Mumitrolden – De tre første romaner af Tove Jansson

Mumitrolden – De tre første romaner af Tove Jansson er udgivet fra forlaget Carlsen i 2008, og er på 276 sider. Romanerne er illustreret af Tove Jansson. (org. titel Småtrollen och den store översvämning fra 1945,Kometen kommer fra 1946 og Trollkarlens hat fra 1948 – org. sproget er finsk). Bogen er læst på dansk. Denne Mumi romansamling er lånt på biblioteket.

Det var en magisk oplevelse igen, at træde ind i Mumitroldenes fantastiske univers endnu engang efter så mange år. Janssons mumi-eventyrer er noget helt særligt, og kan noget helt særligt både for børn og voksne. I den første roman Mumitrolden og den store oversvømmelse møder jeg Mumitrolden og Mumimor, der er draget bort hjemme fra ud i den store vide verden for at finde Mumifar. Han er nemlig rejst ud for at finde et perfekte sted til at bygge det perfekte hus til sin lille familie, men det er nu meget svært sådan, at finde det helt rette sted. Mumimor og Mumitrolden kommer gennem uhyggelige skove og rejser over store og sorte søer, hvor de også møder det lille bitte dyr Snif, som er helt alene i verden. Snif drager med Mumimor og Mumiitrolden på vandringen for at finde Mumifar. De kommer til en kæmpe have, der er lavet på slik og søde sager, hvor en kæmpe lampe skinner som en sol hele den lange dag – hvilket jo er et fantastisk rige i den barnlige bevidsthed. Det lille rejseselskab bliver dog hurtigt lidt træt af den kunstige sol, men takker manden mange gange for at få lov at være – og spise – i den dejlige have. De får dog en frygtelig mavepine af at spise alt for meget sukker, men dette har Mumimor et middel imod. De drager videre gennem skove og enge, og pludselig kommer den store oversvømmelse af alt regnen, som falder fra den store himmel. Og midt i virvar og kaos finder de på finurligste vis Mumifar, der har bygget det perfekte lille Mumihus!

Den anden roman om de skønne Mumitrolde af Tove Jansson er Kometen kommer, der er et eventyr om jordens undergang og alle de mange tanker heromkring fra et barnligt, men dog evigt fornuftigt sind. En morgen er hele Mumidalen dækket af gråt støv, og Mumifamilien kan ikke helt begribe, hvor alle farverne fra verden er blevet af. Da hører mumitrolden og det lille dyr Snif rytgter om noget, som hedder en komet – men hvad i grunden er en komet for noget?… Da Mumimor syntes, at det er på tide, at Mumitrolden og Snif kommer lidt ud, så sender Mumimor og Mumifar dem afsted mod observatoriet lidt længere ned af floden, hvor man kan studere himlen og stjernerne. På deres rejse møde de mange nye venner, hvor to af mine ynglings karakterer kommer til -nemlig Mumrikken og Snorkfrøknen. Efter at Snif får kigget på den store orange kugle med en lille hale skynder de sig hastigt hjem ad, da jorden går under om kun et par dag – sådan mere nøjagtig fredag d. 8 august kl 8.42 om aften – altså sådan cirka. Jeg rejser sammen med det lille selskab gennem udtørrede floder, mørkerøde landskaber og af uhyggelige veje, men på trods af frygten for jordens snarlige udslettelse holder vennerne sammen, og finder en lille smule lykke i en lille butik, og til et smukt bal under himmelens smukkeste stjerner. Alle vennerne er nu, efter Mumitroldens forsikringer, helt sikre på, at Mumimor ved hvad der skal til – nu skal de så bare nå hjem inden kometen kommer.

Den sidste roman i denne skønne samling er Troldkarlens hat, hvor jeg i historiens begyndelse lurer ind i det sovende Mumihus, hvor vinterhiet er ved at ophøre. Mumrikken og Mumitrolden vækker den sovende Snif, og sammen drager de op på det store bjerg for at sætte et mærke, som de første denne sommer, men der har allerede været noget! Snif styrter i mod en stor mærkelig hat, som syntes at være blevet forladt. De tre venner nyder synet af den nu begyndende aktivitet rundt i de små hjem, og ser fra toppen af bjerget, at Mumimor er vågnet og er begyndt at brygge kaffe, og så kan det nok være, at de tre venner får travlt med at komme ned af bjerget – Snif selvfølgelig med hatten i hånden. Hatten er dog ikke nogen helt almindelig hat – den bringer både sjove, men også en masse mærkelige, uhyggelige og mystiske ting med sig. Den lille Mumifamilie finder et opskyllet skib på stranden, og Mumimor får æren af at døbe skibet EVENTYRET. Straks efter sejler Mumifamilien og vennerne ud på et lille eventyr, hvor Mumrikken en meget mørk og regnfuld aften, hvor torden og lyn slå ned, ser en figur, som han kun troede var ren fantasi.

I det samme øjeblik strøg båden ind i en sort kløft, hvor stormen tuede mellem de kolossalt høje bjergvægge. Søen slummede hvidt mod klipperne, og det så ud, som om båden brasede lige ind ii dem. Men den svævede så let som en fugl ind i en stor havn, hvor det klare vand var roligt og grønt som i en lagune.

Det er første gang, at jeg læser romanerne om Mumitroldene af Tove Jansson, men jeg har set film og serier om den lille Mumifamilie et utal af gange, og jeg har virkeligt altid knuselsket dem, og det univers, som Jansson har skabt! Det er vist heller ingen hemmelighed, at jeg bare elsker Mumikrus og alt muligt andet med Mumifamilien, som jeg kan komme i nærheden af. Romanerne er dog en smule anderledes end tegnefilmene, som er lavet mere til mindre børne – ikke at romanerne ikke er det, men fortællingerne og sproget her er en anelse mere dystre og mørk, hvor særligt skoven som sted både virker utrolig smuk med masser af liv, men især skræmmende og uhyggelig, når mørket falder på. I den første roman Mumitrolden og den store oversvømmelse starter sådan lidt uhyggeligt og mystisk, da Mumimor og Mumitrolden er draget ud i verden for at finde Mumifar, som de ikke har hørt noget til meget længe. Generelt er Janssons fantastiske og eventyrlige univers om Mumitroldene fyldt med lykke af skønne eventyr, som jeg nød at forsvinde ind, men de indeholder SÅ meget mere end blot eventyrfortællinger og det hyggelige! De indeholder vigtige og mange perspektiveringer til vores egen verden, hvor det eksempelvis er tematikker som identitetsdannelse, anderledshed, utryghed, det at gå fra barn til voksen, og ikke mindst det at være sig selv. Karaktererne er søde og sjove, men de er ikke kun nuttede dyr. De er personificeret og har menneskelige træk med personligheder, der ikke er ens og tilmed har de en masse menneskelige fejl, hvilket på samme tid giver et realistisk billede af vores verden forklædt i et eventyrligt univers.

Det sproglige plan i alle tre romaner er let og skøn, hvor sjove og lidt skræmmende dialoger skildres mellem Mimitrolden og Snif. Mumitrolden prøver for det meste at være den fornuftige og den voksne, hvor Snif har det barnlige sind og bliver ofte fornærmet over ganske minimale ting, samt at han altid gerne vil have ret, og at det altid er alle andres ansvar, hvis tingene ikke går som de skal. Denne vekslen mellem barn/voksen er ganske sød og sjov, men dialogerne indeholder dog også seriøsitet og åbner for eftertænksomhed. I disse dialoger kunne jeg ofte genkende mig selv som barn, men jeg så også små glimt af min datter – eller for så vidt glimt af alle børn. Det er roman Kometen kommer, jeg fandt mest uhyggelig og skræmmende på trods af, at jeg jo udemærket godt ved, at jorden ikke sådan går under, men hele Janssons måde at skildre et sådant alvorligt og voksent univers på er helt unikt. Det er nemlig i fremstillingen og skildringen af det utænkelige med det tænkelige i et børneunivers, hvor alt jo kan ske, at Jansson viser, at det imaginære ofte er mere farlig og afskrækkende end virkeligheden. Noget af det, som jeg elskede allermest under min læsning af denne skønne romansamling Mumitrolden – De tre første romaner var at fordybe mig i de mange flotte og mørke, men også lidt uhyggelige og dystre illustrationer, som Jansson selv illustrerede til hele sit Mumiunivers. Illustrationerne er ikke kun flotte, men de er også eventyrlige og levende!

Nu var heden voldsom, og den døde strand lå hen i en mørkerød, uhyggelig belysning. Mumifar prøvede at lade være at se på det rædsomme landskab. Han kørte bare sin trillebør frem og tilbage og kunne ikke begribe, hvordan han havde båret sig ad med at få samlet så mange unødvendige ting sammen siden sin ungdom. Og en gang imellem så han på klokken.

Jeg har i mange år haft planer om at læse romanerne med Mumitroldene, men det er bare aldrig blevet til mere end tanken, men så i denne sommer, hvor jeg bruger nærmest dag og nat (eller sådan føles det i hvert fald) på specialet, så besluttede jeg mig for at låne bøgerne på biblioteket, da læsningen af Tove Janssons Mumi-romaner ville være helt perfekte til at få hovedet til at slappe lidt af. Som I nok kan fornemme af min anmeldelse af disse tre første romaner, så er jeg fortryllet og solgt! Det eneste, som jeg fandt en lille smule irriterende var, at der er en del lidt trælse taste- og korrekturfejl i den udgave, som jeg læste, men jeg håber, at det er bedre i den næste romansamling, som hedder Mumitroldene – de tre næste romaner. Jeg var så heldig, at blive kontaktet af forlaget Eksistensen, hvor de spurgte om jeg var interesseret i, at anmelde Mumitroldene og tilværelsens gåde af Jukka Laajarinna. Dette fine tilbud takkede jeg selvfølgelig mange gange ja tak til. Jeg har hørt så meget godt om Mumitroldene og tilværelsens gåde, så det er en bog, som jeg glæder mig rigtig meget til at læse og anmelde, dog nupper jeg lige en lille Mumi-romansamling mere inden, da jeg lige skal falde helt på plads i Janssons fantastiske univers.