Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Udgivet af forlaget Politikens Forlag på 299 sider i 2017 (org. titel The Underground Railroad, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Slaveriet har udviklet sig til en mægtig hvid imperialistisk maskine, da jeg møder Cora som er slave på Randalls bomuldsplantage i denne roman Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Denne historiske roman beretter om tre generationer af kvinder, som er opvokset som slaver. Cora er født ind i slaverites skærende og ødelæggende jernlænker ligesom sin mor Marbel. Mormoren Ajarry blev som lille pige kidnappet af slavehandlere sammen med sin familie og resten af landsbyen. Familien blev dog hurtigt splittet, og Ajarry blev solgt flere gange end det kan tælles på en hvid mands hånd. Hun endte til sidst på familien Randalls mægtige jorder i Georgia, som også var der, hvor hun tog sit sidste åndedrag midt i den hvideste bomuldshøst. Marbel og Cora lever herefter deres liv med at arbejde hårdt i markerne og plejer deres lille frugtbare jordlod, som de har arvet af mormor Ajarry. Men da Cora ikke er mere end 10 år flygter Marbel fra plantagens pinsler. Hun er nu blevet en legende, da ingen slavefange har haft heldet med at indfange hende. Cora er alene i verden, og et par år efter Marbels forsvinden tvinges hun til, at flytte ned i hytten Hobb, der er for de udstøde, sære og syge kvinder. Slavelandsbyens ældste mand Jockey holder sin fødselsdag to gange om året, hvor hele landsbyen fester, afholder konkurrencer og danser til afrikanske rytmer, hvor de slår sig fri fra slaveriets lænker for en kort stund. For Cora ender denne aften frygteligt, da hun vil beskytte den lille dreng for en ordentlig omgang prygl, kaster hun sig over drengen, og bruger sin krop som skjold.

Da Cora hører Caesar spørge, om hun vil være med til at flygte, tror hun, at han er ude på at snyde hende. Hun er jo en af de udstødte kvinder, som ingen normal og anstændig mand i landsbyen ville opsøge. Efter episoden med de mange prygl giver hun sig, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. I mellemtiden er en anden slave flygtet, men der går ikke længe inden, at han bliver indfanget af den grove og ondskabsfulde slavefanger Mr. Ridgeway. Det er med en hård klump i maven og med tårer ned af kinderne, at jeg læser om slavens umenneskelige og unødvendige straf. Straffen er indbegrebet af Terraences Randells ondskab, som rækker langt dybere end at være et statueringseksempel for andre slaver, så de ikke får samme ide med at flygte. Caesar har forbindelser til den jordiske jernbane, som hjælper bortløbende slaver ud i friheden, og de flygter en sen aften. De fortsætter til den hvide mand Mr. Fleitchers hus, hvor han skal hjælpe dem videre på deres flugt, så de kan nå til den underjordiske jernbane, hvor en af stationerne ligger hemmeligt under Sams hus. De skal nu med et tog væk fra Georgia til South Carolina, hvor de får nye navne, og bliver en del af stiftelse for farvede. Caesar og Cora beslutter sig for at blive i denne skønne by, men Cora opdager, at slavefangeren er grueligt på at opspore dem. Nu er hun igen på en vild flugt til den underjordiske jernbane, men nu igen helt alene i verden. Slavefangeren er særlig ivrig efter at fange Cora, da han ikke lykkedes med at indfange hendes mor. Det bliver en besættelse for ham, og han gør alt for at opsporer hende alle steder til alle tider.

De mødtes ved bomulden, da der var faldet ro over landsbyen. Caesar løftede spørgende det ene bryn ved synet af den bugnende sæk med yamsrødder, men sagde ikke noget. De gik ind mellem de høje planter, så knugede af situationen, at de glemte at løbe, før de var kommet halvvejs igennem. De blev svimle af farten.

Whitehead bringer mig ikke bare ind i endnu en fortælling om slaveriet i kolonierne, men han tager mig med på en hårrejsende og følelsesmæssige flugt med den underjordiske jernbane idet, at frygten puster og ånder Cora og Caesar i nakken fireogtyvetimer i døgnet, og hvor selv den mindste fejl eller afsløring kan medføre at slavefangeren Mr. Ridgeway lykkedes i sin besættelse af, at bringe Cora hjem til plantagen igen. I Den underjordiske jernbane fører whitehead med sikker mål og præcision den historiske og fiktive genre i et sammenvævet spind mellem fiktion og virkelighed sammen på fineste vis. Den Underjordiske Jernbane bestod af et hemmeligt netværk, som hjalp de mange slaver på flugt til at lykkedes med at komme ud i friheden uden for plantagerne. Gruppen bag Den Underjordiske Jernbane arbejdede sammen med abolitionisterne for at forbyde og stoppe slaveriet i kolonierne og i USA gennem et større netværk. Her i Den underjordiske jernbane forbinder Whitehead Den underjordiske jernbane sammen med en fiktiv eufemisme om, at netværkets virkelighed bestod af hemmelige jernbanetunneler. Netværkets hemmelige flugtveje foregik dog ikke under jorden, men gennem hemmelige flugtruter i tætte skove og sumpe. Romanens sproglige ligefremhed og nøgterne beskrivelser af de mange ting, som Cora skal igennem for at nå vejen til friheden over eget liv, rammer mig på en helt uventet måde, og med et bringes jeg tilbage til kolonitiden og romanen Uncle Tom’s Cabin af Harriet Beecher Stowe, der er en af de få romaner, som står mit hjerte så nært.

Gennem Coras flugt fra plantagen og Mr. Ridgeway, møder hun i hver by og landsdel en ny dimension af Amerika med forskellige tilgange til slaveriet og slaverne på flugt. I South Carolina er byens indbyggere hjælpende, og giver de flygtende negere nye håb, men i North Caroline “eksisterede negeren ikke, bortset fra for enden af et reb”. Whitehead er en fuldendt mester til, at beskrive forskellen mellem de to landsdele, men også til at beskrive synsvinklerne i dikotomien mellem den hvide mand, og den sorte neger på en sådan måde at realismens hårde facts rammer mig. Hver af dem får deres egen stemme, hvor intet forties, og den ellers lydløse stemme i litteraturen får en ny stemme i en heteronormativ og kapitalistisk verden.

I Den underjordiske jernbane giver Whitehead slaverne en vigtig stemme, hvor jeg får lov til at komme helt ind bag ved og følger med i Coras emotionelle og refleksive verden i plantagen og på hendes flugt ud i verden. Jeg mærker Coras frygt, som var det mig egen, for at blive bragt tilbage til den ondskabsfulde plantage ejer Mr. Randells, og jeg er med hele vejen i hendes kampe og håb for en fremtid, som et individ og ikke som en vare, der kan købes og sælges efter profit. Strukturelt er romanen delt op i kapitler med overskrifter, der henviser til de forskellige landsdele, som Cora passere på sine flugtveje og kapitler om enkelte personer. Kapitlerne med de enkelte karakterers historier forstyrrede desværre bogens struktur og min læsning, da disse mest er i slutningen af romanen, og virker lidt som unødvendige brud i Coras fortælling. Under slaveriet blev negerne ikke set som et helt menneske med tanker og følelser, men som en vare og et nummer i rækken, der skulle yngles for at få mere produktion og dermed mere profit. Whiteheads beskriver i Den underjordiske jernbane slavernes produktionelle funktion og betydning i den hvide mands verden under slaveriet med en realisme og styrke, der næsten slår mig omkuld og jeg væmmes over den hvide “civiliserede” verden.

De nye racelove forbød farvede mænd og kvinder at sætte foden på North Carolinas jord. Frimænd og -kvinder, der nægtede at forlade deres jord, blev jaget væk eller slagtet.

Den underjordiske jernbane er Whiteheads sjette roman, og denne har taget det meste af verden med storm. Romanen har været indstillet til flere priser, og i 2016 vandt bogen the National Book Award, og her i år 2017 har roman ligeledes vundet den flotte pris Pulitzer Prize for Fiction. Endvidere er Den underjordiske jernbane også blevet lovprist af Oprah Winfrey, som har læst romanen i sin berømte bogklub, hvor alle verden over kan læse med i romanerne og deltage i forskellige diskussioner rund på de sociale medier. Winfrey har interviewet Whitehead, og du kan se lidt af det her på Oprah.com. Den underjordiske jernbane rørte noget i mig, som jeg har svært ved, at beskrive med de helt rigtige ord. Som da jeg læste Uncle Tom’s Cabin, blev jeg også i Whiteheads roman ramt på det emotionelle plan af den hårde og umenneskelige måde, som slaverne blev behandlet på i det nittende århundrede, så der voksede en stor klub i min mave og tunge sten tyngede mit hjerte under læsning. Whitehead skriver med en stemme, der stadig er vigtigt, og hvis budskab giver lyd og stemme til slaverne, men som også viser en lille bid af det helvede og de pinsler, som slaverne måtte lide under for at tilpasse sig den hvide mands verden og krav. Under min læsningen af Den underjordiske jernbane blev jeg holdt fast med en gru og med et lille spirende håb for, at Coras og Caesars flugt ville lykkedes til, jeg vendte bogens sidste sider.

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas (Wallflowers #1)

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas. Udgivet af forlaget Pretty ink på 351 sider i 2015 (org. titel Secrets of a Summer Night, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2004). Bogen er læst på dansk.

Annabelle Peyton lever et møjsommeligt og sparsomt liv sammen med sin mor Philippa og lille bror Jeremy i London. På trods af at de er af adelig afstamning, er livet ikke en dans på roser. Efter farens død er formuen hurtigt blevet langt mindre, og de må vende en hver ører for at fastholde facaden ud ad til, men også for at Jeremy kan blive på kostskolen, og gøre sine studier færdig. Annabelle og hendes mor sælger alt, hvad de kan undvære og bytter diamanter og ædelstenene ud med glas, for at opretholde facaden til omverden. Annabelle er i den giftefærdige alder, men det er ikke let at få en adelsmand på krogen, når Phillippa ikke kan tilbyde en medgift ved et giftemål. Sidst på selskabssæsonen i Londons store adelige kredse i 1834 er Annabelle desperat, og ønsker mere end noget andet at kunne stille sin familie den sikkerhed, som et giftemål ville kunne medføre, men det er hendes sidste chance for at deltage i selskabssæsonen. Dog er det desværre kun den irriterende og skrubløse Mr. Hunt, som gør frække forsøg på, at få æren af en lille dans. Mr. Hunt er slagterens søn, men han har arbejdet sig op til, at være en meget velhavende mand i en meget ung alder. Han har få, og gode bekendte i adelen, men dette er ikke nok. De adelige ungmøer kigger langt uden ham, særligt Annabelle, da han ikke er fra den adelige klasse og værst af alt er, hans manglende etikette og opførsel blandt dannede mennesker. Til et af sæsonens sidste selskaber i London bringes jeg af Kleypas’ ind på den noget triste række af bænkevarmere, der sidder misfornøjet, og kigger på de dansende par med et misundelsesværdigt, men ømt blik mod dansegulvet.

Annabelle er efterhåndeden blevet en af de faste bænkevarmere sammen med de amerikanske søstre Lillian og Daisy, og den unge Evie. Pigerne har ikke før givet hinanden mange blikke, da de altid har været i konkurrence om, hvem der kunne tiltrække de magtfulde og rige mænd. Men denne aften sker der noget magisk, og et trofast bånd bindes mellem de fire unge kvinder. De laver en pagt om, at hjælpe hinanden til at få en mand på krogen i ægteskabets lænker, hvor den første er Annabelle, da hun er den ældste. Det sidste selskab denne sæson afholdes i landlige omgivelser af Lord Westckiff på hans store Gods i Hampshire, og Annabelle får igennem sine nye veninder en invitation. Dette er Annabelles allersidste sidste chance i bogstavelig forstand, da hun også trænges op i en krog af den noget uhumske Mr. Hodgeham, som hendes mor har været nødsaget til, at tage med ind i soveværelset for, at holde regningerne på afstand. Annabelle hader at se hendes mor lide, og nu hvor Mr. Hodgeham har kastet sine gamle og ulækre øjne på hende, har hun mange problemer at tage sig af for, at komme ud med anstændigheden i behold. Den unge Mr. Hunt er også med til selskabet, og da han og Lord Westckiff finder de fire piger midt i en gang mameluk-rundbold på en afsides eng, opstår der røde kinder og lange blikke, da det ikke er anstændigt sådan at rende rundt uden tøj på! Handlingen er således sat i skub, hvor jeg følger Annabelle i bestræbelserne på også at holde den insisterende Mr. Hunt på afstand, men det er svært, da ukendte og anderledes følelserne huserer i hendes krop.

Hvis hun ikke havde været så bekymret, ville Annabelle have leet af deres ansigter, der alle tre måbede. Men i stedet for at bryde ud i jomfruelig forargelse eller diskret give sig til at snakke om noget andet stillede Lillian det sidste spørgsmål, Annabelle ville have forventet. “Har han ret?”

I Sommernattens hemmeligheder af Kleypas drager jeg med Annabelle ud i jagten på, at finde en adelig ægtemand, men fremtidsudsigterne er dyste. Romanen er den første bog i en tetralogi med det noget flotte og interessante navn Wallflowers, men navnet er dog ikke helt så smigrende en betegnelse, som ved første antagelse. Ordet betyder nemlig bænkevarmere, og er det som de fire piger, Annabelle, Lillian, Daisy og Evie, må siges at være ved alle selskaberne, hvor de ikke formår, at fanger mændenes interessante blikke på grund af ikke-adelige aner eller økonomiske mangler. Romanens genre er en blanding mellem det historiske og erotiske, men som i langt det meste af romanen er holdt i den sobre tone, som hørte til i det nittende århundrede. Under læsningen sad jeg ofte med et lille smil på læben over Kleypas’ fantastiske evne til, at frembringe den historiske kontekst korrekthed ved eksempelvis en mands syn og berøring af en kvindeankel i, hvor uanstændigt bare dette var. I Sommernattens hemmeligheder er sproget let, flydende og lige til, hvor jeg ikke skulle tænke de store tanker, men bare kunne slappe af og læse om Annabelles mange og hårde kampe.

Romancen og den historiske kontekst har længe lokket og draget mine øjne mod Sommernattens hemmeligheder på min bogreol. Det var dog ikke før under læsningen, at jeg opdagede romanens erotiske elementer, så jeg blev da en anelse overrasket, men de erotiske scener er så fine og igen holder tand i den historiske kontekst, at det virker rigtig godt i romanens plot, men noget overrasket blev jeg da. Karaktererne har ikke den store dybde, og indimellem virker det en smule for overfladisk og unødvendig i flere inddragelser som eksempelvis af de mange omsværmer, som den unge og generte Lord Kendall belemres med. Først kom jeg rigtig godt i gang med læsningen af Sommernattens hemmeligheder, hvor der i romanens plot hyppigt skete små ting, som fastholdte mig i læsningen, men efter de første hundrede sider sænkede tempoet sig, og handlingen trak lige lovligt langt ud, og blev en smule kedelig. Dette ændrede sig dog igen på romanens sidste hundrede sider, hvor handlingstempoet sted betragteligt med både mordforsøg og en kæmpe eksplosion. Så da romanen sluttede var jeg egentlig lige lidt træt af det, da jeg ville have mere og ikke ønske at romanen skulle slutte, men jeg må jo tålmodigt vente med at læse videre til, jeg får fingre i Efterårets luner, som er den anden bog i serien.

Det ville være skrækkeligt, hvis nogen så hende i denne tilstand. Annabelle bad til, at stemmerne tilhørte et par tjenestefolk, lænede sig op mod væggen og ventede uden at røre sig. Et par vildfarne lokker klæbede til hendes fugtige pande og kinder.

Kleypas’ evne til på troværdig vis, at frembringe to modstridende sociale klassers tanker om, og sociologiske interaktioner med hinanden viser dikotomien i deres fælles problemstillinger i samfundsopbygningen i starten af det nittende århundrede tog pusten fra mig. Annabelles adelige aner gør, at hun har krav og ret til, at gifte sig længere ind i den engelske adel, men ikke kan da hun ingen penge har. Den mægtige forretningsmand Simon Hunt har ved snilde og dygtighed fået arbejdet sig ind i den adelige klasse, men dette giver ikke lov til, at han gifter sig med en adelig pige eller bliver anerkendt i de finere kredse. Der var flere ting i Sommernattens hemmeligheder, som jeg ikke helt kunne forene mig med, men i det store hele er det en fin historisk og erotisk roman med et strejf af humor. Der var flere gange under læsning, at jeg grinede af de amerikanske søstres humoristiske og lige til bemærkninger, og hele idéen med mameluk-rundbold var en finurlig, sjov og befriende tilføjelse. Jeg skal helt sikkert læse de sidste tre bøger i Kleypas tetralogi, og jeg håber på at få læst de fleste af bøgerne hen over sommeren, da jeg har på fornemmelsen, at de bliver et friskt og humoristisk pust under min speciale skrivning. Lisa Kleypas har udgivet flere historiske og erotiske serier på dansk ved forlaget Pretty ink, som er et imprint under forlaget Rosinante & co. Som det eksempelvis vises på nederste billede, så er bogen Forfør mig ved solopgang, den anden bog i tetralogien Hathaway, som jeg nok måske også lige skal kigge nærmere på, når jeg er færdig med at læse bøgerne i Wallflowers serien.
Featured image
Featured image

Hvem har vundet Victoria af Daisy Goodwin?……

Featured image
Featured image

Victoria af Daisy Goodwin. Udgivet af Politikens Forlag maj 2017. Romanen er sponsoreret af forlaget.

Følger I også med i dramaserien “Victoria”, der nu køre om søndagen? Det gør jeg, og jeg er helt i en anden verden, så snart at teksterne ruller over tvskærmen er jeg fanget! Jeg glæder mig meget til i morgen for, så kommer tredje afsnit jo. For en lille uge siden startede jeg en Giveaway her på bloggen i samarbejde med Politikens Forlag, hvor det var muligt at vinde bogen bag tv-serien. Og nu er tiden kommet til, at finde den heldige vinder. Der er mange, som har været forbi og deltaget. Hvor er det fedt! Mange tak, for at I har ville være med.

Spørgsmålet om, hvornår Victoria overtog tronen har I alle svaret rigtigt på, så det er super. Men jeg stillede også et lille bispørgsmål om, hvilke historiske romaner, som I syntes bedst om. Det er, der rigtigt mange, som har været søde at skrive lidt om også – mange tak for det. De fleste af dem keder jeg, men der er dog et bøger, som jeg ikke kender, og dem skal jeg selvfølgelig lige have kigget nærmere på. Det er altid så skønt med lidt ny inspiration! Jeg ser bestemt også meget frem til, at læse Victoria meget snart. Romanen har fået rigtige gode anmeldelser, så jeg ser frem til, at forsvinde ind i Goodwins historiske tidslomme.

Nå, men nu kan jeg vel ikke rigtig trække tiden længere….. Vinderen er fundet ved lodtrækning, og er…… Sonja Bech. Stort tillykke til dig! Jeg sender straks en mail afsted til dig. Igen tak til alle jer, som har deltaget, og til Politikens Forlag, som har sponsoreret bogen. Jeg ønsker jer alle den dejligste weekend!

Featured image
Featured image

Giveaway af den historiske roman Victoria af Daisy Goodwin (Giveaway #5)

Featured image
Featured image

Victoria af Daisy Goodwin. Udgivet af Politikens Forlag 2017 på 393 sider. Eksemplar sponsoreret af Politikens Forlag.

I aften starter Victoria som en ny historisk dramaserier på DR1, der er baseret på romanen, og handler om hvordan den kun 18 årige prinsesse Victoria må indtræde som regent i England, da hendes onkel William IV dør. Victoria blev udgivet i Danmark i mandags, d. 1. Maj, og er nu klar til at indtage det danske publikum. Goodwine er ikke alene forfatteren bag bogen, men hun er også instruktør på dramaserien. I anledningen af, at dramaserien starter i aften, afholder jeg en giveaway på bloggen i samarbejde med Politikens Forlag. Så er du til historiske romaner som eksempelvis Belgravia af Julian Fellowes, så er Victoria et must read.

Victoria er en af de bøger, som jeg ser meget frem til at snart at læse, da den victorianske periode er en af de historiske tider, som interesserer mig allermest ind for den moderne romans opkomst og udvikling i forhold til social bevidsthed, klassesamfund og kriminalitet. Du kan få en lille forsmag på romanen gennem Politikens Forlag, som du finder her.

Du kan nu vinde Victoria ved at svare på, hvilket år prinsesse Victoria overtog tronen i England? Skriv svaret i en kommentar her på bloggen, og kom også gerne med gode forslag til historiske romaner, som har fanget dig mest. Jeg trækker vinderen allerede næste lørdag d. 13. Maj, men husk at skrive jeres mail i feltet, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Jeg ønsker jer alle den dejligste weekend! Tak til Politikens Forlag .

Featured image
Featured image

Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin

Featured image
Featured imageAlting begynder med efterår af Marianne Kaurin fra forlaget Turbine på 231 sider – udgivelsesår 2016. Originalsproget er norsk med titlen Nærmere høst fra 2012, og er oversat til dansk af Thomas Takla Helsted. Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Efterårsbladene er så småt begyndt at blive orange inden, at de bliver brune og visner. Det er i efteråret 1942 under anden verdenskrig, hvor jeg introduceres til familierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka i Norge. I romanen følger jeg primært tre familier fra boligkomplekset, hvor familien Stern indtager størstedelen af romanens sider. Her møder jeg den rebelske og livlige Ilse, der er mellemste søster i familien Stern. Som mange andre led familien under de konstante tyske indskæringer og overtagelse. Familien er nogle af de få jøder i opgangen, men faderen nægter at lade resten af familien kende til de barske realiteter med den konstante hærværk på forretningen. Før krigen havde de en stor systue med mange ansatte, men her i 1942 har de måtte skære den betalende arbejdskræft væk, og nu styres butikken udelukkende af faren Isak, storsøster Sonja og Ilse. Sonja arbejder ofte til langt ud på aften, men det er ikke kun i forretningsøjemed, da hun har sine egne hemmelige drømme om et liv uden for butikken og familien. Ilse er forelsket i den unge Herman Rød fra lejligheden på første sal, som forgiver at være, noget han ikke her. Han arbejder nemlig underdække i en hemmelig organisation, der består af hemmelige netværk og labyrintiske flugtveje.

En meget tidlig morgen ankommer det norske politi til familien Stern, og tager Isak med uden at forklare, hvor han skal hen. Under læsningen får jeg også et kort indblik i Isaks forfærdelige dage i interneringslejren i Berg. Imens prøver Sonja, at holde sammen på familien og forretningen, men det er ikke let, da moren er forsvundet ind i sig selv, og sover det meste af dagen. Ilse er ikke mere medgørlig, og det ender i en konflikt, hvor moren smider Ilse ud af hjemmet. Ilse får på sin flugt endelig mulighed for at snakke med Herman, og de tager afsted for at nyde en dag sammen. Odd Rustad bor også i opgangen, og han arbejder som taxachauffør. Han parerer ordrer, og bestemmer ikke selv. En morgen er han i bogstaveligste forstand tvunget til at køre mor, Sonja og lille søster Miriam til den visse død. Om eftermiddagen 26. november 1942 gik de ombord på skib DS Donau, hvis destination var Polen. Om bord var 532 norske jøder, hvis liv endte tragisk i gaskamrene i Auschwitz kun få dage efter deres ankomst. Da Ilse vender hjem til lejligheden er resten af hendes famile forsvundet, og hjemmet rodet, og hun er nødt til at flygte ud af landet.

De står og stirrer på hinanden. Rummet dirrer. Ordene, de har sat sig fast i væggene, de ligger på plankegulvet, under stolene, i lyset fra vinduet, de er sagt, de ligger der.

Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin er en historisk ungdomsroman, der strukturelt er del i to dele. I første del af bogen følger jeg Ilses stormende forelskelse i Herman, hvor jeg falder for hendes naive og rebelske, men beslutsomme karakter. Den anden del af romanen handler mere om, hvordan familien prøver at overleve farens anholdelse til, at mor, Sonja og Miriam selv bliver hentet. Herefter følger jeg Ilses flugt til Sverige. Kaurin er en mester til, at beskrive meget med få ord, og mange af de frygtlige begivenheder, som fandt sted under anden verdenskrig, bliver udtrykt nøgternt og illustrativt. Hvad den enkelte læser således får ud af romanens hovedemne, jødernes tragiske skæbne i Norge under anden verdenskrig, afhænger lige så meget af den enkeltes viden om anden verdenskrig, og de frygtelige forhold, som jøderne måtte lide under. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, hvor sproget åbner en temporal tidslomme til en anden tid i et andet land.

Ordene i romanen er valgt med omhu, og sætningerne er korte og præcise. Plottet i denne historiske ungdomsroman er kronologisk, og handlingen er tempofyldt, hvor jeg hele tiden skal forholde mig til de mange karakterer, som der skiftes mellem. Underlæsningen blev jeg lidt rundforvirret i starten, men jeg kom dog hurtigt ind i karakterernes navne og funktioner. Jeg kom særligt helt ind under huden på Ilse, men den karakter, som jeg også kom helt ind under huden på var Odd Rustad. Mange af de ting, han må gennemgå i romanen er umenneskelige og for de fleste af os utænkelige. I flere passager blev jeg virkelig berørt, hvor tårerne sad på spring og truede med at trille ned af mine kinder. Den videre læsning var næsten ubærlig, og det var kun håbet om Ilses og Hermans overlevelse, som løsnede en smule op i mit bryst.

Så sker der noget. Flere rører på sig, rejser sig op, ser mod indhegningen. Det er, som om alle holder vejret, som om alle lyde forstummer. De kommer i flok, en stor masse, som vælter ind på kajområdet, en strøm af skikkelser.

Alting begynder med efterår er en rigtig fin ungdomsroman, men jeg syntes dog at Ilses forelskelse og rebelske oprør fylder en smule for meget. Som skrevet i ovenstående afsnit var jeg ikke videre begejstret for de mange viewpoints og karakterskift, der var en smule forvirrende på romanens korte sider. I det, at det er en ungdomsroman, og primært henvender sig til målgruppen, så er mange karakterer og skift nok ikke det bedste, da det gør det svært at fastholde læsningen og spændingspunkt. Dog er Alting begynder med efterår en vigtig historisk ungdomsroman, der giver unge muligheden for at læse om og et indblik i, hvordan anden verdenskrig udspillede sig i Norge. Kaurins ungdomsroman siger så meget uden egentligt at gå i dybe petitesser og udskejelser i beskrivelser af de frygtlige kår under anden verdenskrig. Jeg elskede romanen for dens implicitte sproglige underforståethed, hvor forståelse og viden om jødernes forhold under krigen lægges over på læserens egen viden.

Featured image
Featured image

Hidden Figures – En sand historie af Margot Lee Shetterly

Featured image
Featured image

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Udgivet af forlaget HarperCollins Nordic 2017 på 364 sider. Læst på dansk – Originalsproget er engelsk med titlen Hidden Figures, og er org. udgivet i 2016. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

I den historiske biografi Hidden Figures – En Sand historie fortæller Margot Lee Shetterly for første gang om, hvordan sorte kvinder fik en enorm og betydningsfuld rolle inden for flyve- og rumforskningen i Virginia i USA fra 1930’erne og helt op til 1980’erne. Racediskriminationen er overvældende at læse om, og det skærer mig dybt i hjertet at læse om, de frygtelige vilkår som afroamerikanske mennesker måtte indordne sig under og tilpasse sig efter. I biografien optræder der mange afroamerikanske kvinder og mænd, hvis betydning for forskningsområderne ikke har været helt ubetydelige, men primært fremtræder fire kvindelige hovedpersoner gennem hele bogen, hvor jeg som læser følger deres udvikling fra barndom til alderdom. De tre af kvinderne Dorothy Vaughan, Mary Jackson og Katherine Johnson, følger hinanden og får ansættelse ved NACA (der sener bliver til en føderal virksomhed, der får navnet NASA ved den nye sammenlægning) inden for den samme årstal i forskellige afdelinger, men de må alle starter, som sorte computer i afdeling Vest, der kun var for sorte kvinder. Den sidste af de fire hovedpersoner er Christine Darden, der kommer til NASA en generation senere, og arbejder videre på projekter og forskningsprogrammer, som de tre andre afroamerikanske kvinder var med at starte op og videreudvikle.

I 1930’erne var det nærmest utænkeligt, at en sort mand eller kvinde fik arbejde som ingeniør eller på anden måde kom i kontakt med den forskningsbaserede verden, så de dygtige og højt uddannede afroamerikanere måtte søge arbejde, som underviser, på de sorte skoler. Men da anden verdenskrig sætter sin begyndelse sendes alle kampklarer mænd ud i krigen, og der er kun kvinderne tilbage til, at overtage mændenes arbejde for, at holde samfundet kørende. På Langley begyndte de i starten af 1940’erne at rekrutterer hvide og sorte kvinder, som computere fordelt på to separate afdelinger. Her blev Dorothy Vaughan ansat på en krigskontrakt, som strakte sig over seks måneder, og hun havde kun meget få forhåbninger om, at kunne forlænge sin ansættelse, hvilket hun dog fik. I denne periode lejede hun et lille bitte værelse, da Langley lå flere hundrede kilometer fra hendes hjem, så kun måtte undvære sine børn. Mary Jackson fik også arbejde som en af de sorte computere i afdeling vest under Dorothy Vaughan. Hun fik senere ansættelse i vindtunnelen under ingeniøren Kazimierz Czarnecki, som hjalp hende til uddannelsen som ingeniør, men det var dog ikke helt uden kamp. Det kursus, som hun havde mulighed for at følge, var aftenkurser, som blev udbudt af det hvide universitet i Virginia, og afholdt på Hampton High School, der udelukkende optog hvide studerende. Mary Jackson måtte søge gennem byrådet i Hampton, og hun fik bevilling til at følge aftenkurserne. Hun blev hermed NASA’s første sorte kvindelige ingeniør.

En lamslået Mary Jackson undrede sig: Var dette, hvad hun og byens andre sorte børn var blevet nægtet i alle disse år? Dette forsømte, antikverede sted? Hun var gået ud fra, at når de hvide gjorde sig så store anstrengelser for at nægte hende adgang til skolen, så måtte den være et paradis. Men dette? Hvorfor ikke kombinere ressourcerne og bygge en smuk skole for både sorte og hvide studerende? Over hele syden opretholdt kommunerne to parallelle og ineffektive skolesystemer, hvor både de fattigste sorte og hvide trak det korteste strå.

Hidden Figures – En sand historie er en historisk bibliografi, som spænder over flere felter af videnskaber. De tre kvinder, Katherine Johnson, Dorothy Vaughn, Mary Jackson og en generation senere Christine Darden, var med til, at skrive historie inden for fly og rumfart, fordi de udførte avancerede beregninger og udformede indviklede ligninger, som gjorde at det lykkedes USA, at vinde kampen mod Sovjetunionen. USA var noget bag Sovjetunionen, men de sorte kvindelige vest computere på Langley arbejdede hurtigt, og USA lykkedes først med, at sende John Glenn i kredsløb om jorden, og få det første menneske på månen, der var Neil Armstrong. Dette er en vigtig brik i vores historiske tidslinje, som jeg syntes har været glemt alt for længe! Shetterly har været gennem et mangfoldigt materiale for, at få de afroamerikanske kvinders betydning frem, og de mange personer og udviklinger inden for luft og rumfart. Dette bevirker desværre også at biografiens indhold indimellem virker lidt rodet, hvor den røde tråd, de fire kvinder, indimellem er svær at finde. Biografiens sproglige plan kan virke lidt tung, men brydes så fint flere gange med fine beskrivelser, der tenderer til de poetiske, som er med til at lette tyngden af alle de faktiske informationer.

Under læsningen af bogen fylder racediskrimination og adskillelsen mellem den hvide heteronormative og den sorte afroamerikanske verden meget, men dog med et glimt af lys og brudte barrierer, da Dorothy Vaughan, Mary Jackson og Katherine Johnson var med til at bryde igennem de tætte og næsten ugennemtrængelige grænser mellem de to parallelle verdener. Langley var dog et af de steder, hvor raceadskillelsen ophørte tidligere end andre steder, da ledelsen her var mere opmærksom på viden, forskning og det at man hurtigt kom frem til de rigtige og vigtige resultater, der også havde stor betydning på det politiske plan. Så skiltene med toiletter til sorte blev pillet ned, men racediskriminationen forgik dog alligevel bare på det lidt mere skjulte plan. Shetterly er i sin bog meget opmærksom på denne racediskrimination, som fylder rigtig meget i biografien, og bliver et meget stort gennemgående tema. Jeg syntes, at det var enormt fængende og spændende at læse om de fire kvinders kampe og succeser, men racediskriminationen fylder langt mere end blot i fremstillingen af kvindernes livsfortælling, hvilket desværre blev lidt trættende i længden.

Raceadskillelsen var den eneste verden, de nogensinde havde kendt til. Diskrimination var den kraft, som fastholdt dem i Newtown, som indskrev dem i Winchester-skolen, som sendte Chrisines forældre til Knoxville College for at blive uddannede frem for University of Tennessee. Det var en diskrimination, som de efterhånden havde lært at forvente og næsten acceptere.

Hidden Figures – En sand historie er en meget omfangsrig bog, og ind i mellem farede jeg lidt rundt, og kørte lidt træt i de mange historiske fakticiteter af propeller, vinger og farthastigheder, samt de mange beskrivelser af flyvere og rumraketter. Efter endt læsning er jeg dog enormt fascineret og forbløffet over, hvor stor omhu biografien er skrevet med og den enorme mængde research, der lægger bag skrivningen af denne bog! Jeg læser kun sjældent biografier, da de er meget tunge og ofte lidt kedelige, men jeg valgte at læse Shetterlys biografi, da de fire afroamerikanske kvinders livshistorie har en stor betydning i vores historie, og giver en ny vinkel på en verden, der ikke alle steder var delt helt så skelsættende op i det dikotomiske forhold sort og hvidt i 1960-1970’erne. Jeg syntes, at det er vigtigt, at anerkende et så stort og godt arbejde som denne biografiske bog indeholder, men også vigtigheden af den kulturelle betydning og forståelsen for vigtigheden af bogens mange faktiske og betydningsfulde data ‘er, om de afroamerikansk kvinders arbejde og forskningsmæssige betydning i og for verden. Jeg var ligeledes inde og se filmen, der er baseret på bogen, sammen med HarperCollins Nordic, og man kan sagtens læse bogen uden at se filmen. Bogen går langt dybere end det er muligt, at få med i en film, men jeg syntes at FOX Studios får hele essensen af biografien fint med i filmen.

Featured image
Featured image

Vinderne er…… (Giveaway #4)

Featured image
Featured image
Featured image

Så er tiden blevet til, at få fundet en vinder af giveawayen fra bloggens fødselsdag. Jeg siger tusind tusind tak til alle jer, som har deltaget! Det har været hyggeligt og interessant at læse om, alle de bøger I skal læse her i juleferien, som jo begynder lige om lidt. Og tusind tak for alle de søde kommentar I har skrevet. Jeg skal have læst en eller to af Dickens romaner og andre essays om Dickens, men jeg har også et par andre bøger, som jeg planlægger at læse i juleferien. Det kommer der et lille indlæg om i løbet af ugen.

I konkurrencen havde I muligheden for at vinde en af de to bøger Den inderste fare af Birgithe Kosović og The Prince and the Pauper af Mark Twain, der begge er to helt fantastiske bøger på, hver sin egen måde. For at gøre selve lodtrækningen lidt hyggelig har jeg fundet mine terninger frem, og skrevet en liste med deltagerne, hvorefter jeg lod terningerne rulle…..

Så vinderne af giveawayen er….. Malene Erika Eltved Kristensen, der har vundet The Prince and the Pauper. Stort tillykke – jeg sender dig straks en mail. Vinderen af Den inderste fare er Suzanne Møller Christiansen – stort tillykke til dig også, og jeg sender også straks en mail til dig. Igen mange tak for de mange, som har deltaget. Jeg ønsker jer alle den dejligste jul med masser af lækker mad, familiehygge og fine gaver.

Featured image
Featured image