Ravnenes hvisken – (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten

Featured image
Featured image

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten er udgivet af Forlaget Carlsen i 2016, og er på 706 sider. Bogen er modtaget af Forlaget Carlsen, som gave til Bogbloggertræf 2016.

Livet har ikke været let for den kun sytten årige Anne, som blev efterlad som spædbarn, og har derfor boet på flere institutioner og i flere plejefamilier, end det kan tælles på to hænder, i et lille område i Nordjylland. Hun er ikke en helt almindelig pige, da hun har en helt særlig evne. Hun ser andres fortid gennem syn, som kan ramme hende, hvornår det skal være, men ikke nok med synskheden, så er hun også særlig følsom overfor andres følelsesmæssige tilstande, som hun kan aflæse i folks auraer. Hun bor i den lille by Ravnssted i en lille lejlighed med sin ny funden ven – kæmpe hunden Monster. Bogens handling begynder den første skoledag, hvor hun starter i 1. B på gymnasiet. Anne er lige ved, at komme for sent til den første time den første dag, da hun gennem flere nætter plages af et gammelt syn om en ung pige, der en mørk og stjernefyldt nat bliver myrdet i en skov, men det mærkeligste er at morderen skriver et underligt tegn på ryggen af den rødhårede pige. Hvem er denne pige, og hvorfor bliver mareridt ved med at forfølge hende?

Til Annes store forbløffelse, bliver hun, ikke som sædvaneligt, klassens mærkelige pige, men bliver tilsluttet af den smukke og noget lækre Mathias og den excentriske Luna. De opbygger et fortroligt venskab, men verden er ikke helt som den ser ud til, og jeg bliver sammen med Anne introduceret til andre mystisk og spændende parallelle verdener. Luna stammer nemlig heller ikke fra en helt almindelig familie – hendes familie er hekse og Mathias er ikke kun en ung fyr, men også en demigud. Annes mareridt kommer tættere og tættere på, og en morder er nu på spil i den lille by endda blandt de unge rødhårede piger. Pludselig forenes Annes mareridt fra fortiden med nutiden, og bliver et truende element for byen og de omkringliggende byers unge piger. Anne har gennem livet kun haft én trofast ven, Arthur. Men som det skal vise sig, så er han heller ikke af denne verden, da hun er en af de eneste, som kan se ham. Ikke nok med at Anne skal kæmpe med kommunes mange forbud og påbud, så ændres hendes verden sig radikalt. Gennem Lunas forældre erfarer hun, at hendes forældre at efterladt et hus til hende, som hun egentlig først kan overtage, når hun fylder atten, men med lidt hjælp på kommunen fra Benn, Lunas far, får hun lov til, at flytte ud i huset, Odinshøj, som ligger meget kort fra Lunas hjem. Anne flytter sine sparsomme ting ind i huset, og fra da af tager handlingen fat, hvor Anne nu hvirvles ind i en verden af halvguder, asatroende, magiker, genfærd, hekse og demiguder. Men Anne skal passe på, da morderen langt fra er færdig med at huserer i gaderne, men hvad er morderen ude efter – hende?


Den tætte fysiske kontakt mellem os lod mig mærke hans følelser voldsommere, end jeg nogensinde før havde mærket nogens, og selvom jeg ikke så konkrete billeder fra hans fortid, så følte jeg hans enorme viljestyrke. Jeg var paralyseret af hans stærke følelser, og et øjeblik lå jeg helt stille.

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten er en dansk fantasy, der tager afsæt i den nordiske mytologi som overgang mellem vores reelle- og den magiske verden. Jeg er sådan generelt meget begejstret for nordisk mytologi særligt i fantasy romaner, så jeg skulle selvfølgelig også læse Sølvstens roman, som jeg så gjorde i sommers. Sølvstens roman har fået mange gode anmeldelser med på vejen, og jeg havde nok sat forventningerne for høj, da jeg ikke helt er så begejstret her efter endt læsning. Romanens plot er spændende med uhygge og mord, men handlingen trækkes flere gange i langdrag, og jeg blev under læsningen ofte utålmodig for at kommer videre med, at fange morderen, men jeg syntes også at demigude dimissionen med nærmest total udødelighed var alt for overdrevent. Bogens handling og mange sider blev for tunge og læsningen trak i langdrag, men romanens strukturelle inddeling er rigtig god på de 706 sider, som er delt i fem dele med i alt 43 kapitler, der i høj grad er med til, at lette læsevenligheden betragteligt.

Karaktererne i Ravnenes hvisken er mange, og de fleste bruges kortvarigt, men kommer igen flere steder i bogen. Anne, Luna og Mathias er klart de karakterer, som får den mest indgående behandling og plads, hvilket giver god mening, men mange af de andre karakterer, som gennemstrømmer romanen bliver ind i mellem lidt for meget og og lidt for overfladiske, som eksempelvis Elias, Aella og Arthur. Der var dog også karakterer, som helt tog fusen på mig, og det var virkelig fedt! Min ynglings karakter i Sølvstens roman er helt klart den store hund Monster, og jeg blev meget trist, da han pludselig løb væk fra Anne, og der gik alt for længe før, at han kom hjem igen. I Ravnenes hvisken er der flere parallelle verdener, som Sølvsten i høj grad forbinder til vores verden gennem Anne, og det kan være at det hele kommet til at gå op i bind to eller tre, men her i første bog i trilogien er de mange verdener meget forvirrende, så det er lidt ligesom om, at kanten af et fint puslespil er lagt, men at jeg mangler mange brikker fordelt ud over den store flade, hvor plottets mange brikker ikke endnu kan forenes i et større hele.

Vagten på Frank’s slæbte sig afsted, og jeg fik næsten tårer i øjnene, da Milas stak mig en pose madrester, jeg kunne tage med hjem til Monster. Jeg tog posen med, hvis han nu skulle dukke op. Men da jeg havde sagt farvel til Frank, som drønede af sted i sin veteranladvogn, og Milas, der skulle hjem til familien, og jeg stod alene og låste min cykel op, vidste jeg, at Monster ikke ville komme tilbage. Følelsen af at blive forladt ramte noget dybt i mig.

Da jeg holder meget af dansk fantasy, som tager afsæt i den nordiske mytologi og runer, så har jeg jo læst en del romaner herom, og jeg kan ikke lade være med at få et deja-vu under læsningen af Ravnenes hvisken til et univers, som jeg har læst mange gange og kender så godt – nemlig til Helle Rydings trilogi Morganas kilder, hvis første bog hedder Den sorte ravns forbandelse. Nogle af de Deja-vu, som jeg havde under læsningen var blandt andet, at Anne blev efterladt som spædbarn pga. en forbandelse, hvilket hovedkarakteren Elisa også blev i Rydings trilogi, samt at begge karakterenes mor hedder Thora, som også i begge romaner bliver holdt fanget i en parallel verden med nærmest umulige muligheder for at komme væk i live. Ravnenes hviskener en god og solid roman for mig, men hverken mindre eller mere. Jeg er helt sikker på, at Sølvsten har helt styr på sit univers i og omkring Ravnssted, men hun vil bare så gerne så meget på én og samme tid, som desværre spænder lidt ben i det samlede univers. Jeg er ikke helt sikker, at jeg læser videre i serien – det må tiden vise.

Featured image

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s