Den lydløse stemme – Tema 2#

Featured image
Featured image

These people yapped loudly of race, of race consciousness, of race pride, and yet suppressed its most delightful manifestations, love of color, joy of rhythmic motion, naive, spontaneous laughter. Harmony, radiance, and simplicity, all the essentials of spiritual beauty in the race they had marked for destructions – by Nella Larsen.

I forbindelse med én opgave på studiet undersøgte jeg afrikanske amerikanske kvinders rolle i litteraturen fra antislave romanen og op til den postkoloniale roman, som jeg her har valgt at kalde “Den lydløse stemme”. Afrikanske amerikanske kvinders stemme har en meget vigtig rolle i den tidlige postkoloniale litteratur, men bestemt også i dag, da denne litteratur er vigtig, og har så meget på hjerte. Farverne og racialiseringens symbolske konnotationer i romaner, noveller og essays skrevet af sorte frigivne kvindelige slaver og immigranter i den præ- og koloniale fortid trækker spor op gennem århundrede, som når op til i dag i den postkoloniale litteratur. De sorte skribenters stemme har haft og har stadig forskellige måder, at blive opfatte på, særligt i tvivlen mellem fiktion og virkelighed. Det er først omkring slaveriets ophør, at disse kvindelige skribenter får deres egen prøvende stemme inden for litteraturen. De første antislave-romaner, som beskriver slavernes forhold på en meget nøgternt måde, er skrevet af hvide kvinder.

Den første roman, der handler om slaveriet er Aphra Behns Oroonoko: or The Royal Slave, der blev udgivet i 1688, hvor læseren følger den sorte, smukke og royale slave Oroonoko, der forgæves forsøger at komme fri af slaveriets kvælende lænker. Da hans kone bliver gravid ønsker ingen af dem, at deres barn skal vokse op i slaveriets helvede. De forenes i beslutningen om at følges ad i døden, så Oroonoko dræber hende, hvor han efterfølgende forsøger at begår selvmord. Dette lykkedes ham desværre ikke at gennemføre, da slaveejeren finder ham inden og får lægen til at lappe ham sammen. Han lider efterfølgende en grusom død, men med en særlig stolthed og mytologisk form står han rank og tavs til han endelig får fred for sine plageånder. Efterfølgende bruges stumperne af Oroonokos stolte legeme, som statueringseksempel til andre plantageslaver, så de ved, hvad der sker, hvis de stikker af. Oroonoko: or The Royal Slave kan til dels genredefineres som en antislave-roman, da værket tydeligt viser slavernes kummerlige vilkår, og hvor hårdt de sorte slaver straffes. Behn sætter, som én af de første hvide forfatterinder, ord på slaveriets negative og hårde facetter. Værket er kun til dels en antislave-roman, da beskrivelserne af de sorte slaver er karakteriseret ud for europæiske terme og mytologiske former, men også det at romanen er skrevet med én hvid kvindes stemme, hvor slavernes sorte stemmer ikke blev hørt eller gav efterklang.

En anden berømt klassiker skrevet af Harriet Beecher Stowes er Uncle Tom’s Cabin, der blev udgivet i 1852. Læseren følger Uncle Tom gennem en slaves mareridt. Romanen er en sentimentalt beretning om, hvorledes sorte mennesker sælges som ting og behandles værre end dyr. Det er dog ikke kun de grumme og onde menneskesælgere og plantageejer, som Stowe giver plads til i sin roman, men det er her hovedvægten lægges og tynger læserens hjerte. Stowe var abolitionist og kæmpede for slavernes frihed. Hun gav de sorte slavers stemme plads i romanen i kampen for deres frihed, men desværre er deres stemmer kun et svagt ekko på trods af Stowes anstrengelser for, at få deres stemme igennem romanens overflade på en realistisk måde. Værket er skrevet som en øjenvidende beretning, men det fjerner ikke den kendsgerning at romanen er skrevet af en hvid kvinde, der lægger stemme til de sorte slavers hårde levevilkår i en patriarkalsk sproglig form. Den hvide kulturs øjne på sorte individer gør sig gældende for begge ovennævnte romaner også i deres sproglige form til trods for, at der næsten er to hunderede år mellem dem.

Det er først i slutningen af 1859, hvor John Brown, der stod som hovedforkæmper for abolitionisterne mod apologisterne, måtte lide døden ved henrettelse for kampen mod slaveriets ophør, at de sorte kvindelige forfattere prøvende lagde egen stemme til beretninger om livet ikke kun som frigivne slaver, men som sorte kvinder i den hvide mands verden. De mange tematikker og problematikker i sorte kvindes litteratur syntes at lede efter den rette stemme for at blive hørt, men som også kæmper mod kritiske læsere, der slår tvivl om deres sande identiet og ophav. Elaine Showalter fremhæver, i essayet ”The Development of Black Women’s Fiction: From Slavery to the Harlem Renaissance”, at det er tvivlen og kritiske tendenser i den sorte kvindelige litteratur, som løfter højere end værkernes udsagn og betydning i den ”hvide” europæiske kultur. Sorte forfatterinder har siden slutningen af det nittende århundrede kæmpet for, at få den rette plads i litteraturens ellers mangfoldige verdener, hvor racialisering og farvernes symbolik fremkommer i og mellem linjerne, og har en langt dybere betydning i farvepalettens mangfoldige nuancer end den synlige dikotomi hvid/sort.

Frances Watkings Haper (1825-1911), Harriet Ann Jacobs (1813-1887) og Harriet E. Wilson (1825-1900) er bare nogle af de afrikanske amerikanske forfatterinder, der gjorde deres indtog på scenen i denne periode. Fælles for de afrikanske amerikanske kvinders værker var desværre, at de ikke blev publiceret, men ignoreret i deres kontekst jf. Showalter. De værker som blev publiceret blev udgivet under synonymer, der kunne antages som litteratur skrevet af hvide kvinder. Sorte kvinders stemme kunne endnu ikke få en plads i den hvide kultur. Dette skildres eksempelvis ved den autobiografiske roman Incidents in the Life of a Slave Girl, der blev udgivet i som serielle fortællinger i en avis og først udgivet som bog i 1861, skrevet af Harriet Ann Jacobs under synonymet Linda Brent. Det er først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at disse afrikanske amerikanske værker begynder at dukker op i litteraturen for alvor og interessen vækkes for deres oprindelige indhold. I den kvindelige præ- og postkoloniale litteratur er værkernes plotmæssige perspektiv og hovedfunktion at beskrive de afrikanske amerikanske slavers levevilkår, og videre funktioner i samfundets ved sociologiske interaktioner fra egne vinkler med egne stemme, og ikke gennem et hvidt patriarkalsk sprog eller syn på verdensformen.

Disse værker kredser på den ene eller anden måde alle om tematikker som race, hudfarve og hierarki i dikotomien mellem den sorte og hvide verden. Den postkoloniale litteratur har så meget på hjerte, og med mange vigtige tematikker, der rykker både læserens indre og ydre grænser. Tematikkerne trækker rødderne op i den postkoloniale litteratur ved eksempelvis forfattere som Tananarive Du, Nnedi Okorafo eller Alice Walker. Herindunder kommer Nella Larsen, ligeså som postkolonial forfatter, der trækker på sine dybe genetiske og racemæssige rødder fra den prækoloniale fortid, hvor hendes karakterer både i Quicksand og Passing fanges i et grænseland mellem to kulturer. Dette grænseland er af transnational karakter med hybridiltet og racialisering som centrum, hvor det at finde den rette metode for, at kunne fungere og navigere i begge kulturer, og hele tiden være bevidst om skiftene i tilpasningsprocessen skaber en indre utilpashed og bliver fremmedgørelsens fjende.

Featured image