Fortidens skygger af Kelli Estes

Featured image
Featured imageFortidens skygger af Kelli Estes fra Gads Forlag på 476 sider fra 2018. Oversat af Svend Ranild fra engelsk til dansk. Org. titel The Girl Who Wrote in Silk fra 2015.⭐️⭐️⭐️ – 3,5/5 Stjerner.

Søndag d. 7. februar 1886 bliver den værste dag i Mei Liens liv, da hun bliver tvunget til at hoppe over bord fra Dampskibet Prince of the Pacific af sin far. Ombord på skibet er 350 kinesere, som alle er blevet fordrevet med vold og magt fra deres hjem, da amerikanerne vil sende alle kinesere hjem til Kina, så de ikke tager deres arbejde. De 350 kineser er dømt til en frygtelig skæbne, da de aldrig når frem til Kina. Mei Lien kastes ud på det dybe hav, men heldigvis er San Juan-Øerne inden for øjenvidde. Som kun 17-årig svømmer hun og giver alt, hvad hun har i sig for at overleve. Således introduceres jeg på hårdeste vis som læser i prologen til Fortidens skygger af Kelli Estes. Spændingen er sat, og jeg kunne nu ikke lægge bogen fra mig gennem den første del af romanen, da jeg bare måtte finde ud af mere om Mei Lien og hendes videre skæbne. Hun bliver med nød og næppe reddet i land af en stor hvid mand, Joseph, men hendes tiltro til hvide mennesker er bortskræmt for altid, da hun helt tilfældig skjult i skyggerne på skibet hørte skibets kaptajn fæste skæbnen for de 350 kinesere. Joseph har en lille hytte på øen Orcas Island, hvor han passer Mei Lien indtil, hun er kommet sig nogenlunde. Joseph er ved at bygge et noget større hus ikke langt fra hytten, og Mei Lien hjælper til en lille uges tid, indtil hun opdager, at hendes livs fjende er Josephs eneste nabo. Planen er nu, hun skal over til den nærmeste ø, Port Townsend, for at finde arbejde og begynde sit nye liv helt alene. Noget uventet og grusomt opstår, og hun fortæller Joseph sin historie, og om hvad der i virkeligheden skete i Seattle og på skibet. Dagene efter deres ankomst til Port Townsend vender Mei Liens og Joseph tilbage til øen som mand og kone, men med en truet og meget usikker fremtid i sigte.

Næsten 200 år senere i en ikke nærmere bestemt nutid skifter handlingen over, og jeg møder Inara Erickson. Hun er en ung kvinde, bor i Seattle og har gennem sin fars forbindelser sikret sig en høj stilling lige efter, at hun har afsluttet sin kandidat, men da hendes tante Dahlia dør, vendes hendes verden på hovedet. Hun er ene arving til sin tantes hus, Rothesay, på Orcas Island, men minderne truer lige under overfladen, da Inara ikke har været på øen i mange år – siden sin mors død på øen. Det er et hårdt slag for Inara at vende tilbage til øen, og hun har taget sin søster med for, at de sammen kan støtte hinanden. Det at komme tilbage til den helt særlige sødme fyldte luft, huset og alt jorden, som hører til er overvældende for hende. Det er meningen, at hun skal sælge huset, men natten over sættes en uventet følelse af hjem sig fast. Da Inaras søster er ved af falde over et gammelt tæppe på trappen, finder de et hemmeligt skjul under trappen. I det lille skjulested gemmer det sig noget ganske særligt. Nemlig en blød pakke, som Inara pakker forsigtigt ud på køkkenbordet. I pakkens gamle indpakning gemmer der sig det smukkeste silkeærme med det mest fantastiske broderi. I silkeærmet er der broderet en stor sejldamper, hvor skyerne er mørke og faretruende, mens vandet er meget mørkt og viser noget, der ligner en masse døde mennesker på nær én. Inara kan gennem ikke glemme det fine silkeærme, som gemmer på en faretruende historie. Inaras og Mei Liens skæbne er forbundet på tværs af tidens grænseløse rum, og Inara opdager en frygtelig familiehemmelighed, som truer med at ødelægge alt og lægge hendes drømme i ruiner.

Mei Lien svøbte sine erindringer om kroppen, og idet hun ignorerede kulden og sine rystende lemmer, trådte hun længere ud i vandet. Skridt for skridt gik hun indtil hun stod i vand til halsen.

Da jeg læste de første mange sider i Fortidens skygger blev jeg helt og holdent opslugt i fortællingen om Mei Liens liv og usikre fremtid. I Fortidens skygger bringer forfatteren Kelli Estes en sort og frygtelig, men også en vigtig historisk tragedie frem i dagens lys. Gemt i historiens mørke og tunge skygger formår Estes at broderer en fiktiv historie på fineste måde ned på det hvide papir, hvor forfølgelsen af det kinesiske folkefærd i USA er det samlingspunktet, som forbinder romanens to plotspor. Som historisk roman, er handlingen fiktiv, og Estes har da også lavet om på og opdigtet Mei Liens skæbne, som hun selv beretter om i romanens forfatternote bagerst i bogen. Det historiske element, der binder romanens plot sammen er således udelukkelsesloven (Chinese Exclusion Act – maj 1882 ), og alt den vold, som loven medførte. Romanens narrative stemme er tredjepersons autoritativ, der skifter mellem Mei Lien og Inara, der beretter om, hver deres liv på tværs af tidens grænser. Handlingen er delt på 31 kapitler, som strækker sig over til tider 476 sider lange. Det var spændende at læse om, Inaras induktive jagt på, at finde frem til, hvem Mein Lien var og hendes plads i et stykke af Inaras livshistorie, men der er mange elementer, som let kunne have været mere uddybet eller have været udeladt. Eksempelvis får Inaras lidt hede affære med den forsker, som hun får til at hjælpe sig med, at afdække Mei Liens historie, men det hele virker lidt for usammenhængende og fungerer ikke helt – desværre. Sproget i Fortidens skygger er let og flydende, men giver ikke noget ekstraordinært eller poetisk til handlingen, hvorimod måden romanens cover på smukkeste vis forbinder fortiden og nutiden i et.

Estes er fremragende til at opstille maleriske billeder af Øen og dét hotel Inara er ved at bygge om til. Hele området på Øen får mig til at længes ud, hvor naturen er smuk, og hvor roen ligger krydderfyldt i luftens sitrende vindestrøg. Der er ikke mange karakterer at holde styr på i Fortidens skygger, men det er noget af dét, som jeg allerbedst kunne lide ved romanen, da Estes få udvalgte karakterer har en psykologisk dybde, hvor eksempelvis Inaras og Mei Leins indre monologer og refleksionsniveauer bringer mig helt tæt på, på en særlig måde, hvor jeg eksempelvis under min læsning følte Mei Liens tragiske skæbne helt ind i hjertekuglen. Symbolikken i Mei Liens smukke broderier, der ikke alene fortæller hendes historie, men også om Kinas traditioner, kultur, religiøse og symbolske motiver er enestående. Bare det alene at læse med om kåbens tilblivelse er på én og samme måde grum og helt fantastisk. Det tema, som gennem romanen skinner mest klart er raceudskillelse, som Mei Lien flygter fra og kæmper i mod resten af livet. Det er forfærdelige kår for alle kinesere under og efter udelukkelsesloven. Det er meget ironisk at tænke på, at da jernbanen og de mange broer skulle bygges kunne man sagtens bruge kinesere som arbejdskraft, men da opsvinget aftog og krisen satte ind, kunne man ikke bruge dem længere og behandlede dem endnu værre en før – frygteligt! Andre temaer i Fortidens skygger er kærlighed, sammenhold og retfærdighed. Estes har gennem et spind af silketråde bragt fortiden ind i nutiden, og Mei Liens liv og skæbne går ikke i glemmebogen, da slutningen på romanen er allerbedst og forener romanens flertråde plot til en fin og sammenbunden fortælling.

Hun broderer billeder på den som viste deres herkomst og familiehistorie. Denne broderede kåbe ville være Yan-Taos forbindelse til sit folk, sin fortid.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har købt og stadig køber mange bøger, fordi at coveret er så smukt, at jeg ikke kan lade være eller at coveret lover på spændende historier, som bringer mig ind i historiske tidslommer. Dette var også grunden til, at jeg købte Fortidens skygger. Jeg havde mange forventninger til bogen alene ud fra det smukke cover, og det var ikke fordi resumeet på bagsiden af bogen lovede mig noget, men alligevel blev jeg lidt skuffet under min læsning, da jeg havde håbet, at Inaras del af bogen fungerede noget bedre og ikke var så overfladisk og fumlende særligt i forhold til hendes far, men også det at tage ansvar for eget liv i almindelighed. Jeg har ikke før læst, af hvad jeg husker, noget om historien bag udelukkelsesloven, og mit kendskab til den historiske lovændring var meget lille, men det er helt sikkert et emne, som jeg vil læse mere om på et senere tidspunkt. Eksempelvis er der et afsnit i den britiske dokumentarserie Eventyrlige jernbaner, som handler om,hvordan kineserne blev hentet til USA for at hjælpe med at bygge broer. Serien har næsten lige kørt på DR 1 – måske at du allerede kender miniserien? Jeg er ved at se serien i skrivende stund, og det er frygteligt, hvad det har kostet af menneskeliv og penge at bygge de kæmpemæssige konstruktioner. Ved at læse Fortidens skygger er jeg blevet klogere på den historiske tidsperiode før og efter udelukkelsesloven, men jeg er også blevet en historie rigere i mit indre bibliotek med et dragene og smukt cover, som jeg drages mod på en særlig uforklarlig måde.

Featured image
Featured image

Min muse af Jessie Burton

Featured image
Featured image

Min muse af Jessie Burton udgivet 31. maj fra forlaget Hr. Ferdinand (Politikens Forlag) på 416 sider. Jeg giver bogen ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner. Romanen er oversat til dansk af Nanna Lund. Romanens org. sprog er engelsk, org. titel The Muse og org. udgivelses år er 2016. Bogen er læst på dansk. Romanen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

I Min muse indleder Jessie Burton historien med, at introducere mig til den unge og mørke Odelle, der bor og arbejder sammen med sin bedste veninde Cynthia. De rejste til London sammen fra byen Trinidad, som er en del af den britiske koloni, fem år tidligere for, at starte et nyt og bedre liv. De får begge arbejde i en skoforretning, hvor Cynthia er faldet godt til, men det er Odelle ikke. Hun drømmer om at skrive og få udgivet sine digte og noveller, men hun er også nødt til at arbejde for at tjene til dagen og vejen, så skrivningen bliver ofte glemt. Da hun ser, at det fornemme og eftertragtede Skelton-galleri søger en sekretær, tager hun springet og sender en ansøgning afsted. Hun modtager kort efter et brev fra galleriets mystiske leder Marjorie Quick, som ønsker at ansætte Odelle på prøve, så på en varm julidag i 1967 har hun sin første dag på galleriet. Odelle starter således på sit nye arbejde med stor begejstring, men alt er ikke godt, for Cynthia gifter sig og flytter ud af lejligheden. Jeg føler med Odelle i hendes ensomhed, som er altomsluttende, da hun for første gang er helt alene. Odelle møder en ung hvid fyr ved navn Lawrie til Cynthia bryllupsfest, hvor han viser hende det mest mystiske og skræmmende maleri, hun nogensinde har set. Lawrie ønsker, at få billedet vurderet, da han vil sælge det for, at starte på en frisk efter sin mors nylige død. Så han tropper op en tidlig morgen ved galleriet med billedet, men da Quick træder ind, styrter hun panisk ud igen i samme sekund, som hun ser på maleriet. Direktøren på galleriet møder ind i samme øjeblik. Først afviser han Lawrie, som sandelig må bestille en tid, som alle andre – lige indtil at han ser maleriet, og hvem maleren er.

Plotsporet i handlingen deles nu i to, og jeg springer med tredive år tilbage i tiden til 1936, hvor jeg nu møder familien Schloss. Familien lever et glamourøst liv med store udskejelser og brede armbevægelser. Familiens frue, Sarah Schloss, er eksentrisk og ekstrem smuk, men hun er ofte syg og lider meget under depressioner, som manden Harold og datteren Olive, må leve med og lide under. Harold er kunsthandler, men Olive tør ikke vise sin far sin største livsgejst, som hun finder i at male, da kvinder ikke duer til at male eller andre former for kreative processer. Hun har i al hemmelighed søgt ind på Slade School of Fine Art, som hun optages på med stor beundring for hendes store talent, men Olive tør ikke sige noget. Kort efter rejser familien til en lille landsby i Spanien, hvor de har lejet et stort hus af en grevinde for, at Sarah kan komme sig. Lidt efter deres ankomst møder en ung mand og kvinde op ved huset. Det er to søskende, Teresa og Isaac, som hjælper dem med at finde sig til rette. Olive bliver straks optaget af den flotte Isaac, og da Sharah forslår, at hans skal male et billede af hende, som overraskelse til Harold, får Olive straks vendt det til, at de begge skal være med på billedet. Da billedet endeligt er færdig og skal fremvises sker det mystiske, at et andet billede er sat op. Harold bliver ovenud forbløffet, og ser straks et stort talent i Isaac, som selv er lige så forbløffet. Teresa har sat et af Olives billeder op for at, Harold endelig skal se sin datters talent, men sådan skal det ikke gå. Olive overtaler Isaac og Teresa til, at lade som om, at det er Isaacs billede, og snart er de alle tre blandet ind i en hemmelighedsfuld og mystisk pagt, der ikke er til at stoppe, og trækker fortidens spor ind i fremtiden, som sorte og truende skygger, da Lawrie møder op på galleriet med sit billede.

Jeg tror, at han gerne ville imponere mig med sin MG, men bilen mistede al betydning, da jeg først havde set maleriet omme i bagagerummet. Det var ikke særlig stort og heller ikke rammet ind. Motivet var enkelt, men stadig vandskeligt at aflæse – i den ene side en pige, der holdte en anden piges afhuggede hoved i hænderne, og i den anden en løve på spring. Det lignede en fabel.

Min muse er anden roman af Burton, og sikke en mesterlig roman det er! Da jeg gik i gang med romanen var mine forhåbninger og forventninger store, da jeg kort forinden havde læst Burtons første roman bestselleren Dukkemageren, som jeg er ret vild med. Du kan læse min anmeldelse af Dukkemageren lige her. I Min muse sættes jeg ned midt i handlingen i in medias res, og lige ind i Odelles og Cynthias hverdag med arbejdet i skoforretningen i London i 1967, hvor Odelle har modtaget et brev om sin nye ansættelse i galleriet. Odelles chef, Miss. Quick, er mystisk og hemmelighedsfuld, men tager Odelle til sig og hjælper hende, da hun minder hende meget om en, hun engang kendte. Jeg forsvinder ind i Odelles historie, men pludselig skifter tiden og Burton bringer mig ind i en ny historisk tidslomme også i London, men denne gang til 1936, hvor jeg introduceres til Olive og hendes familie. Således skifter roman mellem de to plothistorier, hvor skiftet altid kommer lige, når det er allermest spændende, så jeg kunne under min læsning slet ikke stoppe med at læse igen. Romanens strukturelle plan er delt i seks overordnede dele med overskrifter, som passer så fint til handlingen, men yderligere er romanen inddelt i tolv mindre kapitler, som alle angiver hvilket årstal, man nu er i. Romanen afsluttes med et efterord, som danner en så smuk og fin ramme omkring romanen. Man skulle tro at denne strukturelle opdeling er forvirrende at finde rundt i under læsningen, men det var det overhovedet ikke for mig, da jeg blev enormt grebet af begge handlingsforløb, og de to kvinders videre veje. Sproget flyder så fint og flot gennem hele romanen, og det var i den grad med til at løfte min læseoplevelse! Burton tog mig under læsningen endnu engang med storm, hvor jeg forsvandt mellem siderne i bogen og tiden gik i stå.

Burtons første roman emmer af en truende dunkelhed gennem hele bogens handling, hvor hun skabte romanens plot ud fra den faktiske Petronella Brandts dukkehus. Her i Min muse er handlingen bygget op omkring et mytisk sagn om de to spanske søstre, Saints Justa og Rufina, der mister livet på grummeste vis, da de ikke vil efterkomme landets ledende magts ønsker. På en så spændende måde får Burton digtet søstrenes tragiske skæbne sammen med malerier, der gemmer på så meget under overfladen, men også med hele det historiske aspekt omkring den spanske borgerkrig. Det er så fint sat sammen i Min muse, som et helt puslespil, hvor det færdige billede er intet mindre end perfekt! I Min muse har Burton skabt tre stærke kvindelige roller, der hver især har sit at kæmpe med. De har alle tre en psykologisk dybde, hvor jeg får lov til at komme med helt ind i deres bevidstheder, da de skiftevis antager rollen som første persons jeg-fortæller. Det er dog Odelle, som får største delen af pladsen, som første persons jeg-fortæller, da det er ud fra hende, at fortællingen er sat. Resten af karaktergalleriet er holdt ganske simpelt, og jeg nyder under min læsning, at få roen til, at fordybe mig i Olive, Odelle og Quick, og hele romanens mystik fremfor, at skifte mellem et væld af karakterer, da dette enkelte karakterplan giver fortællingen en særlig dybde. Som genre er Min muse en historisk roman, som både berører anden verdenskrig og Den Spanske Borgerkrige. Tematikkerne i romanen er kærlighed, krig, venskab, kunst, forræderi og anderledeshed, som alle er sat sammen i så fint et narrativ.

Men i Spanien tælles ofrene i Den Republikanske Hær kun i hjerterne. Der er ikke mange grave for dem, der mistede livet under borgerkrigen. I overlevelsens navn blev traumet internaliseret som et psykisk ar i et forgiftet land. Morderne bor stadig dør om dør med ofrenes familier, og spøgelserne bevægede sig stadig gennem landsbyerne. Sorgen er sivet ned i jorden, og de overlevendes pinsler afsløres kun af alt det, de ikke fortæller.

Det er ingen hemmelighed, at jeg havde enorme forventninger til Min muse, og de blev alle sammen mere end indfriet! Jeg satte mig til at læse videre i bogen onsdag aften kl 22.30, og da jeg stoppede op for at holde en lille pause og få mig en kop varm kaffe, kiggede jeg på klokken, som pludselig var blevet næsten 1.30. Så jeg besluttede, at droppe kaffen og skynde mig at hoppe under dynen, og gemme de sidste tyve sider af romanen til næste morgen. Det er sjældent, at jeg bliver så optaget af en bogs handling, at jeg på denne måde glemmer tid og sted. Min muse er en stor og lang roman, men som jeg ville ønske aldrig ville ende, så jeg kunne følge videre med i Odelles liv efter arven. Jeg har efter bogens afslutning fået de vildeste book hangovers. Nu kan jeg slet ikke vente til, at der kommer en roman mere fra Burtons hånd, men den kommer jeg nok desværre til at vente lidt længe på. Jeg kan meget varmt anbefale Min muse til alle, som elsker historiske romaner med mystik og kunst. Hvis du skulle få lyst, så kan du nu læse de første kapitler af bogen lige her ved, at trykke på bogens titel – Min muse.
Featured image
Featured image

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens

Featured image
Featured image

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens fra forlaget Oxford World’s Classics udgivet i 2008 på 702 sider. Romanen er oprindelig udgivet første gang som ugentlig installationer fra 1840–1841 i Dickens avis Master Humphrey’s Clock. Illustrationerne i romanen er illustreret af George Cattermole og Hablot Knight Browne.
⭐️⭐️ – 2/5 stjerner.

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty sætter sin begyndelse på en mørk, Stormfuld og dyster marts dag i 1775 på det gamle motel The Malepole i Chigwell, som er ejet af den gamle kroejer Mr. Vallet. Her sidder han sammen med to ældre mænd ved pejsen og varmer sig i det regnfulde og kolde vejr, som raser udenfor. En fremmed søger ly på motellet, og lidt efter kommer byens låsesmed Mr. Gabriel Vardens, som slår sig ned om varmen sammen med de andre. Da de snakker om vejret udbryder gamle Mr. Vallet pludselig, at det er en ganske bestemt og gruelig dag, da der lige præcis på denne dag for 23 år siden blev begået to frygtelige mord ved det store gods The Warren, som ligger kort afstand fra deres opholdssted. Mr. Vallet beretter, at morderen endnu ikke er fundet, og at det nu kun er den ældre mand Mr Geoffrey Haredale og hans niece Emma, som er tilbage i det store hus. Selskabet bryder op, og den ukendte mand drager videre. Senere på denne regnfulde og kolde nat bliver den unge gentleman Mr. Edward Chesters overfaldet, og heldigvis fundet af låsesmeden Mr. Vardens og unge Barnaby. De får ham bragt i ly i Barnabys hjem, hvor Barnabys mor passer den syge, og de får tilkaldt en læge. Edwards Chesters er hårdt såret efter overfladet. Han kan dog ikke fortælle, hvem der havde overfaldt ham, og han kan kun huske en lille smule fra overfaldet, men Barnaby så den fremmede, da han stak af. Barnaby er ikke en almindelig ung mand, da han er evnesvag og kan ikke rigtig klare sig selv, men på trods af Barnabys svage sind, så har han mange gode sider og et hjerte af guld.

Den unge Mr. Edward er dybt forelsket i Miss Emma Haredale, men det ser ikke godt i for det forelskede par, da Mr. Edwards far og Miss Emmas onkel er værste fjender ikke kun i den religiøse kamp mellem katolikker og protestanter, men også på grund af hændelser langt tilbage i fortiden. Mr. Vallets søn Joe holdes under strenge lænker af sin far, som styrer alt i hans gøren og laden. Da Joe ikke længere kan forene sig med farens bestemmelser stikker han af hjemmefra og drager ud med hæren. Inden han tager afsted i nattens mørke, lægger han er kort visit forbi låsesmeden smukke datter, som han giver sit hjerte til. Miss Varden er slet ikke så nem, at slå en snor om, og vil ikke vise sine følelser for Joe, så han drager mod krigsmarkerne uden håb for kærligheden. I Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er der mage plotspor og jeg drukner lidt i spor at følge, da Barnaby og hans mor trues af en fremmede og skummel mand. Til sidst er de nød til at flygte fra hus og hjem, og drager et sted hen, hvor ingen kan finde dem. De tjener til penge til overlevelse ved, at lade Barnabys ravn lave sjove tricks og synge sange. Barnaby og hans mor får dog ikke fred, og drager igen mod London for at forsvinde i mængden, hvor Barnaby let bliver narret til, at deltage i katolikernes kamp af gamle bekendte.

“Call him!” echoed Barnaby, sitting upright upon the floor, and staring vacantly at Gabriel, as he thrust his hair back from his face. “But who can make him come! He calls me, and makes me go where he will. He goes on before, and I follow. He’s the master, and I’m the man. Is that the truth, Grip?” The raven gave a short, comfortable, confidential kind of croak; — a most expressive croak, which seemed to say, “You needn’t let these fellows into our secrets. We understand each other. It’s all right.” “I make him come!” cried Barnaby, pointing to the bird. “Him, who never goes to sleep, or so much as winks!—Why, any time of night, you may see his eyes in my dark room, shining like two sparks. And every night, and all night too, he’s broad awake, talking to himself, thinking what he shall do to-morrow, where we shall go, and what he shall steal, and hide, and bury. I make him come! Ha, ha, ha!” .

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er Dickens femte roman, men skulle have været hans første roman. Det er derimod Dickens første historiske roman, og han formår, da også at formidle de grusomme og frygtelige sammenstød mellem protestanterne og katolikkerne på en aldeles realistisk og tankevækkende måde, men det føltes som en enorm en langtrukken affære. Romanens begyndelse er god med mordmysterierne og det dunkle, men også med gotiske og mystiske elementer. Året for Dickens roman er, som nævnt, 1775 hvor Londan var i oprør på grund af oprøret Gordon Riots, som er Dickens historiske udgangspunkt. The Gordon Riots var ledet af Lord George Gordons og hans tilhængere for en genindsættelse af en katolsk kongemagt.De voldsomme protestkampe, mordmysteriet og de unge pars kærlighed sættes sammen i et sammensat plot, der dog har mange huller. Hvis man læser en af de udgaver med alle de flotte illustrationer, så vil man som læser bemærke, at Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er sat op på en helt anden måde en Dickens tidligere, men også senere romaner. Denne nye opsætning af mindre illustrationer sammen med tekst skulle passe ind i et nyt serielt forsøg på, at gøre romaen mere tiltrækkende og læseværdig – det havde dog ikke den store virkning. Da de store salgstal glimrede i deres fravær, da denne af Dickens første historiske roman i samtiden var og stadig i dag, er den roman som har solgt mindst. På Dickens tid var det meget få oplag, som blev solgt af Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, hvor imod hans andre romaner solgte enormt stort. Jeg havde også meget svært ved, at komme igennem de mange sider, som ikke alene føltes lange, men også ret forvirrende med mange plotspor og karakterer at følge.

Karakteren Barnaby er ikke en helt almindelig ung mand, men jeg syntes, at han er en fantastisk – dog aparte karakter også set i forhold til romanens samtid. Som I nok kan se på mine udvalgte citater fra bogen, så var jeg under læsningen helt vild med den sorte ravn. Sammenspillet mellem Barnaby og ravnen er så fin, hvor ravnen er den kloge og vise, og Barnaby er den uvidende og dumme. I alle Dickens’ romaner er karaktererne mange, men som alle forenes i romanens slutning. Således er det også her iBarnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, dog med en hel del flere karakterroller. Under oprøret ved Newgate, og i de mange gader blandes karaktererne sammen på kryds og tværs, og det er til tider lidt svært at følge med, hvem som hører til protestanterne eller katolikkerne, og det kan virke noget forvirrende, men Dickens får nu alligevel bragt enderne sammen i et fint spil, der afslutter romanens mange sider. Dickens skrev denne roman i tiden efter store samfundsændringer med en nye straffelov, som blev indført i 1838, og i diskussionerne om Newgate romanerne, som var en stor offentlig diskurs, hvor kultureliten frygtede et nyt oprør på linje med The Gordion Riots i 1780’erne, hvilket også kom, og som senere er blevet kendt af kritikerer som The Bloody Code.

“Halloa, halloa, halloa! What’s the matter here! Keep up your spirits. Never say die. Bow wow wow. I’m a devil, I’m a devil, I’m a devil. Hurrah!”.

Denne Dickens roman tog mig lang tid, at komme igennem, men læst blev romanen, og det føles ret godt efter endt læsning også, at have Barnaby og den historiske samtid med. Det er dog ikke en roman, som jeg påtænker at genlæse, men måske en dag kan det ske, at jeg vender tilbage for at udforske den historiske kontekst lidt mere. De to kærlighedshistorier og mordmysterierne forenes i romanens slutning på en lidt underlig måde, men de forenes da. Mordmysterierne er det, som fangede mine øjne i romanens begyndelse, og det var primært det, som holdte min læsning kørende og – ja, så ravnen og Barnaby, som til allersidst kun lige slipper med livet i behold. I 1830’erne prøver forfatterne for overklassen, at finde ind til rammerne for den historiske roman, som Sir Walter Scott formede den. Det lykkedes dog ikke for nogen, at ramme Scotts skrivemetode, hvor historiske fakta, kærlighedshistorier og realisme har en helt særlig betydning, og resultatet af forfatternes forsøg ramte, da hellere aldrig læserne i samtiden, hvilket også er tilfældet med Dickens. Han prøvede, og fandt heldigvis frem til, at dette ikke skulle være hans vej som forfatter – og heldigvis for det. Lige nu gen- lytte-læser jeg The Pickwick Papers, som er Dickens første roman. Her nyder jeg, at læse om den ældre Mr. Pickwick, der oplever mange spændende ting på sine rejser, men han kommer desværre også ud for mange uheldige episoder i et forsøg på at stoppe en svindler, som bliver ved med at tage den gode mand ved næsen.

Featured image

Dukkemageren af Jessie Burton

Featured image
Featured image

Dukkemgeren af Jessie Burton fra Forlaget Hr. Ferdinand på 380 sider udgivet 2016. Romanen er oversat fra engelsk til dansk af Alis Friis Caspersen. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Romanen er læst/lyttet på dansk, og org. titel The Miniaturist udgivet i 2014.

Den rige og højtstående købmand Johannes Brandt leder efter en helt bestemt og særlig kone. Han har aldrig drømt om et ægteskab med mange børn og det lykkelige familieliv. Det er egentlig hans ugifte søster Marin, der skubber ham ud i at skulle gifte sig, så deres familiehemmeligheder ikke bliver afsløret og kommer ud til borgerskabet. Johannes Brandt vælger den meget unge, men kønne Petronella, kaldet Nella, fra den lille landsby Assendelfts. Petronella ankommer til sit nye hjem i Amsterdam, og er meget spændt på, at skulle forenes med sin mand på en hjemmelig og kærlig måde. Det er dog helt andre vilkår, hun møder, da hun træder ind i huset. Marin styrer ikke kun huset, men også Johannes regnskab med hård hånd. Hun er kold og hård som is, så jeg næsten fryser fast unde læsningen. Petronella får hurtigt andet at tænke på, da hun ser Otto. Han er købt som slave, men lever et rigt og godt liv i den lille familie. Petronella har aldrig set en mand med så mørk hud og fine krøller. I 1687 er slaver fra Syd Afrika endnu ukendt i Holland, men også i resten af verden. Langt de fleste kendte til slaver i forbindelse med sukker- og kaffeplantager, men det var dog endnu ret ukendt, at slaverne blev fragtet over det store hav. At Johannes har Otto med sig hjem og uddanner ham giver familien en særlig status, men også et hårdt eftermæle for Otto. Hvad han ikke skal tåle at høre på og gøres flere gange til spot på de groveste måder, så det gør så ondt langt ind i mit hjerte.

Som en forsonings- og bryllupsgave får hun det smukkeste dukkehus, der er en kopi af hendes nye hjem. Hun kan nu bruge tiden og indrette dukkehuset, som hun vil. Hun skal finde en dukkemager i bogen Smits liste, så hun har noget at tage sig til. Nedslået over et mislykket forsøg på, at forføre sin mand tumler Nella ind i sin egen verden og finder én eneste dukkemager på listen. Hun bestiller en lille lut, et stykke marcipan og et trolovelsesbæger, hvor sidstnævnte er en lille trøst. I pakken fra dukkemageren er der mere end hun bestilte, og Nella føler sig ramt. Nella takker dukkemageren og afbryder alt videre samarbejde med hende. Det usædvanlige er også, at dukkemageren er en kvinde – dette var helt uhørligt i slut 1600 tallet, og helt uacceptabelt, at hun overhovedet er kommet på Smits liste. Dukkemageren vedbliver dog, at sende pakker til Nella, som på mystisk vis indeholder koder af mystisk art og dukkerne syntes at leve sit eget liv, som så på magisk og tragisk vis lever deres. En ung mand, som er en bekendt til Johannes, fra England føler sig dårlig behandlet. Han møder op i huset, hvor Johannes er ude at rejse, og for at understrege sine hævnrige hensigter gør han noget, som rammer Johannes i hjertes dybder og sorgen ruller ind over ham, da han finder ud af, hvad der er sket. Burtons roman er dyster og mørk, og under læsningen var jeg meget fanget af, Nellas utrolige måde at håndtere sit nye liv på, særligt da hun ved et uheld opdager Johannes dybeste hemmelighed, som snart styrer familien mod en afgrund af tilintetgørelse.

Marin kommer til syne i døren, ligbleg i ansigtet. Da hun tøver på tærsklen, rejser Nella sig op og lader sjalet falde til gulvet for blotte de blå mærker. Marin stivner og stirrer på parakitten, der nu sidder på fodenden af sengen. Hun har en bog knuget ind mod brystet, og hun strammer sine slanke fingre omkring den.

Dukkemageren er Burtons debutroman og sikke en af slagsen! Romanens handling er mørk, mystisk og nærværende på alle måder, og jeg havde svært ved, at stoppe min læsning, hver gang jeg gik åbnet bogen. Den historiske temporalitet i Dukkemageren er sat til 1686 i Amsterdam, hvor Nella banker på døren til sit nye hjem og varer i ca. fire måneder til i 1687. Romanen er ikke en bibliografi af den oprindelige Petronella Brandt, men Burton skrev med udgangspunkt i hendes dukkehus, som står udstillet på nationalmuseum Rijksmuseum i Holland. Fra dukkehusets beboede indre skaber hun et fiktivt liv for Nella, som må alle umulige prøvelser igennem, hvor jeg ofte under min læsning tænkte på, hvordan den kun atten årige unge Nella kunne blive i familien Brandts hus. Sproget i romaner er til tider nøgternt og koldt, men også særlig smukt, hvor jeg næsten blev glemt i synæstetiske sansers vold. Ud fra beskrivelserne af eksempelvis Marins værelse kunne jeg næsten lugte og smage mange af de sydafrikanske krydderier, som værelset emmede. Sprogets smukke og poetiske form greb mig særligt og ramte mit indre med så stor kræft i beskrivelserne af Nellas indre monologer, bekymringer og sorg, at jeg med skælvende fingere vendte siderne med forsigtighed. I Dukkemageren er strukturen delt i fem dele, som alle er angivet med dato og et bibelsk citat. Hver del indeholder kapitler med overskrifter, som angiver essensen af handlingen. Kapitlerne er forholdsvis korte, som sammen med de fem opdelinger er med til at lette handlingens lidt tunge, dystre og mørke, men spændende digressioner og plotmønstre.

Burtons roman er en hård og lidt uhyggelig roman, men mystisk set i forhold til den kvindelige dukkemager, som besidder synske kræfter og kan se ind i fremtiden. De små gaver hun sender passer så fint ind i Nellas dukkehus, men synes også at vise Nella, hvad fremtiden vil bringe eller er det en heks, som har sat en forbandelse på Nellas nye familie..? Dukkemageren hører som genre til i kategorien historisk roman, men roman er også en familietragedie, da hele familiens liv bliver vendt oppefra og ned. Romanen skildrer hårdt og nøgternt den religiøsitet, som alle levede efter -særligt de højtstående købmænd og den rige overklasse, hvor man ikke måtte stikke ud. Romanens fem dele indledes alle af bibelske citater, som er med til at understrege vigtigheden af religionens rolle i samfundet. Johannes Brandt begår en af de værste kriminelle handlinger, og det skal dog også koste ham dyrt. Karaktererne er fremskrevet så realistiske og refleksive, at jeg flere gange under læsningen blev ramt. Nella er romanens primære hovedkarakter, men også Marin og Otto får en del plads. Tematikkerne i Burtons roman kampen mellem religion og menneskets lyst, som sådan og om familie, kærlighed og det tabte. Derudover er dukkehuset, som centralt element i romanen med til, at skabe spænding og mystik, men en forløsning på, hvad der sker med dukkemageren og hendes magiske skikkelse mangler en smule, og jeg savnede at få et lidt større indblik her, men det er på den anden side en del af romanens meget åbne slutning.

Nella følger efter fangevogteren gennem den første underjordiske passage under Stadhuis-fængslet og ned langs siden af bygningen. Hun kan høre de indespærredes hæse host og klageråb. Stedet er større, end hun havde troet. Det er, som om det uforklarligt udvider sig, mens hun går gennem det, og hun mister fornemmelsen for proportioner. Celle efter celle, mur efter mur, det er svært for hunde at rumme.

I familien Brandts hus emmer det af dunkelhed og skjulte hemmeligheder, som spreder sig ud gennem plottet og helt ind i mit indre, hvor jeg sådan håber på, at Nella får det hun drømmer så meget om, og at Johannes slipper med livet i behold, men på trods af dunkelheden er der et lille lys og et lille mirakel på bogens sidste sider, som giver en smule lykke og måske en lys fremtid. Burton tog mig med storm, men på trods af romanens fængslende handling kunne jeg under min læsning ikke lade være med, at blive en smule tynget af romanens dystre toner. Jeg har det en smule ambivalent med det dystre og mørke i Burtons roman, da det både til dels lammede mig, men også hold mig spændt og fast for at læse mere. Dukkemageren udkom på engelsk i 2014, og på dansk i 2016. Siden har roman vundet flere priser, og ikke nok med det, så blev filmrettighederne til bogen opkøbt af BBC One, der lavede en miniserie. Serien udkom i 2017, og blev set af over fire millioner af mennesker. Jeg har ikke selv set miniserien, men det vil jeg rigtig gerne på et tidspunkt. D. 31. maj udkommer Burton med endnu en roman med titlen Min Muse, som jeg helt sikkert skal læse. Romanen udkommer også ved Forlaget Hr. Ferdinand, som også er forlaget bag Dukkemageren. I denne bog møder vi den unge kvinde Odelle Bastien, som har skjulte talenter inden for kunstens verden, som stille åbnes for hende selv, men også for læseren. Et mystisk maleri dukker op, og hele Odelles verden vendes på hovedet. Uhh, det lyder spændende – skal du læse Min Muse?

Featured image
Featured image

Lyden af en hånd der klapper af Richard Flanagan

Featured image
Featured image

Lyden af en hånd der klapper af Richard Flanagan fra Politikens Forlag på 347 sider. ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Sound of One Hand Clapping udgivet i 1997. Anmeldereksemplaret er venligst tilsendt fra forlaget

Sonja er kun tre år, da hun ser sin mor gå ud af deres hoveddør og forsvinde for aldrig at komme tilbage til den lille gæst-arbejdslejer i Butlers Gorge, som den lille familie ellers rejste til med sjæle som ruiner med håbet om en ny verden med mange nye muligheder for, at få et godt liv efter anden verdenskrigs ophør og Stalins styre. 35 år efter sin mors forsvinden er Sonja bosat i Australien med et godt fast arbejde, men noget mystisk og uforklarligt trækker i usynlige tråde, og jeg rejser med hende på en lille ferie tilbage til Tasmanien for at besøge sin alkoholiserede far gæstearbejderen Bojan. I flashbacks indvies jeg i Sonjas barndom, som på alle måder kan siges at have været barsk, hård og hjerteskærende. Kort efter sin mors forsvinden bliver det besluttet af to engelske ingeniør-kvinder, som arbejder meget for velgørenhed, at Sonja skal bo hos dem. Det eneste Sonja ønsker er at være sammen med sin far, men han kan ikke tage sig af hende, da hun endnu er for lille til at klare og se efter sig selv, mens han er på arbejde. Således oplever Sonja endnu et familieskift inden, at hun endelig får love til blive hos sin far, der forsøger at skabe et hjem for dem begge. Men alle ønsker går desværre ikke i opfyldelse, og det der skulle være lykken vendes hurtigt til et levende helvede.

Sonja og Bojan flytter flere gange i løbet af Sonjas barndom til andre små arbejdslejre og byer, hvor han kan få arbejde, der altid indebærer mange hårde arbejdstimer i et forsøg på at tæmme den vilde natur ved vandkraftværkerne og bygningen af dæmninger mm. Sonja lære at holde hus på den hårde måde, hvor intet må være den mindste smule snavset og alt gøres til perfektion. Når hun har fri fra skole, går hun hen for at vente på at hendes far bliver færdig på arbejde, hvorefter de så køre hen til det lokale værtshus, hvor Sonja således venter i den tomme og kolde bil i flere timer på, at hendes far endelig kommer for, så de kan køre hjem. Oftere og oftere bliver smerten af altings tyngde for meget for Bojan i stedet mellem at være og ikke at være, smerten fra fortiden og frygten for, at blive indhentet af fortiden og tabet af sin kone. Bojans mange voldelige overgreb knuser noget inden i Sonja, og da hun er seksten år bliver det hele for meget, og hun rejser ind til Australien for at skabe sig et bedre liv, og må herefter klare sig selv. Med sig får hun den fineste spilledåse af sin far, som han selv har lavet, og den kan noget magisk, men fortæller en tragisk historie, som minder så meget om Sonjas eget liv. I spilledåsen er den fineste ballerina, der danser rundt til Laras Tema fra filmen Doctor Zhivago, og det store spørgsmål er her – hvor fører kærligheden os hen?

Der var ikke andet end hende selv tilbage, tænkte hun. Og ham. Men hver for sig var de ikke andet end et hjem der var blevet til en lade, en nedpløjet plantage der var blevet en tom indhegning. Lugten af et træ uden blomst. Synet af Jeans vindue uden kniplinger. Lyden af én hånd der klapper.

Lyden af en hånd der klapper er blot Flanagans anden roman, og er udgivet tilbage i 1997. Flanagan har også skrevet den historiske roman Den smalle vej til det dybe nord, som du kan læse min anmeldelse af her. Lyden af en hånd der klapper er noget af det smukkeste, tragiske og fineste, jeg nogensinde har læst!! Romanens handling er en tragisk fortælling om en lille familie, der migrerer fra Stalins hårde styrer i Slovenien for, at opnå frihed til et bedre liv, men intet går som håbet, og sorgen fra fortiden og sorgen over det at miste, overskygger alt. Flanagan bringer mig ind i en anden tid i en anden verdenskrog på den fineste og smukkeste måde, men dog stadig forvirrende og tempofyldt med mange temporale skift, hvor jeg er ved at forsvinde ind mellem linjerne i romanen romanens sider. Flanagans skrivestil er på smukkeste vis så synæstetisk, at jeg ser, føler, høre og lugter dybt i den transparente tidsgrænse mellem fortiden og nutiden med både Sonja og Bojan. Flere steder i romanen ramte mig på en sådan måde, at tårerne trillede ned af mine kinder under læsningen og et stykke af mit hjerte blev knust sammen med skårene fra Sonjas porcelæns te-sæt, som hun knuser kort efter at hendes mor forsvinder. Under Sonjas besøg til stedet for hendes barndomsminder, finder hun de knuste glasskår fra det 19 år gamle lege te-sæt, og prøver uden held at samle dem igen. Skårene forbliver knuste og u-samlet i mange små stykker, der reflekteres i Sonjas indre. Lyden af en hånd der klapper er strukturelt delt i 86 kapitler på de 347 sider. I romanens kapitler sprænges tiden ligeledes i tusind stykker, og jeg kastes frem og tilbage fra 1954 til 1991, hvor jeg rejser med Sonja tilbage til hendes tidligste minder, og jeg får et indblik i en grufuld verden, som hun har måtte udholde og være en del af, men også det kolde og det følelseskolde liv hun lever nu.

Karaktererne i Lyden af en hånd der klapper har en så slående psykologisk dybde, at intet overlades til fantasien. Hver en sansning, tanke og bekymring ytres til det yderste, og jeg kan knap rumme alle følelserne under min læsning, hvor jeg flere gange måtte holde en pause. Lyden af en hånd der klapper er en bog, som jeg ville ønske, at jeg kunne forlænge hunderede gange, da det er en vigtig historie ikke kun set i et historisk perspektiv, men særligt også i vores verden i dag. Romanens genre er en historisk og migrations roman, da tematikkerne i Flanagans roman danner den fineste ramme om livet som migrant på den hårdeste måde. Flanagan bruger intertekstualitet i inddragelsens af melodien “Somewhere My Love” fra Laras Tema fra filmatiseringen af Doctor Zhivaho i Sonjas spilledåse, som er den sidste gave hun får af sin far inden, at hun rejser til Australien for at skabe et nyt og bedre liv. Sangens melodi indgiver håbet om et bedre liv, og at når de engang mødes igen vil alt blive anderledes. Meningen med denne specielle gave fra Bonjan med lige netop denne særlige melodi, der fortæller mere end hunderede ord fra ham til sin datter. Han formår ikke selv, at udtrykke sig med ord, da han er fanget ind i følelsesmæssigt sproggitteret mellem de to kulturer. Tematikkerne i romanen er migration, sorg, kærlighed eller nærmere mangel på samme, stedsløs- og hjemløshed. Romanen emmer af en sådan stedsløs- og hjemløshed, hvor Sonja og Bonjan, men også alle emigranter, havner i en transnational grænsekløft, hvor de ikke kan tage hjem, men ej heller kan finde hjemme eller blive accepteret som medborgere i det nye land, og netop derfor må de bare overleve på bedste vis. Bonjans løsning, og alle andre gæstearbejderes, er at flygte væk fra verden, hvor alkohold, misbrug og brutalitet bliver deres eskapisme for at fortrænge fortidens grimme skygger i kampen for at overleve.

Sonja forblev klar i blikket og så uberørt til, hvordan hendes varme blod løb fra håndleddet ned på den kolde og fugtige vindueskarm. Hun følte sig svag. Hun følte sig træt. Hun følte intet. Hun kunne ikke rigtig se noget… Sonja vidste godt at han lå i sin seng og sov, men hvor var han? Hvor var han, det kunne hun ikke sige. Hun kunne ikke tale. Hun kunne ikke fortælle Mrs. Heaney noget der ikke gav mening: at de begge to ventede på at vinden en sidste gang skullet tage til. Senere blev Bojan vækket af en ambulancesirene. Der så standsede. Han vendte sig om på den anden side og faldt i søvn igen. Og i stilheden før stormen kom så den pulserende og svirrende og stadig stærkere monitorlyd af et hjerteslag der maste sig hårdt gennem mørket.

Lige fra første side i Flanagans roman blev jeg taget med storm, og jeg kan endnu ikke lade være med, at tænke over, hvordan transnationale kløfter og store gab mellem kulturer har en altafgørende rolle i, hvordan og hvor de mennesker havner i deres videre færd i verden. Som Sonja og Bonjan så tydeligt mærker, så afstedkommer hjemløs- og stedsløsheden en uhyggelig identitetsløshed, som slår dybe revner. Lyden af en hånd der klapper fortæller om en historisk tid under Stalins regime, men Flanagans tematikker kan også trækkes op til vore egen tid! Mange – alt for mange – mennesker havner i dag stadig i en transnational grænsekløft, hvor de ikke kan komme fri, da de skal finde en ny identitet, som nu passer ind mellem to kulturer. I virkeligheden peger sporene tilbage til, hvordan vi generelt som lande, rundt i verden, modtager migranter, og hvordan vi som mennesker modtager andre, der er andreledes end os selv. Flanagan sætter mange elementer i spil om det at være anderledes, men Lyden af en hånd der klapper er i høj grad også en tragisk fortælling, som rammer hårdt. Jeg håber, at der snart kommer flere bøger fra Flanagans hånd eller at flere af hans bøger bliver oversat til dansk, da han kan noget helt særligt i måden, han bruger sproget på i en æstetisk form, der rammer mig som læser så præcist i solar pleksus.

Featured image
Featured image

Nye bøger (Nye bøger 2017 #4)

Featured image
Featured image

She thought of the library, so shining white and new; the rows and rows of unread books… – By Maud Hart Lovelace

Nye bøger er altid lykken for mig, og jeg kan da heller ikke helt lade være med, at købe en masse af dem! Det er ved, at være længe siden, at jeg har vist jer mine nyeste bøger frem, så jeg tænkte, at det var på tide. Jeg har droppet, at skrive i overskriften, hvilke måneder, som jeg har købt bøgerne i, da jeg ikke længere rigtig kan huske, hvilken måned at jeg købte de forskellige bøger i. Nogle af dem har jeg nemlig købt for mere end et par måneder siden. En af mine lidt ældre nyindkøbte bøger er My Lady Midnight af Cassandra Clare, som er den første bog i serien The Dark Artifices -A Shadowhunters Novel fra Forlaget Margaret K. McElderry. Jeg havde egentlig planer om, at læse hele serien, men jeg nåede aldrig helt dertil på grund af min sygemelding, og så mistede jeg læselysten og overskuddet. My Lady Midnight handler om den unge Skyggejæger Emma, som sætter sig for at opklare mordet på sine forældre og hævne tabet af sine forældre. Hun og makkerne, Julian Blackthorn skal lære at bruge sin fornuft frem for hjertet, hvis de sammen skal bekæmpe og optrævle et gigantisk dæmonisk plot. Når jeg læser om bogens handling lyder, det som en meget spændende roman, og jeg håber, at jeg får læst bogen og resten af serien selvfølgelig på et tidspunkt. Den næste bog er den smukke udgave af Jane Eyre af Charlotte Brontë fra forlaget W – A White’s Fine Edition, som jeg har kigget længe efter, så da jeg tilfældigt faldt over bogen på tilbud, skyndte jeg mig at klikke dem hjem fra England.

Det hænder, da også ind i mellem at jeg tuller ned i min lokale Bog&Ide, hvor de også har nogle ret lækre tilbud. Da jeg fornylig var forbi butikken, og de søde ekspedienter, fandt jeg Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee og Butcher’s Crossing af John Williams fra forlaget Lindhardt og Ringhof. Jeg har læst Dræb ikke en sangfugl, som jeg vist lånte på engelsk, men jeg har så længe ønsket mig den danske luksusudgave, som nu er min. Butcher’s Crossing kender jeg ikke så meget til udover, at det er en historisk roman, der handler om Will Andrews, der i 1873 opgiver sine studier på universitet Harvard, og havner i en lille udkants by i Kansas, der hedder Butcher’s Crossing. Han bliver ven med Miller, der er én af de mange rastløse og penge mindede mænd i byen, hvis eneste tanke er, at tjene hurtige penge. Miller fortæller om en stor bisonflok langt væk i en dal i Rocky Mountains i Colorado, som ingen før har draget til. De to mænd rejser sammen med to andre mænd til dalen, og det bliver noget af en begivenhedsrig rejse. Da de kommer frem til dalen møder de et syn, som overvælder de fire mænd. Det lyder også, som en spændende bog, som jeg glæder mig til at læse. Jeg har jo igangsat noget af en læseudfordring – nemlig Rory Gilmore Reading Challenge, og da jeg ville kigge lidt mere på Brødrene Grimms eventyr, hvor af et par stykker figurerer på listen kunne jeg se, at jeg manglede eventyret om Snow White and Rose Red, så derfor købte jeg eventyrsamlingen The Complete Fairy tales of the Brothers Grimm fra forlaget Wordworth, som både er meget smuk og var meget billig i forhold til bogens mange sider. Jeg har også købt en anden eventyrlig samling – nemlig 1001 Nats eventyr fra forlagt Lindhardt og Ringhof, da det er så smuk og magisk en bog, at jeg slet ikke kunne lade være.

En af de bøger som jeg også har fået købt hjem er The NeverEnding Story af Michael Ende fra forlaget Penguin, som fik jeg anbefalet af en god veninde. Det er en rigtig vigtig bog i forhold til forståelsen af fantasy-genren, som sådan, så denne måtte jeg eje til senere læsning, når jeg er færdig med, at skrive mit speciale, som jeg har fået udsat til aflevering i det nye år. Lige for tiden er jeg ret betaget af serier, så da jeg faldt over den historiske Poldark serie, så måtte jeg prøve at købe nogle af bøgerne hjem. Serien består af i alt tolv bøger, der oprindeligt er udgivet fra 1945 til 1953, hvor forfatteren så vendte tilbage til serien, og de sidste bøger blev udgivet fra 1973 til 2002. Jeg er startet med at købe de første fem bøger, som er Ross Poldark, der dækker årene fra 1783-1787, Demelza, som dækker årene fra 1788-1790, Jeremy Poldark, der dækker årene fra 1790-1971, Warleggan, som dækker årene fra 1792-1793 og The Black Moon, der dækker årene fra 1794-1795 – alle bøgerne er skrevet af Winstob Graham. Alle bøgerne i den udgave, som jeg samler på, er udgivet af forlaget fra forlaget Pan Books. Den første bog i serien handler om Ross Poldark, der er på vej hjem til England efter krigen. Men da han kommer hjem ligger alt, hvad han forlod i ruiner, hans far er død og hans forlovede Elizabeth, der troede at han var død under krigen, er nu forlovet med hans fætter. Det er så ledes ikke let, at være hjemkommen soldat på nogen måder. I bøgerne følger jeg Poldrak familiens skæbner og liv. Det lyder til, at være en virkelig spændende serie, som også er blevet filmatiseret af BBC. Nu mangler jeg så bare, at købe de sidste syv romaner – og altså at læse de første fem. Jeg vil rigtig gerne i gang med at læse en længere serie, hvor alle bøgerne er udkommet, men jeg kan, i tiden, ikke rigtigt tage mig sammen, men det håber jeg på, at jeg snart kan.

Det var så mine nye bøger for denne gang. Jeg har kun to nye bøger tilbage, som jeg ikke har vist her, og dem gemmer jeg til det næste indlæg, jeg laver om nye bøger. Jeg elsker, at købe nye bøger og drømme om, hvilke spændende eventyrer og historiske tidslommer, de gemmer på og venter på at afsløre for mig. Jeg håber, at I alle har det rigtig godt, og at I får læst og hygget med en masse gode bøger her i efterårets mørke aftener.
Har I fået købt nogle spændende bøger? Eller er I begyndt, at skrive bøgerne på ønskesedlen til jul?

Featured image
Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Udgivet af forlaget Politikens Forlag på 299 sider i 2017 (org. titel The Underground Railroad, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Slaveriet har udviklet sig til en mægtig hvid imperialistisk maskine, da jeg møder Cora som er slave på Randalls bomuldsplantage i denne roman Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Denne historiske roman beretter om tre generationer af kvinder, som er opvokset som slaver. Cora er født ind i slaverites skærende og ødelæggende jernlænker ligesom sin mor Marbel. Mormoren Ajarry blev som lille pige kidnappet af slavehandlere sammen med sin familie og resten af landsbyen. Familien blev dog hurtigt splittet, og Ajarry blev solgt flere gange end det kan tælles på en hvid mands hånd. Hun endte til sidst på familien Randalls mægtige jorder i Georgia, som også var der, hvor hun tog sit sidste åndedrag midt i den hvideste bomuldshøst. Marbel og Cora lever herefter deres liv med at arbejde hårdt i markerne og plejer deres lille frugtbare jordlod, som de har arvet af mormor Ajarry. Men da Cora ikke er mere end 10 år flygter Marbel fra plantagens pinsler. Hun er nu blevet en legende, da ingen slavefange har haft heldet med at indfange hende. Cora er alene i verden, og et par år efter Marbels forsvinden tvinges hun til, at flytte ned i hytten Hobb, der er for de udstøde, sære og syge kvinder. Slavelandsbyens ældste mand Jockey holder sin fødselsdag to gange om året, hvor hele landsbyen fester, afholder konkurrencer og danser til afrikanske rytmer, hvor de slår sig fri fra slaveriets lænker for en kort stund. For Cora ender denne aften frygteligt, da hun vil beskytte den lille dreng for en ordentlig omgang prygl, kaster hun sig over drengen, og bruger sin krop som skjold.

Da Cora hører Caesar spørge, om hun vil være med til at flygte, tror hun, at han er ude på at snyde hende. Hun er jo en af de udstødte kvinder, som ingen normal og anstændig mand i landsbyen ville opsøge. Efter episoden med de mange prygl giver hun sig, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. I mellemtiden er en anden slave flygtet, men der går ikke længe inden, at han bliver indfanget af den grove og ondskabsfulde slavefanger Mr. Ridgeway. Det er med en hård klump i maven og med tårer ned af kinderne, at jeg læser om slavens umenneskelige og unødvendige straf. Straffen er indbegrebet af Terraences Randells ondskab, som rækker langt dybere end at være et statueringseksempel for andre slaver, så de ikke får samme ide med at flygte. Caesar har forbindelser til den jordiske jernbane, som hjælper bortløbende slaver ud i friheden, og de flygter en sen aften. De fortsætter til den hvide mand Mr. Fleitchers hus, hvor han skal hjælpe dem videre på deres flugt, så de kan nå til den underjordiske jernbane, hvor en af stationerne ligger hemmeligt under Sams hus. De skal nu med et tog væk fra Georgia til South Carolina, hvor de får nye navne, og bliver en del af stiftelse for farvede. Caesar og Cora beslutter sig for at blive i denne skønne by, men Cora opdager, at slavefangeren er grueligt på at opspore dem. Nu er hun igen på en vild flugt til den underjordiske jernbane, men nu igen helt alene i verden. Slavefangeren er særlig ivrig efter at fange Cora, da han ikke lykkedes med at indfange hendes mor. Det bliver en besættelse for ham, og han gør alt for at opsporer hende alle steder til alle tider.

De mødtes ved bomulden, da der var faldet ro over landsbyen. Caesar løftede spørgende det ene bryn ved synet af den bugnende sæk med yamsrødder, men sagde ikke noget. De gik ind mellem de høje planter, så knugede af situationen, at de glemte at løbe, før de var kommet halvvejs igennem. De blev svimle af farten.

Whitehead bringer mig ikke bare ind i endnu en fortælling om slaveriet i kolonierne, men han tager mig med på en hårrejsende og følelsesmæssige flugt med den underjordiske jernbane idet, at frygten puster og ånder Cora og Caesar i nakken fireogtyvetimer i døgnet, og hvor selv den mindste fejl eller afsløring kan medføre at slavefangeren Mr. Ridgeway lykkedes i sin besættelse af, at bringe Cora hjem til plantagen igen. I Den underjordiske jernbane fører whitehead med sikker mål og præcision den historiske og fiktive genre i et sammenvævet spind mellem fiktion og virkelighed sammen på fineste vis. Den Underjordiske Jernbane bestod af et hemmeligt netværk, som hjalp de mange slaver på flugt til at lykkedes med at komme ud i friheden uden for plantagerne. Gruppen bag Den Underjordiske Jernbane arbejdede sammen med abolitionisterne for at forbyde og stoppe slaveriet i kolonierne og i USA gennem et større netværk. Her i Den underjordiske jernbane forbinder Whitehead Den underjordiske jernbane sammen med en fiktiv eufemisme om, at netværkets virkelighed bestod af hemmelige jernbanetunneler. Netværkets hemmelige flugtveje foregik dog ikke under jorden, men gennem hemmelige flugtruter i tætte skove og sumpe. Romanens sproglige ligefremhed og nøgterne beskrivelser af de mange ting, som Cora skal igennem for at nå vejen til friheden over eget liv, rammer mig på en helt uventet måde, og med et bringes jeg tilbage til kolonitiden og romanen Uncle Tom’s Cabin af Harriet Beecher Stowe, der er en af de få romaner, som står mit hjerte så nært.

Gennem Coras flugt fra plantagen og Mr. Ridgeway, møder hun i hver by og landsdel en ny dimension af Amerika med forskellige tilgange til slaveriet og slaverne på flugt. I South Carolina er byens indbyggere hjælpende, og giver de flygtende negere nye håb, men i North Caroline “eksisterede negeren ikke, bortset fra for enden af et reb”. Whitehead er en fuldendt mester til, at beskrive forskellen mellem de to landsdele, men også til at beskrive synsvinklerne i dikotomien mellem den hvide mand, og den sorte neger på en sådan måde at realismens hårde facts rammer mig. Hver af dem får deres egen stemme, hvor intet forties, og den ellers lydløse stemme i litteraturen får en ny stemme i en heteronormativ og kapitalistisk verden.

I Den underjordiske jernbane giver Whitehead slaverne en vigtig stemme, hvor jeg får lov til at komme helt ind bag ved og følger med i Coras emotionelle og refleksive verden i plantagen og på hendes flugt ud i verden. Jeg mærker Coras frygt, som var det mig egen, for at blive bragt tilbage til den ondskabsfulde plantage ejer Mr. Randells, og jeg er med hele vejen i hendes kampe og håb for en fremtid, som et individ og ikke som en vare, der kan købes og sælges efter profit. Strukturelt er romanen delt op i kapitler med overskrifter, der henviser til de forskellige landsdele, som Cora passere på sine flugtveje og kapitler om enkelte personer. Kapitlerne med de enkelte karakterers historier forstyrrede desværre bogens struktur og min læsning, da disse mest er i slutningen af romanen, og virker lidt som unødvendige brud i Coras fortælling. Under slaveriet blev negerne ikke set som et helt menneske med tanker og følelser, men som en vare og et nummer i rækken, der skulle yngles for at få mere produktion og dermed mere profit. Whiteheads beskriver i Den underjordiske jernbane slavernes produktionelle funktion og betydning i den hvide mands verden under slaveriet med en realisme og styrke, der næsten slår mig omkuld og jeg væmmes over den hvide “civiliserede” verden.

De nye racelove forbød farvede mænd og kvinder at sætte foden på North Carolinas jord. Frimænd og -kvinder, der nægtede at forlade deres jord, blev jaget væk eller slagtet.

Den underjordiske jernbane er Whiteheads sjette roman, og denne har taget det meste af verden med storm. Romanen har været indstillet til flere priser, og i 2016 vandt bogen the National Book Award, og her i år 2017 har roman ligeledes vundet den flotte pris Pulitzer Prize for Fiction. Endvidere er Den underjordiske jernbane også blevet lovprist af Oprah Winfrey, som har læst romanen i sin berømte bogklub, hvor alle verden over kan læse med i romanerne og deltage i forskellige diskussioner rund på de sociale medier. Winfrey har interviewet Whitehead, og du kan se lidt af det her på Oprah.com. Den underjordiske jernbane rørte noget i mig, som jeg har svært ved, at beskrive med de helt rigtige ord. Som da jeg læste Uncle Tom’s Cabin, blev jeg også i Whiteheads roman ramt på det emotionelle plan af den hårde og umenneskelige måde, som slaverne blev behandlet på i det nittende århundrede, så der voksede en stor klump i min mave og tunge sten tyngede mit hjerte under læsning. Whitehead skriver med en stemme, der stadig er vigtig, og hvis budskab giver lyd og stemme til slaverne, men som også viser en lille bid af det helvede og de pinsler, som slaverne måtte lide under for at tilpasse sig den hvide mands verden og krav. Under min læsningen af Den underjordiske jernbane blev jeg holdt fast med en gru og med et lille spirende håb for, at Coras og Caesars flugt ville lykkedes til, jeg vendte bogens sidste sider.

Featured image
Featured image