The Girl Who Drank the Moon af Kelly Barnhill

Featured image
Featured image

The Girl Who Drank the Moon af Kelly Barnhill fra forlaget Piccadilly Press udgivet 2017 og er på 386 sider. Org. sproget er amerikansk, og er org. udgivet i 2016. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Once upon a time, something terrifying lived in the woods. Or perhaps the woods were terrifying. Or perhaps the whole world is poisoned with wickedness and lies, and it’s best to learn that now.

Der ligger store, mørke skyer og truer over den lille by Protectorate – byen kaldes også The City of Sorrows. Antain er næsten tretten år og i lære som ældste medlem af byrådet. Der er særligt en tradition, som Antain hader mere end noget andet, hvor hele byen en gang om året rammes af stor sorg. Dagen frygter alle, men ingen taler om det, og ingen stiller spørgsmål eller gør oprør, da det er helt uhørt. De ældste henter hvert år, det førstefødte barn på året, da barnet skal ofres til heksen i skoven, så byen overlever endnu et år uden at heksen kommer jævner byen med jorden. Jeg følger skrækslagen med Antain, som skal med på sin første tur ind i et hjem for at hente et lille barn, og han er lige ved at gå til. Moren skriger og skriger, og gør alt for at beskytte sit barn fra de kræfter, som vil stjæle hendes lille nye liv. Søstrene i tårnet tilkaldes, da moren er blevet sindssyg, og hun føres væk og ind i det store høje og mørke tårn. Nu går processen med barnet ud i skoven et godt stykke udenfor byen til en lille lysning, hvor den ældste i byrådet lægger barnet på en træstub.

Den gamle heks Xan er allerede på stedet, men hun har forvandlet sig til et træ, hvor hun får sig en lille lur, da hun dette år er tidligt på den. Hun henter, hvert år et barn i skoven, men hun ved ikke, hvorfor at folkene i byen giver et af sine børn væk på denne dag. Xan tager børnene med til byerne på den anden side af skoven, hvor familier gladeligt tager imod de efterladte børn. Da Xan ikke kan have alt for meget mad med til de små under rejsen, fanger hun stjernestøv med fingrene på nattehimlen, og giver børnene det at spise. Dette stjernestøv giver børnene lykke med på vejen og rigdom i livet. Men noget er anderledes dette år, da hun føler et særligt bånd til det lille barn med det sorte krøllede hår og det lille halvmåneformede modermærke i panden. Under rejsen er den lille pige mere sulten, og Xan kommer ubemærket til, at give hende månestøv frem for stjernestøv. Det er ikke godt, da månestøv har særlige magiske egenskaber, så nu er Xan nødt til at tage barnet med sig hjem, og hun giver hende navnet Luna.

Den lille Luna er en skøn pige med masser af krudt i. Årene går hvor hun lever et stille og godt liv med sin bedstemor heksen Xan, den lille drage Fyrian og sump monsteret, som er lige så gammel som verden. Efterhånden som Luna vokser spreder hendes magi sig mere og mere. Til sidst er det så slemt, at Xan er nødt til at binde Lunas magi indtil, at hun bliver seksten år, så Xan kan lære Luna, alt det hun skal kunne med respekt for magien, men noget går helt galt. I The Kingdom of Sorrows forsøger Antain endnu engang at snige sig fra at deltage i hentningen og ofringen af endnu et barn, da han ikke kan. Antain har stadig mareridt over den gale kvinde, så han beslutter sig for, at besøge hende. Da Antain bliver lukket ind i cellen øverst i tårnet sker noget magisk, men forfærdeligt, da han overfaldes af en masse papirs fugle som strømmer til. Han er nu arret for livet, og dropper helt at arbejde for rådet. Han har planer om, at stoppe den onde heks, og drager ud i skoven. Her møder han de mærkeligste væsner, den pige som han engang var med til at ofre, og han finder ud af, at byen er bygget på en løgn, da den onde heks egentlig er i byens midte, hvor Sorg Æderen truer med at ødelægge alt.

How many feelings can one heart hold? She looked at her grandmother. At her mother. At the man protecting his family. Infinite, Luna thought. The way the universe is infinite. It is light and dark and endless motion; it is space and time, and space within space, and time within time. And she knew: there is no limit to what the heart can carry.

The Girl Who Drank the Moon af Kelly Barnhill er et episk og magisk eventyr, som jeg læste under Dewey’s 24 Hour Readathon i efteråret. Fra første side i romanen var jeg fanget af handlingen, og jeg har siden efteråret læst romanen hele to gange til godnatlæsning, da jeg bare elsker historien om Luna, heksen Xan, den unge mand Antain og den uhyggelige Sorg Æder. Handlingen er mørk og gotisk, men også magisk og fortryllende med mange lag i plottet, som alle er dybe og kan perspektiveres ud i vores egen verden. Skoven i The Girl Who Drank the Moon er labyrintisk med mange veje og skjulte stier, der fører til en ældgammel by i ruiner og gemte magiske sko, som ikke må findes af hvem som helst. Engang var den ødelagte by hjemsted for nogle af de mægtigste troldmænd, men de blev snydt af Sorg Æderen og forsvandt fra verden. Romanen er delt i 48 spændende kapitler, der alle har en lille overskrift, som giver et hint om, hvad der kommer til at ske i det kommende kapitel. Barnhills roman kan læses fra mellemtrinnet (fra 4 klasse) på engelsk, men da bogen (endnu) ikke er oversat til dansk, så vil jeg anbefale at fra ca 14 år – selvfølgelig afhængig af, hvor god man er til at læse engelsk. Sproget i romanen er let og smukt med mange poetiske sætninger, som gør at handlingen fremhæves på særlige steder, og tryllebandt mig under min læsning.

Der er mange finurlige, men også uhyggelige karakterer i The Girl Who Drank the Moon, men særligt er Luna og den lille drage Fyrian er jeg ellevild med. Fyrian drømmer uhyggelige drømme, hvor alting er blevet meget småt, og han selv kæmpe stor, men det kan den lille drage slet ikke finde ud af. Åh, han er så skøn. Alle karaktererne er godt beskrevet med mange detaljer, og det er stederne lige så, så handlingen bliver levende og jeg forsvandt ind i bogens sider, hvor jeg var med på eventyr. Tematikkerne i eventyret er kærlighed, tab, venskab, familie og sorg, som alle er med til at skabe et klart budskab og en god morale på de sidste sider i bogen. Særligt den uhyggelig Sorg Æder og hendes historie ramte mig, da jeg under min første læsning ikke lagde synderligt meget vægt på heksen Xans modstand af at være ked af det eller sørge over gamle venskaber. Tematikkerne kærlighed og sorg kan være to altopslugende størrelser hver for sig, og de forenes i Barnhills roman på fineste vis, hvor jeg næsten får helt ondt af Sorg Æderen på trods af alle hendes onde gerninger. Moralen i The Girl Who Drank the Moon er at dog er sorgen til alle tider stor og alt opslugende, men at kærligheden er en endnu større kraft, og at alt kan overvindes med kærlighed og venskab.

Just because you don’t see something doesn’t mean it isn’t there. Some of the most wonderful things in the world are invisible. Trusting in invisible things makes them more powerful and wondrous.

The Girl Who Drank the Moon er et fantastisk og magisk eventyr! Jeg er blevet stor fan, og måske at Barnhill bliver en af mine nye favorit forfattere. Romanen har også vundet flere litterære priser som eksempelvis Publisher’s Weekly Best Book i 2016, School Library Journal Best i 2016 og Newbery Medal i 2017. Barnhill har skrevet flere noveller og andre romaner, og i øjeblikket skriver hun på tre romaer, så jeg følger spændt med. Hvis du vil vide mere om bøgerne eller mere om forfatterskabet, kan du kan læse mere om det på Kelly Barnhills forfatterside lige her. Jeg skal helt sikkert læse de andre eventyr og magiske romaner af Barnhill, som jeg regner med at bestille hjem inden længe, da jeg er spændt på at læse om, de er lige så gode, men venter lige og ser om Saxo kører rabat på engelske bøger senere på måneden – det kunne jo være. Jeg kan også varmt anbefale at lytte til The Girl Who Drank the Moon, da oplæseren er virkelig god og gør handlingen meget spændende og levende. Det ville være fantastisk, hvis der var et forlagt, som udgav The Girl Who Drank the Moon på dansk, da Barnhills roman virkelig er læseværdig for alle som elsker mørke eventyr, hekse, draget, magi og en vigtig morale.

Featured image

Advertisements

At se lyset af Jay Asher

Featured image
Featured image

At se lyset af Jay Asher er udgivet af Politikens Forlag i 2017, og er på 279 sider. ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner. Romanens org. sprog er engelsk, org. titel er What light og org. udgivelses år er 2007. Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplaret er venligst modtaget af Forlaget.

Dagen før thanksgiving d. 21 november læser jeg med, når Sierra tager en rørende og sød afsked med sine to allerbedste veninder Rachel og Elisabeth, da Sierra og hendes familie den næste dag rejser fra deres hjem i Oregon mod en lille by i Californien, hvor de i gennem to genetrationer har solgt juletræer til indbyggerne i byerne omkring. Sierras familie har en enorm juletræsplantage, hvor de hele året går og passer de smukkeste juletræer, som i starten af november fragtes den lange vej fra Oregon til Californien af Onkel Bruces helikopter. Sierra har levet sådan næsten hele sit liv, men det er alligevel ikke let, at tage væk fra veninderne særligt i juletiden. Hun har dog også fået sig en bedste veninde, Heather, som hun glæder sig meget til at se i Californien. Denne december bliver dog meget anderledes en alle de andre år, da Sierra har fået opsnappet bidder af en samtale mellem hendes forældre, hvori hun overhører, at dette nok bliver den sidste december, hvor familien sælger juletræer i Californien, da juletræssalget ikke længere er så stort og giver underskud. I resten af november og næsten hele december bor familien i en lille campingvogn på pladsen med juletræer, og de også har et lille cirkustelt, hvor de sælger træerne og mange andre juleting. Hele stemningen på pladsen emmer af jul, familie og gode timer, og jeg kan slet ikke lade være med, at komme i julestemning under læsningen – særligt når Sierra laver sin specielle peppermintmocha med julestok, som jeg siden da har lavet en hel del gange, og det smager fantastisk.

Da Sierra endelig møder Heather til thanksgiving-familiemiddagen, som de altid holder sammen, drager de to piger ud i mørket op på de små bakke-bjergskråninger, hvor Sierra planter et lille grantræ, da der så er lidt af hende tilbage, når de rejser hjem til Oregon d. 25 december. Dette træ er det sjette og måske sidste træ, som Sierra planter ved siden af de fem andre grantræer, som har vokset sig store og flotte. Heather har særlige planer denne december, da hun gerne vil have Sierra med på en dobbeltdate sammen med hende og hendes kæreste, da han er så kedelig. Men Sierra er ikke særlig begejstret for Heathers entusiastiske idéer, da hun jo ikke skal være i Californien ret længe, men som måske også bliver den sidste december, og langdistanceforhold holder så sjældent. MEN så møder hun den lækreste fyr, Caleb, der har det sødeste smilehul. Da Sierra fortæller Heather om mødet med Caleb, er hun ikke på nogen måde begejstret, da der går så mange frygtelige rygter om ham i den lille by. Han skulle have stukket sin lillesøster ned med en kniv, men er det kun rygter eller er det sandt? Familien er gået i opløsning siden, og lille søsteren nu bor ved faren. Sierra lader ham tvivlen komme til gode, og hun prøver at trænge igennem en jernmur af den smerte, som omgiver Caleb på trods af de mange indvendinger fra både Heather, Rachel og Elisabeth. Måske er alle rygterne ikke helt usande, men tabet og de evige konsekvenser, som aldrig syntes at stoppe, tynger Caleb selv og efter flere år, så mærker han endnu, de hårde vilkår fra alle i byen, som syntes at have en mening om ham og hvordan han er, men det fair?

Han spænder kæben, og jeg kan se, at han har grædt over det adskillige gange. Jeg tænker over det, han har fortalt mig. Hvor svært det må have været for hans mor, for hans søster – og for ham. Jeg ved, det burde skræmme mig, men det gør det af en eller anden grund ikke, for jeg tror ikke, han har villet såre nogen.

At se lyset er Jay Ashers tredje roman, hvor hans første roman er Døde piger lyver ikke (Thirteen Reasons Why), udkom i 2007, og er siden blevet en bestsellerroman i 2017, som i den grad er blevet hypet særligt, da forfatteren solgte rettighederne til at omdanne romanen til en tv-serie, som vises på Netflix i øjeblikket. Der er mange grunde til, at jeg ikke har tænkt mig, at se eller læse Døde piger lyver ikke, og en af dem er, at jeg ikke mener, at unge mennesker behøver, at begå selvmord for at fremkomme med vigtige tematikker i litteraturen. Jeg ved, at serien er enormt populær, og det er fint, men det bliver bogen og ej serien ikke hos mig. Jeg er derimod virkelig glad for, at jeg fik læst At se lyset, da denne roman kan noget helt særligt både ved juletid, men roman kan bestemt også læses på alle andre tidspunkter i løbet af året. Ashers skrivestil er så fin og følsom uden, at det bliver for meget, og rammer mig flere gange lige i hjertet. Hele balancen mellem Sierras to verdener, som ligger langt fra hinanden, men er skildret så fint med savn og glæde i hver del. Den strukturelle opdeling i At se lyset er i 24 forholdsvis korte kapitler, hvor den sproglige stil er letlæselig, sjov, og ungdommelig, men også med et alvorligt twist, når handlingen drejes til de hårde tematikker, som At se lyset også byder på. Eksempelvis Calebs fortid med de ulykkelige minder om, da hans forældre blev skilt, og hvor han tilsidst fik nok af sin lillesøsters evige hysterianfald og strenge beskyldninger om, at det altsammen var hans skyld.

Karaktererne i Ashers roman er så fint beskrevet, hvor Sierra er romanens primære karakter. Hun har en psykologisk dybde og eftertænksomhed, der gør at jeg under læsningen kan leve mig ind i hendes verden på en magisk måde. Hvor ville jeg gerne bare én dag sælge juletræer sammen med hende og hygge sammen med familierne, som køber de fineste juletræer. Calebs karakter rammer mig derimod dybere end som så, og han gemmer på så mange gode ting, der dog alligevel mindsker godhedens betydningen i forhold til hans fortid. Han bruger alle sine drikkepenge, som han får på arbejdet, til at købe juletræer til dem, som ikke selv har råd til et. Mit hjerte varmes ved den glæde, han bringer og muliggøre for de børn, og jeg kan efter endt læsning ikke lade være med, at tænke over, hvis alle havde lidt mindre travlt med, hvad naboen foretager sig, og i stedet ville kigge ind ad, så ville verden blive en lille smule lettere og ikke mindst rare at være i – altså sådan generelt for, det er jo en tematik, som i høj grad er virkelig i vores prosaiske hverdag. Romanens genre er young adult med en sammenblanding af ungdomsromance og socialrealisme. Man kan lidt nøgternt skære kærlighedsdramaet i romanen ned til den samme gamle historie, der er med i stort set næsten alle YA romaner, og det er om to drenge, der kæmper for samme pige, men i At se lyset har det ene ben i trekanten nærmest ikke nogen funktion, og netop derfor flyttes vægten af vigtigheden i det amputerede kærlighedsdrama til Calebs fortid, der truer med at stoppe muligheden for kærlighed endnu før, at det er en mulighed mellem Sierra og Caleb.

Jeg tænker på Heathers advarsel, på, at Rachel og Elisabeth gloede fuldstændigt vantro på mig, da jeg fortalte det. Alle reagerer så hurtigt. Alle havde de en mening om det, selvom ingen havde hørt det fra Caleb.

Romanens titel At se lyset har flere symbolske konnotative betydninger, som at se lyset i lykken her og nu – denne måske sidste december, hvor Sierra er i Californien, men også det, at se lyset i at hjælpe andre i nød, og at se et lys i sær, når fortidens dunkle skygge overlister og truer med at lukke små huller af lykke og håb for kærligheden. Under læsningen af At se lyset var jeg godt underholdt, og jeg nød at læse om sne, jul og kærlighed, som fremkaldte en lille magisk julestemning i mit hjerte. Der er dog en lille bitte ting ved romanen, og det er at plottet ind i mellem kunne blive lige langtrukken nok i handlingstempoet, men det er ikke noget i sammenligning med, hvor vigtig en tematik, som jeg syntes at bogen gemmer på. Ikke mindst det, at tilgive ved juletid, og at det netop er julen, som er kærlighedens, hjerternes og familiens fest selv i de hårdeste tider. Julen kan både være skræmmende og magisk, men jeg tror på, at juleånden gemmer på noget ganske særligt, og selv om at ånden og juleglæden har været ret langt væk fra mig i år, så syntes jeg at genfinde lidt af min tabte juleglæde under min læsning af At se lyset, og det var virkelig tiltrængt. Jeg kan varmt anbefale Ashers roman til både unge og gamle, da vigtigheden af at tænke på og gøre noget for andre mennesker er fantastisk, men også det, at man ikke bør udtale sig om andre med mindre, at man kender sagernes rette sammenhæng, som klart er romanens moralske budskab.

Featured image
Featured image
Featured image

Vinderne er fundet – tillykke! Blev det dig?

Featured image
Featured image

Bøgerne i giveawayen er venligst sponsoreret af Politikens Forlag

I morgen er det jo allerede juleaften, og jeg glæder mig så meget til at hygge sammen med hele familien, som jeg ellers sjældent ser. MEN, det er jo også i dag, at jeg skal finde de tre vindere af bøgerne i bloggens fødselsdags giveaway – nemlig bøgerne At se lyset, Miraklernes nat og Kærlighed for voksne – alle fantastiske bøger! Sent i går aftes startede jeg på at læse At se lyset og hold nu op, hvor er det en god roman. Så fin, sød og sjov, men dog stadig alvorlig med stærke ungdomstematikker! Måske, at jeg læser den færdig allerede i aften, hvis jeg ikke kan stoppe… Da de sidste julegaveindkøb kom lidt bag på mig, så nåede jeg ikke at få taget nogle nye billeder inden, at mørket faldt på og for ikke at vente til i morgen, så har jeg genbrugt et par billeder, men det går nok også denne ene gang.

Tusind, tusind tak til alle jer, som har deltaget i giveawayen og til alle jer som læser med! Mange tak for alle de søde og skønne tillykke- og julehilsner I har skrevet til mig – de varmer hver og én. Uden jer ville det ikke være så hyggeligt og skønt, at skrive og arbejde med bloggen. Det har være rigtig hyggeligt at få et lille indblik i jeres yndlings snacks – og her i julen kan man slet ikke få snacks nok – vel? Jeg kan i hvert fald ikke…. Nå, men jeg har trukket tre vindere, som jeg har fundet ved hjælp af Find en vinder. Vinderne er Sidsel Iben, Mie Højfeldt Kristensen og Michala. Stort tillykke til jer med denne lille ekstra julegave!! Jeg sender straks en mail afsted til jer.

Jeg håber at, I alle får den skønneste lillejuleaften, en fantastisk juleaften med dem I har kær og ikke mindst nogle skønne fridage. Jeg vender tilbage i den nye uge med en anmeldelse og måske et lille skribleri om mine julegave – hvis jeg altså får bøger i nogle af de magiske pakker under juletræet. Min familie har i flere år egentlig ikke ville give mig bøger i gave, da jeg læser dem alt for hurtigt – syntes de…. Men jeg har en lille forudanelse om, at det måske har ændret sig i år – jeg håber i hvert fald. Tak til jer alle igen, og en stort tak til Politikens Forlag!

Featured image

Caraval (Caraval #1) af Stephanie Garber

Featured image
Featured image

Caraval af Stephanie Garber er udgivet af Forlaget Turbine i 2017, og er på 413 sider. (org.titel er Caraval, org. sproget er engelsk og org. udgivelses år er 2017). Bogen er oversat til dansk af Anne Krogh Hørning. Anmeldereksemplaret er venligst tilsendt af Forlaget Turbine

En krop, der ikke rørte på sig, et hjerte, der ikke slog, øjne, der ikke så… Husk, det er kun et spil…

Den nu unge Scarlett har siden barnsben skrevet mange breve til den legendariske Mester Mr. Legend for, at få ham til at komme til Øen Trisda, så hende og hendes søster kan få en mulighed for, at se og opleve det magiske spil Caraval, og glemme den hårde verden som de levet i, for en stund, men hun venter forgæves, da intet svar kommer tilbage. De to søstre, Scarlett og Donatella Dragna, har levet et liv styret af frygtens lænker siden, at deres mor på mystisk vis forsvandt sporløst, da de var helt små. Med et ændrede livet så for de to piger, og deres far gik fra at være kærlig og omsorgsfuld til, at forvandlede sig til et monster. Kort før at Scarlett skal giftes med en ukendt greve vendes deres verden på hovedet, da hun pludselig modtager en glitrende og fortryllende invitation til spillet fra Mr. Legend. Spillet Caraval spilles nu kun på en magiske ø efter en dramatisk episode i et tidligere spil. Scarlett er nu i oprør, da ægteskabet med den ukendte greve er hendes og søsterens eneste udvej, som kan lede dem fra deres tyranniske far til et liv i tryghed. Scarlett tvivler, og opgiver gerne sine barndomsdrømme om det magiske spil for, at beskytte sin søster, og tage hende med væk fra øen, men Donatella er ikke enig. Donatella har lagt en snedig plan, hvor hun får hjælp af den unge matros Julian, og de bedøver Scarlett og sejler afsted mod den magiske ø, men under rejsen til Caraval bliver de to søstre skilt ad.

Scarlett og Julian ankommer til den magiske Ø, og finder ud af at spillet er langt større og endnu mere magisk, men også langt farligere og blodigere end som så. Deltagerne er nøje udvalgte af Mr. Legend, og kun dem som har en særlig billet kommer ind. Scarlett er Mr. Legends æresgæst, men er blevet inviteret sammen med sin kommende forlovede, og da han ikke er med, så må Julian nu indtage denne rolle, da de er bange for, at det ikke kan få lov til at være en del af spillet. De får den første ledetråd på værelset, og dermed et skridt nærmere for at løse gåden og vinde præmien, men det eneste Scarlett ønsker sig er, at finde sin søster. Dog er alt er ikke som det ser ud til, da Scarlett opdager, at det ikke kun er hende, som leder efter søsteren, da Donatella er årets mysterium. “Find Mr. Legend og du finder pigen” lyder gåden. Efter at Julian og Scarlett har været død, i bogstavelig forstand, i et døgn, får Scarlett nu ekstra travlt med at finde sin søster, især da hun opdager, at hendes far og ukendte forlovede pludselig er ankommet for at tage dem med sig hjem. Den ellers hårdfine grænse mellem fantasi og virkelighed bliver under spiller transcendent og næsten opløst, hvor jeg følger i Scarletts mange pinsler og mørke magiske oplevelser gennem bogens flotte og magiske sider.

Frygten skar igennem Scarlett i toner af kviksølv. Hendes hørelse var næsten lige så sløret som hendes syn, men hun var ret sikker på, hun kunne høre på pigen, at det nærmest var det, hun håbede på. Noget surt og muggent og brændt boblede op gennem Scarletts hals – smagen af død.

Caraval af Stephanie Garber er en af de mest magiske og spændende bøger, som jeg længe har læst. Romanen indeholder mystiske gåder, mord, magiske karruseller og ikke mindst kærlighed og opofrelse for den, man elsker allermest i verden. Caraval hører som genre under fantasy, men er også en Young Adult roman med et tvist af kærlighed. Romans mysterier og mange labyrintiske gange bragte mig under læsningen ind i en magisk verden, hvor jeg lod mig flyde med af et funklende og smukt sprog, der på én og samme tid var så rammende og billedeligt, at romanens handling for mig blev endnu skarpere, uhyggeligere og endnu mere fantastisk. Romanens strukturelle opdeling er på i alt 42 kapitler plus en epilog, der er inddelt i 8 dele, som er illustreret på smukkeste vis. Caraval har utallige illusoriske elementer og magiske spind, som et spindelvæv med mange snore, hvor jeg ofte, som Scarlett, kom til at undres over grænsen mellem hvad der var virkelighed, og hvad der var fantasi, og hvad som var en del af spillet. Noget af det mest magiske ved Caraval-spillet er, at det er en hel magisk verden med mange verdener i sig med slotte, grotter, tårne og skjulte stier under den magiske by, der bliver præsenteret som et enormt teater med balkoner, hvor deltagerne herfra drager ud på teaterets uendelige mange scener, der nettop er denne Caraval-verden.

I Caravel-verden er dag byttet om til nat, og spillet kan kun spilles om natten, hvilket implicit syntes at være med til at få alle deltagernes mørke og egoistiske sider frem på nær hos Scarlett, som vil gøre alt i verden for at redde sin søster. Temporaliteten i Caraval er flygtig og flydende, hvor intet helt står stille på noget tidspunkt. Karaktererne er så levende og har så mange psykologiske dybder, at jeg næsten overvældes af at føle og lurer deres interaktioner og handlinger. Man kan sige, at det er begge søstre, der er romanens hovedkarakterer, men jeg vil sige, at det alene er Scarlett, der er bogens primære hovedkarakter, da hun i plottet er den mest aktive, hvor den mystiske Julian også indtager en del af pladsen. Han er klart den mest betagende og mystiske karakter, da han slet ikke, er den han giver sig ud for at være, som mange andre deltagere i spillet. Bogens mange sproglige og billedelige elementer gør, at jeg får en helt unik synæstetisk rejse gennem hele romanen, hvor jeg særligt følte, mærkede, lugtede og så med Scarlett under spillets mange facetter. Tematikkerne i Caraval er mange som eksempelvis kærlighed, opofrelse, illusionen mellem fantasi og virkelighed, og ikke mindst, hvad et spil kan gøre ved os mennesker.

Vandet begyndte nu at bruse bag hende. Hun vidste ikke, om det betød, at der var andre vej. Hun hadede at skulle gå fra Julians lig – han fortjente så meget mere end at blive efterladt i en grotte – men hvis hun skulle redde ham, blev hun nødt til at afslutte det her og finde Tella, så hun kunne vinde ønsket.

I Caraval bragte Stephanie Garber mig ind i en magisk verden med overdådige og smukke kjoler, mystiske gåder, mord og spænding lige til sidste side, og endda længere end det! Selv, da jeg troede at handlingen var slut, blev jeg selv fanget i illusionen, og bragt med videre til en åben slutning, der lover mig nye magiske gåder, fantastiske oplevelser i Caravel-verdenen og nye eventyrer med Scarlett, Julian og Donatella. Garbers magiske skriblerier bragte mig ikke kun til Caraval, men også helt ind i spillet, hvor jeg nærmest følte mig som en medspiller, som sad på skulderen af Scarlett og heppede på, at hun ville finde sin søster i tide før alle andre. Jeg blev nærmest fortryllet fra bogens første side af det smukke kort over Caraval, som jeg har studeret mange gange under læsningen. Jeg glæder mig SÅ meget til, at anden bog i serien udkommer – så det må meget gerne være snart – tak.

Featured image
Featured image

Nye bøger (Nye bøger 2017 #4)

Featured image
Featured image

She thought of the library, so shining white and new; the rows and rows of unread books… – By Maud Hart Lovelace

Nye bøger er altid lykken for mig, og jeg kan da heller ikke helt lade være med, at købe en masse af dem! Det er ved, at være længe siden, at jeg har vist jer mine nyeste bøger frem, så jeg tænkte, at det var på tide. Jeg har droppet, at skrive i overskriften, hvilke måneder, som jeg har købt bøgerne i, da jeg ikke længere rigtig kan huske, hvilken måned at jeg købte de forskellige bøger i. Nogle af dem har jeg nemlig købt for mere end et par måneder siden. En af mine lidt ældre nyindkøbte bøger er My Lady Midnight af Cassandra Clare, som er den første bog i serien The Dark Artifices -A Shadowhunters Novel fra Forlaget Margaret K. McElderry. Jeg havde egentlig planer om, at læse hele serien, men jeg nåede aldrig helt dertil på grund af min sygemelding, og så mistede jeg læselysten og overskuddet. My Lady Midnight handler om den unge Skyggejæger Emma, som sætter sig for at opklare mordet på sine forældre og hævne tabet af sine forældre. Hun og makkerne, Julian Blackthorn skal lære at bruge sin fornuft frem for hjertet, hvis de sammen skal bekæmpe og optrævle et gigantisk dæmonisk plot. Når jeg læser om bogens handling lyder, det som en meget spændende roman, og jeg håber, at jeg får læst bogen og resten af serien selvfølgelig på et tidspunkt. Den næste bog er den smukke udgave af Jane Eyre af Charlotte Brontë fra forlaget W – A White’s Fine Edition, som jeg har kigget længe efter, så da jeg tilfældigt faldt over bogen på tilbud, skyndte jeg mig at klikke dem hjem fra England.

Det hænder, da også ind i mellem at jeg tuller ned i min lokale Bog&Ide, hvor de også har nogle ret lækre tilbud. Da jeg fornylig var forbi butikken, og de søde ekspedienter, fandt jeg Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee og Butcher’s Crossing af John Williams fra forlaget Lindhardt og Ringhof. Jeg har læst Dræb ikke en sangfugl, som jeg vist lånte på engelsk, men jeg har så længe ønsket mig den danske luksusudgave, som nu er min. Butcher’s Crossing kender jeg ikke så meget til udover, at det er en historisk roman, der handler om Will Andrews, der i 1873 opgiver sine studier på universitet Harvard, og havner i en lille udkants by i Kansas, der hedder Butcher’s Crossing. Han bliver ven med Miller, der er én af de mange rastløse og penge mindede mænd i byen, hvis eneste tanke er, at tjene hurtige penge. Miller fortæller om en stor bisonflok langt væk i en dal i Rocky Mountains i Colorado, som ingen før har draget til. De to mænd rejser sammen med to andre mænd til dalen, og det bliver noget af en begivenhedsrig rejse. Da de kommer frem til dalen møder de et syn, som overvælder de fire mænd. Det lyder også, som en spændende bog, som jeg glæder mig til at læse. Jeg har jo igangsat noget af en læseudfordring – nemlig Rory Gilmore Reading Challenge, og da jeg ville kigge lidt mere på Brødrene Grimms eventyr, hvor af et par stykker figurerer på listen kunne jeg se, at jeg manglede eventyret om Snow White and Rose Red, så derfor købte jeg eventyrsamlingen The Complete Fairy tales of the Brothers Grimm fra forlaget Wordworth, som både er meget smuk og var meget billig i forhold til bogens mange sider. Jeg har også købt en anden eventyrlig samling – nemlig 1001 Nats eventyr fra forlagt Lindhardt og Ringhof, da det er så smuk og magisk en bog, at jeg slet ikke kunne lade være.

En af de bøger som jeg også har fået købt hjem er The NeverEnding Story af Michael Ende fra forlaget Penguin, som fik jeg anbefalet af en god veninde. Det er en rigtig vigtig bog i forhold til forståelsen af fantasy-genren, som sådan, så denne måtte jeg eje til senere læsning, når jeg er færdig med, at skrive mit speciale, som jeg har fået udsat til aflevering i det nye år. Lige for tiden er jeg ret betaget af serier, så da jeg faldt over den historiske Poldark serie, så måtte jeg prøve at købe nogle af bøgerne hjem. Serien består af i alt tolv bøger, der oprindeligt er udgivet fra 1945 til 1953, hvor forfatteren så vendte tilbage til serien, og de sidste bøger blev udgivet fra 1973 til 2002. Jeg er startet med at købe de første fem bøger, som er Ross Poldark, der dækker årene fra 1783-1787, Demelza, som dækker årene fra 1788-1790, Jeremy Poldark, der dækker årene fra 1790-1971, Warleggan, som dækker årene fra 1792-1793 og The Black Moon, der dækker årene fra 1794-1795 – alle bøgerne er skrevet af Winstob Graham. Alle bøgerne i den udgave, som jeg samler på, er udgivet af forlaget fra forlaget Pan Books. Den første bog i serien handler om Ross Poldark, der er på vej hjem til England efter krigen. Men da han kommer hjem ligger alt, hvad han forlod i ruiner, hans far er død og hans forlovede Elizabeth, der troede at han var død under krigen, er nu forlovet med hans fætter. Det er så ledes ikke let, at være hjemkommen soldat på nogen måder. I bøgerne følger jeg Poldrak familiens skæbner og liv. Det lyder til, at være en virkelig spændende serie, som også er blevet filmatiseret af BBC. Nu mangler jeg så bare, at købe de sidste syv romaner – og altså at læse de første fem. Jeg vil rigtig gerne i gang med at læse en længere serie, hvor alle bøgerne er udkommet, men jeg kan, i tiden, ikke rigtigt tage mig sammen, men det håber jeg på, at jeg snart kan.

Det var så mine nye bøger for denne gang. Jeg har kun to nye bøger tilbage, som jeg ikke har vist her, og dem gemmer jeg til det næste indlæg, jeg laver om nye bøger. Jeg elsker, at købe nye bøger og drømme om, hvilke spændende eventyrer og historiske tidslommer, de gemmer på og venter på at afsløre for mig. Jeg håber, at I alle har det rigtig godt, og at I får læst og hygget med en masse gode bøger her i efterårets mørke aftener.
Har I fået købt nogle spændende bøger? Eller er I begyndt, at skrive bøgerne på ønskesedlen til jul?

Featured image
Featured image
Featured image

Os to på fredag af Abbi Glines (The Field Party #1)

Featured image
Featured image

Os to på fredag af Abbi Glines (The Field Party #1) er udgivet af forlaget Turbine, og er på 285 sider. (org. titel Until Friday Night, org. sproget er amerikansk, og bogen er org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

I Os to på fredag bliver jeg bragt ind i romanens handling allerede fra første side, hvor unge Maggie flytter til en lille by i det sydlige USA for, at bo hos hendes tante Coralee og Onkel Boone. Maggie er ikke som alle andre unge teenagepiger, da hun har taget et valg om, at hun aldrig vil snakke mere. Hun har oplevet noget, som ingen børn skulle opleve, og for at beskytte sig selv mod verden og det store tomrum, som altid lurer i drømmenes rige, har hun valgt ikke at snakke. Hun kommunikerer med andre ved at skrive på notesblokke, når nogen snakker til hende. Maggie overtager fætterens, Brady, værelse, og han lader ikke til at være alt for begejstret. Han er en af stjernerne på byens Football hold, der kæmper deres vej for at vinde det store statsmesterskabet. Brady bliver lidt tvunget til, at tage Maggie med til fredagsfesten på marken, men Maggie vil ikke være til besvær, så hun gemmer sig i mørket, mens de andre fester. Her støder hun tilfældigt ind i den lækre West, som også er en stjernespiller på Football holdet. Maggie mærker noget ved ham, der gemmer sig bag det hårde og falske ydre – noget som har været en stor del af hendes verden siden hun mistede sin mor – angsten og sorgen. Aften bliver ikke kun en stille og kedelig aften i mørket for Maggie, men bliver en uforglemmelig oplevelse.

West er skolens Don Juan i bedste forstand. Han er kærester med den forfinede og snobbede cheerleader Raleigh. Deres forhold er lidt at et svingdørsforhold, da Raleigh er meget hurtigt til, at hoppe videre til en ny fyr for at gøre ham jaloux lige så snart, at West ikke giver hende konstant opmærksomhed. Men West er ligeglad, da han ikke orker at skulle være noget for nogen. Hans far er alvorlig syg, men det er der ingen, som ved. På grund af fortiden har de ikke mange venner i byen, så de holder sig for sig selv. West bærer på angsten om at miste sin far, der er helten i hans liv. West har brug for at tale med nogen, og hvad kunne være mere perfekt end at åbne sig for Maggie, som jo er jo stum. Hun kan jo ikke fortælle nogen om hans dybeste hemmelighed. Maggie kan fornemme, at West har brug for at dele sine tanker med nogen, men hun bliver overasket over sig selv, da hun høre sig selv ubevidst svare på et spørgsmål fra West. Dette bliver åbningen for Maggie til at åbne for en verden hun ellers havde lukket sig selv ude fra, men hun hjælper også West gennem hans angst og sorg på trods af, at hun selv har så meget at kæmpe med. Der opstår mere end et venskabeligt bånd mellem dem på trods, at Brady har forbudt nogle af hans venner at opsøge Maggie. Brady antager en rolle som beskyttende storbror for den stille pige, men det er dog ikke altid at det er lige kærkomment – særligt ikke med hensyn til nye dates eller til West.

Jeg skulle miste ham. Det vidste jeg jo allerede, men for fanden, hvor gjorde det ondt. Mine følelser kom helt ud af kontrol, hver gang jeg så realiteterne i øjnene. Tårer blændede mig, og hele min krop rystede. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne være i verden uden min far? Jeg havde brug for ham.

Os to på fredag er den første bog i en ny serie, der hedder The Field Party af den amerikanske bestsellerforfatter Abbi Glines. Hun har skrevet flere andre serier, som blandt andet Rosemary Beach serien, der består af i alt 15 bøger. Os to på fredag er en YA/NA roman, der handler om High School, Football, Cheerleading og druk, men handler også om, SÅ meget mere end det! Tematikkerne i Os to på fredag er rammende, hårde og hjerteskærene, og de ramte mig med en kraft og forundring, som jeg slet ikke havde forventet! Da jeg modtog bogen havde jeg absolut inden planer om at læse romanen på grund af speciale og mange andre gøremål her hen over sommeren, men jeg blev draget af bogens flotte cover, og jeg blev fanget ind i bogen med et fra første side. Jeg skulle ellers bare lige kigge lidt – men så blev jeg RAMT! Tematikker, som det at håndtere døden, sorgen, angsten og desperation for overlevelse efter tabet af en forælder i en ung alder, men også det at komme ud som hele mennesker på den anden side, tager Glines fat om på så fin og realistisk en måde, at jeg under læsningen blev åndeløs. Romanens strukturelle opdeling er delt i forholdsvise korte kapitler, hvor jeg på skift følger Maggies og Wests både når de er alene, men også når de er sammen. Det hele er udformet så fint i et spindelvæv af tråde, der danner mønstre sammen og hver for sig.

Glines formår, at bringe mig helt ind til de inderste tanker, følelser og sanser i karaktererne Maggie og West, hvor jeg græder og griner sammen med dem gennem romanens alt for korte sider. De to hovedkarakterer har en psykologisk dybde, der er så realistisk at det rammer mig på en helt uventet måde. Maggie kæmper med sine indre dæmoner i kampen for overlevelse i verden, og West kæmper med angsten og sorgen over, at miste og over tabet af sin far. Jeg forenes på så mange måde med det West oplever, hvor han reflekterer og føler mange af de samme ting, som jeg gjorde, da jeg mistede min far, men som jeg aldrig rigtigt selv fik sat ord på. Jeg blev ramte og pludselig blev romans handling så meget mere realistisk og nærværende på trods, at vi ikke har Football på samme niveau i Danmark som i USA, og det at handlingen sættes i et land langt herfra. Selve plots-temproaliteten strækker sig over en lille måned, og hold da op, hvor sker der mange ting. Så på trods af romanens tunge tematikker, så bliver romanen ikke for tung eller for kedelig, men løftes op af tragiskkomiske scener og en friskhed i romanens sproglige stil.

Den far var død for mig nu. Han havde sørget for, at jeg nu huskede hvert eneste gode minde som noget forfærdeligt. Han var blevet noget andet. En anden. En, jeg hverken ville tale om eller se igen, nogensinde.

Os to på fredag er ikke blot en almindelig ungdomsroman, hvor dreng møder pige, og hvor der tilmed kommer en anden dreng, som kæmper om at vinde pigens gunst, men en roman, som har SÅ meget mere på hjerte. Andre YA romaner, der kører det efterhånden alt for velkendte plot bliver ofte en smule kedelige og enormt overfladiske, hvilket trætter læsningen. Men Os to på fredag tager fat i tunge, og virkelige tematikker, som rammer mange unge, og giver et indblik i, hvordan karaktererne håndterer forskellige hårde situationer, og det er disse, at jeg som læser påvirkes af og bringer med mig ud af litteraturen. Os to på fredag er den første bog, første gang, som jeg læser af Glines bøger, men det er bestemt ikke den sidste! Jeg ser meget frem til, at læse den næste bog i The Field Party serien, når bogen udkommer på dansk! Den næste bog hedder Under the Lights, og handler så om Brady fra Os to på fredag. Jeg er så spændt på, at følge de unge mennesker i og omkring Football holdet – uhh, jeg glæder mig.
Featured image

I døden og videre af Jacob Kokkedal (Den trofaste Bror #1)

Featured image
Featured image

I døden og videre af Jacob Kokkedal er udgivet af forlaget Ulven og Uglen i 2016, og er på 478 sider. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

I landet Ushulash kommer ondskaben snigende med en styrke, der ikke er set i over 300 år. Alle skygger truer med at bringe ondskaben ind i selv de mindste byer, hvor de gruelige onde trænger ind i de små hjem. Magiens Strømme mærker ondskaben vokse, og gennem et magisk netværk kaldes elverne til råds at de højtstående druider, men elverne er ikke villige til at ofre alt for menneskeracen endnu engang. Det er en hård og indædt krig mellem det gode og det onde, som det handler om i Jacob Kokkedals I døden og videre. Bogens handling lægger ud med, at den lille og spinkle kongesøn Eumon skal bringes hjem til Sassimyre fra byen Ellona, da Ellona ikke kan yde den beskyttelse, som prinsen har brug for under krigens vilde oprør. En lille gruppe af betroet soldater er taget afsted for at hente prinsen og Fyrstinde Syrina hjem, men de ankommer trætte og hårdt såret til byen, da de har kæmpet nogle hårde kampe mod ondskabens lede væsner. Da de drager hjemad har de en ekstra eskorte af soldater fra Ellona med, og de har planlagt en særlig rute – de skal nemlig gennem Mørk Skov. Men hvem vil vise dem vej gennem en skov fyldt med de mest fantastiske og særegne skabninger, der ikke bryder sig om uvelkomment selskab? De stopper ved en lille kro på vejen inden Mørk Skov, og her overtaler krofatter en mærkelig, hemmelighedsfuld og særlig utiltrækkende skabning af en fuld mand til, at vise dem vejen gennem den mørke og farlige skov.

Det er pukkelryggen Balt, der ikke har mange ædru øjeblikke i løbet af et døgn, som skal være deres redningsmand og vejviser, men han er ikke en helt almindelig mand, da han har særlige venner i skoven. Disse vil dog ikke beskytte dem ret langt på deres rejse, da de har bragt ondskaben med sig ind i skoven. De når kun til et sted, hvor de har mulighed for at holde fjenden hen. Balt vil ikke kæmpe med våben ej heller deltage i den voldelige kamp, men i stedet redder han børnene, og bringer dem sikkert den lange vej hjem. Kongen vil dog ikke slippe den fordrukne skabning, men ønsker ham tæt på sin søn af uklare omstændigheder. Guderne vil ikke længere hjælpe verden med at skabe flere helte, som kan redde verden, men hvordan kan verden så bestå? Kongen og byens riddere drager endnu engang i krig for at redde landet, der er dog ikke megen hjælp at hente fra landets elvere, da de mener at ondskabens hære spiller rankespil, og endnu ikke sætter ind med det vigtigste slag. Ondskabens største heksemester Weshu er ude efter prinsen, da denne lækre fangst ville ildne til mere ondskab og mere død, som trofæ for de mange orker, sortalfer og Mørkling, når den enorme styrke af ondskab er klar til at overtage verden. Det er gennem sine spioner tæt på den kongelige familie, der har solgt sin sjæl til ondskaben, at heksemesteren sætter sine onde gerninger i spil. Balt har et særligt ømt punkt for den splejsede prins, som ikke passer ind nogen steder, og kun syntes at ville læse en masse bøger, og slet ikke egner sig til krigens gru. Balt er dog ingen almindelig gammel dranker, som lugter af mødding og gammel dværgsprit, men er på trods af sin eskapisme i alkoholens tåger, noget ganske særligt.

I varmen fra et lille lejrbål fortalte vanskabningen resten af aften historier om fremmede steder for at lette stemningen. Det var fortællinger om elverbyer, dødemanere i skjulte junglebyer og ørkenprinsesser indespærrede i gyldne tårne, om dæmoner fra andre planer og om helte, der stod, hvor andre faldt. Det var de livligste historier, børnene nogensinde havde hørt.

Det er mørke tider i I døden og videre af Jacob Kokkedal, som er den første bog i trilogien “Den trofaste Bror”, hvor ondskaben er allestedsnærværende og har en enorm magt. Som genre hører bogen under fantasy, men Kokkedal formår at skabe sin helt egen verden, der er sat uden for menneskeracens normer og samfundsstruktur, og hører derfor ind under subgenre kategorien High Fantasy. I romanens handling er det lige så meget menneskeracen, der skal tilpasse sig verden, som det er elvere og orker. Den største tematik gennem bogen er, som i mange andre fantasy fortællinger, kampen mellem det gode og det onde, men i undertematikkerne gemmer Kokkedals bog på andre vigtige og samtidige tematikker, som det at være anderledes, det at miste og det at blive forladt – det er alle tre undertematikker, som kan projekteres over på vores egen verden, og er nogle problematikker som vi næsten alle kender til. Det er den unge Prins Eumon, som går gennem verden næsten alene indtil at han møder den skæve karakter Balt. I min optik, så er disse samtidige undertematikker noget af det, der gør fantasy litteraturen helt speciel, da undertematikkerne gemmes under en urealistiske, en magisk og en uvirkelig verden, og virker knap så skræmmende og farlige, da de jo ikke er virkelige. Derved rammer undertematikkerne læseren på en æstetisk måde, og vi bringer disse ubevidst med ud af litteraturen og ind i hverdagen. Kokkedals enorme bog har virkelige mange super spændende effekter, karakterer og plotmønstre, men under min læsning falder det desværre fra hinanden.

I døden og videre har flere spændende karakterer som eksempelvis Balt, som nævnt, men også den højeste ypperstepræst, de gode magikere og Mutter Ines, som alle besidder lidt af en psykologiske dybde, som gør at jeg spændt læser videre. Noget af det som irriterede min læsende øjne allermest var de enormt mange gentagelser, som hurtigt blev trættende og irriterende. Gentagelsens effekt kan bruges som et litterært virkemiddel til at fremhæve særlige ting, som ikke er synlige for læseren, og kan give læseren et lille hint, men I døden og videre syntes de mange gentagelse ganske formålsløse og unødvendige, og derfor bliver det hurtigt trættende på romanens næsten 500 sider. Romanens strukturelle opbygning er delt i korte kapitler, der fremmer læsevenligheden, og gør læsningen overskuelig, så det var tit, at jeg ud på de sene aftentimer lige nuppede et kapitler mere inden sengetid. Der er flere af karaktererne, som har forskellige navne her i I døden og videre, og hvis effekten bruges med succes, så skaber det et mysterium omkring udvalgte karakterer, men også her i Kokkedals store roman virker det helt tilfældigt uden symmetri, og effekten falder således fra og bliver mere forvirrende end godt er under læsningen. I Kokkedals fantasy er plottet stort, hvor jeg på skift følger de gode og de onde. De ondes verden består meget af dødskampe mellem egne rækker, men afspejler så fint det onde selv i sine dyriske impulser. I den gode verden følger jeg prinsen og Balt i deres venskab, som knyttes tættere og tættere, men jeg følger ligeledes Kongen i kampen og voldsom krig sammen med sine soldater.

Mørklingvagtposterne i korridorerne forsøgte ikke at vise frygt, når han passerede dem. Alligevel kunne Weshu ikke lade være med at trække på smilebåndet, når hans tre meter høje skikkelse trods alt fremkaldte den sædvanlige rystende usikkerhed i mørklingynglens ondskabsfulde øjne.

I døden og videre af Jacob Kokkedal er en bog, der er let at læse med en handling, som foregår i et middelalderligt univers. Romanens sproglige tone er gammeldags, men med mange sjove input på trods af at ondskaben er voldsom og hård. Fantasy romanen har mange gode elementer og et spændende plot, men som desværre falder helt fra hinanden og forsvinder i for mange generelle gentagelser af karaktererne og deres handlinger. Det er virkelig enormt ærgelig, da det kunne være mindsket eller undgået under udslusningen i redigeringsprocessen generelt. Anden bog i Kokkedals trilogi “Den trofaste bror” er Ørkenrose, og jeg ser dog alligevel frem til at følge Balt videre på sin færd frem, og særligt til at læse flere af hans mange sjove og lumre drikkeviser, som han ofte brummer og synger på sin vej. Men jeg glæder mig også til at læse mere om de magiske væsner, som gemmer sig i Kokkedals verden.

Featured image
Featured image