Mellem verden og mig af Ta – Nehisi Coates

Mellem verden og mig af Ta – Nehisi Coates på 175 sider fra forlaget Gyldendal. Bogen er oversat fra amerikansk til dansk af Jakob Levinsen og udgivet i 2016. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. titel The World and Me og udgivet i 2015.

Mellem verden og mig er en hård bog, hvor forfatteren tager mig gennem mangfoldige eksempler på, hvordan afroamerikanerne er blevet og bliver behandlet på baggrund af fortidens slavehandel. Det Ta – Nehisi Coates skriver om i denne bog er ikke for sarte sjæle, og han lægger ikke det mindste skjul på sandheden og ambivalensen mellem den sorte og hvide verden set i hans optik. I bogen Mellem verden og mig skriver han til sin søn, som lige er fyldt 15 år, hvor han indvier ham i den sorte races mange kampe og ulighedsbehandling i alle samfundsmæssige situationer. Jeg kommer ind i bogens første sider, hvor Coates er med i et tv-interview om, det han har skrevet om den sorte krop, og hvordan den sorte krop er blevet brugt på skrækkelige måder gennem historien. Som forfatteren forklarer tv-journalisten det, så er den sorte krop altid blevet til en brugsting, og derved nærmest begrebsliggjort frem for, at den sorte krop er lige så meget menneskelig og højtstat, som den hvide krop. Men det går op for Coates, at journalisten ikke rigtig har forstået ret meget af det, som han skrevet eller sagt under indslaget. Coates stiller store spørgsmål, som han forsøger, at finde svarene på, men mange af spørgsmålene står ubesvaret hen. I Coates’ søgen efter svar drager, jeg med ham tilbage til barndommen, hvor det første, jeg som læser får printet ind er, at sorte børn bliver hårdt oprdaget med, at de skal være dobbelt så gode i alle henseender på livets vej, da sorte børn ikke har samme levevilkår som hvide børn.

Det er med sin afroamerikanske stemme, at jeg bliver oplyst og skræmt af, hvordan den afroamerikanerne behandles af og i et samfund, hvor alle burde have lige rettigheder. Det er bare ikke tilfældet. De afro-amerikanske forældre er hele tiden bange for at miste deres børn til enten banderne, kriminaliteten, stofferne eller systemet på grund af politivold. Det er virkelig grove og dybt forfærdelige eksempler Coates fremhæver, men jeg kan under min læsning ikke lade være med, at tænke på at fortællerstemmen er lige pessimistisk nok, hvor jeg påvirkes med negative vibes, som ikke gør noget godt for min helhedsoplevelse af bogen. Coates tager med i en tidslomme med tilbage i tiden for at undersøge slavens historie, og herfra udvides til efterkommere fra kolonitiden i forskellen mellem den frigjorte slave til afroamerikanere nu. Coates siger eksempelvis, at Amerika er bygget på sorte kroppe, da al Amerikas rigdom kommer fra sukkermarker, kaffeplantager osv. Slavetiden var forfærdelig – ingen tvivl herom, men Coates lægger lidt for tung vægt på sine ord, som rammer men er ikke helt så objektive i forhold til Amerikas historie, særligt da Coates fremhæver, at alle sorte og i sær hans søn altid skal huske på, at landet er bygget på sorte døde kroppe.

Men racebegrebet er barn af racismen, ikke far til den. Og processen med at navngive “folket” har aldrig været et spørgsmål om herkomst og udseende nær så meget som om hierarki. Forskelle i lød og hår har der altid fandtes. Men troen på at hud og hår skal have forrang, forestillingen om at disse faktorer er en korrekt måde at organisere et samfund på, og at de signalerer dybereliggende og uudslettelige egenskaber – det er den nye tanke inderst inde hos disse nye mennesker som på håbløs, tragisk og bedragerisk vis er blevet opdraget til at tro de er hvide.

Da Coates’ korte essayistiske bog udkom i 2015, skabte den en voldsom debat om, de sortes forhold ikke kun i Amerika, men verden over. Coates bruger da også dikotomierne sort/hvid i bred og stor udstrækning gennem hele bogen, hvor hans meninger og refleksioner ikke er til at tage fejl af. Mellem verden og mig er skrevet som et brev, hvor Coates skriver til sin søn for, at indvie ham i hans forskning og advare ham om farerne i det hvide samfund, som truer alle steder og mindsker changsen for overlevelse. Bogen er strukturelt delt i tre dele, hvor Coates starter stille med at indkredse emnet om race, som er racisme. Ydermere starter de tre dele i Mellem verden og mig med et uddrag fra post-koloniale forfattere, og sikke rammende citater, Coates har udvalgt! De går lige i mit hjerte, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor uretfærdig denne verden er bare fordi, at man har en anden hudfarve, øjne og kultur. Da jeg på universitetet havde faget post-kolonial litteratur læste vi teoretiske tekster og romaner skrevet af post-kolonisterne selv, hvor de med deres egen stemme beskriver det, de har været igennem. Jeg har altid interesseret mig for slaveriets historie, men også særligt at læse romaner ud fra slavernes og afro-entniske historier. Formålet med faget var også at se bag om, den hvide kultur som stormagt og det hvide verdensbillede i eksempelvis Dusklands af J.M. Coetzee og Things Fall Apart af Chinua Achebe. Så når Coates tager mig med i sin forskning om, hvem han er, og hvor han kommer fra følger jeg spændt med i hans søgen efter svaret om den amerikanske drøm.

Den Amerikanske drøm er drømmen om, at alle borgerer og emigranter uanset socialklasse og tilhørelsesforhold gennem hårdt arbejde og vilje kan forbedre deres levevilkår og opnå det, de drømmer om, men sådan er det så slet ikke i følge Coates, da de sorte racer bliver udelukket af selv samme system og love, som ligeledes modarbejder den sorte kultur. Coates mener, at den amerikanske drøm kun er en hvid drøm, som de sorte ikke passer ind i. De fine og ens rækkehuse med børn som spiller bold i have er en utopisk og uopnåelig drøm for sorte uanset race, da den amerikanske drøm er uopnåelig for alle der ikke er hvide, da den amerikanske samfundsstruktur og systemet gør det umuligt, så længe at racismen raser selv på magtens tinde, hvor politidrab af sorte unge mænd ikke straffes, men retfærdiggøres eller undskyldes, som var det en ligegyldighed. Dette gør ondt langt ind i min sjæl, da alle har ret til at forsøge på, at opnå deres drømme uanset ophav, hudfarve eller kultur. Coates kommer også ind på litteratur i sin livslange søgning af hans ophav. Hvis Lev Tolstoj er den hvide kulturs litterære overhoved, hvem er det så i den afro-etniske kultur? Spørgsmålet svarer han dog ikke helt præcis på, da han kommer med flere eksempler på afro-etniske forfattere, som alle har skrevet god og relevant litteratur. Coates fik prisen National Book Award for Nonfiction i 2015 og var en af slutfinalisterne i den litterære pris Pulitzer Prize for General Nonfiction i 2016, og hans bog har virkelig meget på sinde! Den vestlige kultur er indlejret i sproget, og såvel som det er for kvinder i den feministiske kreds at finde eget stå sted og skrive sig ind i litteraturen heteronormativ verden, så er det ligeledes sådan for andre racer af menneskeligheden i den ikke-vestlige (hvide) verden. Jeg har skrevet et temaindlæg om afro-etnisk litteratur, som jeg kalder “Den lydløse stemme”, som kan findes lige Her.

Du bliver nødt til at slutte fred med kaos, men du kan ikke tillade dig at lyve. Du kan ikke tillade dig at glemme hvor meget de har taget fra os og hvordan de omsatte vores kroppe i sukker, tobak, bomuld og guld.

I Mellem verden og mig skriver Coates om, hvordan mange sorte mænd er blevet dræbt af politiet. Han bruger særligt sagen om Prince Carmen Jones Jr, som blev jagtet og skudt af politiet. En tragisk sag, som ikke ender med retfærdighed til familien. I slutningen af bogen opsøger Coates moren Marvel Jones, hvor jeg som læser hører om hendes forsøg på, at undgå at miste Prince siden, st han blev født, men alligevel fik de ram på ham. Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg følte dybt med Mrs. Jones under min læsning. Jeg hørte bogen som lydbog på dansk på vej til universitetets for et par år siden, og jeg her blev virkelig ramt. Ved min genlæsning nu blev jeg knap så ramt, da pessimismen i Coates’ bog flyder fra siderne, og det bliver for meget. Om end så har bogen en vigtig agenda, og er meget vigtig set i forhold til, hvor den sorte og hvide kultur og verden støder sammen ikke kun i en historisk diskurs, men også den tilsyneladende vedblivende racisme, som ikke kun er i Amerika, men mange steder i særligt den vestlige kultur. Det, der er anderledes er ikke nødvendigvis farligt, men kan have lige så mange spændende og fantastiske elementer indlejret i deres kultur, og måske at vesten rent faktisk kunne lære noget. Coates er en mester til, at bruge sprogets poetiske former, og netop derfor ramte hans ord dobbelt så hård i mit sind og Mellem verden og mig bor nu i og er en del af mig.