“Hvis det er” af Helle Helle

Hvis det er af Helle Helle er fra forlaget Samleren 2014 på 144 sider

Hvis det er, er endnu en helt fantastisk roman af Helle Helle, der tager læseren med i ”skovens dybe stille ro”, hvor bladene rasler og dyrenes stille puslen ikke kun vækker angsten over det ukendte mørke, men i særdeleshed også tiden til eftertænksomhed, og det at være i nuet. Skovstiernes snoede grusveje fører de to karakterer mange kilometer gennem den mørke skov, hvor de er overladt til sig selv, og naturens nåde, da de begge er faret vild og ikke kan finde vejen ud.

Den mandlige hovedperson Roar løber afsted i den ukendte skov med de nye indkøbte løbesko, som oven i købet er to forskellige størrelser. Hans mobil er løbet tør for strøm, og han prøver at finde vejen ud af skoven, da han pludselig får øje på kvinden. Hun ser ham ikke i første omgang, og han skynder sig videre, men i næste sving står hun pludselig foran ham, og nu er der ingen vej uden om. Kvinden er ligesom ham faret vild, og de forsøger sammen at finde ud af skoven inden det bliver mørkt, men det er ikke så let at finde rundt i en ukendt skov, og slet ikke efter solens sidste farvel på himlen, hvor månen kun skimter frem indimellem de tunge aftenskyer. På deres søgen efter en udvej finder de en shelter, og de beslutter sig for at blive der til næste morgen, da de ikke kan finde ud, af hvad der syntes at være en endeløs skovlabyrint.

Endelig må jeg have sovet, men det føles som ganske kort tid. Jeg vågner med armene krydset foran brystet og begge ben trukket op, som om jeg fryser. Hvad jeg mærkeligt nok ikke gør. Der står en svag varme under tæpperne, måske er de lavet af et særligt termomateriale. Jeg ligger med åbne øjne og ser ind i mørket. Bortset fra hendes vejrtrækning er alt stille.

Romanens mandlige jeg-fortællers navn er Roar, og giver læseren indblik i dagene optil turen i skoven, hvor han orientere læseren i flash back om firmaudflugten, som han ikke virker særlig begejstret for, da jeg som læser for indtrykket af, at han ikke ønsker at deltager aktiv i sammenværet, men hellere vil være sig selv. Læseren indvies også i det uheldige køb af løbeskoene i byen Arden, der er skyld i at han får vabler på den ene fod. Lidt længere inde i romanen låner Roar sin fortæller stemme ud, og der skiftes til et tredjepersons narrativ, som her indvier mig i den kvindelige karakterers liv på flere fronter. Hun er romanens primære karakterer, og der fortælles i flash back, som sætter start i hendes unge år og frem til forvildelsen i skoven.

Den kvindelige karakterers ungdom bliver endnu festligere, da hun flytter ind i bofælleskabet på gården, men jeg skimter en rodløshed, som sidder dybt i hende, hvor hun har svært ved, at finde sig selv og sine egne grænser. På bofællesskabet møder hun Christian, som hun flytter sammen med nogle år senere i lejligheden oven på tøjforretningen, og det vare ikke længe før at hun får bonusbarnet Magnus, svigerfamilie og arbejde i butikken. Hun bliver en stor del af Christians familie, og bonusbarnet Buller flytter permanent ind hos dem, da hans mor har fået en depression. Hverdagen præges af daglige rutiner, men noget er ikke helt som det skal være, og som skues i hendes spisevaner, og tanker om hendes figur og vægt. Der fortælles ikke noget om relationerne til hendes egnen familie, og det virker som om, at hun indimellem forsvinder ind i kærstens dominans og den rutineprægede hverdag.

Da han sov, hev hun stikket ud. Hun vidste, at det var dumt, men hun kunne ikke styre sig. Den manøvre gjorde hende endnu mere vågen, til sidst stod hun op og gik ind i stuen og skrev ’Du kunne have givet mig en parfume, for helvede’, på en gammel kuvert. Hun tog en whisky. Hun krøllede kuverten sammen. Det var alligevel mere indviklet.

Helle Helles minimalistiske roman har et meget lille og meget levende karaktereudsnit, men med en psykologisk dybde, som læses mellem linjerne i usagte ord, hvor livets mange forskellige problemstillinger og kriser til tider luer frem bag de u-lukkede åbninger. Tematikkerne i Hvis det er, spejler sig i romanens titel, hvor Helle Helle tager mig med storm i de realistiske, men dog åbne skildringer, som identitetsløshed, en underlagt tematik om spiseforstyrrelser, farmorens sygdom og Roars manglende evne til, at tage handling i egne hænder fremfor tvivlen og modløsheden, som jeg skimter i hans væsen. Romanens titel er dobbelttydig med sine mange konnotationer og symbolske meninger, som påminder mig som læser om, at leve i nuet, for man ved aldrig hvad morgendagen bringer.

Skrivestilen i værket er minimalistiske realisme, som gør sproget hverdagsligt og letforståeligt, men de sagte ord indeholder meget mere end den lette betydning. Helle Helles romaner er måske lette at læse, men jeg skal dog bruge en dags tid eller to på at indfange alle trådene og de underliggende meninger, som hun skjuler i linjerne. Den jyske skov skaber rammen for romanens videre fortælling, hvor sanserne mættes af den tykke fugtige skovduft og dyrenes stille bevægelser, der er med til at fremme mine sansninger i de indre betydninger af skovens væsen, men ligeledes gør at jeg rammes dybere af romanens usagte ord.

Månen hænger højt over staldbygningen. Træerne i det høje græs kaster ligefrem skygger i månelyset, jeg har aldrig set noget lignende. Hun standser foran mig, jeg kan se hendes skuldre falde ned, armene hænger langs siden.

Jeg holder meget af Helle Helles romaner, og jeg elsker at betragte hendes skildringer af almindelige mennesker, som laver hverdagsagtige ting uden at det på noget måde bliver kedeligt, da de underlagte meninger mellem linjerne siger mere end ord kan beskrive og belyse. Hvis det er, har mange uafsluttede ender, og måske også lidt for mange, men det er jo det Helle Helle er bedst til. At sætte mig som læser på opgave i refleksionen over de forskellige tematikker hun kaster op, og lader mig om at gribe dem og finde min egen fortolkning, der gør at hun har opnået det hun ønsker – nemlig at få mig til at tænke ”Hvis det er”, så kan alt ske i livets mange muligheder.