Kærlighed for voksne af Anna Ekberg

Featured image
Featured image

Kærlighed for voksne af Anna Ekberg. Udgivet af Politikens Forlag på 382 sider fra maj 2017. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

I Kærlighed for voksne af Anna Ekberg kastes jeg fra første side ind en i en hvirvelstorm af handlinger, som holder mit læsende blik fanget i timer, hvor jeg næsten ikke kan nænne at lægge bogen fra mig. På første side læser jeg om, hvordan Christian myrder sin kone i skoven på en mørk og regnfuld aften. Herefter trækkes jeg med tilbage i handlingesplottet og hører om optakten til mordet, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvor langt det menneskelige sind kan drives ud. Romanens handlingsplot kører i to spor gennem hele bogen, hvor nutidshandlingen handler, om den pensionerede politiefterforsker Holger, som fortæller sin ene datter Josefine, om en uopklaret mordsag som han aldrig har kunne slippe. I det andet spor, som rækker få år tilbage fortælles også jeg om sagen, hvor jeg således møder Christian og Leonora, som har været gift i mere en tyve år og har fået sønnen Johan. Men pludselig opstår der kaos og krig i ægteskabet, da Christian møder Zenia, og han kastes ind i en stormfuld og hemmelig forelskelse. Leonora opdager lidt tilfældigt Christians affære, da der en nat tikker mange sms’er ind på hans telefon, men hvor han nægter at vise dem til Leonora, og i stedet kaster telefonen ind i væggen, så den splintres. Således sættes handlingen i skub, men Christian benægter dog, at han har fundet en anden. Leonora kan ikke skubbe nattens hændelser til side, og hun beslutter sig for at undersøge sagen nærmere.

Christian ser håbet og fremtiden om et nyt og lykkeligt liv sammen med den noget yngre Zenia, der vækker noget i ham, som han aldrig har oplevet med nogen før, men det er ikke helt så enkelt, da Leonora ikke har i sinde, at opgive hele sit liv og livslange kamp for det, hun holder allermest af – sin familie. Johan har gennem det meste af sin barndommen været alvorligt syg af leukæmi, og Leonora har måtte opgive sin meget lovende karrierer som violinist for at passe ham. Deres familieliv tager en alvorlig drejning, da de danske læger ikke kan gøre mere for Johan, men Leonora nægter at give op, og arrangerer behandlinger i Seattle, hvor han i romanens begyndelse lige er blevet erklæret hundrede procent rask. Det har været en lang og hård rejse for både Leonora og Christian, hvor de har mistet hinanden undervejs. Christian vil videre til sit nye liv med Zenia, men Leonora vil ikke opgive ham, og truer med at melde ham for skattesvig i byggefirmaet firmaet, som ejes af Christian og hans bror Peter. Christian er desperat og er blevet drevet ud i en slags mental sindssyge, hvor det ikke længere er hovedet, men hjertet, som har overtaget kroppen og dens funktioner. Men hvordan kan et had blive så altoverskyggende til en person, som man har levet sammen med og elsket i over tyve år? Hadet og impulsivitet er det, som driver Christian til mordet på Leonora, men alt er slet ikke som det ser ud til, og noget er helt galt, for et par timer efter mordet står Leonora pludselig svedig i køkkenet efter en lang løbetur.

Han har ikke gjort noget forkert. Han har kæmpet, præcis som hun har kæmpet. For Johan, han har risikeret fængsel. Hun var med til at tage beslutningen dengang, de sad på terrassen, sådan husker han det i hvert fald.

Kærlighed for voksne af Anna Ekberg aka Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund er anden bog, som forfatterne har udgivet under synonymet Anna Ekberg. Denne roman er en spændingsroman med et twist af thriller, der trækker lange spor ind i ægteskabets glæder og sorger, hvor Ekberg formår at bringe mig helt ind i hjertet af kærligheden med frygtens og jalousiens stikkende torne, som trænger sig langt ind i ensomme og knuste hjerter. Der er ikke noget værre end at føle sig ensom i tosomheden, hvor kærligheden bliver glemt. Christian finder en ny og sprudlende kærlighed i den unge Zenia, og han ønsker at hjælpe Leonora gennem den kommende skilsmisse, så han leder i hendes fortid, men noget ubehagelig dukker op, og det viser sig, at Leonora ikke bare er en kvinde, som man forlader. Sproget i romanen er beskrivende, sansende og hverdagsagtigt, der gør at karaktererne fremstår som levende mennesker med lige så dybe tanker og følelser, som jeg selv.

Karakterplottet er så gennemtænkt og levnende med en psykologisk dybde, som rammer mig der, hvor hjertet sidder. Under min læsning forbløffedes jeg ofte over, hvor rammende og virkelige Christians og Leonoras refleksioner er, der hvor livet rammer og gør ondt. Spændingsromanens handlingsplot er sammensat så fint, at læseren fanges lige så meget af Holgers fortællerstemme overfor Josefine, og virker som et godt litterært virkemiddel til, at fastholde spændingspunkterne gennem romanens sider. Kærlighed for voksne er strukturelt delt op i tre dele med forskellige overskrifter, og indledes med et citat, som vækker min videre læselyst, men som også samtidig så fint beskriver essensen af hver dels handling efter den afsluttede læsning. Christian mener, at han har ret til et nyt liv og en ny kærlighed – at mærke livet igen. Mens Leonora føler sig brugt, uretfærdigt behandlet, udnyttet og efterladt, men hun har ikke i sinde at give op på hele sit liv, kærlighed og familie – koste, hvad det koste vil! Under Christians mange refleksioner om retten til en ny kærlighed og et nyt liv, kan jeg dog ikke helt lade være med at få en anelse feministiske sammentrækninger omkring øjne, og måske bare en lille, lille bitte lyst til at prikke ham i øjnene….. Måske fordi, at jeg er kvinde og kan sætte mig så godt ind i Leonoras smerte. Leonoras videre handlinger i romanen afskrækkes jeg over, og jeg undres over, hvor langt mennesker er villige til at gå for at beskytte eller ved frygten for at miste det, man har kært.

– Mine hænder rystede, Christian, siger Leonora. – Sådan må du også have haft det. Efter at du kørte mig ned, bakkede hen over mit hoved. Christian forsøger, at se hende i øjnene. Hun er blevet vanvittig. Ser vanvittig ud, hendes udtryk, han har aldrig oplevet hende sådan. Det er ham, der har skabt den udgave af hende. Og hende, der har skabt den Christian, der sad i varevognen den nat.

Ekberg formår at skabe et univers, der er så levende og hverdagsagtigt, men samtidig så intimt i kærligheden mellem mand og kone. Når virkeligheden rammer og tosomheden erstattes af ensomheden i ægteskabet, glemmes kommunikation, hvor partneren glemmes – ikke på grund af lysten til kærligheden, men fordi at kærligheden ofte glemmes og forsvinder i takt med hverdagens trummerum, som Kærlighed for voksne er et skræmme eksempel på, men stadige så relevant særligt i vores travle hverdag. I kærlighedens krig gælder alle kneb, hvor tornede roser kan levere dødsstikket på det mest uventede tidspunkt. Leonora er som en smuk rose, der på en og samme tid udstråler en ynde, men også en stolthed og vilje til at stikke den, med de spidse torne, som vil splitte hendes familie ad. I Kærlighed for voksne bringer Ekberg mig så tæt på de orange/røde flammer i kærlighedens bål, hvor jeg skræmmes og rystes over, hvad bålet gemmer på, men også over hvor langt det menneskelige sind kan drives ud i kampen for at beholde det, man holder allermest af.

Featured image
Featured image

One thought on “Kærlighed for voksne af Anna Ekberg

Leave a comment