Er her nogen? af Lotte Elmann Wegner

Featured image
Featured image

Er her nogen? af Lotte Elmann Wegner på 276 sider og er udgivet i 2018 af Turbine Forlaget. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forlaget

I Er her nogen? af Lotte Elmann Wegner møder jeg den unge kvinde Vibe Engberg, som lever et stille liv med sin kæreste. Hun arbejder i Engberg Antik, som er hendes mors butik. Vibe elsker sit liv i den lille butik, som er fyldt med alverdens skattekister og de nye fund, som ind i mellem kommer ind. Kort inde i bogen, kommer en mystisk mand ind i butikken. Manden møder hun igen, da hun og kæresten er på vej hjem efter dagens arbejde. Hun opdager, at han kigger på hende, og der opstår et mærkeligt og skyggefulde spændingsfeltet i et par korte sekunder i mellem dem. Pludselig bliver hendes stedfar syg og falder om, og han bliver indlagt på hospitalet. Jeg følger Vibe med ned ad memory lane, og her kommer den tungeste sorg frem, som et barn kan bære på. Hun havde et stærkt og kærligt forhold til sin far, men en dag kommer han aldrig mere hjem. Den lille Vibe sidder på den store sten uden foran indkørslen og venter og venter i mange formiddage og eftermiddage på, at han endelig skal komme hjem igen, men farens hjemkomst glimrer i sit fravær. Under min læsning af Vibes mange følelser og svigt fik jeg en stor klump i maven, og jeg kunne næsen ikke trække vejret, da faren kort efter erstattes med en ny mand, hvis veje i livet slet ikke bliver, som han ville have det.

En dag står den mystiske mand, Andreas, i butikken igen, og som et trylleslag er Vibe fanget. Kort efter flytter hun ind i hans perfekte hjem, som næsten er taget ud fra et Bo Bedre blad, hvor alle flader skinner og alt står på den samme plads. For Vibe er Andreas alt det, hun drømmer om og meget mere, men lige så stille forandrer Andreas sig fra at være den kærlige og omsorgsfulde kæreste til, at være en dominerende, evig kritisk og besættende, men det bliver meget værre. I takt med at Vibe og Andreas’ forhold udvikler sig bliver jeg mere og mere berørt, men også bange på Vibes vegne. Frygten, angsten og skrækken for Vibes egen nedsættende selvkritik og hendes forsøg på, at forsvinde eller som minimum gå i et med tingene rammer er beskrevet så levende og realistisk, at det rammer mit indre hårdt, så jeg næsten ikke kan trække vejret. Samtidig med, at Vibe skal udholde forholdet til Andreas er, der nogen som sender hende avisartikler om en forsvunden pige. En dag flygter Vibe og tager på krisecenter, hvor hun møder Linda og datteren. Sammen udvikler de et tæt bånd med en gensidighed over deres situationer, der er lydløs. Ingen af dem kan få lov til, at blive på krisecenteret ret længe og de har næsten ikke noget valg, og de ved begge, at de må tage hjem igen. Da Vibe kommer hjem igen er forelskelsen på sit højdepunkt, og alting er så lyst og dejligt, men varer det ved? Vibe får en dag mulighed for, at kigge hvad der gemmer sig i den aflåste kælder, men forstår hun, at sætte de mange spor og sagsmapper sammen i en større helhed?

Vi er holdt op med at forsvare, hvorfor vi lever et liv, vi ikke har lyst til. Når man ikke selv forstår det, kan man ikke forklare det for andre. Frygten for det definitive har vi begge, men heller ikke det kan gøres begribeligt. Så Linda og jeg deler oplevelser, følelser, frygt. Det skal man ikke undervurdere. Jo flere man er om at dele en byrde, desto lettere bliver den. Selvom der er grænser for, hvor let det føles, når man står helt alene midt i angsten.

Er her nogen? er Wegners debutroman, men det er ikke til at mærker. Ordene flyder og jeg følger med i Vibes udvikling fra at være en helt almindelig og stille pige, til nærmest kun at være et spejlbillede og en tom skal af sig selv, da frygtens lænker er altopslugende. Bogens handling starter op med et hjerteskærende anonymt brev fra 1995. Herefter skifter temporaliteten til 2014 i første del af bogen, hvor jeg indvies i Vibes stille og almindelige liv med kæresten og arbejdet i morens butik. Herefter følger bogens strukturelle opbygning således i to dele mere, så handlingens kronologiske form løber fra 2014-2016. Kapitlerne i romanen er korte, men rammende præcise uden de store sproglige afvigelser eller sidehistorier, der gør at fokuset holdes på den alvorlige situation, som Vibe er havnet og fanget i. I de hårdeste scener, hvor Vibe virkelig er ramt synes sproget at tage en lille poetisk drejning, som på en eller anden måde formår at ramme dybere i mit indre både under, men også efter min læsning af romanen. I Er her nogen? er fortællerstemmen Vibes, og jeg bringes helt ind i Vibes tanker, følelser og indre monologer. Vibe er heldig, da hun får hjælp af en hemmelig organisation for voldsramte kvinder, men det sætter voldsomme ar på sjælen med de voldsomme ting, som hun er blevet budt af Andreas.

Wegners roman er så meget mere end blot en bog en ung kvinde, som forsvinder. Bogen var noget helt andet end det, jeg forventede ud fra bagsiden af bogen, og jeg blev noget overrasket – denne bog fortæller så meget på sine få sider. Karaktererne er få, og jeg følger kun Vibe og ikke nogle andre, i sin kamp for overlevelse. Hvad og hvem er den perfekte mand egentlig, og hvad stiller man op, når det hele går så skævt, og man pludselig er fanget i en kamp for overlevelse? Dette belyser Wegner i mange facetter i et dominerende og voldeligt forhold, så en klam hånd lægger sig over mit indre. Vibe møder Linda og Phine, og mellem dem opstår en særlig forståelse og et bånd, der ikke kræver ord og forklaringer, men hvor de bare kan være uden, at nogen kigger på dem med dømmende øjne eller med et blik fyldt af medlidenhed. Jeg får helt ondt i mit hjerte af Phines og Lindas liv, og senere i romanen kan jeg næsten ikke holde mine tårer tilbage, men heldigvis er der hjælp på vej til de to, og jeg ånder lette op. En anden uventet karakter træder ind i Vibes liv, når hun har allermest brug for støtte og hjælp, men fortidens svigt er store, og det er svært for Vibe, at lukke op efter så mange år, hvor han virkelig har været savnet. Tematikkerne i Wegners roman er svigt, kærlighed, voldsramte kvinder og venskab, som sammen danner et skræmmende virkelighedsbillede af Vibes situation. Genremæssigt er Er her nogen? en psykologisk thriller, men jeg vil også mene, at romanen hører under den realistiske genre, da Wegners bog siger så meget om, muligheder for hjælp for voldsramte kvinder i dag – eller nærmere manglen på samme, men hun kommer ligeledes meget ind på svigt, hvor mange tanker og følelser er i spil.

Forsøg ikke at fylde noget, gør dig ikke bemærket. Fald i ét med tapetet, bevægelser og ord kan misfortolkes, vær stille. Bedst af alt: Forsøg ikke at være.

Wegner formår, at få romanens handling til at fremstår så skarpt på en skræmmende og realistisk måde, at jeg under min læsning følte, at det var taget lige ud fra virkeligheden. Er her nogen? har ramt mig dybere end jeg først havde troet, og derfor har det taget mig lidt tid, at skrive anmeldelsen, da jeg haft svært ved, at sætte helt præcise ord på hvorfor, at jeg er blevet ramt. Wegners roman fortæller ikke kun om en pige, som er forsvundet, men fortæller i højgrad om, hvordan det er at leve som fange i et forhold, hvor det for mange er umuligt, at slippe fri med tryghed og nogen gange med livet i behold. Men bogen fortæller også noget om, hvordan vores samfund svigter ved ikke, at hjælpe dem, som har brug for det. For hvor går man hen, hvis der ikke er noget hjælpe at hente? Så er man overladt til sig selv, som man er fange i et fængsel i skovens dybe mørke, hvor selv lysninger er svære at finde. Romanen afsluttes med en åben slutning, men jeg syntes, at Vibe er hurtigt videre i sit nye liv, hvilket virker en smule ambivalent sat i forhold til alt det, hun har været igennem. Bogens slutning finder jeg ligeledes en smule for hurtig afsluttet sat i kontrast med bogens ellers lange beskrivelser, og Vibes mange indre og lange monologer. Men måske er Vibes historie ikke helt slut endnu, og der kommer en to’er. Det håber jeg, da det kunne være rigtig spændende, at følge Vibes videre liv med hendes nye virke, men det må tiden jo vise.

Featured image

Advertisements

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

Featured image
Featured image

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø. Udgivet af Politikens Forlag 2017 på 215 sider. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Når en militærenhed bliver ramt af en vejsidebombe, samler man menneskestykkerne sammen, alt på størrelse med en femkrone skal med hjem. Det bliver Mys opgave at sende stumperne af mig hjem, og når de har brændt mig, ligger kun mine tænder tilbage i asken. Plus Lossen Basses kindtand og Rensdyret Basses små kalvetænder. Jeg er det sidste menneske i verden. Et skridt frem mod lossen. Den bliver stående. Jeg tager et skridt til. Lossen Basse vender om og lunter længere ind i skoven. Halen ser halv ud, og spidsen er sort.

Billi Kruse har på en og samme tid mistet alle netværk og mennesker, som har haft stor betydning i Billis liv. Jeg møder Billi midt i kaos kort efter, han har mistet sin far, hans kæreste er flyttet, og han har mistet sit arbejde på kuvertfabrikken, da hans bedste ven og chef, Mark, valgte at sælge fabrikken til tyskerne uden, at informere ham om det. Billi føler sig holdt udenfor, og han kan slet ikke se Marks eller kærestens grunde til deres valg. Hvor går man hen, når hele verden styrter i grus, og alle mennesker er væk – og kan det overhovedet siges, at man har det dårligt selv, når man har mistet alt, når man lever i det priviligerede vesten? Billi vælger, at opsøge papiret for at se, hvordan det står til med papiret og kuverten ude i verden nu, hvor digitaliseringen strømmer ind, og overtager papirets plads, men Billi har også lovet sin far noget, som han er fast besluttet på at overholde. På Billis lange rejse bringes jeg gennem synæstetiske oplevelser tilbage til Billis barndom, ungdom og til tiden lige op til bruddet med kæresten og farens død.

Billi rejser til Finland, hvor efter et nærtgående møde med en lygtepæl, møder kvinden My, som af medmenneskelighed tager Billi med sig hjem. Hun tager også Bille med til et lille hus i Helsinki for at se papirmøllen og aftaler, hvornår han kan kan komme forbi fabrikken i Lohja. Billis følelser sidder uden på tøjet, da han her gennem sanserne bringes tilbage til lukningen af Karlsens Kuvertfabrik. Her bringes jeg ind gennem synssansen til Billis arbejde og ansvar på fabrikken, og blå stik flammer skyder op af hans indre, da direktøren Pasi begynder at snakke om fireholdsskift, hvor medarbejderne arbejder mindre timer, som øger produktionen betragteligt på fabrikken i Lohja. Billi forlader mødet i raseri, og beslutter sig for at rejse videre. Den næste destination er Grækenland, hvor jeg drager med Billi ud på kulturelle oplevelser på museer, ser på mennesker, ser på marmorets mange anvendelsesmuligheder i statuetteformer, og kuvertfabrikken her. Herefter rejser jeg med til Rumænien, hvor Billi opsøger sin fars veninde, Petro, for at fortælle hende den triste besked om farens død. Det er med hendes hjælp, at Billi langt om længe også får besøgt kuvertfabrikken her også, hvor en af Karlsens maskiner står. På Billis rejse i Rumænien bringes jeg også ind i en historisk tidslomme, hvor jeg lærer om diktatoren Nicolae Ceausescu og hans kones tragiske skæbner. Efter at Billi har opfyldt sin fars sidste ønske, og har besøgt kuverten og papiret ude i verden, er Billi nu fri til, at skabe sig et nyt liv, men fortiden vil altid være en del af fremtiden, og er en del af den vi er.

Alt, hvad jeg elskede, er væk. Jeg er gået op i limnin­gen, alt indholdet i kuverten er faldet ud. Og der er intet, jeg kan gøre ved det. Jeg kan ikke genåbne et erhverv, jeg kan ikke genoplive en død, jeg kan ikke genforelske et menneske. Hver morgen vågner jeg og tænker, at i dag bliver bedre, men i dag er et trafikuheld. Igen. Jeg har in­gen reference eller erfaringsgrundlag for at kunne hånd­tere denne situation. Men jeg bliver ved med at tænke, at jeg ikke er det første menneske, der står i mine sko, og siger til mig selv, at jeg skal tage mig sammen, at jeg er ikke noget særligt. Og jeg vil gerne vide, hvordan andre mennesker er kommet videre.

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø er en fantastisk, gennemtænkt og velformulerede roman, der har rørt noget i mit indre. Gennem synæstetiske beskrivelser lærer jeg Billi at kende, og jeg kommer helt ind i hans indre, hvor jeg kan genkende mange tanker og følelser, som jeg tror, at mange af os selv føler og mærker gennem livet, men bare ikke deler med nogen. Strukturelt er romanen delt op i tre dele med titler, hvor første del handler om Billis liv efter, at han har mistet alt, og rejser til Finland. Del to handler om Billis mange fantastiske oplevelser i Grækenland, og tredje og sidste del handler om rejsen i Rumænien. Sprogligt er romanen letlæselig, men hvor ord, sætninger og linjer ofte er så rammende og emotionelle, at de trækker dybe spor og linjer til mit indre. Jeg forsvinder gennem synæstesien ind og ud af temporale tidslommer, hvor jeg ofte drager med Billi tilbage til barndommen, hvor han levede alene med sin far. Hunden Basse, katten Basse, rensdyret Basse og lossen Basse er alle en del af Billi, og når han befinder i en faresituation, eller hvor følelserne bliver for svære at tackle, bruger han de forskellige Basse-former til at håndtere smerten eller angsten.

Hvordan kan man være en væren i verden, hvis hele verden er styrtet i grus? Og hvordan får man skabt en ny verden, hvor man kan se sig selv være en væren, og kan man overhovedet være en væren i en verden uden at tage fortiden med sig? Dette er et af de største temaer i denne tankevækkende roman, hvor eftertænksomheden sætter ind i forhold til identitet, kultur og familie. Som i À la recherche du temps perdu (Remembrance of Things Past) af Marcel Proust bringes fortælleren tilbage til fortiden gennem smagssansen, da han spiser den berømte madeleinekagen, og således som ved Proust bringes jeg også under læsningen af Sommergræs, vinterorm ind i Billis kaosfyldte verden, hvor også her alle sanserne bringes i spil og trækker dybe spor til fortiden og den tidlige nutid. Det er gennem Billis verden, at jeg mærker, føler, lugter og høre om andre landes kulturer og historie. Søs roman er af genren realisme med et tempofyldt plot, hvor jeg under læsningen ivrigt vendte siderne for, at opleve nye verdener og nye kulturer. Romanens slutning er på en og samme tid finurlig, symbolsk og overført fra papir til virkelighed, og jeg måtte læse de sidste sider et par gange inden, at budskabet endeligt gik op for mig. En rørende og fantastisk roman med en åben slutning.

Der er mange verdener i verden, der er forsvun­det, lige meget hvor gode tider det var. Nogle har noget, nogle andre vil have, og på et tidspunkt er de stærke eller mange nok til at tage det. Eller de gode tider sover i timen og opdager ikke, at virkeligheden er blevet digitaliseret og globaliseret og fundamentalt forandret. Alle de verdener, jeg har levet i, er allerede væk, og i hver af de verdener var jeg et andet menneske. Jeg er stadig mig, men jeg er ikke længere det menneske, jeg var i går. Jeg ved noget andet og mere nu.

I Sommergræs, vinterorm skaber Sø et rum og en tid til eftertænksomhed i jagten på, at følge Billi, og hans rejser i detektion af papiret og kuvertens tilstand ude i verden, men også i jagten på hans videre vej frem i livet. Dette rum trækker også mange spor ind i vores virkelighed, som er fortravlet og forhastet med mange gøremål og planer. Hele spørgsmålet om hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvordan vi kommer videre i svære situationer, er der ikke megen tid til, men det er omend vigtige temaer, som gælder for os alle gennem alle tider. Den genskabende bevidsthed sætter ind, hvor jeg som læser, gennem romanens få sider, tæt følger Billis psykologiske og kulturelle dannelse på vej mod at skabe en ny identitet. Med Sommergræs, vinterorm har Sø ramt noget inden i mig, som jeg har svært ved at beskrive, men jeg ved, at roman altid vil være en del af mig, og at bogen vil følge mig gennem livet de næste mange år!

Featured image
Featured image