Belgravia -Et hjem på Belgrave Square og Rendezvous af Julian Fellowes #4-5

Featured image
Featured image
Belgravia – Et hjem på Belgrave Square and Rendezvous af Julian Fellowes – del fire og fem. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog, der er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Originaltitel: Julian Fellowes’ Belgravia – At Home in Belgrave Square and Rendezvous. Udgivelsesår 2016. Billedet nederst i indlægget er venligst lånt af forlaget samt videoen med social mobilitet.

Belgravia – Et hjem på Belgrave Square og Rendezvous er del fire og fem i Fellowes føljetonroman, der med sin historiske kontekst bringer mig ind i en tidslomme til den victorianske periode, som jeg syntes er en af de mest facinerende historiske perioder i måder den historiske og samfundsmæssige kontekst beskrives på i litteraturen. Særligt når jeg forsvinder ind mellem linjerne i “Et hjem på Belgrave Square”, hvor jeg følger Anne mens hun nervøs venter på at det er tiden til, at tage til selskabet ved Lady Brockenhurst, hvor deres nyfundne barnebarn ligeledes er blevet inviteret. Familen Trenchard ankommer, og Anne spejder efter barnebarnet, som hun ikke har set siden, at han var nyfødt. Grevinde Brockenhurst nyder, at se Anne kigge søgende rundt, og vil have hende til at lide lidt endnu. Hun fortsætter sin omgang med at fremvise den unge Charles Pope rundt blandt de andre gæster.

Grevinde Brockenhurst og den unge Charles Pope træder omsider hen for, at hilse på James og Anne. James taber sit glas af bare forbavselse over at se sit barnebarn ved Grevindens side. Der opstår med det samme en tyngende stilhed i selskabet, men Grevinden får hurtigt tingene under kontrol igen, som den erfarne og strikse dame hun er. Anne får kendskab til, at James hele tiden har haft kontakt til Charles med under påskud af, at være interesseret i hans forretningsforetagende. Grevinden fører efter kort tid Mr. Pope videre rundt blandt gæsterne, der er meget forbløffet over denne fremvisningsadfærd, da Grevinden aldrig har gjort noget lignende. Susan Trenchard holder sig heller ikke tilbage og flirter åbentlyst med den flotte unge John Bellasis, og mon den unge Don Juan kan holde sig tilbage? Den unge og charmerende Charles er fortumlet og overrasket over Lady Brockenhurst modtagelse, og han trækker sig ud på ballekonen for at få lidt luft. Her møder han den unge og smukke Maria Grey, som ikke kun har et smukt ydre, men også er yderst intelligent. Hun Tryllebinder med et den unge Charles, og han undres over hendes interesse for bomuld. Der opstår søde og nye forbindelser mellem flere af selskabets gæster, men intrigerne slår også sine gnister, og da Anne og James kommer hjem emmer luften af usagte eder og årgamle frustrationer.

Følelsen af svigt og forræderi, raseriet over løgnagtigheden hos den ene mand, hun troede, hun kunne stole på – det stod alt sammen klart at læse i hendes følsomme grå øjne.

Anne har gennemskuet Grevindens plan om at offentliggøre barnebarnets eksistens uden at bryde sit æresord – nemlig ved at lade de herrer og damer i kredsen selv om at gætte forbindelsen, hvor Grevinden gør sit ypperste for at fremvise den unge Charles. Susan lader ikke chancen med John glide væk, og i del fem “Rendezvous” følger jeg interesseret med i deres første stævnemøde. Susan er dog ikke helt forblændet af den charmerende John, og hun tager sine forholdsregler. Da det blev klart for Susan og Oliver at de ingen børn vil få – ja så stoppede ægteskabets luner og glæder, og ægteskabet fremstår nu mere og mere som en pine mellem Susan og Oliver. Hun mangler den bekræftigelse og ømhed, som hun nu har fundet, for en kort stund, sammen med John. Men har hun mon andre planer og er mere udspekuleret på længere sigt? John tror, at han har det hele under fuld kontrol, og at han har styringen i kærligehedens spil, men han strejfes kun af flygtige tanker om, at Susan er klogere i spillets hjørner end han er klar over.

Den sociale mobilitet i den fremherskende middelklasse, som Anne og James er en del af, stormer frem i attenhundredetallet, men Annes og James’ hemmelighed truer med at ødelægge dem. Det er ikke uden grund at James frygter for fremtiden, nu da hemmeligheden om Charles snart er ude. For Grevinden Brockenhurst vil skaldalen ikke ramme nær så hårdt, da det i konteksten var alment kendt at adelsmænd ofte fik børn uden for ægteskab. Disse børn havde som sådan ikke ret til at arve titler og godser, men fik dog fine huse og penge i arv. Stephen Bellasis har sine egne dæmoner at slås med, og han føler sig som det sorte får i familien, da det ikke er ham, der har arvet titlen, formuen og de prægtige huse, men hans bror. Han er pastor og burde kunne leve et godt liv med sin familie og hans andel af arven efter moren, men han synker dybere og dybere ned i sølet, som luer og truer med at fælde ham, hvornår det skal være.

Som en mand, der flirtede med døden, drak han på stedets barer, sludrede med tyve og prostituerede og lod nu og da dødsruten tage en frygtindgydende drejning, alt imens han overvejede, om han ville ende i rendestenen med en kniv i siden eller i sin egen seng ved siden af den hustru, som ikke var ham til nogen glæde. I dag var der imidlertid ingen sejr i sigte.

Stephen søger tvungen trøst, men også drømme i de ikke så pæne herreklubber, hvor han har for vane at spille store summer væk. Det er da også her han er at finde i del fem “Rendezvous”, men spillets gang om det runde bord falder desværre endnu engang ikke til hans fordel. Da bordets andre spillegæster ønsker at stoppe nedværdiger Stephen sig selv ved ynkeligt at bede dem om et spil mere, så han har en chance for at vinde bare lidt at det tabte tilbage, da han næsten ikke tør tænke tanken om at være alene med Mr. Schmitt, som han nu skylder tusind pund. De andre herrer forlader dog bordet, og Stephen er nu alene med den modbydelige Mr. Schmitt, der giver ham tre dage til at skaffe det store beløb. Stephen må gå med bøjede hoved og tunge skridt hjem. Næste morgen forskrækkes konen Grace over de mange små sår, som Stephen har fået i hovedet. I deres mangeårige ægteskab har hun aldrig set ham på denne måde.

Den eneste mulighed Stephen nu har, er at gå til sin bror Grev Brockenhurst, som altid har hjulpet ham, når han har forlangt penge. Det kunne aldrig falde ham ind, at besøge sin bror under andre omstændigheder. Greven har denne gang ikke i sinde at hjælpe Stephen, da han græmmes ved de store pengesummer som Stephen spiller bort. Stephen bliver mundlam, da han aldrig før er blevet afvist, og han bliver rasende og forlader rummet. Da han står på gangen, hører han Grevinden grine meget højt, og han kigger nysgerrigt ind ad nøglehullet til hendes stue, men i samme nu glider døren op. Grevinden har endnu engang besøg af den unge Mr. Pope og de er meget fornøjet. Stephen undre sig, og opsøger sin søn for at hører om han kender nogle, som kan hjælpe ham i sin penge nød. Da Stephen fortæller sønnen om Grevindens møde med Mr.Pope undres også han. Sammen lægger de nu en plan for at finde frem til den hemmelighed, som Grevinden skjuler på, og de sætter deres plan i værk med at komme ind under familen Trenchards tjenestestab.

Stephen styrtede ud derfra, så hurtigt som en lille tyk mand fuld af gin nu kunne. Og han blev ved med at løbe, indtil han nåede hjørnet af Sloane Street. Det var først, da han stod lænet op ad muren, stønnende og prustende, at det gik op for ham, at der var noget helt galt. To damer, der var ude at spadsere en sen eftermiddagstur, gik i en stor bue uden om ham. En mand nærmede sig, men krydsede så pludselig over på den anden side af gaden. Han lod fingrene løbe over sit ansigt. Det føltes vådt. Han fandt sit lommetørklæde frem og duppede sig med det. Da han så på det, var det fuldt af blod. En butiksrude i nærheden fortalte ham, at hans ansigt var dækket af små sår fra skår af den splintrede flaske.

Belgravia som føljetonroman har allerede nu flere sideløbende handlingsplot, som hele tiden er under udvikling hos læseren. Dette var en meget stor del af den victorianske serielle roman, da romandelene blev skrevet i takt med udgivelserne. I attenhunderedetallet blev en føljetondel udgivet sammen med reklamer og anden information fra byen, men den serielle romanføljeton var ligeledes præget af de flotteste og fineste illustrationer, som besad mange parallelle dimensioner, og det var ofte derfor de fattige købte aviserne. Romanens sproglige form er flydende med interessante ord og vendinger om genstande, klubber, fabrikker mm, der havde en særlig betydning i romanens kontekst, som jeg via henvisninger kan læse mere om i romanens galleri bagerst i e-bogen.

Julian Fellowes føjletontoman fanger mig mere og mere i takt med at intrigerne øges og hemmeligheder afsløres, men jeg betages også af de fine kærlighedsmønstrer, der fornenemmes som små søde blomsterspirs stille voksen, som fremkommer på tværs af klasseskæl og sociologiske interaktioner. Hemmeligheden om Charles Pope er på nippet til at komme helt frem i lyset, og jeg ser frem til at læse mere om, hvordan det påvirker hovedpersonen selv, men også hvordan det videre skal gå familien Trenchard nu da Stephen og John har skumle planer i ærmerne. Jeg glæder mig meget til læse videre om Susans frække affære med John, og til at læse mere om de søde romantiske undertoner mellem Mr. Pope og Maria Grace, som jeg håber kommer med i denne uges afsnit på torsdag. I mens vi venter på, at det lige om lidt bliver torsdag, kan du i nedenstående video se historikeren Kate Williams fortælle om social mobilitet i den victorianske periode, og høre om, hvordan middelklassen stormede frem i den økonomiske og magt politiske sfærer.

Featured image

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s