Den smalle vej til det dybe nord af Richard Flanagan

Featured image
Featured imageDen smalle vej til det dybe nord af Richard Flanagan fra Politikens Forlag 2015 på 406 sider, og er læst på dansk. Originalsproget er engelsk med titlen The Narrow Road to the Deep North, der er udgivet 2013. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

Den smalle vej til det dybe nord er en historisk mindemonument-roman, der handler om livet, familien, poesisien, kærligheden, krigen, verden og universet, men fremfor alt fortæller romanen om en vigtig periode i verdenshistorien, som ikke bør glemmes eller forties. Stemmerne i romanen er mange, men hver og én stemme er vigtig i et forsøg på, at rumme og forstå helheden af de grusomme forhold i den krigsfangelejren, der byggede Dødens jernbane. Jeg introduceres til romanens hovedkarakter Dorrigo Evans, som er vokset op i en lille flække i Cleveland, hvor han er den eneste i sin familie, der har de boglige kvalifikationer til at komme videre i uddannelsessystemet, og han tager uddannelsen som læge. Den unge Evans forsøger at finde ud af sin nye verden, som nyuddannet læge sammen med sin nye kæreste Ellen Lansbury. Han forsøger, at finde ind til livets kerne, men anden verdens krig bryder ud må Evans udsendes sammen med mange tusind mænd.

Han kommer hjem på overlov, men ikke altid for at tilbringe tiden sammen med Ellen, som nu er hans kommende kone. Han har flere affærer, men da han i en boghandel møder den sande kærlighed i Amy med den røde kamelia blomst i håret forandres hans verden, men forhindringerne dukker op, da han ved et besøg hos en ukendt onkel ser Amy, der viser sig at være onkelens unge kone. De indleder et lidenskabeligt forhold, men da krigen hærger på sit højeste udsendes Evans til fronten igen. Hans deling tages til fange, og de bliver nu sammen med mange andre soldater sendt mod den grusomme arbejdslejr i junglen, som de først skal rydde for, at kunne begynde på et projekt, som amerikanerne ikke mente var muligt – de skulle bygge Dødens jernbane fra Thiland til Burma. Forholdene i lejren forværres, da mange mænd bliver syge pga. dårlig ernæring og hygiejne, men Kejseren ønsker at fremskynde arbejdet, og forholdene bliver endnu værre, hvor mange mænd dør af sult, udmattelse og sygdom.

Hans sult var som et vildt dyr. Hans sult var desperat, vanvittig, og befalede ham at uanset hvad han fandt af mad, skulle han bare få det ned med det samme og så hurtigt som muligt; bare spis, skreg hans sult – spis! Spis! Spis! Og konstant var han også godt klar over at det var hans sult der spiste ham.

Krigen afsluttes og de få overlevende vender hjem til familier og pårørende, men det er ikke let at komme hjem igen til en evige forandrende hverdag, hvor tiden aldrig står stille, og folks mange spørgsmål aldrig stopper. Evans vender ikke hjem efter krigens afslutning, men først i 1948 efter mange bestræbelser for ikke at skulle se en afslutning på krigen, som han havde svært ved at give slip på før lang tid senere. For Evans er det svært at komme hjem til den hverdag og verden han forlod, hvor han nu hyldes som en helt. Han kan ikke forene sig med denne helterolle, da han tænker tilbage på de mange mænd som han mistede under sin stilling, som øverst befalende og læge for fangerne, hvor han dagligt måtte gamble med deres liv for at imødekomme soldaternes og Kajserens krav om det stigende tempo jernbanen skulle bygges i, i takt med troen på den japanske ånd.

Efter krigens afslutning deles plotte i to sideløbende spor, hvor jeg nu også følger nogle af de japanske soldater, som stod for at opretholde orden i arbejdslejren. Mange af dem flygtede for at, undgå døden ved den amerikanske krigsdomstol, men de fleste blev fundet og straffet med døden. Jeg følger eksempelvis Nakamura som køber sig til en ny identitet, hvor han starter på et nyt liv i en ny verden. Choi Sang-min er en af de fangevogter, som ikke når at flygte til friheden. Jeg følger hans mange tanker om det at være dødsdømt for, at have pryglet en amerikansk soldat. Han kan ikke forene sig med dommen, da han selv har fået mange prygl igennem hele sit liv, og kan end ikke forene sig med tanken om det, at have givet en anden prygl, skal koste ham livet. De japanske fangevogters stemmer har en vigtig rolle i romanen, som er med til at danne en ring om afslutningen på Dødens jernbane.

Dorrigo Evans var vokset op i en tid hvor et helt liv kunne udtænkes og gennemleves i poesiens billede, eller som det i stigende grad var tilfældet for ham, i skyggen af et enkelt digt.

Den smalle vej til det dybe nord er en roman med en meget kompleks struktur, hvor temporaliteten hele tiden skifter, og jeg følger de mange karakterer, hvis stemmer har en vigtig funktion. Romanen er skrevet ud fra Flanagans fars liv og erindringer fra før og efter krigstiden, og har meget på hjerte. Romanen er delt op i fem dele, hvor første del starter med et digt fra Edo-perioden af den japanske digter Basho, og de andre fire dele starter med et digt af den japanske buddhist Issa. Digtene danner den ydre ramme, men det er digtet “Ulysses” af Tennyson, som har den gennemgående rolle i Evans svære forhold til at finde den rigtige vej i den dybere forståelse af kærligheden og verden. Romanes tidslinje strækker sig fra Evans barndom til hans død, hvor det primære handlingsplan udspiller sig i et før, under og efter krigen.

Karakterene i romanen er fremskrevet med en dybde, som gør at jeg kommer helt ind bag facaden. Evans er som nævnt romans hovedkarakter, men i det at jeg også kommer ind bag facaden hos de japanske soldater er med til at giver mig en større forståelse af, at de ikke bare er onde mennesker, som elsker at pine deres fanger, men at deres måder at være på bunder i kultur og opdragelse. Min eneste kritik af romanen, er de meget maleriske skildringerne af forholdene i fangelejeren, hvor intet er overladt til fantasien. Under læsningen sad jeg ofte med en klump i maven og tårerene på kanten til at løbe, hvor jeg væmmes over de grumme forhold, som soldaterne måtte lide under. På trods af min kritik, er jeg godt klar over at det er de hårde og maleriske skildringer, som er vigtige, da de beskriver noget som ingen, der ikke selv har været der, ville kunne sætte sig ind i eller tilnærmelsesvis opnå forståelse af.

De ting han troede på, var drevet til havs, i færd med at forsvinde, fortabt for altid. De ting han troede han kom hjem til. De ting han havde håbet at blive til og vi sit liv til. Det viste sig at de ikke var mere værd end varm luft.

Den smalle vej til det dybe nord er en vigtig historisk mindemonument-roman, og vandt Man Booker-prisen 2014. Bogen har mange vigtige budskaber, hvor jeg fik et indblik i en historiskperiode som jeg ikke kendte til. Jeg har haft hovedfokus på stemmerne, der for mig fremstår som det vigtigste element i romanen, da der af disse stemmer fortælles om de grumme og grusomme forhold i én fangelejre under anden verdenskrig, men også om hvordan det er at komme hjem og opfatte verden med forandrede øjne, hvor intet står stille og “verden bare er”. Efter at have læst Flanagans roman er jeg både ramt og rørt!
Featured image

Advertisements

2 thoughts on “Den smalle vej til det dybe nord af Richard Flanagan

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s