For første gang frigiver jeg en lille mikrodel af mit speciale Kriminalitet, Klasse og Social Mobilitet i et udvalg af Charles Dickens romaner, som jeg har omskrevet til artikelen “Den forbudte læsning – Newgate romanernes storhed og fald! Vil du vide mere om, hvornår, hvorfor og hvordan indbrud, vold og mord startede i den romanform, vi kender i dag i et litteraturhistorisk og litteratursociologisk perspektiv så læs med. Newgate romanernes hurtige popularitet, men lige så hurtige og hårde fald er mit hovedfokus her med kriminalitet i centrum. Rigtig god læselyst!
Interessen for at læse romaner eller se teaterstykker, der havde kriminalitet som tematik havde en stor interesse i alle sociale lag særligt i slutningen af 1820’erne. Alle kendte til de kriminelle forbrydere lige fra underklassen til overklassen fra The Newgate Calendar, smædesange, digte eller gennem forskellige teaterstykker. De var alle en fast indlejret del i den engelske kultur på tværs af klasserne. Kriminaliteten fik ligeledes gennem årene, fra slut 1820’erne, en fast og blivende plads i nyhedsaviserne, som kun voksede gennem årene (Hollingsworth 29). Det er først fra 1830, at de kriminelle helte, som eksempelvis Jack Sheppard, Tom Jones, Dick Turpin og Tom King, fik en storslået og helt fantastisk genkomst. Her blev de over hundredårige gamle biografiske heltenarrativer genfortalt i episk plots med dunkle, mystiske, kriminelle og gotiske twists (Hollingsworth 33-34). Romanerne blev populære, og de blev kopiret så hurtigt, at forfatterne knap havde fået udgivet deres værker, til billige udgaver og teaterstykker for alle klasselag (James 45-70).
I romanernes genkomst blev receptionen i temporale spring bragt tilbage i tiden til landevejsrøver og mordere, men også til processerne ved Newgate hængningerne, som endnu havde en stor plads i det engelske samfund. De legendariske kriminelle fanger indtog i 1830’erne en heltestatus. Man så tilbage på fangerne med et romantisk syn på en svunden tid, hvor ”Certain murders and Jonathan Wild, who was both criminal and informer, were remembered as infamous; the highway robber, on the other hand, belonged to the elite of the profession and seemed a little like Robin Hood…”(Hollingsworth 6). De kriminelle indtog denne helte status, hvor læserne også til dels fik en romantisk forestilling om livet som landevejsrøver. Set i perspektivet af den store opmærksomhed, romanerne fik i konteksten, var der kun tale om ganske få romaner. I dag kan man se, at der blandt teoretikere og akademikere, som eksempelvis Hollingsworth og Gary Kelly, er en bred uenighed om, hvilke romaner, som hører ind under Newgate romanerne, men også forskellen mellem Newgate romaner og Newgate litteratur.
Hollingsworth bringer i sit teoretiske værk alle romaner i spil fra 1830-1847. Han fremhæver selv den mindste form for kriminalitet og forbindelse til Newgate-fængslet som synonym for alle fængsler. Selv Thackerays Vanity Fair argumenterer han for er en Newgate roman, da der både er kriminalitet, mord og fængsler i spil i handlingen (Hollingsworth 15, 212-15), men denne af Thackerays romaner falder dog ikke ind i samtidsdebatten, da Thackeray med Vanity Fair skrev sig ind under ”Silver-fork” og ”The Sensation” genren. Romanen handler mere om skikke, overklassens stand og moralske etik i ”The Fashionable Society”, end om underklassekarakterer eller kendte kriminelle forbrydere fra det attende århundrede. Karakteristikkerne for Newgate romanerne er løs og ikke klart defineret, hvilket da også er svært at gøre konkret. Newgate-debatterne figurerede primært i samtidspressen, hvor ikke alt er gemt fra dengang, men debatten kan også spores i introduktionen i genudgivelser til de romaner, som indgik i diskursen.
Kelly har defineret en retning, hvor han skelner mellem Newgate fiktion og Newgate romaner i sit flotte og gennemarbejdede teoretiske fembindsværk Newgate Narratives. Han har også, som jeg, haft digitale hjælpemidler til rådighed i sin research, hvilket Hollingsworth ikke havde. Dog er grænserne i Kellys værker en smule slørede i definitionen mellem Newgate-fiktion og roman. Der er også mange romaner i spil, hvis alle romaner med kriminalitet og fængsler tages med. Hvis alle romaner, der har den mindste benævnelse af kriminelle handlinger, kriminelle karakterer eller fængsel med, så kan alle romaner medtages i kategoriseringen fra den moderne romans opkomst i starten af det attende århundrede, som eksempelvis Joseph Andrews, Tom Jones og Jonathan Wild af Henry Fielding og Pamela og Clarissa af Samuel Richardson. Men da disse romaner er skrevet i deres samtid i midten af det attende århundrede, hvor flere af forbryderne slet ikke var blevet kriminelle, så giver det ikke mening, at medbringe disse romaner i betragtningen til at kunne have haft en funktion i eller under Newgate-diskursen, men også set i forhold til, hvordan kriminaliteten og dens funktion fremstod kontra romanerne i 1830’erne. Da grænserne er slørede i kategoriseringen af karakteristika for hvilke romaner, som hører indunder Newgate romanerne og hvilke romaner, der ikke gør, har jeg afgrænset mit feltet til blot syv romaner, som kan siges at dække under betegnelsen Newgate roman.
The highwayman Dick Turpin, som er hovedpersonen i William Harrison Ainsworth’s Rookwood – A Romance fra 1834. Romanen er baseret på Dick Turpins liv som landevejsrøver.
I min afgrænsning af Newgate romanerne er fokus rettet mod, hvordan kriminalitet, underklasse karakter og samtidstematikker er skildret, men også hvordan de er blev modtaget i og efter deres udgivelser, da Newgate-skolen, som nævnt er en samtidsterm. Hollingsworth (14) og Kelly (lxxiii) sætter lighedstegn mellem Newgate genre og Newgate roman. Jeg mener, at brugen af kriminalitet og underklasse er et led i den moderne romanforms udvikling, og jeg anser derfor ikke Newgate romanerne for at være bestandig nok til, at kunne betragtes som en genre som sådan. Mere viser kriminaliteten i samfundets indtog ud i litteraturstrømninger, som var og stadig er i en konstant udvikling. I min kategorisering følger, at det blot er de syv romaner, som er Newgate romaner, og alt andet litteratur betegnes som Newgate litteratur, idet at Newgate fælgslet, og som synonym (Kelly xi), kan have en tematisk betydning for romanernes handling, men ikke er betinget af et primært fokus på kriminalitet og underklasse karakterer.
Romanerne Richmond, or Scenes in the Life of a Bow Street Officer (1827) og History of George Godfrey (1828) af Thomas Gaspey, samt novellen “The Iron Shroud” (1830) af William Mudford er tidlige Newgate romaner. Forfatterne skrev mindre beskrivelser af karakterer fra underklassen og kriminalitet ind i litteraturen. Disse forfattere ønskede at kunne skrive med samme succes som Sir Walter Scott, og mange forsøgte at fremskrive samme realisme i deres værker i måden, hvor ”The fashionable novelists reflected the glitter, but now and then included a glimpse of the underworld which the sporting fringe of the upper classes did not mind mixing with” (Hollingsworth 62). Disse glimt var dog minimale, og derfor havde disse to narrativer en meget lille funktion i Newgate-debatten. De satte dog gang i ny udvikling af underklassekarakterer og kriminalitet i litteraturen. Derfor er mit fokus rettet fra Paul Clifford (1830), som jeg endvidere anser som en tærskelroman, til Newgate romanerne, da Bulwers roman er mere romantisk end realistisk i handlingens kriminelle plot og romantiske slutning. I Paul Clifford tog Bulwer direkte henvisninger fra de kriminelle legendariske helte, ved at sætte handlingens start til begyndelsen af det attende århundrede med en fiktiv kriminel karakter. Romanens handling er centraliseret om hovedkarakteren Paul Clifford, hvis liv tog en kriminel drejning, idet han blev landevejsrøver efter, at han blev fængslet for en forbrydelse, han ikke havde begået (Bulwer 339).
Det er først med romanen Eugene Aram (1832), at Bulwer blev antastet, som en umoralsk og uetisk forfatter i det offentlige presserum. Han skrev om den biografiske morder Eugene Aram taget direkte ud fra The Newgate Calendar, og tilsatte de faktiske detaljer i beskrivelser i et episk plot, men dog stadig med et mislykket forsøg på en romantisk helt. Den anden forfatter, som drages ind i Newgate-debatten er William Harrison Ainsworth, der med sine to romaner Rookwood – A Romance (1834) og Jack Sheppard (1839) definitivt sætter gang i en omstridt debat blandt overklassens kulturelite. Ainsworths skrev i sine romaner om flere af de legendariske helte, men også om hård kriminalitet, mystik og det gotiske mørke. Ainsworths romaner var bestsellere i deres samtid og i årene efter, som også siger noget om, hvad offentligheden interesserede sig for og gerne ville læse (Hollingsworth 98). Forfatterne skulle dog ikke få lov til at fortsætte deres skriverrier, og det var særligt Jack Sheppard, som skulle sætte en stopper for Newgate romanernes storhed i det frie presserum.
I mellem Ainsworths to romaner udkom Charles Dickens med sin anden føljetonroman Oliver Twist; or The Parish Boy’s Progress, som løb fra 1838 til 1839. Da jeg ikke anser Oliver Twist som Newgate roman, så udelukkes romanen her. En anden roman, der blev skrevet som en satire og bloddryppende ironisk skildring af de biografiske kriminelle, var William Makepeace Thackerays anden roman Catherine – A Story skrevet under synonymet Ikey Solomons. Udgivet som føljeton i Fraser’s Magazine fra 1839 til 1840. Fortællingens hovedperson, Catherine, havde Thackeray hentet direkte fra The Newgate Calendar, da hun efter mordkomplottet på sin mand blev brændt levende på bålet, da kvælningen var mislykkedes (Hollingsworth 153). Thackerays satiriske værk skulle anses for, at være en direkte og hård kritik af Bulwer, Dickens og Ainsworth (Hollingsworth 149). Tilmed også som et forsøg på at stoppe denne umoralske og uetiske litteratur, da “…Newgate Calendar crimes […] were absolute drugs on the literay market” (Hollingsworth 149). I Catherine – A Story krydrede Thackeray plottet med kriminalitet og mord, så blodet næsten flød ud ad siderne i overdrevne mål. Thackerays roman udkom før Oliver Twist var færdig, og skulle have været et eksemplarisk eksempel på, at sådan en form for litteratur var ikke alene umoralsk og uetisk at skrive, men bestemt også at læse. Det er scener som disse,
Ascend to the altar, ye innocent lambs, and prepare for the final act: lo! the knife is sharpened, and the sacrificer ready! Stretch your throats, sweet ones — for the public is thirsty, and must have blood!” (Thackeray 367)
“[…]There are various conjectures relating to the deceased; but there being nothing certain, we omit them. The head was much hacked and mangled in the cutting off.” (Catherine 391)
hvor ironien og satiren flyder og ikke er til at skjule. Thackerays literære virkemiddel i romanen var foruden ironi og satire en stor mængde overdrivelse. Overdrivelsen nyttede dog ikke det mindste. Catherine – A Story blev antastet som en Newgate roman i sin samtid, da romanens popularitet sagde meget om, hvad og hvilken litteratur reception interesserede sig for på trods af Thackerays hensigter med af skræmme læserne væk fra denne form for litteratur (Hollingsworth 161,164). Thackerays føljetonroman udkom sideløbende med Oliver Twist og Jack Sheppard, der blev udgivet i Bentley’s Miscellany. Newgate romanerne var ikke kun episke narrativer med biografiske og historiske baggrunde, da der i romanerne var indlejret tematikker og elementer, som afspejlede samfundsproblematikker og samfundsforhold. Det er således baggrunden for Newgate romanerne som en kulturel og historisk samtidskonstruktion.
Året 1830 var ikke kun betydningsfuld i udviklingen i brugen af kriminalitet og underklassekarakterer i litteraturstrømningerne, da årtiet også satte starten for store forandringer på det politiske og samfundsmæssige plan i lovforslaget ”Peel’s Acts”. Hensigten med ”Peel’s Acts” havde blandt andet til formål, at kæmpe for en forsimpling af straffeloven i kategoriseringen af forbrydelser og fjernelse af dødstraf på en række områder. Sir Robert Peel genoptog forslaget fra 1821, hvor han begærede dødstraffen fjernet fra bedrageri, som fra 1821-1830 var eksplosivt stigende, men heller ikke denne gang fik han gennemført lovforslaget. I ”Peel’s Acts” var grundholdningen, at dødstraffen ikke længere var det rette instrument som afstraffelsesmetode for at bryde loven (Hollingsworth 24). Det var kritikken af straffeloven, som Bulwer inddrog som en central del i sin femte roman Paul Clifford, da han var modstander af dødstraf, og mente at den engelske lovgivning trængte til en omfattende reformering med begyndelse i det forældede straffesystem (Hollingsworth 65). Grunden til at Bulwers romanhelt, Clifford, ender som landsforvist kriminel i Australien er et uretfærdigt straffesystem. Dommeren ser igennem uskyld og følger magtforbindelsen i interaktionen til anklageren. Det var dog først i november 1830, der skete noget, da Lord Grey dannede et nyt parti under ”The Whig Party”, der var store fortalere for en omfattende reformering af lovgivningen. Lord Grey grundlage ”The Reform Act 1832”, der allerede samme år fjernede dødsstraffen fra blandt andet bedrageri og tyveri af kvæg og heste (Hollingsworth 25). Der kom løbende ændringer i straffeloven op til 1837, hvor der på kun tre år blev fjernet dødstraf fra enogtyve forbrydelser (Hollingsworth 26).
I reformeringerne og lovændringerne i perionde 1830-1840 er det året 1834, som har en litterær betydning, da året bragte store ændringer i form af fjernelsen af dødstraf for landsforviste fanger, og de kunne nu vende hjem til England fra Australien. De landsforviste kriminelle fik en plads i flere romaner af eksempelvis Bulwer, Dickens og Thackeray, hvor landsforviste kriminelle karakterer blev inddraget med og uden dødstraf for at vende hjem (Hollingsworth 25). Men også reformen i ”The Poor Law Amendment Act 1834” blev inddraget i litteraturen, i eksempelvis Dickens’ roman Oliver Twist, som kritisk skildrer et fattiglovssystem uden blik for mennesket i centrum, hvor samtidens læsere fik et realistisk indblik i, hvordan forældreløse børn blev behandlet på eksempelvis et drengehjem. Foruden de to ovennævnte eksempler, så var forbrydelse og straf to faste dele i Newgate romanerne, hvor underklassens slum og uhyggeligheder blev stillet til frit skue.
Overklassens bekymringer og kritik af Newgate romanerne fra Paul Clifford til Jack Sheppard var moralske og etiske anliggender. Overklassen mente, at under- og middelklassen ikke kunne tåle at læse om kriminalitet, vold og mord, da de ikke kunne skelne mellem fiktion og virkelighed. Langt de fleste i under- og middelklassen var analfabeter og kunne ikke læse, men dette ændrede sig i takt med lovreformeringerne, hvor søndagsskolen eksempelvis blev indført, som Louis James skriver om i Fiction for the Working Man (2-4). I søndagsskolen kunne børn fra under- og middelklassen komme og lære at læse og skrive, men dog stadig med udgangspunkt i litteratur, der var bestemt af overklassen, og omhandlede moral og etik for god opførsel, som Charles Dickens skrev om i sin roman Great Expectations, hvor Pip går i søndagsskole. Det er også i takt med lovreformeringerne, at der med trykkerindustriens udvikling opstod en ny læserkultur i under- og middelklassen, men de måtte kun læse fiktion. Små lokale underklasse biblioteker begyndte at skyde op alle steder som eksempelvis i kirker og kapeller, men også på fabrikker, hvor magasiner og kopierede romaner kunne lånes for et lille beløb. Middelklassen kunne låne trebindsværker og penny magasiner for blot halvanden Guinea om året (James 5).
Jack Sheppard under et af sine mange og vellykkede flugtforsøg, men han blev altid fanget igen.
På romaner og nyhedsaviser var papirskatten høj, og ”The Stamp Act” var kulturelitens måde, at undgå nyheder og politiske dokumenter i at komme ud til under- og middelklassen, da overklassens i gennem økonomisk magt således kunne kontrollere og have en mening om, hvad under- og middelklassen kunne tilgå af informationer. Dette var baggrunden for ”The Stamp Act” blev ændret i 1831 med ”Tax of Knowledge”, som et nyt slogan, og papirskatten blev sat op til fire pence for alle aviser, som omskrev nyheder til fiktion. Trykkerkunsten var i en rivende udvikling, men også papiret kunne nu fås i forskellige kvaliteter, så prisen på papir blev billigere, og nye magasiner og periodeske aviser begyndte at skyde ud i under- og middelklassemiljøet (James 12-13). Ændringerne i ”The Stamp Act” var således overklassens nye virkemiddel til endnu en ny magtstyring i form af, hvad under- og middelklassen kunne tåle og ikke tåle at læse.
Under- og middelklassen havde ikke råd til, at købe hverken romaner eller føljetonromaner. Bare én føljeton kostede næsten det samme som en arbejders ugeløn, og valget var ikke svært, da det stod mellem mad eller læsestof. Men på grund af papirets pris- og kvalitetsfald og udviklingen af trykmaskinen opstod en ny form for populærlitteratur i plagering af de dyre romaner og føljetoner i en masselitteratur med et dårligt sprog og misforståede karakterer. Dickens’ The Pickwick Papers led under plagieringen mere end andre roman i sin tid, da udgivelsen fra den femtende føljetonplagering solgte mere end fyrretusind kopier i ugen (James 47). Plagerigeringen af romanerne Paul Clifford, Rookwood – A romance og Jack Sheppard blev ligeledes trykket og udgivet i masseform (James 154-59), som kultureliten så på med bange anelser. Med ovenstående in mente, vendes blikket tilbage til Newgate romanerne i deres storhed og fald.
I takt med Newgate romanernes store popularitet og store diskussionsfelt, som kun steg fra Bulwers trebindsværk i 1830 til føljetonromanerne, men som forsvandt helt fra 1840 i kulturelitens litteraturlæsning, da Newgate-diskussionerne kulminerede efter, at Lord William Russell blev fundet myrdet i sit hjem d. 5. Maj 1840. Kort efter mordet blev Lord Russells tjener François Benjamin Courvoisier anholdt for mordet på sin herre. Courvoisiers anholdelse skabte oprør i hele overklassen, da Courvoisier i flere tilståelser skulle have udtalt, at han fik ideen til mordet efter, at have læst Ainsworths roman Jack Sheppard (Hollingsworth 145-48). Courvoisier blev dømt for mordet efter tre dages retsag, og hængt kun to måneder efter d. 6 juli 1840 med over 30.000 tusinde som tilskuere. Courvoisier-sagen var enorm omfattende og bredt diskuteret i den offentlige presse, da overklassen med Courvoisier-sagen fik bekræftet deres værste frygt i, at under- og middelklassen ikke kunne skelne mellem fiktion og virkelighed, da de blev inspireret til at begå kriminalitet fremfor at finde det uhyggeligt og umoralsk, som kun burde hørte til i fiktionen.
Kultureliten stemplede romaner som umoralske og uetiske, hvis handlingen tog udgangspunkt i de autentiske Newgate-narrativer i det attende århundrede, men også hvis handlingen generelt lade op til en upassende sympati for kriminelle karakterer (Hollingsworth 15). Jack Sheppard satte dermed en stopper for flere udgivelser, som genoptog gamle narrativer fra eksempelvis The Newgate Calendar, i hvert fald i overklassens læserkultur. Forfatterene blev stillet en form for ultimatum – skriv ikke litteratur, som opildner underklassen til kriminalitet eller oprør, da konsekvensen i så fald ville blive en fuldstændig ekskludering fra det gode selvskab og berømmelsen som måtte følge med. Forfatternes valg om, at skrive litteratur til under- eller overklassen kan ikke alene bedømmes ud fra, hvad forfatterne helst ville, men ses i sammenhæng med, hvad forfatterne havde råd til, da lønnen som forfatter ikke var ret stor, som Claire Tomalin eksempelvis kommer ind på flere steder i Charles Dickens – A life (fx150). I tolkningen bag kulturelitens ”upassende sympati for kriminelle karakterer” er der blandt nyere teoretiker mange former for, og bud på hvordan denne form for ”upassende sympati” bør tolkes. Da overklassen med Courvoisier-sagen frygtede massens oprør og ondskab i en form af ”Moral Panic”, som er en plausibel grund til en stempling af Newgate romanerne som umoralsk og uetisk litteratrur. Men for at det skal give mening, at snakke om ”upassende sympati”, vil jeg afgrænse feltet for i et forsøg på, at nå frem til en mulig begrundelse for, hvad overklassen mente med ”upassende sympati”.
The apportioning of blame is redistributed; in punishment-as-spectacle a confused horror spread from the scaffold; it enveloped both executioner and condemned; and although it was always ready to invent the shame inflicted on the victim into pity or glory, it often turned the legal violence of the executioner in to shame. (Foucault 9)
I citatet fra Discipline and Punish – The Birth of Prison uddyber Foucault at en frygt og grusomhed spredte sig fra skafottet, hvor forbryderens skam over forbrydelsen blev projekteret til bødlens skam over at slå at skulle straffe og dræbe et andet menneske. Det væsentlige i citatet er, at forbryderens skam bliver overført til en sympati for eller heltegørelse af offeret, den kriminelle, af de mange tusinder af tilskuer, som var med til processerne ved udførelsen af dødstraffe fra begyndelsen og til slutningen af det attende århundrede. Jf. Foucault, så er det ikke kun dødstraffen, som skaber sympatien eller heltegørelsen, men også tuturen, som lå forud for dødstraffen (Foucault 49, 609. Den ”upassende form for sympati”, som overklassen i 1840 ikke ønskede en genkomst af, kan føres tilbage til en sympati og heltegørelse af kriminelle i tiden for hængningerne af eksempelvis Jack Sheppard, Dick Turpin og Tom King. De alle var repræsenteret som karakterer i Newgate romanerne, hvis handling endda er baseret på deres liv. Brugen af kriminalitet og underklassekarakterer stoppede dog ikke på trods af overklassens forbud, men skabte i stede en modreaktion i starten af 1840’erne.
De autentiske karakterer fra Newgate romanerne fik i stedet en vigtig plads i bladene ”The Penny Bloods”, der var for under- og middelklasse læsere. Dog var disse i en mere voldelig og uhyggelig form, hvor der ikke blev sparet på brugen af gotiske, voldsomme og blodige scener, som eksempelvis i The Mysteries of London af George William MacArthur Reynolds. Her satte masselitteraturen for alvor ind i udgivelserne af titler, som Life of Jack Sheppard the Housebreaker og Black Bess; or, The Knight of the Road. Hvis forfatterne ville læses af overklassen måtte nye metoder tages i brug, som Dickens’ gjorde fra Oliver Twist, der kun lige med nød og næppe gik fri af Newgate stemplet. Grundet en stor kritik i presserummet ændrede Dickens, da også kurs i måden at skrive om forbrydelser og mord på i sine efterfølgende romaner, men kriminaliteten er der – bare på en mere implicit måde. Således døde Newgate-genren nærmest før, den sådan rigtig kom ind i det litterære felt, men kriminaliteten som strøminger i litteraturens veje fandt nye veje at flyde med strømmen i det litterære kredsløb. Hvis du har lyst til at fordybe dig i Newgate romanerne, perioden eller det samfundskritiske, så kan du finde mere og se mine primære kilder herunder, og hvis du har spørgsmål eller andet, så er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig. Billederne, der er brugt her er uden copyright og brugt på lovlig vis.
Foucault, Michel. Disciplin and Punishment – The Birth of Prison. 1975. Oversat af Alan Sheridan. Penguin Books, 1991.
Hollingsworth, Keith. The Newgate Novel 1830-1847 – Bulwer, Ainsworth, Dickens & Thackeray. Wayne State University Press 1963.
Kelly, Gary. Newgate Narratives I, Newgate Narratives: General Introduction and Newgate Documents, 1724-1856, Edit by Gary Kelly. 2008. Routledge 2017.
Louis, James: Fiction for the Working Man – a Study of the Literature Produced for the Working Classes in Early Victorian Urban England 1830-1850. Oxford, Oxford U.P., 1963.
Pykett, Lyn. ”The Newgate novel and sensation fiction 1830-1868”, The Cambridge Companion to Victorian Literature. 2001. Cambridge University Press, pp. 211-230, 2012.