Mellem verden og mig af Ta – Nehisi Coates

Featured image
Featured image

Mellem verden og mig af Ta – Nehisi Coates på 175 sider fra forlaget Gyldendal. Bogen er oversat fra amerikansk til dansk af Jakob Levinsen og udgivet i 2016. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. titel The World and Me og udgivet i 2015.

Mellem verden og mig er en hård bog, hvor forfatteren tager mig gennem mangfoldige eksempler på, hvordan afroamerikanerne er blevet og bliver behandlet på baggrund af fortidens slavehandel. Det Ta – Nehisi Coates skriver om i denne bog er ikke for sarte sjæle, og han lægger ikke det mindste skjul på sandheden og ambivalensen mellem den sorte og hvide verden set i hans optik. I bogen Mellem verden og mig skriver han til sin søn, som lige er fyldt 15 år, hvor han indvier ham i den sorte races mange kampe og ulighedsbehandling i alle samfundsmæssige situationer. Jeg kommer ind i bogens første sider, hvor Coates er med i et tv-interview om, det han har skrevet om den sorte krop, og hvordan den sorte krop er blevet brugt på skrækkelige måder gennem historien. Som forfatteren forklarer tv-journalisten det, så er den sorte krop altid blevet til en brugsting, og derved nærmest begrebsliggjort frem for, at den sorte krop er lige så meget menneskelig og højtstat, som den hvide krop. Men det går op for Coates, at journalisten ikke rigtig har forstået ret meget af det, som han skrevet eller sagt under indslaget. Coates stiller store spørgsmål, som han forsøger, at finde svarene på, men mange af spørgsmålene står ubesvaret hen. I Coates’ søgen efter svar drager, jeg med ham tilbage til barndommen, hvor det første, jeg som læser får printet ind er, at sorte børn bliver hårdt oprdaget med, at de skal være dobbelt så gode i alle henseender på livets vej, da sorte børn ikke har samme levevilkår som hvide børn.

Det er med sin afroamerikanske stemme, at jeg bliver oplyst og skræmt af, hvordan den afroamerikanerne behandles af og i et samfund, hvor alle burde have lige rettigheder. Det er bare ikke tilfældet. De afro-amerikanske forældre er hele tiden bange for at miste deres børn til enten banderne, kriminaliteten, stofferne eller systemet på grund af politivold. Det er virkelig grove og dybt forfærdelige eksempler Coates fremhæver, men jeg kan under min læsning ikke lade være med, at tænke på at fortællerstemmen er lige pessimistisk nok, hvor jeg påvirkes med negative vibes, som ikke gør noget godt for min helhedsoplevelse af bogen. Coates tager med i en tidslomme med tilbage i tiden for at undersøge slavens historie, og herfra udvides til efterkommere fra kolonitiden i forskellen mellem den frigjorte slave til afroamerikanere nu. Coates siger eksempelvis, at Amerika er bygget på sorte kroppe, da al Amerikas rigdom kommer fra sukkermarker, kaffeplantager osv. Slavetiden var forfærdelig – ingen tvivl herom, men Coates lægger lidt for tung vægt på sine ord, som rammer men er ikke helt så objektive i forhold til Amerikas historie, særligt da Coates fremhæver, at alle sorte og i sær hans søn altid skal huske på, at landet er bygget på sorte døde kroppe.

Men racebegrebet er barn af racismen, ikke far til den. Og processen med at navngive “folket” har aldrig været et spørgsmål om herkomst og udseende nær så meget som om hierarki. Forskelle i lød og hår har der altid fandtes. Men troen på at hud og hår skal have forrang, forestillingen om at disse faktorer er en korrekt måde at organisere et samfund på, og at de signalerer dybereliggende og uudslettelige egenskaber – det er den nye tanke inderst inde hos disse nye mennesker som på håbløs, tragisk og bedragerisk vis er blevet opdraget til at tro de er hvide.

Da Coates’ korte essayistiske bog udkom i 2015, skabte den en voldsom debat om, de sortes forhold ikke kun i Amerika, men verden over. Coates bruger da også dikotomierne sort/hvid i bred og stor udstrækning gennem hele bogen, hvor hans meninger og refleksioner ikke er til at tage fejl af. Mellem verden og mig er skrevet som et brev, hvor Coates skriver til sin søn for, at indvie ham i hans forskning og advare ham om farerne i det hvide samfund, som truer alle steder og mindsker changsen for overlevelse. Bogen er strukturelt delt i tre dele, hvor Coates starter stille med at indkredse emnet om race, som er racisme. Ydermere starter de tre dele i Mellem verden og mig med et uddrag fra post-koloniale forfattere, og sikke rammende citater, Coates har udvalgt! De går lige i mit hjerte, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor uretfærdig denne verden er bare fordi, at man har en anden hudfarve, øjne og kultur. Da jeg på universitetet havde faget post-kolonial litteratur læste vi teoretiske tekster og romaner skrevet af post-kolonisterne selv, hvor de med deres egen stemme beskriver det, de har været igennem. Jeg har altid interesseret mig for slaveriets historie, men også særligt at læse romaner ud fra slavernes og afro-entniske historier. Formålet med faget var også at se bag om, den hvide kultur som stormagt og det hvide verdensbillede i eksempelvis Dusklands af J.M. Coetzee og Things Fall Apart af Chinua Achebe. Så når Coates tager mig med i sin forskning om, hvem han er, og hvor han kommer fra følger jeg spændt med i hans søgen efter svaret om den amerikanske drøm.

Den Amerikanske drøm er drømmen om, at alle borgerer og emigranter uanset socialklasse og tilhørelsesforhold gennem hårdt arbejde og vilje kan forbedre deres levevilkår og opnå det, de drømmer om, men sådan er det så slet ikke i følge Coates, da de sorte racer bliver udelukket af selv samme system og love, som ligeledes modarbejder den sorte kultur. Coates mener, at den amerikanske drøm kun er en hvid drøm, som de sorte ikke passer ind i. De fine og ens rækkehuse med børn som spiller bold i have er en utopisk og uopnåelig drøm for sorte uanset race, da den amerikanske drøm er uopnåelig for alle der ikke er hvide, da den amerikanske samfundsstruktur og systemet gør det umuligt, så længe at racismen raser selv på magtens tinde, hvor politidrab af sorte unge mænd ikke straffes, men retfærdiggøres eller undskyldes, som var det en ligegyldighed. Dette gør ondt langt ind i min sjæl, da alle har ret til at forsøge på, at opnå deres drømme uanset ophav, hudfarve eller kultur. Coates kommer også ind på litteratur i sin livslange søgning af hans ophav. Hvis Lev Tolstoj er den hvide kulturs litterære overhoved, hvem er det så i den afro-etniske kultur? Spørgsmålet svarer han dog ikke helt præcis på, da han kommer med flere eksempler på afro-etniske forfattere, som alle har skrevet god og relevant litteratur. Coates fik prisen National Book Award for Nonfiction i 2015 og var en af slutfinalisterne i den litterære pris Pulitzer Prize for General Nonfiction i 2016, og hans bog har virkelig meget på sinde! Den vestlige kultur er indlejret i sproget, og såvel som det er for kvinder i den feministiske kreds at finde eget stå sted og skrive sig ind i litteraturen heteronormativ verden, så er det ligeledes sådan for andre racer af menneskeligheden i den ikke-vestlige (hvide) verden. Jeg har skrevet et temaindlæg om afro-etnisk litteratur, som jeg kalder “Den lydløse stemme”, som kan findes lige Her.

Du bliver nødt til at slutte fred med kaos, men du kan ikke tillade dig at lyve. Du kan ikke tillade dig at glemme hvor meget de har taget fra os og hvordan de omsatte vores kroppe i sukker, tobak, bomuld og guld.

I Mellem verden og mig skriver Coates om, hvordan mange sorte mænd er blevet dræbt af politiet. Han bruger særligt sagen om Prince Carmen Jones Jr, som blev jagtet og skudt af politiet. En tragisk sag, som ikke ender med retfærdighed til familien. I slutningen af bogen opsøger Coates moren Marvel Jones, hvor jeg som læser hører om hendes forsøg på, at undgå at miste Prince siden, st han blev født, men alligevel fik de ram på ham. Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg følte dybt med Mrs. Jones under min læsning. Jeg hørte bogen som lydbog på dansk på vej til universitetets for et par år siden, og jeg her blev virkelig ramt. Ved min genlæsning nu blev jeg knap så ramt, da pessimismen i Coates’ bog flyder fra siderne, og det bliver for meget. Om end så har bogen en vigtig agenda, og er meget vigtig set i forhold til, hvor den sorte og hvide kultur og verden støder sammen ikke kun i en historisk diskurs, men også den tilsyneladende vedblivende racisme, som ikke kun er i Amerika, men mange steder i særligt den vestlige kultur. Det, der er anderledes er ikke nødvendigvis farligt, men kan have lige så mange spændende og fantastiske elementer indlejret i deres kultur, og måske at vesten rent faktisk kunne lære noget. Coates er en mester til, at bruge sprogets poetiske former, og netop derfor ramte hans ord dobbelt så hård i mit sind og Mellem verden og mig bor nu i og er en del af mig.

Featured image
Featured image

Advertisements

Den lydløse stemme – Tema 2#

Featured image
Featured image

These people yapped loudly of race, of race consciousness, of race pride, and yet suppressed its most delightful manifestations, love of color, joy of rhythmic motion, naive, spontaneous laughter. Harmony, radiance, and simplicity, all the essentials of spiritual beauty in the race they had marked for destructions – by Nella Larsen.

I forbindelse med én opgave på studiet undersøgte jeg afrikanske amerikanske kvinders rolle i litteraturen fra antislave romanen og op til den postkoloniale roman, som jeg her har valgt at kalde “Den lydløse stemme”. Afrikanske amerikanske kvinders stemme har en meget vigtig rolle i den tidlige postkoloniale litteratur, men bestemt også i dag, da denne litteratur er vigtig, og har så meget på hjerte. Farverne og racialiseringens symbolske konnotationer i romaner, noveller og essays skrevet af sorte frigivne kvindelige slaver og immigranter i den præ- og koloniale fortid trækker spor op gennem århundrede, som når op til i dag i den postkoloniale litteratur. De sorte skribenters stemme har haft og har stadig forskellige måder, at blive opfatte på, særligt i tvivlen mellem fiktion og virkelighed. Det er først omkring slaveriets ophør, at disse kvindelige skribenter får deres egen prøvende stemme inden for litteraturen. De første antislave-romaner, som beskriver slavernes forhold på en meget nøgternt måde, er skrevet af hvide kvinder.

Den første roman, der handler om slaveriet er Aphra Behns Oroonoko: or The Royal Slave, der blev udgivet i 1688, hvor læseren følger den sorte, smukke og royale slave Oroonoko, der forgæves forsøger at komme fri af slaveriets kvælende lænker. Da hans kone bliver gravid ønsker ingen af dem, at deres barn skal vokse op i slaveriets helvede. De forenes i beslutningen om at følges ad i døden, så Oroonoko dræber hende, hvor han efterfølgende forsøger at begår selvmord. Dette lykkedes ham desværre ikke at gennemføre, da slaveejeren finder ham inden og får lægen til at lappe ham sammen. Han lider efterfølgende en grusom død, men med en særlig stolthed og mytologisk form står han rank og tavs til han endelig får fred for sine plageånder. Efterfølgende bruges stumperne af Oroonokos stolte legeme, som statueringseksempel til andre plantageslaver, så de ved, hvad der sker, hvis de stikker af. Oroonoko: or The Royal Slave kan til dels genredefineres som en antislave-roman, da værket tydeligt viser slavernes kummerlige vilkår, og hvor hårdt de sorte slaver straffes. Behn sætter, som én af de første hvide forfatterinder, ord på slaveriets negative og hårde facetter. Værket er kun til dels en antislave-roman, da beskrivelserne af de sorte slaver er karakteriseret ud for europæiske terme og mytologiske former, men også det at romanen er skrevet med én hvid kvindes stemme, hvor slavernes sorte stemmer ikke blev hørt eller gav efterklang.

En anden berømt klassiker skrevet af Harriet Beecher Stowes er Uncle Tom’s Cabin, der blev udgivet i 1852. Læseren følger Uncle Tom gennem en slaves mareridt. Romanen er en sentimentalt beretning om, hvorledes sorte mennesker sælges som ting og behandles værre end dyr. Det er dog ikke kun de grumme og onde menneskesælgere og plantageejer, som Stowe giver plads til i sin roman, men det er her hovedvægten lægges og tynger læserens hjerte. Stowe var abolitionist og kæmpede for slavernes frihed. Hun gav de sorte slavers stemme plads i romanen i kampen for deres frihed, men desværre er deres stemmer kun et svagt ekko på trods af Stowes anstrengelser for, at få deres stemme igennem romanens overflade på en realistisk måde. Værket er skrevet som en øjenvidende beretning, men det fjerner ikke den kendsgerning at romanen er skrevet af en hvid kvinde, der lægger stemme til de sorte slavers hårde levevilkår i en patriarkalsk sproglig form. Den hvide kulturs øjne på sorte individer gør sig gældende for begge ovennævnte romaner også i deres sproglige form til trods for, at der næsten er to hunderede år mellem dem.

Det er først i slutningen af 1859, hvor John Brown, der stod som hovedforkæmper for abolitionisterne mod apologisterne, måtte lide døden ved henrettelse for kampen mod slaveriets ophør, at de sorte kvindelige forfattere prøvende lagde egen stemme til beretninger om livet ikke kun som frigivne slaver, men som sorte kvinder i den hvide mands verden. De mange tematikker og problematikker i sorte kvindes litteratur syntes at lede efter den rette stemme for at blive hørt, men som også kæmper mod kritiske læsere, der slår tvivl om deres sande identiet og ophav. Elaine Showalter fremhæver, i essayet ”The Development of Black Women’s Fiction: From Slavery to the Harlem Renaissance”, at det er tvivlen og kritiske tendenser i den sorte kvindelige litteratur, som løfter højere end værkernes udsagn og betydning i den ”hvide” europæiske kultur. Sorte forfatterinder har siden slutningen af det nittende århundrede kæmpet for, at få den rette plads i litteraturens ellers mangfoldige verdener, hvor racialisering og farvernes symbolik fremkommer i og mellem linjerne, og har en langt dybere betydning i farvepalettens mangfoldige nuancer end den synlige dikotomi hvid/sort.

Frances Watkings Haper (1825-1911), Harriet Ann Jacobs (1813-1887) og Harriet E. Wilson (1825-1900) er bare nogle af de afrikanske amerikanske forfatterinder, der gjorde deres indtog på scenen i denne periode. Fælles for de afrikanske amerikanske kvinders værker var desværre, at de ikke blev publiceret, men ignoreret i deres kontekst jf. Showalter. De værker som blev publiceret blev udgivet under synonymer, der kunne antages som litteratur skrevet af hvide kvinder. Sorte kvinders stemme kunne endnu ikke få en plads i den hvide kultur. Dette skildres eksempelvis ved den autobiografiske roman Incidents in the Life of a Slave Girl, der blev udgivet i som serielle fortællinger i en avis og først udgivet som bog i 1861, skrevet af Harriet Ann Jacobs under synonymet Linda Brent. Det er først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at disse afrikanske amerikanske værker begynder at dukker op i litteraturen for alvor og interessen vækkes for deres oprindelige indhold. I den kvindelige præ- og postkoloniale litteratur er værkernes plotmæssige perspektiv og hovedfunktion at beskrive de afrikanske amerikanske slavers levevilkår, og videre funktioner i samfundets ved sociologiske interaktioner fra egne vinkler med egne stemme, og ikke gennem et hvidt patriarkalsk sprog eller syn på verdensformen.

Disse værker kredser på den ene eller anden måde alle om tematikker som race, hudfarve og hierarki i dikotomien mellem den sorte og hvide verden. Den postkoloniale litteratur har så meget på hjerte, og med mange vigtige tematikker, der rykker både læserens indre og ydre grænser. Tematikkerne trækker rødderne op i den postkoloniale litteratur ved eksempelvis forfattere som Tananarive Du, Nnedi Okorafo eller Alice Walker. Herindunder kommer Nella Larsen, ligeså som postkolonial forfatter, der trækker på sine dybe genetiske og racemæssige rødder fra den prækoloniale fortid, hvor hendes karakterer både i Quicksand og Passing fanges i et grænseland mellem to kulturer. Dette grænseland er af transnational karakter med hybridiltet og racialisering som centrum, hvor det at finde den rette metode for, at kunne fungere og navigere i begge kulturer, og hele tiden være bevidst om skiftene i tilpasningsprocessen skaber en indre utilpashed og bliver fremmedgørelsens fjende.

Featured image