindst til den særlige engelske etikette, som de to Bowman-søstre har sat sig for at lære mere om. De to amerikanske piger har dog svært ved at se meningen og formålet med langt de fleste etiketter. Sproget flyder, og handlingen fungere ret godt, men indimellem bliver det lige søgt nok med de mange små plotforviklinger og intriger blandt de fire piger. Efterårets luner starter med en prolog, hvor søstrene er i en parfumebutik, og Lillian får én ganske særlig duft med sig hjem. Èn duft, som har en helt speciel virkning på mænd, nemlig én duft, der er et afrodisiakum, som skal vise sig at være yderst effektiv på Westcliff. Lillian igangsætter et eksperiment, hvor alle pigerne skal have parfumen på. Det er en lidt sjov ide, men parfumen virker kun for nogle af dem. Efter epilogen fylder romanens handling femogtyve kapitler, der godt kan virke lidt lange ind i mellem, og bogen ender med en epilog, der fint binder hele romanens handling og karakterer sammen, hvor de fire piger mødes og snakker om den kommende selskabssæson.

Det jeg synes allermest om her i anden bog er Lillians kække og oprørske jeg. Hun finder sig bestemt ikke noget, og hun finder på så mange søde, underlige og sjove ting, men vigtigst af det hele, så handler hun, når det gælder. Under min læsning grinede jeg flere gange højt af de to søstres sjove og oprørske idéer og planer. Det er sjældent, at jeg smiler og griner af karakters påfund og ironiske vendinger, men både Daisy og Lillian er sådanne karakterer. De begge er to stærke unge kvinder, der holder hårdt på sit og aldrig giver op. De elsker begge konkurrencer og siger sjældent nej tak til en selskabsleg. Westcliff er inkarneret ungkarl, og han har igennem hele sit liv gjort sit ypperste for at agere og opføre sig inden for alle forskrifter, og som det forventes af en jarl med lange slægtsled. Da Lillian først får brudt gennem hans hårde kerne, og hører om hans hårde barndom, er det en helt anden mand, som hun må redefinere sine meninger om. Annabelle, som er hovedkarakter i den første, er også med her i anden bog, og jeg som læser, hører om, hvordan hendes og Mr. Hunts ægteskab er og fortsat forløber. Kærligheden mellem Annabelle og Mr. Hunt er ved mange af de andre gæster næsten for sjældent til at være sandt, og de optager sig megen opmærksomhed i selskabet på Stony Croos Manor. Man skal huske på, at forelskelse i 1800 var en sjældenhed, da det mere var fornuftsægteskaber, der blev indgået.

Lillian mærkede, hvordan hun blev rystet frem og tilbage i en vedvarende, irriterende rytme. Langsomt gik det op for hende, at hun måtte befinde sig i en vogn eller karet, der jog skrumplende og gyngende af sted i høj fart.

Kleypas skaber med Efterårets luner en lige så god roman, som den første bog i serien, men denne bog er alligevel bare lidt bedre, og får derfor fire stjerner, som er en stjerne mere end den første roman. Måske, at det er Lillians oprørske ydre, der gør hele forskellen, og så lige det, at spændingskurven vender i slutningen af romanen, hvor en uventet forbrydelse begynder. Det erotiske element er dog lige i overkanten til mit sarte jeg, da jeg tænker, at det bryder ret meget med de seksuelle udskejelser i 1800 tallet, men jeg kan af gode runde ikke vide det, da jeg jo ikke har levet i tiden eller læst teoretiske tekster om emnet. På de allersidste sider indleder Kleypas en spændende teaser, hvor Evie, der er den yngste og mest generte pige i flokken, opsøger Lillians kidnapper, den berømte Don Juan Lord St. Vincent – og så slutter romanen. Så kan man jo næsten ikke lade være med at begynde på den tredje bog i serien. Jeg har bestilt roman på arbejdet og tror også, at den er kommet, så jeg må snart ned forbi butikken og hente den. Wallflower serien er en del af min bogserieliste med serie, jeg gerne vil læse og/eller læse færdige. I marts måned har jeg planlagt, at læse De smukke unge døde, der er anden bog i serien Mitfordmordene, som jeg venter på skal komme med Post Nord fra Politikens Forlag, men måske også, at posten lider lidt under krisen, så det kan være, at jeg vælger en anden i her for marts måned, og i stedet læser De smukke unge døde i april.

Featured image
Featured image

Sandheden om Harry Quebert-sagen (Marcus Goldman #1) af Joël Dicker

Featured image
Featured image Sandheden om Harry Quebert-sagen – (Marcus Goldman #1) af Joël Dicker fra forlaget Rosinante på 704 sider fra 2016. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er fransk med org.titel La Vérité sur l’Affaire Harry Quebert udgivet 19. September 2012.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

En ung pige på 15 år forsvinder sporløst efter tumult og forfølgelse af en ukendt gerningsmand i den store skov ved Side Lake Creek i Maine 1975. Under sin flugt søger den unge pige Nola Kellegren ly for sin forfølger hos den ældre Mrs. Cooper, der bor alene i udkanten af skoven, men da politiet kommer, efter Mrs. Coopers opkald, er hun blevet skudt og Nola forsvundet. På et motel ikke langt derfra sidder den 34-årige forfatter Harry Quebert og venter forgæves på Nola, så de sammen kan rejse væk. Da Harry fortumlet tager tilbage til byen dagen efter, til det lejede hus Goose Cove er hele byen i opstandelse pga. drabet på Mrs. Cooper og Nolas forsvinden. Romanens handling springer 33 år frem i tiden, hvor læseren møder den unge og lovende forfatter Marcus Goldmann, som nu er Harrys tidligere studerende. Marcus skal snart levere et helt nyt manus på en bog, men har fået forfattersyge, som blokerer for skriveriet, og han har ikke skrevet en eneste side. Harry lever et stille og ensomt liv som Collage professor og bestsellerforfatter af den verdensberømte bog Ondskabens oprindelse efter Nolas forsvinden. Da Marcus slet ikke kan finde indtil kreativiteten, opsøger han sin læremester, der straks tilbyder ham husly og hjælp. Under sit ophold på Goose Cove finder Marcus en lille træ æske med gamle billeder, små sedler og artikler om den 15-årige forsvundne Nola, men inden han når at tænke mere over sagen, dukker Harry op og bliver meget oprevet. Kort efter forlader Marcus, Harry og Goose Cove, og går sin undergang i møde og tænker ikke mere på Kellegansagen før to måneder efter, da Harry meget oprørt og fortvivlet ringer til ham efter, han er blevet anholdt af politiet, som har fundet den 15-årige piges skellet i hans have.

Marcus skynder sig straks tilbage til Goose Cove for at finde måder at hjælpe Harry på. Hans egne dystre tanker om den bog, han egentlig burde skriver er nu helt ligegyldige, da han vil gøre alt for at hjælpe sin læremester, mentor og eneste ven. Marcus bliver mødt af Harrys advokat, Benjamin Roth, ved nedkørslen til Goose Cove, der er spækket med journalister og fotografer, men Roth har et lille trick i ærmet, da huset ikke er blevet forseglet af politiet, så Marcus godt kan bo i huset. Herefter er Marcus alene, og han begynder straks eftersøgningen af den lille hemmelige træ æske, men æsken er ingen steder at finde. Marcus begynder nu sin egen efterforskning, hvor han får adskillelige sammenstød med den afroamerikanske efterforskningsbetjent Perry Gahalowood, men de er nu et umage par, og jeg var under min læsning ret godt underholdt af de små stridigheder mellem de to. Mens Marcus´ efterforskning skrider frem, bliver hans forlag mere og mere utålmodig, og de vil ikke tøve et øjeblik med at fratage ham alt. Marcus´ agent får den storslående ide, at Marcus i stedet skal skrive en roman om Harrys sag. Først er Marcus slet ikke til at hugge og stikke i, hvad angår en roman om Harry, men han kommer på bedre tanker og opsætter selv sine kriterier for kontrakten. Da Marcus så sender de første skrevne sider afsted, har han gravet dybt i Nolas og Harrys fortid og fået mange frygtlige og skræmmende oplysninger i den lille by, som alle er med i de noter, han får sendt afsted. Rygter går om, at Nola ofte besøgte den rige og noget ældre Elijah Stern, der er byens velynder og økonomiske forbundsfælle, som oven i købet ejede en sort Monte Carlo, der blev efterlyst i forbindelse med Nolas forsvinden. Men, hvorfor er Mr. Stern så ikke mistænkt nu? Forlaget kommer ud for en meget “uheldig” situation, da Marcus´ skrevne sider bliver lækket til pressen. Nu er alle efter ham i byen, og han bliver truet af en anonym person, som brænder huset ned. Marcus ser sig selv som slået og beslutter at opgive det hele, men så kommer en uventet støtte fra Perry Gahalowood, som overtaler ham til at forsætte eftersøgningen sammen med ham.

Jeg parkerede foran huset, og da jeg steg ud af bilen, fik eg straks øje på det lille stykke papir der var sat i klemme i hoveddøren – endnu et brev. Og nu var tonen skærpet.
Sidste advarsel, Goldman.

Efterøgningen på Nola og hendes drabsmænd er kringlet og mystisk, og jeg havde langt fra gættet, hvem der egentlig stod bag det hele. Harrys store hemmelighed kom helt bag på mig, og her giver titlen på hans roman Ondskabens oprindelse en helt by betydning. Dagen efter, jeg havde vendt den sidste magiske papirside, havde jeg de største bookhangovers, da jeg ikke kunne forene mig med tanken om ikke at vide, hvad der så nu skulle ske med flere af karaktererne i romanen. Sandheden om Harry Quebert-sagen er et værk i sit eget værk, og sikke et mesterligt værk det er! Den kronologiske handling er nemlig fortalt og skrevet samtidig med at det hele sker i 2008, og som det bliver skrevet, hvilket gør at man som læser oplever at være med i efterforskningen. Fra teaterscenen er denne fortællermetode også kendt som begrebet Mise En Abîme defineret af André Gide (udledt af fransk – sat i afgrunden), og som betyder at en historie udspilles i en historie – et spejl i spejlet, og dette peger på sig selv som et værk med mange dimensioner, hvor bestemte elementer synes aldrig at føre til enden. Her i bogen er det kunsten at finde Nola og Mrs. Coopers morder, hvor mange uskyldige bliver mistænkt, beskyldt og anholdt for mordene, som eksempelvis Harry. Sproget i romanen er let og fængende, og siderne vender næsten helt sig selv, selvom bogen både er stor og tung. Noget af det, jeg er ellevild med i romanen er den strukturelle opbygning, der bare får det hele til at spille sammen på en særlig ekstravagant måde. Bogen er nemlig opdelt i tre dele, “Forfattersygen”, “Forfatterkuren” og “Forfatternes Paradis”, hvor kapitlerne tæller ned fra 31, som bogen starter ud med. Dette kan godt virke lidt mærkeligt, men kapitlerne afspejler de 31 regler og faser, som en forfatter må igennem for at skrive en bestseller. Som mentor tager Harry, Marcus med på en guidede rejse, så han ved bogens slutning har været igennem en forfatterrejse, men også særligt en dannelsesrejse.

Joël Dicker er en mesterlig fortæller, og da bogen udkom på dansk i 2016, blev romanen i den grad hypet. Jeg er ikke god til at læse romaner, som er hypet for meget, da min begejstring desværre daler en del over alt for mange rosende anmeldelser. Så i stedet ventede jeg, til jeg var klar. Kender du det? Nu her efter at jeg har læst romanen to gange, og set tv-serien optil flere gange, ærger jeg mig over, at jeg ikke læste bogen, da den udkom, da jeg synes virkelig godt om fortællerstilen og alle hemmelighederne i mordgåden. På det karaktermæssige plan er min yndlingskarakter helt klart den stærke kvinde Jenny, som kæmper i sine unge dage for den kærlighed, hun aldrig fik heller ikke over 30 år senere, da Nolas skelet bliver fundet. Nu kæmper hun for at redde stumperne af sit liv, og står sammen og vil beskytte den mand hun med tiden har lært at elske. Marcus er den unge og overdrevne forfattertype med fest, farver og massere af kvinder lige indtil, at forlaget ånder ham i nakken og forlanger snart at se noget skriftligt arbejde. Læseren kommer med helt tilbage i tiden, hvor Marcus møder Harry, og læser med om de særlige vigtige områder, hvor Harry er med til at forvandle Marcus fra kjuon til mand – fra en ung mand med drømme, der tager den hurtige vej og snyder gerne til en mand med faste principper og meninger. Som karakter er Harry interessant og spændende med mange hemmeligheder fra fortiden, som er tær forbundet med hans bestseller bog Ondskabens oprindelse. Harry er en spændende karakter, der gemmer på mange hemmeligheder, som han her i historien 33 år senere lever i skyggen af. Tematikkerne er hemmeligheder, kærlighed og venskab, som alle er forbundet i et. Man siger, at de bedste venskaber består, men om venskabet mellem Harry og Marcus stadig kan bevares må tiden vise til næste bog, da romanen her slutter med en åben slutning i forhold til venskabstematikken.

– Du skal værdsætte kærligheden, Marcus. Gør den til din største erobring, dit eneste mål. Efter menneskene kommer der andre mennesker. Efter bøgerne kommer der andre bøger. Efter pengene kommer der andre penge. Men efter kærligheden, Marcus, efter kærligheden kommer der kun salte tårer.

Sandheden om Harry Quebert-sagen (Marcus Goldman #1) er en spændende, medrivende og rørende bog, og grunden til at handlingen som sådan fangede mig er nok mest Dickers valg af skrive måde og kapitelopbygning. Den eneste lidt negative side jeg har er, at opklaringen trækker langt ud – måske lige lidt for langt, men til gengæld så havde jeg aldrig gættet forbryderne af mig selv. Romanen er også blevet lavet til tv-miniserie i 10 afsnit vist første gang på CMORE. Miniserien kan det hele, og får alt i selve handlingen med – det er virkelig godt lavet og tilmed nogle meget dygtige skuespiller. Der er dog nogle få ret fatale forskelle og i mine øjne fejl mellem romanen og handlingsplottet i tv-miniserien. Den mest gennemskuelige fejl er nok at Mrs. Cooper bliver skudt lige i hjertet og ikke i panden, som det på drabeligste vis fremkommer i tv-serien. Skudhullet er dog kun nævnt tre gange i romanens mægtige plot, på s. 115, 392 og 423, men jeg synes nu alligevel, at det er en ret vigtig detalje, som burde have været lige i øjet, da et skud i hjertet leder til mange flere mulige veje at følge opklaringsarbejdet. En anden meget vigtig fejl, og nok den som ærgrer mig mest er, at Marcus’ roommate på universitet er udskiftet til en diametral modsætning. I romanen er det nemlig den tynde og alvorlige afroamerikanske Jared, og ikke en tynd hvid splejset ung mand, som det er i miniserien, der lægger krop til Markus´ boksehandsker i boksesalen. I romankarakteren Jared er der indlagt mange intertekstuelle referencer om den afroamerikanske historie, også selv om at Jared som sådan ikke fylder flere sider i roman. På side 87 beretter Marcus om tiden i 1998, da han flytter ind på Burrows University og møder Jared. Denne vigtige reference til fortiden og menneskers historie tabes, og det er synd og skam. Det er jo ikke fordi, at Jared som karakter er super vigtig eller om skudhullet i Mrs. Cooper er placeret helt 100 procent korrekt og har en overvældende betydning for selve opklaringen og historien, men det virker bare noget fladt, at disse elementer er blevet modificeret, da det ikke giver meget mening ikke at følge romanen. Har du læst romanen og set miniserien? Jeg kan varmt anbefale begge dele, og så måske at du opdager forskelle, som jeg ikke har opdaget.

Featured image

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes

Featured image
Featured imageMitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes fra Politikens Forlag på 397 sider fra 2018. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Mitford Murders og org. udgivet i 14 september 2017. Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er første bog i en historisk krimiserie på seks bøger, der er baseret på en historisk periode om de skandaløse og glamuriøse Mitford søstre. Her i første roman starter handlingen på den mest hårrejsende måde, da den ældre og erfarne krigssygeplejeske Florence Nightingale Shore bliver dræbt i den sidste togkupe på vej til Hastings. På samme tog er også Louisa Cannon tvunget med af sin onkel Stephan, der har skumle planer i sit puslespil af bedrag, så hun kan gå i byttehandel for en nat med en mand, som afbetaling for hans gæld. Louisa har heldet med sig og stikker af ved at hoppe ud af toget inden Hastings. Det er slet ikke helt ufarligt, men alt er bedre end det, hendes onkel vil tvinge hende til. I faldet slår hun sig og kan ikke selv komme op ad skinnerne, så jernbanepolitiets betjene Guy Sullivan og Harry Conlon må hjælpe hende op og tilkalde sygeplejersken, men hun slap fra sin onkel i hvert fald for nu. Betjentene skal hurtigt videre, da en død kvinde er fundet i en af de bagerste togvogne i toget på vej til Hasting. Louisa skal nu bare nå den jobsamtale som barnestuepige for Mitford familiens store børneflok og med en lille ny på vej i familien bliver der rigeligt at se til. Stillingen kan forandre hele hendes liv, hvor hun ikke kun slipper for sin ubehagelige onkel, men også det hårde arbejde som vaskekone, som hun indt til videre har hjulpet sin mor med. Igennem storm, rusk og lidt hjælp fra den unge betjent Guy Sullivan, ankommer hun til det store hus Asthall Manor på landet. Men hun ankommer først hen ad aften flere timer efter den aftalte tid og bliver lidt for hurtig afvist af husholdersken. Heldigvis kommer Nancy, der er den ældste af Mitford søstrene, ned i køkkenet, og ser Louisa lige inden, hun er ude af døren igen på vej mod en usikker og frygtsom fremtid.

Louisa bliver heldigvis antaget som familiens barnepige, og hun læres hurtigt op af familiens gamle og kærlige barneplejeske Nanny Blor. Louisa falder hurtigt til i familien, og hun nyder trygheden i et stille liv. Hun dannet et godt næsten veninde-agtig forhold til Nancy, som ikke kun elsker at skræmme sine mindre søskende med uhyggelige historier, men så er hun enestående til at skrive mysterier og gendigte historier. Nancy læser om mordet på krigssygeplejersken Florence Nightingale Shore i avisen, og Nanny Blor genkender straks sin søsters gamle veninde og bliver helt oprørsk og dårlig ved tanken. Med endnu en lille ny på vej til verden inden for kort tid, tager Nanny Blor og Louisa alle Mitford børnene med til London for at besøge Nanny Blors søster Rosa, som er ejer af den hyggeligste og lækreste café. Snart er Nancy klar på efterforskningen, og det kommer der også en masse godt ud af. Louisa og den unge Betjent Sullivan holder ved deres bekendtskab, og når nødens stund indtræder står de sammen og hjælper hinanden i opklaringen på det uopklarede mord. Mr. Sullivan drømmer om mere i livet og blive en rigtig betjent, og han går til sagen med en iver, der kommer til at koste ham sit arbejde, men heldigvis giver han ikke op, og sammen med Louisa og Nancy kommer de ud på farefulde mysterie i en mordgåde, der er SÅ forbløffende, at jeg slet ikke kunne lægge bogen fra mig. Mordgåden rækker nemlig langt ind i komplicerede forhold, som smelter sammen på fantastisk og forunderlig vis i romanens sidste sider.

Stephen havde vredet Louisas arm om på ryggen i hyrevognen og holdt fast om hendes håndled, men havde dog løsnet grebet en smule. Hun overvejede at springe ud af vognen, da den satte farten ned ved et kryds, men turde ikke tumle ud i gadens mylder…

Historiske romaner kan noget ganske særligt, og er den genre jeg elsker allermest, da jeg bliver bragt tilbage til en svunden tid, som med sin anderledshed kan noget helt specielt. Når jeg læser, så læser jeg altid med et kritisk blik, og det gælder også i denne genre. Mysteriet på Asthall Manor – Mitfordmordene #1) tog mig dog alligevel med storm og med sin forunderlige, kringlede og spændende slutning. Der er flere forskellige historiske komponenter i Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor, da Mitford-søstrene i den grad er faktiske karakterer og tiden i 1920’erne, men også mordet på veteransygeplejersken Florence Nightingale Shore. Forbindelsen mellem søstrene og mordet er dog fiktiv, som Jessica Fellowes beretter om i en slutnote. Hele mordplottet er ligeledes fiktivt, men det gør slet ikke spor, da hele bogen emmer af mystik og spænding, der i den grad er realistisk i sin historiske kontekst. Fascinationen af 1920’erne er ikke ukendt for forfatteren, da hun er i familie med den berømte Julian Fellowes, der er forfatteren bag den verdensberømte tv-sere Downton Abbey og romanen Belgravia.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er en letlæselig og læseværdig roman, der fik mig til at grue af spænding i jagten på at finde morderen på Florence Nightingale Shore og samtidig blive varm i hjertet med et smil på læben i den skrøbelige ny-funden interesse mellem Louisa og den ambitiøse jernbanebetjent Guy. Romanen indledes af det lille fint citat på fransk “Je est un autre” af Arthur Rimbaud, der på snedigste vis rummer hele hemmeligheden og komplottet i og bag morderen. “Je est un autre” betyder lidt lempeligt oversat – Jeg er en anden – og henviser til dobbeltheden i mennesket, men også det at være en anden og begive sig ud for at være en anden end sig selv. For at finde ud af mere om, hvordan citatet på kløgtigste vis er infiltreret i roman, må du selv læse bogen, idet at jeg ikke vil afsløre for meget, da det måske vil ødelægge din læsning og slutning på bogen, og det ville være en skam. Romanen indledes af en kort epilog, hvor læseren kort får lov at følge Florence Nightingale Shore lige inden, hun bliver myrdet. Herefter forsætter en spændende indledning med Louisas karakter. Romanens struktur er inddelt i 79 meget korte kapitler af max et par sider fordelt på romanens 397 sider, der sammen med den spændende handling gjorde, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig, da jeg kom rigtig i gang med at læse bogen. Så selv om Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor kan virke lidt overvældende og lang i cover og udseende, så er den det slet ikke, når læsningen først er begyndt.

Her i den første bog i serien følger læseren Nancy, der er den ældste søster i Mitford flokken. Nancy er fremstillet så fint og skrøbeligt, der ligge så fint til hendes faktiske karakter, som med sit forfattervirke og træng til at fortælle historier er beskrevet realistisk, og det er meget spændende at læse om. Jeg har været inde og læse en del artikler om familien og særligt Nancy, der igennem sin levetid var ret produktiv litterært set og forfattet flere romaner, noveller og artikler. Hvis du vil læse mere om Nancy Mitford og familien kan du læse mere på siden Nancy Mitford og i artiklen “Why the Enduring Fascination with the Mitford Sisters Won’t Die”. Fellowes´ brug af Nancy som karakter i denne første bog er spændende og interessant, men jeg anser hende dog ikke som en dissideret hovedperson, da hun er mere i baggrunden og hjælper til at mysteriet løses. De to karakterer, som jeg synes indtager rollerne som hovedkarakterer er Louisa og Guy, som begge er dybe og realistisk fremstillet, der begge kæmper en kamp mod samfundets bund og familiens nedsættende tanker og opførsel. Louisa er en bestemt ung pige med en vis portion ligefremhed og trang til ironiske bemærkninger, og jeg fik under min læsning ofte et smil på læben. Mitford familiens barnepige Nanny Blor er ligeledes en faktisk person, og er i bogen fremstillet som fast og bestem, men i særdeleshed med en stor hjertevarm kærlighed for alle børnene inklusiv Louisa, da hun først kommer inden for familiens mure.

Gay var dybt fascineret. Han havde deltaget i to-tre ligsyn, når folk var sprunget ud foran et tog, men han havde aldrig før været med til en mordundersøgelse. Og det var heller ikke et hvilket som helst mord. Det var en ren sensation: en kvinde i et tog, og man havde hverken fundet våben eller anholdt mistænkte.

I romanen lusker Nancy og Louisa sig afsted til et bal for veteransoldater, hvor mange af dem har fået synlige sår og skader på kroppen, men især også usynlige sår på sjælen. Noget af det, som jeg synes særlig godt om i romanen er, at bogen hylder og omfavner de soldater, der efter første verdenskrig skal tilbage til hverdagen og livet med nye udfordringer. Denne roman har mange lag og fortæller på historisk vis ikke kun om familien Mitford, men også om samfundets strukturer og kampe i 1920’erne. Hvis du mangler at starte på en ny serie, så kan jeg varmt anbefale, at du begynder på at læse denne første roman Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at læse mere om Nancy, Louisa, Guy og de andre Mitford søstre i den næste roman Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde.
Featured image

Featured image

Vintersøstre af Sarah Morgan

Featured image
Featured imageVintersøstre af Sarah Morgan fra forlaget HarperCollins Nordic på 383 sider fra 2019. Bogen er oversat fra engelsk til dansk af Julie Scheving. Org. titel The Christmas Sisters og udgivet i 2018.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 Stjerner.

Suzanne og Stewart bor i det skotske højland omgivet af den smukkeste natur med store tindrende bjergtinder, skove og små søer. Jeg bliver i romanens begyndelse indviet i Suzannes mange planer for at arrangere den perfekte jul for sine tre døtre, som alle sammen vender hjem på juleferie. Den mellemste datter Beth kommer hjem alene længe før planlagt, da alt ikke helt er som, det skal være i sin egen lille familie. Hendes yngre søster Posy må afbryde sit ellers hyggelige besøg af den lækre mand, der har lejet sig ind i huset de næste par måneder for at få ro til at skrive sin roman, men det er nu ikke det eneste, han er ude på. Posy er hurtig fremme ved lufthavnen, og hun ser straks, at Beth slet ikke er sig selv. Hun er nemlig kommet uden sin mand Jason og deres to skønne piger Melly på 7 år og Ruby på 4 år. Posy ser med det samme, at Beth er helt anderledes, men også at hun ser ud til at være så fuld, at hun har svært ved at holde balancen. De to søstre tager hen på byens hyggelige café Glensay Inn, der ejes af deres adoptivmor Suzanne. Byen emmer af julehygge, sammenhold, hvor alle kender alle, og glæde. Noget som Beth har savnet allermest. Posy har travlt med at få hældt en masse kaffe i Beth, så hun kan blive forholdsvis ædru nok til at tale med, inden de tager hjem til Suzanne og Stewart.

Suzanne bliver smittet med en slem influenza og må holde sengen. Det har hun bare slet ikke tid til, da hun skal forberede den perfekte jul, særligt da den ældste datter Hannah kommer hjem til jul i år. Stewart og Posy er sød til at hjælpe med den uendelige lange liste af ting, som skal gøres, men da den ældste datter Hannah også pludselig melder sin ankomst meget tidligere end planlagt kommer listen bagerst i køen. Hannah er den kløgtige og perfekte søster, som har styr på alt. Hun er arbejdsnarkoman og har ekstra svært ved at se fortiden i øjnene. Hun yder en daglig kamp for altid at yde sit bedste og hele tiden. Hun er streng og hård ved sig selv, da hun kæmper med fortidens spøgelser om at føle sig god nok. Hun er bange for at åbne sig og har aldrig haft et rigtigt forhold til nogen mand før – altså det var før, hun mødte Adam. Han får sider frem i hende, hun end ikke vidste eksisterede, men hun ved ikke om, hun tør åbne sig helt for Adam og dele en vigtig hemmelighed. De tre søstre er nu samlet under samme tag, og alle forsøger at undgå konflikter og særligt, at tale om den tragiske ulykke, der skete for 25 år siden, men det er slet ikke så let. Der bliver nemlig rippet ekstra op i det følsomme sår, da Luke ikke er den, han giver sig ud for at være. Det, som ingen vil tale om er altid svært at få bragt frem i lyset, og familien er nu truet og kan så let bryde sammen, så kan familien stå sammen og tåle at blive bragt 25 år tilbage i tiden og se gamle spøgelser i øjnene?

Det vendte sig i Hannah. Det var også et vanskeligt tidspunkt på året for hende. I horisonten så hun de snedækkede bjerge, og et kort øjeblik fortrød hun, at hun havde forladt Manhattan. Hun kunne være kommet på en eller anden undskyldning og være blevet i sin lejlighed. Hun havde ikke behøvet at udsætte sig selv for det her. Bjergene gjorde hende opmærksom på sine fejl og sårbarheder. Som barn havde hun spekuleret over, hvad der var galt med hende, siden hun ikke delte sine forældres lidenskab for at klatre. Hvad det end var, hun manglede, havde det udelukket hende fra det, der bandt alle de mennesker, hun elskede, sammen.

Vintersøstre af Sarah Morgan er en sød roman, som handler om familie, sorg og kærlighed, men også det vigtige i, at stå sammen i svære situationer. Da jeg lige skulle snuse rundt blandt de skønne bøger på en fridag i Bog & Ide, faldt jeg over det smukke og vinter-hyggelige cover blandt de mange bøger på hylderne. Jeg glemte helt at læse bagsideteksten, før jeg købte bogen, men heldigvis levede romaen op til mine forventninger i en både medrivende handling og et spændende drama. Romanens strukturelle opbygning er fordelt på 29 kapitler på 383 fine sider, hvor hvert kapitel er angivet med navn på om, det er Suzanne, Hannah, Beth eller Posy man følger. Romanens narrativ er skrevet i tredjeperson autoritativ, så jeg under min læsning fik lov til at komme med helt ind bag ved i karakterernes refleksioner, følelser og udfaldet i handlinger. Sprogligt er romanen skrevet i et fint og let sprog, og kapitlerne fløj hurtigt afsted. Flere gange kunne jeg slet ikke lægge bogen fra mig, da der opstod små plottwist, som alle blev løst på fineste vis hen ad vejen. Morgan har ikke blot skrevet en almindelig juleroman med romantik i brede strømme, men en skøn roman med et særligt fokus på familiesammenhold og søsterkærlighed! Hvis den engelske titel oversættes sådan helt korrekt, så skulle den danske titel have været Julesøstre, men her har forlaget gjort det helt rigtige i at bruge Vintersøstre i stedet. Romanen indeholder nemlig så meget mere end blot jul og at skabe julestemning for læseren.

Caféen Glensay Inn, som er ejet og drevet af Suzanne, er byens samlings- og tilholdssted, hvor der altid summer af glæde og hjemlig-hyggestemning. Efter den tragiske ulykke, hvor hun var den eneste overlevende, startede hun og Stewart et helt nyt liv med er ansvar for tre sorgfulde piger. Suzanne satte alt ind for at gøre alt så godt for pigerne. Som karakter er Suzanne en fantastisk person, der først og fremmest er der for andre og har selv i sine ældre år en intens selvbebrejdelse over det, som skete dengang. De tre søstre er vidt forskellige, og kæmper hver i sær med dæmoner fra fortidens skygger. Den af søstrene som jeg identificerede mig mest med var nok Posy, som ikke kun er den yngste søster, men også den, der er livlig og glad, men hun er også den søster, der er blevet hjemme tæt på sine adoptivforældre. Der er dog også flere træk ved den ældste søster Hannah, som jeg med lethed kan spejle mig selv i. Morgan har gjort et fin stykke arbejde i sin roman, hvor både Suzanne og søstrene, hver får deres egen stemme uden, at det på nogen måde er forvirrende – tvært imod er det med til at løfte handlingen med masser af drama og intriger. Vintersøstre er som genre ikke kun en kærlighedsroman, men særligt også en familieroman om at stå sammen, når fortiden truer med at ødelægge fremtiden. De tematikker, som gennemstrømmer romanen fra start til slut er familie, sorg, sammenhold og kærlighed, som alle er fint bundet sammen på romanens sidste sider.

Beth så ud i luften. Hvis man kommer noget til, så heler man igen. Hendes søster tog det så afslappet. Modsat Hannah og Beth tilbragte hun ikke livet med at forsøge at undgå at blive såret.

Vintersøstre var en af de romaner, som jeg havde udvalgt til min julelæsning i 2019, og den var helt perfekt. I romanen er der nemlig ikke for meget eller for lidt julestemning. Den tragiske ulykke i fortiden danner plottes handling, og de tre søstres voksenliv er gået i vidt forskellige retninger, men som alligevel finder sammen i et fornyet søstersammenhold, når det bliver svært, og danner sammen en beskyttende mur omkring det, de elsker og holder af. Sorg over at miste kan få lov til at forme os som mennesker på det bevidste plan, men særligt på det ubevidste plan, hvor reaktioner, der skal virke beskyttende, overfor os og dem vi elsker, får en negativ og sørgelig effekt af at være overbeskyttende eller ligefrem kvælende. Morgan formår så fint at jonglere mellem det svære og det skønne i livet, og hun får romanens handling og tråde forenet på fineste vis i romanens slutning. Efter jeg læste bogens sidste side ville jeg ønske, at romanen var meget længere. Jeg synes nemlig slet ikke, at jeg er færdig med at læse om McBride-familien, og jeg vil så gerne læse mere om den nye rejse, som de tre søstre nu skal ud på med hver deres eventyr i vente, men der kommer nok ikke en efterfølgere, så jeg skal lige komme mig en smule inden, jeg starter med en ny bog.

Featured image
Featured image

I det øjeblik, var jeg din af Mhairi McFarlane

Featured image
Featured imageI det øjeblik, var jeg din af Mhairi McFarlane fra forlaget HarperCollins Nordic på 399 sider fra 2017. Bogen er læst på dansk, org. sprog er engelsk med titlen You Had Me at Hallo, org. udgivelsesår 2012. ⭐️⭐️⭐️ -3/5 stjerner. Oversætter Kamilla Pontoppidan Haderup. Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget

En regnvåd og kold fredag aften kommer Rachel hjem efter en lang dag i retten, hvor hun arbejder som journalist for den lokale avis i Manchester. Rachels forlovede Rhys er ved at lave et skønt aftenmåltid, da hun kommer hjem, men er slet ikke i godt humør. Rachel når knap at tage sit våde overtøj af inden, at et skænderi har sat sin start. De har været sammen i tretten år, og er nu ved at planlægge bryllup, men det er ikke let at blive enig om selv de mindste ting. Det hele eksploderer, og Rachel ytrer uden egentlig at have tænkt ret meget over det, at hun slet ikke vil giftes alligevel. Rhys stormer ud ad døren, og lader Rachel alene tilbage i huset. Rachel har rigtig gode venner fra universitetet, som hjælper hende med mange praktiske ting. Det er veninden Mindy, som skaffer Rachel ind i en super smart og top moderne lejlighed, som hun kan leje det næste halve års tid, mens ejeren er ude og rejse. Huslejen bliver til vennepris, og så flyttet Rachel for alvor. Mange af møblerne fra huset kan hun ikke have med, og det ønsker hun egentlig heller ikke. Rachel er nu 31 og single, og det er ikke let, når man nu pludselig er helt alene. En aften hvor Rachel er sammen med sine fire venner, falder snakken tilbage på universitetstiden, da Caroline har set Ben på biblioteket. Jeg bliver indviet i Rachels første møde den unge fyr Ben, som bliver hendes bedste ven i de tre år på universitetet, men som slutter trist af, til bachelor ballet, hvor alle bånd brydes.

Rachel kan nu slet ikke lade være med, at opsøge biblioteket med den lille nødløgn, at hun skal til at lære italiensk i håb om, at hun helt “tilfældigt” vil støde ind i Ben. Jeg følger spændt med i Rachels plan, da den første fyr, hun tror er Ben, slet ikke er det, og hun mister helt modet allerede her. Jeg syntes, dog at Rachel opgiver lidt for hurtigt, da hun herefter allerede styrter lidt mod udgangen af biblioteket. MEN her rammer hun uopmærksomt ind i en mand, som jo så er Ben. De står kejtet og snakker lidt, hvorefter at de går på den nærmeste cafe og får en kop kaffe. Da Ben fortæller om, at han er gift rammes Rachel i hjertet af en sten, men han vil gerne optage deres gamle venskab, og han har muligvis et job til hende. Bens advokatven Simon skal nemlig bruge en journalist til, at dække et personligt interview med Natalie Shale, da hendes mand er offer for justitsmord og de håber på, at det kan skabe lidt godt PR i sagen. Ben aftaler at ringe tilbage med yderligere informationer. Mødet bliver sat op, og Rachel tager Mindy med som backup. Rachel er ramt af dybe følelser, og det hele ramler sammen for hende, da hun fortæller en kollega, at hun aflurede en sms på Natalies telefon under interviewet, og hvad der stod i sms’en. Rachels verden styrter meget hurtigt i grus på alle planer, da den betroede kollega slet ikke var så loyal, som hun troede, men ikke nok med det, så har hun nu også fået Bens kone på nakken. 

Jeg snapper efter vejret. Jeg ser mig selv i spejlet. Uinteressant. Et par blodskudte øjne i et uinteressant ansigt. Jeg tænker: Du har selv bedt om det. Du opsøgte det, du tiggede om det, du vidste, hvad der ville ske, nu er du her og gæt hvad? Du hader det. Jeg begynder uden at tænke over det at vaske hænder for anden gang.

I det øjeblik, var jeg din af Mhairi McFarlane er den første roman i række af fire chick lit bøger i bedste britiske skrivestil. Romanen er nærværende, relevant og sjov på en hjertevarm og rummelig måde. Handlingen følger en kronologisk orden fra Rachel bryder sin mangeårige forlovelse med Rhys, men ind i mellem kapitlerne bringes jeg gennem flashbacks tilbage til første gang, hvor Rachel møder Ben på den første dag på universitet. Rachel er lige blevet kærester med Rhys, da hun starter på bacheloruddannelsen i engelsk, som er samme uddannelse som Ben også er startet på. De udvikler et stærkt venskab, men en hemmelig forelskelse sniger sig ind. Det er hyggeligt, at følge de to på universitetet, men ind i mellem er det også lidt træls, at handlingen brydes af de mange flashbacks. Romanen er strukturelt delt i 69 kapitler, som er korte og lige tilpas, hvor sproget flyder og er levende. Jeg elskede under min læsning de mange komiske og ironiske replikker fra Rachel, som gør romanen godt og opløfter hele bogen. Jeg følger nysgerrigt med i Rachels hemmelige forelskelse i Ben, som tilsyneladende er lykkelig gift, men ind i mellem bedrager det ydre mere end man tror. Under min læsning får jeg ofte ondt af Rachel i alle de mentale og psykiske tæsk hun får af verden omkring hende. Heldigvis skal hun ikke stå det alene i gennem, da hun har to fantastiske veninder og en god kammerat fra unitiden, som er gode støtter, men pludselig er der oprør i den lille vennegruppe, og dette må Rachel også lige arbejde på, så alle kan blive gode venner igen. Så man må sige, at Rachel har hænderne fulde.

McFarlanes roman er alvorlig, skøn og til tider tragisk komisk med alle de situationer, Rachel pludselig havner i. Under min læsning var jeg det meste af tiden godt underholdt, men ind i mellem blev handlingen lidt for lang. Gennem romanens sider følger jeg Rachels mange indre monologer og refleksioner, som giver mig et godt indblik i Rachels karakter, men også hendes drømme om fremtiden, da hun ikke ønsker at forblive retsreporter for en lille avis resten af sine dage. Karaktererne i McFarlanes roman er levende og afspejler alle livets facetter,når man er en kvinde i 30’erne. Eksempelvis er Mindy altid på jagt i de rige og tjekkede miljøer efter unge kærester og vilde byture. Veninden Caroline er godt gift med lækkert hus og det hele, men ægteskabet er ikke altid lykken og store problemer kommer snigende, som Caroline slet ikke havde set komme. Den lille gruppe på de fire venner er så skøn både, når de samles alle sammen, men også, når Rachel er sammen med dem hver for sig. Det er så skønt, at følge med i den lille gruppes små hemmeligheder og hverdagsliv. Tematikkerne i I det øjeblik, var jeg din er relevante og hverdagsagtige, hvor jeg kan med lethed kan relatere mig til Rachels mange indre og ydre kampe. Tematikkerne er kærlighed, venskab, familie, og tab, som alle spiller fint sammen og danner rammen om romanens handling.

Ben kigger sig til venstre og til højre, som om vi står midt i en narkohandel, og til min store overraskelse giver han mig et stort knus. Det kommer ligeså velkomment som uventet, og det får alle de nysgerrigt kiggende mennesker på St. Ann’s Sauare til at holde op med at stirre på mig.

I det øjeblik, var jeg din er en hyggelig og sød sommerroman til at læse ved stranden, på solstolen ved poolen eller i haven. McFarlanes roman er let og hyggelig at læse, men romanen rammer ikke noget i mig eller giver mig noget dybere, men det er også rart at læse noget ind i mellem, som man ikke skal tænke så meget til. Sådan en roman er I det øjeblik, var jeg din, men for mig er det også bare en roman, som er hurtig læst, og desværre også hurtigt glemt. Denne roman er McFarlanes første roman, og på trods af, at romanen ikke efterlod de dybere spor i mit indre, så jeg glæder mig nu alligevel meget til snart at læse den næste roman, som er Findes der en, findes der flere. McFarlanes fire romaner er selvstændige historier med forskellige karakterer fra forskellige steder i England og med forskellige problematikker, som jeg ser frem til, at læse med om og igen komme ind i McFarlanes lækre chick lit skrivestil. Alle fire bøger matcher i coverets udtryk, og er så smukke og fine med de flotteste farver, som passer så fint sammen på reolen!

Featured image
Featured image

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens

Featured image
Featured image

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens fra forlaget Oxford World’s Classics udgivet i 2008 på 702 sider. Romanen er oprindelig udgivet første gang som ugentlig installationer fra 1840–1841 i Dickens avis Master Humphrey’s Clock. Illustrationerne i romanen er illustreret af George Cattermole og Hablot Knight Browne.
⭐️⭐️ – 2/5 stjerner.

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty sætter sin begyndelse på en mørk, Stormfuld og dyster marts dag i 1775 på det gamle motel The Malepole i Chigwell, som er ejet af den gamle kroejer Mr. Vallet. Her sidder han sammen med to ældre mænd ved pejsen og varmer sig i det regnfulde og kolde vejr, som raser udenfor. En fremmed søger ly på motellet, og lidt efter kommer byens låsesmed Mr. Gabriel Vardens, som slår sig ned om varmen sammen med de andre. Da de snakker om vejret udbryder gamle Mr. Vallet pludselig, at det er en ganske bestemt og gruelig dag, da der lige præcis på denne dag for 23 år siden blev begået to frygtelige mord ved det store gods The Warren, som ligger kort afstand fra deres opholdssted. Mr. Vallet beretter, at morderen endnu ikke er fundet, og at det nu kun er den ældre mand Mr Geoffrey Haredale og hans niece Emma, som er tilbage i det store hus. Selskabet bryder op, og den ukendte mand drager videre. Senere på denne regnfulde og kolde nat bliver den unge gentleman Mr. Edward Chesters overfaldet, og heldigvis fundet af låsesmeden Mr. Vardens og unge Barnaby. De får ham bragt i ly i Barnabys hjem, hvor Barnabys mor passer den syge, og de får tilkaldt en læge. Edwards Chesters er hårdt såret efter overfladet. Han kan dog ikke fortælle, hvem der havde overfaldt ham, og han kan kun huske en lille smule fra overfaldet, men Barnaby så den fremmede, da han stak af. Barnaby er ikke en almindelig ung mand, da han er evnesvag og kan ikke rigtig klare sig selv, men på trods af Barnabys svage sind, så har han mange gode sider og et hjerte af guld.

Den unge Mr. Edward er dybt forelsket i Miss Emma Haredale, men det ser ikke godt i for det forelskede par, da Mr. Edwards far og Miss Emmas onkel er værste fjender ikke kun i den religiøse kamp mellem katolikker og protestanter, men også på grund af hændelser langt tilbage i fortiden. Mr. Vallets søn Joe holdes under strenge lænker af sin far, som styrer alt i hans gøren og laden. Da Joe ikke længere kan forene sig med farens bestemmelser stikker han af hjemmefra og drager ud med hæren. Inden han tager afsted i nattens mørke, lægger han er kort visit forbi låsesmeden smukke datter, som han giver sit hjerte til. Miss Varden er slet ikke så nem, at slå en snor om, og vil ikke vise sine følelser for Joe, så han drager mod krigsmarkerne uden håb for kærligheden. I Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er der mage plotspor og jeg drukner lidt i spor at følge, da Barnaby og hans mor trues af en fremmede og skummel mand. Til sidst er de nød til at flygte fra hus og hjem, og drager et sted hen, hvor ingen kan finde dem. De tjener til penge til overlevelse ved, at lade Barnabys ravn lave sjove tricks og synge sange. Barnaby og hans mor får dog ikke fred, og drager igen mod London for at forsvinde i mængden, hvor Barnaby let bliver narret til, at deltage i katolikernes kamp af gamle bekendte.

“Call him!” echoed Barnaby, sitting upright upon the floor, and staring vacantly at Gabriel, as he thrust his hair back from his face. “But who can make him come! He calls me, and makes me go where he will. He goes on before, and I follow. He’s the master, and I’m the man. Is that the truth, Grip?” The raven gave a short, comfortable, confidential kind of croak; — a most expressive croak, which seemed to say, “You needn’t let these fellows into our secrets. We understand each other. It’s all right.” “I make him come!” cried Barnaby, pointing to the bird. “Him, who never goes to sleep, or so much as winks!—Why, any time of night, you may see his eyes in my dark room, shining like two sparks. And every night, and all night too, he’s broad awake, talking to himself, thinking what he shall do to-morrow, where we shall go, and what he shall steal, and hide, and bury. I make him come! Ha, ha, ha!” .

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er Dickens femte roman, men skulle have været hans første roman. Det er derimod Dickens første historiske roman, og han formår, da også at formidle de grusomme og frygtelige sammenstød mellem protestanterne og katolikkerne på en aldeles realistisk og tankevækkende måde, men det føltes som en enorm en langtrukken affære. Romanens begyndelse er god med mordmysterierne og det dunkle, men også med gotiske og mystiske elementer. Året for Dickens roman er, som nævnt, 1775 hvor Londan var i oprør på grund af oprøret Gordon Riots, som er Dickens historiske udgangspunkt. The Gordon Riots var ledet af Lord George Gordons og hans tilhængere for en genindsættelse af en katolsk kongemagt.De voldsomme protestkampe, mordmysteriet og de unge pars kærlighed sættes sammen i et sammensat plot, der dog har mange huller. Hvis man læser en af de udgaver med alle de flotte illustrationer, så vil man som læser bemærke, at Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er sat op på en helt anden måde en Dickens tidligere, men også senere romaner. Denne nye opsætning af mindre illustrationer sammen med tekst skulle passe ind i et nyt serielt forsøg på, at gøre romaen mere tiltrækkende og læseværdig – det havde dog ikke den store virkning. Da de store salgstal glimrede i deres fravær, da denne af Dickens første historiske roman i samtiden var og stadig i dag, er den roman som har solgt mindst. På Dickens tid var det meget få oplag, som blev solgt af Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, hvor imod hans andre romaner solgte enormt stort. Jeg havde også meget svært ved, at komme igennem de mange sider, som ikke alene føltes lange, men også ret forvirrende med mange plotspor og karakterer at følge.

Karakteren Barnaby er ikke en helt almindelig ung mand, men jeg syntes, at han er en fantastisk – dog aparte karakter også set i forhold til romanens samtid. Som I nok kan se på mine udvalgte citater fra bogen, så var jeg under læsningen helt vild med den sorte ravn. Sammenspillet mellem Barnaby og ravnen er så fin, hvor ravnen er den kloge og vise, og Barnaby er den uvidende og dumme. I alle Dickens’ romaner er karaktererne mange, men som alle forenes i romanens slutning. Således er det også her iBarnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, dog med en hel del flere karakterroller. Under oprøret ved Newgate, og i de mange gader blandes karaktererne sammen på kryds og tværs, og det er til tider lidt svært at følge med, hvem som hører til protestanterne eller katolikkerne, og det kan virke noget forvirrende, men Dickens får nu alligevel bragt enderne sammen i et fint spil, der afslutter romanens mange sider. Dickens skrev denne roman i tiden efter store samfundsændringer med en nye straffelov, som blev indført i 1838, og i diskussionerne om Newgate romanerne, som var en stor offentlig diskurs, hvor kultureliten frygtede et nyt oprør på linje med The Gordion Riots i 1780’erne, hvilket også kom, og som senere er blevet kendt af kritikerer som The Bloody Code.

“Halloa, halloa, halloa! What’s the matter here! Keep up your spirits. Never say die. Bow wow wow. I’m a devil, I’m a devil, I’m a devil. Hurrah!”.

Denne Dickens roman tog mig lang tid, at komme igennem, men læst blev romanen, og det føles ret godt efter endt læsning også, at have Barnaby og den historiske samtid med. Det er dog ikke en roman, som jeg påtænker at genlæse, men måske en dag kan det ske, at jeg vender tilbage for at udforske den historiske kontekst lidt mere. De to kærlighedshistorier og mordmysterierne forenes i romanens slutning på en lidt underlig måde, men de forenes da. Mordmysterierne er det, som fangede mine øjne i romanens begyndelse, og det var primært det, som holdte min læsning kørende og – ja, så ravnen og Barnaby, som til allersidst kun lige slipper med livet i behold. I 1830’erne prøver forfatterne for overklassen, at finde ind til rammerne for den historiske roman, som Sir Walter Scott formede den. Det lykkedes dog ikke for nogen, at ramme Scotts skrivemetode, hvor historiske fakta, kærlighedshistorier og realisme har en helt særlig betydning, og resultatet af forfatternes forsøg ramte, da hellere aldrig læserne i samtiden, hvilket også er tilfældet med Dickens. Han prøvede, og fandt heldigvis frem til, at dette ikke skulle være hans vej som forfatter – og heldigvis for det. Lige nu gen- lytte-læser jeg The Pickwick Papers, som er Dickens første roman. Her nyder jeg, at læse om den ældre Mr. Pickwick, der oplever mange spændende ting på sine rejser, men han kommer desværre også ud for mange uheldige episoder i et forsøg på at stoppe en svindler, som bliver ved med at tage den gode mand ved næsen.

Featured image

En boglig opsamling!

Featured image
Featured image

Of all the inanimate objects, of all men’s creations, books are the nearest to us for they contain our very thoughts, our ambitions, our indignations, our illusions, our fidelity to the truth, and our persistent leanings to error. But most of all they resemble us in their precious hold on life – By Joseph Conrad.

Det er ved, at være ret længe siden, at jeg har lavet en opsamling over mine læstebøger og overblik over måneden, som gik. Det er fordi, at min læsning har stået stille – virkelig stille, men dette vendte heldigvis for mig i april. Eksempelvis så læste jeg blot en enkelt bog i februar måned, og det er nok noget af det mindste, jeg meget længe har læst. Min hverdag har længe været fyldt med så mange ting, at mit hoved ikke har stået stille på noget tidspunkt, men nu går det så heldigvis godt fremad igen. I april var jeg også gæsteblogger på bloggen Livet i et dukkehus, hvor jeg skulle skrive lidt om min yndlingsbog, som jo er Peter Pan. Du kan finde indlægget her. Jeg har også i april været til blogger-brunch med forfatter Peter Mogensen ved forlaget Turbine om hans nye roman I bjørnens klør, som jeg næsten lige har læst færdig. Det var et super hyggeligt arrangement, som der snart kommer et lille skriv om, så I kan læse med om, nogle af alle de ting som vi snakkede om.

Så nu tænkte jeg, at det er på tide med et lille overblik, der samler de første fire måneder i året. Jeg forventer, at de månedlige overblik vender tilbage fra nu af igen. I weekenden var der Dewey’s 24 Hour Readathon, som var et så skøn og hyggeligt læsedøgn. Her fik jeg også læst næsten tre bøger, så mine læste bøger i april kommer op på hele otte læste bøger, og det er mega fedt! Jeg har da også tænkt mig, at holde mig i den gode ånd og fortsat læse på livet løs. Efter at gymnastikken er afsluttet har min krop været så restløs, og jeg ikke har kunne finde hvile, så i slutningen af april meldte jeg mig ind i Fitness World, og jeg er gået i gang med træningen. Det giver så meget, at komme afsted i træningscenteret fra morgenstunden, så uroen kan komme ud af kroppen, så jeg kan skrive på det der speciale, som jeg så gerne snart vil blive færdig med. Fordelen ved morgentræningen er også, at jeg møde en masse nye mennesker, og at humøret bliver så meget bedre af lidt motion, som sætter dagen godt i gang.

Mine læste bøger i de sidste måneder er:
Januar:
⚜️ Lyden af en hånd der klapper af Richard Flanagan (anmeldereksemplar)

⚜️ Længe leve den kreative masse: Beføjelser til ungdommen af Thomas Blachman

⚜️ Ønskemageren (Ravenspire #2) af C.J. Redwine (anmeldereksemplar)

Feburar:
⚜️ Krystalskibet af Benni Bødker (anmeldereksemplar)

Marts:
⚜️ Great Expectations af Charles Dickens

⚜️ Rockwood: A Romance af William Harrison Ainsworth

⚜️ Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg

April:
⚜️ Our Legendary Ladies Presents Harriet Tubman af Megan Callea (anmeldereksemplar) – anmeldt på Goodreads for forfatteren.

⚜️ The Chronicles of Crime Vol.1 (of 2): The New Newgate Calendar (The Chronicles of Crime Series) af Camden Pelham

⚜️ Oprindelse (Robert Langdon #5) af Dan Brown (anmeldereksemplar)

⚜️ Dukkemageren af Jessie Burton

⚜️ Barnaby Rudge af Charles Dickens

⚜️ I bjørnens kløer af Peter Mogensen (anmeldereksemplar)

⚜️ On Murder Considered as One of the Fine Arts af Thomas De Quincey

⚜️ Peter Pan af J.M. Barrie

Den korteste bog:
Det er bogen Our Legendary Ladies Presents Harriet Tubman af Megan Callea på 22 sider, der handler om den legendariske Harriet Tubman. Bogen er en så fin og lille fortællingen om hendes liv, og hvordan hun gik fra slave til, at hjælpe mange andre slaver med at flygte fra slaveriets lænker. Bogen er en lille fin pixi bog med farvestrålende billeder og kun lidt tekst, men illustrationerne og teksten passer så fint sammen. Jeg har anmeldt bogen på engelsk for forfatteren på Goodreads og Amazon i følge aftale med forfatteren.

De bedste bøger:
Da denne opsamling dækker over nogle måneder, og det at jeg har læst mere end en bog, som slog benene væk under mig, så har jeg ikke kunne vælge blot en enkel roman, så jeg har valgt da valgt tre. For mig er det også lidt vildt, at de sidste par måneder har budt på så mange fantastiske læseoplevelser, da det ellers ikke sker så tit. Men, det er super fedt! Den første bog, som jeg har valgt at tage med her er Lyden af en hånd der klapper af Richard Flanagan på 347 sider. Jeg har læst en anden bag af Flanagan, som også væltede mig omkuld, og det gjorde denne roman ligeså. Hvis I klikker på titlen på listen ovenover, kommer I lige til min anmeldelse af romanen. Den næste udvalgte bog er den nylige udkommet roman I bjørnens kløer af Peter Mogensen på 425 sider, som bringer mig helt ind i midten af det danske politiske styre i svære tider, hvor den socialdemokratiske statsmister Oliver Kruuse og Venstres formand Marie diskuterer et alvorligt emne om Tjetjeniens selvstændighed og løsrivelse fra Rusland i deres forestående og ikke særlig gode position. Danmark skal overtage lederskabsposten i FN for Kineserne, som har landskrise, hvilket kommer meget ubelejligt for Danmark. Rusland kæmper på alle tænkelige måder under overfladen og i sorte skygge for at true Danmark til at stemme nej, men lader de danske politikere sig true med kidnapninger og mord eller er de stålfaste i den ulige kamp? Uhh, det er en så spændende en roman, at den er svær at slippe. Min anmeldelse kommer snart op på bloggen. Min sidste bog er Peter Pan af J.M. Barrie på 256 sider, som jeg knus elsker, da det har en vigtig plads i mit hjerte. Hvis du vil læse mere om, hvorfor så kan du klikke på linket til Livet i dukkehuset, som jeg har gæsteblogget hos.

Den længste bog:
Månedernes længste bog må være Barnaby Rudge af Charles Dickens på 752 sider. Efter endt læsning kan jeg nu godt forstå, hvorfor at denne roman af Dickens ikke blev nær så populær, som hans andre romaner. Der sker SÅ mange ting i romanen, som bliver spindet sammen på en lidt mærkelig måde, da Dickens også forsøger at forholde sig til en masse historiske fakta samtidig med realismen og romantikken. Dickens skulle ligeledes prøve kræfter med foden historisk romanform, som mange andre forfatter i kølvandet efter sir Walter Scott, og det går knap så godt. I øjeblikket er jeg ved, at skrive en anmeldelse af klassikeren, men det er godt nok svært i referat-delen, da bogen er så mangfoldig på steder, handling og karakterer, at det er overstrømmende, men også forvirrende. Men hva, nu har jeg læst denne roman af Dickens også.

Den mindst spændende bog:
On Murder Considered as One of the Fine Arts af Thomas De Quincey på 56 sider, som jeg læste under readathonet sidste weekend. Grunden til at De Quiency skrev bogen var dog langt mere interessant end selve essayet i denne lille sorte bog. Begrebet det æstetiske mord, som han definerer, ud fra hvilken klasse morderen tilhører, og ikke selve mordets karakter som sådan. De Quiency tager afsæt i, hvordan forskellige mord er blevet begået i litteraturen, og ikke på hans tid, hvilket jeg troede. Så læsningen af bogen blev lidt kedelig. Hans bevæggrunde for at skrive essayet var, at han blev hjemsøgt af en serie morder, der raserede et par år tidligere, som han ikke har kunne få ud af sit system selv efter, at den kriminelle blev fanget.

Her i maj vil jeg give den ekstra gas på alle planer, da min energi og overskud også er ved at vende sådan rigtig tilbage. Jeg skal skrive, skrive og skrive, men jeg skal også læse en masse og skrive boganmeldelser her til bloggen. Jeg glæder mig til solen kommer rigtig frem og luner, så min datter og jeg kan komme i haven og hoppe på havetrampolinen, og øve os i at stå på hænder. Sommergymnastiksæsonen er startet op, og jeg har hold mig nede på blot to hold. Det er lidt mærkeligt, da jeg har haft en hel del flere hold i vintersæsonen. Det er så dejligt at komme afsted og dyrke en masse motion sammen med skønne børn og voksne. I forhold til indkøb af bøger, så forsøger jeg at holde en lille pause, da jeg har købt pænt mange, men en helt måned uden køb af en bog, det går nok heller ikke, da jeg har udset mig en særlig bog, som jeg så gerne vil have købt hjem til mig samling. Ellers skal vi bare nyde hverdagen, og se hvad verden byder på efterhånden, som de skønne majdage kommer.

Har du haft en skøn april? Har du nogle spændende læseplaner for maj?

Featured image
Featured imagec