Mumitroldene og tilværelsens gåde af Jukka Laajarinne

Featured image
Featured image

Mumitroldene og tilværelsens gåde af Jukka Laajarinne er udgivet af forlaget Alfa (Forlaget Eksistensen), og er på 194 sider. (org. titel Muumit ja olemisen arvoitus, org. sproget er finsk, og bogen er org. udgivet i 2009). Bogen er oversat til dansk af Felix Olafsson. Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Eksistensen.

Mumitroldene og Tove Janssons fantastiske univers i Mumidalen har altid virket dragende på mig og fulgt mig gennem livet fra min tidlige barndom og bliver helt sikkert ved indtil, at jeg bliver gammel og grå. Men, hvad er det Mumidalen, og dens fantastiske væsner gemmer på, der er så dragende og eventyrlige, men på én og samme tid er så virkelige? Dette giver Jukka Laajarinne et svar på i Mumitroldene og tilværelsens gåde, der teoretiserer Janssons Mumiunivers, og får eventyrene til at fremstå endnu tydeligere og endnu mere fantastisk. I sin teoretisering af Mumidalen og dens indbyggerer tager Laajarinne udgangspunkt i eksistentialismen, der sætter eksistensen og individet i centrum, og man tror på, at eksistensen går forud for essensen. Laajarinne benytter i sin bog flere af retningens højtstående filosoffer, så som Kirkegaard, Sartre, Simone de Beauvoir, Heidegger og Camus, som han bruger til, at gå i dybden med nogle af de mange tematikker, som kan perspektiveres fra eventyrerne til vores verden. Laajarinne tager fra bogens start fat om hjertet i Mumieventyrene – nemlig eventyrenes karakterer, og forbinder dem på en særlig måde til læseren. De små væsner er nemlig ikke kun små fantasidyr, der leger sig gennem livet, men de har i høj grad alle særlige og stærke personlighedstræk, som jeg, som læser, kan forbinde mig selv med og de mennesker, der omgiver mig i min hverdag.

I Mumitroldene og tilværelsens gåde drager jeg med Laajarinne ind i Mumidalens mystiske skove, flotte bjerglandskaber og møder mange forskellige væsner, hvor han perspektiverer og sætter centrale elementer i Mumieventyrene under lup, hvor verden ofte trues af grænsetilstande og katestrofer, som i vore verden. Også for væsnerne i Mumidalen er det ukendte og det foranderlige verdens kår, hvor væsnerne kommer ud for grænsetilstande og katastrofer, som i Kometen kommer, hvor verden snart går under. Mumitrolden og Snif sendes afsted til observatoriet for at kigge nærmere på den truende situation, og de når da også lige hjem igen kort før, at kometen rammer, så hele familien kan søge skjul i Snifs hule i bjerget ved havet. Grænsetilstanden er, at familien må flygte for at redde livet, og alle tankerne om det kære Mumihus stadig står, når katastrofen er indtruffen ved kometens fald. En af de tematikker, som Laajarinne kredser om bogen igennem er dikotomien hjem/hjemløshed, da alle ved, at ude er godt, men hjemme bedst, men hvad er hjem egentlig? Laajarinne tager her udgangspunkt i Mumifars erindringsbog, hvor Mumifar beretter om sin opvækst, som børnehjemsbarn ved en Hemule. Mumifar følte sig ikke hjemme på børnehjemmet, og rodløsheden rev i ham, så han flygtede for, at skabe sig sit eget hjem. Mumifar får da også bygget et godt hus efter sine historiske rødder, der er indgroet i ham, men noget mangler stadig. Huset er bygget i sammenspil med naturen, som er særlig vigtig, men jf Heideggers “fir-ening”, mangler den sidste ting, da huset stadig tomt – der er ingen samvær, da Mumifar ingen har at dele huset med. Så hjem er ikke kun at have et sted af bosætte sig, men i lige så høj grad nogen at dele det med. Det er gennem samvær med familie og venner, at vi definerer vores hjem, som gør at vi føler os hjemme i vores væren i verden.

Lige meget hvordan vi udtrykker det, står vi altid foran tomheden, da tomhed, ikke-eksistens, følger os, på samme måde som hjemmet og hjemløsheden også gør det. Fulde Mumihuse er tomme, midt i gruppen af folk er vi alene, og selv i Mumidalen er vi hjemløse.

Mumitroldene og tilværelsens gåde vækker ikke kun Janssons eventyr til live gennem en eksistentialistisk læsning, men også ved at inddrage nogle af Janssons smukkeste illustrationer fra eventyrene. De brugte illustrationer er udvalgt med omhu, og understreger Laajarinne teoretiske læsning. De rammer mig i hjertet og er med til at gøre betydningen af eventyrene endnu mere levende og tematikkerne endnu mere relevante i forhold til vores væren i verden. Laajarinne inddrager mange tematikker, hvor nogle af dem er beskrevet i ovenstående afsnit, men en af de mest centrale og eksistentialistiske tematikker er begrebet frihed. I sine illustrative beskrivelser inddrager han her karakteren Mumrikken, der også er min yndlingskarakter, som søger friheden og elsker at vandre rundt i Mumiverdenen. Laajarinne tager flere gange udgangspunkt i frihedsbegrebet igennem sin bog, i det at frihed jo er et stort begreb, da frihedsbegrebet både er holdnings- og handlefrihed – altså også frihed til at vælge fra. Alt her i livet er et valg, da når man vælger en ting, så fravælger man noget andet. I mit yndlings eksempel inddrager Laajarinne Snorkfrøken, der skal vælge én kjole ud mellem flere hundrede af kjoler, men det ender med, at hun bliver bange og løber sin vej – altså Snorkfrøken vælger ikke at skulle vælge, men det er jo også et valg jf Laajarinne. I Mumitroldene og tilværelsens gåde gør Laajarinne en svær eksistentialistisk teori forståelig og forholdsvis let tilgængelig i et læsevenligt og fængende sprog.

Bogens strukturelle opdeling er i ni korte kapitler, hvor Laajarinne bruger de forskellige eksistentialistiske filosoffer til, at argumentere for sine udsagn, og det hele giver langt mere mening. Mumieventyrene er i bund og grund ikke kun skrevet til børn, men også til voksne, da eventyrene har et underliggende og vigtig udsagn, der mindsker skellet mellem fantasi og virkelighed. Hvad findes der ikke ude i Mumiskoven af uhyggelige væsner og ukendte stier? Det gør, der jo i alle skove – javist, men på nogle tidspunkter er skoven som sted jo også langt mere uhyggelig end som så. Der er ikke mange karakterer, der går usete forbi Laajarinnes teoretisering, og jeg vendte hver en side i den lille bog med stor interesse. For lige kort at vende tilbage til det uhyggelige, så er karakteren Murren jo et skrækindgydende væsen ikke kun for væsnerne i Mumieventyrene, men i særdeleshed også for mig som læser. MEN, som Laajarinne påpeger, så er hun kun særlig uhyggelig fordi, at hun er defineret ud fra, hvad andre tror og mener om hende, men ingen kender sandheden. Er hun i virkeligheden kold, uvenlig, skræmmende og uhyggelig eller er hun blevet sådan på grund af sin ensomhed? Dette kan vi, jf Laajarinne, overføre til, hvordan vi ser på og behandler andre mennesker, da det er ud fra den anden, at vi identificerer os selv.

At være en helt anden, end den man er? Men Triste har fra begyndelsen været en lidende og dyster kvinde. Det drejer sig altså ikke om, at hun vil være en anden, end hun er, men at hun vil have, at de andre ser hende, som også hun ser sig selv. Hendes ønske minder om Mumitroldens, da han var forvandlet til en spøgelsesabe: Triste vil være noget andet for de andre, end hun er nu. Og fordi hun er bevidst om de andres synsvinkel, ser hun heller ikke sig selv, sådan som hun er.

Mumitroldene og tilværelsens gåde er en bog, som jeg er helt sikker på, at jeg vender tilbage til flere gange, da Laajarinnes pointer er gode og laver den særlige forbindelse mellem fiktion og virkelighed, der er skrevet i et sprog, som de mange og ikke kun de få kan forstå. Der er dog en ting, som ærgrer mig, og det er de mange korrekturfejl i bogen som eksempelvis manglende sammentrækninger, ord der er skrevet med stort og manglende nutids r’er. Mumitroldene og tilværelsens gåde har mange gode pointer, og jeg kan helt sikkert varmt anbefale bogen til alle, som elsker Janssons eventyrlige Mumiunivers som jeg, men bestemt også til forældre, der læser eventyrene højt for deres barn/børn, da det er gennem litteraturen, at verden kan fortolkes og leves på nye og forunderlige måder. Jeg bliver nok aldrig træt af Mimitroldene og det fantastiske univers, som Jansson har skabt, og det at Laajarinne i Mumitroldene og tilværelsens gåde giver mig muligheden for at udforske Mumiuniverset med nye øjne og med en dybere forståelse for sted, karakter og tematikker gør bare læsningen endnu mere interessant. Tusind tak til forlaget Eksistensen, der tilbød at sende et anmeldereksemplar til mig, som jeg vil værne om de næste mange mange år.

Featured image
Featured image

Advertisements

One thought on “Mumitroldene og tilværelsens gåde af Jukka Laajarinne

  1. Pingback: Skønne oktober!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s