Jens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann

Featured image
Featured imageJens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann fra forlaget Kahrius på 143 sider fra 2019. Bogen er et anmeldereksemplar fra Simon Hamann
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

Jens Baggesen – digte i udvalg udvalgt og kommenteret ved Simon Hamann er en selvstændig bog med et lille udvalg af Baggesens lyrik med tilhørende noteapparat, der letter læsning for den nutidige læser. I et fint i formativt forord til bogen skriver Hamann selv, at han har udvalget et bedret udsnit fra Baggesnes lyriske forfatterskab som eksempelvis længselsfulde og humoristiske rimbreve, præromantiske digte og gendigtede folkeviser. Dette har han bevist udvalgt for at forsøge at vække størst mulig interesse for Baggesens forfatterskab som sådan, men også at bogen kan dække flere mulige undervisningsforløb i gymnasieskolen. Det første digt i samlingen er “Til Bogen” fra digtsamlingen Ungdomsarbeider fra 1791 og er et af dem, jeg holder allermest af i samlingen, da Baggesen her i dette lille fine poetiske digt fortæller sine intentioner for, hvordan en bog bør og skal fremstå for sin læser og ikke mindst verden. I digtet ligger Baggesen også vægt på den sproglige struktur imellem det sjove og det alvorlige i en bog på en fin og let måde. I fædrelandssangen “Til mit Fædreland” fra 1796 skriver Baggesen på smukkeste vis om Danmark. Her i det lyriske digt træder Baggesens præromantiske træk frem i beskrivelserne af himmel og jord i Danmark, men også i særlig grad fornemmes det smukke, det skønne og hjemmelige. I Baggesens digtning er der som sådan flere præromantiske træk, men nye digtere som Adam Oehlenschläger kommer frem med en ny og mere romantisk digtning i begyndelsen af 1800 tallet.

Baggesen flyttede flere gange mellem Danmark og Tyskland af forskellige årsager. Der opstod en litterær fejde mellem Baggesen og Oehlenschläger, som tog hårdt på Baggesen og hans digtervirke i Danmark.
Oehlenschläger var den nyeste og ombejlede digter, som Hamann også skriver om i sit forord til bog. Baggesen prøver at tilnærme sig Oehlenschläger med rimbrevet “Noureddin til Aladdin” i 1806, men det får Baggesen intet ud af. Rimbrevet er en gendigtning af det mellemøstlige folkeeventyr Aladdin og den vidunderlige lampe, som i øvrigt stammer fra 1001 Nats eventyr, hvor folkeeventyret ofte indgår i samlingen fra 1700 tallet. Her i Baggesens digtning til Oehlenschläger antager Baggesen selv rollen som den onde Troldmand Noureddin, og Oehlenschläger den heroiske Aladdin. Gendigtningen af folkeeventyret er en smuk hyldest til Oehlenschläger, der hylder hans geni og stigende popularitet, men Oehlenschläger trækker de unge med sig og afviser den gamle digtergade. Heri opstår Baggesenfejden, som 7 år senere knækker Baggesen, og derfor forlader han i 1820 Danmark for sidste gang. Disse litterære fejder var slet ikke ualmindeligt i 1700 og 1800 tallet, og fejderne blev til offentlig skue, da svar og modsvar forfatterne imellem blev utrykt i aviser og pamfletter i den offentlige presse. Baggesen skrev ligeledes flere digte til og om kvinder, hvori han i 5 år besang den ti årige ældre og gifte kvinde Magdalene Pram, som han i sin digtning opkaldt efter måneguden Seline.

Fra: Til Bogen:
Taal alt – det er den største Dyd herneden!
Vær stolt af Ondes Had og Narres Spot!
Vær munter! men for alting vær beskeden!
Det klæder alle unge Bøger got.

Jens Baggesen – digte i udvalg er en fin ny udgivelse af udvalgt lyrik af Baggesen. I forordet gør Hamann bogens sigte og ærende klart, da bogen ikke blot er udgivet uden mange tanker bag i forhold til praktisk brug. Hamann vil gøre sit til, Baggesens lyriske forfatterskab ikke forsvinder i glemslen, og gøre Baggesens lyrik lettere tilgængelig for nutidens unge, hvor bogen særligt kan bruges til unge på de gymnasiale uddannelser. Strukturen i Jens Baggesen – digte i udvalg er fordelt på 143 korte sider, og er ifølge Hamann en “stilmæssig tillempet rød tråd”, som jeg dog ikke helt selv kan finde i bogen, men jeg er heller ikke den rette til, at kunne udtale mig, da det lyriske felt aldrig, eller i hvert fald ikke endnu, helt har vist sig for mig som noget ekstra ordinært, som eksempelvis de gamle episke romaner af Henry Fielding, Samuel Richardson og Charles Dickens, som jeg har en stor forkærlighed for. Jeg synes mere, at jeg kan se en tidsmæssig udvælgelse, hvor de lyriske stykker fremhæver de refleksioner og følelser, som Baggesen har haft gennem vigtige perioder i sit liv. Som i eksempelvis ”Overalt den Elskede – Til Seline” fra 1801 til-synger Baggesen den smukke og skønne Magdalene, hvis ynder og væsen han ikke kan glemme. Det er med poetiske og sjælelige følelser i sætninger som “Dit Smil fortryller mig i Lunas stille, Uskyldighvide, høitidsfulde Glans;”, at Baggesen drømmer om sin ungdomskærlighed, som blot og desværre forblev en sjælelig drøm.

Baggesen var for sin tid forholdsvis letlæselig i forhold til andre digtere, men for nutidens læsere i dag meget svær at forstå. Hamanns udvælgelse i Baggesens store forfatterskab, har han endvidere også lagt vægt på, at de enkelte lyriske digte, rimbreve mm kan indgå i forskellige litteraturhistoriske emner i gymnasieskolen. Sproget i denne lille lyriske samling er holdt i original stil, som Baggesen selv har skrevet dem i. Bog har er rigtigt fint noteapparat, som både er kort og fint informerende, der ikke trækker i langdrag og kommer med unyttige oplysninger. Noget af det, som jeg fandt allermest spændende er selve fejden mellem Baggesen og Oehlenschläger, som jeg på et tidspunkt vil finde ud af mere om. Under mit speciale var en af mine problemstillinger stridighederne i Newgate-fejden mellem Charles Dickens og William Makepeace Thackeray, der senere blev til en Newgate diskurs, som omhandlede særligt Dickens´, men også generelt overklassens forfatteres, inddragelse af kriminalitet, klasse og magt i deres romaner. Det er yderst spændende at undersøge i gamle aviser og magasiner. Jens Baggesen – digte i udvalg er en fin bog, der vil kunne hjælpe mange læsere. Om bogen lokker unge til, tror jeg ikke, men det må tiden vise, dog er jeg helt sikker på, at mange unge på ungdomsuddannelserne vil kunne få stor nytte af Jens Baggesen – digte i udvalg i undervisningssammenhæng i deres forståelse af, hvad Baggesens digtning fortæller om og betydningen af denne i eftertiden.


Fra: “Rejsen til Korsør”
Jeg slutter her. Thi nu er al Forandring
Af Tonen, jeg engang er kommen i,
Umulig. Skriv mig snart! Det er mit sidste,
Mit Hiertes sidste Suk! O! hvis De vidste,
Hvor nær jeg er mit gamle Mulerie! – – –
Snart er og Glæden her forbi, forbi, forbi.

Featured image

Sandheden om Harry Quebert-sagen (Marcus Goldman #1) af Joël Dicker

Featured image
Featured image Sandheden om Harry Quebert-sagen – (Marcus Goldman #1) af Joël Dicker fra forlaget Rosinante på 704 sider fra 2016. Romanen er læst på dansk. Org. sproget er fransk med org.titel La Vérité sur l’Affaire Harry Quebert udgivet 19. September 2012.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner.

En ung pige på 15 år forsvinder sporløst efter tumult og forfølgelse af en ukendt gerningsmand i den store skov ved Side Lake Creek i Maine 1975. Under sin flugt søger den unge pige Nola Kellegren ly for sin forfølger hos den ældre Mrs. Cooper, der bor alene i udkanten af skoven, men da politiet kommer, efter Mrs. Coopers opkald, er hun blevet skudt og Nola forsvundet. På et motel ikke langt derfra sidder den 34-årige forfatter Harry Quebert og venter forgæves på Nola, så de sammen kan rejse væk. Da Harry fortumlet tager tilbage til byen dagen efter, til det lejede hus Goose Cove er hele byen i opstandelse pga. drabet på Mrs. Cooper og Nolas forsvinden. Romanens handling springer 33 år frem i tiden, hvor læseren møder den unge og lovende forfatter Marcus Goldmann, som nu er Harrys tidligere studerende. Marcus skal snart levere et helt nyt manus på en bog, men har fået forfattersyge, som blokerer for skriveriet, og han har ikke skrevet en eneste side. Harry lever et stille og ensomt liv som Collage professor og bestsellerforfatter af den verdensberømte bog Ondskabens oprindelse efter Nolas forsvinden. Da Marcus slet ikke kan finde indtil kreativiteten, opsøger han sin læremester, der straks tilbyder ham husly og hjælp. Under sit ophold på Goose Cove finder Marcus en lille træ æske med gamle billeder, små sedler og artikler om den 15-årige forsvundne Nola, men inden han når at tænke mere over sagen, dukker Harry op og bliver meget oprevet. Kort efter forlader Marcus, Harry og Goose Cove, og går sin undergang i møde og tænker ikke mere på Kellegansagen før to måneder efter, da Harry meget oprørt og fortvivlet ringer til ham efter, han er blevet anholdt af politiet, som har fundet den 15-årige piges skellet i hans have.

Marcus skynder sig straks tilbage til Goose Cove for at finde måder at hjælpe Harry på. Hans egne dystre tanker om den bog, han egentlig burde skriver er nu helt ligegyldige, da han vil gøre alt for at hjælpe sin læremester, mentor og eneste ven. Marcus bliver mødt af Harrys advokat, Benjamin Roth, ved nedkørslen til Goose Cove, der er spækket med journalister og fotografer, men Roth har et lille trick i ærmet, da huset ikke er blevet forseglet af politiet, så Marcus godt kan bo i huset. Herefter er Marcus alene, og han begynder straks eftersøgningen af den lille hemmelige træ æske, men æsken er ingen steder at finde. Marcus begynder nu sin egen efterforskning, hvor han får adskillelige sammenstød med den afroamerikanske efterforskningsbetjent Perry Gahalowood, men de er nu et umage par, og jeg var under min læsning ret godt underholdt af de små stridigheder mellem de to. Mens Marcus´ efterforskning skrider frem, bliver hans forlag mere og mere utålmodig, og de vil ikke tøve et øjeblik med at fratage ham alt. Marcus´ agent får den storslående ide, at Marcus i stedet skal skrive en roman om Harrys sag. Først er Marcus slet ikke til at hugge og stikke i, hvad angår en roman om Harry, men han kommer på bedre tanker og opsætter selv sine kriterier for kontrakten. Da Marcus så sender de første skrevne sider afsted, har han gravet dybt i Nolas og Harrys fortid og fået mange frygtlige og skræmmende oplysninger i den lille by, som alle er med i de noter, han får sendt afsted. Rygter går om, at Nola ofte besøgte den rige og noget ældre Elijah Stern, der er byens velynder og økonomiske forbundsfælle, som oven i købet ejede en sort Monte Carlo, der blev efterlyst i forbindelse med Nolas forsvinden. Men, hvorfor er Mr. Stern så ikke mistænkt nu? Forlaget kommer ud for en meget “uheldig” situation, da Marcus´ skrevne sider bliver lækket til pressen. Nu er alle efter ham i byen, og han bliver truet af en anonym person, som brænder huset ned. Marcus ser sig selv som slået og beslutter at opgive det hele, men så kommer en uventet støtte fra Perry Gahalowood, som overtaler ham til at forsætte eftersøgningen sammen med ham.

Jeg parkerede foran huset, og da jeg steg ud af bilen, fik eg straks øje på det lille stykke papir der var sat i klemme i hoveddøren – endnu et brev. Og nu var tonen skærpet.
Sidste advarsel, Goldman.

Efterøgningen på Nola og hendes drabsmænd er kringlet og mystisk, og jeg havde langt fra gættet, hvem der egentlig stod bag det hele. Harrys store hemmelighed kom helt bag på mig, og her giver titlen på hans roman Ondskabens oprindelse en helt by betydning. Dagen efter, jeg havde vendt den sidste magiske papirside, havde jeg de største bookhangovers, da jeg ikke kunne forene mig med tanken om ikke at vide, hvad der så nu skulle ske med flere af karaktererne i romanen. Sandheden om Harry Quebert-sagen er et værk i sit eget værk, og sikke et mesterligt værk det er! Den kronologiske handling er nemlig fortalt og skrevet samtidig med at det hele sker i 2008, og som det bliver skrevet, hvilket gør at man som læser oplever at være med i efterforskningen. Fra teaterscenen er denne fortællermetode også kendt som begrebet Mise En Abîme defineret af André Gide (udledt af fransk – sat i afgrunden), og som betyder at en historie udspilles i en historie – et spejl i spejlet, og dette peger på sig selv som et værk med mange dimensioner, hvor bestemte elementer synes aldrig at føre til enden. Her i bogen er det kunsten at finde Nola og Mrs. Coopers morder, hvor mange uskyldige bliver mistænkt, beskyldt og anholdt for mordene, som eksempelvis Harry. Sproget i romanen er let og fængende, og siderne vender næsten helt sig selv, selvom bogen både er stor og tung. Noget af det, jeg er ellevild med i romanen er den strukturelle opbygning, der bare får det hele til at spille sammen på en særlig ekstravagant måde. Bogen er nemlig opdelt i tre dele, “Forfattersygen”, “Forfatterkuren” og “Forfatternes Paradis”, hvor kapitlerne tæller ned fra 31, som bogen starter ud med. Dette kan godt virke lidt mærkeligt, men kapitlerne afspejler de 31 regler og faser, som en forfatter må igennem for at skrive en bestseller. Som mentor tager Harry, Marcus med på en guidede rejse, så han ved bogens slutning har været igennem en forfatterrejse, men også særligt en dannelsesrejse.

Joël Dicker er en mesterlig fortæller, og da bogen udkom på dansk i 2016, blev romanen i den grad hypet. Jeg er ikke god til at læse romaner, som er hypet for meget, da min begejstring desværre daler en del over alt for mange rosende anmeldelser. Så i stedet ventede jeg, til jeg var klar. Kender du det? Nu her efter at jeg har læst romanen to gange, og set tv-serien optil flere gange, ærger jeg mig over, at jeg ikke læste bogen, da den udkom, da jeg synes virkelig godt om fortællerstilen og alle hemmelighederne i mordgåden. På det karaktermæssige plan er min yndlingskarakter helt klart den stærke kvinde Jenny, som kæmper i sine unge dage for den kærlighed, hun aldrig fik heller ikke over 30 år senere, da Nolas skelet bliver fundet. Nu kæmper hun for at redde stumperne af sit liv, og står sammen og vil beskytte den mand hun med tiden har lært at elske. Marcus er den unge og overdrevne forfattertype med fest, farver og massere af kvinder lige indtil, at forlaget ånder ham i nakken og forlanger snart at se noget skriftligt arbejde. Læseren kommer med helt tilbage i tiden, hvor Marcus møder Harry, og læser med om de særlige vigtige områder, hvor Harry er med til at forvandle Marcus fra kjuon til mand – fra en ung mand med drømme, der tager den hurtige vej og snyder gerne til en mand med faste principper og meninger. Som karakter er Harry interessant og spændende med mange hemmeligheder fra fortiden, som er tær forbundet med hans bestseller bog Ondskabens oprindelse. Harry er en spændende karakter, der gemmer på mange hemmeligheder, som han her i historien 33 år senere lever i skyggen af. Tematikkerne er hemmeligheder, kærlighed og venskab, som alle er forbundet i et. Man siger, at de bedste venskaber består, men om venskabet mellem Harry og Marcus stadig kan bevares må tiden vise til næste bog, da romanen her slutter med en åben slutning i forhold til venskabstematikken.

– Du skal værdsætte kærligheden, Marcus. Gør den til din største erobring, dit eneste mål. Efter menneskene kommer der andre mennesker. Efter bøgerne kommer der andre bøger. Efter pengene kommer der andre penge. Men efter kærligheden, Marcus, efter kærligheden kommer der kun salte tårer.

Sandheden om Harry Quebert-sagen (Marcus Goldman #1) er en spændende, medrivende og rørende bog, og grunden til at handlingen som sådan fangede mig er nok mest Dickers valg af skrive måde og kapitelopbygning. Den eneste lidt negative side jeg har er, at opklaringen trækker langt ud – måske lige lidt for langt, men til gengæld så havde jeg aldrig gættet forbryderne af mig selv. Romanen er også blevet lavet til tv-miniserie i 10 afsnit vist første gang på CMORE. Miniserien kan det hele, og får alt i selve handlingen med – det er virkelig godt lavet og tilmed nogle meget dygtige skuespiller. Der er dog nogle få ret fatale forskelle og i mine øjne fejl mellem romanen og handlingsplottet i tv-miniserien. Den mest gennemskuelige fejl er nok at Mrs. Cooper bliver skudt lige i hjertet og ikke i panden, som det på drabeligste vis fremkommer i tv-serien. Skudhullet er dog kun nævnt tre gange i romanens mægtige plot, på s. 115, 392 og 423, men jeg synes nu alligevel, at det er en ret vigtig detalje, som burde have været lige i øjet, da et skud i hjertet leder til mange flere mulige veje at følge opklaringsarbejdet. En anden meget vigtig fejl, og nok den som ærgrer mig mest er, at Marcus’ roommate på universitet er udskiftet til en diametral modsætning. I romanen er det nemlig den tynde og alvorlige afroamerikanske Jared, og ikke en tynd hvid splejset ung mand, som det er i miniserien, der lægger krop til Markus´ boksehandsker i boksesalen. I romankarakteren Jared er der indlagt mange intertekstuelle referencer om den afroamerikanske historie, også selv om at Jared som sådan ikke fylder flere sider i roman. På side 87 beretter Marcus om tiden i 1998, da han flytter ind på Burrows University og møder Jared. Denne vigtige reference til fortiden og menneskers historie tabes, og det er synd og skam. Det er jo ikke fordi, at Jared som karakter er super vigtig eller om skudhullet i Mrs. Cooper er placeret helt 100 procent korrekt og har en overvældende betydning for selve opklaringen og historien, men det virker bare noget fladt, at disse elementer er blevet modificeret, da det ikke giver meget mening ikke at følge romanen. Har du læst romanen og set miniserien? Jeg kan varmt anbefale begge dele, og så måske at du opdager forskelle, som jeg ikke har opdaget.

Featured image

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes

Featured image
Featured imageMitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor af Jessica Fellowes fra Politikens Forlag på 397 sider fra 2018. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Mitford Murders og org. udgivet i 14 september 2017. Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er første bog i en historisk krimiserie på seks bøger, der er baseret på en historisk periode om de skandaløse og glamuriøse Mitford søstre. Her i første roman starter handlingen på den mest hårrejsende måde, da den ældre og erfarne krigssygeplejeske Florence Nightingale Shore bliver dræbt i den sidste togkupe på vej til Hastings. På samme tog er også Louisa Cannon tvunget med af sin onkel Stephan, der har skumle planer i sit puslespil af bedrag, så hun kan gå i byttehandel for en nat med en mand, som afbetaling for hans gæld. Louisa har heldet med sig og stikker af ved at hoppe ud af toget inden Hastings. Det er slet ikke helt ufarligt, men alt er bedre end det, hendes onkel vil tvinge hende til. I faldet slår hun sig og kan ikke selv komme op ad skinnerne, så jernbanepolitiets betjene Guy Sullivan og Harry Conlon må hjælpe hende op og tilkalde sygeplejersken, men hun slap fra sin onkel i hvert fald for nu. Betjentene skal hurtigt videre, da en død kvinde er fundet i en af de bagerste togvogne i toget på vej til Hasting. Louisa skal nu bare nå den jobsamtale som barnestuepige for Mitford familiens store børneflok og med en lille ny på vej i familien bliver der rigeligt at se til. Stillingen kan forandre hele hendes liv, hvor hun ikke kun slipper for sin ubehagelige onkel, men også det hårde arbejde som vaskekone, som hun indt til videre har hjulpet sin mor med. Igennem storm, rusk og lidt hjælp fra den unge betjent Guy Sullivan, ankommer hun til det store hus Asthall Manor på landet. Men hun ankommer først hen ad aften flere timer efter den aftalte tid og bliver lidt for hurtig afvist af husholdersken. Heldigvis kommer Nancy, der er den ældste af Mitford søstrene, ned i køkkenet, og ser Louisa lige inden, hun er ude af døren igen på vej mod en usikker og frygtsom fremtid.

Louisa bliver heldigvis antaget som familiens barnepige, og hun læres hurtigt op af familiens gamle og kærlige barneplejeske Nanny Blor. Louisa falder hurtigt til i familien, og hun nyder trygheden i et stille liv. Hun dannet et godt næsten veninde-agtig forhold til Nancy, som ikke kun elsker at skræmme sine mindre søskende med uhyggelige historier, men så er hun enestående til at skrive mysterier og gendigte historier. Nancy læser om mordet på krigssygeplejersken Florence Nightingale Shore i avisen, og Nanny Blor genkender straks sin søsters gamle veninde og bliver helt oprørsk og dårlig ved tanken. Med endnu en lille ny på vej til verden inden for kort tid, tager Nanny Blor og Louisa alle Mitford børnene med til London for at besøge Nanny Blors søster Rosa, som er ejer af den hyggeligste og lækreste café. Snart er Nancy klar på efterforskningen, og det kommer der også en masse godt ud af. Louisa og den unge Betjent Sullivan holder ved deres bekendtskab, og når nødens stund indtræder står de sammen og hjælper hinanden i opklaringen på det uopklarede mord. Mr. Sullivan drømmer om mere i livet og blive en rigtig betjent, og han går til sagen med en iver, der kommer til at koste ham sit arbejde, men heldigvis giver han ikke op, og sammen med Louisa og Nancy kommer de ud på farefulde mysterie i en mordgåde, der er SÅ forbløffende, at jeg slet ikke kunne lægge bogen fra mig. Mordgåden rækker nemlig langt ind i komplicerede forhold, som smelter sammen på fantastisk og forunderlig vis i romanens sidste sider.

Stephen havde vredet Louisas arm om på ryggen i hyrevognen og holdt fast om hendes håndled, men havde dog løsnet grebet en smule. Hun overvejede at springe ud af vognen, da den satte farten ned ved et kryds, men turde ikke tumle ud i gadens mylder…

Historiske romaner kan noget ganske særligt, og er den genre jeg elsker allermest, da jeg bliver bragt tilbage til en svunden tid, som med sin anderledshed kan noget helt specielt. Når jeg læser, så læser jeg altid med et kritisk blik, og det gælder også i denne genre. Mysteriet på Asthall Manor – Mitfordmordene #1) tog mig dog alligevel med storm og med sin forunderlige, kringlede og spændende slutning. Der er flere forskellige historiske komponenter i Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor, da Mitford-søstrene i den grad er faktiske karakterer og tiden i 1920’erne, men også mordet på veteransygeplejersken Florence Nightingale Shore. Forbindelsen mellem søstrene og mordet er dog fiktiv, som Jessica Fellowes beretter om i en slutnote. Hele mordplottet er ligeledes fiktivt, men det gør slet ikke spor, da hele bogen emmer af mystik og spænding, der i den grad er realistisk i sin historiske kontekst. Fascinationen af 1920’erne er ikke ukendt for forfatteren, da hun er i familie med den berømte Julian Fellowes, der er forfatteren bag den verdensberømte tv-sere Downton Abbey og romanen Belgravia.

Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor er en letlæselig og læseværdig roman, der fik mig til at grue af spænding i jagten på at finde morderen på Florence Nightingale Shore og samtidig blive varm i hjertet med et smil på læben i den skrøbelige ny-funden interesse mellem Louisa og den ambitiøse jernbanebetjent Guy. Romanen indledes af det lille fint citat på fransk “Je est un autre” af Arthur Rimbaud, der på snedigste vis rummer hele hemmeligheden og komplottet i og bag morderen. “Je est un autre” betyder lidt lempeligt oversat – Jeg er en anden – og henviser til dobbeltheden i mennesket, men også det at være en anden og begive sig ud for at være en anden end sig selv. For at finde ud af mere om, hvordan citatet på kløgtigste vis er infiltreret i roman, må du selv læse bogen, idet at jeg ikke vil afsløre for meget, da det måske vil ødelægge din læsning og slutning på bogen, og det ville være en skam. Romanen indledes af en kort epilog, hvor læseren kort får lov at følge Florence Nightingale Shore lige inden, hun bliver myrdet. Herefter forsætter en spændende indledning med Louisas karakter. Romanens struktur er inddelt i 79 meget korte kapitler af max et par sider fordelt på romanens 397 sider, der sammen med den spændende handling gjorde, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig, da jeg kom rigtig i gang med at læse bogen. Så selv om Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor kan virke lidt overvældende og lang i cover og udseende, så er den det slet ikke, når læsningen først er begyndt.

Her i den første bog i serien følger læseren Nancy, der er den ældste søster i Mitford flokken. Nancy er fremstillet så fint og skrøbeligt, der ligge så fint til hendes faktiske karakter, som med sit forfattervirke og træng til at fortælle historier er beskrevet realistisk, og det er meget spændende at læse om. Jeg har været inde og læse en del artikler om familien og særligt Nancy, der igennem sin levetid var ret produktiv litterært set og forfattet flere romaner, noveller og artikler. Hvis du vil læse mere om Nancy Mitford og familien kan du læse mere på siden Nancy Mitford og i artiklen “Why the Enduring Fascination with the Mitford Sisters Won’t Die”. Fellowes´ brug af Nancy som karakter i denne første bog er spændende og interessant, men jeg anser hende dog ikke som en dissideret hovedperson, da hun er mere i baggrunden og hjælper til at mysteriet løses. De to karakterer, som jeg synes indtager rollerne som hovedkarakterer er Louisa og Guy, som begge er dybe og realistisk fremstillet, der begge kæmper en kamp mod samfundets bund og familiens nedsættende tanker og opførsel. Louisa er en bestemt ung pige med en vis portion ligefremhed og trang til ironiske bemærkninger, og jeg fik under min læsning ofte et smil på læben. Mitford familiens barnepige Nanny Blor er ligeledes en faktisk person, og er i bogen fremstillet som fast og bestem, men i særdeleshed med en stor hjertevarm kærlighed for alle børnene inklusiv Louisa, da hun først kommer inden for familiens mure.

Gay var dybt fascineret. Han havde deltaget i to-tre ligsyn, når folk var sprunget ud foran et tog, men han havde aldrig før været med til en mordundersøgelse. Og det var heller ikke et hvilket som helst mord. Det var en ren sensation: en kvinde i et tog, og man havde hverken fundet våben eller anholdt mistænkte.

I romanen lusker Nancy og Louisa sig afsted til et bal for veteransoldater, hvor mange af dem har fået synlige sår og skader på kroppen, men især også usynlige sår på sjælen. Noget af det, som jeg synes særlig godt om i romanen er, at bogen hylder og omfavner de soldater, der efter første verdenskrig skal tilbage til hverdagen og livet med nye udfordringer. Denne roman har mange lag og fortæller på historisk vis ikke kun om familien Mitford, men også om samfundets strukturer og kampe i 1920’erne. Hvis du mangler at starte på en ny serie, så kan jeg varmt anbefale, at du begynder på at læse denne første roman Mitfordmordene 1 – Mysteriet på Asthall Manor. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at læse mere om Nancy, Louisa, Guy og de andre Mitford søstre i den næste roman Mitfordmordene 2 – De smukke unge døde.
Featured image

Featured image

Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain Inspired by A. A. Milne

Featured image
Featured imageWinnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain Inspired by A. A. Milne. Illustrated by E.H.Shepard. Udgivet i 2016 af Forlaget Egmont. Bogen er læst på engelsk.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 Stjerner.

Have a Friendly Day: When you’ve been walking in the wind for miles, and you suddenly go into somebody’s house, and he says, ‘Hallo, Pooh, you’re just in time forva little smackerel of something,’ and you are, then it’s what I call a Friendly Day.

Denne skønne lille bitte bog Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain er til alle os, der elsker den sødeste plysbjørn. Winnie the Pooh – også Peter Plys på dansk, har været med mig siden, jeg var ganske lille, og jeg elsker ham og alle hans søde venner stadig i dag – man bliver vel aldrig for gammel til eventyr og gode fortællinger. Denne fine og flotte bog er et lille fint gensyn med Plys-universet, hvor mange af hans sødeste og klogeste citater fra nogle af de fantastiske historier er specielt udvalgt fra. For mig gav gensynet mig en sød og hyggelig glæde ved, at komme et lille hurtig smut tilbage til Hundredemeterskoven og al den barnlige glæde, som følger med under læsningen. Selv her efter endt læsning kan jeg slet ikke lade være med at smile et lille smil, hver gang jeg ser bogen, som lige nu ligger på mit køkkenbord og venter på at komme ind på plads i bogreolen.

A Matter of Taste: The wrong sort of bees would make the wrong sort of honey.

Det er jo selvfølgelig helt klart, at de forkerte bier giver honningen den helt forkerte smag – eller nærmere dårlige bier giver dårlig honning, som det står i citatet oven for. Dette lille citat kan jo overføres til mange ting og er synonym med mange situationer i vores liv. Eksempelvis så kan vi sige, at det forkerte regnestykke giver forkerte tal, den forkerte beslutning giver forkerte handlinger eller den dårlige beslutning giver et dårligt udkom – ja og mange flere. De mange små citater kan bruges som en lille fin samling af gode råd fra en sød plysset bjørn og alle hans venner. Da jeg så Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain, kunne jeg slet ikke lade være med at straks bestille den hjem. Bogen tilhører en lille serie med alle de bedste citatuddrag, og de andre små bøger skal jeg helt sikkert også have købt hjem til samlingen. Særligt er jeg ret vild med bogen Winnie-the-Pooh: Love From Pooh, som kommer på min ønskeliste til min fødselsdag – jeg har jo lovet mig selv ikke at købe flere bøger lige foreløbig, og indt til nu går det meget godt på trods af diverse bogudsalg mange steder.

Self Appreciation: ‘What sort of stories does he like?’ ‘About himself. Bacause he’s thar sort of Bear.’ – The Bedst Bear in all the World.

Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain strækker sig ud over små 64 søde sider med det fineste illustrationer af den skønne plyssede bjørn og hans venner. Jeg er selv ret vild med æseldyret, da han altid er så trist på den søde måde, men desværre var han ikke rigtig sådan at finde i bogen. Hvert citat begynder med en lille overskrift, så læseren kan se den overordnede mening også i konteksten til historierne, hvilket er rigtig fint. Citaterne står ikke i alfabetisk rækkefølge eller er kategoriseret på anden vis, men det gør bestemt ingen ting. De søde visdomsord vil jeg tage med mig, og jeg kommer sikkert også til at læse bogen flere gange, da denne lille bitte bog bare skaber så meget glæde i min krop og mit sind. For et par år siden købte jeg den smukke samling af alle fortællingerne med Peter Plus fra Folio Society, som jeg får helt vildt lyst til at kaste mig over, men det må lige vente lidt, da der er så mange bøger, som jeg også gerne vil læse lige nu, men så er det dejligt, at jeg kan finde Winnie-the-Pooh’s Little Book of Wisdom – Wise Words form a Bear of Very Little Brain frem og læse de søde citater engang i mellem.

Always Ask: Being a Faithful Knight might mean you just go on being faithful without being told things.

Featured image

Featured image

Mordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl

Featured image
Featured imageMordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl fra Politikkens Forlag på 416 sider fra 2019. Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget.
⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 Stjerner.

En sen og mørk aften forlader Hans Christian Andersen sky og hemmelighedsfuld et lille snusket bordel. Han kommer ikke på bordellet i samme ærende som de andre kunder, da han har en anden kunstnerisk lyst at stille. Det er ikke første gang, at han besøger Anna på bordellet, da han endnu ikke har fuldendt sit papirklip, han udformer på smukkeste vis med papir og saks. Lige på denne aften lurer en morder om hjørnet, og hun får sneget sig uset indtil Anna, da Hans Christian er gået. Lidt længere henne ad gangen venter Molly på deres fælles værelse sammen med Annas lille datter Lille Marie. De to søstres drøm er, at tjene nok penge til, at de kan købe en kro i Hendriksholm efter en særlig aftale med ejeren, og drømmen er inden for snarlig rækkevidde, som betyder så meget, så Lille Marie kan få en ordentlig barndom og ikke i et skøgehus. Da Anna ikke kommer som planlagt, går Molly hen på værelset, men Anna er ingen steder at finde. Molly bliver ude af sig selv af bekymring, da Anne aldrig kunne finde på at gå uden at sige det. Mens Lille Marie sover trygt, skynder Molly sig ud lige foran for at se efter Anna, men uden held. Inden hun igen går op på deres værelset tilLille Marie, går hun forbi bagindgangen og ser at døren står åben. Noget er helt galt, og en knugende fornemmelse breder sig i hendes bryst. Næste morgen er der et frygteligt oprør ved Københavns kanal – en kvinde er ved at blive trukket op af vandet viklet ind i fiskenet. Molly råber chokeret, da hun straks genkender sin søster. Hun får øje på Hans Christian, som er blevet hentet af politiet under et foredrag, og begynder at råbe og skrige, at han er morderen. Politiet er hurtige, og får ham straks kørt væk til stationen dømt for mord med straffen med døden til følge hængende over hovedet.

Hans Christian bruger sin, om end meget lille, indflydelse ved familien Collin til at lave en aftale med en noget skeptisk politimester, hvorefter han bliver løsladt med særlige regler for, at han ikke må gå uden for byens murer. Hans Christian får 3 dage til at prøve at bevise sin uskyld ellers er det slut. I desperation opsøger han Molly, da hun er den eneste, som kan hjælpe ham. Molly er først slet ikke interesseret i at hjælpe ham, hun tror er sin søsters mordet, men som tiden går opstår der et særligt bånd mellem Hans Christian, Molly og den søde Lille Marie. En skør natmand er dømt for mord på en vægter og skal henrettes. Den gale natmand sang det værste vrøvlevers, som Hans Christian hørte et utal af gange, mens han selv sad i fængslet, og det er vrøvleversene, som han på en indviklet måde får til at give mening. Det er nemlig ikke kun Anna, der er blevet myrdet og natmanden straffes med døden for en forbrydelse, som han ikke har begået, og måske det også bliver Hans Christians skæbne. Sammen drager Anna og Hans Christian ud på en farefyldt opklaringsrejse mellem de fattigste i samfundet til de højeste kredse i borgerskabet for at finde Annas rigtige morder, så retfærdigheden kan ske sin fyldest og frikende Hans Christian. Det er slet ikke nogen let opgave, som skøge og fattig digter, da morderen er så kløgtig og hele tiden er skridt foran.

Anna, skamferet, hendes barm skåret af, som man parterer en kylling. Han tænker på den ondsindede gerning: at bytte om på to kvinders mest kvindelige attributter. Hvordan får man den slags ideer? Og med hvilket formål? Det er rent og skært vanvid.

Mordet på en havfrue af A. J. Kazinski og Thomas Rydahl er en super spændende krimi med et historisk afsæt ved at bruge den store og berømte forfatter Hans Christian Andersen, men også i hele den historiske kontekst i beskrivelserne af Københavns bymiljø og det klasseopdelte samfund. I romanen er det sproglige plan på både nudansk, men også med enkelte gamle ord, hvilket er med til at give romanens handling en historisk følelse. Bogens strukturelle plan er delt i tre dele, der angiver dato og årstal for det kommende afsnit, og hver del er ligeledes inddelt i lidt lange kapitler, så det er nemt at finde rundt i romanen i forhold til plottets kronologiske fremgang. Der sker ret meget på de små tre dage Hans Christian får til at opklare det mord, som han er anklaget for. Politimesteren er ret godt tilfreds med sin anholdelse af Hans Christian, så han har egentlig en mistænkt og overfor borgmesteren og befolkningen set udefra, har han styr på det – også selv om, det måske ikke er den rigtige morder, han har anholdt. Men, så bliver endnu en kvinde fundet med de samme snitsår og anderledshed på kroppen. Er det Hans Christian, som er blevet yderligere sindssyg eller er det en anden morder, der lurer derude med en helt bestemt agenda? I Mordet på en havfrue sker der hele tiden nye ting, og læseren keder sig bestem ikke, mens forfatterene trygt fører deres læsere gennem det indre københavnske slum til byens højeste adel.

A.J. Kazinski og Thomas Rydahl har i romanen valgt samme plotmetode i at opbygge plottet med flere fortælleres synsvinkler i et trejdepersons narrativ, og hvor læseren også følger forbryderen, som i Kazinskis serie med kriminalbetjent og gidselforhandler Niels Bentzon. Selv havde jeg glædet mig rigtig meget til en ny og anderledes tilgang i plotmetoden. Denne metode virker super fint i Bentzon-serien – det er slet ikke det, men her i bogen bliver det lidt af en flad fornemmelse, da der ikke er helt den samme mystik omkring morderen – Men deres valg af plotmetode giver dog virkelig god mening i bogens sidste del, hvor alle personer og plotspor samles i et billede. Måden Kazinski og Rydahl bruger den verdensberømte forfatter Hans Christian Andersen, som personlig karakter på er så fin, og de har gjort sig stor umage med at sætte sig ind i hans personlighed og taget med, hvilke svagheder han i sandhed kæmpede med. Dog blev måden Hans Christian kæmpede med sin sindssyge og tvangstanker på beskrevet og gentaget lige lovligt meget gennem hele romanen. Karaktererne Molly og Lille Marie er beskrevet med livagtighed, der passede ind i det nittende århundrede. Jeg kunne sagtens have læst meget mere om de to, og deres liv efter at være sluppet levende igennem de mange livsfarlige situationer. Morderen Madam Krieger har en psykologisk dybde, og læseren kommer med helt ind i hendes refleksioner og følelser, der på en og samme tid er både skræmmende og interessant. Kazinski og Rydahl har ligeledes inddraget dikotomien, og den evige kamp mellem videnskaben og religionen med en oplysende tilgang, som er i højeste gear i 1830’ern, hvor hemmelige forelæsninger i lægevidenskaben afholdes i de inderste kredse, og som Madam Krieger er en flittig tilhører til. Hende vender jeg tilbage til lidt senere. Som genre hører Mordet på en havfrue under krimigenren historisk spændingsroman, da Kazinski og Rygdahl opsætter et mordmysteriet, hvor Hans Christian sammen med Molly tager på en vild opklaringsrejse.

Der er retfærdighed i verden. Der er orden i kaos. Der er stærke kræfter, der hele tiden bringer livet i overensstemmelse med det store mønster. Det ved hun, det er Schneiders doktrin. Og Johanne kommer til at betale for sin arrogance. Hun kommer til at lade Madam Krieger få alt det, der tilhører hende. På romanens dragende cover er skrevet “Bag hvert et eventyr lurer et mareridt’, som så fint indrammer hele romanens fortælling og udtryk.

Under mit studie på et af de mange spændende fag på Litteraturvidenskab på SDU lærte jeg, at alle bøger er skrevet ind i sin egen tid. Det vil sige, at en historisk roman skrevet i eksempelvis 1990, der har et historisk afsæt i 1830, altid vil have små spor med sig fra egen tid i 1990, da forfatterne stort set ikke kan udelukke det under skriverierne. Nogle forfattere er sig ubevidste om inddragelsen, hvor andre forfattere, som Kazinski og Rydahl, eksempelvis viser her i Mordet på en havfrue, arbejder bevidst med den kontekstuelle temporalitet særligt i karakteren Madam Krieger. I romanen er det særligt kønsdebatten, som danner grundlaget og hele baggrunden for morderens forbrydelser. Ikke alene kønsdebatten, men også anderledesheden og det at være en anden end sig selv fylder store dele af romanen. Kønsdebatten og det at være en anden end sig selv blev under min læsning lidt for meget, og jeg var slet ikke med på romanens slutning. Selvfølgelig var der i 1800-1900 tallet homoseksualitet og følelsen af ikke at høre til i egen krop, som også Jessie Burton tager fat på i sin roman Dukkemageren, men forskellen mellem Burton og Kazinski og Rydahl er, at romanernes kønstematikker er mile vidt forskellige fra hindanden, da Burton holder sig i sin historiske kontekst, hvor Kazinski og Rydahl drager den historiske temporalitet ind i nutidens kontekst. Slutning skuffede mig mest, og gør hele forskellen i at jeg har givet romanen 4 flotte ⭐️ stjerner og ikke 5. Forfatterne har fordybet sig i den historiske kontekst, og bruger tiden aktivt i plottet, og det var jeg ret vild med særligt i beskrivelserne af miljøet i Ulkegade, klasseskellet mellem arbejderklassen og adlen og det flotte kort, som indrammer bogens første sider, men særligt også ideén og modet til at bruge en så berømt forfatter, som hovedperson i deres roman.

Featured image
Featured image
Featured image

Vintersøstre af Sarah Morgan

Featured image
Featured imageVintersøstre af Sarah Morgan fra forlaget HarperCollins Nordic på 383 sider fra 2019. Bogen er oversat fra engelsk til dansk af Julie Scheving. Org. titel The Christmas Sisters og udgivet i 2018.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 Stjerner.

Suzanne og Stewart bor i det skotske højland omgivet af den smukkeste natur med store tindrende bjergtinder, skove og små søer. Jeg bliver i romanens begyndelse indviet i Suzannes mange planer for at arrangere den perfekte jul for sine tre døtre, som alle sammen vender hjem på juleferie. Den mellemste datter Beth kommer hjem alene længe før planlagt, da alt ikke helt er som, det skal være i sin egen lille familie. Hendes yngre søster Posy må afbryde sit ellers hyggelige besøg af den lækre mand, der har lejet sig ind i huset de næste par måneder for at få ro til at skrive sin roman, men det er nu ikke det eneste, han er ude på. Posy er hurtig fremme ved lufthavnen, og hun ser straks, at Beth slet ikke er sig selv. Hun er nemlig kommet uden sin mand Jason og deres to skønne piger Melly på 7 år og Ruby på 4 år. Posy ser med det samme, at Beth er helt anderledes, men også at hun ser ud til at være så fuld, at hun har svært ved at holde balancen. De to søstre tager hen på byens hyggelige café Glensay Inn, der ejes af deres adoptivmor Suzanne. Byen emmer af julehygge, sammenhold, hvor alle kender alle, og glæde. Noget som Beth har savnet allermest. Posy har travlt med at få hældt en masse kaffe i Beth, så hun kan blive forholdsvis ædru nok til at tale med, inden de tager hjem til Suzanne og Stewart.

Suzanne bliver smittet med en slem influenza og må holde sengen. Det har hun bare slet ikke tid til, da hun skal forberede den perfekte jul, særligt da den ældste datter Hannah kommer hjem til jul i år. Stewart og Posy er sød til at hjælpe med den uendelige lange liste af ting, som skal gøres, men da den ældste datter Hannah også pludselig melder sin ankomst meget tidligere end planlagt kommer listen bagerst i køen. Hannah er den kløgtige og perfekte søster, som har styr på alt. Hun er arbejdsnarkoman og har ekstra svært ved at se fortiden i øjnene. Hun yder en daglig kamp for altid at yde sit bedste og hele tiden. Hun er streng og hård ved sig selv, da hun kæmper med fortidens spøgelser om at føle sig god nok. Hun er bange for at åbne sig og har aldrig haft et rigtigt forhold til nogen mand før – altså det var før, hun mødte Adam. Han får sider frem i hende, hun end ikke vidste eksisterede, men hun ved ikke om, hun tør åbne sig helt for Adam og dele en vigtig hemmelighed. De tre søstre er nu samlet under samme tag, og alle forsøger at undgå konflikter og særligt, at tale om den tragiske ulykke, der skete for 25 år siden, men det er slet ikke så let. Der bliver nemlig rippet ekstra op i det følsomme sår, da Luke ikke er den, han giver sig ud for at være. Det, som ingen vil tale om er altid svært at få bragt frem i lyset, og familien er nu truet og kan så let bryde sammen, så kan familien stå sammen og tåle at blive bragt 25 år tilbage i tiden og se gamle spøgelser i øjnene?

Det vendte sig i Hannah. Det var også et vanskeligt tidspunkt på året for hende. I horisonten så hun de snedækkede bjerge, og et kort øjeblik fortrød hun, at hun havde forladt Manhattan. Hun kunne være kommet på en eller anden undskyldning og være blevet i sin lejlighed. Hun havde ikke behøvet at udsætte sig selv for det her. Bjergene gjorde hende opmærksom på sine fejl og sårbarheder. Som barn havde hun spekuleret over, hvad der var galt med hende, siden hun ikke delte sine forældres lidenskab for at klatre. Hvad det end var, hun manglede, havde det udelukket hende fra det, der bandt alle de mennesker, hun elskede, sammen.

Vintersøstre af Sarah Morgan er en sød roman, som handler om familie, sorg og kærlighed, men også det vigtige i, at stå sammen i svære situationer. Da jeg lige skulle snuse rundt blandt de skønne bøger på en fridag i Bog & Ide, faldt jeg over det smukke og vinter-hyggelige cover blandt de mange bøger på hylderne. Jeg glemte helt at læse bagsideteksten, før jeg købte bogen, men heldigvis levede romaen op til mine forventninger i en både medrivende handling og et spændende drama. Romanens strukturelle opbygning er fordelt på 29 kapitler på 383 fine sider, hvor hvert kapitel er angivet med navn på om, det er Suzanne, Hannah, Beth eller Posy man følger. Romanens narrativ er skrevet i tredjeperson autoritativ, så jeg under min læsning fik lov til at komme med helt ind bag ved i karakterernes refleksioner, følelser og udfaldet i handlinger. Sprogligt er romanen skrevet i et fint og let sprog, og kapitlerne fløj hurtigt afsted. Flere gange kunne jeg slet ikke lægge bogen fra mig, da der opstod små plottwist, som alle blev løst på fineste vis hen ad vejen. Morgan har ikke blot skrevet en almindelig juleroman med romantik i brede strømme, men en skøn roman med et særligt fokus på familiesammenhold og søsterkærlighed! Hvis den engelske titel oversættes sådan helt korrekt, så skulle den danske titel have været Julesøstre, men her har forlaget gjort det helt rigtige i at bruge Vintersøstre i stedet. Romanen indeholder nemlig så meget mere end blot jul og at skabe julestemning for læseren.

Caféen Glensay Inn, som er ejet og drevet af Suzanne, er byens samlings- og tilholdssted, hvor der altid summer af glæde og hjemlig-hyggestemning. Efter den tragiske ulykke, hvor hun var den eneste overlevende, startede hun og Stewart et helt nyt liv med er ansvar for tre sorgfulde piger. Suzanne satte alt ind for at gøre alt så godt for pigerne. Som karakter er Suzanne en fantastisk person, der først og fremmest er der for andre og har selv i sine ældre år en intens selvbebrejdelse over det, som skete dengang. De tre søstre er vidt forskellige, og kæmper hver i sær med dæmoner fra fortidens skygger. Den af søstrene som jeg identificerede mig mest med var nok Posy, som ikke kun er den yngste søster, men også den, der er livlig og glad, men hun er også den søster, der er blevet hjemme tæt på sine adoptivforældre. Der er dog også flere træk ved den ældste søster Hannah, som jeg med lethed kan spejle mig selv i. Morgan har gjort et fin stykke arbejde i sin roman, hvor både Suzanne og søstrene, hver får deres egen stemme uden, at det på nogen måde er forvirrende – tvært imod er det med til at løfte handlingen med masser af drama og intriger. Vintersøstre er som genre ikke kun en kærlighedsroman, men særligt også en familieroman om at stå sammen, når fortiden truer med at ødelægge fremtiden. De tematikker, som gennemstrømmer romanen fra start til slut er familie, sorg, sammenhold og kærlighed, som alle er fint bundet sammen på romanens sidste sider.

Beth så ud i luften. Hvis man kommer noget til, så heler man igen. Hendes søster tog det så afslappet. Modsat Hannah og Beth tilbragte hun ikke livet med at forsøge at undgå at blive såret.

Vintersøstre var en af de romaner, som jeg havde udvalgt til min julelæsning i 2019, og den var helt perfekt. I romanen er der nemlig ikke for meget eller for lidt julestemning. Den tragiske ulykke i fortiden danner plottes handling, og de tre søstres voksenliv er gået i vidt forskellige retninger, men som alligevel finder sammen i et fornyet søstersammenhold, når det bliver svært, og danner sammen en beskyttende mur omkring det, de elsker og holder af. Sorg over at miste kan få lov til at forme os som mennesker på det bevidste plan, men særligt på det ubevidste plan, hvor reaktioner, der skal virke beskyttende, overfor os og dem vi elsker, får en negativ og sørgelig effekt af at være overbeskyttende eller ligefrem kvælende. Morgan formår så fint at jonglere mellem det svære og det skønne i livet, og hun får romanens handling og tråde forenet på fineste vis i romanens slutning. Efter jeg læste bogens sidste side ville jeg ønske, at romanen var meget længere. Jeg synes nemlig slet ikke, at jeg er færdig med at læse om McBride-familien, og jeg vil så gerne læse mere om den nye rejse, som de tre søstre nu skal ud på med hver deres eventyr i vente, men der kommer nok ikke en efterfølgere, så jeg skal lige komme mig en smule inden, jeg starter med en ny bog.

Featured image
Featured image

Søvnen og døden af A.J. Kazinski (Bentzon #2)

Featured image
Featured imageSøvnen og døden af A.J. Kazinski (Bentzon #2) fra Politikens Forlag på 491 sider fra 2012. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner

I Søvnen og døden bliver kriminalbetjent Niels Bentzon endnu engang kastet ud i et spændende og farefuldt mysterie, hvor han ikke kun skal bruge sine evner som politiets bedste gidselforhandler, men også sine analytiske refleksive mindset. Søvnen og døden er andet selvstændige bind i serien med Bentzon i hovedrollen af A.J. Kazinski, og du kan læse min anmeldelse af den første roman Den sidste gode mand lige her. Jeg vil ikke gengive hele handlingen fra første bog, men kun det vigtigste, som er Bentzons skilsmisse med Kathrine, der er udsendt med arbejdet til Afrika. Bentzon skulle have være rejst på ferie ned til Kathrine, men han lider af en frygtelig angst for at flyve, så da Bentzon ikke formår at rejse på Kathrines ultimatum resulterer, det i en skilsmisse. Under efterforskningen af en lang række mord på tværs af verdens grænser møder han forskeren Hannah Lund, der lever et stille liv i sorg. Om det er Bentzons møde med Hannah eller om, det er fordi, ægteskabet med Kathrine ikke kunne holde til mere er ikke til at sige. Her i anden roman er Hannah og Bentzon blevet gift og flyttet sammen i en stor lejlighed på Islands Brygge på Amager. En noget hurtig og vild beslutning, men set i lyset af de voldsomme hændelser, de begge var igennem, i første bog, kan de hurtige beslutninger forklares med, at det er vigtigt at leve i nuet. Søvnen og døden sætter sin begyndelse på vildeste vis, da Bentzon bliver tilkald som forhandler, da en ung kvinde er ved at hoppe ud fra en høj bro ved Københavns banegård. Bentzon har altid reddet alle sine selvmordstruede, men denne gang skal det gå anderledes. Den unge kvinde er ikke kun bange og omtåget, men også helt nøgen. Hun er meget påvirket af stoffer Bentzon ikke kender, og han gør alt, hvad han kan for at redde hende, men den unge kvinde springer i døden.

Det sidste ord, Bentzon udtaler til den unge kvinde var “hvis du springer, så springer jeg efter dig”. Denne sætning hjemsøger Bentzon gennem hele romanen, og han er slet ikke i tvivl om, at det ikke var et selvmord, men at der gemmer sig dybe hemmeligheder bag den unge kvindes flugt i døden. Den unge kvinde er Dicte van Hauen, 21 år og levede det hårde liv som balletdanser på det Kongelige teater. Samtidig med at Bentzon drukner sig i efterforskningen, kæmper Hannah sin egen imaginær kamp i en retssag, hvor forsvar og anklager kæmper mod hinanden om at finde frem til, om Hannah skal fortsætte sin graviditet eller ej. Hun er så bange for, at hendes ufødte børn får samme lidelse som hun, nemlig en enorm høj intelligens. Hun vil ikke kunne overleve at miste endnu et barn. Bentzon tror, at Hannah er ved at forlade ham, og han fatter ikke mistanke til, at hun er gravid. Parallelt med plottet om Bentzon og Hannah følger jeg som læser også den unge Silke, der er indlagt på børnepsykriatisk afdeling, da hun er gået ind i sig selv og ikke taler med omverdenen. Hun var vidne til mordet på sin mor, og Silkes far, Adam Bergman, arbejder med hemmelige og ulovlige midler, der kan hjælpe ham med at komme i kontakt med de døde, så den han sender ind og ud af døden kan få bragt en besked igennem til ham om, hvem der har myrdet hans kone. I forsøget på at finde sandheden om mordet, og hvem morderen er, dræber han Dicte flere gange og genopliver hende, men efter tredje forsøg bliver han lidt for uopmærksom og Dicte flygter. Da Adam ser Dicte springe ud fra broen starter jagten på hans næste offer.

Det er det samme hver gang. Han vil ikke presse mig. Han vil ikke få mig til at føle at jeg gør noget forkert. Han arbejde på min selvtillid. Det er den han tror den er gal med. Men også dér tager fejl.

Der er mange plotspor og veje her i Søvnen og døden, hvor Kazinski leder sin læser gennem et spændingsfyldt plot, og der er bestemt ikke sparret på de vilde scener. Bentzon er selv nået ud til kanten, hvor livet virke meningsløst. På trods af de mange plotspor og karakterer, som kommer ind og ud af romanen, hjælper bogens struktur og opdeling sin læser fint på vej. Romanen er opdelt i tre dele, som hver indeholder kapitler, der starter fra 1, og herefter fremadskridende kronologisk med dag, tid og sted. Hver af de tre dele ‘Blodets bog’, ‘Sjælenes bog’ og ‘Evighedens bog’ starter med bibelske citater, som sætter referencerammen om hver del på fineste vis. Romanens handling strækker sig over en lille uges tid fra mandag til mandag, og det virker rigtig fint, da man som læser ikke roder rundt i dage og temporalitet generelt. Sproget i roman er flydende og fin, men der kommer også en del fagudtryk og tilbageførelse til den græske antik. Grundsubstansen for handlingen bygger på intertekstualitet fra blandt andet Platons bog Faidon, der er skrevet som dialoger mellem Platon og Sokrates om, Sokrates’ forløb under retssagen for blasfemi, som ledte til hans død. Dialogerne mellem Platon og Sokrates strømmer ud fra diskussionerne om liv og død, men især sjælen har en særlig betydning. Ud over de intertekstuelle referencer til Platon, er der også en del referencer til Bertel Thorvaldsens relieffer ‘Natten med sine børn’, som helt præcist er Søvn og Død, og samlet forbindes de sammen til en spændende handling her i romanen. Under og efter min læsning af Søvnen og døden blev min interesse for den græske antik genskabt, og jeg drømmer nu om lidt mere tid i døgnet, så jeg også kan få tid til at læse noget mere af Platon og Sokrates.

En god psykologisk spændingsroman går man aldrig helt galt i byen med, og mit gensyn med Bentzon var både spændende og ret interessant, men handlingen blev lidt for langtrukken ind i mellem. Som læser bliver man indført i den græske antiks store tænker, som nævnt ovenfor, men det kan godt virke lidt langhåret, at blive komme igennem de mange henvisninger til Platons bog ved Dicte, Bentzon og Hannah. Jeg tænker Søvnen og døden som genre mere er en psykologisk spændingsroman end blot en spændingsroman til dels på grund af de mange refleksive elementer og begrebsapparat i forhold til døden, sjælen og livet, også særligt med baggrund i båden Bentzons personlige fald, hvor han næsten når at ramme bunden, men også i Hannahs imaginære monolog mellem forsvar og anklager. Romanens yderligere tematikker er udover døden og sjælen også kærlighed, venskab og familie, der alle kredser om de to førstnævnte tematikker. Romanens handling kunne sagtens tages lige ud fra vores prosaiske hverdag, og det gør handlingen rammende og relevant særligt i forhold til, hvor hurtigt tragedier videreformidles i diverse medier. Selvom at det, af personlige grunde, var hårdt at få et gensyn med Bentzon og Hannah, så var det nu meget hyggeligt at vende tilbage til Kazinskis karismatiske karakterer og hele det narrative univers. Jeg synes dog, at Hannahs monologer til sidst bliver en smule søgt, men som trods alt bindes fint sammen med Platons Faidon og hele den overordnede tematik om livet efter døden og sjælens videre rejse mod det uendelige univers.

Mørk stof. Tunge øjenlåg. Hun åbnede øjnene. Fra mørke til mørke. Hun forsøgte at bevæge sig, men hendes ben sig, men havde ikke kræfterne til det. Både ben og arme var låst sammen med noget der måske var plasticstrips.

Det har været noget af en lang rejse, jeg har haft ved genlæsningen af Søvnen og døden, da romanens handling vakte så mange minder frem fra min første læsningen i efteråret 2015, som var den hårdeste tid i mit liv, men nu her fik jeg endelig genlæst/lyttet romanen færdig fra start til slut. Kazinski tager store, men eksistentielle emner op og ind i mellem kan handlingen virke lige utopisk nok, men det var nu et skønt gensyn alligevel, og jeg er rigtig glad for, at jeg også har læst denne roman i serien. Søvnen og døden var mit tredje gensyn med makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der skriver under pseudonymet A.J. Kazinski, da jeg nu har læst de første to bind og så bind nr. 5, som er den sidste og afsluttende roman om kriminalbetjent og gidselforhandler Niels Bentzon og Hannah Lund, hvor af sidstnævnte fangede mig fra start til slut. Min plan er helt sikket, at jeg skal læse de sidste to romaner i serien og forhåbentlig snart, da jeg allerede er kommet til at smug læst en lille smule i bind tre Den genfødte morder, og den lyder til at tage sin læser med på en spændende og medrivende detektions rejse. Mine tre anmeldelser af Kazinskis romaner kan du finde under fanen Anmeldelser. I min anmeldelse her af Søvnen og døden har jeg prøvet at adskille mine minder fra romanens handling her i genlæsningen, selvom det sikkert ikke har været helt muligt, men nu efter en pause fra universet glæder jeg mig meget til at gemme mig fra verden i Kazinskis trygge, velkendte og spændende romanverden.

Featured image