Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens

Featured image
Featured image

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty af Charles Dickens fra forlaget Oxford World’s Classics udgivet i 2008 på 702 sider. Romanen er oprindelig udgivet første gang som ugentlig installationer fra 1840–1841 i Dickens avis Master Humphrey’s Clock. Illustrationerne i romanen er illustreret af George Cattermole og Hablot Knight Browne.
⭐️⭐️ – 2/5 stjerner.

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty sætter sin begyndelse på en mørk, Stormfuld og dyster marts dag i 1775 på det gamle motel The Malepole i Chigwell, som er ejet af den gamle kroejer Mr. Vallet. Her sidder han sammen med to ældre mænd ved pejsen og varmer sig i det regnfulde og kolde vejr, som raser udenfor. En fremmed søger ly på motellet, og lidt efter kommer byens låsesmed Mr. Gabriel Vardens, som slår sig ned om varmen sammen med de andre. Da de snakker om vejret udbryder gamle Mr. Vallet pludselig, at det er en ganske bestemt og gruelig dag, da der lige præcis på denne dag for 23 år siden blev begået to frygtelige mord ved det store gods The Warren, som ligger kort afstand fra deres opholdssted. Mr. Vallet beretter, at morderen endnu ikke er fundet, og at det nu kun er den ældre mand Mr Geoffrey Haredale og hans niece Emma, som er tilbage i det store hus. Selskabet bryder op, og den ukendte mand drager videre. Senere på denne regnfulde og kolde nat bliver den unge gentleman Mr. Edward Chesters overfaldet, og heldigvis fundet af låsesmeden Mr. Vardens og unge Barnaby. De får ham bragt i ly i Barnabys hjem, hvor Barnabys mor passer den syge, og de får tilkaldt en læge. Edwards Chesters er hårdt såret efter overfladet. Han kan dog ikke fortælle, hvem der havde overfaldt ham, og han kan kun huske en lille smule fra overfaldet, men Barnaby så den fremmede, da han stak af. Barnaby er ikke en almindelig ung mand, da han er evnesvag og kan ikke rigtig klare sig selv, men på trods af Barnabys svage sind, så har han mange gode sider og et hjerte af guld.

Den unge Mr. Edward er dybt forelsket i Miss Emma Haredale, men det ser ikke godt i for det forelskede par, da Mr. Edwards far og Miss Emmas onkel er værste fjender ikke kun i den religiøse kamp mellem katolikker og protestanter, men også på grund af hændelser langt tilbage i fortiden. Mr. Vallets søn Joe holdes under strenge lænker af sin far, som styrer alt i hans gøren og laden. Da Joe ikke længere kan forene sig med farens bestemmelser stikker han af hjemmefra og drager ud med hæren. Inden han tager afsted i nattens mørke, lægger han er kort visit forbi låsesmeden smukke datter, som han giver sit hjerte til. Miss Varden er slet ikke så nem, at slå en snor om, og vil ikke vise sine følelser for Joe, så han drager mod krigsmarkerne uden håb for kærligheden. I Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er der mage plotspor og jeg drukner lidt i spor at følge, da Barnaby og hans mor trues af en fremmede og skummel mand. Til sidst er de nød til at flygte fra hus og hjem, og drager et sted hen, hvor ingen kan finde dem. De tjener til penge til overlevelse ved, at lade Barnabys ravn lave sjove tricks og synge sange. Barnaby og hans mor får dog ikke fred, og drager igen mod London for at forsvinde i mængden, hvor Barnaby let bliver narret til, at deltage i katolikernes kamp af gamle bekendte.

“Call him!” echoed Barnaby, sitting upright upon the floor, and staring vacantly at Gabriel, as he thrust his hair back from his face. “But who can make him come! He calls me, and makes me go where he will. He goes on before, and I follow. He’s the master, and I’m the man. Is that the truth, Grip?” The raven gave a short, comfortable, confidential kind of croak; — a most expressive croak, which seemed to say, “You needn’t let these fellows into our secrets. We understand each other. It’s all right.” “I make him come!” cried Barnaby, pointing to the bird. “Him, who never goes to sleep, or so much as winks!—Why, any time of night, you may see his eyes in my dark room, shining like two sparks. And every night, and all night too, he’s broad awake, talking to himself, thinking what he shall do to-morrow, where we shall go, and what he shall steal, and hide, and bury. I make him come! Ha, ha, ha!” .

Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er Dickens femte roman, men skulle have været hans første roman. Det er derimod Dickens første historiske roman, og han formår, da også at formidle de grusomme og frygtelige sammenstød mellem protestanterne og katolikkerne på en aldeles realistisk og tankevækkende måde, men det føltes som en enorm en langtrukken affære. Romanens begyndelse er god med mordmysterierne og det dunkle, men også med gotiske og mystiske elementer. Året for Dickens roman er, som nævnt, 1775 hvor Londan var i oprør på grund af oprøret Gordon Riots, som er Dickens historiske udgangspunkt. The Gordon Riots var ledet af Lord George Gordons og hans tilhængere for en genindsættelse af en katolsk kongemagt.De voldsomme protestkampe, mordmysteriet og de unge pars kærlighed sættes sammen i et sammensat plot, der dog har mange huller. Hvis man læser en af de udgaver med alle de flotte illustrationer, så vil man som læser bemærke, at Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty er sat op på en helt anden måde en Dickens tidligere, men også senere romaner. Denne nye opsætning af mindre illustrationer sammen med tekst skulle passe ind i et nyt serielt forsøg på, at gøre romaen mere tiltrækkende og læseværdig – det havde dog ikke den store virkning. Da de store salgstal glimrede i deres fravær, da denne af Dickens første historiske roman i samtiden var og stadig i dag, er den roman som har solgt mindst. På Dickens tid var det meget få oplag, som blev solgt af Barnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, hvor imod hans andre romaner solgte enormt stort. Jeg havde også meget svært ved, at komme igennem de mange sider, som ikke alene føltes lange, men også ret forvirrende med mange plotspor og karakterer at følge.

Karakteren Barnaby er ikke en helt almindelig ung mand, men jeg syntes, at han er en fantastisk – dog aparte karakter også set i forhold til romanens samtid. Som I nok kan se på mine udvalgte citater fra bogen, så var jeg under læsningen helt vild med den sorte ravn. Sammenspillet mellem Barnaby og ravnen er så fin, hvor ravnen er den kloge og vise, og Barnaby er den uvidende og dumme. I alle Dickens’ romaner er karaktererne mange, men som alle forenes i romanens slutning. Således er det også her iBarnaby Rudge: A Tale of the Riots of Eighty, dog med en hel del flere karakterroller. Under oprøret ved Newgate, og i de mange gader blandes karaktererne sammen på kryds og tværs, og det er til tider lidt svært at følge med, hvem som hører til protestanterne eller katolikkerne, og det kan virke noget forvirrende, men Dickens får nu alligevel bragt enderne sammen i et fint spil, der afslutter romanens mange sider. Dickens skrev denne roman i tiden efter store samfundsændringer med en nye straffelov, som blev indført i 1838, og i diskussionerne om Newgate romanerne, som var en stor offentlig diskurs, hvor kultureliten frygtede et nyt oprør på linje med The Gordion Riots i 1780’erne, hvilket også kom, og som senere er blevet kendt af kritikerer som The Bloody Code.

“Halloa, halloa, halloa! What’s the matter here! Keep up your spirits. Never say die. Bow wow wow. I’m a devil, I’m a devil, I’m a devil. Hurrah!”.

Denne Dickens roman tog mig lang tid, at komme igennem, men læst blev romanen, og det føles ret godt efter endt læsning også, at have Barnaby og den historiske samtid med. Det er dog ikke en roman, som jeg påtænker at genlæse, men måske en dag kan det ske, at jeg vender tilbage for at udforske den historiske kontekst lidt mere. De to kærlighedshistorier og mordmysterierne forenes i romanens slutning på en lidt underlig måde, men de forenes da. Mordmysterierne er det, som fangede mine øjne i romanens begyndelse, og det var primært det, som holdte min læsning kørende og – ja, så ravnen og Barnaby, som til allersidst kun lige slipper med livet i behold. I 1830’erne prøver forfatterne for overklassen, at finde ind til rammerne for den historiske roman, som Sir Walter Scott formede den. Det lykkedes dog ikke for nogen, at ramme Scotts skrivemetode, hvor historiske fakta, kærlighedshistorier og realisme har en helt særlig betydning, og resultatet af forfatternes forsøg ramte, da hellere aldrig læserne i samtiden, hvilket også er tilfældet med Dickens. Han prøvede, og fandt heldigvis frem til, at dette ikke skulle være hans vej som forfatter – og heldigvis for det. Lige nu gen- lytte-læser jeg The Pickwick Papers, som er Dickens første roman. Her nyder jeg, at læse om den ældre Mr. Pickwick, der oplever mange spændende ting på sine rejser, men han kommer desværre også ud for mange uheldige episoder i et forsøg på at stoppe en svindler, som bliver ved med at tage den gode mand ved næsen.

Featured image

Dukkemageren af Jessie Burton

Featured image
Featured image

Dukkemgeren af Jessie Burton fra Forlaget Hr. Ferdinand på 380 sider udgivet 2016. Romanen er oversat fra engelsk til dansk af Alis Friis Caspersen. ⭐️⭐️⭐️⭐️ – 4/5 stjerner. Romanen er læst/lyttet på dansk, og org. titel The Miniaturist udgivet i 2014.

Den rige og højtstående købmand Johannes Brandt leder efter en helt bestemt og særlig kone. Han har aldrig drømt om et ægteskab med mange børn og det lykkelige familieliv. Det er egentlig hans ugifte søster Marin, der skubber ham ud i at skulle gifte sig, så deres familiehemmeligheder ikke bliver afsløret og kommer ud til borgerskabet. Johannes Brandt vælger den meget unge, men kønne Petronella, kaldet Nella, fra den lille landsby Assendelfts. Petronella ankommer til sit nye hjem i Amsterdam, og er meget spændt på, at skulle forenes med sin mand på en hjemmelig og kærlig måde. Det er dog helt andre vilkår, hun møder, da hun træder ind i huset. Marin styrer ikke kun huset, men også Johannes regnskab med hård hånd. Hun er kold og hård som is, så jeg næsten fryser fast unde læsningen. Petronella får hurtigt andet at tænke på, da hun ser Otto. Han er købt som slave, men lever et rigt og godt liv i den lille familie. Petronella har aldrig set en mand med så mørk hud og fine krøller. I 1687 er slaver fra Syd Afrika endnu ukendt i Holland, men også i resten af verden. Langt de fleste kendte til slaver i forbindelse med sukker- og kaffeplantager, men det var dog endnu ret ukendt, at slaverne blev fragtet over det store hav. At Johannes har Otto med sig hjem og uddanner ham giver familien en særlig status, men også et hårdt eftermæle for Otto. Hvad han ikke skal tåle at høre på og gøres flere gange til spot på de groveste måder, så det gør så ondt langt ind i mit hjerte.

Som en forsonings- og bryllupsgave får hun det smukkeste dukkehus, der er en kopi af hendes nye hjem. Hun kan nu bruge tiden og indrette dukkehuset, som hun vil. Hun skal finde en dukkemager i bogen Smits liste, så hun har noget at tage sig til. Nedslået over et mislykket forsøg på, at forføre sin mand tumler Nella ind i sin egen verden og finder én eneste dukkemager på listen. Hun bestiller en lille lut, et stykke marcipan og et trolovelsesbæger, hvor sidstnævnte er en lille trøst. I pakken fra dukkemageren er der mere end hun bestilte, og Nella føler sig ramt. Nella takker dukkemageren og afbryder alt videre samarbejde med hende. Det usædvanlige er også, at dukkemageren er en kvinde – dette var helt uhørligt i slut 1600 tallet, og helt uacceptabelt, at hun overhovedet er kommet på Smits liste. Dukkemageren vedbliver dog, at sende pakker til Nella, som på mystisk vis indeholder koder af mystisk art og dukkerne syntes at leve sit eget liv, som så på magisk og tragisk vis lever deres. En ung mand, som er en bekendt til Johannes, fra England føler sig dårlig behandlet. Han møder op i huset, hvor Johannes er ude at rejse, og for at understrege sine hævnrige hensigter gør han noget, som rammer Johannes i hjertes dybder og sorgen ruller ind over ham, da han finder ud af, hvad der er sket. Burtons roman er dyster og mørk, og under læsningen var jeg meget fanget af, Nellas utrolige måde at håndtere sit nye liv på, særligt da hun ved et uheld opdager Johannes dybeste hemmelighed, som snart styrer familien mod en afgrund af tilintetgørelse.

Marin kommer til syne i døren, ligbleg i ansigtet. Da hun tøver på tærsklen, rejser Nella sig op og lader sjalet falde til gulvet for blotte de blå mærker. Marin stivner og stirrer på parakitten, der nu sidder på fodenden af sengen. Hun har en bog knuget ind mod brystet, og hun strammer sine slanke fingre omkring den.

Dukkemageren er Burtons debutroman og sikke en af slagsen! Romanens handling er mørk, mystisk og nærværende på alle måder, og jeg havde svært ved, at stoppe min læsning, hver gang jeg gik åbnet bogen. Den historiske temporalitet i Dukkemageren er sat til 1686 i Amsterdam, hvor Nella banker på døren til sit nye hjem og varer i ca. fire måneder til i 1687. Romanen er ikke en bibliografi af den oprindelige Petronella Brandt, men Burton skrev med udgangspunkt i hendes dukkehus, som står udstillet på nationalmuseum Rijksmuseum i Holland. Fra dukkehusets beboede indre skaber hun et fiktivt liv for Nella, som må alle umulige prøvelser igennem, hvor jeg ofte under min læsning tænkte på, hvordan den kun atten årige unge Nella kunne blive i familien Brandts hus. Sproget i romaner er til tider nøgternt og koldt, men også særlig smukt, hvor jeg næsten blev glemt i synæstetiske sansers vold. Ud fra beskrivelserne af eksempelvis Marins værelse kunne jeg næsten lugte og smage mange af de sydafrikanske krydderier, som værelset emmede. Sprogets smukke og poetiske form greb mig særligt og ramte mit indre med så stor kræft i beskrivelserne af Nellas indre monologer, bekymringer og sorg, at jeg med skælvende fingere vendte siderne med forsigtighed. I Dukkemageren er strukturen delt i fem dele, som alle er angivet med dato og et bibelsk citat. Hver del indeholder kapitler med overskrifter, som angiver essensen af handlingen. Kapitlerne er forholdsvis korte, som sammen med de fem opdelinger er med til at lette handlingens lidt tunge, dystre og mørke, men spændende digressioner og plotmønstre.

Burtons roman er en hård og lidt uhyggelig roman, men mystisk set i forhold til den kvindelige dukkemager, som besidder synske kræfter og kan se ind i fremtiden. De små gaver hun sender passer så fint ind i Nellas dukkehus, men synes også at vise Nella, hvad fremtiden vil bringe eller er det en heks, som har sat en forbandelse på Nellas nye familie..? Dukkemageren hører som genre til i kategorien historisk roman, men roman er også en familietragedie, da hele familiens liv bliver vendt oppefra og ned. Romanen skildrer hårdt og nøgternt den religiøsitet, som alle levede efter -særligt de højtstående købmænd og den rige overklasse, hvor man ikke måtte stikke ud. Romanens fem dele indledes alle af bibelske citater, som er med til at understrege vigtigheden af religionens rolle i samfundet. Johannes Brandt begår en af de værste kriminelle handlinger, og det skal dog også koste ham dyrt. Karaktererne er fremskrevet så realistiske og refleksive, at jeg flere gange under læsningen blev ramt. Nella er romanens primære hovedkarakter, men også Marin og Otto får en del plads. Tematikkerne i Burtons roman kampen mellem religion og menneskets lyst, som sådan og om familie, kærlighed og det tabte. Derudover er dukkehuset, som centralt element i romanen med til, at skabe spænding og mystik, men en forløsning på, hvad der sker med dukkemageren og hendes magiske skikkelse mangler en smule, og jeg savnede at få et lidt større indblik her, men det er på den anden side en del af romanens meget åbne slutning.

Nella følger efter fangevogteren gennem den første underjordiske passage under Stadhuis-fængslet og ned langs siden af bygningen. Hun kan høre de indespærredes hæse host og klageråb. Stedet er større, end hun havde troet. Det er, som om det uforklarligt udvider sig, mens hun går gennem det, og hun mister fornemmelsen for proportioner. Celle efter celle, mur efter mur, det er svært for hunde at rumme.

I familien Brandts hus emmer det af dunkelhed og skjulte hemmeligheder, som spreder sig ud gennem plottet og helt ind i mit indre, hvor jeg sådan håber på, at Nella får det hun drømmer så meget om, og at Johannes slipper med livet i behold, men på trods af dunkelheden er der et lille lys og et lille mirakel på bogens sidste sider, som giver en smule lykke og måske en lys fremtid. Burton tog mig med storm, men på trods af romanens fængslende handling kunne jeg under min læsning ikke lade være med, at blive en smule tynget af romanens dystre toner. Jeg har det en smule ambivalent med det dystre og mørke i Burtons roman, da det både til dels lammede mig, men også hold mig spændt og fast for at læse mere. Dukkemageren udkom på engelsk i 2014, og på dansk i 2016. Siden har roman vundet flere priser, og ikke nok med det, så blev filmrettighederne til bogen opkøbt af BBC One, der lavede en miniserie. Serien udkom i 2017, og blev set af over fire millioner af mennesker. Jeg har ikke selv set miniserien, men det vil jeg rigtig gerne på et tidspunkt. D. 31. maj udkommer Burton med endnu en roman med titlen Min Muse, som jeg helt sikkert skal læse. Romanen udkommer også ved Forlaget Hr. Ferdinand, som også er forlaget bag Dukkemageren. I denne bog møder vi den unge kvinde Odelle Bastien, som har skjulte talenter inden for kunstens verden, som stille åbnes for hende selv, men også for læseren. Et mystisk maleri dukker op, og hele Odelles verden vendes på hovedet. Uhh, det lyder spændende – skal du læse Min Muse?

Featured image
Featured image

Lyden af en hånd der klapper af Richard Flanagan

Featured image
Featured image

Lyden af en hånd der klapper af Richard Flanagan fra Politikens Forlag på 347 sider. ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5/5 stjerner. Romanen er læst på dansk, org. sproget er engelsk med titlen The Sound of One Hand Clapping udgivet i 1997. Anmeldereksemplaret er venligst tilsendt fra forlaget

Sonja er kun tre år, da hun ser sin mor gå ud af deres hoveddør og forsvinde for aldrig at komme tilbage til den lille gæst-arbejdslejer i Butlers Gorge, som den lille familie ellers rejste til med sjæle som ruiner med håbet om en ny verden med mange nye muligheder for, at få et godt liv efter anden verdenskrigs ophør og Stalins styre. 35 år efter sin mors forsvinden er Sonja bosat i Australien med et godt fast arbejde, men noget mystisk og uforklarligt trækker i usynlige tråde, og jeg rejser med hende på en lille ferie tilbage til Tasmanien for at besøge sin alkoholiserede far gæstearbejderen Bojan. I flashbacks indvies jeg i Sonjas barndom, som på alle måder kan siges at have været barsk, hård og hjerteskærende. Kort efter sin mors forsvinden bliver det besluttet af to engelske ingeniør-kvinder, som arbejder meget for velgørenhed, at Sonja skal bo hos dem. Det eneste Sonja ønsker er at være sammen med sin far, men han kan ikke tage sig af hende, da hun endnu er for lille til at klare og se efter sig selv, mens han er på arbejde. Således oplever Sonja endnu et familieskift inden, at hun endelig får love til blive hos sin far, der forsøger at skabe et hjem for dem begge. Men alle ønsker går desværre ikke i opfyldelse, og det der skulle være lykken vendes hurtigt til et levende helvede.

Sonja og Bojan flytter flere gange i løbet af Sonjas barndom til andre små arbejdslejre og byer, hvor han kan få arbejde, der altid indebærer mange hårde arbejdstimer i et forsøg på at tæmme den vilde natur ved vandkraftværkerne og bygningen af dæmninger mm. Sonja lære at holde hus på den hårde måde, hvor intet må være den mindste smule snavset og alt gøres til perfektion. Når hun har fri fra skole, går hun hen for at vente på at hendes far bliver færdig på arbejde, hvorefter de så køre hen til det lokale værtshus, hvor Sonja således venter i den tomme og kolde bil i flere timer på, at hendes far endelig kommer for, så de kan køre hjem. Oftere og oftere bliver smerten af altings tyngde for meget for Bojan i stedet mellem at være og ikke at være, smerten fra fortiden og frygten for, at blive indhentet af fortiden og tabet af sin kone. Bojans mange voldelige overgreb knuser noget inden i Sonja, og da hun er seksten år bliver det hele for meget, og hun rejser ind til Australien for at skabe sig et bedre liv, og må herefter klare sig selv. Med sig får hun den fineste spilledåse af sin far, som han selv har lavet, og den kan noget magisk, men fortæller en tragisk historie, som minder så meget om Sonjas eget liv. I spilledåsen er den fineste ballerina, der danser rundt til Laras Tema fra filmen Doctor Zhivago, og det store spørgsmål er her – hvor fører kærligheden os hen?

Der var ikke andet end hende selv tilbage, tænkte hun. Og ham. Men hver for sig var de ikke andet end et hjem der var blevet til en lade, en nedpløjet plantage der var blevet en tom indhegning. Lugten af et træ uden blomst. Synet af Jeans vindue uden kniplinger. Lyden af én hånd der klapper.

Lyden af en hånd der klapper er blot Flanagans anden roman, og er udgivet tilbage i 1997. Flanagan har også skrevet den historiske roman Den smalle vej til det dybe nord, som du kan læse min anmeldelse af her. Lyden af en hånd der klapper er noget af det smukkeste, tragiske og fineste, jeg nogensinde har læst!! Romanens handling er en tragisk fortælling om en lille familie, der migrerer fra Stalins hårde styrer i Slovenien for, at opnå frihed til et bedre liv, men intet går som håbet, og sorgen fra fortiden og sorgen over det at miste, overskygger alt. Flanagan bringer mig ind i en anden tid i en anden verdenskrog på den fineste og smukkeste måde, men dog stadig forvirrende og tempofyldt med mange temporale skift, hvor jeg er ved at forsvinde ind mellem linjerne i romanen romanens sider. Flanagans skrivestil er på smukkeste vis så synæstetisk, at jeg ser, føler, høre og lugter dybt i den transparente tidsgrænse mellem fortiden og nutiden med både Sonja og Bojan. Flere steder i romanen ramte mig på en sådan måde, at tårerne trillede ned af mine kinder under læsningen og et stykke af mit hjerte blev knust sammen med skårene fra Sonjas porcelæns te-sæt, som hun knuser kort efter at hendes mor forsvinder. Under Sonjas besøg til stedet for hendes barndomsminder, finder hun de knuste glasskår fra det 19 år gamle lege te-sæt, og prøver uden held at samle dem igen. Skårene forbliver knuste og u-samlet i mange små stykker, der reflekteres i Sonjas indre. Lyden af en hånd der klapper er strukturelt delt i 86 kapitler på de 347 sider. I romanens kapitler sprænges tiden ligeledes i tusind stykker, og jeg kastes frem og tilbage fra 1954 til 1991, hvor jeg rejser med Sonja tilbage til hendes tidligste minder, og jeg får et indblik i en grufuld verden, som hun har måtte udholde og være en del af, men også det kolde og det følelseskolde liv hun lever nu.

Karaktererne i Lyden af en hånd der klapper har en så slående psykologisk dybde, at intet overlades til fantasien. Hver en sansning, tanke og bekymring ytres til det yderste, og jeg kan knap rumme alle følelserne under min læsning, hvor jeg flere gange måtte holde en pause. Lyden af en hånd der klapper er en bog, som jeg ville ønske, at jeg kunne forlænge hunderede gange, da det er en vigtig historie ikke kun set i et historisk perspektiv, men særligt også i vores verden i dag. Romanens genre er en historisk og migrations roman, da tematikkerne i Flanagans roman danner den fineste ramme om livet som migrant på den hårdeste måde. Flanagan bruger intertekstualitet i inddragelsens af melodien “Somewhere My Love” fra Laras Tema fra filmatiseringen af Doctor Zhivaho i Sonjas spilledåse, som er den sidste gave hun får af sin far inden, at hun rejser til Australien for at skabe et nyt og bedre liv. Sangens melodi indgiver håbet om et bedre liv, og at når de engang mødes igen vil alt blive anderledes. Meningen med denne specielle gave fra Bonjan med lige netop denne særlige melodi, der fortæller mere end hunderede ord fra ham til sin datter. Han formår ikke selv, at udtrykke sig med ord, da han er fanget ind i følelsesmæssigt sproggitteret mellem de to kulturer. Tematikkerne i romanen er migration, sorg, kærlighed eller nærmere mangel på samme, stedsløs- og hjemløshed. Romanen emmer af en sådan stedsløs- og hjemløshed, hvor Sonja og Bonjan, men også alle emigranter, havner i en transnational grænsekløft, hvor de ikke kan tage hjem, men ej heller kan finde hjemme eller blive accepteret som medborgere i det nye land, og netop derfor må de bare overleve på bedste vis. Bonjans løsning, og alle andre gæstearbejderes, er at flygte væk fra verden, hvor alkohold, misbrug og brutalitet bliver deres eskapisme for at fortrænge fortidens grimme skygger i kampen for at overleve.

Sonja forblev klar i blikket og så uberørt til, hvordan hendes varme blod løb fra håndleddet ned på den kolde og fugtige vindueskarm. Hun følte sig svag. Hun følte sig træt. Hun følte intet. Hun kunne ikke rigtig se noget… Sonja vidste godt at han lå i sin seng og sov, men hvor var han? Hvor var han, det kunne hun ikke sige. Hun kunne ikke tale. Hun kunne ikke fortælle Mrs. Heaney noget der ikke gav mening: at de begge to ventede på at vinden en sidste gang skullet tage til. Senere blev Bojan vækket af en ambulancesirene. Der så standsede. Han vendte sig om på den anden side og faldt i søvn igen. Og i stilheden før stormen kom så den pulserende og svirrende og stadig stærkere monitorlyd af et hjerteslag der maste sig hårdt gennem mørket.

Lige fra første side i Flanagans roman blev jeg taget med storm, og jeg kan endnu ikke lade være med, at tænke over, hvordan transnationale kløfter og store gab mellem kulturer har en altafgørende rolle i, hvordan og hvor de mennesker havner i deres videre færd i verden. Som Sonja og Bonjan så tydeligt mærker, så afstedkommer hjemløs- og stedsløsheden en uhyggelig identitetsløshed, som slår dybe revner. Lyden af en hånd der klapper fortæller om en historisk tid under Stalins regime, men Flanagans tematikker kan også trækkes op til vore egen tid! Mange – alt for mange – mennesker havner i dag stadig i en transnational grænsekløft, hvor de ikke kan komme fri, da de skal finde en ny identitet, som nu passer ind mellem to kulturer. I virkeligheden peger sporene tilbage til, hvordan vi generelt som lande, rundt i verden, modtager migranter, og hvordan vi som mennesker modtager andre, der er andreledes end os selv. Flanagan sætter mange elementer i spil om det at være anderledes, men Lyden af en hånd der klapper er i høj grad også en tragisk fortælling, som rammer hårdt. Jeg håber, at der snart kommer flere bøger fra Flanagans hånd eller at flere af hans bøger bliver oversat til dansk, da han kan noget helt særligt i måden, han bruger sproget på i en æstetisk form, der rammer mig som læser så præcist i solar pleksus.

Featured image
Featured image

Nye bøger (Nye bøger 2017 #4)

Featured image
Featured image

She thought of the library, so shining white and new; the rows and rows of unread books… – By Maud Hart Lovelace

Nye bøger er altid lykken for mig, og jeg kan da heller ikke helt lade være med, at købe en masse af dem! Det er ved, at være længe siden, at jeg har vist jer mine nyeste bøger frem, så jeg tænkte, at det var på tide. Jeg har droppet, at skrive i overskriften, hvilke måneder, som jeg har købt bøgerne i, da jeg ikke længere rigtig kan huske, hvilken måned at jeg købte de forskellige bøger i. Nogle af dem har jeg nemlig købt for mere end et par måneder siden. En af mine lidt ældre nyindkøbte bøger er My Lady Midnight af Cassandra Clare, som er den første bog i serien The Dark Artifices -A Shadowhunters Novel fra Forlaget Margaret K. McElderry. Jeg havde egentlig planer om, at læse hele serien, men jeg nåede aldrig helt dertil på grund af min sygemelding, og så mistede jeg læselysten og overskuddet. My Lady Midnight handler om den unge Skyggejæger Emma, som sætter sig for at opklare mordet på sine forældre og hævne tabet af sine forældre. Hun og makkerne, Julian Blackthorn skal lære at bruge sin fornuft frem for hjertet, hvis de sammen skal bekæmpe og optrævle et gigantisk dæmonisk plot. Når jeg læser om bogens handling lyder, det som en meget spændende roman, og jeg håber, at jeg får læst bogen og resten af serien selvfølgelig på et tidspunkt. Den næste bog er den smukke udgave af Jane Eyre af Charlotte Brontë fra forlaget W – A White’s Fine Edition, som jeg har kigget længe efter, så da jeg tilfældigt faldt over bogen på tilbud, skyndte jeg mig at klikke dem hjem fra England.

Det hænder, da også ind i mellem at jeg tuller ned i min lokale Bog&Ide, hvor de også har nogle ret lækre tilbud. Da jeg fornylig var forbi butikken, og de søde ekspedienter, fandt jeg Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee og Butcher’s Crossing af John Williams fra forlaget Lindhardt og Ringhof. Jeg har læst Dræb ikke en sangfugl, som jeg vist lånte på engelsk, men jeg har så længe ønsket mig den danske luksusudgave, som nu er min. Butcher’s Crossing kender jeg ikke så meget til udover, at det er en historisk roman, der handler om Will Andrews, der i 1873 opgiver sine studier på universitet Harvard, og havner i en lille udkants by i Kansas, der hedder Butcher’s Crossing. Han bliver ven med Miller, der er én af de mange rastløse og penge mindede mænd i byen, hvis eneste tanke er, at tjene hurtige penge. Miller fortæller om en stor bisonflok langt væk i en dal i Rocky Mountains i Colorado, som ingen før har draget til. De to mænd rejser sammen med to andre mænd til dalen, og det bliver noget af en begivenhedsrig rejse. Da de kommer frem til dalen møder de et syn, som overvælder de fire mænd. Det lyder også, som en spændende bog, som jeg glæder mig til at læse. Jeg har jo igangsat noget af en læseudfordring – nemlig Rory Gilmore Reading Challenge, og da jeg ville kigge lidt mere på Brødrene Grimms eventyr, hvor af et par stykker figurerer på listen kunne jeg se, at jeg manglede eventyret om Snow White and Rose Red, så derfor købte jeg eventyrsamlingen The Complete Fairy tales of the Brothers Grimm fra forlaget Wordworth, som både er meget smuk og var meget billig i forhold til bogens mange sider. Jeg har også købt en anden eventyrlig samling – nemlig 1001 Nats eventyr fra forlagt Lindhardt og Ringhof, da det er så smuk og magisk en bog, at jeg slet ikke kunne lade være.

En af de bøger som jeg også har fået købt hjem er The NeverEnding Story af Michael Ende fra forlaget Penguin, som fik jeg anbefalet af en god veninde. Det er en rigtig vigtig bog i forhold til forståelsen af fantasy-genren, som sådan, så denne måtte jeg eje til senere læsning, når jeg er færdig med, at skrive mit speciale, som jeg har fået udsat til aflevering i det nye år. Lige for tiden er jeg ret betaget af serier, så da jeg faldt over den historiske Poldark serie, så måtte jeg prøve at købe nogle af bøgerne hjem. Serien består af i alt tolv bøger, der oprindeligt er udgivet fra 1945 til 1953, hvor forfatteren så vendte tilbage til serien, og de sidste bøger blev udgivet fra 1973 til 2002. Jeg er startet med at købe de første fem bøger, som er Ross Poldark, der dækker årene fra 1783-1787, Demelza, som dækker årene fra 1788-1790, Jeremy Poldark, der dækker årene fra 1790-1971, Warleggan, som dækker årene fra 1792-1793 og The Black Moon, der dækker årene fra 1794-1795 – alle bøgerne er skrevet af Winstob Graham. Alle bøgerne i den udgave, som jeg samler på, er udgivet af forlaget fra forlaget Pan Books. Den første bog i serien handler om Ross Poldark, der er på vej hjem til England efter krigen. Men da han kommer hjem ligger alt, hvad han forlod i ruiner, hans far er død og hans forlovede Elizabeth, der troede at han var død under krigen, er nu forlovet med hans fætter. Det er så ledes ikke let, at være hjemkommen soldat på nogen måder. I bøgerne følger jeg Poldrak familiens skæbner og liv. Det lyder til, at være en virkelig spændende serie, som også er blevet filmatiseret af BBC. Nu mangler jeg så bare, at købe de sidste syv romaner – og altså at læse de første fem. Jeg vil rigtig gerne i gang med at læse en længere serie, hvor alle bøgerne er udkommet, men jeg kan, i tiden, ikke rigtigt tage mig sammen, men det håber jeg på, at jeg snart kan.

Det var så mine nye bøger for denne gang. Jeg har kun to nye bøger tilbage, som jeg ikke har vist her, og dem gemmer jeg til det næste indlæg, jeg laver om nye bøger. Jeg elsker, at købe nye bøger og drømme om, hvilke spændende eventyrer og historiske tidslommer, de gemmer på og venter på at afsløre for mig. Jeg håber, at I alle har det rigtig godt, og at I får læst og hygget med en masse gode bøger her i efterårets mørke aftener.
Har I fået købt nogle spændende bøger? Eller er I begyndt, at skrive bøgerne på ønskesedlen til jul?

Featured image
Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Featured image
Featured image

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Udgivet af forlaget Politikens Forlag på 299 sider i 2017 (org. titel The Underground Railroad, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2016). Bogen er læst på dansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Slaveriet har udviklet sig til en mægtig hvid imperialistisk maskine, da jeg møder Cora som er slave på Randalls bomuldsplantage i denne roman Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Denne historiske roman beretter om tre generationer af kvinder, som er opvokset som slaver. Cora er født ind i slaverites skærende og ødelæggende jernlænker ligesom sin mor Marbel. Mormoren Ajarry blev som lille pige kidnappet af slavehandlere sammen med sin familie og resten af landsbyen. Familien blev dog hurtigt splittet, og Ajarry blev solgt flere gange end det kan tælles på en hvid mands hånd. Hun endte til sidst på familien Randalls mægtige jorder i Georgia, som også var der, hvor hun tog sit sidste åndedrag midt i den hvideste bomuldshøst. Marbel og Cora lever herefter deres liv med at arbejde hårdt i markerne og plejer deres lille frugtbare jordlod, som de har arvet af mormor Ajarry. Men da Cora ikke er mere end 10 år flygter Marbel fra plantagens pinsler. Hun er nu blevet en legende, da ingen slavefange har haft heldet med at indfange hende. Cora er alene i verden, og et par år efter Marbels forsvinden tvinges hun til, at flytte ned i hytten Hobb, der er for de udstøde, sære og syge kvinder. Slavelandsbyens ældste mand Jockey holder sin fødselsdag to gange om året, hvor hele landsbyen fester, afholder konkurrencer og danser til afrikanske rytmer, hvor de slår sig fri fra slaveriets lænker for en kort stund. For Cora ender denne aften frygteligt, da hun vil beskytte den lille dreng for en ordentlig omgang prygl, kaster hun sig over drengen, og bruger sin krop som skjold.

Da Cora hører Caesar spørge, om hun vil være med til at flygte, tror hun, at han er ude på at snyde hende. Hun er jo en af de udstødte kvinder, som ingen normal og anstændig mand i landsbyen ville opsøge. Efter episoden med de mange prygl giver hun sig, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. I mellemtiden er en anden slave flygtet, men der går ikke længe inden, at han bliver indfanget af den grove og ondskabsfulde slavefanger Mr. Ridgeway. Det er med en hård klump i maven og med tårer ned af kinderne, at jeg læser om slavens umenneskelige og unødvendige straf. Straffen er indbegrebet af Terraences Randells ondskab, som rækker langt dybere end at være et statueringseksempel for andre slaver, så de ikke får samme ide med at flygte. Caesar har forbindelser til den jordiske jernbane, som hjælper bortløbende slaver ud i friheden, og de flygter en sen aften. De fortsætter til den hvide mand Mr. Fleitchers hus, hvor han skal hjælpe dem videre på deres flugt, så de kan nå til den underjordiske jernbane, hvor en af stationerne ligger hemmeligt under Sams hus. De skal nu med et tog væk fra Georgia til South Carolina, hvor de får nye navne, og bliver en del af stiftelse for farvede. Caesar og Cora beslutter sig for at blive i denne skønne by, men Cora opdager, at slavefangeren er grueligt på at opspore dem. Nu er hun igen på en vild flugt til den underjordiske jernbane, men nu igen helt alene i verden. Slavefangeren er særlig ivrig efter at fange Cora, da han ikke lykkedes med at indfange hendes mor. Det bliver en besættelse for ham, og han gør alt for at opsporer hende alle steder til alle tider.

De mødtes ved bomulden, da der var faldet ro over landsbyen. Caesar løftede spørgende det ene bryn ved synet af den bugnende sæk med yamsrødder, men sagde ikke noget. De gik ind mellem de høje planter, så knugede af situationen, at de glemte at løbe, før de var kommet halvvejs igennem. De blev svimle af farten.

Whitehead bringer mig ikke bare ind i endnu en fortælling om slaveriet i kolonierne, men han tager mig med på en hårrejsende og følelsesmæssige flugt med den underjordiske jernbane idet, at frygten puster og ånder Cora og Caesar i nakken fireogtyvetimer i døgnet, og hvor selv den mindste fejl eller afsløring kan medføre at slavefangeren Mr. Ridgeway lykkedes i sin besættelse af, at bringe Cora hjem til plantagen igen. I Den underjordiske jernbane fører whitehead med sikker mål og præcision den historiske og fiktive genre i et sammenvævet spind mellem fiktion og virkelighed sammen på fineste vis. Den Underjordiske Jernbane bestod af et hemmeligt netværk, som hjalp de mange slaver på flugt til at lykkedes med at komme ud i friheden uden for plantagerne. Gruppen bag Den Underjordiske Jernbane arbejdede sammen med abolitionisterne for at forbyde og stoppe slaveriet i kolonierne og i USA gennem et større netværk. Her i Den underjordiske jernbane forbinder Whitehead Den underjordiske jernbane sammen med en fiktiv eufemisme om, at netværkets virkelighed bestod af hemmelige jernbanetunneler. Netværkets hemmelige flugtveje foregik dog ikke under jorden, men gennem hemmelige flugtruter i tætte skove og sumpe. Romanens sproglige ligefremhed og nøgterne beskrivelser af de mange ting, som Cora skal igennem for at nå vejen til friheden over eget liv, rammer mig på en helt uventet måde, og med et bringes jeg tilbage til kolonitiden og romanen Uncle Tom’s Cabin af Harriet Beecher Stowe, der er en af de få romaner, som står mit hjerte så nært.

Gennem Coras flugt fra plantagen og Mr. Ridgeway, møder hun i hver by og landsdel en ny dimension af Amerika med forskellige tilgange til slaveriet og slaverne på flugt. I South Carolina er byens indbyggere hjælpende, og giver de flygtende negere nye håb, men i North Caroline “eksisterede negeren ikke, bortset fra for enden af et reb”. Whitehead er en fuldendt mester til, at beskrive forskellen mellem de to landsdele, men også til at beskrive synsvinklerne i dikotomien mellem den hvide mand, og den sorte neger på en sådan måde at realismens hårde facts rammer mig. Hver af dem får deres egen stemme, hvor intet forties, og den ellers lydløse stemme i litteraturen får en ny stemme i en heteronormativ og kapitalistisk verden.

I Den underjordiske jernbane giver Whitehead slaverne en vigtig stemme, hvor jeg får lov til at komme helt ind bag ved og følger med i Coras emotionelle og refleksive verden i plantagen og på hendes flugt ud i verden. Jeg mærker Coras frygt, som var det mig egen, for at blive bragt tilbage til den ondskabsfulde plantage ejer Mr. Randells, og jeg er med hele vejen i hendes kampe og håb for en fremtid, som et individ og ikke som en vare, der kan købes og sælges efter profit. Strukturelt er romanen delt op i kapitler med overskrifter, der henviser til de forskellige landsdele, som Cora passere på sine flugtveje og kapitler om enkelte personer. Kapitlerne med de enkelte karakterers historier forstyrrede desværre bogens struktur og min læsning, da disse mest er i slutningen af romanen, og virker lidt som unødvendige brud i Coras fortælling. Under slaveriet blev negerne ikke set som et helt menneske med tanker og følelser, men som en vare og et nummer i rækken, der skulle yngles for at få mere produktion og dermed mere profit. Whiteheads beskriver i Den underjordiske jernbane slavernes produktionelle funktion og betydning i den hvide mands verden under slaveriet med en realisme og styrke, der næsten slår mig omkuld og jeg væmmes over den hvide “civiliserede” verden.

De nye racelove forbød farvede mænd og kvinder at sætte foden på North Carolinas jord. Frimænd og -kvinder, der nægtede at forlade deres jord, blev jaget væk eller slagtet.

Den underjordiske jernbane er Whiteheads sjette roman, og denne har taget det meste af verden med storm. Romanen har været indstillet til flere priser, og i 2016 vandt bogen the National Book Award, og her i år 2017 har roman ligeledes vundet den flotte pris Pulitzer Prize for Fiction. Endvidere er Den underjordiske jernbane også blevet lovprist af Oprah Winfrey, som har læst romanen i sin berømte bogklub, hvor alle verden over kan læse med i romanerne og deltage i forskellige diskussioner rund på de sociale medier. Winfrey har interviewet Whitehead, og du kan se lidt af det her på Oprah.com. Den underjordiske jernbane rørte noget i mig, som jeg har svært ved, at beskrive med de helt rigtige ord. Som da jeg læste Uncle Tom’s Cabin, blev jeg også i Whiteheads roman ramt på det emotionelle plan af den hårde og umenneskelige måde, som slaverne blev behandlet på i det nittende århundrede, så der voksede en stor klump i min mave og tunge sten tyngede mit hjerte under læsning. Whitehead skriver med en stemme, der stadig er vigtig, og hvis budskab giver lyd og stemme til slaverne, men som også viser en lille bid af det helvede og de pinsler, som slaverne måtte lide under for at tilpasse sig den hvide mands verden og krav. Under min læsningen af Den underjordiske jernbane blev jeg holdt fast med en gru og med et lille spirende håb for, at Coras og Caesars flugt ville lykkedes til, jeg vendte bogens sidste sider.

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas (Wallflowers #1)

Featured image
Featured image

Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas. Udgivet af forlaget Pretty ink på 351 sider i 2015 (org. titel Secrets of a Summer Night, org. sproget er engelsk, og bogen er org. udgivet i 2004). Bogen er læst på dansk.

Annabelle Peyton lever et møjsommeligt og sparsomt liv sammen med sin mor Philippa og lille bror Jeremy i London. På trods af at de er af adelig afstamning, er livet ikke en dans på roser. Efter farens død er formuen hurtigt blevet langt mindre, og de må vende en hver ører for at fastholde facaden ud ad til, men også for at Jeremy kan blive på kostskolen, og gøre sine studier færdig. Annabelle og hendes mor sælger alt, hvad de kan undvære og bytter diamanter og ædelstenene ud med glas, for at opretholde facaden til omverden. Annabelle er i den giftefærdige alder, men det er ikke let at få en adelsmand på krogen, når Phillippa ikke kan tilbyde en medgift ved et giftemål. Sidst på selskabssæsonen i Londons store adelige kredse i 1834 er Annabelle desperat, og ønsker mere end noget andet at kunne stille sin familie den sikkerhed, som et giftemål ville kunne medføre, men det er hendes sidste chance for at deltage i selskabssæsonen. Dog er det desværre kun den irriterende og skrubløse Mr. Hunt, som gør frække forsøg på, at få æren af en lille dans. Mr. Hunt er slagterens søn, men han har arbejdet sig op til, at være en meget velhavende mand i en meget ung alder. Han har få, og gode bekendte i adelen, men dette er ikke nok. De adelige ungmøer kigger langt uden ham, særligt Annabelle, da han ikke er fra den adelige klasse og værst af alt er, hans manglende etikette og opførsel blandt dannede mennesker. Til et af sæsonens sidste selskaber i London bringes jeg af Kleypas’ ind på den noget triste række af bænkevarmere, der sidder misfornøjet, og kigger på de dansende par med et misundelsesværdigt, men ømt blik mod dansegulvet.

Annabelle er efterhåndeden blevet en af de faste bænkevarmere sammen med de amerikanske søstre Lillian og Daisy, og den unge Evie. Pigerne har ikke før givet hinanden mange blikke, da de altid har været i konkurrence om, hvem der kunne tiltrække de magtfulde og rige mænd. Men denne aften sker der noget magisk, og et trofast bånd bindes mellem de fire unge kvinder. De laver en pagt om, at hjælpe hinanden til at få en mand på krogen i ægteskabets lænker, hvor den første er Annabelle, da hun er den ældste. Det sidste selskab denne sæson afholdes i landlige omgivelser af Lord Westckiff på hans store Gods i Hampshire, og Annabelle får igennem sine nye veninder en invitation. Dette er Annabelles allersidste sidste chance i bogstavelig forstand, da hun også trænges op i en krog af den noget uhumske Mr. Hodgeham, som hendes mor har været nødsaget til, at tage med ind i soveværelset for, at holde regningerne på afstand. Annabelle hader at se hendes mor lide, og nu hvor Mr. Hodgeham har kastet sine gamle og ulækre øjne på hende, har hun mange problemer at tage sig af for, at komme ud med anstændigheden i behold. Den unge Mr. Hunt er også med til selskabet, og da han og Lord Westckiff finder de fire piger midt i en gang mameluk-rundbold på en afsides eng, opstår der røde kinder og lange blikke, da det ikke er anstændigt sådan at rende rundt uden tøj på! Handlingen er således sat i skub, hvor jeg følger Annabelle i bestræbelserne på også at holde den insisterende Mr. Hunt på afstand, men det er svært, da ukendte og anderledes følelserne huserer i hendes krop.

Hvis hun ikke havde været så bekymret, ville Annabelle have leet af deres ansigter, der alle tre måbede. Men i stedet for at bryde ud i jomfruelig forargelse eller diskret give sig til at snakke om noget andet stillede Lillian det sidste spørgsmål, Annabelle ville have forventet. “Har han ret?”

I Sommernattens hemmeligheder af Kleypas drager jeg med Annabelle ud i jagten på, at finde en adelig ægtemand, men fremtidsudsigterne er dyste. Romanen er den første bog i en tetralogi med det noget flotte og interessante navn Wallflowers, men navnet er dog ikke helt så smigrende en betegnelse, som ved første antagelse. Ordet betyder nemlig bænkevarmere, og er det som de fire piger, Annabelle, Lillian, Daisy og Evie, må siges at være ved alle selskaberne, hvor de ikke formår, at fanger mændenes interessante blikke på grund af ikke-adelige aner eller økonomiske mangler. Romanens genre er en blanding mellem det historiske og erotiske, men som i langt det meste af romanen er holdt i den sobre tone, som hørte til i det nittende århundrede. Under læsningen sad jeg ofte med et lille smil på læben over Kleypas’ fantastiske evne til, at frembringe den historiske kontekst korrekthed ved eksempelvis en mands syn og berøring af en kvindeankel i, hvor uanstændigt bare dette var. I Sommernattens hemmeligheder er sproget let, flydende og lige til, hvor jeg ikke skulle tænke de store tanker, men bare kunne slappe af og læse om Annabelles mange og hårde kampe.

Romancen og den historiske kontekst har længe lokket og draget mine øjne mod Sommernattens hemmeligheder på min bogreol. Det var dog ikke før under læsningen, at jeg opdagede romanens erotiske elementer, så jeg blev da en anelse overrasket, men de erotiske scener er så fine og igen holder tand i den historiske kontekst, at det virker rigtig godt i romanens plot, men noget overrasket blev jeg da. Karaktererne har ikke den store dybde, og indimellem virker det en smule for overfladisk og unødvendig i flere inddragelser som eksempelvis af de mange omsværmer, som den unge og generte Lord Kendall belemres med. Først kom jeg rigtig godt i gang med læsningen af Sommernattens hemmeligheder, hvor der i romanens plot hyppigt skete små ting, som fastholdte mig i læsningen, men efter de første hundrede sider sænkede tempoet sig, og handlingen trak lige lovligt langt ud, og blev en smule kedelig. Dette ændrede sig dog igen på romanens sidste hundrede sider, hvor handlingstempoet sted betragteligt med både mordforsøg og en kæmpe eksplosion. Så da romanen sluttede var jeg egentlig lige lidt træt af det, da jeg ville have mere og ikke ønske at romanen skulle slutte, men jeg må jo tålmodigt vente med at læse videre til, jeg får fingre i Efterårets luner, som er den anden bog i serien.

Det ville være skrækkeligt, hvis nogen så hende i denne tilstand. Annabelle bad til, at stemmerne tilhørte et par tjenestefolk, lænede sig op mod væggen og ventede uden at røre sig. Et par vildfarne lokker klæbede til hendes fugtige pande og kinder.

Kleypas’ evne til på troværdig vis, at frembringe to modstridende sociale klassers tanker om, og sociologiske interaktioner med hinanden viser dikotomien i deres fælles problemstillinger i samfundsopbygningen i starten af det nittende århundrede tog pusten fra mig. Annabelles adelige aner gør, at hun har krav og ret til, at gifte sig længere ind i den engelske adel, men ikke kan da hun ingen penge har. Den mægtige forretningsmand Simon Hunt har ved snilde og dygtighed fået arbejdet sig ind i den adelige klasse, men dette giver ikke lov til, at han gifter sig med en adelig pige eller bliver anerkendt i de finere kredse. Der var flere ting i Sommernattens hemmeligheder, som jeg ikke helt kunne forene mig med, men i det store hele er det en fin historisk og erotisk roman med et strejf af humor. Der var flere gange under læsning, at jeg grinede af de amerikanske søstres humoristiske og lige til bemærkninger, og hele idéen med mameluk-rundbold var en finurlig, sjov og befriende tilføjelse. Jeg skal helt sikkert læse de sidste tre bøger i Kleypas tetralogi, og jeg håber på at få læst de fleste af bøgerne hen over sommeren, da jeg har på fornemmelsen, at de bliver et friskt og humoristisk pust under min speciale skrivning. Lisa Kleypas har udgivet flere historiske og erotiske serier på dansk ved forlaget Pretty ink, som er et imprint under forlaget Rosinante & co. Som det eksempelvis vises på nederste billede, så er bogen Forfør mig ved solopgang, den anden bog i tetralogien Hathaway, som jeg nok måske også lige skal kigge nærmere på, når jeg er færdig med at læse bøgerne i Wallflowers serien.
Featured image
Featured image

Hvem har vundet Victoria af Daisy Goodwin?……

Featured image
Featured image

Victoria af Daisy Goodwin. Udgivet af Politikens Forlag maj 2017. Romanen er sponsoreret af forlaget.

Følger I også med i dramaserien “Victoria”, der nu køre om søndagen? Det gør jeg, og jeg er helt i en anden verden, så snart at teksterne ruller over tvskærmen er jeg fanget! Jeg glæder mig meget til i morgen for, så kommer tredje afsnit jo. For en lille uge siden startede jeg en Giveaway her på bloggen i samarbejde med Politikens Forlag, hvor det var muligt at vinde bogen bag tv-serien. Og nu er tiden kommet til, at finde den heldige vinder. Der er mange, som har været forbi og deltaget. Hvor er det fedt! Mange tak, for at I har ville være med.

Spørgsmålet om, hvornår Victoria overtog tronen har I alle svaret rigtigt på, så det er super. Men jeg stillede også et lille bispørgsmål om, hvilke historiske romaner, som I syntes bedst om. Det er, der rigtigt mange, som har været søde at skrive lidt om også – mange tak for det. De fleste af dem keder jeg, men der er dog et bøger, som jeg ikke kender, og dem skal jeg selvfølgelig lige have kigget nærmere på. Det er altid så skønt med lidt ny inspiration! Jeg ser bestemt også meget frem til, at læse Victoria meget snart. Romanen har fået rigtige gode anmeldelser, så jeg ser frem til, at forsvinde ind i Goodwins historiske tidslomme.

Nå, men nu kan jeg vel ikke rigtig trække tiden længere….. Vinderen er fundet ved lodtrækning, og er…… Sonja Bech. Stort tillykke til dig! Jeg sender straks en mail afsted til dig. Igen tak til alle jer, som har deltaget, og til Politikens Forlag, som har sponsoreret bogen. Jeg ønsker jer alle den dejligste weekend!

Featured image
Featured image

Giveaway af den historiske roman Victoria af Daisy Goodwin (Giveaway #5)

Featured image
Featured image

Victoria af Daisy Goodwin. Udgivet af Politikens Forlag 2017 på 393 sider. Eksemplar sponsoreret af Politikens Forlag.

I aften starter Victoria som en ny historisk dramaserier på DR1, der er baseret på romanen, og handler om hvordan den kun 18 årige prinsesse Victoria må indtræde som regent i England, da hendes onkel William IV dør. Victoria blev udgivet i Danmark i mandags, d. 1. Maj, og er nu klar til at indtage det danske publikum. Goodwine er ikke alene forfatteren bag bogen, men hun er også instruktør på dramaserien. I anledningen af, at dramaserien starter i aften, afholder jeg en giveaway på bloggen i samarbejde med Politikens Forlag. Så er du til historiske romaner som eksempelvis Belgravia af Julian Fellowes, så er Victoria et must read.

Victoria er en af de bøger, som jeg ser meget frem til at snart at læse, da den victorianske periode er en af de historiske tider, som interesserer mig allermest ind for den moderne romans opkomst og udvikling i forhold til social bevidsthed, klassesamfund og kriminalitet. Du kan få en lille forsmag på romanen gennem Politikens Forlag, som du finder her.

Du kan nu vinde Victoria ved at svare på, hvilket år prinsesse Victoria overtog tronen i England? Skriv svaret i en kommentar her på bloggen, og kom også gerne med gode forslag til historiske romaner, som har fanget dig mest. Jeg trækker vinderen allerede næste lørdag d. 13. Maj, men husk at skrive jeres mail i feltet, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Jeg ønsker jer alle den dejligste weekend! Tak til Politikens Forlag .

Featured image
Featured image

Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin

Featured image
Featured imageAlting begynder med efterår af Marianne Kaurin fra forlaget Turbine på 231 sider – udgivelsesår 2016. Originalsproget er norsk med titlen Nærmere høst fra 2012, og er oversat til dansk af Thomas Takla Helsted. Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Efterårsbladene er så småt begyndt at blive orange inden, at de bliver brune og visner. Det er i efteråret 1942 under anden verdenskrig, hvor jeg introduceres til familierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka i Norge. I romanen følger jeg primært tre familier fra boligkomplekset, hvor familien Stern indtager størstedelen af romanens sider. Her møder jeg den rebelske og livlige Ilse, der er mellemste søster i familien Stern. Som mange andre led familien under de konstante tyske indskæringer og overtagelse. Familien er nogle af de få jøder i opgangen, men faderen nægter at lade resten af familien kende til de barske realiteter med den konstante hærværk på forretningen. Før krigen havde de en stor systue med mange ansatte, men her i 1942 har de måtte skære den betalende arbejdskræft væk, og nu styres butikken udelukkende af faren Isak, storsøster Sonja og Ilse. Sonja arbejder ofte til langt ud på aften, men det er ikke kun i forretningsøjemed, da hun har sine egne hemmelige drømme om et liv uden for butikken og familien. Ilse er forelsket i den unge Herman Rød fra lejligheden på første sal, som forgiver at være, noget han ikke her. Han arbejder nemlig underdække i en hemmelig organisation, der består af hemmelige netværk og labyrintiske flugtveje.

En meget tidlig morgen ankommer det norske politi til familien Stern, og tager Isak med uden at forklare, hvor han skal hen. Under læsningen får jeg også et kort indblik i Isaks forfærdelige dage i interneringslejren i Berg. Imens prøver Sonja, at holde sammen på familien og forretningen, men det er ikke let, da moren er forsvundet ind i sig selv, og sover det meste af dagen. Ilse er ikke mere medgørlig, og det ender i en konflikt, hvor moren smider Ilse ud af hjemmet. Ilse får på sin flugt endelig mulighed for at snakke med Herman, og de tager afsted for at nyde en dag sammen. Odd Rustad bor også i opgangen, og han arbejder som taxachauffør. Han parerer ordrer, og bestemmer ikke selv. En morgen er han i bogstaveligste forstand tvunget til at køre mor, Sonja og lille søster Miriam til den visse død. Om eftermiddagen 26. november 1942 gik de ombord på skib DS Donau, hvis destination var Polen. Om bord var 532 norske jøder, hvis liv endte tragisk i gaskamrene i Auschwitz kun få dage efter deres ankomst. Da Ilse vender hjem til lejligheden er resten af hendes famile forsvundet, og hjemmet rodet, og hun er nødt til at flygte ud af landet.

De står og stirrer på hinanden. Rummet dirrer. Ordene, de har sat sig fast i væggene, de ligger på plankegulvet, under stolene, i lyset fra vinduet, de er sagt, de ligger der.

Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin er en historisk ungdomsroman, der strukturelt er del i to dele. I første del af bogen følger jeg Ilses stormende forelskelse i Herman, hvor jeg falder for hendes naive og rebelske, men beslutsomme karakter. Den anden del af romanen handler mere om, hvordan familien prøver at overleve farens anholdelse til, at mor, Sonja og Miriam selv bliver hentet. Herefter følger jeg Ilses flugt til Sverige. Kaurin er en mester til, at beskrive meget med få ord, og mange af de frygtlige begivenheder, som fandt sted under anden verdenskrig, bliver udtrykt nøgternt og illustrativt. Hvad den enkelte læser således får ud af romanens hovedemne, jødernes tragiske skæbne i Norge under anden verdenskrig, afhænger lige så meget af den enkeltes viden om anden verdenskrig, og de frygtelige forhold, som jøderne måtte lide under. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, hvor sproget åbner en temporal tidslomme til en anden tid i et andet land.

Ordene i romanen er valgt med omhu, og sætningerne er korte og præcise. Plottet i denne historiske ungdomsroman er kronologisk, og handlingen er tempofyldt, hvor jeg hele tiden skal forholde mig til de mange karakterer, som der skiftes mellem. Underlæsningen blev jeg lidt rundforvirret i starten, men jeg kom dog hurtigt ind i karakterernes navne og funktioner. Jeg kom særligt helt ind under huden på Ilse, men den karakter, som jeg også kom helt ind under huden på var Odd Rustad. Mange af de ting, han må gennemgå i romanen er umenneskelige og for de fleste af os utænkelige. I flere passager blev jeg virkelig berørt, hvor tårerne sad på spring og truede med at trille ned af mine kinder. Den videre læsning var næsten ubærlig, og det var kun håbet om Ilses og Hermans overlevelse, som løsnede en smule op i mit bryst.

Så sker der noget. Flere rører på sig, rejser sig op, ser mod indhegningen. Det er, som om alle holder vejret, som om alle lyde forstummer. De kommer i flok, en stor masse, som vælter ind på kajområdet, en strøm af skikkelser.

Alting begynder med efterår er en rigtig fin ungdomsroman, men jeg syntes dog at Ilses forelskelse og rebelske oprør fylder en smule for meget. Som skrevet i ovenstående afsnit var jeg ikke videre begejstret for de mange viewpoints og karakterskift, der var en smule forvirrende på romanens korte sider. I det, at det er en ungdomsroman, og primært henvender sig til målgruppen, så er mange karakterer og skift nok ikke det bedste, da det gør det svært at fastholde læsningen og spændingspunkt. Dog er Alting begynder med efterår en vigtig historisk ungdomsroman, der giver unge muligheden for at læse om og et indblik i, hvordan anden verdenskrig udspillede sig i Norge. Kaurins ungdomsroman siger så meget uden egentligt at gå i dybe petitesser og udskejelser i beskrivelser af de frygtlige kår under anden verdenskrig. Jeg elskede romanen for dens implicitte sproglige underforståethed, hvor forståelse og viden om jødernes forhold under krigen lægges over på læserens egen viden.

Featured image
Featured image

Hidden Figures – En sand historie af Margot Lee Shetterly

Featured image
Featured image

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Udgivet af forlaget HarperCollins Nordic 2017 på 364 sider. Læst på dansk – Originalsproget er engelsk med titlen Hidden Figures, og er org. udgivet i 2016. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

I den historiske biografi Hidden Figures – En Sand historie fortæller Margot Lee Shetterly for første gang om, hvordan sorte kvinder fik en enorm og betydningsfuld rolle inden for flyve- og rumforskningen i Virginia i USA fra 1930’erne og helt op til 1980’erne. Racediskriminationen er overvældende at læse om, og det skærer mig dybt i hjertet at læse om, de frygtelige vilkår som afroamerikanske mennesker måtte indordne sig under og tilpasse sig efter. I biografien optræder der mange afroamerikanske kvinder og mænd, hvis betydning for forskningsområderne ikke har været helt ubetydelige, men primært fremtræder fire kvindelige hovedpersoner gennem hele bogen, hvor jeg som læser følger deres udvikling fra barndom til alderdom. De tre af kvinderne Dorothy Vaughan, Mary Jackson og Katherine Johnson, følger hinanden og får ansættelse ved NACA (der sener bliver til en føderal virksomhed, der får navnet NASA ved den nye sammenlægning) inden for den samme årstal i forskellige afdelinger, men de må alle starter, som sorte computer i afdeling Vest, der kun var for sorte kvinder. Den sidste af de fire hovedpersoner er Christine Darden, der kommer til NASA en generation senere, og arbejder videre på projekter og forskningsprogrammer, som de tre andre afroamerikanske kvinder var med at starte op og videreudvikle.

I 1930’erne var det nærmest utænkeligt, at en sort mand eller kvinde fik arbejde som ingeniør eller på anden måde kom i kontakt med den forskningsbaserede verden, så de dygtige og højt uddannede afroamerikanere måtte søge arbejde, som underviser, på de sorte skoler. Men da anden verdenskrig sætter sin begyndelse sendes alle kampklarer mænd ud i krigen, og der er kun kvinderne tilbage til, at overtage mændenes arbejde for, at holde samfundet kørende. På Langley begyndte de i starten af 1940’erne at rekrutterer hvide og sorte kvinder, som computere fordelt på to separate afdelinger. Her blev Dorothy Vaughan ansat på en krigskontrakt, som strakte sig over seks måneder, og hun havde kun meget få forhåbninger om, at kunne forlænge sin ansættelse, hvilket hun dog fik. I denne periode lejede hun et lille bitte værelse, da Langley lå flere hundrede kilometer fra hendes hjem, så kun måtte undvære sine børn. Mary Jackson fik også arbejde som en af de sorte computere i afdeling vest under Dorothy Vaughan. Hun fik senere ansættelse i vindtunnelen under ingeniøren Kazimierz Czarnecki, som hjalp hende til uddannelsen som ingeniør, men det var dog ikke helt uden kamp. Det kursus, som hun havde mulighed for at følge, var aftenkurser, som blev udbudt af det hvide universitet i Virginia, og afholdt på Hampton High School, der udelukkende optog hvide studerende. Mary Jackson måtte søge gennem byrådet i Hampton, og hun fik bevilling til at følge aftenkurserne. Hun blev hermed NASA’s første sorte kvindelige ingeniør.

En lamslået Mary Jackson undrede sig: Var dette, hvad hun og byens andre sorte børn var blevet nægtet i alle disse år? Dette forsømte, antikverede sted? Hun var gået ud fra, at når de hvide gjorde sig så store anstrengelser for at nægte hende adgang til skolen, så måtte den være et paradis. Men dette? Hvorfor ikke kombinere ressourcerne og bygge en smuk skole for både sorte og hvide studerende? Over hele syden opretholdt kommunerne to parallelle og ineffektive skolesystemer, hvor både de fattigste sorte og hvide trak det korteste strå.

Hidden Figures – En sand historie er en historisk bibliografi, som spænder over flere felter af videnskaber. De tre kvinder, Katherine Johnson, Dorothy Vaughn, Mary Jackson og en generation senere Christine Darden, var med til, at skrive historie inden for fly og rumfart, fordi de udførte avancerede beregninger og udformede indviklede ligninger, som gjorde at det lykkedes USA, at vinde kampen mod Sovjetunionen. USA var noget bag Sovjetunionen, men de sorte kvindelige vest computere på Langley arbejdede hurtigt, og USA lykkedes først med, at sende John Glenn i kredsløb om jorden, og få det første menneske på månen, der var Neil Armstrong. Dette er en vigtig brik i vores historiske tidslinje, som jeg syntes har været glemt alt for længe! Shetterly har været gennem et mangfoldigt materiale for, at få de afroamerikanske kvinders betydning frem, og de mange personer og udviklinger inden for luft og rumfart. Dette bevirker desværre også at biografiens indhold indimellem virker lidt rodet, hvor den røde tråd, de fire kvinder, indimellem er svær at finde. Biografiens sproglige plan kan virke lidt tung, men brydes så fint flere gange med fine beskrivelser, der tenderer til de poetiske, som er med til at lette tyngden af alle de faktiske informationer.

Under læsningen af bogen fylder racediskrimination og adskillelsen mellem den hvide heteronormative og den sorte afroamerikanske verden meget, men dog med et glimt af lys og brudte barrierer, da Dorothy Vaughan, Mary Jackson og Katherine Johnson var med til at bryde igennem de tætte og næsten ugennemtrængelige grænser mellem de to parallelle verdener. Langley var dog et af de steder, hvor raceadskillelsen ophørte tidligere end andre steder, da ledelsen her var mere opmærksom på viden, forskning og det at man hurtigt kom frem til de rigtige og vigtige resultater, der også havde stor betydning på det politiske plan. Så skiltene med toiletter til sorte blev pillet ned, men racediskriminationen forgik dog alligevel bare på det lidt mere skjulte plan. Shetterly er i sin bog meget opmærksom på denne racediskrimination, som fylder rigtig meget i biografien, og bliver et meget stort gennemgående tema. Jeg syntes, at det var enormt fængende og spændende at læse om de fire kvinders kampe og succeser, men racediskriminationen fylder langt mere end blot i fremstillingen af kvindernes livsfortælling, hvilket desværre blev lidt trættende i længden.

Raceadskillelsen var den eneste verden, de nogensinde havde kendt til. Diskrimination var den kraft, som fastholdt dem i Newtown, som indskrev dem i Winchester-skolen, som sendte Chrisines forældre til Knoxville College for at blive uddannede frem for University of Tennessee. Det var en diskrimination, som de efterhånden havde lært at forvente og næsten acceptere.

Hidden Figures – En sand historie er en meget omfangsrig bog, og ind i mellem farede jeg lidt rundt, og kørte lidt træt i de mange historiske fakticiteter af propeller, vinger og farthastigheder, samt de mange beskrivelser af flyvere og rumraketter. Efter endt læsning er jeg dog enormt fascineret og forbløffet over, hvor stor omhu biografien er skrevet med og den enorme mængde research, der lægger bag skrivningen af denne bog! Jeg læser kun sjældent biografier, da de er meget tunge og ofte lidt kedelige, men jeg valgte at læse Shetterlys biografi, da de fire afroamerikanske kvinders livshistorie har en stor betydning i vores historie, og giver en ny vinkel på en verden, der ikke alle steder var delt helt så skelsættende op i det dikotomiske forhold sort og hvidt i 1960-1970’erne. Jeg syntes, at det er vigtigt, at anerkende et så stort og godt arbejde som denne biografiske bog indeholder, men også vigtigheden af den kulturelle betydning og forståelsen for vigtigheden af bogens mange faktiske og betydningsfulde data ‘er, om de afroamerikansk kvinders arbejde og forskningsmæssige betydning i og for verden. Jeg var ligeledes inde og se filmen, der er baseret på bogen, sammen med HarperCollins Nordic, og man kan sagtens læse bogen uden at se filmen. Bogen går langt dybere end det er muligt, at få med i en film, men jeg syntes at FOX Studios får hele essensen af biografien fint med i filmen.

Featured image
Featured image