I døden og videre af Jacob Kokkedal (Den trofaste Bror #1)

I døden og videre af Jacob Kokkedal er udgivet af forlaget Ulven og Uglen i 2016, og er på 478 sider. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

I landet Ushulash kommer ondskaben snigende med en styrke, der ikke er set i over 300 år. Alle skygger truer med at bringe ondskaben ind i selv de mindste byer, hvor de gruelige onde trænger ind i de små hjem. Magiens Strømme mærker ondskaben vokse, og gennem et magisk netværk kaldes elverne til råds at de højtstående druider, men elverne er ikke villige til at ofre alt for menneskeracen endnu engang. Det er en hård og indædt krig mellem det gode og det onde, som det handler om i Jacob Kokkedals I døden og videre. Bogens handling lægger ud med, at den lille og spinkle kongesøn Eumon skal bringes hjem til Sassimyre fra byen Ellona, da Ellona ikke kan yde den beskyttelse, som prinsen har brug for under krigens vilde oprør. En lille gruppe af betroet soldater er taget afsted for at hente prinsen og Fyrstinde Syrina hjem, men de ankommer trætte og hårdt såret til byen, da de har kæmpet nogle hårde kampe mod ondskabens lede væsner. Da de drager hjemad har de en ekstra eskorte af soldater fra Ellona med, og de har planlagt en særlig rute – de skal nemlig gennem Mørk Skov. Men hvem vil vise dem vej gennem en skov fyldt med de mest fantastiske og særegne skabninger, der ikke bryder sig om uvelkomment selskab? De stopper ved en lille kro på vejen inden Mørk Skov, og her overtaler krofatter en mærkelig, hemmelighedsfuld og særlig utiltrækkende skabning af en fuld mand til, at vise dem vejen gennem den mørke og farlige skov.

Det er pukkelryggen Balt, der ikke har mange ædru øjeblikke i løbet af et døgn, som skal være deres redningsmand og vejviser, men han er ikke en helt almindelig mand, da han har særlige venner i skoven. Disse vil dog ikke beskytte dem ret langt på deres rejse, da de har bragt ondskaben med sig ind i skoven. De når kun til et sted, hvor de har mulighed for at holde fjenden hen. Balt vil ikke kæmpe med våben ej heller deltage i den voldelige kamp, men i stedet redder han børnene, og bringer dem sikkert den lange vej hjem. Kongen vil dog ikke slippe den fordrukne skabning, men ønsker ham tæt på sin søn af uklare omstændigheder. Guderne vil ikke længere hjælpe verden med at skabe flere helte, som kan redde verden, men hvordan kan verden så bestå? Kongen og byens riddere drager endnu engang i krig for at redde landet, der er dog ikke megen hjælp at hente fra landets elvere, da de mener at ondskabens hære spiller rankespil, og endnu ikke sætter ind med det vigtigste slag. Ondskabens største heksemester Weshu er ude efter prinsen, da denne lækre fangst ville ildne til mere ondskab og mere død, som trofæ for de mange orker, sortalfer og Mørkling, når den enorme styrke af ondskab er klar til at overtage verden. Det er gennem sine spioner tæt på den kongelige familie, der har solgt sin sjæl til ondskaben, at heksemesteren sætter sine onde gerninger i spil. Balt har et særligt ømt punkt for den splejsede prins, som ikke passer ind nogen steder, og kun syntes at ville læse en masse bøger, og slet ikke egner sig til krigens gru. Balt er dog ingen almindelig gammel dranker, som lugter af mødding og gammel dværgsprit, men er på trods af sin eskapisme i alkoholens tåger, noget ganske særligt.

I varmen fra et lille lejrbål fortalte vanskabningen resten af aften historier om fremmede steder for at lette stemningen. Det var fortællinger om elverbyer, dødemanere i skjulte junglebyer og ørkenprinsesser indespærrede i gyldne tårne, om dæmoner fra andre planer og om helte, der stod, hvor andre faldt. Det var de livligste historier, børnene nogensinde havde hørt.

Det er mørke tider i I døden og videre af Jacob Kokkedal, som er den første bog i trilogien “Den trofaste Bror”, hvor ondskaben er allestedsnærværende og har en enorm magt. Som genre hører bogen under fantasy, men Kokkedal formår at skabe sin helt egen verden, der er sat uden for menneskeracens normer og samfundsstruktur, og hører derfor ind under subgenre kategorien High Fantasy. I romanens handling er det lige så meget menneskeracen, der skal tilpasse sig verden, som det er elvere og orker. Den største tematik gennem bogen er, som i mange andre fantasy fortællinger, kampen mellem det gode og det onde, men i undertematikkerne gemmer Kokkedals bog på andre vigtige og samtidige tematikker, som det at være anderledes, det at miste og det at blive forladt – det er alle tre undertematikker, som kan projekteres over på vores egen verden, og er nogle problematikker som vi næsten alle kender til. Det er den unge Prins Eumon, som går gennem verden næsten alene indtil at han møder den skæve karakter Balt. I min optik, så er disse samtidige undertematikker noget af det, der gør fantasy litteraturen helt speciel, da undertematikkerne gemmes under en urealistiske, en magisk og en uvirkelig verden, og virker knap så skræmmende og farlige, da de jo ikke er virkelige. Derved rammer undertematikkerne læseren på en æstetisk måde, og vi bringer disse ubevidst med ud af litteraturen og ind i hverdagen. Kokkedals enorme bog har virkelige mange super spændende effekter, karakterer og plotmønstre, men under min læsning falder det desværre fra hinanden.

I døden og videre har flere spændende karakterer som eksempelvis Balt, som nævnt, men også den højeste ypperstepræst, de gode magikere og Mutter Ines, som alle besidder lidt af en psykologiske dybde, som gør at jeg spændt læser videre. Noget af det som irriterede min læsende øjne allermest var de enormt mange gentagelser, som hurtigt blev trættende og irriterende. Gentagelsens effekt kan bruges som et litterært virkemiddel til at fremhæve særlige ting, som ikke er synlige for læseren, og kan give læseren et lille hint, men I døden og videre syntes de mange gentagelse ganske formålsløse og unødvendige, og derfor bliver det hurtigt trættende på romanens næsten 500 sider. Romanens strukturelle opbygning er delt i korte kapitler, der fremmer læsevenligheden, og gør læsningen overskuelig, så det var tit, at jeg ud på de sene aftentimer lige nuppede et kapitler mere inden sengetid. Der er flere af karaktererne, som har forskellige navne her i I døden og videre, og hvis effekten bruges med succes, så skaber det et mysterium omkring udvalgte karakterer, men også her i Kokkedals store roman virker det helt tilfældigt uden symmetri, og effekten falder således fra og bliver mere forvirrende end godt er under læsningen. I Kokkedals fantasy er plottet stort, hvor jeg på skift følger de gode og de onde. De ondes verden består meget af dødskampe mellem egne rækker, men afspejler så fint det onde selv i sine dyriske impulser. I den gode verden følger jeg prinsen og Balt i deres venskab, som knyttes tættere og tættere, men jeg følger ligeledes Kongen i kampen og voldsom krig sammen med sine soldater.

Mørklingvagtposterne i korridorerne forsøgte ikke at vise frygt, når han passerede dem. Alligevel kunne Weshu ikke lade være med at trække på smilebåndet, når hans tre meter høje skikkelse trods alt fremkaldte den sædvanlige rystende usikkerhed i mørklingynglens ondskabsfulde øjne.

I døden og videre af Jacob Kokkedal er en bog, der er let at læse med en handling, som foregår i et middelalderligt univers. Romanens sproglige tone er gammeldags, men med mange sjove input på trods af at ondskaben er voldsom og hård. Fantasy romanen har mange gode elementer og et spændende plot, men som desværre falder helt fra hinanden og forsvinder i for mange generelle gentagelser af karaktererne og deres handlinger. Det er virkelig enormt ærgelig, da det kunne være mindsket eller undgået under udslusningen i redigeringsprocessen generelt. Anden bog i Kokkedals trilogi “Den trofaste bror” er Ørkenrose, og jeg ser dog alligevel frem til at følge Balt videre på sin færd frem, og særligt til at læse flere af hans mange sjove og lumre drikkeviser, som han ofte brummer og synger på sin vej. Men jeg glæder mig også til at læse mere om de magiske væsner, som gemmer sig i Kokkedals verden.