The Woman in White af Wilkie Collins

The Woman in White af Wilkie Collins fra forlaget Penguin English Library på 720 sider fra 2012. Romanen er læst på engelsk, og org. udgivet i månedlige installationer i Charles Dickens’ magasin All the Year Round. fra 26 November 1859 – 25 August 1860.
⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

En kvinde klædt i hvidt er stukket af fra den psykiatriske afdeling, hvor hun i de sidste mange år har været indespærret af en magtfuld mand, da hun kender til hans dybeste hemmelighed, som for alt i verden ikke må slippe ud. Under sin flugt får hun hjælp af den unge Mr. Walter Hartright, da han hjælper hende ind i en hestevogn, og de kører afsted sammen. Han stiger af og lader kvinden drage mod sit bestemmelsessted, men han kan ikke få lokket ud af hende, hvor hun skal hen. Kvinden er så rystet og en smule hysterisk over sin flugt, at hun har meget svært ved at tale. Mr. Hartright ankommer lidt for sent til sin aftale på Limmeridge House i Cumberland, hvor han skal til møde om et arbejde som kunstlærere for den unge smukke Laura Farlie, men heldigvis får han stillingen alligevel. Det kommer meget bag på Mr. Hartright, at den unge Miss Fairlie ligner så meget den unge kvinde i hvidt, der var ude på sit livs flugt. Dagene går og Mr. Hartright, Miss Laura og hendes ældre halvsøster og livsven Marian Halcombe finder hurtigt ind i en stille rytme i det smukke landskab, der omgiver Limmeridge House, men en dag, hvor de er ude at gå ved familiens gravpladser, støder de pludselig ind i kvinden i hvidt og en kvinde, som hun har med sig.

Der spirer en sød forelskelse mellem Mr. Hartright og Miss Fairlie, men forelskelsen er til ingen nytte, da Miss Fairlie er forlovet til anden side til den ubehagelige Sir Percival Glyde. Et fornuftsægteskab, der blev indgået på Miss Fairlies fars dødsleje flere år tidligere. Efter mange hjerteskærende og bedende bønner fra Miss Fairlie, nægter Sir Percival Glyde stadig at annullere forlovelsen og det kommende bryllup, da ægteskabet for ham kun er et fornuftsægteskab, hvor det økonomiske har meget stor betydning. Der kommer et uventet personligt brev med et bud, der på det alvorligste fraråder Miss Fairlie at indgå ægteskabet, da Sir Percival Glyde gemmer på frygtelige hemmeligheder. Den handlefaste Marian Halcombe begynder straks af finde ud af, hvem brevet er fra og Mr. Hartright fortæller om sit møde med kvinden i hvidt og den forunderlig lighed til Miss Fairlie. Miss Halcombe kommer hurtigt frem til, at den ukendte kvinde i hvidt må være Anne Catherick, som de ikke har set siden barndommen, hvor Anne gik i skole med de to søstre. Sir Percival Glyde leder meget i ihærdigt efter Anne for at få spærret hende inde igen, men nu er trioen med Mr. Hartright, Miss Halcombe og Miss Fairlie også på jagt. Eftersøgningen og jagten ender ud i en snedig mordgåde og identitets forbyttelse. Hele forbrydelsen er så gennemtænkt, men har kun et lille svagt led, som kun kan findes af en mand, hvis retfærdighed og liv afhænger af den ægte kærlighed for at redde og skåne hans allerkæreste.

Where is the woman who has ever really torn from her heart the image that has been once fixed in it by a true love? Books tell us that such unearthly creatures have existed – but what does our own experiences say in answer to books?

Spændingsromaner og krimier, som vi kender dem i dag, var i starten af 1800 tallet slet ikke kommet frem endnu. Man siger i snævre litterære kredse, at Charles Dickens er kriminalromanens fader, hvilket jeg erklære mig fuldt enig i, da han med Oliver Twist tydeligt viste ikke kun mord og detektiv-detektioner, men han viste i særlig grad også, hvordan samfundets fattigste klasse levede med alt, hvad der medførte. Wilkie Collins så op til Dickens måde at skrive på, som mange andre forfattere i England og verden over som eksempelvis H.C. Andersen. The Woman in White er Collins femte roman, og bliver bredt anset som at være en af de første spændingsromaner inden for genren ‘Sensation Novel’. Betegnelsen her, kan som så meget andet på engelsk, ikke blot hurtigt oversættes, da genrebegrebet ‘The sensation Novel’ gemmer på mange delelementer, som jeg nu forklare kort. Genrebegrebets kendetegn er også som en roman med hemmeligheder, hvor realisme kombineres med kærlighed sammen med melodrama og Newgate romaner med mord, hængninger og helte. Altså en romangenre med mange spændende sammensætninger og sammenkædninger af flere forskellige genredele. I The Woman in White er genrebetegnelsen sat sammen med realisme, kærlighed og særligt gotiske træk, som leder vejen med mysterierne om den mystiske Kvinde i Hvidt, og det som følger med hendes flugt og den hemmelighed, hun gemmer på.

The Woman in White er først udgivet som en seriel victoriansk roman fra 1859 til 1850 med fine illustrationer, der var ekstremt populære i sin tid, men som moderne og samlet roman er bogen strukturelt inddelt i rigtig mange små dele, som også angiver at det fortællende narrativ skifter til en anden af romanens karakterer. I The Woman in White fortælles historien nemlig af forskellige jeg-fortællere, som er et fortællende virkemiddel, men som også samtidig gør at handlingen kan virke noget langtrukken. Romanen er forholdsvis letlæselig på engelsk, da de forskellige karakterers personkarakteristik fremkommer ved udtalemåder og personificering af bestemte taleudtryk, der gør karaktererne mere menneskelige og plottet mere spændende. Karaktererne er fremskrevet med en følsomhed, som gør læsningen interessant og lidt lettere. En af de karakter jeg synes bedst om at følge gennem romanen var Mr. Hartright, som er både hensynsfuld og kløgtig til at træffe de rette beslutninger i læsningen af romanens store hemmeligheder. Det var også meget hyggeligt at følge den søde Miss Halcombe gennem hendes fremstilling af hændelserne. Hun er også den karakter, jeg synes bedst om, i de andre fortællers beskrivelser af hendes væsen og hele handlemåde. Romanens handling er sat i konteksten i det victorianske England, hvor Collins så fint har indlejret tidens regler for menneskers sociale interaktioner og god etikette. Ligesom genreformen er komplekst er såvel også The Woman in White, hvor særligt opklaringen af hemmeligheder og dødsulykker i et næsten evigt komplot synes aldrig at få en ende med flere tilstødende historier og personer, er i romanens slutning næsten bundet fuldendt sammen med kun få løse ender.

I say what other people only think, and when all the rest of the world is in a conspiracy to accept the mask for the true face, mine is the rash hand that tears off the plump pasteboard, and shows the bare bones beneath.

Det har længe været et af mine store ønsker at læse The Woman in White, men også andre af Collins romaner, dog skulle det tage mig meget meget lang tid, hvor jeg også flere gange startede forfra på bogen, men til sidst kom jeg gennem. Det er ikke fordi, at bogen er kedelig som sådan, men der er så mange tråde og rigtig mange stemmer, der tilsammen danner hele det fortællende plot, så det kræver en del koncentration og nedskrivninger for at huske alle brikkerne i et stort hele. Koncentration og tid er en vigtig ting, som jeg under min læsning ikke kunne finde før den sidste gang, jeg startede på bogen, men så gik læsningen også derudaf. Der findes næsten ikke noget bedre end at læse en bog færdig, som man har kæmpet lidt med – det at opgive et bogprojekt er ikke lige mig, da stædigheden altid vinder til sidst. Der går alt for lang tid mellem, at jeg får læst klassikere, siden jeg stoppede på universitet – det må jeg se at få lavet lidt om på, da det i høj grad er de bøger, jeg finder glæde og nysgerrighed i, men som jeg også elsker at forsvinde ind i. Jeg har også planer om at læse flere andre af Collins værker heriblandt The Dead Secret og The Moonstone, som begge står og venter på at blive læst i bogreolen, men jeg ved ikke helt hvornår. Jeg håber dog på at kunne få læst en af bøgerne i løbet af i år.