Os to på fredag af Abbi Glines (The Field Party #1)

Featured image
Featured image

Os to på fredag af Abbi Glines (The Field Party #1) er udgivet af forlaget Turbine, og er på 285 sider. (org. titel Until Friday Night, org. sproget er amerikansk, og bogen er org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

I Os to på fredag bliver jeg bragt ind i romanens handling allerede fra første side, hvor unge Maggie flytter til en lille by i det sydlige USA for, at bo hos hendes tante Coralee og Onkel Boone. Maggie er ikke som alle andre unge teenagepiger, da hun har taget et valg om, at hun aldrig vil snakke mere. Hun har oplevet noget, som ingen børn skulle opleve, og for at beskytte sig selv mod verden og det store tomrum, som altid lurer i drømmenes rige, har hun valgt ikke at snakke. Hun kommunikerer med andre ved at skrive på notesblokke, når nogen snakker til hende. Maggie overtager fætterens, Brady, værelse, og han lader ikke til at være alt for begejstret. Han er en af stjernerne på byens Football hold, der kæmper deres vej for at vinde det store statsmesterskabet. Brady bliver lidt tvunget til, at tage Maggie med til fredagsfesten på marken, men Maggie vil ikke være til besvær, så hun gemmer sig i mørket, mens de andre fester. Her støder hun tilfældigt ind i den lækre West, som også er en stjernespiller på Football holdet. Maggie mærker noget ved ham, der gemmer sig bag det hårde og falske ydre – noget som har været en stor del af hendes verden siden hun mistede sin mor – angsten og sorgen. Aften bliver ikke kun en stille og kedelig aften i mørket for Maggie, men bliver en uforglemmelig oplevelse.

West er skolens Don Juan i bedste forstand. Han er kærester med den forfinede og snobbede cheerleader Raleigh. Deres forhold er lidt at et svingdørsforhold, da Raleigh er meget hurtigt til, at hoppe videre til en ny fyr for at gøre ham jaloux lige så snart, at West ikke giver hende konstant opmærksomhed. Men West er ligeglad, da han ikke orker at skulle være noget for nogen. Hans far er alvorlig syg, men det er der ingen, som ved. På grund af fortiden har de ikke mange venner i byen, så de holder sig for sig selv. West bærer på angsten om at miste sin far, der er helten i hans liv. West har brug for at tale med nogen, og hvad kunne være mere perfekt end at åbne sig for Maggie, som jo er jo stum. Hun kan jo ikke fortælle nogen om hans dybeste hemmelighed. Maggie kan fornemme, at West har brug for at dele sine tanker med nogen, men hun bliver overasket over sig selv, da hun høre sig selv ubevidst svare på et spørgsmål fra West. Dette bliver åbningen for Maggie til at åbne for en verden hun ellers havde lukket sig selv ude fra, men hun hjælper også West gennem hans angst og sorg på trods af, at hun selv har så meget at kæmpe med. Der opstår mere end et venskabeligt bånd mellem dem på trods, at Brady har forbudt nogle af hans venner at opsøge Maggie. Brady antager en rolle som beskyttende storbror for den stille pige, men det er dog ikke altid at det er lige kærkomment – særligt ikke med hensyn til nye dates eller til West.

Jeg skulle miste ham. Det vidste jeg jo allerede, men for fanden, hvor gjorde det ondt. Mine følelser kom helt ud af kontrol, hver gang jeg så realiteterne i øjnene. Tårer blændede mig, og hele min krop rystede. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne være i verden uden min far? Jeg havde brug for ham.

Os to på fredag er den første bog i en ny serie, der hedder The Field Party af den amerikanske bestsellerforfatter Abbi Glines. Hun har skrevet flere andre serier, som blandt andet Rosemary Beach serien, der består af i alt 15 bøger. Os to på fredag er en YA/NA roman, der handler om High School, Football, Cheerleading og druk, men handler også om, SÅ meget mere end det! Tematikkerne i Os to på fredag er rammende, hårde og hjerteskærene, og de ramte mig med en kraft og forundring, som jeg slet ikke havde forventet! Da jeg modtog bogen havde jeg absolut inden planer om at læse romanen på grund af speciale og mange andre gøremål her hen over sommeren, men jeg blev draget af bogens flotte cover, og jeg blev fanget ind i bogen med et fra første side. Jeg skulle ellers bare lige kigge lidt – men så blev jeg RAMT! Tematikker, som det at håndtere døden, sorgen, angsten og desperation for overlevelse efter tabet af en forælder i en ung alder, men også det at komme ud som hele mennesker på den anden side, tager Glines fat om på så fin og realistisk en måde, at jeg under læsningen blev åndeløs. Romanens strukturelle opdeling er delt i forholdsvise korte kapitler, hvor jeg på skift følger Maggies og Wests både når de er alene, men også når de er sammen. Det hele er udformet så fint i et spindelvæv af tråde, der danner mønstre sammen og hver for sig.

Glines formår, at bringe mig helt ind til de inderste tanker, følelser og sanser i karaktererne Maggie og West, hvor jeg græder og griner sammen med dem gennem romanens alt for korte sider. De to hovedkarakterer har en psykologisk dybde, der er så realistisk at det rammer mig på en helt uventet måde. Maggie kæmper med sine indre dæmoner i kampen for overlevelse i verden, og West kæmper med angsten og sorgen over, at miste og over tabet af sin far. Jeg forenes på så mange måde med det West oplever, hvor han reflekterer og føler mange af de samme ting, som jeg gjorde, da jeg mistede min far, men som jeg aldrig rigtigt selv fik sat ord på. Jeg blev ramte og pludselig blev romans handling så meget mere realistisk og nærværende på trods, at vi ikke har Football på samme niveau i Danmark som i USA, og det at handlingen sættes i et land langt herfra. Selve plots-temproaliteten strækker sig over en lille måned, og hold da op, hvor sker der mange ting. Så på trods af romanens tunge tematikker, så bliver romanen ikke for tung eller for kedelig, men løftes op af tragiskkomiske scener og en friskhed i romanens sproglige stil.

Den far var død for mig nu. Han havde sørget for, at jeg nu huskede hvert eneste gode minde som noget forfærdeligt. Han var blevet noget andet. En anden. En, jeg hverken ville tale om eller se igen, nogensinde.

Os to på fredag er ikke blot en almindelig ungdomsroman, hvor dreng møder pige, og hvor der tilmed kommer en anden dreng, som kæmper om at vinde pigens gunst, men en roman, som har SÅ meget mere på hjerte. Andre YA romaner, der kører det efterhånden alt for velkendte plot bliver ofte en smule kedelige og enormt overfladiske, hvilket trætter læsningen. Men Os to på fredag tager fat i tunge, og virkelige tematikker, som rammer mange unge, og giver et indblik i, hvordan karaktererne håndterer forskellige hårde situationer, og det er disse, at jeg som læser påvirkes af og bringer med mig ud af litteraturen. Os to på fredag er den første bog, første gang, som jeg læser af Glines bøger, men det er bestemt ikke den sidste! Jeg ser meget frem til, at læse den næste bog i The Field Party serien, når bogen udkommer på dansk! Den næste bog hedder Under the Lights, og handler så om Brady fra Os to på fredag. Jeg er så spændt på, at følge de unge mennesker i og omkring Football holdet – uhh, jeg glæder mig.
Featured image

Advertisements

I døden og videre af Jacob Kokkedal (Den trofaste Bror #1)

Featured image
Featured image

I døden og videre af Jacob Kokkedal er udgivet af forlaget Ulven og Uglen i 2016, og er på 478 sider. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

I landet Ushulash kommer ondskaben snigende med en styrke, der ikke er set i over 300 år. Alle skygger truer med at bringe ondskaben ind i selv de mindste byer, hvor de gruelige onde trænger ind i de små hjem. Magiens Strømme mærker ondskaben vokse, og gennem et magisk netværk kaldes elverne til råds at de højtstående druider, men elverne er ikke villige til at ofre alt for menneskeracen endnu engang. Det er en hård og indædt krig mellem det gode og det onde, som det handler om i Jacob Kokkedals I døden og videre. Bogens handling lægger ud med, at den lille og spinkle kongesøn Eumon skal bringes hjem til Sassimyre fra byen Ellona, da Ellona ikke kan yde den beskyttelse, som prinsen har brug for under krigens vilde oprør. En lille gruppe af betroet soldater er taget afsted for at hente prinsen og Fyrstinde Syrina hjem, men de ankommer trætte og hårdt såret til byen, da de har kæmpet nogle hårde kampe mod ondskabens lede væsner. Da de drager hjemad har de en ekstra eskorte af soldater fra Ellona med, og de har planlagt en særlig rute – de skal nemlig gennem Mørk Skov. Men hvem vil vise dem vej gennem en skov fyldt med de mest fantastiske og særegne skabninger, der ikke bryder sig om uvelkomment selskab? De stopper ved en lille kro på vejen inden Mørk Skov, og her overtaler krofatter en mærkelig, hemmelighedsfuld og særlig utiltrækkende skabning af en fuld mand til, at vise dem vejen gennem den mørke og farlige skov.

Det er pukkelryggen Balt, der ikke har mange ædru øjeblikke i løbet af et døgn, som skal være deres redningsmand og vejviser, men han er ikke en helt almindelig mand, da han har særlige venner i skoven. Disse vil dog ikke beskytte dem ret langt på deres rejse, da de har bragt ondskaben med sig ind i skoven. De når kun til et sted, hvor de har mulighed for at holde fjenden hen. Balt vil ikke kæmpe med våben ej heller deltage i den voldelige kamp, men i stedet redder han børnene, og bringer dem sikkert den lange vej hjem. Kongen vil dog ikke slippe den fordrukne skabning, men ønsker ham tæt på sin søn af uklare omstændigheder. Guderne vil ikke længere hjælpe verden med at skabe flere helte, som kan redde verden, men hvordan kan verden så bestå? Kongen og byens riddere drager endnu engang i krig for at redde landet, der er dog ikke megen hjælp at hente fra landets elvere, da de mener at ondskabens hære spiller rankespil, og endnu ikke sætter ind med det vigtigste slag. Ondskabens største heksemester Weshu er ude efter prinsen, da denne lækre fangst ville ildne til mere ondskab og mere død, som trofæ for de mange orker, sortalfer og Mørkling, når den enorme styrke af ondskab er klar til at overtage verden. Det er gennem sine spioner tæt på den kongelige familie, der har solgt sin sjæl til ondskaben, at heksemesteren sætter sine onde gerninger i spil. Balt har et særligt ømt punkt for den splejsede prins, som ikke passer ind nogen steder, og kun syntes at ville læse en masse bøger, og slet ikke egner sig til krigens gru. Balt er dog ingen almindelig gammel dranker, som lugter af mødding og gammel dværgsprit, men er på trods af sin eskapisme i alkoholens tåger, noget ganske særligt.

I varmen fra et lille lejrbål fortalte vanskabningen resten af aften historier om fremmede steder for at lette stemningen. Det var fortællinger om elverbyer, dødemanere i skjulte junglebyer og ørkenprinsesser indespærrede i gyldne tårne, om dæmoner fra andre planer og om helte, der stod, hvor andre faldt. Det var de livligste historier, børnene nogensinde havde hørt.

Det er mørke tider i I døden og videre af Jacob Kokkedal, som er den første bog i trilogien “Den trofaste Bror”, hvor ondskaben er allestedsnærværende og har en enorm magt. Som genre hører bogen under fantasy, men Kokkedal formår at skabe sin helt egen verden, der er sat uden for menneskeracens normer og samfundsstruktur, og hører derfor ind under subgenre kategorien High Fantasy. I romanens handling er det lige så meget menneskeracen, der skal tilpasse sig verden, som det er elvere og orker. Den største tematik gennem bogen er, som i mange andre fantasy fortællinger, kampen mellem det gode og det onde, men i undertematikkerne gemmer Kokkedals bog på andre vigtige og samtidige tematikker, som det at være anderledes, det at miste og det at blive forladt – det er alle tre undertematikker, som kan projekteres over på vores egen verden, og er nogle problematikker som vi næsten alle kender til. Det er den unge Prins Eumon, som går gennem verden næsten alene indtil at han møder den skæve karakter Balt. I min optik, så er disse samtidige undertematikker noget af det, der gør fantasy litteraturen helt speciel, da undertematikkerne gemmes under en urealistiske, en magisk og en uvirkelig verden, og virker knap så skræmmende og farlige, da de jo ikke er virkelige. Derved rammer undertematikkerne læseren på en æstetisk måde, og vi bringer disse ubevidst med ud af litteraturen og ind i hverdagen. Kokkedals enorme bog har virkelige mange super spændende effekter, karakterer og plotmønstre, men under min læsning falder det desværre fra hinanden.

I døden og videre har flere spændende karakterer som eksempelvis Balt, som nævnt, men også den højeste ypperstepræst, de gode magikere og Mutter Ines, som alle besidder lidt af en psykologiske dybde, som gør at jeg spændt læser videre. Noget af det som irriterede min læsende øjne allermest var de enormt mange gentagelser, som hurtigt blev trættende og irriterende. Gentagelsens effekt kan bruges som et litterært virkemiddel til at fremhæve særlige ting, som ikke er synlige for læseren, og kan give læseren et lille hint, men I døden og videre syntes de mange gentagelse ganske formålsløse og unødvendige, og derfor bliver det hurtigt trættende på romanens næsten 500 sider. Romanens strukturelle opbygning er delt i korte kapitler, der fremmer læsevenligheden, og gør læsningen overskuelig, så det var tit, at jeg ud på de sene aftentimer lige nuppede et kapitler mere inden sengetid. Der er flere af karaktererne, som har forskellige navne her i I døden og videre, og hvis effekten bruges med succes, så skaber det et mysterium omkring udvalgte karakterer, men også her i Kokkedals store roman virker det helt tilfældigt uden symmetri, og effekten falder således fra og bliver mere forvirrende end godt er under læsningen. I Kokkedals fantasy er plottet stort, hvor jeg på skift følger de gode og de onde. De ondes verden består meget af dødskampe mellem egne rækker, men afspejler så fint det onde selv i sine dyriske impulser. I den gode verden følger jeg prinsen og Balt i deres venskab, som knyttes tættere og tættere, men jeg følger ligeledes Kongen i kampen og voldsom krig sammen med sine soldater.

Mørklingvagtposterne i korridorerne forsøgte ikke at vise frygt, når han passerede dem. Alligevel kunne Weshu ikke lade være med at trække på smilebåndet, når hans tre meter høje skikkelse trods alt fremkaldte den sædvanlige rystende usikkerhed i mørklingynglens ondskabsfulde øjne.

I døden og videre af Jacob Kokkedal er en bog, der er let at læse med en handling, som foregår i et middelalderligt univers. Romanens sproglige tone er gammeldags, men med mange sjove input på trods af at ondskaben er voldsom og hård. Fantasy romanen har mange gode elementer og et spændende plot, men som desværre falder helt fra hinanden og forsvinder i for mange generelle gentagelser af karaktererne og deres handlinger. Det er virkelig enormt ærgelig, da det kunne være mindsket eller undgået under udslusningen i redigeringsprocessen generelt. Anden bog i Kokkedals trilogi “Den trofaste bror” er Ørkenrose, og jeg ser dog alligevel frem til at følge Balt videre på sin færd frem, og særligt til at læse flere af hans mange sjove og lumre drikkeviser, som han ofte brummer og synger på sin vej. Men jeg glæder mig også til at læse mere om de magiske væsner, som gemmer sig i Kokkedals verden.

Featured image
Featured image

Skyggernes dronning af C. J. Redwine (Ravenspire #1)

Featured image
Featured image

Skyggernes dronning af C. J. Redwine. Udgivet af forlaget Turbine på 361 sider i 2016 (org. titel The Shadow Queen, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er en gave fra forlaget, som jeg har fået til Bogbloggertræf 2016. Bogen er læst på dansk.

Kongeriget Ravenspire var engang for ikke så mange år tilbage et frodigt og lykkeligt rige, men nu hersker onde kræfter, og dekadence og råddenskaben flyder under jorden gennem et spindelvæv af ondskab. Landets onde dronning Irina leder landet med hård hånd, og sender ondskaben ud i landet for at holde på sin magt, og er utrættelige i sin søgen efter to forsvundne kongebørn. Irina har snart kørt riget helt ud til ødelæggelse og destruktion, hvor muggen og råddenskaben sulter befolkningen. Den unge Lorelai og hendes bror Leo lever et liv i skjul, hvor de konstant er på flugt for den onde dronningens mange spioner. De lever fra by til by, hvor træning er en del af det daglige hårde arbejde. Men Lorelai er ikke en helt almindelig pige – hun er nemlig den forsvundne kronprinsesse, og jo mere hun ser befolkningen lide, ønsker hun, at sætte en stopper for sin onde tante og stedmor. Kampene er mange, farlige og grusomme, og jeg vendte ivrigt siderne for at finde ud af Lorelais planer for at redde sit rige.

I nabolandet Eldr hersker, der også krig og fortvivlelse, da kæmpe trolde nedkæmper og invaderer flere og flere af landets byer. Kongen og den ældste søn bliver dræbt under krigen af trolde med magiske evner. Eldrierne er halvt mennesker og halvt drager, men de besidder ingen magiske evner, og kan derfor ikke vinde kampen mod troldene. Nu er der kun den unge, stride og rastløse prins Kol tilbage til, at regere landet. Han opsøger fortvivlet dronning Irina, der er den eneste, som kan frelse hans rige med magi til at nedkæmpe troldene. Han indgår en pagt med Irina, at hvis han skaffer hende Lorelai, så redder hun hans rige. Som forsegling på pagten skal han bære en torne halskæde, der også skulle hjælpe ham mod Lorelais magiske evner. Men det hele er ikke så let og lige til, da prins Kol hurtigt mærker særlige følelser Lorelai. Det halsbånd som egentlig skulle beskytte ham sender i stedet sort magi ind i hans krop og forgifter hans sind. Hans dragehjerte higer efter Lorelais blod, mens hans menneskehjerte mærke dybe følelser. Jeg drog afsted med Lorelai gennem farefulde kampe og frygtelige hændelser, hvor jeg under læsningen blev så opslugt af romanens videre handling i kampen mod den sorte ondskab og Irina, at jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig før sidste side var vendt.

I drømmen åbnede Irina slet ikke munden. Udtalte ikke den besværgelse, der rev grantræet op med rode og fik det til at vælte ned over Tatiyanas sorte karet. Men selvom Irinas sind nægtede at rekonstruere hendes søsters død i drømme, kunne hun ikke undslippe sandheden.

Skyggernes dronning er en fantastisk nyfortolkning af Brødrene Grimms eventyr Snehvide. C. J. Redwine har skabt en handlingsfyldt mørk YA fantasy fortælling, hvor alle de eventyrlige virkemidler fra Brødrene Grimms velkendte eventyr mikses sammen i en spændende blanding af magi, drager og kærlighed i et eventyrligt handlingsplot. Under læsningen blev jeg flere gange forbløffet over Redwines mesterlige evne til, at bruge de velkendte eventyrlige virkemidler fra Snehvide på en fortryllende og opfindsom måde, som eksempelvis det røde æble, spejlet og de mange intertekstuelle referencer, som fører tilbage til eventyret. Bogens er strukturelt delt i 40 kapitler, hvor narrativet er fortalt i tredje person, og Redwine skifter så fint mellem Lorelais, Irinas og Kols viewpoints, der er med til at gøre min læsning mere intens i ønsket om, at vide mere om de enkelte karakterer. Romanens sprog er let og flydende med korte kapitler, og efter endt læsning sad jeg med en følelse af, at bogen sluttede alt alt for hurtigt.

Som i mange andre fantasy bøger er temaet også her i Skyggernes dronning kampen mellem det gode og det onde, samt den lykkelige kærlighed, der vinder til sidst. Men til forskel fra en del af de andre fantasy bøger, som jeg har læst, så klarer Redwine sig gennem uden brug af for mange klichéer og kedelige langtrukne scener. Jeg blev grebet af Redwines magiske måde, at bruge magien og de mange magiske kræfter på en måde, som jeg endnu ikke før er stød på, og derfor blev jeg nok ekstra fanget i det eventyrlige spind og den magiske verden, som Redwine åbnede for mit læsende blik. Karaktererne er dog overfladiske og lige til, hvor der ikke er mange dybe refleksioner, men dette gør ikke det store her i Skyggernes dronning, da universet er spændende og underholdende, og fordrer ikke til højtidelige eller refleksive paralleller til vores verden. Jeg elsker ellers fantasy, som har meget på hjerte, dybde og relevans, og sjældent er jeg faldet så pladask for en nyfortolkning af et eventyr, der forvandles til en fantasy fortælling, som ikke har så meget andet på hjerte end spænding og underholdning, som jeg gjorde under læsningen af Skyggernes dronning.

Hun fokuserede på den plan, der brændte som ild i hende. Jeg kom for at ødelægge broen. Hun kan ikke standse mig. Hun nåede op på toppen af skråningen og styrtede hen imod broen, mens alle otte statuer fra sydsiden kastede sig mod hende med hævede våben og næver. Hendes opmærksomhed blev skærpet, hun reagerede instinktiv, sådan som hun havde lært.

Det er ved at være et par måneder siden, at jeg læste Skyggernes dronning, men det er en bog, som tit spøger i mine tanker, da det er sjældent, at jeg oplever at siderne nærmest vender sig selv så let i en bog! Skyggernes dronning er den første bog i serien Ravenspire, som indtil nu er planlagt i fire bind. Den næste bog i serien udkommer lige om lidt nemlig d. 19-6, og er en nyfortolkning af endnu et af Brødrene Grimms eventyr. Redwine har i 2. bind kastet sig over en nyfortolkning af eventyret Rumleskaft, der har fået titlen Ønskemageren. Jeg glæder mig helt vildt til at læse Ønskemageren, og jeg kan næsten ikke vente til, at bogen udkommer. Tiden må gerne gå en lille smule hurtigere – tak.

Featured image
Featured image

The Lie Tree: Illustrated Edition af Frances Hardinge

Featured image
Featured image

The Lie Tree af Frances Hardinge. Udgivet af forlaget Pan MacMillan på 496 sider i 2016 (org. udgivet i 2015). Romanen er læst på engelsk, og er illustret af Chris Riddell.

Faith flytter med sin familie meget pludselig til den lille Ø Vale på Englands vestkyst under mystiske omstændigheder. Her skal hendes far, pastor Erasmus, under påskud være en ekspert ved en arkæologisk udgravning på øen indtil, at tingene er faldet en smule til ro i London. Der er noget som ikke helt stemmer, og Faith forøger at snuse sig frem til den rigtige årsag til den pludselig flytning, men det er ikke helt let af være fjorten år i det victorianske England, hvor Faith befinder sig i den flydende overgang mellem pige og kvinde. I 1800 tallet havde kvinderne ikke noget at skulle have sagt – særligt på vidensområder – det var mændenes domæne. En mørk nat hjælper hun sin far med at skjule et mystisk og mørkt træ i en af grotterne ved havets kant, men da han herefter tager afsted igen uden hende, og hun får bange anelser. Næste dag findes han død, men hvad er der sket? Faiths mor Myrtle bruge en smule kvindelig overtalelse hos den lokale læge for, at få sin mands pludselige død til at bliver anerkendt som et ulykkeligt fald, men det ligner mistænkeligt et selvmord. Det er også grunden til, at øens beboere modsætter sig, at begravelsen kan finde sted på øens kirkegård. Men noget er helt helt forkert, og Faith sætter sig for at finde frem til sandheden, da hun ikke tror på, at hendes far ville begår selvmord.

Faith gennemgår sin fars mange optegnelser, og falder her over meget mystiske optegnelser om det træ, som hun var med til at skjule i stengrotten. Træet skulle efter signe leve på dens oppassers løgne. Det er gennem disse løgne, at nogle særlige lemon-agtige frugter vokser på træet, der giver den som spiser frugten en særlig indsigt og hemmeligheder, som kan være med til, at styre en helt nation. Det er i hvert fald det, som hendes fars papir og optegnelser beretter viser. Faith er sikker på, at hendes far er blevet myrdet på grund af træet, som nogle andre også er efter. Hun holder kortene tæt ind til kroppen, da der alligevel ikke er nogle som tro hende, idet at hun jo meget snart er kvinde. Træet er af en særlig art, som der ikke er lavet videnskabelige undersøgelser på, og Faiths chokeres over, at hendes fars måde at få fat i træet på ikke er helt så hæderlig, som han har nedskrevet i sine papir. Faiths verden vendes på hovedet, hvor hun ikke alene skal kæmpe en kønskamp, men også en kamp for livet og overlevelse. Faith er ikke kun oppe mod en stor mand, men et helt komplot af mænd, hvor Faith lidt for sent opdager, at det er en kvinde, der sidder bag, og hiver i trådende. Et uventet, men særligt venskab opstår mellem hende og en ung dreng på øen, og han hjælper hende med en plan, som måske kan finde frem til hendes fars morder.

“This is a battlefield, Faith! Women find themselves on battlefields, just as men do. We are given no weapons, and cannot be seen to fight. But fight we must, or perish.”

The Lie Tree er en mørk og gotisk Young Adult roman, som sætter sin begyndelse i in medias res i 1860’ernes England. Jeg drages mod de mange ukendte faktorer, løse ender og mord i romanen, hvor det gotiske og mørke vækker spænding og nysgerrighed. Frances Hardinges bog vandt Costa Children’s Book Award 2015, der er en af de største litterære priser, som gives til forfattere, der er bosat i England, og hylder engelske og irlandske forfattere. The Lie Tree er den første YA roman, som vinder prisen siden Philip Pullman vandt prisen i 2001. Det er helt sikker også en YA, der har meget på hjerte, men som også har megen historisk samfundsrelevans i måden kvinden og kvindens rolle blev anset i det 1900 århundrede, hvilket jeg fandt ret spændende og troværdigt. Jeg har dog haft mange kvaler med, at komme igennem bogens mange sider på trods af at jeg også investerede i den illustrerede udgave, som Chris Riddell har illustreret. Sprogligt er romanen let læst med mange korte kapitler, som øger læsevenligheden og med mange mange smukke, grove og mørke illustrationer.

Jeg følger Faiths refleksioner og videre handling gennem romanen i opklaringen af mordet på hendes far, men jeg kan ikke helt forsvinde ind i bogens univers og temporale tidslomme, og jeg havde svært ved at fastholde min læsning gennem hele bogen. Handlingen er desværre for langtrukken med for mange degressioner og små ubetydelige antagelser, som jeg blev frustreret over. Karaktererne i The Lie Tree lever så fint op til 1800 tallets kønskampe, hvor Faith er en bestemt, men også en meget intelligent pige, som tør at tage chancer, der ligger langt uden for samfundsnormen i romanens historiske kontekst, men det vigtigste er, at hun tør at følger sine drømme på trods af at hun ved, at det bliver en kamp. Men hun vil hellere kæmpe end at leve i skyggen af en mand. Der er mange karakterer i romanens plot, dog er de fleste desværre alt for overfladiske og lidt kedelige. De mange karakterer har den funktion, at de leder læserens mistanke væk og forvirrer i opklaringen på mordet, men igen det virker meget langtrukken, hvor min interesse og spænding for bogens videre handling tabes. Jeg fortrylles dog af de mange smukke og gotiske illustrationer i denne special edition, som er illustreret af Chris Riddell. Han er en af mine absolutte yndlings illustratorer, og det at kigge på hans mange fine illustrationer gør min læsning af The Lie Tree mere levende. Hans illustrationer gør hele læsningen værd! Han har også illustreret flere af Neil Gaimans bøger, som jeg alle elsker.

Lies like knives, lies like poultices. The tiger’s stripe, the fawn’s dusky dapple. And everywhere, everywhere, the lie that people told themselves. Dreams like cut flowers, with no nourishing root. Will-o’-the-wisp lights to make them feel less alone in the dark. Hollow resolutions and empty excuses.

Min læsning af The Lie Tree har foregået over lang tid – måske også alltt for lang tid, men jeg ville gøre bogen færdig. Det er jeg bestemt også lykkelig for nu efter endt læsning, da en bog uanset om den er fantastik god, middel eller dårlig for det meste altid gemmer på noget som er værd at tage med videre. Det jeg tager med videre fra min læsning af The Lie Tree er Hardinges troværdige måde at videreformidle den historiske konteksts samfundsopbygning i forholdet mellem mænd og kvinder. Men også i generelle sociologiske interaktioner mellem by og landsby i forhold til, hvor svært det kan være at komme til et nyt sted, og falde til i de nye omgivelser, som er romanens parallelle link til vores verden i dag. Jeg påtænker ikke at læse flere bøger af Hardinge lige i øjeblikket, men måske en dag kaster jeg mig igen over en af hendes bøger – særligt hvis de er illustreret af Chris Riddell.

Featured image
Featured image

Dragerne af Julie Kagawa (Sagaen om Talon 1#)

Featured image
Featured image

Dragerne af Julie Kagawa er første bog i Sagaen om Talon. Udgivet af forlaget HarperCollins Nordic 2016 på 416 sider. Læst på dansk – Originalsproget er engelsk med titlen Talon, og udgivet i 2014. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Drager er onde. Hvis der var noget, som alle Sankt Georgs soldater fik indprentet i ganske utvetydige vendinger, så var det denne altoverskyggende og ufravigelige kendsgerning. De er dæmoner. Djævelens kryb. Deres mål er at slavebinde hele menneskeheden. Og vi er det sidste bolværk mod uhyrerne.

Dante og Ember Hill er to unge og håbefulde teenage-tvillinger, som får mulighed for, at opleve, sanse og mærke en frihed, som de aldrig har oplevet før i deres seksten årige liv. En HEL sommer fri fra den konstante overvågning, oplæring og de mange strenge regler – tror de. Ember og Dante er bare ikke normale teenager, men de bærer på en frygtindgydende og drabelig hemmelighed. De er ikke rigtige mennesker, men drager, der tillærer sig menneskenes skikke og levemåder for at undgå, at deres slægt bliver nedslagtet af den frygtede Sankt Georgs orden, der hele tiden er lige i hælene på dem. Tvillingerne er en del af Talon, som er en stor, magtfuld og hemmelig organisation, hvor de er små brikker i et større maskineri. De har ikke den mindste smule indflydelse eller viden om, hvilken plads Talon har tiltænkt dem i kampen for overlevelse. De er under oplæring, og nu skal de bevise, at de har studeret den menneskelige verden med alle dens finurligheder og underlige dimser inden, at deres sande og sidste del af oplæringen kan sættes i værk. De flytter ind hos deres nye menneske-vogtere i den lille turistby Crescent Beach i Californien, hvor de skal bevise, at de formår, at falde til og kan begå sig i menneskenes verden, men uroligheder opstår og fjenden nærmer sig, så den sidste del af oplæringen sættes hastigt i værk.

De to unge drager er fra samme kuld, hvilket er en stor sjældenhed i dragernes slægt. Ember og Dante har altid været sammen, og altid gjort tingene sammen, men måske også fordi, at de aldrig har haft andre end hinanden, men livet i Crescent Beach forandrer de to søskendes forhold, og de får hver især gode venner, som de hænger ud sammen med, men de adskilles også ved, at deres individuelle træning sættes i gang til stor ærgrelse for begge, men dog mest for Ember, som også er under en hård og stålkold oplæring. Hun møder den unge og lækre Garret, der sammen med sin kammerat Tristan redder hende, og veninderne Lexi og Kristin, for nogle fulde og påtrængende unge mænd. Ember bliver lun på Garret, men hendes indre drage hvæser og kæmper imod. I samme nu dukker en uventet drage op – en omstrejfer, der lokker Ember på afveje. Hendes indre drage jubler, hver gang hun sniger sig til møderne med omstrejferen Riley, men hun risikerer at forråde ordenen, og ende som hugormebytte for sine mange hemmelige møder med ham. Det Ember ikke ved, er at Garret og Tristan heller ikke er helt normale teenager, men soldater i den orden, som prøver, at udrydde hele deres slægt. Garret og Tristan er sendt til byen på en helt bestemt mission – at finde byttet og udrydde det!

Lussingen kom bag på mig. I alle mine 16 år var jeg aldrig blevet slået før. Jeg havde fået et par dask på hovedet eller en lineal over fingrene i årenes løb, når jeg ikke hørte efter, men jeg var aldrig blevet decideret slået. Derfor var jeg heller ikke forberedt på den voldsomme smerte, der bredte sig på min kind eller den måde, jorden pludselige kom hvirvlede op mod mig, da jeg faldt ned på alle fire.

Dragerne er den første bog ud af en serie, hvor der er planlagt fem bøger fra Kagawas hånd. I bogens fantasy-univers er det dragernes invasion af den menneskelige verden, der er det magiske og mystiske. Jeg bliver bragt ind i dragernes slægtsskab, og Kagawa giver et spændende bud på, hvordan dragerne kan begå sig i en menneskelig forklædning og i den menneskelige verden. Romanens plot er spændende, hvor der hele tiden sker små tvist i Dante og Embers hverdag eller mystiske hændelser, der øger romanens spændingsplot. Bogens struktur er delt op i to, hvor jeg både følger Dante og Ember, men hvor jeg også får et godt indblik i livet som soldat i Sankt Georgs ordenen, hvor Tristan og Garret er unge professionelle soldater, der aldrig har fejlet en mission. Noget af det, som jeg syntes var rigtig godt i romanens struktur var disse skift mellem drager og soldater, og at de steder hvor Ember og Garret så mødes – der hvor de to parallelle handlings degrationer forenes til et plot – ikke blev gengivet igen, hvor jeg som læser ikke skulle læse om den samme begivenhed igen bare fra en anden vinkel. Dette er med til, at øge spændingen i plottet, som gennem alle romanens sider var fremadskridende uden tilbagefald med kedelige gentagelser, hvor Kagawa mester denne skriftlige overgang med stor præcision!

Romanens hovedkarakterer Ember, Dante og Garret er beskrevet så fint både i deres udseende, og måder de forholder sig til begivenhederne på. Under min læsning fik jeg følelsen af, at de som karakterer havde en underliggende og et dybere refleksionsniveau, hvor jeg kunne komme tættere på og mærke dragernes vildskab, men desværre forblev dybden blot overfladisk. Karakterernes refleksivitet kom mest til syne, hver gang at forskellen på dragernes væsen og menneskernes lidt sølle styrke blev beskrevet – hvilket var lidt for ofte. De mange beskrivelser af forskellen mellem mennesker, og drager var så hyppige, at det til sidst blev et irritationsmoment. Som karakter er Dante den fornuftige, den rolige og den kloge, som ikke tager nogle større chancer, men dog dækker over sin søsters udflugter. Ember er den rastløse, den temperamentsfulde og den som har svært ved alle de ubesvarede spørgsmål og hemmeligheder, som Talon besidder, men kun indvier de få i. Romanens sprog er let og flydende, og romanen er delt op i to dele, som begge er inddelte i kapitler med overskrifter, der signerer om det er Embers eller Garrets synsvinkel, som der fortælles fra i det kommende kapitel. Af de to tvillinger er det Embers oprørske væsen, som sætter gang i handlingsplottet, og er den som jeg bedst kunne lide. Dragerne er både en fantasy fortælling, men også et trekants kærlighedsdrama, som udvikler sig til at være meget spændende på trods af, at kærlighedstrekanter figurerer i mange fantasy romaner, og godt kan blive lidt for meget, men dette er ikke tilfældet i Kagawas roman, da slutningen tager et uventet tvist på romanens sidste sider.

Min fantasi løb åbenbart af med mig i dag. Der var ingen mystisk stalker, der holdte øje med mig fra vrimlen. Alt virkede normalt, skønt der var så mange mennesker omkring mig, at det var svært at få øje på noget som helst. I øvrigt kunne vedkommende jo ikke gøre noget her.

Romanen som en hel læseoplevelse er spændende med massere af handling og spændende episoder ikke mindst de steder, hvor Ember forsøger at komme tætter på, at finde ud af noget mere om Talons hemmeligheder og det hemmelige rum, der indeholder et bur, som en drage ikke kan bryde ud af. Er dette bur tiltænkt hende eller Dante? Kagawa skaber rammen og indholdet i et spændende fantasy univers med drager, hvor jeg under læsningen og stadig efter endt læsning ønsker, at vide mere om dragernes mystiske eksistens. Jeg ser frem til, at læse mere om den farlige rejse, som Ember har begivet sig ud på uden sin bror i den næste bog Oprørende, som allerede ligger og venter på at blive læst. Jeg deltog i HarperCollins Nordics rigtige fine forfatterarrangement, der blev afholdt på Odense Centralbibliotek i Oktober, hvor Julie Kagawa blev interviewet, og hvor jeg også fik mine to bøger signeret. Jeg har skrevet et lille skribleri om arrangementet, som I kan læse her.
Featured image