Eskapisme af Esben Weile Kjær

Featured image
Featured imageEskapisme af Esben Weile Kjær fra Forlaget I DO ART Books på 60 sider – udgivelses år 2014.

Denne lille bog er en samling af små fortællinger på lyrisk form. Sproget er som sådan ikke særlig smukt eller poetisk, men fremstiller en kynisk realisme fra én verden, hvor fremmedgørelsen vinder mere og mere ind. Under læsning af denne korte lyriske fortælling blev jeg ikke lige frem munter stemt, men jeg kan nikke genkende til de mange tematikker. Kjær formår at indkredse hverdagslivets grusomheder, som de fleste af os nok kender til i hver sin form med de konstant stigende krav til at vælge den rigtige uddannelse og levevej, men også personlige valg – helts før vi går ud af 7. klasse. Jeg blev blæst bagover af de mange iagttagelser og urbane tematikker som Kjær formår, at skildre på de få linjer og korte sider.

De små lommefortællinger i Eskapisme hænger på sin vis sammen, da de skildre en ung kvinde, der søger efter sin egen identitet i Københavns undergrund ude blandt mennesker. Jeg følger med i hendes turer på værtshus og rundt i byens mørke gader, men også i at hun én fredag aften sidder hjemme, hvor den romantiske tanke med filmhygge på sofaen alligevel ikke var helt så romantisk, som hun forventede, da hun sidder alene. Hun lover sig selv ikke at gå på de sociale medier for at kigge på vennerne, der er til fest og i byen, men hun formår ikke at holde løftet. Efter en screening af de sociale medier føler hun sig nu endnu mere alene og flygter i tankerne videre. Den lille poesibogs titel Eskapisme indrammer bogen med parallelle linjer gennem fjorten små kapitler, som alle formår at indfange menneskets ønske og behov for flygtigheden fra de polerede overflader.

I mine teenageår brugte jeg alt for meget tid på at føle, at jeg var født i det forkerte årti, og jeg har fundet ud af, at det tætteste, jeg kommer på at leve i nuet, er ved at eje fremtiden i min æstetiske og kulturelle bevidsthed.

Det at flygte ud af eget liv, konstant at være på vej nye steder hen og ikke stoppe op for at mærke sig selv, er noget rigtig mange gør, da det er bedre ikke at mærke. Men er det nu også det? At mærke livet, at mærke glæden og lykken, og hvis disse ikke indfinder sig burde man så ikke finde andre veje til den menneskelige lykke? De sociale mediers konstante summen, der hele tiden popper op med nye fremstillinger af det ”skønne” og ”gode” liv – den ekstra polerede overflade giver et forfalsket billede af virkelighed. Jeg er ikke helt så sikker på, at lykken virkelig har indfundet sig i det perfekte liv i fremvisningen af overpulerede flader.

Den unge kvinde søger hele tiden de sociale medier i en søgen på fællesskabet, men opnår den modsatte effekt end hun ønsker, og fremmer i stedet virkelighedsflugten og fremmedgørelsen, hvor det reelle fællesskab sløres og udviskes. Hun søger ud blandt mennesker, men lander i et hårdt miljø, som ikke er det klogeste valg, men dog er de virkelige mennesker. Friheden og ærligheden er ikke altid komfortabel, men bare at den er, det er nok for dem, som søger og mangler fællesskabet.

Min mor hjælper mig ikke med at miste fokus her tværtimod siger hun, at hun kan mærke, at jeg bliver i dårligt humør og usikker, hver gang jeg har været sammen med de her mennesker. Det kan jeg også godt mærke. Jeg bliver et dårligt menneske af at være her, men det er nok det, jeg godt kan lide. Igennem hele mit liv er min personlighed blevet kvalt af etik, moral og høflighed. Her er vi sociale på en mere umiddelbare måde, som er kold, ja, men i det mindste ærlig. Det er en frihed, og frihed er ikke nødvendigvis komfortabelt.

Den unge kvinde gør oprør mod sin mor ved, at hun befinder sig i et miljø med konstante fester, stoffer og nye mennesker selvom hun godt ved, at det ikke er godt for hende. Hun føler sig kvalt af den evige og konstante overfladiske ærlighed i medieverden, hvor friheden til at bare være mellem mennesker går tabt. Sociale relationer i medieverden kan være hyggelige, og man er sikker på altid at kunne finde kontakt med andre, men glemmes de sociologiske interaktioner mellem mennesker mistes én del af det at være menneske med tanker, følelser og kropsvarme. Virkelighedens mennesker, og ikke de personer bag skærmene, mister det unikke ved individualitet, og man glemmer hinanden – at de andre bag skærmene også er ”rigtige mennesker” af kød og blod, da nærmest alt foregår bag disse skærme.

Eskapisme af Kjær er rammende og beskrivende. Denne lille virkelighedsåbner sætter tankerne i gang om vi ikke burde komme hinanden mere ved på den gode måde, og uden for de sociale medier og mærke det unikke ved individualiteten. Ærligheden, moralen og etikken udvikles gennem sociologiske interaktioner, når vi er sammen som mennesker, hvor vi kan se, mærker, og sanse hinandens følelser og kognitive tilstande i virkeligheden – det som gør os menneskelige. Som pattedyr er mennesket et socialt væsen og taber vi det sociale, så tabes det unikke ved mennesket. Kjærs budskab er sigende, hvor vi skal lade være med at stille konstante krav til os selv, og lade være med at stille stigende krav til andre, men også sætte de sociale medier på pause. Verden bliver mere og mere fremmedegjort – selv dem, der er os nærmest, og hvis vi ikke passer på bliver vi nations nye eskapister uden fast ståsted og uden menneskets unikke egenskaber og evne til at føle, tænke og mærke livet.

Featured image