Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg

Featured image
Featured image

Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg udgivet af Forlaget Arabesk på 360 sider udgivet i 2017. ⭐️⭐️⭐️ – 3/5 stjerner. Anmeldereksemplaret er modtaget fra forlaget

Stormene buldrer-
Vinteren fører sin Krig-
Havet vandre
langs Kysterne-
Himlen følger det
højt over Landet-
Smaa Huse trykker sig
i Angst mod Jorden –
Maanens Øje af Is
stirre gennem Nattens Mur
paa Mænd, der henter Kul-.

– Digtet Vinter af Gustaf Munch-Petersen

Poesi kan være noget af det smukkeste, fineste og mest magiske, som kan sættes sammen med ord, men det kan også være meget mystisk, dunkelt, skræmmende og mest rammende på den hårde måde. Som det er i digtsamlingen Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte, så har digterne meget på hjerte – dog mest skræmmende og rammende digte, hvor digtene stammer fra hele verden, men også fra hengemte tider, hvor jeg tages med til det ældgamle stammer og helt op til i dag med digte af Yahya Hassan og Boberg selv. Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte består af 242 nøje udvalgte digte, hvor flere af digtene er oversat til og udgivet på dansk for første gang. Digtene er ikke sammensat ud fra tematikker, køn, årstider eller følelser, men er sat sammen helt tilfældigt og på kryds og tværs uden noget form for mening, da Ib Michael og Boberg mener, at digtene taler for sig selv sammen og hver for sig. Jeg har her i anmeldelsen udvalgt tre af de digte, som talte mest til mig, men på forskellige måder, og som jeg i det nederste vil skrive kort om.

I Digtet Vinter af Gustaf Munch-Petersen bliver jeg kastet med stormene mod mørket og kulden, og beskriver for mig mænd, der arbejder i minerne, og henter kul op i den sorteste nat. Munch-Petersen skrev surrealistiske prosadigte med fokus på facisme og skarp kritik af kapitalismen. Det grumme og ækle arbejde i kulminerne, hvor menneskekroppe og sind ødelægges for at tjene penge til en kapitalistisk ejer, som alene havde økonomisk gevinst for øje modsættes naturens smukke, men dog mægtigste kræfter, som vinterstormene og havets oprør mod det hårde og ødelæggende arbejde. En af mine absolutte yndlings digtere både inden for poesi og fiktion er metafiktionens mester Jorge Luis Borges. Nedenstående digt Grænser er dog langt fra et af de bedste af Borges digte, jeg har læst, men i dag hvor grænser i ordets bredeste forstand er både transcendente og konnotative er betydningen og meningen her i digtsamlingen aldeles relevant, men særligt med tankerne rettet mod egne grænser, og hvor disse grænser går. I digtet er døden nærværende og altafgørende for tid – klokkens slag og tiden, som går. Med tiden lukkes og umuliggøres ønsker og lyst, så både tiden og døden sætter grænserne for vores formåen.

Der er en linie af Verlaine
jeg aldrig mere kommer i tanke om.
Der er en gade i nærheden,
der nu er lukket for mine skridt.
Der er et spejl,
der har set mig for sidste gang.
Der er en dør,
jeg har lukket til verdens ende.
Blandt bøgerne i mit bibliotek
(jeg har dem foran mig),
er der een jeg aldrig skal åbne igen.
Her i sommer fylder jeg halvtreds år.
Døden fortærer mig uden ophør.

– Digtet Grænser af Jorge Luis Borges.

Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg er, som forfatterne selv bemærker i bogens forord valgt og sat sammen helt tilfældigt, og digtsamlingen er, da også noget af en meget blandet samling. Digtsamlingen indledes af de smukkeste indledninger, hvor jeg fra bogens første sider næsten var inde i en helt særlig stemning. Digtsamlingen indeholder foruden prolog, de 242 digte også et efterord om læsning af digtene, hvor Ib Michael kort analysere nogle af digtene, og sidst men ikke mindst indeholder bogen også noget af mailkorrespondancen mellem Thomas Boberg og Ib Michael, der er fra udvælgelsen og indsamlingen til det, som er blevet til Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte. Alt sammen meget interessant læsning, også set i forhold til udvælgelsen og oversættelse af nogle af digtene. Ud af de 242 digte kender jeg flere af digterne, som jeg læste på både bacheloren og kandidaten, men dog kendte jeg kun meget få af de digte, som er med i samlingen. Det var rigtig fint, at jeg nu også har læst disse digte med.

Jeg syntes dog, at digtsamlingen emmer langt mere af det mørke end det lyse, hvis man kan kalde det sådan. På trods af at både Ib Michael og Thomas Boberg begge udtrykker, i deres forord, forskelligheden af og at der ingen sammenhæng er mellem digtenes tematikker, udsagn eller andre elementer, så havde jeg under læsningen den helt klare opfattelse af, at langt de fleste digte i Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte indeholdte død, vanvid, galskab, mørke, skygger og ennui, som alt sammen fik mig til at føle mig tynget og tung i krop og sind. Måske, at det er, de digte som for redaktørerne har ramt eftertænksomheden eller dybden af noget, ved jeg ikke. Det er muligt, men for mine sarte øjne ramte digtenes betydning for hårdt, hvor sprogligheden i flere af de udvalgte digte gik noget over mine grænser. Jeg har aldrig været ret god til lyrik, og når jeg læser lyrik, så er jeg mest til de digte, som varme og spreder glæde, kærlighed, mystik og eftertænksomhed på den knap så rammende måde.

I buskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi

af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskenes grene.

Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad,
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne kys meditere.
– Digtet Faunens Hoved af Arthur Rimbaud.

Et af mine favorit digte i samlingen er Faunens hoved, der både er mystisk og smuk. Faunen er en antik og mytologisk karakter, og emmer af farlige og gode eventyr. Jeg kan ikke sætte en præcis finger på, hvad det helt nøjagtigt var, som indfangede mig under læsningen, men måske det at jeg blev bragt med ind i en tids- og eventyrlomme med den sjove og fulde faun. Det der gør denne digtsamling speciel er, at der er medtaget og oversat digte fra små verdenskroge, som andre endnu ikke kar kunne læse på dansk, og det var det, der tiltrak mig som læser. Den rullende kanon – En antologi af yndlingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg er en fin digtsamling, som taget sine læsere med ud på mange rejser, tilbage i tiden og ind i mange verdener, så hvis du er til den lidt mørkere lyrik og eftertænksomhed, så kan jeg varm anbefale denne digtsamlingen, da læseren sættes overfor mange lidt skræmmende tematikker og problematikker, men som vi næsten alle kan relatere til.

Featured image
Featured image

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s