Skyggernes dronning af C. J. Redwine (Ravenspire #1)

Featured image
Featured image

Skyggernes dronning af C. J. Redwine. Udgivet af forlaget Turbine på 361 sider i 2016 (org. titel The Shadow Queen, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er en gave fra forlaget, som jeg har fået til Bogbloggertræf 2016. Bogen er læst på dansk.

Kongeriget Ravenspire var engang for ikke så mange år tilbage et frodigt og lykkeligt rige, men nu hersker onde kræfter, og dekadence og råddenskaben flyder under jorden gennem et spindelvæv af ondskab. Landets onde dronning Irina leder landet med hård hånd, og sender ondskaben ud i landet for at holde på sin magt, og er utrættelige i sin søgen efter to forsvundne kongebørn. Irina har snart kørt riget helt ud til ødelæggelse og destruktion, hvor muggen og råddenskaben sulter befolkningen. Den unge Lorelai og hendes bror Leo lever et liv i skjul, hvor de konstant er på flugt for den onde dronningens mange spioner. De lever fra by til by, hvor træning er en del af det daglige hårde arbejde. Men Lorelai er ikke en helt almindelig pige – hun er nemlig den forsvundne kronprinsesse, og jo mere hun ser befolkningen lide, ønsker hun, at sætte en stopper for sin onde tante og stedmor. Kampene er mange, farlige og grusomme, og jeg vendte ivrigt siderne for at finde ud af Lorelais planer for at redde sit rige.

I nabolandet Eldr hersker, der også krig og fortvivlelse, da kæmpe trolde nedkæmper og invaderer flere og flere af landets byer. Kongen og den ældste søn bliver dræbt under krigen af trolde med magiske evner. Eldrierne er halvt mennesker og halvt drager, men de besidder ingen magiske evner, og kan derfor ikke vinde kampen mod troldene. Nu er der kun den unge, stride og rastløse prins Kol tilbage til, at regere landet. Han opsøger fortvivlet dronning Irina, der er den eneste, som kan frelse hans rige med magi til at nedkæmpe troldene. Han indgår en pagt med Irina, at hvis han skaffer hende Lorelai, så redder hun hans rige. Som forsegling på pagten skal han bære en torne halskæde, der også skulle hjælpe ham mod Lorelais magiske evner. Men det hele er ikke så let og lige til, da prins Kol hurtigt mærker særlige følelser Lorelai. Det halsbånd som egentlig skulle beskytte ham sender i stedet sort magi ind i hans krop og forgifter hans sind. Hans dragehjerte higer efter Lorelais blod, mens hans menneskehjerte mærke dybe følelser. Jeg drog afsted med Lorelai gennem farefulde kampe og frygtelige hændelser, hvor jeg under læsningen blev så opslugt af romanens videre handling i kampen mod den sorte ondskab og Irina, at jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig før sidste side var vendt.

I drømmen åbnede Irina slet ikke munden. Udtalte ikke den besværgelse, der rev grantræet op med rode og fik det til at vælte ned over Tatiyanas sorte karet. Men selvom Irinas sind nægtede at rekonstruere hendes søsters død i drømme, kunne hun ikke undslippe sandheden.

Skyggernes dronning er en fantastisk nyfortolkning af Brødrene Grimms eventyr Snehvide. C. J. Redwine har skabt en handlingsfyldt mørk YA fantasy fortælling, hvor alle de eventyrlige virkemidler fra Brødrene Grimms velkendte eventyr mikses sammen i en spændende blanding af magi, drager og kærlighed i et eventyrligt handlingsplot. Under læsningen blev jeg flere gange forbløffet over Redwines mesterlige evne til, at bruge de velkendte eventyrlige virkemidler fra Snehvide på en fortryllende og opfindsom måde, som eksempelvis det røde æble, spejlet og de mange intertekstuelle referencer, som fører tilbage til eventyret. Bogens er strukturelt delt i 40 kapitler, hvor narrativet er fortalt i tredje person, og Redwine skifter så fint mellem Lorelais, Irinas og Kols viewpoints, der er med til at gøre min læsning mere intens i ønsket om, at vide mere om de enkelte karakterer. Romanens sprog er let og flydende med korte kapitler, og efter endt læsning sad jeg med en følelse af, at bogen sluttede alt alt for hurtigt.

Som i mange andre fantasy bøger er temaet også her i Skyggernes dronning kampen mellem det gode og det onde, samt den lykkelige kærlighed, der vinder til sidst. Men til forskel fra en del af de andre fantasy bøger, som jeg har læst, så klarer Redwine sig gennem uden brug af for mange klichéer og kedelige langtrukne scener. Jeg blev grebet af Redwines magiske måde, at bruge magien og de mange magiske kræfter på en måde, som jeg endnu ikke før er stød på, og derfor blev jeg nok ekstra fanget i det eventyrlige spind og den magiske verden, som Redwine åbnede for mit læsende blik. Karaktererne er dog overfladiske og lige til, hvor der ikke er mange dybe refleksioner, men dette gør ikke det store her i Skyggernes dronning, da universet er spændende og underholdende, og fordrer ikke til højtidelige eller refleksive paralleller til vores verden. Jeg elsker ellers fantasy, som har meget på hjerte, dybde og relevans, og sjældent er jeg faldet så pladask for en nyfortolkning af et eventyr, der forvandles til en fantasy fortælling, som ikke har så meget andet på hjerte end spænding og underholdning, som jeg gjorde under læsningen af Skyggernes dronning.

Hun fokuserede på den plan, der brændte som ild i hende. Jeg kom for at ødelægge broen. Hun kan ikke standse mig. Hun nåede op på toppen af skråningen og styrtede hen imod broen, mens alle otte statuer fra sydsiden kastede sig mod hende med hævede våben og næver. Hendes opmærksomhed blev skærpet, hun reagerede instinktiv, sådan som hun havde lært.

Det er ved at være et par måneder siden, at jeg læste Skyggernes dronning, men det er en bog, som tit spøger i mine tanker, da det er sjældent, at jeg oplever at siderne nærmest vender sig selv så let i en bog! Skyggernes dronning er den første bog i serien Ravenspire, som indtil nu er planlagt i fire bind. Den næste bog i serien udkommer lige om lidt nemlig d. 19-6, og er en nyfortolkning af endnu et af Brødrene Grimms eventyr. Redwine har i 2. bind kastet sig over en nyfortolkning af eventyret Rumleskaft, der har fået titlen Ønskemageren. Jeg glæder mig helt vildt til at læse Ønskemageren, og jeg kan næsten ikke vente til, at bogen udkommer. Tiden må gerne gå en lille smule hurtigere – tak.

Featured image
Featured image

The Lie Tree: Illustrated Edition af Frances Hardinge

Featured image
Featured image

The Lie Tree af Frances Hardinge. Udgivet af forlaget Pan MacMillan på 496 sider i 2016 (org. udgivet i 2015). Romanen er læst på engelsk, og er illustret af Chris Riddell.

Faith flytter med sin familie meget pludselig til den lille Ø Vale på Englands vestkyst under mystiske omstændigheder. Her skal hendes far, pastor Erasmus, under påskud være en ekspert ved en arkæologisk udgravning på øen indtil, at tingene er faldet en smule til ro i London. Der er noget som ikke helt stemmer, og Faith forøger at snuse sig frem til den rigtige årsag til den pludselig flytning, men det er ikke helt let af være fjorten år i det victorianske England, hvor Faith befinder sig i den flydende overgang mellem pige og kvinde. I 1800 tallet havde kvinderne ikke noget at skulle have sagt – særligt på vidensområder – det var mændenes domæne. En mørk nat hjælper hun sin far med at skjule et mystisk og mørkt træ i en af grotterne ved havets kant, men da han herefter tager afsted igen uden hende, og hun får bange anelser. Næste dag findes han død, men hvad er der sket? Faiths mor Myrtle bruge en smule kvindelig overtalelse hos den lokale læge for, at få sin mands pludselige død til at bliver anerkendt som et ulykkeligt fald, men det ligner mistænkeligt et selvmord. Det er også grunden til, at øens beboere modsætter sig, at begravelsen kan finde sted på øens kirkegård. Men noget er helt helt forkert, og Faith sætter sig for at finde frem til sandheden, da hun ikke tror på, at hendes far ville begår selvmord.

Faith gennemgår sin fars mange optegnelser, og falder her over meget mystiske optegnelser om det træ, som hun var med til at skjule i stengrotten. Træet skulle efter signe leve på dens oppassers løgne. Det er gennem disse løgne, at nogle særlige lemon-agtige frugter vokser på træet, der giver den som spiser frugten en særlig indsigt og hemmeligheder, som kan være med til, at styre en helt nation. Det er i hvert fald det, som hendes fars papir og optegnelser beretter viser. Faith er sikker på, at hendes far er blevet myrdet på grund af træet, som nogle andre også er efter. Hun holder kortene tæt ind til kroppen, da der alligevel ikke er nogle som tro hende, idet at hun jo meget snart er kvinde. Træet er af en særlig art, som der ikke er lavet videnskabelige undersøgelser på, og Faiths chokeres over, at hendes fars måde at få fat i træet på ikke er helt så hæderlig, som han har nedskrevet i sine papir. Faiths verden vendes på hovedet, hvor hun ikke alene skal kæmpe en kønskamp, men også en kamp for livet og overlevelse. Faith er ikke kun oppe mod en stor mand, men et helt komplot af mænd, hvor Faith lidt for sent opdager, at det er en kvinde, der sidder bag, og hiver i trådende. Et uventet, men særligt venskab opstår mellem hende og en ung dreng på øen, og han hjælper hende med en plan, som måske kan finde frem til hendes fars morder.

“This is a battlefield, Faith! Women find themselves on battlefields, just as men do. We are given no weapons, and cannot be seen to fight. But fight we must, or perish.”

The Lie Tree er en mørk og gotisk Young Adult roman, som sætter sin begyndelse i in medias res i 1860’ernes England. Jeg drages mod de mange ukendte faktorer, løse ender og mord i romanen, hvor det gotiske og mørke vækker spænding og nysgerrighed. Frances Hardinges bog vandt Costa Children’s Book Award 2015, der er en af de største litterære priser, som gives til forfattere, der er bosat i England, og hylder engelske og irlandske forfattere. The Lie Tree er den første YA roman, som vinder prisen siden Philip Pullman vandt prisen i 2001. Det er helt sikker også en YA, der har meget på hjerte, men som også har megen historisk samfundsrelevans i måden kvinden og kvindens rolle blev anset i det 1900 århundrede, hvilket jeg fandt ret spændende og troværdigt. Jeg har dog haft mange kvaler med, at komme igennem bogens mange sider på trods af at jeg også investerede i den illustrerede udgave, som Chris Riddell har illustreret. Sprogligt er romanen let læst med mange korte kapitler, som øger læsevenligheden og med mange mange smukke, grove og mørke illustrationer.

Jeg følger Faiths refleksioner og videre handling gennem romanen i opklaringen af mordet på hendes far, men jeg kan ikke helt forsvinde ind i bogens univers og temporale tidslomme, og jeg havde svært ved at fastholde min læsning gennem hele bogen. Handlingen er desværre for langtrukken med for mange degressioner og små ubetydelige antagelser, som jeg blev frustreret over. Karaktererne i The Lie Tree lever så fint op til 1800 tallets kønskampe, hvor Faith er en bestemt, men også en meget intelligent pige, som tør at tage chancer, der ligger langt uden for samfundsnormen i romanens historiske kontekst, men det vigtigste er, at hun tør at følger sine drømme på trods af at hun ved, at det bliver en kamp. Men hun vil hellere kæmpe end at leve i skyggen af en mand. Der er mange karakterer i romanens plot, dog er de fleste desværre alt for overfladiske og lidt kedelige. De mange karakterer har den funktion, at de leder læserens mistanke væk og forvirrer i opklaringen på mordet, men igen det virker meget langtrukken, hvor min interesse og spænding for bogens videre handling tabes. Jeg fortrylles dog af de mange smukke og gotiske illustrationer i denne special edition, som er illustreret af Chris Riddell. Han er en af mine absolutte yndlings illustratorer, og det at kigge på hans mange fine illustrationer gør min læsning af The Lie Tree mere levende. Hans illustrationer gør hele læsningen værd! Han har også illustreret flere af Neil Gaimans bøger, som jeg alle elsker.

Lies like knives, lies like poultices. The tiger’s stripe, the fawn’s dusky dapple. And everywhere, everywhere, the lie that people told themselves. Dreams like cut flowers, with no nourishing root. Will-o’-the-wisp lights to make them feel less alone in the dark. Hollow resolutions and empty excuses.

Min læsning af The Lie Tree har foregået over lang tid – måske også alltt for lang tid, men jeg ville gøre bogen færdig. Det er jeg bestemt også lykkelig for nu efter endt læsning, da en bog uanset om den er fantastik god, middel eller dårlig for det meste altid gemmer på noget som er værd at tage med videre. Det jeg tager med videre fra min læsning af The Lie Tree er Hardinges troværdige måde at videreformidle den historiske konteksts samfundsopbygning i forholdet mellem mænd og kvinder. Men også i generelle sociologiske interaktioner mellem by og landsby i forhold til, hvor svært det kan være at komme til et nyt sted, og falde til i de nye omgivelser, som er romanens parallelle link til vores verden i dag. Jeg påtænker ikke at læse flere bøger af Hardinge lige i øjeblikket, men måske en dag kaster jeg mig igen over en af hendes bøger – særligt hvis de er illustreret af Chris Riddell.

Featured image
Featured image