Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich

Featured image
Featured image Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich fra Politikens Forlag på 375 sider fra 19. Marts 2020. Anmeldereksemplar fra forlaget forlaget
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich er en tragisk, medrivende og fuldstændig fantastisk roman, der er fortalt på en sandfærdig og realistisk måde, der rammer lige ind i hjertet. Jacob Weinreich tager i sin roman udgangspunkt i forskellige menneskeskæbner, som alle spillede en vigtig og altafgørende rolle i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. I Pigen fra Den Franske Skole følger læseren forskellige hovedpersoner, som er forbundet sammen i handlingen, der til slut leder til bombningen af Den Franske Skole (Institut Jeanne d’Arc). I et lille forspil til handlingen introduceres jeg for lille Malene på 6 år, der er en af pigerne, som går på Den Franske Skole. Hun bliver holdt udenfor af sine klassekammerater, og de driller hende med øgenavnet “Alene-Malene. Hun stikker af og under sin flugt væk fra de dumme piger, støder hun ind i den søde Nonne Søster Benedikte. Malenes far er et aktivt medlem i Den Danske Modstandsbevægelse, der arbejder for at ødelægge så meget for tyskerne, som de overhovedet kan. Få måneder før handlingen sætter sin begyndelse har modstandsgruppen, med hjælp fra England, bombet Gestapos hovedkontor i Århus, og nu arbejder modstandsbevægelsen med blandt andet Mogens og hans ven Harald i spidsen for at få samlet de rette informationer sammen om Shellhuset til englænderne, så de kan udføre samme mission i København. Harald er en af de modstandsfolk, der kæmper mod tyskerne med krop og hjerte. Hans tvillingebror Laurits blev skudt af tyskerne under slaget i Sønderjylland, så Harald kæmper for Laurits og for et frit Danmark.

Harald får kontakt med Asta, der arbejder sammen med Mogens kone Lise, da han har brug for hjælp til at aflytte en meget vigtig telefonforbindelse. Efter noget betænkningstid og en frygtsom oplevelse vælger Asta at hjælpe Harald selvom, hun ved, at det er farligt. Snart er hun på vej til et hotel på Falster. Tyskerne og de dansker, der bakker op om tyskerne, har fået et tip om at noget skal ske på hotellet, men Asta er snedig og får med stor held undsneget sig opmærksomhed under sit arbejde. I romanen følger et sideplotspor, hvor jeg under min læsning følger én af de bedste engelske piloter Edward i Air Force One. Jeg flyver med på farefulde og frygtsomme bombetogter i flere lande under Tysk belejring. Under et af angrebene mister Edward sin bedste ven Carter af syne i et andet fly. Mange tror, da Carter ikke vender tilbage endnu, at han er død. Edward begynder at miste troen på, at det hele nytter, at verden igen bliver et bedre sted, så han vil ikke flyve flere missioner. Den Danske Modstandsbevægelse er under hård belastning, da hele 26 af gruppens medlemmer er blevet fanget, tortureret, pint og nogle er blevet slået ihjel af tyskerne, vælger Air Force One at komme dem til hjælp. Men, det er en yderst farlig mission – den mest farlige, så det er kun den allerbedste pilot, der skal lede togtet. Edward udvælger de bedste mænd til at være med den tidlige morgen, de sætter sig op i de små bombefly mod Shellhuset, men noget er anderledes inde i Edward – noget uopretteligt er gået i stykker i troen på en fri verden.

Hvorfor kan hun ikke forstå det? At det jo netop handler om Laurits. Om alt det frygtlige, der hændte Haralds tvillingebror. Morens svar på sønnens død var tavshed. Harald kunne dårligt huske, at hun har sagt mere end en eller to sammenhængende sætninger, siden Laurits døde. Det er, som om tyskerne ikke blot slog hendes ene søn ihjel den frygtelige morgen i Sønderjylland, de flåede også stemmebåndet ud af halsen på hende, gjorde hende stum, et umælende dyr, et støvet, ligegyldigt møbel i stuen. Her kan hun så stå med al sin smerte, al sin tavshed og vente på, at hun visnede.

Weinreich spiller med åbne og helt konkrete kort i et forfatterforord til sin læser, hvor han gør opmærksom på, at romanen er et fiktivt værk, men som tager udgangspunkt i historisk fakticitet, og at han har sat forskellige personer sammen i sine romankarakterer for at danne en hel og bred ramme i et tempofyldt plot. Pigen fra Den Franske Skole er en af de bedste historiske romaner, jeg har læst om Anden Verdenskrig – og jeg har læst mange gennem tiden endda. Det er romanen netop, fordi Weinreich formår at skabe et flydende rum, som forbinder karakter, tid, sted og handling i et fint flow uden for mange eller for få oplysninger om eksempelvis flyvningerne over Danmark eller den frygtelige tortur i tysk fangenskab. Romanen er strukturelt inddelt i tre dele, som Weinreich leder mig som læser gennem på troværdig vis i beretningen om sine romankarakterers betydningsfulde ageren før, under og lige efter krigen. Helt særligt er også måden Weinreich formår at sammensætte og bruge sproget på, da han gennem synæstetiske virkemidler får læseren bragt helt tæt på og ind i karaktererne, ja helt ind i handlingen. Af de synæstetiske virkemidler bruger Weinreich særligt tre sanser – høresansen, lugtesansen og synssansen, hvilket er med til at teksten får et poetisk udtryk, som gjorde at jeg forsvandt helt ind i en historisk tidslomme, som var jeg med i handlingen. Jeg var med på Edwards skulder, da han sad i sit lille fly og kastede bomber udover Danmark – da han fik et glimt af en lille pige med fletninger, og jeg kryber sammen med Søster Benedikte i bomberuinerne efter fejlbombningen af Den Franske Skole og leder efter de små piger og drenge, mens vandet stiger, gnisterne flyver, børnene drukner og murene endnu braser sammen.

Pigen fra Den Franske Skole fortæller en stærk historie, der minder mig om de mange stærke og modige mennesker, som stod sammen om at hjælpe med at befri Danmark. Som jeg ser det, så er der flere primære og vigtige hovedpersoner i romanen, som alle spiller en helt central rolle. Mogens og Harald på missioner for Den Danske Modstandsbevægelse, Astas vigtige aflytning, lille Malene, der er en af pigerne på Den Franske Skole og ikke mindst Søster Benedikte. Alle er de fremskrevet som mennesker – hele mennesker, som var de taget ud af virkeligheden med venner, familie og livet i almindelighed, men med helt særlige skæbner, der er skildret så præcis i sin tid. Harald er modig og stålfast på at kæmpe i krigen for Danmarks skyld, men han har også sine helt egne emotionelle grunde. Mogens er familiefar med fast arbejde, men også han kæmper. Den karakter, der rammer mig allermest er Søster Benedikte, der kæmper til sidste bevidste sekund for at redde så mange piger ud af ruinerne, som hun kan, men også alle hendes refleksioner over fortid, nutid og fremtid i om, hun kan genfinde troen på Gud. Det kronologiske narrativ forløber i en temporalitet fra januar 1945 til 21. maj 1945, men med et efterspil, der fint afslutter romanen og jeg sad tilbage med en følelse af, at fremtiden var lysnet efter krigen på trods af de mange unødvendige døde, og at en ny tid var på vej. Pigen fra Den Franske Skole er en historisk roman, der ikke kun fortæller om krig, tortur og tab, men Weinreich formår i særdeleshed at ramme alle krigens medspiller, modspiller og ikke mindst de mange ofre, som krigen kostede.

– Slip mig, råbet Gustav, mens endnu et skud lyder. De kæmper om pistolen, er halvt nede at ligge på trappen, Harald kan høre sirener udenfor, han kan høre en, der skriger i det fjerne, han kan høre Laurits, der trygler ham om at tage hjem, hjem til mor, han kan høre mors gråd til Laurits’ begravelse, han kan høre præstens ord og det fine, hvide grus, der knaser under fødderne, da kisten bæres ud, han kan høre lyden af knitrende tyske maskingevær, han kan høre lyden af Laurits, der falder, af Danmark, der falder, af knasen mellem tænderne, da Vagns store næver rammer hans ansigt, han kan høre lyden af skud fra Ryvangen, da hans venner bliver henrettet, han kan se den tyske peloton, der sænker geværerne, mens en ny fange bliver ført ud til pælen, bundet som en hund.

Sprogets særlige sammensætning sammen med den rette portion spænding for at læse mere i skiftet mellem karaktererne i handlingen gjorde, at jeg under min læsning af Pigen fra Den Franske Skole mistede fornemmelsen af tid og sted, så timerne tikkede afsted alt for hurtigt og rummet blev et med romanens handling. Siderne vendte nærmest sig selv, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, og en sen nat faldt jeg i søvn med bogen i hovedet. Den hårde tortur og fængslingen af mennesker i frygtlige lejre er med, og det er altid hård læsning, men heldigvis fylder det ikke så meget, at det er altopslugende for romanens handling og overskygger vigtigheden af Den Danske Modstandsbevægelses betydning for krigen og dens afslutning. På trods af romanens hårde faktiske fortælling om den tragiske skæbne om de mange døde børn og voksne under bombningen af Den Franske Skole, så forekom bogens 375 sider alt for kort. Jeg ville have elsket at forsætte min læsning meget mere om, hvad der siden skete med Den Franske Skole, “Alene-Malene”, Harald og særligt Søster Benedikte. Pigen fra Den Franske Skole er en særlig roman om Danmark og Den Danske Modstandsbevægelse! Romanen får mine varmeste anbefalinger med på vejen for at fortælle nogle af de faktiske og vigtige historier, der gemmer sig bag romanens karakterer, men også for den sproglige rammende effekt og poetiske virkning.

Featured image
Featured image

Efterårets luner (Wallflowers 2#) af Lisa Kleypas

Featured image
Featured imageEfterårets luner – Wallflowers 2# af Lisa Kleypas fra forlaget Pretty Ink på 352 sider fra 2014. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er Amerikansk med org.titel It happened one autumn.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Efterårets luner (Wallflowers 2#) er den anden skønne bog i serien om fire meget forskellige unge piger, der til sidst bliver træt af at være bænkevarmer til selskabssæsonen mange baller og slår sig sammen i en hemmelig pagt om, at de skal hjælpe hinanden med at finde deres kommende ægtemænd. Deres pagtnavn er bænkevarmerne, som har det flatterende navn Wallflowers på engelsk. I den første roman Sommernattens hemmeligheder er det den ældste af de fire piger, Annabelle, der til sidst bliver gift, men ikke med den, som de først havde tiltænkt sig. Heri anden roman Efterårets luner er det Lillian, den ældste af de amerikanske Bowmann-søstrene, som skal på ægtemandsjagt. Efter en kort introduktion til Bowmann-familien starter plottet allerede med, at familien Bowmann ankommer til nogle skønne ugers ophold, inden selskabssæsonnen går i gang, på det smukke og enorme herresæde Stony Croos Manor, som er ejet af den alvorlige og meget bestemte Lord Marcus Westcliff. Det er Westcliff søster, der har lovet at være værtinde for arrangementet og har bestemt gæsterne, men der er særligt én familie, han bestemt ikke er begejstret for, og det er Bowmann familiens kommen, da han har det meget svært med Lillian. Kort efter deres ankomst bliver de to søstre bliver låst inde af deres mor, så de kan sove en lille lur inden middagen om aften, meen det lader de to søstre sig ikke standse af, og de er begge mestrer til at lirke låse op med hårnåle. Denne færdighed skal da også frelse Lillian for en tragisk skæbne i romanens slutning.

Den yngste søster Daisy har lovet Annabelle at smide noget i ønskebrønden for en af de to andre piger, og søstrene begiver sig nu afsted ud på Westcliff jorde for at finde brønden, og på tilbage vejen havner de midt i et rundboldspil, hvor Westcliff pludselig dukker op og ender med at give Lillian en særlig undervisning i at ramme bolden helt rigtigt. Amorinerne flyver i luften og på en og samme tid med kærlighedens sitren og hidsige kommentarer, der fylder luften omkring Lillian og Westcliff. Lillian vinder i en intern og intim duel mod Westcliff, og han lover at snakke med sin mor Grevinden af Westcliff-slægten om, hun vil være mentor for Lillian og Daisy, da de har hårdt brug for hjælp og netværk, hvis de skal finde sig ægtemænd i den kommende selskabssæson. Grevinden kan ikke fordrage amerikanere, særligt fordi hendes ældste datter har giftet sig med en amerikansk mand, og de samme har den yngste datter. Mødet mellem pigerne og grevinden er komisk, og jeg er vild med Lillians rebelske ydre og hidsige temperament, og hun lader sig ikke så slet skræmme – heller ikke af Grevinden. Den fornuftige, rolige og alvorlige Westcliff indser lidt sent, men stadig i tide, at han er bundløs forelsket i Lillian. Da han finder hende noget beruset, efter hun har drukket en hal flaske pæresnaps, kan han ikke længere styre og tøjle sine følelser mere. Han indvier sin mor og søster i sine fremtidige planer med Lillian, men Grevinden kan ikke acceptere sin søns valg af hustru. Grevinden er en farlig kvinde, der vil gå langt for at få sin vilje, så Westcliff ikke kan gifte sig med Lillian. Og en tidlig morgen er Lillian pist væk og ikke til at finde.

Med et triumferende smil vendte hun hesten og mødte de andre rytteres forbløffende blikke. Alle undrede sig tydeligvis over, hvad der havde fået hende til at tage det pludselige spring. Pludselig hørte hun lyden af tordnende hove og så et glimt af mørkebrunt ud af øjenkrogen. Forskrækket vendte hun sig, men før hun kunne nå at protestere eller forsvare sig, blev hun i bogstaveligste forstand trukket af sadlen og smidt hen over en smerteligt hård overflade.

Efterårets luner er en skøn og hurtig læst roman. Denne bogseries genre hører til feelgood-romanerne med et twist af erotik og spænding. Som den første roman i serien, så holder Kleypas sig fint til tidens ånd i 1800 tallet særligt med de store selskaber, smukke kjoler, jagten på at finde en fremtræden ægtemand og ikke mindst til den særlige engelske etikette, som de to Bowman-søstre har sat sig for at lære mere om. De to amerikanske piger har dog svært ved at se meningen og formålet med langt de fleste etiketter. Sproget flyder, og handlingen fungere ret godt, men indimellem bliver det lige søgt nok med de mange små plotforviklinger og intriger blandt de fire piger. Efterårets luner starter med en prolog, hvor søstrene er i en parfumebutik, og Lillian får én ganske særlig duft med sig hjem. Èn duft, som har en helt speciel virkning på mænd, nemlig én duft, der er et afrodisiakum, som skal vise sig at være yderst effektiv på Westcliff. Lillian igangsætter et eksperiment, hvor alle pigerne skal have parfumen på. Det er en lidt sjov ide, men parfumen virker kun for nogle af dem. Efter epilogen fylder romanens handling femogtyve kapitler, der godt kan virke lidt lange ind i mellem, og bogen ender med en epilog, der fint binder hele romanens handling og karakterer sammen, hvor de fire piger mødes og snakker om den kommende selskabssæson.

Det jeg synes allermest om her i anden bog er Lillians kække og oprørske jeg. Hun finder sig bestemt ikke noget, og hun finder på så mange søde, underlige og sjove ting, men vigtigst af det hele, så handler hun, når det gælder. Under min læsning grinede jeg flere gange højt af de to søstres sjove og oprørske idéer og planer. Det er sjældent, at jeg smiler og griner af karakters påfund og ironiske vendinger, men både Daisy og Lillian er sådanne karakterer. De begge er to stærke unge kvinder, der holder hårdt på sit og aldrig giver op. De elsker begge konkurrencer og siger sjældent nej tak til en selskabsleg. Westcliff er inkarneret ungkarl, og han har igennem hele sit liv gjort sit ypperste for at agere og opføre sig inden for alle forskrifter, og som det forventes af en jarl med lange slægtsled. Da Lillian først får brudt gennem hans hårde kerne, og hører om hans hårde barndom, er det en helt anden mand, som hun må redefinere sine meninger om. Annabelle, som er hovedkarakter i den første, er også med her i anden bog, og jeg som læser, hører om, hvordan hendes og Mr. Hunts ægteskab er og fortsat forløber. Kærligheden mellem Annabelle og Mr. Hunt er ved mange af de andre gæster næsten for sjældent til at være sandt, og de optager sig megen opmærksomhed i selskabet på Stony Croos Manor. Man skal huske på, at forelskelse i 1800 var en sjældenhed, da det mere var fornuftsægteskaber, der blev indgået.

Lillian mærkede, hvordan hun blev rystet frem og tilbage i en vedvarende, irriterende rytme. Langsomt gik det op for hende, at hun måtte befinde sig i en vogn eller karet, der jog skrumplende og gyngende af sted i høj fart.

Kleypas skaber med Efterårets luner en lige så god roman, som den første bog i serien, men denne bog er alligevel bare lidt bedre, og får derfor fire stjerner, som er en stjerne mere end den første roman. Måske, at det er Lillians oprørske ydre, der gør hele forskellen, og så lige det, at spændingskurven vender i slutningen af romanen, hvor en uventet forbrydelse begynder. Det erotiske element er dog lige i overkanten til mit sarte jeg, da jeg tænker, at det bryder ret meget med de seksuelle udskejelser i 1800 tallet, men jeg kan af gode runde ikke vide det, da jeg jo ikke har levet i tiden eller læst teoretiske tekster om emnet. På de allersidste sider indleder Kleypas en spændende teaser, hvor Evie, der er den yngste og mest generte pige i flokken, opsøger Lillians kidnapper, den berømte Don Juan Lord St. Vincent – og så slutter romanen. Så kan man jo næsten ikke lade være med at begynde på den tredje bog i serien. Jeg har bestilt roman på arbejdet og tror også, at den er kommet, så jeg må snart ned forbi butikken og hente den. Wallflower serien er en del af min bogserieliste med serie, jeg gerne vil læse og/eller læse færdige. I marts måned har jeg planlagt, at læse De smukke unge døde, der er anden bog i serien Mitfordmordene, som jeg venter på skal komme med Post Nord fra Politikens Forlag, men måske også, at posten lider lidt under krisen, så det kan være, at jeg vælger en anden i her for marts måned, og i stedet læser De smukke unge døde i april.

Featured image
Featured image

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes

Featured image
Featured imageMitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes fra Politikens Forlag på 397 sider fra 2018. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Mitford Murders og org. udgivet i 14 september 2017. Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er første bog i en historisk krimiserie på seks bøger, der er baseret på en historisk periode om de skandaløse og glamuriøse Mitford søstre. Her i første roman starter handlingen på den mest hårrejsende måde, da den ældre og erfarne krigssygeplejeske Florence Nightingale Shore bliver dræbt i den sidste togkupe på vej til Hastings. På samme tog er også Louisa Cannon tvunget med af sin onkel Stephan, der har skumle planer i sit puslespil af bedrag, så hun kan gå i byttehandel for en nat med en mand, som afbetaling for hans gæld. Louisa har heldet med sig og stikker af ved at hoppe ud af toget inden Hastings. Det er slet ikke helt ufarligt, men alt er bedre end det, hendes onkel vil tvinge hende til. I faldet slår hun sig og kan ikke selv komme op ad skinnerne, så jernbanepolitiets betjene Guy Sullivan og Harry Conlon må hjælpe hende op og tilkalde sygeplejersken, men hun slap fra sin onkel i hvert fald for nu. Betjentene skal hurtigt videre, da en død kvinde er fundet i en af de bagerste togvogne i toget på vej til Hasting. Louisa skal nu bare nå den jobsamtale som barnestuepige for Mitford familiens store børneflok og med en lille ny på vej i familien bliver der rigeligt at se til. Stillingen kan forandre hele hendes liv, hvor hun ikke kun slipper for sin ubehagelige onkel, men også det hårde arbejde som vaskekone, som hun indt til videre har hjulpet sin mor med. Igennem storm, rusk og lidt hjælp fra den unge betjent Guy Sullivan, ankommer hun til det store hus Asthall Manor på landet. Men hun ankommer først hen ad aften flere timer efter den aftalte tid og bliver lidt for hurtig afvist af husholdersken. Heldigvis kommer Nancy, der er den ældste af Mitford søstrene, ned i køkkenet, og ser Louisa lige inden, hun er ude af døren igen på vej mod en usikker og frygtsom fremtid.

Louisa bliver heldigvis antaget som familiens barnepige, og hun læres hurtigt op af familiens gamle og kærlige barneplejeske Nanny Blor. Louisa falder hurtigt til i familien, og hun nyder trygheden i et stille liv. Hun dannet et godt næsten veninde-agtig forhold til Nancy, som ikke kun elsker at skræmme sine mindre søskende med uhyggelige historier, men så er hun enestående til at skrive mysterier og gendigte historier. Nancy læser om mordet på krigssygeplejersken Florence Nightingale Shore i avisen, og Nanny Blor genkender straks sin søsters gamle veninde og bliver helt oprørsk og dårlig ved tanken. Med endnu en lille ny på vej til verden inden for kort tid, tager Nanny Blor og Louisa alle Mitford børnene med til London for at besøge Nanny Blors søster Rosa, som er ejer af den hyggeligste og lækreste café. Snart er Nancy klar på efterforskningen, og det kommer der også en masse godt ud af. Louisa og den unge Betjent Sullivan holder ved deres bekendtskab, og når nødens stund indtræder står de sammen og hjælper hinanden i opklaringen på det uopklarede mord. Mr. Sullivan drømmer om mere i livet og blive en rigtig betjent, og han går til sagen med en iver, der kommer til at koste ham sit arbejde, men heldigvis giver han ikke op, og sammen med Louisa og Nancy kommer de ud på farefulde mysterie i en mordgåde, der er SÅ forbløffende, at jeg slet ikke kunne lægge bogen fra mig. Mordgåden rækker nemlig langt ind i komplicerede forhold, som smelter sammen på fantastisk og forunderlig vis i romanens sidste sider.

Stephen havde vredet Louisas arm om på ryggen i hyrevognen og holdt fast om hendes håndled, men havde dog løsnet grebet en smule. Hun overvejede at springe ud af vognen, da den satte farten ned ved et kryds, men turde ikke tumle ud i gadens mylder…

Historiske romaner kan noget ganske særligt, og er den genre jeg elsker allermest, da jeg bliver bragt tilbage til en svunden tid, som med sin anderledshed kan noget helt specielt. Når jeg læser, så læser jeg altid med et kritisk blik, og det gælder også i denne genre. Mysteriet på Asthall Manor – Mitfordmordene #1) tog mig dog alligevel med storm og med sin forunderlige, kringlede og spændende slutning. Der er flere forskellige historiske komponenter i Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor, da Mitford-søstrene i den grad er faktiske karakterer og tiden i 1920’erne, men også mordet på veteransygeplejersken Florence Nightingale Shore. Forbindelsen mellem søstrene og mordet er dog fiktiv, som Jessica Fellowes beretter om i en slutnote. Hele mordplottet er ligeledes fiktivt, men det gør slet ikke spor, da hele bogen emmer af mystik og spænding, der i den grad er realistisk i sin historiske kontekst. Fascinationen af 1920’erne er ikke ukendt for forfatteren, da hun er i familie med den berømte Julian Fellowes, der er forfatteren bag den verdensberømte tv-sere Downton Abbey og romanen Belgravia.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er en letlæselig og læseværdig roman, der fik mig til at grue af spænding i jagten på at finde morderen på Florence Nightingale Shore og samtidig blive varm i hjertet med et smil på læben i den skrøbelige ny-funden interesse mellem Louisa og den ambitiøse jernbanebetjent Guy. Romanen indledes af det lille fint citat på fransk “Je est un autre” af Arthur Rimbaud, der på snedigste vis rummer hele hemmeligheden og komplottet i og bag morderen. “Je est un autre” betyder lidt lempeligt oversat – Jeg er en anden – og henviser til dobbeltheden i mennesket, men også det at være en anden og begive sig ud for at være en anden end sig selv. For at finde ud af mere om, hvordan citatet på kløgtigste vis er infiltreret i roman, må du selv læse bogen, idet at jeg ikke vil afsløre for meget, da det måske vil ødelægge din læsning og slutning på bogen, og det ville være en skam. Romanen indledes af en kort epilog, hvor læseren kort får lov at følge Florence Nightingale Shore lige inden, hun bliver myrdet. Herefter forsætter en spændende indledning med Louisas karakter. Romanens struktur er inddelt i 79 meget korte kapitler af max et par sider fordelt på romanens 397 sider, der sammen med den spændende handling gjorde, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig, da jeg kom rigtig i gang med at læse bogen. Så selv om Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor kan virke lidt overvældende og lang i cover og udseende, så er den det slet ikke, når læsningen først er begyndt.

Her i den første bog i serien følger læseren Nancy, der er den ældste søster i Mitford flokken. Nancy er fremstillet så fint og skrøbeligt, der ligge så fint til hendes faktiske karakter, som med sit forfattervirke og træng til at fortælle historier er beskrevet realistisk, og det er meget spændende at læse om. Jeg har været inde og læse en del artikler om familien og særligt Nancy, der igennem sin levetid var ret produktiv litterært set og forfattet flere romaner, noveller og artikler. Hvis du vil læse mere om Nancy Mitford og familien kan du læse mere på siden Nancy Mitford og i artiklen “Why the Enduring Fascination with the Mitford Sisters Won’t Die”. Fellowes´ brug af Nancy som karakter i denne første bog er spændende og interessant, men jeg anser hende dog ikke som en dissideret hovedperson, da hun er mere i baggrunden og hjælper til at mysteriet løses. De to karakterer, som jeg synes indtager rollerne som hovedkarakterer er Louisa og Guy, som begge er dybe og realistisk fremstillet, der begge kæmper en kamp mod samfundets bund og familiens nedsættende tanker og opførsel. Louisa er en bestemt ung pige med en vis portion ligefremhed og trang til ironiske bemærkninger, og jeg fik under min læsning ofte et smil på læben. Mitford familiens barnepige Nanny Blor er ligeledes en faktisk person, og er i bogen fremstillet som fast og bestem, men i særdeleshed med en stor hjertevarm kærlighed for alle børnene inklusiv Louisa, da hun først kommer inden for familiens mure.

Gay var dybt fascineret. Han havde deltaget i to-tre ligsyn, når folk var sprunget ud foran et tog, men han havde aldrig før været med til en mordundersøgelse. Og det var heller ikke et hvilket som helst mord. Det var en ren sensation: en kvinde i et tog, og man havde hverken fundet våben eller anholdt mistænkte.

I romanen lusker Nancy og Louisa sig afsted til et bal for veteransoldater, hvor mange af dem har fået synlige sår og skader på kroppen, men især også usynlige sår på sjælen. Noget af det, som jeg synes særlig godt om i romanen er, at bogen hylder og omfavner de soldater, der efter første verdenskrig skal tilbage til hverdagen og livet med nye udfordringer. Denne roman har mange lag og fortæller på historisk vis ikke kun om familien Mitford, men også om samfundets strukturer og kampe i 1920’erne. Hvis du mangler at starte på en ny serie, så kan jeg varmt anbefale, at du begynder på at læse denne første roman Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at læse mere om Nancy, Louisa, Guy og de andre Mitford søstre i den næste roman Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde.
Featured image

Featured image

Mordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl

Featured image
Featured imageMordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl fra Politikkens Forlag på 416 sider fra 2019. Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 Stjerner.

En sen og mørk aften forlader Hans Christian Andersen sky og hemmelighedsfuld et lille snusket bordel. Han kommer ikke på bordellet i samme ærende som de andre kunder, da han har en anden kunstnerisk lyst at stille. Det er ikke første gang, at han besøger Anna på bordellet, da han endnu ikke har fuldendt sit papirklip, han udformer på smukkeste vis med papir og saks. Lige på denne aften lurer en morder om hjørnet, og hun får sneget sig uset indtil Anna, da Hans Christian er gået. Lidt længere henne ad gangen venter Molly på deres fælles værelse sammen med Annas lille datter Lille Marie. De to søstres drøm er, at tjene nok penge til, at de kan købe en kro i Hendriksholm efter en særlig aftale med ejeren, og drømmen er inden for snarlig rækkevidde, som betyder så meget, så Lille Marie kan få en ordentlig barndom og ikke i et skøgehus. Da Anna ikke kommer som planlagt, går Molly hen på værelset, men Anna er ingen steder at finde. Molly bliver ude af sig selv af bekymring, da Anne aldrig kunne finde på at gå uden at sige det. Mens Lille Marie sover trygt, skynder Molly sig ud lige foran for at se efter Anna, men uden held. Inden hun igen går op på deres værelset tilLille Marie, går hun forbi bagindgangen og ser at døren står åben. Noget er helt galt, og en knugende fornemmelse breder sig i hendes bryst. Næste morgen er der et frygteligt oprør ved Københavns kanal – en kvinde er ved at blive trukket op af vandet viklet ind i fiskenet. Molly råber chokeret, da hun straks genkender sin søster. Hun får øje på Hans Christian, som er blevet hentet af politiet under et foredrag, og begynder at råbe og skrige, at han er morderen. Politiet er hurtige, og får ham straks kørt væk til stationen dømt for mord med straffen med døden til følge hængende over hovedet.

Hans Christian bruger sin, om end meget lille, indflydelse ved familien Collin til at lave en aftale med en noget skeptisk politimester, hvorefter han bliver løsladt med særlige regler for, at han ikke må gå uden for byens murer. Hans Christian får 3 dage til at prøve at bevise sin uskyld ellers er det slut. I desperation opsøger han Molly, da hun er den eneste, som kan hjælpe ham. Molly er først slet ikke interesseret i at hjælpe ham, hun tror er sin søsters mordet, men som tiden går opstår der et særligt bånd mellem Hans Christian, Molly og den søde Lille Marie. En skør natmand er dømt for mord på en vægter og skal henrettes. Den gale natmand sang det værste vrøvlevers, som Hans Christian hørte et utal af gange, mens han selv sad i fængslet, og det er vrøvleversene, som han på en indviklet måde får til at give mening. Det er nemlig ikke kun Anna, der er blevet myrdet og natmanden straffes med døden for en forbrydelse, som han ikke har begået, og måske det også bliver Hans Christians skæbne. Sammen drager Anna og Hans Christian ud på en farefyldt opklaringsrejse mellem de fattigste i samfundet til de højeste kredse i borgerskabet for at finde Annas rigtige morder, så retfærdigheden kan ske sin fyldest og frikende Hans Christian. Det er slet ikke nogen let opgave, som skøge og fattig digter, da morderen er så kløgtig og hele tiden er skridt foran.

Anna, skamferet, hendes barm skåret af, som man parterer en kylling. Han tænker på den ondsindede gerning: at bytte om på to kvinders mest kvindelige attributter. Hvordan får man den slags ideer? Og med hvilket formål? Det er rent og skært vanvid.

Mordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl er en super spændende krimi med et historisk afsæt ved at bruge den store og berømte forfatter Hans Christian Andersen, men også i hele den historiske kontekst i beskrivelserne af Københavns bymiljø og det klasseopdelte samfund. I romanen er det sproglige plan på både nudansk, men også med enkelte gamle ord, hvilket er med til at give romanens handling en historisk følelse. Bogens strukturelle plan er delt i tre dele, der angiver dato og årstal for det kommende afsnit, og hver del er ligeledes inddelt i lidt lange kapitler, så det er nemt at finde rundt i romanen i forhold til plottets kronologiske fremgang. Der sker ret meget på de små tre dage Hans Christian får til at opklare det mord, som han er anklaget for. Politimesteren er ret godt tilfreds med sin anholdelse af Hans Christian, så han har egentlig en mistænkt og overfor borgmesteren og befolkningen set udefra, har han styr på det – også selv om, det måske ikke er den rigtige morder, han har anholdt. Men, så bliver endnu en kvinde fundet med de samme snitsår og anderledshed på kroppen. Er det Hans Christian, som er blevet yderligere sindssyg eller er det en anden morder, der lurer derude med en helt bestemt agenda? I Mordet på en havfrue sker der hele tiden nye ting, og læseren keder sig bestem ikke, mens forfatterene trygt fører deres læsere gennem det indre københavnske slum til byens højeste adel.

A.J. Kazinski og Thomas Rydahl har i romanen valgt samme plotmetode i at opbygge plottet med flere fortælleres synsvinkler i et trejdepersons narrativ, og hvor læseren også følger forbryderen, som i Kazinskis serie med kriminalbetjent og gidselforhandler Niels Bentzon. Selv havde jeg glædet mig rigtig meget til en ny og anderledes tilgang i plotmetoden. Denne metode virker super fint i Bentzon-serien – det er slet ikke det, men her i bogen bliver det lidt af en flad fornemmelse, da der ikke er helt den samme mystik omkring morderen – Men deres valg af plotmetode giver dog virkelig god mening i bogens sidste del, hvor alle personer og plotspor samles i et billede. Måden Kazinski og Rydahl bruger den verdensberømte forfatter Hans Christian Andersen, som personlig karakter på er så fin, og de har gjort sig stor umage med at sætte sig ind i hans personlighed og taget med, hvilke svagheder han i sandhed kæmpede med. Dog blev måden Hans Christian kæmpede med sin sindssyge og tvangstanker på beskrevet og gentaget lige lovligt meget gennem hele romanen. Karaktererne Molly og Lille Marie er beskrevet med livagtighed, der passede ind i det nittende århundrede. Jeg kunne sagtens have læst meget mere om de to, og deres liv efter at være sluppet levende igennem de mange livsfarlige situationer. Morderen Madam Krieger har en psykologisk dybde, og læseren kommer med helt ind i hendes refleksioner og følelser, der på en og samme tid er både skræmmende og interessant. Kazinski og Rydahl har ligeledes inddraget dikotomien, og den evige kamp mellem videnskaben og religionen med en oplysende tilgang, som er i højeste gear i 1830’ern, hvor hemmelige forelæsninger i lægevidenskaben afholdes i de inderste kredse, og som Madam Krieger er en flittig tilhører til. Hende vender jeg tilbage til lidt senere. Som genre hører Mordet på en havfrue under krimigenren historisk spændingsroman, da Kazinski og Rygdahl opsætter et mordmysteriet, hvor Hans Christian sammen med Molly tager på en vild opklaringsrejse.

Der er retfærdighed i verden. Der er orden i kaos. Der er stærke kræfter, der hele tiden bringer livet i overensstemmelse med det store mønster. Det ved hun, det er Schneiders doktrin. Og Johanne kommer til at betale for sin arrogance. Hun kommer til at lade Madam Krieger få alt det, der tilhører hende. På romanens dragende cover er skrevet “Bag hvert et eventyr lurer et mareridt’, som så fint indrammer hele romanens fortælling og udtryk.

Under mit studie på et af de mange spændende fag på Litteraturvidenskab på SDU lærte jeg, at alle bøger er skrevet ind i sin egen tid. Det vil sige, at en historisk roman skrevet i eksempelvis 1990, der har et historisk afsæt i 1830, altid vil have små spor med sig fra egen tid i 1990, da forfatterne stort set ikke kan udelukke det under skriverierne. Nogle forfattere er sig ubevidste om inddragelsen, hvor andre forfattere, som Kazinski og Rydahl, eksempelvis viser her i Mordet på en havfrue, arbejder bevidst med den kontekstuelle temporalitet særligt i karakteren Madam Krieger. I romanen er det særligt kønsdebatten, som danner grundlaget og hele baggrunden for morderens forbrydelser. Ikke alene kønsdebatten, men også anderledesheden og det at være en anden end sig selv fylder store dele af romanen. Kønsdebatten og det at være en anden end sig selv blev under min læsning lidt for meget, og jeg var slet ikke med på romanens slutning. Selvfølgelig var der i 1800-1900 tallet homoseksualitet og følelsen af ikke at høre til i egen krop, som også Jessie Burton tager fat på i sin roman Dukkemageren, men forskellen mellem Burton og Kazinski og Rydahl er, at romanernes kønstematikker er mile vidt forskellige fra hindanden, da Burton holder sig i sin historiske kontekst, hvor Kazinski og Rydahl drager den historiske temporalitet ind i nutidens kontekst. Slutning skuffede mig mest, og gør hele forskellen i at jeg har givet romanen 4 flotte ⭐️ stjerner og ikke 5. Forfatterne har fordybet sig i den historiske kontekst, og bruger tiden aktivt i plottet, og det var jeg ret vild med særligt i beskrivelserne af miljøet i Ulkegade, klasseskellet mellem arbejderklassen og adlen og det flotte kort, som indrammer bogens første sider, men særligt også ideén og modet til at bruge en så berømt forfatter, som hovedperson i deres roman.

Featured image
Featured image
Featured image

Fortidens skygger af Kelli Estes

Featured image
Featured imageFortidens skygger af Kelli Estes fra Gads Forlag på 476 sider fra 2018. Oversat af Svend Ranild fra engelsk til dansk. Org. titel The Girl Who Wrote in Silk fra 2015.⭐️⭐️⭐️ – 3,5/5 Stjerner.

Søndag d. 7. februar 1886 bliver den værste dag i Mei Liens liv, da hun bliver tvunget til at hoppe over bord fra Dampskibet Prince of the Pacific af sin far. Ombord på skibet er 350 kinesere, som alle er blevet fordrevet med vold og magt fra deres hjem, da amerikanerne vil sende alle kinesere hjem til Kina, så de ikke tager deres arbejde. De 350 kineser er dømt til en frygtelig skæbne, da de aldrig når frem til Kina. Mei Lien kastes ud på det dybe hav, men heldigvis er San Juan-Øerne inden for øjenvidde. Som kun 17-årig svømmer hun og giver alt, hvad hun har i sig for at overleve. Således introduceres jeg på hårdeste vis som læser i prologen til Fortidens skygger af Kelli Estes. Spændingen er sat, og jeg kunne nu ikke lægge bogen fra mig gennem den første del af romanen, da jeg bare måtte finde ud af mere om Mei Lien og hendes videre skæbne. Hun bliver med nød og næppe reddet i land af en stor hvid mand, Joseph, men hendes tiltro til hvide mennesker er bortskræmt for altid, da hun helt tilfældig skjult i skyggerne på skibet hørte skibets kaptajn fæste skæbnen for de 350 kinesere. Joseph har en lille hytte på øen Orcas Island, hvor han passer Mei Lien indtil, hun er kommet sig nogenlunde. Joseph er ved at bygge et noget større hus ikke langt fra hytten, og Mei Lien hjælper til en lille uges tid, indtil hun opdager, at hendes livs fjende er Josephs eneste nabo. Planen er nu, hun skal over til den nærmeste ø, Port Townsend, for at finde arbejde og begynde sit nye liv helt alene. Noget uventet og grusomt opstår, og hun fortæller Joseph sin historie, og om hvad der i virkeligheden skete i Seattle og på skibet. Dagene efter deres ankomst til Port Townsend vender Mei Liens og Joseph tilbage til øen som mand og kone, men med en truet og meget usikker fremtid i sigte.

Næsten 200 år senere i en ikke nærmere bestemt nutid skifter handlingen over, og jeg møder Inara Erickson. Hun er en ung kvinde, bor i Seattle og har gennem sin fars forbindelser sikret sig en høj stilling lige efter, at hun har afsluttet sin kandidat, men da hendes tante Dahlia dør, vendes hendes verden på hovedet. Hun er ene arving til sin tantes hus, Rothesay, på Orcas Island, men minderne truer lige under overfladen, da Inara ikke har været på øen i mange år – siden sin mors død på øen. Det er et hårdt slag for Inara at vende tilbage til øen, og hun har taget sin søster med for, at de sammen kan støtte hinanden. Det at komme tilbage til den helt særlige sødme fyldte luft, huset og alt jorden, som hører til er overvældende for hende. Det er meningen, at hun skal sælge huset, men natten over sættes en uventet følelse af hjem sig fast. Da Inaras søster er ved af falde over et gammelt tæppe på trappen, finder de et hemmeligt skjul under trappen. I det lille skjulested gemmer det sig noget ganske særligt. Nemlig en blød pakke, som Inara pakker forsigtigt ud på køkkenbordet. I pakkens gamle indpakning gemmer der sig det smukkeste silkeærme med det mest fantastiske broderi. I silkeærmet er der broderet en stor sejldamper, hvor skyerne er mørke og faretruende, mens vandet er meget mørkt og viser noget, der ligner en masse døde mennesker på nær én. Inara kan gennem ikke glemme det fine silkeærme, som gemmer på en faretruende historie. Inaras og Mei Liens skæbne er forbundet på tværs af tidens grænseløse rum, og Inara opdager en frygtelig familiehemmelighed, som truer med at ødelægge alt og lægge hendes drømme i ruiner.

Mei Lien svøbte sine erindringer om kroppen, og idet hun ignorerede kulden og sine rystende lemmer, trådte hun længere ud i vandet. Skridt for skridt gik hun indtil hun stod i vand til halsen.

Da jeg læste de første mange sider i Fortidens skygger blev jeg helt og holdent opslugt i fortællingen om Mei Liens liv og usikre fremtid. I Fortidens skygger bringer forfatteren Kelli Estes en sort og frygtelig, men også en vigtig historisk tragedie frem i dagens lys. Gemt i historiens mørke og tunge skygger formår Estes at broderer en fiktiv historie på fineste måde ned på det hvide papir, hvor forfølgelsen af det kinesiske folkefærd i USA er det samlingspunktet, som forbinder romanens to plotspor. Som historisk roman, er handlingen fiktiv, og Estes har da også lavet om på og opdigtet Mei Liens skæbne, som hun selv beretter om i romanens forfatternote bagerst i bogen. Det historiske element, der binder romanens plot sammen er således udelukkelsesloven (Chinese Exclusion Act – maj 1882 ), og alt den vold, som loven medførte. Romanens narrative stemme er tredjepersons autoritativ, der skifter mellem Mei Lien og Inara, der beretter om, hver deres liv på tværs af tidens grænser. Handlingen er delt på 31 kapitler, som strækker sig over til tider 476 sider lange. Det var spændende at læse om, Inaras induktive jagt på, at finde frem til, hvem Mein Lien var og hendes plads i et stykke af Inaras livshistorie, men der er mange elementer, som let kunne have været mere uddybet eller have været udeladt. Eksempelvis får Inaras lidt hede affære med den forsker, som hun får til at hjælpe sig med, at afdække Mei Liens historie, men det hele virker lidt for usammenhængende og fungerer ikke helt – desværre. Sproget i Fortidens skygger er let og flydende, men giver ikke noget ekstraordinært eller poetisk til handlingen, hvorimod måden romanens cover på smukkeste vis forbinder fortiden og nutiden i et.

Estes er fremragende til at opstille maleriske billeder af Øen og dét hotel Inara er ved at bygge om til. Hele området på Øen får mig til at længes ud, hvor naturen er smuk, og hvor roen ligger krydderfyldt i luftens sitrende vindestrøg. Der er ikke mange karakterer at holde styr på i Fortidens skygger, men det er noget af dét, som jeg allerbedst kunne lide ved romanen, da Estes få udvalgte karakterer har en psykologisk dybde, hvor eksempelvis Inaras og Mei Leins indre monologer og refleksionsniveauer bringer mig helt tæt på, på en særlig måde, hvor jeg eksempelvis under min læsning følte Mei Liens tragiske skæbne helt ind i hjertekuglen. Symbolikken i Mei Liens smukke broderier, der ikke alene fortæller hendes historie, men også om Kinas traditioner, kultur, religiøse og symbolske motiver er enestående. Bare det alene at læse med om kåbens tilblivelse er på én og samme måde grum og helt fantastisk. Det tema, som gennem romanen skinner mest klart er raceudskillelse, som Mei Lien flygter fra og kæmper i mod resten af livet. Det er forfærdelige kår for alle kinesere under og efter udelukkelsesloven. Det er meget ironisk at tænke på, at da jernbanen og de mange broer skulle bygges kunne man sagtens bruge kinesere som arbejdskraft, men da opsvinget aftog og krisen satte ind, kunne man ikke bruge dem længere og behandlede dem endnu værre en før – frygteligt! Andre temaer i Fortidens skygger er kærlighed, sammenhold og retfærdighed. Estes har gennem et spind af silketråde bragt fortiden ind i nutiden, og Mei Liens liv og skæbne går ikke i glemmebogen, da slutningen på romanen er allerbedst og forener romanens flertråde plot til en fin og sammenbunden fortælling.

Hun broderer billeder på den som viste deres herkomst og familiehistorie. Denne broderede kåbe ville være Yan-Taos forbindelse til sit folk, sin fortid.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har købt og stadig køber mange bøger, fordi at coveret er så smukt, at jeg ikke kan lade være eller at coveret lover på spændende historier, som bringer mig ind i historiske tidslommer. Dette var også grunden til, at jeg købte Fortidens skygger. Jeg havde mange forventninger til bogen alene ud fra det smukke cover, og det var ikke fordi resumeet på bagsiden af bogen lovede mig noget, men alligevel blev jeg lidt skuffet under min læsning, da jeg havde håbet, at Inaras del af bogen fungerede noget bedre og ikke var så overfladisk og fumlende særligt i forhold til hendes far, men også det at tage ansvar for eget liv i almindelighed. Jeg har ikke før læst, af hvad jeg husker, noget om historien bag udelukkelsesloven, og mit kendskab til den historiske lovændring var meget lille, men det er helt sikkert et emne, som jeg vil læse mere om på et senere tidspunkt. Eksempelvis er der et afsnit i den britiske dokumentarserie Eventyrlige jernbaner, som handler om,hvordan kineserne blev hentet til USA for at hjælpe med at bygge broer. Serien har næsten lige kørt på DR 1 – måske at du allerede kender miniserien? Jeg er ved at se serien i skrivende stund, og det er frygteligt, hvad det har kostet af menneskeliv og penge at bygge de kæmpemæssige konstruktioner. Ved at læse Fortidens skygger er jeg blevet klogere på den historiske tidsperiode før og efter udelukkelsesloven, men jeg er også blevet en historie rigere i mit indre bibliotek med et dragene og smukt cover, som jeg drages mod på en særlig uforklarlig måde.

Featured image
Featured image

Min muse af Jessie Burton

Featured image
Featured image

Min muse af Jessie Burton udgivet 31. maj fra forlaget Hr. Ferdinand (Politikens Forlag) på 416 sider. Jeg giver bogen ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner. Romanen er oversat til dansk af Nanna Lund. Romanens org. sprog er engelsk, org. titel The Muse og org. udgivelses år er 2016. Bogen er læst på dansk. Romanen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

I Min muse indleder Jessie Burton historien med, at introducere mig til den unge og mørke Odelle, der bor og arbejder sammen med sin bedste veninde Cynthia. De rejste til London sammen fra byen Trinidad, som er en del af den britiske koloni, fem år tidligere for, at starte et nyt og bedre liv. De får begge arbejde i en skoforretning, hvor Cynthia er faldet godt til, men det er Odelle ikke. Hun drømmer om at skrive og få udgivet sine digte og noveller, men hun er også nødt til at arbejde for at tjene til dagen og vejen, så skrivningen bliver ofte glemt. Da hun ser, at det fornemme og eftertragtede Skelton-galleri søger en sekretær, tager hun springet og sender en ansøgning afsted. Hun modtager kort efter et brev fra galleriets mystiske leder Marjorie Quick, som ønsker at ansætte Odelle på prøve, så på en varm julidag i 1967 har hun sin første dag på galleriet. Odelle starter således på sit nye arbejde med stor begejstring, men alt er ikke godt, for Cynthia gifter sig og flytter ud af lejligheden. Jeg føler med Odelle i hendes ensomhed, som er altomsluttende, da hun for første gang er helt alene. Odelle møder en ung hvid fyr ved navn Lawrie til Cynthia bryllupsfest, hvor han viser hende det mest mystiske og skræmmende maleri, hun nogensinde har set. Lawrie ønsker, at få billedet vurderet, da han vil sælge det for, at starte på en frisk efter sin mors nylige død. Så han tropper op en tidlig morgen ved galleriet med billedet, men da Quick træder ind, styrter hun panisk ud igen i samme sekund, som hun ser på maleriet. Direktøren på galleriet møder ind i samme øjeblik. Først afviser han Lawrie, som sandelig må bestille en tid, som alle andre – lige indtil at han ser maleriet, og hvem maleren er.

Plotsporet i handlingen deles nu i to, og jeg springer med tredive år tilbage i tiden til 1936, hvor jeg nu møder familien Schloss. Familien lever et glamourøst liv med store udskejelser og brede armbevægelser. Familiens frue, Sarah Schloss, er eksentrisk og ekstrem smuk, men hun er ofte syg og lider meget under depressioner, som manden Harold og datteren Olive, må leve med og lide under. Harold er kunsthandler, men Olive tør ikke vise sin far sin største livsgejst, som hun finder i at male, da kvinder ikke duer til at male eller andre former for kreative processer. Hun har i al hemmelighed søgt ind på Slade School of Fine Art, som hun optages på med stor beundring for hendes store talent, men Olive tør ikke sige noget. Kort efter rejser familien til en lille landsby i Spanien, hvor de har lejet et stort hus af en grevinde for, at Sarah kan komme sig. Lidt efter deres ankomst møder en ung mand og kvinde op ved huset. Det er to søskende, Teresa og Isaac, som hjælper dem med at finde sig til rette. Olive bliver straks optaget af den flotte Isaac, og da Sharah forslår, at hans skal male et billede af hende, som overraskelse til Harold, får Olive straks vendt det til, at de begge skal være med på billedet. Da billedet endeligt er færdig og skal fremvises sker det mystiske, at et andet billede er sat op. Harold bliver ovenud forbløffet, og ser straks et stort talent i Isaac, som selv er lige så forbløffet. Teresa har sat et af Olives billeder op for at, Harold endelig skal se sin datters talent, men sådan skal det ikke gå. Olive overtaler Isaac og Teresa til, at lade som om, at det er Isaacs billede, og snart er de alle tre blandet ind i en hemmelighedsfuld og mystisk pagt, der ikke er til at stoppe, og trækker fortidens spor ind i fremtiden, som sorte og truende skygger, da Lawrie møder op på galleriet med sit billede.

Jeg tror, at han gerne ville imponere mig med sin MG, men bilen mistede al betydning, da jeg først havde set maleriet omme i bagagerummet. Det var ikke særlig stort og heller ikke rammet ind. Motivet var enkelt, men stadig vandskeligt at aflæse – i den ene side en pige, der holdte en anden piges afhuggede hoved i hænderne, og i den anden en løve på spring. Det lignede en fabel.

Min muse er anden roman af Burton, og sikke en mesterlig roman det er! Da jeg gik i gang med romanen var mine forhåbninger og forventninger store, da jeg kort forinden havde læst Burtons første roman bestselleren Dukkemageren, som jeg er ret vild med. Du kan læse min anmeldelse af Dukkemageren lige her. I Min muse sættes jeg ned midt i handlingen i in medias res, og lige ind i Odelles og Cynthias hverdag med arbejdet i skoforretningen i London i 1967, hvor Odelle har modtaget et brev om sin nye ansættelse i galleriet. Odelles chef, Miss. Quick, er mystisk og hemmelighedsfuld, men tager Odelle til sig og hjælper hende, da hun minder hende meget om en, hun engang kendte. Jeg forsvinder ind i Odelles historie, men pludselig skifter tiden og Burton bringer mig ind i en ny historisk tidslomme også i London, men denne gang til 1936, hvor jeg introduceres til Olive og hendes familie. Således skifter roman mellem de to plothistorier, hvor skiftet altid kommer lige, når det er allermest spændende, så jeg kunne under min læsning slet ikke stoppe med at læse igen. Romanens strukturelle plan er delt i seks overordnede dele med overskrifter, som passer så fint til handlingen, men yderligere er romanen inddelt i tolv mindre kapitler, som alle angiver hvilket årstal, man nu er i. Romanen afsluttes med et efterord, som danner en så smuk og fin ramme omkring romanen. Man skulle tro at denne strukturelle opdeling er forvirrende at finde rundt i under læsningen, men det var det overhovedet ikke for mig, da jeg blev enormt grebet af begge handlingsforløb, og de to kvinders videre veje. Sproget flyder så fint og flot gennem hele romanen, og det var i den grad med til at løfte min læseoplevelse! Burton tog mig under læsningen endnu engang med storm, hvor jeg forsvandt mellem siderne i bogen og tiden gik i stå.

Burtons første roman emmer af en truende dunkelhed gennem hele bogens handling, hvor hun skabte romanens plot ud fra den faktiske Petronella Brandts dukkehus. Her i Min muse er handlingen bygget op omkring et mytisk sagn om de to spanske søstre, Saints Justa og Rufina, der mister livet på grummeste vis, da de ikke vil efterkomme landets ledende magts ønsker. På en så spændende måde får Burton digtet søstrenes tragiske skæbne sammen med malerier, der gemmer på så meget under overfladen, men også med hele det historiske aspekt omkring den spanske borgerkrig. Det er så fint sat sammen i Min muse, som et helt puslespil, hvor det færdige billede er intet mindre end perfekt! I Min muse har Burton skabt tre stærke kvindelige roller, der hver især har sit at kæmpe med. De har alle tre en psykologisk dybde, hvor jeg får lov til at komme med helt ind i deres bevidstheder, da de skiftevis antager rollen som første persons jeg-fortæller. Det er dog Odelle, som får største delen af pladsen, som første persons jeg-fortæller, da det er ud fra hende, at fortællingen er sat. Resten af karaktergalleriet er holdt ganske simpelt, og jeg nyder under min læsning, at få roen til, at fordybe mig i Olive, Odelle og Quick, og hele romanens mystik fremfor, at skifte mellem et væld af karakterer, da dette enkelte karakterplan giver fortællingen en særlig dybde. Som genre er Min muse en historisk roman, som både berører anden verdenskrig og Den Spanske Borgerkrige. Tematikkerne i romanen er kærlighed, krig, venskab, kunst, forræderi og anderledeshed, som alle er sat sammen i så fint et narrativ.

Men i Spanien tælles ofrene i Den Republikanske Hær kun i hjerterne. Der er ikke mange grave for dem, der mistede livet under borgerkrigen. I overlevelsens navn blev traumet internaliseret som et psykisk ar i et forgiftet land. Morderne bor stadig dør om dør med ofrenes familier, og spøgelserne bevægede sig stadig gennem landsbyerne. Sorgen er sivet ned i jorden, og de overlevendes pinsler afsløres kun af alt det, de ikke fortæller.

Det er ingen hemmelighed, at jeg havde enorme forventninger til Min muse, og de blev alle sammen mere end indfriet! Jeg satte mig til at læse videre i bogen onsdag aften kl 22.30, og da jeg stoppede op for at holde en lille pause og få mig en kop varm kaffe, kiggede jeg på klokken, som pludselig var blevet næsten 1.30. Så jeg besluttede, at droppe kaffen og skynde mig at hoppe under dynen, og gemme de sidste tyve sider af romanen til næste morgen. Det er sjældent, at jeg bliver så optaget af en bogs handling, at jeg på denne måde glemmer tid og sted. Min muse er en stor og lang roman, men som jeg ville ønske aldrig ville ende, så jeg kunne følge videre med i Odelles liv efter arven. Jeg har efter bogens afslutning fået de vildeste book hangovers. Nu kan jeg slet ikke vente til, at der kommer en roman mere fra Burtons hånd, men den kommer jeg nok desværre til at vente lidt længe på. Jeg kan meget varmt anbefale Min muse til alle, som elsker historiske romaner med mystik og kunst. Hvis du skulle få lyst, så kan du nu læse de første kapitler af bogen lige her ved, at trykke på bogens titel – Min muse.
Featured image
Featured image

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens

Featured image
Featured image

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens fra forlaget Oxford World’s Classics udgivet i 2008 på 702 sider. Romanen er oprindelig udgivet første gang som ugentlig installationer fra 1840–1841 i Dickens avis Master Humphrey’s Clock. Illustrationerne i romanen er illustreret af George Cattermole og Hablot Knight Browne.
⭐️⭐️ – 2/5 stjerner.

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty sætter sin begyndelse på en mørk, Stormfuld og dyster marts dag i 1775 på det gamle motel The Malepole i Chigwell, som er ejet af den gamle kroejer Mr. Vallet. Her sidder han sammen med to ældre mænd ved pejsen og varmer sig i det regnfulde og kolde vejr, som raser udenfor. En fremmed søger ly på motellet, og lidt efter kommer byens låsesmed Mr. Gabriel Vardens, som slår sig ned om varmen sammen med de andre. Da de snakker om vejret udbryder gamle Mr. Vallet pludselig, at det er en ganske bestemt og gruelig dag, da der lige præcis på denne dag for 23 år siden blev begået to frygtelige mord ved det store gods The Warren, som ligger kort afstand fra deres opholdssted. Mr. Vallet beretter, at morderen endnu ikke er fundet, og at det nu kun er den ældre mand Mr Geoffrey Haredale og hans niece Emma, som er tilbage i det store hus. Selskabet bryder op, og den ukendte mand drager videre. Senere på denne regnfulde og kolde nat bliver den unge gentleman Mr. Edward Chesters overfaldet, og heldigvis fundet af låsesmeden Mr. Vardens og unge Barnaby. De får ham bragt i ly i Barnabys hjem, hvor Barnabys mor passer den syge, og de får tilkaldt en læge. Edwards Chesters er hårdt såret efter overfladet. Han kan dog ikke fortælle, hvem der havde overfaldt ham, og han kan kun huske en lille smule fra overfaldet, men Barnaby så den fremmede, da han stak af. Barnaby er ikke en almindelig ung mand, da han er evnesvag og kan ikke rigtig klare sig selv, men på trods af Barnabys svage sind, så har han mange gode sider og et hjerte af guld.

Den unge Mr. Edward er dybt forelsket i Miss Emma Haredale, men det ser ikke godt i for det forelskede par, da Mr. Edwards far og Miss Emmas onkel er værste fjender ikke kun i den religiøse kamp mellem katolikker og protestanter, men også på grund af hændelser langt tilbage i fortiden. Mr. Vallets søn Joe holdes under strenge lænker af sin far, som styrer alt i hans gøren og laden. Da Joe ikke længere kan forene sig med farens bestemmelser stikker han af hjemmefra og drager ud med hæren. Inden han tager afsted i nattens mørke, lægger han er kort visit forbi låsesmeden smukke datter, som han giver sit hjerte til. Miss Varden er slet ikke så nem, at slå en snor om, og vil ikke vise sine følelser for Joe, så han drager mod krigsmarkerne uden håb for kærligheden. I Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er der mage plotspor og jeg drukner lidt i spor at følge, da Barnaby og hans mor trues af en fremmede og skummel mand. Til sidst er de nød til at flygte fra hus og hjem, og drager et sted hen, hvor ingen kan finde dem. De tjener til penge til overlevelse ved, at lade Barnabys ravn lave sjove tricks og synge sange. Barnaby og hans mor får dog ikke fred, og drager igen mod London for at forsvinde i mængden, hvor Barnaby let bliver narret til, at deltage i katolikernes kamp af gamle bekendte.

“Call him!” echoed Barnaby, sitting upright upon the floor, and staring vacantly at Gabriel, as he thrust his hair back from his face. “But who can make him come! He calls me, and makes me go where he will. He goes on before, and I follow. He’s the master, and I’m the man. Is that the truth, Grip?” The raven gave a short, comfortable, confidential kind of croak; — a most expressive croak, which seemed to say, “You needn’t let these fellows into our secrets. We understand each other. It’s all right.” “I make him come!” cried Barnaby, pointing to the bird. “Him, who never goes to sleep, or so much as winks!—Why, any time of night, you may see his eyes in my dark room, shining like two sparks. And every night, and all night too, he’s broad awake, talking to himself, thinking what he shall do to-morrow, where we shall go, and what he shall steal, and hide, and bury. I make him come! Ha, ha, ha!” .

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er Dickens femte roman, men skulle have været hans første roman. Det er derimod Dickens første historiske roman, og han formår, da også at formidle de grusomme og frygtelige sammenstød mellem protestanterne og katolikkerne på en aldeles realistisk og tankevækkende måde, men det føltes som en enorm en langtrukken affære. Romanens begyndelse er god med mordmysterierne og det dunkle, men også med gotiske og mystiske elementer. Året for Dickens roman er, som nævnt, 1775 hvor Londan var i oprør på grund af oprøret Gordon Riots, som er Dickens historiske udgangspunkt. The Gordon Riots var ledet af Lord George Gordons og hans tilhængere for en genindsættelse af en katolsk kongemagt.De voldsomme protestkampe, mordmysteriet og de unge pars kærlighed sættes sammen i et sammensat plot, der dog har mange huller. Hvis man læser en af de udgaver med alle de flotte illustrationer, så vil man som læser bemærke, at Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er sat op på en helt anden måde en Dickens tidligere, men også senere romaner. Denne nye opsætning af mindre illustrationer sammen med tekst skulle passe ind i et nyt serielt forsøg på, at gøre romaen mere tiltrækkende og læseværdig – det havde dog ikke den store virkning. Da de store salgstal glimrede i deres fravær, da denne af Dickens første historiske roman i samtiden var og stadig i dag, er den roman som har solgt mindst. På Dickens tid var det meget få oplag, som blev solgt af Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, hvor imod hans andre romaner solgte enormt stort. Jeg havde også meget svært ved, at komme igennem de mange sider, som ikke alene føltes lange, men også ret forvirrende med mange plotspor og karakterer at følge.

Karakteren Barnaby er ikke en helt almindelig ung mand, men jeg syntes, at han er en fantastisk – dog aparte karakter også set i forhold til romanens samtid. Som I nok kan se på mine udvalgte citater fra bogen, så var jeg under læsningen helt vild med den sorte ravn. Sammenspillet mellem Barnaby og ravnen er så fin, hvor ravnen er den kloge og vise, og Barnaby er den uvidende og dumme. I alle Dickens’ romaner er karaktererne mange, men som alle forenes i romanens slutning. Således er det også her iBarnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, dog med en hel del flere karakterroller. Under oprøret ved Newgate, og i de mange gader blandes karaktererne sammen på kryds og tværs, og det er til tider lidt svært at følge med, hvem som hører til protestanterne eller katolikkerne, og det kan virke noget forvirrende, men Dickens får nu alligevel bragt enderne sammen i et fint spil, der afslutter romanens mange sider. Dickens skrev denne roman i tiden efter store samfundsændringer med en nye straffelov, som blev indført i 1838, og i diskussionerne om Newgate romanerne, som var en stor offentlig diskurs, hvor kultureliten frygtede et nyt oprør på linje med The Gordion Riots i 1780’erne, hvilket også kom, og som senere er blevet kendt af kritikerer som The Bloody Code.

“Halloa, halloa, halloa! What’s the matter here! Keep up your spirits. Never say die. Bow wow wow. I’m a devil, I’m a devil, I’m a devil. Hurrah!”.

Denne Dickens roman tog mig lang tid, at komme igennem, men læst blev romanen, og det føles ret godt efter endt læsning også, at have Barnaby og den historiske samtid med. Det er dog ikke en roman, som jeg påtænker at genlæse, men måske en dag kan det ske, at jeg vender tilbage for at udforske den historiske kontekst lidt mere. De to kærlighedshistorier og mordmysterierne forenes i romanens slutning på en lidt underlig måde, men de forenes da. Mordmysterierne er det, som fangede mine øjne i romanens begyndelse, og det var primært det, som holdte min læsning kørende og – ja, så ravnen og Barnaby, som til allersidst kun lige slipper med livet i behold. I 1830’erne prøver forfatterne for overklassen, at finde ind til rammerne for den historiske roman, som Sir Walter Scott formede den. Det lykkedes dog ikke for nogen, at ramme Scotts skrivemetode, hvor historiske fakta, kærlighedshistorier og realisme har en helt særlig betydning, og resultatet af forfatternes forsøg ramte, da hellere aldrig læserne i samtiden, hvilket også er tilfældet med Dickens. Han prøvede, og fandt heldigvis frem til, at dette ikke skulle være hans vej som forfatter – og heldigvis for det. Lige nu gen- lytte-læser jeg The Pickwick Papers, som er Dickens første roman. Her nyder jeg, at læse om den ældre Mr. Pickwick, der oplever mange spændende ting på sine rejser, men han kommer desværre også ud for mange uheldige episoder i et forsøg på at stoppe en svindler, som bliver ved med at tage den gode mand ved næsen.

Featured image