Belgravia – Uventet møde af Julian Fellowes #2

Featured image
Featured imageBelgravia – Uventet møde af Julian Fellowes – del to. En føljetonroman i 11 episoder. Udgivet på dansk hos Politikens Forlag, og oversat til dansk af Agnete Stjernfelt. Er læst som e-bog, der er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Originaltitel: Julian Fellowes’ Belgravia – A Chance Encounter. Udgivelsesår 2016. Billedet nederst i indlægget er venligst lånt af forlaget.

Krigen ved Waterloo bryder ud, hvor officerer og andre embedsmænd forlader ballet i det første kapitel af Belgravia. Den unge Sophia er dybt forelsket i den unge Lord Bellasis, men der går kun kort tid før den unge Sophia må høre de tyngende og grufulde nyheder om, at han er faldet i krigen. I tiden op til ballet og ved dets afslutning gemmer på en hemmelighed. Det er denne hemmelighed som læseren indvies i, i denne anden del, “Uventet møde”. Temporaliteten fremrykkes i plottet med seksogtyve år og jeg, som læser, følger Sophias mor, Anne, til et af de finere og vigtige teselskaber, der afholdes af lady Tavistock. Familien Trenchard er rykket længere op ad den sociale rangstige siden krigen. Mr. Trenchard beskæftiger sig ikke længere med handel af fødevarer til de højtstående i samfundet, da han fandt faget en smule kedeligt i efterkrigsårende. Han indvies i et byggeprojekt, der hurtigt udvikles til bygningen af mondæne ejendomme og overdådige paladser.

Navnet hang i luften mellem dem som en spøgelsesdaggert i et eventyr. Man ville aldrig kunne sige om lady Brockenhurst, at hun tabte fatningen, eftersom det næppe ville ske før hendes sidste åndedrag, men hun var ikke helt forberedt på at høre hans navn udtalt af denne kvinde, som hun kendte så godt fra sine fantasier, men overhovedet ikke i virkeligheden.

Ved teselskabet falder Anne i samtale med to, en som hun endnu ikke har mødt og en gammel bekendt, som hun sidst så ved ballet i 1815. Med et rives Anne tilbage i tid og sted til den dag, hvor hun mistede sin datter knap et år efter krigen. Anne føler sig lidt krænket ved samtalen med Enkehertuginden af Richmonds søster og lidt efter Grevinden af Brockenhurst. De to søstre har gjort sig mange tanker om familien Trenchard og ikke mindst om den smukke skønhed Sophia. Grevinden er elegant og stolt på en hård og kynisk måde. Hun lader sig ikke slå ud, og bærer evig rundt på den tunge sorg over sin afdøde søn. Lord Bellasis var ene barn, og dermed slutter arvingerækken med ham, hvilket er en af Grevindens mest tyngende tanker. Anne bærer over med Grevingen og følger hende i sorgen, så måske er der et lille håb om gensidig respekt?

Hjemme til middagen ved familien Trenchard samme aften møder jeg sønnen Oliver og hans kone Susan. De er begge meget forventningsfulde og forkælet, og de sætter barriererne højt i kravet på luksus. Anne og James bærer på en hemmelighed, og måske er det på tide at sandheden kommer frem i lyset efter seksogtyve år. Temporaliteten springer endnu engang tilbage til 1815, og jeg indvies i Sophias kvaler. Det var ikke alene sorgen over krigens udbrud, at Sophia blev ude af sig selv, den aften ved ballet. Hun så den officer, som havde spillet en rolle i et spil udført Lord Bellasis, så han kunne forfører hende. Indtil dette foruroligende syn var hun fast overbevist om, at hun hemmeligt, havde giftet sig med prinsen fra sine drømme – den unge Lord Bellasis. Men da han dør under krigen står hun alene tilbage med et falsk ægteskab, hvor hun føler sig brugt og naiv. Det uheldige i situationen er, at Sophia venter sig og dermed risikerer at trække, ikke kun sig selv, men også sin familie gennem sølet til byens lumske gader. Anne er en beslutsom og resolut kvinde, der hurtigt udtænker en plan. Alt gøres klar til at Sophia og Anne kan forlade byen, og rejse til et sted, hvor ingen kender dem. Sophia dør uventet i barselsengen, og hendes raske og sunde dreng bortadopteres efter planen.

Med et svip er jeg igen tilbage i 1841, og Anne gruer over om hun bør afslører hemmeligheden af medlidenhed til Grevinden. Mr. Trenchard forbyder hende at afsløre hemmeligheden, da han ikke vil smudse datterens ry til, men ej heller miste sin høje position i samfundet, som han har arbejdet så hårdt for. Graviditet uden for ægteskab var særdeles uhørt i konteksten, og hele familier blev udeladt fra det gode selskab med foragtende miner. Sophias dreng er, i 1841, en voksen mand på ca. femogtyve år, og Mr. og Mrs. Trenchard er ikke helt uvidende om, hvorledes det er gået ham, da de stille har fulgt med på sidelinjen gennem breve, som er blevet sendt til dem, fra adoptivfaren Pope. Anne tager alligevel sagen i egen hånd, da hun ikke længere kan udholde at bære på den tunge hemmelighed alene. Hun skriver til Grevinden om et møde, hvor de kan være alene. Dette er Grevinden meget villig til, da hun håber på at få genoplivet gode minder om sin afdøde søn. Grevinden rystes over de uventede nyheder, men får hurtigt styr på sit kolde og hårde jeg.

Hun foldede papiret, forseglede det med en segloblat, skrev addressen på og gik selv ud for at give det til buddet. det ville have taget hendes tjenestepige ti minutter at aflevere det, men Anne var ikke vild med at få sine ærinder diskuteret nede i folkestuen. Hun behøvede ikke at vente længe. Den følgende morgen var der en besked på morgenbakken, som Ellis bragte hende. Hun tog den.

Belgravia – Uventet møde bringer mig ind i en historisk tidslomme, hvor jeg glemmer tid og sted. Jeg sidder næsten med til bord ved teselskabet og føler at jeg rejser med Anne tilbage i tiden, hvor hun mindes sin sidste tid med sin elskede datter. Det er endnu for tidligt at karakteriserer karaktererne som sådan, men jeg er dog allerede fanget, fascineret og forundret af dybden i Annes karakter. Hun er meget refleksiv og utrolig bevidst om sin position i det samfundsmæssige hieraki, men også hvad der er passende for familiens anseelse, hvor Mr. Trenchard er mere jovial og knap så streng i forhold til begrænsningen af høje bestræbelser og det luksuriøse liv. Det eneste minus jeg har at sætte på romanen indtil nu ligger på det sproglige plan, der er præget af mange indskudte sætninger, som desværre mere forstyrrende end gavnlige og en del korrektur fejl, men jeg håber at det bliver bedre som romanens historie folder sig ud.

Den historiske roman er min yndlings genre, og jeg elsker at forsvinde ind mellem linjerne og ind i den historisk tidslomme, som Fellowes stille åbner for mine ivrige øjne. Jeg venter, om endnu mere spændt, på den tredje del af føjletonen, og jeg har svært ved at vente til næste afsnit udkommer på torsdag, da jeg er spændt på at høre mere om, hvad der sker efter Annes møde med Grevinde Brockenhurst. I den stille ventetid kan jeg udforske det mangfoldige ekstramateriale, som følger med bag i e-bogen, der udvides for hvert kapitel, hvor jeg kan læse om karaktererne og historiske informationer.

Hvis du endnu ikke har læst den første del af føljetonromanen kan du på linket læse den nu – Belgravia – Fra balsal til slagmark. God læselyst!
Featured image

Advertisements

2 thoughts on “Belgravia – Uventet møde af Julian Fellowes #2

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s