Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Udgivet af forlaget Politikens Forlag på 299 sider i 2017 (org. titel The Underground Railroad, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Slaveriet har udviklet sig til en mægtig hvid imperialistisk maskine, da jeg møder Cora som er slave på Randalls bomuldsplantage i denne roman Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Denne historiske roman beretter om tre generationer af kvinder, som er opvokset som slaver. Cora er født ind i slaverites skærende og ødelæggende jernlænker ligesom sin mor Marbel. Mormoren Ajarry blev som lille pige kidnappet af slavehandlere sammen med sin familie og resten af landsbyen. Familien blev dog hurtigt splittet, og Ajarry blev solgt flere gange end det kan tælles på en hvid mands hånd. Hun endte til sidst på familien Randalls mægtige jorder i Georgia, som også var der, hvor hun tog sit sidste åndedrag midt i den hvideste bomuldshøst. Marbel og Cora lever herefter deres liv med at arbejde hårdt i markerne og plejer deres lille frugtbare jordlod, som de har arvet af mormor Ajarry. Men da Cora ikke er mere end 10 år flygter Marbel fra plantagens pinsler. Hun er nu blevet en legende, da ingen slavefange har haft heldet med at indfange hende. Cora er alene i verden, og et par år efter Marbels forsvinden tvinges hun til, at flytte ned i hytten Hobb, der er for de udstøde, sære og syge kvinder. Slavelandsbyens ældste mand Jockey holder sin fødselsdag to gange om året, hvor hele landsbyen fester, afholder konkurrencer og danser til afrikanske rytmer, hvor de slår sig fri fra slaveriets lænker for en kort stund. For Cora ender denne aften frygteligt, da hun vil beskytte den lille dreng for en ordentlig omgang prygl, kaster hun sig over drengen, og bruger sin krop som skjold.

Da Cora hører Caesar spørge, om hun vil være med til at flygte, tror hun, at han er ude på at snyde hende. Hun er jo en af de udstødte kvinder, som ingen normal og anstændig mand i landsbyen ville opsøge. Efter episoden med de mange prygl giver hun sig, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. I mellemtiden er en anden slave flygtet, men der går ikke længe inden, at han bliver indfanget af den grove og ondskabsfulde slavefanger Mr. Ridgeway. Det er med en hård klump i maven og med tårer ned af kinderne, at jeg læser om slavens umenneskelige og unødvendige straf. Straffen er indbegrebet af Terraences Randells ondskab, som rækker langt dybere end at være et statueringseksempel for andre slaver, så de ikke får samme ide med at flygte. Caesar har forbindelser til den jordiske jernbane, som hjælper bortløbende slaver ud i friheden, og de flygter en sen aften. De fortsætter til den hvide mand Mr. Fleitchers hus, hvor han skal hjælpe dem videre på deres flugt, så de kan nå til den underjordiske jernbane, hvor en af stationerne ligger hemmeligt under Sams hus. De skal nu med et tog væk fra Georgia til South Carolina, hvor de får nye navne, og bliver en del af stiftelse for farvede. Caesar og Cora beslutter sig for at blive i denne skønne by, men Cora opdager, at slavefangeren er grueligt på at opspore dem. Nu er hun igen på en vild flugt til den underjordiske jernbane, men nu igen helt alene i verden. Slavefangeren er særlig ivrig efter at fange Cora, da han ikke lykkedes med at indfange hendes mor. Det bliver en besættelse for ham, og han gør alt for at opsporer hende alle steder til alle tider.

De mødtes ved bomulden, da der var faldet ro over landsbyen. Caesar løftede spørgende det ene bryn ved synet af den bugnende sæk med yamsrødder, men sagde ikke noget. De gik ind mellem de høje planter, så knugede af situationen, at de glemte at løbe, før de var kommet halvvejs igennem. De blev svimle af farten.

Whitehead bringer mig ikke bare ind i endnu en fortælling om slaveriet i kolonierne, men han tager mig med på en hårrejsende og følelsesmæssige flugt med den underjordiske jernbane idet, at frygten puster og ånder Cora og Caesar i nakken fireogtyvetimer i døgnet, og hvor selv den mindste fejl eller afsløring kan medføre at slavefangeren Mr. Ridgeway lykkedes i sin besættelse af, at bringe Cora hjem til plantagen igen. I Den underjordiske jernbane fører whitehead med sikker mål og præcision den historiske og fiktive genre i et sammenvævet spind mellem fiktion og virkelighed sammen på fineste vis. Den Underjordiske Jernbane bestod af et hemmeligt netværk, som hjalp de mange slaver på flugt til at lykkedes med at komme ud i friheden uden for plantagerne. Gruppen bag Den Underjordiske Jernbane arbejdede sammen med abolitionisterne for at forbyde og stoppe slaveriet i kolonierne og i USA gennem et større netværk. Her i Den underjordiske jernbane forbinder Whitehead Den underjordiske jernbane sammen med en fiktiv eufemisme om, at netværkets virkelighed bestod af hemmelige jernbanetunneler. Netværkets hemmelige flugtveje foregik dog ikke under jorden, men gennem hemmelige flugtruter i tætte skove og sumpe. Romanens sproglige ligefremhed og nøgterne beskrivelser af de mange ting, som Cora skal igennem for at nå vejen til friheden over eget liv, rammer mig på en helt uventet måde, og med et bringes jeg tilbage til kolonitiden og romanen Uncle Tom’s Cabin af Harriet Beecher Stowe, der er en af de få romaner, som står mit hjerte så nært.

Gennem Coras flugt fra plantagen og Mr. Ridgeway, møder hun i hver by og landsdel en ny dimension af Amerika med forskellige tilgange til slaveriet og slaverne på flugt. I South Carolina er byens indbyggere hjælpende, og giver de flygtende negere nye håb, men i North Caroline “eksisterede negeren ikke, bortset fra for enden af et reb”. Whitehead er en fuldendt mester til, at beskrive forskellen mellem de to landsdele, men også til at beskrive synsvinklerne i dikotomien mellem den hvide mand, og den sorte neger på en sådan måde at realismens hårde facts rammer mig. Hver af dem får deres egen stemme, hvor intet forties, og den ellers lydløse stemme i litteraturen får en ny stemme i en heteronormativ og kapitalistisk verden.

I Den underjordiske jernbane giver Whitehead slaverne en vigtig stemme, hvor jeg får lov til at komme helt ind bag ved og følger med i Coras emotionelle og refleksive verden i plantagen og på hendes flugt ud i verden. Jeg mærker Coras frygt, som var det mig egen, for at blive bragt tilbage til den ondskabsfulde plantage ejer Mr. Randells, og jeg er med hele vejen i hendes kampe og håb for en fremtid, som et individ og ikke som en vare, der kan købes og sælges efter profit. Strukturelt er romanen delt op i kapitler med overskrifter, der henviser til de forskellige landsdele, som Cora passere på sine flugtveje og kapitler om enkelte personer. Kapitlerne med de enkelte karakterers historier forstyrrede desværre bogens struktur og min læsning, da disse mest er i slutningen af romanen, og virker lidt som unødvendige brud i Coras fortælling. Under slaveriet blev negerne ikke set som et helt menneske med tanker og følelser, men som en vare og et nummer i rækken, der skulle yngles for at få mere produktion og dermed mere profit. Whiteheads beskriver i Den underjordiske jernbane slavernes produktionelle funktion og betydning i den hvide mands verden under slaveriet med en realisme og styrke, der næsten slår mig omkuld og jeg væmmes over den hvide “civiliserede” verden.

De nye racelove forbød farvede mænd og kvinder at sætte foden på North Carolinas jord. Frimænd og -kvinder, der nægtede at forlade deres jord, blev jaget væk eller slagtet.

Den underjordiske jernbane er Whiteheads sjette roman, og denne har taget det meste af verden med storm. Romanen har været indstillet til flere priser, og i 2016 vandt bogen the National Book Award, og her i år 2017 har roman ligeledes vundet den flotte pris Pulitzer Prize for Fiction. Endvidere er Den underjordiske jernbane også blevet lovprist af Oprah Winfrey, som har læst romanen i sin berømte bogklub, hvor alle verden over kan læse med i romanerne og deltage i forskellige diskussioner rund på de sociale medier. Winfrey har interviewet Whitehead, og du kan se lidt af det her på Oprah.com. Den underjordiske jernbane rørte noget i mig, som jeg har svært ved, at beskrive med de helt rigtige ord. Som da jeg læste Uncle Tom’s Cabin, blev jeg også i Whiteheads roman ramt på det emotionelle plan af den hårde og umenneskelige måde, som slaverne blev behandlet på i det nittende århundrede, så der voksede en stor klub i min mave og tunge sten tyngede mit hjerte under læsning. Whitehead skriver med en stemme, der stadig er vigtigt, og hvis budskab giver lyd og stemme til slaverne, men som også viser en lille bid af det helvede og de pinsler, som slaverne måtte lide under for at tilpasse sig den hvide mands verden og krav. Under min læsningen af Den underjordiske jernbane blev jeg holdt fast med en gru og med et lille spirende håb for, at Coras og Caesars flugt ville lykkedes til, jeg vendte bogens sidste sider.

Featured image
Featured image

Den lydløse stemme – Tema 2#

Featured image
Featured image

These people yapped loudly of race, of race consciousness, of race pride, and yet suppressed its most delightful manifestations, love of color, joy of rhythmic motion, naive, spontaneous laughter. Harmony, radiance, and simplicity, all the essentials of spiritual beauty in the race they had marked for destructions – by Nella Larsen.

I forbindelse med én opgave på studiet undersøgte jeg afrikanske amerikanske kvinders rolle i litteraturen fra antislave romanen og op til den postkoloniale roman, som jeg her har valgt at kalde “Den lydløse stemme”. Afrikanske amerikanske kvinders stemme har en meget vigtig rolle i den tidlige postkoloniale litteratur, men bestemt også i dag, da denne litteratur er vigtig, og har så meget på hjerte. Farverne og racialiseringens symbolske konnotationer i romaner, noveller og essays skrevet af sorte frigivne kvindelige slaver og immigranter i den præ- og koloniale fortid trækker spor op gennem århundrede, som når op til i dag i den postkoloniale litteratur. De sorte skribenters stemme har haft og har stadig forskellige måder, at blive opfatte på, særligt i tvivlen mellem fiktion og virkelighed. Det er først omkring slaveriets ophør, at disse kvindelige skribenter får deres egen prøvende stemme inden for litteraturen. De første antislave-romaner, som beskriver slavernes forhold på en meget nøgternt måde, er skrevet af hvide kvinder.

Den første roman, der handler om slaveriet er Aphra Behns Oroonoko: or The Royal Slave, der blev udgivet i 1688, hvor læseren følger den sorte, smukke og royale slave Oroonoko, der forgæves forsøger at komme fri af slaveriets kvælende lænker. Da hans kone bliver gravid ønsker ingen af dem, at deres barn skal vokse op i slaveriets helvede. De forenes i beslutningen om at følges ad i døden, så Oroonoko dræber hende, hvor han efterfølgende forsøger at begår selvmord. Dette lykkedes ham desværre ikke at gennemføre, da slaveejeren finder ham inden og får lægen til at lappe ham sammen. Han lider efterfølgende en grusom død, men med en særlig stolthed og mytologisk form står han rank og tavs til han endelig får fred for sine plageånder. Efterfølgende bruges stumperne af Oroonokos stolte legeme, som statueringseksempel til andre plantageslaver, så de ved, hvad der sker, hvis de stikker af. Oroonoko: or The Royal Slave kan til dels genredefineres som en antislave-roman, da værket tydeligt viser slavernes kummerlige vilkår, og hvor hårdt de sorte slaver straffes. Behn sætter, som én af de første hvide forfatterinder, ord på slaveriets negative og hårde facetter. Værket er kun til dels en antislave-roman, da beskrivelserne af de sorte slaver er karakteriseret ud for europæiske terme og mytologiske former, men også det at romanen er skrevet med én hvid kvindes stemme, hvor slavernes sorte stemmer ikke blev hørt eller gav efterklang.

En anden berømt klassiker skrevet af Harriet Beecher Stowes er Uncle Tom’s Cabin, der blev udgivet i 1852. Læseren følger Uncle Tom gennem en slaves mareridt. Romanen er en sentimentalt beretning om, hvorledes sorte mennesker sælges som ting og behandles værre end dyr. Det er dog ikke kun de grumme og onde menneskesælgere og plantageejer, som Stowe giver plads til i sin roman, men det er her hovedvægten lægges og tynger læserens hjerte. Stowe var abolitionist og kæmpede for slavernes frihed. Hun gav de sorte slavers stemme plads i romanen i kampen for deres frihed, men desværre er deres stemmer kun et svagt ekko på trods af Stowes anstrengelser for, at få deres stemme igennem romanens overflade på en realistisk måde. Værket er skrevet som en øjenvidende beretning, men det fjerner ikke den kendsgerning at romanen er skrevet af en hvid kvinde, der lægger stemme til de sorte slavers hårde levevilkår i en patriarkalsk sproglig form. Den hvide kulturs øjne på sorte individer gør sig gældende for begge ovennævnte romaner også i deres sproglige form til trods for, at der næsten er to hunderede år mellem dem.

Det er først i slutningen af 1859, hvor John Brown, der stod som hovedforkæmper for abolitionisterne mod apologisterne, måtte lide døden ved henrettelse for kampen mod slaveriets ophør, at de sorte kvindelige forfattere prøvende lagde egen stemme til beretninger om livet ikke kun som frigivne slaver, men som sorte kvinder i den hvide mands verden. De mange tematikker og problematikker i sorte kvindes litteratur syntes at lede efter den rette stemme for at blive hørt, men som også kæmper mod kritiske læsere, der slår tvivl om deres sande identiet og ophav. Elaine Showalter fremhæver, i essayet ”The Development of Black Women’s Fiction: From Slavery to the Harlem Renaissance”, at det er tvivlen og kritiske tendenser i den sorte kvindelige litteratur, som løfter højere end værkernes udsagn og betydning i den ”hvide” europæiske kultur. Sorte forfatterinder har siden slutningen af det nittende århundrede kæmpet for, at få den rette plads i litteraturens ellers mangfoldige verdener, hvor racialisering og farvernes symbolik fremkommer i og mellem linjerne, og har en langt dybere betydning i farvepalettens mangfoldige nuancer end den synlige dikotomi hvid/sort.

Frances Watkings Haper (1825-1911), Harriet Ann Jacobs (1813-1887) og Harriet E. Wilson (1825-1900) er bare nogle af de afrikanske amerikanske forfatterinder, der gjorde deres indtog på scenen i denne periode. Fælles for de afrikanske amerikanske kvinders værker var desværre, at de ikke blev publiceret, men ignoreret i deres kontekst jf. Showalter. De værker som blev publiceret blev udgivet under synonymer, der kunne antages som litteratur skrevet af hvide kvinder. Sorte kvinders stemme kunne endnu ikke få en plads i den hvide kultur. Dette skildres eksempelvis ved den autobiografiske roman Incidents in the Life of a Slave Girl, der blev udgivet i som serielle fortællinger i en avis og først udgivet som bog i 1861, skrevet af Harriet Ann Jacobs under synonymet Linda Brent. Det er først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at disse afrikanske amerikanske værker begynder at dukker op i litteraturen for alvor og interessen vækkes for deres oprindelige indhold. I den kvindelige præ- og postkoloniale litteratur er værkernes plotmæssige perspektiv og hovedfunktion at beskrive de afrikanske amerikanske slavers levevilkår, og videre funktioner i samfundets ved sociologiske interaktioner fra egne vinkler med egne stemme, og ikke gennem et hvidt patriarkalsk sprog eller syn på verdensformen.

Disse værker kredser på den ene eller anden måde alle om tematikker som race, hudfarve og hierarki i dikotomien mellem den sorte og hvide verden. Den postkoloniale litteratur har så meget på hjerte, og med mange vigtige tematikker, der rykker både læserens indre og ydre grænser. Tematikkerne trækker rødderne op i den postkoloniale litteratur ved eksempelvis forfattere som Tananarive Du, Nnedi Okorafo eller Alice Walker. Herindunder kommer Nella Larsen, ligeså som postkolonial forfatter, der trækker på sine dybe genetiske og racemæssige rødder fra den prækoloniale fortid, hvor hendes karakterer både i Quicksand og Passing fanges i et grænseland mellem to kulturer. Dette grænseland er af transnational karakter med hybridiltet og racialisering som centrum, hvor det at finde den rette metode for, at kunne fungere og navigere i begge kulturer, og hele tiden være bevidst om skiftene i tilpasningsprocessen skaber en indre utilpashed og bliver fremmedgørelsens fjende.

Featured image