Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg

Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg udgivet i 2016 af Politikens Forlag, og er på 400 sider. Romanen er læst/lyttet. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner.

Den hemmelige kvinde af Anna Ekberg sætter sin begyndelse en stille morgen på Christians Ø, hvor Louise langsomt vågner i lejligheden over hendes Cafe og nyder, at hun endelig har en tiltrængt fridag. Solen strømmer ind ad vinduerne og hun nyder et kort øjeblik sit liv på øen sammen med Joachim. Han er for længst stået op og skriver på en ny bog. Da Louise kommer ned i på Cafeen er en af hendes ansatte ikke mødt op, og hendes fridag er røget i vasken, men put for hun elsker, at være i Cafeen og høre summen af de mange gæster, som er på øen her i sommermåneder. Pludselig begynder en mand hektisk, at banke på døren og vil ind. Han råber op om, at hun er en, der hedder Helene, men han må forveksle hende med en anden. Snart sidder Louise i en politibil på vej til Rønde, da hun minder meget om den magtfulde og rige kvinde Helene Söderberg, som er forsvundet på mystisk vis. Godt nok kan Louise ikke huske meget om sin fortid, men da hun vågnede på sygehuset på øen for tre år siden, viste de identitetspapir, som hun havde på sig, at hun var Louise Andersen. Louise skal tage med til politiet i København, der er ingen vej uden om. Men hvis hun er denne Helene, hvem er så Louise?

Den nye Helene prøver af alle kræfter, at finde sig til rette i sit nye-gamle liv med børnene og Edmund, mens hun bladrer i endeløse familiealbums og genkomst i firmaet, da en vigtig aftale om overtagelse af endnu et rederi nu kan falde på plads, men der er noget som ikke stemmer. Helene følger de de få gamle spor fra dagene optil hendes forsvinden, og det hele bliver mere og mere mørkt. Der er noget, som ikke stemmer, og det leder Helene til tiden under anden verdenskrig og lig i mosen, hvis der overhovedet er noget om det – eller er det bare Helene, som er forvirret og træt, så syner melder sig i håbet om at huske? Sideløbne i plottet følger jeg Joachim, hvis eneste chance for muligvis, at få sin Helene tilbage er at finde frem til den forsvundne Louise, men det er svært, da hans eneste spor er en gammel ølbrik og en taske med en bund der er rustent. Bag på den gamle står et telefonnummer – nummeret leder ham til Holger, der har en butik, som sælger gammelt fotoudstyr. Joachim opsøger Holger på hans hjemadresse, og spørg efter en Miss Daisy, men Holger føler sig truet og vil bringe ham hen til Miss Daisy. Det hele ender ud i, at Joachim får ordenligt omgang tæsk, men han fortsætter, da han vil finde den forsvundne Louise. Pludselig er Joachim spundet ind i et særligt hårdt miljø, hvor kvinder bliver mishandlet og sælger sig selv for en masse penge, men mister han alt håb eller finder han den forsvundne Louise? I Den hemmelige kvinde tager de to plotspor vilde drejninger, og jeg blev under min læsning tabt flere gange mellem de man skift, men begge plotspor bliver bundet sammen, og skaber en fin og spændende afslutning.

Han vågner til smerte. Men smerten er blevet hans ven, han kan ikke længere forestille sig et liv uden. Dog kunne han godt tænke sig at genvinde synet. Joachim forsøger at komme op. Hvor længe siden er det? En time? En dag? Et år? Han havde ligget i bilen og tænkt at de nok ville slå ham ihjel.

Den hemmelige kvinde er ikke blot en kærlighedskrimi, men leger også med temporale grænser på tværs af fortid, nutid og fremtid i det, at et mord tilbage fra anden verdenskrig bliver opdaget og opklaret, men som ligeledes sammenkædes med en ny ukendt forbrydelse, som er begået for at opnå hævn på værste vis. En af karaktererne har levet et helt liv med et eneste formål i livet, og det er at få hævn og den plads i et mastodont firma, som hun og hendes familie fortjener. Romanen er let læselig med korte kapitler, der var med til, at jeg lige nuppede et ekstra kapitel ind i mellem. Plottet starter i et spor på Christians Ø, hvor Louise og forfatteren Joachim lever et hyggeligt og lykkeligt liv, men fra da Edmund springer ind ad døren, og insisterer på, at hun er den forsvundne Helene, smuldrer det hele og plottet deles i to fra da karaktererne ankommer til politiet på Rønne. Plotsporene skifter i hver af de 67 kapitler, hvor jeg skiftevis følger Louise – den nye Helen og Joachim i jagten på, at finde frem hver deres sandhed og opklaringer af flere mord. Jeg har flere gange forsøgt, at læse Den hemmelige kvinde, hvor jeg er startet forfra og forfra, men de mange spor blev for meget til, at jeg sådan rigtig blev fanget fra romanens først kapitler, og jeg blev tabt. Da jeg har haft lidt problemer med koncentrationen, sådan generelt, valgte jeg at forsøge, at lytte bogen og det virkede meget bedre ellers var jeg måske bare mere stædig. Normalt lytter jeg nemlig ikke lydbøger, så det er en helt ny ting for mig, da jeg før har følt, at meget af handlingen går tabt, da jeg glemmer at høre efter og kommer til at tænke på hundrede af andre ting, men hvis jeg lytter og læser med på samme tid, så går det meget bedre – særligt samtidig med at jeg hækler lidt. Dog er det lidt ærgerligt, at det lyder i lydbogen som om, at lydbogslæseren ret ofte forkorter ordene, så skræmmer bliver til kræmmer eller Helene bliver til Elene.

Ekbergs første roman har mange spændende digressioner i plottet, som leder videre til forbrydelser, hvor motiverne kom helt bag på mig. Joachim infiltrerer eksempelvis i kunstmiljøet i Kulturdanmark, hvor alle de dygtigste kunstnere og professionelle inden for feltet befinder sig i håb om, at han kan komme nærmere en bestemt rød farve og en helt særlig kunstner, og udfaldet får en særlig uhyggelig udgang. Karakteren i Den hemmelige kvinde er beskrevet så realistisk, hvor jeg som læser kan følge med i alt. Særligt er jeg imponeret af den nye Helene, da alle tvivlspørgsmål, længsler og forvirringen over ikke at kunne huske er beskrevet på fineste vis, og jeg opsluges og følger spændt med i Helenes udvikling og opklaring af, hvem hun kan stole på. Edmund, som den loyale og kærlige ægtemand er ligeledes godt beskrevet omhandler handlen og ageren, men jeg var under læsningen ikke i tvivl om, at han havde noget farligt og lummert over sig. Jeg blev dog meget overrasket over, hvad det var med ham, og hvordan han passede ind i et større plotsammenhæng, som har mange spor og forgreninger. Der var bare desværre ikke nogle af karaktererne, som ramte mig sådan særligt, som i Kærlighed for voksne. Som genre er Den hemmelige kvinde en kærlighedskrimi med et twist af domestic noir, der er en subgenre inden for den psykologiske thriller. Det psykologiske element i romanen er Helenes hukommelsestab og Edmunds mange forsøg på, at skjule fortiden koste hvad det vil. Helene må ikke opdager en grum familiehemmelighed, og det er vigtigt, at alting kan blive ved det normale, men det er svære end som så, da Helene ikke vil lade fortiden hvile. Hun tror nemlig ikke helt på, at det lykkelige familieliv nu også er så lykkeligt og rosenrødt, som Edmund vil have Helene til at tro. Tematikkerne i Ekbergs roman er kærlighed, konspirationsteorier og familiehemmeligheder, men også hvordan fortiden indhenter nutiden. Her i Ekbergs første roman er der fart over feltet med mange spændende sidelementer og grumme nicher, hvor læseren bestemt ikke keder sig. Romanens afslutning – særligt af hvad der var skete med den forsvundne Louise var for mig lige i overkanten og ret surrealistisk, men dog en anderledes slutning end noget andet end, jeg før har oplevet og falder udenfor min forestillingsevne.

Derude blev William skudt og smidt i vandet. Og Aksel stod på bredden og så det ske. Han bestilte det. Helene kan pludselig ikke få luft, hiver efter vejret som om hun selv er blevet smidt ned i dødisen. Rummet sejler, og da døren i det samme bliver sparket ind, og politifolkene stormer imod hende, ser hun dem som igennem en uigennemtrængelig dis.

Den hemmelige kvinde er den første roman af Anna Ekberg, der er et forfatter pseudonym for Jacob Weinreich og Anders Rønnown Klarlund. Forfatterne har også skrevet de fem bøger i serien om kriminalbetjente Bentzon, som er virkelig spændende læsning. Ekbergs anden roman Kærlighed for voksne er en nervepirrende kærlighedsroman, som fik mig til at sidde helt ude på stole kanten og jeg vendte siderne i spænding – du kan læse min anmeldelse af romanen her. Nu har jeg jo læst romanerne lidt i omvendt rækkefølge, men det gør ikke spor, da handlingerne i de to kærlighedskrimier ikke har samme karakterer eller plotmønstre. Jeg blev ikke helt så grebet af Den hemmelige kvinde, og syntes at de mange skift mellem Helene og Joachim blev en anelse forvirrende, men hvis funktion er at udstrække spændingen, hvor læseren ikke alene får én, men to opklaringer i slutningen af romanen, hvor løsningerne på alle spor strækker sig langt tilbage i tiden. Det gør desværre at romanen for mig virkede rigtig lang med mange spor, som skulle følges og derved forsvandt pageturner-effekten. Desværre levede Den hemmelige kvinde ikke helt op til mine forventninger – særligt ikke efter læsningen af Kærlighed for voksne, men sidste nævnte var nu også en super spændende kærlighedskrimi, som gik lige i mit hjerte og stjal min nattesøvn. Ekberg arbejder på at skrive en ny roman, som hedder Det skjulte barn, og skulle gerne udkomme i juni måned. Jeg har kun kunne finde et sted, hvor handlingen er beskrevet, og hold da nu op, hvor jeg glæder mig til at læse den tredje bog af Ekberg. Nu kan det ikke blive sommer hurtigt nok!

Great Expectations af Charles Dickens

Great Expectations af Charles Dickens fra Wordsworth Classics 2007, og er på 423 sider. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Romanen er læst og lyttet på engelsk, org. udgivet i 19 månedlige installationer i All the Year Round fra 1. December 1860 til 23. marts 1861. I oktober 1861 udkom romanens første volume ud af tre fra Champan & Hall.

Phillip Pirrip bliver forældreløs som spædbarn, og han opfostres af sin søster og hendes mand smeden Joe Gargery. Frem for at kalde ham for Phillip får han kælenavnet Pip, der følger ham gennem hele livet. Romanens begyndelse sætter sin start i 1812, hvor er Pip 7 år, og besøger sine forældres og søskendes gravsted på den lille kirkegård i byen Kent juleaftens dag. Her overrumples han af en kriminel fange på flugt. Fangen er grum, uhyggelig og skrækindjagende, og han truer lille Pip til, at hente mad, drikke og en fil til ham. Pip tør ikke andet end at adlyde den skræmmende fange, og han kommer med tingene til fangen den efterfølgende morgen. Pip lider efterfølgende af enorm frygt for, at blive opdaget af sin søster, og da hun er lige ved, at opdage at noget er helt galt redes Pip på målstregen dørklokken. Det er ordensmagten, som er på jagt efter to fangere, som er flygtet under transport. Joe laver fangens ødelagte lænker og mændene inklusiv Pip hjælper efterfølgende soldaterne med, at finde fangerne som de finder i et voldsomt slagsmål. Soldaterne får styr på fangerne, men Pip er mærket med en skræk. Herefter går livet tilbage til en stille dagligdag, hvor søsteren sørger for huset, Joe passer smeden og Pip passer skolen og bruger tid sammen med Joe i værkstedet. Da Pip er ca. 10 år, bliver han kaldt op til Satis House, af den excentriske og underlige Miss Havisham.

I det store hus er tiden, som ved et trylleslag standset, hvor dekadence og fortidens skygger ligger på lur rundt i alle hjørner. Dickens måde at beskrive det store og uhyggelige hus bringer mig med ind i en tidslomme, hvor alt håb for fortid, nutid og fremtid er glemt og fortabt. Pip er blevet kaldt til huset for at underholde Miss Havishams smukke og fortryllende adoptivdatter Miss Estella. I mødet med den unge Estella bliver Pip stormende forelsket, men her får han også på den mest ufølsomme måde af vide, at han bare er en almindelig dreng med almindelige sko og arbejdshænder. Estellas ufølsomme optræden overfor Pip varer ved i måneder, da Miss Havisham nyder Pips selskab og mener at det er godt for Estella med lidt selskabelighed i det store mørklagte hus. Da Pip en dag ankommer til Satis House opdager, han en rødhåret dreng, som han ikke tidligere har set på ejendommen. Den rødhåret dreng hedder Herbert og øver sig i hærdigt på, at blive en gentleman gennem et hæderligt slagsmål, som det hører sig til for overklassen. Pip vinder kampen, og får lov til at kysse Estella på kinden. Miss Havisham ønsker, at tage Pip i lærer, og der er ikke noget, som Pip hellere vil i hele verden, da han er så uendelig træt og skamfuld over blot, at være almindelig. Joe er dog ikke villig til, at opgive Pip til Miss Havisham, og Pip kan således ikke længere komme fast i huset. Besøgende i Satis House stopper dog ikke helt, da Pip med sjældne mellemrum inviteres op for, at gå en tur med Miss Havisham i den store have. Mit hjerte græder med Pip i hans mange selvbebrejdelser over familiens tilhørelsesforhold i de sociale klasser og hans egen erkendelse af hvem han er. Det skræmmende er, at hans skamfuldhed over, hvem han er og kommer fra ikke er noget, som han selv har indflydelse over, men at nå højere op ad rangstigen i de pre-victorianske samfundsklasser er en drøm, som sjældent eller nærmere aldrig blev til virkelighed for underklassen.

Der går nu endnu et par år, hvor jeg som læser hurtigt indføres i det stille liv, som Pip nu lever sammen med sin lille familie, hvor han også begynder i før-lærer hos Joe i smedjen. Pip kan gennem årene ikke glemme Miss Estella og arbejder meget ihærdigt på, at udbrede sin viden, så han kan adskille sig en smule fra hans sociale klasse, men det er meget usandsynligt, at der overhovedet kommer noget ud af det. Da Pip så er omkring de 22 år, sker noget uventet. Han bliver opsøgt af Mr. Jaggers, som er advokat for en hemmelig person, der udnævner sig til Pips formynder, og giver ham mulighed for at blive den gentleman, som han drømmer om. Pip takker storhjertet til tilbuddet, og forbereddelserne til hans uddannelse og dannelse begynder således. Pip har store forventninger til sig selv og forventer således også store forventninger af livet og fremtiden. Han får strenge ordre på ikke, at spørge indtil, hvem hans forsørger er. På Mr. Jaggers kontor møder Pip mange klasselag og bliver, forskrækket over de mange afstøbninger af uhyggelige hoveder, som hænger rundt om på væggene i kontoret. Det blive ikke bedre af, at han får af vide, at det er berømte forbrydere, som er blevet hængt i Newgate for deres forbrydelser. Pip bliver vist hen til sit nye hjem, hvor han endnu engang møder den rødhåret Herbert, der med tiden bliver hans mest betroede ven, og som hjælper ham gennem de mange forhindringer og rædsler på Pips nye rejse.

Pip nyder sit nye liv, og indføres på hæderlig vis i overklassens mange glæder, men intet varer evigt, og Pip havner ofte i gæld, der overstiger hans indkomst fra formynderen. Pip bliver kaldt hjem til Kent, da hans søster er blevet overfaldet i hjemmet af, hvad der syntes, at være en fange på flugt. Efter overfaldet bliver hun aldrig til det menneske, som hun engang var, da hun er meget syg og svagelig. Pips tidligere skolelærer, Miss Bessy, flytter ind for, at tage sig af søsteren og de andre gøremål i huset. Miss Havisham sender pludselig bud efter Pip i London, og han drager med store forventninger om, at se den smukke Estella igen mod Satis House. Estella er nu blevet en ung smuk kvinde, og Pip lover at tage i mod hende under hendes rejse til London. Miss Estella forlover sig efter kort tid, hvilket er et stort slag for Pip – særligt, da hendes udkårede er en mand af værste karakter. Men som Estella gennem årene har prøvet på, at lære Pip, så har hun et hjerte af is. Da Pip har stor tro til, at det er Miss Havisham, som er hans formynder prøver han på, at afdække Miss Havishams fulde historie, men han samler løbende brudstykker sammen, der senere får stor betydnings for både ham og Estella. Det viser sig nemlig, at Miss Havisham ikke er hans formynder, men en helt anden, og at Estellas biologiske mor stadig lever med en frygtelig fortid. Efter min læsning af Great Expectations er jeg forbløffet over, hvor stor en del af romanen, der handler om kriminalitet og detektion mellem de sociale klasser, og hvordan Dickens formår, at forbinde det samlede plot sammen på fineste og forbløffende vis.

All other swindlers upon earth are nothing to the self-swindlers, and with such pretences did I cheat myself. Surely a curious thing. That I should innocently take a bad half-crown of somebody else’s manufacture, is reasonable enough; but that I should knowingly reckon the spurious coin of my own make, as good money!

Great Expectations er Dickens trettende roman, hvoraf dette er hans anden roman, som er skrevet i et første autoritativ narrativ. Den første roman, som Dickens udforsker førstepersons narrativ i er David Copperfield fra 1849. Plotfortællingen i Great Expectations er skrevet i flashback, men med dobbelt stemme, så læseren ligeledes følger Pips udvikling og forventninger til livet i en nutidsform. Denne brug af narrative former bringer læseren tættere på protagonisten Pip, hvor man som læser kan læse med i og om, samt indleve sig i Pips tanker, følelser og hvad han sanser gennem årene, hvilket alt sammen giver en helt ny oplevelse og måde, at være læser på i det nittende århundrede. Denne måde, at skrive litteratur på var nemlig ikke ofte set, og gjorde ligeledes meget til romanens berømmelse i konteksten. Klassikerens sider og beskrivelser kan være lange og lidt for beskrivende, men det er også det, som gjorde og gør Dickens romaner helt unikke, da de lange beskrivelser af tid, steder og karakterer alt sammen har en stor betydning i romanernes narrativ set som helhed. Som genre hører Great Expectations under den melodramatiske dannelsesroman (Bildunsroman), da jeg som læser, føler Pips udvikling fra, at være en lille dreng til en voksen mand i romanens slutning. Særlig vigtig i selve dannelsesroman er Pips udvikling fra at kunne blive en semi-fattig smed i underklassen til at være en gentleman uden strenge og med penge på lommen til, at leve et fyrsteligt liv i forhold til den klasse, han er vokset op i. Den temporale begyndelse i Great Expectations er sat til 1812 og varer frem til ca. 1830, hvor Pips liv gennemleves i kronologisk form, hvor jeg som læser på spændende vis indføres i samfundsnormer, klassekampe og mange kriminelle elementer.

Karaktererne i Great Expectations er, som i alle Dickens mesterlige romaner, beskrevet ned til mindste detalje. Det, at læse så detaljerede beskrivelser kan for nogen syntes uendelig langt og kedeligt, men for mig er de lange beskrivelser med til, at gøre karaktererne endnu mere levende og gør handlingen mere virkelig. Eksempelvis i romanens begyndelse, hvor Pip første gang møder fangen på flugt, sparer Dickens heller ikke på detaljerne af fangens grumme udseende eller måden han spiser på, som mere beskriver et stort vildt dyr frem for et menneske. Min yndlings karakter er den karismatiske Joe, som altid har hjertet på rette sted, og vil gøre alt for at hjælpe Pip uanset, hvad han roder sig ud i. Beskrivelserne af Estella får da også meget plads gennem romanen, hvor hun nærmest opløftes til en guddommelig status i marmor – smuk, kold og med et frosent hjerte, som ikke kan føle noget. Her inddrager Dickens på smukkeste vis intertekstuelle referencer til Snedronningen af H. C. Andersen, som blev udgivet for første gang i 1846. Da H. C. Andersen, jf. Dickens bibliograf John Forester, var for at besøge Dickens kan det således ikke udelukkes, at Andersen har fortalt om sine mange eventyr herunder Snedronningen til Dickens under sit ophold. Temaerne i Great Expectations har alle et omdrejningspunkt, og det er den iboende morale i mennesket set i forhold til familie, kærlighed og sammenhold, som er langt vigtigere end at være rig og komme op i den fine overklasse. Jeg har læst romanen ud fra et polemisk syn på, hvilken betydning kriminalitet og klasse havde i det nittende århundrede, da det er her mit interesseområde er, men også fordi, at jeg mener, at kriminalitet og klasse har en større betydning i Dickens forfatterskab en som sådan.

I denne trettende roman har kriminaliteten en større rolle gennem hele plottet, da Great Expectations er gennemstrømmet med kriminalitet lige fra romanens begyndelse, hvor fangerne er på flugt, de kriminelle, som sidder fængslet i Newgate, overfaldet på søsteren, kampen mellem to kvinder, hvor en lille pige er ved at miste livet til slutningen, hvor Pip er villig til, at gøre alt for den mand, som har ændret hans liv. Jeg blev under min læsning meget forbløffet over, hvor stor en betydning kriminelle ellementer har, som kædes sammen med Pip, der kan siges at være detektiven, som opklarer alle ledetråde og spor i ellers tabte og hemmelige forbindelser. Når jeg snakker om detektion, så er det ikke i en moderne opfattelse, som i politimæssig forstand eller den måde, man som læser i dag læser krimier på. Detektionen på Dickens tid skal ses i et helt andet lys, da politiet, som vi kender det i dag, endnu ikke var opfundet. Det, som man kan sige var det daværende politi, var The Bow Street Runners, der blev etableret af den klassiske forfatter Henry Fielding, som også var magister, dommer og borgmester i London i det attende århundrede. The Bow Street Runners var en organisation, der mest var til for overklassen og opklarede forbrydelser for dem, der kunne betale. Politiet, som vi kender det i dag opstod først ved oprettelsen af Metropolitan Police i 1829, hvor The Bow Street Runners ophørte i 1837 og overgik helt til politistyrken i 1839, hvor ændringer blev indført i en ny lovgivning. Der gik herefter en lang årrække inden, at politiet og detektionen som sådan af forbrydelser får en plads i litteraturen. Det er faktisk først i romanerne med Sherlock Holmes i hovedrollen, at opklaring af forbrydelser og mord kan siges, at have fundet sin retmæssige plads i litteraturhistorien. Så når, jeg snakket om detektion i Dickens romaner, er det en anden form for detektion – nemlig detektion efter spor, som har en helt anden mening og betydning end opklaringen af mord eller andre forbrydelser. I Great Expectations bruger Pip de to metodiske tilgange til detektion – induktion og deduktion. Induktionen er, hvor Pip antager, at det er Miss Havisham, som er hans formynder – for hvem skulle det ellers være? Heri udelukker han alle andre personer, og han bliver forfærdet over at opdage sin formynders oprindelige identitet. Den deduktive metode bruger Pip i sporjagten og ved at samle alle brikkerne i opklaringen på, hvem fangen er, og hvilken tilknytning han har til Estella og Miss Havishams hele historie. I Pips detektion samles alle ender i et kæmpe plot, som bliver samlet på fineste vis, hvor alt går op i en højere enhed.

All this time I had never been able to consider my own situation, nor could
I do so yet. I had not the power to attend to it. I was greatly dejected and distressed, but in an incoherent wholesale sort of way. As to forming any plan for the future, I could as soon have formed an elephant. When I opened the shutters and looked out at the wet wild morning, all of a leaden hue; when I walked from room to room; when I sat down again shivering, before the fire, waiting for my laundress to appear; I thought how miserable I was, but hardly knew why, or how long I had been so, or on what day of the week I made the reflection, or even who I was that made it.

Dickens var en mester til at fremskrive livet, som det var i alle klasser. Han gav og giver stadig i dag den moderne læser en social bevidsthed om samfundets mange revner og realistiske beskrivelser af underverden i Londons uhyggeligste og grummeste gader i det nittende århundrede, men han var også yderst bevidst om klasseskel og klassekampe, som jeg syntes særligt kommer til udtryk her i Great Expectations. Jeg blev under min lytning/læsning fanget af de mange beskrivelser, hændelser og referencer til Newgate fængslet, som eksempelvis de mange hoved buster taget af kriminelle fanger kort efter deres henrettelse, som hænger på advokat Mr. Jaggers kontor og de mange gange, som advokaten prøver på, at vaske hænder. Som om han prøver på, at vaske grumheden og råddenskaben af sig efter, at have snakket med de fattige og kriminelle, som ønsker hans hjælp. Pip besøger også Newgate fængslet, der beskrives som noget af det mest forfærdelige. Han kan mærke det helt ned i sit bryst, hvor han næsten ikke kan slippe af med råddenskab og grumhed, som syntes at hænge ved ham og emmer ud af ham. Efter endt læsning er jeg blev stor fan af Great Expectations, som også har en lidt anderledes slutning end mange af Dickens andre romaner. Great Expectations ender nemlig ikke helt som en lyserød Disneyfilm, hvor helten ikke alene overlever, men også kommer helt til tops i det klasseinddelte engelske hierarki, men ender på en noget mere realistisk måde, hvor Pip og Estella efter mange år og omstændigheder finder sammen og lever et stille middelklasse liv. Jeg er nu i gang med de første sider i Dickens roman Barnaby Rudge, som virker yderst lovende med et gammelt mord, som ikke er opklaret – som jeg spændt følger med i.